Cirkulære om ændring af miljøbeskyttelsesloven (Til samtlige amtsråd (hovedstadsrådet) og kommunalbestyrelser)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om ændring af miljøbeskyttelsesloven
(Til samtlige amtsråd (hovedstadsrådet) og kommunalbestyrelser)
Indholdsfortegnelse
Indledning
1. Lovændringen i hovedtræk
Ændringer i lovens kapitel 1. Formål m.v.
2. Prioritering af miljøhensynene
Ændringer i lovens kapitel 5. Særligt forurenende virksomheder
3. Kompetenceændringerne
4. Den nye godkendelsesbekendtgørelse
5. Forbud imod ulovlige virksomheder
6. Tidsbegrænsning af retsbeskyttelsen
7. Revision af egenkontrolvilkår m.v.
Ændringer i lovens kapitel 7. Tilsyn
8. Tilsynsmyndigheden
9. Selvhjælpshandlinger
10. Fjernelse af ulovlige virksomheder
11. Regler om tilsynets udøvelse
12. Anmeldelse af virksomheder
Ændringer i lovens kapitel 9. Kortlægning og planlægning
13. Kommunale affaldsordninger m.v.
Ændringer i lovens kapitel 10. Beslutninger i sager om
miljøbeskyttelse
14. Begrundelsespligt
Ændringer i lovens kapitel 11 og 12. Klagebestemmelserne
15. Forlængelse af klagefristen ved udløb på lørdage eller helligdage
16. Opsættende virkning ved tilladelser og godkendelser
17. Opsættende virkning ved påbud eller forbud
18. Nye organisationer får klageret
Nyt kapitel 12 a. Affaldsafgiften
Læs alt
19. Affaldsafgiften
Ændringer i lovens kapitel 13. Straffebestemmelserne
20. Bødeudmålingsregel
21. Strafansvar for kommuner og kommunale fællesskaber
22. Straffebestemmelserne vedr. affaldsafgiften
23. Bilag
INDLEDNING
1. Lovændringen i hovedtræk.
Ved lov nr. 329 af 4. juni 1986 er miljøbeskyttelsesloven blevet ændret.
Ændringerne i loven træder med enkelte undtagelser i kraft den 1. januar
1987, og lovens affattelse vil herefter fremgå af en lovbekendtgørelse.
Hovedsigtet med lovændringerne er dels at effektivisere og intensivere
miljøtilsynet, dels at begrænse affaldsmængderne og fremme genbrug.
Lovændringen omfatter en række nye bestemmelser, som skal forbedre
myndighedernes muligheder for at føre et effektivt tilsyn, et nyt
selvstændigt kapitel om affaldsafgifter og ændringer af de centrale
bestemmelser i § 1, stk. 3, og § 44, stk. 4. Desuden er der foretaget en del
andre ændringer af forskellig art.
Baggrunden for de ændrede bestemmelser om miljøtilsyn er miljøstyrelsens
betænkninger nr. 1 og 2/ 1985.
Dette cirkulære indeholder en samlet omtale af lovændringen og
retningslinier for administrationen af en række af de ændrede bestemmelser,
herunder bekendtgørelse nr. 783 af 21. november 1986 om godkendelse af
særligt forurenende virksomheder m.v. Retningslinier for de ændrede
bestemmelser, der har nær tilknytning til håndhævelsen, vil fremgå af et
revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.
Siden vedtagelsen i 1973 er miljøbeskyttelsesloven blevet ændret i alt 9
gange. Ændringerne har været medvirkende til, at det kan forekomme vanskeligt
at danne sig et samlet billede af loven. Dette hænger også sammen med, at de
gældende regler ikke i alle tilfælde fremgår af selve loven, men i vidt
omfang er fastsat administrativt i medfør af loven.
For at råde bod herpå agter miljøstyrelsen i løbet af 1987 at udarbejde et
nyt, samlet cirkulære om miljøbeskyttelsesloven til afløsning af tidligere
cirkulærer herom, navnlig cirkulære nr. 107 af 15. maj 1974 og de senere
cirkulærer, der er udstedt i tilslutning til forskellige lovændringer.
En oversigt over gældende love, bekendtgørelser, cirkulærer og
vejledninger inden for miljøområdet findes i miljøministeriets lovregister,
der løbende revideres og udgives 4 gange årligt af miljøministeriets
departement.
ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 1
FormÅl m.v.
2. Prioritering af miljøhensynene.
Ifølge den ændrede affattelse af § 1, stk. 3, skal der ved bedømmelsen af
omfanget og arten af foranstaltningerne til forebyggelse og imødegåelse af
forurening lægges vægt på de ydre omgivelsers beskaffenhed og forureningens
virkning på disse.
Bestemmelsen omtaler således ikke mere de modstående hensyn, nemlig
hensynet til den forurenende virksomheds samfundsmæssige nytte og
omkostningerne ved beskyttelsesforanstaltninger.
Baggrunden herfor er en opfattelse af, at den hidtidige bestemmelse er
blevet administreret mere vidtgående, end den almindelige,
forvaltningsretlige grundsætning om forholdsmæssighed mellem mål og midler
tilsiger.
Ved den nye affattelse af § 1, stk. 3, tilsigtes der ikke nogen ændring i
denne proportionalitetsgrundsætning, men det fastslås, at lovens generelle
formål ikke må tilsidesættes ved, at der inddrages hensyn, der ligger uden
for denne grundsætnings rammer.
Forholdsmæssigheden mellem mål og midler skal fortsat forstås således, at
der ikke skal afholdes betydelige omkostninger til yderligere
forureningsbegrænsende foranstaltninger, hvis den miljømæssige nyttevirkning
vil være beskeden og ikke er miljømæssigt påkrævet.
Ved den ændrede affattelse er § 1, stk. 3, bragt på linie med principperne
i lovens § 1, stk. 2, og § 3, stk. 1 og 2. Bestemmelserne udtrykker nu
samstemmende, at miljøhensynene skal prioriteres ved lovens administration.
På den anden side vil de modstående hensyn, der hidtil har kunnet tillægges
vægt, fortsat have betydning, når grænsen for miljøhensynenes prioritering
skal fastlægges.
Miljømyndighedernes overvejelser om forholdsmæssighed mellem mål og midler
skal for fremtiden finde udtryk i de skriftlige afgørelser, der træffes efter
loven, jfr. nedenfor under punkt 14 om den nye bestemmelse i § 65 a om
begrundelse.
ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 5
Særligt forurenende virksomheder
3. Kompetenceændringerne i §§ 39 og 44.
Den ændrede affattelse af §§ 39 og 44, stk. 1 og 2, er en konsekvens af
det nye princip om, at godkendelseskompetence, tilsyn og indgrebsbeføjelser
skal udøves af samme myndighed, dvs. enten af kommunalbestyrelsen eller af
amtsrådet (hovedstadsrådet).
Listen over virksomheder, anlæg og indretninger, som er omfattet af lovens
kapitel 5, er i lyset af kompetenceændringerne revideret og indeholder en ny
fordeling af virksomhederne mellem kommunalbestyrelserne og amtsrådene
(hovedstadsrådet), jfr. bilaget til bekendtgørelse nr. 783 af 21. november
1986 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m.v.
§ 39, stk. 2, indeholder en ændret bestemmelse om
kompetenceforskydning. Afgørelser vedrørende kommunal virksomhed træffes som
hidtil af amtsrådet (hovedstadsrådet). Derimod skal afgørelser om et amtsråds
(hovedstadsrådets) virksomhed for fremtiden træffes af kommunalbestyrelsen i
den kommune, hvor virksomheden ligger. Miljøstyrelsens og hovedstadsrådets
hidtidige kompetence på dette område er således bortfaldet.
Samlingen af godkendelses-, tilsyns- og indgrebsbeføjelser hos samme
myndighed har medført, at den hidtidige bestemmelse i § 49 a om overførsel af
tilsyn og indgrebsbeføjelser til amtsrådet er blevet overflødig. Bestemmelsen
er derfor ophævet, og de aftaler om kompetenceoverførsel, der tidligere er
indgået, bortfalder.
4. DEN NYE GODKENDELSESBEKENDTGØRELSE.
Som en konsekvens af lovændringen og overvejelserne i miljøstyrelsens
tilsynsudvalg (jfr. miljøstyrelsens betænkninger nr. 1 og 2/ 1985) skal der
foretages justeringer af de gældende regler om, hvilken myndighed der har
kompetence til at godkende en særligt forurenende virksomhed.
Miljøministeriet udsender derfor en ny bekendtgørelse om godkendelse af
særligt forurenende virksomheder m.v. (bekendtgørelse nr. 783 af 21. november
1986).
Bekendtgørelsen træder i kraft den 1. januar 1987. Samtidig ophæves den
tidligere godkendelsesbekendtgørelse fra 1974 og de bekendtgørelser om
ændring af listen over godkendelsespligtige virksomheder, der er udsendt i
1978 og senere.
Bilaget til den nye bekendtgørelse (listen over særligt forurenende
virksomheder m.v.) indeholder en ny fordeling af virksomhederne mellem
kommunalbestyrelserne og amtsrådene, dvs. en ændret (a)-mærkning.
Desuden er der foretaget en række ændringer i listen, jfr. vedlagte bilag.
Udover (a)-mærkningen har amtsrådet godkendelseskompetence i følgende
tilfælde:
1. Virksomheder, der er omfattet af § 10 i lov nr. 288
af 4. juni 1986 om miljø og genteknologi.
2. Virksomheder med udledning af spildevand direkte
til vandløb, søer eller havet.
Den hidtidige regel om, at godkendelseskompetencen overføres til amtsrådet
er altså opretholdt. Der gælder dog den undtagelsesbestemmelse, at
kompetencen til at godkende virksomheden ikke overføres til amtsrådet, når
spildevandet udelukkende er husspildevand, tagvand, vand fra befæstede
arealer, drænvand fra bygge- og anlægsarbejder eller spildevand fra dyrehold,
jfr. punkterne J 1-5 samt J 7 på listen over særligt forurenende
virksomheder. Hvis kommunalbestyrelsen ifølge listen er kompetent til at
godkende virksomheden, beholder kommunalbestyrelsen altså kompetencen i disse
tilfælde.
Hvilken myndighed, der skal meddele spildevandstilladelsen, afgøres efter
reglerne i spildevandsbekendtgørelsen. Udledningstilladelsen indgår herefter
i den samlede miljøgodkendelse med retsbeskyttelse mod skærpede miljøkrav,
jfr. lovens § 44, stk. 4-6.
3. Som noget nyt er der fastsat en bestemmelse om, at
amtsrådet også har godkendelseskompetencen for virksomheder med nedsivning af
processpildevand eller udledning eller udsprøjtning af proccesspildevand på
jordoverfladen, som kræver amtsrådets tilladelse. Tilladelsen til nedsivning,
udledning eller udsprøjtning behandles efter reglerne i kapitel 3 i lov om
miljøbeskyttelse. Den skal af praktiske grunde omtales i miljøgodkendelsen,
men er ikke en del af denne og derfor heller ikke omfattet af reglerne om
retsbeskyttelse mod skærpede miljøkrav i lovens § 44, stk. 4-6.
De hidtidige noter i lovens bilag, der handler om retsvirkningen af
stjernemærkning og af en overskridelse af de kvantitative begrænsninger, der
er anført i listen, er overflyttet til selve bekendtgørelsen.
Stjernemærkningen medfører, at det ikke er nødvendigt at søge godkendelse,
såfremt virksomheden anlægges i et område, der ifølge en gyldig lokalplan
eller byplanvedtægt er udlagt til erhvervsformål. Som en modifikation
fastsættes det, at der dog skal indhentes godkendelse, såfremt det område,
der er udlagt til erhvervsområde, alene omfatter den pågældende virksomhed.
Eventuelle indgreb overfor disse virksomheder skal som hidtil ske efter
reglerne i kapitel 5.
En række bestemmelser i bekendtgørelsen skal afklare tvivlsspørgsmål i
forbindelse med virksomheder, hvori der indgår en bivirksomhed.
Hvis en virksomhed, der er stjernemærket, omfatter en godkendelsespligtig
bivirksomhed, der ikke er stjernemærket, skal bivirksomheden ikke betragtes
som omfattet af stjernemærkningen, men er undergivet almindelig
godkendelsespligt. Eksempelvis skal et maskinværksted på mere end 100 m2
selvstændigt godkendes som bivirksomhed, når det etableres på en
elektroteknisk virksomhed beliggende i et erhvervsområde uden godkendelse.
Hvis der i en virksomhed, som ikke er optaget på listen, indgår en
bivirksomhed, som er optaget på listen, er bivirksomheden
godkendelsespligtig. Et maskinværksted på mere end 100 m2 skal således også
godkendes, selv om det etableres på en virksomhed, der ikke er på listen.
Det er hovedvirksomheden, der er afgørende for, hvem der skal godkende
virksomheden, når både hovedvirksomheden og bivirksomheden er
godkendelsespligtige.
Hvis der i en virksomhed, som er optaget på listen, indgår en
bivirksomhed, som ikke er godkendelsespligtig, behandles hele virksomheden
som godkendelsespligtig under det punkt på listen, hvorunder
hovedvirksomheden hører.
Endelig er der fastsat en række overgangsbestemmelser.
For virksomheder, der UDGÅR AF LISTEN, gælder følgende:
- Verserende sager om miljøgodkendelse bortfalder den 1. januar 1987.
- Verserende sager om påbud eller forbud afgøres fra den 1. januar 1987
efter de regler, der herefter gælder for virksomheden, jfr. f.eks. kapitel 11
i miljøbeskyttelsesreglementet.
- Klager over påbud eller forbud færdigbehandles fra den 1. januar 1987
ligeledes efter de regler, der gælder for virksomheden efter denne dato.
Sager, der verserer for miljøankenævnet, færdigbehandles dog efter de hidtil
gældende regler.
- Endeligt meddelte afgørelser om miljøgodkendelser og påbud og forbud
bevarer deres gyldighed. Dog bortfalder miljøgodkendelsen, hvis virksomheden
foretager udvidelser eller ændringer, der ville være godkendelsespligtige,
hvis virksomheden var på listen.
Indtil sådanne udvidelser eller ændringer gennemføres, gælder reglerne i
lovens §§ 42 og 44, stk. 1-4, fortsat.
På det tidspunkt, hvor lovens § 44, stk. 5, ville være anvendelig,
meddeles påbud eller forbud dog efter de regler, der gælder for virksomheder,
der ikke er på listen.
For virksomheder, der OPTAGES På LISTEN, gælder følgende:
- Reglerne om godkendelsespligt gælder først fra den 1. juli 1987.
- Verserende sager om påbud eller forbud eller klager afgøres fra den 1.
januar 1987 efter reglerne i lovens kapitel 5.
For virksomheder med NY STJERNEMÆRKNING gælder følgende:
- Verserende sager om godkendelse bortfalder fra den 1. januar 1987,
medmindre virksomheden ønsker sagen færdigbehandlet.
- En endelig meddelt miljøgodkendelse bevarer sin gyldighed. Dog
bortfalder godkendelsen, hvis virksomheden foretager udvidelser eller
ændringer, der ville være godkendelsespligtige efter lovens § 35, stk. 1.
5. FORBUD MOD ULOVLIGE VIRKSOMHEDER.
§ 42 er ændret på to punkter. For det første er
bestemmelsen om forbud mod en virksomhed, der drives uden godkendelse,
ophævet. For det andet er bestemmelsen om fjernelse af en ulovlig virksomhed
overført til § 50 a, stk. 2.
Baggrunden for ophævelsen af forbudsbestemmelsen har været, at den i
praksis - bl.a. som følge af klagemulighederne - modvirkede en effektiv
håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.
§ 42 indeholder nu alene bestemmelsen om, at
godkendelsesmyndigheden i tilfælde af vilkårsovertrædelse kan nedlægge forbud
mod fortsat drift af virksomheden.
Retningslinier for administrationen af de ændrede bestemmelser vil fremgå
af et revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.
6. TIDSBEGRÆNSNING AF RETSBESKYTTELSEN.
De nye bestemmelser i § 44, stk. 4-6, indebærer en tidsbegrænsning af den
beskyttelse mod skærpede miljøkrav, som tilkommer en godkendt virksomhed.
Formålet hermed er at åbne mulighed for, at miljømyndighederne kan stille nye
krav til en virksomhed, når vilkårene om forureningsbegrænsning kan betragtes
som utidssvarende.
I § 44, stk. 4, begrænses den hidtidige retsbeskyttelse til 8 år. Samtidig
er bestemmelsens rækkevidde tydeliggjort gennem en ændret ordlyd, og ordet
»væsentligt« i den hidtidige formulering er udeladt, idet det har
givet anledning til misforståelser.
Indgreb inden for de første 8 år kan navnlig ske, når miljømyndighederne
erhverver ny viden om et stofs skadelige virkninger eller ny viden om
økologiske sammenhænge. Dette svarer til, hvad der hidtil har været gældende.
I 8-års-perioden vil en revision af vilkårene således som hovedregel være
begrundet i en ændret faglig vurdering af de emitterede stoffers farlige
eller skadelige egenskaber eller i uforudseelige skadevirkninger på miljøet
eller sundheden.
En revision af vilkårene vil dog også kunne finde sted, hvis en
virksomheds mangelfulde oplysninger har medført en utilstrækkelig regulering
af forureningen, jfr. § 44, stk. 4, nr. 3.
Derimod vil en ændret anvendelse af naboområderne omkring en godkendt
virksomhed fortsat ikke kunne begrunde en skærpelse af vilkårene.
Perioden på 8 år er fastsat under hensyn til, at virksomhederne har behov
for en passende planlægnings- og investeringsperiode for bygninger, maskiner
og inventar. Der er desuden lagt vægt på, at den forureningsbegrænsende
teknologi inden for en sådan periode må forventes at gennemgå en vis
udvikling, således at der efter 8 år bør være en friere adgang til at
revidere vilkår, som udfra det aktuelle teknologiske stade må forekomme
utidssvarende, jfr. stk. 5.
§ 44, stk. 5, åbner en vid adgang til at revidere
(skærpe) vilkår i godkendelser, når der er forløbet mere end 8 år. Ifølge
bestemmelsen kan en skærpelse finde sted, når det er miljømæssigt begrundet,
eller hvis der er udviklet bedre rensningsformer eller mindre forurenende
produktionsmetoder.
Det vil herefter blive almindeligt, at tilsynsmyndigheden, dvs.
godkendelsesmyndigheden, ajourfører vilkår, som er blevet utidssvarende.
Tilsynsmyndigheden må dog foretage en vis prioritering og i første række
koncentrere sig om at gennemgå vilkårene for de virksomheder, hvor de største
miljømæssige forbedringer kan opnås.
Tilsynsmyndighedens overvejelser herom og den faktiske anvendelse af
bestemmelsen skal afspejles i de tilsynsberetninger, som for fremtiden skal
udarbejdes, jfr. nedenfor under punkt 11.
Når ændringsloven træder i kraft den 1. januar 1987, kan § 44, stk. 5,
benyttes på godkendelser, der er meddelt i årene indtil 1. januar 1979.
Perioden på 8 år må beregnes fra den endelige afgørelses dato, dvs. at §
44, stk. 5, kan anvendes, når der er forløbet mere end 8 år fra datoen for
godkendelsesmyndighedens eller - hvis afgørelsen har været påklaget - for
klagemyndighedens afgørelse.
Ifølge § 44, stk. 6, kan miljøministeren fastsætte regler om, at der for
nærmere bestemte brancher skal gælde en kortere
»retsbeskyttelsesperiode« end 8 år. Perioden kan dog ikke blive
kortere end 4 år.
Bestemmelsen tager især sigte på virksomhedstyper, hvis forurening er
særligt omfattende eller af særlig vanskelig karakter. For sådanne
virksomheder vil en hurtigere revisionsrytme af miljømæssige grunde være
ønskelig.
Når tilsynsmyndigheden på grundlag af § 44, stk. 5 og 6, har ændret en
godkendelses vilkår, indtræder en ny »retsbeskyttelsesperiode« på
4-8 år.
Det bør så vidt muligt tilstræbes, at der ved ændringer af vilkår efter §
44, stk. 5 og 6, foretages en fornyet samlet bedømmelse af virksomhedens
forureningsforhold, således at den nye retsbeskyttelsesperiode gælder for
samtlige vilkår.
7. REVISION AF EGENKONTROLVILKÅR M.V.
Formålet med den nye § 44 a er at sikre, at der på kortere sigt kan
opbygges et effektivt tilsyn med forurenende virksomheder.
Ifølge bestemmelsen kan tilsynsmyndigheden revidere vilkårene i en
godkendelse eller tilladelse, når dette er nødvendigt for at forbedre
virksomhedens kontrol med egen forurening (egenkontrol) eller for at opnå et
mere hensigtsmæssigt tilsyn.
Samme beføjelser har tilsynsmyndigheden med hensyn til kontrolbestemmelser
m.v. i påbud.
§ 44 a gælder ikke kun for afgørelser efter lovens
kapitel 5. Bestemmelsen kan også anvendes på nedsivnings- og
udsprøjtningstilladelser efter § 11, processpildevandstilladelser efter § 18,
herunder tilslutningstilladelser vedrørende offentlige spildevandsanlæg, og
påbud i medfør af miljøbeskyttelsesreglementet.
Bestemmelsen indeholder - i modsætning til § 44, stk. 4 og 5 - ingen
hjemmel til at skærpe kravene til forureningsbegrænsning, men vilkår herom
kan præciseres, hvis dette er nødvendigt for at opnå et mere hensigtsmæssigt
tilsyn.
Et af hovedsynspunkterne bag bestemmelsen er, at virksomhedernes
egenkontrol med forureningen skal danne grundlag for et effektivt
tilsynsarbejde fra myndighedernes side.
Der vil således være behov for, at tilsynsmyndigheden gennemgår
godkendelser, tilladelser og påbud, navnlig de ældre, og stiller de krav, der
er nødvendige for en bedre gennemførelse af tilsynsarbejdet.
Tilsynsmyndighedens vurdering af allerede meddelte afgørelser forudsættes
at ske i sammenhæng med den tilsynsmæssige gennemgang af virksomhederne.
Arbejdet hermed bør prioriteres på en sådan måde, at de væsentligste
forurenere gennemgås først, således at den miljømæssige effekt af indsatsen
maksimeres.
Ved en revision af vilkår om egenkontrol skal det bl.a. sikres, AT der
stilles tilstrækkelige krav til prøveudtagning, analyser og målinger, AT der
udarbejdes nødvendige driftsinstruktioner, herunder om sikkerhedsmæssige
forhold, og AT der træffes bestemmelse om, hvorledes resultaterne af
egenkontrollen skal være tilgængelige for tilsynsmyndigheden.
Herudover vil der erfaringsmæssigt være behov for revision af også andre
vilkår, idet navnlig en række ældre afgørelser ikke har gjort udtømmende og
klart op med virksomhedernes forureningsforhold. Der kendes således eksempler
på virksomheder, der har modtaget godkendelser med endog meget upræcise
vilkår, f.eks. at de ikke må give anledning til væsentlige gener i
omgivelserne.
Fra et tilsynssynspunkt er sådanne virksomheder meget belastende
arbejdsmæssigt. Afgørelser af denne karakter bør derfor revideres, således at
der bliver fastsat vilkår om forureningsforholdene, der åbner mulighed for et
effektivt tilsynsarbejde.
Det samme gælder i tilfælde, hvor der ikke foreligger en tilstrækkelig
præcis tilladelse til afledning af processpildevand til offentlige
spildevandsanlæg. I så fald skal der udarbejdes tilladelser med de nødvendige
vilkår om egenkontrol.
Tilsynsmyndighedens gennemgang af ældre, upræcise afgørelser må samordnes
med den administration, som tilrettelægges med henblik på revision af ældre,
utidssvarende godkendelser, jfr. § 44, stk. 5. Det er bl.a. nødvendigt, fordi
§ 44 a ikke indeholder hjemmel for at skærpe kravene til
forureningsbegrænsning.
Ved udformningen af nye vilkår bør der i videst muligt omfang tages hensyn
til, at egenkontrollen kan samordnes med den øvrige driftskontrol, der finder
sted på virksomheden.
ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 7
Tilsyn
8. TILSYNSMYNDIGHEDEN.
§§ 48, 50, stk. 2, og 55 fastlægger, hvilke myndigheder der fører tilsyn.
Hovedreglen i § 48 er fortsat, at tilsyn føres af kommunalbestyrelsen, men
ifølge stk. 3 er tilsynet med de særligt forurenende virksomheder henlagt til
godkendelsesmyndigheden. Bestemmelsen i § 55 om at tilsynet med
miljøkvaliteten, særligt vandkvaliteten, føres af amtsrådet, er ikke ændret.
§ 50, stk. 2, er ændret, således at det nu af loven fremgår, at
hovedstadsrådet tilsynsmæssigt er ligestillet med amtsrådene.
§ 49 a om aftalemæssig overførsel af tilsyns- og
indgrebsbeføjelserne fra kommunalbestyrelsen til amtsrådet er - som følge af
samlingen af godkendelses- og tilsynsbeføjelserne - ophævet. De aftaler om
kompetenceoverførsel, der tidligere er indgået, bortfalder hermed.
9. SELVHJÆLPSHANDLINGER.
§ 49 er ændret på to punkter. Dels er der foretaget
redaktionelle konsekvensændringer. Dels er der i stk. 4 indført en ny
bestemmelse, som præciserer, at tilsynsmyndigheden, hvis der er behov herfor,
kan gennemføre de selvhjælpsforanstaltninger, der er nødvendige for at bringe
ulovlige forhold til ophør.
Retningslinier for administrationen af denne bestemmelse vil fremgå af et
revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.
10. FJERNELSE AF ULOVLIGE VIRKSOMHEDER.
Den nye bestemmelse i § 50 a, stk. 2, om fjernelse af en ulovlig
virksomhed er overflyttet fra den hidtidige § 42. Bestemmelsens nuværende
placering i tilsynskapitlet indebærer tillige, at dens anvendelsesområde ikke
som hidtil er indskrænket til kapitel 5-virksomheder. Bestemmelsen omfatter
nu hele lovens område.
Retningslinier for administrationen af § 50 a, stk. 2, vil fremgå af et
revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.
11. REGLER OM TILSYNETS UDØVELSE.
Som hidtil bemyndiger § 56 miljøministeren til at fastsætte regler
vedrørende tilsynsmyndighedernes og miljøstyrelsens tilsynsvirksomhed, og
bestemmelsen er kun ændret redaktionelt.
I medfør af bestemmelsen har miljøministeren, som forudsat i lovforslaget,
fastsat regler om tilsynsberetninger, jfr. bekendtgørelse nr. 788 af 21.
november 1986. Tilsynsmyndighederne skal ifølge bekendtgørelsen årligt afgive
en offentlig beretning om det udførte og det planlagte tilsyn. Beretningerne
skal ledsages af et oversigtsskema, som indeholder bl.a. opgørelser over
ressourceanvendelsen og anvendelsen af den nye bestemmelse i § 44, stk. 5.
Miljøstyrelsens tilsynsberetning skal - udover redegørelsen for egen
tilsynsvirksomhed - indeholde en bearbejdning af de kommunale
tilsynsberetninger, således at ressourceanvendelsen og tilsynets resultater
på landsplan kan offentliggøres.
12. ANMELDELSE AF VIRKSOMHEDER.
Efter § 56 a kan miljøministeren fastsætte regler om anmeldelse af
virksomheder. Bestemmelsen afløser § 64, som bemyndigede ministeren til at
fastsætte regler om anmeldelse af kapitel 5-virksomheder.
Anmeldelsesordningen omfatter nu både virksomheder, der ikke er omfattet
af bilaget til loven, og kapitel 5-virksomheder, der lovligt er etableret før
lovens ikrafttræden.
Der har ikke tidligere været regler om anmeldelse, men det er med
ændringen af bestemmelsen besluttet, at der skal fastsættes sådanne regler.
Anmeldelsesordningen gennemføres branche for branche. Det er ikke afgørende
at få anmeldelser fra alle brancher, og fra f.eks. almindelige
landbrugsvirksomheder er det næppe hensigtsmæssigt at forlange anmeldelser.
Miljøstyrelsen er ved at overveje, hvilke brancher, udover lossepladser,
som skal anmeldes i første runde. Ordningen bliver iværksat ca. 1. april
1987.
ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 9
Kortlægning og planlægning
13. KOMMUNALE AFFALDSORDNINGER M.V.
Ændringen af § 62 a indebærer en tydeliggørelse af de hidtil gældende
bestemmelser om affaldsordninger og pligten til at benytte sådanne. Det
fremgår nu af § 62 a, stk. 3, at miljøministeren vil fastsætte regler om
kommunale affaldsbortskaffelsesordninger for andre affaldstyper end
husholdningsaffald, herunder om erhvervsaffald, haveaffald, bygningsaffald
m.v. Bestemmelsen indebærer, at de kommunale genanvendelsestiltag også indgår
i de kommunale affaldsordninger.
Der skal endvidere fastsættes regler om kommunernes pligt til at anvise
bortskaffelsesmuligheder for affald fra virksomheder, som ikke er omfattet af
kommunale affaldsordninger, og om pligt for virksomhederne til at benytte
etablerede ordninger eller anviste bortskaffelsesmuligheder.
Ifølge bestemmelsen skal der også fastsættes regler om pligt til at
etablere forsorteringsanlæg på lossepladser og forbrændingsanlæg.
Miljøministeren kan efter § 62 a, stk. 4, træffe bestemmelse eller
fastsætte regler om kommuners pligt til at oprette eller tilslutte sig
fælleskommunale virksomheder på affaldsbortskaffelsesområdet og om sådanne
fælleskommunale virksomheders placering.
Principperne for nye regler om kommunale affaldsordninger, herunder om
anvisningspligt, benyttelsespligt, forsortering og fælleskommunale
virksomheder til affaldsbortskaffelse, skal behandles i det udvalg om
affaldsområdets regulering, som miljøstyrelsen netop har nedsat efter
anmodning fra miljøministeren. Overvejelserne herom skal være afsluttet inden
udgangen af 1986, således at nye regler kan udarbejdes i løbet af foråret
1987.
Ved udformningen af reglerne vil der bl.a. blive taget hensyn til, at
ansvaret for en miljømæssigt forsvarlig affaldsbortskaffelse ikke uden videre
bør overvæltes på kommunerne. Virksomhederne bør fortsat have hovedansvaret
for, at deres affaldsproblemer løses på en miljømæssigt tilfredsstillende
måde. Reglerne skal derfor ses som et supplerende styringsmiddel i
forbindelse med den kommunale affaldsplanlægning.
§ 62 a, stk. 4, om fælleskommunale løsninger
forudsættes kun anvendt, når det ikke gennem forhandling kan lykkes
kommunerne at nå frem til miljømæssigt forsvarlige fællesløsninger, hvor
disse er påkrævet.
I stk. 5 er det præciseret, at en række kommunale udgifter på
affaldsområdet kan finansieres over de gebyrer, som kommunalbestyrelsen
fastsætter for benyttelse af kommunale affaldsordninger. Bestemmelsen
fastslår, at kommunale udgifter til affaldsordninger, forsorteringsanlæg og
fælleskommunale virksomheder på affaldsbortskaffelsesområdet kan finansieres
over gebyrer.
Bestemmelsen tager også sigte på de genanvendelsesordninger, som
kommunerne etablerer som led i affaldsbortskaffelsen, f.eks. udgifter til
kildesortering eller genbrugsvirksomheder.
Herudover kan gebyrerne omfatte udgifterne til primærkommunernes
affaldskortlægning og -planlægning. Gebyrerne kan opkræves til dækning af
samtlige udgifter fra planlægningens start, jfr. bekendtgørelse nr. 663 af
20. december 1984 og cirkulære af 25. marts 1985 om kortlægning af og
redegørelse for affaldsbortskaffelsen.
Gebyrer for indsamlingsordninger m.v. på affaldsområdet skal efter
almindelige, kommunalretlige grundsætninger fastlægges ud fra et
omkostningsprincip, dvs. at gebyrernes størrelse bør fastsættes således, at
den enkelte ejendom bidrager med et beløb, der tilnærmelsesvis modsvarer
ejendommens belastning af affaldsordningen, og at der over et vist tidsrum
skal tilstræbes en dækning af de faktiske omkostninger ved ordningerne.
ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 10
Beslutninger i sager om miljøbeskyttelse
14. Begrundelsespligt.
Efter den nye bestemmelse i § 65 a skal afgørelser, der meddeles
skriftligt, angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for afgørelsen.
Det er fundet hensigtsmæssigt at indføre en sådan særlig bestemmelse om
begrundelse, der er udformet efter miljøbeskyttelseslovens specifikke behov,
selv om den nu vedtagne forvaltningslov (lov nr. 571 af 19. december 1985)
også indeholder regler om begrundelse.
De hovedhensyn, der har været bestemmende for en afgørelse, og som derfor
skal angives i denne, er typisk på den ene side recipientens evne til at
optage forurening og på den anden side forureningens art og omfang (hvilke
stoffer og i hvilke mængder). Hertil kommer f.eks. almene, hygiejniske
forhold.
§ 65 a skal også ses i lyset af den ændrede
affattelse af lovens § 1, stk. 3, jfr. ovenfor under punkt 1. Især vil
konkrete overvejelser om forholdsmæssighed mellem mål og midler være blandt
de hovedhensyn, der er omfattet af begrundelsespligten.
Ud fra almindelige retssikkerhedsbetragtninger må hovedhensynene i alle
tilfælde være af en sådan karakter og detaljeringsgrad, at både virksomheden
og andre interesserede parter, jfr. § 65, stk. 2, får et tilstrækkeligt
grundlag for at vurdere sagen i et eventuelt klageperspektiv.
På den anden side må der ved begrundelsens udformning tages hensyn til, at
oplysninger om drifts- og fabrikationsmæssige forhold, der har væsentlig
økonomisk betydning for en virksomhed, skal behandles fortroligt.
Der er pligt til at give en begrundelse af den karakter, der er omtalt i §
65 a, og begrundelsen skal gives samtidig med afgørelsen, dvs. at
hovedhensynene skal være angivet i selve afgørelsen.
Af § 65 a fremgår udtrykkeligt, at begrundelsespligten kun gælder for
skriftlige afgørelser.
For mundtlige afgørelser gælder reglerne i forvaltningsloven. Denne lovs
bestemmelser om begrundelse træder dog først i kraft den 1. januar 1989 for
kommunernes vedkommende.
En offentlig annoncering, jfr. § 65, stk. 2, skal ikke indeholde nogen
begrundelse. Det siger dog sig selv, at den skriftlige redegørelse, der
annonceres om, skal indeholde den nødvendige begrundelse.
ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 11 OG 12
Klagebestemmelserne
15. Forlængelse af klagefristen ved udløb på lørdage
eller helligdage.
I praksis har det givet anledning til tvivl, hvilken retstilstand der
gælder, hvis klagefristen udløber på en lørdag eller helligdag.
Det fastslås nu i §§ 71 og 81, at klagefristen i disse tilfælde forlænges,
således at den først udløber den følgende hverdag.
Samtidig er det i lovforslagets bemærkninger præciseret, at bestemmelsen i
§ 71 om beregning af klagefrist ved offentlig annoncering også gælder ved
klage til miljøankenævnet.
Det er en konsekvens af reglerne om offentlig annoncering, at selve
afgørelsen IKKE skal indeholde oplysning om, at klagefristen regnes fra
afgørelsens meddelelse. Derimod SKAL afgørelsen indeholde oplysning om, at
der sker offentlig annoncering den . . . (dato), og at klagefristen på 4 uger
regnes fra offentliggørelsen. Det må derfor forudsættes, at den INDIVIDUELLE
underretning til adressaten og berørte myndigheder, jfr. § 65, stk. 1 og 2,
finder sted i så god tid, at afgørelsen senest kommer frem samtidig med den
offentlige annoncering. Dette skal ses i sammenhæng med, at klagefristen -
uanset bestemmelsen i § 71 om offentlig annoncering - aldrig kan begynde at
løbe i forhold til ADRESSATEN, før denne har fået meddelelse om afgørelsen.
Det vil i almindelighed sige tidligst dagen efter afsendelsen.
16. OPSÆTTENDE VIRKNING VED TILLADELSER OG
GODKENDELSER.
Den ændrede affattelse af § 72, stk. 3 og 4, indebærer, at
kommunalbestyrelsen/ amtsrådet i en godkendelse eller tilladelse kan meddele
dispensation til påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder, når dette
forekommer ubetænkeligt.
Denne beføjelse har hidtil ligget hos klagemyndigheden, dvs. i praksis
miljøstyrelsen, og styrelsen har fortsat en selvstændig beføjelse til at
meddele dispensation, jfr. § 72, stk. 4, nr. 1.
Miljøstyrelsen kan desuden ophæve en dispensation, der er meddelt af et
kommunalt råd, dvs. bestemme, at bygge- og anlægsarbejder ikke må påbegyndes
eller skal standses, jfr. § 72, stk. 4, nr. 2.
Retningslinier for bestemmelsernes administration vil fremgå af et
revideret cirkulære om håndhævelse af miljøbeskyttelsesloven.
17. OPSÆTTENDE VIRKNING VED PåBUD OG FORBUD.
Under behandlingen af forslaget til lovændringen tilkendegav folketingets
miljø- og planlægningsudvalg, at de gældende regler om opsættende virkning af
klage over påbud og forbud bør administreres på en sådan måde, at
miljøbeskyttende foranstaltninger ikke forhales i urimeligt omfang. Efter
udvalgets opfattelse må der i større omfang end hidtil træffes bestemmelse
om, at klage til miljøankenævnet ikke skal have opsættende virkning.
Blandt de »særlige grunde« (jfr. § 72, stk. 2), der kan tale
for, at et påbud eller forbud skal efterkommes uanset klage til
miljøankenævnet, kan nævnes den omstændighed, at miljøstyrelsen fuldt ud
stadfæster eller kun foretager ubetydelige ændringer i den påklagede
afgørelse, eller at virksomheden medfører en forurening, som må betragtes som
væsentlig.
Disse hensyn gælder især, hvis det alene er virksomheden, som påklager
afgørelsen. Hvis andre end virksomheden indgiver klage, forudsættes det, at
de almindelige regler om opsættende virkning anvendes på samme måde som
hidtil.
Folketingets miljø- og planlægningsudvalg har desuden peget på, at de
kommunale råd bør være opmærksomme på mulighederne for at træffe bestemmelse
om, at klage ikke skal have opsættende virkning.
Miljøministeren har tilsluttet sig udvalgets synspunkter, som må lægges
til grund for miljøstyrelsens og de kommunale råds fremtidige administration.
Det vil være tilsynsmyndighedens opgave at påse, at et påbud eller forbud
efterkommes inden for den fastsatte frist, når miljøstyrelsen har truffet
beslutning om, at klage til miljøankenævnet ikke skal have opsættende
virkning, medmindre miljøankenævnet i medfør af § 81, stk. 2, jfr. § 72 har
bestemt andet.
Hvis en kommunalbestyrelse eller et amtsråd træffer beslutning om, at
klage over et påbud eller et forbud ikke skal have opsættende virkning, skal
den pågældende myndighed straks efter modtagelsen af en klage over denne
beslutning videresende klagen til klagemyndigheden. Klage til miljøankenævnet
indgives som hidtil direkte til nævnet.
18. NYE ORGANISATIONER FÅR KLAGERET.
Ved den nye bestemmelse i § 74, stk. 4, får Danmarks Havfiskeriforening og
Dansk Fiskeriforening klageret i forhold til de afgørelser, der er nævnt i §
74, stk. 2, når disse vedrører spørgsmål om havforurening.
Desuden er der i § 74, stk. 2, indsat et nyt nr. 1. Ændringen har
sammenhæng med, at en række kategorier af særligt forurenende virksomheder
for fremtiden skal godkendes af kommunalbestyrelsen og ikke som hidtil af
amtsrådet, jfr. ovenfor under punkt 3 og 4. Da der ikke med denne omfordeling
af godkendelseskompetence er tilsigtet nogen indskrænkning af Danmarks
Naturfredningsforenings hidtidige klageret, kan miljøministeren fastsætte
regler om, at foreningen har klageret i forhold til afgørelser om
virksomheder, der er underlagt kommunalbestyrelsens godkendelseskompetence.
NYT KAPITEL 12 A
Affaldsafgiften
19. Affaldsafgiften.
Ifølge bestemmelserne i det nye kapitel 12 a skal der fra 1. januar 1987
betales en afgift til miljøministeren på 40 kr. pr. ton affald, der tilføres
en registreringspligtig virksomhed.
Registreringspligtige er virksomheder, der modtager affald fra kommunale
renovationsordninger til deponering eller forbrænding. Affald, der fraføres
en virksomhed, er fradragsberettiget ved opgørelsen af den afgiftspligtige
vægt.
Afgiftsordningen administreres af toldvæsenet. Henvendelse vedrørende
reglerne i kapitel 12 a skal ske til det lokale distriktstoldkammer.
Toldvæsenets afgørelser af spørgsmål om registreringspligt, den
afgiftspligtige vægt og om afgiftspligt kan påklages til Nævnet vedrørende
Merværdiafgift m.v. Endvidere kan klage over skønsmæssige ansættelser af
afgiftstilsvaret forelægges nævnet.
Formålet med afgiften er at reducere den mængde affald, der tilføres
forbrændingsanlæg eller deponeringspladser, at fremme genanvendelsen og at
tilskynde virksomheder til at anvende teknologier, der frembringer mindre
affald.
Det er forudsat, at afgiften bl.a. anvendes til at finansiere løsning af
affaldsproblemer og til at tilskynde til mindre affaldsproduktion og øget
genanvendelse og dermed miljøforbedringer i bred forstand.
ÆNDRINGER I LOVENS KAPITEL 13
Straffebestemmelserne
20. BØDEUDMÅLINGSREGEL.
§ 83, stk. 5, er ændret til en regel om bødeudmåling.
Efter bestemmelsen skal der ved udmåling af bøde, herunder tillægsbøde, tages
særligt hensyn til størrelsen af en opnået eller tilsigtet økonomisk fordel i
de tilfælde, hvor udbyttet af en miljølovsovertrædelse ikke konfiskeres.
Bestemmelsen skal sikre, at det ikke kan betale sig at overtræde
miljølovgivningen.
21. STRAFANSVAR FOR KOMMUNER OG KOMMUNALE
FÆLLESSKABER.
§ 83, stk. 4, indeholder nu udtrykkelig hjemmel til
at straffe kommuner og kommunale fællesskaber, som overtræder loven i deres
egenskab af driftsherre, bygherre, arbejdsgiver eller lignende. Bestemmelsen,
som trådte i kraft 1. juli 1986, udfylder det »hul i loven«, som
opstod, da Højesteret i januar 1986 statuerede, at kommuner ikke uden at være
udtrykkeligt nævnt i en straffebestemmelse kan straffes.
22. STRAFFEBESTEMMELSERNE VEDRØRENDE AFFALDSAFGIFTEN.
Straffebestemmelserne vedrørende affaldsafgiften er fastsat i § 84 a og §
84 b, som svarer til de bestemmelser, der er indeholdt i nyere afgiftslove.
Dog er strafferammen i § 84 a, stk. 3, der i de almindelige afgiftslove er
fængsel i indtil 2 år, fastsat til fængsel i indtil 1 år i overensstemmelse
med den almindelige straffebestemmelse i § 83.
MILJØSTYRELSEN, DEN 2. DECEMBER 1986
JENS KAMPMANN
/Jørgen Bjerring
Bilag
Ændringer i bilaget til bekendtgørelse om særligt forurenende virksomheder
- bortset fra ændringer i (a)-mærkningen.
1) VIRKSOMHEDER, DER ER OPTAGET På LISTEN:
Metalsmelterier (A 2), flydedokke (A 5), metallisering af plastgenstande
(A 11), indvinding af mineralolie (C 1), indvinding af naturgas (C 2),
tjæredestillationsanlæg (C 10), belægning med plast (D 12), fremstilling af
skumplast og andre polymere materialer (D 14), silketryk (E 3),
blodplasmafabrikker (F 2), varmeproducerende anlæg inkl. gasfyrede (H 1-2) (H
3), protein-, pektin- og enzymfabrikker (K 4), risikovirksomheder (K 5),
større husdyrbrug (J 3-4), biogasanlæg (J 8) og vindmølleparker (H 6).
2) VIRKSOMHEDER, DER ER TAGET UD AF LISTEN:
Tørvestrøelse (C 8), saltpladser (D 1), oplæg af nitratholdige
gødningsstoffer (D 3), kartoffelkogerier (E 17), kartoffelproduktfabrikker (E
18), kafferisterier (E 23), løgristerier (E 24), oplag og behandling af
svinebørster og krølhår (F 3), autoværksteder under en vis størrelse (I 4),
køretekniske anlæg til køreprøver (I 1), mindre fjerkræfarme (J 1), og mindre
pelsdyrfarme (J 2).
3) VIRKSOMHEDER, DER OPTAGES SOM STJERNEMÆRKET.
Grøntsagskonserves m.v. (E 20) (E 21).
4) VIRKSOMHEDER, DER SLETTES SOM STJERNEMÆRKET.
Kabelfabrikker og akkumulatorfabrikker (A 9) (A 10).
5) ÆNDRINGER I KVANTITETSKRAVENE.
Grænser for opløsnings- og fortyndingsmidler i A 3-4, fotografisk industri
(D 9), vindmøller (H 5).
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1985 LSF 176 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE Retsinformation · 21. maj 1988
- 1985 LSF 143 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM MILJØBESKYTTELSE Retsinformation · 21. maj 1988
- Inddrivelse af forsyningsafgifter SKM-databasen · 27. juni 2023
- 1986 LSF 24 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE MILJØ- OG PLANLÆGNINGSLOVE (REGION- OG SEKTORPLANLÆGNING) Retsinformation · 21. maj 1988
- 1985 LSF 144 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF FORSKELLIGE MILJØ- OG PLANLÆGNINGSLOVEN (REGION- OG SEKTORPLANLÆGNING) Retsinformation · 21. maj 1988
- Cirkulæreskrivelse om godkendelse af ældre affaldsforbrændingsanlæg efter miljøbeskyttelseslovens § 36 (Til samtlige kommunalbestyrelser, amtsråd og Hovedstadsrådet) Retsinformation · 9. december 1985