Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse m.v. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet).
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse
m.v. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet).
1. Indledning
Ved lov nr. 107 af 29. marts 1978 er lov nr. 372 af 13. juni 1973 om
miljøbeskyttelse blevet ændret. Ændringerne trådte for en dels vedkommende i
kraft den 1. april 1978. Miljøstyrelsen har i april 1978 til samtlige
kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet udsendt særtryk af
ændringsloven ledsaget af en kortfattet omtale af de nye bestemmelser.
Lovændringen har fundet sted som følge af revisionsbestemmelsen i lovens §
96. Der er ikke tale om en større gennemgribende revision, idet
miljøministeriet har været af den opfattelse, at loven stort set har virket
tilfredsstillende, og at den periode, i hvilken loven har været i kraft, har
været for kort til at kunne give erfaringer, der kan danne grundlag for en
større revision. Hovedparten af de myndigheder, organisationer m. v., som
spørgsmålet om lovens revision har været forhandlet med, har givet udtryk for
samme opfattelse.
Loven skal herefter optages til revision i folketingsåret 1980-81.
På enkelte områder har man dog på grundlag af de allerede indhøstede
erfaringer kunnet konstatere et særligt behov for ændringer, og det er disse
ændringer, der er blevet gennemført ved lov nr. 107 af 29. marts 1978. Dette
gælder således bestemmelserne om opsættende virkning ved klage over
tilladelser og godkendelser (§ 72), og bestemmelsen om tavshedspligt (§85).
De øvrige ændringer vedrører navnlig bestemmelserne om fordelingen af
udgifter ved anlæg, drift og vedligeholdelse af spildevandsanlæg. Disse
regler forventes sat i kraft ved særskilt bekendtgørelse herom.
Lovændringerne er nærmere omtalt nedenfor under pkt. 3.
Listen over særligt forurenende virksomheder, der er omfattet af
miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jfr. bilaget til loven, er blevet ændret
ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28. juni 1978. Denne
bekendtgørelse er trådt i kraft den 1. august 1978, og miljøstyrelsen har i
Læs alt
juli 1978 udsendt en kortfattet omtale af ændringerne af listen til samtlige
kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet. Ændringerne af listen vil
iøvrigt blive omtalt under pkt. 4.
Ved ændringen af § 72 er der givet ministeren hjemmel til at fastsætte
regler om, at visse mindre bygge- og anlægsarbejder er undtaget fra lovens
hovedregel om, at bygge- og anlægsarbejder ikke må påbegyndes, medens
klagefristen løber, eller en klagesag behandles. Sådanne regler findes nu i
miljøministeriets bekendtgørelse nr. 505 af 10. oktober 1978, som omtales
nærmere under pkt. 5.
2. Almindelige bemærkninger om lovens administration
Miljøstyrelsen skal henlede opmærksomheden på, at folketingets miljøudvalg
under lovforslagets behandling drøftede de administrative bestemmelser inden
for miljøministeriets område med udgangspunkt i en række konkrete sager.
Som det fremgår af udvalgets betænkning af 15. februar 1978 har et flertal
i udvalget opfordret miljøministeren til at arbejde for, at
miljøbeskyttelsesloven administreres således, at der på områder, hvor
sundhedsmæssige og miljømæssige forhold ikke anfægtes, ikke gribes ind over
for normal erhvervsudøvelse. Ministeriet har med henblik herpå anmodet
ministeriets styrelser om at foretage en kritisk gennemgang af eksisterende
administrative bestemmelser, samt foreskrevet, at almindelige konkrete sager
af styrelserne skal afgøres hurtigst muligt og senest 4 måneder efter, at de
er indkommet til styrelserne.
Som bekendt udgør det altovervejende antal konkrete sager, som
miljøstyrelsen behandler efter miljøbeskyttelsesloven, klager over
afgørelser, der er truffet af de lokale myndigheder, jfr. lovens kapitel 11.
Efter lovens § 73 skal klage indgives til den myndighed, hvis afgørelse
der klages over.
Af hensyn til sagsbehandlingstiden skal man - som tidligere tilkendegivet
i »Nyt fra miljøstyrelsen« nr. 2/ 1975 samt i miljøstyrelsens
ovennævnte cirkulæreskrivelse af april 1978 - henstille til
kommunalbestyrelserne og amtsrådene (hovedstadsrådet), at klagesager hurtigt
videresendes til miljøstyrelsen, ledsaget af sagens akter, jfr. lovens § 73.
Der forudsættes normalt ikke foretaget behandling af sådanne klager i
vedkommende udvalg eller kommunale råd. Såfremt der ikke umiddelbart kan
afgives kommentarer til klagen, bør sagen straks videresendes med bemærkning
om, at en sådan udtalelse vil fremkomme senere. Herefter vil miljøstyrelsen
allerede ved modtagelsen kunne indlede den forberedende sagsbehandling.
Det er endvidere vigtigt, at sagen fra den lokale myndigheds side er så
fyldestgørende oplyst, at miljøstyrelsen på grundlag af det modtagne
materiale har mulighed for at vurdere de lokale forhold og træffe sin
afgørelse.
Der bør således foreligge en beskrivelse af forholdene på stedet, samt et
rids med angivelse af forureningskilden og de omliggende områder så vidt
muligt med afstandsangivelser og med markering af klagende omboendes bopæl. I
mange tilfælde vil fotos være et værdifuldt supplement hertil. Foreligger der
specielle topografiske forhold, der er af betydning for vurderingen af
forureningens udbredelse, bør dette tillige registreres, ligesom oplysninger
om forholdene i tilgrænsende områder - efter omstændighederne også i
nabokommunen undertiden kan være nødvendige.
Angivelserne kan eventuelt indtegnes eller markeres på allerede
foreliggende kortmateriale sammen med angivelse af de lokale stedbetegnelser
(f. eks. navne på ejendomme, veje eller vandløb), som er relevante i sagen.
Samtidig gives oplysning om den fysiske planlægning for de pågældende områder
(byplanvedtægt, lokalplan, § 15 rammer, spildevandsplaner m. v.)
I det omfang disse oplysninger ikke allerede foreligger, således at de
straks kan sendes sammen med klagen, bør de udarbejdes og indsendes til
miljøstyrelsen snarest muligt.
Hvis der ud over miljølovgivningen har ligget kommunale vedtægter og
regulativer til grund for afgørelsen (f. eks. betalingsvedtægter,
landvæsenskommissionskendelser m. v.), bør kopi af disse regler vedlægges
klagen med angivelse af de bestemmelser, der er relevante i den pågældende
sag.
Andet materiale af betydning for sagens behandling, f. eks. embedslægens,
arbejdstilsynets, zonelovsmyndighedens eller fredningsmyndighedens afgørelser
eller udtalelser samt rapporter om stedfundne besigtigelser, målinger eller
andre undersøgelser bør ligeledes fremsendes til miljøstyrelsen.
Selv om de lokale myndigheder har medsendt det materiale, som er indgået i
sagens bedømmelse, kan der i visse tilfælde under miljøstyrelsens behandling
af klagesager vise sig behov for at indhente yderligere oplysninger eller
foretage undersøgelser. I den forbindelse skal man henlede opmærksomheden på,
at det i almindelighed ligger uden for miljøstyrelsens muligheder at foretage
besigtigelser eller målinger af forholdene på stedet. Sådanne besigtigelser
kan kun undtagelsesvis finde sted ved miljøstyrelsens medarbejdere og normalt
kun i visse større sager.
Såfremt miljøstyrelsen skønner, at det foreliggende sagsmateriale ikke
giver et fyldestgørende indtryk af forholdene på stedet, eller at der er
behov for for eksempel yderligere støjmålinger eller observationer, for at
styrelsen kan træffe afgørelse i sagen, ser man sig derfor nødsaget til som
hovedregel i det konkrete tilfælde at anmode om, at sådanne foranstaltninger
foretages af de lokale myndigheder.
Man skal henstille, at sådanne anmodninger efterkommes uden ugrundet
forsinkelse.
Ansøgninger om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 skal
efter lovens § 40, stk. 2, indsendes til kommunalbestyrelsen, og dette
gælder, uanset om kompetencen til at træffe afgørelse i sagen er tillagt
amtsrådet eller hovedstadsrådet. Miljøstyrelsen har tidligere givet udtryk
for, at styrelsen finder det hensigtsmæssigt, at tilsvarende fremgangsmåde
følges også i tilfælde, hvor dette ikke er direkte foreskrevet, jfr. Nyt fra
miljøstyrelsen nr. 5/ 1976, side 16, hvor man samtidig har understreget
vigtigheden af, at ansøgninger hurtigt videresendes til den myndighed, der
skal træffe afgørelse i sagen.
3. De nye bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven.
A. Mulighed for dispensation fra forbudet mod iværksættelse af bygge- og
anlægsarbejder under en klagesags behandling, § 72
Bygge- og anlægsarbejder i forbindelse med en godkendelse eller tilladelse
efter miljøbeskyttelsesloven må ikke påbegyndes, medens klagefristen på 4
uger løber (§ 72, stk. 3, 1. pkt.).
En rettidigt indgivet klage over en godkendelse eller tilladelse bevirker
endvidere, at bygge- og anlægsarbejder ikke må iværksættes, før
klagemyndighedens afgørelse foreligger (§ 72, stk. 3, 2. pkt.). Ved en
samtidig vedtaget ændring af lovens § 83 er det blevet udtrykkelig
præciseret, at overtrædelse af reglerne i § 72, stk. 3, 1. og 2. pkt., er
strafsanktioneret.
Baggrunden for lovens hovedregel er, at det ville være uheldigt, om
udførelsen af bygge- og anlægsarbejder skulle lægge bindinger på
klagemyndighedens muligheder for at efterprøve og i givet fald omgøre en
indbragt afgørelse; klageadgangen kunne derved befrygtes at blive illusorisk.
Ved ændringen af §72 er der (bortset fra en redaktionel omformulering)
ikke sket nogen ændring af reglen om, at bygge- og anlægsarbejder ikke må
påbegyndes, medens klagefristen på 4 uger løber; ansøgeren må vente i denne
periode og se, om klage indgives.
I tiden efter miljøreformens ikrafttræden den 1. oktober 1974 har det i
nogle tilfælde vist sig, at overholdelsen af lovens regel om, at bygge- og
anlægsarbejder ikke må udføres, medens en klagesag behandles, har medført en
forsinkelse med igangsætningen af et byggeri, som - de givne omstændigheder
taget i betragtning - har forekommet unødvendig og dermed urimeligt
belastende for ansøgeren. Med henblik på at åbne mulighed for at kunne undgå
sådanne situationer, er der ved den nye bestemmelse i § 72, stk. 4, givet
klagemyndigheden (som hovedregel miljøstyrelsen) hjemmel til under en
klagesags behandling at tillade påbegyndelse af byggearbejder m. v.
En tilladelse vil ifølge lovbestemmelsen alene kunne meddeles, når særlige
omstændigheder taler herfor. Der tænkes herved f. eks. på tilfælde, hvor
virksomhedens muligheder for at opfylde allerede indgåede kontraktlige
forpligtelser påvirkes særlig ugunstigt af forsinkelsen, således at denne
bevirker et ekstraordinært stort tab.
Det er efter ordlyden endvidere en forudsætning, at klagemyndigheden på
grundlag af en vurdering af sagen skønner det ubetænkeligt ud fra
miljømæssige hensyn at fravige lovens hovedregel.
Under lovforslagets behandling i folketinget blev der som eksempler på
situationer, hvor en dispensation kunne komme på tale, henvist til tilfælde,
hvor en virksomhed agtes placeret midt i et industriområde, der efter
planlovgivningen er udlagt til virksomhed af den art, hvortil godkendelse
søges, eller til tilfælde, hvor en eksisterende virksomhed søger om
godkendelse af en mindre bygningsmæssig udvidelse. Der er altså tale om
situationer, hvor der ikke kan rejses tvivl om virksomhedens hensigtsmæssige
lokalisering, og hvor de miljømæssige hensyn vil kunne tilgodeses ved
vilkårsfastsættelsen. Ved afvejningen af, hvorvidt dispensation bør meddeles,
vil den omstændighed, at alene virksomheden - og altså ikke de omboende - har
påklaget afgørelsen, kunne tillægges en vis, omend ikke afgørende betydning.
Ansøgning om tilladelse til iværksættelse af bygge- og anlægsarbejder i
klagesager bør sendes til den myndighed, hvis afgørelse der klages over.
Denne myndighed videresender ansøgningen til klagemyndigheden ledsaget af
sine kommentarer efter samme retningslinier, som følges ved behandlingen af
klagesager iøvrigt, jfr. foran under afsnit 2.
Det forhold, at der søges om tilladelse til påbegyndelse af bygge- og
anlægsarbejder, understreger selvsagt behovet for, at sagen hurtigt
videresendes.
Klagemyndigheden er ikke afskåret fra at afslå eller ændre en påklaget
godkendelse eller tilladelse, selv om der er meddelt tilladelse til bygge- og
anlægsarbejder. Det er således ansøgeren, der selv må bære risikoen og
ansvaret for, at endelig godkendelse eller tilladelse opnås, og der kan ikke
blive tale om erstatningsansvar for vedkommende myndighed, såfremt et projekt
kræves ændret, eller en godkendelse eller tilladelse ophæves.
Klagemyndighedens afgørelse efter stk. 4 er endelig.
Reglerne om opsættende virkning af klage over godkendelser og tilladelser
gælder ikke for klage til miljøankenævnet.
Bestemmelsen i § 19 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 176 af 29.
marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m. v., der
svarer til den tidligere § 72, stk. 3, i miljøbeskyttelsesloven, må anses for
ændret i overensstemmelse med den skete lovændring.
Visse mindre bygge- og anlægsarbejder er helt undtaget fra forbudet mod
påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder efter § 72, stk. 3. Herom henvises
nærmere til afsnit 5.
B. Tavshedspligt
En af forudsætningerne ved miljøbeskyttelseslovens vedtagelse var, at der
skulle være størst mulig åbenhed og offentlighed omkring miljøbeskyttelsen.
For samtidig at tilgodese erhvervenes interesse i, at oplysninger om
erhvervsmæssigt vigtige forhold, f. eks. fabrikationshemmeligheder, blev
behandlet på forsvarlig og fortrolig måde blev der i § 85 optaget en
bestemmelse om tavshedspligt for myndighederne.
Det viste sig imidlertid, at bestemmelsen lovteknisk havde fået en
formulering, der gav tavshedspligten en langt større rækkevidde end
tilsigtet.
Tavshedspligten omfattede principielt alle oplysninger, miljømyndighederne
gennem deres arbejde blev vidende om.
Efter den ændrede bestemmelse omfatter tavshedspligten kun oplysninger,
der af særlige grunde bør have krav på hemmeligholdelse.
Miljømyndighederne er til udenforstående afskåret fra at videregive
oplysninger af den karakter, som efter straffelovens §§ 152 og 264 b bør
behandles fortroligt. Det vil normalt bero på en konkret vurdering, hvorvidt
en oplysning bør have krav på hemmeligholdelse. I praksis vil det betyde, at
f. eks. oplysninger om drifts- eller fabrikationsmæssige forhold, der har
væsentlig økonomisk eller konkurrencemæssig betydning for en virksomhed, samt
oplysninger om privatlivet tilhørende forhold, skal behandles fortroligt.
Derimod kan oplysning om det blotte faktum, at miljømyndighederne som led
i udøvelsen af deres beføjelser efter loven har truffet en given afgørelse og
indholdet heraf, f. eks. vilkårene i en sag om godkendelse efter lovens § 35
eller indholdet af et påbud efter § 44, ikke i sig selv betragtes som
omfattet af tavshedspligten; hemmeligholdelse bør kun finde sted i det
omfang, afgørelsen indeholder oplysninger, som efter en konkret bedømmelse er
omfattet af tavshedspligten.
Den interesse, som en virksomhed i det givne tilfælde kan have i, at
offentligheden ikke får kendskab til det faktum, at virksomhedens forurening
har givet miljømyndighederne anledning til at skride ind over for
virksomheden, er heller ikke værnet af lovens tavshedspligtbestemmelse.
Spørgsmålet om tavshedpligt bør i øvrigt sammenholdes med bestemmelsen i
lovens § 65, hvorefter bl. a. privatpersoner, der har en »individuel,
væsentlig interesse« i at få kundskab om en afgørelse, skal underrettes,
eventuelt ved offentlig annoncering. Tavshedspligten kan naturligvis ikke
være til hinder for, at denne lovmæssigt foreskrevne underretning finder
sted, men kan afhængig af omstændighederne - bevirke, at myndighederne må
hemmeligholde visse oplysninger i selve afgørelsen eller i sagens øvrige
akter, som efter en konkret bedømmelse i overensstemmelse med ovenstående
retningslinier betragtes som omfattet af tavshedspligten.
Om den foreslåede bestemmelses forhold til lov om offentlighed i
forvaltningen bemærkes, at det allerede følger af de almindelige bestemmelser
i offentlighedslovens § 2, der gælder for andre end en sags parter, at
adgangen til aktindsigt ikke omfatter dokumenter, der indeholder oplysning om
enkeltpersoners personlige og økonomiske forhold, eller dokumenter, der
indeholder oplysning om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om
drifts- eller forretningsforhold, for så vidt det er af væsentlig økonomisk
betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen
ikke imødekommes. Personer, der er klageberettiget og dermed part i sagen,
har en videregående adgang til aktindsigt. Efter offentlighedslovens § 10 kan
parten forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter uanset de
begrænsninger i lovens § 2, der gælder for andre end parten. Dette gælder dog
ikke, »hvis partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens
dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende
hensyn til offentlige eller private interesser«. Ved denne
interesseafvejning vil principperne i lovens § 2 dog kunne få en vis
vejledende betydning.
I tilfælde, hvor der kan være begrundet tvivl om, hvorvidt myndighederne
bør imødekomme eller afslå en begæring om aktindsigt efter bestemmelserne i
offentlighedsloven, vil det være rimeligt, at der, før afgørelsen træffes,
indhentes en udtalelse fra den, hvis interesse eventuelt kunne være til
hinder for, at begæringen imødekommes.
Endvidere kan en virksomhed naturligvis, når den afgiver oplysninger til
brug for behandlingen af en sag efter miljøbeskyttelsesloven, tilkendegive,
hvilke oplysninger der efter virksomhedens opfattelse bør være undergivet
tavshedspligt, men afgørelsen af, hvorvidt en sådan tilkendegivelse skal
respekteres, tilkommer myndighederne.
Afgørelser om aktindsigt kan iøvrigt påklages i overensstemmelse med
miljøbeskyttelseslovens almindelige principper.
Også uden for disse tilfælde kan myndighederne uanset tavshedspligten på
eget initiativ gennem pressen eller på anden måde offentligt orientere om
såvel konkrete sager og beslutninger som generelle miljøspørgsmål.
Det er naturligvis også her en forudsætning, at der ikke viderebringes
oplysninger om forhold, som efter en konkret bedømmelse har krav på
hemmeligholdelse.
Straffelovens bestemmelser om tavshedspligt omfatter kun personer, der
virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv. Dette begreb
omfatter eksempelvis også miljøankenævnets sagkyndige medlemmer.
I de ofte teknisk komplicerede miljøsager søger miljømyndighederne i vidt
omfang bistand hos rådgivende firmaer eller sagkyndige personer. Efter den
ændrede bestemmelse gælder tavshedspligten også for disse sagkyndige firmaer
og personer, der bistår myndighederne ved disses udøvelse af beføjelser efter
loven.
C. Andre ændringer
De øvrige gennemførte lovændringer (§§ 27 og 28) vedrører bl. a. spørgsmål
om, fra hvilket tidspunkt opkrævning af bidrag til spildevandsanlæg kan finde
sted samt om udgiftsfordelingen. Ændringerne af § 27 er endnu ikke trådt i
kraft. Ikrafttrædelse vil ske i forbindelse med udfærdigelsen af regler i
medfør af lovens § 27, stk. 5.
Endelig indeholder ændringsloven bestemmelser om behandling af
erstatningsspørgsmål vedrørende ekspropriation til spildevandsanlæg i
Københavns kommune (§ 32) samt en konsekvensændring (§ 70).
4. Ændring af listen over særligt forurenende
virksomheder, der er omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5
En række virksomheder anlæg og indretninger skal godkendes efter
miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 inden de etableres, udvides eller ændres på
en måde, der indebærer forøget forurening. De pågældende virksomheder er
optaget på en liste som bilag til loven.
Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28. juni 1978 er listen
blevet ændret.
Ændringerne, der bl. a. er foranlediget af den ny råstoflov, trådte i
kraft den 1. august 1978. Grusværker eller stenknuserier, der er placeret ved
indvindingsstedet og kræver tilladelse efter råstofloven, skal ikke tillige
godkendes efter miljøbeskyttelsesloven, idet der ved amtsrådets
(hovedstadsrådets) godkendelse efter råstofloven kan varetages de
miljøhensyn, som tidligere var tilgodeset i kraft af en kapitel 5
godkendelse. Der henvises iøvrigt til fredningsstyrelsens cirkulæreskrivelse
af 22. september 1978 om etablering af grusværker og stenknuserier på
råstofindvindingsstedet.
Ved ændring af listen har man samtidig søgt at tydeliggøre enkelte
punkter, som efter de indhøstede erfaringer har givet anledning til
fortolkningsvanskeligheder.
En række nye virksomheder er optaget på listen og er således nu undergivet
lovens godkendelsesordning. Dette gælder eksempelvis overjordiske olietanke
på over 10.000 m3, virksomheder, der fremstiller fiberarmerede
plastprodukter, visse halm- og træaffaldsforbrændingsanlæg, vindkraftanlæg og
entreprenørstationer med kørende materiel. Se i øvrigt listens punkt B 1, B
6-8, E 20, F 7, G 4-5 og H 2-4. På den anden side har man undtaget visse
virksomheder, som på grund af mindre størrelse har en beskeden
forureningseffekt, fra kravet om godkendelse. Dette er sket ved
kvantitetsbegrænsninger, jfr. f. eks. maskinfabrikker og -værksteder, der nu
kun skal godkendes hvis bruttoetagearealet er på mere end 100 m2.
Den tidligere etablerede ordning, hvorefter visse listevirksomheder, hvis
forurening var mindre belastende, ikke skulle godkendes efter
miljøbeskyttelsesloven, hvis de blev anlagt i overensstemmelse med en
byplanvedtægt, er udvidet til også at gælde, hvis virksomhederne anlægges i
overensstemmelse med en lokalplan, der udtrykkeligt tillader udøvelsen af
erhvervsvirksomhed. Det skal i denne forbindelse understreges, at det ikke er
tilstrækkeligt, at byplanvedtægten eller lokalplanen f. eks. blot tillader
blandet bolig og erhverv. Ordningen gælder for de virksomheder, der på listen
er markeret med *. Med hensyn til disse ændringer og kvantitetsbegrænsninger
henvises iøvrigt til listens pkt. A 3-4, B 5, D 9, E 5, E 20-21, F 5, H 1 og
I 3.
Godkendelseskompetencen vedrørende listens pkt. K 2 (skydebaner) er
overført til amtsrådet, idet disse anlæg ofte berøres af anden lovgivning,
som administreres af amtsrådet. At amtsrådet har godkendelseskompetencen er i
øvrigt i listen markeret med (a) efter den pågældende listekategori.
Bekendtgørelsen indeholder endelig bestemmelser vedrørende afgørelser, der
er truffet efter den tidligere gældende liste.
5. Bekendtgørelse om undtagelser fra forbudet mod
påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder efter miljøbeskyttelseslovens § 72,
stk. 3
Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 505 af 10. oktober 1978 er en
række bygge- og anlægsarbejder undtaget fra forbudet mod påbegyndelse, så
længe klagefristen løber, eller en eventuel klagesag endnu ikke er afgjort.
Disse arbejder kan altså påbegyndes straks efter, at 1. instansmyndigheden
har meddelt sin tilladelse eller godkendelse. Bekendtgørelsen trådte i kraft
den 27. oktober 1978.
Det understreges, at bekendtgørelsen kun omfatter mindre bygge- og
anlægsarbejder i forbindelse med de typer af afgørelser, der er nævnt i
bekendtgørelsen, d. v. s. tilladelser og godkendelser efter miljøreglementet,
tilladelser til etablering af nedsivningsanlæg eller samletanke samt til
tilslutning til offentlige eller private spildevandsanlæg under nærmere
angivne betingelser, se herom bekendtgørelsens tekst.
Bekendtgørelsen omfatter således ikke opførelsen af de særligt forurenende
virksomheder, der skal godkendes efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5, men
der er som nævnt i afsnit 3 A åbnet mulighed for, at disse virksomheder i
visse undtagelsestilfælde kan søge om konkret dispensation.
Udførelsen af de arbejder, der er omfattet af bekendtgørelsen, sker
iøvrigt ligesom udførelsen af bygge- og anlægsarbejder efter en konkret
dispensation efter § 72, stk. 4, på ansøgerens risiko, idet klagemyndigheden
ikke er afskåret fra at ændre eller ophæve en påklaget godkendelse eller
tilladelse.
Miljøstyrelsen, den 20. februar 1979
Jens Kampmann
/Ole Jacobsen
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet) Retsinformation · 24. marts 1983
- Miljøbeskyttelsesloven i landsbyerne Retsinformation · 9. december 1998
- Vejledning vedr. bekæmpelse af ulovlige forureninger af vandløb, søer og kystnære dele af søterritoriet Retsinformation · 2. december 1998
- Sagen drejer sig om inhabilitet og tilladelse til grundvandssænkning i forbindelse med indvinding af råstoffer under grundvandsspejlet Domsdatabasen · 14. oktober 2022
- Cirkulære om ændrede tidsfrister m.v. for indsendelse af sygehusplaner Retsinformation · 2. marts 1979
- Cirkulære om ændring af miljøbeskyttelsesloven (Til samtlige amtsråd (hovedstadsrådet) og kommunalbestyrelser) Retsinformation · 25. september 1997