Spring til indhold

Retsinformation

God revisorskik Retlig interesse

AFG nr 19236 af 26/04/1999AfgørelseErhvervsministeriet30. maj 2001

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

God revisorskik

Retlig interesse

Ved skrivelse af 25. februar 1999 har advokat

Jørgen Søgaard Madsen på vegne interessenterne i

Revisionsfirmaet Torben Oxbøll, herunder de statsautoriserede

revisorer Peter Gammelvind og Kurt Rotbøll, indgivet klage over

statsautoriseret revisor B. L. Rasmussen.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen har oplyst, at B. L.

Rasmussen blev meddelt beskikkelse som statsautoriseret revisor den 24.

februar 1975.

Det fremgår af klageskrivelsen, at klagen

angår indklagedes deltagelse i udarbejdelsen af en rapport af 5.

december 1994 vedrørende Aktieselskabet Varde Bank. Klageren har

henvist til, at Disciplinærnævnet er bekendt med rapporten fra en

tidligere klagesag (sag nr. S-17/1995) mod Aktieselskabet Varde Banks

eksterne revisorer, de statsautoriserede revisorer Peter Gammelvind og Kurt

Rotbøll. I denne sag afsagde nævnet kendelse den 12. maj 1998.

Det fremgår af kendelsen, at det på en generalforsamling i Varde

Bank den 23. marts 1994, hvor det blev vedtaget at overdrage bankvirksomheden

til Sydbank, tillige blev besluttet at nedsætte et uvildigt

ekspertudvalg. På grundlag af et kommissorium, der blev fastlagt af

Finanstilsynet og Nationalbanken den 16. marts 1994, skulle udvalget foretage

en undersøgelse af de forhold og omstændigheder, der havde

ført til, at banken havde mistet stort set hele sit kapitalgrundlag.

Som medlemmer af undersøgelsesudvalget udpegede Finanstilsynet og

Nationalbanken direktør Kaj Egon Hansen, Lån & Spar Bank

A/S, advokat Henrik Andersen, Bech-Bruun & Trolle Advokatfirma, og

indklagede under nærværende sag, statsautoriseret revisor B. L.

Rasmussen, Ernst & Young.

Af udvalgets kommissorium fremgår bl.a., at

Læs alt

undersøgelsen i sit indhold skulle svare til den gennemgang, som

kurator gennemfører i tilfælde af konkurs. Udvalgets arbejde

skulle resultere i en rapport til bestyrelsen for Varde Bank. Finanstilsynet

og Nationalbanken skulle løbende holdes orienteret om

undersøgelsens forløb og ligeledes modtage den endelige

rapport. Udvalget havde samme tavshedspligt som pengeinstitutter efter bank-

og sparekasseloven.

Udvalget afgav en hoved- og underrapport den 5. december

1994. Den samlede rapport indeholder dels en redegørelse for det

faktiske forløb, dels en vurdering, hvori udvalget på en

række punkter fremsætter kritiske bemærkninger. Udvalget

fandt ikke i de afdækkede forhold anledning til at indgive

politianmeldelse. De klagepunkter, der var omfattet af sagen for

Disciplinærnævnet, havde alle været gjort til genstand for

behandling af udvalget.

Det fremgår videre af Disciplinærnævnets

kendelse, at udvalgets rapporter ligeledes indgik i anklagemyndighedens

overvejelser om, hvorvidt der skulle rejses tiltale mod nogen i anledning af

sagen. Statsadvokaten for Sønderborg traf dog den 30. april 1997

afgørelse om ikke at rejse tiltalte mod den tidligere bestyrelse og

direktion for Varde Bank.

Ved Disciplinærnævnets omtalte kendelse af 12.

maj 1998 blev de indklagede statsautoriserede revisorer hver tildelt en

advarsel i anledning af, at de for en enkelt klagepunkts vedkommende (en

manglende påbudt note i bankens årsregnskab for 1991) fandtes

ikke at have levet op til god revisorskik.

Klageren

har anført, at

undersøgelsesudvalgets rapport fejlagtigt giver udtryk for, at det

klagende revisionsfirma på en række punkter har begået

forsømmelser i forbindelse med hvervet som generalforsamlingsvalgt

revisor for Aktieselskabet Varde Bank. Rapportens antagelser og konklusioner

er udokumenterede og i strid med gældende lovgivning og praksis,

således at klageren ville have pådraget sig et alvorligt

disciplinært og erstatningsmæssigt ansvar, hvis man havde

handlet, som man - ifølge rapporten - burde have gjort. Indklagede har

arbejdet meget overfladisk med reglerne i bank- og sparekasseloven om

regnskabsfremlæggelse og revision. Selv entydige lovbestemmelser er

behandlet forkert med alvorlige fejlslutninger til følge. Det samme

gælder hele koncernregnskabsproblematikken, både med hensyn til,

hvornår der skal konsolideres og med hensyn til påvirkningen af

værdiansættelserne.

Som følge heraf har rapporten medført

såvel konkrete økonomiske tab som goodwilltab for

revisionsfirmaet og dets interessenter.

Formanden for Disciplinærnævnet udtaler:

Klagen angår alene indklagedes arbejde i forbindelse

med udarbejdelsen af en rapport af 5. december 1994 vedrørende

Aktieselskabet Varde Bank med henblik på at foretage en

undersøgelse af de forhold og omstændigheder, der havde

ført til, at banken havde mistet næsten hele sit

kapitalgrundlag. Rapporten er udarbejdet i henhold til en beslutning på

en generalforsamling i banken og på grundlag af et kommissorium,

fastlagt af Finanstilsynet og Nationalbanken.

Rapporten kritiserer bl.a. klagerne, bankens eksterne

revisorer. Klagerne er imidlertid ikke blevet berørt af det

påklagede revisorarbejde på en sådan måde, at man har

lidt en skuffelse eller tab ved at have stolet på eller i øvrigt

disponeret i tillid til arbejdets rigtighed. Klageren findes herefter ikke at

have en retlig interesse i den rejste klage, således som

påkrævet i henhold til § 18, stk. 4, i lov om statsautoriserede

revisorer.

Klagen vil derfor være at afvise.

Beslutningen offentliggøres, jf. § 18 a, stk. 6, i

lov om statsautoriserede revisorer.

Det af klageren indbetalte gebyr på 500 kr. findes

efter omstændighederne at burde tilbagebetales klageren.

Lignende dokumenter