Spring til indhold

Retsinformation

Hjemmel til fusion af to sparekasser, hvor en selvejende sparekasse var den fortsættende sparekasse, således at det ophørende sparekasseaktieselskab kunne opløses uden likvidation. Spørgsmålet om partsstilling.

AFG nr 60073 af 17/04/1996AfgørelseErhvervsministeriet24. september 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Hjemmel til fusion af to sparekasser, hvor

en selvejende sparekasse var den fortsættende sparekasse, således

at det ophørende sparekasseaktieselskab kunne opløses uden

likvidation. Spørgsmålet om partsstilling.

Advokat A har i skrivelse af 1. marts 1996 på vegne

Sparekassen K klaget over Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af

22. februar 1996 (j.nr. 95-129.362), hvor styrelsen udtalte, at sparekassen

ikke vil kunne fusionere med B Sparekasse A/S således, at B Sparekasse

A/S kan anses for opløst uden likvidation efter aktieselskabslovens §

134 h.

I. Sagens omstændigheder:

Det fremgår af sagen, at der mellem Sparekassen K og

B Holding A/S er indgået en principaftale om, at Sparekassen K skal

erhverve samtlige aktier i B Sparekasse A/S med henblik på, at de to

sparekasser, Sparekassen K og B Sparekasse A/S, skal fusionere med

Sparekassen K (selvejende sparekasse) som fortsættende sparekasse. I

anledning heraf rettede klagerens advokat, advokat A, henvendelse til

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 1., 5. og 14. december 1995 og 15. februar

1996 med henblik på at få bekræftet klagerens opfattelse

af, at aktieselskabslovens regler om fusion, eventuelt i sammenhæng med

bank- og sparekasselovens § 48, kan finde anvendelse direkte eller analogt

på et tilfælde, som det foreliggende, hvor en sparekasse

organiseret som en selvejende sparekasse (Sparekassen K) fusionerer med et

aktieselskab (B Sparekasse A/S), således at den ophørende

sparekasse, i dette tilfælde B Sparekasse A/S, kan anses for

opløst uden likvidation, når betingelserne i aktieselskabslovens

§ 134 h er opfyldt. Til støtte herfor henviste advokat A til

forskelligt materiale, herunder til udtalelser af 25. oktober 1972 og 2.

november 1972 fra henholdsvis Aktieselskabs-registeret og Handelsministeriet

om fusion i et lignende konkret tilfælde, hvor Aktieselskabsregisteret

Læs alt

og ministeriet udtalte, at den daværende regel i aktieselskabslovens §

70, stk. 3, kunne anvendes analogt, således at likvidation af en bank

kunne undgås. Endvidere henviste advokat A til et responsum om sagen

fra professor, dr. jur. N.

II. Sagens forløb i Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen svarede den 7. februar

1996. Skrivelsen har følgende indhold:

"...

Ved et senere brev af 5. december 1995 har De

præciseret anmodningen derhen, at De beder Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen bekræfte,

- enten at bank- og sparekasselovens § 48 alene

indeholder hjemmel til at gennemføre en fusion mellem en sparekasse og

et sparekasseaktieselskab med sparekassen som den fortsættende enhed,

- eller at bank- og sparekasselovens § 48 i

sammenhæng med enten en direkte anvendelse eller en analogi af

aktieselskabslovens kapitel 15 indeholder denne hjemmel,

således at der er tale om en egentlig fusion,

hvorfor sparekasseaktieselskabet ophører uden formelig likvidation,

således at sparekasseaktieselskabet anses for opløst, når

de i aktieselskabslovens § 134 h anførte betingelser er opfyldt.

Endvidere har De anmodet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om

at tage stilling til kompetencespørgsmålet; om

godkendelsesmyndigheden er Finanstilsynet alene, eller om det er

Finanstilsynet for så vidt angår sparekassen, og Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen for så vidt angår sparekasseaktieselskabet.

Til brug for styrelsens overvejelser har De indsendt et

responsum af 13. december 1995 fra professor, dr.jur. N, ligesom styrelsen

fra Finansrådet har modtaget et notat af 12. december 1995.

2. Efter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse er der

ikke hjemmel til at gennemføre en fusion som beskrevet, således

at sparekasseaktieselskabet ophører uden likvidation.

Det er endvidere Erhvervs- og Selskabsstyrelsens

opfattelse, at Finanstilsynet har kompetencen til at godkende en fusion efter

bank- og sparekasselovens § 48, men at spørgsmålet om

sparekasseaktieselskabets ophør ved eller uden likvidation

henhører under Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Opmærksomheden henledes på, at Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens udtalelse kun er en vejledende udtalelse, og at

spørgsmålets endelige afgørelse henhører under

domstolene.

3. Efter aktieselskabsloven er det hovedreglen, at

opløsning af et aktieselskab gennemføres ved likvidation,

tvangsopløsning eller konkurs, jf. aktieselskabslovens kapitel 14.

Hertil gælder efter aktieselskabslovens kapitel 15 den udtrykkelige

modifikation, at et aktieselskab kan opløses uden likvidation ved

sammensmeltning med/overdragelse af samtlige aktiver og gæld til et

andet aktieselskab eller et anpartsselskab, jf. §§ 134 og 134 j, eller til

staten eller en kommune, jf. § 134 k.

Opmærksomheden henledes på, at

anvendelsesområdet - aktie- og anpartsselskaber - netop

præciseres i det den 1. februar 1996 fremsatte lovforslag nr. L 198 om

ændring af lov om visse selskabers aflæggelse af

årsregnskab m.v. og forskellige andre love § 2, nr. 27, hvor det i

bemærkningerne anføres: "Den foreslåede bestemmelse

indebærer en præcisering af, at et aktieselskab kan

opløses uden likvidation ved overdragelse af selskabets aktiver og

gæld som helhed til et andet aktie- eller anpartsselskab. Det samme

gælder, når to eller flere aktie- eller anpartsselskaber

sammensmeltes til et nyt aktie- eller anpartsselskab".

Efter dansk rets almindelige regler kan debitorskifte ikke

ske uden samtykke fra kreditor, hvilket principielt gælder, uanset

kreditors stilling ikke forringes.

Med hjemmel i lov kan der dog foretages debitorskifte uden

samtykke fra kreditor. Aktieselskabslovens regler om fusion indeholder

sådan lovhjemmel til overførelse af aktieselskabets

forpligtelser uden kreditors samtykke, når visse nærmere i loven

angivne betingelser er opfyldt.

Aktieselskabslovens regler om fusion indeholder

således ikke blot en modifikation til hovedreglen om, at

opløsning af et aktieselskab gennemføres ved likvidation m.v.,

men tillige den nødvendige lovhjemmel til universalsuccession og

dermed fravigelse af dansk rets almindelige regler om debitorskifte.

Det er på denne baggrund Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens opfattelse, at eventuel fravigelse af aktieselskabslovens

system, for så vidt angår aktieselskabers opløsning uden

likvidation, forudsætter en klar lovhjemmel.

4. Såvel advokat A som professor, dr. jur. N har,

til støtte for at aktieselskabslovens kapitel 15 kan anvendes analogt

i det foreliggende tilfælde, bl.a. henvist til, at Handelsministeriet i

en udtalelse af 2. november 1972 (j.nr. 129-10-72) tilkendegav som sin

opfattelse, at den dagældende bestemmelse i aktieselskabslovens § 70,

stk. 3, kunne anvendes analogt på en sparekasses påtænkte

overtagelse af aktiver og passiver i et bankaktiselskab, således at

likvidation af bankaktieselskabet kunne undgås.

Det bemærkes hertil, at hverken aktieselskabsloven

af 1930 eller af 1973 forud for den nedenfor omtalte lovændring i 1982

indeholdte lovhjemmel til debitorskifte.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder, at retstilstanden

ved indførelsen af de eksisterende regler om universalsuccession i

forbindelse med fusion på afgørende måde blev

ændret, således at aktieselskabsloven i hvert fald ikke i den

henseende har kunnet anvendes analogt siden gennemførelsen af

ændringerne af aktieselskabsloven ved L 282 af 9. juni 1982.

Det er ligeledes Erhvervs- og Selskabsstyrelsens

opfattelse, at bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 48 ikke i sig selv

hjemler adgang til fusion med universalsuccession og heller ikke hjemler

adgang til anvendelse af aktieselskabslovens kapitel 15 i den foreliggende

situation. Styrelsen skal i den forbindelse henvise til den nyeste kommentar

til bank- og sparekasseloven af Christen Boye Jacobsen, Peter Sylvest Larsen,

Thomas Kjøller og Tine Roed, Jurist- og Økonomforbundets

forlag, 1996, s. 334, hvor det i kommentaren til § 48 bl.a. anføres:

"En væsentlig praktisk forskel mellem transaktioner, der omfattes af AL

kapitel 15, og de øvrige fusioner, spaltninger og overtagelser af

filialer vedrører skyldnerskifte. For fusioner m.v., der falder uden

for AL, medfører transaktionen skyldnerskifte med den konsekvens, at

al gæld i ophørende pengeinstitutter eller overtagne filialer

forfalder til betaling. Dette kan skabe et likviditetsproblem, der må

indgå i tilsynets vurdering efter § 48".

5. Finansrådet har i et notat af 12/12 1995 henvist

til en udvidende fortolkning af § 52 d i bank- og sparekasseloven som den

fornødne lovhjemmel til anvendelsen af regelsættet i

aktieselskabslovens kapitel 15.

Bank og sparekasselovens kapitel 12 b finder efter sit

indhold kun anvendelse på sparekassers omdannelse til aktieselskaber og

indeholder dermed ikke lovhjemmel til en fusion som den omhandlede.

Under hensyn til det ovenfor anførte om

aktieselskabslovens system vedrørende aktieselskabers

opløsning, herunder at aktieselskabslovens fusionsregler er en

modifikation til såvel aktieselskabslovens hovedregel om

opløsning af aktieselskaber som dansk rets almindelige regel om

debitorskifte, finder Erhvervs- og Selskabsstyrelsen heller ikke, at bank og

sparekasselovens § 52 d kan anvendes analogt på en fusion som den her

omhandlede."

Ved skrivelse af 5. februar 1996 anmodede advokat A

styrelsen om at træffe en egentlig afgørelse. Advokat As

skrivelse har følgende indhold:

"...

Ad 1.

Begrundelsen for at anmode om en afgørelse frem for

at indlede en anerkendelsessag er tidsfaktoren. Der foreligger således

en principaftale mellem Sparekassen K og B Spar Holding A/S om sparekassens

erhvervelse af samtlige aktier i B Sparekasse A/S med henblik på fusion

med Sparekassen K som den fortsættende enhed. Principaftalen er

naturligvis betinget af de relevante myndigheders godkendelse.

Jeg skal hermed under konkret henvisning til de navngivne

parters principaftale anmode Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om snarest muligt

at fremkomme med en afgørelse fremfor blot en vejledende

udtalelse.

Ad 2.

Den hovedtese styrelsens udtalelse er baseret på, er

at det er hovedreglen, at opløsning af et aktieselskab

gennemføres ved likvidation, tvangsopløsning eller konkurs

på grundlag af lovens kapitel 14, at modifikationen i lovens kapitel 15

om fusion er udtryk for en adgang til debitorskifte uden at kreditors

godkendelse er fornøden, og at en universalsuccession uden kreditors

samtykke kræver udtrykkelig lovhjemmel. Jeg sætter ikke

spørgsmålstegn ved denne tese, selvom det ikke er en

undtagelsesfri regel, at skyldnerskifte uden kreditorsamtykke

forudsætter lovhjemmel, jf. eksempelvis for så vidt angår

lejeforhold; Halfdan Krag Jespersen, Lejeret 1 (1989) pg. 87f.

Forinden jeg knytter detailkommentarer til styrelsens

argumentation med grundlag i betragtninger omkring debitorskifte og

universalsuccession, skal jeg bemærke, at henvisningen midt på

side 2 til bemærkningerne til et lovforslag vedrørende visse

selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. efter min opfattelse

ikke har relevans for det foreliggende spørgsmål. Som det

fremgår af bemærkningerne s. 34 til § 134 er der alene tale om en

præcisering af, at et aktieselskab kan opløses uden likvidation

ved overdragelse af selskabets aktiver og gæld som helhed til et andet

aktie- eller anpartsselskab; men ikke om nogen egentlige

indholdsmæssige ændringer.

Styrelsens argumentation for konklusionen i udtalelsen er

hovedsageligt baseret på, at tvungent debitorskifte fordrer udtrykkelig

lovhjemmel som en fravigelse af dansk rets almindelige regler om

debitorskifte. I tilknytning hertil er det anført, at der forud for

lovændringen i 1982 ikke var hjemmel til debitorskifte, hverken i

Aktieselskabsloven af 1930 eller af 1973.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder endvidere, "at

retstilstanden ved indførelse af de eksisterende regler om

universalsuccession i forbindelse med fusion på afgørende

måde blev ændret, således at aktieselskabsloven i hvert

fald ikke i denne henseende har kunnet anvendes analogt siden

gennemførelsen af ændringerne af aktieselskabslovgivningen ved L

282 af 9. juni 1982.".

Jeg skal i det følgende knytte en række

bemærkninger til de efter min mening forkerte præmisser,

styrelsen har lagt til grund, idet jeg indledningsvis vil redegøre for

de tre elementer, som en fusion efter min opfattelse består af.

For det første er der tale om et selskabs samlede

overdragelse af samtlige dets aktiver og passiver til en anden juridisk

person. Det er alene et terminologispørgsmål og uden materiel

betydning, om man benytter forskellige udtryk såsom "formue som helhed

" eller "aktiver og gæld som helhed". Det er ej heller afgørende

om den erhvervende juridiske person allerede eksisterer eller opstår

ved fusionen.

For det andet indtræder det fortsættende

selskab under nærmere angivne betingelser i samtlige det

ophørende selskabs rettigheder og forpligtelser. Der sker med andre

ord blandt andet et skifte af ditor i forhold til det ophørende

selskabs kreditorer.

Endelig og for det tredie kan det ophørende selskab

opløses uden likvidation. At formelig likvidation er ufornøden

beror på, at det ophørende selskab herefter er uden nogen form

for rettigheder og forpligtelser såvel som aktiver og passiver.

De tre elementer; overdragelsen, indtræden i og

ophør uden likvidation er indbefattet i begrebet

universalsuccession.

Ved lov 282 af 9. juni 1982 blev Aktieselskabslovens

kapitel 15 om fusion omstruktureret på baggrund af EF's 3.

selskabsdirektiv (fusionsdirektivet). Direktivets formål var at

samordne medlemsstaternes lovgivning for at sikre især aktionærer

og kreditorer ved gennemførelse af fusioner og visse andre lignende

retlige fremgangsmåder ved sammenlægning af selskaber.

Definitionen af en fusion i Aktieselskabslovens § 134 tilsigtede ikke nogen

ændring i den hidtil gældende definition af fusion, jf.

bemærkningerne til lovforslagets § 134, sp. 2889. Det fremgår

videre af lovbemærkningernes sp. 2887 og 2888 under "almindelige

bemærkninger":

"Under lovforslagets forberedelse blev der i

selskabsretspanelet udarbejdet et udkast til kapitel 15 om fusion. Udkastet,

der blev tiltrådt af alle panelets medlemmer, fastlagde en

fremgangsmåde, der med iagttagelse af direktivets grundlæggende

principper gav fusionen karakter af en universalsuccession. Dette vil sige,

at aktiver og gæld vedrørende et ophørende selskab

overgår som helhed til det fortsættende selskab. Fusionen vil

derfor efter udkastet finde sted uafhængigt af opgøret med

kreditorerne.

Da udkastet ikke harmonerede med den almindelige regel i

dansk ret, hvorefter kreditors samtykke kræves til debitorskiftet, har

justitsministeriets lovafdeling fremsat principielle bemærkninger til

reglernes udformning. Kapitlet er herefter omredigeret således, at i

tilfælde af, at de særlige vurderingsmænd anser

kreditorernes mulighed for fyldestgørelse for at være forringet,

skal der gives kreditorerne adgang til at kræve betaling eller

sikkerhed. ..."

Det fremgår videre af bemærkningerne til § 134

g, sp. 2900 og 2901:

"Direktivets art. 13 tillader indførelse af regler

efter en model, som kendes i flere medlemsstater, og hvorefter fusioner

gennemføres uafhængigt af opgøret med kreditorer og

eventuelle mindretalsaktionærer i ophørende selskaber. Disse

regler bygger på et princip om universalsuccession, og går ud

på, at alle kreditorer må rette deres krav mod det selskab, der

fortsætter efter fusionen.

Sådanne regler har været overvejet i

forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget. Efter henstilling fra

justitsministeriet har man som sagt udformet forslagets regler om

kreditorbeskyttelse således, at fusionens gennemførelse ganske

vist ikke kræver aftale med kreditorer, men at visse kreditorer skal

være fyldestgjort som betingelse for, at fusionen kan træde i

kraft.".

Det kan således konstateres, at der ikke ved

ændringerne i Aktieselskabslovens kapitel 15 i 1982 er indført

regler om ubetinget succession, idet det tvungne debitorskifte - hvis

vurderingsmændene antager, at kreditorernes retsstilling forringes - er

betinget af, at anmeldte forfaldne fordringer er indfriet, og at der for

uforfaldne anmeldte fordringer er stillet betryggende sikkerhed, jf. §§ 134 g

og 134 h.

Jeg vil herefter redegøre for, hvorfor de

successionsregler, der blev indført med loven i 1982, ikke

repræsenterer nogen i denne relation afgørende ændringer i

forhold til de ældre aktieselskabslove af 1930 og 1973, således

at Aktieselskabsloven ikke i denne henseende har kunnet anvendes analogt

siden 1982, som hævdet af styrelsen.

Aktieselskabsloven af 15. april 1930 (hvorpå

udtalelsen fra 1972 om analog anvendelse er baseret) anfører om

sammensmeltning af aktieselskaber i § 70:

"Beslutning om overdragelse af et aktieselskabs formue som

helhed eller om dets sammensmeltning med et andet aktieselskab kan kun fattes

af generalforsamlingen ...

Sker overdragelsen til et andet aktieselskab, kan

likvidation undlades, men det overtagne selskabs formue skal da forvaltes

særskilt, indtil 6 måneder er forløbet fra registreringen

af den i 1ste stykke nævnte anmeldelse, medmindre samtlige kreditorer

enten samtykker i, at dette kan undlades, eller de fyldestgøres, eller

der stilles dem betryggende sikkerhed; om en tilbudt sikkerhed må anses

for betryggende afgøres på en af parternes begæring af

Overregistrator..."

Også i 1930-loven var der altså hjemmel til at

undlade likvidation af det ophørende selskab i forbindelse men en

sammensmeltning, under den forudsætning at det overtagne selskabs

formue blev forvaltet særskilt i en 6 måneders periode. Denne 6

måneders periode kunne afkortes ved aftale med kreditorerne,

fyldestgørelse af disse eller ved sikkerhedsstillelse. At fordringer,

der var forfaldne på anmeldelsestidspunktet inden udløbet af 6

måneders fristen kunne søges fyldestgjort, adskiller sig ikke

fra situationen i dag, jf. bemærkningerne til 1982-loven, sp. 2901,

eftersom fusionen/ sammensmeltningen endnu ikke er trådt i kraft

på dette tidspunkt. Tilsvarende kunne kreditorer med uforfaldne

fordringer efter 1930-loven kræve betryggende sikkerhed.

Lov nr. 370 af 13. juni 1973 anføres i § 134.

"Beslutning om opløsning af et aktieselskab uden

likvidation ved overdragelse som helhed af selskabets aktiver og gæld

til et andet aktieselskab eller til et anpartsselskab kan - bortset fra de i

§ 139 omhandlede fusioner - kun træffes af generalforsamlingen..."

Også i 1973-loven var der således hjemmel til

at overdrage et selskabs aktiver og gæld som helhed uden

likvidation.

Bent Græsvænge m.fl. udtaler i Lovkommentaren

(1973) side 318 i note 5 "Mens 1930-loven taler om selskabets "formue som

helhed", anvender loven udtrykket "aktiver og gæld". Dette er kun en

redaktionel ændring. Der foreligger fremdeles en universalsuccession.".

(Min fremhævelse).

Græsvænges synspunkt er overensstemmende med

det i betænkning nr. 540, 1969 side 166 anførte

"§ 134.

(AL § 70, stk., 1-2. 1964 udkastets § 115, stk. 1, og §

117).

Stk. 1. Den i § 134, stk. 1, 1. pkt., givne beskrivelse af

fusionen som en opløsning af et aktieselskab uden likvidation ved

overdragelse som helhed af selskabets aktiver og gæld til et andet

aktieselskab er helt overensstemmende med den traditionelle opfattelse af

aktieselskabsfusion. Det er således alene en tydeliggørelse, der

tilsigtes, når udkastet i modsætning til AL § 70, stk. 1, og 1964

udkastets § 115, stk. 1, fremhæver fusionens karakter af en

opløsningsmåde for aktieselskaber ved siden af likvidation. At

likvidationsreglerne ikke skal iagttages ved opløsning gennem fusion,

står i forbindelse med fusionens dobbelte formål:

Opløsning af det overtagne selskab som selvstændigt retssubjekt

og samtidig videreførelse af dets hele virksomhed indenfor rammerne af

det overtagende selskabs juridiske og økonomiske organisation.

Endvidere er det alene en redaktionel afvigelse, når udkastet som

genstand for overdragelsen taler om selskabets aktiver og gæld som

helhed, medens såvel AL § 70 som 1964 udkastets § 115 taler om

selskabets formue som helhed. Også efter udkastet er der tale om

universalsuccession.". (min fremhævelse).

Af § 138 i 1973-loven fremgår det, at

universalsuccessionen - på lige fod med den nugældende lovgivning

og 1930-loven - var betinget af iagttagelse af visse kreditorbeskyttende

forholdsregler. Selskabets aktiver skulle således forvaltes

særskilt indtil udløbet af den i Statstidende bekendtgjorte

frist på 3 måneder med opfordring til selskabets kreditorer til

at anmelde deres krav. Særskilt forvaltning kunne dog undlades,

når samtlige kreditorer samtykkede heri, eller der stilledes dem

betryggende sikkerhed. De kreditorer, der ikke havde anmeldt deres krav i

overensstemmelse hermed efter udløbet af fristen, måtte

således acceptere det fortsættende selskab som ny kreditor.

Fusionens gennemførelse krævede - ligesom i dag - ganske vist

ikke aftale med kreditorerne, men visse kreditorer skulle være

fyldestgjort som betingelse for, at fusionen kunne træde i kraft.

Jeg må på denne baggrund konkludere, at der i

samtlige de omhandlede aktieselskabslove - med de samme tre karakteristika -

har været hjemmel til fusion uden likvidation af det ophørende

selskab, at samtlige love indeholder hjemmel til debitorskifte, og at

universalsuccessionen ikke i nogen af lovene er ubetinget, idet der generelt

skal iagttages særlige kreditorbeskyttende forholdsregler, som

betingelse for at fusionen kan træde i kraft. I 1982-loven har man

indført instituttet om vurderingsmændenes erklæring og

kreditorernes adgang til at forlange indfrielse henholdsvis

sikkerhedsstillelse på baggrund af vurderingsmændenes udtalelse,

mens der i de ældre love var foreskrevet regler om særskilt

forvaltning af det overtagne selskabs formue i 6 måneder efter

1930-loven og 3 måneder efter 1973-loven og med tilsvarende adgang som

gældende i dag for kreditorerne til at forlange fyldestgørelse

og sikkerhedsstillelse. Det er næppe muligt at sige, om kreditorernes

retsstilling er bedre sikret efter de nugældende regler end ved de

tidligere regler om særskilt forvaltning.

På denne baggrund ses der ikke, som hævdet af

styrelsen, ved 1982-loven at være indført regler om

universalsuccession som på relevant afgørende måde er

ændret i forhold til 1930-loven og 1973-loven.

Hjemmelskravet til debitorskifte er således

uændret i forhold til retsstillingen i 1972, hvor Handelsministeriet og

Aktieselskabsregisteret begge konkluderede, at den dagældende

Aktieselskabslovs § 70, stk. 3, kunne finde analog anvendelse på en

fusion netop som den her omhandlede mellem et aktieselskab og en sparekasse,

med sparekassen som den fortsættende enhed.

Bent Græsvænge lægger i sin skrivelse af

25. oktober 1972 til Handelsministeriet i relation til kreditorernes stilling

stor vægt på den kendsgerning, at sikringen af kreditorerne er

væsentligt større, da erhververen er underkastet offentlig

kontrol gennem Tilsynet med banker og sparekasser sammenlignet med

overdragelse til et andet aktieselskab.

Der ses ikke at være reale holdepunkter for, hvorfor

aktieselskabslovens fusionsregler ikke i dag skulle kunne anvendes analogt

på den samme situation som forelå i 1972.

Jeg mener derfor, at de fundamentale præmisser,

hvorpå styrelsens vejledende udtalelse - specielt punkt 4 - er baseret,

er ukorrekte.

Ad 3.

Såfremt det ikke er lykkedes mig med

ovenstående argumentation at ændre Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens opfattelse, og afgørelsen således får

samme konklusion som udtalelsen, kan spørgsmålet naturligvis

forelægges Erhvervsankenævnet.

Herudover foreligger imidlertid den mulighed at få

korrigeret retstilstanden, således at der ikke er behov for en

analogislutning. Dette kan finde sted enten ved ændring i

Aktieselskabsloven eller en ændring i lov om Banker og Sparekasser. Der

er aktuelt verserende lovforslag til begge love."

Den påklagede afgørelse af 22. februar 1996

har følgende indhold:

Ved brev af 15. februar 1995 er De fremkommet med

supplerende argumenter til støtte for, at der er adgang til at

foretage en egentlig fusion mellem en sparekasse organiseret som en

selvejende institution og et sparekasseaktieselskab, således at

sparekasseaktieselskabet ophører uden formelig likvidation og anses

for opløst, når de i aktieselskabslovens § 134 h anførte

betingelser er opfyldt.

De har endvidere anmodet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om

at træffe en egentlig afgørelse om dette spørgsmål,

idet De har oplyst, at der foreligger en principaftale mellem Sparekassen K

og B Spar Holding A/S om sparekassens erhvervelse af samtlige aktier i B

Sparekasse A/S med henblik på fusion med Sparekassen K som den

fortsættende enhed.

På denne baggrund skal Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen hermed meddele, at det i Deres brev af 15. februar 1996

anførte ikke ændrer styrelsens opfattelse, hvorefter der af de i

styrelsens udtalelse af 7. februar 1996 nævnte grunde ikke ses at

være hjemmel til en fusion som den omhandlede, hvorfor en sådan

ikke vil kunne registreres.

Nærværende afgørelse kan inden 4 uger

...

Det kan til Deres orientering oplyses, at det Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen bekendt overvejes at skabe lovhjemmel til en fusion som den

omhandlede."

III. Sagens forløb i Erhvervsankenævnet.

I en over sagen af Erhvervsankenævnet indhentet

redegørelse af 19. marts 1996 har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

fastholdt afgørelsen og udtalt:

"Udtalelse

Hverken aktieselskabsloven eller bank- og sparekasseloven

indeholder udtrykkelig hjemmel til en fusion som den omhandlede.

Gennemførelse af fusionen forudsætter derfor,

at enten aktieselskabslovens fusionsregler eller bank- og sparekasselovens

kapitel 12 b, som henviser til aktieselskabslovens fusionsregler, kan

anvendes analogt.

Aktieselskabslovens regler om opløsning af

aktieselskaber ved fusion udgør dels en undtagelse til

aktieselskabslovens hovedregel om opløsning ved likvidation,

tvangsopløsning eller konkurs, dels en undtagelse til dansk rets

almindelige obligationsretlige grundsætning om debitorskifte.

Det er på denne baggrund Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens opfattelse, at eventuel afvigelse fra aktieselskabslovens

system, for så vidt angår aktieselskabers opløsning uden

likvidation, forudsætter klar lovhjemmel. Det følger heraf, at

aktieselskabslovens regler om fusion ikke efter Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens opfattelse kan anvendes analogt på en fusion som den

påtænkte.

På denne baggrund fastholdes Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens afgørelse af 22. februar 1996.

...

Sagens retlige omstændigheder

3.1. Sparekasseaktieselskabet er et aktieselskab, som har

overtaget en sparekasses aktiviteter efter reglerne i bank- og

sparekasselovens kapitel 12 b om omdannelse af sparekasser til

aktieselskaber. I henhold til bank- og sparekasselovens § 52 g, stk. 2,

finder reglerne for banker i øvrigt anvendelse på

aktieselskabet. I de konkrete bemærkninger til lovforslaget (L 27 af 5.

oktober 1988) anføres til bestemmelsen:

"Stk. 2 fastslår, at de for banker gældende

regler, dvs. bank- og sparekasseloven og aktieselskabsloven, fremtidig skal

finde anvendelse på de her omhandlede sparekasseaktieselskaber".

Aktieselskabslovens regler gælder således for

sparekasseaktieselskaber i den udstrækning, disse regler ikke er blevet

fraveget i bank- og sparekasseloven.

Bank- og sparekasseloven indeholder efter Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens opfattelse ikke efter sin ordlyd selvstændig hjemmel

til gennemførelse af en fusion som den omhandlede.

Særligt f.s.v.a bank- og sparekasselovens § 48 skal

det bemærkes, at reglen efter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens

opfattelse er en præliminær regel, hvorefter Finanstilsynets

tilladelse er en nødvendig betingelse for at gennemføre en

fusion mellem pengeinstitutter, men at bestemmelsen ikke selvstændigt

indeholder hjemmel til at gennemføre en fusion som den omhandlede med

den virkning, at et aktieselskab kan ophøre uden formelig

likvidation.

3.2. Efter aktieselskabsloven er det hovedreglen, at

opløsning af et aktieselskab gennemføres ved likvidation,

tvangsopløsning eller konkurs, jf. aktieselskabslovens kapitel 14.

Hertil gælder efter aktieselskabslovens kapitel 15 bl.a. den

udtrykkelige modifikation, at et aktieselskab kan opløses uden

likvidation ved sammensmeltning med/overdragelse af samtlige aktiver og

gæld til et andet aktieselskab eller et anpartsselskab, jf. §§ 134 og

134 j, eller til staten eller en kommune, jf. § 134 k.

Aktieselskabsloven indeholder efter sin ordlyd ikke

hjemmel til fusion med andre retsdannelser end de netop nævnte. I

særlovgivningen er der dog fastsat regler, der udtrykkeligt hjemler

adgang til, at et aktieselskab kan fusionere med andre retsdannelser end de i

ASL kapitel 15 nævnte.

Eksempler herpå er realkreditlovens kapitel 12 og

lov om forsikringsvirksomhed kapitel 18. Bank- og sparekasseloven indeholder

også en sådan hjemmel i kapitel 12 b om sparekassers omdannelse

til aktieselskaber og i kapitel 12 c om andelskassers omdannelse til

aktieselskaber. Det karakteristiske for disse regler er, at de giver egentlig

lovhjemmel til debitorskifte uden kreditorernes samtykke, og f.s.v.a.

reglerne i bank- og sparekasseloven at de ikke hjemler adgang til, at

aktieselskabet er den ophørende enhed.

En hjemmel til fusion som den omhandlede består

således alene, såfremt et eller flere af de eksisterende

regelsæt i bank- og sparekasseloven eller i aktieselskabsloven om

aktieselskabers opløsning ved fusion kan anvendes analogt.

3.3. Efter dansk rets almindelige obligationsretlige

grundsætninger medfører debitorskifte, at debitors forpligtelse

forfalder, medmindre indsættelse af en ny debitor er sket med kreditors

samtykke. Dette gælder principielt, uanset kreditors stilling i

økonomisk henseende ikke forringes. Denne regel er modificeret i

aktieselskabslovens fusionsregler, som under visse betingelser hjemler adgang

til tvungent debitorskifte.

Efter aktieselskabslovens § 134 h, stk. 1, anses et

ophørende selskab således for opløst, og dets rettigheder

og forpligtelser anses for overgået som helhed til det

fortsættende selskab, når visse betingelser er opfyldt. Hvor

kreditorernes mulighed for fyldestgørelse i følge

vurderingsmændenes erklæring efter aktieselskabslovens § 134 c,

stk. 1, ikke forringes, kan fusionen gennemføres uden samtykke fra

kreditorerne, jf. § 134 h, stk. 1, nr. 3, smh. § 134 g, e.c.

Hvor kreditorernes mulighed for fyldestgørelse i

følge vurderingsmændenes erklæring efter

aktieselskabslovens § 134 c, stk. 4, forringes, kan kreditorer derimod

forlange forfaldne fordringer indfriet, og for uforfaldne fordringer forlange

betryggende sikkerhed. Fusionen vil i sådanne tilfælde ikke kunne

gennemføres, før sådanne krav er opfyldt, jf.

aktieselskabslovens § 134 h, stk. 1, nr. 3, jf. § 134 g.

Aktieselskabslovens regler om opløsning af

aktieselskaber ved fusion udgør således dels en undtagelse til

aktieselskabslovens hovedregel om opløsning ved likvidation,

tvangsopløsning eller konkurs, dels en undtagelse til dansk rets

almindelige obligationsretlige grundsætning om debitorskifte.

Det er på denne baggrund Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens opfattelse, at eventuel afvigelse fra aktieselskabslovens

system, for så vidt angår aktieselskabers opløsning uden

likvidation, forudsætter klar lovhjemmel. Det følger heraf, at

aktieselskabslovens regler om fusion ikke efter Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens opfattelse kan anvendes analogt på en fusion som den

påtænkte.

På tilsvarende vis finder Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen ikke, at bank- og sparekasselovens § 52 d kan anvendes

analogt på en fusion som den påtænkte.

3.4. Klageren har gjort gældende, at

aktieselskabslovens kapitel 15 kan anvendes analogt på en fusion som

den foreliggende. Til støtte herfor har klageren bl.a. henvist til

Handelsministeriets udtalelse af 2. november 1972 ... hvor Handelsministeriet

tilkendegav som sin opfattelse, at den dagældende bestemmelse i § 70,

stk. 3, i aktieselskabsloven af 1930 kunne anvendes analogt på en

påtænkt fusion mellem to pengeinstitutter, hvoraf det overtagende

var en sparekasse organiseret som en selvejende institution, og det overtagne

var en bank organiseret som et aktieselskab, således at likvidation af

banken kunne undgås.

Klageren har endvidere henvist til, at der

såvel i aktieselskabsloven af 1930 som i aktieselskabsloven af 1973,

herunder efter ændringerne ved L 282 af 9/6 1982, har været

hjemmel til fusion uden likvidation af det ophørende selskab,

at samtlige love indeholder hjemmel til debitorskifte, og at

universalsuccession ikke i nogen af lovene er ubetinget.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan tilslutte sig, at der

såvel i aktieselskabsloven af 1930 som i aktieselskabsloven af 1973,

herunder efter ændringerne ved L 282 af 9. juni 1982, har været

hjemmel til fusion uden likvidation af det ophørende aktieselskab, og

at universalsuccession ikke i nogen af lovene er eller har været

ubetinget.

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er derimod ikke enig med

klageren med hensyn til, at samtlige love har indeholdt hjemmel til

debitorskifte, forstået som tvunget debitorskifte, men finder, at dette

først har været tilfældet efter gennemførelsen af L

282 af 9. juni 1982. Der er således efter Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens opfattelse væsentlig forskel på betingelserne

for at gennemføre universalsuccession efter aktieselskabsloven af

henholdsvis 1930 og 1973 på den ene side og aktieselskabsloven af 1973

som ændret i 1982 på den anden side.

Umiddelbart forinden gennemførelsen af

aktieselskabsloven af 1973 var fusionsreglerne indeholdt i

aktieselskabslovens § 70 sålydende:

"§ 70. Beslutning om overdragelse af et aktieselskabs

formue som helhed eller om dets sammensmeltning med et andet aktieselskab kan

kun fattes af generalforsamlingen. Om den af generalforsamlingen trufne

beslutning skal der ske anmeldelse til Aktieselskabsregisteret inden otte

dage.

Sker overdragelse til den danske stat eller til en dansk

kommune, kan det straks anmeldes, at selskabet er opløst.

Sker overdragelse til et andet aktieselskab, kan

likvidation undlades, men det overtagne selskabs formue skal da forvaltes

særskilt, indtil seks måneder er forløbet fra

registreringen af den i 1ste stykke nævnte anmeldelse, medmindre

samtlige kreditorer enten samtykker i, at dette undlades, eller de

fyldestgøres, eller der stilles dem betryggende sikkerhed; om en

tilbudt sikkerhed må anses for betryggende, afgøres på en

af parternes begæring af overregistrator. Når endelig

overdragelse har fundet sted, skal det overtagne selskabs bestyrelse foretage

anmeldelse til Aktieselskabsregisteret.

(....)

(....)

Bestemmelsen i denne paragrafs 3die-5te stykke finder

tilsvarende anvendelse ved sammensmeltning af aktieselskaber.

Med anmeldelsen til Aktieselskabsregisteret om

overdragelse af et aktieselskabs formue som helhed eller om sammensmeltning

af aktieselskaber skal følge bevis for, at de foreskrevne regler er

iagttaget".

Aktieselskabsloven af 1973 (L 370 af 13. juni 1973)

indeholdt f.s.v.a. forholdet til kreditorerne en tilsvarende regel:

"§ 138. Bestyrelsen for det overtagne selskab skal ved

bekendtgørelse i statstidende med en frist af mindst tre måneder

opfordre selskabets kreditorer til at anmelde deres krav. Selskabets aktiver

skal forvaltes særskilt, indtil fristen er udløbet og de

anmeldte kreditorer er fyldestgjort. Særskilt forvaltning kan dog

undlades, når samtlige kreditorer samtykker heri, eller der stilles dem

betryggende sikkerhed. Overregistrator afgør på en af parternes

begæring, om en tilbudt sikkerhed må anses for betryggende.

(....)

Stk. 3. Når betingelserne for ophør af den

særskilte forvaltning af det overtagne selskabs aktiver er opfyldt og

aktionærerne eller deltagerne i det overtagne selskab er fyldestgjort,

skal der inden fjorten dage indgives anmeldelse om selskabets slettelse af

Aktieselskabsregisteret. Anmeldelsen skal underskrives af bestyrelserne for

såvel det overtagne som det overtagende selskab".

I de konkrete bemærkninger til bestemmelsen

anførtes bl.a. følgende:

"Forslagets § 138 indeholder bestemmelserne om

gennemførelsen af fusionsbeslutningen og opløsning af

selskabet, herunder de regler, der skal yde det overtagne selskabs kreditorer

beskyttelse imod, at selskabets formue overdrages, uden at de forinden har

haft rimelig lejlighed til at varetage deres interesser.

Efter AL 1930 § 70, stk. 3, skal det overtagne selskabs

formue forvaltes særskilt indtil 6 måneder er forløbet fra

registreringen af fusionsbeslutningen, med mindre samtlige kreditorer enten

samtykker i, at dette undlades, eller de fyldestgøres, eller der

stilles dem betryggende sikkerhed. Denne bestemmelse - der underforstår

den almindelige obligationsretlige grundsætning om, at skyldnerskifte

medfører, at debitors forpligtelser forfalder, med mindre

indsættelse af en ny debitor er sket med kreditors samtykke - anviser

to måder at gennemføre fusionsbeslutningen på:

Ønskes fusionen gennemført straks efter beslutningen, må

det overtagne selskabs bestyrelse samtidig træffe en ordning med

samtlige selskabers kreditorer. Vil eller kan man ikke det, må

bestyrelsen gennem særskilt forvaltning i 6 måneder efter

anmeldelsen af selskabets formue give kreditorerne mulighed for at

søge sig fyldestgjort i formuen uden konkurrence med det overtagende

selskabs fordringshavere.

Med visse redaktionelle ændringer er denne ordning

af kreditorbeskyttelsen bibeholdt i forslagets § 138, der dog vil give

kreditorerne en videregående beskyttelse.

(....)".

Der kan endvidere henvises til Justitsministeriets

udtalelse af 12. oktober 1983, der vedlægges ... I Udtalelsen

anføres bl.a. følgende:

"Efter aktieselskabslovens § 134 h, der blev

gennemført ved lov nr. 282 af 9. juni 1982, anses et ophørende

selskab for opløst og dets rettigheder og forpligtelser anses for

overgået til det fortsættende selskab, når visse

nærmere angivne betingelser er opfyldte. Med hensyn til kreditorer

stilles der betingelser om fyldestgørelse eller sikkerhedsstillelse,

hvis det af den erklæring, der afgives efter § 134 c, stk. 4,

fremgår, at fusionen forringer adgangen til fyldestgørelse.

Indebærer fusionen derimod ikke, at muligheden for

fyldestgørelse forringes, kan fusionen gennemføres, uden at

loven stiller krav om, at der tilvejebringes en ordning med kreditorerne.

Efter de regler om fusion af aktieselskaber, der gjaldt

før gennemførelse af loven fra 1982, skulle kreditorer i det

ophørende selskab efter § 138 indkaldes, og det ophørende

selskabs aktiver skulle forvaltes særskilt, indtil anmeldte kreditorer

var fyldestgjort. Særskilt forvaltning kunne dog undlades, hvis

samtlige kreditorer samtykkede heri, eller der blev stillet dem betryggende

sikkerhed.

I bemærkningerne til lovforslaget fra 1982

(Folketinget 1981-82 (2. samling) blad nr. 194 side 42 f) anførtes

det, at den daværende aktieselskabslovs § 138 var udtryk for den

obligationsretlige grundsætning om, at skyldnerskifte medfører,

at debitors forpligtelse forfalder, medmindre indsættelse af en ny

debitor er sket med kreditors samtykke. Det fremgår endvidere af

bemærkningerne, at § 138 blev ophævet, for at loven kunne

tilgodese det formål at åbne adgang til at gennemføre

fusionen uden en ubetinget forpligtelse til at tilvejebringe ordninger med

alle kreditorer i ophørende selskaber.

Aktieselskabsloven har ingen udtrykkelige regler om,

hvorvidt debitors forpligtelse forfalder, fordi debitor indgår i en

fusion. Efter lovændringen i 1982 må det imidlertid antages, at

den ovenfor nævnte almindelige obligationsretlige grundsætning

ikke længere finder anvendelse ved fusion efter aktieselskabslovens

regler

(....)".

Der kan endvidere henvises til industriministerens svar af

6. maj 1982 på Folketingets erhvervsudvalgs spørgsmål 43

(L119/120 - bilag 35), jf. ... I svaret anførtes bl.a.

følgende:

"Som det er normal fremgangsmåde ved

fremsættelse af lovforslag har L 119 og L 120 været forelagt

justitsministeriets lovafdeling. Denne forelæggelse fandt sted medio

november 1981 straks efter afgivelsen af panelets udtalelse. Som

anført i bemærkningerne til L 119. § 1, nr. 64, var

justitsministeriet betænkelig ved at fravige dansk rets almindelige

obligationsretlige grundsætninger om debitorskifte, og for at

imødekomme nogle af disse betænkeligheder, blev panelets forslag

til kap. 15 ændret umiddelbart inden forslagets fremsættelse

(....)".

Der kan herved også henvises til N, Aktie- og

Anpartsselskaber, 2. udg., 1992, s. 361:

"Det debitorskifte, der sker ved fusion antoges under

Aktieselskabsloven af 1930 at have den virkning, at det ophørende

selskabs gæld straks forfaldt til betaling, jfr. N; Aktieselskabsret,

1970, s. 446. Dette ændredes måske allerede ved selskabslovene af

1973, men ændringen til, at fusion er en universalsuccession, er i

hvert fald gennemført ved lovene af 9. juni 1982, der begge

følger 3. direktiv art. 19".

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder således, at

aktieselskabslovens fusionsregler ved gennemførelse af de eksisterende

regler ved L 282 af 9. juni 1982 om adgang til at gennemføre fusionen

uden samtykke fra kreditorerne, er ændret væsentligt,

således at det i hvert fald fra dette tidspunkt ikke har været

muligt at anvende aktieselskabslovens regler analogt.

3.5. Det forhold, at tvungent debitorskifte må

kræve udtrykkelig lovhjemmel, har støtte i en række nyere

lovgivningsinitiativer, der netop hjemler fusion mellem aktieselskaber og

andre retsdannelser end de i aktieselskabslovens kapitel 15 nævnte.

3.5.1. Bank- og sparekasselovens kapitel 12b og 12c.

Bank- og sparekasselovens kapitel 12b om sparekassers

omdannelse til aktieselskaber blev indsat ved L 816 af 21. december 1988.

Det fremgår af forarbejderne (lovforslag nr. 27 af

5. oktober 1988 § 1, nr. 3), at man som led i den principielle ligestilling

mellem pengeinstitutter ønskede at lette overgangen til aktieselskab,

hvorved tilførelse af kapital ville blive lettere.

Det fremgår forudsætningsvist af

forarbejderne, at der ikke ville være hjemmel til tvungent

debitorskifte, hvis der ikke i bank- og sparekasseloven henvistes til

aktieselskabslovens kapitel 15.

Af de konkrete bemærkninger til § 52 c fremgår

således bl.a.:

"Omdannelsen foreslås at ske på den

måde, at sparekassen fusionerer med et aktieselskab efter reglerne i

aktieselskabslovens kapitel 15. Dette sikres i lovens § 52 d.

Ved at anvende aktieselskabslovens fusionsregler,

hvorefter sparekassens aktiver og gæld som helhed overdrages til et

aktieselskab, opnås, at omdannelsen kan ske uden likvidation, og at

sparekassevirksomheden videreføres inden for rammerne af

aktieselskabet med ophør af den selvejende institution.

Fusion efter aktieselskabslovens regler indebærer

videre den fordel, at omdannelsen ikke medfører et debitorskifte, men

at aktieselskabet indtræder i alle sparekassens rettigheder og

forpligtelser".

Bank- og sparekasselovens § 52 d indeholder bl.a.

følgende bestemmelser:

"§ 52 d. Aktieselskabslovens §§ 134 - 134i finder med de

nødvendige ændringer anvendelse på fusionen mellem

aktieselskabet som det fortsættende selskab og sparekassen som det

ophørende selskab.

(....)

Stk. 5. Tilsynet skal godkende fusionen i henhold til §

48".

Af de konkrete bemærkninger til § 52 d fremgår

bl.a.:

"Aktieselskabslovens fusionsregler i kapitel 15 omfatter

alene fusion mellem aktieselskaber. Ved udtrykkeligt at gøre disse

regler anvendelige med de fornødne ændringer på fusion

mellem en selvejende institution og et aktieselskab fastslås samtidig

princippet om universalsuccession, dvs. at aktieselskabet indtræder i

sparekassens rettigheder og forpligtelser uden debitorskifte.

(...)

Stk. 5 fastslår, hvad der allerede fremgår af

§ 48, at Finanstilsynet skal godkende fusionen".

Bank- og sparekasselovens kapitel 12c om andelskassers

omdannelse til aktieselskaber indeholder tilsvarende regler og konkrete

bemærkninger til lovforslaget (L 59 af 23. november 1994).

3.5.2. Realkreditloven

Ved vedtagelse af hovedloven i 1989 blev der i kapitel 12

åbnet mulighed for ændring af den retlige organisationsform

(realkreditforening) til aktieselskab. I § 72, 2. pkt., fastsattes

udtrykkeligt, at overdragelserne efter § 68 (af aktiver og gæld som

helhed) kan gennemføres uden kreditorernes samtykke. Af lovforslagets

(L 26 af 11. oktober 1989) konkrete bemærkninger til bestemmelsen

fremgår bl.a. følgende:

"Omdannelsen til aktieselskab kan siges at have karakter

af et debitorskifte i relation til instituttets kreditorer, herunder

først og fremmest obligationsejerne. Med hensyn til debitorskifte

gælder det almindelige obligationsretlige princip om, at dette normalt

ikke kan ske uden samtykke fra kreditorerne. Med hjemmel i lov kan der dog

foretages debitorskifte uden samtykke fra kreditorerne. Det fastsættes

derfor i 2. pkt., at omdannelsen kan ske uden kreditorernes samtykke".

3.5.3. Lov om forsikringsvirksomhed.

I betænkning nr. 1229/1992 om forenkling og

fremtidstilpasning af selskabslovene anføres om omdannelse af bl.a.

forsikringsselskaber til aktieselskaber på s. 74f. bl. a.

følgende:

"For de gensidige forsikringsselskaber og

tværgående pensionskasser er der en positiv lovhjemmel til

omdannelsen. Forsikringsvirksomhedslovens § 168a, der gælder generelt

for alle former for forsikringsselskaber, giver Finanstilsynet mulighed for

at tillade en omdannelse af forsikringsselskaber, der ikke længere

driver forsikringsvirksomhed.

Omdannelsen sker ved en af Finanstilsynet kontrolleret

procedure, og tilsynet fastsætter de nærmere vilkår, der

måtte være behov for i de konkrete tilfælde. Der kan for

eksempel stilles krav om, at omdannelsen vedtages med samme flertal, som i

vedtægterne kræves til opløsning af selskabet. Endvidere

er det en forudsætning for at tillade omdannelsen, at Finanstilsynet

kan afgive erklæring om, at kreditorerne er tilstrækkeligt

sikrede.

Det er panelets opfattelse, at den forsikringsretlige

regulering af omdannelsesspørgsmålet på

hensigtsmæssig vis tager stilling til de fleste spørgsmål

om forsikringsdeltagernes forhold i en omdannelsessituation og tager

højde for en varetagelse af kreditorernes interesser, bortset fra

spørgsmålet om universalsuccession".

Side 79 anføres videre:

"En lovhjemlet adgang til universalsuccession i

forbindelse med en omdannelse til aktieselskab vil også for gensidige

forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser betyde lettelse

af gennemførelsen af omdannelse til aktieselskab. Universalsuccession

er her ubetænkelig, da omdannelsen efter de gældende regler kun

kan gennemføres, dersom Finanstilsynet finder, at fordringshaverne

efter omdannelsen er tilstrækkelig sikrede".

På denne baggrund indstillede panelet, at der som et

nyt stykke 2 i § 168a i lov om forsikringsvirksomhed optoges følgende

bestemmelse:

"Ved omdannelse af et forsikringsselskab i medfør

af stk. 1, 2. pkt., indtræder det overtagende forsikringsselskab i det

overdragende forsikringsselskabs rettigheder og forpligtelser uden

debitorskifte".

I panelets bemærkninger til bestemmelsen (side 182)

anføres følgende:

"Bestemmelsen fastslår princippet om

universalsuccession. Kreditorernes retsstilling i anledning af omdannelsen er

således den samme, hvad enten fordringen haves mod det overdragende

forsikringsselskab eller det overtagende forsikringsselskab. En

forudsætning herfor vil være, at fusionsreglerne i

aktieselskabsloven og lov om forsikringsvirksomhed indgår som en del af

den af Finanstilsynet kontrollerede procedure for omdannelsen. Ved at anvende

betegnelsen forsikringsselskab er der mulighed for at anvende bestemmelsen

på såvel forsikringsaktieselskaber, gensidige

forsikringsselskaber, som tværgående pensionskasser".

Såvel bestemmelsens formulering som

bemærkningerne hertil blev optaget i lovforslaget (L 63 af 28. oktober

1992) og i den vedtagne ændringslov (§ 1, nr. 130, i L 1062 af 23.

december 1992)."

Finanstilsynet har i en udtalelse om sagen af 19. marts

1996 udtalt:

"... at tilsynet er enig med Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen i, at spørgsmålet om sparekasseaktieselskabets

ophør ved eller uden likvidation henhører under Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen, og at bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 48, stk.

1, ikke i sig selv hjemler adgang til fusion med universalsuccession eller

til anvendelse af aktieselskabslovens kapitel 15 i den foreliggende

situation.

Ifølge bank- og sparekasselovens § 48, stk. 1,

må et pengeinstitut ikke uden Erhvervsministerens tilladelse overtage

et pengeinstitut eller en forretningsafdeling af et sådant eller

sammensmeltes med et andet pengeinstitut.

Adgangen til at give tilladelse efter § 48 er delegeret

til Finanstilsynet for de mindre fusioner, mens tilladelse til de

større fusioner gives af Erhvervsministeren, jf. bekendtgørelse

nr. 436 af 19. juli 1988.

Tilladelse i henhold til § 48 er en yderligere

gyldighedsbetingelse ud over det, der kræves til fusion efter

aktieselskabsloven, andelsretten eller fondslovgivningen, men bestemmelsen

indeholder ikke en selvstændig selskabsretlig hjemmel til at

gennemføre fusioner af pengeinstitutter.

Baggrunden for tilladelsessystemet er varetagelse af

tilsynsmæssige hensyn, herunder særligt at indskydernes stilling

ikke forringes.

Ministeren/Finanstilsynet påser således i

forbindelse med tilladelse efter § 48, at det fortsættende

pengeinstituts likviditet og ansvarlige kapital er forsvarlig, og at

pengeinstituttet ledelses- og driftsmæssigt kan "magte" opgaven.

Finanstilsynet kan i øvrigt bekræfte ... at

det overvejes at skabe lovhjemmel til en fusion som den omhandlede."

Advokat A har i et supplerende indlæg af 27. marts

1996 kommenteret Erhvervs- og Selskabsstyrelsens udtalelse således:

"Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anfører, at

aktieselskabslovens fusionsregler udgør "dels en undtagelse til

aktieselskabslovens hovedregler om opløsning ved likvidation,

tvangsopløsning eller konkurs, dels en undtagelse til dansk rets

almindelige obligationsretlige grundsætning om debitorskifte."

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder på denne

baggrund, "at eventuel afvigelse fra aktieselskabslovens system, for så

vidt angår aktieselskabers opløsning uden likvidation,

forudsætter klar lovhjemmel. Det følger heraf, at

aktieselskabslovens regler om fusion ikke efter Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens opfattelse kan anvendes analogt på en fusion som den

påtænkte."

Det fremgår videre, at Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen mener, "at aktieselskabslovens fusionsregler ved

gennemførelse af de eksisterende regler ved L 282 af 9. juni 1982 om

adgang til at gennemføre fusionen uden samtykke fra kreditorerne, er

ændret væsentligt, således at det i hvert fald fra dette

tidspunkt ikke har været muligt at anvende aktieselskabslovens regler

analogt."

Efter vor opfattelse har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen

ikke godtgjort, hvorfor aktieselskabslovens fusionsregler ikke skulle

kunne anvendes analogt, hvis i øvrigt de almindelige betingelser for

analogislutninger er til stede, ligesom der ikke er dokumenteret reale grunde

til, at en analogisering til aktieselskabslovens fusionsregler skulle

være særligt udelukket efter gennemførelsen af de

eksisterende regler i aktieselskabsloven.

Som anført i Aktieselskabsregisterets skrivelse af

25. oktober 1972 til Handelsministeriet ... er anvendelse af en retsregel

på tilfælde, der ikke direkte omfattes af retsreglens ord,

betinget af:

at der ikke eksisterer nogen anden retsregel, der

afgør det foreliggende tilfælde, og at mangelen på

udtrykkelig lovhjemmel må bero på en lapsus eller et "hul i

loven", dvs. ikke et bevidst valg fra lovgivers side, og

2. at der foreligger en sådan lighed mellem det

foreliggende tilfælde og dem, der omfattes direkte af loven, at der er

de samme grunde til at følge lovens regel i begge tilfælde

(årsagernes lighed).

Efter vor bedømmelse er begge disse betingelser for

analogislutninger klart opfyldt i det konkrete tilfælde.

Lovgiver havde ved indførelsen af

omdannelsesreglerne i lov om banker og sparekasser, hvorved

garantisparekasser opnåede adgang til omdannelse til aktieselskaber,

ikke overvejet muligheden af, at garantisparekasser kunne ønske at

overtage og fusionere med omdannede sparekasseaktieselskaber, med

garantisparekassen som den fortsættende enhed.

Den omstændighed, at lovgiver med indførelsen

af omdannelsesreglerne ønskede at lette mulighederne for at omdanne

garantisparekasser til aktieselskaber, er ikke udtryk for, at lovgiver har

ønsket, at garantisparekasser ikke længere skulle kunne drive

virksomhed på samme vilkår som øvrige pengeinstitutter.

Den manglende hjemmel må derfor betragtes som et "hul i loven", dvs. en

lapsus.

Endvidere er der en årsagernes lighed tilstede i og

med, at de reale hensyn til kreditorerne, der varetages af fusionsreglerne i

aktieselskabsloven, fuldt ud varetages, også selv om det

fortsættende selskab ikke er et aktieselskab, men en juridisk person

organiseret som en sparekasse, idet Finanstilsynet i forbindelse med sin

prøvelse og godkendelsesprocedure af en fusion fuldt ud tager alle de

hensyn i betragtning, som aktieselskabslovens regelsystem om fusioner er

indrettet efter. Der er intet som helst hensyn til kreditorerne, som kan

antages at ville være bedre varetaget, hvis der var tale om en fusion

mellem to aktieselskaber. Som anført af den daværende

overregistrator for Aktieselskabsregisteret, Bent Græsvænge, i

skrivelsen af 25. oktober 1972 til Handelsministeriet ..., er sikringen af

kreditorerne i det overtagne selskab tværtimod væsentligt

større "når forpligtelserne, såvel de, der fremgår

af overtagelsesstatus, som eventuelt latente, overtages af en selvejende

institution, der er underkastet offentlig kontrol gennem Tilsynet med Banker

og Sparekasser, end ved overdragelse til et andet aktieselskab."

Der er intet belæg for Erhvervs- og

Selskabsstyrelsens holdning om, at man inden for selskabsrettens område

ikke kan slutte analogt, og at der skulle eksistere et særligt krav om

klar lovhjemmel inden for dette retsområde. Når de almindelige

betingelser for at anvende retsregler analogt er opfyldt, må der

også kunne analogiseres til aktieselskabslovens regler. Disse

betingelser fandtes opfyldt i en med den foreliggende identisk situation i

1972, og betingelserne er følgelig tilsvarende opfyldt i dag.

Det forhold, at der ved gennemførelse af de

eksisterende fusionsregler ved L 282 af 9. juni 1982 er indført

regler, som muligvis gennemfører et "mere tvungent" debitorskifte i

forhold til tidligere aktieselskabslovgivning, kan ikke bevirke, at reglerne

ikke kan finde analog anvendelse i det omfang, de almindelige betingelser for

analogislutninger er til stede. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anfører

som argument, at aktieselskabslovens fusionsregler er en undtagelse til

selskabslovens hovedregler om opløsning ved likvidation,

tvangsopløsning eller konkurs og videre en undtagelse til dansk rets

almindelige obligationsretlige grundsætninger om debitorskifte.

Det bemærkes i denne forbindelse for det

første, at det inden for andre retsområder, f.eks. lejeretten,

er fast antaget, at det debitorskifte, der er forbundet med succession

på udlejers side ved overdragelse af udlejede ejendomme, kan

gennemføres uden samtykke fra lejer og uden lovhjemmel.

Dernæst udelukker det forhold, at en bestemmelse

må opfattes som en undtagelsesregel, ikke analogislutninger, jvf.

bl.a.

Alf Ross "Om ret og retfærdighed", p. 176 "Desuden

plejer man at tilføje, at det er en betingelse for analogislutning fra

a til b, at b er ulovbestemt. Dette respekteres dog ikke i praksis, og kravet

synes heller ikke velbegrundet. Det må antages, at forholdet mellem den

analogiske regel om bestående lovregel for samme tilfælde, vil

blive bedømt som andre tilfælde af normkonflikt. Der vil f.x.

således ikke være noget i vejen for analogisk udvidelse af en

undtagelsesregel, uanset at tilfældet er dækket af den

almindelige (ældre) regel",

og i juridisk ordbog v/W.E. von Eyben "analogi

forudsætter som regel et "hul i loven", dvs. at der ikke haves nogen

anden lovregel, der afgør tilfældet, analogi fra

undtagelsesregler er dog ikke udelukket."

Der har den 12. april 1996 været afholdt mundtlig

forhandling under deltagelse af repræsentanter for Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet. For klager mødte advokat A sammen

med direktør C og underdirektør D fra Sparekassen K. Endvidere

deltog advokat E, der repræsenterede en kreds af aktionærer i B

Holding A/S.

Advokat E fremlagde en skrivelse af 12. april 1996 fra

formanden for bestyrelsen, advokat F, B Holding A/S, hvorefter

holdingselskabet ejer hele aktiekapitalen i B Sparekasse A/S. Af skrivelsen

fremgår endvidere, at bestyrelsen i B Holding A/S den 9. ds. med

majoritetsaktionærernes accept har godkendt salg af hele aktiekapitalen

i B Sparekasse A/S til Aktieselskabet G Bank. Aftalen skal forelægges

til godkendelse på holdingselskabets ordinære generalforsamling

den 23. ds. På denne baggrund har formanden givet udtryk for, at han

ikke finder det rigtigt, at Erhvervsankenævnet behandler klagesagen,

der involverer B Sparekasse A/S, når henses til, at hverken sparekassen

eller dettes moderselskab er part i klagesagen.

Advokat A gjorde gældende, at klager fortsat havde

en direkte interesse i, at klagesagen blev afgjort, idet der bl.a. på

grundlag af stemmebegrænsningsregler i holdingselskabet ikke var nogen

sikkerhed for, at salget ville blive godkendt på generalforsamlingen.

Det ville også afhænge af, at det i klagesagen eksisterende

tvivlsspørgsmål blev afklaret, herunder vedrørende

muligheden for et eventuelt højere tilbud fra Sparekassen K. Endvidere

ville en afgørelse få betydning for muligheden for at benytte

andre obligationsretlige retsskridt.

Erhvervsankenævnet tilkendegav, at nævnet

samlet ville tage stilling til advokat E's anmodninger om bortfald

henholdsvis udsættelse af sagsbehandlingen eller afgøre sagens

realitet.

Herefter tilkendegav advokat E, at han fandt det rigtigst

at forlade mødet under realitetsbehandlingen af klagesagen.

Klageren ved advokat A samt repræsentanterne for

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet henholdt sig herefter i det

væsentlige til de udarbejdede skriftlige indlæg. Herudover gjorde

advokat A gældende, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens fortolkning

indebærer et konkurrenceforvridende moment, idet det ikke har

været lovgivers hensigt at stille selvejende sparekasser ringere end

banker og selskabssparekasser i en fusionssituation. Advokat A oplyste

endvidere, at B Sparekasse A/S ved sin omdannelse til sparekasse i

medfør af bank- og sparekasselovens § 52 h har bundet en

sparekassereserve på ca. 96 mio. kr., der i tilfælde af

sparekassens opløsning skal gå til almennyttige formål,

hvilket beløb ikke kan tilfalde sparekassens aktionærer. En

fusion muliggør derimod beløbets fortsatte henståen i en

selvejende sparekasse.

Ankenævnet udtaler:

Da det ikke på det foreliggende grundlag kan

afvises, at Sparekassen K, der er part i den af Erhvervs- og

Selskabsstyrelsen trufne afgørelse, har en retlig interesse i

erhvervsankenævnets afgørelse af spørgsmålet om,

hvorvidt der er lovhjemmel til at gennemføre en fusion mellem

Sparekassen K og et sparekasseaktieselskab som ophørende selskab, i

det aktuelle tilfælde B Sparekasse A/S, er der ikke grundlag for at

afvise klagen eller udsætte behandlingen.

Ankenævnets formand, Niels Larsen udtaler:

Det tiltrædes, at den påtænkte fusion

mellem Sparekassen K (selvejende) og B Sparekasse A/S som ophørende

selskab ikke er omfattet af reglerne i aktieselskabslovens kap. 15, der alene

efter loven vedrører fusion uden likvidation mellem aktieselskaber

henholdsvis anpartsselskaber. Fusionen er heller ikke hjemlet i bank- og

sparekasselovens § 48 eller ifølge de ved særskilt lovgivning

gennemførte regler i bank- og sparekasselovens kap. 12 b om fusion

uden likvidation ved omdannelse af en sparekasse (selvejende) til et

aktieselskab. Herefter fører dansk rets almindelige regler til, at

universalsuccession ikke kan finde sted, men at al gæld i B Sparekasse

A/S forfalder til betaling ved en sammenlægning, herunder den i bank-

og sparekasselovens § 52 i, stk. 4, særskilt lovbestemte anvendelse til

almennyttige eller velgørende formål af den bundne

sparekassereserve.

Det tiltrædes endvidere, at der ikke er grundlag for

at anvende de nævnte regelsæt i aktieselskabsloven henholdsvis

bank- og sparekasselovens § 12 b om fusion uden likvidation analogt på

den påtænkte fusion, idet det ville være udtryk for

meddelelse af dispensation uden lovhjemmel fra almindelig gældende ret,

som refereret ovenfor. I lighed med det regelsæt i bank- og

sparekasselovens kap. 12 b, der blev gennemført ved lov nr. 816 af 21.

december 1988 om sparekassers omdannelse til aktieselskaber, henhører

spørgsmålene om, hvorvidt der bør gennemføres

tilsvarende regler for omdannelse af et sparekasse- eller bankaktieselskab

til en selvejende institution og i bekræftende fald vilkårene

herfor under lovgivningsmagten. Denne voterende stemmer derfor for at

stadfæste Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 22.

februar 1996.

2 medlemmer af ankenævnet, de sagkyndige Mads Bryde

Andersen og Eskil Trolle udtaler:

Handelsministeriet har tidligere, herunder ved en

afgørelse fra 1972, fundet hjemmel i aktieselskabsloven for en fusion

mellem en sparekasse og en bank med sparekassen som den juridiske enhed, uden

at likvidation af banken var nødvendig.

Efterfølgende lovinitiativer - der alle har udvidet

fusionsmulighederne - ses ikke at have ændret en sådan

retstilstand derhen, at der ikke længere skulle være samme

hjemmel.

Sparekasser har stedse kunnet fusionere med sparekasser

uden anden udtrykkelig lovhjemmel end bank- og sparekasselovens § 48.

Lovgivningen i 1988, hvorved sparekasser fik mulighed for at lade sig omdanne

til sparekasseaktieselskaber, ses ikke at hindre et sparekasseaktieselskab i

at fusionere med en sparekasse og derved iklæde sig sin tidligere

juridiske selskabsform. Herved vil den indkapslede sparekassereserve vende

tilbage til sit udgangspunkt, og der er netop selvstændig juridisk

hjemmel hertil i bank- og sparekasselovens § 52 i, stk. 3, når

sparekasseaktieselskabets senere fusion sker med et andet pengeinstitut.

De beskyttelseshensyn, som almindeligvis gør sig

gældende ved et tvungent debitorskifte, har ikke samme gyldighed

på det foreliggende område, hvor såvel den

fortsættende som den ophørende juridiske enhed er undergivet et

tilsyn, som skal godkende fusionen, og hvor der i øvrigt foreligger en

intens offentligretlig beskyttelseslovgivning, der sikrer debitorernes

interesser. Disse medlemmer finder i øvrigt ikke anledning til at tage

nærmere stilling til, om en fusion som den påtænkte vil

indebære et debitorskifte, der vil føre til, at al gæld i

det ophørende pengeinstitut forfalder til betaling, idet de

likviditetsproblemer, der måtte følge heraf, vil indgå i

den vurdering, Finanstilsynet udøver ved sin afgørelse i

henhold til bank- og sparekasselovens § 48, stk. 1.

Disse medlemmer finder derfor, at en fusion mellem et

sparekasseaktieselskab og en selvejende sparekasse med den selvejende

sparekasse som fortsættende enhed har den fornødne hjemmel i

bank- og sparekasseloven og stemmer derfor for at pålægge

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at behandle sagen på grundlag af

reglerne i denne lov og i nødvendigt omfang på grundlag af

aktieselskabslovens regler om fusion uden likvidation.

Der træffes afgørelse i overensstemmelse med

flertallet, således at sagen hjemvises til fornyet behandling i

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i overensstemmelse med flertallets konklusion.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter