Spring til indhold

Retsinformation

Fredericia Forsyning ctr. Elprisudvalget

AFG nr 60163 af 13/02/1998AfgørelseErhvervsministeriet6. november 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Fredericia Forsyning ctr.

Elprisudvalget

År 1998, den 13. februar afsagde

Konkurrenceankenævnet i sagen j.nr. 96-163.666, Fredericia Forsyning

ctr. Elprisudvalget, sålydende:

K E N D E L S E

1. Ved skrivelser af 11. november 1996 og 12. februar 1997

har Fredericia Forsyning klaget over en af Elprisudvalget den 15. oktober

1996 meddelt afgørelse, hvorved Elprisudvalget fandt det urimeligt,

jf. elforsyningslovens § 10, stk. 4, at Fredericia Forsyning for el

produceret på Kemira Danmark A/S (Kemira) gasturbineanlæg og som

benyttes af Kemira selv i selskabets egen produktion afregner købet

efter elforsyningslovens § 9a og samtidig afregner salget efter

bestemmelserne i § 9, stk. 1 og 2, såfremt forsyningen derved

opnår et dækningsbidrag, der overstiger omkostningsdækning

samt rådighedsbetaling.

Klageren har principalt påstået

Elprisudvalgets afgørelse ophævet og Elprisudvalget tilpligtet

at anerkende, at Fredericia Forsyning har været berettiget til for sine

elleverancer i 1996 til Kemira at kræve en betaling, der er opgjort i

overensstemmelse med den tarif, der er indeholdt i "Prisblad og

betingelser for A-forbrugere" og for sit elaftag i 1996 fra Kemira kun

at yde en betaling, der er opgjort i overensstemmelse med den tarif, der er

indeholdt i "Tariffen for decentrale producenter". Klageren har

subsidiært påstået Elprisudvalgets afgørelse

hjemvist til fornyet behandling i Elprisudvalget.

Elprisudvalget har påstået

stadfæstelse.

Under sagens behandling for Ankenævnet har

Fredericia Forsyning været repræsenteret af advokat Claus

Læs alt

Høeg Madsen.

Kemira Danmark A/S v/ advokat Jesper Fabricius er

indtrådt i sagen til støtte for Elprisudvalget.

2. Elprisudvalgets afgørelse af 15. oktober 1996

er sålydende:

"Med brev af 29. maj 1996 har advokat Jesper

Fabricius på vegne Kemira Danmark klaget til Elprisudvalget over

Fredericia Forsynings ændring af elafregningspriserne for et decentralt

gasfyret kraftvarmeanlæg. Anlægget blev etableret i 1995 under

hensyn til bl.a. det statstilskud på 10 øre/kWh, som ydes i

henhold til Lov om tilskud til elproduktion.

Ved etableringen af værket i 1995 var købs-

og salgspriserne for elektriciteten de samme. I 1996 indførte

Fredericia Forsyning differentierede afregningspriser. De differentierede

priser har medført, at Fredericia Forsyning opnår et mervederlag

på 2,6 øre/kWh for el, der produceres af Kemira på

gasturbineanlæggene og anvendes i Kemiras produktion.

Af sagen fremgår, at Kemira Danmark producerer

elektricitet på 4 anlæg et salpetersyreanlæg (El-80), en

svovlsyrefabrik (El-74) og to gasturbineanlæg (GT 1 og GT).

Elproduktionen på de fire anlæg måles

ved fire separate målere, der er koblet til hver sit anlæg.

Hertil kommer en måler på Fredericia Forsynings anlæg, der

måler leverancer til og fra Fredericia Forsynings net. Det er alene

produktionen på gasturbineanlæggene, der indgår i klagen,

idet produktionen på salpetersyreanlægget ikke afregnes, og

afregningen af produktionen på svovlsyrefabrikken ikke volder

problemer.

Elproduktionen (på svovlsyrefabrikken og

gasturbineanlæggene) afregnes ved, at Kemira først sælger

produktionen efter de tre målere ved gasturbineanlæggene og

svovlsyrefabrikken, og derefter køber Kemira produktionen helt eller

delvist tilbage igen (afhængig af om selskabet er nettoaftager af el

eller nettoleverandør). Ved nettoaftag lægges købet

sammen med det supplerende køb fra Fredericia Forsyning. Sammenlagt

køber Kemira 12 % af sit elforbrug. For så vidt angår

elproduktionen på gasturbineanlæggene anvendes denne udelukkende

i Kemiras egenproduktion bortset fra meget kortvarige perioder. I 1996 er fra

gasturbineanlægget leveret el for under 5.000 kr.

Ved levering til Fredericia Forsynings net opnås

stabilitet i forsyningen. Denne stabilitet finder Fredericia Forsyning er

baggrund for, at Kemiras elforbrug og elkøb skal betragtes

særskilt. I modsat fald kunne Kemira enten vælge at køre i

ø-drift eller blive afregnet ved symmetriafregning, hvorefter der

alene måles og afregnes efter nettoforbrug, samt betales

rådighedsbetaling.

Kemira og Fredericia Forsyning har indgået aftale

om, at elektriciteten produceret på de decentrale gasturbineanlæg

afregnes i henhold til det til enhver tid gældende tarifblad (tarif B).

Afregningen foretages med henvisning hertil efter elforsyningslovens § 9a,

der trådte i kraft den 1. juni 1996. Kemiras aftag af el afregnes efter

elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2.

Afregningen efter § 9a har medført forskel mellem

de priser, der opnås for produktionen på Kemiras

svovlsyreanlæg og produktionen på gasturbineanlæggene.

Aftalen om afregningen af el fra svovlsyreanlægget blev indgået i

1993, og aftalen om el fra gasturbinerne i 1995. Da produktionen på

nyere værker (referenceværker) vil kunne foretages til lavere

priser end på de ældre, opnår Kemira højere priser

for produktionen på det ældre svovlsyreanlæg.

Ved tilslutningen har Kemira betalt for afgangsfelter,

afbrydere, samleskinner og relæer, som benyttes hos Fredericia

Forsyning. Herudover har selskabet betalt særskilt anlægstilskud

for en leveringsmulighed på op til 17,790 MW.

Af Kemiras indlæg i sagen fremgår, at

selskabet klager over, at der ikke ved Fredericia Forsynings

"tilbagesalg" til Kemira af el produceret på selskabets

gasturbineanlæg anvendes salgspriser, som er identiske med de priser,

til hvilke Kemira formelt "leverer" el til Fredericia Forsyning fra

samme anlæg. Selskabet finder, at det i hvert fald højst

bør tillades Fredericia Forsyning at beregne sig et mervederlag

svarende til Fredericia Forsynings direkte omkostninger til administration i

forbindelse med gennemførelsen af den formelle afregning. Selskabet

finder endvidere, at anvendelse af Fredericia Forsynings købs- og

salgspriser alene kan ske for så vidt angår de elmængder,

som Kemira enten faktisk leverer til eller aftager fra elforsyningen. Kemiras

produktion sendes til en samleskinne, hvorefter den løber tilbage til

Kemira (sammen med et eventuelt supplerende køb eller minus et

eventuelt salg).

Selskabet henviser endvidere til, at der med

bekendtgørelse nr. 876 af 20. november 1995 om tilskud til

elproduktion blev foretaget en ændring, hvorefter det ikke

længere er en betingelse for modtagelse af tilskud, at den producerede

elektricitet leveres til elforsyningsnettet. Betingelsen er alene, at den

producerede elektricitet afregnes med elforsyningsselskabet.

Selskabet henviser endvidere til Hirtshals-ankesagen, hvor

der i afgørelsen blev lagt vægt på, at ENV alene kunne

afregne Hirtshals Kraftvarmeværks eget forbrug af elproduktion til en

pris svarende til kraftvarmeværkets egenproduktionsomkostninger.

Vedrørende spørgsmålet om

rådighedsbetaling henviser Kemira til, at selskabet for at opnå

statstilskuddet på 10 øre/kWh skal afregne med elforsyningen,

hvorfor ø-drift ikke kan anvendes. Kemira finder, at selskabet gennem

betaling af investeringerne og det løbende anlægstilskud for

leveringsmuligheden har betalt for opnåelse af stabiliteten i

forsyningen. Med hensyn til rådighedsbetalingen henviser selskabet til,

at denne indgår i tripeltariffen og derfor finder anvendelse ved

selskabets nettoaftag af el fra Fredericia Forsyning.

Fredericia Forsyning har i sin redegørelse bl.a.

oplyst, at forsyningen er enig med Kemira i, at der ikke nødvendigvis

ligger en fysisk levering bag overdragelsen af elektriciteten.

Kemira har indgået en aftale med Fredericia

Forsyning om overdragelse af hele den målte nettoproduktion. Fredericia

Forsyning har ikke indgået alene en formel aftale, men en aftale om

overdragelse af hele nettoproduktionen af elektricitet. Kemira er ikke

forpligtet til at producere elektricitet på kraftvarmeværket

eller dække eget behov. Dette er elforsyningen derimod forpligtet til.

Hvis Kemira derfor ikke betalte dækningsbidrag til elforsyningen for

sit elforbrug, samtidig med at elforsyningen stiller reserver til

rådighed for Kemira, ville der være tale om

krydssubsidiering.

Fredericia Forsyning henviser endvidere til, at Kemira kan

ændre afregningsform én gang årligt. Kemira kan

således vælge symmetriafregning, hvis selskabet ønsker

det. Fredericia Forsyning finder således ikke, at der er tale om en

urimelig betingelse, når Kemira sælger hele sin nettoproduktion

efter et afregningsprincip, som Kemira har accepteret i den indgående

kontrakt, og samtidig køber elforbruget til samme tarif som alle andre

elkunder i Fredericia Forsynings område med samme elforbrug.

For så vidt angår spørgsmålet om

rådighedsbetaling oplyser Fredericia Forsyning, at Kemira ikke på

nuværende tidspunkt betaler noget rådighedsbeløb. Kemira

har alene betalt et investeringsbidrag, der i henhold til DEF s vejledning

betales for tilslutning til elnettet.

Med hensyn til Hirtshals-ankesagen finder Fredericia

Forsyning, at Kemira ikke kan støtte sin sag på denne, idet

forbruget på kraftvarmeværket blev målt særskilt.

Elforbruget på Kemira måles samlet, og forbruget er ikke et

accessorium til produktionen på gasturbinen.

Sekretariatet skal herefter på udvalgets vegne

meddele, at det findes urimeligt, jf. elforsyningslovens § 10, stk. 4, at

Fredericia Forsyning for el produceret på Kemiras

gasturbineanlæg og som benyttes af Kemira selv i selskabets egen

produktion afregner købet efter elforsyningslovens § 9a og samtidig

aftegner salget efter bestemmelserne i § 9, stk. 1 og 2, såfremt

forsyningen derved opnår et dækningsbidrag, der overstiger

omkostningsdækning samt rådighedsbetaling.

Udvalget lægger herved bl.a. til grund, at den del

af Kemiras produktion, som selskabet selv anvender som egetforbrug, efter

måling ved Kemira alene anvendes af Kemira. Der er dermed en

sådan sammenhæng mellem Kemiras elproduktion og elforbrug, at en

afregning af salget og købet til forskellige priser kan anses for en

urimelig leveringsbetingelse, idet afregningen ikke belaster Fredericia

Forsyning med omkostninger svarende til det anførte

dækningsbidrag.

Endvidere lægges til grund, at en afregning, der

alene finder sted af formelle årsager med henblik på at

opnå tilskuddet på 10 øre/kWh, skal være mulig,

når forsyningsselskabets omkostninger ved afregningen dækkes.

"

3. Sagens baggrund:

3.1 Aftalegrundlaget

Om elleverancerne fra Kemira er det i aftale mellem

Kemira og Fredericia Forsyning bestemt, at hele Kemiras elproduktion på

gasturbineanlægget bortset fra det for driften af anlæggene

nødvendige egetforbrug skal leveres til Fredericia forsyning, og at

den leverede elektricitet afregnes efter tariffen for decentrale

egenproducenter. Om Kemiras aftag af el følger det af aftalen, at

forbruget afregnes efter tariffen for A-forbrugere.

I stedet for afregning som angivet efter bruttoleverancer

ville Kemira kunne blive afregnet på samme måde efter

nettoleverancer med tillæg af en "rådighedsbetaling" i

form af en årlig afgift fastsat efter anlæggets

størrelse.

3.2 Lovgrundlaget

Ifølge lov nr. 944 af 27. december 1991 om

tilskud til elproduktion § 2, stk. 1, blev der ydet tilskud for den

mængde elektricitet, "som leveres til elforsyningsnettet".

Ved lov nr. 1109 af 21. december 1994 ændredes dette således, at

der ydes tilskud for den mængde elektricitet, "som afregnes med

elforsyningsselskabet". Det hedder i forarbejderne til

ændringsloven bl.a.:

"Loven blev gennemført i sammenhæng med

de samtidigt dermed fremsatte forslag til lov om kuldioxidafgift af visse

energiprodukter og forslag til ændring af lov om afgift af

elektricitet. Ifølge lovens forarbejder, jf. FT 1991-92, Tillæg

A, sp. 2127, var hensigten med 10-ørestilskuddet i lov om tilskud til

elproduktion at kompensere for den opkrævede CO2-afgift,

når der anvendes biobrændsler eller vedvarende energi til

elfremstilling, eller når elfremstilling sker ved decentral

kraftvarmeproduktion, hvortil der anvendes naturgas.

Ordlyden i gældende lovs §§ 2 og 3 fortolkes

således, at den producerede elektricitet fysisk skal leveres til

elforsyningsnettet for at opnå tilskud.

Den overordnede målsætning med

CO2-lovkomplekset var at medvirke til at nedbringe

CO2-udledningen, jf. FT 1990-91, Tillæg C, sp. 575. I denne

sammenhæng er det uden betydning, hvorvidt den producerede elektricitet

fysisk leveres til det offentlige elforsyningsnet, idet elektriciteten

uanset, hvor den forbruges medvirker til at fortrænge kulbaseret el.

Kravet om fysisk levering harmonerer således ikke med

målsætningerne. Tværtimod kan det føre til, at

især industrielle virksomheder med et stort egetforbrug af el for at

blive tilskudsberettigede skal foretage investering i nettilslutning eller

-forstærkning, som er uhensigtsmæssig og alene sker af formelle

grunde.

Lovforslaget præciserer, at tilskuddet kan

opgøres udfra den samlede elproduktion, som afregnes over for

elforsyningsselskabet. Den el, som virksomheden forbruger, købes af

elforsyningsselskabet, hvorved der pålægges afgift. Dermed kan

loven virke efter sin hensigt, ved at tilskuddet kompenserer for den

opkrævede CO2-afgift. Samtidig undgås unødige

investeringer.

. . .

Ifølge forslaget vil tilskud kunne opgøres

på grundlag af den produktion, som afregnes overfor

elforsyningsselskabet. Afregnet elektricitet, som virksomheden forbruger, er

pålagt afgift, jf. el- og CO 2-afgiftslovene."

I overensstemmelse med den oprindelig lov var det i bkg.

nr. 324 af 7. maj 1992 om tilskud til elproduktion § 5, stk. 1, bestemt, at

tilskud udbetales "af de elselskaber, som aftager tilskudsberettiget

elproduktion", og i § 6, stk. 1, bestemt, at udbetaling sker "efter

den mængde elektricitet, der leveres af elproducenten til

elforsyningsnettet" Ifølge den nugældende

bekendtgørelse bkg. nr. 876 af 20. november 1995 er ordningen

ændret, således at tilskud udbetales "af det lokale

elforsyningsselskab", jf. § 5, stk. 1. Det er endvidere i denne

bekendtgørelses § 6, stk. 1, bestemt:

"Udbetaling af tilskud sker efter den mængde

elektricitet, der afregnes med elforsyningsselskabet. Afregningsgrundlaget er

enten den mængde elektricitet som faktisk leveres til

elforsyningsnettet eller elproducentens netto elproduktion, svarende til den

samlede elproduktion minus det nødvendige egetforbrug i forbindelse

med elproduktionen, og med fradrag for det heraf beregnede nettab i

tilslutningsføringen frem til elnettet."

Elforsyningslovens § 9a som affattet ved lov nr. 1088 af

20. december 1995 indeholder et princip for elforsyningsvirksomheders

fastsættelse af købspris for "den leverede

elektricitet" en pris, som ifølge forarbejderne til § 9 a

betales "af den elforsyningsvirksomhed, som modtager elektriciteten

på sit net". Prisfastsættelsesprincippet i § 9 a adskiller

sig fra det princip, hvorefter elforsyningsvirksomheder efter lovens § 9 skal

fastsætte salgspris for "levering af elektricitet". Det

fremgår af forarbejderne til § 9 a, "at elforsyningen kan

inddække sine udgifter til køb af elektricitet i sin egen

salgspris som en nødvendig omkostning".

Der er ikke i forarbejderne til de nævnte

bestemmelser i elforsyningsloven udtalelser om særlig afregning for en

industrivirksomhed med et decentralt kraftvarmeanlæg, som er koblet til

det offentlige elforsyningsnet, og som både leverer el til og modtager

el fra dette net.

4. Klagerens argumentation

Klageren har til støtte for sine påstande

anført, at parterne klart og tydeligt og med fuldt overlæg har

aftalt én pris for leverancer fra Fredericia Forsyning til Kemira og

en anden pris for leverancer den modsatte vej. Man har ikke aftalt nogen

"modregning" af leverancerne, således at der kun skal betales

for nettoleverancerne, men tværtimod at bruttoleverancerne skal betales

hver for sig efter forskellige tariffer. At priserne efter de to tariffer

stort set var identiske, da aftalen blev indgået i 1995, var

således en tilfældighed, hvilket har været begge parter

bekendt.

Kemira kunne i stedet have valgt afregning efter

nettoleverancerne. I så fald var Kemira imidlertid blevet

afkrævet en rådighedsbetaling, hvorfor det økonomisk ikke

havde gjort nogen forskel for selskabet.

Årsagen til, at parterne ikke har aftalt

"modregning", er, at der gælder ét sæt lovregler

elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2, for leverancer fra Fredericia

Forsyning til Kemira og et andet sæt lovregler elforsyningslovens §

9a for leverancer fra Kemira til Fredericia Forsyning.

Efter elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2, kan der i

elprisen indregnes samtlige omkostninger ved produktion og fordeling af el.

Disse omkostninger betales således af elforbrugerne. Elprisen beregnet

i henhold til § 9, stk. 1 og 2 afspejler ud over det lokale

elforsyningsselskabs omkostninger også omkostningerne i det

kraftværk, hvorfra selskabet får leveret el, og ELSAMs

omkostninger. Elprisen vil derfor være afhængig af, hvilket

forsyningsselskab forbrugeren er tilknyttet, ligesom prisen vil variere fra

år til år afhængigt af omkostningsforholdene.

Den pris, som elforsyningsselskaberne ved

elforsyningslovens § 9a er pålagt at betale for køb af el fra

decentrale kraftvarmeværker, fastsættes ved en beregning af, hvad

elforsyningen sparer ved ikke selv at skulle købe anlæg og

producere elektriciteten. § 9a siger derimod intet om, hvad decentrale

kraftvarmeværker skal betale for de leverancer, de modtager fra

elforsyningsselskaberne. § 9a indrømmer ikke virksomheder med

decentrale kraftvarmeværker en særlig favørpris på

deres eget elforbrug.

Det fremgår klart af bemærkningerne til § 9a,

at elforsyningens udgifter ved køb af el fra decentrale

kraftvarmeværker kan indregnes i elforsyningsselskabernes

nødvendige udgifter og dermed fordeles på forbrugerne efter de

sædvanlige til Elprisudvalget anmeldte tariffer, der er fastsat

på grundlag af elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2. Fredericia

Forsynings tariffer er derfor i overensstemmelse med § 9, stk. 1 og 2, og der

er derfor ikke grundlag for at tilsidesætte tarifferne eller

bestemmelser i aftalen mellem Fredericia Forsyning og Kemira.

Priserne for leverancer mellem Fredericia Forsyning og

Kemira beregnes uafhængigt af, om Kemira modtager CO2 tilskud eller

ikke og helt uafhængigt af bestemmelserne i lov nr. 944 af 27. december

1991 om tilskud til elproduktion med senere ændringer og den

tilknyttede bekendtgørelse.

Uanset betingelsen for tilskud om afregning med et

elforsyningsselskab i Lov om tilskud til elproduktion er det

nødvendigt for Kemira at indgå salgs- og købsaftaler med

Fredericia Forsyning, idet Kemira ikke kan dække sit eget elforbrug ved

sin egen elproduktion. Der er således meget store udsving i

nettoaftaget, idet der kun momentvis ikke sker nogen udveksling mellem Kemira

og Fredericia Forsyning. At Kemira ikke kan opnå balance mellem forbrug

og produktion hænger naturligt sammen med, at Kemiras elproduktion er

et "spildprodukt" relateret til produktion og forbrug af damp. Det

er således en nødvendig forudsætning for Kemira, at

Fredericia Forsyning (og det bagved værende produktions- og

transmissionssystem) momentant kan regulere produktionen, så der

hverken er over- eller underskud af energi på nettet, ligesom

Fredericia Forsyning skal kunne opfange et udfald af en eller flere

produktionsenheder hos Kemira. Det er således ikke korrekt at

leverancerne mellem parterne udelukkende er en formalitet.

Den pris, forbrugerne skal betale, vil altid være

højere end den pris, elforsyningen betaler til decentrale producenter

af el. Forskellen udgøres af omkostninger til den nødvendige

infrastruktur, som alle elforbrugere skal være med til at betale, hvis

de er tilsluttet elinfrastrukturen og det uanset om de selv producerer

el.

Elprisudvalgets afgørelse har den konsekvens, at

Kemira ud over at opnå den ved loven tilsigtede sikkerhed for at

kunne levere el til Fredericia Forsyning til § 9a-priser opnår en

favørstilling, idet Kemira hos Fredericia Forsyning kan købe en

mængde elektricitet svarende til selskabets egenproduktion til en

lavere pris end den der følger af "Prisblad og betingelser for

A-forbrugere", som gælder for alle andre erhvervsvirksomheder i

Fredericia Forsynings forsyningsområde, som aftager direkte fra en 60

kV/10 kV-transformerstation. Denne favørstilling må

nødvendigvis betales af andre forbrugere. Hvis Kemira skal have en

favørstilling, må det samme gælde for alle andre

decentrale kraftvarmeværker m.v. i Danmark, der både producerer

og forbruger el. Den decentrale elproduktion i ELSAM-området ligger i

niveauet 5 mia. kWh årligt. Hvis der herfor skulle gælde samme

købs- og salgspriser, ville elforsyningen miste et beløb

på mere end 130 mio. kr. årligt, der i så fald skulle

hentes hjem ved overvæltning på øvrige forbrugergrupper,

enten andre erhvervsvirksomheder eller private forbrugere. Dette ville

være i strid med elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2, jf. § 10, stk. 4.

Den geografiske nærhed mellem Kemira og Fredericia Forsyning er uden

betydning for prissætningen af elleverancerne, idet elforsyningens

infrastruktur tilrettelægges ud fra en helhedsvurdering for at sikre

alle forbrugere en sikker og billig elforsyning. Elprisudvalgets

afgørelse, der er baseret på geografisk nærhed, bryder

således det solidaritetsprincip, der er grundlaget for danske

elforsyningsvirksomheders prissætning og infrastrukturydelser.

Afgørelsen indebærer endvidere en

konkurrenceforvridning i forhold til andre industrikunder, som ikke har egen

produktion af el, og som må betale den fulde pris i henhold til den

gældende erhvervstarif.

Endelig betragtes leverancerne mellem parterne også

i andre sammenhænge som reelle salg. Fredericia Forsyning betaler

således elafgift, CO2 afgift og svovlafgift af sit samlede salg af el,

herunder det samlede salg af el til Kemira. Fredericia Forsyning betaler moms

af disse afgifter.

5. Elprisudvalgets argumentation

Elprisudvalget har til støtte for sin påstand

anført, at Udvalget ved sin bedømmelse af urimelighed efter

elforsyningslovens § 10, stk. 4 ikke er bundet af parternes aftale.

Udvalget er enig i, at Fredericia Forsyning har afregnet

elleverancerne fra Kemira til Fredericia Forsyning efter reglen i

elforsyningslovens § 9a, og at Fredericia Forsyning har afregnet sine

elleverancer til Kemira efter reglerne i elforsyningslovens § 9, stk. 1 og 2.

En sådan afregning findes imidlertid urimelig for den del af Kemiras

produktion, som Kemira anvender som egetforbrug, og som kan måles,

såfremt dækningsbidraget overstiger omkostningsdækning og

rådighedsbetaling. Et krav om afregning af denne del af salget til

én pris og tilbagekøb til en anden pris må anses for en

urimelig leveringsbetingelse, idet forholdet i sig selv ikke belaster

Fredericia Forsyning med omkostninger svarende til det anførte

dækningsbidrag. Der kan ikke ud fra elforsyningsloven tages hensyn

til, at det er nødvendigt at lade som om hele produktionen leveres til

Fredericia Elforsyning og egetforbruget tilbagekøbes, for at

opnå maksimalt tilskud til elproduktionen. Derimod kan elforsyningen

selvfølgelig kræve rådighedsbetaling for at skulle stille

net til rådighed for muligheden for at modtage den totale effekt fra

Kemira.. Dette gælder også for det net, der tilhører I/S

Skærbækværket og ELSAM.

6. Kemira Danmark A/S argumentation

Kemira har anført, at Elprisudvalget i

medfør af elforsyningslovens § 10, stk. 4, har hjemmel til at meddele

pålæg m.v., hvor anvendelsen af i øvrigt lovlige eller

gyldige tariffer på grund af omstændighederne konkret

fører til et urimeligt resultat.

Kemiras eget forbrug af elproduktionen fra sit eget

gasturbineanlæg kan ikke betragtes som en reel købs- og

salgssituation i forhold til Fredericia Forsyning, idet der udelukkende

afregnes brutto med Fredericia Forsyning af hensyn til at opnå tilskud

til gasturbineanlægget. Denne afregning er en nødvendig

formalitet for at opnå maksimalt tilskud. Realiteten i sagen er, at

Kemira har investeret i et gasturbineanlæg til elproduktion til Kemiras

eget forbrug, dvs. med det formål at fortrænge køb af el

fra Fredericia Forsyning. Det er urimeligt at honorere Fredericia Forsyning

af fortrængningsproduktionen, som om Fredericia Forsyning først

havde købt fortrængningsproduktionen af virksomheden til sine

sædvanlige indkøbspriser og dernæst solgt

fortrængningsproduktionen til virksomheden til sine sædvanlige

(højere) salgspriser.

Den konkret anvendte bruttoleverancemodel og den

alternative nettoleverancemodel fører kun til samme økonomiske

resultat, såfremt rådighedsbetalingen til Fredericia Forsyning

vil blive fastsat således, at den giver det samme dækningsbidrag

som de differentierede priser i bruttoleverancemodellen. En sådan

forudsætning er næppe holdbar og ville da også føre

til, at det ville være meningsløst at opretholde begge modeller

i forsyningsselskabernes praksis.

Kemiras samlede elforbrug såvel som elproduktionen

på gasturbineanlægget er som altovervejende hovedregel stabil.

Udsvingene er i hovedsagen praktisk betingede, idet Kemira indtil nu ikke har

haft anledning til at stoppe elproduktionen og den dermed stigende

nettoleverance i de kortvarige perioder med store udsving. Kemira ville

teknisk set antageligt kunne justere sin elproduktion, men dette er ikke

ukompliceret og i øvrigt ganske udgiftskrævende. En eventuel

aftale med Fredericia Forsyning ville have set helt anderledes ud,

såfremt der ikke havde været lovkrav om afregning for at

opnå tilskud, idet den eksisterende aftale i helt overvejende grad er

motiveret af Kemiras ønske om tilskud, hvilket var Fredericia

Forsyning bekendt, og hvilket ikke på noget tidspunkt er blevet

bestridt.

Kemira vil kun opnå en favørstilling i

forhold til andre forbrugere, såfremt Kemiras "køb" af

elektricitet kan sammenlignes med andre forbrugeres køb. Dette er ikke

tilfældet, idet Kemiras "køb" af den egenproducerede

elektricitet som anført er af formel karakter. Kun i den situation,

hvor Kemira kunne købe ikke-egenproduceret elektricitet til en lavere

pris end de andre forbrugere, ville der være tale om en

favørstilling.

Da Kemira producerer egen elektricitet for på den

måde at kunne fortrænge køb af elektricitet fra Fredericia

Forsyning, er der ikke tale om konkurrenceforvridning, når Kemira for

at opnå tilskud afregner sin egenproducerede elektricitet med

Fredericia Forsyning til en anden pris, end den andre industrikunder, som

ikke har egenproduktion, må acceptere.

7. Ankenævnets bemærkninger

Kemiras gasturbineanlæg er i overensstemmelse med

aftalen mellem Kemira og Fredericia Forsyning koblet til Fredericia

Forsynings net. Ifølge aftalen skal hele Kemiras elproduktion på

gasturbineanlægget med undtagelse af det for driften af anlægget

nødvendige forbrug leveres til Fredericia Forsyning, hvorfra Kemira

skal modtage elektricitet til hele sit øvrige forbrug.

Som sagen foreligger oplyst for Ankenævnet, er der

ikke grundlag for at antage, at denne aftale om levering til og fra

Fredericia Forsynings net, som Kemiras gasturbineanlæg er koblet til,

udelukkende er en formalitet. Det bemærkes herved, at det er uoplyst,

hvorledes elektricitet produceret af Kemira kan holdes adskilt fra anden

elektricitet på Fredericia Forsynings net.

Det er ubestridt, at Fredericia Forsynings tariferede

salgs- og købspriser er i overensstemmelse med elforsyningslovens §§ 9

og 9 a. Det er uoplyst, hvilke økonomiske konsekvenser afregning efter

den indklagede afgørelse vil have.

På denne baggrund er der ikke fornødent

grundlag for at anse afregning efter Fredericia Forsynings lovlige tariffer

for urimelig efter elforsyningslovens § 10, stk. 4.

Herefter bestemmes:

Elprisudvalgets afgørelse af 15. oktober 1996

ophæves.

Klageafgiften skal betales tilbage til klageren.

Lignende dokumenter