Spring til indhold

Retsinformation

Den på tidspunktet for kendelsens afsigelse gældende varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 3, brugt på en varemærkesag, der ikke var offentliggjort, før loven trådte i kraft

KEN nr 9161 af 15/12/1997Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet10. marts 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Den på tidspunktet for kendelsens

afsigelse gældende varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 3, brugt

på en varemærkesag, der ikke var offentliggjort, før loven

trådte i kraft

År 1997, den 15. december afsagde

Patentankenævnet

(Hans Chr. Thomsen, Michael Dorn, Steffen Gulmann, J.C.

Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. V 29/96:

Klage fra GMRI, Inc., USA, v/advokatfirmaet Philip og

Partnere

over

Patentdirektoratets afgørelse af 19. marts 1996

vedrørende gyldigheden af varemærkeregistrering nr. VR 3424 1995

forFlemming Bramm,Danmark, v/Advokaterne Amagertorv 11.

Den 11. januar 1995 indleverede Flemming Bramm, Gentofte,

v/Advokaterne Amagertorv, en ansøgning om registrering af

varemærket RED LOBSTER (figurmærke) for alle varer i klasse 29 og

42.

Varemærket blev registreret den 2. juni 1995.

Den 28. juni 1995 blev registreringen offentliggjort i

Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 28. august 1995 nedlagde Darden

Restaurants, Inc., USA, v/Hofman-Bang & Boutard A/S, i medfør af

varemærkelovens § 23 indsigelse mod registreringens gyldighed.

Som begrundelse for indsigelsen anførtes:

"Indsigelsen støttes på det af min

klient ejede varemærke RED LOBSTER, som er identisk med det nu

Læs alt

registrerede varemærke.

Som begrundelse for indsigelsen henvises til

Varemærkelovens §14, stk. 5, §15, stk. 1, nr. 1, jf. §15, stk. 2, nr.

4.

Som bilag A fremlægges kopi af indsigers

amerikanske varemærkeregistrering opnået i 1988. Indsiger har

herefter opnået registrering af sit mærke i en lang række

lande, hvilket fremgår af den som bilag B fremlagte

oversigt.

Indsiger er på det amerikanske marked yderst

velkendt og driver i øjeblikket ca. 650 restauranter i U.S.A.

Endelig opkøber indsiger produkter i en lang

række lande, hvilket fremgår af fremlagte bilag C,

hvorunder Danmark er anført."

I skrivelse af 12. september 1995 imødegik

mærkeindehaveren indsigelsen og udtalte:

"Ad varemærkelovens § 14, stk. 5.

Der er tale om, at den figur hummeren der anvendes

i varemærket, er udarbejdet med henblik på brug i

varemærket. Figuren må antages at være tegnet alene med

henblik på, at der skal ske benyttelse i varemærket, og en

krænkelse af varemærket i det foreliggende tilfælde skal

derfor ikke bedømmes efter ophavsretsbestemmelserne men alene efter

varemærkeretsbestemmelserne. Det må derfor afvises, at der skulle

foreligge en ophavsretlig krænkelse, og § 14, stk. 5 kan derfor ikke

finde anvendelse. Ud fra det figurmærkesagen drejer sig om må det

antages, at tegningen af hummeren udelukkende er lavet i forbindelse med

udarbejdelsen af varemærket. Tegningen af hummeren har heller ikke den

"fornødne værkshøjde" til at nyde beskyttelse

efter ophavsretsloven.

Ad varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 1 jvr. § 15,

stk. 2, nr. 4.

Ifølge denne bestemmelse nyder et udenlandsk

varemærke, der ikke er registreret i Danmark, beskyttelse, hvis det er

"vitterligt" kendt her i landet. Dette begreb skal forståes

med udgangspunkt i Pariserkonventionens artikel 6 b. Umiddelbart synes det

ret oplagt, at mærket "Red Lobster" incl. tegning ikke er

"vitterligt kendt" i Danmark. Personligt havde jeg ikke noget

kendskab til det, og forespørgsel til andre advokater og i

bekendtskabskredsen har givet det samme resultat.

Mere substantielt er det måske, at advokaterne

Erling Borcher og Michael Seiffert i bladet "Nordiskt Immateriellt

Rättsskydd" (NIR) fra 1991, side 420 421, skriver, at udtrykket

er sammenfaldende med indarbejdelseskravet i varemærkelovens § 2. En

fortolkning af "vitterligt kendt" kan således foretages ved

hjælp af kommentarerne til denne § 2 i betænkning om ny

varemærkelov nr. 199/1958, side 96.

Ifølge den omtalte betænkning kan

indarbejdelse ske, hvis der er reklameret for mærket her i landet,

selvom produktet endnu ikke er i omsætning, og ligeledes hvis der er

foretaget en intensiv reklamering i udlandet, der kan forventes at nå

Danmark eksempelvis på TV-kanaler, der er udbredt i Danmark. Dette

kan ikke siges at være tilfældet med Red Lobster, og

mærket kan derfor ikke antages at være "vitterligt

kendt" her i landet. § 15, stk. 2, nr. 4 finder således heller

ikke anvendelse.

Den samlede konklusion er herefter, at indsigelsen

må afvises."

I fortsættelse af indsigelsen af 28. august 1995

fremkom indsiger i skrivelse af 30. oktober 1995 med følgende

bemærkninger:

"Indledningsvis skal jeg til orientering for

Direktoratet tillade mig at fremlægge Bilag D-G, som alle viser

omfanget af indsigers virksomhed i U.S.A. herunder den kraftige indarbejdelse

af mærket i U.S.A. samt eksempler på, hvorledes mærket

anvendes. Som det vil fremgå, er det nu registrerede mærke

fuldstændigt identisk med det af indsiger anvendte mærke i

U.S.A.

Med hensyn til Bilag D kan jeg oplyse, at det indeholdte

Affidavit blev udarbejdet i forbindelse med en lignende indsigelsessag i

Peru.

Til dokumentation for mærkets anvendelse i Danmark

fremlægges Bilag H, som er 13 artikler i det verdensomspændende

amerikanske dagblad USA Today, hvori indsigers mærke omtales. Jeg kan

oplyse, at USA Today i vidt omfang kan købes fra almindelige

avisstandere i Danmark.

Som Bilag J fremlægges 6 artikler, hvori indsigers

mærke har været omtalt i Wall Street Journal, der ligeledes i

vidt omfang kan købes i Danmark.

Både i relation til USA Today og Wall Street Journal

gælder, at samtlige avisartikler har været udsendt i Danmark

før indlevering af det nu registrerede varemærke.

Ud over at have været omtalt i vidt omfang i

dagspressen har indsiger i en årrække indkøbt fisk og

skaldyr i Danmark til brug i deres amerikanske restauranter. Indsiger har

endvidere deltaget i restaurationskonferencer i Danmark, og som Bilag K

fremlægges en deltagerliste fra en konference afholdt i Bella Centeret

i 1993, hvoraf det bl.a. fremgår, at Red Lobster deltog med 1 person

nemlig Jeffrey O Hara (se side 4).

Endelig som Bilag L fremlægges kopi af artikel fra

Børsen mandag den 4. september 1995, hvori indehaveren af

varemærkeregistreringen udtaler sig om, hvilken inspirationskilde han

havde ved valg af varemærke. Det fremgår af 1. spalte:

"Red Lobster er kraftigt inspireret af den store

amerikanske kæde, der med samme navn er repræsenteret i flere

verdensdele.

- Den inspiration vil jeg da ikke lyve mig fra.

Amerikanerne gør det fantastisk godt, og da de ikke har beskyttet

hverken koncept eller navn i Skandinavien ser jeg ikke nogen hindring for at

lade mig inspirere."

Som det vil fremgå af ovennævnte fremlagte

bilag, har indsigers mærke i ikke ubetydeligt omfang været omtalt

i aviser, som dagligt har kunnet købes i Danmark forud for

ansøgningsdatoen. Omfanget af indsigers restaurationsvirksomhed i

U.S.A. er endvidere utvivlsomt så stort, at der i den rejsende del af

den danske befolkning må være et bredt kendskab til navnet og

varemærket RED LOBSTER i Danmark.

Jeg finder på den baggrund, at varemærket

må betragtes som kendt i henhold til varemærkelovens § 15, stk.

2, nr. 4. Det skal i den forbindelse bemærkes, at indsiger har

registreret mærket for samme virksomhed som indsiger anvender det for i

U.S.A.

For såvidt angår § 14, stk. 5, skal jeg

gøre opmærksom på, at det er indsigers opfattelse, at

varemærket nyder ophavsretlig beskyttelse som et kunstnerisk værk

og som sådan også nyder beskyttelse i Danmark. Også af den

grund krænker det nu registrerede mærke indsigers rettigheder i

Danmark."

Den 10. november 1995 kommenterede indsiger

mærkeindehavers brev af 12. september 1995 og udtalte:

"Ad Varemærkelovens §14, stk. 5

På indsigers vegne må jeg fastholde, at

det omstridte mærke er ophavsretligt beskyttet, idet mærket

besidder den fornødne værkshøjde til at nyde beskyttelse

efter Ophavsretsloven.

Med hensyn til muligheden for at påberåbe sig

ophavsretlig beskyttelse i forbindelse med varemærkesager skal jeg

tillade mig at henvise til Rigmor Carlsen Varemærker

Registreringspraksis side 72, hvoraf fremgår, at ophavsret med succes

har været påberåbt i en sag omfattende afbildningen af et

kaninhoved. Det har desværre ikke været muligt for mig at

lokalisere den relevante sag, hvorfor afgørelsen i sagen ikke

vedlægges. Det må dog fastholdes, at det er muligt at

påberåbe sig ophavsretlig beskyttelse også i

varemærkesammenhæng. I den forbindelse bemærkes, at der jo

ikke i nærværende sag hersker tvivl om forvekslelighed, da det nu

registrerede mærke er identisk med indsigers mærke.

Ad Varemærkelovens §15, stk. 1, nr. 1, jf. §15,

stk. 2, nr. 4

Jeg skal tillade mig som bilag M at

fremlægge kopi af faktura omfattende varer, som indsiger har

indkøbt på Færøerne.

På indsigers vegne må jeg fastholde, at

varemærket på baggrund af det fremsendte materiale er vitterligt

kendt i Danmark i §15, stk. 2, nr. 4 s forstand.

Endelig skal jeg tillade mig at henlede Direktoratets

opmærksomhed på Varemærkelovens §20 og noten til denne, som

anført i den Kommenterede Varemærke- og

Fællesmærkelov 1994, side 139 (note 20.3). Det fremgår af

denne paragraf med tilhørende note, at Direktoratet kan afslå et

varemærke for registrering, såfremt der "i øvrigt er

noget til hinder for at godkende ansøgningen". Af noten

fremgår, at dette bl.a. kan omfatte den situation, hvor en anden

rettelig er indehaver af mærket.

Jeg skal endvidere henvise til det til grund for den

nuværende danske Varemærkelov liggende EF-Direktiv af 21.

december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning

om varemærker Art. 3.2.D. hvoraf fremgår, at en medlemstat

kan træffe bestemmelse om, at et varemærke udelukkes fra

registrering eller hvis det er registreret kan erklæres ugyldigt i

det omfang ansøger har indgivet ansøgning om registrering af

mærket i ond tro.

Som det fremgår af tidligere fremlagte bilag

L, har registreringsindehaver offentligt udtalt, at han har taget

mærket fra indsiger under et besøg i U.S.A., og

registreringsindehaver har således utvivlsomt været i ond tro ved

indlevering af ansøgning om registrering af varemærket RED

LOBSTER.

Med henvisning til indsigers amerikanske

varemærkeregistrering opnået i 1988, tidligere fremlagt som

bilag A, samt henvisning til de øvrige i sagen fremlagte bilag

finder jeg endvidere, at der foreligger fornøden dokumentation for, at

indsiger er rette indehaver af det nu registrerede varemærke.

Såvel på grund af den onde tro som på

grundlag af det forhold, at indsiger er varemærkets rette indehaver,

skal jeg anmode Direktoratet om at erklære varemærkeregistrering

VR 03.424 1995 ugyldig."

Den 17. november 1995 fremsendte indsiger kopier af tre

fakturaer til dokumentation for indsigers indkøb af varer på

Færøerne.

Mærkeindehaver fremkom i skrivelse af 24. november

1995 med følgende supplerende indlæg:

"Ad § 14, stk. 5.

De konkrete omstændigheder i den af indsigeren

omtalte sag er ikke oplyst, og det er derfor ikke muligt at kommentere sagen

nærmere.

Det må imidlertid fastholdes, at der skal ske en

sondring mellem figurmærker, der er udarbejdet med henblik på et

varemærke, og figurmærker, der allerede eksisterede jfr. Komm.

VML s. 115 og mit tidligere indlæg. Det må antages, at tegningen

af hummeren ikke eksisterede før udarbejdelse af Red Lobster

varemærket, hvorfor § 14, stk. 5 ikke kan finde anvendelse.

Ad § 15, stk. 1, nr. 1 jfr. § 15, stk. 2, nr. 4.

I mit tidligere indlæg har jeg lagt til grund,

at begrebet "vitterligt kendt" skal fortolkes nogenlunde i

overensstemmelse med indarbejdelseskravet i VML, således at en

fortolkning af begrebet kan foretages ved hjælp af kommentarerne til §

2 i betænkning om ny VML nr. 199/1958, s. 96.

I betænkning 199/1958, s. 96, anføres, at et

varemærke/produkt, der endnu ikke er i omsætning, kan være

indarbejdet, hvis det er opreklameret i en forberedelsesperiode. Der har

imidlertid aldrig været reklameret for det amerikanske

varemærke i Danmark. Det anføres yderligere i

betænkningen, at mærket undtagelsesvis kan blive

almindeligt kendt i Danmark ved intensiv reklame i udlandet f.eks.

gennem annoncering i udenlandske blade, der forhandles i Danmark.

Som det fremgår af sagsøgerens bilag, har der

ikke været tale om reklame for mærket. I de to nævnte

tidsskrifter USA Today og Wall Street Journal er navnet Red Lobster omtalt i

meget små notitser, der angår økonomiske forhold i

selskabet. Det skal yderligere nævnes, at USA Today forhandles i 370

eksemplarer i Danmark dagligt (ifølge den danske distributør

International Press Distribution) og Wall Street Journal i 350 400

eksemplarer dagligt (ligeledes ifølge IPD). Disse begrænsede tal

set i relation til at der er 5 millioner danskere betyder også, at

små notitser i bladene ikke gør mærket "vitterligt

kendt" i den danske befolkning.

På samme måde kan det forhold at et vist antal

danskere er turister i USA hvert år, hvoraf et (må det formodes)

absolut fåtal stifter bekendtskab med Red Lobster, ikke bevirke, at

mærket bliver "vitterligt kendt" i den danske befolkning.

Endelig skal det anføres, at varemærket

ifølge Kom. VML, s. 66 skal være "notorisk kendt",

før det beskyttes efter § 15, stk. 4, nr. 2. Ligeledes anføres

i Kom. VML, s. 129, at beskyttelsen kun omfatter "deciderede

verdensmærker".

Red Lobster har intet gjort for at gøre

varemærket kendt i den danske offentlighed, og mærket kan ikke

antages at være et verdensmærke, der er notorisk kendt. Det

forhold, at navnet Red Lobster er nævnt enkelte steder i amerikanske

tidsskrifter, der på ingen måde er særlig kendte i Danmark

hverken i forretningsmæssig sammenhæng eller reklamemæssig

sammenhæng, kan ikke føre til, at mærket er blevet

"vitterligt kendt" i den danske befolkning.

Det må således konkluderes, at det amerikanske

varemærke efter min opfattelse ikke nyder beskyttelse efter § 15, stk.

4, nr. 2.

Ad § 20

Indsigeren anfører, at VML. § 20 (ordene

"i øvrigt") skulle yde det amerikanske varemærke

beskyttelse.

Det må bestrides, at § 20 regulerer den materielle

prøvelse af den konkrete sag. Den materielle prøvelse reguleres

af § 14, stk. 5 og § 15, stk. 4, nr. 2. Disse to bestemmelser afgør,

om et udenlandsk varemærke (der eventuelt indeholder et ophavsretligt

værk) kan opnå beskyttelse.

Det eksempel som indsigeren omtaler i Kom. VML angår

den situation, hvor der er tvivl om, hvem af to parter der har ret til

varemærket. Den konkrete situation drejer sig imidlertid om, hvorvidt

min klient har krænket indsigers utvivlsomme ret i andre lande. Denne

situation reguleres alene af bestemmelserne i VML § 14, stk. 5 og § 15, stk.

4, nr. 2 og er derfor omfattet af ordene "ikke i overensstemmelse med

loven i begyndelsen af § 20.

Desuden skal anføres, at § 20 angår

Patentdirektoratets mulighed for at nægte registrering. Direktoratet

har registreret varemærket, og denne sag er derfor en

indsigelsessag efter § 23. Allerede af denne grund finder § 20 heller ikke

anvendelse.

Ad ond tro.

Indsigeren har anført, at min klient på

grund af sit kendskab til varemærket Red Lobster forud for

registreringen af dette i Danmark "var i ond tro" om rettighederne

til varemærket.

I den tidligere VML § 3, stk. 3, 2. punktum var der en

bestemmelse, hvorefter man ikke kunne få registreret et

varemærke, når man burde kende det tilsvarende udenlandske

varemærke. Denne bestemmelse gav udenlandske mærker en

stærkere beskyttelse end Danmark var forpligtet til ifølge de

internationale konventioner og beskyttede udenlandske mærker i videre

omfang end tilsvarende danske mærker opnåede i mange udenlandske

retssystemer.

Ved revision af VML i 1991 udgik denne bestemmelse, og

lovgiver har således klart tilkendegivet, at ond tro skal være

uden betydning for opnåelse af varemærkeret, hvilket også

er i overensstemmelse med Pariserkonventionen.

Den onde tro hos min klient er således uden

betydning.

Jeg skal således samlet anmode om, at

Patentdirektoratet afviser indsigelsen."

I skrivelse af 30. november 1995 udtalte

mærkeindehaver endvidere:

"I besvarelse af advokat Johan Løjes brev af

den 17. november 1995 skal jeg blot indskrænke mig til at meddele, at

når der nu medinddrages handler indgået med virksomheder i den

"yderste del af rigsfællesskabet" for hermed at

sandsynliggøre, at varemærket skulle være kendt i Danmark,

og hvor fakturaerne oven i købet ikke er udstedt til et selskab med

navnet Red Lobster men til General Mills Restaurant Inc., viser det vist

"hvor langt sagen er kommet ud". Dette materiale kan på ingen

måde tages som udtryk for, at der er gjort noget som helst for at

gøre varemærket Red Lobster kendt i den danske offentlighed.

Hvis det er sådan der gøres reklame for og sker indarbejdelse af

varemærker, skal reklamebureauernes manualer vist revideres."

Indsiger anførte i skrivelse af 5. december 1995

følgende:

"Jeg har modtaget Advokat Bent-Ove Feldungs breve af

24. og 30. november 1995 i ovennævnte indsigelsessag.

Indledningsvis tillader jeg mig at vedlægge som

Bilag N til yderligere dokumentation for registreringsindehavers onde tro

kopi af en artikel fra dagbladet Børsen dateret 15. november 1995 med

overskriften "Dansk klemme på amerikansk hummer".

Jeg finder ikke anledning til at kommentere Advokat

Feldungs brev af 30. november 1995, ligesom jeg heller ikke finder anledning

til at kommentere Advokat Feldungs kommentarer til Varemærkelovens §

14, stk. 5 eller § 15, stk. 1 og 2 i brev af 24. november 1995.

For så vidt angår kommentarerne til § 20 og

spørgsmålet om ond tro, skal jeg bemærke

følgende.

Det er korrekt, at lovgiver fandt den tidligere

varemærkelovs § 14, stk. 1, nr. 7 (§ 3, stk. 3) for vidtgående

med hensyn til beskyttelse af udenlandske varemærker. Disse

bestemmelser medførte at blot der forelå forvekslelighed mellem

det ansøgte / ibrugtagne danske mærke og det velkendte

udenlandske mærke, forelå der en registreringshindring /

krænkelse. Det var endvidere tilstrækkeligt, at indehaveren af

det udenlandske mærke kunne godtgøre, at den danske

ansøger / ibrugtager burde kende eksistensen af det udenlandske

mærke. Denne vidtgående retstilstand ønskede lovgiver at

gøre op med i forbindelse med lovrevision i 1991.

Jeg mener ikke, at der nødvendigvis herved er gjort

op med retstilstanden, i det omfang en dansk ansøger

"stjæler" et udenlandsk mærke og anmelder det til

registrering for de selvsamme varer / tjenesteydelser, som det er registreret

for i udlandet, endog i den situation hvor det er utvivlsomt, at den danske

ansøger har været kendt med, at der forelå et

varemærke, og at dette varemærke tilhørte et udenlandsk

selskab. Jeg finder således fortsat, at Direktoratet, uanset at § 14,

stk. 1, nr. 7 er ændret til den nugældende § 15, stk. 1, jvf.

stk. 2, nr. 4, er berettiget til at afvise et mærke fra endelig

registrering i den aktuelle situation.

For såvidt særskilt angår § 20, skal jeg

gøre opmærksom på, at denne ganske vist er identisk med §

19 i den tidligere gældende Varemærkelov, men at § 19 ved

revisionen i 1958 blev ændret i forhold til den forudgående § 5,

idet det blev specificeret, at Patentdirektoratet kunne afvise at godkende

ansøgninger, dels i den situation hvor ansøgningen ikke var i

overensstemmelse med loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf,

men også, hvilket er vigtigere, i et ikke nærmere defineret andet

omfang som i den nuværende lovs § 20 giver sig til udtryk i ordene

"eller finder Patentdirektoratet, at der iøvrigt er noget

til hinder for at godkende ansøgningen". Det fremgår ikke

af kommentarerne til 1958 revisionen af § 5, hvad denne udvidelse skal

medføre, men det må utvivlsomt være således, at

Direktoratet ved denne udvidelse har fået tillagt hjemmel til at afvise

et mærke fra registrering af andre grunde end de i loven explicit

anførte.

Jeg finder ikke, at Advokat Feldungs bemærkninger,

om at der ikke er tale om en ansøgning men en registrering, skal

tillægges nogen vægt, idet Direktoratet naturligt også i

forbindelse med indsigelser behandlet efter § 23 vil have mulighed for at

drage denne særskilte hjemmel ind i sin endelige afgørelse af

sagen. § 23 indeholder ikke en selvstændig opremsning af hvilke grunde,

der kan anvendes til afvisning af et registreret mærke.

Jeg skal på baggrund af ovenstående anmode

Direktoratet om at afvise mærket fra registrering."

Mærkeindehaveren meddelte i skrivelse af 11.

december 1995, at indsigers supplerende materiale ikke gav anledning til

yderligere bemærkninger.

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 19.

marts 1996 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse:

"Ifølge varemærkelovens § 15, stk. 2,

nr. 4, jf. stk. 1, nr. 1, er et varemærke udelukket fra registrering,

hvis det er identisk med et udenlandsk varemærke, som på

tidspunktet for ansøgningen er "vitterlig kendt" her i

landet.

Til brug for sagen er fremsendt kopi af indsigers

varemærkeregistrering i USA (bilag A), samt en fortegnelse over

indsigers varemærkeportefølje på i alt 46 mærker

(bilag B), hvoraf fremgår, at mærket RED LOBSTER er registreret i

en lang række lande herunder europæiske lande som Frankrig,

Tyskland, Italien, Spanien, Storbritannien, Østrig og Schweiz og i

Japan og Canada.

Som dokumentation for omfanget af indsigers brug af

mærket RED LOBSTER for restaurationsvirksomhed er fremsendt bilagene D

G. Af bilag D (affidavit af 10 nov 1994) fremgår, at der er 625 RED

LOBSTER restauranter alene i USA, hvoraf 60 er placeret i Florida og 54 i

Californien. I de nævnte stater er adskillige Red Lobster restauranter

placeret i nærheden af turistattraktioner så som Disney Land,

Disney World, Kennedy Space Center. Virksomhedens omsætning i USA

udgjorde i 1993/94 U.S. $ 1.7 billion.

Hertil kommer brug af mærket RED LOBSTER for

restaurationsvirksomhed i Japan (48 restaurationer med en omsætning i

93/94 på mere end U.S. $ 101 million) og i Canada (55 restaurationer

med en omsætning i 93/94 på mere end U.S. $ 106 million).

Endvidere har indsiger henvist til redaktionel omtale af

Red Lobster i aviserne USA Today (bilag H) og Wall Street Journal (bilag I),

samt til virksomhedens deltagelse i en restaurationskonference afholdt i

Bella Centret 1993 (bilag K).

Det angrebne mærke er identisk med indsigers

mærke, og der er varesammenfald.

Udbredelsen af Red Lobster restaurationer i USA, og den

deraf afledte kendthed af mærket hos danske besøgende i USA,

samt den redaktionelle omtale i USA Today og Wall Street Journal giver

imidlertid efter direktoratets opfattelse ikke tilstrækkelig

belæg for at antage, at mærket RED LOBSTER har status som et

vitterlig kendt mærke her i landet, jfr. herved varemærkelovens §

15, stk. 2, nr. 4. Denne del af påstanden tages ikke til

følge.

Ifølge varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5,

er bl.a. varemærker, der indeholder en bestanddel, der kan opfattes som

et værk, hvortil en anden har ophavsret, udelukket fra

registrering.

Et varemærke (i form af et figurmærke) kan

have en sådan udformning, at det isoleret set må opfattes som et

kunstnerisk værk. Er mærket imidlertid oparbejdet som

varemærke, bør mærket normalt alene bedømmes efter

varemærkeretlige regler. Dette skyldes, at det varemærkeretlige

forvekslelighedskriterium indeholder krav om såvel mærkelighed

som varelighed. Hummeren, der er den identiske figur, der indgår i

mærkerne, må antages at være designet til brug som

varemærke. I sådanne tilfælde finder bestemmelsen i

varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5 ikke anvendelse i henhold til

direktoratets praksis. Den nedlagte indsigelse kan derfor ikke tages til

følge på dette punkt.

Endelig er gjort gældende, at det angrebne

mærkes indehaver Flemming Bramm var i ond tro ved ansøgningens

indlevering.

Der er i denne forbindelse henvist til artikler i

dagbladet Børsen af henholdsvis 04 sep og 15 nov 1995 indeholdende

interviews med Flemming Bramm (bilag L og N).

Af disse bilag fremgår, at Flemming Bramm har

været i USA for at studere restaurationskædekoncepter og har

stiftet bekendtskab med Red Lobster restaurationskæden.

I den som bilag L fremsendte artikel, der bærer

overskriften

USA s "RED LOBSTER" får dansk

pendant

er følgende oplyst i et interview med Flemming

Bramm: " "Red Lobster" er kraftigt inspireret af den store

amerikanske kæde, der med samme navn er præsenteret i flere

verdensdele.

- Den inspiration vil jeg da ikke lyve mig fra.

Amerikanerne gør det fantastisk godt, og da de ikke har beskyttet

hverken koncept eller navn i Skandinavien, ser jeg ikke nogen hindring for at

lade mig inspirere."

Mærkeindehavers udtalelser til Børsen er ikke

bestridt i sagen.

Mærkeindehavers repræsentant gør

gældende, at mærkeindehavers onde tro er uden betydning for

sagens afgørelse, og har i denne forbindelse henvist til ordlyden af

varemærkelovens § 15.

Efter det i sagen oplyste, lægges til grund, at det

angrebne mærkes indehaver var i ond tro ved ansøgningens

indlevering. Det angrebne mærke er identisk med indsigers

mærke.

Såfremt indsigelsen havde været til

bedømmelse i medfør af varemærkeloven af 11 jun 1959,

ville direktoratet have haft mulighed for at tage denne til følge i

medfør af dagældende lovs § 14, stk. 1, nr. 7. Ifølge

denne bestemmelse må et varemærke ikke registreres, når

dette er forveksleligt med et varemærke, der er taget i brug i udlandet

på det tidspunkt, da anmeldelsen om registrering indgives, og som

vedvarende anvendes der, og anmelderen på anmeldelsestidspunktet kendte

eller burde kende dette.

Denne bestemmelse udgik imidlertid i varemærkelov

nr. 341 af 06 jun 1991. Af bemærkningerne til lovforslaget

fremgår, at baggrunden herfor var, at § 14, stk. 1, nr. 7 i

dagældende lov fandtes at give en for vidtgående beskyttelse af

udenlandske mærker.

Det bemærkes, at den fakultative bestemmelse i

Rådets første direktiv af 21 dec 1988 (89/104/EØF)

artikel 4 stk. 4, litra g, ifølge hvilken bestemmelse et

varemærke kan erklæres ugyldigt i det omfang det kan forveksles

med et varemærke, der blev anvendt i udlandet på

anmeldelsesdagen, og som stadig anvendes der, forudsat at ansøgeren

har foretaget anmeldelsen i ond tro, ikke er medtaget i den nugældende

danske varemærkelov.

På denne baggrund findes der ikke at være den

fornødne hjemmel til at kunne tilsidesætte

registreringen."

Denne afgørelse har klageren, GMRI, Inc., USA,

v/Hofman-Bang & Boutard, Lehmann & Ree A/S, ved skrivelse af 20. maj

1996 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at

Patentankenævnet omgør Patentdirektoratets afgørelse.

I ankebegrundelse af 19. juli 1996 har klageren udtalt:

"

- varemærkeregistreringer VR 03.424 1995 krænker GMRIs

rettigheder til varemærket RED LOBSTER i Danmark, hvilke

rettigheder er opnået gennem forudgående brug i Danmark af

varemærket.

- GMRIs varemærke RED LOBSTER må på baggrund af

det fremlagte materiale anses at være vitterligt kendt i

Varemærkelovens § 15, stk. 2 nr. 4 s forstand.

- Flemming Bramm var bekendt med, at varemærket RED LOBSTER

tilhørte GMRI ved indlevering af ansøgningen og var

således i ond tro ved ansøgningens indlevering.

- Varemærkelovens § 20, stk. 1 giver hjemmel til at afvise

varemærkeansøgninger indgivet i ond tro.

- GMRIs varemærke RED LOBSTER er resultatet af en

kunstnerisk skabende proces og som sådan beskyttet efter

Ophavsretsloven. Varemærkeregistrering nr. VR 03.424 1995 krænker

GMRIs ophavsret til sit varemærke

Indledningsvis skal vi henvise til de klagebegrundelser,

som fremgår af vore indlæg under behandlingen af sagen i

Patentdirektoratet.

Supplerende vedrørende bekendtheden af

varemærket RED LOBSTER i Danmark skal det oplyses, at GMRIs

restauranter i USA i stort omfang er placeret omkring de kendte og

velbesøgte turistattraktioner, f.eks. i Florida og Californien. Dette

forhold medfører, at de danskere, som gæster USA, vil blive

bekendt med varemærket. Denne kendthed medvirker til at gøre

varemærket kendt i Danmark, hvilket bør tages i betragtning ved

bedømmelse af, om varemærket er vitterligt kendt i Danmark.

For så vidt angår spørgsmålet om

ond tro, er dette forhold meget uddybende behandlet i de indlæg, vi har

indleveret til Patentdirektoratet, hvorfor vi skal tillade os at henvise

dertil.

Det vil virke stødende, såfremt en

retstilstand, som den der gives udtryk for i de to fremlagte avisartikler,

accepteres. Varemærkelovens § 20 levner, som anført af

kontorchef Knud Walberg i Kommenteret Varemærkelov s. 139 mulighed for

at modvirke sådanne stødende forhold. Patentankenævnet vil

således tillige være kompetent til at nægte registrering af

ansøgninger indleveret i ond tro med hjemmel i § 20.

Patentdirektoratet anfører i sin afgørelse,

at de ikke har fundet, at den fornødne hjemmel var tilstede til at

nægte registrering af et varemærke indleveret i ond tro. Denne

opfattelse af hjemmelsgrundlaget er dog ikke afgørende for

Patentankenævnets stilling til sagen. Patentankenævnet vil derfor

uanset Patentdirektoratets holdning kunne afvise registrering af

mærket, såfremt man finder den fornødne hjemmel.

For så vidt angår spørgsmålet om

beskyttelse i henhold til Ophavsretsloven må det fastholdes, at

Ophavsretslovens regler kan gøres gældende uanset et

kunstværk måtte være oparbejdet som varemærke. Der

foreligger hverken i Ophavsretsloven eller i Varemærkeloven

lovmæssigt belæg for at afskære kunstneriske

varemærker fra beskyttelse efter Ophavsretsloven. Det bør i den

forbindelse tages i betragtning, at der her er tale om en slavisk kopiering

foretaget i ond tro."

Mærkeindehaveren har ved skrivelse af 2. august 1996

nedlagt påstand om stadfæstelse og har anført:

"Mine anbringender er, da der ikke er fremkommet

noget nyt i sagen, helt som under indsigelsessagen, og jeg går ud fra,

at De rekvirerer sagens akter fra Patentdirektoratet. Samtlige mine

anbringender er dog medtaget i min skrivelse af den 24. november 1995, og

denne vedlægges derfor som bilag A.

I sin anke nævner advokat Johan Løje, og jeg

må lægge til grund, at dette skulle være til støtte

for, at varemærket også er kendt i Danmark, og hvor det i den

forbindelse tidligere har været gjort gældende, at det var

varemærket som følge af, at der bl.a. var købt fisk

på Færøerne jfr. brev af den 17. november 1995 til

Patentdirektoratet, at danskere som gæster i USA vil blive gjort

bekendt med varemærket via de Red Lobster-restauranter, der er

beliggende i Florida og Californien. Jeg må på ny bestride, at

der på en sådan måde kan ske indarbejdelse. Der er sikkert

ikke grænser for, hvad danskere får kendskab til, når de

rejser i udlandet. Af bilag 1 fremgår det, at Red Lobster-navnet bliver

brugt i USA, Canada og Japan og således ikke i andre lande (udover at

der altså indkøbes råprodukter i visse andre lande jfr.

side 3 øverst i bilag 1)."

I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 5.

marts 1997 afgivet følgende udtalelse:

"Direktoratet skal generelt henholde sig til de

vurderinger og begrundelser, der er foretaget i forbindelse med

indsigelsessagens afgørelse jf. direktoratets skrivelse af 19. marts

1996.

Med hensyn til klagerens påberåbelse af

varemærkelovens § 20 er det Patentdirektoratets opfattelse, at denne

bestemmelse ikke omfatter et tilfælde som det foreliggende. Dette skal

ses i lyset af, at § 14, stk. 1, nr. 7 i varemærkeloven af 1959

udtrykkelig blev fjernet ved revisionen af varemærkeloven i 1991.

Patentdirektoratet skal i den anledning henlede

opmærksomheden på den ændring af varemærkeloven, som

trådte i kraft 1. januar 1997. Ved lovændringen indsattes der som

§ 15, stk. 3, nr. 3 en regel, der svarer til den tidligere

varemærkelovs § 14, stk. 1, nr. 7, og som gennemfører den

fakultative bestemmelse i varemærkedirektivets artikel 4, stk. 4 g.

Efter direktoratets opfattelse kan den pågældende bestemmelse

imidlertid kun anvendes for ansøgninger indleveret efter

ændringslovens ikrafttræden jf. dennes § 3."

Ankenævnet har behandlet sagen på sit

møde den 28. oktober 1997.

For klageren mødte advokat Johan Løje.

For indklagede mødte advokat Henrik Andersen.

Parterne nedlagde påstande i overensstemmelse med

skriftvekslingen for Ankenævnet.

Klageren har til støtte for den nedlagte

påstand for Ankenævnet subsidiært anført, at sagen

skal bedømmes efter bestemmelsen i varemærkelovens § 15, stk. 3,

nr. 3, hvilket fremgår af bemærkningerne til

ikrafttrædelsesbestemmelsen i ændringsloven af 27. december 1996.

Som følge heraf er det foreløbigt registrerede varemærke

udelukket fra registrering.

Ankenævnet skal udtale:

Den indankede afgørelse blev truffet af

Patentdirektoratet den 19. marts 1996. Ankenævnet finder, at

Patentdirektoratets afgørelse var rigtig i henhold til den på

det tidspunkt gældende varemærkelov.

Da registreringsproceduren først kan anses for

afsluttet, når en verserende indsigelsessag eller ankesag er endeligt

afgjort, finder ankenævnet at burde basere sin afgørelse i sagen

på den nu gældende varemærkelov, der er trådt i kraft

den 1. januar 1997. Ankenævnet finder hjemmel herfor i

ikrafttrædelsesbestemmelsen i ændringsloven lov nr. 1201 af 27.

december 1996 og i lovforslagets bemærkninger til denne

ikrafttrædelsesbestemmelse.

I henhold til den nu gældende varemærkelovs §

15, stk. 3, litra 3, er det i denne sag foreløbigt registrerede

varemærke udelukket fra registrering. Med henvisning hertil tager

Ankenævnet indsigelsen til følge, hvorfor bestemmes:

Den foreløbige registrering af figurmærket

RED LOBSTER ophæves.

Hans Chr. Thomsen,

Michael Dorn

Steffen Gulmann

J.C. Warnich-Hansen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter