Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet)

CIR nr 210 af 16/12/1982Ændr.cirkulæreMiljø- og Ligestillingsministeriet24. marts 1983

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse

(Til samtlige kommunalbestyrelser og

amtsråd samt hovedstadsrådet)

I. Indledning og hovedindholdet af lovændringen

Ved lov nr. 204 af 18. maj 1982 er lov nr. 372 af 13. juni 1973 om

miljøbeskyttelse, jfr. lovbekendtgørelse nr. 345 af 25. juni 1981, blevet

ændret. Ændringerne træder i kraft den 1. januar 1983. Miljøbeskyttelsesloven

er med de vedtagne ændringer nu bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr. 663 af

16. december 1982.

Lovændringen har fundet sted som følge af revisionsbestemmelsen i lovens §

96. Der er ikke sket ændringer i lovens grundlæggende principper ved denne

revision, men en række ændringer af betydning for miljømyndighederne er dog

gennemført.

Dette gælder således reglerne om miljøankenævnet og reglerne om

klageberettigelse. Endvidere indeholder lovændringen nogle elementer, som er

led i miljøministeriets bestræbelser på at forenkle lovgivningen og dens

administration. Der er med dette sigte indført hjemmel for ministeren til at

bestemme, at visse afgørelser, der er af mindre miljømæssig betydning,

afgøres endeligt af kommunerne. Der er sket visse ændringer i reglerne om

spildevandsplanlægning, en styrkelse af bestemmelserne om

affaldsplanlægningen samt en præcisering af de øvrige

planlægningsbestemmelser. Endelig er der sket en lettelse af adgangen til at

meddele tilladelse til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder i forbindelse

med meddelte godkendelser og tilladelser.

Lovændringen indeholder tillige en juridisk-teknisk justering og

præcisering af en række bestemmelser, der har givet anledning til

fortolkningstvivl, samt visse ændringer af procedurebestemmelserne.

Lovændringerne er nærmere omtalt nedenfor under pkt. II.

Ændringerne i miljøbeskyttelsesloven betyder, at der sker tilsvarende

ændringer i bekendtgørelser, der er udsendt med hjemmel i loven. Ikke alle

Læs alt

disse bekendtgørelser vil imidlertid kunne foreligge i ændret form ved

lovændringens ikrafttræden, men de vil blive ført ajour efterhånden, som de i

øvrigt tages op til revision.

II. Nye bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven

Kapitel 2

1. Ændrede regler om rottebekæmpelse

Ved lovændringen ophæves lov nr. 120 af 3. maj 1961 om udryddelse af

rotter. Reglerne om tilrettelæggelsen af rottebekæmpelsen, samt om

grundejernes forpligtelser i denne forbindelse er nu i medfør af lovens § 4 a

fastsat ved bekendtgørelse af 16. december 1982.

2. Ændringer i bekendtgørelse af reglement om

miljøbeskyttelse

Ved bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982 ændres miljøreglementet

således, at visse afgørelser, der er truffet af kommunalbestyrelsen, og som

er af mindre betydning for miljøbeskyttelsen, ikke kan påklages til højere

administrativ myndighed. Kommunalbestyrelsen har herefter den endelige

afgørelse i følgende sager:

a) Dispensation til dyrehold i byzone, jfr. kap. 2.1.

b) Afstandskrav til stalde, løbegårde og lignende, jfr. kap. 2.2.2.

c) Ulemper fra husdyrhold, jfr. kap. 2.3.

d) Klosetter, jfr. kap. 3.

e) Affald, jfr. kap. 4 (bortset fra afgørelser efter kap. 4.4.1. f.s.v.

angår affald, der hidrører fra erhvervsvirksomheder og institutioner).

f) Afstand til møddinger, gødningstanke og ensilagestakke m.v., jfr. kap.

5.1.2.

g) Energiproducerende anlæg, der ikke anvendes erhvervsmæssigt, jfr. kap.

10.

h) Idrætsanlæg, fritidsklubber og lignende fritidsaktiviteter, jfr. kap.

11.2.

i) Den offentlige hygiejne, jfr. kap. 12.

Der er udarbejdet en ny bekendtgørelse af reglementet. Der er ikke tale om

en gennemgribende revision, men visse andre ændringer end spørgsmålet om

endelighed er medtaget; dette gælder således bestemmelsen i kap. 2.2.2., 3.

pkt., kap. 13, og kap. 14.2., 3. pkt.

Ved en samtidig gennemført tilføjelse til reglementets kap. 12 (kap.

12.8.) er der indført en bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen for at

forebygge støjulemper kan fastsætte bestemmelser om, inden for hvilke tidsrum

ikke-erhvervsmæssig anvendelse af støjende, motordrevne redskaber, værktøj og

lignende må finde sted. Der tænkes herved på tidsmæssige begrænsninger i

adgangen til at benytte f.eks. motoriserede plæneklippere, save og lignende

redskaber.

For så vidt angår ovennævnte under a-c og f nævnte sager bemærkes, at

bestemmelserne om endelighed ikke omfatter afgørelser, der regulerer

forholdene på en landbrugsejendom. Sådanne afgørelser vil fortsat kunne

påklages til miljøstyrelsen efter de hidtil gældende regler.

Med hensyn til en række afgørelser, der herefter afgøres endeligt af

kommunalbestyrelsen, nemlig sådanne, der går ud på etablering af indretninger

og anlæg op til naboejendomme eller vedrørende dispensation fra afstandskrav

er det foreskrevet, at forinden afgørelse træffes, skal berørte naboer gøres

bekendt med sagen og gives adgang til at udtale sig.

Disse nye bestemmelser om høringsforpligtelse må ses som en konsekvens af,

at klageadgangen er blevet ophævet, således at de berørte personer kan gøre

deres synspunkter gældende, inden kommunalbestyrelsen træffer afgørelser.

I miljøministeriets cirkulære af 17. april 1974 om reglement om

miljøbeskyttelse er der fremført en række principielle bemærkninger om

embedslægeinstitutionernes rolle ved behandlingen af miljøsager efter

miljøreformens ikrafttræden. De der fremførte synspunkter er fortsat

gældende. På dette sted er imidlertid grund til at fremhæve, at det forhold,

at visse af kommunalbestyrelsens afgørelser nu ikke længere kan indbringes

for miljøstyrelsen og altså heller ikke af embedslægeinstitutionerne, øger

aktualiteten af at inddrage embedslægeinstitutionerne på et tidligt stadium

af sagsbehandlingen hos kommunalbestyrelsen. Af samme grund skal det

henstilles, at embedslægeinstitutionen i de sager, hvor kommunalbestyrelsen

kan træffe endelig afgørelse, gives adgang til at udtale sig, inden

afgørelsen træffes. Opmærksomheden henledes på, at embedslægeinstitutionen

fortsat skal underrettes om trufne afgørelser, selv om de er endelige, jfr.

miljøbeskyttelsesloven § 65, stk. 2.

Reglerne om endelighed finder tilsvarende anvendelse, når amtsrådet eller

hovedstadsrådet træffer afgørelse med hensyn til sager vedrørende

virksomheder, anlæg m.v., der ejes eller drives af kommunalbestyrelserne.

Opmærksomheden henledes på, at reglen i miljøbeskyttelseslovens § 68

fortsat er gældende, også i de sager, hvor kommunalbestyrelsen nu træffer

endelig afgørelse. Efter denne bestemmelse skal adressaten for afgørelser om

påbud eller forbud, forinden disse beslutninger træffes, skriftligt

underrettes om sagen og gøres bekendt med sin adgang til aktindsigt og til at

udtale sig efter loven om offentlighed i forvaltningen.

3. Bindende kvalitetskrav

Ved ændringen af § 8 i miljøbeskyttelsesloven er der skabt hjemmel for

ministeren til at fastsætte kvalitetskrav, der skal lægges til grund ved

myndighedernes administration og planlægning i medfør af loven, med henblik

på opfyldelse af EF- eller andre internationale forpligtelser i øvrigt, der

bygger på bindende såkaldte immissionsregler. På denne baggrund vil der bl.a.

blive udstedt en bekendtgørelse om grænseværdier for luftens indhold af

svovldioxid og svævestøv til opfyldelse af EF-direktiv 80/ 779/ EØF herom.

Opfyldelsen af bekendtgørelser, udfærdiget som følge af disse direktiver,

skal til dels ske gennem myndighedernes administration af lovens almindelige

bestemmelser om miljømæssig regulering gennem påbud, forbud eller ved

reguleringer af vilkårene for allerede meddelte godkendelser eller

tilladelser, jfr. herved nærmere pkt. 10 b vedrørende spørgsmålet om

forholdet til lovens § 44.

4. Ophævelse af vejbyggelinier

Med indførelse af § 10, stk. 2, i miljøbeskyttelsesloven er der åbnet

mulighed for, at miljøministeren kan fastsætte regler om støjgrænser, der

skal gælde for ny støjfølsom bebyggelse, der agtes opført ved større vejanlæg

og jernbaner.

Det er således muligt - ved siden af de eksisterende

planlægningsinstrumenter - i bekendtgørelsesform at fastsætte regler om

støjbeskyttelse, hvilket har skabt grundlag for at ophæve de hidtidige

vejbyggelinier efter naturfredningslovens § 47, stk. 1, nr. 2. Dette

forventes gennemført snarest.

Hjemmelen til at fastsætte sådanne regler vil imidlertid foreløbig ikke

blive benyttet, idet der fra planstyrelsen udsendes et cirkulære om

varetagelse af støjhensyn i den fysiske planlægning efter ophævelse af

vejbyggeliniebestemmelsen i naturfredningsloven. Heri indgår de hensyn, der

hidtil har været varetaget i kraft af naturfredningsloven, samt en

præcisering af retningslinierne for varetagelse af støjhensyn i den

fremtidige planlægning i medfør af regionplanlovene og kommuneplanloven samt

i zonelovsadministrationen.

5. Lovens kapitel 3

Den hidtidige kapiteloverskrift »Beskyttelse af

vandforsyningsinteresser« er nu ændret til: »Beskyttelse af

grundvands- og vandforsyningsinteresser«. Hermed er det understreget, at

bestemmelserne i lovens kapitel 3 har til formål at beskytte grundvandet imod

forurening, også i tilfælde, hvor der ikke knytter sig en aktuel

vandforsyningsinteresse til det pågældende grundvandsreservoir, jfr. den

generelle bestemmelse i lovens § 11.

Gennem en række ændringer i § 11 er der desuden søgt tilvejebragt dels en

præcisering og ajourføring af de hidtidige regler om grundvandsbeskyttelsen

dels et bedre grundlag for koordinationen med planlægningen af

spildevandsbortskaffelsen efter lovens § 21.

Efter den ændrede formulering af § 11 kræves der tilladelse i henhold til

stk. 1, 1. pkt., såfremt væsker eller stoffer, der kan forurene grundvandet,

nedgraves i jorden, udledes eller oplægges på denne eller afledes til

undergrunden gennem nedsivningsanlæg, boringer eller på anden måde

(ændringerne i forhold til bestemmelsens hidtidige formulering er fremhævet

med kursiv).

Det er således nu bl.a. præciseret, at bestemmelsen også omfatter stoffer,

som nedgraves i jorden eller som anbringes (oplægges) på jordoverfladen.

Det bemærkes, at det ikke er hensigten med bestemmelsen, at nedgravning af

latrin skal være omfattet af tilladelsesordningen i § 11, stk. 1. De

hidtidige regler i miljøbeskyttelsesreglementet (nu miljøministeriets

bekendtgørelse nr. 664 af 16. december 1982) om nedgravning af latrin vil

fortsat være gældende.

For så vidt angår oplægninger af stoffer på jordoverfladen bemærkes, at

disse alene er omfattet af bestemmelsen, såfremt oplæg finder sted på en

sådan måde, at der kan opstå risiko for forurening af grundvandet. Oplæg af

f.eks. forsvarligt emballerede varer vil således fortsat ikke være omfattet.

Dette vil derimod være tilfældet med hensyn til oplæg af f.eks. slagger og

flyveaske, der benyttes som vejmateriale, dæmningsfyld o.lign., på grund af

de forurenende væsker, der kan forekomme som percolat i forbindelse med

sådanne oplæg.

Der er ikke med bestemmelsen sigtet mod en regulering af markmøddinger

o.lign. gennem forhåndsgodkendelser. For markmøddinger o.lign. vil således

alene de krav, som stilles i miljøreglementet, være gældende.

Der kræves heller ikke tilladelse efter § 11, stk. 1, til oplagring og

deponeringer m.v., som er omfattet af godkendelsesordningen i lovens kapitel

5, jfr. punkt G på listen over virksomheder m.v., som er omfattet af

godkendelsesordningen, se miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28.

juni 1978. Hensynet til beskyttelsen af grundvandet skal i disse situationer

tilgodeses i forbindelse med kapitel 5-godkendelsesbehandlingen.

Den hidtil gældende bestemmelse i § 11, stk. 3 om tilbagekaldelse af

tilladelser efter lovens § 11 åbner bl.a. mulighed for tilbagekaldelse,

»når en kloakering gør en anden afledning mulig«. Dette led i § 11,

stk. 3 er nu med virkning fra 1. januar 1983 ændret, således at

tilbagekaldelsesadgangen i stedet er betinget af »gennemførelsen af en

ændret spildevandsafledning i overensstemmelse med en plan efter § 21«.

Hermed er der dels søgt tilvejebragt grundlag for en bedre koordination med

den kommunale spildevandsplanlægning, jfr. herom nærmere nedenfor under

omtalen af ændringerne i lovens kapitel 4, dels er det præciseret, at

tilbagekaldelse af en tilladelse efter § 11 ikke blot vil kunne ske til

fordel for en kloakeringsløsning, men også med henblik på at gennemføre en

anden af de bortskaffelsesmetoder, som kræver tilladelse efter lovens § 11 -

når dette sker i overensstemmelse med en plan efter § 21.

I den nye bestemmelse i § 11, stk. 4, er reglerne om, hvilken myndighed

der har kompetencen til at tilbagekalde de pågældende tilladelser, nærmere

præciseret. Udgangspunktet er ifølge bestemmelsen, at

tilbagekaldelseskompetencen tilkommer den myndighed, som på

tilbagekaldelsestidspunktet har beføjelse til at meddele den pågældende

tilladelse. Af hensyn til koordinationen med reglerne om

spildevandsplanlægningen er kompetencen efter § 11, stk. 3 dog generelt

henlagt til kommunalbestyrelsen i de tilfælde, hvor tilbagekaldelsen sker som

led i gennemførelsen af en spildevandsplan.

Samtidig er det fastslået, at tilbagekaldelsen i disse situationer anses

for sket ved tilslutningen til det nye anlæg, uden at særskilt underretning

herom til de pågældende grundejere er nødvendig.

Opmærksomheden henledes i øvrigt på, at kommunalbestyrelsen som led i sin

tilsynsvirksomhed generelt vil kunne vurdere, om der er grundlag for at tage

initiativ til tilbagekaldelse efter § 11, stk. 3.

Ifølge den nye bestemmelse i § 11, stk. 5 vil kommunalbestyrelsens

afgørelse om tilbagekaldelse ikke kunne indbringes for anden administrativ

myndighed i de situationer, hvor tilladelsen sker som led i gennemførelsen af

en spildevandsplan, som kommunalbestyrelsen efter de ændrede regler om

spildevandsplanlægningen i § 21 selv har kunnet vedtage endeligt.

Bestemmelsen vil først få betydning, når de nye regler om

myndighedsbehandlingen af spildevandsplanerne bliver virksomme, det vil sige,

når retningslinier for vandkvaliteten i recipienterne er optaget i godkendte

regionplaner, jfr. herom nedenfor under omtalen af ændringerne i lovens

kapitel 4 og 9.

Med bestemmelsen i § 11, stk. 6, er der endvidere åbnet mulighed for, at

kommunalbestyrelsen kan fastsætte regler om udgiftsfordelingen for bl.a.

fælles nedsivningsanlæg - på linie med de regler, som kommunalbestyrelsen kan

fastsætte efter den gældende lovs § 27 med hensyn til spildevandsanlæg. I

sammenhæng hermed er der endvidere gennem ændring af den gældende lovs § 31

om ekspropriation til spildevandsanlæg tilvejebragt hjemmel for, at

kommunalbestyrelsen i nødvendigt omfang kan træffe beslutning om

ekspropriation i forbindelse med etablering af anlæg, som kræver tilladelse

efter lovens § 11, jfr. herom nedenfor under pkt. 9.

Lovens kapitel 4

6. Spildevandsplanlægning

Hovedformålet med de gennemførte ændringer i reglerne om den kommunale

spildevandsplanlægning er at sikre en koordination - indholds- og

proceduremæssigt - med den sammenfattende fysiske planlægning i kommunen.

Desuden er det nu med den ændrede formulering af § 21, stk. 1 vedrørende

indholdet af de kommunale spildevandsplaner præciseret, at det som led i

spildevandsplanlægningen skal undersøges, i hvilke områder det vil være

muligt at bortskaffe spildevandet ved nedsivning. Dette medfører, at det af

spildevandsplanerne skal fremgå, hvilke kloakeringsområder der etableres med

tilladelse til udledning af spildevand til vandløb, søer eller havet i medfør

af lovens § 18, og i hvilke områder der etableres anlæg med tilladelse i

medfør af lovens § 11 til at udlede spildevand på jorden eller til

undergrunden.

De nye regler om myndighedsbehandlingen af spildevandsplanerne får

virkning fra det tidspunkt, recipientkvalitetsplanlægningen er gennemført

efter reglerne i § 61 e, og retningslinier for vandkvaliteten i forbindelse

hermed er optaget i godkendte regionplaner, det vil sige med regionplantillæg

1984/ 85, jfr. nærmere herom nedenfor under punkt 12 b.

Ifølge de nye regler skal spildevandsplanerne ikke længere godkendes af

amtsrådene (hovedstadsrådet), men kan vedtages endeligt af

kommunalbestyrelserne selv. Amtsrådene (hovedstadsrådet) får til opgave at

påse, at planerne er i overensstemmelse med recipientkvalitetsplanerne,

vandindvindings- og vandforsyningsplanerne efter vandforsyningsloven, samt at

de i øvrigt tilgodeser hensynet til grundvandets beskyttelse.

De mere detaljerede rammer for sagsbehandlingen vedrørende

spildevandsplanerne efter de nye regler, herunder med hensyn til

offentlighedsprocedurer, samarbejde mellem myndighederne, indsigelses- og

ankemuligheder, vil blive fastlagt i forbindelse med den nødvendige revision

af miljøministeriets bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts 1974 om behandling

af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer eller havet m.v.

(spildevandsbekendtgørelsen) samt det dertil hørende cirkulære om spildevand

af 17. april 1974 (spildevandscirkulæret).

I overgangsperioden fra lovændringens ikrafttræden den 1. januar 1983 og

indtil de nye regler om myndighedsbehandlingen m.v. får virkning (med

godkendelsen af regionplantillæg 1984/ 85), vil sager vedrørende

spildevandsplaner fortsat skulle behandles efter de gældende regler i

spildevandsbekendtgørelsen og - cirkulæret. Med hensyn til behandlingen af

spørgsmål om afledning af spildevand gennem nedsivning i denne forbindelse

kan endvidere henvises til den ovenfor omtalte præcisering af bestemmelsen i

lovens § 21, stk. 1, samt til reglerne i bekendtgørelse nr. 139 af 15. april

1980 om afledning af spildevand til jorden og det tilhørende cirkulære af 21.

april 1980, kapitel 7.

7. § 22-projekter

Ved lovændringen ophæves den særlige overgangsregel i § 22, stk. 2 om

behandlingen af projekter til spildevandsanlæg i tiden indtil godkendte

spildevandsplaner foreligger. Sådanne sager har hidtil skullet behandles i

overensstemmelse med de nærmere regler i spildevandsbekendtgørelsens kap. 4

om anlæg af nye eller udvidelse af offentlige spildevandsanlæg, der ikke

omfattes af en godkendt spildevandsplan. Eventuelle uafsluttede sager om

disse spildevandsprojekter skal herefter ved lovens ikrafttræden - som

delspildevandsplaner - behandles efter reglerne i spildevandsbekendtgørelsens

kap. 3 om kommunale planer for udbygning af spildevandsanlæg.

Samtidig med ophævelsen af § 22, stk. 2 er også bestemmelsen i § 22, stk.

1 ophævet. Iflg. 1. punktum i denne bestemmelse kunne tilladelser efter § 18

kun meddeles, såfremt spildevandet opfyldte retningslinjer i en plan som

nævnt i § 21. Baggrunden for bestemmelsens ophævelse er, at den har kunnet

give anledning til den - fejlagtige - slutning, at der overhovedet ikke, når

en spildevandsplan var tilvejebragt, ville kunne meddeles tilladelse til

spildevandsudledninger, der ikke var omfattet af spildevandsplanen. En sådan

begrænsning har ikke været tilsigtet, idet der navnlig ved senere tilkomne

udledninger fra erhvervsvirksomheder i visse situationer bør være mulighed

for at meddele sådanne tilladelser, bl.a. fordi private udledninger ikke kan

forudses ved planlægningen efter § 21 med samme sikkerhed som udbygningen af

de offentlige anlæg.

Det bemærkes, at der med ophævelsen af § 22, stk. 1, 1. pkt. ikke er

tilsigtet nogen ændring af den bestående retstilstand, hvorefter etablering

af nye eller udvidelse af bestående offentlige spildevandsanlæg og dertil

hørende kloakeringsområder skal ske i overensstemmelse med de herom fastsatte

procedureregler, herunder om offentlighedens medvirken, jfr. reglerne i

spildevandsbekendtgørelsen, kap. 3. Endvidere vil der som hidtil kunne

forekomme tilfælde, hvor etablering af en privat spildevandsudledning vil

gribe så afgørende ind i forudsætningerne for en eksisterende plan, at

etableringen forudsætter en ændring af denne. Det samme vil i øvrigt kunne

være tilfældet, hvor der er tale om etablering af en ny eller ændret

afledning i medfør af lovens § 11.

8. Ændring af § 25

Med den gennemførte ændring af lovens § 25 er der tilstræbt en

harmonisering med indgrebsmulighederne i kapitel 5, idet den hidtidige

hjemmel til at meddele påbud om afhjælpende foranstaltninger over for

spildevandsanlæg, der ikke fungerer miljømæssigt forsvarligt, er udbygget,

således at der nu også kan meddeles forbud under tilsvarende betingelser som

i § 44, stk. 2 og 3.

Hvor der er tale om fælles anlæg til rensning af husspildevand, må det

forudsættes, at myndighederne som udgangspunkt alene anvender bestemmelsen om

forbud i de tilfælde, hvor der foreligger en alternativ måde til rensning af

spildevandet.

Det er endvidere med den ændrede formulering af § 25 præciseret, at

adgangen til at gribe ind over for spildevandsanlæg tillige omfatter

situationer, hvor indgreb er nødvendige af hensyn til opfyldelsen af

kvalitetskrav til overfladevandet fastsat i medfør af § 8, eller som er

indeholdt i recipientkvalitetsplanlægningen i medfør af § 61 e.

For så vidt angår afgrænsningen af anvendelsesområdet for § 25 i forhold

til lovens § 44 henvises til bemærkningerne nedenfor under punkt 10 a.

Med hensyn til bestemmelsens anvendelsesområde i forhold til lovens

kapitel 3 bemærkes, at det under lovforslagets behandling i folketinget er

blevet fremhævet, at indgrebsmuligheden efter § 25 antages at kunne finde

anvendelse i situationer, hvor de anlæg, der er omhandlet i lovens § 11, ikke

truer grundvands- eller vandforsyningsinteresser, men medfører

skadevirkninger på en recipient.

9. Ekspropriation

Som omtalt ovenfor under punkt 5 er ekspropriationsbestemmelsen i lovens §

31 udvidet, således at ekspropriation også kan ske til fordel for anlæg, hvis

etablering kræver tilladelse efter lovens § 11. Samtidig er det gennem

indføjelse i § 31 af en henvisning til § 4, stk. 5 i lov om offentlige veje

præciseret, at klage over en ekspropriationsbeslutning ikke har opsættende

virkning, medmindre klagemyndigheden bestemmer andet.

Adgangen til at foretage ekspropriation til fordel for

spildevandsafledning efter lovens § 11 forudsættes især anvendt i forbindelse

med etablering af fælles nedsivningsanlæg. Endvidere kan det være aktuelt at

ekspropriere til faste ledningsanlæg i forbindelse med anlæg til udsprøjtning

af spildevand (især mejerier), således at spildevandet kan føres frem til det

areal, hvor udsprøjtningen skal ske. Det bør i den forbindelse understreges,

at hensigten derimod ikke har været at åbne adgang for ved ekspropriation at

sikre retten til at udsprøjte på et givet areal. Dette spørgsmål bør som

hidtil klares ved aftaler mellem de implicerede parter.

De hidtil gældende regler for gennemførelse af ekspropriationer for

spildevandsanlæg er indeholdt i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 175 af

29. marts 1974. Denne bekendtgørelse er ændret i overensstemmelse med

foranstående og genoptrykt som bekendtgørelse nr. 665 af 16. december 1982 om

ekspropriation til spildevandsanlæg. Bekendtgørelsen træder i kraft samtidig

med lovændringen den 1. januar 1983.

Kapitel 5

10 a. Ændring af § 41 - Sammenhæng mellem

kapitel 4 og 5

Der har hersket en vis tvivl om, i hvilket omfang en tilladelse til

spildevandsudledning har været omfattet af en godkendelse efter lovens

kapitel 5 med den retsvirkning, at virksomheden har opnået beskyttelse efter

reglen i § 44, stk. 4.

I den ny bestemmelse i § 41, stk. 3, er det derfor præciseret, at såfremt

der fra en virksomhed, der skal godkendes efter kapitel 5, skal udledes

spildevand direkte til recipient, skal både tilladelsen hertil og vilkårene

herfor behandles efter reglerne i kapitel 5 sammen med godkendelsen i øvrigt.

Udledningstilladelsen bliver herved et integreret led i den samlede

godkendelse med den retsvirkning, at der kun kan gribes ind over for

spildevandsudledningen med forbud eller påbud, såfremt virksomhedens

forurening »går væsentligt ud over det, som blev lagt til grund ved

godkendelsen«, jfr. § 44, stk. 4.

Det skal dog bemærkes, at der med henblik på opfyldelse af regler fastsat

i henhold til §§ 6 og 8 samt planlægningsbestemmelserne i lovens kapitel 9

kan foreligge situationer, hvor indgreb kan ske i medfør af lovens § 44 på

trods af bestemmelsen i § 44, stk. 4 (jfr. pkt. 10 b vedrørende § 44).

Særskilte spildevandsudledninger fra listevirksomheder, der ikke er

godkendt efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5, er ikke omfattet af

beskyttelsesreglen i § 44, stk. 4. Over for sådanne udledninger kan

kommunalbestyrelsen gribe ind efter reglerne i § 44, stk. 1-3. Dette

udelukker ikke, at amtsrådet - som det også er sket i vidt omfang, f.eks. i

sager vedrørende dambrug - benytter sine beføjelser efter lovens § 25 til at

træffe afgørelse vedrørende virksomhedens spildevandsforhold. Det anbefales,

at der etableres kontakt mellem amtsråd og kommunalbestyrelse i sådanne

situationer.

Spildevandsforholdene for virksomheder, der er tilsluttet et offentligt

rensningsanlæg, falder uden for kapitel 5's område, men er reguleret af

bestemmelserne i kapitel 4. Kommunalbestyrelsen har indgrebskompetence i

medfør af § 25.

Såfremt en virksomhed, der i øvrigt skal godkendes efter kapitel 5,

samtidig skal have en sådan tilslutningstilladelse, skal denne og vilkårene

herfor som en rent praktisk foranstaltning medtages i godkendelsen, således

at det fremgår af godkendelsen, at spørgsmålet om spildevandsafledning er

løst, men i medfør af lovens kapitel 4. En tilslutningstilladelse er ikke

omfattet af beskyttelsesreglen i lovens § 44, stk. 4.

10 b. § 44, stk. 4

Efter den gældende regel i § 44, stk. 4, kan der kun gribes ind over for

en eksisterende godkendt virksomhed, såfremt dens forurening »går

væsentligt ud over det, som blev lagt til grund ved godkendelsen«.

Der er ikke sket nogen ændring af denne bestemmelse, men ændringerne i § 8

og § 61 e vil kunne berøre den fremtidige administration af § 44.

Fælles for regelsæt efter § 8 og recipientkvalitetsplanlægningen efter §

61 e er, at de kan komme til at berøre godkendte listevirksomheder. Med

henblik på opfyldelse af de bindende kvalitetskrav, der måtte blive fastlagt

i regler og planlægning, kan indgreb efter § 44 blive nødvendige på trods af

beskyttelsen i § 44, stk. 4. Dette gælder også for en godkendt virksomheds

spildevandsudledning direkte til recipient, selv om udledningstilladelsen som

ovenfor nævnt er et integreret led i den samlede godkendelse.

I den situation, hvor et indgreb er nødvendigt i medfør af § 44 på trods

af bestemmelsen i § 44, stk. 4, må myndighederne naturligvis konkret vurdere

den enkelte virksomheds forhold og afpasse indgrebet - dels under hensyn til

de tidsmæssige rammer, der måtte være fastlagt for opnåelse af de her

omhandlede kvalitetskrav - dels under hensyn til lovens § 1, stk. 3.

Kapitel 7

11. Ændringer i tilsynet

a. Aftalemæssig overførsel af tilsynsopgaver

Det er lovens hovedregel, at kommunalbestyrelsen fører tilsyn med alle

virksomheder i kommunen. Amtsrådet eller hovedstadsrådet fører dog tilsyn med

virksomheder, der ejes eller drives af en kommune. (For så vidt angår de

amtskommunale virksomheder, se om ændringen nedenfor, pkt. 11 b).

Kommunalbestyrelsernes tilsyn finder i en række tilfælde sted i et samarbejde

med miljø- og levnedsmiddelkontrolenhederne.

I visse situationer kan det imidlertid være hensigtsmæssigt for en kommune

at overlade tilsynet med en eller flere virksomheder til amtsrådet, f.eks.

hvor kommunen ikke finder, at den nødvendige ekspertise til at føre tilsyn

med en kompliceret virksomhed kan tilvejebringes.

Den nye bestemmelse, § 49 a, åbner mulighed for, at kommunalbestyrelsen

kan træffe en aftale med amtsrådet (hovedstadsrådet) om overførsel af

tilsynet i konkrete tilfælde med virksomheder, hvor beføjelsen til at meddele

godkendelse efter lovens kapitel 5 er henlagt til amtsrådet eller

hovedstadsrådet. Det drejer sig om de (a)-markerede virksomheder i

miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28. juni 1978. Dette har den

virkning, at amtsrådet også overtager beføjelsen til at meddele afgørelser om

påbud eller forbud efter lovens § 44.

Ansvaret for udøvelsen af tilsynet ligger således enten hos

kommunalbestyrelsen eller hos amtsrådet.

Ved indgåelse af en sådan aftale må spørgsmålet om, hvilken myndighed der

fører tilsyn, i almindelighed anses for endelig afgjort; ændrede

omstændigheder kan dog senere motivere, at aftalen ændres. Det skal klart

angives, hvilke(n) virksomhed(er) der er omfattet af aftalen.

Det forudsættes, at den berørte virksomhed høres, forinden aftale indgås,

at indgåede aftaler gøres offentligt bekendt ved annoncering, samt at

miljøstyrelsen underrettes. Virksomhedens indforståelse er dog ingen

betingelse for at indgå aftale om overførsel af tilsynet.

Uanset reglen i § 49 a om indgåelse af en egentlig aftale om overførsel af

tilsynskompetencen, vil kommunalbestyrelser og amtsråd som hidtil kunne indgå

aftaler om, at amtsrådet yder kommunalbestyrelsen teknisk bistand ved

løsningen af kommunens tilsynsopgaver. I denne situation ligger ansvaret - og

de hermed forbundne opgaver (lovens § 44) - fortsat hos kommunalbestyrelsen.

b. Kommunens tilsyn med amtskommunale virksomheder

Det er i loven fastlagt, at amtsrådet meddeler godkendelser og

tilladelser, fører tilsyn og om nødvendigt griber ind over for de

virksomheder og anlæg, der ejes eller drives af kommunalbestyrelserne.

Tilsvarende beføjelser er for de virksomheder, som drives af amtsrådene

(hovedstadsrådet), i den hidtil gældende lov tillagt ministeren, der har

delegeret beføjelserne til miljøstyrelsen. Denne ordning har for så vidt

angår selve tilsynsforpligtelsen vist sig at være mindre praktisk.

Bestemmelsen i § 50 er derfor ændret, således at tilsynet (jfr. lovens §§

48-49) med de af amtsrådene (hovedstadsrådet) drevne virksomheder og anlæg

udøves af kommunalbestyrelserne, der herefter skal føre tilsyn med samtlige

de af loven omfattede virksomheder og anlæg med undtagelse af de

virksomheder, som kommunalbestyrelserne selv driver.

Overførslen af miljøstyrelsens tilsynsopgaver til kommunalbestyrelserne

gælder både for listevirksomheder og for erhvervsvirksomheder, der ikke er

optaget på bilaget til miljøbeskyttelsesloven. Den ændrede § 50 i loven

betyder, at der sker en tilsvarende ændring i bekendtgørelse nr. 176 af 29.

marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v., § 8, stk.

2, 3. pkt., i miljøbeskyttelsesreglementet, bekendtgørelse nr. 664 af 16.

december 1982 kap. 14.2. samt i bekendtgørelse nr. 177 af 29. marts 1974 om

tilsyn med spildevandsanlæg og med forurening af vandområder, § 1, stk. 3.

Det skal bemærkes, at det fortsat er miljøstyrelsen, der er

godkendelsesmyndighed, ligesom det er miljøstyrelsen, der har kompetencen til

at gribe ind efter lovens §§ 42 og 44 og reglementets kapitel 11 over for de

amtskommunale virksomheder.

Såfremt der under udøvelsen af tilsynet måtte opstå behov for at træffe

afgørelser af denne art, skal miljøstyrelsen derfor underrettes af

kommunalbestyrelsen herom.

I situationer, hvor en virksomhed drives af et fællesskab, hvori både

kommune og amtskommune er interessenter, har miljøstyrelsen tilsynsbeføjelsen

og kompetencen til at træffe afgørelse efter lovens indgrebsbestemmelse. I

det omfang der måtte fremkomme klager over forurening fra sådanne

virksomheder (f.eks. fælles trafikselskabers busterminaler), må

kommunalbestyrelsen fremsende sådanne til behandling i styrelsen.

Ad pkt. 11 a og b

Om tilsynsopgaverne generelt kan det nævnes, at miljøministeren har

anmodet miljøstyrelsen om at udarbejde nærmere retningslinier til brug for

kommunernes udøvelse af de i loven forudsatte tilsyns- og kontrolfunktioner.

En sådan tilsynsvejledning forventes udsendt i begyndelsen af 1983.

12. Lovens kapitel 9

Hovedformålet med de gennemførte ændringer i lovens kapitel 9 er dels at

tilvejebringe en præcisering og udbygning af lovens hidtidige kortlægnings-

og planlægningsbestemmelser, dels at sikre en bedre koordination med reglerne

om den sammenfattende fysiske planlægning. Et særligt afsnit i kapitlet

udgøres af de nye bestemmelser om kortlægning og planlægning af

affaldsbortskaffelsen, som skal styrke myndighedernes muligheder for at

tilrettelægge denne på den ud fra miljø- og samfundsøkonomiske hensyn mest

hensigtsmæssige måde.

a. Kortlægning

§§ 61-61 d indeholder en præcisering af de hidtidige regler om

kortlægningen af forureningskilderne og af den forurening, omgivelserne

udsættes for.

Det fremgår af bestemmelserne, at der skal foretages en kortlægning af

henholdsvis støj- og vandforureningen, samt - efter nærmere af

miljøministeren fastsatte regler - af luftforureningen. Kortlægningen skal -

ifølge § 61 d - tjene til støtte for planlægningen efter kap. 9 samt for

region- og kommuneplanlægningen.

For så vidt angår støjkortlægningen er opgaverne ifølge § 61 fordelt

mellem amtsråd og kommunalbestyrelser, således at kommunalbestyrelsen

foretager kortlægningen i byzoneområderne, medens amtsrådet forestår

kortlægningen i de øvrige områder inden for amtskommunen.

Kommunalbestyrelsens og amtsrådets kortlægning samordnes og sammenfattes

herefter af amtsrådet til en samlet kortlægning af støjforureningen inden for

amtskommunen.

Den i loven forudsatte fordeling af kortlægningsopgaverne mellem amtsråd

og kommunalbestyrelser er fastlagt under hensyn til, at kommunalbestyrelserne

i vidt omfang råder over de nødvendige data til støjkortlægning i

byzoneområder, medens amtsrådet i vidt omfang har tilvejebragt de nødvendige

data til støjkortlægning uden for byzoneområder.

Miljøstyrelsen har i maj 1976 udsendt »Vejledning og signaturer til

støjkortlægning«, samt i december 1978 en korrektion med henvisning til

den da fremkomne fællesnordiske beregningsmodel for vejtrafikstøj

(Vejdatalaboratoriets rapport nr. 231).

Miljøstyrelsen vil i foråret 1983 udsende en revideret udgave af

kortlægningsvejledningen. Den reviderede vejledning vil indeholde nærmere

anvisninger på støjkortlægningens gennemførelse efter de nye regler herunder

med hensyn til samarbejdet mellem myndighederne og tilvejebringelsen af en

samlet kortlægning af støjforureningen efter bestemmelsen i § 61.

Om myndighedernes opgaver i forbindelse med kortlægningen af

vandforureningen (§ 61 a) kan der henvises til miljøstyrelsens vejledninger i

recipientkvalitetsplanlægning samt til »Miljøplanforudsætninger 1.

delrapport, juni 1975, signaturer til recipientkvalitets- og

spildevandsplaner«.

Af § 61 c fremgår, at miljøministeren efter forhandling med de kommunale

organisationer kan fastsætte regler om, at amtsrådene med bistand fra

kommunalbestyrelserne skal foretage en kortlægning af luftforureningen,

herunder en kortlægning af forureningskilderne og en beregning af

luftkvaliteten.

Et af hovedformålene med det igangværende landsdækkende

luftkvalitetsmåleprogram er at udvikle metoder til en sådan kortlægning af

luftkvaliteten. Programmet omfatter direkte målinger af luftkvaliteten i 7

byer over en 5-årig periode. I tilknytning til programmet foretages der en

kortlægning af forureningskilderne i de udvalgte områder og en udvikling af

modeller til beregning af luftkvaliteten. Erfaringerne med

luftkvalitetsmåleprogrammet og det tilknyttede kortlægnings- og

udviklingsarbejde vil til sin tid danne grundlag for fastlæggelsen af regler

om den fremtidige luftkvalitetskortlægning.

Kortlægningen i medfør af § 61 c agtes således først iværksat efter

afslutningen af luftkvalitetsmåleprogrammet, formentlig efter 1985.

For så vidt angår luftforurening fra kraftværker, fjernvarmecentraler og

andre anlæg, som er omfattet af planlægningen efter varmeforsyningsloven, kan

der henvises til miljøstyrelsens vejledning i forureningsmæssige vurderinger

af varmeforsyningsplaner (vejledning nr. 1/ 82). Vejledningen indeholder

bl.a. metoder til vurdering af, hvornår det i forbindelse med placering af et

sådant anlæg kan være nødvendigt at gennemføre supplerende undersøgelser af

anlæggets påvirkning af luftkvaliteten i omgivelserne for at sikre acceptable

miljøforhold.

b. Recipientkvalitetsplanlægning

Med den nye regel i § 61 e er der sket en præcisering af de hidtidige

bestemmelser om recipientkvalitetsplanlægningen med det formål at styrke

denne som koordinerende styringsinstrument i forhold til

spildevandsplanlægningen og den konkrete administration af loven.

Ifølge § 61 e udarbejder amtsrådet (hovedstadsrådet) efter forhandling med

kommunalbestyrelserne og på grundlag af kortlægningen efter § 61 a en plan

for kvaliteten af vandområderne inden for amtskommunen, indeholdende

målsætninger for vandkvaliteten i vandløb, søer og kystnære dele af

søterritoriet. I miljøstyrelsens vejledninger i recipientkvalitetsplanlægning

er der redegjort for den nærmere udarbejdelse af disse målsætninger og for de

til målsætningerne knyttede kvalitetskrav.

De i recipientkvalitetsplanerne fastlagte målsætninger optages i

regionplanerne, jfr. den samtidig med lovændringen gennemførte ændring af §

7, stk. 1 i lov om lands- og regionplanlægning og § 2, stk. 1 i lov om

regionplanlægning i hovedstadsområdet, hvorefter der i regionplanerne skal

optages retningslinjer for vandkvaliteten i vandløb, søer og kystnære dele af

søterritoriet. Det er forudsat, at denne optagelse - og dermed gennemførelsen

af recipientkvalitetsplanlægningen efter reglerne i § 61 e - finder sted i

forbindelse med regionplantillæg 1984/ 85.

Når retningslinjerne sammen med det øvrige indhold af regionplantillæg 84/

85 er godkendt af miljøministeren, træder de nye regler om

myndighedsbehandlingen af spildevandsplanerne i kraft, idet den i § 21, stk.

3 nævnte betingelse for, at kommunalbestyrelserne kan vedtage

spildevandsplanerne selv, hermed er opfyldt, jfr. nærmere ovenfor under punkt

6 om ændringerne i reglerne om spildevandsplanlægningen.

Recipientkvalitetsplanen skal ifølge § 61 e, stk. 4, lægges til grund ved

administrationen af sager efter miljøbeskyttelsesloven. Det fremgår af

bemærkningerne til lovforslaget, at denne binding indtræder fra det

tidspunkt, der første gang i godkendte regionplaner eller godkendte tillæg

til disse er optaget retningslinier for vandkvaliteten i de i amtskommunerne

beliggende vandområder.

I § 61 e, stk. 2, er der fastlagt en særlig procedureregel, som åbner

mulighed for, at en kommunalbestyrelse kan fremsætte indsigelse mod en

recipientkvalitetsplan under hensyn til planens virkninger for den pågældende

kommune. Amtsrådet vil herefter ikke kunne vedtage planen endeligt, før der

er opnået enighed med kommunalbestyrelsen, eller spørgsmålet er afgjort af

miljøministeren.

Denne procedureregel forudsætter udstedelse af udfyldende regler fra

miljøministeren.

I forbindelse med regionplantillæg 1984/ 85 vil eventuelle indsigelser fra

berørte kommunalbestyrelser mod recipientplanerne kunne indgå i

vurderingsgrundlaget ved miljøministerens godkendelse af regionplantillægget,

såfremt der ikke forud for godkendelsen måtte være opnået enighed mellem

amtsråd og kommunalbestyrelse.

Miljøstyrelsen agter i øvrigt i den nærmeste fremtid at udsende et

cirkulære i tilknytning til recipientkvalitetsplanlægningsvejled~ ningerne.

Det er tanken, at cirkulæret bl.a. skal behandle spørgsmålene om proceduren i

forbindelse med recipientkvalitetsplanernes udarbejdelse, herunder

offentlighedens medvirken, samarbejdet mellem kommunalbestyrelser og amtsråd

samt den tidsmæssige koordination med udarbejdelsen af regionplantillæg 84/

85.

c. Særligt forurenende virksomhed m.v.

Bestemmelserne i § 61 f om planlægningen af beliggenheden af virksomhed

m.v., hvortil der af hensyn til forebyggelse af forurening må stilles særlige

beliggenhedskrav, er en præcisering af de hidtidige regler i §§ 61-62.

Formålet med planlægningen efter § 61 f er at sikre, at de virksomheder,

som er omfattet af bestemmelsen, får en sådan beliggenhed i forhold til

omgivelserne, at eventuelle forureningsulemper i videst muligt omfang undgås.

Der må således i forbindelse med lokaliseringen af fremtidige virksomheder

m.v. af den pågældende art tages stilling til, hvilke afstands- eller

kvalitetskrav der skal være gældende i forhold til omgivelserne, ligesom

tilsvarende »konsekvensområder« må fastlægges for allerede

eksisterende virksomheder med henblik på at sikre den nødvendige adskillelse

i forhold til fremtidige arealudlæg til formål af forureningsfølsom karakter.

Med hensyn til den nærmere afgrænsning af, hvilke virksomhedstyper m.v.

planlægningen omfatter, henvises til miljøministeriets cirkulære nr. 46 af

22. februar 1977 om kortlægning og planlægning efter miljøbeskyttelseslovens

kap. 9 m.v.

Planlægningen efter § 61 f hænger indholdsmæssigt snævert sammen med

regionplanlægningen, idet beliggenheden af særligt forurenende virksomheder

m.v. indgår blandt de forhold, hvorom der skal optages retningslinjer i

regionplanerne, jfr. lov om lands- og regionplanlægning § 7, stk. 1, nr. 4

samt lov om regionplanlægning i hovedstadsområdet § 2, stk. 1, nr. 5.

Bestemmelsen i § 61 f, stk. 4, hvorefter planen er bindende for

administrationen af miljøbeskyttelsesloven fra det tidspunkt, den er optaget

i retningslinjer i en godkendt regionplan eller et godkendt tillæg til

regionplanen, skal ses i denne sammenhæng.

At planen er bindende for administrationen efter miljøbeskyttelsesloven

betyder bl.a., at de nævnte forurenende virksomheder forudsættes placeret i

overensstemmelse med de i planen fastlagte retningslinjer. På den anden side

er dette ikke ensbetydende med, at en godkendelse efter lovens kapitel 5

under alle omstændigheder skal meddeles, idet andre forhold af

forureningsmæssig karakter, som der ikke er taget stilling til i forbindelse

med regionplanen, kan begrunde, at godkendelsen ikke meddeles.

Til vejledning for de kommunale myndigheder påregner miljøstyrelsen at

udsende en revideret udgave af »Miljøhensyn ved planlægning«

(vejledning nr. 2/ 74) i 1. halvdel af 1983. Vejledningen vil omhandle

planlægningen efter § 61 f, samt hvorledes hensynet til miljøbeskyttelsen i

øvrigt bør indgå i region- og kommuneplanlægningen, jfr. § 61 d.

d. Affald

Efter de nye bestemmelser om affaldsplanlægningen i §§ 62-62 b foretager

amtsrådet i samarbejde med kommunalbestyrelserne en kortlægning af

affaldsbortskaffelsen inden for amtskommunen og udarbejder på grundlag heraf

efter forhandling med kommunalbestyrelserne en redegørelse herfor. Derefter

udarbejder kommunalbestyrelserne efter forhandling med amtsrådet en plan for

bortskaffelsen af affaldet i kommunen.

Amtsrådet påser, at de kommunale planer er i overensstemmelse med bl.a.

retningslinjer udstedt af miljøministeren. Ved uenighed mellem

kommunalbestyrelse og amtsråd afgøres spørgsmålet af miljøministeren. I

hovedstadsområdet udfører hovedstadsrådet amtsrådenes opgaver.

Den tidligere planlægning på affaldsområdet har taget udgangspunkt i

spørgsmålet om lokaliseringen af affaldsanlæg som særligt forurenende

virksomheder, jfr. den hidtil gældende lovs bestemmelse i § 61, som nu er

videreført med reglen i § 61 f.

Med de nye bestemmelser er der tilstræbt en styrkelse af

affaldsplanlægningen, bl.a. således at alle faser af affaldsbortskaffelsen

inddrages i planlægningen, det vil sige indsamling, transport, behandling og

slutdisponering, herunder også genanvendelse.

Bestemmelserne skal sikre en bedre koordinering af alle faser i

affaldsbortskaffelsen, herunder af såvel eksisterende ordninger som nye

initiativer på området. Der skal også finde en koordinering sted med andre

sektorers planlægning (f.eks. planlægningen efter varmeforsyningsloven), den

sammenfattende fysiske planlægning (region- og kommuneplanlægningen), samt de

initiativer, som finder sted i medfør af genanvendelsesloven. Endvidere er

det vigtigt, at der ved planlægningen af placeringen af deponeringspladser

sikres overensstemmelse med vandindvindingsplanlægningen og hensynet til den

generelle grundvandsbeskyttelse, jfr. lovens § 11.

Til brug for iværksættelsen af planlægningen efter de nye bestemmelser vil

der i de kommende år blive udsendt en række retningslinier fra

miljøministeriet i såvel bekendtgørelses- som vejlednings- og cirkulæreform.

Det første led i rækken af retningslinier vil være en bekendtgørelse om

den amtskommunale kortlægning og redegørelse. Denne bekendtgørelse påregnes

udsendt i første halvår af 1983.

Kapitel 10 og 11

13. Ændringer af en række formelle regler

a. Mundtlige afgørelser

I § 65, stk. 1, er som 2. og 3. pkt. indføjet en bestemmelse om undtagelse

fra kravet om, at beslutninger skal meddeles skriftligt. Det fastslås

således, at beslutninger om påbud eller forbud kan meddeles mundtligt, når

øjeblikkelig afgørelse af særlige grunde er påkrævet. Bestemmelsen vil derfor

kun finde anvendelse i særlige tilfælde, hvor det er påkrævet, at der så

hurtigt som muligt træffes de nødvendige foranstaltninger for at imødegå

alvorlig fare for sundheden eller væsentlig forurening af omgivelserne, eller

for at begrænse forureningens udbredelse og dermed dens skadevirkning.

For at undgå, at der eventuelt på et senere tidspunkt opstår tvivl med

hensyn til indholdet af en mundtlig meddelt beslutning eller spørgsmålet om,

hvorvidt beslutningen er korrekt efterkommet, bestemmes i 3. pkt., at de

omhandlede beslutninger snarest muligt skal følges op af en skriftlig

meddelelse.

13 b. Underretning

Mens § 65, stk. 1, indeholder regler om meddelelse til adressaten om en

truffen afgørelse, omhandler § 65, stk. 2, den skriftlige underretning, som

herudover skal finde sted. Udover en række myndigheder samt »enhver, som

må antages at have en individuel, væsentlig interesse« i sagen, skal der

nu også ske underretning af de organisationer, som er tillagt klageret ved

ændringen af § 74 (jfr. nedenfor pkt. 15).

For så vidt angår privatpersoner og organisationer kan underretning ske

ved offentlig annoncering. (Vedrørende klagefrist ved annoncering, se pkt. 13

e).

Som noget nyt bestemmes i § 65, stk. 2, sidste pkt., at der ved meddelelse

af godkendelse efter §§ 35-38 altid skal foretages offentlig annoncering.

Hermed sikres korrekt underretning af de ofte mange omboende, erhvervsfiskere

m.fl., der kan blive berørt af afgørelsen i en sag om godkendelse efter

lovens kapitel 5, hvilket er af betydning for adgangen til eventuelt at

indgive klage over afgørelsen.

Annoncering kan over for denne kreds af klageberettigede erstatte

individuel underretning.

Ændringen af lovens § 65, stk. 2, indebærer tilsvarende ændringer af de

bekendtgørelser, der er udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven, særlig

kan nævnes § 11 i bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om særligt

forurenende virksomheder, samt § 14 i bekendtgørelse nr. 174 af 29. marts

1974 om behandling af sager om tilførsel af spildevand til vandløb, søer

eller havet m.v.

13 c. Afgørelsens efterkommelse

I § 67 er indsat et nyt pkt., der udtrykkeligt giver myndighederne

mulighed for at træffe bestemmelse om, at beslutninger om påbud eller forbud

skal efterkommes straks. Bestemmelsen skal ses som en konsekvens af ændringen

af § 65, stk. 1, hvorefter påbud eller forbud i visse særlige tilfælde kan

meddeles mundtligt, men bestemmelsen i § 67 vil efter sin ordlyd tillige

finde anvendelse ved skriftligt meddelte påbud, hvor øjeblikkelig

efterkommelse er påkrævet.

13 d. Ministerens adgang til at træffe afgørelser i miljøsager

§ 70, stk. 2, hvorefter ministeren i særlige tilfælde

kunne tillade, at klage blev indgivet til ham, er ophævet.

Efter den nye § 69 a, 2. pkt. kan ministeren på eget initiativ tage en af

miljøstyrelsen som klagemyndighed truffet afgørelse - som ikke kan påklages

til miljøankenævnet - op til behandling. Det er hermed præciseret, at der

ikke er tale om en almindlig klageadgang til ministeren. Derimod vil reglen

ikke være til hinder for, at borgere, organisationer og andre kan rette

henvendelse til ministeren, således at henvendelsen er den faktiske anledning

til, at ministeren tager sagen op, men det skal understreges, at beslutningen

herom beror på ministerens vurdering. Reglen forventes kun anvendt i sager,

som er af større samfundsmæssig betydning, og hvor der er særlig grund til,

at ministeren bør tage sagen op.

Det skal nævnes, at § 69 b om ministerens adgang til at delegere

afgørelseskompetencen til de kommunale myndigheder, samt § 69 c om

ministerens »indkalde«-beføjelse overfor de kommunale myndigheder,

er enslydende med de hidtidige §§ 46 og 47. Overflytningen er sket af

redaktionelle grunde.

13 e. Klagefrist - 6-månedersfristen ophævet

Den hidtidige bestemmelse i § 71, stk. 2, hvorefter klagemyndigheden

indtil 6 måneder efter afgørelsen kunne se bort fra en undskyldelig

overskridelse af klagefristen, er ophævet.

Klagefristen er 4 uger regnet fra den dag, hvor afgørelsen er meddelt den

pågældende. Ved individuel skriftlig underretning begynder fristen at løbe

fra den dag, hvor afgørelsen er kommet frem til den klageberettigede. Ved

offentlig annoncering regnes klagefristen fra offentliggørelsen uanset

tidspunktet for eventuel individuel underretning. Det bør tilstræbes, at

annonceringen finder sted på samme dato, som den, på hvilken den individuelle

meddelelse af selve afgørelsen kommer frem til adressaten og evt. andre, og i

øvrigt samtidig, hvis der er tale om annoncering i flere aviser. I øvrigt

henvises til »Nyt fra miljøstyrelsen«, nr. 5, august 1979, s. 6-8,

hvor miljøstyrelsen har fremsat nogle almindelige synspunkter om

fremgangsmåden ved annoncering af beslutninger efter miljøbeskyttelsesloven.

Klagefristen udløber på 4-ugers dagen fra den dag, hvor afgørelsen er

kommet frem til den pågældende, hvilket betyder, at en klage skal være

myndighederne i hænde senest på 4-ugers dagen herfor for at være rettidig.

Ved annoncering bør klagefristens udløb være angivet ved dato i annoncen.

Det skal bemærkes, at i tilfælde, hvor der ikke har fundet korrekt

underretning sted, er lovens klagefrist på 4 uger ikke begyndt at løbe.

Klagemyndigheden vil derfor, uanset hvor lang tid der er gået, efter at en

afgørelse er truffet, kunne tage en klagesag op til behandling inden for en

frist på 4 uger fra det tidspunkt, hvor der er givet korrekt underretning om

afgørelsen. Underretningsforpligtelsen er derfor meget vigtig.

Ophævelsen af miljøbeskyttelseslovens § 71, stk. 2, medfører tilsvarende

ændring af bekendtgørelser udstedt med hjemmel i miljøbeskyttelsesloven,

således § 18, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 176 af 29. marts 1974 om

godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

14. Igangsætningstilladelser

Såfremt der i forbindelse med en godkendelse eller tilladelse skal udføres

bygge- og anlægsarbejder, må sådanne arbejder ikke påbegyndes før udløbet af

klagefristen, eller, hvis afgørelsen påklages, før klagemyndighedens

afgørelse foreligger, jfr. miljøbeskyttelseslovens § 72, stk. 3.

Miljøstyrelsen har hidtil haft hjemmel til at meddele dispensation fra

bestemmelsen under behandlingen af en klagesag, men betingelserne har været

ret restriktive. Disse betingelser er nu lempet.

Det vil i almindelighed være muligt at meddele dispensation i medfør af §

72, stk. 4, hvor der ikke kan rejses berettiget tvivl om virksomhedens

lokalisering, eller hvor klagen alene drejer sig om justering af enkelte

vilkår i en tilladelse.

Det skal understreges, at bestemmelsen i stk. 6 fortsat er gældende.

Ifølge denne indebærer en dispensation ingen begrænsninger i miljøstyrelsens

adgang til at ændre eller ophæve en påklaget tilladelse eller godkendelse.

Reglen i § 72, stk. 3, og dermed også dispensationsadgangen gælder ikke

ved klage til miljøankenævnet.

Tilsidesættelse af vilkår knyttet til en tilladelse efter § 72, stk. 4,

kan straffes, jfr. § 83, stk. 1, nr. 8.

15. Udvidet klageadgang

Ved ændringen af § 74 har en række landsdækkende organisationer fået

tillagt klageret til miljøstyrelsen og miljøankenævnet (jfr. ny § 80, stk.

2). Klageretten er afgrænset for hver enkelt organisation under hensyn til

sagens karakter.

Danmarks Naturfredningsforening kan påklage alle typer af afgørelser efter

lovens kapitel 5, for så vidt angår virksomheder, hvor godkendelsesbeføjelsen

er henlagt til amtsrådet eller hovedstadsrådet ((a)-mærkede virksomheder,

virksomheder med særskilt udledning og kommunale virksomheder), samt

afgørelser efter kapitel 4 vedrørende særskilt udledning af spildevand fra

dels de nævnte virksomheder, dels kommunale spildevandsanlæg. Det fremgår af

bemærkningerne til loven, at klageretten - ud over tilfælde, hvor hensynet

til omgivelserne, fordi disse er ubeboede, ikke gennem klage kan varetages af

personer, der har en væsentlig individuel interesse - alene forudsættes

anvendt med hensyn til afgørelser, der rækker ud over virksomhedens nærmeste

omgivelser og derfor ikke blot vedrører lugt- og støjgener.

Danmarks Sportsfiskerforbund er tillagt klageret i de samme typer

afgørelser som ovenfor nævnt, hvor de interesser, denne forening varetager,

berøres, dvs. spørgsmål om vandforurening. Dette gælder f.eks. sager om

udledning af spildevand til åbne vandområder (havet, fjorde), hvor ingen

privatperson har specielle rettigheder og derfor ikke efter de hidtil

gældende bestemmelser er blevet anset for klageberettiget.

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd kan påklage afgørelser, »når

væsentlige beskæftigelsesmæssige interesser« er berørt. Der er ikke i

loven fastlagt bestemte kriterier for, hvad der forstås herved, men

afgørelsen herom må træffes af klagemyndigheden ud fra et konkret skøn.

Klageadgangen kan ikke anses begrænset til sager, hvor et meget stort antal

beskæftigede kan tænkes berørt af afgørelsen. Til brug for klagemyndighedens

vurdering af, om væsentlighedskriteriet er opfyldt, må Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd imidlertid tilvejebringe oplysninger om den relative

beskæftigelsesinteresse, der i lokalområdet knytter sig til den virksomhed,

afgørelsen berører.

Forbrugerrådet er tillagt ret til at påklage afgørelser »i det

omfang, de er væsentlige og principielle«. Forbrugerrådet skal således

godtgøre, at afgørelsen, der ønskes påklaget, er væsentlig og principiel set

i lyset af de hensyn, som forbrugerrådet varetager. Ordet

»væsentlig« sigter til, at afgørelsen vedrører et

forureningsproblem af et ikke ubetydeligt omfang, mens »principiel«

sigter til, at afgørelsen må antages at få konsekvenser for en række senere

afgørelser.

Forbrugerrådet kan således tænkes anerkendt som klageberettiget i en

afgørelse, som vedrører udledning af tungmetaller eller andre giftige

stoffer, og som efter forbrugerrådets opfattelse indebærer fare for

forurening af afgrøder, fiskebestand og levnedsmidler m.v. eller for

vandforsyningen og dermed for forbrugernes sundhedstilstand.

Fælles for de nævnte foreningers klageadgang skal anføres, at

klageadgangen vedrører afgørelser om såvel godkendelser og tilladelser som

konkrete efterfølgende indgreb over for virksomheder m.v. af den art,

klageadgangen i øvrigt omfatter.

Klageadgangen omfatter såvel kommunale afgørelser som miljøstyrelsens

afgørelser.

Det er klagemyndigheden, der træffer afgørelse om, hvorvidt betingelserne

for foreningernes klageret er opfyldt i det enkelte tilfælde. En sådan

afgørelse vil i sig selv kunne være genstand for klage.

Kapitel 12

Miljøankenævnet - indstillingsret,

virksomhed samt formandens

kompetence

Miljøankenævnets medlemmer beskikkes af miljøministeren efter indstilling

fra dels industrirådet og landbrugsorganisationerne, dels miljøstyrelsen. Den

første gruppe af indstillingsberettigede er ved ændringen af § 78, stk. 2,

nr. 1, udvidet til også at omfatte Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og

Håndværksrådet. Den anden gruppe indstilles fortsat af miljøstyrelsen. Det

fremgår imidlertid af bemærkningerne til lovændringen, at miljøstyrelsen,

forud for afgivelsen af sin indstilling, rådfører sig med en række

organisationer.

Endvidere foreskrives i det nye stk. 1 i § 79, at visse sagkyndige skal

deltage i behandlingen af særlige typer af sager: en fiskerisagkyndig i

sager, der angår væsentlige fiskeriinteresser, en sagkyndig udpeget af

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd i sager, der angår væsentlige

beskæftigelsesmæssige interesser, samt en sagkyndig udpeget af Håndværksrådet

i sager, der angår mindre håndværksmæssige virksomheder.

Det nye stk. 3 i § 79 gør det muligt for formanden eller dennes

stedfortræder på nævnets vegne at træffe afgørelser i sager, hvor det er helt

klart, at der ikke er behov for de sagkyndiges bistand. Der tænkes herved

dels på sager, hvis afgørelse på grund af klare retsregler eller fast praksis

skønnes utvivlsom, dels på sager, hvis afgørelse beror på en ren

juridisk-administrativ vurdering, hvilket eksempelvis kan være tilfældet ved

spørgsmålet om overskridelse af klagefristen eller spørgsmål om

klageberettigelse.

Miljøstyrelsen, den 16. december 1982

Jens Kampmann

/ Ole Jacobsen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter