Den på tidspunktet for kendelsens afsigelse gældende varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 3, brugt på en varemærkesag, der ikke var offentliggjort, før loven trådte i kraft
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Den på tidspunktet for kendelsens
afsigelse gældende varemærkelovs § 15, stk. 3, nr. 3, brugt
på en varemærkesag, der ikke var offentliggjort, før loven
trådte i kraft
År 1997, den 15. december afsagde
Patentankenævnet
(Hans Chr. Thomsen, Michael Dorn, Steffen Gulmann, J.C.
Warnich-Hansen)
følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. V 29/96:
Klage fra GMRI, Inc., USA, v/advokatfirmaet Philip og
Partnere
over
Patentdirektoratets afgørelse af 19. marts 1996
vedrørende gyldigheden af varemærkeregistrering nr. VR 3424 1995
forFlemming Bramm,Danmark, v/Advokaterne Amagertorv 11.
Den 11. januar 1995 indleverede Flemming Bramm, Gentofte,
v/Advokaterne Amagertorv, en ansøgning om registrering af
varemærket RED LOBSTER (figurmærke) for alle varer i klasse 29 og
42.
Varemærket blev registreret den 2. juni 1995.
Den 28. juni 1995 blev registreringen offentliggjort i
Dansk Varemærketidende.
Ved skrivelse af 28. august 1995 nedlagde Darden
Restaurants, Inc., USA, v/Hofman-Bang & Boutard A/S, i medfør af
varemærkelovens § 23 indsigelse mod registreringens gyldighed.
Som begrundelse for indsigelsen anførtes:
"Indsigelsen støttes på det af min
klient ejede varemærke RED LOBSTER, som er identisk med det nu
Læs alt
registrerede varemærke.
Som begrundelse for indsigelsen henvises til
Varemærkelovens §14, stk. 5, §15, stk. 1, nr. 1, jf. §15, stk. 2, nr.
4.
Som bilag A fremlægges kopi af indsigers
amerikanske varemærkeregistrering opnået i 1988. Indsiger har
herefter opnået registrering af sit mærke i en lang række
lande, hvilket fremgår af den som bilag B fremlagte
oversigt.
Indsiger er på det amerikanske marked yderst
velkendt og driver i øjeblikket ca. 650 restauranter i U.S.A.
Endelig opkøber indsiger produkter i en lang
række lande, hvilket fremgår af fremlagte bilag C,
hvorunder Danmark er anført."
I skrivelse af 12. september 1995 imødegik
mærkeindehaveren indsigelsen og udtalte:
"Ad varemærkelovens § 14, stk. 5.
Der er tale om, at den figur hummeren der anvendes
i varemærket, er udarbejdet med henblik på brug i
varemærket. Figuren må antages at være tegnet alene med
henblik på, at der skal ske benyttelse i varemærket, og en
krænkelse af varemærket i det foreliggende tilfælde skal
derfor ikke bedømmes efter ophavsretsbestemmelserne men alene efter
varemærkeretsbestemmelserne. Det må derfor afvises, at der skulle
foreligge en ophavsretlig krænkelse, og § 14, stk. 5 kan derfor ikke
finde anvendelse. Ud fra det figurmærkesagen drejer sig om må det
antages, at tegningen af hummeren udelukkende er lavet i forbindelse med
udarbejdelsen af varemærket. Tegningen af hummeren har heller ikke den
"fornødne værkshøjde" til at nyde beskyttelse
efter ophavsretsloven.
Ad varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 1 jvr. § 15,
stk. 2, nr. 4.
Ifølge denne bestemmelse nyder et udenlandsk
varemærke, der ikke er registreret i Danmark, beskyttelse, hvis det er
"vitterligt" kendt her i landet. Dette begreb skal forståes
med udgangspunkt i Pariserkonventionens artikel 6 b. Umiddelbart synes det
ret oplagt, at mærket "Red Lobster" incl. tegning ikke er
"vitterligt kendt" i Danmark. Personligt havde jeg ikke noget
kendskab til det, og forespørgsel til andre advokater og i
bekendtskabskredsen har givet det samme resultat.
Mere substantielt er det måske, at advokaterne
Erling Borcher og Michael Seiffert i bladet "Nordiskt Immateriellt
Rättsskydd" (NIR) fra 1991, side 420 421, skriver, at udtrykket
er sammenfaldende med indarbejdelseskravet i varemærkelovens § 2. En
fortolkning af "vitterligt kendt" kan således foretages ved
hjælp af kommentarerne til denne § 2 i betænkning om ny
varemærkelov nr. 199/1958, side 96.
Ifølge den omtalte betænkning kan
indarbejdelse ske, hvis der er reklameret for mærket her i landet,
selvom produktet endnu ikke er i omsætning, og ligeledes hvis der er
foretaget en intensiv reklamering i udlandet, der kan forventes at nå
Danmark eksempelvis på TV-kanaler, der er udbredt i Danmark. Dette
kan ikke siges at være tilfældet med Red Lobster, og
mærket kan derfor ikke antages at være "vitterligt
kendt" her i landet. § 15, stk. 2, nr. 4 finder således heller
ikke anvendelse.
Den samlede konklusion er herefter, at indsigelsen
må afvises."
I fortsættelse af indsigelsen af 28. august 1995
fremkom indsiger i skrivelse af 30. oktober 1995 med følgende
bemærkninger:
"Indledningsvis skal jeg til orientering for
Direktoratet tillade mig at fremlægge Bilag D-G, som alle viser
omfanget af indsigers virksomhed i U.S.A. herunder den kraftige indarbejdelse
af mærket i U.S.A. samt eksempler på, hvorledes mærket
anvendes. Som det vil fremgå, er det nu registrerede mærke
fuldstændigt identisk med det af indsiger anvendte mærke i
U.S.A.
Med hensyn til Bilag D kan jeg oplyse, at det indeholdte
Affidavit blev udarbejdet i forbindelse med en lignende indsigelsessag i
Peru.
Til dokumentation for mærkets anvendelse i Danmark
fremlægges Bilag H, som er 13 artikler i det verdensomspændende
amerikanske dagblad USA Today, hvori indsigers mærke omtales. Jeg kan
oplyse, at USA Today i vidt omfang kan købes fra almindelige
avisstandere i Danmark.
Som Bilag J fremlægges 6 artikler, hvori indsigers
mærke har været omtalt i Wall Street Journal, der ligeledes i
vidt omfang kan købes i Danmark.
Både i relation til USA Today og Wall Street Journal
gælder, at samtlige avisartikler har været udsendt i Danmark
før indlevering af det nu registrerede varemærke.
Ud over at have været omtalt i vidt omfang i
dagspressen har indsiger i en årrække indkøbt fisk og
skaldyr i Danmark til brug i deres amerikanske restauranter. Indsiger har
endvidere deltaget i restaurationskonferencer i Danmark, og som Bilag K
fremlægges en deltagerliste fra en konference afholdt i Bella Centeret
i 1993, hvoraf det bl.a. fremgår, at Red Lobster deltog med 1 person
nemlig Jeffrey O Hara (se side 4).
Endelig som Bilag L fremlægges kopi af artikel fra
Børsen mandag den 4. september 1995, hvori indehaveren af
varemærkeregistreringen udtaler sig om, hvilken inspirationskilde han
havde ved valg af varemærke. Det fremgår af 1. spalte:
"Red Lobster er kraftigt inspireret af den store
amerikanske kæde, der med samme navn er repræsenteret i flere
verdensdele.
- Den inspiration vil jeg da ikke lyve mig fra.
Amerikanerne gør det fantastisk godt, og da de ikke har beskyttet
hverken koncept eller navn i Skandinavien ser jeg ikke nogen hindring for at
lade mig inspirere."
Som det vil fremgå af ovennævnte fremlagte
bilag, har indsigers mærke i ikke ubetydeligt omfang været omtalt
i aviser, som dagligt har kunnet købes i Danmark forud for
ansøgningsdatoen. Omfanget af indsigers restaurationsvirksomhed i
U.S.A. er endvidere utvivlsomt så stort, at der i den rejsende del af
den danske befolkning må være et bredt kendskab til navnet og
varemærket RED LOBSTER i Danmark.
Jeg finder på den baggrund, at varemærket
må betragtes som kendt i henhold til varemærkelovens § 15, stk.
2, nr. 4. Det skal i den forbindelse bemærkes, at indsiger har
registreret mærket for samme virksomhed som indsiger anvender det for i
U.S.A.
For såvidt angår § 14, stk. 5, skal jeg
gøre opmærksom på, at det er indsigers opfattelse, at
varemærket nyder ophavsretlig beskyttelse som et kunstnerisk værk
og som sådan også nyder beskyttelse i Danmark. Også af den
grund krænker det nu registrerede mærke indsigers rettigheder i
Danmark."
Den 10. november 1995 kommenterede indsiger
mærkeindehavers brev af 12. september 1995 og udtalte:
"Ad Varemærkelovens §14, stk. 5
På indsigers vegne må jeg fastholde, at
det omstridte mærke er ophavsretligt beskyttet, idet mærket
besidder den fornødne værkshøjde til at nyde beskyttelse
efter Ophavsretsloven.
Med hensyn til muligheden for at påberåbe sig
ophavsretlig beskyttelse i forbindelse med varemærkesager skal jeg
tillade mig at henvise til Rigmor Carlsen Varemærker
Registreringspraksis side 72, hvoraf fremgår, at ophavsret med succes
har været påberåbt i en sag omfattende afbildningen af et
kaninhoved. Det har desværre ikke været muligt for mig at
lokalisere den relevante sag, hvorfor afgørelsen i sagen ikke
vedlægges. Det må dog fastholdes, at det er muligt at
påberåbe sig ophavsretlig beskyttelse også i
varemærkesammenhæng. I den forbindelse bemærkes, at der jo
ikke i nærværende sag hersker tvivl om forvekslelighed, da det nu
registrerede mærke er identisk med indsigers mærke.
Ad Varemærkelovens §15, stk. 1, nr. 1, jf. §15,
stk. 2, nr. 4
Jeg skal tillade mig som bilag M at
fremlægge kopi af faktura omfattende varer, som indsiger har
indkøbt på Færøerne.
På indsigers vegne må jeg fastholde, at
varemærket på baggrund af det fremsendte materiale er vitterligt
kendt i Danmark i §15, stk. 2, nr. 4 s forstand.
Endelig skal jeg tillade mig at henlede Direktoratets
opmærksomhed på Varemærkelovens §20 og noten til denne, som
anført i den Kommenterede Varemærke- og
Fællesmærkelov 1994, side 139 (note 20.3). Det fremgår af
denne paragraf med tilhørende note, at Direktoratet kan afslå et
varemærke for registrering, såfremt der "i øvrigt er
noget til hinder for at godkende ansøgningen". Af noten
fremgår, at dette bl.a. kan omfatte den situation, hvor en anden
rettelig er indehaver af mærket.
Jeg skal endvidere henvise til det til grund for den
nuværende danske Varemærkelov liggende EF-Direktiv af 21.
december 1988 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning
om varemærker Art. 3.2.D. hvoraf fremgår, at en medlemstat
kan træffe bestemmelse om, at et varemærke udelukkes fra
registrering eller hvis det er registreret kan erklæres ugyldigt i
det omfang ansøger har indgivet ansøgning om registrering af
mærket i ond tro.
Som det fremgår af tidligere fremlagte bilag
L, har registreringsindehaver offentligt udtalt, at han har taget
mærket fra indsiger under et besøg i U.S.A., og
registreringsindehaver har således utvivlsomt været i ond tro ved
indlevering af ansøgning om registrering af varemærket RED
LOBSTER.
Med henvisning til indsigers amerikanske
varemærkeregistrering opnået i 1988, tidligere fremlagt som
bilag A, samt henvisning til de øvrige i sagen fremlagte bilag
finder jeg endvidere, at der foreligger fornøden dokumentation for, at
indsiger er rette indehaver af det nu registrerede varemærke.
Såvel på grund af den onde tro som på
grundlag af det forhold, at indsiger er varemærkets rette indehaver,
skal jeg anmode Direktoratet om at erklære varemærkeregistrering
VR 03.424 1995 ugyldig."
Den 17. november 1995 fremsendte indsiger kopier af tre
fakturaer til dokumentation for indsigers indkøb af varer på
Færøerne.
Mærkeindehaver fremkom i skrivelse af 24. november
1995 med følgende supplerende indlæg:
"Ad § 14, stk. 5.
De konkrete omstændigheder i den af indsigeren
omtalte sag er ikke oplyst, og det er derfor ikke muligt at kommentere sagen
nærmere.
Det må imidlertid fastholdes, at der skal ske en
sondring mellem figurmærker, der er udarbejdet med henblik på et
varemærke, og figurmærker, der allerede eksisterede jfr. Komm.
VML s. 115 og mit tidligere indlæg. Det må antages, at tegningen
af hummeren ikke eksisterede før udarbejdelse af Red Lobster
varemærket, hvorfor § 14, stk. 5 ikke kan finde anvendelse.
Ad § 15, stk. 1, nr. 1 jfr. § 15, stk. 2, nr. 4.
I mit tidligere indlæg har jeg lagt til grund,
at begrebet "vitterligt kendt" skal fortolkes nogenlunde i
overensstemmelse med indarbejdelseskravet i VML, således at en
fortolkning af begrebet kan foretages ved hjælp af kommentarerne til §
2 i betænkning om ny VML nr. 199/1958, s. 96.
I betænkning 199/1958, s. 96, anføres, at et
varemærke/produkt, der endnu ikke er i omsætning, kan være
indarbejdet, hvis det er opreklameret i en forberedelsesperiode. Der har
imidlertid aldrig været reklameret for det amerikanske
varemærke i Danmark. Det anføres yderligere i
betænkningen, at mærket undtagelsesvis kan blive
almindeligt kendt i Danmark ved intensiv reklame i udlandet f.eks.
gennem annoncering i udenlandske blade, der forhandles i Danmark.
Som det fremgår af sagsøgerens bilag, har der
ikke været tale om reklame for mærket. I de to nævnte
tidsskrifter USA Today og Wall Street Journal er navnet Red Lobster omtalt i
meget små notitser, der angår økonomiske forhold i
selskabet. Det skal yderligere nævnes, at USA Today forhandles i 370
eksemplarer i Danmark dagligt (ifølge den danske distributør
International Press Distribution) og Wall Street Journal i 350 400
eksemplarer dagligt (ligeledes ifølge IPD). Disse begrænsede tal
set i relation til at der er 5 millioner danskere betyder også, at
små notitser i bladene ikke gør mærket "vitterligt
kendt" i den danske befolkning.
På samme måde kan det forhold at et vist antal
danskere er turister i USA hvert år, hvoraf et (må det formodes)
absolut fåtal stifter bekendtskab med Red Lobster, ikke bevirke, at
mærket bliver "vitterligt kendt" i den danske befolkning.
Endelig skal det anføres, at varemærket
ifølge Kom. VML, s. 66 skal være "notorisk kendt",
før det beskyttes efter § 15, stk. 4, nr. 2. Ligeledes anføres
i Kom. VML, s. 129, at beskyttelsen kun omfatter "deciderede
verdensmærker".
Red Lobster har intet gjort for at gøre
varemærket kendt i den danske offentlighed, og mærket kan ikke
antages at være et verdensmærke, der er notorisk kendt. Det
forhold, at navnet Red Lobster er nævnt enkelte steder i amerikanske
tidsskrifter, der på ingen måde er særlig kendte i Danmark
hverken i forretningsmæssig sammenhæng eller reklamemæssig
sammenhæng, kan ikke føre til, at mærket er blevet
"vitterligt kendt" i den danske befolkning.
Det må således konkluderes, at det amerikanske
varemærke efter min opfattelse ikke nyder beskyttelse efter § 15, stk.
4, nr. 2.
Ad § 20
Indsigeren anfører, at VML. § 20 (ordene
"i øvrigt") skulle yde det amerikanske varemærke
beskyttelse.
Det må bestrides, at § 20 regulerer den materielle
prøvelse af den konkrete sag. Den materielle prøvelse reguleres
af § 14, stk. 5 og § 15, stk. 4, nr. 2. Disse to bestemmelser afgør,
om et udenlandsk varemærke (der eventuelt indeholder et ophavsretligt
værk) kan opnå beskyttelse.
Det eksempel som indsigeren omtaler i Kom. VML angår
den situation, hvor der er tvivl om, hvem af to parter der har ret til
varemærket. Den konkrete situation drejer sig imidlertid om, hvorvidt
min klient har krænket indsigers utvivlsomme ret i andre lande. Denne
situation reguleres alene af bestemmelserne i VML § 14, stk. 5 og § 15, stk.
4, nr. 2 og er derfor omfattet af ordene "ikke i overensstemmelse med
loven i begyndelsen af § 20.
Desuden skal anføres, at § 20 angår
Patentdirektoratets mulighed for at nægte registrering. Direktoratet
har registreret varemærket, og denne sag er derfor en
indsigelsessag efter § 23. Allerede af denne grund finder § 20 heller ikke
anvendelse.
Ad ond tro.
Indsigeren har anført, at min klient på
grund af sit kendskab til varemærket Red Lobster forud for
registreringen af dette i Danmark "var i ond tro" om rettighederne
til varemærket.
I den tidligere VML § 3, stk. 3, 2. punktum var der en
bestemmelse, hvorefter man ikke kunne få registreret et
varemærke, når man burde kende det tilsvarende udenlandske
varemærke. Denne bestemmelse gav udenlandske mærker en
stærkere beskyttelse end Danmark var forpligtet til ifølge de
internationale konventioner og beskyttede udenlandske mærker i videre
omfang end tilsvarende danske mærker opnåede i mange udenlandske
retssystemer.
Ved revision af VML i 1991 udgik denne bestemmelse, og
lovgiver har således klart tilkendegivet, at ond tro skal være
uden betydning for opnåelse af varemærkeret, hvilket også
er i overensstemmelse med Pariserkonventionen.
Den onde tro hos min klient er således uden
betydning.
Jeg skal således samlet anmode om, at
Patentdirektoratet afviser indsigelsen."
I skrivelse af 30. november 1995 udtalte
mærkeindehaver endvidere:
"I besvarelse af advokat Johan Løjes brev af
den 17. november 1995 skal jeg blot indskrænke mig til at meddele, at
når der nu medinddrages handler indgået med virksomheder i den
"yderste del af rigsfællesskabet" for hermed at
sandsynliggøre, at varemærket skulle være kendt i Danmark,
og hvor fakturaerne oven i købet ikke er udstedt til et selskab med
navnet Red Lobster men til General Mills Restaurant Inc., viser det vist
"hvor langt sagen er kommet ud". Dette materiale kan på ingen
måde tages som udtryk for, at der er gjort noget som helst for at
gøre varemærket Red Lobster kendt i den danske offentlighed.
Hvis det er sådan der gøres reklame for og sker indarbejdelse af
varemærker, skal reklamebureauernes manualer vist revideres."
Indsiger anførte i skrivelse af 5. december 1995
følgende:
"Jeg har modtaget Advokat Bent-Ove Feldungs breve af
24. og 30. november 1995 i ovennævnte indsigelsessag.
Indledningsvis tillader jeg mig at vedlægge som
Bilag N til yderligere dokumentation for registreringsindehavers onde tro
kopi af en artikel fra dagbladet Børsen dateret 15. november 1995 med
overskriften "Dansk klemme på amerikansk hummer".
Jeg finder ikke anledning til at kommentere Advokat
Feldungs brev af 30. november 1995, ligesom jeg heller ikke finder anledning
til at kommentere Advokat Feldungs kommentarer til Varemærkelovens §
14, stk. 5 eller § 15, stk. 1 og 2 i brev af 24. november 1995.
For så vidt angår kommentarerne til § 20 og
spørgsmålet om ond tro, skal jeg bemærke
følgende.
Det er korrekt, at lovgiver fandt den tidligere
varemærkelovs § 14, stk. 1, nr. 7 (§ 3, stk. 3) for vidtgående
med hensyn til beskyttelse af udenlandske varemærker. Disse
bestemmelser medførte at blot der forelå forvekslelighed mellem
det ansøgte / ibrugtagne danske mærke og det velkendte
udenlandske mærke, forelå der en registreringshindring /
krænkelse. Det var endvidere tilstrækkeligt, at indehaveren af
det udenlandske mærke kunne godtgøre, at den danske
ansøger / ibrugtager burde kende eksistensen af det udenlandske
mærke. Denne vidtgående retstilstand ønskede lovgiver at
gøre op med i forbindelse med lovrevision i 1991.
Jeg mener ikke, at der nødvendigvis herved er gjort
op med retstilstanden, i det omfang en dansk ansøger
"stjæler" et udenlandsk mærke og anmelder det til
registrering for de selvsamme varer / tjenesteydelser, som det er registreret
for i udlandet, endog i den situation hvor det er utvivlsomt, at den danske
ansøger har været kendt med, at der forelå et
varemærke, og at dette varemærke tilhørte et udenlandsk
selskab. Jeg finder således fortsat, at Direktoratet, uanset at § 14,
stk. 1, nr. 7 er ændret til den nugældende § 15, stk. 1, jvf.
stk. 2, nr. 4, er berettiget til at afvise et mærke fra endelig
registrering i den aktuelle situation.
For såvidt særskilt angår § 20, skal jeg
gøre opmærksom på, at denne ganske vist er identisk med §
19 i den tidligere gældende Varemærkelov, men at § 19 ved
revisionen i 1958 blev ændret i forhold til den forudgående § 5,
idet det blev specificeret, at Patentdirektoratet kunne afvise at godkende
ansøgninger, dels i den situation hvor ansøgningen ikke var i
overensstemmelse med loven eller bestemmelser fastsat i medfør heraf,
men også, hvilket er vigtigere, i et ikke nærmere defineret andet
omfang som i den nuværende lovs § 20 giver sig til udtryk i ordene
"eller finder Patentdirektoratet, at der iøvrigt er noget
til hinder for at godkende ansøgningen". Det fremgår ikke
af kommentarerne til 1958 revisionen af § 5, hvad denne udvidelse skal
medføre, men det må utvivlsomt være således, at
Direktoratet ved denne udvidelse har fået tillagt hjemmel til at afvise
et mærke fra registrering af andre grunde end de i loven explicit
anførte.
Jeg finder ikke, at Advokat Feldungs bemærkninger,
om at der ikke er tale om en ansøgning men en registrering, skal
tillægges nogen vægt, idet Direktoratet naturligt også i
forbindelse med indsigelser behandlet efter § 23 vil have mulighed for at
drage denne særskilte hjemmel ind i sin endelige afgørelse af
sagen. § 23 indeholder ikke en selvstændig opremsning af hvilke grunde,
der kan anvendes til afvisning af et registreret mærke.
Jeg skal på baggrund af ovenstående anmode
Direktoratet om at afvise mærket fra registrering."
Mærkeindehaveren meddelte i skrivelse af 11.
december 1995, at indsigers supplerende materiale ikke gav anledning til
yderligere bemærkninger.
Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 19.
marts 1996 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse:
"Ifølge varemærkelovens § 15, stk. 2,
nr. 4, jf. stk. 1, nr. 1, er et varemærke udelukket fra registrering,
hvis det er identisk med et udenlandsk varemærke, som på
tidspunktet for ansøgningen er "vitterlig kendt" her i
landet.
Til brug for sagen er fremsendt kopi af indsigers
varemærkeregistrering i USA (bilag A), samt en fortegnelse over
indsigers varemærkeportefølje på i alt 46 mærker
(bilag B), hvoraf fremgår, at mærket RED LOBSTER er registreret i
en lang række lande herunder europæiske lande som Frankrig,
Tyskland, Italien, Spanien, Storbritannien, Østrig og Schweiz og i
Japan og Canada.
Som dokumentation for omfanget af indsigers brug af
mærket RED LOBSTER for restaurationsvirksomhed er fremsendt bilagene D
G. Af bilag D (affidavit af 10 nov 1994) fremgår, at der er 625 RED
LOBSTER restauranter alene i USA, hvoraf 60 er placeret i Florida og 54 i
Californien. I de nævnte stater er adskillige Red Lobster restauranter
placeret i nærheden af turistattraktioner så som Disney Land,
Disney World, Kennedy Space Center. Virksomhedens omsætning i USA
udgjorde i 1993/94 U.S. $ 1.7 billion.
Hertil kommer brug af mærket RED LOBSTER for
restaurationsvirksomhed i Japan (48 restaurationer med en omsætning i
93/94 på mere end U.S. $ 101 million) og i Canada (55 restaurationer
med en omsætning i 93/94 på mere end U.S. $ 106 million).
Endvidere har indsiger henvist til redaktionel omtale af
Red Lobster i aviserne USA Today (bilag H) og Wall Street Journal (bilag I),
samt til virksomhedens deltagelse i en restaurationskonference afholdt i
Bella Centret 1993 (bilag K).
Det angrebne mærke er identisk med indsigers
mærke, og der er varesammenfald.
Udbredelsen af Red Lobster restaurationer i USA, og den
deraf afledte kendthed af mærket hos danske besøgende i USA,
samt den redaktionelle omtale i USA Today og Wall Street Journal giver
imidlertid efter direktoratets opfattelse ikke tilstrækkelig
belæg for at antage, at mærket RED LOBSTER har status som et
vitterlig kendt mærke her i landet, jfr. herved varemærkelovens §
15, stk. 2, nr. 4. Denne del af påstanden tages ikke til
følge.
Ifølge varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5,
er bl.a. varemærker, der indeholder en bestanddel, der kan opfattes som
et værk, hvortil en anden har ophavsret, udelukket fra
registrering.
Et varemærke (i form af et figurmærke) kan
have en sådan udformning, at det isoleret set må opfattes som et
kunstnerisk værk. Er mærket imidlertid oparbejdet som
varemærke, bør mærket normalt alene bedømmes efter
varemærkeretlige regler. Dette skyldes, at det varemærkeretlige
forvekslelighedskriterium indeholder krav om såvel mærkelighed
som varelighed. Hummeren, der er den identiske figur, der indgår i
mærkerne, må antages at være designet til brug som
varemærke. I sådanne tilfælde finder bestemmelsen i
varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 5 ikke anvendelse i henhold til
direktoratets praksis. Den nedlagte indsigelse kan derfor ikke tages til
følge på dette punkt.
Endelig er gjort gældende, at det angrebne
mærkes indehaver Flemming Bramm var i ond tro ved ansøgningens
indlevering.
Der er i denne forbindelse henvist til artikler i
dagbladet Børsen af henholdsvis 04 sep og 15 nov 1995 indeholdende
interviews med Flemming Bramm (bilag L og N).
Af disse bilag fremgår, at Flemming Bramm har
været i USA for at studere restaurationskædekoncepter og har
stiftet bekendtskab med Red Lobster restaurationskæden.
I den som bilag L fremsendte artikel, der bærer
overskriften
USA s "RED LOBSTER" får dansk
pendant
er følgende oplyst i et interview med Flemming
Bramm: " "Red Lobster" er kraftigt inspireret af den store
amerikanske kæde, der med samme navn er præsenteret i flere
verdensdele.
- Den inspiration vil jeg da ikke lyve mig fra.
Amerikanerne gør det fantastisk godt, og da de ikke har beskyttet
hverken koncept eller navn i Skandinavien, ser jeg ikke nogen hindring for at
lade mig inspirere."
Mærkeindehavers udtalelser til Børsen er ikke
bestridt i sagen.
Mærkeindehavers repræsentant gør
gældende, at mærkeindehavers onde tro er uden betydning for
sagens afgørelse, og har i denne forbindelse henvist til ordlyden af
varemærkelovens § 15.
Efter det i sagen oplyste, lægges til grund, at det
angrebne mærkes indehaver var i ond tro ved ansøgningens
indlevering. Det angrebne mærke er identisk med indsigers
mærke.
Såfremt indsigelsen havde været til
bedømmelse i medfør af varemærkeloven af 11 jun 1959,
ville direktoratet have haft mulighed for at tage denne til følge i
medfør af dagældende lovs § 14, stk. 1, nr. 7. Ifølge
denne bestemmelse må et varemærke ikke registreres, når
dette er forveksleligt med et varemærke, der er taget i brug i udlandet
på det tidspunkt, da anmeldelsen om registrering indgives, og som
vedvarende anvendes der, og anmelderen på anmeldelsestidspunktet kendte
eller burde kende dette.
Denne bestemmelse udgik imidlertid i varemærkelov
nr. 341 af 06 jun 1991. Af bemærkningerne til lovforslaget
fremgår, at baggrunden herfor var, at § 14, stk. 1, nr. 7 i
dagældende lov fandtes at give en for vidtgående beskyttelse af
udenlandske mærker.
Det bemærkes, at den fakultative bestemmelse i
Rådets første direktiv af 21 dec 1988 (89/104/EØF)
artikel 4 stk. 4, litra g, ifølge hvilken bestemmelse et
varemærke kan erklæres ugyldigt i det omfang det kan forveksles
med et varemærke, der blev anvendt i udlandet på
anmeldelsesdagen, og som stadig anvendes der, forudsat at ansøgeren
har foretaget anmeldelsen i ond tro, ikke er medtaget i den nugældende
danske varemærkelov.
På denne baggrund findes der ikke at være den
fornødne hjemmel til at kunne tilsidesætte
registreringen."
Denne afgørelse har klageren, GMRI, Inc., USA,
v/Hofman-Bang & Boutard, Lehmann & Ree A/S, ved skrivelse af 20. maj
1996 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at
Patentankenævnet omgør Patentdirektoratets afgørelse.
I ankebegrundelse af 19. juli 1996 har klageren udtalt:
"
- varemærkeregistreringer VR 03.424 1995 krænker GMRIs
rettigheder til varemærket RED LOBSTER i Danmark, hvilke
rettigheder er opnået gennem forudgående brug i Danmark af
varemærket.
- GMRIs varemærke RED LOBSTER må på baggrund af
det fremlagte materiale anses at være vitterligt kendt i
Varemærkelovens § 15, stk. 2 nr. 4 s forstand.
- Flemming Bramm var bekendt med, at varemærket RED LOBSTER
tilhørte GMRI ved indlevering af ansøgningen og var
således i ond tro ved ansøgningens indlevering.
- Varemærkelovens § 20, stk. 1 giver hjemmel til at afvise
varemærkeansøgninger indgivet i ond tro.
- GMRIs varemærke RED LOBSTER er resultatet af en
kunstnerisk skabende proces og som sådan beskyttet efter
Ophavsretsloven. Varemærkeregistrering nr. VR 03.424 1995 krænker
GMRIs ophavsret til sit varemærke
Indledningsvis skal vi henvise til de klagebegrundelser,
som fremgår af vore indlæg under behandlingen af sagen i
Patentdirektoratet.
Supplerende vedrørende bekendtheden af
varemærket RED LOBSTER i Danmark skal det oplyses, at GMRIs
restauranter i USA i stort omfang er placeret omkring de kendte og
velbesøgte turistattraktioner, f.eks. i Florida og Californien. Dette
forhold medfører, at de danskere, som gæster USA, vil blive
bekendt med varemærket. Denne kendthed medvirker til at gøre
varemærket kendt i Danmark, hvilket bør tages i betragtning ved
bedømmelse af, om varemærket er vitterligt kendt i Danmark.
For så vidt angår spørgsmålet om
ond tro, er dette forhold meget uddybende behandlet i de indlæg, vi har
indleveret til Patentdirektoratet, hvorfor vi skal tillade os at henvise
dertil.
Det vil virke stødende, såfremt en
retstilstand, som den der gives udtryk for i de to fremlagte avisartikler,
accepteres. Varemærkelovens § 20 levner, som anført af
kontorchef Knud Walberg i Kommenteret Varemærkelov s. 139 mulighed for
at modvirke sådanne stødende forhold. Patentankenævnet vil
således tillige være kompetent til at nægte registrering af
ansøgninger indleveret i ond tro med hjemmel i § 20.
Patentdirektoratet anfører i sin afgørelse,
at de ikke har fundet, at den fornødne hjemmel var tilstede til at
nægte registrering af et varemærke indleveret i ond tro. Denne
opfattelse af hjemmelsgrundlaget er dog ikke afgørende for
Patentankenævnets stilling til sagen. Patentankenævnet vil derfor
uanset Patentdirektoratets holdning kunne afvise registrering af
mærket, såfremt man finder den fornødne hjemmel.
For så vidt angår spørgsmålet om
beskyttelse i henhold til Ophavsretsloven må det fastholdes, at
Ophavsretslovens regler kan gøres gældende uanset et
kunstværk måtte være oparbejdet som varemærke. Der
foreligger hverken i Ophavsretsloven eller i Varemærkeloven
lovmæssigt belæg for at afskære kunstneriske
varemærker fra beskyttelse efter Ophavsretsloven. Det bør i den
forbindelse tages i betragtning, at der her er tale om en slavisk kopiering
foretaget i ond tro."
Mærkeindehaveren har ved skrivelse af 2. august 1996
nedlagt påstand om stadfæstelse og har anført:
"Mine anbringender er, da der ikke er fremkommet
noget nyt i sagen, helt som under indsigelsessagen, og jeg går ud fra,
at De rekvirerer sagens akter fra Patentdirektoratet. Samtlige mine
anbringender er dog medtaget i min skrivelse af den 24. november 1995, og
denne vedlægges derfor som bilag A.
I sin anke nævner advokat Johan Løje, og jeg
må lægge til grund, at dette skulle være til støtte
for, at varemærket også er kendt i Danmark, og hvor det i den
forbindelse tidligere har været gjort gældende, at det var
varemærket som følge af, at der bl.a. var købt fisk
på Færøerne jfr. brev af den 17. november 1995 til
Patentdirektoratet, at danskere som gæster i USA vil blive gjort
bekendt med varemærket via de Red Lobster-restauranter, der er
beliggende i Florida og Californien. Jeg må på ny bestride, at
der på en sådan måde kan ske indarbejdelse. Der er sikkert
ikke grænser for, hvad danskere får kendskab til, når de
rejser i udlandet. Af bilag 1 fremgår det, at Red Lobster-navnet bliver
brugt i USA, Canada og Japan og således ikke i andre lande (udover at
der altså indkøbes råprodukter i visse andre lande jfr.
side 3 øverst i bilag 1)."
I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 5.
marts 1997 afgivet følgende udtalelse:
"Direktoratet skal generelt henholde sig til de
vurderinger og begrundelser, der er foretaget i forbindelse med
indsigelsessagens afgørelse jf. direktoratets skrivelse af 19. marts
1996.
Med hensyn til klagerens påberåbelse af
varemærkelovens § 20 er det Patentdirektoratets opfattelse, at denne
bestemmelse ikke omfatter et tilfælde som det foreliggende. Dette skal
ses i lyset af, at § 14, stk. 1, nr. 7 i varemærkeloven af 1959
udtrykkelig blev fjernet ved revisionen af varemærkeloven i 1991.
Patentdirektoratet skal i den anledning henlede
opmærksomheden på den ændring af varemærkeloven, som
trådte i kraft 1. januar 1997. Ved lovændringen indsattes der som
§ 15, stk. 3, nr. 3 en regel, der svarer til den tidligere
varemærkelovs § 14, stk. 1, nr. 7, og som gennemfører den
fakultative bestemmelse i varemærkedirektivets artikel 4, stk. 4 g.
Efter direktoratets opfattelse kan den pågældende bestemmelse
imidlertid kun anvendes for ansøgninger indleveret efter
ændringslovens ikrafttræden jf. dennes § 3."
Ankenævnet har behandlet sagen på sit
møde den 28. oktober 1997.
For klageren mødte advokat Johan Løje.
For indklagede mødte advokat Henrik Andersen.
Parterne nedlagde påstande i overensstemmelse med
skriftvekslingen for Ankenævnet.
Klageren har til støtte for den nedlagte
påstand for Ankenævnet subsidiært anført, at sagen
skal bedømmes efter bestemmelsen i varemærkelovens § 15, stk. 3,
nr. 3, hvilket fremgår af bemærkningerne til
ikrafttrædelsesbestemmelsen i ændringsloven af 27. december 1996.
Som følge heraf er det foreløbigt registrerede varemærke
udelukket fra registrering.
Ankenævnet skal udtale:
Den indankede afgørelse blev truffet af
Patentdirektoratet den 19. marts 1996. Ankenævnet finder, at
Patentdirektoratets afgørelse var rigtig i henhold til den på
det tidspunkt gældende varemærkelov.
Da registreringsproceduren først kan anses for
afsluttet, når en verserende indsigelsessag eller ankesag er endeligt
afgjort, finder ankenævnet at burde basere sin afgørelse i sagen
på den nu gældende varemærkelov, der er trådt i kraft
den 1. januar 1997. Ankenævnet finder hjemmel herfor i
ikrafttrædelsesbestemmelsen i ændringsloven lov nr. 1201 af 27.
december 1996 og i lovforslagets bemærkninger til denne
ikrafttrædelsesbestemmelse.
I henhold til den nu gældende varemærkelovs §
15, stk. 3, litra 3, er det i denne sag foreløbigt registrerede
varemærke udelukket fra registrering. Med henvisning hertil tager
Ankenævnet indsigelsen til følge, hvorfor bestemmes:
Den foreløbige registrering af figurmærket
RED LOBSTER ophæves.
Hans Chr. Thomsen,
Michael Dorn
Steffen Gulmann
J.C. Warnich-Hansen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- AN 2022 00019 / Verserende retssag - Indbragt for Domstolene, sagsnr. BS-41403/2024-SHR Klagenævn (Nævnenes Hus) · 24. juni 2024
- AN 2007 00009 – VA 2004 01471 BOLIGAGENTEN< w> - Særpræg Klagenævn (Nævnenes Hus) · 8. august 2007
- Varemærket SODAQUICK ikke anset for forvekseleligt med varemærket SUNQUICK Retsinformation · 24. september 1997
- To figurmærker anset for forvekslelige Retsinformation · 24. september 1997
- Delvist afslag vedr. VA 2021 01513 VESTERBROLIV <w> – AN 2022 00035 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. februar 2023
- Delvist afslag vedr. VA 2021 01509 NØRREBROLIV <w> – AN 2022 00031 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 23. februar 2023
Lignende dokumenter
- Varemærket HAIBLO forveksleligt med figurmærker indeholdende ordet HARIBO Retsinformation · 10. marts 1999
- Et varemærke udformet som en tegning af en flaske ikke registrerbart Retsinformation · 3. marts 1999
- § 15, stk. 3, i den varemærkelov, der gjaldt på tidspunktet for kendelsens afsigelse, brugt på en varemærkesag, der ikke var offentliggjort, før loven trådte i kraft Retsinformation · 17. marts 1999
- Varemærkerne SPACE MASTER og SPEEDMASTER ikke forvekslelige Retsinformation · 17. marts 1999
- Varemærkerne EPODERM og EPOLEUM er forvekslelige Retsinformation · 10. marts 1999
- Figurmærke i form af en tegning af en tand med øjne og en smilende mund ikke forvekslelig med varemærket Den smilende tand Retsinformation · 17. marts 1999