Spring til indhold

Retsinformation

Varemærket HAIBLO forveksleligt med figurmærker indeholdende ordet HARIBO

KEN nr 9159 af 16/01/1998Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet10. marts 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Varemærket HAIBLO forveksleligt med

figurmærker indeholdende ordet HARIBO

År 1998, den 16. januar afsagde

Patentankenævnet

(Hans Chr. Thomsen, Michael Dorn, Steffen Gulmann, J.C.

Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. V 14/96:

Klage fra Haribo Lakrids A/S, Fakse, v/Chas. Hude A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse af 16. januar 1996

vedrørende gyldigheden af varemærkeregistreringnr. VR 6733 1994

for Haitai Confectionery Co., Ltd., Sydkorea, v/Internationalt

Patent-Bureau.

Den 15. juli 1994 indleverede Haitai Confectionery Co.,

Ltd., Sydkorea, v/Internationalt Patent-Bureau en ansøgning om

registrering af varemærket HAIBLO for nærmere angivne varer i

klasserne 30 og 32.

Varemærket blev registreret den 7. oktober 1994.

Den 2. november 1994 blev registreringen offentliggjort i

Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 30. december 1994 nedlagde klageren,

Haribo Lakrids A/S v/Chas. Hude, indsigelse mod registreringens gyldighed.

Som begrundelse for indsigelsen anførtes:

"Indsigelsen nedlægges på vegne af Haribo

Lakrids A/S, Fakse og støttes på varemærkelovens §15, idet

varemærket HAIBLO må anses for forveksleligt med VR 00118/1949

HARIBO figur, VR 04266/1984 HARIBO figur og VR 01152/1947 HAR I GO.

Registrering nr. 00118/1949 HARIBO figur omfatter alle

Læs alt

varer i klasse 30, og det samme gør reg. nr. VR 04266/1984 HARIBO

figur, medens reg. nr. VR 001152/1947 også omfatter alle varer i klasse

30.

Det skal herefter bedømmes, hvorvidt mærkerne

HAIBLO og HARIBO er forvekslelige, og det skal gøres gældende,

at dette er tilfældet, idet mærkerne både ved en visuel og

auditiv bedømmelse kommer så tæt på hinanden, at

mærkerne kan forveksles.

Ved den visuelle bedømmelse skal jeg tillade mig at

stille mærkerne op under hinanden

HA IBLO

HARIB O

Man vil ved denne opstilling umiddelbart se, at den

visuelle lighed mellem de to mærker er særdeles stor, idet der er

identitet for så vidt angår de to første bogstaver,

slutbogstavet samt IB midt i de to mærker.

Det er generelt antaget, at en lighed for så vidt

angår første stavelse af to varemærker er væsentlig

ved bedømmelsen af ligheden mellem to mærker, og dette er

tilfældet i nærværende sag, hvor der herudover er

fuldkommen identitet for så vidt angår vokalerne. Det er

endvidere sådan, at begge mærker består af 6 bogstaver,

så også her er der ganske stor visuel lighed.

Auditivt er ligheden også slående, idet

første stavelse, som nævnt, er ens for de to mærker, og

det er denne første stavelse, der sammen med vokalernes lyd angiver

tonen af det pågældende mærke. Jeg skal opfordre til at

udtale de to ord hurtigt, og man vil der blive slået af den store

lighed, der er mellem mærkerne.

Situationen er jo den, at der stadig findes

slikforretninger i Danmark, og jeg er overbevist om, at man ved en mundtlig

efterspørgsel af konfekturevarer under navnet HARIBO meget vel kan

få udleveret et HAIBLO-produkt.

Efter de kriterier man lægger til grund for

forvekslingsrisiko, må man således konstatere, at der er

nærliggende fare for, at forbrugerne vil kunne forveksle de to

mærker.

Jeg skal endvidere tillade mig at pege på det

forhold, at varemærket HARIBO samtidig er mine klienters firmanavn, og

dette varemærke har det formål at tjene som et egentligt

housemark, hvilket man kan få syn for, idet mine klienter gennem en

meget lang række registreringer har inkluderet ordet HARIBO for at

fremhæve mærket og relatere varerne til mine klienters

virksomhed.

Jeg kan i denne forbindelse pege på VR 0036/1944

HARIBO-PECTORAL, på sloganet VR 01487/1950 IKKE BARE GO MEN HARIBO,

reg. nr. VR 00523/1958 HARIBORANGE, sloganet VR 00140/1966 LUK OP FOR NOGET

GODT LUK OP FOR HARIBO, VR 02217/1969 HARIBO-COLA, VR 00751/1975 HARIBO

LAKRIDS MISSER figur, VR 04259/1981 SUPER PIRATOS HARIBO figur, VR 01892/1986

HARIBO MULTI-VITAMINOS, VR 03490/1986 HARIBO SALTE TÅRER, VR 03491/1986

HARIBO SALTE DRÅBER, VR 03492/1986 HARIBO DRÅBER, VR 03493/1986

HARIBO SORTE SKYER, VR 03494/1986 HARIBO BYER, VR 03495/1986 HARIBO

LAKRIDSSKÆG, VR06779/1990 HARIBO SANDWICH, VR 00433/1991 HARIBO TUDSER,

VR 03134/1992 HARIBO COCKTAIL, VR 03144/1992 HARIBO-VINO, VR 05994/1992

HARIBO LAKRIDS, VR 09386/1992 HARIBO ECU, VR 09264/1992 HARIBO BURGER, VR

11441/1992 HARIBO ..DEN ER GO figur, VR 02045/1993 HARIBO

TÆNDRØR, VR 05706/1993 HARIBO GULDBAMSER, VR 06838/1993 HARIBO

MINI MIX figur, VR 6585/1993 LUK OOP FOR NOGET LUK OP FOR HARIBO DOMINO

figur, VR 01668/1994 HARIBO GOLDBÄREN, VR 01669/1994 HARIBO GOLDBEAR, VR

06582/1994 HARIBO FAMILY MIX, VA 05775/1994 HARIBO KRYDDERSILD, VA 05776/1994

HARIBO BIDESILD, VA 05777/1994 HARIBO SKØNNE SILD, VA 05778/1994

HARIBO SALT SILD, VA 05779/1994 HARIBO GULDFISK, VA 05928/1994 HARIBO

COUNTRY, VA 05929/1994 HARIBO STAR MIX, VA 06161/1994 HARIBO DOLLY, VA

06955/1994 HARIBO STAFETTER, VA 06956/1994 HARIBO SUPERSTAR.

Der er således tale om et meget stort antal

varemærker, hvori HARIBO indgår, og når hertil lægges

den meget store indarbejdelse, der er sket af varemærket HARIBO,

må man konstatere, at dette varemærke er særdeles

velindarbejdet på det danske marked.

Denne indarbejdelse har strakt sig over en meget lang

årrække og har fundet sted i dagspressen, og ikke mindst i TV,

hvor der har kørt en meget lang række reklamespots, og hvor

sloganet HARIBO DEN ER GO , vel snart er kendt af enhver forbruger her i

landet.

I henhold til praksis er det således, at

velindarbejdede varemærker har krav på en udvidet beskyttelse

både i forhold til artsfjerne varer, men også i forhold til andre

varemærker.

Dette princip er knæsat bl.a. i

Patentankenævnets afgørelse V 55/91 LOGO(S) = LEGO, hvor det

netop blev lagt til grund, at LEGO er et velindarbejdet varemærke, og

selv om mærkerne LOGO(S) og LEGO ikke umiddelbart er forvekslelige, har

LEGO qua sin bekendthedsgrad krav på en udvidet beskyttelse.

Det er min påstand, at varemærket HARIBO

mindst er lige så velindarbejdet på det danske marked som

varemærket LEGO, og jeg skal derfor anmode om, at det samme princip

lægges til grund i nærværende sag.

Et moment man i nærværende sag også

bør tage i betragtning er den købekreds, som de to

varemærker henvender sig til.

Varefortegnelsen angiver, at der bl.a. er tale om

konfekturevarer, og mine klienters indarbejdelse er netop sket for

sådanne varer. Det store antal forbrugere af disse specielle varer

må nok i første række henregnes til børn, og

erfaringsmæssigt ved man, at børn ikke har den samme mulighed

for at analysere to ord, men nemmere tager fejl, og det er derfor vigtigt, at

denne specielle gruppe ikke bliver udsat for to varemærker, som kommer

så tæt på hinanden som HARIBO og HAIBLO.

Det skal i denne forbindelse også gøres

gældende, at børn først efter begyndt skolegang har

mulighed for at læse, og for dem er det primært en auditiv

bedømmelse, når man skal se på forvekslingsrisiko af

varemærker, og i nærværende sag må jeg holde for, at

børn meget nemt vil kunne tage fejl af de to varemærker

specielt ved den auditive brug af disse.

For så vidt angår varefortegnelsen for HAIBLO,

der også dækker klasse 32, er der således ikke

vareidentitet, og jeg skal derfor anmode om, at det lægges til grund,

at mine klienters varemærke er et særdeles velindarbejdet

varemærke på det danske marked, og derfor også i henhold

til varemærkelovens §15 kan forbyde nærkommende varemærker

for artsfjerne varer, når dette kan betyde en snylten på

goodwill.

Jeg vil anse det for hævet over enhver tvivl, at

HARIBO er et velindarbejdet varemærke, og jeg finder også, at en

brug af varemærket HAIBLO selv på artsfjerne varer vil kunne

udgøre en snylten på den goodwill, der er knyttet til mine

klienters varemærke HARIBO.

På grundlag heraf skal jeg anmode om, at

varemærket HAIBLO nægtes endelig registrering for varer

både i klasse 30 og klasse 32."

I skrivelse af 3. juli 1995 bestred mærkeindehaveren

mærkernes forvekslelighed og udtalte:

"Indsigelsen er nedlagt på grundlag af tre

registreringer, 2 figurmærker og et ordmærke.

Ved en visuel bedømmelse må vi stille de to

af mærkerne op på den måde, de er registreret, nemlig som

billedmærker, således:

og ikke som af indsiger

anført som ordmærke over for det ansøgte mærke.

Den af indsiger anførte visuelle lighed, som skulle

medføre risiko for forvekslelighed, har vi herefter overordentligt

svært ved at få øje på.

Det første billedmærke er HARIBO i en ganske

speciel, nærmest skreven skrifttype, stående på skrå

og med en understregning. Navnet er desuden anbragt i en kontrasterende

rombe.

Det næste billedmærke er HARI BO, hvor det

så afgjort er billedet af de to børn, der er det karakteristiske

og især meget iøjnefaldende, og hvor HARI BO er skrevet med

ganske små skrifttyper.

Vi henleder i forbindelse med disse billedmærker

opmærksomheden på, at "det ikke kan antages, at et ord i et

figurmærke opnår helt den samme beskyttelse som det rene

ordmærke"" se Carlsen Registreringspraksis, p. 55.

Som en sidebemærkning gør vi opmærksom

på, at skulle mærkerne være bedømt som

ordmærker, ville det have været et tostavelsesmærke HAI BLO

over for et trestavelses ord HA RI BO.

Det tredje indsigermærke er ordmærket HAR I

GO. Stiller man det op overfor det ansøgte mærke, som vel at

mærke er et figurmærke, således:

HAR I GO

HAI BLO

vil man se, at ingen stavelser i de to ord er identiske.

Direktoratet har således under sin behandling af det ansøgte

mærke HAIBLO heller ikke fundet det forveksleligt med indsigers

mærker, men har fulgt de retningslinier, som er skitseret i

Koktvedgaard og Wallberg Kommenteret Varemærkelov, side 119. Her

nævnes at "når et mærke med to stavelser

bedømmes over for et mærke med tre stavelser, anses de for

forvekslelige, hvis begge stavelser er fuldstændigt indeholdt som

stavelser i trestavelsesordet"" Dette er netop ikke tilfældet med

HAI BLO contra HAR I GO.

Auditivt er der også forskel på de to

mærker, idet det ansøgte mærke så tydeligt udtales

som et tostavelsesord "haj blo" medens HARIBO udtales med et mere

åbent "a" og et tydeligt "i" i et

trestavelsesord. Vi har svært ved at se forvekslingsrisikoen mellem

disse mærker.

Hvad angår indsigers henvisning til at HARIBO

også er firmanavnet, er dette selvfølgelig også korrekt

men det må da kræves, at der er identitet eller næsten

identitet mellem firmaet og det pågældende varemærke som

f.eks. GLOBE/GLOBUS, BENCO/BENKO og ÆRFA/ERFA, se Carlsen,

Registreringspraksis side 64 for at få betydning.

I betragtning af, at vi ikke anser de til indsigelsen

anvendte tre mærker for forvekslelige, mener vi, at de i indsigers brev

yderligere nævnte mærker indeholdende elementet HARIBO ikke

bør have indflydelse på afgørelsen om forvekslelighed

idet disse er endnu mindre forvekslelige.

Når det i indsigers brev nævnes, at det

væsentligt er børn, der er forbrugere af disse specielle

konfekturevarer, er dette muligvis rigtigt, men andre erfaringer viser

også, at er der noget børn er bevidste om, så er det

hvilken slags slik, de skal have. Derfor behøver man sjældent

nære frygt for, at de tager fejl.

Indsiger mener at HARIBO s beskyttelsesområde skal

strækkes til også at angå artsfjerne varer. Udover at vi

stadig må fastholde vort synspunkt om at indsigers mærke ikke er

at anse for forvekslelige med HAIBLO, må vi, da vi ikke vil bestride

HARIBO' velkendthed, hævde, at HARIBO er så indarbejdet for

lakrids og slik, at der ikke vil være tvivl om, at varer under HAIBLO

ikke stammer fra indsiger.

På grundlag heraf anmoder vi om at indsigelsen ikke

tages til følge."

Klageren kommenterede i skrivelse af 5. september 1995

mærkeindehaverens svarskrift af 3. juli 1995 som følger:

"Glædeligvis erkender indehaverne af det

angrebne mærke uforbeholdent, at indsigermærket HARIBO er ganske

overordentlig velkendt og indarbejdet.

Men når mærkeindhaveren som konsekvens vil

hævde, at der så skulle være mindre risiko for forveksling,

kan jeg ikke være enig deri, idet retspraksis taler i modsat retning. I

sagen UfR 1979.497H (Solram = Osram) udtaler seks ud af de syv

Højesteretsdommere, der deltog i sagens behandling, utvetydigt:

"Den omstændighed, at et varemærke er

stærkt indarbejdet og velkendt, findes at måtte medføre en

øget beskyttelse efter varemærkeloven, også i forhold til

varer indenfor samme vareart. " (Min understregning).

I følge retspraksis nyder kendte mærker

altså øget beskyttelse mod forvekslelige mærker på

det direkte kolliderende område.

Det må således lægges til grund, at

indsigermærket HARIBO nyder denne beskyttelse i klasse 30, hvor der er

direkte varesammenfald. At dette også gør sig gældende i

klasse 32 er et andet aspekt af kendtheden.

Mærkeindehaveren konstaterer, at de involverede

mærker er i figurlig og/eller billedlig udformning, og

fremfører, at dette skulle mindske risikoen for forveksling. Deri kan

jeg ikke være enig.

Forholdet er nemlig dette, at det angrebne mærke

HAIBLO fremtræder som et rent ordmærke alene skrevet med neutrale

versaler. Den omstændighed, at det i Direktoratet af ansøgnings-

og trykketekniske årsager er noteret som "fig.", er efter min mening

sagen uvedkommende. Følgelig må det angrebne mærke

også i forvekslingsmæssig henseende betragtes som et rent

ordmærke.

Når det på den ene side drejer sig om et rent

ordmærke - et mærke der fremtræder i sædvanlige

versaler og intet andet - er det efter praksis ligegyldigt, at de på

den anden side involverede ordmærker tillige omfatter figurlige

elementer. Thi det der kan og skal sammenlignes er alene ordene.

Det, der skal afgøres her og nu, er altså om

ordene HARIBO og HAIBLO er forvekslelige, og dette skal afgøres efter

en streng målestok, idet HARIBO, som det er erkendt af modparten, er et

indarbejdet og velkendt varemærke.

Dette er efter min opfattelse klart tilfældet, som

jeg nærmere har redegjort for i min indsigelsesskrivelse af 30.

december 1994, idet mærkerne såvel visuelt som auditivt kommer

tæt på hinanden.

Udtalen af mærkernes to første identiske

bogstaver HA er efter min opfattelse helt ens, som i det velkendte verbum

"har", dels på grund af det efterfølgende - men i sig selv

uhørlige - R i indsigermærket, dels på grund af det

efterfølgende I, i det angrebne mærke.

Efter den fælles HA-lyd ("har") følger i

begge tilfælde I. Slutstavelserne adskiller sig alene fra hinanden ved

et godt gemt L. I sig selv rimer BLO på BO såvel hvad angår

B som O. Mærkerne er lige lange, med samme vokalfølge A-I-O,

samme indledning og samme afslutning .

De er med andre ord forvekslelige, hvilket stemmer overens

med praksis, idet der supplerende skal henvises til højesteretsdommen

UfR 1960.593H hvor mærker, der ikke var velkendte, nemlig JACTA - YAXA,

uanset visuel forskel blev fundet forvekslelige af Højesteret, fordi

de auditivt lå tæt på hinanden, samt til dommen i UfR

1977.69, hvor mærket IPALCO blev fundet forveksleligt med det velkendte

ICOPAL.

Da indsigermærket, som erkendt af modparten, er

velkendt her i landet, vil brugen af det dermed forvekslelige yngre

mærke også for det beslægtede vareområde i klasse 32

medføre en utilbørlig udnyttelse af HARIBO's

særpræg og renomme, som derved kan skades. I denne forbindelse

henvises til UfR 1991.697H, hvor COCALINE for "sko" blev fundet forveksleligt

med det meget velkendte COCA COLA for "læskedrikke" .

Idet jeg henviser til ovenstående og det tidligere

fremførte skal jeg på ny henstille, at mærket HAIBLO

nægtes endelig registrering som klart forveksleligt med det velkendte

indsigermærke."

Hertil fremsendte mærkeindehaveren i skrivelse af 7.

november 1995 følgende kommentarer:

"Indledningsvis bemærkes, at vi stiller os

uforstående over for den glæde, med hvilken indsigerne noterer

sig, at vi erkender, at HARIBO er indarbejdet. Det, vi erkender, er, at vi

ikke vil bestride, at mærket er velkendt for lakrids og slik. At

gøre andet vil være spild af vor og Patentdirektoratets tid.

Dog har vi hermed på ingen måde erkendt, at

brugen af HAIBLO vil være en utilbørlig udnyttelse af

indsigermærkets særpræg eller renomme. Således er vi

uenige med indsigerne i konsekvenserne af, at et mærke er velkendt.

Anvendelsen af den såkaldte Kodak-regel i

varemærkelovens §15, stk. 4, nr. l, kræver både

velkendthed samt det forhold, at brugen af det yngre mærke vil

medføre en utilbørlig udnyttelse af det ældre

mærkes særpræg eller renomme, eller sådan brug vil

skade dette særpræg eller renomme. Det er der slet ikke tale om

her, idet stavelserne er forskellige og ingen er fælles.

I COCALINE - COCA COLA, som indsigerne har henvist til,

var der tale om, at ansøgerne havde markedsført sine

COCALINE-sko under betegnelsen COCALINE "med typer, der stærkt minder

om den skrift, der er anvendt i COCA COLA-mærket", jf. UfR 1991, side

698, venstre spalte, l. afsnit, hvilket klart påvirkede

højesteretsafgørelsen i denne sag.

Når der, som her, er en total mangel på noget

at bebrejde ansøgerne, hvilket Coca Cola bogstaverne i COCALINE /COCA

COLA er et godt, modsat eksempel på, så mener vi ikke, at en evt.

velkendthed tillægger noget i sagen, når der i denne sag er tale

om et tostavelsesmærke over for et trestavelsesmærke, og hvor end

ingen af stavelserne er identiske. I denne forbindelse vil vi kort kommentere

følgende aspekter fra indsigernes skrivelse af 5. september.

- SOLRAM - OSRAM har betydelig flere ligheder, herunder

bl.a. fælles slutstavelse.

- Det er ikke korrekt, som hævdet af indsigerne, at

vokalfølgen er ens - den er forskellig:

aj -oa-i-o

- der er betydelige visuelle forskelle

mellemansøgermærket og indsigermærkerne.

- JACTA = YAXA og IPALCO = ICOPAL lå

betydeligtættere på hinanden end nærværende

mærker, idetde havde flere auditive stavelser fælles.

Vi fastholder med andre ord, at mærkerne ikke er

forvekslelige, og ser frem til, at indsigelsen bliver

afslået."

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 16.

januar 1996 og afviste indsigelsen med følgende begrundelse:

"To varemærker er forvekslelige i henhold til

varemærkelovens § 15, stk. 1, nr. 2, jf. § 4, stk. l, når

mærkerne ligner hinanden så meget, at der er risiko for

forveksling, og mærkerne vedrører varer eller tjenesteydelser af

samme eller lignende art.

Der foreligger sammenfald af varer omfattet af

registreringerne. Det er derimod direktoratets opfattelse, at

mærkelighed ikke er til stede.

Figurmærket VR 0118 1949 består af

tre-stavelsesordet HARIBO. Dette ord har 5 ud af 6 bogstaver tilfælles

med det registrerede mærke HAIBLO, i samme rækkefølge,

hvilket indebærer en vis lighed i mærkernes udseende. Imidlertid

har ordene et forskelligt antal stavelser, og ingen af disse stavelser er

fælles. Det registrerede mærke udtales "haj-blo", hvorimod

indsigers mærke udtales "ha-ri-bo". Mærkerne ligner således

ikke hinanden udtalemæssigt. Efter en samlet vurdering finder

direktoratet ikke, at mærkerne ligner hinanden i et sådant

omfang, at risiko for forveksling er til stede.

Indsigers figurmærke VR 4266 1984, HARI B0,

adskiller sig yderligere fra det registrerede mærke, idet ordet HARIBO

er opdelt i HARI og BO. Disse to ord står skrevet på bluserne af

to små drenge og associerer således til to drengenavne.

Det er ligeledes direktoratets opfattelse, at indsigers

ordmærke VR 1152 1947, HAR I G0, ikke ligner nærværende

mærker så meget, at det vil kunne forveksles hermed. Mærket

HAR I GO består af 3 ord med hver sin kendte betydning, hvorimod HAIBLO

er et to-stavelsesord uden nogen betydning.

Indsigelsen taget derfor ikke til følge på

dette punkt.

De har endvidere påberåbt, at indsigers

mærke er velindarbejdet på det danske marked, og derfor skal nyde

en udviddet beskyttelse.

Betingelserne for, at bestemmelsen i varemærkelovens

§ 15, stk. 4, nr. 1 kan bringes i anvendelse er, at det ansøgte

varemærke skal ligne det ældre varemærke, det ældre

mærke skal være velkendt her i landet, og brugen af det yngre

mærke skal medføre en utilbørlig udnyttelse af det

ældre mærkes særpræg eller renomme.

Der er ingen tvivl om, at HARIBO er et velkendt

mærke her i landet, hvilket registreringsindhaver ej heller bestrider.

Da der imidlertid ikke foreligger mærkelighed mellem HAIBO og HAIBLO,

er den første betingelse ikke opfyldt, og indsigelsen kan allerede af

den grund ikke tages til følge for så vidt angår

varemærkelovens § 15, stk. 4, nr. l.

Endelig har De anført, at HARIBO tillige er

indsigers firmanavn.

Ifølge varemærkelovens § 14, nr. 4, er bl.a.

varemærker, der kan opfattes som et virksomhedsnavn, hvortil en anden

har lovlig adkomst, udelukket fra registrering.

Denne bestemmelse fortolkes i praksis således, at

varemærket skal være identisk eller næsten identisk med den

dominerende del af selskabsnavnet.

Da det registrerede mærke HAIBLO hverken er identisk

eller næsten identisk med indsigers firmanavn HARIBO, vil indsigelsen

nedlagt i medfør af § 14, nr. 4, ikke kunne tages til

følge."

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 15.

marts 1996 indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at

varemærket VR 6733 1994 HAIBLO nægtes endelig registrering.

I ankebegrundelse af 20. juni 1996 anfører klageren

følgende:

"1) Det er indsigernes påstand, at

mærkerne HARIBO og HAIBLO må anses for forvekslelige, selv

på grund af en bedømmelse af mærkernes lighed ud fra en

snæver varemærkeretlig teoretisk bedømmelse.

Det bør i denne forbindelse lægges til grund,

at mærkerne har eksakt samme antal bogstaver. Ud af disse 6 bogstaver

er de 5 identiske, og yderligere er 3 af bogstaverne placeret på samme

sted i de to mærker.

Det bør endvidere lægges til grund, at

mærkerne omfatter identiske varer, og i sådanne tilfælde

bør produktreglen anvendes, således at forstå, at man

må stille større krav til adskillelse mellem mærkerne.

I forbindelse hermed vil jeg gerne gøre op med den

argumentation, der følges - både af ansøgerne og af

Patentdirektoratet, idet man lægger overordentlig stor vægt

på de hovedregler, der er opstillet i den kommenterede

varemærkelov af Koktvedgaard og Knud Wallberg.

I denne forbindelse må jeg understrege, at disse

hovedregler er - som ordet siger alene hovedregler, og et administrativt

hjælpemiddel for sagsbehandlerne i Patentdirektoratet til at

systematisere lighedsbedømmelsen mellem varemærker.

Hovedregler er, som nævnt, sådanne regler, der

anlægger kriterier for hvilke forhold, der bør lægges til

grund ved bedømmelse af forvekslingsrisiko mellem to varemærker.

Det er altså et rent hjælpemiddel, der ikke kan stå alene.

Hjælpemidlet må ikke tilsidesætte den sunde fornuft, og jeg

må derfor holde for, at i alle tilfælde, hvor hovedregler

anlægges og bruges i bedømmelsen, må man, når man

på grundlag af hovedreglernes anvisninger har truffet en beslutning,

overveje, om man er kommet til et rimeligt resultat.

Det kan da godt være, at nærværende sag

efter de hovedregler, der er opstillet i vejledningen for bedømmelse

af forvekslingsrisiko, tilsiger, at mærkerne ikke er forvekslelige, men

det er efter min opfattelse alene teoretiske betragtninger, der ikke kan

stå alene.

Efter min opfattelse må man, når så

mange lighedspunkter findes mellem to mærker, som nævnt ovenfor,

komme til det resultat, at mærkerne er forvekslelige.

2) Jeg vil gerne understrege, at vi er inden for et

specielt område, hvor man primært henvender sig til et

særligt segment af forbrugergruppen, nemlig børn og unge

mennesker.

Der er særlige forhold, der gør sig

gældende i dette segment, idet vi, der sidder og bedømmer

forvekslingsrisiko, er på et andet stade i livet - et stade, hvor der

er sket en oplæring, og vi har et rimeligt stort erfaringsgrundlag at

bygge på.

Dette gør sig ikke gældende ved

specialsegmentet for aftagere af varer under mærkerne HARIBO og HAIBLO,

og man kan derfor ikke helt lægge vor voksne bedømmelse af

forvekslingsrisiko mellem to mærker til grund for en

afgørelse.

Vi har lært at læse; vi har erfaringsgrundlag

for at adskille ord o.s.v. gennem vor læsefærdighed. Den samme

erfaring og viden findes ikke hos hovedparten af de, der efterspørger

produkter under varemærkerne HARIBO og HAIBLO.

Det er derfor indsigernes påstand, at man her

må tage særligt hensyn til den pågældende gruppe,

således at disse ikke udsættes for en forvekslingsrisiko, der

efter min opfattelse er meget nærliggende, når det drejer sig om

varemærkerne HARIBO og HAIBLO.

Som nævnt vil en stor del af aftagergruppen ikke

kunne læse, og kender altså ikke bogstaverne, men vil ved at se

det pågældende mærke skrevet danne sig et billede, og et

billede uden at kunne læse vil efter min opfattelse være

fokuseret på lighederne i begyndelse og slutning, og når man

sammenligner HARIBO og HAIBLO, vil man netop finde lighedspunkter for ikke

at tale om identitet - i begyndelse og slutning, og derudover domineres de to

mærker af bogstaverne I respektive B. Visuelt er der altså en

overordentlig stor lighed mærkerne imellem, som ikke normalt af

aftagergruppen vil blive analyseret på samme måde som af en

person, der har erfaring i at læse.

Auditivt er mærkerne også særdeles

tæt på hinanden, og jeg tvivler stærkt på, at denne

specielle aftagergruppe begynder at analysere, hvorvidt der er 2 eller 3

stavelser - næh, man lægger vægt på lydklangen i de

to mærker, og lydklangen af mærkerne er domineret af for- og

slutbogstaverne, der er identiske i de to mærker.

3) Det er af indsigerne og af direktoratet uomtvistet, at

varemærket HARIBO er et endog særdeles velindarbejdet

varemærke på det danske marked. Dette må efter indsigernes

opfattelse bevirke, at varemærket HARIBO har krav på en bredere

beskyttelse end blot formalregistrerede varemærker - både for

så vidt angår vareartslighed som mærkelighed.

Jeg lægger i denne forbindelse praksis til grund og

henviser specielt til Højesterets afgørelse refereret i

Ugeskrift for Retsvæsen 1979.497H SOLRAM = OSRAM.

Indsigerne finder, at når 6 ud af 7

højesteretsdommere udtaler, at stærkt indarbejdede og velkendte

mærker har krav på øget beskyttelse efter

varemærkeloven - både i forhold til varer inden for samme vareart

som for artsfjerne varer, er dette et påbud til

registreringsmyndigheden om at tage sådanne forhold i betragtning ved

bedømmelse af forvekslingsrisiko mellem to mærker.

Selve sagen SOLRAM og OSRAM er måske ikke specielt

analog til nærværende sag, idet der indgik andre momenter i

sagen, f.eks. at slutstavelsen RAM var brugt af andre inden for

området. Imidlertid lægger jeg stor vægt på sagen

Ugeskrift for Retsvæsen 1977.69, hvor mærket IPALCO blev fundet

forveksleligt med mærket ICOPAL.

Jeg finder denne sag analog til nærværende

sag, idet en analyse af de to mærker efter de hovedregler, der er

fastlagt i Koktvedgaard/Wallbergs anvisninger i den kommenterede

varemærkelov, klart tilsiger, at mærkerne efter en sådan

bedømmelse ikke kan anses for forvekslelige.

Når man gennemgår selve afgørelsen kan

man se, at det forhold, at varemærket ICOPAL var velindarbejdet

på det danske marked som et særligt kendetegn, bevirkede, at man,

selvom mærkerne måske ikke ved en umiddelbar bedømmelse

kunne anses for forvekslelige, alligevel statuerede forvekslingsrisiko

på grund af mærket ICOPALs indarbejdelse.

Dommen er således udtryk for, at de særlig

stærkt indarbejdede varemærker har krav på en særlig

beskyttelse, idet disse mærker til forskel fra andre er udsat for

angreb fra konkurrenter - bevist eller ubevist - og dermed har en risiko for

at blive udvandet.

Der er således al mulig grund til at beskytte den

good-will, der er oparbejdet til et kendt varemærke, således at

man sørger for, at mærker, der har en lighed med det

pågældende mærke, specielt inden for det direkte

konkurrenceområde, respekterer disse velindarbejde varemærkers

integritet og særpræg og ikke medvirker til udvanding heraf.

Jeg skal naturligvis ikke kunne sige, om forbrugerne tager

fejl af varemærkerne IPALCO/ICOPAL - det kan man aldrig, men der er for

mig at se ingen tvivl om, at brugen af varemærket IPALCO kunne medvirke

til at udvande den eneret og good-will, der er opbygget til varemærket

ICOPAL.

Dette stemmer fuldkommen overens med sagens forhold i

nærværende anke, idet vi her også har et velkendt

varemærke - et endog særdeles velkendt varemærke, der er i

fare for at blive udvandet, fordi man lader konkurrenterne komme alt for

tæt på det pågældende mærke, og dermed rejser

en risiko for udvanding af mærkets særpræg og dermed tab af

den til mærket knyttede good-will.

I tillæg hertil vil jeg gerne kommentere

direktoratets afgørelse på et par enkelte punkter.

Jeg vil henvise til direktoratets afgørelse, pagina

2, sidste afsnit, 2. linie, hvor det siges: "Dette ord (HARIBO) har 5 ud af 6

bogstaver tilfælles med det registrerede mærke HAIBLO, i samme

rækkefølge, hvilket indebær en vis lighed i

mærkernes udseende. "

Direktoratet erkender således, at der er en vis

lighed mellem mærkernes udseende.

Jeg mener her, at direktoratet straks skulle have

været på vagt, når man konstaterer en vis lighed mellem to

varemærker, og man samtidig holder sig for øje, at det ene

varemærke er endog særdeles velindarbejdet på markedet og

dermed have fundet anvendelse for de principper, som domstolene, herunder

specielt Højesteret, har anlagt i sagen SOLRAM/OSRAM og konstateret en

forvekslingsrisiko mellem de to varemærker.

Direktoratet analyserer naturligvis reglen i

varemærkelovens § 15, stk. 4, nr. 1 ganske korrekt,

jævnfør direktoratets afgørelse pagina 3, 5. afsnit.

Den afgørelse, direktoratet har truffet i henhold

til § 15, stk. 4, nr. 1, kan ud fra de givne argumenter være korrekt,

men jeg må understrege, at afgørelsen ikke tager hensyn til

retspraksis på området, idet direktoratets afgørelse alene

henholder sig til lovens ord, og princippet i Højesterets

afgørelse i sagen OSRAM/SOLRAM er ikke inkorporeret i lovteksten, men

er dog alligevel gældende ret i Danmark.

Jeg vil derfor anfægte direktoratets

afgørelse på dette område, idet jeg finder den mangelfuld,

men muligvis uangribelig ud fra lovens ord.

Afslutningsvis vil jeg anføre, at min henvisning

til at varemærket HARIBO samtidig er mine klienters firmanavn alene er

gjort for at understrege vigtigheden af mine klienters varemærke, idet

dette er et såkaldt "housemark" - et mærke, der er

hovedmærke for mine klienter, og i stort set alle markedstiltag er

dette det overordnede kendetegn, der forbinder mine klienters produkter med

forbrugerne. Mærket har derfor på sæt og vis et

garantipræg, og sådanne mærker er meget følsomme

overfor lignende mærker, idet "housemarks" så at sige er et af

eksistensgrundlagene for firmaets markedsføring.

Jeg skal således henstille til ankenævnet, at

Patentdirektoratets afgørelse af 16. januar 1996 omgøres, og at

varemærket HAIBLO nægtes endelig registrering."

Mærkeindehaveren har i skrivelse af 18. november

1996 påstået Patentdirektoratets afgørelse

stadfæstet og har anført:

" Vi skal indledningsvis henholde os til det

tidligere fremførte, herunder særlig Patentdirektoratets

afgørelse, som ikke bør ændres.

Den nærmere ankebegrundelse giver særlig

anledning til følgende bemærkninger og

imødegåelser.

Ankende gør gældende at man med de produkter

der markedsføres under mærket HARIBO, primært henvender

sig til børn og unge mennesker og at det skal føre til en anden

bedømmelse af forvekslingsrisikoen end normalt.

Det skal herfra bestrides at det forhold at mange

børn er forbrugere af produktet, på nogen måde skal

medføre en anden bedømmelse af forvekslingsrisikoen. Der er

ikke belæg for et sådant holdepunkt i retspraksis, hvor

argumentet blev fremført i Højesteretsdommen refereret i

Ugeskrift for Retsvæsen 1963, side 120 hvor argumentet ikke

medførte noget gunstigt resultat for den pågældende part.

Mange erfaringer tyder desuden på, at netop børn er

overordentligt mærkevareorienterede og -opmærksomme.

Også det fremførte synspunkt om, at det

forhold, at en del af forbrugerne ikke er i stand til læse, skulle

medføre en anden bedømmelse af forvekslingsrisikoen er

uholdbart. Det fremførte argument synes snarere tværtom, at

understrege betydningen af det auditive indtryk af de to mærker overfor

hinanden. I så tilfælde understreges det at forvekslingsrisikoen

ikke er til stede, idet HARIBO udtales tydeligt med tre stavelser med

skiftevis konsonanter og vokaler, hvorimod HAIBLO tydeligt udtales med to

stavelser. Det fremgår således at der heller ikke for

børn, der er ude af stand til at læse, består en

forvekslingsrisiko. En særlig målestok for dette segment af

forbrugere vil nok i højere grad kunne være passende i

forbindelse med markedsføringsretlige vurderinger, som jo ikke er af

relevans i denne sag.

I ankeskriftet fremføres det, at der ikke skal

lægges for stor vægt på de registreringsmæssige

hovedregler for hvornår mærker betragtes forvekslelige og, at

hovedregler netop ikke bør være universelt gældende. Det

ses imidlertid ikke at have sin rigtighed, når ankende anfører -

formentlig for at illustrere og sandsynliggøre en ringe betydning af

hovedreglerne - at de 2 Højesteretsdomme henholdsvis SOLRAM overfor

OSRAM og IPALCO overfor ICOPAL kan betragtes som eksempler på, at

hovedreglerne ikke er i overensstemmelse med retspraksis. Det hedder i den

kommenterede varemærkelov side 119 om mærker med 2 stavelser:

"Som hovedregel er 2 mærker, der begge består af 2 stavelser,

forvekslelige, når flere bogstaver i mærkerne er identiske og

optræder i samme rækkefølge". Der ses her ingen tvivl om

at SOLRAM og OSRAM efter denne hovedregel er forvekslelige. Nederst samme

side hedder det om mærker med 3 stavelser: "Bedømmes 2

mærker, der begge består af ord med 3 stavelser, over for

hinanden, er hovedreglen, at mærkerne er forvekslelige, når de

har mindst 2 stavelser fælles". ICOPAL og IPALCO har alle 3 stavelser

fælles, hvor der blot er byttet om på de 2 sidste stavelser.

Det er tydeligt at der er væsentlig større

forskel mellem HARIBO og HAIBLO end nogen af de andre mærker

nævnt af ankende. Der er således intet i den foreliggende sag der

tilsiger, at de omtalte hovedregler bør fraviges, og at det resultat

som Patentdirektoratet er kommet til, er forkert.

Det gøres gældende fra ankendes side, at det

forhold, at mærket HARIBO er særlig velkendt, skal medføre

et udvidet beskyttelsesomfang ikke er alene for så vidt angår

udvidelse til vare- og tjenesteydelser af anden art, jfr.

varemærkelovens § 4, stk. 2, men også med hensyn til

bedømmelsen af forvekslingsrisikoen. Det sidste har ingen hjemmel i

varemærkeloven og der ses heller ikke belæg for, at uddrage en

sådan læresætning af retspraksis. De 2

Højesteretsdomme nævnt af modparten til støtte for et

sådant synspunkt, ses ikke at fastslå en sådan

forvekslingsrisikolære for så vidt angår berømte

mærker.

I dommen om ICOPAL ctr. IPALCO udtaler Højesterets

flertal: "Der findes ikke at kunne lægges vægt på, at

parternes produkter hidtil har været af forskellig karakter indenfor

vareklasse 19, hvorved også må tages i betragtning, at det i

varemærkelovens § 6, stk. 2 litra a, udtalte princip tilsiger en

særlig beskyttelse af appellantens gennem meget lang tid stærkt

indarbejdede og i såvel ind- som udland velkendte mærke". I denne

dom benyttes den udvidede beskyttelse således netop for så vidt

angår vareområdet, hvorimod bedømmelsen af

forvekslingsrisikoen ikke ses påvirket.

I sagen om SOLRAM overfor OSRAM, var der heller ikke tale

om brug for helt identiske varer, idet SOLRAM blev anvendt i forbindelse med

en særlig type langtidsholdbare glødelamper til et specielt

kundesegment, hvilket givetvis må ihukommes når Højesteret

udtaler: "Den omstændighed, at et

varemærke er stærkt indarbejdet og velkendt, findes at

måtte medføre en øget beskyttelse efter

varemærkeloven også i forhold til varer inden for samme vareart".

Her tales netop om samme vareart og altså ikke vareidentitet. Det vil

således være alt for vidtgående i denne dom at indfortolke

en generel regel om, at velkendte mærker har en udvidet beskyttelse

også for så vidt angår

forvekslingsrisikobedømmelsen.

Der ses hverken i teori eller retspraksis holdepunkter for

den påståede generelle udvidelse af beskyttelsesomfanget til

også at omfatte vurderingen af forvekslingsrisikoen, når der er

tale om velkendte mærker.

Med disse bemærkninger skal vi anmode om, at

Ankenævnet stadfæster Patentdirektoratets

afgørelse."

Ankenævnet har behandlet sagen på sit

møde den 3. november 1997.

For klageren (indsiger) mødte varemærkeagent

Claus Hyllinge, der nedlagde påstand om, at indklagedes

varemærke, Haiblo, nægtes endelig registrering.

For indklagede (varemærkeindehaver) mødte

advokat Christian Akhøj, der påstod stadfæstelse af

Patentdirektoratets afgørelse.

Parterne procederede sagen overvejende under henvisning

til det i processkrifterne anførte.

Ankenævnet skal udtale:

Ankenævnet anser det ikke for godtgjort, at

varemærket HAIBLO overvejende udtales i to stavelser, altså

haj-blo. Ankenævnet anser det for muligt, at mærket udtales i tre

stavelser med selvstændigt tryk på bogstavet "I", jf.

udtalen af følgende ord: Naivist, Haiti, Aida.

Der er det samme antal bogstaver i de to mærker, fem

ud af de seks bogstaver er de samme, hvortil kommer, at de to første

og det sidste bogstav er identiske. Ved en hurtig udtale af HAIBLO

forøges risikoen for lydmæssig forveksling.

Ankenævnet finder herefter, at der foreligger

såvel synsmæssig som lydmæssig risiko for forveksling.

Da indsigermærket ubestridt er meget stærkt

indarbejdet og velkendt her i landet, bør indsigermærket nyde

beskyttelse ikke kun over for de foreløbigt registrerede varer i

klasse 30, men også over for de foreløbigt registrerede varer i

klasse 32.

Med denne begrundelse tager Ankenævnet klagerens

påstand til følge.

Thi bestemmes:

Varemærkeregistrering VR 6733/1994 erklæres

ugyldig.

Hans Chr. Thomsen

Michael Dorn

Steffen Gulmann

J.C. Warnich-Hansen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter