Hjemmel til fusion af to sparekasser, hvor en selvejende sparekasse var den fortsættende sparekasse, således at det ophørende sparekasseaktieselskab kunne opløses uden likvidation. Spørgsmålet om partsstilling.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Aktieselskabsloven § 134 h ophævet 13 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 70 ophævet 6 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 134 ophævet 7 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 134 c ophævet 6 afgørelser
- Aktieselskabsloven § 138 ophævet 5 afgørelser
- Lov om forsikringsvirksomhed § 168 a ophævet 2 afgørelser
Teksten
Hjemmel til fusion af to sparekasser, hvor
en selvejende sparekasse var den fortsættende sparekasse, således
at det ophørende sparekasseaktieselskab kunne opløses uden
likvidation. Spørgsmålet om partsstilling.
Advokat A har i skrivelse af 1. marts 1996 på vegne
Sparekassen K klaget over Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af
22. februar 1996 (j.nr. 95-129.362), hvor styrelsen udtalte, at sparekassen
ikke vil kunne fusionere med B Sparekasse A/S således, at B Sparekasse
A/S kan anses for opløst uden likvidation efter aktieselskabslovens §
134 h.
I. Sagens omstændigheder:
Det fremgår af sagen, at der mellem Sparekassen K og
B Holding A/S er indgået en principaftale om, at Sparekassen K skal
erhverve samtlige aktier i B Sparekasse A/S med henblik på, at de to
sparekasser, Sparekassen K og B Sparekasse A/S, skal fusionere med
Sparekassen K (selvejende sparekasse) som fortsættende sparekasse. I
anledning heraf rettede klagerens advokat, advokat A, henvendelse til
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen den 1., 5. og 14. december 1995 og 15. februar
1996 med henblik på at få bekræftet klagerens opfattelse
af, at aktieselskabslovens regler om fusion, eventuelt i sammenhæng med
bank- og sparekasselovens § 48, kan finde anvendelse direkte eller analogt
på et tilfælde, som det foreliggende, hvor en sparekasse
organiseret som en selvejende sparekasse (Sparekassen K) fusionerer med et
aktieselskab (B Sparekasse A/S), således at den ophørende
sparekasse, i dette tilfælde B Sparekasse A/S, kan anses for
opløst uden likvidation, når betingelserne i aktieselskabslovens
§ 134 h er opfyldt. Til støtte herfor henviste advokat A til
forskelligt materiale, herunder til udtalelser af 25. oktober 1972 og 2.
november 1972 fra henholdsvis Aktieselskabs-registeret og Handelsministeriet
om fusion i et lignende konkret tilfælde, hvor Aktieselskabsregisteret
Læs alt
og ministeriet udtalte, at den daværende regel i aktieselskabslovens §
70, stk. 3, kunne anvendes analogt, således at likvidation af en bank
kunne undgås. Endvidere henviste advokat A til et responsum om sagen
fra professor, dr. jur. N.
II. Sagens forløb i Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen svarede den 7. februar
1996. Skrivelsen har følgende indhold:
"...
Ved et senere brev af 5. december 1995 har De
præciseret anmodningen derhen, at De beder Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen bekræfte,
- enten at bank- og sparekasselovens § 48 alene
indeholder hjemmel til at gennemføre en fusion mellem en sparekasse og
et sparekasseaktieselskab med sparekassen som den fortsættende enhed,
- eller at bank- og sparekasselovens § 48 i
sammenhæng med enten en direkte anvendelse eller en analogi af
aktieselskabslovens kapitel 15 indeholder denne hjemmel,
således at der er tale om en egentlig fusion,
hvorfor sparekasseaktieselskabet ophører uden formelig likvidation,
således at sparekasseaktieselskabet anses for opløst, når
de i aktieselskabslovens § 134 h anførte betingelser er opfyldt.
Endvidere har De anmodet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om
at tage stilling til kompetencespørgsmålet; om
godkendelsesmyndigheden er Finanstilsynet alene, eller om det er
Finanstilsynet for så vidt angår sparekassen, og Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen for så vidt angår sparekasseaktieselskabet.
Til brug for styrelsens overvejelser har De indsendt et
responsum af 13. december 1995 fra professor, dr.jur. N, ligesom styrelsen
fra Finansrådet har modtaget et notat af 12. december 1995.
2. Efter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens opfattelse er der
ikke hjemmel til at gennemføre en fusion som beskrevet, således
at sparekasseaktieselskabet ophører uden likvidation.
Det er endvidere Erhvervs- og Selskabsstyrelsens
opfattelse, at Finanstilsynet har kompetencen til at godkende en fusion efter
bank- og sparekasselovens § 48, men at spørgsmålet om
sparekasseaktieselskabets ophør ved eller uden likvidation
henhører under Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.
Opmærksomheden henledes på, at Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens udtalelse kun er en vejledende udtalelse, og at
spørgsmålets endelige afgørelse henhører under
domstolene.
3. Efter aktieselskabsloven er det hovedreglen, at
opløsning af et aktieselskab gennemføres ved likvidation,
tvangsopløsning eller konkurs, jf. aktieselskabslovens kapitel 14.
Hertil gælder efter aktieselskabslovens kapitel 15 den udtrykkelige
modifikation, at et aktieselskab kan opløses uden likvidation ved
sammensmeltning med/overdragelse af samtlige aktiver og gæld til et
andet aktieselskab eller et anpartsselskab, jf. §§ 134 og 134 j, eller til
staten eller en kommune, jf. § 134 k.
Opmærksomheden henledes på, at
anvendelsesområdet - aktie- og anpartsselskaber - netop
præciseres i det den 1. februar 1996 fremsatte lovforslag nr. L 198 om
ændring af lov om visse selskabers aflæggelse af
årsregnskab m.v. og forskellige andre love § 2, nr. 27, hvor det i
bemærkningerne anføres: "Den foreslåede bestemmelse
indebærer en præcisering af, at et aktieselskab kan
opløses uden likvidation ved overdragelse af selskabets aktiver og
gæld som helhed til et andet aktie- eller anpartsselskab. Det samme
gælder, når to eller flere aktie- eller anpartsselskaber
sammensmeltes til et nyt aktie- eller anpartsselskab".
Efter dansk rets almindelige regler kan debitorskifte ikke
ske uden samtykke fra kreditor, hvilket principielt gælder, uanset
kreditors stilling ikke forringes.
Med hjemmel i lov kan der dog foretages debitorskifte uden
samtykke fra kreditor. Aktieselskabslovens regler om fusion indeholder
sådan lovhjemmel til overførelse af aktieselskabets
forpligtelser uden kreditors samtykke, når visse nærmere i loven
angivne betingelser er opfyldt.
Aktieselskabslovens regler om fusion indeholder
således ikke blot en modifikation til hovedreglen om, at
opløsning af et aktieselskab gennemføres ved likvidation m.v.,
men tillige den nødvendige lovhjemmel til universalsuccession og
dermed fravigelse af dansk rets almindelige regler om debitorskifte.
Det er på denne baggrund Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens opfattelse, at eventuel fravigelse af aktieselskabslovens
system, for så vidt angår aktieselskabers opløsning uden
likvidation, forudsætter en klar lovhjemmel.
4. Såvel advokat A som professor, dr. jur. N har,
til støtte for at aktieselskabslovens kapitel 15 kan anvendes analogt
i det foreliggende tilfælde, bl.a. henvist til, at Handelsministeriet i
en udtalelse af 2. november 1972 (j.nr. 129-10-72) tilkendegav som sin
opfattelse, at den dagældende bestemmelse i aktieselskabslovens § 70,
stk. 3, kunne anvendes analogt på en sparekasses påtænkte
overtagelse af aktiver og passiver i et bankaktiselskab, således at
likvidation af bankaktieselskabet kunne undgås.
Det bemærkes hertil, at hverken aktieselskabsloven
af 1930 eller af 1973 forud for den nedenfor omtalte lovændring i 1982
indeholdte lovhjemmel til debitorskifte.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder, at retstilstanden
ved indførelsen af de eksisterende regler om universalsuccession i
forbindelse med fusion på afgørende måde blev
ændret, således at aktieselskabsloven i hvert fald ikke i den
henseende har kunnet anvendes analogt siden gennemførelsen af
ændringerne af aktieselskabsloven ved L 282 af 9. juni 1982.
Det er ligeledes Erhvervs- og Selskabsstyrelsens
opfattelse, at bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 48 ikke i sig selv
hjemler adgang til fusion med universalsuccession og heller ikke hjemler
adgang til anvendelse af aktieselskabslovens kapitel 15 i den foreliggende
situation. Styrelsen skal i den forbindelse henvise til den nyeste kommentar
til bank- og sparekasseloven af Christen Boye Jacobsen, Peter Sylvest Larsen,
Thomas Kjøller og Tine Roed, Jurist- og Økonomforbundets
forlag, 1996, s. 334, hvor det i kommentaren til § 48 bl.a. anføres:
"En væsentlig praktisk forskel mellem transaktioner, der omfattes af AL
kapitel 15, og de øvrige fusioner, spaltninger og overtagelser af
filialer vedrører skyldnerskifte. For fusioner m.v., der falder uden
for AL, medfører transaktionen skyldnerskifte med den konsekvens, at
al gæld i ophørende pengeinstitutter eller overtagne filialer
forfalder til betaling. Dette kan skabe et likviditetsproblem, der må
indgå i tilsynets vurdering efter § 48".
5. Finansrådet har i et notat af 12/12 1995 henvist
til en udvidende fortolkning af § 52 d i bank- og sparekasseloven som den
fornødne lovhjemmel til anvendelsen af regelsættet i
aktieselskabslovens kapitel 15.
Bank og sparekasselovens kapitel 12 b finder efter sit
indhold kun anvendelse på sparekassers omdannelse til aktieselskaber og
indeholder dermed ikke lovhjemmel til en fusion som den omhandlede.
Under hensyn til det ovenfor anførte om
aktieselskabslovens system vedrørende aktieselskabers
opløsning, herunder at aktieselskabslovens fusionsregler er en
modifikation til såvel aktieselskabslovens hovedregel om
opløsning af aktieselskaber som dansk rets almindelige regel om
debitorskifte, finder Erhvervs- og Selskabsstyrelsen heller ikke, at bank og
sparekasselovens § 52 d kan anvendes analogt på en fusion som den her
omhandlede."
Ved skrivelse af 5. februar 1996 anmodede advokat A
styrelsen om at træffe en egentlig afgørelse. Advokat As
skrivelse har følgende indhold:
"...
Ad 1.
Begrundelsen for at anmode om en afgørelse frem for
at indlede en anerkendelsessag er tidsfaktoren. Der foreligger således
en principaftale mellem Sparekassen K og B Spar Holding A/S om sparekassens
erhvervelse af samtlige aktier i B Sparekasse A/S med henblik på fusion
med Sparekassen K som den fortsættende enhed. Principaftalen er
naturligvis betinget af de relevante myndigheders godkendelse.
Jeg skal hermed under konkret henvisning til de navngivne
parters principaftale anmode Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om snarest muligt
at fremkomme med en afgørelse fremfor blot en vejledende
udtalelse.
Ad 2.
Den hovedtese styrelsens udtalelse er baseret på, er
at det er hovedreglen, at opløsning af et aktieselskab
gennemføres ved likvidation, tvangsopløsning eller konkurs
på grundlag af lovens kapitel 14, at modifikationen i lovens kapitel 15
om fusion er udtryk for en adgang til debitorskifte uden at kreditors
godkendelse er fornøden, og at en universalsuccession uden kreditors
samtykke kræver udtrykkelig lovhjemmel. Jeg sætter ikke
spørgsmålstegn ved denne tese, selvom det ikke er en
undtagelsesfri regel, at skyldnerskifte uden kreditorsamtykke
forudsætter lovhjemmel, jf. eksempelvis for så vidt angår
lejeforhold; Halfdan Krag Jespersen, Lejeret 1 (1989) pg. 87f.
Forinden jeg knytter detailkommentarer til styrelsens
argumentation med grundlag i betragtninger omkring debitorskifte og
universalsuccession, skal jeg bemærke, at henvisningen midt på
side 2 til bemærkningerne til et lovforslag vedrørende visse
selskabers aflæggelse af årsregnskab m.v. efter min opfattelse
ikke har relevans for det foreliggende spørgsmål. Som det
fremgår af bemærkningerne s. 34 til § 134 er der alene tale om en
præcisering af, at et aktieselskab kan opløses uden likvidation
ved overdragelse af selskabets aktiver og gæld som helhed til et andet
aktie- eller anpartsselskab; men ikke om nogen egentlige
indholdsmæssige ændringer.
Styrelsens argumentation for konklusionen i udtalelsen er
hovedsageligt baseret på, at tvungent debitorskifte fordrer udtrykkelig
lovhjemmel som en fravigelse af dansk rets almindelige regler om
debitorskifte. I tilknytning hertil er det anført, at der forud for
lovændringen i 1982 ikke var hjemmel til debitorskifte, hverken i
Aktieselskabsloven af 1930 eller af 1973.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder endvidere, "at
retstilstanden ved indførelse af de eksisterende regler om
universalsuccession i forbindelse med fusion på afgørende
måde blev ændret, således at aktieselskabsloven i hvert
fald ikke i denne henseende har kunnet anvendes analogt siden
gennemførelsen af ændringerne af aktieselskabslovgivningen ved L
282 af 9. juni 1982.".
Jeg skal i det følgende knytte en række
bemærkninger til de efter min mening forkerte præmisser,
styrelsen har lagt til grund, idet jeg indledningsvis vil redegøre for
de tre elementer, som en fusion efter min opfattelse består af.
For det første er der tale om et selskabs samlede
overdragelse af samtlige dets aktiver og passiver til en anden juridisk
person. Det er alene et terminologispørgsmål og uden materiel
betydning, om man benytter forskellige udtryk såsom "formue som helhed
" eller "aktiver og gæld som helhed". Det er ej heller afgørende
om den erhvervende juridiske person allerede eksisterer eller opstår
ved fusionen.
For det andet indtræder det fortsættende
selskab under nærmere angivne betingelser i samtlige det
ophørende selskabs rettigheder og forpligtelser. Der sker med andre
ord blandt andet et skifte af ditor i forhold til det ophørende
selskabs kreditorer.
Endelig og for det tredie kan det ophørende selskab
opløses uden likvidation. At formelig likvidation er ufornøden
beror på, at det ophørende selskab herefter er uden nogen form
for rettigheder og forpligtelser såvel som aktiver og passiver.
De tre elementer; overdragelsen, indtræden i og
ophør uden likvidation er indbefattet i begrebet
universalsuccession.
Ved lov 282 af 9. juni 1982 blev Aktieselskabslovens
kapitel 15 om fusion omstruktureret på baggrund af EF's 3.
selskabsdirektiv (fusionsdirektivet). Direktivets formål var at
samordne medlemsstaternes lovgivning for at sikre især aktionærer
og kreditorer ved gennemførelse af fusioner og visse andre lignende
retlige fremgangsmåder ved sammenlægning af selskaber.
Definitionen af en fusion i Aktieselskabslovens § 134 tilsigtede ikke nogen
ændring i den hidtil gældende definition af fusion, jf.
bemærkningerne til lovforslagets § 134, sp. 2889. Det fremgår
videre af lovbemærkningernes sp. 2887 og 2888 under "almindelige
bemærkninger":
"Under lovforslagets forberedelse blev der i
selskabsretspanelet udarbejdet et udkast til kapitel 15 om fusion. Udkastet,
der blev tiltrådt af alle panelets medlemmer, fastlagde en
fremgangsmåde, der med iagttagelse af direktivets grundlæggende
principper gav fusionen karakter af en universalsuccession. Dette vil sige,
at aktiver og gæld vedrørende et ophørende selskab
overgår som helhed til det fortsættende selskab. Fusionen vil
derfor efter udkastet finde sted uafhængigt af opgøret med
kreditorerne.
Da udkastet ikke harmonerede med den almindelige regel i
dansk ret, hvorefter kreditors samtykke kræves til debitorskiftet, har
justitsministeriets lovafdeling fremsat principielle bemærkninger til
reglernes udformning. Kapitlet er herefter omredigeret således, at i
tilfælde af, at de særlige vurderingsmænd anser
kreditorernes mulighed for fyldestgørelse for at være forringet,
skal der gives kreditorerne adgang til at kræve betaling eller
sikkerhed. ..."
Det fremgår videre af bemærkningerne til § 134
g, sp. 2900 og 2901:
"Direktivets art. 13 tillader indførelse af regler
efter en model, som kendes i flere medlemsstater, og hvorefter fusioner
gennemføres uafhængigt af opgøret med kreditorer og
eventuelle mindretalsaktionærer i ophørende selskaber. Disse
regler bygger på et princip om universalsuccession, og går ud
på, at alle kreditorer må rette deres krav mod det selskab, der
fortsætter efter fusionen.
Sådanne regler har været overvejet i
forbindelse med udarbejdelsen af lovforslaget. Efter henstilling fra
justitsministeriet har man som sagt udformet forslagets regler om
kreditorbeskyttelse således, at fusionens gennemførelse ganske
vist ikke kræver aftale med kreditorer, men at visse kreditorer skal
være fyldestgjort som betingelse for, at fusionen kan træde i
kraft.".
Det kan således konstateres, at der ikke ved
ændringerne i Aktieselskabslovens kapitel 15 i 1982 er indført
regler om ubetinget succession, idet det tvungne debitorskifte - hvis
vurderingsmændene antager, at kreditorernes retsstilling forringes - er
betinget af, at anmeldte forfaldne fordringer er indfriet, og at der for
uforfaldne anmeldte fordringer er stillet betryggende sikkerhed, jf. §§ 134 g
og 134 h.
Jeg vil herefter redegøre for, hvorfor de
successionsregler, der blev indført med loven i 1982, ikke
repræsenterer nogen i denne relation afgørende ændringer i
forhold til de ældre aktieselskabslove af 1930 og 1973, således
at Aktieselskabsloven ikke i denne henseende har kunnet anvendes analogt
siden 1982, som hævdet af styrelsen.
Aktieselskabsloven af 15. april 1930 (hvorpå
udtalelsen fra 1972 om analog anvendelse er baseret) anfører om
sammensmeltning af aktieselskaber i § 70:
"Beslutning om overdragelse af et aktieselskabs formue som
helhed eller om dets sammensmeltning med et andet aktieselskab kan kun fattes
af generalforsamlingen ...
Sker overdragelsen til et andet aktieselskab, kan
likvidation undlades, men det overtagne selskabs formue skal da forvaltes
særskilt, indtil 6 måneder er forløbet fra registreringen
af den i 1ste stykke nævnte anmeldelse, medmindre samtlige kreditorer
enten samtykker i, at dette kan undlades, eller de fyldestgøres, eller
der stilles dem betryggende sikkerhed; om en tilbudt sikkerhed må anses
for betryggende afgøres på en af parternes begæring af
Overregistrator..."
Også i 1930-loven var der altså hjemmel til at
undlade likvidation af det ophørende selskab i forbindelse men en
sammensmeltning, under den forudsætning at det overtagne selskabs
formue blev forvaltet særskilt i en 6 måneders periode. Denne 6
måneders periode kunne afkortes ved aftale med kreditorerne,
fyldestgørelse af disse eller ved sikkerhedsstillelse. At fordringer,
der var forfaldne på anmeldelsestidspunktet inden udløbet af 6
måneders fristen kunne søges fyldestgjort, adskiller sig ikke
fra situationen i dag, jf. bemærkningerne til 1982-loven, sp. 2901,
eftersom fusionen/ sammensmeltningen endnu ikke er trådt i kraft
på dette tidspunkt. Tilsvarende kunne kreditorer med uforfaldne
fordringer efter 1930-loven kræve betryggende sikkerhed.
Lov nr. 370 af 13. juni 1973 anføres i § 134.
"Beslutning om opløsning af et aktieselskab uden
likvidation ved overdragelse som helhed af selskabets aktiver og gæld
til et andet aktieselskab eller til et anpartsselskab kan - bortset fra de i
§ 139 omhandlede fusioner - kun træffes af generalforsamlingen..."
Også i 1973-loven var der således hjemmel til
at overdrage et selskabs aktiver og gæld som helhed uden
likvidation.
Bent Græsvænge m.fl. udtaler i Lovkommentaren
(1973) side 318 i note 5 "Mens 1930-loven taler om selskabets "formue som
helhed", anvender loven udtrykket "aktiver og gæld". Dette er kun en
redaktionel ændring. Der foreligger fremdeles en universalsuccession.".
(Min fremhævelse).
Græsvænges synspunkt er overensstemmende med
det i betænkning nr. 540, 1969 side 166 anførte
"§ 134.
(AL § 70, stk., 1-2. 1964 udkastets § 115, stk. 1, og §
117).
Stk. 1. Den i § 134, stk. 1, 1. pkt., givne beskrivelse af
fusionen som en opløsning af et aktieselskab uden likvidation ved
overdragelse som helhed af selskabets aktiver og gæld til et andet
aktieselskab er helt overensstemmende med den traditionelle opfattelse af
aktieselskabsfusion. Det er således alene en tydeliggørelse, der
tilsigtes, når udkastet i modsætning til AL § 70, stk. 1, og 1964
udkastets § 115, stk. 1, fremhæver fusionens karakter af en
opløsningsmåde for aktieselskaber ved siden af likvidation. At
likvidationsreglerne ikke skal iagttages ved opløsning gennem fusion,
står i forbindelse med fusionens dobbelte formål:
Opløsning af det overtagne selskab som selvstændigt retssubjekt
og samtidig videreførelse af dets hele virksomhed indenfor rammerne af
det overtagende selskabs juridiske og økonomiske organisation.
Endvidere er det alene en redaktionel afvigelse, når udkastet som
genstand for overdragelsen taler om selskabets aktiver og gæld som
helhed, medens såvel AL § 70 som 1964 udkastets § 115 taler om
selskabets formue som helhed. Også efter udkastet er der tale om
universalsuccession.". (min fremhævelse).
Af § 138 i 1973-loven fremgår det, at
universalsuccessionen - på lige fod med den nugældende lovgivning
og 1930-loven - var betinget af iagttagelse af visse kreditorbeskyttende
forholdsregler. Selskabets aktiver skulle således forvaltes
særskilt indtil udløbet af den i Statstidende bekendtgjorte
frist på 3 måneder med opfordring til selskabets kreditorer til
at anmelde deres krav. Særskilt forvaltning kunne dog undlades,
når samtlige kreditorer samtykkede heri, eller der stilledes dem
betryggende sikkerhed. De kreditorer, der ikke havde anmeldt deres krav i
overensstemmelse hermed efter udløbet af fristen, måtte
således acceptere det fortsættende selskab som ny kreditor.
Fusionens gennemførelse krævede - ligesom i dag - ganske vist
ikke aftale med kreditorerne, men visse kreditorer skulle være
fyldestgjort som betingelse for, at fusionen kunne træde i kraft.
Jeg må på denne baggrund konkludere, at der i
samtlige de omhandlede aktieselskabslove - med de samme tre karakteristika -
har været hjemmel til fusion uden likvidation af det ophørende
selskab, at samtlige love indeholder hjemmel til debitorskifte, og at
universalsuccessionen ikke i nogen af lovene er ubetinget, idet der generelt
skal iagttages særlige kreditorbeskyttende forholdsregler, som
betingelse for at fusionen kan træde i kraft. I 1982-loven har man
indført instituttet om vurderingsmændenes erklæring og
kreditorernes adgang til at forlange indfrielse henholdsvis
sikkerhedsstillelse på baggrund af vurderingsmændenes udtalelse,
mens der i de ældre love var foreskrevet regler om særskilt
forvaltning af det overtagne selskabs formue i 6 måneder efter
1930-loven og 3 måneder efter 1973-loven og med tilsvarende adgang som
gældende i dag for kreditorerne til at forlange fyldestgørelse
og sikkerhedsstillelse. Det er næppe muligt at sige, om kreditorernes
retsstilling er bedre sikret efter de nugældende regler end ved de
tidligere regler om særskilt forvaltning.
På denne baggrund ses der ikke, som hævdet af
styrelsen, ved 1982-loven at være indført regler om
universalsuccession som på relevant afgørende måde er
ændret i forhold til 1930-loven og 1973-loven.
Hjemmelskravet til debitorskifte er således
uændret i forhold til retsstillingen i 1972, hvor Handelsministeriet og
Aktieselskabsregisteret begge konkluderede, at den dagældende
Aktieselskabslovs § 70, stk. 3, kunne finde analog anvendelse på en
fusion netop som den her omhandlede mellem et aktieselskab og en sparekasse,
med sparekassen som den fortsættende enhed.
Bent Græsvænge lægger i sin skrivelse af
25. oktober 1972 til Handelsministeriet i relation til kreditorernes stilling
stor vægt på den kendsgerning, at sikringen af kreditorerne er
væsentligt større, da erhververen er underkastet offentlig
kontrol gennem Tilsynet med banker og sparekasser sammenlignet med
overdragelse til et andet aktieselskab.
Der ses ikke at være reale holdepunkter for, hvorfor
aktieselskabslovens fusionsregler ikke i dag skulle kunne anvendes analogt
på den samme situation som forelå i 1972.
Jeg mener derfor, at de fundamentale præmisser,
hvorpå styrelsens vejledende udtalelse - specielt punkt 4 - er baseret,
er ukorrekte.
Ad 3.
Såfremt det ikke er lykkedes mig med
ovenstående argumentation at ændre Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens opfattelse, og afgørelsen således får
samme konklusion som udtalelsen, kan spørgsmålet naturligvis
forelægges Erhvervsankenævnet.
Herudover foreligger imidlertid den mulighed at få
korrigeret retstilstanden, således at der ikke er behov for en
analogislutning. Dette kan finde sted enten ved ændring i
Aktieselskabsloven eller en ændring i lov om Banker og Sparekasser. Der
er aktuelt verserende lovforslag til begge love."
Den påklagede afgørelse af 22. februar 1996
har følgende indhold:
Ved brev af 15. februar 1995 er De fremkommet med
supplerende argumenter til støtte for, at der er adgang til at
foretage en egentlig fusion mellem en sparekasse organiseret som en
selvejende institution og et sparekasseaktieselskab, således at
sparekasseaktieselskabet ophører uden formelig likvidation og anses
for opløst, når de i aktieselskabslovens § 134 h anførte
betingelser er opfyldt.
De har endvidere anmodet Erhvervs- og Selskabsstyrelsen om
at træffe en egentlig afgørelse om dette spørgsmål,
idet De har oplyst, at der foreligger en principaftale mellem Sparekassen K
og B Spar Holding A/S om sparekassens erhvervelse af samtlige aktier i B
Sparekasse A/S med henblik på fusion med Sparekassen K som den
fortsættende enhed.
På denne baggrund skal Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen hermed meddele, at det i Deres brev af 15. februar 1996
anførte ikke ændrer styrelsens opfattelse, hvorefter der af de i
styrelsens udtalelse af 7. februar 1996 nævnte grunde ikke ses at
være hjemmel til en fusion som den omhandlede, hvorfor en sådan
ikke vil kunne registreres.
Nærværende afgørelse kan inden 4 uger
...
Det kan til Deres orientering oplyses, at det Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen bekendt overvejes at skabe lovhjemmel til en fusion som den
omhandlede."
III. Sagens forløb i Erhvervsankenævnet.
I en over sagen af Erhvervsankenævnet indhentet
redegørelse af 19. marts 1996 har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
fastholdt afgørelsen og udtalt:
"Udtalelse
Hverken aktieselskabsloven eller bank- og sparekasseloven
indeholder udtrykkelig hjemmel til en fusion som den omhandlede.
Gennemførelse af fusionen forudsætter derfor,
at enten aktieselskabslovens fusionsregler eller bank- og sparekasselovens
kapitel 12 b, som henviser til aktieselskabslovens fusionsregler, kan
anvendes analogt.
Aktieselskabslovens regler om opløsning af
aktieselskaber ved fusion udgør dels en undtagelse til
aktieselskabslovens hovedregel om opløsning ved likvidation,
tvangsopløsning eller konkurs, dels en undtagelse til dansk rets
almindelige obligationsretlige grundsætning om debitorskifte.
Det er på denne baggrund Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens opfattelse, at eventuel afvigelse fra aktieselskabslovens
system, for så vidt angår aktieselskabers opløsning uden
likvidation, forudsætter klar lovhjemmel. Det følger heraf, at
aktieselskabslovens regler om fusion ikke efter Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens opfattelse kan anvendes analogt på en fusion som den
påtænkte.
På denne baggrund fastholdes Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens afgørelse af 22. februar 1996.
...
Sagens retlige omstændigheder
3.1. Sparekasseaktieselskabet er et aktieselskab, som har
overtaget en sparekasses aktiviteter efter reglerne i bank- og
sparekasselovens kapitel 12 b om omdannelse af sparekasser til
aktieselskaber. I henhold til bank- og sparekasselovens § 52 g, stk. 2,
finder reglerne for banker i øvrigt anvendelse på
aktieselskabet. I de konkrete bemærkninger til lovforslaget (L 27 af 5.
oktober 1988) anføres til bestemmelsen:
"Stk. 2 fastslår, at de for banker gældende
regler, dvs. bank- og sparekasseloven og aktieselskabsloven, fremtidig skal
finde anvendelse på de her omhandlede sparekasseaktieselskaber".
Aktieselskabslovens regler gælder således for
sparekasseaktieselskaber i den udstrækning, disse regler ikke er blevet
fraveget i bank- og sparekasseloven.
Bank- og sparekasseloven indeholder efter Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens opfattelse ikke efter sin ordlyd selvstændig hjemmel
til gennemførelse af en fusion som den omhandlede.
Særligt f.s.v.a bank- og sparekasselovens § 48 skal
det bemærkes, at reglen efter Erhvervs- og Selskabsstyrelsens
opfattelse er en præliminær regel, hvorefter Finanstilsynets
tilladelse er en nødvendig betingelse for at gennemføre en
fusion mellem pengeinstitutter, men at bestemmelsen ikke selvstændigt
indeholder hjemmel til at gennemføre en fusion som den omhandlede med
den virkning, at et aktieselskab kan ophøre uden formelig
likvidation.
3.2. Efter aktieselskabsloven er det hovedreglen, at
opløsning af et aktieselskab gennemføres ved likvidation,
tvangsopløsning eller konkurs, jf. aktieselskabslovens kapitel 14.
Hertil gælder efter aktieselskabslovens kapitel 15 bl.a. den
udtrykkelige modifikation, at et aktieselskab kan opløses uden
likvidation ved sammensmeltning med/overdragelse af samtlige aktiver og
gæld til et andet aktieselskab eller et anpartsselskab, jf. §§ 134 og
134 j, eller til staten eller en kommune, jf. § 134 k.
Aktieselskabsloven indeholder efter sin ordlyd ikke
hjemmel til fusion med andre retsdannelser end de netop nævnte. I
særlovgivningen er der dog fastsat regler, der udtrykkeligt hjemler
adgang til, at et aktieselskab kan fusionere med andre retsdannelser end de i
ASL kapitel 15 nævnte.
Eksempler herpå er realkreditlovens kapitel 12 og
lov om forsikringsvirksomhed kapitel 18. Bank- og sparekasseloven indeholder
også en sådan hjemmel i kapitel 12 b om sparekassers omdannelse
til aktieselskaber og i kapitel 12 c om andelskassers omdannelse til
aktieselskaber. Det karakteristiske for disse regler er, at de giver egentlig
lovhjemmel til debitorskifte uden kreditorernes samtykke, og f.s.v.a.
reglerne i bank- og sparekasseloven at de ikke hjemler adgang til, at
aktieselskabet er den ophørende enhed.
En hjemmel til fusion som den omhandlede består
således alene, såfremt et eller flere af de eksisterende
regelsæt i bank- og sparekasseloven eller i aktieselskabsloven om
aktieselskabers opløsning ved fusion kan anvendes analogt.
3.3. Efter dansk rets almindelige obligationsretlige
grundsætninger medfører debitorskifte, at debitors forpligtelse
forfalder, medmindre indsættelse af en ny debitor er sket med kreditors
samtykke. Dette gælder principielt, uanset kreditors stilling i
økonomisk henseende ikke forringes. Denne regel er modificeret i
aktieselskabslovens fusionsregler, som under visse betingelser hjemler adgang
til tvungent debitorskifte.
Efter aktieselskabslovens § 134 h, stk. 1, anses et
ophørende selskab således for opløst, og dets rettigheder
og forpligtelser anses for overgået som helhed til det
fortsættende selskab, når visse betingelser er opfyldt. Hvor
kreditorernes mulighed for fyldestgørelse i følge
vurderingsmændenes erklæring efter aktieselskabslovens § 134 c,
stk. 1, ikke forringes, kan fusionen gennemføres uden samtykke fra
kreditorerne, jf. § 134 h, stk. 1, nr. 3, smh. § 134 g, e.c.
Hvor kreditorernes mulighed for fyldestgørelse i
følge vurderingsmændenes erklæring efter
aktieselskabslovens § 134 c, stk. 4, forringes, kan kreditorer derimod
forlange forfaldne fordringer indfriet, og for uforfaldne fordringer forlange
betryggende sikkerhed. Fusionen vil i sådanne tilfælde ikke kunne
gennemføres, før sådanne krav er opfyldt, jf.
aktieselskabslovens § 134 h, stk. 1, nr. 3, jf. § 134 g.
Aktieselskabslovens regler om opløsning af
aktieselskaber ved fusion udgør således dels en undtagelse til
aktieselskabslovens hovedregel om opløsning ved likvidation,
tvangsopløsning eller konkurs, dels en undtagelse til dansk rets
almindelige obligationsretlige grundsætning om debitorskifte.
Det er på denne baggrund Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens opfattelse, at eventuel afvigelse fra aktieselskabslovens
system, for så vidt angår aktieselskabers opløsning uden
likvidation, forudsætter klar lovhjemmel. Det følger heraf, at
aktieselskabslovens regler om fusion ikke efter Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens opfattelse kan anvendes analogt på en fusion som den
påtænkte.
På tilsvarende vis finder Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen ikke, at bank- og sparekasselovens § 52 d kan anvendes
analogt på en fusion som den påtænkte.
3.4. Klageren har gjort gældende, at
aktieselskabslovens kapitel 15 kan anvendes analogt på en fusion som
den foreliggende. Til støtte herfor har klageren bl.a. henvist til
Handelsministeriets udtalelse af 2. november 1972 ... hvor Handelsministeriet
tilkendegav som sin opfattelse, at den dagældende bestemmelse i § 70,
stk. 3, i aktieselskabsloven af 1930 kunne anvendes analogt på en
påtænkt fusion mellem to pengeinstitutter, hvoraf det overtagende
var en sparekasse organiseret som en selvejende institution, og det overtagne
var en bank organiseret som et aktieselskab, således at likvidation af
banken kunne undgås.
Klageren har endvidere henvist til, at der
såvel i aktieselskabsloven af 1930 som i aktieselskabsloven af 1973,
herunder efter ændringerne ved L 282 af 9/6 1982, har været
hjemmel til fusion uden likvidation af det ophørende selskab,
at samtlige love indeholder hjemmel til debitorskifte, og at
universalsuccession ikke i nogen af lovene er ubetinget.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen kan tilslutte sig, at der
såvel i aktieselskabsloven af 1930 som i aktieselskabsloven af 1973,
herunder efter ændringerne ved L 282 af 9. juni 1982, har været
hjemmel til fusion uden likvidation af det ophørende aktieselskab, og
at universalsuccession ikke i nogen af lovene er eller har været
ubetinget.
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen er derimod ikke enig med
klageren med hensyn til, at samtlige love har indeholdt hjemmel til
debitorskifte, forstået som tvunget debitorskifte, men finder, at dette
først har været tilfældet efter gennemførelsen af L
282 af 9. juni 1982. Der er således efter Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens opfattelse væsentlig forskel på betingelserne
for at gennemføre universalsuccession efter aktieselskabsloven af
henholdsvis 1930 og 1973 på den ene side og aktieselskabsloven af 1973
som ændret i 1982 på den anden side.
Umiddelbart forinden gennemførelsen af
aktieselskabsloven af 1973 var fusionsreglerne indeholdt i
aktieselskabslovens § 70 sålydende:
"§ 70. Beslutning om overdragelse af et aktieselskabs
formue som helhed eller om dets sammensmeltning med et andet aktieselskab kan
kun fattes af generalforsamlingen. Om den af generalforsamlingen trufne
beslutning skal der ske anmeldelse til Aktieselskabsregisteret inden otte
dage.
Sker overdragelse til den danske stat eller til en dansk
kommune, kan det straks anmeldes, at selskabet er opløst.
Sker overdragelse til et andet aktieselskab, kan
likvidation undlades, men det overtagne selskabs formue skal da forvaltes
særskilt, indtil seks måneder er forløbet fra
registreringen af den i 1ste stykke nævnte anmeldelse, medmindre
samtlige kreditorer enten samtykker i, at dette undlades, eller de
fyldestgøres, eller der stilles dem betryggende sikkerhed; om en
tilbudt sikkerhed må anses for betryggende, afgøres på en
af parternes begæring af overregistrator. Når endelig
overdragelse har fundet sted, skal det overtagne selskabs bestyrelse foretage
anmeldelse til Aktieselskabsregisteret.
(....)
(....)
Bestemmelsen i denne paragrafs 3die-5te stykke finder
tilsvarende anvendelse ved sammensmeltning af aktieselskaber.
Med anmeldelsen til Aktieselskabsregisteret om
overdragelse af et aktieselskabs formue som helhed eller om sammensmeltning
af aktieselskaber skal følge bevis for, at de foreskrevne regler er
iagttaget".
Aktieselskabsloven af 1973 (L 370 af 13. juni 1973)
indeholdt f.s.v.a. forholdet til kreditorerne en tilsvarende regel:
"§ 138. Bestyrelsen for det overtagne selskab skal ved
bekendtgørelse i statstidende med en frist af mindst tre måneder
opfordre selskabets kreditorer til at anmelde deres krav. Selskabets aktiver
skal forvaltes særskilt, indtil fristen er udløbet og de
anmeldte kreditorer er fyldestgjort. Særskilt forvaltning kan dog
undlades, når samtlige kreditorer samtykker heri, eller der stilles dem
betryggende sikkerhed. Overregistrator afgør på en af parternes
begæring, om en tilbudt sikkerhed må anses for betryggende.
(....)
Stk. 3. Når betingelserne for ophør af den
særskilte forvaltning af det overtagne selskabs aktiver er opfyldt og
aktionærerne eller deltagerne i det overtagne selskab er fyldestgjort,
skal der inden fjorten dage indgives anmeldelse om selskabets slettelse af
Aktieselskabsregisteret. Anmeldelsen skal underskrives af bestyrelserne for
såvel det overtagne som det overtagende selskab".
I de konkrete bemærkninger til bestemmelsen
anførtes bl.a. følgende:
"Forslagets § 138 indeholder bestemmelserne om
gennemførelsen af fusionsbeslutningen og opløsning af
selskabet, herunder de regler, der skal yde det overtagne selskabs kreditorer
beskyttelse imod, at selskabets formue overdrages, uden at de forinden har
haft rimelig lejlighed til at varetage deres interesser.
Efter AL 1930 § 70, stk. 3, skal det overtagne selskabs
formue forvaltes særskilt indtil 6 måneder er forløbet fra
registreringen af fusionsbeslutningen, med mindre samtlige kreditorer enten
samtykker i, at dette undlades, eller de fyldestgøres, eller der
stilles dem betryggende sikkerhed. Denne bestemmelse - der underforstår
den almindelige obligationsretlige grundsætning om, at skyldnerskifte
medfører, at debitors forpligtelser forfalder, med mindre
indsættelse af en ny debitor er sket med kreditors samtykke - anviser
to måder at gennemføre fusionsbeslutningen på:
Ønskes fusionen gennemført straks efter beslutningen, må
det overtagne selskabs bestyrelse samtidig træffe en ordning med
samtlige selskabers kreditorer. Vil eller kan man ikke det, må
bestyrelsen gennem særskilt forvaltning i 6 måneder efter
anmeldelsen af selskabets formue give kreditorerne mulighed for at
søge sig fyldestgjort i formuen uden konkurrence med det overtagende
selskabs fordringshavere.
Med visse redaktionelle ændringer er denne ordning
af kreditorbeskyttelsen bibeholdt i forslagets § 138, der dog vil give
kreditorerne en videregående beskyttelse.
(....)".
Der kan endvidere henvises til Justitsministeriets
udtalelse af 12. oktober 1983, der vedlægges ... I Udtalelsen
anføres bl.a. følgende:
"Efter aktieselskabslovens § 134 h, der blev
gennemført ved lov nr. 282 af 9. juni 1982, anses et ophørende
selskab for opløst og dets rettigheder og forpligtelser anses for
overgået til det fortsættende selskab, når visse
nærmere angivne betingelser er opfyldte. Med hensyn til kreditorer
stilles der betingelser om fyldestgørelse eller sikkerhedsstillelse,
hvis det af den erklæring, der afgives efter § 134 c, stk. 4,
fremgår, at fusionen forringer adgangen til fyldestgørelse.
Indebærer fusionen derimod ikke, at muligheden for
fyldestgørelse forringes, kan fusionen gennemføres, uden at
loven stiller krav om, at der tilvejebringes en ordning med kreditorerne.
Efter de regler om fusion af aktieselskaber, der gjaldt
før gennemførelse af loven fra 1982, skulle kreditorer i det
ophørende selskab efter § 138 indkaldes, og det ophørende
selskabs aktiver skulle forvaltes særskilt, indtil anmeldte kreditorer
var fyldestgjort. Særskilt forvaltning kunne dog undlades, hvis
samtlige kreditorer samtykkede heri, eller der blev stillet dem betryggende
sikkerhed.
I bemærkningerne til lovforslaget fra 1982
(Folketinget 1981-82 (2. samling) blad nr. 194 side 42 f) anførtes
det, at den daværende aktieselskabslovs § 138 var udtryk for den
obligationsretlige grundsætning om, at skyldnerskifte medfører,
at debitors forpligtelse forfalder, medmindre indsættelse af en ny
debitor er sket med kreditors samtykke. Det fremgår endvidere af
bemærkningerne, at § 138 blev ophævet, for at loven kunne
tilgodese det formål at åbne adgang til at gennemføre
fusionen uden en ubetinget forpligtelse til at tilvejebringe ordninger med
alle kreditorer i ophørende selskaber.
Aktieselskabsloven har ingen udtrykkelige regler om,
hvorvidt debitors forpligtelse forfalder, fordi debitor indgår i en
fusion. Efter lovændringen i 1982 må det imidlertid antages, at
den ovenfor nævnte almindelige obligationsretlige grundsætning
ikke længere finder anvendelse ved fusion efter aktieselskabslovens
regler
(....)".
Der kan endvidere henvises til industriministerens svar af
6. maj 1982 på Folketingets erhvervsudvalgs spørgsmål 43
(L119/120 - bilag 35), jf. ... I svaret anførtes bl.a.
følgende:
"Som det er normal fremgangsmåde ved
fremsættelse af lovforslag har L 119 og L 120 været forelagt
justitsministeriets lovafdeling. Denne forelæggelse fandt sted medio
november 1981 straks efter afgivelsen af panelets udtalelse. Som
anført i bemærkningerne til L 119. § 1, nr. 64, var
justitsministeriet betænkelig ved at fravige dansk rets almindelige
obligationsretlige grundsætninger om debitorskifte, og for at
imødekomme nogle af disse betænkeligheder, blev panelets forslag
til kap. 15 ændret umiddelbart inden forslagets fremsættelse
(....)".
Der kan herved også henvises til N, Aktie- og
Anpartsselskaber, 2. udg., 1992, s. 361:
"Det debitorskifte, der sker ved fusion antoges under
Aktieselskabsloven af 1930 at have den virkning, at det ophørende
selskabs gæld straks forfaldt til betaling, jfr. N; Aktieselskabsret,
1970, s. 446. Dette ændredes måske allerede ved selskabslovene af
1973, men ændringen til, at fusion er en universalsuccession, er i
hvert fald gennemført ved lovene af 9. juni 1982, der begge
følger 3. direktiv art. 19".
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder således, at
aktieselskabslovens fusionsregler ved gennemførelse af de eksisterende
regler ved L 282 af 9. juni 1982 om adgang til at gennemføre fusionen
uden samtykke fra kreditorerne, er ændret væsentligt,
således at det i hvert fald fra dette tidspunkt ikke har været
muligt at anvende aktieselskabslovens regler analogt.
3.5. Det forhold, at tvungent debitorskifte må
kræve udtrykkelig lovhjemmel, har støtte i en række nyere
lovgivningsinitiativer, der netop hjemler fusion mellem aktieselskaber og
andre retsdannelser end de i aktieselskabslovens kapitel 15 nævnte.
3.5.1. Bank- og sparekasselovens kapitel 12b og 12c.
Bank- og sparekasselovens kapitel 12b om sparekassers
omdannelse til aktieselskaber blev indsat ved L 816 af 21. december 1988.
Det fremgår af forarbejderne (lovforslag nr. 27 af
5. oktober 1988 § 1, nr. 3), at man som led i den principielle ligestilling
mellem pengeinstitutter ønskede at lette overgangen til aktieselskab,
hvorved tilførelse af kapital ville blive lettere.
Det fremgår forudsætningsvist af
forarbejderne, at der ikke ville være hjemmel til tvungent
debitorskifte, hvis der ikke i bank- og sparekasseloven henvistes til
aktieselskabslovens kapitel 15.
Af de konkrete bemærkninger til § 52 c fremgår
således bl.a.:
"Omdannelsen foreslås at ske på den
måde, at sparekassen fusionerer med et aktieselskab efter reglerne i
aktieselskabslovens kapitel 15. Dette sikres i lovens § 52 d.
Ved at anvende aktieselskabslovens fusionsregler,
hvorefter sparekassens aktiver og gæld som helhed overdrages til et
aktieselskab, opnås, at omdannelsen kan ske uden likvidation, og at
sparekassevirksomheden videreføres inden for rammerne af
aktieselskabet med ophør af den selvejende institution.
Fusion efter aktieselskabslovens regler indebærer
videre den fordel, at omdannelsen ikke medfører et debitorskifte, men
at aktieselskabet indtræder i alle sparekassens rettigheder og
forpligtelser".
Bank- og sparekasselovens § 52 d indeholder bl.a.
følgende bestemmelser:
"§ 52 d. Aktieselskabslovens §§ 134 - 134i finder med de
nødvendige ændringer anvendelse på fusionen mellem
aktieselskabet som det fortsættende selskab og sparekassen som det
ophørende selskab.
(....)
Stk. 5. Tilsynet skal godkende fusionen i henhold til §
48".
Af de konkrete bemærkninger til § 52 d fremgår
bl.a.:
"Aktieselskabslovens fusionsregler i kapitel 15 omfatter
alene fusion mellem aktieselskaber. Ved udtrykkeligt at gøre disse
regler anvendelige med de fornødne ændringer på fusion
mellem en selvejende institution og et aktieselskab fastslås samtidig
princippet om universalsuccession, dvs. at aktieselskabet indtræder i
sparekassens rettigheder og forpligtelser uden debitorskifte.
(...)
Stk. 5 fastslår, hvad der allerede fremgår af
§ 48, at Finanstilsynet skal godkende fusionen".
Bank- og sparekasselovens kapitel 12c om andelskassers
omdannelse til aktieselskaber indeholder tilsvarende regler og konkrete
bemærkninger til lovforslaget (L 59 af 23. november 1994).
3.5.2. Realkreditloven
Ved vedtagelse af hovedloven i 1989 blev der i kapitel 12
åbnet mulighed for ændring af den retlige organisationsform
(realkreditforening) til aktieselskab. I § 72, 2. pkt., fastsattes
udtrykkeligt, at overdragelserne efter § 68 (af aktiver og gæld som
helhed) kan gennemføres uden kreditorernes samtykke. Af lovforslagets
(L 26 af 11. oktober 1989) konkrete bemærkninger til bestemmelsen
fremgår bl.a. følgende:
"Omdannelsen til aktieselskab kan siges at have karakter
af et debitorskifte i relation til instituttets kreditorer, herunder
først og fremmest obligationsejerne. Med hensyn til debitorskifte
gælder det almindelige obligationsretlige princip om, at dette normalt
ikke kan ske uden samtykke fra kreditorerne. Med hjemmel i lov kan der dog
foretages debitorskifte uden samtykke fra kreditorerne. Det fastsættes
derfor i 2. pkt., at omdannelsen kan ske uden kreditorernes samtykke".
3.5.3. Lov om forsikringsvirksomhed.
I betænkning nr. 1229/1992 om forenkling og
fremtidstilpasning af selskabslovene anføres om omdannelse af bl.a.
forsikringsselskaber til aktieselskaber på s. 74f. bl. a.
følgende:
"For de gensidige forsikringsselskaber og
tværgående pensionskasser er der en positiv lovhjemmel til
omdannelsen. Forsikringsvirksomhedslovens § 168a, der gælder generelt
for alle former for forsikringsselskaber, giver Finanstilsynet mulighed for
at tillade en omdannelse af forsikringsselskaber, der ikke længere
driver forsikringsvirksomhed.
Omdannelsen sker ved en af Finanstilsynet kontrolleret
procedure, og tilsynet fastsætter de nærmere vilkår, der
måtte være behov for i de konkrete tilfælde. Der kan for
eksempel stilles krav om, at omdannelsen vedtages med samme flertal, som i
vedtægterne kræves til opløsning af selskabet. Endvidere
er det en forudsætning for at tillade omdannelsen, at Finanstilsynet
kan afgive erklæring om, at kreditorerne er tilstrækkeligt
sikrede.
Det er panelets opfattelse, at den forsikringsretlige
regulering af omdannelsesspørgsmålet på
hensigtsmæssig vis tager stilling til de fleste spørgsmål
om forsikringsdeltagernes forhold i en omdannelsessituation og tager
højde for en varetagelse af kreditorernes interesser, bortset fra
spørgsmålet om universalsuccession".
Side 79 anføres videre:
"En lovhjemlet adgang til universalsuccession i
forbindelse med en omdannelse til aktieselskab vil også for gensidige
forsikringsselskaber og tværgående pensionskasser betyde lettelse
af gennemførelsen af omdannelse til aktieselskab. Universalsuccession
er her ubetænkelig, da omdannelsen efter de gældende regler kun
kan gennemføres, dersom Finanstilsynet finder, at fordringshaverne
efter omdannelsen er tilstrækkelig sikrede".
På denne baggrund indstillede panelet, at der som et
nyt stykke 2 i § 168a i lov om forsikringsvirksomhed optoges følgende
bestemmelse:
"Ved omdannelse af et forsikringsselskab i medfør
af stk. 1, 2. pkt., indtræder det overtagende forsikringsselskab i det
overdragende forsikringsselskabs rettigheder og forpligtelser uden
debitorskifte".
I panelets bemærkninger til bestemmelsen (side 182)
anføres følgende:
"Bestemmelsen fastslår princippet om
universalsuccession. Kreditorernes retsstilling i anledning af omdannelsen er
således den samme, hvad enten fordringen haves mod det overdragende
forsikringsselskab eller det overtagende forsikringsselskab. En
forudsætning herfor vil være, at fusionsreglerne i
aktieselskabsloven og lov om forsikringsvirksomhed indgår som en del af
den af Finanstilsynet kontrollerede procedure for omdannelsen. Ved at anvende
betegnelsen forsikringsselskab er der mulighed for at anvende bestemmelsen
på såvel forsikringsaktieselskaber, gensidige
forsikringsselskaber, som tværgående pensionskasser".
Såvel bestemmelsens formulering som
bemærkningerne hertil blev optaget i lovforslaget (L 63 af 28. oktober
1992) og i den vedtagne ændringslov (§ 1, nr. 130, i L 1062 af 23.
december 1992)."
Finanstilsynet har i en udtalelse om sagen af 19. marts
1996 udtalt:
"... at tilsynet er enig med Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen i, at spørgsmålet om sparekasseaktieselskabets
ophør ved eller uden likvidation henhører under Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen, og at bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 48, stk.
1, ikke i sig selv hjemler adgang til fusion med universalsuccession eller
til anvendelse af aktieselskabslovens kapitel 15 i den foreliggende
situation.
Ifølge bank- og sparekasselovens § 48, stk. 1,
må et pengeinstitut ikke uden Erhvervsministerens tilladelse overtage
et pengeinstitut eller en forretningsafdeling af et sådant eller
sammensmeltes med et andet pengeinstitut.
Adgangen til at give tilladelse efter § 48 er delegeret
til Finanstilsynet for de mindre fusioner, mens tilladelse til de
større fusioner gives af Erhvervsministeren, jf. bekendtgørelse
nr. 436 af 19. juli 1988.
Tilladelse i henhold til § 48 er en yderligere
gyldighedsbetingelse ud over det, der kræves til fusion efter
aktieselskabsloven, andelsretten eller fondslovgivningen, men bestemmelsen
indeholder ikke en selvstændig selskabsretlig hjemmel til at
gennemføre fusioner af pengeinstitutter.
Baggrunden for tilladelsessystemet er varetagelse af
tilsynsmæssige hensyn, herunder særligt at indskydernes stilling
ikke forringes.
Ministeren/Finanstilsynet påser således i
forbindelse med tilladelse efter § 48, at det fortsættende
pengeinstituts likviditet og ansvarlige kapital er forsvarlig, og at
pengeinstituttet ledelses- og driftsmæssigt kan "magte" opgaven.
Finanstilsynet kan i øvrigt bekræfte ... at
det overvejes at skabe lovhjemmel til en fusion som den omhandlede."
Advokat A har i et supplerende indlæg af 27. marts
1996 kommenteret Erhvervs- og Selskabsstyrelsens udtalelse således:
"Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anfører, at
aktieselskabslovens fusionsregler udgør "dels en undtagelse til
aktieselskabslovens hovedregler om opløsning ved likvidation,
tvangsopløsning eller konkurs, dels en undtagelse til dansk rets
almindelige obligationsretlige grundsætning om debitorskifte."
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen finder på denne
baggrund, "at eventuel afvigelse fra aktieselskabslovens system, for så
vidt angår aktieselskabers opløsning uden likvidation,
forudsætter klar lovhjemmel. Det følger heraf, at
aktieselskabslovens regler om fusion ikke efter Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens opfattelse kan anvendes analogt på en fusion som den
påtænkte."
Det fremgår videre, at Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen mener, "at aktieselskabslovens fusionsregler ved
gennemførelse af de eksisterende regler ved L 282 af 9. juni 1982 om
adgang til at gennemføre fusionen uden samtykke fra kreditorerne, er
ændret væsentligt, således at det i hvert fald fra dette
tidspunkt ikke har været muligt at anvende aktieselskabslovens regler
analogt."
Efter vor opfattelse har Erhvervs- og Selskabsstyrelsen
ikke godtgjort, hvorfor aktieselskabslovens fusionsregler ikke skulle
kunne anvendes analogt, hvis i øvrigt de almindelige betingelser for
analogislutninger er til stede, ligesom der ikke er dokumenteret reale grunde
til, at en analogisering til aktieselskabslovens fusionsregler skulle
være særligt udelukket efter gennemførelsen af de
eksisterende regler i aktieselskabsloven.
Som anført i Aktieselskabsregisterets skrivelse af
25. oktober 1972 til Handelsministeriet ... er anvendelse af en retsregel
på tilfælde, der ikke direkte omfattes af retsreglens ord,
betinget af:
at der ikke eksisterer nogen anden retsregel, der
afgør det foreliggende tilfælde, og at mangelen på
udtrykkelig lovhjemmel må bero på en lapsus eller et "hul i
loven", dvs. ikke et bevidst valg fra lovgivers side, og
2. at der foreligger en sådan lighed mellem det
foreliggende tilfælde og dem, der omfattes direkte af loven, at der er
de samme grunde til at følge lovens regel i begge tilfælde
(årsagernes lighed).
Efter vor bedømmelse er begge disse betingelser for
analogislutninger klart opfyldt i det konkrete tilfælde.
Lovgiver havde ved indførelsen af
omdannelsesreglerne i lov om banker og sparekasser, hvorved
garantisparekasser opnåede adgang til omdannelse til aktieselskaber,
ikke overvejet muligheden af, at garantisparekasser kunne ønske at
overtage og fusionere med omdannede sparekasseaktieselskaber, med
garantisparekassen som den fortsættende enhed.
Den omstændighed, at lovgiver med indførelsen
af omdannelsesreglerne ønskede at lette mulighederne for at omdanne
garantisparekasser til aktieselskaber, er ikke udtryk for, at lovgiver har
ønsket, at garantisparekasser ikke længere skulle kunne drive
virksomhed på samme vilkår som øvrige pengeinstitutter.
Den manglende hjemmel må derfor betragtes som et "hul i loven", dvs. en
lapsus.
Endvidere er der en årsagernes lighed tilstede i og
med, at de reale hensyn til kreditorerne, der varetages af fusionsreglerne i
aktieselskabsloven, fuldt ud varetages, også selv om det
fortsættende selskab ikke er et aktieselskab, men en juridisk person
organiseret som en sparekasse, idet Finanstilsynet i forbindelse med sin
prøvelse og godkendelsesprocedure af en fusion fuldt ud tager alle de
hensyn i betragtning, som aktieselskabslovens regelsystem om fusioner er
indrettet efter. Der er intet som helst hensyn til kreditorerne, som kan
antages at ville være bedre varetaget, hvis der var tale om en fusion
mellem to aktieselskaber. Som anført af den daværende
overregistrator for Aktieselskabsregisteret, Bent Græsvænge, i
skrivelsen af 25. oktober 1972 til Handelsministeriet ..., er sikringen af
kreditorerne i det overtagne selskab tværtimod væsentligt
større "når forpligtelserne, såvel de, der fremgår
af overtagelsesstatus, som eventuelt latente, overtages af en selvejende
institution, der er underkastet offentlig kontrol gennem Tilsynet med Banker
og Sparekasser, end ved overdragelse til et andet aktieselskab."
Der er intet belæg for Erhvervs- og
Selskabsstyrelsens holdning om, at man inden for selskabsrettens område
ikke kan slutte analogt, og at der skulle eksistere et særligt krav om
klar lovhjemmel inden for dette retsområde. Når de almindelige
betingelser for at anvende retsregler analogt er opfyldt, må der
også kunne analogiseres til aktieselskabslovens regler. Disse
betingelser fandtes opfyldt i en med den foreliggende identisk situation i
1972, og betingelserne er følgelig tilsvarende opfyldt i dag.
Det forhold, at der ved gennemførelse af de
eksisterende fusionsregler ved L 282 af 9. juni 1982 er indført
regler, som muligvis gennemfører et "mere tvungent" debitorskifte i
forhold til tidligere aktieselskabslovgivning, kan ikke bevirke, at reglerne
ikke kan finde analog anvendelse i det omfang, de almindelige betingelser for
analogislutninger er til stede. Erhvervs- og Selskabsstyrelsen anfører
som argument, at aktieselskabslovens fusionsregler er en undtagelse til
selskabslovens hovedregler om opløsning ved likvidation,
tvangsopløsning eller konkurs og videre en undtagelse til dansk rets
almindelige obligationsretlige grundsætninger om debitorskifte.
Det bemærkes i denne forbindelse for det
første, at det inden for andre retsområder, f.eks. lejeretten,
er fast antaget, at det debitorskifte, der er forbundet med succession
på udlejers side ved overdragelse af udlejede ejendomme, kan
gennemføres uden samtykke fra lejer og uden lovhjemmel.
Dernæst udelukker det forhold, at en bestemmelse
må opfattes som en undtagelsesregel, ikke analogislutninger, jvf.
bl.a.
Alf Ross "Om ret og retfærdighed", p. 176 "Desuden
plejer man at tilføje, at det er en betingelse for analogislutning fra
a til b, at b er ulovbestemt. Dette respekteres dog ikke i praksis, og kravet
synes heller ikke velbegrundet. Det må antages, at forholdet mellem den
analogiske regel om bestående lovregel for samme tilfælde, vil
blive bedømt som andre tilfælde af normkonflikt. Der vil f.x.
således ikke være noget i vejen for analogisk udvidelse af en
undtagelsesregel, uanset at tilfældet er dækket af den
almindelige (ældre) regel",
og i juridisk ordbog v/W.E. von Eyben "analogi
forudsætter som regel et "hul i loven", dvs. at der ikke haves nogen
anden lovregel, der afgør tilfældet, analogi fra
undtagelsesregler er dog ikke udelukket."
Der har den 12. april 1996 været afholdt mundtlig
forhandling under deltagelse af repræsentanter for Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet. For klager mødte advokat A sammen
med direktør C og underdirektør D fra Sparekassen K. Endvidere
deltog advokat E, der repræsenterede en kreds af aktionærer i B
Holding A/S.
Advokat E fremlagde en skrivelse af 12. april 1996 fra
formanden for bestyrelsen, advokat F, B Holding A/S, hvorefter
holdingselskabet ejer hele aktiekapitalen i B Sparekasse A/S. Af skrivelsen
fremgår endvidere, at bestyrelsen i B Holding A/S den 9. ds. med
majoritetsaktionærernes accept har godkendt salg af hele aktiekapitalen
i B Sparekasse A/S til Aktieselskabet G Bank. Aftalen skal forelægges
til godkendelse på holdingselskabets ordinære generalforsamling
den 23. ds. På denne baggrund har formanden givet udtryk for, at han
ikke finder det rigtigt, at Erhvervsankenævnet behandler klagesagen,
der involverer B Sparekasse A/S, når henses til, at hverken sparekassen
eller dettes moderselskab er part i klagesagen.
Advokat A gjorde gældende, at klager fortsat havde
en direkte interesse i, at klagesagen blev afgjort, idet der bl.a. på
grundlag af stemmebegrænsningsregler i holdingselskabet ikke var nogen
sikkerhed for, at salget ville blive godkendt på generalforsamlingen.
Det ville også afhænge af, at det i klagesagen eksisterende
tvivlsspørgsmål blev afklaret, herunder vedrørende
muligheden for et eventuelt højere tilbud fra Sparekassen K. Endvidere
ville en afgørelse få betydning for muligheden for at benytte
andre obligationsretlige retsskridt.
Erhvervsankenævnet tilkendegav, at nævnet
samlet ville tage stilling til advokat E's anmodninger om bortfald
henholdsvis udsættelse af sagsbehandlingen eller afgøre sagens
realitet.
Herefter tilkendegav advokat E, at han fandt det rigtigst
at forlade mødet under realitetsbehandlingen af klagesagen.
Klageren ved advokat A samt repræsentanterne for
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Finanstilsynet henholdt sig herefter i det
væsentlige til de udarbejdede skriftlige indlæg. Herudover gjorde
advokat A gældende, at Erhvervs- og Selskabsstyrelsens fortolkning
indebærer et konkurrenceforvridende moment, idet det ikke har
været lovgivers hensigt at stille selvejende sparekasser ringere end
banker og selskabssparekasser i en fusionssituation. Advokat A oplyste
endvidere, at B Sparekasse A/S ved sin omdannelse til sparekasse i
medfør af bank- og sparekasselovens § 52 h har bundet en
sparekassereserve på ca. 96 mio. kr., der i tilfælde af
sparekassens opløsning skal gå til almennyttige formål,
hvilket beløb ikke kan tilfalde sparekassens aktionærer. En
fusion muliggør derimod beløbets fortsatte henståen i en
selvejende sparekasse.
Ankenævnet udtaler:
Da det ikke på det foreliggende grundlag kan
afvises, at Sparekassen K, der er part i den af Erhvervs- og
Selskabsstyrelsen trufne afgørelse, har en retlig interesse i
erhvervsankenævnets afgørelse af spørgsmålet om,
hvorvidt der er lovhjemmel til at gennemføre en fusion mellem
Sparekassen K og et sparekasseaktieselskab som ophørende selskab, i
det aktuelle tilfælde B Sparekasse A/S, er der ikke grundlag for at
afvise klagen eller udsætte behandlingen.
Ankenævnets formand, Niels Larsen udtaler:
Det tiltrædes, at den påtænkte fusion
mellem Sparekassen K (selvejende) og B Sparekasse A/S som ophørende
selskab ikke er omfattet af reglerne i aktieselskabslovens kap. 15, der alene
efter loven vedrører fusion uden likvidation mellem aktieselskaber
henholdsvis anpartsselskaber. Fusionen er heller ikke hjemlet i bank- og
sparekasselovens § 48 eller ifølge de ved særskilt lovgivning
gennemførte regler i bank- og sparekasselovens kap. 12 b om fusion
uden likvidation ved omdannelse af en sparekasse (selvejende) til et
aktieselskab. Herefter fører dansk rets almindelige regler til, at
universalsuccession ikke kan finde sted, men at al gæld i B Sparekasse
A/S forfalder til betaling ved en sammenlægning, herunder den i bank-
og sparekasselovens § 52 i, stk. 4, særskilt lovbestemte anvendelse til
almennyttige eller velgørende formål af den bundne
sparekassereserve.
Det tiltrædes endvidere, at der ikke er grundlag for
at anvende de nævnte regelsæt i aktieselskabsloven henholdsvis
bank- og sparekasselovens § 12 b om fusion uden likvidation analogt på
den påtænkte fusion, idet det ville være udtryk for
meddelelse af dispensation uden lovhjemmel fra almindelig gældende ret,
som refereret ovenfor. I lighed med det regelsæt i bank- og
sparekasselovens kap. 12 b, der blev gennemført ved lov nr. 816 af 21.
december 1988 om sparekassers omdannelse til aktieselskaber, henhører
spørgsmålene om, hvorvidt der bør gennemføres
tilsvarende regler for omdannelse af et sparekasse- eller bankaktieselskab
til en selvejende institution og i bekræftende fald vilkårene
herfor under lovgivningsmagten. Denne voterende stemmer derfor for at
stadfæste Erhvervs- og Selskabsstyrelsens afgørelse af 22.
februar 1996.
2 medlemmer af ankenævnet, de sagkyndige Mads Bryde
Andersen og Eskil Trolle udtaler:
Handelsministeriet har tidligere, herunder ved en
afgørelse fra 1972, fundet hjemmel i aktieselskabsloven for en fusion
mellem en sparekasse og en bank med sparekassen som den juridiske enhed, uden
at likvidation af banken var nødvendig.
Efterfølgende lovinitiativer - der alle har udvidet
fusionsmulighederne - ses ikke at have ændret en sådan
retstilstand derhen, at der ikke længere skulle være samme
hjemmel.
Sparekasser har stedse kunnet fusionere med sparekasser
uden anden udtrykkelig lovhjemmel end bank- og sparekasselovens § 48.
Lovgivningen i 1988, hvorved sparekasser fik mulighed for at lade sig omdanne
til sparekasseaktieselskaber, ses ikke at hindre et sparekasseaktieselskab i
at fusionere med en sparekasse og derved iklæde sig sin tidligere
juridiske selskabsform. Herved vil den indkapslede sparekassereserve vende
tilbage til sit udgangspunkt, og der er netop selvstændig juridisk
hjemmel hertil i bank- og sparekasselovens § 52 i, stk. 3, når
sparekasseaktieselskabets senere fusion sker med et andet pengeinstitut.
De beskyttelseshensyn, som almindeligvis gør sig
gældende ved et tvungent debitorskifte, har ikke samme gyldighed
på det foreliggende område, hvor såvel den
fortsættende som den ophørende juridiske enhed er undergivet et
tilsyn, som skal godkende fusionen, og hvor der i øvrigt foreligger en
intens offentligretlig beskyttelseslovgivning, der sikrer debitorernes
interesser. Disse medlemmer finder i øvrigt ikke anledning til at tage
nærmere stilling til, om en fusion som den påtænkte vil
indebære et debitorskifte, der vil føre til, at al gæld i
det ophørende pengeinstitut forfalder til betaling, idet de
likviditetsproblemer, der måtte følge heraf, vil indgå i
den vurdering, Finanstilsynet udøver ved sin afgørelse i
henhold til bank- og sparekasselovens § 48, stk. 1.
Disse medlemmer finder derfor, at en fusion mellem et
sparekasseaktieselskab og en selvejende sparekasse med den selvejende
sparekasse som fortsættende enhed har den fornødne hjemmel i
bank- og sparekasseloven og stemmer derfor for at pålægge
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen at behandle sagen på grundlag af
reglerne i denne lov og i nødvendigt omfang på grundlag af
aktieselskabslovens regler om fusion uden likvidation.
Der træffes afgørelse i overensstemmelse med
flertallet, således at sagen hjemvises til fornyet behandling i
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen i overensstemmelse med flertallets konklusion.
Klagegebyret tilbagebetales klageren.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Bindende svar på spørgsmål 2 og 3 Landsskatteretten · 29. marts 2011
- Landsskatteretskendelse vedr. grænseoverskridende overdragelse af aktier - ikke-selskabsretlig fusion - bindende svar Retsinformation · 22. juli 2011
- Fusion – aktieombytning - succession Retsinformation · 18. marts 2009
Lignende dokumenter
- Styrelsen nægtet at offentliggøre anmeldt fusionsplan. (2011-0025760) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 6. juli 2012
- Skattepligtig fusion mellem sparekasse og bank - overtagelse af bunden sparekassereserve ikke skattepligtig Retsinformation · 23. februar 2022
- 1988 LSF 27 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V. (SPAREKASSERS OMDANNELSE TIL AKTIESELSKABER) Retsinformation · 17. maj 1989
- 1988 BTL 27 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V. (SPAREKASSERS OMDANNELSE TIL AKTIESELSKABER) NR L 27 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989
- 1995 BTL 166 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V., LOV OM INVESTERINGSFORENINGER OG LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED OG FORSKELLIGE ANDRE LOVE NR L 166 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 21. maj 1996
- 1987 LSF 86 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V. Retsinformation · 21. maj 1988