Spring til indhold

Retsinformation

Aktionærlån

AFG nr 19226 af 13/10/1999AfgørelseErhvervsministeriet16. maj 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Aktionærlån

Advokat A har for K A/S ved skrivelse af 20. august 1998

klaget over, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ved skrivelse af 6. august

1998 har lagt til grund, at bestemmelsen i aktieselskabslovens § 115 a ikke

omfatter udenlandske moderselskaber, og har pålagt selskabet straks at

inddrive et udlån til moderselskabet, jf. lovens § 115, stk. 1.

Sagens omstændigheder:

Ved skrivelse af 6. august 1998 til K A/S meddelte

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen bl.a. følgende:

"I henhold til årsregnskabslovens § 63 c, stk. 1,

skal Erhvervs- og Selskabsstyrelsen foretage en stikprøvevis udtagelse

og undersøgelse af modtagne årsregnskaber mv. med henblik

på at konstatere eventuelle åbenbare overtrædelser af

årsregnskabslovgivningen, selskabslovgivningen eller

bogføringslovgivningen.

Ovennævnte årsregnskab er omfattet af

stikprøveudtagningen, og styrelsens gennemgang har givet anledning til

følgende bemærkninger.

Lån i strid med aktieselskabslovens § 115, stk.

1.

Det fremgår af årsregnskabets note 12, at

selskabet har et tilgodehavende hos sit engelske moderselskab på tkr.

17.441, hvoraf tkr. 17.393 vedrører et udlån.

I henhold til aktieselskabslovens § 115, stk. 1, må

et selskab ikke yde lån til aktionærer i selskabet.

Undtagelsesbestemmelsen i aktieselskabslovens § 115a, stk.

1, hvoraf det fremgår, at § 115, stk. 1 ikke finder anvendelse på

lån til et moderselskab, gælder efter styrelsens opfattelse

alene udlån til danske moderselskaber. § 115a, stk. 1 kan således

ikke anvendes for så vidt angår udlån til udenlandske

Læs alt

moderselskaber.

Som selskabets ansvarlige ledelse, er det Deres pligt at

søge lånet incl. lovpligtige renter inddrevet straks, og at

dokumentere dette overfor styrelsen, jf. årsregnskabslovens § 63 c,

stk. 2, samt aktieselskabslovens § 115, stk. 4."

I klageskrivelsen af 20. august 1998 til ankenævnet

anførte klageren bl.a.:

"Det er klagers opfattelse, at § 115 a også finder

anvendelse i forholdet mellem et dansk datter- og et engelsk moderselskab som

i det foreliggende tilfælde.

Der gøres af klager gældende, at Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens fortolkning ikke har støtte i aktieselskabsloven,

herunder i sammenhængen mellem § 115 og § 115 a.

Endvidere gøres det gældende, at Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens opfattelse udgør en hindring for den frie

etableringsret i EU og således ikke kan opretholdes."

Efter klagerens begæring og med Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens tiltrædelse tillagde ankenævnet ved skrivelse

af 8. september 1998 klagen opsættende virkning, jf. § 6 i loven om

Erhvervsankenævnet.

Ved skrivelse af 18. september 1998 afgav Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen en udtalelse, hvori man henviste til styrelsens notat af

31. oktober 1997, der er sålydende:

"Notat om Koncerninterne lån - udenlandske

moderselskaber.

1. Indledning

Erhvervsministeriet, departementet, har anmodet

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om en udtalelse på baggrund af en

henvendelse fra Finansrådet og Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer, som foreslår en ændring af aktieselskabslovens § 115a

- om lån til moderselskaber -, således at der gives adgang for

hér i landet registrerede datterselskaber til at yde lån til

deres eventuelle, udenlandske moderselskab.

2. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens fortolkning af

aktionærlånsbestemmelserne og nuværende praksis

Det er styrelsens opfattelse og årelange

praksis, at et udlån fra et dansk datterselskab til et udenlandsk

"moderselskab" vil være omfattet af

aktionærlånsbestemmelserne i aktieselskabslovens § 115. Et

udenlandsk moderselskab er ikke omfattet af undtagelsesbestemmelsen i

aktieselskabslovens § 115a, idet et udenlandsk moderselskab hverken er

stiftet eller som moderselskab reguleret på grundlag af dansk ret, og

derfor ikke umiddelbart kan anses som et aktieselskab i aktieselskabslovens

forstand, herunder som et moderselskab i henseende til bestemmelsen i § 115a.

Styrelsen har udover jurisdiktionsmæssige betragtninger også lagt

vægt på, at nogle af de udenlandske selskabsformer kan være

væsentligt anderledes organiseret end danske aktieselskaber.

På nuværende tidspunkt foreligger der desuden

ikke retsakter vedrørende anerkendelse af selskaber i EU i henhold til

traktatens art. 220. Styrelsen finder, at den manglende harmonisering af

koncernbegrebet på EU-plan (jf. pkt. 3.2) betyder, at styrelsen ikke

skal anerkende udenlandske selskaber, der ikke er stiftet i overensstemmelse

med aktieselskabslovens regler, som selskaber, der har pligter og rettigheder

i henhold til aktieselskabsloven.

Styrelsen finder, at fortolkningen af aktieselskabslovens

§ 115a ikke er i strid med EU-rettens etableringsregler, idet art. 52 alene

vedrører etableringsretten og ikke spørgsmålet om

selskabers finansieringsmuligheder (jf. pkt. 3.1). Samtidig er regulering af

aktionærlån et område, hvor en harmonisering endnu ikke har

fundet sted. Dog er forbudet mod finansiering af aktieerhvervelser i

selskabet direktivbestemt, jf. art 23 (1) i 2. selskabsdirektiv. Styrelsen er

derfor af den opfattelse, at det ikke vil være i strid med art. 52, jf.

art. 58, at udelukke udenlandske moderselskaber fra § 115a's

anvendelsesområde - ikke mindst i betragtning af at væsentlige

beskyttelseshensyn gør sig gældende, herunder til det danske

selskabs kreditorer (jf. pkt. 4).

Reguleringen af området er samtidig vidt forskellig

på europæisk plan. En kort gennemgang af reguleringen i Norge,

Sverige, Tyskland og England tegner således et billede af et

område, hvor det er uklart (England dog undtaget), i hvilket omfang man

tillader aktionærlån til udenlandske moderselskaber (jf. pkt.

5).

Finansrådet og Foreningen for Statsautoriserede

Revisorer har peget på en række forhold, som efter deres

opfattelse taler for en lovændring på området, herunder

mulighederne for optimering af "koncernens" totale likviditet. (Foreningerne

beskriver ikke, hvorledes "den grænseoverskridende koncern" skal

defineres og afgrænses).

Det er styrelsens opfattelse, at en eventuel

lovændring på området - hvorefter muligheden for

koncernlån udstrækkes til moderselskaber i andre

EU/EØS-lande - ikke er tilrådelig på grund af den

manglende harmonisering både indenfor og udenfor EU af såvel

aktionærlånsforhold som den materielle koncernret. En

lovændring vil indebære en betydelig og sandsynlig risiko for

omgåelse af det danske forbud mod aktionærlån i

aktieselskabslovens § 115, stk. 1, i forhold til lande, som ikke har et

forbud mod lån til aktionærer, herunder aktionærer som er

fysiske personer.

Enhver kontrol af de danske regler vil på grund af

omgåelsesmulighederne samtidig blive illusorisk, idet en effektiv

kontrol må kræve, at man kan følge transaktionerne,

herunder i landet, hvor det udenlandske moderselskab er

hjemmehørende.

En ændring vil derfor medføre, at der -

på et tidspunkt hvor selskabstømning er i fokus - åbnes op

for en vidtgående og sandsynligvis attraktiv adgang til at tømme

selskaber uden at det umiddelbart kan påvises, om det er sket i strid

med dansk lovgivning iøvrigt.

Risikoen for kreditorerne, herunder de offentlige, i

"datterselskabet" vil derfor alt andet lige blive forøget

væsentligt. Samtidig er mulighederne for kreditorerne for at

gøre et krav gældende overfor det udenlandske "moderselskab"

eller dets aktionærer i tilfælde af sammenbrud i datterselskabet

begrænsede som følge af, at der ikke er gennemført en

fælles materiel koncernret. Et egentligt hæftelses-gennembrud i

forhold til moderselskabet eller dets aktionærer må anses for

endog teoretisk tvivlsomt.

Det bemærkes, at styrelsen tidligere i konkrete

sager har truffet afgørelse i overensstemmelse med den hidtidige

praksis i forhold til koncerninterne lån til udenlandske

moderselskaber. Disse afgørelser blev imidlertid ikke indbragt for

Erhvervsankenævn eller domstolene.

3. Etableringsreglerne og harmonisering af

koncernretten

3.1. Etableringsreglerne

EØF-traktatens art. 52 forbyder

diskriminatoriske restriktioner, som hindrer, at andre medlemsstaters borgere

kan etablere erhvervsvirksomhed på samme betingelser, som

medlemsstaternes egne borgere. Det følger af traktatens art. 58, at

juridiske personer (selskaber) er omfattet af den frie etableringsret i

traktatens art 52. Udenlandske selskaber kan således frit etablere sig

i Danmark. Når et selskab ønsker at etablere sig i Danmark,

bliver det stiftet på grundlag af aktieselskabsloven. Derefter har

selskabet de rettigheder og pligter, der følger af

aktieselskabsloven.

Efter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse

vedrører art. 52 imidlertid selve etableringsretten - dvs. adgangen

til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed samt lede

og oprette virksomheder, agenturer, filialer eller datterselskaber - og

eksempelvis ikke spørgsmål om et selskabs

finansieringsmuligheder.

Erik Werlauff og Karsten Engsig Sørensen m.fl. har

modsat givet udtryk for, at det er i strid med etableringsreglerne at

udelukke udenlandske moderselskaber også i forhold til bestemmelsen i §

115a.

Werlauff har i "Koncernretten", p. 106, til støtte

for sin opfattelse fremhævet en række afgørelser fra

EF-domstolen, hvor domstolen konsekvent har tilsidesat enhver

forskelsbehandling af udenlandske selskaber i forhold til nationale

selskaber. Styrelsen finder dog anledning til at fremhæve, at dommene i

det væsentligste vedrører skattemæssige forhold, hvor den

forskelsbehandling som har fundet sted ikke forekommer velbegrundet.

Styrelsen finder derfor med hensyn til de etablerings- og selskabsretlige

forhold, at domstolen meget vel vil kunne stille sig anderledes - ikke mindst

i henseende til et område, hvor vægtige beskyttelseshensyn

gør sig gældende, og hvor en harmonisering endnu ikke har fundet

sted. Werlauff anerkender da også i ovennævnte fremstilling, p.

108, at der er grænser for, hvor langt domstolene vil gå, idet

han anfører, at "Vi kan ikke ændre hele Europas koncernretlige

billede gennem dommerskabt ret. Lovgivningsmagten må - på

nationalt og fællesskabsretligt niveau - tage sig sammen."

Senest har Gomard i "Aktieselskaber &

Anpartsselskaber" givet udtryk for lignende synspunkter. Han anfører

således, at "både reglerne i ASL § 115 og i § 115a og også

ÅRL § 61 d, stk. 3 om revisor omfatter både aktionærer,

ledere, moderselskaber og revisorer, der er bosat eller har hjemsted i

Danmark og i udlandet", (p.316). Hertil er dog knyttet en note (18), hvor

Gomard anfører, at "Antages moderselskab også at omfatte et

udenlandsk moderselskab, må formentlig udlån til et udenlandsk

moderselskabs aktionærer anses for forbudt". En nærmere

begrundelse herfor er dog ikke anført. Denne opfattelse må

samtidig anses for tvivlsom, idet man i teorien almindeligvis antager, at

pligter i henhold til dansk selskabslovgivning ikke umiddelbart finder

anvendelse på udenlandske moderselskaber eller deres aktionærer.

Eksempelvis er der ingen tvivl om, at bestemmelserne om

koncernrepræsentation ikke omfatter udenlandske koncernselskaber, men

en ændring af danske koncernretlige forhold vil naturligvis aktualisere

dette og andre områder, hvor den danske grænse fastsætter

rækkevidden for lovgivningsmagten.

Den nævnte problemstilling er også behandlet i

en artikel af C. Boye Jacobsen i UfR 1992 B, p. 180-183. Han giver her udtryk

for den opfattelse, at dansk selskabsrets regler i princippet gælder,

når danske selskaber er en del af en grænseoverskridende koncern.

Boye Jacobsen henviser bl.a. til en artikel i "Faglige artikler" 1975, p.

29-72, hvor dansk koncernret efter aktie- og anpartsselskabslovene af 1973

undersøges. Det fremgår af denne artikel, at et sådant

princip begrænses, dels af praktiske hensyn og dels af dansk

international privatrets grundsætninger. Det fremhæves, at dette

navnligt er praktisk i de tilfælde, hvor moderselskabet ikke er

dansk.

3.2. Harmonisering af koncernretten

På europæisk plan er der ikke en

fælles opfattelse af koncernbegrebet. Et moderselskab defineres

således vidt forskelligt i de enkelte lande.

Årsregnskabsloven indeholder en koncernlignende

definition. Bestemmelsen bygger på det 7. selskabsretsdirektiv om

konsoliderede regnskaber, og kan derfor findes i samtlige EU-staters

lovgivning. Definitionen har dog alene til formål at afgrænse

hvilke selskaber m.v. som skal aflægge et konsolideret regnskab (og

altså ikke et koncernregnskab). Der er således ikke tale om et

forsøg på en europæisk koncerndefinition, men alene en

direktivbestemt regulering af, under hvilke betingelser der skal

aflægges et konsolideret regnskab.

Et forsøg på en fælles europæisk

koncernret har været under udarbejdelse siden 1972 i form af et forslag

til det 9. selskabsretsdirektiv om koncernret. Dette arbejde befinder sig

stadig på et indledende stadium, idet udkastet til direktivforslaget

endnu ikke har kunnet samle tilslutning, således at det kunne

fremlægges endsige vedtages. Et udkast til direktivforslaget er endnu

ikke udsendt officielt, og arbejdet med udkastet har reelt ligget stille

siden 1985. Allerede det faktum at Kommissionen har arbejdet på et

forslag om harmonisering af koncernretten, er et bevis for at der ikke set

fra EU's side foreligger en fælles koncernret.

Det må derfor for nærværende

konkluderes, at en fælles europæisk koncernret ikke er en

realitet og har lange - om nogen - udsigter.

Et eventuelt kommende direktiv om koncernret vil alene

medføre, at koncernretten, herunder koncernbegrebet, harmoniseres

mellem EU-staterne og stater omfattet af EØS-aftalen. I lyset af de

problemer der har været på europæisk plan med hensyn til at

nå til enighed om en harmonisering af koncernretten, kan det ikke

umiddelbart antages, at en global harmonisering af koncernretten eller blot

koncernbegrebet er mulig. Man vil derfor fortsat have en situation, hvor der

globalt hersker forskellige opfattelser af koncernbegrebet, uanset om en

harmonisering måtte blive gennemført i EU.

Den manglende harmonisering af koncernretten, herunder

koncernbegrebet, bevirker, at det vil være forbundet med betydelige

praktiske vanskeligheder at foretage en vurdering af om et udenlandsk selskab

har en sådan forbindelse til et dansk aktie- eller anpartsselskab, at

det kan anses for at være et moderselskab. En endelig vurdering

må forudsætte, at man har et indgående kendskab til

lovgivningen i det pågældende land, således at man er i

stand til at kvalificere den forbindelse, som det udenlandske selskab direkte

eller indirekte har til det danske selskab.

Der vil samtidig kunne opstå en tvivl om hvilket

koncernbegreb, som skal finde anvendelse ved vurderingen. Eksempelvis kan der

være tale om, at et udenlandsk selskab kan anses som et moderselskab i

overensstemmelse med det koncernbegreb, som finder anvendelse i det land,

hvor selskabet er hjemmehørende, hvorimod selskabet efter det danske

koncernbegreb, som kommer til udtryk i aktieselskabslovens § 2 og

anpartsselskabslovens § 3, ikke umiddelbart kan anses for at være et

moderselskab. Tilsvarende er der eksempler på, at etablering af

koncerner efter koncernbegreber, der er tilladt i et land, er forbudt og

strafbelagt i et andet land.

4. Beskyttelseshensyn

Det overordnede hensyn bag bestemmelserne om

aktionærlån er blandt andet at medvirke til at beskytte

selskabskreditorer mod långivning til den kreds, der bestemmer over

selskabet.

Dette er direkte kommet til udtryk i forarbejderne til

loven, (betænkning nr. 362 af 1964, s. 128, om revision af

aktieselskabslovgivningen), hvor det vedrørende

aktionærlånsbestemmelserne fremgår, at "Et af

aktieselskabslovens hovedøjemed er at sikre, at selskabskapitalen

kommer til stede og forbliver i selskabet for at tjene til fremme af

selskabets formål. Dette har navnlig fundet udtryk i bestemmelserne i

lovens §§ 30 og 37, hvilken sidste tilsigter at sikre kreditorerne imod, at

kapitalen tilbagebetales aktionærerne, uden at kreditorerne

fyldestgøres. Hensigten med denne bestemmelse ville imidlertid ikke

nås, hvis den ikke kom til anvendelse i tilfælde, hvor en

udbetaling af selskabets kapital fremtræder som et lån til

vedkommende aktionær."

Udover de legale og jurisdiktionsmæssige

betragtninger bygger styrelsens fortolkning og praksis naturligvis også

på formålet med bestemmelserne. Opnåelse af dette

formål kræver, at lån m.v. kun kan ydes til

aktionærer, der er juridiske personer, som er underlagt et forbud mod

ydelse af lån m.v. til aktionærer, der er fysiske personer.

Såfremt det lægges til grund, at udenlandske

selskaber, der har en - som i aktieselskabslovens § 2 og

anpartsselskabslovens § 3 beskrevet - forbindelse med et dansk selskab, er at

betragte som moderselskaber i relation til aktieselskabslovens § 115, stk. 1

og 2, og § 115 a, stk. 1, vil aktionærlånsforbudet kunne

omgås. En omgåelse vil kunne ske ved, at aktionærerne

indskyder deres aktier i et selskab, der er beliggende i en stat, hvor

lovgivningen ikke forbyder aktionærlån. Herefter kan det danske

datterselskab lovligt, jf. § 115a, stk. 1, udlåne midler til det

udenlandske moderselskab, som derefter i overensstemmelse med det

pågældende lands lovgivning kan udlåne midlerne til

moderselskabets aktionærer, der tidligere var aktionærer i det

danske selskab.

Selv om kravene til kreditorbeskyttelsen er harmoniseret

af 2. selskabsretsdirektiv (77/91/EØF), er den materielle koncernret

(9. selskabsretsdirektiv), som bl.a. skal yde beskyttelse af

datterselskabernes kreditorer, som nævnt ovenfor imidlertid ikke

harmoniseret. Dette indebærer en risiko for kreditorerne i de enkelte

koncernselskaber. Koncernens midler kan eksempelvis gennem lån opspares

i moderselskabet, mens koncernens forpligtelser hviler på de enkelte

datterselskaber. I den forbindelse skal det bemærkes, at reglen i AL §

115a, stk. 1, ikke stiller nogle krav om vilkår for långivning

til moderselskaber, eksempelvis at moderselskabet ved hjemtagning af

lånet skal påtage sig hæftelse for datterselskabets

gæld. I tilfælde af økonomisk sammenbrud i koncernen med

et udenlandsk moderselskab kan datterselskabers kreditorer anlægge sag

mod moderselskabet, men dette vil i mange tilfælde føre til en

retssag i udlandet, hvilket vil afholde mange kreditorer fra et

sagsanlæg. Ikke mindst fordi indtaling af krav ved udenlandske domstole

ofte er udsigtsløs - selv i lande inden for EU. Reglerne i aktie- og

anpartsselskabsloven suppleres dog af bestemmelserne i straffeloven om svig,

bedrageri, økonomisk kriminalitet m.v. Det kan dog ikke antages, at

der i disse bestemmelser er tilstrækkelige garantier til, at de opvejer

beskyttelseshensynet bag den nuværende praksis omkring § 115 a, stk. 1,

og de vil samtidig kun særdeles vanskeligt kunne håndhæves

i udlandet. Erfaringen viser, at en række selskabstømmere

tilsyneladende lever uforstyrret i U.K.

I tidligere nævnte artikel af C. Boye Jacobsen, p.

35, er det i forbindelse med reglerne om egne aktier yderligere

anført: "At håndhæve disse bestemmelser fuldt ud uden for

aktieselskabsregisterets virkeområde er praktisk vanskeligt, lige som

det ville give juridiske komplikationer. Men ved at se på reglernes

formål - eller rettere ved at se på, hvad der ikke er reglernes

formål - er det muligt at fortolke reglerne således, at

resultatet bliver rimeligt. Det kan udtrykkes derhen, at det ikke er de

danske loves opgave at hindre, at de i udlandet registrerede selskabers

aktionærer og kreditorer lider tab."

Styrelsen finder, at dette også kan udtrykkes

således, at det er de danske selskabsloves formål at hindre, at

de i Danmark registrerede selskabers aktionærer og kreditorer lider

tab. Dette er netop tilfældet med aktieselskabslovens § 115 og § 115a,

der har som forudsætning, at moderselskabet er undergivet både

rettigheder og pligter efter bestemmelserne.

5. Koncernlån i fremmed lovgivning

5.1. Svensk og norsk ret

Den materielle koncernret er ikke harmoniseret i

Sverige eller Norge.

Den svenske aktiebolag indeholder i 12. kapitel, § 7 et

forbud mod aktionærlån, som i store træk svarer til den

danske aktieselskabslovs § 115, stk. 1. Forbudet omfatter ikke lån til

koncerner, jf. tilsvarende § 115a, stk. 1, i aktieselskabsloven. Begrebet

koncern i aktiebolagslovens forstand omfatter kun svenske aktieselskaber, dog

kan de lokale skattemyndigheder dispensere fra bestemmelsen, jf.

aktiebolagslovens 12. kapitel, § 8.

Styrelsen finder anledning til at bemærke, at skulle

man anlægge den fortolkning, at det er i strid med etableringsreglerne

ikke at tillade udenlandske moderselskaber at optage lån i

datterselskaber, er det tvivlsomt om en adgang til at dispensere fra forbudet

er tilstrækkeligt til at opfylde de EU-retlige forpligtelser.

Finansrådet og Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer har endvidere fremhævet den norske aktieselskabslov. I Norge

er udenlandske moderselskaber - i lighed med dansk selskabsret - som

udgangspunkt ikke omfattet af koncernbegrebet, medmindre der er tale om

moderselskaber i andre nordiske lande. Denne sidstnævnte undtagelse er

indsat af hensyn til konkursboers mulighed for anlæggelse af

omstødelsessøgsmål.

Herudover bemærkes, at koncernbegrebet i dansk

selskabsret er afgrænset således, at der kun er tale om

koncerner, så længe moderselskabet og dets datterselskaber enten

er aktie- eller anpartsselskaber. Efter svensk og norsk selskabsret er der

derimod tale om en koncern i de tilfælde, hvor blot moderselskabet er

et aktieselskab. Datterselskabets selskabsform er i den forbindelse uden

betydning.

5.2. Tysk ret

I tysk ret er der ikke bestemmelser, som svarer til

aktieselskabslovens § 115 og § 115a. Forholdet må derimod antages at

blive reguleret i større eller mindre omfang af den tyske materielle

koncernret.

De gældende koncernretlige regler stammer fra 1965,

og er erkendt som værende meget detaljerede og komplicerede. Reglerne,

som kun omfatter koncerner, hvor et aktieselskab indgår, må

primært anses for at være beskyttelsesregler overfor kreditorer

og aktionærer.

I tysk ret sondrer man mellem aftalekoncerner og faktiske

koncerner.

En aftalekoncern etableres ved, at der mellem

moderselskabet og datterselskabet indgås en aftale om koncernforholdets

nærmere udformning. Denne aftale består af en række

underaftaler, eksempelvis udbytte-, administrations- og beherskelsesaftale.

Tysk ret indeholder en særlige procedure, som skal iagttages i

forbindelse med etableringen af aftalekoncernen.

Beherskelsesaftalen må anses for at være den

væsentligste. Den indebærer, at moderselskabets ledelse direkte

kan henvende sig til ledelsen i datterselskabet og give bindende instrukser

til ledelsen. Til gengæld påtager moderselskabet sig en

række forpligtelser overfor datterselskabet, eventuelle

minoritetsaktionærer og datterselskabets kreditorer. Eksempelvis har

datterselskabet et udligningskrav, såfremt beherskelsesaftalen har

påført datterselskabet et tab, og datterselskabets kreditorer

har ved beherskelsesforholdets ophør krav på en eller anden form

for sikkerhed fra moderselskabet for deres krav mod datterselskabet.

En faktisk koncern er alle andre koncerner, hvor et

moderselskab har en faktisk ledelsesret over datterselskab. Ledelsesretten i

en faktisk koncern hviler til forskel fra aftalekoncernen ikke på et

formelt aftalegrundlag, men derimod på det forhold at moderselskabet

har en sådan indflydelse overfor selskabet, at det indgår i en

koncern med moderselskabet. I en faktisk koncern må et moderselskab kun

påføre datterselskabet en økonomisk ulempe, hvis

datterselskabet tilføres en økonomisk fordel af samme

størrelse eller datterselskabet ved regnskabsårets afslutning

får et løfte om en konkret modydelse. Iøvrigt er

etableringen af visse former for faktiske koncerner antaget at være

strafbelagt efter tysk ret.

Det bemærkes, at tysk koncernret desuden indeholder

en koncernform, som betegnes som et integreret datterselskab. For at

et selskab kan være et integreret datterselskab forudsætter det,

at selskabet er et helejet datterselskab. Konsekvensen af at selskabet

indgår i en koncern som et integreret datterselskab er, at selskabet

hæftelsesmæssigt og skattemæssigt betragtes som en filial

af moderselskabet, uagtet at datterselskabet fortsat er en selvstændig

juridisk enhed.

Det har i teorien været diskuteret om et udenlandsk

moderselskab kan støtte ret på den tyske koncernret, herunder

indgå beherskelsesaftale med et tysk datterselskab. Der er dog enighed

om, at den særlige form for koncernforhold, som etableres i form af et

integreret datterselskab, kun kan etableres mellem et tysk moder- og

datterselskab.

Det kan bemærkes, at Werlauff har udtrykt en vis

skepsis overfor, om et udenlandsk moderselskab skal indrømmes en

adgang til at indgå beherskelsesaftaler med et tysk datterselskab

uagtet hans principielle opfattelse af rækkevidden af art. 52 og 58

navnlig i forhold til dansk selskabsret.

5.3. Engelsk ret

Paul Krüger Andersen har i "Dansk koncernret", p.

77, redegjort for retstilstanden i engelsk ret. Han anfører

således, at "I sec. 330 og følgende paragraffer findes regler,

som forbyder selskabet at yde lån m.v. til selskabets ledelse og dem

nærstående (connected) personer eller selskaber. Reglerne

modsvarer de danske aktionærlånereglers forbud mod lån til

ledelsen, jf. AL §§ 115 og 115a, men der er intet almindeligt forbud mod

aktionærlån, således som det kendes fra de danske regler.

Der er således ikke behov for en generel undtagelsesbestemmelse, som

tillader koncernlån. ....... Låneforbuddet vedrørende

selskabets ledelse omfatter også lån til ledelsen i selskabets

holdingselskab. Hvis låntageren er 20 pct. aktionær i

holdingselskabet, betragtes holdingselskabet som nærstående i

forhold til den pågældende aktionær ifølge den

særlige definition af begrebet nærstående. Selskabet

omfattes dermed af forbudsreglen i sec. 330 3(b) og (c). Denne

personforbindelse mellem moder- og datterselskab er imidlertid ikke til

hinder for, at der ydes lån til moderselskabet, jf. undtagelsesreglen i

sec. 333."

Engelsk selskabsret adskiller sig på dette punkt

tilsyneladende væsentligt fra de danske bestemmelserne om

aktionærlån i aktieselskabslovens §§ 115 og 115a".

I skrivelse af 13. oktober 1998 bemærkede klageren

herefter:

"1.2 Klagers opfattelse

Det er klagers opfattelse, at aktieselskabslovens §

115a finder anvendelse på såvel indenlandske som udenlandske

moderselskaber.

1. Forbuddet mod aktionærlån Hjemmel

Ved lov nr. 232 af 7 juni 1952 blev § 45a indsat i

aktieselskabsloven. § 45a indeholdt et forbud mod udlån af et

aktieselskabs midler til aktionærer eller til medlemmer af selskabets

bestyrelse eller direktion, hvis selskabets aktier ikke var genstand for

offentlig kursnotering.

I folketingsudvalgets betænkning, jf. tillæg B

sp. 2177 anføres det, at der i udvalget var enighed om, at

lovgivningen ikke skulle gælde mellemværender mellem moder- og

datterselskaber. Dette forhold blev dog ikke nævnt udtrykkeligt i

lovteksten.

Allerede inden gennemførelsen af de første

lovbestemmelser om aktionærlån i 1952 havde

aktieselskabsregisteret igennem en række år i praksis indtaget

det standpunkt, at da et udlån til et selskabs aktionærer kunne

indbærer samme risiko for et selskabs kreditorer som en egentlig

tilbagebetaling af selskabskapitalen, måtte sådanne udlån

anses for stridende mod aktieselskabslovens bestemmelser om

kapitalnedsættelse.

Denne praksis blev imidlertid underkendt ved U 1952.30 H.

I dommen udtales:

"De af tiltalte udviste ... forhold er ikke direkte

omfattet af bestemmelserne ... om kapitalnedsættelse, og der findes

ikke i dommen at være fastslået sådanne særlige

omstændigheder, at tiltaltes forhold ganske kan ligestilles med

overtrædelse af de nævnte lovbestemmelser".

Når dommen alligevel pålagde bøder for

aktionærlåneforholdene var det med den begrundelse, at

låneforholdet fandtes stridende imod forskrifterne om bestyrelsens

pligt til at lede selskabet forsvarligt.

I betænkning nr. 362 fra 1964 blev bestemmelsen

vedrørende aktionærlån foreslået lempet derved, at

lån under visse betingelser kunne ydes til aktionærer og

medlemmer af direktionen (men ikke medlemmer af bestyrelsen). Bestemmelsens

anvendelsesområde blev på den anden side udvidet til at omfattet

revisorer.

Endvidere blev forbuddet / det delvise forbud

foreslået udvidet til at omfatte aktionærer, revisorer og

medlemmer af bestyrelse eller direktion i et moderselskab.

Moderselskabet som sådant skulle fortsat kunne

optage lån i datterselskabet.

Endelige blev det foreslået, at bestemmelsen skulle

finde anvendelse også på børsnoterede selskaber.

Betænkning nr. 362 fra 1964 resulterede ikke i en

lovændring.

I betænkning nr. 540 fra 1969 blev bestemmelsen om

aktionærlån foreslået ændret med udgangspunkt i det

i betænkning nr. 362 anførte blot med den modifikation, at

også lån til bestyrelsesmedlemmer under visse betingelser kunne

tillades.

Betænkning nr. 540 resulterede i aktieselskabsloven

af 1973, hvor det for første gang udtrykkeligt i lovteksten i § 115,

stk. 3 blev anført, at lån til moderselskaber ikke var omfattet

af forbuddet.

I den kommenterede aktieselskabslov fra 1973

anføres det i kommentaren til § 115, stk. 3: " Reglerne om

aktionærlån m.v. rammer fortsat ikke långivning indenfor

koncernforhold. Det må dog bemærkes, at sådan

långivning ikke må krænke eventuelle

minoritetsaktionærers interesser eller sikkerheden for kreditorerne i

det långivende selskab".

Ved lov nr. 282 af 9. juni 1982 blev forbuddet mod

aktionærlån m.v. gjort undtagelsesfrit for aktionærer og

medlemmer af bestyrelse eller direktion. Adgangen til at foretage udlån

til moderselskaber opretholdtes i den nye bestemmelse, § 115 a.

På intet tidspunkt er det i aktieselskabsloven eller

dens forarbejder anført eller antydet, at undtagelsen

vedrørende moderselskaber i den nuværende § 115 a alene skulle

gælde for danske selskaber.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse har

således ikke støtte i lovens forarbejder.

3. Juridisk litteratur

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse af

anvendelsesområdet for § 115 a savner - når bortses fra Den

kommenterede aktieselskabslov, 5. udg. som ikke kritiserer styrelsens

opfattelse - støtte i den juridiske litteratur.

Den juridiske litteratur antager således, at § 115 a

finder anvendelse på udenlandske moderselskaber.

Bernhard Gomard, Aktieselskaber og anpartsselskaber, 3.

udg., 1996, side 28:

"Det almindelige forbud mod aktionærlån

og vistnok også undtagelsen om et moderselskabs ret til optagelse af

lån i sit danske datterselskab gælder også for udenlandske

aktionærer og moderselskaber (ASL §§ 115 og 115a)"

I en note 19 til det citerede afsnit anføres

det:

"Anderledes Aktielovskommentaren s. 365 f. Spørgsmålet

om en fremmed aktionærs og et fremmed moderselskabs stilling er omtalt

i FT 1992/93, tillæg A, sp. 1589, hvor det fremhæves, at reglen i

§ 20 også gælder udenlandske moderselskaber og andre

aktionærer. Der er ingen grund til at anlægge en anden

fortolkning af § 115a. At forbyde moderselskaber i andre unionslande at

låne penge i deres danske datterselskaber er diskriminerende, og det er

ikke i dansk interesse at besværliggøre driften af et

datterselskab i Danmark".

På s. 316 anføres det videre:

"Både reglerne i ASL § 115 og 115a og også ÅRL § 61, stk. 3

om revisor omfatter både aktionærer, ledere, moderselskaber og

revisorer, der er bosat eller har hjemsted i Danmark og i udlandet..."

I en note 17 til det citerede afsnit anføres

det

: "Antages moderselskab også at omfatte et udenlandsk

moderselskab, må formentlig udlån til et udenlandsk moderselskabs

aktionærer anses for forbudt".

Paul Krüger Andersen, Dansk Koncernret, 1997,

side: 355-356:

"Reale grunde - bl.a. omgåelseshensyn - taler

også for at anvende i hvert fald nogle af de regler, der

vedrører datterselskaber på koncernforhold, hvor datterselskaber

er dansk, men moderselskaber udenlandsk. Det er klart, at der efter

omstændighederne kan være praktiske vanskeligheder med at

håndhæve pligterne, men dette gælder også i forhold

til moderselskaber med udenlandske datterselskaber. Under alle

omstændigheder har man jo datterselskabet at holde sig til, sml.

ovenfor note 67 vedrørende filialreglerne. Ligeledes er der intet til

hinder for at lade det udenlandske moderselskab nyde godt af reglerne om

koncernlån i AL § 115*. Der er (var) efter dette synspunkt heller intet

til hinder for at lade et udenlandsk moderselskab få

indløsningsret efter AL § 20b efter denne bestemmelses tidligere

udformning".

* Det må ud fra sammenhængen i det netop

citerede afsnit anses for givet, at der er tale om fejlskrift, når der

i 3. sidste citerede line anføres "§115". Der skulle rettelig

stå § 115 a"

Det eneste bidrag til diskussionen om § 115a, der (kun

delvist) peger i en anden retning er Christen Boye Jacobsen i U 92 B.

s 180. Artiklen angår dog hovedsageligt muligheder for i henhold til

EU-retten at opretholde et (eventuelt) forbud og er således ikke en

vurdering af anvendelsesområdet for § 115 a.

4. Begrebet "moderselskab"

Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse, at

udlån til et udenlandsk moderselskabs aktionærer m.v. er omfattet

af forbuddet i § 115. Begrebet "moderselskab" forstås altså i §

115 som omfattende både danske og udenlandske selskaber.

En sådan fortolkning, hvor et begreb - uden

støtte i lovmotiverne tillægges en betydning i én

lovparagraf og en anden - endda en for en økonomisk betragtning meget

væsentlig anden betydning - i en regel, der knytter sig til den

første som en undtagelse fra denne, er retskildemæssig helt

uantagelig.

5. Lovens formål

Formålet med forbuddet mod aktionærlån

m.v. i § 115 er at beskytte et selskabs kreditorer og (øvrige)

aktionærer mod tab.

Formålet med § 115a er at undgå

vanskeliggørelse af økonomiske transaktioner i en koncern. Det

anføres således i betænkning nr. 362 fra 1964, at

sådanne lån normalt må antages at være baseret

på berettigede økonomiske hensyn.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens betænkeligheder ved

at tillade udlån til udenlandske moderselskaber skyldes blandt andet,

at der i det pågældende udland ikke nødvendigvis findes

lovregler svarende til § 115, hvorfor der vil være en risiko for, at

det udenlandske moderselskab videreudlåner det i det danske

datterselskab optagne lån til sine aktionærer eller sin

ledelse.

Det skal understreges, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

ikke foretager en vurdering af det konkrete låneforhold eller af

beskyttelsen i udenlandsk ret.

Det følger af almindelige selskabsretlige regler,

at uanset den potentielle låners status, er et selskabs ledelse pligtig

at påse, at uforsvarlige udlån ikke foretages.

Der består således allerede et forbud mod

udlån, herunder til udenlandske moderselskaber, i tilfælde, hvor

udlånene medfører en risiko for, at kreditorer og

aktionærer i det selskab, der foretager udlånet vil lide tab.

Selskabets ledelse kan pådrage sig ansvar,

såfremt et selskab foretager uforsvarlige udlån, jf.

aktieselskabslovens § 140 samt den refererede U 1952.30 H.

Det er en uantagelig argumentationsform at anlægge

en inkonsistent fortolkning af begrebet "moderselskab" fordi lån til et

moderselskab kan være uforsvarlige. Oftest er lånene - som

i denne sag - fuldt forsvarlige. I de tilfælde, hvor lånet

er uforsvarligt, er långivningen forbudt efter almindelige

regler om ledelsens pligter.

6. EU-ret

6.1 Generelle synspunkter

Der er vedtaget flere selskabsretlige direktiver, men

ingen der direkte regulerer aktionærlån. At harmoniserende regler

ikke er vedtaget er ensbetydende med, at medlemsstaterne fortsat har

lovgivningskompetence, men denne skal udøves under overholdelse af

fællesskabsretten.

Dette er ensbetydende med, at der er et forbud mod

diskrimination af selskaber eller personer hjemmehørende i andre

medlemsstater.

Diskussionen i litteraturen vedrørende

anvendelsesområdet for § 115 a har i vid udstrækning gået

på, om Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse er i strid med

traktatens bestemmelser om ret til fri etablering i henhold til traktatens

art. 52, jf. art. 58.

Forskelsbehandling på baggrund af nationalitet er

direkte diskriminerende med mindre forskelsbehandlingen kan

retfærdiggøres under henvisning til et tvingende alment hensyn,

der kan ikke opnås ved mindre indgribende foranstaltninger.

Som det er fremgået af redegørelsen, er dette

ikke tilfældet. De til støtte for styrelsens opfattelse af § 115

a nævnte hensyn (beskyttelse af kreditorer og

minoritetsaktionærer) er også tilstede ved udlån til danske

moderselskaber, men alligevel er der her intet generelt forbud. I de

tilfælde, hvor der konkret er behov for at modvirke et lån, kan

dette ske med støtte i anden - ikke diskriminerende - lovgivning.

På trods af, at der naturligvis i enkelte

tilfælde kan påvises en uhensigtsmæssig effekt ved

udlån til udenlandske moderselskaber, vil det være i strid med

EU-rettens princip om ret til fri etablering at opretholde en sådan

fortolkning, idet samme mål kan opnås med mindre indgribende

midler, nemlig anvendelse af præcis de regler, som kan anvendes,

når ledelsen i et datterselskab på uforsvarlig vis yder lån

til et dansk moderselskab.

Erik Werlauff har bl.a. i U92 B. 8 ff. (sammen med Karsten

Engsig Sørensen), i Selskabsret, 2. udg., 1994, s. 117 og

Koncernretten 1996., s. 99 særligt under hensyn til EF´s regler om ret

til fri etablering kritiseret Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse af

anvendelsesområdet for § 115a.

I Christen Boye Jacobsens artikel i U 92 B s. 180, Om

udenlandske moderselskaber anføres:

"Den omfattende retspraksis, der er gennemgået i

EF-Karnov, s. 283ff, viser, at en værtslandsregel kan være en

ugyldig restriktion, hvis den gør det mere byrdefuldt - direkte eller

indirekte, aktuelt eller potentielt - for udenlandske end for indenlandske

koncerner at virke i Danmark. Tilsvarende kunne tænkes, hvis man satte

danske koncernretsregler i kraft for udenlandske koncerner, hvorved de kom

til at gælde i tillæg til deres hjemlands lov. I så fald

måtte Danmark bevise følgende tre ting:

For det første, at den enkelte danske koncernregel

varetager væsentlige samfundshensyn af generel almen interesse. Det kan

dreje sig om beskyttelse af kontraktsparter, forbrugere, immaterielle

rettigheder. Dette bevis kunne nok ofte føres.

For det andet må den beskyttelse, der

tilstræbes ved den danske regel, kun iværksættes i det

omfang, den i det enkelte tilfælde ikke allerede er

tilstrækkeligt sikret ved lovgivningen i moderselskabets hjemstat.

EF-Domstolens praksis udelukker, at der kan opstilles generelle

påstande. Foreneligheden eller uforeneligheden kan alene afgøres

efter en komparativ undersøgelse i hvert enkelt tilfælde, for

hver enkelt regel for sig.

For det tredje skal der være proportionalitet mellem

det formål, der angives tilstræbt, og de midler, der bruges. Hvis

det er muligt at vælge flere midler, skal det mildeste middel bruges.

Man kan navnlig ikke vælge et strengere middel af hensyn til, at det

letter kontrol. Dette synes her at pege på, at man ikke kan fravige den

proportionalitet, som de almindelige lovvalgsregler reelt er udtryk for.

Det følger heraf, at man ikke "bare" kan

sætte hele værtslandets (datterselskabets hjemlands) selskabsret

i kraft. Det må i det enkelte tilfælde undersøges, hvilket

besvær og hvilke omkostninger, dvs. restriktioner, det medfører

for moderselskabet, eller om moderselskabet allerede efter sit hjemlands ret

er pålagt pligter, der giver datterselskabets kreditorer, mindretal og

arbejdstagere en beskyttelse, der med Traktatens ord er "ligeværdig"

(art. 54, stk. 3, litra g). Det er således et område, hvor

Traktatens system indebærer, at forskelle må fjernes ved

harmonisering".

Forfatteren argumenterer ikke for eller imod

hensigtsmæssighed og lovligheden (i henhold til dansk ret) af Erhvervs-

og Selskabsstyrelsens opfattelse af § 115a, men derimod blot for mulighederne

for at Erhvervs- og Selskabsstyrelsen - på trods af EU-retten - kan

opretholde sin opfattelse.

6.2 C Limited sagen

Nedenfor gennemgås kort en sag, der blev anlagt

ved Østre Landsret den 8. september 1995 af C Limited mod Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen.

I landsretssagen gjorde sagsøgte (Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen) gældende, at registreringsnægtelsen efter

EF-domstolens praksis var forenelig med EF-traktatens artikel 58, jf. artikel

56, idet anmeldelsen af en filial i Danmark må anses for en

omgåelse af kravet i anpartsselskabslovens § 2 om mindste krav til

kapitalens størrelse, ligesom etableringen i England er sket med

henblik på at udøve hele selskabets virksomhed i Danmark.

Nægtelsen af registrering er sket for at varetage vigtige

offentligretlige hensyn såsom bekæmpelse af konkursrytteri samt

beskyttelse af kreditorer og medkontrahenter, og kan ikke forfølgelse

med mindre indgribende midler.

Dommens hoved er sålydende:

"Landsretten fandt, at etableringsretten i EU ikke

beskytter i tilfælde, hvor et udenlandsk selskab opretter en filial i

Danmark med det formål, at omgå kapitalkravene i den danske

selskabslovgivning".

Det anføres i dommens præmisser:

"Efter bevisførelsen må det lægges til

grund, at B og hans hustru har erhvervet C Limited for et beløb

svarende til ca. 1.000 DKK alene med det formål at oprette en filial af

dette selskab i Danmark med den hensigt derved at omgå de danske regler

om mindste krav til selskabskapitalens størrelse. Det må

endvidere lægges til grund, at C Limited ikke selv driver nogen form

for virksomhed. ...

Da landsretten herefter finder, at den omgåelse af

præceptive danske lovregler, der er tilsigtet af sagsøgeren,

efter EF-domstolens praksis ikke er at beskytte efter EF-regler om

etableringsfrihed, tager landsretten sagsøgtes

frifindelsespåstand til følge".

Dommen blev anket til Højesteret, der har forelagt

Domstolen et præjudicielt spørgsmål i henhold til art.

177.

Dommen foreligger endnu ikke. Generaladvokat D fremsatte

forslag til afgørelse i retsmødet (domstolens plenum) den 16.

juli 1998. Han foreslog domstolen følgende besvarelse af det

præjudicielle spørgsmål:

"EF-traktaten, artikel 52 ff. er til hinder for, at en

medlemsstats myndighed nægter registrering af en filial af et selskab

med begrænset hæftelse, der er stiftet i overensstemmelse med

lovgivningen i en anden medlemsstats, på hvis område det har sin

hjemsted, når denne nægtelse har sin baggrund i følgende

forhold: i) selskabet driver ikke selv erhvervsmæssig virksomhed; ii)

filialen ønskes oprettet for at drive hele virksomheden i dette land,

hvor filialen oprettes, og iii) denne fremgangsmåde gør det

muligt for stifterne at undgå indbetaling af den større

selskabskapital, der ville være blevet opkrævet, hvis selskabet

var blevet stiftet i den medlemsstat, hvori filialen ønskes

åbnet".

Ovennævnte citat er fra publikationen arbejdet ved

De Europæiske Fællesskabers Domstol og Ret i Første

Instans, ugerne 13. - 167. juli og 20. - 24. juli.

For så vidt angår pkt. iii) er den danske

oversættelse imidlertid fejlagtig, hvorfor klager selv har foranlediget

dette pkt. oversat.

7. Sammenfatning

Aktieselskabslovens forarbejder støtter på

ingen måde Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse, der endvidere

må forkastes, idet den beror på en uantagelig

retskildemæssig slutning, der forudsætter modstridende

fortolkning af begrebet "moderselskab" i henholdsvis hovedregelen i § 115

undtagelsen i § 115 a.

En formålsfortolkning af bestemmelserne giver ingen

støtte til Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse. Eventuelle

tilfælde af misbrug vil i alle tilfælde være omfattet af

aktieselskabslovens almindelige regler om pligt til at lede et selskab

forsvarligt. Disse regler er fuldt tilstrækkelige.

Der er i den juridiske litteratur i det væsentlige

enighed om, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse er forkert.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse er i strid med

EU-retten. Der er tale om en diskriminerende forskelsbehandling mellem danske

og andre medlemsstaters selskaber. Denne forskelsbehandling kan ikke

retfærdiggøres.

Selv om der kunne påvises en statistisk

større risiko for kreditorer og aktionærer ved udlån til

udenlandske moderselskaber - og det forudsættes, at dette ville blive

tillagt betydning under EU-retten, hvilket klager ikke mener - kan et

generelt forbud ikke håndhæves.

De EU-retlige betragtninger ville gøre sig

gældende, uanset om Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse havde

udtrykkelig dansk lovhjemmel."

Ved skrivelse af 26. november 1998 udtalte Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen herefter:

"...

Klagers advokat har i sit indlæg, side 5,

anført at "Det er Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse, at

udlån til et udenlandsk moderselskabs aktionærer m.v. er omfattet

af forbuddet i § 115. Begrebet "moderselskab" forstås altså i §

115 som omfattende både danske og udenlandske selskaber.

En sådan fortolkning, hvor et begreb - uden

støtte i lovmotiverne tillægges en betydning i én

lovparagraf og en anden - endda en for økonomisk betragtning meget

væsentlig anden betydning - i en regel, der knytter sig til den

første som en undtagelse fra denne, er retskildemæssigt helt

uantageligt".

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal i den forbindelse

henvise til tidligere fremsendte notat af 31. oktober 1997, hvor det i

indledningen anføres, at et udlån fra et dansk datterselskab til

et udenlandsk "moderselskab" er omfattet af

aktionærlånsbestemmelserne i aktieselskabslovens § 115. Det

udenlandske "moderselskab" opfattes ikke som et dansk moderselskab, netop

fordi det udenlandske "moderselskab" hverken er stiftet eller som

"moderselskab" reguleret på grundlag af dansk ret, og derfor ikke

umiddelbart kan anses som et aktieselskab i aktieselskabslovens forstand.

Begrebet moderselskab i aktieselskabslovens § 115

fortolkes således ikke som omfattende både danske og udenlandske

moderselskaber og advokat As opfattelse af styrelsens fortolkning af begrebet

moderselskab efter aktieselskabslovens § 115 er derfor forkert.

Herudover har styrelsen bemærkninger til de af

advokaten anførte citater fra bl.a. Bernhard Gomard "Aktieselskaber og

Anpartsselskaber", 3. udgave, 1996, og Paul Krüger Andersen, "Dansk

Koncernret", 1997, som begge omtaler aktieselskabslovens bestemmelser om

indløsning af aktier, hvis anvendelsesområde nu tillige

gælder for udenlandske moderselskaber og andre aktionærer.

Styrelsen skal hertil anføre, at

anvendelsesområdet i aktieselskabslovens bestemmelser om

indløsning af aktier blev udvidet i forbindelse med en ændring

af aktieselskabsloven, jf. lov nr. 1060 af 23. december 1992, hvor

aktieselskabslovens §§ 20b - 20d blev ændret væsentligt.

Udvidelsen var et resultat af betænkning nr. 1229 om forenkling og

fremtidstilpasning af selskabslovene. I bemærkningerne til

selskabspanelets lovforslag, § 1, nr. 16, jf. lovforslag nr. L61, Folketinget

1992-93, § 1, nr. 18, anføres: "De gældende bestemmelser i §§ 20

b - 20 d regulerer alene forholdene vedrørende indløsning af

minoritetsaktionærer, når storaktionæren er et

aktieselskab. Efter den hidtidige administrative opfattelse har det

været lagt til grund, at bestemmelserne alene finder anvendelse

på moderselskaber, der er omfattet af denne lov, dvs. registreret i

Danmark. Den foreslåede formulering indebærer, at bestemmelsernes

anvendelsesområde udvides til også at omfatte situationer, hvor

storaktionæren er en juridisk person af anden karakter end aktieselskab

eller er en fysisk person. Der findes ikke længere at være

grundlag for at undtage disse situationer fra reglerne om

indløsningspligt og -ret, da der har vist sig at være et behov

for at kunne indløse minoritetsaktionærer, der ikke har reel

indflydelse på selskabet.

Den nuværende fortolkning af aktieselskabslovens §

115a er baseret på en årelang praksis med udgangspunkt i

aktionærlånsbestemmelserne tilblivelseshistorie.

Spørgsmålet om en eventuel fortolkningsudvidelse af

anvendelsesområdet til også at være gældende for

udenlandske "moderselskaber" har på det seneste været

drøftet på møder mellem Erhvervs- og Selskabsstyrelsen,

Erhvervsministeriet, Finansrådet og Foreningen af Statsautoriserede

Revisorer. Den endelige konklusion har imidlertid vist, at der ikke kan

rokkes ved den nuværende fortolkning af og praksis for

aktieselskabslovens § 115a i relation til udenlandske moderselskaber, jf.

vedlagte kopi af Erhvervsministeriets brev til Finansrådet og

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer, Af brevet fremgår ligeledes,

at reglerne om aktionærlån ikke kan anses for diskrimination af

udenlandske selskaber i forhold til EØF-traktatens

etableringsregler.

Styrelsen skal endelig påpege, at den af advokaten

nævnte C Limited-sag, som verserer ved EF-domstolen, vedrører en

helt anden problemstilling og et helt andet regelsæt end den af

styrelsen trufne afgørelse, som advokaten nu har indklaget for

Erhvervsankenævnet."

Ved skrivelse af 22. december 1998 bemærkede

klageren yderligere :

"...

Da sagen forhandles mundtligt skal jeg på

nuværende tidspunkt indskrænke mig til at imødegå et

enkelt - til gengæld helt centralt - punkt i Styrelsens seneste

argumentation.

Det hævdes nemlig, at min opfattelse af Styrelsens

fortolkning af begrebet "moderselskab" i aktieselskabslovens § 115 er

forkert.

Efter min opfattelse er det tværtimod Styrelsens

argumentation, der er forkert.

Generelt er Styrelsens hovedsynspunkt, at udenlandske

moderselskaber ikke er omfattet af § 115a.

Da et udenlandsk moderselskab naturligvis er

aktionær, betyder det, at hovedreglen i § 115, der forbyder lån

til aktionærer finder anvendelse, og - efter Styrelsens opfattelse - at

denne hovedregel må stå ved magt, da undtagelsesreglen i § 115a,

ikke kan anvendes. § 115 forbyder imidlertid også lån til bl.a.

bestyrelsesmedlemmer eller direktører i et moderselskab til selskabet.

Reglen forbyder derimod ikke lån til personer, der er

bestyrelsesmedlemmer eller direktører i et selskab, der er

"almindelig" aktionær i selskabet. Imidlertid er det Styrelsens

opfattelse, at forbudet i § 115 også omfatter bl.a.

bestyrelsesmedlemmer og direktører i udenlandske moderselskaber.

Det kan således fastslås, at efter Styrelsens

opfattelse betyder ordet "moderselskab" i § 115, et "dansk eller udenlandsk

moderselskab", mens ordet "moderselskab" i § 115a - der som nævnt

knytter sig til accessorisk til § 115 - alene betyder "dansk

moderselskab".

Ved skrivelse af 19. januar 1999 udtalte Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen yderligere:

"...

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen skal i den forbindelse

oplyse, at bestyrelsesmedlemmer og direktører i "udenlandske

moderselskaber" som udgangspunkt er berettiget til på lovlig vis at

modtage lån fra det danske "datterselskab". Denne opfattelse skal ses i

lyset af, at det danske selskabs udenlandske moderselskab ikke er et

moderselskab i aktieselskabslovens forstand, hvorfor et sådant

lån ikke vil være omfattet af forbudet i aktieselskabslovens §

115, stk. 1.

Det er dog samtidig styrelsens opfattelse, at et

sådant lån efter omstændighederne alligevel kan anses for

omfattet af forbudsbestemmelsen i aktieselskabslovens § 115. Det vil

være tilfældet, hvor formålet ved en lånekonstruktion

har været at omgå bestemmelsen, f.eks. hvis der mellem

långiver og den reelle lånmodtager indskydes et eller flere led,

som lånmodtager har bestemmende indflydelse over, således at

lånmodtager i realiteten må anses for eksempelvis aktionær

omfattet af § 115. Det kan derfor ikke udelukkes at lånekonstruktionen

set udfra en helhedsbetragtning vil kunne opfattes som en omgåelse af

aktieselskabslovens § 115, stk. 1.

Begrebet "moderselskab" i aktieselskabslovens § 115

fortolkes således ikke som omfattende både danske og udenlandske

moderselskaber og Erhvervs- og Selskabsstyrelsens fortolkning af begrebet

"moderselskab" i relation til aktieselskabslovens § 115 og 115a er derfor

fuldt ud konsistent."

Sagen blev herefter den 2. juni 1999 mundtligt forhandlet

i ankenævnet. Erhvervs- og Selskabsstyrelsens repræsentanter

tilkendegav herunder, at udlån af et selskabs midler til et udenlandsk

søsterselskab efter styrelsens opfattelse ikke rammes af forbudet i

aktieselskabslovens § 115, medmindre der i omgåelseshensigt sker

videreudlån til søsterselskabets aktionærer m.v., herunder

det udenlandske moderselskab.

Der var enighed mellem sagens parter om, at

spørgsmålet om, hvorvidt de særlige rentebestemmelser i

aktieselskabslovens § 117, stk. 4, skal gøres gældende,

hjemvises til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen til fornyet overvejelse.

Ankenævnets afgørelse:

Ankenævnets flertal (Ellen Andersen, Suzanne

Helsteen og Vagn Joensen) udtaler:

Forbudet i aktieselskabslovens § 115 mod udlån af et

selskabs midler til bl.a. aktionærer i selskabet og dets moderselskab

tager sigte på at beskytte selskabets minoritetsaktionærer og

kreditorer samt at imødegå omgåelse af reglerne om

udbyttebeskatning.

I aktieselskabslovens § 115 a er der gjort undtagelse fra

forbudet for lån til et selskabs moderselskab med henblik på at

imødekomme koncerners behov for en hensigtsmæssig

likviditetsstyring. Denne undtagelse er i forhold til de

førnævnte beskyttelses- og omgåelseshensyn af

begrænset rækkevidde for så vidt angår udlån

til danske moderselskaber, idet disse er omfattet af forbudet i § 115 mod

(videre)udlån til moderselskabets aktionærer og ledelse, af

årsregnskabslovens regler om koncernregnskaber, af danske regler om

udbyttebeskatning og af de danske myndigheders jurisdiktion.

En adgang for et moderselskab uden for dansk skatte- og

regnskabsmæssig jurisdiktion til at hente likviditet i et dansk

datterselskab uden udbyttebeskatning findes hverken i relation til reglen i

EF traktatens art. 12 eller til reglerne i traktatens art. 48, jf. art. 43

(tidligere art. 58, jf. art. 52), at kunne jævnføres med et

indenlandsk moderselskabs låneadgang efter aktieselskabslovens § 115

a.

Aktieselskabslovens regler for moderselskaber er i det

hele udformet med henblik på danske moderselskaber, og

spørgsmålet om, hvorledes de førnævnte

beskyttelses- og omgåelseshensyn skulle kunne varetages ved udlån

til udenlandske moderselskaber, er ikke behandlet i forarbejderne til § 115

a. Der er således ikke holdepunkter for at antage, at

undtagelsesbestemmelsen i § 115 a omfatter moderselskaber, der ikke er

registreret her i landet.

Disse medlemmer stemmer derfor for at stadfæste

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 6. august 1998.

Ankenævnets mindretal (Eskil Trolle og Finn

Møller Kristensen) udtaler:

Undtagelsen i aktieselskabslovens § 115 a til det

generelle aktionærlånsforbud i § 115 har til formål at

imødekomme koncerners behov for en hensigtsmæssig

likviditetsstyring.

Ordlyden af aktieselskabslovens § 115 a begrænser

ikke begrebet moderselskab til danske selskaber. Ordlyden af

koncerndefinitionen i aktieselskabslovens § 2 indeholder ej heller en

sådan begrænsning. Dette står i modsætning til

aktieselskabslovens § 49 stk. 3, som indeholder en udtrykkelig

nationalitetsbegrænsning, idet medarbejdernes ret til

koncernrepræsentation i bestyrelsen er begrænset til et

moderselskab og dets her i landet registrerede datterselskaber.

Lovmotiverne indeholder heller ikke faste holdepunkter for

at begrænse undtagelsesbestemmelsen i aktieselskabslovens § 115 a til

alene at omfatte danske moderselskaber. Begrænsningen beror herefter

alene på Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis.

EF-traktatens (TEF) artikel 12 indeholder et generelt

forbud mod enhver forskelsbehandling, der udøves på grundlag af

nationalitet, indenfor traktatens anvendelsesområde.

TEF artikel 43 fastlægger i stk. 1 den frie

etableringsret indenfor traktatens område. Af stk. 2 fremgår, at

statsborgere i en medlemsstat ikke blot har ret til uhindret sekundær

etablering i andre medlemsstater, men også til at oprette og lede

virksomheder, herunder navnlig selskaber i den i TEF artikel 48 stk. 2

anførte betydning på de vilkår, som i etableringslandets

lovgivning er fastsat for landets egne statsborgere.

Det følger endvidere af TEF artikel 48 (tidligere

artikel 58), at den frie etableringsret i henhold til TEF artikel 43

(tidligere artikel 52) også gælder for selskaber, som er oprettet

i overensstemmelse med en medlemsstats lovgivning, og hvis

vedtægtsmæssige hjemsted, hovedkontor eller hovedvirksomhed er

beliggende indenfor Fællesskabet.

Det følger af EF-domstolens praksis, at TEF artikel

43 sammenholdt med TEF artikel 48 indebærer et forbud mod enhver

national foranstaltning, som begrænser udøvelsen af den frie

etableringsret ved at diskriminere på grundlag af et selskabs

vedtægtsmæssige hjemsted.

Uanset om det i øvrigt - hvilket i lyset af

EF-domstolens afgørelse i sag C-212/97 C Ltd. må anses for

tvivlsomt - måtte kunne lægges til grund, at de af Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen påberåbte hensyn, herunder navnlig hensynet til

beskyttelse af et dansk datterselskabs kreditorer, kan anses for omfattet af

begrebet den offentlige orden i TEF artikel 46, og derfor under visse

omstændigheder kan legitimere en forskelsbehandling, er det

ifølge Erhvervs- og Selskabsstyrelsens praksis gældende

absolutte forbud mod lån til et moderselskab i en anden medlemsstat,

ikke omfattet af denne bestemmelse.

Der er for det første ikke tale om et egnet middel

til opnåelse af det tilsigtede formål. Såfremt Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens fortolkning af begrebet moderselskab i aktieselskabslovens

§ 115 stk. 1 og § 115 a lægges til grund, følger det

modsæt-ningsvis af hovedreglen i § 115 stk. 1, at der - med en mindst

lige så usikker stilling for kreditorerne til følge - frit kan

udlånes til ledelsen og aktionærerne i det udenlandske

moderselskab, medmindre der foreligger egentlig omgåelse af

aktionærlånsforbudet i denne bestemmelse.

Det er endvidere under sagen bekræftet af Erhvervs-

og Selskabsstyrelsen, at der, med mindre der foreligger egentlig

omgåelse, kan ske udlån til et udenlandsk søsterselskab.

Når lovgiver således ikke har lagt lovmæssige

begrænsninger for udenlandske søsterselskaber til at låne

selskabets penge forekommer et forbud mod aktionærlån til

udenlandske moderselskaber ud fra en praktisk betragtning at være

meningsløs.

Dertil kommer, at et absolut forbud mod lån til et

moderselskab i en anden medlemsstat er i strid med det i TEF artikel 46

indeholdte proportionalitetskrav. Et sådant absolut forbud opfylder

hverken betingelsen om, at der skal være forholdsmæssighed mellem

mål og midler, eller betingelsen om, at en national foranstaltning, som

begrænser udøvelsen af den frie etableringsret, ikke må

gå videre end strengt nødvendigt for at opnå

foranstaltningens formål.

Det er disse medlemmers opfattelse, at muligheden for at

foretage en hensigtsmæssig likviditetsstyring indenfor en koncern er et

behov, der ikke er mindre beskyttelsesværdigt i relation til et

moderselskab fra en anden medlemsstat end i relation til et dansk

moderselskab. Ikke desto mindre er moderselskaber med

vedtægtsmæssigt hjemsted i en anden medlemsstat a priori

udelukket fra at anvende et for danske moderselskaber til rådighed

stående likviditetsstyringsmiddel, uanset om det udenlandske

moderselskab i medfør af den pågældende medlemsstats

lovgivning er underlagt begrænsninger af hensyn til beskyttelse af

kreditorerne, som må anses for ligeværdige med de i dansk

selskabslovgivning gældende. Det er i denne sammenhæng ikke af

selvstændig betydning, at selskabsretten - herunder

aktionærlånsregler - endnu ikke er fuldstændigt

harmoniseret indenfor Fællesskabet. Den blotte mulighed for misbrug ved

udnyttelse af en mere lempelig selskabsretlig lovgivning i en anden

medlemsstat kan ikke begrunde et så væsentligt indgreb i den frie

etableringsret, som finder udtryk i den nuværende diskriminerende

praksis i relation til aktieselskabslovens § 115 a. Hertil kommer, at

risikoen for omgåelse af aktionærlånsforbudet i denne

bestemmelse kan imødegås ved hjælp af mindre restriktive

foranstaltninger.

Udgangspunktet er, at Danmark i mangel af harmonisering af

de beskyttelsesgarantier, som udgør modstykket til undtagelsesreglen i

aktieselskabs-lovens § 115 a, bevarer retten til at fastsætte regler

eller iværksætte andre foranstaltninger til

imødegåelse af risikoen for misbrug af denne bestemmelse. I det

omfang udøvelsen af de ved EF-traktaten sikrede grundlæggende

friheder herved generes eller gøres mindre attraktiv, skal de

pågældende foranstaltninger imidlertid opfylde fire betingelser:

De skal anvendes uden forskelsbehandling, de skal være begrundet i

tvingende samfundsmæssige hensyn, de skal være egnede til at

sikre virkeliggørelsen af de formål de forfølger, og de

må ikke gå ud over, hvad der er nødvendigt for at

opnå formålet (proportionalitetskravet).

Som det fremgår af det ovenfor anførte, er

det disse medlemmers opfattelse, at disse fire betingelser ikke er opfyldt i

relation til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen praksis, hvorefter moderselskaber

i andre medlemsstater ikke er omfattet af undtagelsen i aktieselskabslovens §

115 a, allerede fordi denne praksis er er i strid med

diskriminationsforbudet.

Der kan imidlertid indenfor rammerne af en traktatkonform

fortolkning af aktieselskabsloven træffes enhver ikke-diskriminerende

og proportional foranstaltning, som er egnet til at hindre omgåelse af

aktionærlånsforbudet i § 115 stk. 1, eller som består i

pålæggelse af sanktioner for sådanne forhold, enten over

for selskabet selv eller over for selskabsdeltagerne i tilfælde, hvor

stiftelsen af et moderselskab i en anden medlemsstat reelt skyldes

ønsket om at unddrage sig det i Danmark gældende

aktionærlånsforbud.

Aktieselskabslovens § 54 indeholder i så henseende

et væsentligt instrument. Ifølge denne bestemmelse er

bestyrelsen ansvarlig for en forsvarlig organisation af selskabets

virksomhed. Når en bestyrelse godkender et lån til et udenlandsk

moderselskab, må der antages at påhvile bestyrelsen en

skærpet opmærksomhed på det udenlandske moderselskabs

kreditværdighed. Denne kreditværdigheds-bedømmelse

må antages også at omfatte en vurdering af de for det

pågældende moderselskab i udlandet gældende regler om

regnskabsaflæggelse, kapitalkrav, kreditorbeskyttelse og forbud mod

aktionærlån. Det bør i denne forbindelse, såfremt

kreditorernes interesser ikke må anses for tilstrækkeligt sikret

på anden vis, indgå som et væsentligt element, om der for

det udenlandske moderselskab findes aktionærlånsregler, der

på tilstrækkelig vis beskytter mod videreudlåning af de

midler, der er udlånt fra det danske datterselskab.

Et engelsk selskab opfylder ikke denne sidste del af

kreditværdighedsbedømmelsen efter de i England (ikke)

gældende regler om kapitalkrav og forbud mod (videre)

aktionærlån. Det er derfor et af disse medlemmers (Trolle)

opfattelse, at sådanne begrænsninger vil kunne opfyldes ved en

konkret aftale mellem det danske datterselskab og det engelske moderselskab

om, at lånet forfalder ved nedgang i moderselskabets kapital, ved

moderselskabets videreudlån til dettes egne aktionærer etc.

Sådanne aftalte kauteler for lånet kunne omtales i en note til

det danske datterselskabs årsregnskab.

Endvidere vil en dansk domstol i konkrete tilfælde,

hvor der på grundlag af objektive elementer kan konstateres at

foreligge omgåelse, uden at komme i konflikt med traktatens regler,

kunne erklære et lån til et udenlandsk moderselskab for ulovligt

med deraf følgende tilbagesøgningspligt for datterselskabet og

tilbagebetalingspligt for moderselskabet.

Det tilsigtede formål vil kunne opnås ved at

ændre aktieselskabslovens § 115 a således, at det gøres

til en betingelse for udlån til et moderselskab, at der for dette

gælder aktionærlånsregler, der indeholder mindst samme

beskyttelse som hovedreglen i aktieselskabslovens § 115.

Det er endvidere disse medlemmers opfattelse, at et forbud

mod aktionærlån til moderselskabers aktionærer,

bestyrelsesmedlemmer og direktører følger af en fortolkning af

aktieselskabslovens § 115.

Der er næppe tvivl om, at et absolut forbud,

således som det i dag praktiseres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, er

at foretrække ud fra et håndhævelsessynspunkt. Det er

imidlertid gentagne gange fastslået i EF-domstolens praksis, at

hensynet til at lette offentlige myndigheders administrations-, kontrol og

håndhævelsesbyrder ikke i sig selv kan begrunde indgreb i

fundamentale traktatrettigheder.

Under disse omstændigheder finder disse medlemmer af

Erhvervsankenævnet, at den af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

håndhævede fortolkning af aktieselskabslovens § 115 a er

stridende imod EU-retten.

Ifølge traktatens artikel 234 (før den 1.

maj 1999 artikel 177) kan et præjudicielt spørgsmål rejses

ved en ret i en af medlemsstaterne. EU-domstolen har imidlertid fortolket en

ret i en medlemsstat til ikke blot at gælde domstole, men også

andre juridiske organer med et domstolslignende præg1.

Erhvervsankenævnet er en administrativ instans, men

med domstolslignende præg, idet dens medlemmer alle er

uafhængige, udpeget af erhvervsministeren, og nævnet fungerer med

en kontradiktorisk domstolslignende procedure. EU-domstolen har således

anerkendt, at et hollandsk ankenævn, der ikke var en domstol, var

omfattet af artikel 1772.

Erhvervsankenævnets afgørelse er ikke

endelig, hvis Erhvervsankenævnet stadfæster Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens afgørelse. I så fald kan klageren indbringe

Erhvervs- og Selskabsstyrelsens og Erhvervsankenævnets afgørelse

for domstolene.

Men hvis ankenævnet, eksempelvis med begrundelse i

EU-regelfortolkning går imod Erhvervs- og Selskabsstyrelsens

afgørelse, vil Erhvervsankenævnets afgørelse være

endelig, idet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen ikke vil være berettiget

til at indbringe Erhvervsankenævnets afgørelse for de

almindelige domstole. I den situation er Erhvervsankenævnets

afgørelse derfor endelig i artikel 234, stk. 3's forstand, og der

opstår i så fald efter disse medlemmers opfattelse en pligt for

nævnet til at forelægge EU-retlige præjudicielle

spørgsmål for EU-domstolen - også uanset at påstand

herom ikke har været nedlagt af nogen af parterne.

Disse medlemmer finder derfor, at den af Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen håndhævede indskrænkende fortolkning af

aktieselskabslovens § 115 a, stk. 1, burde forelægges for EU-domstolen

til præjudiciel bedømmelse, idet staten i modsat fald ikke ville

kunne få sin opfattelse af den indskrænkende fortolkning af

moderselskabsbegrebet i aktieselskabslovens § 115 a, stk. 1, til kun at

gælde danske moderselskaber prøvet for EU-domstolen, hvis staten

ønsker det. Da disse medlemmer imidlertid er i mindretal, opstår

pligten til præjudiciel forelæggelse ikke.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet,

således at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 6.

august 1998 stadfæstes, dog således at fristen for inddrivelsen

af lånet med den aftalte rente fastsættes til 3 måneder fra

ankenævnets afgørelse, og således at

spørgsmålet om, hvorvidt rentebestemmelsen i aktieselskabslovens

§ 117, stk. 4, skal gøres gældende, hjemvises til Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen til fornyet overvejelse.

___________________

1 Jfr. Claus Gulmann og Karsten Hagel-Sørensen:

EU-ret, 3. udgave 1995, pag. 283 ff.

2 Se sag 245/80 Broekmeulen, saml. 1981, side 2311, samt case 36/73 [1973]

ECR 1299 og case 61/65 [1966] ECR 261.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter