Fredericia Forsyning ctr. Elprisudvalget
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Elforsyningsloven § 9 a ophævet
- Elforsyningsloven § 9 ophævet
- Elforsyningsloven § 10 ophævet 3 afgørelser
Teksten
Fredericia Forsyning ctr.
Elprisudvalget
År 1998, den 13. februar afsagde
Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 96-163.666, Fredericia Forsyning
ctr. Elprisudvalget, sålydende:
K E N D E L S E
1. Ved skrivelser af 11. november 1996 og 12. februar 1997
har Fredericia Forsyning klaget over en af Elprisudvalget den 15. oktober
1996 meddelt afgørelse, hvorved Elprisudvalget fandt det urimeligt,
jf. elforsyningslovens § 10, stk. 4, at Fredericia Forsyning for el
produceret på Kemira Danmark A/S (Kemira) gasturbineanlæg og som
benyttes af Kemira selv i selskabets egen produktion afregner købet
efter elforsyningslovens § 9a og samtidig afregner salget efter
bestemmelserne i § 9, stk. 1 og 2, såfremt forsyningen derved
opnår et dækningsbidrag, der overstiger omkostningsdækning
samt rådighedsbetaling.
Klageren har principalt påstået
Elprisudvalgets afgørelse ophævet og Elprisudvalget tilpligtet
at anerkende, at Fredericia Forsyning har været berettiget til for sine
elleverancer i 1996 til Kemira at kræve en betaling, der er opgjort i
overensstemmelse med den tarif, der er indeholdt i "Prisblad og
betingelser for A-forbrugere" og for sit elaftag i 1996 fra Kemira kun
at yde en betaling, der er opgjort i overensstemmelse med den tarif, der er
indeholdt i "Tariffen for decentrale producenter". Klageren har
subsidiært påstået Elprisudvalgets afgørelse
hjemvist til fornyet behandling i Elprisudvalget.
Elprisudvalget har påstået
stadfæstelse.
Under sagens behandling for Ankenævnet har
Fredericia Forsyning været repræsenteret af advokat Claus
Læs alt
Høeg Madsen.
Kemira Danmark A/S v/ advokat Jesper Fabricius er
indtrådt i sagen til støtte for Elprisudvalget.
2. Elprisudvalgets afgørelse af 15. oktober 1996
er sålydende:
"Med brev af 29. maj 1996 har advokat Jesper
Fabricius på vegne Kemira Danmark klaget til Elprisudvalget over
Fredericia Forsynings ændring af elafregningspriserne for et decentralt
gasfyret kraftvarmeanlæg. Anlægget blev etableret i 1995 under
hensyn til bl.a. det statstilskud på 10 øre/kWh, som ydes i
henhold til Lov om tilskud til elproduktion.
Ved etableringen af værket i 1995 var købs-
og salgspriserne for elektriciteten de samme. I 1996 indførte
Fredericia Forsyning differentierede afregningspriser. De differentierede
priser har medført, at Fredericia Forsyning opnår et mervederlag
på 2,6 øre/kWh for el, der produceres af Kemira på
gasturbineanlæggene og anvendes i Kemiras produktion.
Af sagen fremgår, at Kemira Danmark producerer
elektricitet på 4 anlæg et salpetersyreanlæg (El-80), en
svovlsyrefabrik (El-74) og to gasturbineanlæg (GT 1 og GT).
Elproduktionen på de fire anlæg måles
ved fire separate målere, der er koblet til hver sit anlæg.
Hertil kommer en måler på Fredericia Forsynings anlæg, der
måler leverancer til og fra Fredericia Forsynings net. Det er alene
produktionen på gasturbineanlæggene, der indgår i klagen,
idet produktionen på salpetersyreanlægget ikke afregnes, og
afregningen af produktionen på svovlsyrefabrikken ikke volder
problemer.
Elproduktionen (på svovlsyrefabrikken og
gasturbineanlæggene) afregnes ved, at Kemira først sælger
produktionen efter de tre målere ved gasturbineanlæggene og
svovlsyrefabrikken, og derefter køber Kemira produktionen helt eller
delvist tilbage igen (afhængig af om selskabet er nettoaftager af el
eller nettoleverandør). Ved nettoaftag lægges købet
sammen med det supplerende køb fra Fredericia Forsyning. Sammenlagt
køber Kemira 12 % af sit elforbrug. For så vidt angår
elproduktionen på gasturbineanlæggene anvendes denne udelukkende
i Kemiras egenproduktion bortset fra meget kortvarige perioder. I 1996 er fra
gasturbineanlægget leveret el for under 5.000 kr.
Ved levering til Fredericia Forsynings net opnås
stabilitet i forsyningen. Denne stabilitet finder Fredericia Forsyning er
baggrund for, at Kemiras elforbrug og elkøb skal betragtes
særskilt. I modsat fald kunne Kemira enten vælge at køre i
ø-drift eller blive afregnet ved symmetriafregning, hvorefter der
alene måles og afregnes efter nettoforbrug, samt betales
rådighedsbetaling.
Kemira og Fredericia Forsyning har indgået aftale
om, at elektriciteten produceret på de decentrale gasturbineanlæg
afregnes i henhold til det til enhver tid gældende tarifblad (tarif B).
Afregningen foretages med henvisning hertil efter elforsyningslovens § 9a,
der trådte i kraft den 1. juni 1996. Kemiras aftag af el afregnes efter
elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2.
Afregningen efter § 9a har medført forskel mellem
de priser, der opnås for produktionen på Kemiras
svovlsyreanlæg og produktionen på gasturbineanlæggene.
Aftalen om afregningen af el fra svovlsyreanlægget blev indgået i
1993, og aftalen om el fra gasturbinerne i 1995. Da produktionen på
nyere værker (referenceværker) vil kunne foretages til lavere
priser end på de ældre, opnår Kemira højere priser
for produktionen på det ældre svovlsyreanlæg.
Ved tilslutningen har Kemira betalt for afgangsfelter,
afbrydere, samleskinner og relæer, som benyttes hos Fredericia
Forsyning. Herudover har selskabet betalt særskilt anlægstilskud
for en leveringsmulighed på op til 17,790 MW.
Af Kemiras indlæg i sagen fremgår, at
selskabet klager over, at der ikke ved Fredericia Forsynings
"tilbagesalg" til Kemira af el produceret på selskabets
gasturbineanlæg anvendes salgspriser, som er identiske med de priser,
til hvilke Kemira formelt "leverer" el til Fredericia Forsyning fra
samme anlæg. Selskabet finder, at det i hvert fald højst
bør tillades Fredericia Forsyning at beregne sig et mervederlag
svarende til Fredericia Forsynings direkte omkostninger til administration i
forbindelse med gennemførelsen af den formelle afregning. Selskabet
finder endvidere, at anvendelse af Fredericia Forsynings købs- og
salgspriser alene kan ske for så vidt angår de elmængder,
som Kemira enten faktisk leverer til eller aftager fra elforsyningen. Kemiras
produktion sendes til en samleskinne, hvorefter den løber tilbage til
Kemira (sammen med et eventuelt supplerende køb eller minus et
eventuelt salg).
Selskabet henviser endvidere til, at der med
bekendtgørelse nr. 876 af 20. november 1995 om tilskud til
elproduktion blev foretaget en ændring, hvorefter det ikke
længere er en betingelse for modtagelse af tilskud, at den producerede
elektricitet leveres til elforsyningsnettet. Betingelsen er alene, at den
producerede elektricitet afregnes med elforsyningsselskabet.
Selskabet henviser endvidere til Hirtshals-ankesagen, hvor
der i afgørelsen blev lagt vægt på, at ENV alene kunne
afregne Hirtshals Kraftvarmeværks eget forbrug af elproduktion til en
pris svarende til kraftvarmeværkets egenproduktionsomkostninger.
Vedrørende spørgsmålet om
rådighedsbetaling henviser Kemira til, at selskabet for at opnå
statstilskuddet på 10 øre/kWh skal afregne med elforsyningen,
hvorfor ø-drift ikke kan anvendes. Kemira finder, at selskabet gennem
betaling af investeringerne og det løbende anlægstilskud for
leveringsmuligheden har betalt for opnåelse af stabiliteten i
forsyningen. Med hensyn til rådighedsbetalingen henviser selskabet til,
at denne indgår i tripeltariffen og derfor finder anvendelse ved
selskabets nettoaftag af el fra Fredericia Forsyning.
Fredericia Forsyning har i sin redegørelse bl.a.
oplyst, at forsyningen er enig med Kemira i, at der ikke nødvendigvis
ligger en fysisk levering bag overdragelsen af elektriciteten.
Kemira har indgået en aftale med Fredericia
Forsyning om overdragelse af hele den målte nettoproduktion. Fredericia
Forsyning har ikke indgået alene en formel aftale, men en aftale om
overdragelse af hele nettoproduktionen af elektricitet. Kemira er ikke
forpligtet til at producere elektricitet på kraftvarmeværket
eller dække eget behov. Dette er elforsyningen derimod forpligtet til.
Hvis Kemira derfor ikke betalte dækningsbidrag til elforsyningen for
sit elforbrug, samtidig med at elforsyningen stiller reserver til
rådighed for Kemira, ville der være tale om
krydssubsidiering.
Fredericia Forsyning henviser endvidere til, at Kemira kan
ændre afregningsform én gang årligt. Kemira kan
således vælge symmetriafregning, hvis selskabet ønsker
det. Fredericia Forsyning finder således ikke, at der er tale om en
urimelig betingelse, når Kemira sælger hele sin nettoproduktion
efter et afregningsprincip, som Kemira har accepteret i den indgående
kontrakt, og samtidig køber elforbruget til samme tarif som alle andre
elkunder i Fredericia Forsynings område med samme elforbrug.
For så vidt angår spørgsmålet om
rådighedsbetaling oplyser Fredericia Forsyning, at Kemira ikke på
nuværende tidspunkt betaler noget rådighedsbeløb. Kemira
har alene betalt et investeringsbidrag, der i henhold til DEF s vejledning
betales for tilslutning til elnettet.
Med hensyn til Hirtshals-ankesagen finder Fredericia
Forsyning, at Kemira ikke kan støtte sin sag på denne, idet
forbruget på kraftvarmeværket blev målt særskilt.
Elforbruget på Kemira måles samlet, og forbruget er ikke et
accessorium til produktionen på gasturbinen.
Sekretariatet skal herefter på udvalgets vegne
meddele, at det findes urimeligt, jf. elforsyningslovens § 10, stk. 4, at
Fredericia Forsyning for el produceret på Kemiras
gasturbineanlæg og som benyttes af Kemira selv i selskabets egen
produktion afregner købet efter elforsyningslovens § 9a og samtidig
aftegner salget efter bestemmelserne i § 9, stk. 1 og 2, såfremt
forsyningen derved opnår et dækningsbidrag, der overstiger
omkostningsdækning samt rådighedsbetaling.
Udvalget lægger herved bl.a. til grund, at den del
af Kemiras produktion, som selskabet selv anvender som egetforbrug, efter
måling ved Kemira alene anvendes af Kemira. Der er dermed en
sådan sammenhæng mellem Kemiras elproduktion og elforbrug, at en
afregning af salget og købet til forskellige priser kan anses for en
urimelig leveringsbetingelse, idet afregningen ikke belaster Fredericia
Forsyning med omkostninger svarende til det anførte
dækningsbidrag.
Endvidere lægges til grund, at en afregning, der
alene finder sted af formelle årsager med henblik på at
opnå tilskuddet på 10 øre/kWh, skal være mulig,
når forsyningsselskabets omkostninger ved afregningen dækkes.
"
3. Sagens baggrund:
3.1 Aftalegrundlaget
Om elleverancerne fra Kemira er det i aftale mellem
Kemira og Fredericia Forsyning bestemt, at hele Kemiras elproduktion på
gasturbineanlægget bortset fra det for driften af anlæggene
nødvendige egetforbrug skal leveres til Fredericia forsyning, og at
den leverede elektricitet afregnes efter tariffen for decentrale
egenproducenter. Om Kemiras aftag af el følger det af aftalen, at
forbruget afregnes efter tariffen for A-forbrugere.
I stedet for afregning som angivet efter bruttoleverancer
ville Kemira kunne blive afregnet på samme måde efter
nettoleverancer med tillæg af en "rådighedsbetaling" i
form af en årlig afgift fastsat efter anlæggets
størrelse.
3.2 Lovgrundlaget
Ifølge lov nr. 944 af 27. december 1991 om
tilskud til elproduktion § 2, stk. 1, blev der ydet tilskud for den
mængde elektricitet, "som leveres til elforsyningsnettet".
Ved lov nr. 1109 af 21. december 1994 ændredes dette således, at
der ydes tilskud for den mængde elektricitet, "som afregnes med
elforsyningsselskabet". Det hedder i forarbejderne til
ændringsloven bl.a.:
"Loven blev gennemført i sammenhæng med
de samtidigt dermed fremsatte forslag til lov om kuldioxidafgift af visse
energiprodukter og forslag til ændring af lov om afgift af
elektricitet. Ifølge lovens forarbejder, jf. FT 1991-92, Tillæg
A, sp. 2127, var hensigten med 10-ørestilskuddet i lov om tilskud til
elproduktion at kompensere for den opkrævede CO2-afgift,
når der anvendes biobrændsler eller vedvarende energi til
elfremstilling, eller når elfremstilling sker ved decentral
kraftvarmeproduktion, hvortil der anvendes naturgas.
Ordlyden i gældende lovs §§ 2 og 3 fortolkes
således, at den producerede elektricitet fysisk skal leveres til
elforsyningsnettet for at opnå tilskud.
Den overordnede målsætning med
CO2-lovkomplekset var at medvirke til at nedbringe
CO2-udledningen, jf. FT 1990-91, Tillæg C, sp. 575. I denne
sammenhæng er det uden betydning, hvorvidt den producerede elektricitet
fysisk leveres til det offentlige elforsyningsnet, idet elektriciteten
uanset, hvor den forbruges medvirker til at fortrænge kulbaseret el.
Kravet om fysisk levering harmonerer således ikke med
målsætningerne. Tværtimod kan det føre til, at
især industrielle virksomheder med et stort egetforbrug af el for at
blive tilskudsberettigede skal foretage investering i nettilslutning eller
-forstærkning, som er uhensigtsmæssig og alene sker af formelle
grunde.
Lovforslaget præciserer, at tilskuddet kan
opgøres udfra den samlede elproduktion, som afregnes over for
elforsyningsselskabet. Den el, som virksomheden forbruger, købes af
elforsyningsselskabet, hvorved der pålægges afgift. Dermed kan
loven virke efter sin hensigt, ved at tilskuddet kompenserer for den
opkrævede CO2-afgift. Samtidig undgås unødige
investeringer.
. . .
Ifølge forslaget vil tilskud kunne opgøres
på grundlag af den produktion, som afregnes overfor
elforsyningsselskabet. Afregnet elektricitet, som virksomheden forbruger, er
pålagt afgift, jf. el- og CO 2-afgiftslovene."
I overensstemmelse med den oprindelig lov var det i bkg.
nr. 324 af 7. maj 1992 om tilskud til elproduktion § 5, stk. 1, bestemt, at
tilskud udbetales "af de elselskaber, som aftager tilskudsberettiget
elproduktion", og i § 6, stk. 1, bestemt, at udbetaling sker "efter
den mængde elektricitet, der leveres af elproducenten til
elforsyningsnettet" Ifølge den nugældende
bekendtgørelse bkg. nr. 876 af 20. november 1995 er ordningen
ændret, således at tilskud udbetales "af det lokale
elforsyningsselskab", jf. § 5, stk. 1. Det er endvidere i denne
bekendtgørelses § 6, stk. 1, bestemt:
"Udbetaling af tilskud sker efter den mængde
elektricitet, der afregnes med elforsyningsselskabet. Afregningsgrundlaget er
enten den mængde elektricitet som faktisk leveres til
elforsyningsnettet eller elproducentens netto elproduktion, svarende til den
samlede elproduktion minus det nødvendige egetforbrug i forbindelse
med elproduktionen, og med fradrag for det heraf beregnede nettab i
tilslutningsføringen frem til elnettet."
Elforsyningslovens § 9a som affattet ved lov nr. 1088 af
20. december 1995 indeholder et princip for elforsyningsvirksomheders
fastsættelse af købspris for "den leverede
elektricitet" en pris, som ifølge forarbejderne til § 9 a
betales "af den elforsyningsvirksomhed, som modtager elektriciteten
på sit net". Prisfastsættelsesprincippet i § 9 a adskiller
sig fra det princip, hvorefter elforsyningsvirksomheder efter lovens § 9 skal
fastsætte salgspris for "levering af elektricitet". Det
fremgår af forarbejderne til § 9 a, "at elforsyningen kan
inddække sine udgifter til køb af elektricitet i sin egen
salgspris som en nødvendig omkostning".
Der er ikke i forarbejderne til de nævnte
bestemmelser i elforsyningsloven udtalelser om særlig afregning for en
industrivirksomhed med et decentralt kraftvarmeanlæg, som er koblet til
det offentlige elforsyningsnet, og som både leverer el til og modtager
el fra dette net.
4. Klagerens argumentation
Klageren har til støtte for sine påstande
anført, at parterne klart og tydeligt og med fuldt overlæg har
aftalt én pris for leverancer fra Fredericia Forsyning til Kemira og
en anden pris for leverancer den modsatte vej. Man har ikke aftalt nogen
"modregning" af leverancerne, således at der kun skal betales
for nettoleverancerne, men tværtimod at bruttoleverancerne skal betales
hver for sig efter forskellige tariffer. At priserne efter de to tariffer
stort set var identiske, da aftalen blev indgået i 1995, var
således en tilfældighed, hvilket har været begge parter
bekendt.
Kemira kunne i stedet have valgt afregning efter
nettoleverancerne. I så fald var Kemira imidlertid blevet
afkrævet en rådighedsbetaling, hvorfor det økonomisk ikke
havde gjort nogen forskel for selskabet.
Årsagen til, at parterne ikke har aftalt
"modregning", er, at der gælder ét sæt lovregler
elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2, for leverancer fra Fredericia
Forsyning til Kemira og et andet sæt lovregler elforsyningslovens §
9a for leverancer fra Kemira til Fredericia Forsyning.
Efter elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2, kan der i
elprisen indregnes samtlige omkostninger ved produktion og fordeling af el.
Disse omkostninger betales således af elforbrugerne. Elprisen beregnet
i henhold til § 9, stk. 1 og 2 afspejler ud over det lokale
elforsyningsselskabs omkostninger også omkostningerne i det
kraftværk, hvorfra selskabet får leveret el, og ELSAMs
omkostninger. Elprisen vil derfor være afhængig af, hvilket
forsyningsselskab forbrugeren er tilknyttet, ligesom prisen vil variere fra
år til år afhængigt af omkostningsforholdene.
Den pris, som elforsyningsselskaberne ved
elforsyningslovens § 9a er pålagt at betale for køb af el fra
decentrale kraftvarmeværker, fastsættes ved en beregning af, hvad
elforsyningen sparer ved ikke selv at skulle købe anlæg og
producere elektriciteten. § 9a siger derimod intet om, hvad decentrale
kraftvarmeværker skal betale for de leverancer, de modtager fra
elforsyningsselskaberne. § 9a indrømmer ikke virksomheder med
decentrale kraftvarmeværker en særlig favørpris på
deres eget elforbrug.
Det fremgår klart af bemærkningerne til § 9a,
at elforsyningens udgifter ved køb af el fra decentrale
kraftvarmeværker kan indregnes i elforsyningsselskabernes
nødvendige udgifter og dermed fordeles på forbrugerne efter de
sædvanlige til Elprisudvalget anmeldte tariffer, der er fastsat
på grundlag af elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2. Fredericia
Forsynings tariffer er derfor i overensstemmelse med § 9, stk. 1 og 2, og der
er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte tarifferne eller
bestemmelser i aftalen mellem Fredericia Forsyning og Kemira.
Priserne for leverancer mellem Fredericia Forsyning og
Kemira beregnes uafhængigt af, om Kemira modtager CO2 tilskud eller
ikke og helt uafhængigt af bestemmelserne i lov nr. 944 af 27. december
1991 om tilskud til elproduktion med senere ændringer og den
tilknyttede bekendtgørelse.
Uanset betingelsen for tilskud om afregning med et
elforsyningsselskab i Lov om tilskud til elproduktion er det
nødvendigt for Kemira at indgå salgs- og købsaftaler med
Fredericia Forsyning, idet Kemira ikke kan dække sit eget elforbrug ved
sin egen elproduktion. Der er således meget store udsving i
nettoaftaget, idet der kun momentvis ikke sker nogen udveksling mellem Kemira
og Fredericia Forsyning. At Kemira ikke kan opnå balance mellem forbrug
og produktion hænger naturligt sammen med, at Kemiras elproduktion er
et "spildprodukt" relateret til produktion og forbrug af damp. Det
er således en nødvendig forudsætning for Kemira, at
Fredericia Forsyning (og det bagved værende produktions- og
transmissionssystem) momentant kan regulere produktionen, så der
hverken er over- eller underskud af energi på nettet, ligesom
Fredericia Forsyning skal kunne opfange et udfald af en eller flere
produktionsenheder hos Kemira. Det er således ikke korrekt at
leverancerne mellem parterne udelukkende er en formalitet.
Den pris, forbrugerne skal betale, vil altid være
højere end den pris, elforsyningen betaler til decentrale producenter
af el. Forskellen udgøres af omkostninger til den nødvendige
infrastruktur, som alle elforbrugere skal være med til at betale, hvis
de er tilsluttet elinfrastrukturen og det uanset om de selv producerer
el.
Elprisudvalgets afgørelse har den konsekvens, at
Kemira ud over at opnå den ved loven tilsigtede sikkerhed for at
kunne levere el til Fredericia Forsyning til § 9a-priser opnår en
favørstilling, idet Kemira hos Fredericia Forsyning kan købe en
mængde elektricitet svarende til selskabets egenproduktion til en
lavere pris end den der følger af "Prisblad og betingelser for
A-forbrugere", som gælder for alle andre erhvervsvirksomheder i
Fredericia Forsynings forsyningsområde, som aftager direkte fra en 60
kV/10 kV-transformerstation. Denne favørstilling må
nødvendigvis betales af andre forbrugere. Hvis Kemira skal have en
favørstilling, må det samme gælde for alle andre
decentrale kraftvarmeværker m.v. i Danmark, der både producerer
og forbruger el. Den decentrale elproduktion i ELSAM-området ligger i
niveauet 5 mia. kWh årligt. Hvis der herfor skulle gælde samme
købs- og salgspriser, ville elforsyningen miste et beløb
på mere end 130 mio. kr. årligt, der i så fald skulle
hentes hjem ved overvæltning på øvrige forbrugergrupper,
enten andre erhvervsvirksomheder eller private forbrugere. Dette ville
være i strid med elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2, jf. § 10, stk. 4.
Den geografiske nærhed mellem Kemira og Fredericia Forsyning er uden
betydning for prissætningen af elleverancerne, idet elforsyningens
infrastruktur tilrettelægges ud fra en helhedsvurdering for at sikre
alle forbrugere en sikker og billig elforsyning. Elprisudvalgets
afgørelse, der er baseret på geografisk nærhed, bryder
således det solidaritetsprincip, der er grundlaget for danske
elforsyningsvirksomheders prissætning og infrastrukturydelser.
Afgørelsen indebærer endvidere en
konkurrenceforvridning i forhold til andre industrikunder, som ikke har egen
produktion af el, og som må betale den fulde pris i henhold til den
gældende erhvervstarif.
Endelig betragtes leverancerne mellem parterne også
i andre sammenhænge som reelle salg. Fredericia Forsyning betaler
således elafgift, CO2 afgift og svovlafgift af sit samlede salg af el,
herunder det samlede salg af el til Kemira. Fredericia Forsyning betaler moms
af disse afgifter.
5. Elprisudvalgets argumentation
Elprisudvalget har til støtte for sin påstand
anført, at Udvalget ved sin bedømmelse af urimelighed efter
elforsyningslovens § 10, stk. 4 ikke er bundet af parternes aftale.
Udvalget er enig i, at Fredericia Forsyning har afregnet
elleverancerne fra Kemira til Fredericia Forsyning efter reglen i
elforsyningslovens § 9a, og at Fredericia Forsyning har afregnet sine
elleverancer til Kemira efter reglerne i elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2.
En sådan afregning findes imidlertid urimelig for den del af Kemiras
produktion, som Kemira anvender som egetforbrug, og som kan måles,
såfremt dækningsbidraget overstiger omkostningsdækning og
rådighedsbetaling. Et krav om afregning af denne del af salget til
én pris og tilbagekøb til en anden pris må anses for en
urimelig leveringsbetingelse, idet forholdet i sig selv ikke belaster
Fredericia Forsyning med omkostninger svarende til det anførte
dækningsbidrag. Der kan ikke ud fra elforsyningsloven tages hensyn
til, at det er nødvendigt at lade som om hele produktionen leveres til
Fredericia Elforsyning og egetforbruget tilbagekøbes, for at
opnå maksimalt tilskud til elproduktionen. Derimod kan elforsyningen
selvfølgelig kræve rådighedsbetaling for at skulle stille
net til rådighed for muligheden for at modtage den totale effekt fra
Kemira.. Dette gælder også for det net, der tilhører I/S
Skærbækværket og ELSAM.
6. Kemira Danmark A/S argumentation
Kemira har anført, at Elprisudvalget i
medfør af elforsyningslovens § 10, stk. 4, har hjemmel til at meddele
pålæg m.v., hvor anvendelsen af i øvrigt lovlige eller
gyldige tariffer på grund af omstændighederne konkret
fører til et urimeligt resultat.
Kemiras eget forbrug af elproduktionen fra sit eget
gasturbineanlæg kan ikke betragtes som en reel købs- og
salgssituation i forhold til Fredericia Forsyning, idet der udelukkende
afregnes brutto med Fredericia Forsyning af hensyn til at opnå tilskud
til gasturbineanlægget. Denne afregning er en nødvendig
formalitet for at opnå maksimalt tilskud. Realiteten i sagen er, at
Kemira har investeret i et gasturbineanlæg til elproduktion til Kemiras
eget forbrug, dvs. med det formål at fortrænge køb af el
fra Fredericia Forsyning. Det er urimeligt at honorere Fredericia Forsyning
af fortrængningsproduktionen, som om Fredericia Forsyning først
havde købt fortrængningsproduktionen af virksomheden til sine
sædvanlige indkøbspriser og dernæst solgt
fortrængningsproduktionen til virksomheden til sine sædvanlige
(højere) salgspriser.
Den konkret anvendte bruttoleverancemodel og den
alternative nettoleverancemodel fører kun til samme økonomiske
resultat, såfremt rådighedsbetalingen til Fredericia Forsyning
vil blive fastsat således, at den giver det samme dækningsbidrag
som de differentierede priser i bruttoleverancemodellen. En sådan
forudsætning er næppe holdbar og ville da også føre
til, at det ville være meningsløst at opretholde begge modeller
i forsyningsselskabernes praksis.
Kemiras samlede elforbrug såvel som elproduktionen
på gasturbineanlægget er som altovervejende hovedregel stabil.
Udsvingene er i hovedsagen praktisk betingede, idet Kemira indtil nu ikke har
haft anledning til at stoppe elproduktionen og den dermed stigende
nettoleverance i de kortvarige perioder med store udsving. Kemira ville
teknisk set antageligt kunne justere sin elproduktion, men dette er ikke
ukompliceret og i øvrigt ganske udgiftskrævende. En eventuel
aftale med Fredericia Forsyning ville have set helt anderledes ud,
såfremt der ikke havde været lovkrav om afregning for at
opnå tilskud, idet den eksisterende aftale i helt overvejende grad er
motiveret af Kemiras ønske om tilskud, hvilket var Fredericia
Forsyning bekendt, og hvilket ikke på noget tidspunkt er blevet
bestridt.
Kemira vil kun opnå en favørstilling i
forhold til andre forbrugere, såfremt Kemiras "køb" af
elektricitet kan sammenlignes med andre forbrugeres køb. Dette er ikke
tilfældet, idet Kemiras "køb" af den egenproducerede
elektricitet som anført er af formel karakter. Kun i den situation,
hvor Kemira kunne købe ikke-egenproduceret elektricitet til en lavere
pris end de andre forbrugere, ville der være tale om en
favørstilling.
Da Kemira producerer egen elektricitet for på den
måde at kunne fortrænge køb af elektricitet fra Fredericia
Forsyning, er der ikke tale om konkurrenceforvridning, når Kemira for
at opnå tilskud afregner sin egenproducerede elektricitet med
Fredericia Forsyning til en anden pris, end den andre industrikunder, som
ikke har egenproduktion, må acceptere.
7. Ankenævnets bemærkninger
Kemiras gasturbineanlæg er i overensstemmelse med
aftalen mellem Kemira og Fredericia Forsyning koblet til Fredericia
Forsynings net. Ifølge aftalen skal hele Kemiras elproduktion på
gasturbineanlægget med undtagelse af det for driften af anlægget
nødvendige forbrug leveres til Fredericia Forsyning, hvorfra Kemira
skal modtage elektricitet til hele sit øvrige forbrug.
Som sagen foreligger oplyst for Ankenævnet, er der
ikke grundlag for at antage, at denne aftale om levering til og fra
Fredericia Forsynings net, som Kemiras gasturbineanlæg er koblet til,
udelukkende er en formalitet. Det bemærkes herved, at det er uoplyst,
hvorledes elektricitet produceret af Kemira kan holdes adskilt fra anden
elektricitet på Fredericia Forsynings net.
Det er ubestridt, at Fredericia Forsynings tariferede
salgs- og købspriser er i overensstemmelse med elforsyningslovens §§ 9
og 9 a. Det er uoplyst, hvilke økonomiske konsekvenser afregning efter
den indklagede afgørelse vil have.
På denne baggrund er der ikke fornødent
grundlag for at anse afregning efter Fredericia Forsynings lovlige tariffer
for urimelig efter elforsyningslovens § 10, stk. 4.
Herefter bestemmes:
Elprisudvalgets afgørelse af 15. oktober 1996
ophæves.
Klageafgiften skal betales tilbage til klageren.
Lignende dokumenter
- ELSAM ctr. Elprisudvalget Retsinformation · 6. november 1998
- Grundlaget for opkrævning af rådighedsbetaling Klagenævn (Nævnenes Hus) · 30. juni 2004
- Svendborg Værft af 1997 A/S ctr. Elprisudvalget Retsinformation · 6. november 1998
- Himmerlands Elforsyning A.m.b.a. ctr. Elprisudvalget Retsinformation · 6. november 1998
- NESA's krav på betaling af el Klagenævn (Nævnenes Hus) · 15. februar 2005
- Afgørelse Retsinformation · 30. maj 2001