Nyt fra Ankestyrelsen - Opfølgning af interessent-undersøgelsen (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Nyt fra Ankestyrelsen - Opfølgning af
interessent-undersøgelsen (* 1)
Ankestyrelsen modtog en lang række besvarelser, som vil indgå i det videre
arbejde med praksiskoordineringen. I besvarelserne indgik desuden spørgsmål
om forståelsen og rækkevidden af nogle udsendte SM - Sociale Meddelelser. Det
gav anledning til kommentarer, som er gengivet i denne artikel.
Bistandsloven
SM O-128-96 - Børneydelser og betalingsevne
Af fuldmægtig Thomas Bugge Larsen
Der har vist sig et behov for en nærmere præcisering af rækkevidden af de
SM-afgørelser, der tilkendegiver, at børneydelser tilkommer børnene, og
derfor ikke indgår i indkomstopgørelsen for enlige. Nogle finder, at det kan
være svært, med henvisning til praksis, at begrunde fastsættelsen af et
rådigheds- eller betalingsevnebeløb for en enlig med børn, der svarer til,
hvad der findes rimeligt for gifte med børn, jf. SM O-128-96.
Udsagnet kan virke som en kritik af, at en person, der er enlig forsørger,
vil modtage et større beløb i samlede børneydelser end et gift eller
samlevende par med et barn/børn, mens de normerede udgifter vedrørende
barnet/børnene vil være af samme størrelse i begge tilfælde.
I Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4 1996 har vi besvaret et lignende spørgsmål.
Vi henviste i vores svar til SM O-126-95, hvorefter børnebidrag og
børnetilskud ikke skal inddrages i behovsvurderingen, når der ansøges om
hjælp, der ikke relaterer sig direkte til børnene. Ansøges der derimod om
hjælp, der vedrører barnet, skal børnebidrag og børnetilskud, jf. SM O-127-
95 medtages som indtægt ved den økonomiske behovsvurdering.
Det er efter Ankestyrelsens opfattelse, sådan som det også er gengivet i
SM O-126-95 og SM O-127-95, ikke hjemmel til at inddrage børnefamilieydelsen
ved beregningen af ydelser efter den sociale lovgivning.
For så vidt angår SM O-128-96 blev sagen antaget til afklaring af, om
kommunen ved fastsættelse af en ansøgers tilbagebetalingsevne var berettiget
Læs alt
til at lade børnefamilieydelsen indgå ved vurderingen.
Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at ansøger var kontant-
hjælpsmodtager, ikke i sig selv udelukkede, at hun var omfattet af
bistandslovens § 27. Der ville derfor kunne fastsættes en
tilbagebetalingsordning under forudsætning af, at ansøger og dennes familie
ikke kom til at mangle det nødvendige til underhold.
Ankestyrelsen fandt, som det fremgår af SM'en, at kommunen ikke havde haft
den fornødne hjemmel til at lade børnefamilieydelsen indgå på indtægtssiden
ved vurderingen af, om der var grundlag for at fastsætte en afdragsordning i
henhold til bistandslovens § 27, stk. 1.
Helt det samme ville gøre sig gældende, hvis der var tale om en enlig.
Dette er fastslået ved SM O-34-88, der vedrørte en enlig forsørger.
I SM O-128-96 udtales det også, at kommunen havde sat det individuelle
skøn under regel ved generelt at fastsætte et underholdsbeløb på 4.600 kr.
pr. ægtepar og 700 kr. pr. barn.
Når det fastsatte beløb til underhold ud fra en konkret vurdering af
ansøgers forhold ikke kunne anses for åbenbart urimeligt, skyldes det, at
kommunen ved beregningen af faste udgifter ud over de faste udgifter, der
sædvanligvis godkendes, havde anset en række andre udgifter som rimelige
faste udgifter, herunder leje af vaskemaskine, udgift til telefon og
kabel-tv, således at det fastsatte rådighedsbeløb alene skulle dække kost,
beklædning og øvrige fornødenheder.
I afgørelsen henvises der til, at en del af børnenes forsørgelse kan
afholdes gennem børnefamilieydelsen.
Det samme ville gøre sig gældende, hvis der var tale om en enlig
forsørger, f.eks. måtte udgiften til en skoletaske kunne afholdes af
børnefamilieydelsen.
Det er Ankestyrelsens erfaring, at man i nogle kommuner ser bort fra, at
den enlige forsørger selv har en forsørgelsespligt, som børneydelserne ikke
er beregnet til at opfylde.
Hvis man lod børneydelsen indgå fuldt ud til dækning af børnenes
forsørgelse ville man pålægge børnene forsørgelsespligt overfor sig selv. En
sådan forsørgelsespligt har børnene ikke, jf. bistandslovens § 6.
Børnene har heller ikke forsørgelsespligt overfor forældrene, jf. SM
O-126-95.
Alt andet lige må en enlig forsørger betragtes som vanskeligere stillet
end et ægtepar eller et samlevende par. Dette er grunden til, at der
udbetales forhøjet og ekstra børnetilskud til reelt enlige forsørgere.
Børnebidraget dækker den forsørgelsespligt som den af forældrene, der ikke
bor sammen med barnet, har.
Børneydelserne kan og er ikke bestemt til at opfylde den forsørgelsespligt
som den enlige forsørger, der har barnet hos sig, altid har.
SM O-40-97 - Forudsigelige udgifter
Af fuldmægtig Thomas Bugge Larsen
Ankestyrelsen har ved SM O-40-97 bl.a. meddelt, at der ved afgørelsen af,
om der er grundlag for at yde hjælp efter bistandslovens § 46 til rimeligt
begrundede enkeltudgifter, ikke alene kan gives afslag med begrundelsen, at
udgiften har været forudsigelig. Der skal ved afgørelsen tillige tages
stilling til, om den, der ansøger om hjælpen efter oplysningerne om de
økonomiske forhold, har haft mulighed for at spare op til anskaffelse af det
ansøgte.
Det er fra nogle sider gjort gældende, at det forekommer usikkert om det
er en rigtig opfattelse, at det ved vurderingen af om der er grundlag for at
yde hjælp efter bistandslovens § 46 skal opstilles som en betingelse at
ansøgeren har haft mulighed for at spare op til det ansøgte. Der tales i
denne forbindelse om manglende juridisk metode i Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at de 3 sager, som blev
offentliggjort ved ovennævnte SM blev antaget til afklaring af, om der efter
ændringen af bistandslovens § 46 kunne ydes hjælp til anskaffelse af ventetøj
og babyudstyr. Sagerne blev endvidere antaget til afklaring af, om der kunne
gives afslag på den ansøgte hjælp alene med den begrundelse, at ansøger ved
tilrettelæggelsen af sin økonomi kunne have sparet op til udgiften.
Bistandslovens § 46 blev ændret i 1994 (med ikrafttrædelse 1. april 1995).
§ 46 fik ved lovændringen denne ordlyd: "Der kan ydes en person, som
kommer ud for ændringer i sine forhold, hjælp til dækning af rimeligt
begrundede enkeltudgifter, såfremt pågældendes egen afholdelse af disse i
afgørende grad ville vanskeliggøre pågældendes og familiens økonomiske
muligheder for fremtidig at kunne klare sig selv. Hjælpen kan normalt kun
ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet
forudses. Der kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis ydes hjælp
til udgifter, der har kunnet forudses, hvis deres afholdelse er af helt
afgørende betydning for familiens livsførelse."
I Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 står følgende om
uforudsigelighed: "Siden 1. januar 1994 modtager kontanthjælpsmodtagere
en dagpengelignende ydelse, inden for hvilken pågældende selv kan disponere.
Dette betyder at kontanthjælpsmodtagere har mulighed for at spare op til
fremtidige udgifter, hvorfor § 46 kan begrænses til hjælp til større og
uforudsigelige udgifter."
Ankestyrelsen finder anledning til at bemærke, at hvis der er tale om en
meget stram økonomi må der også efter den nuværende formulering af
bistandslovens § 46 kunne ydes hjælp til anskaffelse af f.eks. nødvendigt
babyudstyr.
Det fremgår i øvrigt efter Ankestyrelsens mening direkte af bestemmelsens
ordlyd, at når der ansøges om hjælp til udgifter, der er forudsigelige f.eks.
udgifter i forbindelse med fødsel, så skal kommunen gå ind i en konkret
vurdering af om betingelserne for undtagelsesvis at yde hjælp til udgifter,
har kunnet forudses, er opfyldt. En sådan vurdering kan alene foretages på
grundlag af oplysninger om ansøgers indtægtsforhold, sammenholdt med ansøgers
godkendte faste udgifter.
Ankestyrelsen finder, at afgørelsen er i overensstemmelse med de
intentioner, der lå bag ændringen af bistandslovens § 46. Efter
Ankestyrelsens opfattelse har det ikke været lovgivers mening helt at afskære
hjælp efter bistandslovens § 46 til forudsigelige udgifter, udgifter f.eks. i
forbindelse med fødsel, alene med henvisning til, at en sådan udgift er
»forudsigelig« og der har været mulighed for opsparing. Der må i
hvert enkelt tilfælde foretages en konkret økonomiske vurdering.
SM O-76-97 - Mundtlige begrundelser
Af fuldmægtig Thomas Bugge Larsen
Der har også været nogle bemærkninger til SM O-76-97. SM'en fastslår, at
tilbagebeta- lingserklæringer må anses for at være skriftlige afgørelser, der
skal opfylde formkravene i forvaltningsloven.
I SM'en omtales 4 sager, hvor der forelå tilbagebetalingserklæringer. Alle
sager måtte anses for utilstrækkeligt begrundede. Den utilstrækkelige
begrundelse medførte en forlængelse af klagefristen.
Den omstændighed, at der var givet en mundtlig begrundelse fritog ikke
forvaltningen for at meddele en skriftlig begrundelse.
Det har vakt undren, at en tilstrækkelig mundtlig begrundelse ikke er nok
til at fastholde ankefristen, uanset om den mundtlige begrundelse er
journalført eller ej.
Der henvises til, at SM'en er udtryk for en klart anderledes
retsopfattelse, end den, der hidtil har været lagt til grund med hensyn til
forlængelse af ankefrist.
Ankestyrelsen kan i denne anledning alene henvise til, at
tilbagebetalingserklæringer som det fremgår af SM'en er skriftlige
afgørelser, som skal opfylde formkravene i henhold til forvaltningslovens §
22 og 24, jf. i denne forbindelse Folketingets Ombundsmands beretning fra
1992, side 267 og Nyt fra Ankestyrelsen, maj 1997.
SM O-107-95 - Revalideringsniveau
Af fuldmægtig Kirsten Worm
I forbindelse med Ankestyrelsens praksiskoordinering har statsamterne
kommenteret Ankestyrelsens praksis. Det er bl.a. nævnt, at SM O-107-95 er
uheldig og mangelfuld i argumentationen.
Det drejer sig om følgende udtalelse i »Resume«:
»Ankestyrelsen udtaler endvidere, at revalideringsbestemmelserne ikke
giver ret til revalidering på et bestemt niveau i forhold til det tidligere,
men at det altid forudsættes, at revalideringen vil være den mest
hensigtsmæssige løsning.«
Ankestyrelsen bemærker, at der i det oven for citerede er tale om et kort
resume, der er uddybet i »Sagsfremstilling« og i
»Afgørelse«.
Det fremgår således af de sidste afsnit i SM 0-107-95 i
»Afgørelse«, at det citerede er ment som en belysning af
Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter
bistandslovens kap. 10, punkterne 30, 31 og 32 om tilrettelæggelse af det
individuelle revalideringsforløb.
Ankestyrelsen kan tilføje, at der i disse punkter ikke er givet udtryk
for, at en revalidend har krav på en bestemt uddannelse, herunder til andet
faglært arbejde på niveau med det faglærte arbejde han må opgive, men at
øvrige muligheder også skal udnyttes, og at revalidenden ud fra de i
vejledningen nævnte hensyn er berettiget til den revalidering, der er mest
hensigtsmæssig til hurtigst muligt at få ham igang igen. Det er således, at
revalidender med et større handicap er forholdsvis mere berettiget til en
større revalideringshjælp. I det konkrete tilfælde drejede det sig om en
eksemlidelse med beskedne symptomer, der ikke ville kunne berettige til
større revalideringsforanstaltninger. Der var således ikke tiltænkt nogen
ændring af hidtidig praksis.
SM O-40-93 - Hjælp til handicap- og uddannelsesbetingede udgifter til
uddannelser, hvor der ikke foreligger en erhvervsplan.
Af fuldmægtig Klaus Kjær
I forbindelse med Ankestyrelsens praksiskoordinering har statsamterne
kommenteret Ankestyrelsens SM O-40-93, hvor det slås fast, at der skal
bevilges uddannelsesforbundne udgifter, uanset om erhvervsplanen ikke kan
godkendes af kommunen ( i § 43, stk. 7, jf. § 43, stk. 1 situationen). Det er
nævnt, at afgørelsen har betydelige konsekvenser, såfremt afgørelsen tolkes
uden begrænsninger.
Det skal hertil bemærkes, at det rejste principielle spørgsmål i den
nævnte SM netop var, om det kunne stilles som betingelse for at yde hjælp
efter § 43, stk. 7, at der forelå en erhvervsplan som kommunen kunne
godkende. Sagen rejste således ikke i sig selv spørgsmål, om der kunne ske
begrænsninger i den tidsmæssige udstrækning af hjælpen.
Ankestyrelsen fik efterfølgende forelagt en sag, som rejste det
principielle spørgsmål, hvor længe der kunne ydes hjælp efter § 43, stk. 7.
Sagen blev antaget til principiel behandling af, om der kunne lægges
tidsmæssige begrænsninger ind for ydelse af hjælpen.
Sagen blev behandlet på et principielt møde i Ankestyrelsen den 27. august
1997, hvor derblev truffet den afgørelse, at ansøgeren, der var omfattet af
personkredsen i § 43, stk. 1, var berettiget til at modtage støtte til
uddannelses- og handicapbetingede udgifter efter § 43, stk. 7 i det omfang
hun ikke modtog støtte hertil efter anden lovgivning.
Ankestyrelsen fandt, at hjælpen var begrænset til en periode svarende til
den periode, i hvilken revalidenden kunne opnå hjælp efter anden lovgivning
til dækning af sine leveomkostninger, jf. § 43, stk. 7, 1. punktum.
Ankestyrelsen lagde vægt på, at støtte efter stk. 7 ikke forudsætter en
godkendt erhvervsplan,og at der ikke er angivet en tidsmæssig begrænsning i
støtten efter denne bestemmelse, bortset fra betingelsen om, at ansøgeren
modtager hjælp efter anden lovgivning til dækning af sine leveomkostninger
under uddannelse, erhvervsmæssig optræning eller omskoling.
Afgørelsen offetliggøres som SM O-163-97 den 15. december 1997.
Lignende dokumenter
- Nyt fra Ankestyrelsen - beregning af bortfaldsfristen for tilbagebetalingspligtig kontanthjælp - af fuldmægtig Doris Sjøberg Retsinformation · 8. juni 2000
- Tendenser i afgørelser om kontanthjælp, aktivering og enkeltydelser af fuldmægtigene Carsten Lærkholm og Ivan Jørgensen (Uddrag: Socialministeriets område) (Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 2 af maj 2003) Retsinformation · 21. juli 2003
- Nyt fra Ankestyrelsen - standsning og tilbagebetaling af børnetilskud til personer, der ikke er reelt enlige Retsinformation · 15. april 1999
- 1996 BTL 228 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM RETSSIKKERHED OG ADMINISTRATION PÅ DET SOCIALE OMRÅDE NR L 228 1996-97, 1. SAMLING Retsinformation · 6. august 1997
- Nyt fra Ankestyrelsen - Bilstøtte på erhvervsmæssigt grundlag - Af fuldmægtig Niels-Henrik Dam (* 1) Retsinformation · 16. marts 1998
- Ankestyrelsens principafgørelse O-49-98 om kontanthjælp - børnetilskud - børnebidrag - børnefamilieydelse - briller - løn under sygdom - indtægtsopgørelse - hjælp i særlige tilfælde - åbenbart urimelig Retsinformation · 11. juli 2013