Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om ændring af miljøbeskyttelsesloven (Til samtlige amtsråd (hovedstadsrådet) og kommunalbestyrelser)

CIR nr 14014 af 02/12/1986Ændr.cirkulæreMiljø- og Ligestillingsministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om ændring af miljøbeskyttelsesloven

(Til samtlige amtsråd (hovedstadsrådet) og kommunalbestyrelser)

Indholdsfortegnelse

Indledning

1. Lovændringen i hovedtræk

Ændringer i lovens kapitel 1. Formål m.v.

2. Prioritering af miljøhensynene

Ændringer i lovens kapitel 5. Særligt forurenende virksomheder

3. Kompetenceændringerne

4. Den nye godkendelsesbekendtgørelse

5. Forbud imod ulovlige virksomheder

6. Tidsbegrænsning af retsbeskyttelsen

7. Revision af egenkontrolvilkår m.v.

Ændringer i lovens kapitel 7. Tilsyn

8. Tilsynsmyndigheden

9. Selvhjælpshandlinger

10. Fjernelse af ulovlige virksomheder

11. Regler om tilsynets udøvelse

12. Anmeldelse af virksomheder

Ændringer i lovens kapitel 9. Kortlægning og planlægning

13. Kommunale affaldsordninger m.v.

Ændringer i lovens kapitel 10. Beslutninger i sager om

miljøbeskyttelse

14. Begrundelsespligt

Ændringer i lovens kapitel 11 og 12. Klagebestemmelserne

15. Forlængelse af klagefristen ved udløb på lørdage eller helligdage

16. Opsættende virkning ved tilladelser og godkendelser

17. Opsættende virkning ved påbud eller forbud

18. Nye organisationer får klageret

Nyt kapitel 12 a. Affaldsafgiften

Læs alt

19. Affaldsafgiften

Ændringer i lovens kapitel 13. Straffebestemmelserne

20. Bødeudmålingsregel

21. Strafansvar for kommuner og kommunale fællesskaber

22. Straffebestemmelserne vedr. affaldsafgiften

23. Bilag

INDLEDNING

1. Lovændringen i hovedtræk.

Ved lov nr. 329 af 4. juni 1986 er miljøbeskyttelsesloven blevet ændret.

Ændringerne i loven træder med enkelte undtagelser i kraft den 1. januar

1987, og lovens affattelse vil herefter fremgå af en lovbekendtgørelse.

Hovedsigtet med lovændringerne er dels at effektivisere og intensivere

miljøtilsynet, dels at begrænse affaldsmængderne og fremme genbrug.

Lovændringen omfatter en række nye bestemmelser, som skal forbedre

myndighedernes muligheder for at føre et effektivt tilsyn, et nyt

selvstændigt kapitel om affaldsafgifter og ændringer af de centrale

bestemmelser i § 1, stk. 3, og § 44, stk. 4. Desuden er der foretaget en del

andre ændringer af forskellig art.

Baggrunden for de ændrede bestemmelser om miljøtilsyn er miljøstyrelsens

betænkninger nr. 1 og 2/ 1985.

Dette cirkulære indeholder en samlet omtale af lovændringen og

retningslinier for administrationen af en række af de ændrede bestemmelser,

herunder bekendtgørelse nr. 783 af 21. november 1986 om godkendelse af

særligt forurenende virksomheder m.v. Retningslinier for de ændrede

bestemmelser, der har nær tilknytning til håndhævelsen, vil fremgå af et

revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

Siden vedtagelsen i 1973 er miljøbeskyttelsesloven blevet ændret i alt 9

gange. Ændringerne har været medvirkende til, at det kan forekomme vanskeligt

at danne sig et samlet billede af loven. Dette hænger også sammen med, at de

gældende regler ikke i alle tilfælde fremgår af selve loven, men i vidt

omfang er fastsat administrativt i medfør af loven.

For at råde bod herpå agter miljøstyrelsen i løbet af 1987 at udarbejde et

nyt, samlet cirkulære om miljøbeskyttelsesloven til afløsning af tidligere

cirkulærer herom, navnlig cirkulære nr. 107 af 15. maj 1974 og de senere

cirkulærer, der er udstedt i tilslutning til forskellige lovændringer.

En oversigt over gældende love, bekendtgørelser, cirkulærer og

vejledninger inden for miljøområdet findes i miljøministeriets lovregister,

der løbende revideres og udgives 4 gange årligt af miljøministeriets

departement.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 1

FormÅl m.v.

2. Prioritering af miljøhensynene.

Ifølge den ændrede affattelse af § 1, stk. 3, skal der ved bedømmelsen af

omfanget og arten af foranstaltningerne til forebyggelse og imødegåelse af

forurening lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens

virkning på disse.

Bestemmelsen omtaler således ikke mere de modstående hensyn, nemlig

hensynet til den forurenende virksomheds samfundsmæssige nytte og

omkostningerne ved beskyttelsesforanstaltninger.

Baggrunden herfor er en opfattelse af, at den hidtidige bestemmelse er

blevet administreret mere vidtgående, end den almindelige,

forvaltningsretlige grundsætning om forholdsmæssighed mellem mål og midler

tilsiger.

Ved den nye affattelse af § 1, stk. 3, tilsigtes der ikke nogen ændring i

denne proportionalitetsgrundsætning, men det fastslås, at lovens generelle

formål ikke må tilsidesættes ved, at der inddrages hensyn, der ligger uden

for denne grundsætnings rammer.

Forholdsmæssigheden mellem mål og midler skal fortsat forstås således, at

der ikke skal afholdes betydelige omkostninger til yderligere

forureningsbegrænsende foranstaltninger, hvis den miljømæssige nyttevirkning

vil være beskeden og ikke er miljømæssigt påkrævet.

Ved den ændrede affattelse er § 1, stk. 3, bragt på linie med principperne

i lovens § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1 og 2. Bestemmelserne udtrykker nu

samstemmende, at miljøhensynene skal prioriteres ved lovens administration.

På den anden side vil de modstående hensyn, der hidtil har kunnet tillægges

vægt, fortsat have betydning, når grænsen for miljøhensynenes prioritering

skal fastlægges.

Miljømyndighedernes overvejelser om forholdsmæssighed mellem mål og midler

skal for fremtiden finde udtryk i de skriftlige afgørelser, der træffes efter

loven, jfr. nedenfor under punkt 14 om den nye bestemmelse i § 65 a om

begrundelse.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 5

Særligt forurenende virksomheder

3. Kompetenceændringerne i §§ 39 og 44.

Den ændrede affattelse af §§ 39 og 44, stk. 1 og 2, er en konsekvens af

det nye princip om, at godkendelseskompetence, tilsyn og indgrebsbeføjelser

skal udøves af samme myndighed, dvs. enten af kommunalbestyrelsen eller af

amtsrådet (hovedstadsrådet).

Listen over virksomheder, anlæg og indretninger, som er omfattet af lovens

kapitel 5, er i lyset af kompetenceændringerne revideret og indeholder en ny

fordeling af virksomhederne mellem kommunalbestyrelserne og amtsrådene

(hovedstadsrådet), jfr. bilaget til bekendtgørelse nr. 783 af 21. november

1986 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.

§ 39, stk. 2, indeholder en ændret bestemmelse om

kompetenceforskydning. Afgørelser vedrørende kommunal virksomhed træffes som

hidtil af amtsrådet (hovedstadsrådet). Derimod skal afgørelser om et amtsråds

(hovedstadsrådets) virksomhed for fremtiden træffes af kommunalbestyrelsen i

den kommune, hvor virksomheden ligger. Miljøstyrelsens og hovedstadsrådets

hidtidige kompetence på dette område er således bortfaldet.

Samlingen af godkendelses-, tilsyns- og indgrebsbeføjelser hos samme

myndighed har medført, at den hidtidige bestemmelse i § 49 a om overførsel af

tilsyn og indgrebsbeføjelser til amtsrådet er blevet overflødig. Bestemmelsen

er derfor ophævet, og de aftaler om kompetenceoverførsel, der tidligere er

indgået, bortfalder.

4. DEN NYE GODKENDELSESBEKENDTGØRELSE.

Som en konsekvens af lovændringen og overvejelserne i miljøstyrelsens

tilsynsudvalg (jfr. miljøstyrelsens betænkninger nr. 1 og 2/ 1985) skal der

foretages justeringer af de gældende regler om, hvilken myndighed der har

kompetence til at godkende en særligt forurenende virksomhed.

Miljøministeriet udsender derfor en ny bekendtgørelse om godkendelse af

særligt forurenende virksomheder m.v. (bekendtgørelse nr. 783 af 21. november

1986).

Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1987. Samtidig ophæves den

tidligere godkendelsesbekendtgørelse fra 1974 og de bekendtgørelser om

ændring af listen over godkendelsespligtige virksomheder, der er udsendt i

1978 og senere.

Bilaget til den nye bekendtgørelse (listen over særligt forurenende

virksomheder m.v.) indeholder en ny fordeling af virksomhederne mellem

kommunalbestyrelserne og amtsrådene, dvs. en ændret (a)-mærkning.

Desuden er der foretaget en række ændringer i listen, jfr. vedlagte bilag.

Udover (a)-mærkningen har amtsrådet godkendelseskompetence i følgende

tilfælde:

1. Virksomheder, der er omfattet af § 10 i lov nr. 288

af 4. juni 1986 om miljø og genteknologi.

2. Virksomheder med udledning af spildevand direkte

til vandløb, søer eller havet.

Den hidtidige regel om, at godkendelseskompetencen overføres til amtsrådet

er altså opretholdt. Der gælder dog den undtagelsesbestemmelse, at

kompetencen til at godkende virksomheden ikke overføres til amtsrådet, når

spildevandet udelukkende er husspildevand, tagvand, vand fra befæstede

arealer, drænvand fra bygge- og anlægsarbejder eller spildevand fra dyrehold,

jfr. punkterne J 1-5 samt J 7 på listen over særligt forurenende

virksomheder. Hvis kommunalbestyrelsen ifølge listen er kompetent til at

godkende virksomheden, beholder kommunalbestyrelsen altså kompetencen i disse

tilfælde.

Hvilken myndighed, der skal meddele spildevandstilladelsen, afgøres efter

reglerne i spildevandsbekendtgørelsen. Udledningstilladelsen indgår herefter

i den samlede miljøgodkendelse med retsbeskyttelse mod skærpede miljøkrav,

jfr. lovens § 44, stk. 4-6.

3. Som noget nyt er der fastsat en bestemmelse om, at

amtsrådet også har godkendelseskompetencen for virksomheder med nedsivning af

processpildevand eller udledning eller udsprøjtning af proccesspildevand på

jordoverfladen, som kræver amtsrådets tilladelse. Tilladelsen til nedsivning,

udledning eller udsprøjtning behandles efter reglerne i kapitel 3 i lov om

miljøbeskyttelse. Den skal af praktiske grunde omtales i miljøgodkendelsen,

men er ikke en del af denne og derfor heller ikke omfattet af reglerne om

retsbeskyttelse mod skærpede miljøkrav i lovens § 44, stk. 4-6.

De hidtidige noter i lovens bilag, der handler om retsvirkningen af

stjernemærkning og af en overskridelse af de kvantitative begrænsninger, der

er anført i listen, er overflyttet til selve bekendtgørelsen.

Stjernemærkningen medfører, at det ikke er nødvendigt at søge godkendelse,

såfremt virksomheden anlægges i et område, der ifølge en gyldig lokalplan

eller byplanvedtægt er udlagt til erhvervsformål. Som en modifikation

fastsættes det, at der dog skal indhentes godkendelse, såfremt det område,

der er udlagt til erhvervsområde, alene omfatter den pågældende virksomhed.

Eventuelle indgreb overfor disse virksomheder skal som hidtil ske efter

reglerne i kapitel 5.

En række bestemmelser i bekendtgørelsen skal afklare tvivlsspørgsmål i

forbindelse med virksomheder, hvori der indgår en bivirksomhed.

Hvis en virksomhed, der er stjernemærket, omfatter en godkendelsespligtig

bivirksomhed, der ikke er stjernemærket, skal bivirksomheden ikke betragtes

som omfattet af stjernemærkningen, men er undergivet almindelig

godkendelsespligt. Eksempelvis skal et maskinværksted på mere end 100 m2

selvstændigt godkendes som bivirksomhed, når det etableres på en

elektroteknisk virksomhed beliggende i et erhvervsområde uden godkendelse.

Hvis der i en virksomhed, som ikke er optaget på listen, indgår en

bivirksomhed, som er optaget på listen, er bivirksomheden

godkendelsespligtig. Et maskinværksted på mere end 100 m2 skal således også

godkendes, selv om det etableres på en virksomhed, der ikke er på listen.

Det er hovedvirksomheden, der er afgørende for, hvem der skal godkende

virksomheden, når både hovedvirksomheden og bivirksomheden er

godkendelsespligtige.

Hvis der i en virksomhed, som er optaget på listen, indgår en

bivirksomhed, som ikke er godkendelsespligtig, behandles hele virksomheden

som godkendelsespligtig under det punkt på listen, hvorunder

hovedvirksomheden hører.

Endelig er der fastsat en række overgangsbestemmelser.

For virksomheder, der UDGÅR AF LISTEN, gælder følgende:

- Verserende sager om miljøgodkendelse bortfalder den 1. januar 1987.

- Verserende sager om påbud eller forbud afgøres fra den 1. januar 1987

efter de regler, der herefter gælder for virksomheden, jfr. f.eks. kapitel 11

i miljøbeskyttelsesreglementet.

- Klager over påbud eller forbud færdigbehandles fra den 1. januar 1987

ligeledes efter de regler, der gælder for virksomheden efter denne dato.

Sager, der verserer for miljøankenævnet, færdigbehandles dog efter de hidtil

gældende regler.

- Endeligt meddelte afgørelser om miljøgodkendelser og påbud og forbud

bevarer deres gyldighed. Dog bortfalder miljøgodkendelsen, hvis virksomheden

foretager udvidelser eller ændringer, der ville være godkendelsespligtige,

hvis virksomheden var på listen.

Indtil sådanne udvidelser eller ændringer gennemføres, gælder reglerne i

lovens §§ 42 og 44, stk. 1-4, fortsat.

På det tidspunkt, hvor lovens § 44, stk. 5, ville være anvendelig,

meddeles påbud eller forbud dog efter de regler, der gælder for virksomheder,

der ikke er på listen.

For virksomheder, der OPTAGES På LISTEN, gælder følgende:

- Reglerne om godkendelsespligt gælder først fra den 1. juli 1987.

- Verserende sager om påbud eller forbud eller klager afgøres fra den 1.

januar 1987 efter reglerne i lovens kapitel 5.

For virksomheder med NY STJERNEMÆRKNING gælder følgende:

- Verserende sager om godkendelse bortfalder fra den 1. januar 1987,

medmindre virksomheden ønsker sagen færdigbehandlet.

- En endelig meddelt miljøgodkendelse bevarer sin gyldighed. Dog

bortfalder godkendelsen, hvis virksomheden foretager udvidelser eller

ændringer, der ville være godkendelsespligtige efter lovens § 35, stk. 1.

5. FORBUD MOD ULOVLIGE VIRKSOMHEDER.

§ 42 er ændret på to punkter. For det første er

bestemmelsen om forbud mod en virksomhed, der drives uden godkendelse,

ophævet. For det andet er bestemmelsen om fjernelse af en ulovlig virksomhed

overført til § 50 a, stk. 2.

Baggrunden for ophævelsen af forbudsbestemmelsen har været, at den i

praksis - bl.a. som følge af klagemulighederne - modvirkede en effektiv

håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

§ 42 indeholder nu alene bestemmelsen om, at

godkendelsesmyndigheden i tilfælde af vilkårsovertrædelse kan nedlægge forbud

mod fortsat drift af virksomheden.

Retningslinier for administrationen af de ændrede bestemmelser vil fremgå

af et revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

6. TIDSBEGRÆNSNING AF RETSBESKYTTELSEN.

De nye bestemmelser i § 44, stk. 4-6, indebærer en tidsbegrænsning af den

beskyttelse mod skærpede miljøkrav, som tilkommer en godkendt virksomhed.

Formålet hermed er at åbne mulighed for, at miljømyndighederne kan stille nye

krav til en virksomhed, når vilkårene om forureningsbegrænsning kan betragtes

som utidssvarende.

I § 44, stk. 4, begrænses den hidtidige retsbeskyttelse til 8 år. Samtidig

er bestemmelsens rækkevidde tydeliggjort gennem en ændret ordlyd, og ordet

»væsentligt« i den hidtidige formulering er udeladt, idet det har

givet anledning til misforståelser.

Indgreb inden for de første 8 år kan navnlig ske, når miljømyndighederne

erhverver ny viden om et stofs skadelige virkninger eller ny viden om

økologiske sammenhænge. Dette svarer til, hvad der hidtil har været gældende.

I 8-års-perioden vil en revision af vilkårene således som hovedregel være

begrundet i en ændret faglig vurdering af de emitterede stoffers farlige

eller skadelige egenskaber eller i uforudseelige skadevirkninger på miljøet

eller sundheden.

En revision af vilkårene vil dog også kunne finde sted, hvis en

virksomheds mangelfulde oplysninger har medført en utilstrækkelig regulering

af forureningen, jfr. § 44, stk. 4, nr. 3.

Derimod vil en ændret anvendelse af naboområderne omkring en godkendt

virksomhed fortsat ikke kunne begrunde en skærpelse af vilkårene.

Perioden på 8 år er fastsat under hensyn til, at virksomhederne har behov

for en passende planlægnings- og investeringsperiode for bygninger, maskiner

og inventar. Der er desuden lagt vægt på, at den forureningsbegrænsende

teknologi inden for en sådan periode må forventes at gennemgå en vis

udvikling, således at der efter 8 år bør være en friere adgang til at

revidere vilkår, som udfra det aktuelle teknologiske stade må forekomme

utidssvarende, jfr. stk. 5.

§ 44, stk. 5, åbner en vid adgang til at revidere

(skærpe) vilkår i godkendelser, når der er forløbet mere end 8 år. Ifølge

bestemmelsen kan en skærpelse finde sted, når det er miljømæssigt begrundet,

eller hvis der er udviklet bedre rensningsformer eller mindre forurenende

produktionsmetoder.

Det vil herefter blive almindeligt, at tilsynsmyndigheden, dvs.

godkendelsesmyndigheden, ajourfører vilkår, som er blevet utidssvarende.

Tilsynsmyndigheden må dog foretage en vis prioritering og i første række

koncentrere sig om at gennemgå vilkårene for de virksomheder, hvor de største

miljømæssige forbedringer kan opnås.

Tilsynsmyndighedens overvejelser herom og den faktiske anvendelse af

bestemmelsen skal afspejles i de tilsynsberetninger, som for fremtiden skal

udarbejdes, jfr. nedenfor under punkt 11.

Når ændringsloven træder i kraft den 1. januar 1987, kan § 44, stk. 5,

benyttes på godkendelser, der er meddelt i årene indtil 1. januar 1979.

Perioden på 8 år må beregnes fra den endelige afgørelses dato, dvs. at §

44, stk. 5, kan anvendes, når der er forløbet mere end 8 år fra datoen for

godkendelsesmyndighedens eller - hvis afgørelsen har været påklaget - for

klagemyndighedens afgørelse.

Ifølge § 44, stk. 6, kan miljøministeren fastsætte regler om, at der for

nærmere bestemte brancher skal gælde en kortere

»retsbeskyttelsesperiode« end 8 år. Perioden kan dog ikke blive

kortere end 4 år.

Bestemmelsen tager især sigte på virksomhedstyper, hvis forurening er

særligt omfattende eller af særlig vanskelig karakter. For sådanne

virksomheder vil en hurtigere revisionsrytme af miljømæssige grunde være

ønskelig.

Når tilsynsmyndigheden på grundlag af § 44, stk. 5 og 6, har ændret en

godkendelses vilkår, indtræder en ny »retsbeskyttelsesperiode« på

4-8 år.

Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der ved ændringer af vilkår efter §

44, stk. 5 og 6, foretages en fornyet samlet bedømmelse af virksomhedens

forureningsforhold, således at den nye retsbeskyttelsesperiode gælder for

samtlige vilkår.

7. REVISION AF EGENKONTROLVILKÅR M.V.

Formålet med den nye § 44 a er at sikre, at der på kortere sigt kan

opbygges et effektivt tilsyn med forurenende virksomheder.

Ifølge bestemmelsen kan tilsynsmyndigheden revidere vilkårene i en

godkendelse eller tilladelse, når dette er nødvendigt for at forbedre

virksomhedens kontrol med egen forurening (egenkontrol) eller for at opnå et

mere hensigtsmæssigt tilsyn.

Samme beføjelser har tilsynsmyndigheden med hensyn til kontrolbestemmelser

m.v. i påbud.

§ 44 a gælder ikke kun for afgørelser efter lovens

kapitel 5. Bestemmelsen kan også anvendes på nedsivnings- og

udsprøjtningstilladelser efter § 11, processpildevandstilladelser efter § 18,

herunder tilslutningstilladelser vedrørende offentlige spildevandsanlæg, og

påbud i medfør af miljøbeskyttelsesreglementet.

Bestemmelsen indeholder - i modsætning til § 44, stk. 4 og 5 - ingen

hjemmel til at skærpe kravene til forureningsbegrænsning, men vilkår herom

kan præciseres, hvis dette er nødvendigt for at opnå et mere hensigtsmæssigt

tilsyn.

Et af hovedsynspunkterne bag bestemmelsen er, at virksomhedernes

egenkontrol med forureningen skal danne grundlag for et effektivt

tilsynsarbejde fra myndighedernes side.

Der vil således være behov for, at tilsynsmyndigheden gennemgår

godkendelser, tilladelser og påbud, navnlig de ældre, og stiller de krav, der

er nødvendige for en bedre gennemførelse af tilsynsarbejdet.

Tilsynsmyndighedens vurdering af allerede meddelte afgørelser forudsættes

at ske i sammenhæng med den tilsynsmæssige gennemgang af virksomhederne.

Arbejdet hermed bør prioriteres på en sådan måde, at de væsentligste

forurenere gennemgås først, således at den miljømæssige effekt af indsatsen

maksimeres.

Ved en revision af vilkår om egenkontrol skal det bl.a. sikres, AT der

stilles tilstrækkelige krav til prøveudtagning, analyser og målinger, AT der

udarbejdes nødvendige driftsinstruktioner, herunder om sikkerhedsmæssige

forhold, og AT der træffes bestemmelse om, hvorledes resultaterne af

egenkontrollen skal være tilgængelige for tilsynsmyndigheden.

Herudover vil der erfaringsmæssigt være behov for revision af også andre

vilkår, idet navnlig en række ældre afgørelser ikke har gjort udtømmende og

klart op med virksomhedernes forureningsforhold. Der kendes således eksempler

på virksomheder, der har modtaget godkendelser med endog meget upræcise

vilkår, f.eks. at de ikke må give anledning til væsentlige gener i

omgivelserne.

Fra et tilsynssynspunkt er sådanne virksomheder meget belastende

arbejdsmæssigt. Afgørelser af denne karakter bør derfor revideres, således at

der bliver fastsat vilkår om forureningsforholdene, der åbner mulighed for et

effektivt tilsynsarbejde.

Det samme gælder i tilfælde, hvor der ikke foreligger en tilstrækkelig

præcis tilladelse til afledning af processpildevand til offentlige

spildevandsanlæg. I så fald skal der udarbejdes tilladelser med de nødvendige

vilkår om egenkontrol.

Tilsynsmyndighedens gennemgang af ældre, upræcise afgørelser må samordnes

med den administration, som tilrettelægges med henblik på revision af ældre,

utidssvarende godkendelser, jfr. § 44, stk. 5. Det er bl.a. nødvendigt, fordi

§ 44 a ikke indeholder hjemmel for at skærpe kravene til

forureningsbegrænsning.

Ved udformningen af nye vilkår bør der i videst muligt omfang tages hensyn

til, at egenkontrollen kan samordnes med den øvrige driftskontrol, der finder

sted på virksomheden.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 7

Tilsyn

8. TILSYNSMYNDIGHEDEN.

§§ 48, 50, stk. 2, og 55 fastlægger, hvilke myndigheder der fører tilsyn.

Hovedreglen i § 48 er fortsat, at tilsyn føres af kommunalbestyrelsen, men

ifølge stk. 3 er tilsynet med de særligt forurenende virksomheder henlagt til

godkendelsesmyndigheden. Bestemmelsen i § 55 om at tilsynet med

miljøkvaliteten, særligt vandkvaliteten, føres af amtsrådet, er ikke ændret.

§ 50, stk. 2, er ændret, således at det nu af loven fremgår, at

hovedstadsrådet tilsynsmæssigt er ligestillet med amtsrådene.

§ 49 a om aftalemæssig overførsel af tilsyns- og

indgrebsbeføjelserne fra kommunalbestyrelsen til amtsrådet er - som følge af

samlingen af godkendelses- og tilsynsbeføjelserne - ophævet. De aftaler om

kompetenceoverførsel, der tidligere er indgået, bortfalder hermed.

9. SELVHJÆLPSHANDLINGER.

§ 49 er ændret på to punkter. Dels er der foretaget

redaktionelle konsekvensændringer. Dels er der i stk. 4 indført en ny

bestemmelse, som præciserer, at tilsynsmyndigheden, hvis der er behov herfor,

kan gennemføre de selvhjælpsforanstaltninger, der er nødvendige for at bringe

ulovlige forhold til ophør.

Retningslinier for administrationen af denne bestemmelse vil fremgå af et

revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

10. FJERNELSE AF ULOVLIGE VIRKSOMHEDER.

Den nye bestemmelse i § 50 a, stk. 2, om fjernelse af en ulovlig

virksomhed er overflyttet fra den hidtidige § 42. Bestemmelsens nuværende

placering i tilsynskapitlet indebærer tillige, at dens anvendelsesområde ikke

som hidtil er indskrænket til kapitel 5-virksomheder. Bestemmelsen omfatter

nu hele lovens område.

Retningslinier for administrationen af § 50 a, stk. 2, vil fremgå af et

revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

11. REGLER OM TILSYNETS UDØVELSE.

Som hidtil bemyndiger § 56 miljøministeren til at fastsætte regler

vedrørende tilsynsmyndighedernes og miljøstyrelsens tilsynsvirksomhed, og

bestemmelsen er kun ændret redaktionelt.

I medfør af bestemmelsen har miljøministeren, som forudsat i lovforslaget,

fastsat regler om tilsynsberetninger, jfr. bekendtgørelse nr. 788 af 21.

november 1986. Tilsynsmyndighederne skal ifølge bekendtgørelsen årligt afgive

en offentlig beretning om det udførte og det planlagte tilsyn. Beretningerne

skal ledsages af et oversigtsskema, som indeholder bl.a. opgørelser over

ressourceanvendelsen og anvendelsen af den nye bestemmelse i § 44, stk. 5.

Miljøstyrelsens tilsynsberetning skal - udover redegørelsen for egen

tilsynsvirksomhed - indeholde en bearbejdning af de kommunale

tilsynsberetninger, således at ressourceanvendelsen og tilsynets resultater

på landsplan kan offentliggøres.

12. ANMELDELSE AF VIRKSOMHEDER.

Efter § 56 a kan miljøministeren fastsætte regler om anmeldelse af

virksomheder. Bestemmelsen afløser § 64, som bemyndigede ministeren til at

fastsætte regler om anmeldelse af kapitel 5-virksomheder.

Anmeldelsesordningen omfatter nu både virksomheder, der ikke er omfattet

af bilaget til loven, og kapitel 5-virksomheder, der lovligt er etableret før

lovens ikrafttræden.

Der har ikke tidligere været regler om anmeldelse, men det er med

ændringen af bestemmelsen besluttet, at der skal fastsættes sådanne regler.

Anmeldelsesordningen gennemføres branche for branche. Det er ikke afgørende

at få anmeldelser fra alle brancher, og fra f.eks. almindelige

landbrugsvirksomheder er det næppe hensigtsmæssigt at forlange anmeldelser.

Miljøstyrelsen er ved at overveje, hvilke brancher, udover lossepladser,

som skal anmeldes i første runde. Ordningen bliver iværksat ca. 1. april

1987.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 9

Kortlægning og planlægning

13. KOMMUNALE AFFALDSORDNINGER M.V.

Ændringen af § 62 a indebærer en tydeliggørelse af de hidtil gældende

bestemmelser om affaldsordninger og pligten til at benytte sådanne. Det

fremgår nu af § 62 a, stk. 3, at miljøministeren vil fastsætte regler om

kommunale affaldsbortskaffelsesordninger for andre affaldstyper end

husholdningsaffald, herunder om erhvervsaffald, haveaffald, bygningsaffald

m.v. Bestemmelsen indebærer, at de kommunale genanvendelsestiltag også indgår

i de kommunale affaldsordninger.

Der skal endvidere fastsættes regler om kommunernes pligt til at anvise

bortskaffelsesmuligheder for affald fra virksomheder, som ikke er omfattet af

kommunale affaldsordninger, og om pligt for virksomhederne til at benytte

etablerede ordninger eller anviste bortskaffelsesmuligheder.

Ifølge bestemmelsen skal der også fastsættes regler om pligt til at

etablere forsorteringsanlæg på lossepladser og forbrændingsanlæg.

Miljøministeren kan efter § 62 a, stk. 4, træffe bestemmelse eller

fastsætte regler om kommuners pligt til at oprette eller tilslutte sig

fælleskommunale virksomheder på affaldsbortskaffelsesområdet og om sådanne

fælleskommunale virksomheders placering.

Principperne for nye regler om kommunale affaldsordninger, herunder om

anvisningspligt, benyttelsespligt, forsortering og fælleskommunale

virksomheder til affaldsbortskaffelse, skal behandles i det udvalg om

affaldsområdets regulering, som miljøstyrelsen netop har nedsat efter

anmodning fra miljøministeren. Overvejelserne herom skal være afsluttet inden

udgangen af 1986, således at nye regler kan udarbejdes i løbet af foråret

1987.

Ved udformningen af reglerne vil der bl.a. blive taget hensyn til, at

ansvaret for en miljømæssigt forsvarlig affaldsbortskaffelse ikke uden videre

bør overvæltes på kommunerne. Virksomhederne bør fortsat have hovedansvaret

for, at deres affaldsproblemer løses på en miljømæssigt tilfredsstillende

måde. Reglerne skal derfor ses som et supplerende styringsmiddel i

forbindelse med den kommunale affaldsplanlægning.

§ 62 a, stk. 4, om fælleskommunale løsninger

forudsættes kun anvendt, når det ikke gennem forhandling kan lykkes

kommunerne at nå frem til miljømæssigt forsvarlige fællesløsninger, hvor

disse er påkrævet.

I stk. 5 er det præciseret, at en række kommunale udgifter på

affaldsområdet kan finansieres over de gebyrer, som kommunalbestyrelsen

fastsætter for benyttelse af kommunale affaldsordninger. Bestemmelsen

fastslår, at kommunale udgifter til affaldsordninger, forsorteringsanlæg og

fælleskommunale virksomheder på affaldsbortskaffelsesområdet kan finansieres

over gebyrer.

Bestemmelsen tager også sigte på de genanvendelsesordninger, som

kommunerne etablerer som led i affaldsbortskaffelsen, f.eks. udgifter til

kildesortering eller genbrugsvirksomheder.

Herudover kan gebyrerne omfatte udgifterne til primærkommunernes

affaldskortlægning og -planlægning. Gebyrerne kan opkræves til dækning af

samtlige udgifter fra planlægningens start, jfr. bekendtgørelse nr. 663 af

20. december 1984 og cirkulære af 25. marts 1985 om kortlægning af og

redegørelse for affaldsbortskaffelsen.

Gebyrer for indsamlingsordninger m.v. på affaldsområdet skal efter

almindelige, kommunalretlige grundsætninger fastlægges ud fra et

omkostningsprincip, dvs. at gebyrernes størrelse bør fastsættes således, at

den enkelte ejendom bidrager med et beløb, der tilnærmelsesvis modsvarer

ejendommens belastning af affaldsordningen, og at der over et vist tidsrum

skal tilstræbes en dækning af de faktiske omkostninger ved ordningerne.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 10

Beslutninger i sager om miljøbeskyttelse

14. Begrundelsespligt.

Efter den nye bestemmelse i § 65 a skal afgørelser, der meddeles

skriftligt, angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for afgørelsen.

Det er fundet hensigtsmæssigt at indføre en sådan særlig bestemmelse om

begrundelse, der er udformet efter miljøbeskyttelseslovens specifikke behov,

selv om den nu vedtagne forvaltningslov (lov nr. 571 af 19. december 1985)

også indeholder regler om begrundelse.

De hovedhensyn, der har været bestemmende for en afgørelse, og som derfor

skal angives i denne, er typisk på den ene side recipientens evne til at

optage forurening og på den anden side forureningens art og omfang (hvilke

stoffer og i hvilke mængder). Hertil kommer f.eks. almene, hygiejniske

forhold.

§ 65 a skal også ses i lyset af den ændrede

affattelse af lovens § 1, stk. 3, jfr. ovenfor under punkt 1. Især vil

konkrete overvejelser om forholdsmæssighed mellem mål og midler være blandt

de hovedhensyn, der er omfattet af begrundelsespligten.

Ud fra almindelige retssikkerhedsbetragtninger må hovedhensynene i alle

tilfælde være af en sådan karakter og detaljeringsgrad, at både virksomheden

og andre interesserede parter, jfr. § 65, stk. 2, får et tilstrækkeligt

grundlag for at vurdere sagen i et eventuelt klageperspektiv.

På den anden side må der ved begrundelsens udformning tages hensyn til, at

oplysninger om drifts- og fabrikationsmæssige forhold, der har væsentlig

økonomisk betydning for en virksomhed, skal behandles fortroligt.

Der er pligt til at give en begrundelse af den karakter, der er omtalt i §

65 a, og begrundelsen skal gives samtidig med afgørelsen, dvs. at

hovedhensynene skal være angivet i selve afgørelsen.

Af § 65 a fremgår udtrykkeligt, at begrundelsespligten kun gælder for

skriftlige afgørelser.

For mundtlige afgørelser gælder reglerne i forvaltningsloven. Denne lovs

bestemmelser om begrundelse træder dog først i kraft den 1. januar 1989 for

kommunernes vedkommende.

En offentlig annoncering, jfr. § 65, stk. 2, skal ikke indeholde nogen

begrundelse. Det siger dog sig selv, at den skriftlige redegørelse, der

annonceres om, skal indeholde den nødvendige begrundelse.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 11 OG 12

Klagebestemmelserne

15. Forlængelse af klagefristen ved udløb på lørdage

eller helligdage.

I praksis har det givet anledning til tvivl, hvilken retstilstand der

gælder, hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag.

Det fastslås nu i §§ 71 og 81, at klagefristen i disse tilfælde forlænges,

således at den først udløber den følgende hverdag.

Samtidig er det i lovforslagets bemærkninger præciseret, at bestemmelsen i

§ 71 om beregning af klagefrist ved offentlig annoncering også gælder ved

klage til miljøankenævnet.

Det er en konsekvens af reglerne om offentlig annoncering, at selve

afgørelsen IKKE skal indeholde oplysning om, at klagefristen regnes fra

afgørelsens meddelelse. Derimod SKAL afgørelsen indeholde oplysning om, at

der sker offentlig annoncering den . . . (dato), og at klagefristen på 4 uger

regnes fra offentliggørelsen. Det må derfor forudsættes, at den INDIVIDUELLE

underretning til adressaten og berørte myndigheder, jfr. § 65, stk. 1 og 2,

finder sted i så god tid, at afgørelsen senest kommer frem samtidig med den

offentlige annoncering. Dette skal ses i sammenhæng med, at klagefristen -

uanset bestemmelsen i § 71 om offentlig annoncering - aldrig kan begynde at

løbe i forhold til ADRESSATEN, før denne har fået meddelelse om afgørelsen.

Det vil i almindelighed sige tidligst dagen efter afsendelsen.

16. OPSÆTTENDE VIRKNING VED TILLADELSER OG

GODKENDELSER.

Den ændrede affattelse af § 72, stk. 3 og 4, indebærer, at

kommunalbestyrelsen/ amtsrådet i en godkendelse eller tilladelse kan meddele

dispensation til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder, når dette

forekommer ubetænkeligt.

Denne beføjelse har hidtil ligget hos klagemyndigheden, dvs. i praksis

miljøstyrelsen, og styrelsen har fortsat en selvstændig beføjelse til at

meddele dispensation, jfr. § 72, stk. 4, nr. 1.

Miljøstyrelsen kan desuden ophæve en dispensation, der er meddelt af et

kommunalt råd, dvs. bestemme, at bygge- og anlægsarbejder ikke må påbegyndes

eller skal standses, jfr. § 72, stk. 4, nr. 2.

Retningslinier for bestemmelsernes administration vil fremgå af et

revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.

17. OPSÆTTENDE VIRKNING VED PåBUD OG FORBUD.

Under behandlingen af forslaget til lovændringen tilkendegav folketingets

miljø- og planlægningsudvalg, at de gældende regler om opsættende virkning af

klage over påbud og forbud bør administreres på en sådan måde, at

miljøbeskyttende foranstaltninger ikke forhales i urimeligt omfang. Efter

udvalgets opfattelse må der i større omfang end hidtil træffes bestemmelse

om, at klage til miljøankenævnet ikke skal have opsættende virkning.

Blandt de »særlige grunde« (jfr. § 72, stk. 2), der kan tale

for, at et påbud eller forbud skal efterkommes uanset klage til

miljøankenævnet, kan nævnes den omstændighed, at miljøstyrelsen fuldt ud

stadfæster eller kun foretager ubetydelige ændringer i den påklagede

afgørelse, eller at virksomheden medfører en forurening, som må betragtes som

væsentlig.

Disse hensyn gælder især, hvis det alene er virksomheden, som påklager

afgørelsen. Hvis andre end virksomheden indgiver klage, forudsættes det, at

de almindelige regler om opsættende virkning anvendes på samme måde som

hidtil.

Folketingets miljø- og planlægningsudvalg har desuden peget på, at de

kommunale råd bør være opmærksomme på mulighederne for at træffe bestemmelse

om, at klage ikke skal have opsættende virkning.

Miljøministeren har tilsluttet sig udvalgets synspunkter, som må lægges

til grund for miljøstyrelsens og de kommunale råds fremtidige administration.

Det vil være tilsynsmyndighedens opgave at påse, at et påbud eller forbud

efterkommes inden for den fastsatte frist, når miljøstyrelsen har truffet

beslutning om, at klage til miljøankenævnet ikke skal have opsættende

virkning, medmindre miljøankenævnet i medfør af § 81, stk. 2, jfr. § 72 har

bestemt andet.

Hvis en kommunalbestyrelse eller et amtsråd træffer beslutning om, at

klage over et påbud eller et forbud ikke skal have opsættende virkning, skal

den pågældende myndighed straks efter modtagelsen af en klage over denne

beslutning videresende klagen til klagemyndigheden. Klage til miljøankenævnet

indgives som hidtil direkte til nævnet.

18. NYE ORGANISATIONER FÅR KLAGERET.

Ved den nye bestemmelse i § 74, stk. 4, får Danmarks Havfiskeriforening og

Dansk Fiskeriforening klageret i forhold til de afgørelser, der er nævnt i §

74, stk. 2, når disse vedrører spørgsmål om havforurening.

Desuden er der i § 74, stk. 2, indsat et nyt nr. 1. Ændringen har

sammenhæng med, at en række kategorier af særligt forurenende virksomheder

for fremtiden skal godkendes af kommunalbestyrelsen og ikke som hidtil af

amtsrådet, jfr. ovenfor under punkt 3 og 4. Da der ikke med denne omfordeling

af godkendelseskompetence er tilsigtet nogen indskrænkning af Danmarks

Naturfredningsforenings hidtidige klageret, kan miljøministeren fastsætte

regler om, at foreningen har klageret i forhold til afgørelser om

virksomheder, der er underlagt kommunalbestyrelsens godkendelseskompetence.

NYT KAPITEL 12 A

Affaldsafgiften

19. Affaldsafgiften.

Ifølge bestemmelserne i det nye kapitel 12 a skal der fra 1. januar 1987

betales en afgift til miljøministeren på 40 kr. pr. ton affald, der tilføres

en registreringspligtig virksomhed.

Registreringspligtige er virksomheder, der modtager affald fra kommunale

renovationsordninger til deponering eller forbrænding. Affald, der fraføres

en virksomhed, er fradragsberettiget ved opgørelsen af den afgiftspligtige

vægt.

Afgiftsordningen administreres af toldvæsenet. Henvendelse vedrørende

reglerne i kapitel 12 a skal ske til det lokale distriktstoldkammer.

Toldvæsenets afgørelser af spørgsmål om registreringspligt, den

afgiftspligtige vægt og om afgiftspligt kan påklages til Nævnet vedrørende

Merværdiafgift m.v. Endvidere kan klage over skønsmæssige ansættelser af

afgiftstilsvaret forelægges nævnet.

Formålet med afgiften er at reducere den mængde affald, der tilføres

forbrændingsanlæg eller deponeringspladser, at fremme genanvendelsen og at

tilskynde virksomheder til at anvende teknologier, der frembringer mindre

affald.

Det er forudsat, at afgiften bl.a. anvendes til at finansiere løsning af

affaldsproblemer og til at tilskynde til mindre affaldsproduktion og øget

genanvendelse og dermed miljøforbedringer i bred forstand.

ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 13

Straffebestemmelserne

20. BØDEUDMÅLINGSREGEL.

§ 83, stk. 5, er ændret til en regel om bødeudmåling.

Efter bestemmelsen skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages

særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel i

de tilfælde, hvor udbyttet af en miljølovsovertrædelse ikke konfiskeres.

Bestemmelsen skal sikre, at det ikke kan betale sig at overtræde

miljølovgivningen.

21. STRAFANSVAR FOR KOMMUNER OG KOMMUNALE

FÆLLESSKABER.

§ 83, stk. 4, indeholder nu udtrykkelig hjemmel til

at straffe kommuner og kommunale fællesskaber, som overtræder loven i deres

egenskab af driftsherre, bygherre, arbejdsgiver eller lignende. Bestemmelsen,

som trådte i kraft 1. juli 1986, udfylder det »hul i loven«, som

opstod, da Højesteret i januar 1986 statuerede, at kommuner ikke uden at være

udtrykkeligt nævnt i en straffebestemmelse kan straffes.

22. STRAFFEBESTEMMELSERNE VEDRØRENDE AFFALDSAFGIFTEN.

Straffebestemmelserne vedrørende affaldsafgiften er fastsat i § 84 a og §

84 b, som svarer til de bestemmelser, der er indeholdt i nyere afgiftslove.

Dog er strafferammen i § 84 a, stk. 3, der i de almindelige afgiftslove er

fængsel i indtil 2 år, fastsat til fængsel i indtil 1 år i overensstemmelse

med den almindelige straffebestemmelse i § 83.

MILJØSTYRELSEN, DEN 2. DECEMBER 1986

JENS KAMPMANN

/Jørgen Bjerring

Bilag

Ændringer i bilaget til bekendtgørelse om særligt forurenende virksomheder

- bortset fra ændringer i (a)-mærkningen.

1) VIRKSOMHEDER, DER ER OPTAGET På LISTEN:

Metalsmelterier (A 2), flydedokke (A 5), metallisering af plastgenstande

(A 11), indvinding af mineralolie (C 1), indvinding af naturgas (C 2),

tjæredestillationsanlæg (C 10), belægning med plast (D 12), fremstilling af

skumplast og andre polymere materialer (D 14), silketryk (E 3),

blodplasmafabrikker (F 2), varmeproducerende anlæg inkl. gasfyrede (H 1-2) (H

3), protein-, pektin- og enzymfabrikker (K 4), risikovirksomheder (K 5),

større husdyrbrug (J 3-4), biogasanlæg (J 8) og vindmølleparker (H 6).

2) VIRKSOMHEDER, DER ER TAGET UD AF LISTEN:

Tørvestrøelse (C 8), saltpladser (D 1), oplæg af nitratholdige

gødningsstoffer (D 3), kartoffelkogerier (E 17), kartoffelproduktfabrikker (E

18), kafferisterier (E 23), løgristerier (E 24), oplag og behandling af

svinebørster og krølhår (F 3), autoværksteder under en vis størrelse (I 4),

køretekniske anlæg til køreprøver (I 1), mindre fjerkræfarme (J 1), og mindre

pelsdyrfarme (J 2).

3) VIRKSOMHEDER, DER OPTAGES SOM STJERNEMÆRKET.

Grøntsagskonserves m.v. (E 20) (E 21).

4) VIRKSOMHEDER, DER SLETTES SOM STJERNEMÆRKET.

Kabelfabrikker og akkumulatorfabrikker (A 9) (A 10).

5) ÆNDRINGER I KVANTITETSKRAVENE.

Grænser for opløsnings- og fortyndingsmidler i A 3-4, fotografisk industri

(D 9), vindmøller (H 5).

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter