Spring til indhold

Retsinformation

Finanstilsynet havde været berettiget til at henvise klagerne til domstolene, da spørgsmålet om, hvorvidt en bank havde handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, ikke kunne afgøres af Finanstilsynet. Finanstilsynet havde ikke haft anledning til på forhånd at udtale, at man savnede grundlag for at anse bankens handlemåde for stridende mod § 1, stk. 6. Det var endvidere betænkeligt, at Finanstilsynet på forhånd havde afvist, at det indklagede vil kunne have principiel betydning.

KEN nr 60405 af 14/06/1991Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Finanstilsynet havde været berettiget til at

henvise klagerne til domstolene, da spørgsmålet om, hvorvidt en bank havde

handlet i strid med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, ikke kunne afgøres

af Finanstilsynet. Finanstilsynet havde ikke haft anledning til på forhånd at

udtale, at man savnede grundlag for at anse bankens handlemåde for stridende

mod § 1, stk. 6. Det var endvidere betænkeligt, at Finanstilsynet på forhånd

havde afvist, at det indklagede vil kunne have principiel betydning.

Klagernes advokat har på vegne af klagerne ved skrivelse af 28. august

1989 klaget over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 22. august 1989 (j.nr.

5500 A.1.6.1., 1-5) afslog at behandle en klage vedrørende et engagement med

banken A, Århus afdeling.

Sagens omstændigheder er efter det for ankenævnet oplyste følgende:

Den 7. juni 1985 stiftede klagerne et anpartsselskab, hvis formål var at

drive investering og finansiering samt handel med danske og udenlandske

værdipapirer. Anpartskapitalen udgjorde 100.000 kr., som blev indbetalt af

klagerne med 20.000 kr. hver. I slutningen af 1985 optog selskabet igennem

bankens afdeling et finanslån på modværdien af 192.500 DM. Til sikkerhed for

lånet fik banken håndpant i de værdipapirer, som skulle købes for provenuet,

og som skulle henlægges i et sikkerhedsdepot hos banken, samt yderligere i

bl.a. de til enhver tid værende indeståender på to specificerede konti hos

banken.

På den ene af disse konti - konto nr. 3016487 - blev indsat låneprovenuet

samt anpartskapitalen på kr. 100.000.

Endvidere påtog hver af klagerne sig en beløbmæssig begrænset kaution på

kr. 20.000 for selskabets mellemværende med banken.

Efter at det i begyndelsen af 1988 blev konstateret, at selskabets

egenkapital var gået tabt som følge af fejlslagne investeringer, forhandlede

parterne om en rekonstruktion af selskabet. Ved skrivelse af 7. juni 1988

foreslog selskabets advokat bl.a., at selskabet for at reducere den

konstaterede underdækning på engagementet med banken foretog nye

Læs alt

investeringer.

Med skrivelse af 10. juni 1988 afviste banken dette forslag og anmodede

istedet selskabet om at indbetale underdækningen på engagementet, som var

opgjort til ca. kr. 216.000 (excl. renter). Hver af klagerne blev samtidig

anmodet om at indfri den stillede kaution.

Ved skrivelse af 14. juni 1988 reklamerede klagernes advokat over, at

banken havde spærret en af de til engagementet hørende konti - konto nr.

3016487 - uagtet at det optagne lån først forfaldt til indfrielse den 31.

marts 1989. Advokaten gjorde samtidig erstatningskrav gældende for det tab,

som selskabet måtte lide ved en opretholdelse af spærringen af kontiene.

I særskilt skrivelse af samme dato meddelte advokaten endvidere på

kautionisternes vegne, at kautionsforpligtelserne ikke ville blive indbetalt,

da betingelserne herfor i kautionsdokumentet ikke var opfyldt, allerede af

den grund, at der for tiden ikke bestod nogen misligholdelsessituation.

Ved skrivelse af 24. juni 1988 oplyste banken, at det var korrekt, at

kautionsforpligtelsernes forfaldstid var knyttet til, at hovedfordringen -

udlandslånet - var forfaldent, hvilket ikke var tilfældet. Bankens opfordring

til kautionisterne skulle ses som et forsøg på at begrænse selskabets tab.

Banken fastholdt derfor, at kautionisternes forpligtelser skulle vedstås og

opfyldes - senest ved udlandslånets forfald, ultimo marts 1989. Banken

oplyste endvidere, at midlerne placeret på konto 993448 og 3016487 var

håndpantsat til banken ved erklæringer underskrevet på selskabets vegne,

henholdsvis 13. marts 1986 og 10. februar 1987. Det forhold, at de kontante

midler derfor ikke var til selskabets fri disposition - men pantsat til

sikkerhed for udlandslånet - indebar efter bankens opfattelse, at

båndlæggelse af konto 3016487 ikke var i strid med de oprindelige aftaler.

Banken afviste derfor klagerens påstand om erstatningsansvar. Endelig

meddelte banken, at den heller ikke kunne frigive midler til dækning af

selskabets omkostninger i forbindelse med udarbejdelse af regnskaber.

Midlerne ville i sin helhed blive brugt til dækning af udlandslånet, når

dette forfaldt.

Efter yderligere brevveksling mellem klager og banken indbragte klagerne

sagen for Pengeinstitutankenævnet den 6. januar 1989 med påstand om, at

banken blev tilpligtet at erstatte klagerne den af dem indskudte

anpartskapital på ialt kr. 100.000, samt at banken skulle anerkende, at

klagernes afgivne kautionstilsagn ikke kunne gøres gældende imod dem.

Klagerne gjorde gældende, at samtlige selskabets midler bestående af

provenuet fra det optagne udlandslån og selskabets indskudskapital til

stadighed havde været indsat på de til banken håndpantsatte konti. Formålet

med optagelsen af lånet var at drive investeringsvirksomhed, og der havde til

stadighed været frigivet midler fra de håndpantsatte konti til dette formål.

Banken havde derfor været uberettiget til som sket uden varsel at gøre den

skete håndpantsætning gældende ved at afslå selskabets anmodninger om

dispositioner over indeståenderne. Den skete håndpantsætning var efter

klagers opfattelse ikke bindende parterne imellem, men foretaget alene for at

sikre bankens fortrinsstilling over for selskabets eventuelle andre

kreditorer.Banken påstod frifindelse, idet man gjorde gældende, at man havde

håndpanteret i indeståenderne på de nævnte konti, og at man ikke kunne

acceptere yderligere investeringer foretaget med disse midler, da dette ville

øge risikoen for yderligere tab på engagementet, på hvilket der var

konstateret en betydelig underdækning. Efter bankens opfattelse havde

selskabet derfor ikke med rette kunne have haft en forventning om, at banken

ville stille midler til rådighed for yderligere investeringer, og banken

havde ikke forpligtet sig hertil.

Ved kendelse af 8. maj 1989 bestemte Pengeinstitutankenævnet at klagen

ikke kunne behandles. Begrundelsen er sålydende:

»Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet i deres egenskab af

kautionister for det mellemværende, der bestod mellem indklagede og det af

dem stiftede anpartsselskab, og klagen vedrører den af dette selskab drevne

virksomhed.

Under hensyn hertil findes sagen at falde uden for Ankenævnets kompetence,

jf. vedtægternes § 2, stk. 2 og 3.«

Den 29. maj 1989 skrev klagerne til Finanstilsynet og bad om en udtalelse

til følgende:

»...Finder Finanstilsynet det lovligt eller i overensstemmelse med

god pengeinstitutpraksis, at et pengeinstitut midt i et periodeforløb

afskærer indlåneren fra at disponere over en løbende investeringskontos

positive saldo, som hidrører dels fra indlånerens egenkapital, og dels fra et

i samme pengeinstitut optaget udlandslån, der ikke er misligholdt eller

forfalden til indfrielse, selv om indlånskontoen, der blev oprettet som

indlånerens eneste løbende konto, blev håndpantsat til pengeinstituttet ved

engagementernes begyndelse, til sikkerhed for udenlandslånet?»

Finanstilsynet meddelte herefter klageren den 22. august 1989 følgende:

»...I denne anledning skal man meddele, at tilsynet efter oprettelsen

af Pengeinstitutankenævnet er ophørt med at behandle klager over

pengeinstitutter.

Ifølge Pengeinstitutankenævnets vedtægter har nævnet kompetence til at

træffe afgørelse i tvister mellem et pengeinstitut og dets privatkunder.

Nævnet kan derimod ikke behandle erhvervsmæssige sager, hvorfor klageren i

disse tilfælde må gå til domstolene.

Pengeinstitutankenævnet har i kendelse af 8. maj 1989 udtalt, at nævnte

sag findes at falde uden for Ankenævnets kompetence, jf. vedtægternes § 2,

stk. 2 og 3, idet klagen vedrører den af det indklagede selskab drevne

virksomhed.

Tilsynet kan som anført ikke tage stilling til den forelagte klage, og må

henvise Dem til eventuelt at indbringe sagen for domstolene.«

Overfor Erhvervsankenævnet har klagerne i klageskrivelse af 28. august

1989 gentaget sine spørgsmål til Finanstilsynet og klagerne har specielt

anmodet Erhvervsankenævnet tage stilling til det lovmedholdelige i at

tilbageholde positive saldi på indlånskonti.

Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 25. september 1989

udtalt:

»...Sagen har været indbragt for Pengeinstitutankenævnet, der ved

kendelse af 8. maj 1989 afviste sagen med henvisning til, at sagen vedrørte

et erhvervsengagement.

Tilsynet skal i denne anledning udtale, at sagen efter tilsynets

opfattelse vedrører en formueretlig konflikt, som tilsynet ikke har beføjelse

til at tage stilling til, og som derfor må henvises til domstolene. Det

tilføjes, at tilsynet ganske savner grundlag for at anse bankens handlemåde i

sagen for stridende imod bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, hvorefter

pengeinstitutter skal drives i overensstemmelse med redelig forretningsskik

og god pengeinstitut-praksis.«

Supplerende har Finanstilsynet den 31. januar 1990 udtalt:

»...Man skal i denne anledning udtale, at Finanstilsynet i

overensstemmelse med formålet med bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6 ved

bestemmelsens tilblivelse alene behandler klager over pengeinstitutter, hvor

en bedømmelse af det indklagede forhold må skønnes at have principiel

betydning ved bedømmelsen af, om pengeinstitutternes handlemåde er forenelig

med redelig forretningsskik og god pengeinstitutpraksis og der overhovedet er

tale om en »praksis«.

Da den foreliggende sag efter tilsynets opfattelse ikke er af en sådan

principiel karakter, men alene en formueretlig tvist, har tilsynet henvist

klager til at indbringe sagen for domstolene.'

Overfor Erhvervsankenævnet har klagerne i en skrivelse af 24. april 1990

givet udtryk for overraskelse over, at Finanstilsynet ganske savner grundlag

for at anse bankens handlemåde i sagen for stridende mod bank- og

sparekasselovens § 1, stk. 6. Efter klagers opfattelse betyder dette, at

danske pengeinstitutter ganske enerådigt og uden hensyn til indgåede aftaler

med bankens kunder, kan indefryse indlånskonti, og uden at der foreligger en

misligholdelse fra indskyderens side. Den pågældende indskudskonto blev i

forbindelse med lånets etablering pantsat til banken, men denne pantsætning

blev ikke administreret overfor indskyderne på en sådan måde, at indskyderne

ikke kunne råde over kontoens saldo. Dette var netop formålet med

engagementet, idet det var aftalt, at udlandslånet skulle tilvejebringes med

henblik på investeringer i danske værdipapirer, fortrinsvis aktier.

Indskyderen overholder samtlige de betingelser, som banken stillede i

anledning af engagementet. Endelig har klagerne anført, at banken på trods

heraf nægtede at frigive midler fra indskudskontoen til investeringer i

aktier, og banken foranledigede i samme forbindelse af egen drift og uden

indskydernes samtykke, at indestående hensættes på særligt aftalt konto til

en rente, som ikke var forhandlet med indskyderen.

Ankenævnet skal udtale:

Spørgsmålet om hvorvidt banken har handlet i strid med § 1, stk. 6 kan kun

afgøres, såfremt det er fastslået, at banken har handlet retsstridigt ved at

forhindre klagerne i at disponere over konto 3016487 og ved at gøre kautionen

gældende uden at misligholdelse var konstateret. Det har ikke kunnet og kan

ikke afgøres af Finanstilsynet, men henhører såvel retligt som bevismæssigt

under domstolene.

Det tiltrædes derfor, at Finanstilsynet i den påklagede afgørelse har

henvist klagerne til domstolene.Af de samme grunde tilføjes, at ankenævnet

ikke kan tiltræde, at tilsynet har haft anledning til på forhånd at udtale,

at man ganske savner grundlag for at anse bankens handlemåde i sagen for

stridende imod bank- og sparekasselovens § 1, stk. 6, jfr. Finanstilsynets

redegørelse og indstilling til ankenævnet af 25. september 1989.

Ankenævnet finder det endvidere betænkeligt, jfr. Finanstilsynets

skrivelse af 31. januar 1990 til ankenævnet, på forhånd at afvise, at det

indklagede forhold vil kunne have principiel betydning ved bedømmelsen af om

pengeinstitutternes handlemåde er forenelig med redelig forretningsskik og

god pengeinstitutpraksis, jfr. også § 1, stk. 6, 2. pkt.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter