Spring til indhold

Retsinformation

Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse m.v. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet).

CIR nr 32 af 20/02/1979Ændr.cirkulæreMiljø- og Ligestillingsministeriet18. april 1979

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Cirkulære om ændring af lov om miljøbeskyttelse

m.v. (Til samtlige kommunalbestyrelser og amtsråd samt hovedstadsrådet).

1. Indledning

Ved lov nr. 107 af 29. marts 1978 er lov nr. 372 af 13. juni 1973 om

miljøbeskyttelse blevet ændret. Ændringerne trådte for en dels vedkommende i

kraft den 1. april 1978. Miljøstyrelsen har i april 1978 til samtlige

kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet udsendt særtryk af

ændringsloven ledsaget af en kortfattet omtale af de nye bestemmelser.

Lovændringen har fundet sted som følge af revisionsbestemmelsen i lovens §

96. Der er ikke tale om en større gennemgribende revision, idet

miljøministeriet har været af den opfattelse, at loven stort set har virket

tilfredsstillende, og at den periode, i hvilken loven har været i kraft, har

været for kort til at kunne give erfaringer, der kan danne grundlag for en

større revision. Hovedparten af de myndigheder, organisationer m. v., som

spørgsmålet om lovens revision har været forhandlet med, har givet udtryk for

samme opfattelse.

Loven skal herefter optages til revision i folketingsåret 1980-81.

På enkelte områder har man dog på grundlag af de allerede indhøstede

erfaringer kunnet konstatere et særligt behov for ændringer, og det er disse

ændringer, der er blevet gennemført ved lov nr. 107 af 29. marts 1978. Dette

gælder således bestemmelserne om opsættende virkning ved klage over

tilladelser og godkendelser (§ 72), og bestemmelsen om tavshedspligt (§85).

De øvrige ændringer vedrører navnlig bestemmelserne om fordelingen af

udgifter ved anlæg, drift og vedligeholdelse af spildevandsanlæg. Disse

regler forventes sat i kraft ved særskilt bekendtgørelse herom.

Lovændringerne er nærmere omtalt nedenfor under pkt. 3.

Listen over særligt forurenende virksomheder, der er omfattet af

miljøbeskyttelseslovens kapitel 5, jfr. bilaget til loven, er blevet ændret

ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28. juni 1978. Denne

bekendtgørelse er trådt i kraft den 1. august 1978, og miljøstyrelsen har i

Læs alt

juli 1978 udsendt en kortfattet omtale af ændringerne af listen til samtlige

kommunalbestyrelser, amtsråd og hovedstadsrådet. Ændringerne af listen vil

iøvrigt blive omtalt under pkt. 4.

Ved ændringen af § 72 er der givet ministeren hjemmel til at fastsætte

regler om, at visse mindre bygge- og anlægsarbejder er undtaget fra lovens

hovedregel om, at bygge- og anlægsarbejder ikke må påbegyndes, medens

klagefristen løber, eller en klagesag behandles. Sådanne regler findes nu i

miljøministeriets bekendtgørelse nr. 505 af 10. oktober 1978, som omtales

nærmere under pkt. 5.

2. Almindelige bemærkninger om lovens administration

Miljøstyrelsen skal henlede opmærksomheden på, at folketingets miljøudvalg

under lovforslagets behandling drøftede de administrative bestemmelser inden

for miljøministeriets område med udgangspunkt i en række konkrete sager.

Som det fremgår af udvalgets betænkning af 15. februar 1978 har et flertal

i udvalget opfordret miljøministeren til at arbejde for, at

miljøbeskyttelsesloven administreres således, at der på områder, hvor

sundhedsmæssige og miljømæssige forhold ikke anfægtes, ikke gribes ind over

for normal erhvervsudøvelse. Ministeriet har med henblik herpå anmodet

ministeriets styrelser om at foretage en kritisk gennemgang af eksisterende

administrative bestemmelser, samt foreskrevet, at almindelige konkrete sager

af styrelserne skal afgøres hurtigst muligt og senest 4 måneder efter, at de

er indkommet til styrelserne.

Som bekendt udgør det altovervejende antal konkrete sager, som

miljøstyrelsen behandler efter miljøbeskyttelsesloven, klager over

afgørelser, der er truffet af de lokale myndigheder, jfr. lovens kapitel 11.

Efter lovens § 73 skal klage indgives til den myndighed, hvis afgørelse

der klages over.

Af hensyn til sagsbehandlingstiden skal man - som tidligere tilkendegivet

i »Nyt fra miljøstyrelsen« nr. 2/ 1975 samt i miljøstyrelsens

ovennævnte cirkulæreskrivelse af april 1978 - henstille til

kommunalbestyrelserne og amtsrådene (hovedstadsrådet), at klagesager hurtigt

videresendes til miljøstyrelsen, ledsaget af sagens akter, jfr. lovens § 73.

Der forudsættes normalt ikke foretaget behandling af sådanne klager i

vedkommende udvalg eller kommunale råd. Såfremt der ikke umiddelbart kan

afgives kommentarer til klagen, bør sagen straks videresendes med bemærkning

om, at en sådan udtalelse vil fremkomme senere. Herefter vil miljøstyrelsen

allerede ved modtagelsen kunne indlede den forberedende sagsbehandling.

Det er endvidere vigtigt, at sagen fra den lokale myndigheds side er så

fyldestgørende oplyst, at miljøstyrelsen på grundlag af det modtagne

materiale har mulighed for at vurdere de lokale forhold og træffe sin

afgørelse.

Der bør således foreligge en beskrivelse af forholdene på stedet, samt et

rids med angivelse af forureningskilden og de omliggende områder så vidt

muligt med afstandsangivelser og med markering af klagende omboendes bopæl. I

mange tilfælde vil fotos være et værdifuldt supplement hertil. Foreligger der

specielle topografiske forhold, der er af betydning for vurderingen af

forureningens udbredelse, bør dette tillige registreres, ligesom oplysninger

om forholdene i tilgrænsende områder - efter omstændighederne også i

nabokommunen undertiden kan være nødvendige.

Angivelserne kan eventuelt indtegnes eller markeres på allerede

foreliggende kortmateriale sammen med angivelse af de lokale stedbetegnelser

(f. eks. navne på ejendomme, veje eller vandløb), som er relevante i sagen.

Samtidig gives oplysning om den fysiske planlægning for de pågældende områder

(byplanvedtægt, lokalplan, § 15 rammer, spildevandsplaner m. v.)

I det omfang disse oplysninger ikke allerede foreligger, således at de

straks kan sendes sammen med klagen, bør de udarbejdes og indsendes til

miljøstyrelsen snarest muligt.

Hvis der ud over miljølovgivningen har ligget kommunale vedtægter og

regulativer til grund for afgørelsen (f. eks. betalingsvedtægter,

landvæsenskommissionskendelser m. v.), bør kopi af disse regler vedlægges

klagen med angivelse af de bestemmelser, der er relevante i den pågældende

sag.

Andet materiale af betydning for sagens behandling, f. eks. embedslægens,

arbejdstilsynets, zonelovsmyndighedens eller fredningsmyndighedens afgørelser

eller udtalelser samt rapporter om stedfundne besigtigelser, målinger eller

andre undersøgelser bør ligeledes fremsendes til miljøstyrelsen.

Selv om de lokale myndigheder har medsendt det materiale, som er indgået i

sagens bedømmelse, kan der i visse tilfælde under miljøstyrelsens behandling

af klagesager vise sig behov for at indhente yderligere oplysninger eller

foretage undersøgelser. I den forbindelse skal man henlede opmærksomheden på,

at det i almindelighed ligger uden for miljøstyrelsens muligheder at foretage

besigtigelser eller målinger af forholdene på stedet. Sådanne besigtigelser

kan kun undtagelsesvis finde sted ved miljøstyrelsens medarbejdere og normalt

kun i visse større sager.

Såfremt miljøstyrelsen skønner, at det foreliggende sagsmateriale ikke

giver et fyldestgørende indtryk af forholdene på stedet, eller at der er

behov for for eksempel yderligere støjmålinger eller observationer, for at

styrelsen kan træffe afgørelse i sagen, ser man sig derfor nødsaget til som

hovedregel i det konkrete tilfælde at anmode om, at sådanne foranstaltninger

foretages af de lokale myndigheder.

Man skal henstille, at sådanne anmodninger efterkommes uden ugrundet

forsinkelse.

Ansøgninger om godkendelse efter miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 skal

efter lovens § 40, stk. 2, indsendes til kommunalbestyrelsen, og dette

gælder, uanset om kompetencen til at træffe afgørelse i sagen er tillagt

amtsrådet eller hovedstadsrådet. Miljøstyrelsen har tidligere givet udtryk

for, at styrelsen finder det hensigtsmæssigt, at tilsvarende fremgangsmåde

følges også i tilfælde, hvor dette ikke er direkte foreskrevet, jfr. Nyt fra

miljøstyrelsen nr. 5/ 1976, side 16, hvor man samtidig har understreget

vigtigheden af, at ansøgninger hurtigt videresendes til den myndighed, der

skal træffe afgørelse i sagen.

3. De nye bestemmelser i miljøbeskyttelsesloven.

A. Mulighed for dispensation fra forbudet mod iværksættelse af bygge- og

anlægsarbejder under en klagesags behandling, § 72

Bygge- og anlægsarbejder i forbindelse med en godkendelse eller tilladelse

efter miljøbeskyttelsesloven må ikke påbegyndes, medens klagefristen på 4

uger løber (§ 72, stk. 3, 1. pkt.).

En rettidigt indgivet klage over en godkendelse eller tilladelse bevirker

endvidere, at bygge- og anlægsarbejder ikke må iværksættes, før

klagemyndighedens afgørelse foreligger (§ 72, stk. 3, 2. pkt.). Ved en

samtidig vedtaget ændring af lovens § 83 er det blevet udtrykkelig

præciseret, at overtrædelse af reglerne i § 72, stk. 3, 1. og 2. pkt., er

strafsanktioneret.

Baggrunden for lovens hovedregel er, at det ville være uheldigt, om

udførelsen af bygge- og anlægsarbejder skulle lægge bindinger på

klagemyndighedens muligheder for at efterprøve og i givet fald omgøre en

indbragt afgørelse; klageadgangen kunne derved befrygtes at blive illusorisk.

Ved ændringen af §72 er der (bortset fra en redaktionel omformulering)

ikke sket nogen ændring af reglen om, at bygge- og anlægsarbejder ikke må

påbegyndes, medens klagefristen på 4 uger løber; ansøgeren må vente i denne

periode og se, om klage indgives.

I tiden efter miljøreformens ikrafttræden den 1. oktober 1974 har det i

nogle tilfælde vist sig, at overholdelsen af lovens regel om, at bygge- og

anlægsarbejder ikke må udføres, medens en klagesag behandles, har medført en

forsinkelse med igangsætningen af et byggeri, som - de givne omstændigheder

taget i betragtning - har forekommet unødvendig og dermed urimeligt

belastende for ansøgeren. Med henblik på at åbne mulighed for at kunne undgå

sådanne situationer, er der ved den nye bestemmelse i § 72, stk. 4, givet

klagemyndigheden (som hovedregel miljøstyrelsen) hjemmel til under en

klagesags behandling at tillade påbegyndelse af byggearbejder m. v.

En tilladelse vil ifølge lovbestemmelsen alene kunne meddeles, når særlige

omstændigheder taler herfor. Der tænkes herved f. eks. på tilfælde, hvor

virksomhedens muligheder for at opfylde allerede indgåede kontraktlige

forpligtelser påvirkes særlig ugunstigt af forsinkelsen, således at denne

bevirker et ekstraordinært stort tab.

Det er efter ordlyden endvidere en forudsætning, at klagemyndigheden på

grundlag af en vurdering af sagen skønner det ubetænkeligt ud fra

miljømæssige hensyn at fravige lovens hovedregel.

Under lovforslagets behandling i folketinget blev der som eksempler på

situationer, hvor en dispensation kunne komme på tale, henvist til tilfælde,

hvor en virksomhed agtes placeret midt i et industriområde, der efter

planlovgivningen er udlagt til virksomhed af den art, hvortil godkendelse

søges, eller til tilfælde, hvor en eksisterende virksomhed søger om

godkendelse af en mindre bygningsmæssig udvidelse. Der er altså tale om

situationer, hvor der ikke kan rejses tvivl om virksomhedens hensigtsmæssige

lokalisering, og hvor de miljømæssige hensyn vil kunne tilgodeses ved

vilkårsfastsættelsen. Ved afvejningen af, hvorvidt dispensation bør meddeles,

vil den omstændighed, at alene virksomheden - og altså ikke de omboende - har

påklaget afgørelsen, kunne tillægges en vis, omend ikke afgørende betydning.

Ansøgning om tilladelse til iværksættelse af bygge- og anlægsarbejder i

klagesager bør sendes til den myndighed, hvis afgørelse der klages over.

Denne myndighed videresender ansøgningen til klagemyndigheden ledsaget af

sine kommentarer efter samme retningslinier, som følges ved behandlingen af

klagesager iøvrigt, jfr. foran under afsnit 2.

Det forhold, at der søges om tilladelse til påbegyndelse af bygge- og

anlægsarbejder, understreger selvsagt behovet for, at sagen hurtigt

videresendes.

Klagemyndigheden er ikke afskåret fra at afslå eller ændre en påklaget

godkendelse eller tilladelse, selv om der er meddelt tilladelse til bygge- og

anlægsarbejder. Det er således ansøgeren, der selv må bære risikoen og

ansvaret for, at endelig godkendelse eller tilladelse opnås, og der kan ikke

blive tale om erstatningsansvar for vedkommende myndighed, såfremt et projekt

kræves ændret, eller en godkendelse eller tilladelse ophæves.

Klagemyndighedens afgørelse efter stk. 4 er endelig.

Reglerne om opsættende virkning af klage over godkendelser og tilladelser

gælder ikke for klage til miljøankenævnet.

Bestemmelsen i § 19 i miljøministeriets bekendtgørelse nr. 176 af 29.

marts 1974 om godkendelse af særligt forurenende virksomheder m. v., der

svarer til den tidligere § 72, stk. 3, i miljøbeskyttelsesloven, må anses for

ændret i overensstemmelse med den skete lovændring.

Visse mindre bygge- og anlægsarbejder er helt undtaget fra forbudet mod

påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder efter § 72, stk. 3. Herom henvises

nærmere til afsnit 5.

B. Tavshedspligt

En af forudsætningerne ved miljøbeskyttelseslovens vedtagelse var, at der

skulle være størst mulig åbenhed og offentlighed omkring miljøbeskyttelsen.

For samtidig at tilgodese erhvervenes interesse i, at oplysninger om

erhvervsmæssigt vigtige forhold, f. eks. fabrikationshemmeligheder, blev

behandlet på forsvarlig og fortrolig måde blev der i § 85 optaget en

bestemmelse om tavshedspligt for myndighederne.

Det viste sig imidlertid, at bestemmelsen lovteknisk havde fået en

formulering, der gav tavshedspligten en langt større rækkevidde end

tilsigtet.

Tavshedspligten omfattede principielt alle oplysninger, miljømyndighederne

gennem deres arbejde blev vidende om.

Efter den ændrede bestemmelse omfatter tavshedspligten kun oplysninger,

der af særlige grunde bør have krav på hemmeligholdelse.

Miljømyndighederne er til udenforstående afskåret fra at videregive

oplysninger af den karakter, som efter straffelovens §§ 152 og 264 b bør

behandles fortroligt. Det vil normalt bero på en konkret vurdering, hvorvidt

en oplysning bør have krav på hemmeligholdelse. I praksis vil det betyde, at

f. eks. oplysninger om drifts- eller fabrikationsmæssige forhold, der har

væsentlig økonomisk eller konkurrencemæssig betydning for en virksomhed, samt

oplysninger om privatlivet tilhørende forhold, skal behandles fortroligt.

Derimod kan oplysning om det blotte faktum, at miljømyndighederne som led

i udøvelsen af deres beføjelser efter loven har truffet en given afgørelse og

indholdet heraf, f. eks. vilkårene i en sag om godkendelse efter lovens § 35

eller indholdet af et påbud efter § 44, ikke i sig selv betragtes som

omfattet af tavshedspligten; hemmeligholdelse bør kun finde sted i det

omfang, afgørelsen indeholder oplysninger, som efter en konkret bedømmelse er

omfattet af tavshedspligten.

Den interesse, som en virksomhed i det givne tilfælde kan have i, at

offentligheden ikke får kendskab til det faktum, at virksomhedens forurening

har givet miljømyndighederne anledning til at skride ind over for

virksomheden, er heller ikke værnet af lovens tavshedspligtbestemmelse.

Spørgsmålet om tavshedpligt bør i øvrigt sammenholdes med bestemmelsen i

lovens § 65, hvorefter bl. a. privatpersoner, der har en »individuel,

væsentlig interesse« i at få kundskab om en afgørelse, skal underrettes,

eventuelt ved offentlig annoncering. Tavshedspligten kan naturligvis ikke

være til hinder for, at denne lovmæssigt foreskrevne underretning finder

sted, men kan afhængig af omstændighederne - bevirke, at myndighederne må

hemmeligholde visse oplysninger i selve afgørelsen eller i sagens øvrige

akter, som efter en konkret bedømmelse i overensstemmelse med ovenstående

retningslinier betragtes som omfattet af tavshedspligten.

Om den foreslåede bestemmelses forhold til lov om offentlighed i

forvaltningen bemærkes, at det allerede følger af de almindelige bestemmelser

i offentlighedslovens § 2, der gælder for andre end en sags parter, at

adgangen til aktindsigt ikke omfatter dokumenter, der indeholder oplysning om

enkeltpersoners personlige og økonomiske forhold, eller dokumenter, der

indeholder oplysning om tekniske indretninger eller fremgangsmåder eller om

drifts- eller forretningsforhold, for så vidt det er af væsentlig økonomisk

betydning for den person eller virksomhed, oplysningen angår, at begæringen

ikke imødekommes. Personer, der er klageberettiget og dermed part i sagen,

har en videregående adgang til aktindsigt. Efter offentlighedslovens § 10 kan

parten forlange at blive gjort bekendt med sagens dokumenter uanset de

begrænsninger i lovens § 2, der gælder for andre end parten. Dette gælder dog

ikke, »hvis partens interesse i at kunne benytte kendskab til sagens

dokumenter til varetagelse af sit tarv findes at burde vige for afgørende

hensyn til offentlige eller private interesser«. Ved denne

interesseafvejning vil principperne i lovens § 2 dog kunne få en vis

vejledende betydning.

I tilfælde, hvor der kan være begrundet tvivl om, hvorvidt myndighederne

bør imødekomme eller afslå en begæring om aktindsigt efter bestemmelserne i

offentlighedsloven, vil det være rimeligt, at der, før afgørelsen træffes,

indhentes en udtalelse fra den, hvis interesse eventuelt kunne være til

hinder for, at begæringen imødekommes.

Endvidere kan en virksomhed naturligvis, når den afgiver oplysninger til

brug for behandlingen af en sag efter miljøbeskyttelsesloven, tilkendegive,

hvilke oplysninger der efter virksomhedens opfattelse bør være undergivet

tavshedspligt, men afgørelsen af, hvorvidt en sådan tilkendegivelse skal

respekteres, tilkommer myndighederne.

Afgørelser om aktindsigt kan iøvrigt påklages i overensstemmelse med

miljøbeskyttelseslovens almindelige principper.

Også uden for disse tilfælde kan myndighederne uanset tavshedspligten på

eget initiativ gennem pressen eller på anden måde offentligt orientere om

såvel konkrete sager og beslutninger som generelle miljøspørgsmål.

Det er naturligvis også her en forudsætning, at der ikke viderebringes

oplysninger om forhold, som efter en konkret bedømmelse har krav på

hemmeligholdelse.

Straffelovens bestemmelser om tavshedspligt omfatter kun personer, der

virker eller har virket i offentlig tjeneste eller hverv. Dette begreb

omfatter eksempelvis også miljøankenævnets sagkyndige medlemmer.

I de ofte teknisk komplicerede miljøsager søger miljømyndighederne i vidt

omfang bistand hos rådgivende firmaer eller sagkyndige personer. Efter den

ændrede bestemmelse gælder tavshedspligten også for disse sagkyndige firmaer

og personer, der bistår myndighederne ved disses udøvelse af beføjelser efter

loven.

C. Andre ændringer

De øvrige gennemførte lovændringer (§§ 27 og 28) vedrører bl. a. spørgsmål

om, fra hvilket tidspunkt opkrævning af bidrag til spildevandsanlæg kan finde

sted samt om udgiftsfordelingen. Ændringerne af § 27 er endnu ikke trådt i

kraft. Ikrafttrædelse vil ske i forbindelse med udfærdigelsen af regler i

medfør af lovens § 27, stk. 5.

Endelig indeholder ændringsloven bestemmelser om behandling af

erstatningsspørgsmål vedrørende ekspropriation til spildevandsanlæg i

Københavns kommune (§ 32) samt en konsekvensændring (§ 70).

4. Ændring af listen over særligt forurenende

virksomheder, der er omfattet af miljøbeskyttelseslovens kapitel 5

En række virksomheder anlæg og indretninger skal godkendes efter

miljøbeskyttelseslovens kapitel 5 inden de etableres, udvides eller ændres på

en måde, der indebærer forøget forurening. De pågældende virksomheder er

optaget på en liste som bilag til loven.

Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 290 af 28. juni 1978 er listen

blevet ændret.

Ændringerne, der bl. a. er foranlediget af den ny råstoflov, trådte i

kraft den 1. august 1978. Grusværker eller stenknuserier, der er placeret ved

indvindingsstedet og kræver tilladelse efter råstofloven, skal ikke tillige

godkendes efter miljøbeskyttelsesloven, idet der ved amtsrådets

(hovedstadsrådets) godkendelse efter råstofloven kan varetages de

miljøhensyn, som tidligere var tilgodeset i kraft af en kapitel 5

godkendelse. Der henvises iøvrigt til fredningsstyrelsens cirkulæreskrivelse

af 22. september 1978 om etablering af grusværker og stenknuserier på

råstofindvindingsstedet.

Ved ændring af listen har man samtidig søgt at tydeliggøre enkelte

punkter, som efter de indhøstede erfaringer har givet anledning til

fortolkningsvanskeligheder.

En række nye virksomheder er optaget på listen og er således nu undergivet

lovens godkendelsesordning. Dette gælder eksempelvis overjordiske olietanke

på over 10.000 m3, virksomheder, der fremstiller fiberarmerede

plastprodukter, visse halm- og træaffaldsforbrændingsanlæg, vindkraftanlæg og

entreprenørstationer med kørende materiel. Se i øvrigt listens punkt B 1, B

6-8, E 20, F 7, G 4-5 og H 2-4. På den anden side har man undtaget visse

virksomheder, som på grund af mindre størrelse har en beskeden

forureningseffekt, fra kravet om godkendelse. Dette er sket ved

kvantitetsbegrænsninger, jfr. f. eks. maskinfabrikker og -værksteder, der nu

kun skal godkendes hvis bruttoetagearealet er på mere end 100 m2.

Den tidligere etablerede ordning, hvorefter visse listevirksomheder, hvis

forurening var mindre belastende, ikke skulle godkendes efter

miljøbeskyttelsesloven, hvis de blev anlagt i overensstemmelse med en

byplanvedtægt, er udvidet til også at gælde, hvis virksomhederne anlægges i

overensstemmelse med en lokalplan, der udtrykkeligt tillader udøvelsen af

erhvervsvirksomhed. Det skal i denne forbindelse understreges, at det ikke er

tilstrækkeligt, at byplanvedtægten eller lokalplanen f. eks. blot tillader

blandet bolig og erhverv. Ordningen gælder for de virksomheder, der på listen

er markeret med *. Med hensyn til disse ændringer og kvantitetsbegrænsninger

henvises iøvrigt til listens pkt. A 3-4, B 5, D 9, E 5, E 20-21, F 5, H 1 og

I 3.

Godkendelseskompetencen vedrørende listens pkt. K 2 (skydebaner) er

overført til amtsrådet, idet disse anlæg ofte berøres af anden lovgivning,

som administreres af amtsrådet. At amtsrådet har godkendelseskompetencen er i

øvrigt i listen markeret med (a) efter den pågældende listekategori.

Bekendtgørelsen indeholder endelig bestemmelser vedrørende afgørelser, der

er truffet efter den tidligere gældende liste.

5. Bekendtgørelse om undtagelser fra forbudet mod

påbegyndelse af bygge- og anlægsarbejder efter miljøbeskyttelseslovens § 72,

stk. 3

Ved miljøministeriets bekendtgørelse nr. 505 af 10. oktober 1978 er en

række bygge- og anlægsarbejder undtaget fra forbudet mod påbegyndelse, så

længe klagefristen løber, eller en eventuel klagesag endnu ikke er afgjort.

Disse arbejder kan altså påbegyndes straks efter, at 1. instansmyndigheden

har meddelt sin tilladelse eller godkendelse. Bekendtgørelsen trådte i kraft

den 27. oktober 1978.

Det understreges, at bekendtgørelsen kun omfatter mindre bygge- og

anlægsarbejder i forbindelse med de typer af afgørelser, der er nævnt i

bekendtgørelsen, d. v. s. tilladelser og godkendelser efter miljøreglementet,

tilladelser til etablering af nedsivningsanlæg eller samletanke samt til

tilslutning til offentlige eller private spildevandsanlæg under nærmere

angivne betingelser, se herom bekendtgørelsens tekst.

Bekendtgørelsen omfatter således ikke opførelsen af de særligt forurenende

virksomheder, der skal godkendes efter miljøbeskyttelseslovens kap. 5, men

der er som nævnt i afsnit 3 A åbnet mulighed for, at disse virksomheder i

visse undtagelsestilfælde kan søge om konkret dispensation.

Udførelsen af de arbejder, der er omfattet af bekendtgørelsen, sker

iøvrigt ligesom udførelsen af bygge- og anlægsarbejder efter en konkret

dispensation efter § 72, stk. 4, på ansøgerens risiko, idet klagemyndigheden

ikke er afskåret fra at ændre eller ophæve en påklaget godkendelse eller

tilladelse.

Miljøstyrelsen, den 20. februar 1979

Jens Kampmann

/Ole Jacobsen

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter