Spring til indhold

Retsinformation

God revisorskik

AFG nr 9007 af 29/01/1998AfgørelseErhvervsministeriet1. februar 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

God revisorskik

Den 28. januar 1998 afsagde Revisornævnet i sagen j.

nr. 97-58.592 Advokat John Have som kurator i J.T.P. Bygge og Anlæg

ApS under konkurs og Kompas af 30. april 1993 ApS under konkurs mod

Statsautoriseret revisor Henrik Nordland - sålydende

KENDELSE

:

Ved kendelse afsagt den 5. februar 1997 af

Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer (sag nr.

S-21/1995) blev statsautoriseret revisor Henrik Nordland på baggrund af

en klage fra Advokat John Have som kurator i J.T.P. Bygge og Anlæg ApS

under konkurs og Kompas af 30. april 1993 ApS under konkurs frifundet for at

have tilsidesat de pligter, som stillingen som revisor medfører.

Ved skrivelse af 17. april 1997 har klager i medfør

af lov om statsautoriserede revisorer § 18 b rettidigt indbragt kendelsen for

Revisornævnet med påstand om, at Disciplinærnævnets

afgørelse ændres, således at indklagede

pålægges disciplinæransvar for at have tilsidesat god

revisorskik.

Indklagede er ved Revisornævnets skrivelse af 5. maj

1997 opfordret til at fremkomme med en udtalelse, jf. § 7, stk. 1, i

bekendtgørelse om Revisornævnet.

Sagen er behandlet på et møde i

Revisornævnet den 4. december 1997 med deltagelse af formanden og 4

medlemmer, jf. lov om statsautoriserede revisorer § 19, stk. 3, 1. pkt.

Klagerens advokat anførte blandt andet i

indbringelsesskrivelsen:

" .

Det er klagerens opfattelse, at indklagede fra starten

nægtede at bistå med oplysninger, og at indklagede ved at henvise

Læs alt

til sin påståede tavshedspligt og anmode om afhøring i

skifteretten forsøgte at sinke, besværliggøre, fordyre og

om muligt umuliggøre likvidators og senere kurators

undersøgelser. Klageren hæfter sig i den forbindelse ved, at

indklagede end ikke besvarede den del af spørgsmålene, der klart

ikke var undergivet tavshedspligt

Klageren er enig i, at konkurslovens § 100, jf. § 105 ikke

finder anvendelse under en likvidation. Som udgangspunkt er likvidator at

sidestille med en efterfølgende bestyrelse og/eller direktion.

Det forhold, at der ikke findes lovregler, der

pålægger en fratrådt revisor at besvare

spørgsmål, er ikke ensbetydende med, at det er i

overensstemmelse med god revisorskik ikke at besvare spørgsmål

fra en senere ledelse.

.

Udgangspunktet for god revisorskik må være, at

en revisor mod rimelig betaling bistår sin tidligere klient med at

løse de problemer, der efterfølgende måtte opstå

vedrørende den periode, hvor den pågældende var revisor

..

..

Efter klagerens opfattelse bør revisorer

udøve deres tavshedsret med varsomhed specielt i

tvangsopløsningstilfælde, hvor væsentlige offentlige og

kreditormæssige interesser taler for, at selskabets forhold bør

kunne klarlægges, og hvor likvidators mulighed for at fremskaffe

pålidelige oplysninger fra anden side ofte vil være

begrænset

..

Det forhold, at den fratrådte revisor havde eller

siden har fået andre klienter med modstridende interesser, ses

således ikke at kunne være til hinder for, at revisor besvarer

spørgsmål fra sin tidligere klient (selskabet) om forhold, som

revisor er blevet bekendt med gennem sit arbejde for selskabet og som har

dannet baggrund for de regnskaber m.v., revisor har udarbejdet for

selskabet

..

De stillede spørgsmål har alle nær

relation til de regnskaber indklagede havde udarbejdet for selskaberne og

(måske bortset fra sidste afsnit i spørgsmål 4

vedrørende Kompas af 30. april 1995 ApS) ses ingen af

spørgsmålene at kunne krænke den påståede

tavshedspligt overfor indklagedes aktuelle klient ..

Det fastholdes derfor, at indklagede har handlet i strid

med god revisorskik ved overhovedet ikke at ville besvare

spørgsmål fra likvidator.

Konkurslovens § 100 jf. § 105 fastslår, at en

fratrådt revisor er forpligtet til at meddele såvel Skifteretten

som bostyret alle fornødne oplysninger til behandling af boet. Det

fastholdes derfor, at det er i strid med god revisorskik, at henvise ethvert

spørgsmål, uanset indhold, til besvarelse i Skifteretten

.

Selv om man lagde til grund, at et eller flere af kurators

spørgsmål måske kunne give anledning til tvivl om

rækkeviden af en eventuelt tavshedspligt, ses dette ikke at kunne

bevirke, at indklagede skulle være berettiget til at henvise

besvarelsen af alle kurators spørgsmål til Skifteretten. Det

gøres i den forbindelse gældende, at i hvert fald langt den

overvejende del af kurators spørgsmål klart og utvivlsomt kunne

besvares af indklagede, uden at han herved overtrådte en eventuel

tavshedspligt overfor sin aktuelle klient. Det ses således ikke,

hvorledes en statsaut. revisor skulle kunne være i "berettiget

tvivl" om hvorvidt hans tavshedspligt overfor eneanpartshaveren skulle

forhindre ham i at besvare førnævnte spørgsmål i

skrivelserne af 11. maj 1995 (bilag 8) og 11. maj 1995 (bilag 9)

.

For behandlingen af konkursboer er det særdeles

besværligt, forsinkende og fordyrende at skulle afhøre revisor i

skifteretten for at få besvaret relevante spørgsmål,

specielt når revisor er bosiddende i en anden retskreds.

Fremgangsmåden indebærer samtidig en nærliggende risiko,

for at kreditorerne lider tab, derved at eventuelle krav ikke kan

retsforfølges i rette tid. Fremgangsmåden er endvidere

ressourcebelastende for skifteretterne og omkostningsfordyrende for de, der

skal betale for bobehandlingen.

Det er derfor ikke uden grund, at det i konkurslovens §

100 jf. § 105 er fastslået, at revisor er forpligtet til at besvare

spørgsmål såvel overfor bostyret som overfor

skifteretten.

Statsautoriserede revisorer bør derfor som

udgangspunkt besvare kurators spørgsmål og kun kræve

skifterettens afgørelse, hvis der om konkrete spørgsmål

er berettiget tvivl."

Klagerens advokat har i indlæg af 8. juli 1997

blandt andet anført:

" Det er for klagerne vigtigt at få

fastslået

- at god revisorskik tilsiger, at et selskabs tidligere revisor som

udgangspunkt besvarer spørgsmål fra en af skifteretten udpeget

likvidator,

- at god revisorskik tilsiger, at et selskabs tidligere revisor som

udgangspunkt besvarer spørgsmål fra en af skifteretten udpeget

bobestyrer,

at det er i strid med god revisorskik at vægre sig ved at besvare

spørgsmål fra en bobestyrer

før i skifteretten, medmindre de pågældende

spørgsmål konkret giver anledning til at søge

skifterettens afgørelse med hensyn til vidnepligt m.v. og

- at det er i strid med god revisorskik generelt at nægte at besvare

spørgsmål fra en bobestyrer før i skifteretten.

Det er videre vigtigt for konkursboerne at få

fastslået, at reglerne om tavshedspligt ikke afskærer et selskabs

tidligere revisor fra at besvare spørgsmål fra en likvidator

eller bobestyrer om selskabets forhold, hvor revisor er kommet i besiddelse

oplysningerne under sit arbejde for selskabet, uanset om revisor samtidig var

eller efterfølgende er blevet revisor for selskabets anpartshavere,

aktionærer, bestyrelsesmedlemmer, direktører, medkontrahenter

eller andre.

.. "

Indklagede har i sit indlæg til Revisornævnet

af 20. juni 1997 blandt andet anført:

" .

Retsstillingen vedrørende revisors oplysningspligt

er væsentlig forskellig for et selskab under likvidation og et selskab

under konkurs .

Når et selskab er under konkursbehandling,

består der en generel oplysningspligt efter konkurslovens § 100, jf. §

105. I denne situation vil der kunne opstå situationer, hvor revisor

må foretage en afvejning mellem forpligtelsen til at opfylde denne

oplysningspligt og den generelle strafbelagte tavshedspligt. I denne

forbindelse henvises fortsat til, at reglerne om revisors tavshedspligt ikke

er entydigt defineret i lovgivningen. Bestemmelserne om tavshedspligt i lov

om statsautoriserede revisorer § 17, aktieselskabslovens § 160 og

årsregnskabslovens § 61 l er formuleret i generelle vendinger, der i

realiteten forudsætter, at der i hvert enkelt tilfælde foretages

en konkret afvejning af, om hensynet til hemmeligholdelse af oplysningerne

eller hensynet til videregivelse vejer tungest.

Der er som nævnt ikke i lovgivningen retningslinier

for, hvorledes denne afvejning skal foretages, og det er klart, at en del af

de oplysninger, som revisor sidder inde med, befinder sig i en gråzone

af tavshedspligtens område. .

I en situation, hvor det er tvivlsomt, om der kan

opstå konflikt med den øvrige lovgivning, og hvor det kan

være svært at overskue konsekvenserne af kurators

forespørgsel, finder jeg, at det generelt må anses for

berettiget at henvise kurator til at lade retten tage stilling til

spørgsmålet om udlevering af oplysninger i forbindelse med en

indkaldelse til at afgive vidneafhøring i skifteretten .

.

Afslutningsvis finder jeg anledning til at bemærke,

at Revisornævnets afgørelse i denne sag vil kunne få

vidtrækkende betydning. Forholdet mellem revisors strafbelagte

tavshedspligt i henholdsvis straffeloven og revisorlovene på den ene

side og oplysningspligten i speciallovene på den anden side er et

uafklaret juridisk problem. Det kan ikke være op til den enkelte

revisor på et konkret grundlag at skulle tage stilling til et

spørgsmål, som ikke er endelig afklaret i den juridiske

litteratur eller retspraksis.

Efter det danske retssystem overlades det

sædvanligvis til domstolene at træffe afgørelse i

sådanne konkrete tvivlstilfælde. Konkurslovens system er i

overensstemmelse hermed.

Det er et almindeligt led i retssikkerheden, at den

enkelte person selvstændigt må afgøre, hvorvidt han

befinder sig i en konfliktsituation, hvor det er nødvendigt at

afgørelsen overlades til domstolene. Kun i helt ekstreme

tilfælde er det acceptabelt at tale om "misbrug af

systemet".

Der er ingen tvivl om, at mange revisorer i fremtiden vil

komme til at befinde sig i en tilsvarende situation mellem konfliktende

retsregler. Såfremt Revisornævnet måtte finde, at det

strider mod god revisorskik at henvise spørgsmålet om pligten

til at udlevere oplysninger, der er underlagt tavshedspligt, til

skifteretten, efterlades revisorerne i en usikker situation på et

usikkert retsområde. Revisorerne vil være tvunget til selv at

tage stilling til en retskonflikt, hvor selv lovgiver har opgivet at

fastlægge præcise grænser. Dette vil formentlig i mange

tilfælde medføre betydelige udgifter for revisorerne til

advokatbistand med henblik på i hvert enkelt tilfælde at

afdække deres retsstilling."

Indklagede har i indlæg af 25. august 1997 blandt

andet anført:

" ..

at en klage for Disciplinærnævnet skal

være rettet mod en bestemt revisors konkrete adfærd,

at det er en betingelse for idømmelse af

disciplinærsanktioner, at der er udvist skyld i form af

forsæt eller uagtsomhed,

at lagesagens omfang ikke kan udvides i anden instans

(det vil sige for Revisornævnet), og

at. advokat John Have i sin klage til

Disciplinærnævnet for Statsautoriserede Revisorer alene har gjort

gældende:

a) at jeg i strid med god revisorskik har undladt at opfylde mine

forpligtelser efter kon- kurslovens § 105, jf. § 100, til at

meddele bostyret fornødne oplysninger, og

b) at jeg har undladt at efterkomme tidligere klienters anmodninger om

nærmere oplysninger om den bistand, jeg har ydet og om de

regnskaber, jeg har udarbejdet og revideret.

De fire problemstillinger, der rejses af advokat John

Have, er derfor ikke relevante for nærværende sag. Det

afgørende i den foreliggende sag er, hvorvidt min handlemåde har

været i strid med god revisorskik.

.

For god ordens skyld bemærkes endvidere, at

nærværende sag vedrører spørgsmålet om,

hvorvidt det er i strid med god revisorskik under de givne omstændige

at overlade til skifteretten at fastlægge afgrænsningen mellem

revisors tavshedspligt og oplysningspligt, medens sagen for Vestre Landsret

vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt en advokat kunne

påberåbe sig tavshedspligt i henhold til retsplejelovens § 170,

uanset at skifteretten havde pålagt advokaten at afgive forklaring

."

Ingen af parterne gav møde i sagen.

Sagen er herefter afgjort på det foreliggende,

skriftlige grundlag.

Revisornævnets bemærkninger:

Indklagede har ikke i kraft af nogen retsregel været

forpligtet til at efterkomme de anmodninger om oplysninger, som klageren

fremsatte i sin egen egenskab af likvidator.

Det fremgår af registreringstilførsler af 1.

juni 1993 vedrørende de to selskaber, at det revisionsaktieselskab,

som indklagede er ansat i, fratrådte som revisor. At indklagede

herefter i 1995 som fratrådt revisor undlod at besvare likvidators

henvendelser er ikke i strid med god revisorskik. Revisornævnet

tiltræder derfor, at indklagede er frifundet på dette punkt.

Det følger direkte af konkurslovens § 105, jf. §

100, at det påhviler også en fratrådt revisor at meddele

ikke kun skifteretten, men også bostyret "alle fornødne

oplysninger til behandling af boet". En besvarelse af en kurators

ønske om oplysninger om et konkursramt selskabs forhold er

således ikke "uberettiget", jf. lov om statsautoriserede

revisorer § 17, jf. straffelovens § 152, eller "ubeføjet",

jf. aktieselskabslovens § 160, ligesom kurator ikke er

"uvedkommende", jf. årsregnskabslovens § 61 l. Det er i denne

sammenhæng uden betydning, at indklagede stadig var revisor for den

tidligere eneanpartshaver og direktør, som selv var omfattet af

pligten til at meddele kurator oplysninger i medfør af konkurslovens §

105, jf. § 100.

Kun hvor der konkret foreligger særlige

omstændigheder, kan det være berettiget at anmode om

skifterettens stillingtagen til, om et spørgsmål skal

besvares.

Revisornævnet finder, at det er i strid med god

revisorskik, som gjort af indklagede i denne sag, generelt at undlade at

meddele en kurator ønskede oplysninger om et konkursramt selskabs

forhold.

Sanktionen findes efter omstændighederne at kunne

fastsættes til en advarsel.

I medfør af Bekendtgørelsen om

Revisornævnet § 11, stk 3, er det bestemt, at kendelsen skal

offentliggøres.

Thi bestemmes:

Disciplinærnævnets kendelse, hvorved

statsautoriseret revisor Henrik Nordland blev frifundet, ændres

således, at Henrik Nordland tildeles en advarsel.

Bilag

Ved skrivelse modtaget den 27. september 1995 indgav advokat John Have som

kurator i J.T.P. Bygge og Anlæg ApS under konkurs og Kompas af 30 april

1993 ApS under konkurs klage over statsautoriseret revisor Henrik

Nordland.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at revisor Henrik Nordland blev

meddelt beskikkelse som statsautoriseret revisor den 4. februar 1983.

Klageren har oplyst, at Christian Gadegaard & Søn, Fredericia

ApS (nu Kompas af 30. april 1993 ApS) var moderselskab for bl.a. ApS

Christian Gadegaard, Kolding (nu J.T.P. Bygge og Anlæg ApS).

Frem til den 30. april 1993 var vognmand Kaj Gadegaard direktør i

begge selskaber, ligesom Revisionsfirmaet Schøbel & Marholt var

registreret som revisor i selskaberne. Revisionen blev forestået af

indklagede.

Indklagede har revideret selskabernes årsregnskaber for 1992/93 med

balance 30. april 1993. Det fremgår af regnskaberne, at moderselskabet

denne dato havde en positiv egenkapital på 13.203.969 kr., og

datterselskabet en positiv egenkapital på 2.794.136 kr.

Pr. 30. april 1993 blev anparterne i moderselskabet og dermed indirekte i

datterselskaberne solgt. Bruno Andersen blev registreret som ny

direktør i selskaberne, der ændrede navn til henholdsvis Kompas

af 30. april 1993 ApS (moderselskabet) og J.T.P. Bygge og Anlæg ApS

(datterselskabet).

Efter anmodning fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tog Sø- og

Handelsrettens skifteret den 5. februar 1995 J.T.P. Bygge og Anlæg ApS

under likvidationsbehandling. Selskabet blev erklæret konkurs den 10.

maj 1995.

Ligeledes efter anmodning fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen tog

Sø- og Handelsrettens skifteret den 10. april 1995 Kompas af 30. april

1993 ApS under likvidationsbehandling. Dette selskab blev erklæret

konkurs den 4. august 1995.

Begge selskaber var uden aktiver, da de blev taget under

likvidationsbehandling, og havde gæld til Told- og Skattevæsenet.

Klageren har oplyst, at han som likvidator og senere midlertidig bestyrer

og kurator har forsøgt at undersøge selskabernes forhold,

blandt andet for at finde ud af, hvorledes selskabernes aktiver er blevet

anvendt. Han har rettet henvendelse til selskabernes tidligere

direktør Kaj Gadegaard, der har videresendt alle breve til indklagede.

Klageren har endvidere rettet henvendelse til indklagede.

Den 15. maj 1995 skrev indklagede til klageren vedrørende J.T.P.

Bygge og Anlæg ApS i likvidation, at han alene var i besiddelse af

interne arbejdspapirer, hvorfor han ikke så sig i stand til at

efterkomme anmodningen om fremsendelse af materiale.

Den 1. juni 1995 skrev indklagede til klageren vedrørende J.T.P.

Bygge og Anlæg ApS under konkurs, at han ikke var bekendt med, at der

skulle eksistere en generel oplysningspligt for revisor over for en tidligere

klient. Indklagede anførte endvidere, at han i den udstrækning

en sådan forpligtelse eksisterede, var indstillet på at opfylde

den, idet han dog forudsatte, at en eventuel tavshedspligt om forhold, der

vedrører andre end den tidligere klient, ikke herved blev

overtrådt.

Den 24. august 1995 skrev indklagede til klageren vedrørende Kompas

af 30. april 1993 ApS under konkurs, at han anså det for mest

hensigtsmæssigt, at han (på samme måde, som det havde

været tilfældet med det andet selskab) blev indkaldt til

skifteretten for afgivelse af forklaring, da anmodningerne om oplysninger og

kopier af dokumenter efter hans opfattelse gik videre end oplysningspligten i

konkurslovens § 100, og da han ikke ønskede at overtræde sin

tavshedspligt om forhold, der vedrører andre.

Klageren foranledigede indklagede indkaldt til at afgive forklaring for

skifteretten om hans kendskab til selskabernes forhold. Forklaringerne fandt

sted i skifteretten i Kolding den 18. august og 18. oktober 1995.

Klageren

har gjort gældende, at det er i strid med god

revisorskik ikke at besvare relevante spørgsmål fra bostyret og

at undlade at meddele bostyret fornødne oplysninger til behandling af

boet. Det bestrides i den forbindelse, at god revisorskik skulle være

opfyldt derved, at revisor efter indkaldelse afgiver forklaring for

skifteretten.

Særligt i tvangsopløsningssager taler væsentlige

offentlige og kreditormæssige interesser for, at revisor ikke kan

forholde sig tavs med hensyn til sin viden om selskabets forhold. Likvidators

muligheder for at fremskaffe pålidelige oplysninger fra anden side vil

ofte være begrænsede.

Efter konkurslovens § 100, jf. § 105, påhviler det et selskabs

tidligere revisor at meddele såvel skifteretten som bostyret alle

fornødne oplysninger til behandling af boet. Disse regler er ikke i

modstrid med reglerne om revisors tavshedspligt, da revisor ikke kan

afkræves oplysninger, som han er blevet bekendt med ved sit arbejde for

andre klienter.

Efter konkurslovens § 103 kan tvangsmidler bringes i anvendelse ved

overtrædelse af forpligtelsen til at meddele skifteretten oplysninger.

Overtrædelse af forpligtelsen til at meddele bostyret oplysninger er

kun sanktioneret på den indirekte måde, at tvangsmidler kan

iværksættes efter indkaldelse til skifteretten.

At kræve alle spørgsmål stillet gennem skifteretten er

i strid med konkurslovens regler. For behandlingen af konkursboer er det

særdeles besværligt, forsinkende og fordyrende at skulle

afhøre revisor i skifteretten for at få besvaret relevante

spørgsmål. Fremgangsmåden indebærer samtidig en

nærliggende risiko for, at kreditorerne lider tab, derved at eventuelle

krav ikke kan retsforfølges i rette tid. Fremgangsmåden er

endvidere ressourcebelastende for skifteretterne og omkostningsfordyrende for

statskassen, der i praksis må betale omkostningerne ved behandlingen af

boer af den omhandlende type.

Udover at gøre gældende, at indklagedes adfærd er i

strid med konkurslovens regler, har klageren gjort gældende, at den er

i strid med de forpligtelser, der påhviler en revisor over for sine

klienter.

Indklagede har været revisor for de konkursramte selskaber og har

modtaget vederlag herfor. Der har bestået en klientrelation mellem

selskaberne og indklagede. Det forhold, at anparterne er blevet overdraget,

og at selskaberne har fået ny ledelse, ændrer ikke herved.

Når et selskab træder i likvidation og tages under

konkursbehandling, udgør likvidator, henholdsvis kurator selskabets

lovlige ledelse. Henvendelser fra likvidator og kurator er derfor at betragte

som henvendelser fra en tidligere klient.

En tidligere klient har krav på at få besvaret relevante

spørgsmål vedrørende den bistand, revisor har ydet og

vedrørende de regnskaber, revisor har udarbejdet og revideret.

Reglerne om tavshedspligt er irrelevante. En revisor har ikke

tavshedspligt over for sin klient, men over for trediemand. De oplysninger,

klageren som likvidator og kurator har anmodet indklagede om at fremkomme

med, vedrører selskabernes forhold. Der er tale om oplysninger, som

indklagede er kommet i besiddelse af i forbindelse med sit arbejde for

selskabet, og som han har anvendt, blandt andet i forbindelse med arbejdet

med selskabets regnskaber. Det bestrides, at indklagede skulle krænke

sin tavshedspligt over for andre klienter ved at videregive sådanne

oplysninger. Der er i relation til tavshedspligten blot tale om, at revisor

over for selskabets nye ledelse genopfrisker selskabets egen viden. At

oplysningerne tillige vedrører en anden klients forhold er uden

betydning.

Der er ikke tale om afgivelse af ikke-offentliggjorte oplysninger (internt

materiale), idet oplysningerne var eller burde være selskabets

daværende ledelse bekendte. De ønskede oplysninger

vedrører selskabernes forhold (og måske tillige trediemands

forhold).

En revisor, der udfører arbejde såvel for et selskab som for

selskabets hovedaktionær, og som under sit arbejde konstaterer

sådanne modsætningsforhold mellem selskabets og

hovedaktionærens interesser, at en senere videregivelse af oplysninger

om selskabets forhold vil kunne skabe væsentlig problemer for

hovedaktionæren, bør måske overveje at anbefale, at der

anvendes to revisorer.

En revisor, der modtager en forespørgsel fra en kurator, bør

så vidt muligt besvare denne direkte over for kurator og kun

kræve skifterettens stillingtagen til spørgsmål, hvor der

konkret kan være berettiget tvivl. Ingen af de spørgsmål,

der er stillet indklagede i sagen, er af skifteretten blevet anset som

stridende mod revisors tavshedspligt. Indklagede rejste ikke konkrete

indsigelser over for skifteretten og har ikke kæret skifterettens

afgørelse.

Problemet i sagen er ikke, at indklagede i konkrete tilfælde har

overladt det til skifteretten at træffe afgørelse om, hvorvidt

oplysningerne er omfattet af hans tavshedspligt over for en anden klient, men

derimod det forhold, at indklagede generelt har nægtet over for kurator

at besvare spørgsmål vedrørende selskaberne.

Indklagede

har generelt om revisorers tavshedspligt bemærket,

at det forhold, at revisorer er underlagt tavshedspligt om klientforhold, er

af afgørende betydning for klienternes tillid til revisorerne og for

opfyldelsen af revisors funktion som uafhængigt kontrolorgan.

Tavshedspligten er ikke uden betydning for nærværende sag, idet

tavshedspligten her aktualiseres af, at de forlangte oplysninger også

vedrører trediemand. Lovgivningens bestemmelser om tavshedspligt er

alene formuleret i generelle vendinger. En del af de oplysninger, revisor

sidder inde med, befinder sig i en gråzone af tavshedspligtens

område, hvor der kan være retlig tvivl, og hvor revisor i

tilfælde af en fejlvurdering risikerer at blive mødt med

strafferetlige sanktioner. I de tilfælde, hvor der ikke i lovgivningen

er pålagt revisor en oplysningspligt, har revisor som alle andre ret

til at forholde sig tavs.

Den konkrete klagesags problemer er af indklagede formuleret

således:

1) Har en fratrådt revisor pligt til at meddele en senere likvidator

ikke-offentliggjorte oplysninger (internt materiale), der dels

vedrører selskabets forhold, dels trediemands forhold.

2) Har en fratrådt revisor i medfør af konkurslovens § 105,

jf. § 100, pligt til at meddele bostyret sådanne oplysninger, der dels

vedrører selskabets forhold, dels trediemands forhold.

Ad 1:

En fratrådt revisors pligter i forhold til likvidator adskiller sig

ikke fra en fratrådt revisors pligter over for selskabsledelsen i

øvrigt.

Når revisor fratræder, ophører hans pligter over for

selskabet. Eneste undtagelse fra denne hovedregel vedrører pligten til

at meddele den efterfølgende revisor grunden til fratrædelsen,

idet det udtrykkeligt er foreskrevet, at denne oplysning kan gives uanset

straffelovens regler om tavshedspligt, jf. årsregnskabslovens § 61e,

stk. 4, og lov om statsautoriserede revisorer § 17. Der findes ikke

lovbestemmelser, der pålægger revisor oplysningspligt over for

likvidator.

Ved henvendelser fra tidligere klienter kan revisor vælge, om han

vil udlevere oplysningerne eller lade være.

Formålet med klagerens henvendelser var at finde oplysninger, der

kunne begrunde krav fra selskabet. Indklagede fandt det nødvendigt at

iagttage sin tavshedspligt i forhold til sin klient Kaj Gadegaard, idet

sådanne krav eventuelt kunne blive rejst mod ham.

Den kan på ingen måde anses for værende i strid med god

revisorskik at henholde sig til sin tavshedsret under disse

omstændigheder, hvor væsentlige personlige, økonomiske og

forretningsmæssige hensyn til trediemand gjorde sig gældende.

Ad 2:

Bestemmelserne i konkurslovens § 105, jf. § 100, foreskriver en

oplysningspligt for en fratrådt revisor for så vidt angår

"fornødne oplysninger til behandling af boet". Begrebet

"fornødne oplysninger" er ikke klart, men kan næppe

udstrækkes til også at omfatte oplysninger vedrørende

trediemand. Der foreligger en konflikt mellem konkurslovens bestemmelse om

oplysningspligt og bestemmelsen i lov om statsautoriserede revisorer § 17 om

tavshedspligt.

Det kan ikke være op til revisorerne at skulle tage stilling til et

spørgsmål, som ikke er endeligt afklaret i retspraksis eller i

den juridiske litteratur. I det omfang, der er tvivl om, hvilke oplysninger,

der kan kræves i medfør af bestemmelsen i konkursloven, må

det anses for berettiget, at revisor kræver rettens stillingtagen til

spørgsmålene i forbindelse med en vidneafhøring i

skifteretten. Det kan ikke anses for stridende med god revisorskik, at man

foranlediger, at et spørgsmål om en lovhjemmels rækkevidde

forelægges for domstolene. At konkurslovens udgangspunkt er i

overensstemmelse hermed underbygges af, at lovens sanktionsmuligheder

først kan tages i brug, når skifteretten har været

involveret.

Der kan endvidere peges på, at en generel gennembrydning af revisors

tavshedspligt vil kunne medføre, at oplysningerne altid i

første omgang - i stedet for at blive søgt indhentet hos

klienten - vil blive indhentet hos revisor. Dette vil medføre et ikke

ubetydeligt merarbejde for revisor, som han ikke vil kunne kræve

honoreret af boet. Oplysningspligten kan ikke udstrækkes til at

udføre arbejde for boet.

Disciplinærnævnet skal udtale:

Pligten til at meddele bostyret alle fornødne oplysninger til

behandling af boet påhviler efter konkurslovens § 100, jf. § 105,

også en fratrådt revisor for et nu konkursramt selskab.

Oplysningspligten er imidlertid kun foreskrevet, når konkurs er

indtrådt, og gælder således ikke i en eventuel

forudgående likvidationsfase.

Indklagede har derfor ikke tilsidesat nogen i lovgivningen foreskreven

oplysningspligt ved ikke at efterkomme de anmodninger om oplysninger, som

klageren har fremsat i sin egenskab af likvidator. Indklagede findes ej

heller efter almindelige principper for god revisorskik at have haft pligt

til at besvare likvidators henvendelser - i hvert fald ikke i et

tilfælde som det foreliggende, hvor der var forsvundet væsentlige

midler fra selskabet, og hvor indklagede stadig var revisor for den tidligere

eneanpartshaver og således undergivet tavshedspligt i forhold til

denne.

Hvad dernæst angår de anmodninger, som klageren fremsatte som

midlertidig bestyrer efter konkursernes indtræden, finder nævnet

- som også antaget af skifteretten - at indklagede i medfør af

konkurslovens § 100, jf. § 105, har haft pligt til at besvare klagerens

henvendelser, idet indklagedes tavshedspligt i forhold til den tidligere

eneanpartshaver og aktuelle klient i hvert fald måtte vige, når

denne som tidligere direktør for de nu konkursramte selskaber

også var undergivet oplysningspligt efter de samme bestemmelser over

for bostyret.

Nævnet finder imidlertid, at der i det foreliggende tilfælde

har været berettiget tvivl hos indklagede om forholdet mellem hans

tavshedspligt over for eneanpartshaveren og hans oplysningspligt over for

konkursboerne. I en sådan situation kan det derfor ikke give anledning

til kritik, at indklagede ønskede at overlade det til skifteretten at

foretage den endelige afvejning mellem de modstående hensyn,

således at indklagede ved at meddele de ønskede oplysninger ikke

kunne udsættes for klager, erstatningsansvar el. lign. fra sin aktuelle

klients side. Nævnet finder således ikke, at indklagede har

handlet i strid med god revisorskik ved at vægre sig ved at besvare

bobestyrerens spørgsmål før i skifteretten. Nævnet

frifinder derfor indklagede.

T h i b e s t e m m e s :

Indklagede, statsautoriseret revisor Henrik Norland, frifindes.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter