Finanstilsynet havde været berettiget til at henvise klagerne til domstolene, da spørgsmålet om, hvorvidt en bank havde handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, ikke kunne afgøres af Finanstilsynet. Finanstilsynet havde ikke haft anledning til på forhånd at udtale, at man savnede grundlag for at anse bankens handlemåde for stridende mod § 1, stk. 6. Det var endvidere betænkeligt, at Finanstilsynet på forhånd havde afvist, at det indklagede vil kunne have principiel betydning.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Finanstilsynet havde været berettiget til at
henvise klagerne til domstolene, da spørgsmålet om, hvorvidt en bank havde
handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, ikke kunne afgøres
af Finanstilsynet. Finanstilsynet havde ikke haft anledning til på forhånd at
udtale, at man savnede grundlag for at anse bankens handlemåde for stridende
mod § 1, stk. 6. Det var endvidere betænkeligt, at Finanstilsynet på forhånd
havde afvist, at det indklagede vil kunne have principiel betydning.
Klagernes advokat har på vegne af klagerne ved skrivelse af 28. august
1989 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 22. august 1989 (j.nr.
5500 A.1.6.1., 1-5) afslog at behandle en klage vedrørende et engagement med
banken A, Århus afdeling.
Sagens omstændigheder er efter det for ankenævnet oplyste følgende:
Den 7. juni 1985 stiftede klagerne et anpartsselskab, hvis formål var at
drive investering og finansiering samt handel med danske og udenlandske
værdipapirer. Anpartskapitalen udgjorde 100.000 kr., som blev indbetalt af
klagerne med 20.000 kr. hver. I slutningen af 1985 optog selskabet igennem
bankens afdeling et finanslån på modværdien af 192.500 DM. Til sikkerhed for
lånet fik banken håndpant i de værdipapirer, som skulle købes for provenuet,
og som skulle henlægges i et sikkerhedsdepot hos banken, samt yderligere i
bl.a. de til enhver tid værende indeståender på to specificerede konti hos
banken.
På den ene af disse konti - konto nr. 3016487 - blev indsat låneprovenuet
samt anpartskapitalen på kr. 100.000.
Endvidere påtog hver af klagerne sig en beløbmæssig begrænset kaution på
kr. 20.000 for selskabets mellemværende med banken.
Efter at det i begyndelsen af 1988 blev konstateret, at selskabets
egenkapital var gået tabt som følge af fejlslagne investeringer, forhandlede
parterne om en rekonstruktion af selskabet. Ved skrivelse af 7. juni 1988
foreslog selskabets advokat bl.a., at selskabet for at reducere den
konstaterede underdækning på engagementet med banken foretog nye
Læs alt
investeringer.
Med skrivelse af 10. juni 1988 afviste banken dette forslag og anmodede
istedet selskabet om at indbetale underdækningen på engagementet, som var
opgjort til ca. kr. 216.000 (excl. renter). Hver af klagerne blev samtidig
anmodet om at indfri den stillede kaution.
Ved skrivelse af 14. juni 1988 reklamerede klagernes advokat over, at
banken havde spærret en af de til engagementet hørende konti - konto nr.
3016487 - uagtet at det optagne lån først forfaldt til indfrielse den 31.
marts 1989. Advokaten gjorde samtidig erstatningskrav gældende for det tab,
som selskabet måtte lide ved en opretholdelse af spærringen af kontiene.
I særskilt skrivelse af samme dato meddelte advokaten endvidere på
kautionisternes vegne, at kautionsforpligtelserne ikke ville blive indbetalt,
da betingelserne herfor i kautionsdokumentet ikke var opfyldt, allerede af
den grund, at der for tiden ikke bestod nogen misligholdelsessituation.
Ved skrivelse af 24. juni 1988 oplyste banken, at det var korrekt, at
kautionsforpligtelsernes forfaldstid var knyttet til, at hovedfordringen -
udlandslånet - var forfaldent, hvilket ikke var tilfældet. Bankens opfordring
til kautionisterne skulle ses som et forsøg på at begrænse selskabets tab.
Banken fastholdt derfor, at kautionisternes forpligtelser skulle vedstås og
opfyldes - senest ved udlandslånets forfald, ultimo marts 1989. Banken
oplyste endvidere, at midlerne placeret på konto 993448 og 3016487 var
håndpantsat til banken ved erklæringer underskrevet på selskabets vegne,
henholdsvis 13. marts 1986 og 10. februar 1987. Det forhold, at de kontante
midler derfor ikke var til selskabets fri disposition - men pantsat til
sikkerhed for udlandslånet - indebar efter bankens opfattelse, at
båndlæggelse af konto 3016487 ikke var i strid med de oprindelige aftaler.
Banken afviste derfor klagerens påstand om erstatningsansvar. Endelig
meddelte banken, at den heller ikke kunne frigive midler til dækning af
selskabets omkostninger i forbindelse med udarbejdelse af regnskaber.
Midlerne ville i sin helhed blive brugt til dækning af udlandslånet, når
dette forfaldt.
Efter yderligere brevveksling mellem klager og banken indbragte klagerne
sagen for Pengeinstitutankenævnet den 6. januar 1989 med påstand om, at
banken blev tilpligtet at erstatte klagerne den af dem indskudte
anpartskapital på ialt kr. 100.000, samt at banken skulle anerkende, at
klagernes afgivne kautionstilsagn ikke kunne gøres gældende imod dem.
Klagerne gjorde gældende, at samtlige selskabets midler bestående af
provenuet fra det optagne udlandslån og selskabets indskudskapital til
stadighed havde været indsat på de til banken håndpantsatte konti. Formålet
med optagelsen af lånet var at drive investeringsvirksomhed, og der havde til
stadighed været frigivet midler fra de håndpantsatte konti til dette formål.
Banken havde derfor været uberettiget til som sket uden varsel at gøre den
skete håndpantsætning gældende ved at afslå selskabets anmodninger om
dispositioner over indeståenderne. Den skete håndpantsætning var efter
klagers opfattelse ikke bindende parterne imellem, men foretaget alene for at
sikre bankens fortrinsstilling over for selskabets eventuelle andre
kreditorer.Banken påstod frifindelse, idet man gjorde gældende, at man havde
håndpanteret i indeståenderne på de nævnte konti, og at man ikke kunne
acceptere yderligere investeringer foretaget med disse midler, da dette ville
øge risikoen for yderligere tab på engagementet, på hvilket der var
konstateret en betydelig underdækning. Efter bankens opfattelse havde
selskabet derfor ikke med rette kunne have haft en forventning om, at banken
ville stille midler til rådighed for yderligere investeringer, og banken
havde ikke forpligtet sig hertil.
Ved kendelse af 8. maj 1989 bestemte Pengeinstitutankenævnet at klagen
ikke kunne behandles. Begrundelsen er sålydende:
»Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet i deres egenskab af
kautionister for det mellemværende, der bestod mellem indklagede og det af
dem stiftede anpartsselskab, og klagen vedrører den af dette selskab drevne
virksomhed.
Under hensyn hertil findes sagen at falde uden for Ankenævnets kompetence,
jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.«
Den 29. maj 1989 skrev klagerne til Finanstilsynet og bad om en udtalelse
til følgende:
»...Finder Finanstilsynet det lovligt eller i overensstemmelse med
god pengeinstitutpraksis, at et pengeinstitut midt i et periodeforløb
afskærer indlåneren fra at disponere over en løbende investeringskontos
positive saldo, som hidrører dels fra indlånerens egenkapital, og dels fra et
i samme pengeinstitut optaget udlandslån, der ikke er misligholdt eller
forfalden til indfrielse, selv om indlånskontoen, der blev oprettet som
indlånerens eneste løbende konto, blev håndpantsat til pengeinstituttet ved
engagementernes begyndelse, til sikkerhed for udenlandslånet?»
Finanstilsynet meddelte herefter klageren den 22. august 1989 følgende:
»...I denne anledning skal man meddele, at tilsynet efter oprettelsen
af Pengeinstitutankenævnet er ophørt med at behandle klager over
pengeinstitutter.
Ifølge Pengeinstitutankenævnets vedtægter har nævnet kompetence til at
træffe afgørelse i tvister mellem et pengeinstitut og dets privatkunder.
Nævnet kan derimod ikke behandle erhvervsmæssige sager, hvorfor klageren i
disse tilfælde må gå til domstolene.
Pengeinstitutankenævnet har i kendelse af 8. maj 1989 udtalt, at nævnte
sag findes at falde uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2,
stk. 2 og 3, idet klagen vedrører den af det indklagede selskab drevne
virksomhed.
Tilsynet kan som anført ikke tage stilling til den forelagte klage, og må
henvise Dem til eventuelt at indbringe sagen for domstolene.«
Overfor Erhvervsankenævnet har klagerne i klageskrivelse af 28. august
1989 gentaget sine spørgsmål til Finanstilsynet og klagerne har specielt
anmodet Erhvervsankenævnet tage stilling til det lovmedholdelige i at
tilbageholde positive saldi på indlånskonti.
Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 25. september 1989
udtalt:
»...Sagen har været indbragt for Pengeinstitutankenævnet, der ved
kendelse af 8. maj 1989 afviste sagen med henvisning til, at sagen vedrørte
et erhvervsengagement.
Tilsynet skal i denne anledning udtale, at sagen efter tilsynets
opfattelse vedrører en formueretlig konflikt, som tilsynet ikke har beføjelse
til at tage stilling til, og som derfor må henvises til domstolene. Det
tilføjes, at tilsynet ganske savner grundlag for at anse bankens handlemåde i
sagen for stridende imod bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, hvorefter
pengeinstitutter skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik
og god pengeinstitut-praksis.«
Supplerende har Finanstilsynet den 31. januar 1990 udtalt:
»...Man skal i denne anledning udtale, at Finanstilsynet i
overensstemmelse med formålet med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6 ved
bestemmelsens tilblivelse alene behandler klager over pengeinstitutter, hvor
en bedømmelse af det indklagede forhold må skønnes at have principiel
betydning ved bedømmelsen af, om pengeinstitutternes handlemåde er forenelig
med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis og der overhovedet er
tale om en »praksis«.
Da den foreliggende sag efter tilsynets opfattelse ikke er af en sådan
principiel karakter, men alene en formueretlig tvist, har tilsynet henvist
klager til at indbringe sagen for domstolene.'
Overfor Erhvervsankenævnet har klagerne i en skrivelse af 24. april 1990
givet udtryk for overraskelse over, at Finanstilsynet ganske savner grundlag
for at anse bankens handlemåde i sagen for stridende mod bank- og
sparekasselovens § 1, stk. 6. Efter klagers opfattelse betyder dette, at
danske pengeinstitutter ganske enerådigt og uden hensyn til indgåede aftaler
med bankens kunder, kan indefryse indlånskonti, og uden at der foreligger en
misligholdelse fra indskyderens side. Den pågældende indskudskonto blev i
forbindelse med lånets etablering pantsat til banken, men denne pantsætning
blev ikke administreret overfor indskyderne på en sådan måde, at indskyderne
ikke kunne råde over kontoens saldo. Dette var netop formålet med
engagementet, idet det var aftalt, at udlandslånet skulle tilvejebringes med
henblik på investeringer i danske værdipapirer, fortrinsvis aktier.
Indskyderen overholder samtlige de betingelser, som banken stillede i
anledning af engagementet. Endelig har klagerne anført, at banken på trods
heraf nægtede at frigive midler fra indskudskontoen til investeringer i
aktier, og banken foranledigede i samme forbindelse af egen drift og uden
indskydernes samtykke, at indestående hensættes på særligt aftalt konto til
en rente, som ikke var forhandlet med indskyderen.
Ankenævnet skal udtale:
Spørgsmålet om hvorvidt banken har handlet i strid med § 1, stk. 6 kan kun
afgøres, såfremt det er fastslået, at banken har handlet retsstridigt ved at
forhindre klagerne i at disponere over konto 3016487 og ved at gøre kautionen
gældende uden at misligholdelse var konstateret. Det har ikke kunnet og kan
ikke afgøres af Finanstilsynet, men henhører såvel retligt som bevismæssigt
under domstolene.
Det tiltrædes derfor, at Finanstilsynet i den påklagede afgørelse har
henvist klagerne til domstolene.Af de samme grunde tilføjes, at ankenævnet
ikke kan tiltræde, at tilsynet har haft anledning til på forhånd at udtale,
at man ganske savner grundlag for at anse bankens handlemåde i sagen for
stridende imod bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, jfr. Finanstilsynets
redegørelse og indstilling til ankenævnet af 25. september 1989.
Ankenævnet finder det endvidere betænkeligt, jfr. Finanstilsynets
skrivelse af 31. januar 1990 til ankenævnet, på forhånd at afvise, at det
indklagede forhold vil kunne have principiel betydning ved bedømmelsen af om
pengeinstitutternes handlemåde er forenelig med redelig forretningsskik og
god pengeinstitutpraksis, jfr. også § 1, stk. 6, 2. pkt.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- Kendelse af 10. juni 1993. 90-61.585 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1993
- Finanstilsynet var berettiget til overfor en klager at afvise at foretage en konkret bedømmelse efter bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, af en klage over et pengeinstitut. Klagen var omfattet af Pengeinstitutankenævnets kompetence. Retsinformation · 24. september 1997
- Kendelse af 14. oktober 1996. 94-18.114 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. oktober 1996
- Klageren burde have været anset som part såvel under klagesagen i Finanstilsynet som under dennes genoptagelse. Som følge heraf burde klagesagen genoptages over for klageren, og bank- og sparekasselovens § 50 b, stk. 5 (tidligere § 50 a, stk. 5) var derfor ikke til hinder for, at der nu tillagdes klager aktindsigt. Retsinformation · 24. september 1997
- KOMMISSIONENS BESLUTNING af 30. april 2008 om Østrigs statsstøtte C 56/06 (ex NN 77/06) til privatiseringen af Bank Burgenland (meddelt under nummer K(2008) 1625) (Kun den tyske udgave er autentisk) (EØS-relevant tekst) (2008/719/EF) EU-lovgivning · 30. april 2008
- Kendelse af 14. december 1993. 93-13.285 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. december 1993