Spring til indhold

Retsinformation

1995 BTL 166 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM BANKER OG SPAREKASSER M.V., LOV OM INVESTERINGSFORENINGER OG LOV OM FORSIKRINGSVIRKSOMHED OG FORSKELLIGE ANDRE LOVE NR L 166 1995-96, 1. SAMLING

1995/1 BTL 166Betænkning over lovforslagFolketinget21. maj 1996

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Udvalget har behandlet lovforslaget i nogle møder og har herunder stillet

spørgsmål til erhvervsministeren, som denne har besvaret skriftligt og

mundtligt.

Endvidere har udvalget modtaget skriftlige og/eller mundtlige henvendelser

fra:

Assurandør-Societetet,

Finansrådet,

Foreningen af Registrerede Revisorer og

Foreningen af Statsautoriserede Revisorer.

Der er af erhvervsministeren og et mindretal stillet ændringsforslag,

hvorom henvises til de ledsagende bemærkninger.

Udvalget er enig om, at en nærmere vurdering og stillingtagen til

udstrækningen af dispensationsmuligheden efter bank- og sparekasselovens §

19, stk. 5, realkreditlovens § 18, stk. 2, og forsikringslovens § 90, stk. 2,

bør afvente den af erhvervsministeren lovede redegørelse om bl.a. denne

problemstilling, idet der henvises til det udvalgsarbejde, der blev igangsat

på baggrund af forslag til folketingsbeslutning om harmonisering af reglerne

for bestyrelsesmedlemmers og direktørers med fleres ansvar, pligter og

rettigheder i finansielle virksomheder (B 13) i november 1995. Denne

redegørelse er bebudet til 1. juni 1996.

Udvalget er ligeledes enig om, at udgangspunktet er, at praksis skal være

ens i hele den finansielle sektor.

Herefter indstiller et mindretal (Socialdemokratiets, Socialistisk

Folkepartis, Det Radikale Venstres og Centrum-Demokraternes medlemmer af

udvalget) lovforslaget til vedtagelse med de af erhvervsministeren

stillede ændringsforslag.

Et andet mindretal (Venstres, Det Konservative Folkepartis og

Fremskridtspartiets medlemmer af udvalget) indstiller lovforslaget til

vedtagelse med de stillede ændringsforslag.

Et tredje mindretal (Enhedslistens medlem af udvalget) indstiller

Læs alt

lovforslaget til vedtagelse med de af erhvervsministeren under nr. 1,

2, 4-7 og 10-22 stillede ændringsforslag.

Enhedslisten mener, at der er brug for yderligere stramninger af tilsynet

med banker og sparekasser, men at lovforslaget er et skridt på vejen.

Ændringsforslag

Til § 1Af erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:

1) I det under nr. 11 foreslåede § 7 g, stk. 2,

ændres (to steder) datoen »1. april« til: »1. juni«.

2) Det under nr. 19 foreslåede § 32, stk. 4,

affattes således:

»Stk. 4. Såfremt pengeinstituttets ledelse ikke træffer de

nødvendige foranstaltninger til imødegåelse af en særlig høj risikoprofil,

jf. § 49, stk. 5, 2. pkt., kan Finanstilsynet pålægge instituttet at fravige

de almindelige principper i stk. 1.«

Af et mindretal (V og KF), tiltrådt af et mindretal (FP):

3) Nr. 20 udgår.

Af erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:

4) Nr. 31 udgår.

5) Efter nr. 31 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 48 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Erhvervsministeren kan fastsætte regler, hvorefter

aktieselskabslovens kapitel 15 med de fornødne tilpasninger finder anvendelse

på fusion, hvorved en sparekasse overtager et aktieselskab, der har

tilladelse til at drive pengeinstitutvirksomhed.«»

6) Nr. 32 affattes således:

»32. Efter § 48 indsættes som nyt kapitel:

»Kapitel 11 a

Frister § 48 b. De frister, der er fastsat i eller i henhold til

denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den

begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af

såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.

Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på

ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,

på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt

sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er

den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som

ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens

længde.

Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på

årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag,

juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende

hverdag.«»

7) I den under nr. 33 foreslåede affattelse af § 49,

stk. 5, indsættes efter 1. pkt. som nyt punktum:

»Indebærer pengeinstituttets portefølje af udlån og garantier m.v.

efter Finanstilsynets vurdering en meget stor samlet risiko for

pengeinstituttet, skal Finanstilsynet redegøre herfor i rapporten.«

Af erhvervsministeren, tiltrådt af et flertal (udvalget med

undtagelse af EL)

8) I den under nr. 34 foreslåede affattelse af § 50

affattes stk. 2 således:

»Stk. 2. Finanstilsynet kan pålægge et pengeinstituts ledelse

at lade udarbejde en redegørelse for instituttets økonomiske stilling og

fremtidsudsigter. Pengeinstituttets bestyrelse, direktion og revision skal

ved underskrift på pålægget over for Finanstilsynet bekræfte at være gjort

bekendt med indholdet af henvendelsen. Redegørelsen skal være vedlagt en

udtalelse fra pengeinstituttets eksterne revision, medmindre redegørelsen som

helhed er udarbejdet af denne. Redegørelsen skal forelægges pengeinstituttets

bestyrelse til godkendelse. En kopi af redegørelsen indsendes til

Finanstilsynet.«

9) Efter nr. 42 indsættes som nyt nummer:

»02. I § 54, stk. 1, indsættes efter »§§

47-48«: », § 49, stk. 5, 3. pkt., § 50, stk. 2«.'

Af erhvervsministeren, tiltrådt af udvalget:

Til § 3 10) I den under nr. 5 foreslåede affattelse af §

28, stk. 3, 2. pkt., ændres ordene »senest 8 børsdage« til:

»senest 8 på hinanden følgende bankdage«.

11) Den under nr. 12 foreslåede § 51 a affattes

således:

»§ 51 a. De frister, der er fastsat i eller i henhold til

denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den

begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af

såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.

Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på

ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,

på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt

sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er

den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som

ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens

længde.

Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på

årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag,

grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den

førstkommende hverdag.«

Til § 4 12) Nr. 8 affattes således:

»8. § 90, stk. 1, affattes således:

»Direktører, vicedirektører, underdirektører, medarbejdere med

direkte reference til direktionen og dermed ligestillede medarbejdere i

forsikringsselskaber må ikke for egen regning udføre eller deltage i

spekulationsforretninger. Ligeledes er medarbejdere i afdelinger med fonds-,

valuta- og kreditfunktioner samt tilsvarende funktioner omfattet af

forbudet.«»

13) Efter nr. 8 indsættes som nyt nummer:

»01. I § 90 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Bestyrelsen er forpligtet til at udarbejde interne

retningslinjer for, hvilke øvrige medarbejdere der ikke for egen regning må

udføre eller deltage i spekulationsforretninger.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 3.'

14) Nr. 12 affattes således:

»12. § 108, stk. 1, 2. pkt., affattes således:

»Ekstraordinær generalforsamling til behandling af et bestemt angivet

emne skal indkaldes senest 2 uger efter, at det skriftligt er forlangt af en

tiendedel af de stemmeberettigede eller den mindre brøkdel, som vedtægterne

måtte bestemme.«»

15) I den under nr. 24 foreslåede affattelse af § 177,

stk. 6, indsættes efter 1. pkt. som nye punktummer:

»Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber erstatter

Finanstilsynets tilladelse de tiltrædelseserklæringer, som er nævnt i

konkurslovens § 166, stk. 1, nr. 2. Forinden skal Finanstilsynet påse, at

genforsikringsselskabet har rettet henvendelse til samtlige kendte

fordringshavere om åbning af tvangsakkordforhandlinger, og at mindst 40 pct.

af de givne tilbagemeldinger tiltræder, at der åbnes sådanne

forhandlinger.«

16) Efter nr. 24 indsættes som nyt nummer:

»02. Efter § 177, stk. 6, indsættes som nye stykker:

»Stk. 7. I forbindelse med den statusoversigt, som skal

udarbejdes ved åbning af forhandling om tvangsakkord, jf. konkurslovens §

165, kan skifteretten ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber efter

høring af Finanstilsynet udpege en uvildig aktuar til at foretage en

opgørelse over værdien af de latente krav, der er anmeldt.

Stk. 8. Ved tvangsakkord af genforsikringsselskaber opgøres

kravene i konkurslovens § 176 om vedtagelse af en tvangsakkord i forhold til

de fremmødte og anmeldte krav.«»

17) Den under nr. 44 foreslåede affattelse af § 246

a affattes således:

»§ 246 a. De frister, der er fastsat i eller i henhold til

denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den

begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af

såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.

Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på

ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,

på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt

sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er

den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som

ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens

længde.

Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på

årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag, grundlovsdag,

juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den førstkommende

hverdag.«

18) I den under nr. 45 foreslåede affattelse af § 260,

stk. 1, indsættes i 1. pkt. efter »§ 90, stk. 2« ordene:

»og 3«.

Til § 5 19) Den under nr. 9 foreslåede § 65 a

affattes således:

»§ 65 a. De frister, der er fastsat i eller i henhold til

denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den

begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af

såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.

Stk. 2. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på

ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 3. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,

på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt

sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er

den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som

ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens

længde.

Stk. 4. Er fristen angivet i år, udløber fristen, jf. stk. 1, på

årsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag,

grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til

den førstkommende hverdag.«

Til § 7 20) De under nr. 5 foreslåede § 31, stk. 5-8,

affattes således:

»Stk. 5. De frister, der er fastsat i eller i henhold til

denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den

begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af

såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.

Stk. 6. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på

ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 7. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,

på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt

sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er

den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som

ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens

længde.

Stk. 8. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag,

grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den

førstkommende hverdag.«

Til § 8 21) De under nr. 1 foreslåede § 7, stk. 2-5,

affattes således:

»Stk. 2. De frister, der er fastsat i eller i henhold til

denne lov, begynder at løbe fra og med dagen efter den dag, hvor den

begivenhed, som udløser fristen, finder sted. Dette gælder ved beregning af

såvel dage- som uge-, måneds- og årsfrister.

Stk. 3. Er fristen angivet i uger, udløber fristen, jf. stk. 1, på

ugedagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted.

Stk. 4. Er fristen angivet i måneder, udløber fristen, jf. stk. 1,

på månedsdagen for den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt

sted. Hvis den dag, hvor den begivenhed, som udløste fristen, fandt sted, er

den sidste dag i en måned, eller hvis fristen udløber på en månedsdato, som

ikke findes, udløber fristen altid på den sidste dag i måneden uanset dens

længde.

Stk. 5. Udløber en frist i en weekend, på en helligdag,

grundlovsdag, juleaftensdag eller nytårsaftensdag, udstrækkes fristen til den

førstkommende hverdag.«

Til § 10 22) I stk. 1 ændres datoen: »1. april«

til: »1. juni«.

Bemærkninger

Til nr. 1 Ændringen er en følge af, at ikrafttrædelsestidspunktet for

lovforslaget nu foreslås fastsat til den 1. juni 1996.

Til nr. 2 og 7 Det foreslås, at lovforslagets § 49, stk. 5, hvorefter

Finanstilsynet efter et inspektionsbesøg skal fremsende en skriftlig rapport

til ledelsen og revisionen i pengeinstituttet om lovovertrædelser og øvrige

kritisable forhold, suppleres med en bestemmelse om, at Finanstilsynet i

rapporten skal redegøre for sin vurdering af risikokoncentrationen på

instituttets udlånsportefølje m.v., hvis denne vurderes at være meget høj.

Ifølge lovforslaget i øvrigt skal denne rapport underskrives af medlemmerne

af pengeinstituttets ledelse, som skal bekræfte, at de er gjort bekendt med

rapporten. Denne skal herefter returneres til Finanstilsynet.

Gennem denne rapportering ligger der en klar tilkendegivelse fra

Finanstilsynet til pengeinstituttets ledelse om, at der bør træffes de

nødvendige foranstaltninger for at afværge en eventuel krisesituation.

En meget høj risikokoncentration kan tilsige, at ledelsen eksempelvis

nedbringer visse engagementer, skaffer yderligere kapital, skærper

kreditovervågningen eller foretager yderligere hensættelser. Tilsvarende vil

ledelsen kunne tage skridt til at ændre procedurerne i forbindelse med f.eks.

kredithåndteringen, hvis Finanstilsynet i rapporten har fundet specielt denne

funktion kritisabel.

Det vil være overordentligt vanskeligt for ledelsen at undlade at foretage

sig noget på baggrund af rapporten. Ved i første omgang at overlade

afgørelsen af, hvilke konkrete foranstaltninger der bør træffes, til

instituttets ledelse, fastholdes det grundlæggende princip, at

ledelsesansvaret påhviler bestyrelsen og direktionen.

Bestemmelsen vil blive suppleret af en bestemmelse i en bekendtgørelse i

henhold til bank- og sparekasselovens § 34, stk. 5, således at

pengeinstituttets eksterne revision i det årlige revisionsprotokollat

pålægges at redegøre for de foranstaltninger, instituttets ledelse har

truffet på baggrund af Finanstilsynets rapport i henhold til § 49, stk. 5, 2.

pkt.

Der vil imidlertid kunne opstå situationer, hvor ledelsen, på trods af at

Finanstilsynet i sin rapport har gjort opmærksom på en særlig høj

risikokoncentration i instituttet, ikke træffer de nødvendige

foranstaltninger. For at give Finanstilsynet mulighed for i disse særlige

tilfælde fortsat at kunne udføre en effektiv og betryggende tilsynsfunktion,

foreslås det, at tilsynet gives hjemmel til at pålægge det pågældende

institut at fravige de almindelige principper for værdiansættelse i § 32,

stk. 1.

Dette vil medføre en adgang for Finanstilsynet til at kræve ekstraordinære

hensættelser på en nærmere specificeret udlånsportefølje, som indebærer en

særlig høj risikokoncentration, der på længere sigt vil kunne udgøre en

alvorlig trussel mod pengeinstitutters fortsatte drift. Disse hensættelser

vil på sædvanlig vis skulle begrundes og vil kunne indankes for

Erhvervsankenævnet.

En anvendelse af beføjelsen vil desuden forudgående skulle tilkendegives

over for instituttets ledelse og revision, og disse organer skal forinden

have mulighed for at tilkendegive deres holdning over for Finanstilsynet.

Da der alene er tale om anvendelse af nye tilsynsprincipper vil et pålæg

fra Finanstilsynet om ekstraordinære hensættelser ikke kræve indberetning

efter lov om værdipapirhandel. Hvis anvendelse af disse principper medfører

en væsentlig ændring af instituttets resultat, vil det skulle indberettes i

overensstemmelse med de gældende regler om indberetning til Københavns

Fondsbørs.

Til nr. 3 Det foreslås, at bestemmelsen udgår, da den gældende lov giver

Finanstilsynet mulighed for at påtale hvis valgte revisorer ikke fungerer

tilfredsstillende. Det er derfor ikke nødvendigt at give Finanstilsynet

mulighed for at udpege yderligere en revisor.

Til nr. 4 Ændringsforslaget er udelukkende af lovteknisk karakter. Forslag

om ophævelse af bank- og sparekasselovens § 47 d, stk. 4, indgår i det af

justitsministeren fremsatte forslag til ændring af konkursloven og visse

andre love (L 79), jf. § 4. Herefter er forslaget om ophævelse af

bestemmelsen overflødig.

Til nr. 5 Bestemmelsen giver mulighed for at fastsætte regler om, at

sparekasser, der er organiseret som selvejende institutioner, men som ikke er

omfattet af fondslovgivningen, kan fusionere med pengeinstitutter,

organiseret som aktieselskab, med sparekassen som den fortsættende enhed.

§ 50 i lov om erhvervsdrivende fonde indeholder en tilsvarende hjemmel til

fusion, hvorved en moderfond overtager en dattervirksomhed, der er et aktie

eller anpartsselskab.

Lov om erhvervsdrivende fonde finder imidlertid ikke anvendelse på

sparekasser.

Reglerne om fusion i aktieselskabslovens kapitel 15 hjemler heller ikke

fusion mellem selvejende institutioner og aktieselskaber.

Sparekassers overtagelse af pengeinstitutter, organiseret som

aktieselskaber, indebærer i dag risiko for, at al gæld i det ophørende

pengeinstitut forfalder til betaling, ligesom opløsning af aktieselskabet

skal ske ved likvidation.

Dette kan hindre en ellers ønskelig overtagelse.

Forslaget indebærer, at sparekasser i lighed med banker får mulighed for

gennem fusion at overtage et andet pengeinstitut, organiseret som

aktieselskab.

Dette indebærer, at det pågældende aktieselskab ophører uden likvidation,

samt at al gæld overtages af sparekassen uden derved at forfalde til betaling

(universalsuccession).

Pengeinstitutter, hvis retlige organisationsform er et aktieselskab, er

enten banker eller sparekasseaktieselskaber.

Et sparekasseaktieselskab er en sparekasse, der er omdannet til

aktieselskab efter bank- og sparekasselovens § 52 c

(»fondsmodellen«) eller efter § 52 h

(»indkapslingsmodellen«).

Erhvervsankenævnet har afsagt en kendelse vedrørende adgangen til at

fusionere et sparekasseaktieselskab, omdannet efter indkapslingsmodellen, med

en sparekasse, og med sparekassen som den fortsættende enhed. Ankenævnet

fandt, at der i bank- og sparekasseloven var hjemmel til en sådan fusion,

herunder til at overføre den bundne sparekassereserve til sparekassen, og at

aktieselskabslovens regler om opløsning uden likvidation måtte anvendes i

nødvendigt omfang. Der blev ikke i kendelsen taget stilling til, om al gæld

ville forfalde til betaling.

På baggrund af kendelsen og med henblik på at skabe klarhed om

betingelserne for fusion, er der behov for at fastsætte nærmere regler herom.

Det foreslåes derfor at skabe fornøden hjemmel for, at der ved bekendtgørelse

kan fastsættes sådanne regler.

Forslaget indebærer, at sparekasser får mulighed for gennem fusion med et

sparekasseaktieselskab, omdannet efter »indkapslingsmodellen«, at

overtage selskabets bundne sparekassereserve. Når sparekasseaktieselskabet

ved fusion igen bliver en sparekasse (selvejende institution) vil den bundne

sparekassereserve indgå som almindelig egenkapital i sparekassen. Der er i

dette tilfælde ikke behov for at opretholde indkapslingen, da kapitalen

vender tilbage til sin oprindelige sparekassestatus. Ved en fusion med et

andet pengeinstitutaktieselskab vil den bundne sparekassereserve bevare sin

særlige status i det fortsættende pengeinstitut.

Aktionærerne i et sparekasseaktieselskab, omdannet efter

»indkapslingsmodellen«, vil skulle vederlægges efter de almindelige

regler i aktieselskabsloven, under hensyn til at den bundne sparekassereserve

ligger udenfor aktionærernes rådighed.

Ved fusion med et sparekasseaktieselskab, omdannet efter

»fondsmodellen«, vil fonden blot fortsætte som en almennyttig fond.

Nærmere regler omkring fusionen fastsættes ved en selvstændig

bekendtgørelse.

Reglerne i bekendtgørelsen vil i hovedtræk svare til reglerne i § 17 i

bekendtgørelse nr. 359 af 17. juni 1993 om opløsning af erhvervsdrivende

fonde (likvidation, konkurs, tvangsopløsning og fusion). Bekendtgørelsen

udstedes og administreres af Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, dog i samarbejde

med Finanstilsynet.

Skatteministeriet vil samtidig foretage en tilsvarende ændring i

skattelovgivningen ved lovforslag nr. L 117 (fusionsskatteloven).

Til nr. 6 Forslagene om fristberegning, der er et led i en generel

forenkling og harmonisering af frister i den erhvervsretlige lovgivning, er

formuleret enslydende med de tilsvarende bestemmelser i forslag til lov om

anpartsselskaber (L 199) og forslag til ændring af årsregnskabsloven og

forskellige andre love (L 198) - begge fremsat den 1. februar 1996.

Det har imidlertid vist sig, at fristbestemmelserne i de selskabsretlige

lovforslag har givet anledning til tvivlsspørgsmål. Formålet med forslagene

er at lave ensartede og utvetydige fristbestemmelser, som virker logiske og

ikke giver anledning til fortolkningsproblemer for den enkelte virksomhed.

Det er derfor fundet nødvendigt at præcisere lovteksten. Således er det i

ændringsforslaget tydeliggjort, at første dag i fristperioden er dagen efter

den dag, hvor den fristudløsende handling fandt sted. Samtidig er det

fastslået, at dette beregningsprincip gælder hvad enten der er tale om dage-,

uge-, måneds- eller årsfrister.

Derudover er det fundet hensigtsmæssigt at indsætte en enslydende

fortolkningsregel i samtlige love, også selv om ikke alle love har f.eks.

uge- eller månedsfrister. Herved undgås enhver fortolkningstvivl - også i

forbindelse med eventuelle fremtidige fornyelser og ændringer af

fristreglerne.

Efter vedtagelse af de selskabsretlige lovforslag (L 198 og L 199) vil

Erhvervs- og Selskabsstyrelsen udsende en vejledning om de nye

fristbestemmelser.

Til nr. 8 Ifølge det oprindelige lovforslag får Finanstilsynet mulighed

for at stille krav om, at der foretages en vurdering af et pengeinstituts

fremtidsmuligheder. Vurderingen kan enten foretages af tilsynet selv eller af

et revisionsfirma.

Formålet med dette forslag var, at give Finanstilsynet mulighed for at

pålægge et pengeinstitut at få foretaget en særlig grundig vurdering i

tilfælde, hvor Finanstilsynet kan konstatere, at pengeinstituttet driver sin

virksomhed inden for lovens rammer, men hvor der er grund til at antage, at

den økonomiske situation er sådan, at pengeinstituttet vil kunne få problemer

i fremtiden.

Dette formål kan imidlertid opfyldes på anden måde.

På den baggrund foreslås det at gøre udarbejdelse af en redegørelse for

pengeinstuttets fremtidsmuligheder til et internt anliggende mellem

instituttets ledelse og den valgte revision.

Efter ændringsforslaget kan Finanstilsynet pålægge et pengeinstituts

ledelse at lade udarbejde en redegørelse for instituttets økonomiske stilling

og fremtidsudsigter. Det er således ledelsen, som har ansvaret for, at

redegørelsen er forsvarlig og fyldestgørende. Finanstilsynets pålæg skal

påtegnes af instituttets bestyrelse, direktion og revision.

Selve pålægget om at lade udarbejde en fremtidsundersøgelse vil ikke

bevirke, at der skal ske indberetning til Københavns Fondsbørs. Spørgsmålet

om, hvorvidt der på baggrund af redegørelsen skal indberettes til Københavns

Fondsbørs skal følge de gældende regler om indberetning hertil.

Redegørelsen kan f.eks. udarbejdes af et konsulent-/managementfirma eller

af pengeinstituttets direktion. I så fald skal en udtalelse fra den valgte

revision vedlægges redegørelsen. Ledelsen kan endvidere anmode

pengeinstituttets valgte revision om at udarbejde redegørelsen.

Redegørelsen skal bl.a. indeholde en beskrivelse af pengeinstituttets

økonomiske stilling og en begrundet angivelse af den forventede økonomiske

udvikling i de kommende år. Heri kan kan indgå en beskrivelse af

pengeinstituttets indtjening, omkostninger, tabsrisici, hensættelser og

udvikling i ind- og udlån.

Der skal også i redegørelsen indgå en vurdering af instituttets

fremtidsmuligheder med forslag til, hvilke initiativer der bør foretages

under hensyn til den forventede, økonomiske udvikling. Dette kan f.eks. være

tiltag over for risikofyldte engagementer og foranstaltninger til forbedring

af indtjeningen. I redegørelsen vil der endvidere kunne stilles forslag om

ændringer i ledelsen, forslag om at søge fusion med et andet pengeinstitut

samt ændringer i driften og organisationen m.v.

Når redegørelsen er udarbejdet, skal den vedlagt revisionsudtalelse

forelægges pengeinstituttets bestyrelse til godkendelse. Redegørelsen skal

indsendes til Finanstilsynet til orientering.

Bestemmelsen indskrænker ikke Finanstilsynets adgang til at kræve

oplysninger, herunder i form af redegørelser, fra instituttet efter lovens

øvrige bestemmelser.

Det bemærkes, at den ændrede sprogbrug, hvor »vurdering« er

ændret til »redegørelse« ikke tilsigter realitetsændringer, men

blot er en præcisering af, at fremtidsundersøgelsen skal foreligge i

skriftlig form.

Til nr. 9 Bestemmelsen hjemler straf for manglende opfyldelse af pligten i

forslagets § 49, stk. 5, 3. pkt, for instituttets ledelse og revision til at

påtegne samt returnere Finanstilsynets rapport. Bestemmelsen hjemler

endvidere straf for ledelsens manglende efterlevelse af et pålæg fra

Finanstilsynet i henhold til § 50, stk. 2, om at få udarbejdet en redegørelse

for instituttets økonomiske stilling og fremtidsudsigter.

Til nr. 10 Ændringen er begrundet i, at begrebet børsdage ikke længere er

tidssvarende i forhold til den teknologiske udvikling på værdipapirmarkedet,

hvorfor »børsdage« foreslås udskiftet med »bankdage«.

Til nr. 11, 17, 19, 20 og 21 Der henvises til bemærkningerne til nr. 6.

Til nr. 12 og 13 Forslaget om at udvide den personkreds, der omfattes af

spekulationsforbudet i lov om forsikringsvirksomhed tilsigter at gennemføre

en umiddelbar harmonisering i forhold til reglerne i bank- og

sparekasseloven. Det har imidlertid vist sig, at anvendelsen af udtrykket

»funktionærer« inddrager en række personalegrupper i

forsikringsselskaber, hvor anvendelse af spekulationsforbudet ikke er

relevant. Det ændrede forslag er derfor afgrænset, så det kun omfatter de

personalegrupper, hvor der kan være risiko for misbrug, og hvor

spekulationsforbudet derfor vil være relevant.

På denne baggrund foreslås det i stk. 1, at kredsen af medarbejdere i

forsikringsselskaber, der omfattes af spekulationsforbudet, beskrives som

direktører, vicedirektører, underdirektører, medarbejdere med direkte

reference til direktionen og dermed ligestillede medarbejdere. Det

forudsættes herved, at der er tale om medarbejdere med et selvstændigt

ansvarsområde.

Ligeledes er medarbejdere i afdelinger med fonds-, valuta- og

kreditfunktioner samt afdelinger med tilsvarende funktioner omfattet af

forbudet. Der er valgt en generel formulering, som dækker bredt over

finansielle institutioners funktionsområder. Spekulationsforbudet vil

naturligvis kun gælde, i det omfang et finansielt institut har afdelinger med

den nævnte type af funktioner.

Risikoen for sammenblanding af selskabets interesser med egne interesser

vil i lighed med, hvad der gælder for direktører, være særlig stor i

udøvelsen af de funktioner, som en ledende medarbejder foretager.

Ved dermed ligestillede medarbejdere forstås øvrige personer med et

betydeligt ledelsesansvar. Således vil eksempelvis også ledere af

forsikringsselskabers finans- og likviditetsstyringsafdelinger være omfattet

af bestemmelsen.

Det foreslås i stk. 2, at bestyrelsen i forsikringsselskaber med andre

ansatte end nævnt i stk. 1, er forpligtet til at udarbejde interne

retningslinier, der angiver hvilke øvrige medarbejdere, der ikke for egen

regning må udføre eller deltage i spekulationsforretninger. Retningslinierne

skal sikre, at de medarbejdergrupper, hvis funktionsområde kan skabe risiko

for misbrug, inddrages under spekulationsforbudet. Et eksempel på sådanne

medarbejdergrupper er medarbejdere med et selvstændigt ansvarsområde inden

for formueforvaltning og finansiel rådgivning.

Det forudsættes, at ledelsen sikrer tilstedeværelse af forretningsgange

med henblik på overholdelse af de interne retningslinier og orienterer

medarbejderne herom.

Hermed vil personkredsen kunne tilpasses forholdene i det enkelte

forsikringsselskab, idet forbudet vil omfatte netop de medarbejdere, der har

funktioner, som efter bestyrelsens opfattelse gør det berettiget. Dette

svarer til, at man i værdipapirhandelsloven og fondsmæglerselskabsloven har

indført krav om fyldestgørende interne retningslinier og kontrolprocedurer,

som også omfatter regler for medarbejdernes adgang til at foretage personlige

transaktioner. Finanstilsynet påser ved sædvanlige kontrolbesøg, at

retningslinierne er forsvarligt udarbejdede, og at selskabets

forretningsgange giver mulighed for kontrol med, at retningslinierne

overholdes.

Til nr. 14 Der er alene tale om en sproglig ændring af redaktionel

karakter.

Til nr. 15 Efter konkurslovens almindelige regler om tvangsakkord skal 40

pct. af fordringshaverne (kreditorerne) tilslutte sig åbning af

tvangsakkordforhandling. De kreditorer, som tilslutter sig dette, skal

endvidere repræsentere mindst 40 pct. af fordringernes størrelse.

I forsikringsselskaber, hvor virksomheden helt eller i overvejende omfang

er genforsikringsvirksomhed, kan det imidlertid være vanskeligt at opnå den

fornødne tilslutning. Dette hænger sammen med den særlige

kreditorsammensætning, som ofte består af et stort antal udenlandske

kreditorer med små fordringer mod selskabet. Meget ofte vil kontakten til

kreditorerne endvidere ske via mæglere, således at forsikringsselskabet ikke

selv har det totale overblik over sine kreditorer.

Ældre forsikringskontrakter kan være udformet, således at forsikringen

udover at omfatte begivenheder, der er indtrådt i forsikringstiden, også

dækker de skadelige følger af en sådan begivenhed, selvom de skadelige følger

først viser sig lang tid efter, at forsikringstiden er ophørt

(skadesårsagsprincippet). Hvis der ikke i forsikringsvilkårene er indsat en

klausul, som tidsmæssigt begrænser forsikringsdækningen, vil

forsikringsselskabet ikke på et givet tidspunkt kunne danne sig et overblik

over de kontraktsmæssige krav, der kan rejses mod selskabet.

Det vil derfor især være vanskeligt at opfylde konkurslovens krav om at de

kreditorer, der tiltræder åbning af tvangsakkordforhandling, skal

repræsentere mindst 40 pct. af fordringernes størrelse. Det er endvidere ikke

muligt at opgøre fordringernes størrelse, når mange kreditorer

(forsikringstagere) alene har teoretiske (latente) krav over for

forsikringsselskabet. De teoretiske krav vil ofte kunne udgøre størstedelen

af de samlede fordringer mod genforsikringsselskabet.

Det ville derfor ikke give et retvisende billede af kreditortilslutningen

til at indlede tvangsakkordforhandlinger, hvis der tages udgangspunkt i de

kendte og opgjorte krav.

Hvis det ikke er muligt at gennemføre en afvikling ved tvangsakkord, vil

den alternative løsning som regel være afvikling af selskabet ved en

langvarig konkursbehandling. Genforsikringsselskaber driver en virksomhed,

som er af en særlig karakter, idet selskabets kunder udgøres af andre

forsikringsselskaber - danske som udenlandske - hvor de eventuelle

kontraktsmæssige krav ofte først vil vise sig mange år efter kontraktens

ophør, og hvor det kan tage endnu længere tid at afvikle disse.

En konkurs i et genforsikringsselskab kan derfor medføre en uro, som kan

være skadelig for forsikringsbranchen som helhed. Forsikringsselskaber med

direkte forsikringsvirksomhed vil være mindre tilbøjelige til at tegne

risikable forsikringskontrakter, hvis der ikke er tilstrækkelige muligheder

for at genforsikre risikoen.

Det er således også en væsentlig samfundsmæssig interesse at sikre en

almindelig tillid til genforsikringsinstuttet.

Det foreslås derfor, at tillade visse afvigelser fra konkurslovens regler

om tvangsakkord med henblik på at sikre, at genforsikringsselskaber kan

afvikles ved tvangsakkord.

Efter forslaget erstatter Finanstilsynets tiltrædelseserklæring den

fornødne tiltrædelse fra fordringshaverne.

Finanstilsynet skal ved sin tilladelse påse, at selskabet har rettet

henvendelse til samtlige kendte kreditorer med henblik på at indhente

tiltrædelse til, at der åbnes tvangsakkordforhandlinger. Det er endvidere en

betingelse, at 40 pct. af de kreditorer, som svarer på

genforsikringsselskabets henvendelse, tiltræder åbning af

tvangsakkordforhandlinger.

Det er som anført oven for ikke fundet relevant at stille krav om, at

disse kreditorers krav også skal udgøre 40 pct. af de kendte fordringer, idet

netop fastsættelsen af fordringernes endelige størrelse særligt i

genforsikringsselskaber volder vanskeligheder. Da hovedvægten af fordringerne

ofte vil kunne udgøre teoretiske krav, vil det heller ikke være relevant at

stille en yderligere betingelse om, at en vis andel af de kendte og opgjorte

fordringer skal have tiltrådt anmodningen.

Til nr. 16 En skyldner, som søger tvangsakkord, skal ifølge konkurslovens

§ 165 rette henvendelse til to tillidsmænd, der registrerer samtlige

skyldnerens aktiver og passiver. Tillidsmændene udarbejder endvidere en

statusoversigt, der bl.a. indeholder hver fordringshavers navn og adresse

samt de enkelte fordringers størrelse.

Genforsikringskontrakter er ofte udformet således, at mange kreditorer

ikke på et givet tidspunkt vil kunne anmelde et endeligt krav mod

genforsikringsselskabet, idet skadesopgørelsen afhænger af faktorer, som kun

vanskeligt kan dokumenteres på tidspunktet for tvangsakkordens åbning. Der

henvises til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 15 om

skadesårsagsprincippet.

Efter forslagets stk. 7 kan skifteretten efter høring af Finanstilsynet

udpege en uvildig aktuar, som foretager en værdiansættelse af de anmeldte

kravs værdi.

I stk. 8 foreslås det at fravige hovedreglen i konkursloven om, at

vedtagelse af en tvangsakkord skal tiltrædes af en vis andel af kreditorerne.

Ligesom det er tilfældet ved beslutning om åbning af

tvangsakkordforhandlinger, vil genforsikringsselskaber ofte have vanskeligt

ved at opnå den efter konkursloven krævede tilslutning til vedtagelse af en

tvangsakkord. I det omfang kreditorerne kun har et teoretisk krav mod

selskabet, vil de næppe reagere på opfordringen til at give møde ved

akkordforhandlingerne. Til forskel fra andre brancher kan en stor del af

fordringerne bestå af teoretiske krav mod genforsikringsselskabet. Den

særlige kreditorsammensætning i genforsikringsselskaber vil yderligere

vanskeliggøre muligheden for at opnå den fornødne tilslutning. Der henvises

til bemærkningerne til ændringsforslag nr. 15.

På den baggrund foreslås det at kravene i konkurslovens § 176 opgøres i

forhold til de fremmødte og anmeldte krav ved tvangsakkord af

genforsikringsselskaber.

Til nr. 18 Ændringen er en konsekvens af ændringsforslagets nr. 12. Det

bemærkes, at det til § 90, stk. 2, udelukkende er overtrædelse af selve

udarbejdelsen af de interne retningslinier, der foreslås strafbelagt, mens en

medarbejders overtrædelse af retningslinierne ikke kan strafsanktioneres

efter bank- og sparekasseloven. Den i § 90, stk. 1, nævnte personkreds vil

derimod være omfattet af strafbestemmelsen.

Til nr. 22 Efter lovforslaget træder loven i kraft den 1. april 1996.

Imidlertid vil vedtagelsen af lovforslaget overskride denne dato.

Det foreslås derfor, at lovforslaget først træder i kraft den 1. juni

1996.

Lissa Mathiasen (S) fmd. Ole Vagn Christensen (S) Sonja Mikkelsen (S)

Hardy Hansen (S) Jacob Buksti (S) Kjeld Rahbæk Møller (SF) Bjørn Elmquist

(RV) Frank Aaen (EL) Sonja Albrink (CD) Svend Erik Hovmand (V) Svend

Heiselberg (V) Pia Larsen (V) Erik Larsen (V) Kai Dige Bach (KF) nfmd.

Pernille Sams (KF) Flemming Hansen (KF) Kirsten Jacobsen (FP)

Dansk Folkeparti havde ikke medlemmer i udvalget.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter