Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse
(Til samtlige kommunalbestyrelser og
amtsråd samt hovedstadsrådet)
I. Indledning og hovedindholdet af lovændringen
Ved lov nr. 204 af 18. maj 1982 er lov nr. 372 af 13. juni 1973 om
miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 345 af 25. juni 1981, blevet
ændret. Ændringerne træder i kraft den 1. januar 1983. Miljøbeskyttelsesloven
er med de vedtagne ændringer nu bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 663 af
16. december 1982.
Lovændringen har fundet sted som følge af revisionsbestemmelsen i lovens §
96. Der er ikke sket ændringer i lovens grundlæggende principper ved denne
revision, men en række ændringer af betydning for miljømyndighederne er dog
gennemført.
Dette gælder således reglerne om miljøankenævnet og reglerne om
klageberettigelse. Endvidere indeholder lovændringen nogle elementer, som er
led i miljøministeriets bestræbelser på at forenkle lovgivningen og dens
administration. Der er med dette sigte indført hjemmel for ministeren til at
bestemme, at visse afgørelser, der er af mindre miljømæssig betydning,
afgøres endeligt af kommunerne. Der er sket visse ændringer i reglerne om
spildevandsplanlægning, en styrkelse af bestemmelserne om
affaldsplanlægningen samt en præcisering af de øvrige
planlægningsbestemmelser. Endelig er der sket en lettelse af adgangen til at
meddele tilladelse til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder i forbindelse
med meddelte godkendelser og tilladelser.
Lovændringen indeholder tillige en juridisk-teknisk justering og
præcisering af en række bestemmelser, der har givet anledning til
fortolkningstvivl, samt visse ændringer af procedurebestemmelserne.
Lovændringerne er nærmere omtalt nedenfor under pkt. II.
Ændringerne i miljøbeskyttelsesloven betyder, at der sker tilsvarende
ændringer i bekendtgørelser, der er udsendt med hjemmel i loven. Ikke alle
Læs alt
disse bekendtgørelser vil imidlertid kunne foreligge i ændret form ved
lovændringens ikrafttræden, men de vil blive ført ajour efterhånden, som de i
øvrigt tages op til revision.
II. Nye bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven
Kapitel 2
1. Ændrede regler om rottebekæmpelse
Ved lovændringen ophæves lov nr. 120 af 3. maj 1961 om udryddelse af
rotter. Reglerne om tilrettelæggelsen af rottebekæmpelsen, samt om
grundejernes forpligtelser i denne forbindelse er nu i medfør af lovens § 4 a
fastsat ved bekendtgørelse af 16. december 1982.
2. Ændringer i bekendtgørelse af reglement om
miljøbeskyttelse
Ved bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982 ændres miljøreglementet
således, at visse afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelsen, og som
er af mindre betydning for miljøbeskyttelsen, ikke kan påklages til højere
administrativ myndighed. Kommunalbestyrelsen har herefter den endelige
afgørelse i følgende sager:
a) Dispensation til dyrehold i byzone, jfr. kap. 2.1.
b) Afstandskrav til stalde, løbegårde og lignende, jfr. kap. 2.2.2.
c) Ulemper fra husdyrhold, jfr. kap. 2.3.
d) Klosetter, jfr. kap. 3.
e) Affald, jfr. kap. 4 (bortset fra afgørelser efter kap. 4.4.1. f.s.v.
angår affald, der hidrører fra erhvervsvirksomheder og institutioner).
f) Afstand til møddinger, gødningstanke og ensilagestakke m.v., jfr. kap.
5.1.2.
g) Energiproducerende anlæg, der ikke anvendes erhvervsmæssigt, jfr. kap.
10.
h) Idrætsanlæg, fritidsklubber og lignende fritidsaktiviteter, jfr. kap.
11.2.
i) Den offentlige hygiejne, jfr. kap. 12.
Der er udarbejdet en ny bekendtgørelse af reglementet. Der er ikke tale om
en gennemgribende revision, men visse andre ændringer end spørgsmålet om
endelighed er medtaget; dette gælder således bestemmelsen i kap. 2.2.2., 3.
pkt., kap. 13, og kap. 14.2., 3. pkt.
Ved en samtidig gennemført tilføjelse til reglementets kap. 12 (kap.
12.8.) er der indført en bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen for at
forebygge støjulemper kan fastsætte bestemmelser om, inden for hvilke tidsrum
ikke-erhvervsmæssig anvendelse af støjende, motordrevne redskaber, værktøj og
lignende må finde sted. Der tænkes herved på tidsmæssige begrænsninger i
adgangen til at benytte f.eks. motoriserede plæneklippere, save og lignende
redskaber.
For så vidt angår ovennævnte under a-c og f nævnte sager bemærkes, at
bestemmelserne om endelighed ikke omfatter afgørelser, der regulerer
forholdene på en landbrugsejendom. Sådanne afgørelser vil fortsat kunne
påklages til miljøstyrelsen efter de hidtil gældende regler.
Med hensyn til en række afgørelser, der herefter afgøres endeligt af
kommunalbestyrelsen, nemlig sådanne, der går ud på etablering af indretninger
og anlæg op til naboejendomme eller vedrørende dispensation fra afstandskrav
er det foreskrevet, at forinden afgørelse træffes, skal berørte naboer gøres
bekendt med sagen og gives adgang til at udtale sig.
Disse nye bestemmelser om høringsforpligtelse må ses som en konsekvens af,
at klageadgangen er blevet ophævet, således at de berørte personer kan gøre
deres synspunkter gældende, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelser.
I miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om reglement om
miljøbeskyttelse er der fremført en række principielle bemærkninger om
embedslægeinstitutionernes rolle ved behandlingen af miljøsager efter
miljøreformens ikrafttræden. De der fremførte synspunkter er fortsat
gældende. På dette sted er imidlertid grund til at fremhæve, at det forhold,
at visse af kommunalbestyrelsens afgørelser nu ikke længere kan indbringes
for miljøstyrelsen og altså heller ikke af embedslægeinstitutionerne, øger
aktualiteten af at inddrage embedslægeinstitutionerne på et tidligt stadium
af sagsbehandlingen hos kommunalbestyrelsen. Af samme grund skal det
henstilles, at embedslægeinstitutionen i de sager, hvor kommunalbestyrelsen
kan træffe endelig afgørelse, gives adgang til at udtale sig, inden
afgørelsen træffes. Opmærksomheden henledes på, at embedslægeinstitutionen
fortsat skal underrettes om trufne afgørelser, selv om de er endelige, jfr.
miljøbeskyttelsesloven § 65, stk. 2.
Reglerne om endelighed finder tilsvarende anvendelse, når amtsrådet eller
hovedstadsrådet træffer afgørelse med hensyn til sager vedrørende
virksomheder, anlæg m.v., der ejes eller drives af kommunalbestyrelserne.
Opmærksomheden henledes på, at reglen i miljøbeskyttelseslovens § 68
fortsat er gældende, også i de sager, hvor kommunalbestyrelsen nu træffer
endelig afgørelse. Efter denne bestemmelse skal adressaten for afgørelser om
påbud eller forbud, forinden disse beslutninger træffes, skriftligt
underrettes om sagen og gøres bekendt med sin adgang til aktindsigt og til at
udtale sig efter loven om offentlighed i forvaltningen.
3. Bindende kvalitetskrav
Ved ændringen af § 8 i miljøbeskyttelsesloven er der skabt hjemmel for
ministeren til at fastsætte kvalitetskrav, der skal lægges til grund ved
myndighedernes administration og planlægning i medfør af loven, med henblik
på opfyldelse af EF- eller andre internationale forpligtelser i øvrigt, der
bygger på bindende såkaldte immissionsregler. På denne baggrund vil der bl.a.
blive udstedt en bekendtgørelse om grænseværdier for luftens indhold af
svovldioxid og svævestøv til opfyldelse af EF-direktiv 80/ 779/ EØF herom.
Opfyldelsen af bekendtgørelser, udfærdiget som følge af disse direktiver,
skal til dels ske gennem myndighedernes administration af lovens almindelige
bestemmelser om miljømæssig regulering gennem påbud, forbud eller ved
reguleringer af vilkårene for allerede meddelte godkendelser eller
tilladelser, jfr. herved nærmere pkt. 10 b vedrørende spørgsmålet om
forholdet til lovens § 44.
4. Ophævelse af vejbyggelinier
Med indførelse af § 10, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven er der åbnet
mulighed for, at miljøministeren kan fastsætte regler om støjgrænser, der
skal gælde for ny støjfølsom bebyggelse, der agtes opført ved større vejanlæg
og jernbaner.
Det er således muligt - ved siden af de eksisterende
planlægningsinstrumenter - i bekendtgørelsesform at fastsætte regler om
støjbeskyttelse, hvilket har skabt grundlag for at ophæve de hidtidige
vejbyggelinier efter naturfredningslovens § 47, stk. 1, nr. 2. Dette
forventes gennemført snarest.
Hjemmelen til at fastsætte sådanne regler vil imidlertid foreløbig ikke
blive benyttet, idet der fra planstyrelsen udsendes et cirkulære om
varetagelse af støjhensyn i den fysiske planlægning efter ophævelse af
vejbyggeliniebestemmelsen i naturfredningsloven. Heri indgår de hensyn, der
hidtil har været varetaget i kraft af naturfredningsloven, samt en
præcisering af retningslinierne for varetagelse af støjhensyn i den
fremtidige planlægning i medfør af regionplanlovene og kommuneplanloven samt
i zonelovsadministrationen.
5. Lovens kapitel 3
Den hidtidige kapiteloverskrift »Beskyttelse af
vandforsyningsinteresser« er nu ændret til: »Beskyttelse af
grundvands- og vandforsyningsinteresser«. Hermed er det understreget, at
bestemmelserne i lovens kapitel 3 har til formål at beskytte grundvandet imod
forurening, også i tilfælde, hvor der ikke knytter sig en aktuel
vandforsyningsinteresse til det pågældende grundvandsreservoir, jfr. den
generelle bestemmelse i lovens § 11.
Gennem en række ændringer i § 11 er der desuden søgt tilvejebragt dels en
præcisering og ajourføring af de hidtidige regler om grundvandsbeskyttelsen
dels et bedre grundlag for koordinationen med planlægningen af
spildevandsbortskaffelsen efter lovens § 21.
Efter den ændrede formulering af § 11 kræves der tilladelse i henhold til
stk. 1, 1. pkt., såfremt væsker eller stoffer, der kan forurene grundvandet,
nedgraves i jorden, udledes eller oplægges på denne eller afledes til
undergrunden gennem nedsivningsanlæg, boringer eller på anden måde
(ændringerne i forhold til bestemmelsens hidtidige formulering er fremhævet
med kursiv).
Det er således nu bl.a. præciseret, at bestemmelsen også omfatter stoffer,
som nedgraves i jorden eller som anbringes (oplægges) på jordoverfladen.
Det bemærkes, at det ikke er hensigten med bestemmelsen, at nedgravning af
latrin skal være omfattet af tilladelsesordningen i § 11, stk. 1. De
hidtidige regler i miljøbeskyttelsesreglementet (nu miljøministeriets
bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982) om nedgravning af latrin vil
fortsat være gældende.
For så vidt angår oplægninger af stoffer på jordoverfladen bemærkes, at
disse alene er omfattet af bestemmelsen, såfremt oplæg finder sted på en
sådan måde, at der kan opstå risiko for forurening af grundvandet. Oplæg af
f.eks. forsvarligt emballerede varer vil således fortsat ikke være omfattet.
Dette vil derimod være tilfældet med hensyn til oplæg af f.eks. slagger og
flyveaske, der benyttes som vejmateriale, dæmningsfyld o.lign., på grund af
de forurenende væsker, der kan forekomme som percolat i forbindelse med
sådanne oplæg.
Der er ikke med bestemmelsen sigtet mod en regulering af markmøddinger
o.lign. gennem forhåndsgodkendelser. For markmøddinger o.lign. vil således
alene de krav, som stilles i miljøreglementet, være gældende.
Der kræves heller ikke tilladelse efter § 11, stk. 1, til oplagring og
deponeringer m.v., som er omfattet af godkendelsesordningen i lovens kapitel
5, jfr. punkt G på listen over virksomheder m.v., som er omfattet af
godkendelsesordningen, se miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28.
juni 1978. Hensynet til beskyttelsen af grundvandet skal i disse situationer
tilgodeses i forbindelse med kapitel 5-godkendelsesbehandlingen.
Den hidtil gældende bestemmelse i § 11, stk. 3 om tilbagekaldelse af
tilladelser efter lovens § 11 åbner bl.a. mulighed for tilbagekaldelse,
»når en kloakering gør en anden afledning mulig«. Dette led i § 11,
stk. 3 er nu med virkning fra 1. januar 1983 ændret, således at
tilbagekaldelsesadgangen i stedet er betinget af »gennemførelsen af en
ændret spildevandsafledning i overensstemmelse med en plan efter § 21«.
Hermed er der dels søgt tilvejebragt grundlag for en bedre koordination med
den kommunale spildevandsplanlægning, jfr. herom nærmere nedenfor under
omtalen af ændringerne i lovens kapitel 4, dels er det præciseret, at
tilbagekaldelse af en tilladelse efter § 11 ikke blot vil kunne ske til
fordel for en kloakeringsløsning, men også med henblik på at gennemføre en
anden af de bortskaffelsesmetoder, som kræver tilladelse efter lovens § 11 -
når dette sker i overensstemmelse med en plan efter § 21.
I den nye bestemmelse i § 11, stk. 4, er reglerne om, hvilken myndighed
der har kompetencen til at tilbagekalde de pågældende tilladelser, nærmere
præciseret. Udgangspunktet er ifølge bestemmelsen, at
tilbagekaldelseskompetencen tilkommer den myndighed, som på
tilbagekaldelsestidspunktet har beføjelse til at meddele den pågældende
tilladelse. Af hensyn til koordinationen med reglerne om
spildevandsplanlægningen er kompetencen efter § 11, stk. 3 dog generelt
henlagt til kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor tilbagekaldelsen sker som
led i gennemførelsen af en spildevandsplan.
Samtidig er det fastslået, at tilbagekaldelsen i disse situationer anses
for sket ved tilslutningen til det nye anlæg, uden at særskilt underretning
herom til de pågældende grundejere er nødvendig.
Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at kommunalbestyrelsen som led i sin
tilsynsvirksomhed generelt vil kunne vurdere, om der er grundlag for at tage
initiativ til tilbagekaldelse efter § 11, stk. 3.
Ifølge den nye bestemmelse i § 11, stk. 5 vil kommunalbestyrelsens
afgørelse om tilbagekaldelse ikke kunne indbringes for anden administrativ
myndighed i de situationer, hvor tilladelsen sker som led i gennemførelsen af
en spildevandsplan, som kommunalbestyrelsen efter de ændrede regler om
spildevandsplanlægningen i § 21 selv har kunnet vedtage endeligt.
Bestemmelsen vil først få betydning, når de nye regler om
myndighedsbehandlingen af spildevandsplanerne bliver virksomme, det vil sige,
når retningslinier for vandkvaliteten i recipienterne er optaget i godkendte
regionplaner, jfr. herom nedenfor under omtalen af ændringerne i lovens
kapitel 4 og 9.
Med bestemmelsen i § 11, stk. 6, er der endvidere åbnet mulighed for, at
kommunalbestyrelsen kan fastsætte regler om udgiftsfordelingen for bl.a.
fælles nedsivningsanlæg - på linie med de regler, som kommunalbestyrelsen kan
fastsætte efter den gældende lovs § 27 med hensyn til spildevandsanlæg. I
sammenhæng hermed er der endvidere gennem ændring af den gældende lovs § 31
om ekspropriation til spildevandsanlæg tilvejebragt hjemmel for, at
kommunalbestyrelsen i nødvendigt omfang kan træffe beslutning om
ekspropriation i forbindelse med etablering af anlæg, som kræver tilladelse
efter lovens § 11, jfr. herom nedenfor under pkt. 9.
Lovens kapitel 4
6. Spildevandsplanlægning
Hovedformålet med de gennemførte ændringer i reglerne om den kommunale
spildevandsplanlægning er at sikre en koordination - indholds- og
proceduremæssigt - med den sammenfattende fysiske planlægning i kommunen.
Desuden er det nu med den ændrede formulering af § 21, stk. 1 vedrørende
indholdet af de kommunale spildevandsplaner præciseret, at det som led i
spildevandsplanlægningen skal undersøges, i hvilke områder det vil være
muligt at bortskaffe spildevandet ved nedsivning. Dette medfører, at det af
spildevandsplanerne skal fremgå, hvilke kloakeringsområder der etableres med
tilladelse til udledning af spildevand til vandløb, søer eller havet i medfør
af lovens § 18, og i hvilke områder der etableres anlæg med tilladelse i
medfør af lovens § 11 til at udlede spildevand på jorden eller til
undergrunden.
De nye regler om myndighedsbehandlingen af spildevandsplanerne får
virkning fra det tidspunkt, recipientkvalitetsplanlægningen er gennemført
efter reglerne i § 61 e, og retningslinier for vandkvaliteten i forbindelse
hermed er optaget i godkendte regionplaner, det vil sige med regionplantillæg
1984/ 85, jfr. nærmere herom nedenfor under punkt 12 b.
Ifølge de nye regler skal spildevandsplanerne ikke længere godkendes af
amtsrådene (hovedstadsrådet), men kan vedtages endeligt af
kommunalbestyrelserne selv. Amtsrådene (hovedstadsrådet) får til opgave at
påse, at planerne er i overensstemmelse med recipientkvalitetsplanerne,
vandindvindings- og vandforsyningsplanerne efter vandforsyningsloven, samt at
de i øvrigt tilgodeser hensynet til grundvandets beskyttelse.
De mere detaljerede rammer for sagsbehandlingen vedrørende
spildevandsplanerne efter de nye regler, herunder med hensyn til
offentlighedsprocedurer, samarbejde mellem myndighederne, indsigelses- og
ankemuligheder, vil blive fastlagt i forbindelse med den nødvendige revision
af miljøministeriets bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling
af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v.
(spildevandsbekendtgørelsen) samt det dertil hørende cirkulære om spildevand
af 17. april 1974 (spildevandscirkulæret).
I overgangsperioden fra lovændringens ikrafttræden den 1. januar 1983 og
indtil de nye regler om myndighedsbehandlingen m.v. får virkning (med
godkendelsen af regionplantillæg 1984/ 85), vil sager vedrørende
spildevandsplaner fortsat skulle behandles efter de gældende regler i
spildevandsbekendtgørelsen og - cirkulæret. Med hensyn til behandlingen af
spørgsmål om afledning af spildevand gennem nedsivning i denne forbindelse
kan endvidere henvises til den ovenfor omtalte præcisering af bestemmelsen i
lovens § 21, stk. 1, samt til reglerne i bekendtgørelse nr. 139 af 15. april
1980 om afledning af spildevand til jorden og det tilhørende cirkulære af 21.
april 1980, kapitel 7.
7. § 22-projekter
Ved lovændringen ophæves den særlige overgangsregel i § 22, stk. 2 om
behandlingen af projekter til spildevandsanlæg i tiden indtil godkendte
spildevandsplaner foreligger. Sådanne sager har hidtil skullet behandles i
overensstemmelse med de nærmere regler i spildevandsbekendtgørelsens kap. 4
om anlæg af nye eller udvidelse af offentlige spildevandsanlæg, der ikke
omfattes af en godkendt spildevandsplan. Eventuelle uafsluttede sager om
disse spildevandsprojekter skal herefter ved lovens ikrafttræden - som
delspildevandsplaner - behandles efter reglerne i spildevandsbekendtgørelsens
kap. 3 om kommunale planer for udbygning af spildevandsanlæg.
Samtidig med ophævelsen af § 22, stk. 2 er også bestemmelsen i § 22, stk.
1 ophævet. Iflg. 1. punktum i denne bestemmelse kunne tilladelser efter § 18
kun meddeles, såfremt spildevandet opfyldte retningslinjer i en plan som
nævnt i § 21. Baggrunden for bestemmelsens ophævelse er, at den har kunnet
give anledning til den - fejlagtige - slutning, at der overhovedet ikke, når
en spildevandsplan var tilvejebragt, ville kunne meddeles tilladelse til
spildevandsudledninger, der ikke var omfattet af spildevandsplanen. En sådan
begrænsning har ikke været tilsigtet, idet der navnlig ved senere tilkomne
udledninger fra erhvervsvirksomheder i visse situationer bør være mulighed
for at meddele sådanne tilladelser, bl.a. fordi private udledninger ikke kan
forudses ved planlægningen efter § 21 med samme sikkerhed som udbygningen af
de offentlige anlæg.
Det bemærkes, at der med ophævelsen af § 22, stk. 1, 1. pkt. ikke er
tilsigtet nogen ændring af den bestående retstilstand, hvorefter etablering
af nye eller udvidelse af bestående offentlige spildevandsanlæg og dertil
hørende kloakeringsområder skal ske i overensstemmelse med de herom fastsatte
procedureregler, herunder om offentlighedens medvirken, jfr. reglerne i
spildevandsbekendtgørelsen, kap. 3. Endvidere vil der som hidtil kunne
forekomme tilfælde, hvor etablering af en privat spildevandsudledning vil
gribe så afgørende ind i forudsætningerne for en eksisterende plan, at
etableringen forudsætter en ændring af denne. Det samme vil i øvrigt kunne
være tilfældet, hvor der er tale om etablering af en ny eller ændret
afledning i medfør af lovens § 11.
8. Ændring af § 25
Med den gennemførte ændring af lovens § 25 er der tilstræbt en
harmonisering med indgrebsmulighederne i kapitel 5, idet den hidtidige
hjemmel til at meddele påbud om afhjælpende foranstaltninger over for
spildevandsanlæg, der ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, er udbygget,
således at der nu også kan meddeles forbud under tilsvarende betingelser som
i § 44, stk. 2 og 3.
Hvor der er tale om fælles anlæg til rensning af husspildevand, må det
forudsættes, at myndighederne som udgangspunkt alene anvender bestemmelsen om
forbud i de tilfælde, hvor der foreligger en alternativ måde til rensning af
spildevandet.
Det er endvidere med den ændrede formulering af § 25 præciseret, at
adgangen til at gribe ind over for spildevandsanlæg tillige omfatter
situationer, hvor indgreb er nødvendige af hensyn til opfyldelsen af
kvalitetskrav til overfladevandet fastsat i medfør af § 8, eller som er
indeholdt i recipientkvalitetsplanlægningen i medfør af § 61 e.
For så vidt angår afgrænsningen af anvendelsesområdet for § 25 i forhold
til lovens § 44 henvises til bemærkningerne nedenfor under punkt 10 a.
Med hensyn til bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til lovens
kapitel 3 bemærkes, at det under lovforslagets behandling i folketinget er
blevet fremhævet, at indgrebsmuligheden efter § 25 antages at kunne finde
anvendelse i situationer, hvor de anlæg, der er omhandlet i lovens § 11, ikke
truer grundvands- eller vandforsyningsinteresser, men medfører
skadevirkninger på en recipient.
9. Ekspropriation
Som omtalt ovenfor under punkt 5 er ekspropriationsbestemmelsen i lovens §
31 udvidet, således at ekspropriation også kan ske til fordel for anlæg, hvis
etablering kræver tilladelse efter lovens § 11. Samtidig er det gennem
indføjelse i § 31 af en henvisning til § 4, stk. 5 i lov om offentlige veje
præciseret, at klage over en ekspropriationsbeslutning ikke har opsættende
virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.
Adgangen til at foretage ekspropriation til fordel for
spildevandsafledning efter lovens § 11 forudsættes især anvendt i forbindelse
med etablering af fælles nedsivningsanlæg. Endvidere kan det være aktuelt at
ekspropriere til faste ledningsanlæg i forbindelse med anlæg til udsprøjtning
af spildevand (især mejerier), således at spildevandet kan føres frem til det
areal, hvor udsprøjtningen skal ske. Det bør i den forbindelse understreges,
at hensigten derimod ikke har været at åbne adgang for ved ekspropriation at
sikre retten til at udsprøjte på et givet areal. Dette spørgsmål bør som
hidtil klares ved aftaler mellem de implicerede parter.
De hidtil gældende regler for gennemførelse af ekspropriationer for
spildevandsanlæg er indeholdt i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 175 af
29. marts 1974. Denne bekendtgørelse er ændret i overensstemmelse med
foranstående og genoptrykt som bekendtgørelse nr. 665 af 16. december 1982 om
ekspropriation til spildevandsanlæg. Bekendtgørelsen træder i kraft samtidig
med lovændringen den 1. januar 1983.
Kapitel 5
10 a. Ændring af § 41 - Sammenhæng mellem
kapitel 4 og 5
Der har hersket en vis tvivl om, i hvilket omfang en tilladelse til
spildevandsudledning har været omfattet af en godkendelse efter lovens
kapitel 5 med den retsvirkning, at virksomheden har opnået beskyttelse efter
reglen i § 44, stk. 4.
I den ny bestemmelse i § 41, stk. 3, er det derfor præciseret, at såfremt
der fra en virksomhed, der skal godkendes efter kapitel 5, skal udledes
spildevand direkte til recipient, skal både tilladelsen hertil og vilkårene
herfor behandles efter reglerne i kapitel 5 sammen med godkendelsen i øvrigt.
Udledningstilladelsen bliver herved et integreret led i den samlede
godkendelse med den retsvirkning, at der kun kan gribes ind over for
spildevandsudledningen med forbud eller påbud, såfremt virksomhedens
forurening »går væsentligt ud over det, som blev lagt til grund ved
godkendelsen«, jfr. § 44, stk. 4.
Det skal dog bemærkes, at der med henblik på opfyldelse af regler fastsat
i henhold til §§ 6 og 8 samt planlægningsbestemmelserne i lovens kapitel 9
kan foreligge situationer, hvor indgreb kan ske i medfør af lovens § 44 på
trods af bestemmelsen i § 44, stk. 4 (jfr. pkt. 10 b vedrørende § 44).
Særskilte spildevandsudledninger fra listevirksomheder, der ikke er
godkendt efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5, er ikke omfattet af
beskyttelsesreglen i § 44, stk. 4. Over for sådanne udledninger kan
kommunalbestyrelsen gribe ind efter reglerne i § 44, stk. 1-3. Dette
udelukker ikke, at amtsrådet - som det også er sket i vidt omfang, f.eks. i
sager vedrørende dambrug - benytter sine beføjelser efter lovens § 25 til at
træffe afgørelse vedrørende virksomhedens spildevandsforhold. Det anbefales,
at der etableres kontakt mellem amtsråd og kommunalbestyrelse i sådanne
situationer.
Spildevandsforholdene for virksomheder, der er tilsluttet et offentligt
rensningsanlæg, falder uden for kapitel 5's område, men er reguleret af
bestemmelserne i kapitel 4. Kommunalbestyrelsen har indgrebskompetence i
medfør af § 25.
Såfremt en virksomhed, der i øvrigt skal godkendes efter kapitel 5,
samtidig skal have en sådan tilslutningstilladelse, skal denne og vilkårene
herfor som en rent praktisk foranstaltning medtages i godkendelsen, således
at det fremgår af godkendelsen, at spørgsmålet om spildevandsafledning er
løst, men i medfør af lovens kapitel 4. En tilslutningstilladelse er ikke
omfattet af beskyttelsesreglen i lovens § 44, stk. 4.
10 b. § 44, stk. 4
Efter den gældende regel i § 44, stk. 4, kan der kun gribes ind over for
en eksisterende godkendt virksomhed, såfremt dens forurening »går
væsentligt ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsen«.
Der er ikke sket nogen ændring af denne bestemmelse, men ændringerne i § 8
og § 61 e vil kunne berøre den fremtidige administration af § 44.
Fælles for regelsæt efter § 8 og recipientkvalitetsplanlægningen efter §
61 e er, at de kan komme til at berøre godkendte listevirksomheder. Med
henblik på opfyldelse af de bindende kvalitetskrav, der måtte blive fastlagt
i regler og planlægning, kan indgreb efter § 44 blive nødvendige på trods af
beskyttelsen i § 44, stk. 4. Dette gælder også for en godkendt virksomheds
spildevandsudledning direkte til recipient, selv om udledningstilladelsen som
ovenfor nævnt er et integreret led i den samlede godkendelse.
I den situation, hvor et indgreb er nødvendigt i medfør af § 44 på trods
af bestemmelsen i § 44, stk. 4, må myndighederne naturligvis konkret vurdere
den enkelte virksomheds forhold og afpasse indgrebet - dels under hensyn til
de tidsmæssige rammer, der måtte være fastlagt for opnåelse af de her
omhandlede kvalitetskrav - dels under hensyn til lovens § 1, stk. 3.
Kapitel 7
11. Ændringer i tilsynet
a. Aftalemæssig overførsel af tilsynsopgaver
Det er lovens hovedregel, at kommunalbestyrelsen fører tilsyn med alle
virksomheder i kommunen. Amtsrådet eller hovedstadsrådet fører dog tilsyn med
virksomheder, der ejes eller drives af en kommune. (For så vidt angår de
amtskommunale virksomheder, se om ændringen nedenfor, pkt. 11 b).
Kommunalbestyrelsernes tilsyn finder i en række tilfælde sted i et samarbejde
med miljø- og levnedsmiddelkontrolenhederne.
I visse situationer kan det imidlertid være hensigtsmæssigt for en kommune
at overlade tilsynet med en eller flere virksomheder til amtsrådet, f.eks.
hvor kommunen ikke finder, at den nødvendige ekspertise til at føre tilsyn
med en kompliceret virksomhed kan tilvejebringes.
Den nye bestemmelse, § 49 a, åbner mulighed for, at kommunalbestyrelsen
kan træffe en aftale med amtsrådet (hovedstadsrådet) om overførsel af
tilsynet i konkrete tilfælde med virksomheder, hvor beføjelsen til at meddele
godkendelse efter lovens kapitel 5 er henlagt til amtsrådet eller
hovedstadsrådet. Det drejer sig om de (a)-markerede virksomheder i
miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28. juni 1978. Dette har den
virkning, at amtsrådet også overtager beføjelsen til at meddele afgørelser om
påbud eller forbud efter lovens § 44.
Ansvaret for udøvelsen af tilsynet ligger således enten hos
kommunalbestyrelsen eller hos amtsrådet.
Ved indgåelse af en sådan aftale må spørgsmålet om, hvilken myndighed der
fører tilsyn, i almindelighed anses for endelig afgjort; ændrede
omstændigheder kan dog senere motivere, at aftalen ændres. Det skal klart
angives, hvilke(n) virksomhed(er) der er omfattet af aftalen.
Det forudsættes, at den berørte virksomhed høres, forinden aftale indgås,
at indgåede aftaler gøres offentligt bekendt ved annoncering, samt at
miljøstyrelsen underrettes. Virksomhedens indforståelse er dog ingen
betingelse for at indgå aftale om overførsel af tilsynet.
Uanset reglen i § 49 a om indgåelse af en egentlig aftale om overførsel af
tilsynskompetencen, vil kommunalbestyrelser og amtsråd som hidtil kunne indgå
aftaler om, at amtsrådet yder kommunalbestyrelsen teknisk bistand ved
løsningen af kommunens tilsynsopgaver. I denne situation ligger ansvaret - og
de hermed forbundne opgaver (lovens § 44) - fortsat hos kommunalbestyrelsen.
b. Kommunens tilsyn med amtskommunale virksomheder
Det er i loven fastlagt, at amtsrådet meddeler godkendelser og
tilladelser, fører tilsyn og om nødvendigt griber ind over for de
virksomheder og anlæg, der ejes eller drives af kommunalbestyrelserne.
Tilsvarende beføjelser er for de virksomheder, som drives af amtsrådene
(hovedstadsrådet), i den hidtil gældende lov tillagt ministeren, der har
delegeret beføjelserne til miljøstyrelsen. Denne ordning har for så vidt
angår selve tilsynsforpligtelsen vist sig at være mindre praktisk.
Bestemmelsen i § 50 er derfor ændret, således at tilsynet (jfr. lovens §§
48-49) med de af amtsrådene (hovedstadsrådet) drevne virksomheder og anlæg
udøves af kommunalbestyrelserne, der herefter skal føre tilsyn med samtlige
de af loven omfattede virksomheder og anlæg med undtagelse af de
virksomheder, som kommunalbestyrelserne selv driver.
Overførslen af miljøstyrelsens tilsynsopgaver til kommunalbestyrelserne
gælder både for listevirksomheder og for erhvervsvirksomheder, der ikke er
optaget på bilaget til miljøbeskyttelsesloven. Den ændrede § 50 i loven
betyder, at der sker en tilsvarende ændring i bekendtgørelse nr. 176 af 29.
marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v., § 8, stk.
2, 3. pkt., i miljøbeskyttelsesreglementet, bekendtgørelse nr. 664 af 16.
december 1982 kap. 14.2. samt i bekendtgørelse nr. 177 af 29. marts 1974 om
tilsyn med spildevandsanlæg og med forurening af vandområder, § 1, stk. 3.
Det skal bemærkes, at det fortsat er miljøstyrelsen, der er
godkendelsesmyndighed, ligesom det er miljøstyrelsen, der har kompetencen til
at gribe ind efter lovens §§ 42 og 44 og reglementets kapitel 11 over for de
amtskommunale virksomheder.
Såfremt der under udøvelsen af tilsynet måtte opstå behov for at træffe
afgørelser af denne art, skal miljøstyrelsen derfor underrettes af
kommunalbestyrelsen herom.
I situationer, hvor en virksomhed drives af et fællesskab, hvori både
kommune og amtskommune er interessenter, har miljøstyrelsen tilsynsbeføjelsen
og kompetencen til at træffe afgørelse efter lovens indgrebsbestemmelse. I
det omfang der måtte fremkomme klager over forurening fra sådanne
virksomheder (f.eks. fælles trafikselskabers busterminaler), må
kommunalbestyrelsen fremsende sådanne til behandling i styrelsen.
Ad pkt. 11 a og b
Om tilsynsopgaverne generelt kan det nævnes, at miljøministeren har
anmodet miljøstyrelsen om at udarbejde nærmere retningslinier til brug for
kommunernes udøvelse af de i loven forudsatte tilsyns- og kontrolfunktioner.
En sådan tilsynsvejledning forventes udsendt i begyndelsen af 1983.
12. Lovens kapitel 9
Hovedformålet med de gennemførte ændringer i lovens kapitel 9 er dels at
tilvejebringe en præcisering og udbygning af lovens hidtidige kortlægnings-
og planlægningsbestemmelser, dels at sikre en bedre koordination med reglerne
om den sammenfattende fysiske planlægning. Et særligt afsnit i kapitlet
udgøres af de nye bestemmelser om kortlægning og planlægning af
affaldsbortskaffelsen, som skal styrke myndighedernes muligheder for at
tilrettelægge denne på den ud fra miljø- og samfundsøkonomiske hensyn mest
hensigtsmæssige måde.
a. Kortlægning
§§ 61-61 d indeholder en præcisering af de hidtidige regler om
kortlægningen af forureningskilderne og af den forurening, omgivelserne
udsættes for.
Det fremgår af bestemmelserne, at der skal foretages en kortlægning af
henholdsvis støj- og vandforureningen, samt - efter nærmere af
miljøministeren fastsatte regler - af luftforureningen. Kortlægningen skal -
ifølge § 61 d - tjene til støtte for planlægningen efter kap. 9 samt for
region- og kommuneplanlægningen.
For så vidt angår støjkortlægningen er opgaverne ifølge § 61 fordelt
mellem amtsråd og kommunalbestyrelser, således at kommunalbestyrelsen
foretager kortlægningen i byzoneområderne, medens amtsrådet forestår
kortlægningen i de øvrige områder inden for amtskommunen.
Kommunalbestyrelsens og amtsrådets kortlægning samordnes og sammenfattes
herefter af amtsrådet til en samlet kortlægning af støjforureningen inden for
amtskommunen.
Den i loven forudsatte fordeling af kortlægningsopgaverne mellem amtsråd
og kommunalbestyrelser er fastlagt under hensyn til, at kommunalbestyrelserne
i vidt omfang råder over de nødvendige data til støjkortlægning i
byzoneområder, medens amtsrådet i vidt omfang har tilvejebragt de nødvendige
data til støjkortlægning uden for byzoneområder.
Miljøstyrelsen har i maj 1976 udsendt »Vejledning og signaturer til
støjkortlægning«, samt i december 1978 en korrektion med henvisning til
den da fremkomne fællesnordiske beregningsmodel for vejtrafikstøj
(Vejdatalaboratoriets rapport nr. 231).
Miljøstyrelsen vil i foråret 1983 udsende en revideret udgave af
kortlægningsvejledningen. Den reviderede vejledning vil indeholde nærmere
anvisninger på støjkortlægningens gennemførelse efter de nye regler herunder
med hensyn til samarbejdet mellem myndighederne og tilvejebringelsen af en
samlet kortlægning af støjforureningen efter bestemmelsen i § 61.
Om myndighedernes opgaver i forbindelse med kortlægningen af
vandforureningen (§ 61 a) kan der henvises til miljøstyrelsens vejledninger i
recipientkvalitetsplanlægning samt til »Miljøplanforudsætninger 1.
delrapport, juni 1975, signaturer til recipientkvalitets- og
spildevandsplaner«.
Af § 61 c fremgår, at miljøministeren efter forhandling med de kommunale
organisationer kan fastsætte regler om, at amtsrådene med bistand fra
kommunalbestyrelserne skal foretage en kortlægning af luftforureningen,
herunder en kortlægning af forureningskilderne og en beregning af
luftkvaliteten.
Et af hovedformålene med det igangværende landsdækkende
luftkvalitetsmåleprogram er at udvikle metoder til en sådan kortlægning af
luftkvaliteten. Programmet omfatter direkte målinger af luftkvaliteten i 7
byer over en 5-årig periode. I tilknytning til programmet foretages der en
kortlægning af forureningskilderne i de udvalgte områder og en udvikling af
modeller til beregning af luftkvaliteten. Erfaringerne med
luftkvalitetsmåleprogrammet og det tilknyttede kortlægnings- og
udviklingsarbejde vil til sin tid danne grundlag for fastlæggelsen af regler
om den fremtidige luftkvalitetskortlægning.
Kortlægningen i medfør af § 61 c agtes således først iværksat efter
afslutningen af luftkvalitetsmåleprogrammet, formentlig efter 1985.
For så vidt angår luftforurening fra kraftværker, fjernvarmecentraler og
andre anlæg, som er omfattet af planlægningen efter varmeforsyningsloven, kan
der henvises til miljøstyrelsens vejledning i forureningsmæssige vurderinger
af varmeforsyningsplaner (vejledning nr. 1/ 82). Vejledningen indeholder
bl.a. metoder til vurdering af, hvornår det i forbindelse med placering af et
sådant anlæg kan være nødvendigt at gennemføre supplerende undersøgelser af
anlæggets påvirkning af luftkvaliteten i omgivelserne for at sikre acceptable
miljøforhold.
b. Recipientkvalitetsplanlægning
Med den nye regel i § 61 e er der sket en præcisering af de hidtidige
bestemmelser om recipientkvalitetsplanlægningen med det formål at styrke
denne som koordinerende styringsinstrument i forhold til
spildevandsplanlægningen og den konkrete administration af loven.
Ifølge § 61 e udarbejder amtsrådet (hovedstadsrådet) efter forhandling med
kommunalbestyrelserne og på grundlag af kortlægningen efter § 61 a en plan
for kvaliteten af vandområderne inden for amtskommunen, indeholdende
målsætninger for vandkvaliteten i vandløb, søer og kystnære dele af
søterritoriet. I miljøstyrelsens vejledninger i recipientkvalitetsplanlægning
er der redegjort for den nærmere udarbejdelse af disse målsætninger og for de
til målsætningerne knyttede kvalitetskrav.
De i recipientkvalitetsplanerne fastlagte målsætninger optages i
regionplanerne, jfr. den samtidig med lovændringen gennemførte ændring af §
7, stk. 1 i lov om lands- og regionplanlægning og § 2, stk. 1 i lov om
regionplanlægning i hovedstadsområdet, hvorefter der i regionplanerne skal
optages retningslinjer for vandkvaliteten i vandløb, søer og kystnære dele af
søterritoriet. Det er forudsat, at denne optagelse - og dermed gennemførelsen
af recipientkvalitetsplanlægningen efter reglerne i § 61 e - finder sted i
forbindelse med regionplantillæg 1984/ 85.
Når retningslinjerne sammen med det øvrige indhold af regionplantillæg 84/
85 er godkendt af miljøministeren, træder de nye regler om
myndighedsbehandlingen af spildevandsplanerne i kraft, idet den i § 21, stk.
3 nævnte betingelse for, at kommunalbestyrelserne kan vedtage
spildevandsplanerne selv, hermed er opfyldt, jfr. nærmere ovenfor under punkt
6 om ændringerne i reglerne om spildevandsplanlægningen.
Recipientkvalitetsplanen skal ifølge § 61 e, stk. 4, lægges til grund ved
administrationen af sager efter miljøbeskyttelsesloven. Det fremgår af
bemærkningerne til lovforslaget, at denne binding indtræder fra det
tidspunkt, der første gang i godkendte regionplaner eller godkendte tillæg
til disse er optaget retningslinier for vandkvaliteten i de i amtskommunerne
beliggende vandområder.
I § 61 e, stk. 2, er der fastlagt en særlig procedureregel, som åbner
mulighed for, at en kommunalbestyrelse kan fremsætte indsigelse mod en
recipientkvalitetsplan under hensyn til planens virkninger for den pågældende
kommune. Amtsrådet vil herefter ikke kunne vedtage planen endeligt, før der
er opnået enighed med kommunalbestyrelsen, eller spørgsmålet er afgjort af
miljøministeren.
Denne procedureregel forudsætter udstedelse af udfyldende regler fra
miljøministeren.
I forbindelse med regionplantillæg 1984/ 85 vil eventuelle indsigelser fra
berørte kommunalbestyrelser mod recipientplanerne kunne indgå i
vurderingsgrundlaget ved miljøministerens godkendelse af regionplantillægget,
såfremt der ikke forud for godkendelsen måtte være opnået enighed mellem
amtsråd og kommunalbestyrelse.
Miljøstyrelsen agter i øvrigt i den nærmeste fremtid at udsende et
cirkulære i tilknytning til recipientkvalitetsplanlægningsvejled~ ningerne.
Det er tanken, at cirkulæret bl.a. skal behandle spørgsmålene om proceduren i
forbindelse med recipientkvalitetsplanernes udarbejdelse, herunder
offentlighedens medvirken, samarbejdet mellem kommunalbestyrelser og amtsråd
samt den tidsmæssige koordination med udarbejdelsen af regionplantillæg 84/
85.
c. Særligt forurenende virksomhed m.v.
Bestemmelserne i § 61 f om planlægningen af beliggenheden af virksomhed
m.v., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige
beliggenhedskrav, er en præcisering af de hidtidige regler i §§ 61-62.
Formålet med planlægningen efter § 61 f er at sikre, at de virksomheder,
som er omfattet af bestemmelsen, får en sådan beliggenhed i forhold til
omgivelserne, at eventuelle forureningsulemper i videst muligt omfang undgås.
Der må således i forbindelse med lokaliseringen af fremtidige virksomheder
m.v. af den pågældende art tages stilling til, hvilke afstands- eller
kvalitetskrav der skal være gældende i forhold til omgivelserne, ligesom
tilsvarende »konsekvensområder« må fastlægges for allerede
eksisterende virksomheder med henblik på at sikre den nødvendige adskillelse
i forhold til fremtidige arealudlæg til formål af forureningsfølsom karakter.
Med hensyn til den nærmere afgrænsning af, hvilke virksomhedstyper m.v.
planlægningen omfatter, henvises til miljøministeriets cirkulære nr. 46 af
22. februar 1977 om kortlægning og planlægning efter miljøbeskyttelseslovens
kap. 9 m.v.
Planlægningen efter § 61 f hænger indholdsmæssigt snævert sammen med
regionplanlægningen, idet beliggenheden af særligt forurenende virksomheder
m.v. indgår blandt de forhold, hvorom der skal optages retningslinjer i
regionplanerne, jfr. lov om lands- og regionplanlægning § 7, stk. 1, nr. 4
samt lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet § 2, stk. 1, nr. 5.
Bestemmelsen i § 61 f, stk. 4, hvorefter planen er bindende for
administrationen af miljøbeskyttelsesloven fra det tidspunkt, den er optaget
i retningslinjer i en godkendt regionplan eller et godkendt tillæg til
regionplanen, skal ses i denne sammenhæng.
At planen er bindende for administrationen efter miljøbeskyttelsesloven
betyder bl.a., at de nævnte forurenende virksomheder forudsættes placeret i
overensstemmelse med de i planen fastlagte retningslinjer. På den anden side
er dette ikke ensbetydende med, at en godkendelse efter lovens kapitel 5
under alle omstændigheder skal meddeles, idet andre forhold af
forureningsmæssig karakter, som der ikke er taget stilling til i forbindelse
med regionplanen, kan begrunde, at godkendelsen ikke meddeles.
Til vejledning for de kommunale myndigheder påregner miljøstyrelsen at
udsende en revideret udgave af »Miljøhensyn ved planlægning«
(vejledning nr. 2/ 74) i 1. halvdel af 1983. Vejledningen vil omhandle
planlægningen efter § 61 f, samt hvorledes hensynet til miljøbeskyttelsen i
øvrigt bør indgå i region- og kommuneplanlægningen, jfr. § 61 d.
d. Affald
Efter de nye bestemmelser om affaldsplanlægningen i §§ 62-62 b foretager
amtsrådet i samarbejde med kommunalbestyrelserne en kortlægning af
affaldsbortskaffelsen inden for amtskommunen og udarbejder på grundlag heraf
efter forhandling med kommunalbestyrelserne en redegørelse herfor. Derefter
udarbejder kommunalbestyrelserne efter forhandling med amtsrådet en plan for
bortskaffelsen af affaldet i kommunen.
Amtsrådet påser, at de kommunale planer er i overensstemmelse med bl.a.
retningslinjer udstedt af miljøministeren. Ved uenighed mellem
kommunalbestyrelse og amtsråd afgøres spørgsmålet af miljøministeren. I
hovedstadsområdet udfører hovedstadsrådet amtsrådenes opgaver.
Den tidligere planlægning på affaldsområdet har taget udgangspunkt i
spørgsmålet om lokaliseringen af affaldsanlæg som særligt forurenende
virksomheder, jfr. den hidtil gældende lovs bestemmelse i § 61, som nu er
videreført med reglen i § 61 f.
Med de nye bestemmelser er der tilstræbt en styrkelse af
affaldsplanlægningen, bl.a. således at alle faser af affaldsbortskaffelsen
inddrages i planlægningen, det vil sige indsamling, transport, behandling og
slutdisponering, herunder også genanvendelse.
Bestemmelserne skal sikre en bedre koordinering af alle faser i
affaldsbortskaffelsen, herunder af såvel eksisterende ordninger som nye
initiativer på området. Der skal også finde en koordinering sted med andre
sektorers planlægning (f.eks. planlægningen efter varmeforsyningsloven), den
sammenfattende fysiske planlægning (region- og kommuneplanlægningen), samt de
initiativer, som finder sted i medfør af genanvendelsesloven. Endvidere er
det vigtigt, at der ved planlægningen af placeringen af deponeringspladser
sikres overensstemmelse med vandindvindingsplanlægningen og hensynet til den
generelle grundvandsbeskyttelse, jfr. lovens § 11.
Til brug for iværksættelsen af planlægningen efter de nye bestemmelser vil
der i de kommende år blive udsendt en række retningslinier fra
miljøministeriet i såvel bekendtgørelses- som vejlednings- og cirkulæreform.
Det første led i rækken af retningslinier vil være en bekendtgørelse om
den amtskommunale kortlægning og redegørelse. Denne bekendtgørelse påregnes
udsendt i første halvår af 1983.
Kapitel 10 og 11
13. Ændringer af en række formelle regler
a. Mundtlige afgørelser
I § 65, stk. 1, er som 2. og 3. pkt. indføjet en bestemmelse om undtagelse
fra kravet om, at beslutninger skal meddeles skriftligt. Det fastslås
således, at beslutninger om påbud eller forbud kan meddeles mundtligt, når
øjeblikkelig afgørelse af særlige grunde er påkrævet. Bestemmelsen vil derfor
kun finde anvendelse i særlige tilfælde, hvor det er påkrævet, at der så
hurtigt som muligt træffes de nødvendige foranstaltninger for at imødegå
alvorlig fare for sundheden eller væsentlig forurening af omgivelserne, eller
for at begrænse forureningens udbredelse og dermed dens skadevirkning.
For at undgå, at der eventuelt på et senere tidspunkt opstår tvivl med
hensyn til indholdet af en mundtlig meddelt beslutning eller spørgsmålet om,
hvorvidt beslutningen er korrekt efterkommet, bestemmes i 3. pkt., at de
omhandlede beslutninger snarest muligt skal følges op af en skriftlig
meddelelse.
13 b. Underretning
Mens § 65, stk. 1, indeholder regler om meddelelse til adressaten om en
truffen afgørelse, omhandler § 65, stk. 2, den skriftlige underretning, som
herudover skal finde sted. Udover en række myndigheder samt »enhver, som
må antages at have en individuel, væsentlig interesse« i sagen, skal der
nu også ske underretning af de organisationer, som er tillagt klageret ved
ændringen af § 74 (jfr. nedenfor pkt. 15).
For så vidt angår privatpersoner og organisationer kan underretning ske
ved offentlig annoncering. (Vedrørende klagefrist ved annoncering, se pkt. 13
e).
Som noget nyt bestemmes i § 65, stk. 2, sidste pkt., at der ved meddelelse
af godkendelse efter §§ 35-38 altid skal foretages offentlig annoncering.
Hermed sikres korrekt underretning af de ofte mange omboende, erhvervsfiskere
m.fl., der kan blive berørt af afgørelsen i en sag om godkendelse efter
lovens kapitel 5, hvilket er af betydning for adgangen til eventuelt at
indgive klage over afgørelsen.
Annoncering kan over for denne kreds af klageberettigede erstatte
individuel underretning.
Ændringen af lovens § 65, stk. 2, indebærer tilsvarende ændringer af de
bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, særlig
kan nævnes § 11 i bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om særligt
forurenende virksomheder, samt § 14 i bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts
1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer
eller havet m.v.
13 c. Afgørelsens efterkommelse
I § 67 er indsat et nyt pkt., der udtrykkeligt giver myndighederne
mulighed for at træffe bestemmelse om, at beslutninger om påbud eller forbud
skal efterkommes straks. Bestemmelsen skal ses som en konsekvens af ændringen
af § 65, stk. 1, hvorefter påbud eller forbud i visse særlige tilfælde kan
meddeles mundtligt, men bestemmelsen i § 67 vil efter sin ordlyd tillige
finde anvendelse ved skriftligt meddelte påbud, hvor øjeblikkelig
efterkommelse er påkrævet.
13 d. Ministerens adgang til at træffe afgørelser i miljøsager
§ 70, stk. 2, hvorefter ministeren i særlige tilfælde
kunne tillade, at klage blev indgivet til ham, er ophævet.
Efter den nye § 69 a, 2. pkt. kan ministeren på eget initiativ tage en af
miljøstyrelsen som klagemyndighed truffet afgørelse - som ikke kan påklages
til miljøankenævnet - op til behandling. Det er hermed præciseret, at der
ikke er tale om en almindlig klageadgang til ministeren. Derimod vil reglen
ikke være til hinder for, at borgere, organisationer og andre kan rette
henvendelse til ministeren, således at henvendelsen er den faktiske anledning
til, at ministeren tager sagen op, men det skal understreges, at beslutningen
herom beror på ministerens vurdering. Reglen forventes kun anvendt i sager,
som er af større samfundsmæssig betydning, og hvor der er særlig grund til,
at ministeren bør tage sagen op.
Det skal nævnes, at § 69 b om ministerens adgang til at delegere
afgørelseskompetencen til de kommunale myndigheder, samt § 69 c om
ministerens »indkalde«-beføjelse overfor de kommunale myndigheder,
er enslydende med de hidtidige §§ 46 og 47. Overflytningen er sket af
redaktionelle grunde.
13 e. Klagefrist - 6-månedersfristen ophævet
Den hidtidige bestemmelse i § 71, stk. 2, hvorefter klagemyndigheden
indtil 6 måneder efter afgørelsen kunne se bort fra en undskyldelig
overskridelse af klagefristen, er ophævet.
Klagefristen er 4 uger regnet fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den
pågældende. Ved individuel skriftlig underretning begynder fristen at løbe
fra den dag, hvor afgørelsen er kommet frem til den klageberettigede. Ved
offentlig annoncering regnes klagefristen fra offentliggørelsen uanset
tidspunktet for eventuel individuel underretning. Det bør tilstræbes, at
annonceringen finder sted på samme dato, som den, på hvilken den individuelle
meddelelse af selve afgørelsen kommer frem til adressaten og evt. andre, og i
øvrigt samtidig, hvis der er tale om annoncering i flere aviser. I øvrigt
henvises til »Nyt fra miljøstyrelsen«, nr. 5, august 1979, s. 6-8,
hvor miljøstyrelsen har fremsat nogle almindelige synspunkter om
fremgangsmåden ved annoncering af beslutninger efter miljøbeskyttelsesloven.
Klagefristen udløber på 4-ugers dagen fra den dag, hvor afgørelsen er
kommet frem til den pågældende, hvilket betyder, at en klage skal være
myndighederne i hænde senest på 4-ugers dagen herfor for at være rettidig.
Ved annoncering bør klagefristens udløb være angivet ved dato i annoncen.
Det skal bemærkes, at i tilfælde, hvor der ikke har fundet korrekt
underretning sted, er lovens klagefrist på 4 uger ikke begyndt at løbe.
Klagemyndigheden vil derfor, uanset hvor lang tid der er gået, efter at en
afgørelse er truffet, kunne tage en klagesag op til behandling inden for en
frist på 4 uger fra det tidspunkt, hvor der er givet korrekt underretning om
afgørelsen. Underretningsforpligtelsen er derfor meget vigtig.
Ophævelsen af miljøbeskyttelseslovens § 71, stk. 2, medfører tilsvarende
ændring af bekendtgørelser udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven,
således § 18, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om
godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.
14. Igangsætningstilladelser
Såfremt der i forbindelse med en godkendelse eller tilladelse skal udføres
bygge- og anlægsarbejder, må sådanne arbejder ikke påbegyndes før udløbet af
klagefristen, eller, hvis afgørelsen påklages, før klagemyndighedens
afgørelse foreligger, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3.
Miljøstyrelsen har hidtil haft hjemmel til at meddele dispensation fra
bestemmelsen under behandlingen af en klagesag, men betingelserne har været
ret restriktive. Disse betingelser er nu lempet.
Det vil i almindelighed være muligt at meddele dispensation i medfør af §
72, stk. 4, hvor der ikke kan rejses berettiget tvivl om virksomhedens
lokalisering, eller hvor klagen alene drejer sig om justering af enkelte
vilkår i en tilladelse.
Det skal understreges, at bestemmelsen i stk. 6 fortsat er gældende.
Ifølge denne indebærer en dispensation ingen begrænsninger i miljøstyrelsens
adgang til at ændre eller ophæve en påklaget tilladelse eller godkendelse.
Reglen i § 72, stk. 3, og dermed også dispensationsadgangen gælder ikke
ved klage til miljøankenævnet.
Tilsidesættelse af vilkår knyttet til en tilladelse efter § 72, stk. 4,
kan straffes, jfr. § 83, stk. 1, nr. 8.
15. Udvidet klageadgang
Ved ændringen af § 74 har en række landsdækkende organisationer fået
tillagt klageret til miljøstyrelsen og miljøankenævnet (jfr. ny § 80, stk.
2). Klageretten er afgrænset for hver enkelt organisation under hensyn til
sagens karakter.
Danmarks Naturfredningsforening kan påklage alle typer af afgørelser efter
lovens kapitel 5, for så vidt angår virksomheder, hvor godkendelsesbeføjelsen
er henlagt til amtsrådet eller hovedstadsrådet ((a)-mærkede virksomheder,
virksomheder med særskilt udledning og kommunale virksomheder), samt
afgørelser efter kapitel 4 vedrørende særskilt udledning af spildevand fra
dels de nævnte virksomheder, dels kommunale spildevandsanlæg. Det fremgår af
bemærkningerne til loven, at klageretten - ud over tilfælde, hvor hensynet
til omgivelserne, fordi disse er ubeboede, ikke gennem klage kan varetages af
personer, der har en væsentlig individuel interesse - alene forudsættes
anvendt med hensyn til afgørelser, der rækker ud over virksomhedens nærmeste
omgivelser og derfor ikke blot vedrører lugt- og støjgener.
Danmarks Sportsfiskerforbund er tillagt klageret i de samme typer
afgørelser som ovenfor nævnt, hvor de interesser, denne forening varetager,
berøres, dvs. spørgsmål om vandforurening. Dette gælder f.eks. sager om
udledning af spildevand til åbne vandområder (havet, fjorde), hvor ingen
privatperson har specielle rettigheder og derfor ikke efter de hidtil
gældende bestemmelser er blevet anset for klageberettiget.
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan påklage afgørelser, »når
væsentlige beskæftigelsesmæssige interesser« er berørt. Der er ikke i
loven fastlagt bestemte kriterier for, hvad der forstås herved, men
afgørelsen herom må træffes af klagemyndigheden ud fra et konkret skøn.
Klageadgangen kan ikke anses begrænset til sager, hvor et meget stort antal
beskæftigede kan tænkes berørt af afgørelsen. Til brug for klagemyndighedens
vurdering af, om væsentlighedskriteriet er opfyldt, må Arbejderbevægelsens
Erhvervsråd imidlertid tilvejebringe oplysninger om den relative
beskæftigelsesinteresse, der i lokalområdet knytter sig til den virksomhed,
afgørelsen berører.
Forbrugerrådet er tillagt ret til at påklage afgørelser »i det
omfang, de er væsentlige og principielle«. Forbrugerrådet skal således
godtgøre, at afgørelsen, der ønskes påklaget, er væsentlig og principiel set
i lyset af de hensyn, som forbrugerrådet varetager. Ordet
»væsentlig« sigter til, at afgørelsen vedrører et
forureningsproblem af et ikke ubetydeligt omfang, mens »principiel«
sigter til, at afgørelsen må antages at få konsekvenser for en række senere
afgørelser.
Forbrugerrådet kan således tænkes anerkendt som klageberettiget i en
afgørelse, som vedrører udledning af tungmetaller eller andre giftige
stoffer, og som efter forbrugerrådets opfattelse indebærer fare for
forurening af afgrøder, fiskebestand og levnedsmidler m.v. eller for
vandforsyningen og dermed for forbrugernes sundhedstilstand.
Fælles for de nævnte foreningers klageadgang skal anføres, at
klageadgangen vedrører afgørelser om såvel godkendelser og tilladelser som
konkrete efterfølgende indgreb over for virksomheder m.v. af den art,
klageadgangen i øvrigt omfatter.
Klageadgangen omfatter såvel kommunale afgørelser som miljøstyrelsens
afgørelser.
Det er klagemyndigheden, der træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne
for foreningernes klageret er opfyldt i det enkelte tilfælde. En sådan
afgørelse vil i sig selv kunne være genstand for klage.
Kapitel 12
Miljøankenævnet - indstillingsret,
virksomhed samt formandens
kompetence
Miljøankenævnets medlemmer beskikkes af miljøministeren efter indstilling
fra dels industrirådet og landbrugsorganisationerne, dels miljøstyrelsen. Den
første gruppe af indstillingsberettigede er ved ændringen af § 78, stk. 2,
nr. 1, udvidet til også at omfatte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og
Håndværksrådet. Den anden gruppe indstilles fortsat af miljøstyrelsen. Det
fremgår imidlertid af bemærkningerne til lovændringen, at miljøstyrelsen,
forud for afgivelsen af sin indstilling, rådfører sig med en række
organisationer.
Endvidere foreskrives i det nye stk. 1 i § 79, at visse sagkyndige skal
deltage i behandlingen af særlige typer af sager: en fiskerisagkyndig i
sager, der angår væsentlige fiskeriinteresser, en sagkyndig udpeget af
Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i sager, der angår væsentlige
beskæftigelsesmæssige interesser, samt en sagkyndig udpeget af Håndværksrådet
i sager, der angår mindre håndværksmæssige virksomheder.
Det nye stk. 3 i § 79 gør det muligt for formanden eller dennes
stedfortræder på nævnets vegne at træffe afgørelser i sager, hvor det er helt
klart, at der ikke er behov for de sagkyndiges bistand. Der tænkes herved
dels på sager, hvis afgørelse på grund af klare retsregler eller fast praksis
skønnes utvivlsom, dels på sager, hvis afgørelse beror på en ren
juridisk-administrativ vurdering, hvilket eksempelvis kan være tilfældet ved
spørgsmålet om overskridelse af klagefristen eller spørgsmål om
klageberettigelse.
Miljøstyrelsen, den 16. december 1982
Jens Kampmann
/ Ole Jacobsen
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Cirkulære om ændring af miljøbeskyttelsesloven (Til samtlige amtsråd (hovedstadsrådet) og kommunalbestyrelser) Retsinformation · 25. september 1997
- Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse m.v. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet). Retsinformation · 18. april 1979
- 1985 LSF 143 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE Retsinformation · 21. maj 1988
- 1985 LSF 176 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE Retsinformation · 21. maj 1988
- Cirkulære om miljøbeskyttelsesloven. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet). Retsinformation · 30. juli 1974
- 1985 LSF 144 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE MILJØ- OG PLANLÆGNINGSLOVEN (REGION- OG SEKTORPLANLÆGNING) Retsinformation · 21. maj 1988