Aktionærlån
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Aktieselskabsloven § 115 ophævet 46 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 115 a ophævet 6 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 2 ophævet 15 afgørelser
- Lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab § 63 c ophævet 6 afgørelser
- Anpartsselskabsloven § 3 ophævet 12 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 117 ophævet 9 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 140 ophævet 15 afgørelser
- Anpartsselskabsloven § 2 ophævet 32 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 20 b ophævet 17 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 20 d ophævet 4 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 49 ophævet 18 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 54 ophævet 20 afgørelser
Teksten
Aktionærlån
Advokat A har for K A/S ved skrivelse af 20. august 1998
klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 6. august
1998 har lagt til grund, at bestemmelsen i aktieselskabslovens § 115 a ikke
omfatter udenlandske moderselskaber, og har pålagt selskabet straks at
inddrive et udlån til moderselskabet, jf. lovens § 115, stk. 1.
Sagens omstændigheder:
Ved skrivelse af 6. august 1998 til K A/S meddelte
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bl.a. følgende:
"I henhold til årsregnskabslovens § 63 c, stk. 1,
skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretage en stikprøvevis udtagelse
og undersøgelse af modtagne årsregnskaber mv. med henblik
på at konstatere eventuelle åbenbare overtrædelser af
årsregnskabslovgivningen, selskabslovgivningen eller
bogføringslovgivningen.
Ovennævnte årsregnskab er omfattet af
stikprøveudtagningen, og styrelsens gennemgang har givet anledning til
følgende bemærkninger.
Lån i strid med aktieselskabslovens § 115, stk.
1.
Det fremgår af årsregnskabets note 12, at
selskabet har et tilgodehavende hos sit engelske moderselskab på tkr.
17.441, hvoraf tkr. 17.393 vedrører et udlån.
I henhold til aktieselskabslovens § 115, stk. 1, må
et selskab ikke yde lån til aktionærer i selskabet.
Undtagelsesbestemmelsen i aktieselskabslovens § 115a, stk.
1, hvoraf det fremgår, at § 115, stk. 1 ikke finder anvendelse på
lån til et moderselskab, gælder efter styrelsens opfattelse
alene udlån til danske moderselskaber. § 115a, stk. 1 kan således
ikke anvendes for så vidt angår udlån til udenlandske
Læs alt
moderselskaber.
Som selskabets ansvarlige ledelse, er det Deres pligt at
søge lånet incl. lovpligtige renter inddrevet straks, og at
dokumentere dette overfor styrelsen, jf. årsregnskabslovens § 63 c,
stk. 2, samt aktieselskabslovens § 115, stk. 4."
I klageskrivelsen af 20. august 1998 til ankenævnet
anførte klageren bl.a.:
"Det er klagers opfattelse, at § 115 a også finder
anvendelse i forholdet mellem et dansk datter- og et engelsk moderselskab som
i det foreliggende tilfælde.
Der gøres af klager gældende, at Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens fortolkning ikke har støtte i aktieselskabsloven,
herunder i sammenhængen mellem § 115 og § 115 a.
Endvidere gøres det gældende, at Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens opfattelse udgør en hindring for den frie
etableringsret i EU og således ikke kan opretholdes."
Efter klagerens begæring og med Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens tiltrædelse tillagde ankenævnet ved skrivelse
af 8. september 1998 klagen opsættende virkning, jf. § 6 i loven om
Erhvervsankenævnet.
Ved skrivelse af 18. september 1998 afgav Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen en udtalelse, hvori man henviste til styrelsens notat af
31. oktober 1997, der er sålydende:
"Notat om Koncerninterne lån - udenlandske
moderselskaber.
1. Indledning
Erhvervsministeriet, departementet, har anmodet
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om en udtalelse på baggrund af en
henvendelse fra Finansrådet og Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer, som foreslår en ændring af aktieselskabslovens § 115a
- om lån til moderselskaber -, således at der gives adgang for
hér i landet registrerede datterselskaber til at yde lån til
deres eventuelle, udenlandske moderselskab.
2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens fortolkning af
aktionærlånsbestemmelserne og nuværende praksis
Det er styrelsens opfattelse og årelange
praksis, at et udlån fra et dansk datterselskab til et udenlandsk
"moderselskab" vil være omfattet af
aktionærlånsbestemmelserne i aktieselskabslovens § 115. Et
udenlandsk moderselskab er ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i
aktieselskabslovens § 115a, idet et udenlandsk moderselskab hverken er
stiftet eller som moderselskab reguleret på grundlag af dansk ret, og
derfor ikke umiddelbart kan anses som et aktieselskab i aktieselskabslovens
forstand, herunder som et moderselskab i henseende til bestemmelsen i § 115a.
Styrelsen har udover jurisdiktionsmæssige betragtninger også lagt
vægt på, at nogle af de udenlandske selskabsformer kan være
væsentligt anderledes organiseret end danske aktieselskaber.
På nuværende tidspunkt foreligger der desuden
ikke retsakter vedrørende anerkendelse af selskaber i EU i henhold til
traktatens art. 220. Styrelsen finder, at den manglende harmonisering af
koncernbegrebet på EU-plan (jf. pkt. 3.2) betyder, at styrelsen ikke
skal anerkende udenlandske selskaber, der ikke er stiftet i overensstemmelse
med aktieselskabslovens regler, som selskaber, der har pligter og rettigheder
i henhold til aktieselskabsloven.
Styrelsen finder, at fortolkningen af aktieselskabslovens
§ 115a ikke er i strid med EU-rettens etableringsregler, idet art. 52 alene
vedrører etableringsretten og ikke spørgsmålet om
selskabers finansieringsmuligheder (jf. pkt. 3.1). Samtidig er regulering af
aktionærlån et område, hvor en harmonisering endnu ikke har
fundet sted. Dog er forbudet mod finansiering af aktieerhvervelser i
selskabet direktivbestemt, jf. art 23 (1) i 2. selskabsdirektiv. Styrelsen er
derfor af den opfattelse, at det ikke vil være i strid med art. 52, jf.
art. 58, at udelukke udenlandske moderselskaber fra § 115a's
anvendelsesområde - ikke mindst i betragtning af at væsentlige
beskyttelseshensyn gør sig gældende, herunder til det danske
selskabs kreditorer (jf. pkt. 4).
Reguleringen af området er samtidig vidt forskellig
på europæisk plan. En kort gennemgang af reguleringen i Norge,
Sverige, Tyskland og England tegner således et billede af et
område, hvor det er uklart (England dog undtaget), i hvilket omfang man
tillader aktionærlån til udenlandske moderselskaber (jf. pkt.
5).
Finansrådet og Foreningen for Statsautoriserede
Revisorer har peget på en række forhold, som efter deres
opfattelse taler for en lovændring på området, herunder
mulighederne for optimering af "koncernens" totale likviditet. (Foreningerne
beskriver ikke, hvorledes "den grænseoverskridende koncern" skal
defineres og afgrænses).
Det er styrelsens opfattelse, at en eventuel
lovændring på området - hvorefter muligheden for
koncernlån udstrækkes til moderselskaber i andre
EU/EØS-lande - ikke er tilrådelig på grund af den
manglende harmonisering både indenfor og udenfor EU af såvel
aktionærlånsforhold som den materielle koncernret. En
lovændring vil indebære en betydelig og sandsynlig risiko for
omgåelse af det danske forbud mod aktionærlån i
aktieselskabslovens § 115, stk. 1, i forhold til lande, som ikke har et
forbud mod lån til aktionærer, herunder aktionærer som er
fysiske personer.
Enhver kontrol af de danske regler vil på grund af
omgåelsesmulighederne samtidig blive illusorisk, idet en effektiv
kontrol må kræve, at man kan følge transaktionerne,
herunder i landet, hvor det udenlandske moderselskab er
hjemmehørende.
En ændring vil derfor medføre, at der -
på et tidspunkt hvor selskabstømning er i fokus - åbnes op
for en vidtgående og sandsynligvis attraktiv adgang til at tømme
selskaber uden at det umiddelbart kan påvises, om det er sket i strid
med dansk lovgivning iøvrigt.
Risikoen for kreditorerne, herunder de offentlige, i
"datterselskabet" vil derfor alt andet lige blive forøget
væsentligt. Samtidig er mulighederne for kreditorerne for at
gøre et krav gældende overfor det udenlandske "moderselskab"
eller dets aktionærer i tilfælde af sammenbrud i datterselskabet
begrænsede som følge af, at der ikke er gennemført en
fælles materiel koncernret. Et egentligt hæftelses-gennembrud i
forhold til moderselskabet eller dets aktionærer må anses for
endog teoretisk tvivlsomt.
Det bemærkes, at styrelsen tidligere i konkrete
sager har truffet afgørelse i overensstemmelse med den hidtidige
praksis i forhold til koncerninterne lån til udenlandske
moderselskaber. Disse afgørelser blev imidlertid ikke indbragt for
Erhvervsankenævn eller domstolene.
3. Etableringsreglerne og harmonisering af
koncernretten
3.1. Etableringsreglerne
EØF-traktatens art. 52 forbyder
diskriminatoriske restriktioner, som hindrer, at andre medlemsstaters borgere
kan etablere erhvervsvirksomhed på samme betingelser, som
medlemsstaternes egne borgere. Det følger af traktatens art. 58, at
juridiske personer (selskaber) er omfattet af den frie etableringsret i
traktatens art 52. Udenlandske selskaber kan således frit etablere sig
i Danmark. Når et selskab ønsker at etablere sig i Danmark,
bliver det stiftet på grundlag af aktieselskabsloven. Derefter har
selskabet de rettigheder og pligter, der følger af
aktieselskabsloven.
Efter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse
vedrører art. 52 imidlertid selve etableringsretten - dvs. adgangen
til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt lede
og oprette virksomheder, agenturer, filialer eller datterselskaber - og
eksempelvis ikke spørgsmål om et selskabs
finansieringsmuligheder.
Erik Werlauff og Karsten Engsig Sørensen m.fl. har
modsat givet udtryk for, at det er i strid med etableringsreglerne at
udelukke udenlandske moderselskaber også i forhold til bestemmelsen i §
115a.
Werlauff har i "Koncernretten", p. 106, til støtte
for sin opfattelse fremhævet en række afgørelser fra
EF-domstolen, hvor domstolen konsekvent har tilsidesat enhver
forskelsbehandling af udenlandske selskaber i forhold til nationale
selskaber. Styrelsen finder dog anledning til at fremhæve, at dommene i
det væsentligste vedrører skattemæssige forhold, hvor den
forskelsbehandling som har fundet sted ikke forekommer velbegrundet.
Styrelsen finder derfor med hensyn til de etablerings- og selskabsretlige
forhold, at domstolen meget vel vil kunne stille sig anderledes - ikke mindst
i henseende til et område, hvor vægtige beskyttelseshensyn
gør sig gældende, og hvor en harmonisering endnu ikke har fundet
sted. Werlauff anerkender da også i ovennævnte fremstilling, p.
108, at der er grænser for, hvor langt domstolene vil gå, idet
han anfører, at "Vi kan ikke ændre hele Europas koncernretlige
billede gennem dommerskabt ret. Lovgivningsmagten må - på
nationalt og fællesskabsretligt niveau - tage sig sammen."
Senest har Gomard i "Aktieselskaber &
Anpartsselskaber" givet udtryk for lignende synspunkter. Han anfører
således, at "både reglerne i ASL § 115 og i § 115a og også
ÅRL § 61 d, stk. 3 om revisor omfatter både aktionærer,
ledere, moderselskaber og revisorer, der er bosat eller har hjemsted i
Danmark og i udlandet", (p.316). Hertil er dog knyttet en note (18), hvor
Gomard anfører, at "Antages moderselskab også at omfatte et
udenlandsk moderselskab, må formentlig udlån til et udenlandsk
moderselskabs aktionærer anses for forbudt". En nærmere
begrundelse herfor er dog ikke anført. Denne opfattelse må
samtidig anses for tvivlsom, idet man i teorien almindeligvis antager, at
pligter i henhold til dansk selskabslovgivning ikke umiddelbart finder
anvendelse på udenlandske moderselskaber eller deres aktionærer.
Eksempelvis er der ingen tvivl om, at bestemmelserne om
koncernrepræsentation ikke omfatter udenlandske koncernselskaber, men
en ændring af danske koncernretlige forhold vil naturligvis aktualisere
dette og andre områder, hvor den danske grænse fastsætter
rækkevidden for lovgivningsmagten.
Den nævnte problemstilling er også behandlet i
en artikel af C. Boye Jacobsen i UfR 1992 B, p. 180-183. Han giver her udtryk
for den opfattelse, at dansk selskabsrets regler i princippet gælder,
når danske selskaber er en del af en grænseoverskridende koncern.
Boye Jacobsen henviser bl.a. til en artikel i "Faglige artikler" 1975, p.
29-72, hvor dansk koncernret efter aktie- og anpartsselskabslovene af 1973
undersøges. Det fremgår af denne artikel, at et sådant
princip begrænses, dels af praktiske hensyn og dels af dansk
international privatrets grundsætninger. Det fremhæves, at dette
navnligt er praktisk i de tilfælde, hvor moderselskabet ikke er
dansk.
3.2. Harmonisering af koncernretten
På europæisk plan er der ikke en
fælles opfattelse af koncernbegrebet. Et moderselskab defineres
således vidt forskelligt i de enkelte lande.
Årsregnskabsloven indeholder en koncernlignende
definition. Bestemmelsen bygger på det 7. selskabsretsdirektiv om
konsoliderede regnskaber, og kan derfor findes i samtlige EU-staters
lovgivning. Definitionen har dog alene til formål at afgrænse
hvilke selskaber m.v. som skal aflægge et konsolideret regnskab (og
altså ikke et koncernregnskab). Der er således ikke tale om et
forsøg på en europæisk koncerndefinition, men alene en
direktivbestemt regulering af, under hvilke betingelser der skal
aflægges et konsolideret regnskab.
Et forsøg på en fælles europæisk
koncernret har været under udarbejdelse siden 1972 i form af et forslag
til det 9. selskabsretsdirektiv om koncernret. Dette arbejde befinder sig
stadig på et indledende stadium, idet udkastet til direktivforslaget
endnu ikke har kunnet samle tilslutning, således at det kunne
fremlægges endsige vedtages. Et udkast til direktivforslaget er endnu
ikke udsendt officielt, og arbejdet med udkastet har reelt ligget stille
siden 1985. Allerede det faktum at Kommissionen har arbejdet på et
forslag om harmonisering af koncernretten, er et bevis for at der ikke set
fra EU's side foreligger en fælles koncernret.
Det må derfor for nærværende
konkluderes, at en fælles europæisk koncernret ikke er en
realitet og har lange - om nogen - udsigter.
Et eventuelt kommende direktiv om koncernret vil alene
medføre, at koncernretten, herunder koncernbegrebet, harmoniseres
mellem EU-staterne og stater omfattet af EØS-aftalen. I lyset af de
problemer der har været på europæisk plan med hensyn til at
nå til enighed om en harmonisering af koncernretten, kan det ikke
umiddelbart antages, at en global harmonisering af koncernretten eller blot
koncernbegrebet er mulig. Man vil derfor fortsat have en situation, hvor der
globalt hersker forskellige opfattelser af koncernbegrebet, uanset om en
harmonisering måtte blive gennemført i EU.
Den manglende harmonisering af koncernretten, herunder
koncernbegrebet, bevirker, at det vil være forbundet med betydelige
praktiske vanskeligheder at foretage en vurdering af om et udenlandsk selskab
har en sådan forbindelse til et dansk aktie- eller anpartsselskab, at
det kan anses for at være et moderselskab. En endelig vurdering
må forudsætte, at man har et indgående kendskab til
lovgivningen i det pågældende land, således at man er i
stand til at kvalificere den forbindelse, som det udenlandske selskab direkte
eller indirekte har til det danske selskab.
Der vil samtidig kunne opstå en tvivl om hvilket
koncernbegreb, som skal finde anvendelse ved vurderingen. Eksempelvis kan der
være tale om, at et udenlandsk selskab kan anses som et moderselskab i
overensstemmelse med det koncernbegreb, som finder anvendelse i det land,
hvor selskabet er hjemmehørende, hvorimod selskabet efter det danske
koncernbegreb, som kommer til udtryk i aktieselskabslovens § 2 og
anpartsselskabslovens § 3, ikke umiddelbart kan anses for at være et
moderselskab. Tilsvarende er der eksempler på, at etablering af
koncerner efter koncernbegreber, der er tilladt i et land, er forbudt og
strafbelagt i et andet land.
4. Beskyttelseshensyn
Det overordnede hensyn bag bestemmelserne om
aktionærlån er blandt andet at medvirke til at beskytte
selskabskreditorer mod långivning til den kreds, der bestemmer over
selskabet.
Dette er direkte kommet til udtryk i forarbejderne til
loven, (betænkning nr. 362 af 1964, s. 128, om revision af
aktieselskabslovgivningen), hvor det vedrørende
aktionærlånsbestemmelserne fremgår, at "Et af
aktieselskabslovens hovedøjemed er at sikre, at selskabskapitalen
kommer til stede og forbliver i selskabet for at tjene til fremme af
selskabets formål. Dette har navnlig fundet udtryk i bestemmelserne i
lovens §§ 30 og 37, hvilken sidste tilsigter at sikre kreditorerne imod, at
kapitalen tilbagebetales aktionærerne, uden at kreditorerne
fyldestgøres. Hensigten med denne bestemmelse ville imidlertid ikke
nås, hvis den ikke kom til anvendelse i tilfælde, hvor en
udbetaling af selskabets kapital fremtræder som et lån til
vedkommende aktionær."
Udover de legale og jurisdiktionsmæssige
betragtninger bygger styrelsens fortolkning og praksis naturligvis også
på formålet med bestemmelserne. Opnåelse af dette
formål kræver, at lån m.v. kun kan ydes til
aktionærer, der er juridiske personer, som er underlagt et forbud mod
ydelse af lån m.v. til aktionærer, der er fysiske personer.
Såfremt det lægges til grund, at udenlandske
selskaber, der har en - som i aktieselskabslovens § 2 og
anpartsselskabslovens § 3 beskrevet - forbindelse med et dansk selskab, er at
betragte som moderselskaber i relation til aktieselskabslovens § 115, stk. 1
og 2, og § 115 a, stk. 1, vil aktionærlånsforbudet kunne
omgås. En omgåelse vil kunne ske ved, at aktionærerne
indskyder deres aktier i et selskab, der er beliggende i en stat, hvor
lovgivningen ikke forbyder aktionærlån. Herefter kan det danske
datterselskab lovligt, jf. § 115a, stk. 1, udlåne midler til det
udenlandske moderselskab, som derefter i overensstemmelse med det
pågældende lands lovgivning kan udlåne midlerne til
moderselskabets aktionærer, der tidligere var aktionærer i det
danske selskab.
Selv om kravene til kreditorbeskyttelsen er harmoniseret
af 2. selskabsretsdirektiv (77/91/EØF), er den materielle koncernret
(9. selskabsretsdirektiv), som bl.a. skal yde beskyttelse af
datterselskabernes kreditorer, som nævnt ovenfor imidlertid ikke
harmoniseret. Dette indebærer en risiko for kreditorerne i de enkelte
koncernselskaber. Koncernens midler kan eksempelvis gennem lån opspares
i moderselskabet, mens koncernens forpligtelser hviler på de enkelte
datterselskaber. I den forbindelse skal det bemærkes, at reglen i AL §
115a, stk. 1, ikke stiller nogle krav om vilkår for långivning
til moderselskaber, eksempelvis at moderselskabet ved hjemtagning af
lånet skal påtage sig hæftelse for datterselskabets
gæld. I tilfælde af økonomisk sammenbrud i koncernen med
et udenlandsk moderselskab kan datterselskabers kreditorer anlægge sag
mod moderselskabet, men dette vil i mange tilfælde føre til en
retssag i udlandet, hvilket vil afholde mange kreditorer fra et
sagsanlæg. Ikke mindst fordi indtaling af krav ved udenlandske domstole
ofte er udsigtsløs - selv i lande inden for EU. Reglerne i aktie- og
anpartsselskabsloven suppleres dog af bestemmelserne i straffeloven om svig,
bedrageri, økonomisk kriminalitet m.v. Det kan dog ikke antages, at
der i disse bestemmelser er tilstrækkelige garantier til, at de opvejer
beskyttelseshensynet bag den nuværende praksis omkring § 115 a, stk. 1,
og de vil samtidig kun særdeles vanskeligt kunne håndhæves
i udlandet. Erfaringen viser, at en række selskabstømmere
tilsyneladende lever uforstyrret i U.K.
I tidligere nævnte artikel af C. Boye Jacobsen, p.
35, er det i forbindelse med reglerne om egne aktier yderligere
anført: "At håndhæve disse bestemmelser fuldt ud uden for
aktieselskabsregisterets virkeområde er praktisk vanskeligt, lige som
det ville give juridiske komplikationer. Men ved at se på reglernes
formål - eller rettere ved at se på, hvad der ikke er reglernes
formål - er det muligt at fortolke reglerne således, at
resultatet bliver rimeligt. Det kan udtrykkes derhen, at det ikke er de
danske loves opgave at hindre, at de i udlandet registrerede selskabers
aktionærer og kreditorer lider tab."
Styrelsen finder, at dette også kan udtrykkes
således, at det er de danske selskabsloves formål at hindre, at
de i Danmark registrerede selskabers aktionærer og kreditorer lider
tab. Dette er netop tilfældet med aktieselskabslovens § 115 og § 115a,
der har som forudsætning, at moderselskabet er undergivet både
rettigheder og pligter efter bestemmelserne.
5. Koncernlån i fremmed lovgivning
5.1. Svensk og norsk ret
Den materielle koncernret er ikke harmoniseret i
Sverige eller Norge.
Den svenske aktiebolag indeholder i 12. kapitel, § 7 et
forbud mod aktionærlån, som i store træk svarer til den
danske aktieselskabslovs § 115, stk. 1. Forbudet omfatter ikke lån til
koncerner, jf. tilsvarende § 115a, stk. 1, i aktieselskabsloven. Begrebet
koncern i aktiebolagslovens forstand omfatter kun svenske aktieselskaber, dog
kan de lokale skattemyndigheder dispensere fra bestemmelsen, jf.
aktiebolagslovens 12. kapitel, § 8.
Styrelsen finder anledning til at bemærke, at skulle
man anlægge den fortolkning, at det er i strid med etableringsreglerne
ikke at tillade udenlandske moderselskaber at optage lån i
datterselskaber, er det tvivlsomt om en adgang til at dispensere fra forbudet
er tilstrækkeligt til at opfylde de EU-retlige forpligtelser.
Finansrådet og Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer har endvidere fremhævet den norske aktieselskabslov. I Norge
er udenlandske moderselskaber - i lighed med dansk selskabsret - som
udgangspunkt ikke omfattet af koncernbegrebet, medmindre der er tale om
moderselskaber i andre nordiske lande. Denne sidstnævnte undtagelse er
indsat af hensyn til konkursboers mulighed for anlæggelse af
omstødelsessøgsmål.
Herudover bemærkes, at koncernbegrebet i dansk
selskabsret er afgrænset således, at der kun er tale om
koncerner, så længe moderselskabet og dets datterselskaber enten
er aktie- eller anpartsselskaber. Efter svensk og norsk selskabsret er der
derimod tale om en koncern i de tilfælde, hvor blot moderselskabet er
et aktieselskab. Datterselskabets selskabsform er i den forbindelse uden
betydning.
5.2. Tysk ret
I tysk ret er der ikke bestemmelser, som svarer til
aktieselskabslovens § 115 og § 115a. Forholdet må derimod antages at
blive reguleret i større eller mindre omfang af den tyske materielle
koncernret.
De gældende koncernretlige regler stammer fra 1965,
og er erkendt som værende meget detaljerede og komplicerede. Reglerne,
som kun omfatter koncerner, hvor et aktieselskab indgår, må
primært anses for at være beskyttelsesregler overfor kreditorer
og aktionærer.
I tysk ret sondrer man mellem aftalekoncerner og faktiske
koncerner.
En aftalekoncern etableres ved, at der mellem
moderselskabet og datterselskabet indgås en aftale om koncernforholdets
nærmere udformning. Denne aftale består af en række
underaftaler, eksempelvis udbytte-, administrations- og beherskelsesaftale.
Tysk ret indeholder en særlige procedure, som skal iagttages i
forbindelse med etableringen af aftalekoncernen.
Beherskelsesaftalen må anses for at være den
væsentligste. Den indebærer, at moderselskabets ledelse direkte
kan henvende sig til ledelsen i datterselskabet og give bindende instrukser
til ledelsen. Til gengæld påtager moderselskabet sig en
række forpligtelser overfor datterselskabet, eventuelle
minoritetsaktionærer og datterselskabets kreditorer. Eksempelvis har
datterselskabet et udligningskrav, såfremt beherskelsesaftalen har
påført datterselskabet et tab, og datterselskabets kreditorer
har ved beherskelsesforholdets ophør krav på en eller anden form
for sikkerhed fra moderselskabet for deres krav mod datterselskabet.
En faktisk koncern er alle andre koncerner, hvor et
moderselskab har en faktisk ledelsesret over datterselskab. Ledelsesretten i
en faktisk koncern hviler til forskel fra aftalekoncernen ikke på et
formelt aftalegrundlag, men derimod på det forhold at moderselskabet
har en sådan indflydelse overfor selskabet, at det indgår i en
koncern med moderselskabet. I en faktisk koncern må et moderselskab kun
påføre datterselskabet en økonomisk ulempe, hvis
datterselskabet tilføres en økonomisk fordel af samme
størrelse eller datterselskabet ved regnskabsårets afslutning
får et løfte om en konkret modydelse. Iøvrigt er
etableringen af visse former for faktiske koncerner antaget at være
strafbelagt efter tysk ret.
Det bemærkes, at tysk koncernret desuden indeholder
en koncernform, som betegnes som et integreret datterselskab. For at
et selskab kan være et integreret datterselskab forudsætter det,
at selskabet er et helejet datterselskab. Konsekvensen af at selskabet
indgår i en koncern som et integreret datterselskab er, at selskabet
hæftelsesmæssigt og skattemæssigt betragtes som en filial
af moderselskabet, uagtet at datterselskabet fortsat er en selvstændig
juridisk enhed.
Det har i teorien været diskuteret om et udenlandsk
moderselskab kan støtte ret på den tyske koncernret, herunder
indgå beherskelsesaftale med et tysk datterselskab. Der er dog enighed
om, at den særlige form for koncernforhold, som etableres i form af et
integreret datterselskab, kun kan etableres mellem et tysk moder- og
datterselskab.
Det kan bemærkes, at Werlauff har udtrykt en vis
skepsis overfor, om et udenlandsk moderselskab skal indrømmes en
adgang til at indgå beherskelsesaftaler med et tysk datterselskab
uagtet hans principielle opfattelse af rækkevidden af art. 52 og 58
navnlig i forhold til dansk selskabsret.
5.3. Engelsk ret
Paul Krüger Andersen har i "Dansk koncernret", p.
77, redegjort for retstilstanden i engelsk ret. Han anfører
således, at "I sec. 330 og følgende paragraffer findes regler,
som forbyder selskabet at yde lån m.v. til selskabets ledelse og dem
nærstående (connected) personer eller selskaber. Reglerne
modsvarer de danske aktionærlånereglers forbud mod lån til
ledelsen, jf. AL §§ 115 og 115a, men der er intet almindeligt forbud mod
aktionærlån, således som det kendes fra de danske regler.
Der er således ikke behov for en generel undtagelsesbestemmelse, som
tillader koncernlån. ....... Låneforbuddet vedrørende
selskabets ledelse omfatter også lån til ledelsen i selskabets
holdingselskab. Hvis låntageren er 20 pct. aktionær i
holdingselskabet, betragtes holdingselskabet som nærstående i
forhold til den pågældende aktionær ifølge den
særlige definition af begrebet nærstående. Selskabet
omfattes dermed af forbudsreglen i sec. 330 3(b) og (c). Denne
personforbindelse mellem moder- og datterselskab er imidlertid ikke til
hinder for, at der ydes lån til moderselskabet, jf. undtagelsesreglen i
sec. 333."
Engelsk selskabsret adskiller sig på dette punkt
tilsyneladende væsentligt fra de danske bestemmelserne om
aktionærlån i aktieselskabslovens §§ 115 og 115a".
I skrivelse af 13. oktober 1998 bemærkede klageren
herefter:
"1.2 Klagers opfattelse
Det er klagers opfattelse, at aktieselskabslovens §
115a finder anvendelse på såvel indenlandske som udenlandske
moderselskaber.
1. Forbuddet mod aktionærlån Hjemmel
Ved lov nr. 232 af 7 juni 1952 blev § 45a indsat i
aktieselskabsloven. § 45a indeholdt et forbud mod udlån af et
aktieselskabs midler til aktionærer eller til medlemmer af selskabets
bestyrelse eller direktion, hvis selskabets aktier ikke var genstand for
offentlig kursnotering.
I folketingsudvalgets betænkning, jf. tillæg B
sp. 2177 anføres det, at der i udvalget var enighed om, at
lovgivningen ikke skulle gælde mellemværender mellem moder- og
datterselskaber. Dette forhold blev dog ikke nævnt udtrykkeligt i
lovteksten.
Allerede inden gennemførelsen af de første
lovbestemmelser om aktionærlån i 1952 havde
aktieselskabsregisteret igennem en række år i praksis indtaget
det standpunkt, at da et udlån til et selskabs aktionærer kunne
indbærer samme risiko for et selskabs kreditorer som en egentlig
tilbagebetaling af selskabskapitalen, måtte sådanne udlån
anses for stridende mod aktieselskabslovens bestemmelser om
kapitalnedsættelse.
Denne praksis blev imidlertid underkendt ved U 1952.30 H.
I dommen udtales:
"De af tiltalte udviste ... forhold er ikke direkte
omfattet af bestemmelserne ... om kapitalnedsættelse, og der findes
ikke i dommen at være fastslået sådanne særlige
omstændigheder, at tiltaltes forhold ganske kan ligestilles med
overtrædelse af de nævnte lovbestemmelser".
Når dommen alligevel pålagde bøder for
aktionærlåneforholdene var det med den begrundelse, at
låneforholdet fandtes stridende imod forskrifterne om bestyrelsens
pligt til at lede selskabet forsvarligt.
I betænkning nr. 362 fra 1964 blev bestemmelsen
vedrørende aktionærlån foreslået lempet derved, at
lån under visse betingelser kunne ydes til aktionærer og
medlemmer af direktionen (men ikke medlemmer af bestyrelsen). Bestemmelsens
anvendelsesområde blev på den anden side udvidet til at omfattet
revisorer.
Endvidere blev forbuddet / det delvise forbud
foreslået udvidet til at omfatte aktionærer, revisorer og
medlemmer af bestyrelse eller direktion i et moderselskab.
Moderselskabet som sådant skulle fortsat kunne
optage lån i datterselskabet.
Endelige blev det foreslået, at bestemmelsen skulle
finde anvendelse også på børsnoterede selskaber.
Betænkning nr. 362 fra 1964 resulterede ikke i en
lovændring.
I betænkning nr. 540 fra 1969 blev bestemmelsen om
aktionærlån foreslået ændret med udgangspunkt i det
i betænkning nr. 362 anførte blot med den modifikation, at
også lån til bestyrelsesmedlemmer under visse betingelser kunne
tillades.
Betænkning nr. 540 resulterede i aktieselskabsloven
af 1973, hvor det for første gang udtrykkeligt i lovteksten i § 115,
stk. 3 blev anført, at lån til moderselskaber ikke var omfattet
af forbuddet.
I den kommenterede aktieselskabslov fra 1973
anføres det i kommentaren til § 115, stk. 3: " Reglerne om
aktionærlån m.v. rammer fortsat ikke långivning indenfor
koncernforhold. Det må dog bemærkes, at sådan
långivning ikke må krænke eventuelle
minoritetsaktionærers interesser eller sikkerheden for kreditorerne i
det långivende selskab".
Ved lov nr. 282 af 9. juni 1982 blev forbuddet mod
aktionærlån m.v. gjort undtagelsesfrit for aktionærer og
medlemmer af bestyrelse eller direktion. Adgangen til at foretage udlån
til moderselskaber opretholdtes i den nye bestemmelse, § 115 a.
På intet tidspunkt er det i aktieselskabsloven eller
dens forarbejder anført eller antydet, at undtagelsen
vedrørende moderselskaber i den nuværende § 115 a alene skulle
gælde for danske selskaber.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse har
således ikke støtte i lovens forarbejder.
3. Juridisk litteratur
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse af
anvendelsesområdet for § 115 a savner - når bortses fra Den
kommenterede aktieselskabslov, 5. udg. som ikke kritiserer styrelsens
opfattelse - støtte i den juridiske litteratur.
Den juridiske litteratur antager således, at § 115 a
finder anvendelse på udenlandske moderselskaber.
Bernhard Gomard, Aktieselskaber og anpartsselskaber, 3.
udg., 1996, side 28:
"Det almindelige forbud mod aktionærlån
og vistnok også undtagelsen om et moderselskabs ret til optagelse af
lån i sit danske datterselskab gælder også for udenlandske
aktionærer og moderselskaber (ASL §§ 115 og 115a)"
I en note 19 til det citerede afsnit anføres
det:
"Anderledes Aktielovskommentaren s. 365 f. Spørgsmålet
om en fremmed aktionærs og et fremmed moderselskabs stilling er omtalt
i FT 1992/93, tillæg A, sp. 1589, hvor det fremhæves, at reglen i
§ 20 også gælder udenlandske moderselskaber og andre
aktionærer. Der er ingen grund til at anlægge en anden
fortolkning af § 115a. At forbyde moderselskaber i andre unionslande at
låne penge i deres danske datterselskaber er diskriminerende, og det er
ikke i dansk interesse at besværliggøre driften af et
datterselskab i Danmark".
På s. 316 anføres det videre:
"Både reglerne i ASL § 115 og 115a og også ÅRL § 61, stk. 3
om revisor omfatter både aktionærer, ledere, moderselskaber og
revisorer, der er bosat eller har hjemsted i Danmark og i udlandet..."
I en note 17 til det citerede afsnit anføres
det
: "Antages moderselskab også at omfatte et udenlandsk
moderselskab, må formentlig udlån til et udenlandsk moderselskabs
aktionærer anses for forbudt".
Paul Krüger Andersen, Dansk Koncernret, 1997,
side: 355-356:
"Reale grunde - bl.a. omgåelseshensyn - taler
også for at anvende i hvert fald nogle af de regler, der
vedrører datterselskaber på koncernforhold, hvor datterselskaber
er dansk, men moderselskaber udenlandsk. Det er klart, at der efter
omstændighederne kan være praktiske vanskeligheder med at
håndhæve pligterne, men dette gælder også i forhold
til moderselskaber med udenlandske datterselskaber. Under alle
omstændigheder har man jo datterselskabet at holde sig til, sml.
ovenfor note 67 vedrørende filialreglerne. Ligeledes er der intet til
hinder for at lade det udenlandske moderselskab nyde godt af reglerne om
koncernlån i AL § 115*. Der er (var) efter dette synspunkt heller intet
til hinder for at lade et udenlandsk moderselskab få
indløsningsret efter AL § 20b efter denne bestemmelses tidligere
udformning".
* Det må ud fra sammenhængen i det netop
citerede afsnit anses for givet, at der er tale om fejlskrift, når der
i 3. sidste citerede line anføres "§115". Der skulle rettelig
stå § 115 a"
Det eneste bidrag til diskussionen om § 115a, der (kun
delvist) peger i en anden retning er Christen Boye Jacobsen i U 92 B.
s 180. Artiklen angår dog hovedsageligt muligheder for i henhold til
EU-retten at opretholde et (eventuelt) forbud og er således ikke en
vurdering af anvendelsesområdet for § 115 a.
4. Begrebet "moderselskab"
Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse, at
udlån til et udenlandsk moderselskabs aktionærer m.v. er omfattet
af forbuddet i § 115. Begrebet "moderselskab" forstås altså i §
115 som omfattende både danske og udenlandske selskaber.
En sådan fortolkning, hvor et begreb - uden
støtte i lovmotiverne tillægges en betydning i én
lovparagraf og en anden - endda en for en økonomisk betragtning meget
væsentlig anden betydning - i en regel, der knytter sig til den
første som en undtagelse fra denne, er retskildemæssig helt
uantagelig.
5. Lovens formål
Formålet med forbuddet mod aktionærlån
m.v. i § 115 er at beskytte et selskabs kreditorer og (øvrige)
aktionærer mod tab.
Formålet med § 115a er at undgå
vanskeliggørelse af økonomiske transaktioner i en koncern. Det
anføres således i betænkning nr. 362 fra 1964, at
sådanne lån normalt må antages at være baseret
på berettigede økonomiske hensyn.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens betænkeligheder ved
at tillade udlån til udenlandske moderselskaber skyldes blandt andet,
at der i det pågældende udland ikke nødvendigvis findes
lovregler svarende til § 115, hvorfor der vil være en risiko for, at
det udenlandske moderselskab videreudlåner det i det danske
datterselskab optagne lån til sine aktionærer eller sin
ledelse.
Det skal understreges, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
ikke foretager en vurdering af det konkrete låneforhold eller af
beskyttelsen i udenlandsk ret.
Det følger af almindelige selskabsretlige regler,
at uanset den potentielle låners status, er et selskabs ledelse pligtig
at påse, at uforsvarlige udlån ikke foretages.
Der består således allerede et forbud mod
udlån, herunder til udenlandske moderselskaber, i tilfælde, hvor
udlånene medfører en risiko for, at kreditorer og
aktionærer i det selskab, der foretager udlånet vil lide tab.
Selskabets ledelse kan pådrage sig ansvar,
såfremt et selskab foretager uforsvarlige udlån, jf.
aktieselskabslovens § 140 samt den refererede U 1952.30 H.
Det er en uantagelig argumentationsform at anlægge
en inkonsistent fortolkning af begrebet "moderselskab" fordi lån til et
moderselskab kan være uforsvarlige. Oftest er lånene - som
i denne sag - fuldt forsvarlige. I de tilfælde, hvor lånet
er uforsvarligt, er långivningen forbudt efter almindelige
regler om ledelsens pligter.
6. EU-ret
6.1 Generelle synspunkter
Der er vedtaget flere selskabsretlige direktiver, men
ingen der direkte regulerer aktionærlån. At harmoniserende regler
ikke er vedtaget er ensbetydende med, at medlemsstaterne fortsat har
lovgivningskompetence, men denne skal udøves under overholdelse af
fællesskabsretten.
Dette er ensbetydende med, at der er et forbud mod
diskrimination af selskaber eller personer hjemmehørende i andre
medlemsstater.
Diskussionen i litteraturen vedrørende
anvendelsesområdet for § 115 a har i vid udstrækning gået
på, om Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse er i strid med
traktatens bestemmelser om ret til fri etablering i henhold til traktatens
art. 52, jf. art. 58.
Forskelsbehandling på baggrund af nationalitet er
direkte diskriminerende med mindre forskelsbehandlingen kan
retfærdiggøres under henvisning til et tvingende alment hensyn,
der kan ikke opnås ved mindre indgribende foranstaltninger.
Som det er fremgået af redegørelsen, er dette
ikke tilfældet. De til støtte for styrelsens opfattelse af § 115
a nævnte hensyn (beskyttelse af kreditorer og
minoritetsaktionærer) er også tilstede ved udlån til danske
moderselskaber, men alligevel er der her intet generelt forbud. I de
tilfælde, hvor der konkret er behov for at modvirke et lån, kan
dette ske med støtte i anden - ikke diskriminerende - lovgivning.
På trods af, at der naturligvis i enkelte
tilfælde kan påvises en uhensigtsmæssig effekt ved
udlån til udenlandske moderselskaber, vil det være i strid med
EU-rettens princip om ret til fri etablering at opretholde en sådan
fortolkning, idet samme mål kan opnås med mindre indgribende
midler, nemlig anvendelse af præcis de regler, som kan anvendes,
når ledelsen i et datterselskab på uforsvarlig vis yder lån
til et dansk moderselskab.
Erik Werlauff har bl.a. i U92 B. 8 ff. (sammen med Karsten
Engsig Sørensen), i Selskabsret, 2. udg., 1994, s. 117 og
Koncernretten 1996., s. 99 særligt under hensyn til EF´s regler om ret
til fri etablering kritiseret Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse af
anvendelsesområdet for § 115a.
I Christen Boye Jacobsens artikel i U 92 B s. 180, Om
udenlandske moderselskaber anføres:
"Den omfattende retspraksis, der er gennemgået i
EF-Karnov, s. 283ff, viser, at en værtslandsregel kan være en
ugyldig restriktion, hvis den gør det mere byrdefuldt - direkte eller
indirekte, aktuelt eller potentielt - for udenlandske end for indenlandske
koncerner at virke i Danmark. Tilsvarende kunne tænkes, hvis man satte
danske koncernretsregler i kraft for udenlandske koncerner, hvorved de kom
til at gælde i tillæg til deres hjemlands lov. I så fald
måtte Danmark bevise følgende tre ting:
For det første, at den enkelte danske koncernregel
varetager væsentlige samfundshensyn af generel almen interesse. Det kan
dreje sig om beskyttelse af kontraktsparter, forbrugere, immaterielle
rettigheder. Dette bevis kunne nok ofte føres.
For det andet må den beskyttelse, der
tilstræbes ved den danske regel, kun iværksættes i det
omfang, den i det enkelte tilfælde ikke allerede er
tilstrækkeligt sikret ved lovgivningen i moderselskabets hjemstat.
EF-Domstolens praksis udelukker, at der kan opstilles generelle
påstande. Foreneligheden eller uforeneligheden kan alene afgøres
efter en komparativ undersøgelse i hvert enkelt tilfælde, for
hver enkelt regel for sig.
For det tredje skal der være proportionalitet mellem
det formål, der angives tilstræbt, og de midler, der bruges. Hvis
det er muligt at vælge flere midler, skal det mildeste middel bruges.
Man kan navnlig ikke vælge et strengere middel af hensyn til, at det
letter kontrol. Dette synes her at pege på, at man ikke kan fravige den
proportionalitet, som de almindelige lovvalgsregler reelt er udtryk for.
Det følger heraf, at man ikke "bare" kan
sætte hele værtslandets (datterselskabets hjemlands) selskabsret
i kraft. Det må i det enkelte tilfælde undersøges, hvilket
besvær og hvilke omkostninger, dvs. restriktioner, det medfører
for moderselskabet, eller om moderselskabet allerede efter sit hjemlands ret
er pålagt pligter, der giver datterselskabets kreditorer, mindretal og
arbejdstagere en beskyttelse, der med Traktatens ord er "ligeværdig"
(art. 54, stk. 3, litra g). Det er således et område, hvor
Traktatens system indebærer, at forskelle må fjernes ved
harmonisering".
Forfatteren argumenterer ikke for eller imod
hensigtsmæssighed og lovligheden (i henhold til dansk ret) af Erhvervs-
og Selskabsstyrelsens opfattelse af § 115a, men derimod blot for mulighederne
for at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen - på trods af EU-retten - kan
opretholde sin opfattelse.
6.2 C Limited sagen
Nedenfor gennemgås kort en sag, der blev anlagt
ved Østre Landsret den 8. september 1995 af C Limited mod Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen.
I landsretssagen gjorde sagsøgte (Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen) gældende, at registreringsnægtelsen efter
EF-domstolens praksis var forenelig med EF-traktatens artikel 58, jf. artikel
56, idet anmeldelsen af en filial i Danmark må anses for en
omgåelse af kravet i anpartsselskabslovens § 2 om mindste krav til
kapitalens størrelse, ligesom etableringen i England er sket med
henblik på at udøve hele selskabets virksomhed i Danmark.
Nægtelsen af registrering er sket for at varetage vigtige
offentligretlige hensyn såsom bekæmpelse af konkursrytteri samt
beskyttelse af kreditorer og medkontrahenter, og kan ikke forfølgelse
med mindre indgribende midler.
Dommens hoved er sålydende:
"Landsretten fandt, at etableringsretten i EU ikke
beskytter i tilfælde, hvor et udenlandsk selskab opretter en filial i
Danmark med det formål, at omgå kapitalkravene i den danske
selskabslovgivning".
Det anføres i dommens præmisser:
"Efter bevisførelsen må det lægges til
grund, at B og hans hustru har erhvervet C Limited for et beløb
svarende til ca. 1.000 DKK alene med det formål at oprette en filial af
dette selskab i Danmark med den hensigt derved at omgå de danske regler
om mindste krav til selskabskapitalens størrelse. Det må
endvidere lægges til grund, at C Limited ikke selv driver nogen form
for virksomhed. ...
Da landsretten herefter finder, at den omgåelse af
præceptive danske lovregler, der er tilsigtet af sagsøgeren,
efter EF-domstolens praksis ikke er at beskytte efter EF-regler om
etableringsfrihed, tager landsretten sagsøgtes
frifindelsespåstand til følge".
Dommen blev anket til Højesteret, der har forelagt
Domstolen et præjudicielt spørgsmål i henhold til art.
177.
Dommen foreligger endnu ikke. Generaladvokat D fremsatte
forslag til afgørelse i retsmødet (domstolens plenum) den 16.
juli 1998. Han foreslog domstolen følgende besvarelse af det
præjudicielle spørgsmål:
"EF-traktaten, artikel 52 ff. er til hinder for, at en
medlemsstats myndighed nægter registrering af en filial af et selskab
med begrænset hæftelse, der er stiftet i overensstemmelse med
lovgivningen i en anden medlemsstats, på hvis område det har sin
hjemsted, når denne nægtelse har sin baggrund i følgende
forhold: i) selskabet driver ikke selv erhvervsmæssig virksomhed; ii)
filialen ønskes oprettet for at drive hele virksomheden i dette land,
hvor filialen oprettes, og iii) denne fremgangsmåde gør det
muligt for stifterne at undgå indbetaling af den større
selskabskapital, der ville være blevet opkrævet, hvis selskabet
var blevet stiftet i den medlemsstat, hvori filialen ønskes
åbnet".
Ovennævnte citat er fra publikationen arbejdet ved
De Europæiske Fællesskabers Domstol og Ret i Første
Instans, ugerne 13. - 167. juli og 20. - 24. juli.
For så vidt angår pkt. iii) er den danske
oversættelse imidlertid fejlagtig, hvorfor klager selv har foranlediget
dette pkt. oversat.
7. Sammenfatning
Aktieselskabslovens forarbejder støtter på
ingen måde Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse, der endvidere
må forkastes, idet den beror på en uantagelig
retskildemæssig slutning, der forudsætter modstridende
fortolkning af begrebet "moderselskab" i henholdsvis hovedregelen i § 115
undtagelsen i § 115 a.
En formålsfortolkning af bestemmelserne giver ingen
støtte til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse. Eventuelle
tilfælde af misbrug vil i alle tilfælde være omfattet af
aktieselskabslovens almindelige regler om pligt til at lede et selskab
forsvarligt. Disse regler er fuldt tilstrækkelige.
Der er i den juridiske litteratur i det væsentlige
enighed om, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse er forkert.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse er i strid med
EU-retten. Der er tale om en diskriminerende forskelsbehandling mellem danske
og andre medlemsstaters selskaber. Denne forskelsbehandling kan ikke
retfærdiggøres.
Selv om der kunne påvises en statistisk
større risiko for kreditorer og aktionærer ved udlån til
udenlandske moderselskaber - og det forudsættes, at dette ville blive
tillagt betydning under EU-retten, hvilket klager ikke mener - kan et
generelt forbud ikke håndhæves.
De EU-retlige betragtninger ville gøre sig
gældende, uanset om Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse havde
udtrykkelig dansk lovhjemmel."
Ved skrivelse af 26. november 1998 udtalte Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen herefter:
"...
Klagers advokat har i sit indlæg, side 5,
anført at "Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse, at
udlån til et udenlandsk moderselskabs aktionærer m.v. er omfattet
af forbuddet i § 115. Begrebet "moderselskab" forstås altså i §
115 som omfattende både danske og udenlandske selskaber.
En sådan fortolkning, hvor et begreb - uden
støtte i lovmotiverne tillægges en betydning i én
lovparagraf og en anden - endda en for økonomisk betragtning meget
væsentlig anden betydning - i en regel, der knytter sig til den
første som en undtagelse fra denne, er retskildemæssigt helt
uantageligt".
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal i den forbindelse
henvise til tidligere fremsendte notat af 31. oktober 1997, hvor det i
indledningen anføres, at et udlån fra et dansk datterselskab til
et udenlandsk "moderselskab" er omfattet af
aktionærlånsbestemmelserne i aktieselskabslovens § 115. Det
udenlandske "moderselskab" opfattes ikke som et dansk moderselskab, netop
fordi det udenlandske "moderselskab" hverken er stiftet eller som
"moderselskab" reguleret på grundlag af dansk ret, og derfor ikke
umiddelbart kan anses som et aktieselskab i aktieselskabslovens forstand.
Begrebet moderselskab i aktieselskabslovens § 115
fortolkes således ikke som omfattende både danske og udenlandske
moderselskaber og advokat As opfattelse af styrelsens fortolkning af begrebet
moderselskab efter aktieselskabslovens § 115 er derfor forkert.
Herudover har styrelsen bemærkninger til de af
advokaten anførte citater fra bl.a. Bernhard Gomard "Aktieselskaber og
Anpartsselskaber", 3. udgave, 1996, og Paul Krüger Andersen, "Dansk
Koncernret", 1997, som begge omtaler aktieselskabslovens bestemmelser om
indløsning af aktier, hvis anvendelsesområde nu tillige
gælder for udenlandske moderselskaber og andre aktionærer.
Styrelsen skal hertil anføre, at
anvendelsesområdet i aktieselskabslovens bestemmelser om
indløsning af aktier blev udvidet i forbindelse med en ændring
af aktieselskabsloven, jf. lov nr. 1060 af 23. december 1992, hvor
aktieselskabslovens §§ 20b - 20d blev ændret væsentligt.
Udvidelsen var et resultat af betænkning nr. 1229 om forenkling og
fremtidstilpasning af selskabslovene. I bemærkningerne til
selskabspanelets lovforslag, § 1, nr. 16, jf. lovforslag nr. L61, Folketinget
1992-93, § 1, nr. 18, anføres: "De gældende bestemmelser i §§ 20
b - 20 d regulerer alene forholdene vedrørende indløsning af
minoritetsaktionærer, når storaktionæren er et
aktieselskab. Efter den hidtidige administrative opfattelse har det
været lagt til grund, at bestemmelserne alene finder anvendelse
på moderselskaber, der er omfattet af denne lov, dvs. registreret i
Danmark. Den foreslåede formulering indebærer, at bestemmelsernes
anvendelsesområde udvides til også at omfatte situationer, hvor
storaktionæren er en juridisk person af anden karakter end aktieselskab
eller er en fysisk person. Der findes ikke længere at være
grundlag for at undtage disse situationer fra reglerne om
indløsningspligt og -ret, da der har vist sig at være et behov
for at kunne indløse minoritetsaktionærer, der ikke har reel
indflydelse på selskabet.
Den nuværende fortolkning af aktieselskabslovens §
115a er baseret på en årelang praksis med udgangspunkt i
aktionærlånsbestemmelserne tilblivelseshistorie.
Spørgsmålet om en eventuel fortolkningsudvidelse af
anvendelsesområdet til også at være gældende for
udenlandske "moderselskaber" har på det seneste været
drøftet på møder mellem Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,
Erhvervsministeriet, Finansrådet og Foreningen af Statsautoriserede
Revisorer. Den endelige konklusion har imidlertid vist, at der ikke kan
rokkes ved den nuværende fortolkning af og praksis for
aktieselskabslovens § 115a i relation til udenlandske moderselskaber, jf.
vedlagte kopi af Erhvervsministeriets brev til Finansrådet og
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Af brevet fremgår ligeledes,
at reglerne om aktionærlån ikke kan anses for diskrimination af
udenlandske selskaber i forhold til EØF-traktatens
etableringsregler.
Styrelsen skal endelig påpege, at den af advokaten
nævnte C Limited-sag, som verserer ved EF-domstolen, vedrører en
helt anden problemstilling og et helt andet regelsæt end den af
styrelsen trufne afgørelse, som advokaten nu har indklaget for
Erhvervsankenævnet."
Ved skrivelse af 22. december 1998 bemærkede
klageren yderligere :
"...
Da sagen forhandles mundtligt skal jeg på
nuværende tidspunkt indskrænke mig til at imødegå et
enkelt - til gengæld helt centralt - punkt i Styrelsens seneste
argumentation.
Det hævdes nemlig, at min opfattelse af Styrelsens
fortolkning af begrebet "moderselskab" i aktieselskabslovens § 115 er
forkert.
Efter min opfattelse er det tværtimod Styrelsens
argumentation, der er forkert.
Generelt er Styrelsens hovedsynspunkt, at udenlandske
moderselskaber ikke er omfattet af § 115a.
Da et udenlandsk moderselskab naturligvis er
aktionær, betyder det, at hovedreglen i § 115, der forbyder lån
til aktionærer finder anvendelse, og - efter Styrelsens opfattelse - at
denne hovedregel må stå ved magt, da undtagelsesreglen i § 115a,
ikke kan anvendes. § 115 forbyder imidlertid også lån til bl.a.
bestyrelsesmedlemmer eller direktører i et moderselskab til selskabet.
Reglen forbyder derimod ikke lån til personer, der er
bestyrelsesmedlemmer eller direktører i et selskab, der er
"almindelig" aktionær i selskabet. Imidlertid er det Styrelsens
opfattelse, at forbudet i § 115 også omfatter bl.a.
bestyrelsesmedlemmer og direktører i udenlandske moderselskaber.
Det kan således fastslås, at efter Styrelsens
opfattelse betyder ordet "moderselskab" i § 115, et "dansk eller udenlandsk
moderselskab", mens ordet "moderselskab" i § 115a - der som nævnt
knytter sig til accessorisk til § 115 - alene betyder "dansk
moderselskab".
Ved skrivelse af 19. januar 1999 udtalte Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen yderligere:
"...
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal i den forbindelse
oplyse, at bestyrelsesmedlemmer og direktører i "udenlandske
moderselskaber" som udgangspunkt er berettiget til på lovlig vis at
modtage lån fra det danske "datterselskab". Denne opfattelse skal ses i
lyset af, at det danske selskabs udenlandske moderselskab ikke er et
moderselskab i aktieselskabslovens forstand, hvorfor et sådant
lån ikke vil være omfattet af forbudet i aktieselskabslovens §
115, stk. 1.
Det er dog samtidig styrelsens opfattelse, at et
sådant lån efter omstændighederne alligevel kan anses for
omfattet af forbudsbestemmelsen i aktieselskabslovens § 115. Det vil
være tilfældet, hvor formålet ved en lånekonstruktion
har været at omgå bestemmelsen, f.eks. hvis der mellem
långiver og den reelle lånmodtager indskydes et eller flere led,
som lånmodtager har bestemmende indflydelse over, således at
lånmodtager i realiteten må anses for eksempelvis aktionær
omfattet af § 115. Det kan derfor ikke udelukkes at lånekonstruktionen
set udfra en helhedsbetragtning vil kunne opfattes som en omgåelse af
aktieselskabslovens § 115, stk. 1.
Begrebet "moderselskab" i aktieselskabslovens § 115
fortolkes således ikke som omfattende både danske og udenlandske
moderselskaber og Erhvervs- og Selskabsstyrelsens fortolkning af begrebet
"moderselskab" i relation til aktieselskabslovens § 115 og 115a er derfor
fuldt ud konsistent."
Sagen blev herefter den 2. juni 1999 mundtligt forhandlet
i ankenævnet. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens repræsentanter
tilkendegav herunder, at udlån af et selskabs midler til et udenlandsk
søsterselskab efter styrelsens opfattelse ikke rammes af forbudet i
aktieselskabslovens § 115, medmindre der i omgåelseshensigt sker
videreudlån til søsterselskabets aktionærer m.v., herunder
det udenlandske moderselskab.
Der var enighed mellem sagens parter om, at
spørgsmålet om, hvorvidt de særlige rentebestemmelser i
aktieselskabslovens § 117, stk. 4, skal gøres gældende,
hjemvises til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til fornyet overvejelse.
Ankenævnets afgørelse:
Ankenævnets flertal (Ellen Andersen, Suzanne
Helsteen og Vagn Joensen) udtaler:
Forbudet i aktieselskabslovens § 115 mod udlån af et
selskabs midler til bl.a. aktionærer i selskabet og dets moderselskab
tager sigte på at beskytte selskabets minoritetsaktionærer og
kreditorer samt at imødegå omgåelse af reglerne om
udbyttebeskatning.
I aktieselskabslovens § 115 a er der gjort undtagelse fra
forbudet for lån til et selskabs moderselskab med henblik på at
imødekomme koncerners behov for en hensigtsmæssig
likviditetsstyring. Denne undtagelse er i forhold til de
førnævnte beskyttelses- og omgåelseshensyn af
begrænset rækkevidde for så vidt angår udlån
til danske moderselskaber, idet disse er omfattet af forbudet i § 115 mod
(videre)udlån til moderselskabets aktionærer og ledelse, af
årsregnskabslovens regler om koncernregnskaber, af danske regler om
udbyttebeskatning og af de danske myndigheders jurisdiktion.
En adgang for et moderselskab uden for dansk skatte- og
regnskabsmæssig jurisdiktion til at hente likviditet i et dansk
datterselskab uden udbyttebeskatning findes hverken i relation til reglen i
EF traktatens art. 12 eller til reglerne i traktatens art. 48, jf. art. 43
(tidligere art. 58, jf. art. 52), at kunne jævnføres med et
indenlandsk moderselskabs låneadgang efter aktieselskabslovens § 115
a.
Aktieselskabslovens regler for moderselskaber er i det
hele udformet med henblik på danske moderselskaber, og
spørgsmålet om, hvorledes de førnævnte
beskyttelses- og omgåelseshensyn skulle kunne varetages ved udlån
til udenlandske moderselskaber, er ikke behandlet i forarbejderne til § 115
a. Der er således ikke holdepunkter for at antage, at
undtagelsesbestemmelsen i § 115 a omfatter moderselskaber, der ikke er
registreret her i landet.
Disse medlemmer stemmer derfor for at stadfæste
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 6. august 1998.
Ankenævnets mindretal (Eskil Trolle og Finn
Møller Kristensen) udtaler:
Undtagelsen i aktieselskabslovens § 115 a til det
generelle aktionærlånsforbud i § 115 har til formål at
imødekomme koncerners behov for en hensigtsmæssig
likviditetsstyring.
Ordlyden af aktieselskabslovens § 115 a begrænser
ikke begrebet moderselskab til danske selskaber. Ordlyden af
koncerndefinitionen i aktieselskabslovens § 2 indeholder ej heller en
sådan begrænsning. Dette står i modsætning til
aktieselskabslovens § 49 stk. 3, som indeholder en udtrykkelig
nationalitetsbegrænsning, idet medarbejdernes ret til
koncernrepræsentation i bestyrelsen er begrænset til et
moderselskab og dets her i landet registrerede datterselskaber.
Lovmotiverne indeholder heller ikke faste holdepunkter for
at begrænse undtagelsesbestemmelsen i aktieselskabslovens § 115 a til
alene at omfatte danske moderselskaber. Begrænsningen beror herefter
alene på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis.
EF-traktatens (TEF) artikel 12 indeholder et generelt
forbud mod enhver forskelsbehandling, der udøves på grundlag af
nationalitet, indenfor traktatens anvendelsesområde.
TEF artikel 43 fastlægger i stk. 1 den frie
etableringsret indenfor traktatens område. Af stk. 2 fremgår, at
statsborgere i en medlemsstat ikke blot har ret til uhindret sekundær
etablering i andre medlemsstater, men også til at oprette og lede
virksomheder, herunder navnlig selskaber i den i TEF artikel 48 stk. 2
anførte betydning på de vilkår, som i etableringslandets
lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere.
Det følger endvidere af TEF artikel 48 (tidligere
artikel 58), at den frie etableringsret i henhold til TEF artikel 43
(tidligere artikel 52) også gælder for selskaber, som er oprettet
i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og hvis
vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed er
beliggende indenfor Fællesskabet.
Det følger af EF-domstolens praksis, at TEF artikel
43 sammenholdt med TEF artikel 48 indebærer et forbud mod enhver
national foranstaltning, som begrænser udøvelsen af den frie
etableringsret ved at diskriminere på grundlag af et selskabs
vedtægtsmæssige hjemsted.
Uanset om det i øvrigt - hvilket i lyset af
EF-domstolens afgørelse i sag C-212/97 C Ltd. må anses for
tvivlsomt - måtte kunne lægges til grund, at de af Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen påberåbte hensyn, herunder navnlig hensynet til
beskyttelse af et dansk datterselskabs kreditorer, kan anses for omfattet af
begrebet den offentlige orden i TEF artikel 46, og derfor under visse
omstændigheder kan legitimere en forskelsbehandling, er det
ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis gældende
absolutte forbud mod lån til et moderselskab i en anden medlemsstat,
ikke omfattet af denne bestemmelse.
Der er for det første ikke tale om et egnet middel
til opnåelse af det tilsigtede formål. Såfremt Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens fortolkning af begrebet moderselskab i aktieselskabslovens
§ 115 stk. 1 og § 115 a lægges til grund, følger det
modsæt-ningsvis af hovedreglen i § 115 stk. 1, at der - med en mindst
lige så usikker stilling for kreditorerne til følge - frit kan
udlånes til ledelsen og aktionærerne i det udenlandske
moderselskab, medmindre der foreligger egentlig omgåelse af
aktionærlånsforbudet i denne bestemmelse.
Det er endvidere under sagen bekræftet af Erhvervs-
og Selskabsstyrelsen, at der, med mindre der foreligger egentlig
omgåelse, kan ske udlån til et udenlandsk søsterselskab.
Når lovgiver således ikke har lagt lovmæssige
begrænsninger for udenlandske søsterselskaber til at låne
selskabets penge forekommer et forbud mod aktionærlån til
udenlandske moderselskaber ud fra en praktisk betragtning at være
meningsløs.
Dertil kommer, at et absolut forbud mod lån til et
moderselskab i en anden medlemsstat er i strid med det i TEF artikel 46
indeholdte proportionalitetskrav. Et sådant absolut forbud opfylder
hverken betingelsen om, at der skal være forholdsmæssighed mellem
mål og midler, eller betingelsen om, at en national foranstaltning, som
begrænser udøvelsen af den frie etableringsret, ikke må
gå videre end strengt nødvendigt for at opnå
foranstaltningens formål.
Det er disse medlemmers opfattelse, at muligheden for at
foretage en hensigtsmæssig likviditetsstyring indenfor en koncern er et
behov, der ikke er mindre beskyttelsesværdigt i relation til et
moderselskab fra en anden medlemsstat end i relation til et dansk
moderselskab. Ikke desto mindre er moderselskaber med
vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden medlemsstat a priori
udelukket fra at anvende et for danske moderselskaber til rådighed
stående likviditetsstyringsmiddel, uanset om det udenlandske
moderselskab i medfør af den pågældende medlemsstats
lovgivning er underlagt begrænsninger af hensyn til beskyttelse af
kreditorerne, som må anses for ligeværdige med de i dansk
selskabslovgivning gældende. Det er i denne sammenhæng ikke af
selvstændig betydning, at selskabsretten - herunder
aktionærlånsregler - endnu ikke er fuldstændigt
harmoniseret indenfor Fællesskabet. Den blotte mulighed for misbrug ved
udnyttelse af en mere lempelig selskabsretlig lovgivning i en anden
medlemsstat kan ikke begrunde et så væsentligt indgreb i den frie
etableringsret, som finder udtryk i den nuværende diskriminerende
praksis i relation til aktieselskabslovens § 115 a. Hertil kommer, at
risikoen for omgåelse af aktionærlånsforbudet i denne
bestemmelse kan imødegås ved hjælp af mindre restriktive
foranstaltninger.
Udgangspunktet er, at Danmark i mangel af harmonisering af
de beskyttelsesgarantier, som udgør modstykket til undtagelsesreglen i
aktieselskabs-lovens § 115 a, bevarer retten til at fastsætte regler
eller iværksætte andre foranstaltninger til
imødegåelse af risikoen for misbrug af denne bestemmelse. I det
omfang udøvelsen af de ved EF-traktaten sikrede grundlæggende
friheder herved generes eller gøres mindre attraktiv, skal de
pågældende foranstaltninger imidlertid opfylde fire betingelser:
De skal anvendes uden forskelsbehandling, de skal være begrundet i
tvingende samfundsmæssige hensyn, de skal være egnede til at
sikre virkeliggørelsen af de formål de forfølger, og de
må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at
opnå formålet (proportionalitetskravet).
Som det fremgår af det ovenfor anførte, er
det disse medlemmers opfattelse, at disse fire betingelser ikke er opfyldt i
relation til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen praksis, hvorefter moderselskaber
i andre medlemsstater ikke er omfattet af undtagelsen i aktieselskabslovens §
115 a, allerede fordi denne praksis er er i strid med
diskriminationsforbudet.
Der kan imidlertid indenfor rammerne af en traktatkonform
fortolkning af aktieselskabsloven træffes enhver ikke-diskriminerende
og proportional foranstaltning, som er egnet til at hindre omgåelse af
aktionærlånsforbudet i § 115 stk. 1, eller som består i
pålæggelse af sanktioner for sådanne forhold, enten over
for selskabet selv eller over for selskabsdeltagerne i tilfælde, hvor
stiftelsen af et moderselskab i en anden medlemsstat reelt skyldes
ønsket om at unddrage sig det i Danmark gældende
aktionærlånsforbud.
Aktieselskabslovens § 54 indeholder i så henseende
et væsentligt instrument. Ifølge denne bestemmelse er
bestyrelsen ansvarlig for en forsvarlig organisation af selskabets
virksomhed. Når en bestyrelse godkender et lån til et udenlandsk
moderselskab, må der antages at påhvile bestyrelsen en
skærpet opmærksomhed på det udenlandske moderselskabs
kreditværdighed. Denne kreditværdigheds-bedømmelse
må antages også at omfatte en vurdering af de for det
pågældende moderselskab i udlandet gældende regler om
regnskabsaflæggelse, kapitalkrav, kreditorbeskyttelse og forbud mod
aktionærlån. Det bør i denne forbindelse, såfremt
kreditorernes interesser ikke må anses for tilstrækkeligt sikret
på anden vis, indgå som et væsentligt element, om der for
det udenlandske moderselskab findes aktionærlånsregler, der
på tilstrækkelig vis beskytter mod videreudlåning af de
midler, der er udlånt fra det danske datterselskab.
Et engelsk selskab opfylder ikke denne sidste del af
kreditværdighedsbedømmelsen efter de i England (ikke)
gældende regler om kapitalkrav og forbud mod (videre)
aktionærlån. Det er derfor et af disse medlemmers (Trolle)
opfattelse, at sådanne begrænsninger vil kunne opfyldes ved en
konkret aftale mellem det danske datterselskab og det engelske moderselskab
om, at lånet forfalder ved nedgang i moderselskabets kapital, ved
moderselskabets videreudlån til dettes egne aktionærer etc.
Sådanne aftalte kauteler for lånet kunne omtales i en note til
det danske datterselskabs årsregnskab.
Endvidere vil en dansk domstol i konkrete tilfælde,
hvor der på grundlag af objektive elementer kan konstateres at
foreligge omgåelse, uden at komme i konflikt med traktatens regler,
kunne erklære et lån til et udenlandsk moderselskab for ulovligt
med deraf følgende tilbagesøgningspligt for datterselskabet og
tilbagebetalingspligt for moderselskabet.
Det tilsigtede formål vil kunne opnås ved at
ændre aktieselskabslovens § 115 a således, at det gøres
til en betingelse for udlån til et moderselskab, at der for dette
gælder aktionærlånsregler, der indeholder mindst samme
beskyttelse som hovedreglen i aktieselskabslovens § 115.
Det er endvidere disse medlemmers opfattelse, at et forbud
mod aktionærlån til moderselskabers aktionærer,
bestyrelsesmedlemmer og direktører følger af en fortolkning af
aktieselskabslovens § 115.
Der er næppe tvivl om, at et absolut forbud,
således som det i dag praktiseres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, er
at foretrække ud fra et håndhævelsessynspunkt. Det er
imidlertid gentagne gange fastslået i EF-domstolens praksis, at
hensynet til at lette offentlige myndigheders administrations-, kontrol og
håndhævelsesbyrder ikke i sig selv kan begrunde indgreb i
fundamentale traktatrettigheder.
Under disse omstændigheder finder disse medlemmer af
Erhvervsankenævnet, at den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
håndhævede fortolkning af aktieselskabslovens § 115 a er
stridende imod EU-retten.
Ifølge traktatens artikel 234 (før den 1.
maj 1999 artikel 177) kan et præjudicielt spørgsmål rejses
ved en ret i en af medlemsstaterne. EU-domstolen har imidlertid fortolket en
ret i en medlemsstat til ikke blot at gælde domstole, men også
andre juridiske organer med et domstolslignende præg1.
Erhvervsankenævnet er en administrativ instans, men
med domstolslignende præg, idet dens medlemmer alle er
uafhængige, udpeget af erhvervsministeren, og nævnet fungerer med
en kontradiktorisk domstolslignende procedure. EU-domstolen har således
anerkendt, at et hollandsk ankenævn, der ikke var en domstol, var
omfattet af artikel 1772.
Erhvervsankenævnets afgørelse er ikke
endelig, hvis Erhvervsankenævnet stadfæster Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens afgørelse. I så fald kan klageren indbringe
Erhvervs- og Selskabsstyrelsens og Erhvervsankenævnets afgørelse
for domstolene.
Men hvis ankenævnet, eksempelvis med begrundelse i
EU-regelfortolkning går imod Erhvervs- og Selskabsstyrelsens
afgørelse, vil Erhvervsankenævnets afgørelse være
endelig, idet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke vil være berettiget
til at indbringe Erhvervsankenævnets afgørelse for de
almindelige domstole. I den situation er Erhvervsankenævnets
afgørelse derfor endelig i artikel 234, stk. 3's forstand, og der
opstår i så fald efter disse medlemmers opfattelse en pligt for
nævnet til at forelægge EU-retlige præjudicielle
spørgsmål for EU-domstolen - også uanset at påstand
herom ikke har været nedlagt af nogen af parterne.
Disse medlemmer finder derfor, at den af Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen håndhævede indskrænkende fortolkning af
aktieselskabslovens § 115 a, stk. 1, burde forelægges for EU-domstolen
til præjudiciel bedømmelse, idet staten i modsat fald ikke ville
kunne få sin opfattelse af den indskrænkende fortolkning af
moderselskabsbegrebet i aktieselskabslovens § 115 a, stk. 1, til kun at
gælde danske moderselskaber prøvet for EU-domstolen, hvis staten
ønsker det. Da disse medlemmer imidlertid er i mindretal, opstår
pligten til præjudiciel forelæggelse ikke.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet,
således at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 6.
august 1998 stadfæstes, dog således at fristen for inddrivelsen
af lånet med den aftalte rente fastsættes til 3 måneder fra
ankenævnets afgørelse, og således at
spørgsmålet om, hvorvidt rentebestemmelsen i aktieselskabslovens
§ 117, stk. 4, skal gøres gældende, hjemvises til Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen til fornyet overvejelse.
___________________
1 Jfr. Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen:
EU-ret, 3. udgave 1995, pag. 283 ff.
2 Se sag 245/80 Broekmeulen, saml. 1981, side 2311, samt case 36/73 [1973]
ECR 1299 og case 61/65 [1966] ECR 261.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- 98-147.996 - Udenlandsk moderselskab ikke omfattet af § 115 a om aktionærlån (12. oktober 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. oktober 1999
- Kendelse af 7. februar 1994. 93-44.141 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. februar 1994
- Forbrugerindflydelse i HEF's vedtægter Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. maj 2004
- Vedtægtsændringer i en række selskaber, der er koncernforbundne Klagenævn (Nævnenes Hus) · 31. marts 2004
- Sagen angår spørgsmålet, om de sagsøgte har udvist ansvarspådragende adfærd over for sagsøger a/s i tiden forud for bankens økonomiske sammenbrud ultimo 2008, og i givet fald om de sagsøgtes ansvarspådragende handlinger og undladelser har påført banken tab, som kan kræves erstattet af Finansiel Stabilitet. Domsdatabasen · 31. januar 2020
- Kendelse af 1. december 1993. 93-9.201 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 1. december 1993
Lignende dokumenter
- 98-147.996 - Udenlandsk moderselskab ikke omfattet af § 115 a om aktionærlån (12. oktober 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. oktober 1999
- Kendelse af 7. februar 1994. 93-44.141 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. februar 1994
- 98-153.288 - Klage over anpartsselskabs manglende tvangsopløsning afvist (15. juni 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 15. juni 1999
- Selskab påbudt at søge lån ikke ydet som led i en sædvanlig forretningsmæssig disposition inddrevet straks. (2012-0026400) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 28. januar 2013
- 01-209.523 -Årsregnskabsoplysninger (02. maj 2002) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. maj 2002
- Fordringer mod aktietegnere opstået i forbindelse med ordinære erhvervsmæssige transaktioner ikke omfattet af forbudet i aktieselskabslovens § 6, stk. 2 Retsinformation · 13. august 2001