God revisorskik
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Konkursloven § 100 17 afgørelser
- Lov om statsautoriserede revisorer § 17 ophævet 2 afgørelser
- Konkursloven § 105 10 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 160 ophævet 6 afgørelser
- Lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab § 61 l ophævet
- Lov om statsautoriserede revisorer § 18 b ophævet 12 afgørelser
- Lov om statsautoriserede revisorer § 19 ophævet 28 afgørelser
- Retsplejeloven § 170 13 afgørelser
- Straffeloven § 152 167 afgørelser
- Konkursloven § 103 2 afgørelser
- Lov om visse selskabers aflæggelse af årsregnskab § 61 e ophævet
Teksten
God revisorskik
Den 28. januar 1998 afsagde Revisornævnet i sagen j.
nr. 97-58.592 Advokat John Have som kurator i J.T.P. Bygge og Anlæg
ApS under konkurs og Kompas af 30. april 1993 ApS under konkurs mod
Statsautoriseret revisor Henrik Nordland - sålydende
KENDELSE
:
Ved kendelse afsagt den 5. februar 1997 af
Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer (sag nr.
S-21/1995) blev statsautoriseret revisor Henrik Nordland på baggrund af
en klage fra Advokat John Have som kurator i J.T.P. Bygge og Anlæg ApS
under konkurs og Kompas af 30. april 1993 ApS under konkurs frifundet for at
have tilsidesat de pligter, som stillingen som revisor medfører.
Ved skrivelse af 17. april 1997 har klager i medfør
af lov om statsautoriserede revisorer § 18 b rettidigt indbragt kendelsen for
Revisornævnet med påstand om, at Disciplinærnævnets
afgørelse ændres, således at indklagede
pålægges disciplinæransvar for at have tilsidesat god
revisorskik.
Indklagede er ved Revisornævnets skrivelse af 5. maj
1997 opfordret til at fremkomme med en udtalelse, jf. § 7, stk. 1, i
bekendtgørelse om Revisornævnet.
Sagen er behandlet på et møde i
Revisornævnet den 4. december 1997 med deltagelse af formanden og 4
medlemmer, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19, stk. 3, 1. pkt.
Klagerens advokat anførte blandt andet i
indbringelsesskrivelsen:
" .
Det er klagerens opfattelse, at indklagede fra starten
nægtede at bistå med oplysninger, og at indklagede ved at henvise
Læs alt
til sin påståede tavshedspligt og anmode om afhøring i
skifteretten forsøgte at sinke, besværliggøre, fordyre og
om muligt umuliggøre likvidators og senere kurators
undersøgelser. Klageren hæfter sig i den forbindelse ved, at
indklagede end ikke besvarede den del af spørgsmålene, der klart
ikke var undergivet tavshedspligt
Klageren er enig i, at konkurslovens § 100, jf. § 105 ikke
finder anvendelse under en likvidation. Som udgangspunkt er likvidator at
sidestille med en efterfølgende bestyrelse og/eller direktion.
Det forhold, at der ikke findes lovregler, der
pålægger en fratrådt revisor at besvare
spørgsmål, er ikke ensbetydende med, at det er i
overensstemmelse med god revisorskik ikke at besvare spørgsmål
fra en senere ledelse.
.
Udgangspunktet for god revisorskik må være, at
en revisor mod rimelig betaling bistår sin tidligere klient med at
løse de problemer, der efterfølgende måtte opstå
vedrørende den periode, hvor den pågældende var revisor
..
..
Efter klagerens opfattelse bør revisorer
udøve deres tavshedsret med varsomhed specielt i
tvangsopløsningstilfælde, hvor væsentlige offentlige og
kreditormæssige interesser taler for, at selskabets forhold bør
kunne klarlægges, og hvor likvidators mulighed for at fremskaffe
pålidelige oplysninger fra anden side ofte vil være
begrænset
..
Det forhold, at den fratrådte revisor havde eller
siden har fået andre klienter med modstridende interesser, ses
således ikke at kunne være til hinder for, at revisor besvarer
spørgsmål fra sin tidligere klient (selskabet) om forhold, som
revisor er blevet bekendt med gennem sit arbejde for selskabet og som har
dannet baggrund for de regnskaber m.v., revisor har udarbejdet for
selskabet
..
De stillede spørgsmål har alle nær
relation til de regnskaber indklagede havde udarbejdet for selskaberne og
(måske bortset fra sidste afsnit i spørgsmål 4
vedrørende Kompas af 30. april 1995 ApS) ses ingen af
spørgsmålene at kunne krænke den påståede
tavshedspligt overfor indklagedes aktuelle klient ..
Det fastholdes derfor, at indklagede har handlet i strid
med god revisorskik ved overhovedet ikke at ville besvare
spørgsmål fra likvidator.
Konkurslovens § 100 jf. § 105 fastslår, at en
fratrådt revisor er forpligtet til at meddele såvel Skifteretten
som bostyret alle fornødne oplysninger til behandling af boet. Det
fastholdes derfor, at det er i strid med god revisorskik, at henvise ethvert
spørgsmål, uanset indhold, til besvarelse i Skifteretten
.
Selv om man lagde til grund, at et eller flere af kurators
spørgsmål måske kunne give anledning til tvivl om
rækkeviden af en eventuelt tavshedspligt, ses dette ikke at kunne
bevirke, at indklagede skulle være berettiget til at henvise
besvarelsen af alle kurators spørgsmål til Skifteretten. Det
gøres i den forbindelse gældende, at i hvert fald langt den
overvejende del af kurators spørgsmål klart og utvivlsomt kunne
besvares af indklagede, uden at han herved overtrådte en eventuel
tavshedspligt overfor sin aktuelle klient. Det ses således ikke,
hvorledes en statsaut. revisor skulle kunne være i "berettiget
tvivl" om hvorvidt hans tavshedspligt overfor eneanpartshaveren skulle
forhindre ham i at besvare førnævnte spørgsmål i
skrivelserne af 11. maj 1995 (bilag 8) og 11. maj 1995 (bilag 9)
.
For behandlingen af konkursboer er det særdeles
besværligt, forsinkende og fordyrende at skulle afhøre revisor i
skifteretten for at få besvaret relevante spørgsmål,
specielt når revisor er bosiddende i en anden retskreds.
Fremgangsmåden indebærer samtidig en nærliggende risiko,
for at kreditorerne lider tab, derved at eventuelle krav ikke kan
retsforfølges i rette tid. Fremgangsmåden er endvidere
ressourcebelastende for skifteretterne og omkostningsfordyrende for de, der
skal betale for bobehandlingen.
Det er derfor ikke uden grund, at det i konkurslovens §
100 jf. § 105 er fastslået, at revisor er forpligtet til at besvare
spørgsmål såvel overfor bostyret som overfor
skifteretten.
Statsautoriserede revisorer bør derfor som
udgangspunkt besvare kurators spørgsmål og kun kræve
skifterettens afgørelse, hvis der om konkrete spørgsmål
er berettiget tvivl."
Klagerens advokat har i indlæg af 8. juli 1997
blandt andet anført:
" Det er for klagerne vigtigt at få
fastslået
- at god revisorskik tilsiger, at et selskabs tidligere revisor som
udgangspunkt besvarer spørgsmål fra en af skifteretten udpeget
likvidator,
- at god revisorskik tilsiger, at et selskabs tidligere revisor som
udgangspunkt besvarer spørgsmål fra en af skifteretten udpeget
bobestyrer,
at det er i strid med god revisorskik at vægre sig ved at besvare
spørgsmål fra en bobestyrer
før i skifteretten, medmindre de pågældende
spørgsmål konkret giver anledning til at søge
skifterettens afgørelse med hensyn til vidnepligt m.v. og
- at det er i strid med god revisorskik generelt at nægte at besvare
spørgsmål fra en bobestyrer før i skifteretten.
Det er videre vigtigt for konkursboerne at få
fastslået, at reglerne om tavshedspligt ikke afskærer et selskabs
tidligere revisor fra at besvare spørgsmål fra en likvidator
eller bobestyrer om selskabets forhold, hvor revisor er kommet i besiddelse
oplysningerne under sit arbejde for selskabet, uanset om revisor samtidig var
eller efterfølgende er blevet revisor for selskabets anpartshavere,
aktionærer, bestyrelsesmedlemmer, direktører, medkontrahenter
eller andre.
.. "
Indklagede har i sit indlæg til Revisornævnet
af 20. juni 1997 blandt andet anført:
" .
Retsstillingen vedrørende revisors oplysningspligt
er væsentlig forskellig for et selskab under likvidation og et selskab
under konkurs .
Når et selskab er under konkursbehandling,
består der en generel oplysningspligt efter konkurslovens § 100, jf. §
105. I denne situation vil der kunne opstå situationer, hvor revisor
må foretage en afvejning mellem forpligtelsen til at opfylde denne
oplysningspligt og den generelle strafbelagte tavshedspligt. I denne
forbindelse henvises fortsat til, at reglerne om revisors tavshedspligt ikke
er entydigt defineret i lovgivningen. Bestemmelserne om tavshedspligt i lov
om statsautoriserede revisorer § 17, aktieselskabslovens § 160 og
årsregnskabslovens § 61 l er formuleret i generelle vendinger, der i
realiteten forudsætter, at der i hvert enkelt tilfælde foretages
en konkret afvejning af, om hensynet til hemmeligholdelse af oplysningerne
eller hensynet til videregivelse vejer tungest.
Der er som nævnt ikke i lovgivningen retningslinier
for, hvorledes denne afvejning skal foretages, og det er klart, at en del af
de oplysninger, som revisor sidder inde med, befinder sig i en gråzone
af tavshedspligtens område. .
I en situation, hvor det er tvivlsomt, om der kan
opstå konflikt med den øvrige lovgivning, og hvor det kan
være svært at overskue konsekvenserne af kurators
forespørgsel, finder jeg, at det generelt må anses for
berettiget at henvise kurator til at lade retten tage stilling til
spørgsmålet om udlevering af oplysninger i forbindelse med en
indkaldelse til at afgive vidneafhøring i skifteretten .
.
Afslutningsvis finder jeg anledning til at bemærke,
at Revisornævnets afgørelse i denne sag vil kunne få
vidtrækkende betydning. Forholdet mellem revisors strafbelagte
tavshedspligt i henholdsvis straffeloven og revisorlovene på den ene
side og oplysningspligten i speciallovene på den anden side er et
uafklaret juridisk problem. Det kan ikke være op til den enkelte
revisor på et konkret grundlag at skulle tage stilling til et
spørgsmål, som ikke er endelig afklaret i den juridiske
litteratur eller retspraksis.
Efter det danske retssystem overlades det
sædvanligvis til domstolene at træffe afgørelse i
sådanne konkrete tvivlstilfælde. Konkurslovens system er i
overensstemmelse hermed.
Det er et almindeligt led i retssikkerheden, at den
enkelte person selvstændigt må afgøre, hvorvidt han
befinder sig i en konfliktsituation, hvor det er nødvendigt at
afgørelsen overlades til domstolene. Kun i helt ekstreme
tilfælde er det acceptabelt at tale om "misbrug af
systemet".
Der er ingen tvivl om, at mange revisorer i fremtiden vil
komme til at befinde sig i en tilsvarende situation mellem konfliktende
retsregler. Såfremt Revisornævnet måtte finde, at det
strider mod god revisorskik at henvise spørgsmålet om pligten
til at udlevere oplysninger, der er underlagt tavshedspligt, til
skifteretten, efterlades revisorerne i en usikker situation på et
usikkert retsområde. Revisorerne vil være tvunget til selv at
tage stilling til en retskonflikt, hvor selv lovgiver har opgivet at
fastlægge præcise grænser. Dette vil formentlig i mange
tilfælde medføre betydelige udgifter for revisorerne til
advokatbistand med henblik på i hvert enkelt tilfælde at
afdække deres retsstilling."
Indklagede har i indlæg af 25. august 1997 blandt
andet anført:
" ..
at en klage for Disciplinærnævnet skal
være rettet mod en bestemt revisors konkrete adfærd,
at det er en betingelse for idømmelse af
disciplinærsanktioner, at der er udvist skyld i form af
forsæt eller uagtsomhed,
at lagesagens omfang ikke kan udvides i anden instans
(det vil sige for Revisornævnet), og
at. advokat John Have i sin klage til
Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer alene har gjort
gældende:
a) at jeg i strid med god revisorskik har undladt at opfylde mine
forpligtelser efter kon- kurslovens § 105, jf. § 100, til at
meddele bostyret fornødne oplysninger, og
b) at jeg har undladt at efterkomme tidligere klienters anmodninger om
nærmere oplysninger om den bistand, jeg har ydet og om de
regnskaber, jeg har udarbejdet og revideret.
De fire problemstillinger, der rejses af advokat John
Have, er derfor ikke relevante for nærværende sag. Det
afgørende i den foreliggende sag er, hvorvidt min handlemåde har
været i strid med god revisorskik.
.
For god ordens skyld bemærkes endvidere, at
nærværende sag vedrører spørgsmålet om,
hvorvidt det er i strid med god revisorskik under de givne omstændige
at overlade til skifteretten at fastlægge afgrænsningen mellem
revisors tavshedspligt og oplysningspligt, medens sagen for Vestre Landsret
vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en advokat kunne
påberåbe sig tavshedspligt i henhold til retsplejelovens § 170,
uanset at skifteretten havde pålagt advokaten at afgive forklaring
."
Ingen af parterne gav møde i sagen.
Sagen er herefter afgjort på det foreliggende,
skriftlige grundlag.
Revisornævnets bemærkninger:
Indklagede har ikke i kraft af nogen retsregel været
forpligtet til at efterkomme de anmodninger om oplysninger, som klageren
fremsatte i sin egen egenskab af likvidator.
Det fremgår af registreringstilførsler af 1.
juni 1993 vedrørende de to selskaber, at det revisionsaktieselskab,
som indklagede er ansat i, fratrådte som revisor. At indklagede
herefter i 1995 som fratrådt revisor undlod at besvare likvidators
henvendelser er ikke i strid med god revisorskik. Revisornævnet
tiltræder derfor, at indklagede er frifundet på dette punkt.
Det følger direkte af konkurslovens § 105, jf. §
100, at det påhviler også en fratrådt revisor at meddele
ikke kun skifteretten, men også bostyret "alle fornødne
oplysninger til behandling af boet". En besvarelse af en kurators
ønske om oplysninger om et konkursramt selskabs forhold er
således ikke "uberettiget", jf. lov om statsautoriserede
revisorer § 17, jf. straffelovens § 152, eller "ubeføjet",
jf. aktieselskabslovens § 160, ligesom kurator ikke er
"uvedkommende", jf. årsregnskabslovens § 61 l. Det er i denne
sammenhæng uden betydning, at indklagede stadig var revisor for den
tidligere eneanpartshaver og direktør, som selv var omfattet af
pligten til at meddele kurator oplysninger i medfør af konkurslovens §
105, jf. § 100.
Kun hvor der konkret foreligger særlige
omstændigheder, kan det være berettiget at anmode om
skifterettens stillingtagen til, om et spørgsmål skal
besvares.
Revisornævnet finder, at det er i strid med god
revisorskik, som gjort af indklagede i denne sag, generelt at undlade at
meddele en kurator ønskede oplysninger om et konkursramt selskabs
forhold.
Sanktionen findes efter omstændighederne at kunne
fastsættes til en advarsel.
I medfør af Bekendtgørelsen om
Revisornævnet § 11, stk 3, er det bestemt, at kendelsen skal
offentliggøres.
Thi bestemmes:
Disciplinærnævnets kendelse, hvorved
statsautoriseret revisor Henrik Nordland blev frifundet, ændres
således, at Henrik Nordland tildeles en advarsel.
Bilag
Ved skrivelse modtaget den 27. september 1995 indgav advokat John Have som
kurator i J.T.P. Bygge og Anlæg ApS under konkurs og Kompas af 30 april
1993 ApS under konkurs klage over statsautoriseret revisor Henrik
Nordland.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at revisor Henrik Nordland blev
meddelt beskikkelse som statsautoriseret revisor den 4. februar 1983.
Klageren har oplyst, at Christian Gadegaard & Søn, Fredericia
ApS (nu Kompas af 30. april 1993 ApS) var moderselskab for bl.a. ApS
Christian Gadegaard, Kolding (nu J.T.P. Bygge og Anlæg ApS).
Frem til den 30. april 1993 var vognmand Kaj Gadegaard direktør i
begge selskaber, ligesom Revisionsfirmaet Schøbel & Marholt var
registreret som revisor i selskaberne. Revisionen blev forestået af
indklagede.
Indklagede har revideret selskabernes årsregnskaber for 1992/93 med
balance 30. april 1993. Det fremgår af regnskaberne, at moderselskabet
denne dato havde en positiv egenkapital på 13.203.969 kr., og
datterselskabet en positiv egenkapital på 2.794.136 kr.
Pr. 30. april 1993 blev anparterne i moderselskabet og dermed indirekte i
datterselskaberne solgt. Bruno Andersen blev registreret som ny
direktør i selskaberne, der ændrede navn til henholdsvis Kompas
af 30. april 1993 ApS (moderselskabet) og J.T.P. Bygge og Anlæg ApS
(datterselskabet).
Efter anmodning fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tog Sø- og
Handelsrettens skifteret den 5. februar 1995 J.T.P. Bygge og Anlæg ApS
under likvidationsbehandling. Selskabet blev erklæret konkurs den 10.
maj 1995.
Ligeledes efter anmodning fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tog
Sø- og Handelsrettens skifteret den 10. april 1995 Kompas af 30. april
1993 ApS under likvidationsbehandling. Dette selskab blev erklæret
konkurs den 4. august 1995.
Begge selskaber var uden aktiver, da de blev taget under
likvidationsbehandling, og havde gæld til Told- og Skattevæsenet.
Klageren har oplyst, at han som likvidator og senere midlertidig bestyrer
og kurator har forsøgt at undersøge selskabernes forhold,
blandt andet for at finde ud af, hvorledes selskabernes aktiver er blevet
anvendt. Han har rettet henvendelse til selskabernes tidligere
direktør Kaj Gadegaard, der har videresendt alle breve til indklagede.
Klageren har endvidere rettet henvendelse til indklagede.
Den 15. maj 1995 skrev indklagede til klageren vedrørende J.T.P.
Bygge og Anlæg ApS i likvidation, at han alene var i besiddelse af
interne arbejdspapirer, hvorfor han ikke så sig i stand til at
efterkomme anmodningen om fremsendelse af materiale.
Den 1. juni 1995 skrev indklagede til klageren vedrørende J.T.P.
Bygge og Anlæg ApS under konkurs, at han ikke var bekendt med, at der
skulle eksistere en generel oplysningspligt for revisor over for en tidligere
klient. Indklagede anførte endvidere, at han i den udstrækning
en sådan forpligtelse eksisterede, var indstillet på at opfylde
den, idet han dog forudsatte, at en eventuel tavshedspligt om forhold, der
vedrører andre end den tidligere klient, ikke herved blev
overtrådt.
Den 24. august 1995 skrev indklagede til klageren vedrørende Kompas
af 30. april 1993 ApS under konkurs, at han anså det for mest
hensigtsmæssigt, at han (på samme måde, som det havde
været tilfældet med det andet selskab) blev indkaldt til
skifteretten for afgivelse af forklaring, da anmodningerne om oplysninger og
kopier af dokumenter efter hans opfattelse gik videre end oplysningspligten i
konkurslovens § 100, og da han ikke ønskede at overtræde sin
tavshedspligt om forhold, der vedrører andre.
Klageren foranledigede indklagede indkaldt til at afgive forklaring for
skifteretten om hans kendskab til selskabernes forhold. Forklaringerne fandt
sted i skifteretten i Kolding den 18. august og 18. oktober 1995.
Klageren
har gjort gældende, at det er i strid med god
revisorskik ikke at besvare relevante spørgsmål fra bostyret og
at undlade at meddele bostyret fornødne oplysninger til behandling af
boet. Det bestrides i den forbindelse, at god revisorskik skulle være
opfyldt derved, at revisor efter indkaldelse afgiver forklaring for
skifteretten.
Særligt i tvangsopløsningssager taler væsentlige
offentlige og kreditormæssige interesser for, at revisor ikke kan
forholde sig tavs med hensyn til sin viden om selskabets forhold. Likvidators
muligheder for at fremskaffe pålidelige oplysninger fra anden side vil
ofte være begrænsede.
Efter konkurslovens § 100, jf. § 105, påhviler det et selskabs
tidligere revisor at meddele såvel skifteretten som bostyret alle
fornødne oplysninger til behandling af boet. Disse regler er ikke i
modstrid med reglerne om revisors tavshedspligt, da revisor ikke kan
afkræves oplysninger, som han er blevet bekendt med ved sit arbejde for
andre klienter.
Efter konkurslovens § 103 kan tvangsmidler bringes i anvendelse ved
overtrædelse af forpligtelsen til at meddele skifteretten oplysninger.
Overtrædelse af forpligtelsen til at meddele bostyret oplysninger er
kun sanktioneret på den indirekte måde, at tvangsmidler kan
iværksættes efter indkaldelse til skifteretten.
At kræve alle spørgsmål stillet gennem skifteretten er
i strid med konkurslovens regler. For behandlingen af konkursboer er det
særdeles besværligt, forsinkende og fordyrende at skulle
afhøre revisor i skifteretten for at få besvaret relevante
spørgsmål. Fremgangsmåden indebærer samtidig en
nærliggende risiko for, at kreditorerne lider tab, derved at eventuelle
krav ikke kan retsforfølges i rette tid. Fremgangsmåden er
endvidere ressourcebelastende for skifteretterne og omkostningsfordyrende for
statskassen, der i praksis må betale omkostningerne ved behandlingen af
boer af den omhandlende type.
Udover at gøre gældende, at indklagedes adfærd er i
strid med konkurslovens regler, har klageren gjort gældende, at den er
i strid med de forpligtelser, der påhviler en revisor over for sine
klienter.
Indklagede har været revisor for de konkursramte selskaber og har
modtaget vederlag herfor. Der har bestået en klientrelation mellem
selskaberne og indklagede. Det forhold, at anparterne er blevet overdraget,
og at selskaberne har fået ny ledelse, ændrer ikke herved.
Når et selskab træder i likvidation og tages under
konkursbehandling, udgør likvidator, henholdsvis kurator selskabets
lovlige ledelse. Henvendelser fra likvidator og kurator er derfor at betragte
som henvendelser fra en tidligere klient.
En tidligere klient har krav på at få besvaret relevante
spørgsmål vedrørende den bistand, revisor har ydet og
vedrørende de regnskaber, revisor har udarbejdet og revideret.
Reglerne om tavshedspligt er irrelevante. En revisor har ikke
tavshedspligt over for sin klient, men over for trediemand. De oplysninger,
klageren som likvidator og kurator har anmodet indklagede om at fremkomme
med, vedrører selskabernes forhold. Der er tale om oplysninger, som
indklagede er kommet i besiddelse af i forbindelse med sit arbejde for
selskabet, og som han har anvendt, blandt andet i forbindelse med arbejdet
med selskabets regnskaber. Det bestrides, at indklagede skulle krænke
sin tavshedspligt over for andre klienter ved at videregive sådanne
oplysninger. Der er i relation til tavshedspligten blot tale om, at revisor
over for selskabets nye ledelse genopfrisker selskabets egen viden. At
oplysningerne tillige vedrører en anden klients forhold er uden
betydning.
Der er ikke tale om afgivelse af ikke-offentliggjorte oplysninger (internt
materiale), idet oplysningerne var eller burde være selskabets
daværende ledelse bekendte. De ønskede oplysninger
vedrører selskabernes forhold (og måske tillige trediemands
forhold).
En revisor, der udfører arbejde såvel for et selskab som for
selskabets hovedaktionær, og som under sit arbejde konstaterer
sådanne modsætningsforhold mellem selskabets og
hovedaktionærens interesser, at en senere videregivelse af oplysninger
om selskabets forhold vil kunne skabe væsentlig problemer for
hovedaktionæren, bør måske overveje at anbefale, at der
anvendes to revisorer.
En revisor, der modtager en forespørgsel fra en kurator, bør
så vidt muligt besvare denne direkte over for kurator og kun
kræve skifterettens stillingtagen til spørgsmål, hvor der
konkret kan være berettiget tvivl. Ingen af de spørgsmål,
der er stillet indklagede i sagen, er af skifteretten blevet anset som
stridende mod revisors tavshedspligt. Indklagede rejste ikke konkrete
indsigelser over for skifteretten og har ikke kæret skifterettens
afgørelse.
Problemet i sagen er ikke, at indklagede i konkrete tilfælde har
overladt det til skifteretten at træffe afgørelse om, hvorvidt
oplysningerne er omfattet af hans tavshedspligt over for en anden klient, men
derimod det forhold, at indklagede generelt har nægtet over for kurator
at besvare spørgsmål vedrørende selskaberne.
Indklagede
har generelt om revisorers tavshedspligt bemærket,
at det forhold, at revisorer er underlagt tavshedspligt om klientforhold, er
af afgørende betydning for klienternes tillid til revisorerne og for
opfyldelsen af revisors funktion som uafhængigt kontrolorgan.
Tavshedspligten er ikke uden betydning for nærværende sag, idet
tavshedspligten her aktualiseres af, at de forlangte oplysninger også
vedrører trediemand. Lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt er
alene formuleret i generelle vendinger. En del af de oplysninger, revisor
sidder inde med, befinder sig i en gråzone af tavshedspligtens
område, hvor der kan være retlig tvivl, og hvor revisor i
tilfælde af en fejlvurdering risikerer at blive mødt med
strafferetlige sanktioner. I de tilfælde, hvor der ikke i lovgivningen
er pålagt revisor en oplysningspligt, har revisor som alle andre ret
til at forholde sig tavs.
Den konkrete klagesags problemer er af indklagede formuleret
således:
1) Har en fratrådt revisor pligt til at meddele en senere likvidator
ikke-offentliggjorte oplysninger (internt materiale), der dels
vedrører selskabets forhold, dels trediemands forhold.
2) Har en fratrådt revisor i medfør af konkurslovens § 105,
jf. § 100, pligt til at meddele bostyret sådanne oplysninger, der dels
vedrører selskabets forhold, dels trediemands forhold.
Ad 1:
En fratrådt revisors pligter i forhold til likvidator adskiller sig
ikke fra en fratrådt revisors pligter over for selskabsledelsen i
øvrigt.
Når revisor fratræder, ophører hans pligter over for
selskabet. Eneste undtagelse fra denne hovedregel vedrører pligten til
at meddele den efterfølgende revisor grunden til fratrædelsen,
idet det udtrykkeligt er foreskrevet, at denne oplysning kan gives uanset
straffelovens regler om tavshedspligt, jf. årsregnskabslovens § 61e,
stk. 4, og lov om statsautoriserede revisorer § 17. Der findes ikke
lovbestemmelser, der pålægger revisor oplysningspligt over for
likvidator.
Ved henvendelser fra tidligere klienter kan revisor vælge, om han
vil udlevere oplysningerne eller lade være.
Formålet med klagerens henvendelser var at finde oplysninger, der
kunne begrunde krav fra selskabet. Indklagede fandt det nødvendigt at
iagttage sin tavshedspligt i forhold til sin klient Kaj Gadegaard, idet
sådanne krav eventuelt kunne blive rejst mod ham.
Den kan på ingen måde anses for værende i strid med god
revisorskik at henholde sig til sin tavshedsret under disse
omstændigheder, hvor væsentlige personlige, økonomiske og
forretningsmæssige hensyn til trediemand gjorde sig gældende.
Ad 2:
Bestemmelserne i konkurslovens § 105, jf. § 100, foreskriver en
oplysningspligt for en fratrådt revisor for så vidt angår
"fornødne oplysninger til behandling af boet". Begrebet
"fornødne oplysninger" er ikke klart, men kan næppe
udstrækkes til også at omfatte oplysninger vedrørende
trediemand. Der foreligger en konflikt mellem konkurslovens bestemmelse om
oplysningspligt og bestemmelsen i lov om statsautoriserede revisorer § 17 om
tavshedspligt.
Det kan ikke være op til revisorerne at skulle tage stilling til et
spørgsmål, som ikke er endeligt afklaret i retspraksis eller i
den juridiske litteratur. I det omfang, der er tvivl om, hvilke oplysninger,
der kan kræves i medfør af bestemmelsen i konkursloven, må
det anses for berettiget, at revisor kræver rettens stillingtagen til
spørgsmålene i forbindelse med en vidneafhøring i
skifteretten. Det kan ikke anses for stridende med god revisorskik, at man
foranlediger, at et spørgsmål om en lovhjemmels rækkevidde
forelægges for domstolene. At konkurslovens udgangspunkt er i
overensstemmelse hermed underbygges af, at lovens sanktionsmuligheder
først kan tages i brug, når skifteretten har været
involveret.
Der kan endvidere peges på, at en generel gennembrydning af revisors
tavshedspligt vil kunne medføre, at oplysningerne altid i
første omgang - i stedet for at blive søgt indhentet hos
klienten - vil blive indhentet hos revisor. Dette vil medføre et ikke
ubetydeligt merarbejde for revisor, som han ikke vil kunne kræve
honoreret af boet. Oplysningspligten kan ikke udstrækkes til at
udføre arbejde for boet.
Disciplinærnævnet skal udtale:
Pligten til at meddele bostyret alle fornødne oplysninger til
behandling af boet påhviler efter konkurslovens § 100, jf. § 105,
også en fratrådt revisor for et nu konkursramt selskab.
Oplysningspligten er imidlertid kun foreskrevet, når konkurs er
indtrådt, og gælder således ikke i en eventuel
forudgående likvidationsfase.
Indklagede har derfor ikke tilsidesat nogen i lovgivningen foreskreven
oplysningspligt ved ikke at efterkomme de anmodninger om oplysninger, som
klageren har fremsat i sin egenskab af likvidator. Indklagede findes ej
heller efter almindelige principper for god revisorskik at have haft pligt
til at besvare likvidators henvendelser - i hvert fald ikke i et
tilfælde som det foreliggende, hvor der var forsvundet væsentlige
midler fra selskabet, og hvor indklagede stadig var revisor for den tidligere
eneanpartshaver og således undergivet tavshedspligt i forhold til
denne.
Hvad dernæst angår de anmodninger, som klageren fremsatte som
midlertidig bestyrer efter konkursernes indtræden, finder nævnet
- som også antaget af skifteretten - at indklagede i medfør af
konkurslovens § 100, jf. § 105, har haft pligt til at besvare klagerens
henvendelser, idet indklagedes tavshedspligt i forhold til den tidligere
eneanpartshaver og aktuelle klient i hvert fald måtte vige, når
denne som tidligere direktør for de nu konkursramte selskaber
også var undergivet oplysningspligt efter de samme bestemmelser over
for bostyret.
Nævnet finder imidlertid, at der i det foreliggende tilfælde
har været berettiget tvivl hos indklagede om forholdet mellem hans
tavshedspligt over for eneanpartshaveren og hans oplysningspligt over for
konkursboerne. I en sådan situation kan det derfor ikke give anledning
til kritik, at indklagede ønskede at overlade det til skifteretten at
foretage den endelige afvejning mellem de modstående hensyn,
således at indklagede ved at meddele de ønskede oplysninger ikke
kunne udsættes for klager, erstatningsansvar el. lign. fra sin aktuelle
klients side. Nævnet finder således ikke, at indklagede har
handlet i strid med god revisorskik ved at vægre sig ved at besvare
bobestyrerens spørgsmål før i skifteretten. Nævnet
frifinder derfor indklagede.
T h i b e s t e m m e s :
Indklagede, statsautoriseret revisor Henrik Norland, frifindes.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Landsretten ophæver skifterettens kendelse, således at begæringen om edition ikke tages til følge Domsdatabasen · 11. december 2024
- Højesteret ændrede landsrettens afgørelse således, at Google Ireland Limited skal tildele kurator adgang til konkursboets mailkonti Domsdatabasen · 10. april 2026
- Landsretten ændrer skifterettens kendelse, således at konkursboets editionsanmodning ikke tages til følge Domsdatabasen · 7. december 2020
- Byrettens kendelse om konkurskarantæne stadfæstes Domsdatabasen · 4. april 2019
- Højesteret hjemviser sagen til Sø- og Handelsrettens skifteret med henblik på, at kurator sættes i besiddelse af konkursboets materiale i tre nærmere angivne mailkonti ved spejling af indkæredes mobiltelefon Domsdatabasen · 5. februar 2025
- Sag om konkurskarantæne i tilknytning til behandling af konkursboer Domsdatabasen · 8. marts 2018
Lignende dokumenter
- Revisorskik Retsinformation · 6. november 1998
- Tilsidesat pligter stillingen som revisor medfører God revisorskik Retsinformation · 5. maj 1999
- Omhu nøjagtighed Retsinformation · 24. september 1997
- Anden virksomhed end revision trods beskikkelse som statsautoriseret revisor. Retsinformation · 24. september 1997
- God revisorskik Retlig interesse Retsinformation · 30. maj 2001
- God revisorskik, tilbageholdelsesret. Retsinformation · 1. februar 1999