1995 BTL 166 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V., LOV OM INVESTERINGSFORENINGER OG LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED OG FORSKELLIGE ANDRE LOVE NR L 166 1995-96, 1. SAMLING
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet
spørgsmål til erhvervsministeren, som denne har besvaret skriftligt og
mundtligt.
Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser
fra:
Assurandør-Societetet,
Finansrådet,
Foreningen af Registrerede Revisorer og
Foreningen af Statsautoriserede Revisorer.
Der er af erhvervsministeren og et mindretal stillet ændringsforslag,
hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.
Udvalget er enig om, at en nærmere vurdering og stillingtagen til
udstrækningen af dispensationsmuligheden efter bank- og sparekasselovens §
19, stk. 5, realkreditlovens § 18, stk. 2, og forsikringslovens § 90, stk. 2,
bør afvente den af erhvervsministeren lovede redegørelse om bl.a. denne
problemstilling, idet der henvises til det udvalgsarbejde, der blev igangsat
på baggrund af forslag til folketingsbeslutning om harmonisering af reglerne
for bestyrelsesmedlemmers og direktørers med fleres ansvar, pligter og
rettigheder i finansielle virksomheder (B 13) i november 1995. Denne
redegørelse er bebudet til 1. juni 1996.
Udvalget er ligeledes enig om, at udgangspunktet er, at praksis skal være
ens i hele den finansielle sektor.
Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk
Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af
udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af erhvervsministeren
stillede ændringsforslag.
Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og
Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til
vedtagelse med de stillede ændringsforslag.
Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller
Læs alt
lovforslaget til vedtagelse med de af erhvervsministeren under nr. 1,
2, 4-7 og 10-22 stillede ændringsforslag.
Enhedslisten mener, at der er brug for yderligere stramninger af tilsynet
med banker og sparekasser, men at lovforslaget er et skridt på vejen.
Ændringsforslag
Til § 1Af erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:
1) I det under nr. 11 foreslåede § 7 g, stk. 2,
ændres (to steder) datoen »1. april« til: »1. juni«.
2) Det under nr. 19 foreslåede § 32, stk. 4,
affattes således:
»Stk. 4. Såfremt pengeinstituttets ledelse ikke træffer de
nødvendige foranstaltninger til imødegåelse af en særlig høj risikoprofil,
jf. § 49, stk. 5, 2. pkt., kan Finanstilsynet pålægge instituttet at fravige
de almindelige principper i stk. 1.«
Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (FP):
3) Nr. 20 udgår.
Af erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:
4) Nr. 31 udgår.
5) Efter nr. 31 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 48 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler, hvorefter
aktieselskabslovens kapitel 15 med de fornødne tilpasninger finder anvendelse
på fusion, hvorved en sparekasse overtager et aktieselskab, der har
tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed.«»
6) Nr. 32 affattes således:
»32. Efter § 48 indsættes som nyt kapitel:
»Kapitel 11 a
Frister § 48 b. De frister, der er fastsat i eller i henhold til
denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den
begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af
såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på
ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,
på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt
sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er
den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som
ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens
længde.
Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på
årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag,
juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende
hverdag.«»
7) I den under nr. 33 foreslåede affattelse af § 49,
stk. 5, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:
»Indebærer pengeinstituttets portefølje af udlån og garantier m.v.
efter Finanstilsynets vurdering en meget stor samlet risiko for
pengeinstituttet, skal Finanstilsynet redegøre herfor i rapporten.«
Af erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med
undtagelse af EL)
8) I den under nr. 34 foreslåede affattelse af § 50
affattes stk. 2 således:
»Stk. 2. Finanstilsynet kan pålægge et pengeinstituts ledelse
at lade udarbejde en redegørelse for instituttets økonomiske stilling og
fremtidsudsigter. Pengeinstituttets bestyrelse, direktion og revision skal
ved underskrift på pålægget over for Finanstilsynet bekræfte at være gjort
bekendt med indholdet af henvendelsen. Redegørelsen skal være vedlagt en
udtalelse fra pengeinstituttets eksterne revision, medmindre redegørelsen som
helhed er udarbejdet af denne. Redegørelsen skal forelægges pengeinstituttets
bestyrelse til godkendelse. En kopi af redegørelsen indsendes til
Finanstilsynet.«
9) Efter nr. 42 indsættes som nyt nummer:
»02. I § 54, stk. 1, indsættes efter »§§
47-48«: », § 49, stk. 5, 3. pkt., § 50, stk. 2«.'
Af erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:
Til § 3 10) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af §
28, stk. 3, 2. pkt., ændres ordene »senest 8 børsdage« til:
»senest 8 på hinanden følgende bankdage«.
11) Den under nr. 12 foreslåede § 51 a affattes
således:
»§ 51 a. De frister, der er fastsat i eller i henhold til
denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den
begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af
såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på
ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,
på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt
sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er
den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som
ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens
længde.
Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på
årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag,
grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den
førstkommende hverdag.«
Til § 4 12) Nr. 8 affattes således:
»8. § 90, stk. 1, affattes således:
»Direktører, vicedirektører, underdirektører, medarbejdere med
direkte reference til direktionen og dermed ligestillede medarbejdere i
forsikringsselskaber må ikke for egen regning udføre eller deltage i
spekulationsforretninger. Ligeledes er medarbejdere i afdelinger med fonds-,
valuta- og kreditfunktioner samt tilsvarende funktioner omfattet af
forbudet.«»
13) Efter nr. 8 indsættes som nyt nummer:
»01. I § 90 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:
»Stk. 2. Bestyrelsen er forpligtet til at udarbejde interne
retningslinjer for, hvilke øvrige medarbejdere der ikke for egen regning må
udføre eller deltage i spekulationsforretninger.«
Stk. 2 bliver herefter stk. 3.'
14) Nr. 12 affattes således:
»12. § 108, stk. 1, 2. pkt., affattes således:
»Ekstraordinær generalforsamling til behandling af et bestemt angivet
emne skal indkaldes senest 2 uger efter, at det skriftligt er forlangt af en
tiendedel af de stemmeberettigede eller den mindre brøkdel, som vedtægterne
måtte bestemme.«»
15) I den under nr. 24 foreslåede affattelse af § 177,
stk. 6, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer:
»Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber erstatter
Finanstilsynets tilladelse de tiltrædelseserklæringer, som er nævnt i
konkurslovens § 166, stk. 1, nr. 2. Forinden skal Finanstilsynet påse, at
genforsikringsselskabet har rettet henvendelse til samtlige kendte
fordringshavere om åbning af tvangsakkordforhandlinger, og at mindst 40 pct.
af de givne tilbagemeldinger tiltræder, at der åbnes sådanne
forhandlinger.«
16) Efter nr. 24 indsættes som nyt nummer:
»02. Efter § 177, stk. 6, indsættes som nye stykker:
»Stk. 7. I forbindelse med den statusoversigt, som skal
udarbejdes ved åbning af forhandling om tvangsakkord, jf. konkurslovens §
165, kan skifteretten ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber efter
høring af Finanstilsynet udpege en uvildig aktuar til at foretage en
opgørelse over værdien af de latente krav, der er anmeldt.
Stk. 8. Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber opgøres
kravene i konkurslovens § 176 om vedtagelse af en tvangsakkord i forhold til
de fremmødte og anmeldte krav.«»
17) Den under nr. 44 foreslåede affattelse af § 246
a affattes således:
»§ 246 a. De frister, der er fastsat i eller i henhold til
denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den
begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af
såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på
ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,
på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt
sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er
den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som
ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens
længde.
Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på
årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag,
juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende
hverdag.«
18) I den under nr. 45 foreslåede affattelse af § 260,
stk. 1, indsættes i 1. pkt. efter »§ 90, stk. 2« ordene:
»og 3«.
Til § 5 19) Den under nr. 9 foreslåede § 65 a
affattes således:
»§ 65 a. De frister, der er fastsat i eller i henhold til
denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den
begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af
såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på
ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,
på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt
sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er
den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som
ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens
længde.
Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på
årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag,
grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til
den førstkommende hverdag.«
Til § 7 20) De under nr. 5 foreslåede § 31, stk. 5-8,
affattes således:
»Stk. 5. De frister, der er fastsat i eller i henhold til
denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den
begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af
såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 6. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på
ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 7. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,
på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt
sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er
den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som
ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens
længde.
Stk. 8. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag,
grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den
førstkommende hverdag.«
Til § 8 21) De under nr. 1 foreslåede § 7, stk. 2-5,
affattes således:
»Stk. 2. De frister, der er fastsat i eller i henhold til
denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den
begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af
såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.
Stk. 3. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på
ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.
Stk. 4. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,
på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt
sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er
den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som
ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens
længde.
Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag,
grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den
førstkommende hverdag.«
Til § 10 22) I stk. 1 ændres datoen: »1. april«
til: »1. juni«.
Bemærkninger
Til nr. 1 Ændringen er en følge af, at ikrafttrædelsestidspunktet for
lovforslaget nu foreslås fastsat til den 1. juni 1996.
Til nr. 2 og 7 Det foreslås, at lovforslagets § 49, stk. 5, hvorefter
Finanstilsynet efter et inspektionsbesøg skal fremsende en skriftlig rapport
til ledelsen og revisionen i pengeinstituttet om lovovertrædelser og øvrige
kritisable forhold, suppleres med en bestemmelse om, at Finanstilsynet i
rapporten skal redegøre for sin vurdering af risikokoncentrationen på
instituttets udlånsportefølje m.v., hvis denne vurderes at være meget høj.
Ifølge lovforslaget i øvrigt skal denne rapport underskrives af medlemmerne
af pengeinstituttets ledelse, som skal bekræfte, at de er gjort bekendt med
rapporten. Denne skal herefter returneres til Finanstilsynet.
Gennem denne rapportering ligger der en klar tilkendegivelse fra
Finanstilsynet til pengeinstituttets ledelse om, at der bør træffes de
nødvendige foranstaltninger for at afværge en eventuel krisesituation.
En meget høj risikokoncentration kan tilsige, at ledelsen eksempelvis
nedbringer visse engagementer, skaffer yderligere kapital, skærper
kreditovervågningen eller foretager yderligere hensættelser. Tilsvarende vil
ledelsen kunne tage skridt til at ændre procedurerne i forbindelse med f.eks.
kredithåndteringen, hvis Finanstilsynet i rapporten har fundet specielt denne
funktion kritisabel.
Det vil være overordentligt vanskeligt for ledelsen at undlade at foretage
sig noget på baggrund af rapporten. Ved i første omgang at overlade
afgørelsen af, hvilke konkrete foranstaltninger der bør træffes, til
instituttets ledelse, fastholdes det grundlæggende princip, at
ledelsesansvaret påhviler bestyrelsen og direktionen.
Bestemmelsen vil blive suppleret af en bestemmelse i en bekendtgørelse i
henhold til bank- og sparekasselovens § 34, stk. 5, således at
pengeinstituttets eksterne revision i det årlige revisionsprotokollat
pålægges at redegøre for de foranstaltninger, instituttets ledelse har
truffet på baggrund af Finanstilsynets rapport i henhold til § 49, stk. 5, 2.
pkt.
Der vil imidlertid kunne opstå situationer, hvor ledelsen, på trods af at
Finanstilsynet i sin rapport har gjort opmærksom på en særlig høj
risikokoncentration i instituttet, ikke træffer de nødvendige
foranstaltninger. For at give Finanstilsynet mulighed for i disse særlige
tilfælde fortsat at kunne udføre en effektiv og betryggende tilsynsfunktion,
foreslås det, at tilsynet gives hjemmel til at pålægge det pågældende
institut at fravige de almindelige principper for værdiansættelse i § 32,
stk. 1.
Dette vil medføre en adgang for Finanstilsynet til at kræve ekstraordinære
hensættelser på en nærmere specificeret udlånsportefølje, som indebærer en
særlig høj risikokoncentration, der på længere sigt vil kunne udgøre en
alvorlig trussel mod pengeinstitutters fortsatte drift. Disse hensættelser
vil på sædvanlig vis skulle begrundes og vil kunne indankes for
Erhvervsankenævnet.
En anvendelse af beføjelsen vil desuden forudgående skulle tilkendegives
over for instituttets ledelse og revision, og disse organer skal forinden
have mulighed for at tilkendegive deres holdning over for Finanstilsynet.
Da der alene er tale om anvendelse af nye tilsynsprincipper vil et pålæg
fra Finanstilsynet om ekstraordinære hensættelser ikke kræve indberetning
efter lov om værdipapirhandel. Hvis anvendelse af disse principper medfører
en væsentlig ændring af instituttets resultat, vil det skulle indberettes i
overensstemmelse med de gældende regler om indberetning til Københavns
Fondsbørs.
Til nr. 3 Det foreslås, at bestemmelsen udgår, da den gældende lov giver
Finanstilsynet mulighed for at påtale hvis valgte revisorer ikke fungerer
tilfredsstillende. Det er derfor ikke nødvendigt at give Finanstilsynet
mulighed for at udpege yderligere en revisor.
Til nr. 4 Ændringsforslaget er udelukkende af lovteknisk karakter. Forslag
om ophævelse af bank- og sparekasselovens § 47 d, stk. 4, indgår i det af
justitsministeren fremsatte forslag til ændring af konkursloven og visse
andre love (L 79), jf. § 4. Herefter er forslaget om ophævelse af
bestemmelsen overflødig.
Til nr. 5 Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte regler om, at
sparekasser, der er organiseret som selvejende institutioner, men som ikke er
omfattet af fondslovgivningen, kan fusionere med pengeinstitutter,
organiseret som aktieselskab, med sparekassen som den fortsættende enhed.
§ 50 i lov om erhvervsdrivende fonde indeholder en tilsvarende hjemmel til
fusion, hvorved en moderfond overtager en dattervirksomhed, der er et aktie
eller anpartsselskab.
Lov om erhvervsdrivende fonde finder imidlertid ikke anvendelse på
sparekasser.
Reglerne om fusion i aktieselskabslovens kapitel 15 hjemler heller ikke
fusion mellem selvejende institutioner og aktieselskaber.
Sparekassers overtagelse af pengeinstitutter, organiseret som
aktieselskaber, indebærer i dag risiko for, at al gæld i det ophørende
pengeinstitut forfalder til betaling, ligesom opløsning af aktieselskabet
skal ske ved likvidation.
Dette kan hindre en ellers ønskelig overtagelse.
Forslaget indebærer, at sparekasser i lighed med banker får mulighed for
gennem fusion at overtage et andet pengeinstitut, organiseret som
aktieselskab.
Dette indebærer, at det pågældende aktieselskab ophører uden likvidation,
samt at al gæld overtages af sparekassen uden derved at forfalde til betaling
(universalsuccession).
Pengeinstitutter, hvis retlige organisationsform er et aktieselskab, er
enten banker eller sparekasseaktieselskaber.
Et sparekasseaktieselskab er en sparekasse, der er omdannet til
aktieselskab efter bank- og sparekasselovens § 52 c
(»fondsmodellen«) eller efter § 52 h
(»indkapslingsmodellen«).
Erhvervsankenævnet har afsagt en kendelse vedrørende adgangen til at
fusionere et sparekasseaktieselskab, omdannet efter indkapslingsmodellen, med
en sparekasse, og med sparekassen som den fortsættende enhed. Ankenævnet
fandt, at der i bank- og sparekasseloven var hjemmel til en sådan fusion,
herunder til at overføre den bundne sparekassereserve til sparekassen, og at
aktieselskabslovens regler om opløsning uden likvidation måtte anvendes i
nødvendigt omfang. Der blev ikke i kendelsen taget stilling til, om al gæld
ville forfalde til betaling.
På baggrund af kendelsen og med henblik på at skabe klarhed om
betingelserne for fusion, er der behov for at fastsætte nærmere regler herom.
Det foreslåes derfor at skabe fornøden hjemmel for, at der ved bekendtgørelse
kan fastsættes sådanne regler.
Forslaget indebærer, at sparekasser får mulighed for gennem fusion med et
sparekasseaktieselskab, omdannet efter »indkapslingsmodellen«, at
overtage selskabets bundne sparekassereserve. Når sparekasseaktieselskabet
ved fusion igen bliver en sparekasse (selvejende institution) vil den bundne
sparekassereserve indgå som almindelig egenkapital i sparekassen. Der er i
dette tilfælde ikke behov for at opretholde indkapslingen, da kapitalen
vender tilbage til sin oprindelige sparekassestatus. Ved en fusion med et
andet pengeinstitutaktieselskab vil den bundne sparekassereserve bevare sin
særlige status i det fortsættende pengeinstitut.
Aktionærerne i et sparekasseaktieselskab, omdannet efter
»indkapslingsmodellen«, vil skulle vederlægges efter de almindelige
regler i aktieselskabsloven, under hensyn til at den bundne sparekassereserve
ligger udenfor aktionærernes rådighed.
Ved fusion med et sparekasseaktieselskab, omdannet efter
»fondsmodellen«, vil fonden blot fortsætte som en almennyttig fond.
Nærmere regler omkring fusionen fastsættes ved en selvstændig
bekendtgørelse.
Reglerne i bekendtgørelsen vil i hovedtræk svare til reglerne i § 17 i
bekendtgørelse nr. 359 af 17. juni 1993 om opløsning af erhvervsdrivende
fonde (likvidation, konkurs, tvangsopløsning og fusion). Bekendtgørelsen
udstedes og administreres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, dog i samarbejde
med Finanstilsynet.
Skatteministeriet vil samtidig foretage en tilsvarende ændring i
skattelovgivningen ved lovforslag nr. L 117 (fusionsskatteloven).
Til nr. 6 Forslagene om fristberegning, der er et led i en generel
forenkling og harmonisering af frister i den erhvervsretlige lovgivning, er
formuleret enslydende med de tilsvarende bestemmelser i forslag til lov om
anpartsselskaber (L 199) og forslag til ændring af årsregnskabsloven og
forskellige andre love (L 198) - begge fremsat den 1. februar 1996.
Det har imidlertid vist sig, at fristbestemmelserne i de selskabsretlige
lovforslag har givet anledning til tvivlsspørgsmål. Formålet med forslagene
er at lave ensartede og utvetydige fristbestemmelser, som virker logiske og
ikke giver anledning til fortolkningsproblemer for den enkelte virksomhed.
Det er derfor fundet nødvendigt at præcisere lovteksten. Således er det i
ændringsforslaget tydeliggjort, at første dag i fristperioden er dagen efter
den dag, hvor den fristudløsende handling fandt sted. Samtidig er det
fastslået, at dette beregningsprincip gælder hvad enten der er tale om dage-,
uge-, måneds- eller årsfrister.
Derudover er det fundet hensigtsmæssigt at indsætte en enslydende
fortolkningsregel i samtlige love, også selv om ikke alle love har f.eks.
uge- eller månedsfrister. Herved undgås enhver fortolkningstvivl - også i
forbindelse med eventuelle fremtidige fornyelser og ændringer af
fristreglerne.
Efter vedtagelse af de selskabsretlige lovforslag (L 198 og L 199) vil
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen udsende en vejledning om de nye
fristbestemmelser.
Til nr. 8 Ifølge det oprindelige lovforslag får Finanstilsynet mulighed
for at stille krav om, at der foretages en vurdering af et pengeinstituts
fremtidsmuligheder. Vurderingen kan enten foretages af tilsynet selv eller af
et revisionsfirma.
Formålet med dette forslag var, at give Finanstilsynet mulighed for at
pålægge et pengeinstitut at få foretaget en særlig grundig vurdering i
tilfælde, hvor Finanstilsynet kan konstatere, at pengeinstituttet driver sin
virksomhed inden for lovens rammer, men hvor der er grund til at antage, at
den økonomiske situation er sådan, at pengeinstituttet vil kunne få problemer
i fremtiden.
Dette formål kan imidlertid opfyldes på anden måde.
På den baggrund foreslås det at gøre udarbejdelse af en redegørelse for
pengeinstuttets fremtidsmuligheder til et internt anliggende mellem
instituttets ledelse og den valgte revision.
Efter ændringsforslaget kan Finanstilsynet pålægge et pengeinstituts
ledelse at lade udarbejde en redegørelse for instituttets økonomiske stilling
og fremtidsudsigter. Det er således ledelsen, som har ansvaret for, at
redegørelsen er forsvarlig og fyldestgørende. Finanstilsynets pålæg skal
påtegnes af instituttets bestyrelse, direktion og revision.
Selve pålægget om at lade udarbejde en fremtidsundersøgelse vil ikke
bevirke, at der skal ske indberetning til Københavns Fondsbørs. Spørgsmålet
om, hvorvidt der på baggrund af redegørelsen skal indberettes til Københavns
Fondsbørs skal følge de gældende regler om indberetning hertil.
Redegørelsen kan f.eks. udarbejdes af et konsulent-/managementfirma eller
af pengeinstituttets direktion. I så fald skal en udtalelse fra den valgte
revision vedlægges redegørelsen. Ledelsen kan endvidere anmode
pengeinstituttets valgte revision om at udarbejde redegørelsen.
Redegørelsen skal bl.a. indeholde en beskrivelse af pengeinstituttets
økonomiske stilling og en begrundet angivelse af den forventede økonomiske
udvikling i de kommende år. Heri kan kan indgå en beskrivelse af
pengeinstituttets indtjening, omkostninger, tabsrisici, hensættelser og
udvikling i ind- og udlån.
Der skal også i redegørelsen indgå en vurdering af instituttets
fremtidsmuligheder med forslag til, hvilke initiativer der bør foretages
under hensyn til den forventede, økonomiske udvikling. Dette kan f.eks. være
tiltag over for risikofyldte engagementer og foranstaltninger til forbedring
af indtjeningen. I redegørelsen vil der endvidere kunne stilles forslag om
ændringer i ledelsen, forslag om at søge fusion med et andet pengeinstitut
samt ændringer i driften og organisationen m.v.
Når redegørelsen er udarbejdet, skal den vedlagt revisionsudtalelse
forelægges pengeinstituttets bestyrelse til godkendelse. Redegørelsen skal
indsendes til Finanstilsynet til orientering.
Bestemmelsen indskrænker ikke Finanstilsynets adgang til at kræve
oplysninger, herunder i form af redegørelser, fra instituttet efter lovens
øvrige bestemmelser.
Det bemærkes, at den ændrede sprogbrug, hvor »vurdering« er
ændret til »redegørelse« ikke tilsigter realitetsændringer, men
blot er en præcisering af, at fremtidsundersøgelsen skal foreligge i
skriftlig form.
Til nr. 9 Bestemmelsen hjemler straf for manglende opfyldelse af pligten i
forslagets § 49, stk. 5, 3. pkt, for instituttets ledelse og revision til at
påtegne samt returnere Finanstilsynets rapport. Bestemmelsen hjemler
endvidere straf for ledelsens manglende efterlevelse af et pålæg fra
Finanstilsynet i henhold til § 50, stk. 2, om at få udarbejdet en redegørelse
for instituttets økonomiske stilling og fremtidsudsigter.
Til nr. 10 Ændringen er begrundet i, at begrebet børsdage ikke længere er
tidssvarende i forhold til den teknologiske udvikling på værdipapirmarkedet,
hvorfor »børsdage« foreslås udskiftet med »bankdage«.
Til nr. 11, 17, 19, 20 og 21 Der henvises til bemærkningerne til nr. 6.
Til nr. 12 og 13 Forslaget om at udvide den personkreds, der omfattes af
spekulationsforbudet i lov om forsikringsvirksomhed tilsigter at gennemføre
en umiddelbar harmonisering i forhold til reglerne i bank- og
sparekasseloven. Det har imidlertid vist sig, at anvendelsen af udtrykket
»funktionærer« inddrager en række personalegrupper i
forsikringsselskaber, hvor anvendelse af spekulationsforbudet ikke er
relevant. Det ændrede forslag er derfor afgrænset, så det kun omfatter de
personalegrupper, hvor der kan være risiko for misbrug, og hvor
spekulationsforbudet derfor vil være relevant.
På denne baggrund foreslås det i stk. 1, at kredsen af medarbejdere i
forsikringsselskaber, der omfattes af spekulationsforbudet, beskrives som
direktører, vicedirektører, underdirektører, medarbejdere med direkte
reference til direktionen og dermed ligestillede medarbejdere. Det
forudsættes herved, at der er tale om medarbejdere med et selvstændigt
ansvarsområde.
Ligeledes er medarbejdere i afdelinger med fonds-, valuta- og
kreditfunktioner samt afdelinger med tilsvarende funktioner omfattet af
forbudet. Der er valgt en generel formulering, som dækker bredt over
finansielle institutioners funktionsområder. Spekulationsforbudet vil
naturligvis kun gælde, i det omfang et finansielt institut har afdelinger med
den nævnte type af funktioner.
Risikoen for sammenblanding af selskabets interesser med egne interesser
vil i lighed med, hvad der gælder for direktører, være særlig stor i
udøvelsen af de funktioner, som en ledende medarbejder foretager.
Ved dermed ligestillede medarbejdere forstås øvrige personer med et
betydeligt ledelsesansvar. Således vil eksempelvis også ledere af
forsikringsselskabers finans- og likviditetsstyringsafdelinger være omfattet
af bestemmelsen.
Det foreslås i stk. 2, at bestyrelsen i forsikringsselskaber med andre
ansatte end nævnt i stk. 1, er forpligtet til at udarbejde interne
retningslinier, der angiver hvilke øvrige medarbejdere, der ikke for egen
regning må udføre eller deltage i spekulationsforretninger. Retningslinierne
skal sikre, at de medarbejdergrupper, hvis funktionsområde kan skabe risiko
for misbrug, inddrages under spekulationsforbudet. Et eksempel på sådanne
medarbejdergrupper er medarbejdere med et selvstændigt ansvarsområde inden
for formueforvaltning og finansiel rådgivning.
Det forudsættes, at ledelsen sikrer tilstedeværelse af forretningsgange
med henblik på overholdelse af de interne retningslinier og orienterer
medarbejderne herom.
Hermed vil personkredsen kunne tilpasses forholdene i det enkelte
forsikringsselskab, idet forbudet vil omfatte netop de medarbejdere, der har
funktioner, som efter bestyrelsens opfattelse gør det berettiget. Dette
svarer til, at man i værdipapirhandelsloven og fondsmæglerselskabsloven har
indført krav om fyldestgørende interne retningslinier og kontrolprocedurer,
som også omfatter regler for medarbejdernes adgang til at foretage personlige
transaktioner. Finanstilsynet påser ved sædvanlige kontrolbesøg, at
retningslinierne er forsvarligt udarbejdede, og at selskabets
forretningsgange giver mulighed for kontrol med, at retningslinierne
overholdes.
Til nr. 14 Der er alene tale om en sproglig ændring af redaktionel
karakter.
Til nr. 15 Efter konkurslovens almindelige regler om tvangsakkord skal 40
pct. af fordringshaverne (kreditorerne) tilslutte sig åbning af
tvangsakkordforhandling. De kreditorer, som tilslutter sig dette, skal
endvidere repræsentere mindst 40 pct. af fordringernes størrelse.
I forsikringsselskaber, hvor virksomheden helt eller i overvejende omfang
er genforsikringsvirksomhed, kan det imidlertid være vanskeligt at opnå den
fornødne tilslutning. Dette hænger sammen med den særlige
kreditorsammensætning, som ofte består af et stort antal udenlandske
kreditorer med små fordringer mod selskabet. Meget ofte vil kontakten til
kreditorerne endvidere ske via mæglere, således at forsikringsselskabet ikke
selv har det totale overblik over sine kreditorer.
Ældre forsikringskontrakter kan være udformet, således at forsikringen
udover at omfatte begivenheder, der er indtrådt i forsikringstiden, også
dækker de skadelige følger af en sådan begivenhed, selvom de skadelige følger
først viser sig lang tid efter, at forsikringstiden er ophørt
(skadesårsagsprincippet). Hvis der ikke i forsikringsvilkårene er indsat en
klausul, som tidsmæssigt begrænser forsikringsdækningen, vil
forsikringsselskabet ikke på et givet tidspunkt kunne danne sig et overblik
over de kontraktsmæssige krav, der kan rejses mod selskabet.
Det vil derfor især være vanskeligt at opfylde konkurslovens krav om at de
kreditorer, der tiltræder åbning af tvangsakkordforhandling, skal
repræsentere mindst 40 pct. af fordringernes størrelse. Det er endvidere ikke
muligt at opgøre fordringernes størrelse, når mange kreditorer
(forsikringstagere) alene har teoretiske (latente) krav over for
forsikringsselskabet. De teoretiske krav vil ofte kunne udgøre størstedelen
af de samlede fordringer mod genforsikringsselskabet.
Det ville derfor ikke give et retvisende billede af kreditortilslutningen
til at indlede tvangsakkordforhandlinger, hvis der tages udgangspunkt i de
kendte og opgjorte krav.
Hvis det ikke er muligt at gennemføre en afvikling ved tvangsakkord, vil
den alternative løsning som regel være afvikling af selskabet ved en
langvarig konkursbehandling. Genforsikringsselskaber driver en virksomhed,
som er af en særlig karakter, idet selskabets kunder udgøres af andre
forsikringsselskaber - danske som udenlandske - hvor de eventuelle
kontraktsmæssige krav ofte først vil vise sig mange år efter kontraktens
ophør, og hvor det kan tage endnu længere tid at afvikle disse.
En konkurs i et genforsikringsselskab kan derfor medføre en uro, som kan
være skadelig for forsikringsbranchen som helhed. Forsikringsselskaber med
direkte forsikringsvirksomhed vil være mindre tilbøjelige til at tegne
risikable forsikringskontrakter, hvis der ikke er tilstrækkelige muligheder
for at genforsikre risikoen.
Det er således også en væsentlig samfundsmæssig interesse at sikre en
almindelig tillid til genforsikringsinstuttet.
Det foreslås derfor, at tillade visse afvigelser fra konkurslovens regler
om tvangsakkord med henblik på at sikre, at genforsikringsselskaber kan
afvikles ved tvangsakkord.
Efter forslaget erstatter Finanstilsynets tiltrædelseserklæring den
fornødne tiltrædelse fra fordringshaverne.
Finanstilsynet skal ved sin tilladelse påse, at selskabet har rettet
henvendelse til samtlige kendte kreditorer med henblik på at indhente
tiltrædelse til, at der åbnes tvangsakkordforhandlinger. Det er endvidere en
betingelse, at 40 pct. af de kreditorer, som svarer på
genforsikringsselskabets henvendelse, tiltræder åbning af
tvangsakkordforhandlinger.
Det er som anført oven for ikke fundet relevant at stille krav om, at
disse kreditorers krav også skal udgøre 40 pct. af de kendte fordringer, idet
netop fastsættelsen af fordringernes endelige størrelse særligt i
genforsikringsselskaber volder vanskeligheder. Da hovedvægten af fordringerne
ofte vil kunne udgøre teoretiske krav, vil det heller ikke være relevant at
stille en yderligere betingelse om, at en vis andel af de kendte og opgjorte
fordringer skal have tiltrådt anmodningen.
Til nr. 16 En skyldner, som søger tvangsakkord, skal ifølge konkurslovens
§ 165 rette henvendelse til to tillidsmænd, der registrerer samtlige
skyldnerens aktiver og passiver. Tillidsmændene udarbejder endvidere en
statusoversigt, der bl.a. indeholder hver fordringshavers navn og adresse
samt de enkelte fordringers størrelse.
Genforsikringskontrakter er ofte udformet således, at mange kreditorer
ikke på et givet tidspunkt vil kunne anmelde et endeligt krav mod
genforsikringsselskabet, idet skadesopgørelsen afhænger af faktorer, som kun
vanskeligt kan dokumenteres på tidspunktet for tvangsakkordens åbning. Der
henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 15 om
skadesårsagsprincippet.
Efter forslagets stk. 7 kan skifteretten efter høring af Finanstilsynet
udpege en uvildig aktuar, som foretager en værdiansættelse af de anmeldte
kravs værdi.
I stk. 8 foreslås det at fravige hovedreglen i konkursloven om, at
vedtagelse af en tvangsakkord skal tiltrædes af en vis andel af kreditorerne.
Ligesom det er tilfældet ved beslutning om åbning af
tvangsakkordforhandlinger, vil genforsikringsselskaber ofte have vanskeligt
ved at opnå den efter konkursloven krævede tilslutning til vedtagelse af en
tvangsakkord. I det omfang kreditorerne kun har et teoretisk krav mod
selskabet, vil de næppe reagere på opfordringen til at give møde ved
akkordforhandlingerne. Til forskel fra andre brancher kan en stor del af
fordringerne bestå af teoretiske krav mod genforsikringsselskabet. Den
særlige kreditorsammensætning i genforsikringsselskaber vil yderligere
vanskeliggøre muligheden for at opnå den fornødne tilslutning. Der henvises
til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 15.
På den baggrund foreslås det at kravene i konkurslovens § 176 opgøres i
forhold til de fremmødte og anmeldte krav ved tvangsakkord af
genforsikringsselskaber.
Til nr. 18 Ændringen er en konsekvens af ændringsforslagets nr. 12. Det
bemærkes, at det til § 90, stk. 2, udelukkende er overtrædelse af selve
udarbejdelsen af de interne retningslinier, der foreslås strafbelagt, mens en
medarbejders overtrædelse af retningslinierne ikke kan strafsanktioneres
efter bank- og sparekasseloven. Den i § 90, stk. 1, nævnte personkreds vil
derimod være omfattet af strafbestemmelsen.
Til nr. 22 Efter lovforslaget træder loven i kraft den 1. april 1996.
Imidlertid vil vedtagelsen af lovforslaget overskride denne dato.
Det foreslås derfor, at lovforslaget først træder i kraft den 1. juni
1996.
Lissa Mathiasen (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Sonja Mikkelsen (S)
Hardy Hansen (S) Jacob Buksti (S) Kjeld Rahbæk Møller (SF) Bjørn Elmquist
(RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Svend Erik Hovmand (V) Svend
Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Erik Larsen (V) Kai Dige Bach (KF) nfmd.
Pernille Sams (KF) Flemming Hansen (KF) Kirsten Jacobsen (FP)
Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- 1995 BTL 129 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF REALKREDITLOVEN (IMPLEMENTERING AF BCCI-DIREKTIVET, ÆNDRING AF ENGAGEMENTSREGLER M.V.) NR L 129 1995-96, 1. SAMLING Retsinformation · 15. maj 1996
- 1992 BTL 63 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED OG LOV OM TILSYN MED FIRMAPENSIONSKASSER NR L 63 1992-93, 1. SAMLING Retsinformation · 18. januar 1993
- Formandens afgørelse af 22. marts 1994. 92-68.511 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. marts 1994
- Kendelse af 20. marts 1996. 95-97.377 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 20. marts 1996
- Kendelse af 5. juni 1996. 95-68.300 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. juni 1996
- 95-68.300, 4. juni 1996 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. juni 1996