Spring til indhold

Retsinformation

Nyt fra Ankestyrelsen - Opfølgning af interessent-undersøgelsen (* 1)

KOM nr 19469 af 31/12/1997KommentarSocial- og Boligministeriet16. marts 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Nyt fra Ankestyrelsen - Opfølgning af

interessent-undersøgelsen (* 1)

Ankestyrelsen modtog en lang række besvarelser, som vil indgå i det videre

arbejde med praksiskoordineringen. I besvarelserne indgik desuden spørgsmål

om forståelsen og rækkevidden af nogle udsendte SM - Sociale Meddelelser. Det

gav anledning til kommentarer, som er gengivet i denne artikel.

Bistandsloven

SM O-128-96 - Børneydelser og betalingsevne

Af fuldmægtig Thomas Bugge Larsen

Der har vist sig et behov for en nærmere præcisering af rækkevidden af de

SM-afgørelser, der tilkendegiver, at børneydelser tilkommer børnene, og

derfor ikke indgår i indkomstopgørelsen for enlige. Nogle finder, at det kan

være svært, med henvisning til praksis, at begrunde fastsættelsen af et

rådigheds- eller betalingsevnebeløb for en enlig med børn, der svarer til,

hvad der findes rimeligt for gifte med børn, jf. SM O-128-96.

Udsagnet kan virke som en kritik af, at en person, der er enlig forsørger,

vil modtage et større beløb i samlede børneydelser end et gift eller

samlevende par med et barn/børn, mens de normerede udgifter vedrørende

barnet/børnene vil være af samme størrelse i begge tilfælde.

I Nyt fra Ankestyrelsen nr. 4 1996 har vi besvaret et lignende spørgsmål.

Vi henviste i vores svar til SM O-126-95, hvorefter børnebidrag og

børnetilskud ikke skal inddrages i behovsvurderingen, når der ansøges om

hjælp, der ikke relaterer sig direkte til børnene. Ansøges der derimod om

hjælp, der vedrører barnet, skal børnebidrag og børnetilskud, jf. SM O-127-

95 medtages som indtægt ved den økonomiske behovsvurdering.

Det er efter Ankestyrelsens opfattelse, sådan som det også er gengivet i

SM O-126-95 og SM O-127-95, ikke hjemmel til at inddrage børnefamilieydelsen

ved beregningen af ydelser efter den sociale lovgivning.

For så vidt angår SM O-128-96 blev sagen antaget til afklaring af, om

kommunen ved fastsættelse af en ansøgers tilbagebetalingsevne var berettiget

Læs alt

til at lade børnefamilieydelsen indgå ved vurderingen.

Ankestyrelsen fandt, at det forhold, at ansøger var kontant-

hjælpsmodtager, ikke i sig selv udelukkede, at hun var omfattet af

bistandslovens § 27. Der ville derfor kunne fastsættes en

tilbagebetalingsordning under forudsætning af, at ansøger og dennes familie

ikke kom til at mangle det nødvendige til underhold.

Ankestyrelsen fandt, som det fremgår af SM'en, at kommunen ikke havde haft

den fornødne hjemmel til at lade børnefamilieydelsen indgå på indtægtssiden

ved vurderingen af, om der var grundlag for at fastsætte en afdragsordning i

henhold til bistandslovens § 27, stk. 1.

Helt det samme ville gøre sig gældende, hvis der var tale om en enlig.

Dette er fastslået ved SM O-34-88, der vedrørte en enlig forsørger.

I SM O-128-96 udtales det også, at kommunen havde sat det individuelle

skøn under regel ved generelt at fastsætte et underholdsbeløb på 4.600 kr.

pr. ægtepar og 700 kr. pr. barn.

Når det fastsatte beløb til underhold ud fra en konkret vurdering af

ansøgers forhold ikke kunne anses for åbenbart urimeligt, skyldes det, at

kommunen ved beregningen af faste udgifter ud over de faste udgifter, der

sædvanligvis godkendes, havde anset en række andre udgifter som rimelige

faste udgifter, herunder leje af vaskemaskine, udgift til telefon og

kabel-tv, således at det fastsatte rådighedsbeløb alene skulle dække kost,

beklædning og øvrige fornødenheder.

I afgørelsen henvises der til, at en del af børnenes forsørgelse kan

afholdes gennem børnefamilieydelsen.

Det samme ville gøre sig gældende, hvis der var tale om en enlig

forsørger, f.eks. måtte udgiften til en skoletaske kunne afholdes af

børnefamilieydelsen.

Det er Ankestyrelsens erfaring, at man i nogle kommuner ser bort fra, at

den enlige forsørger selv har en forsørgelsespligt, som børneydelserne ikke

er beregnet til at opfylde.

Hvis man lod børneydelsen indgå fuldt ud til dækning af børnenes

forsørgelse ville man pålægge børnene forsørgelsespligt overfor sig selv. En

sådan forsørgelsespligt har børnene ikke, jf. bistandslovens § 6.

Børnene har heller ikke forsørgelsespligt overfor forældrene, jf. SM

O-126-95.

Alt andet lige må en enlig forsørger betragtes som vanskeligere stillet

end et ægtepar eller et samlevende par. Dette er grunden til, at der

udbetales forhøjet og ekstra børnetilskud til reelt enlige forsørgere.

Børnebidraget dækker den forsørgelsespligt som den af forældrene, der ikke

bor sammen med barnet, har.

Børneydelserne kan og er ikke bestemt til at opfylde den forsørgelsespligt

som den enlige forsørger, der har barnet hos sig, altid har.

SM O-40-97 - Forudsigelige udgifter

Af fuldmægtig Thomas Bugge Larsen

Ankestyrelsen har ved SM O-40-97 bl.a. meddelt, at der ved afgørelsen af,

om der er grundlag for at yde hjælp efter bistandslovens § 46 til rimeligt

begrundede enkeltudgifter, ikke alene kan gives afslag med begrundelsen, at

udgiften har været forudsigelig. Der skal ved afgørelsen tillige tages

stilling til, om den, der ansøger om hjælpen efter oplysningerne om de

økonomiske forhold, har haft mulighed for at spare op til anskaffelse af det

ansøgte.

Det er fra nogle sider gjort gældende, at det forekommer usikkert om det

er en rigtig opfattelse, at det ved vurderingen af om der er grundlag for at

yde hjælp efter bistandslovens § 46 skal opstilles som en betingelse at

ansøgeren har haft mulighed for at spare op til det ansøgte. Der tales i

denne forbindelse om manglende juridisk metode i Ankestyrelsen.

Ankestyrelsen skal indledningsvis bemærke, at de 3 sager, som blev

offentliggjort ved ovennævnte SM blev antaget til afklaring af, om der efter

ændringen af bistandslovens § 46 kunne ydes hjælp til anskaffelse af ventetøj

og babyudstyr. Sagerne blev endvidere antaget til afklaring af, om der kunne

gives afslag på den ansøgte hjælp alene med den begrundelse, at ansøger ved

tilrettelæggelsen af sin økonomi kunne have sparet op til udgiften.

Bistandslovens § 46 blev ændret i 1994 (med ikrafttrædelse 1. april 1995).

§ 46 fik ved lovændringen denne ordlyd: "Der kan ydes en person, som

kommer ud for ændringer i sine forhold, hjælp til dækning af rimeligt

begrundede enkeltudgifter, såfremt pågældendes egen afholdelse af disse i

afgørende grad ville vanskeliggøre pågældendes og familiens økonomiske

muligheder for fremtidig at kunne klare sig selv. Hjælpen kan normalt kun

ydes, hvis udgiften er opstået som følge af behov, der ikke har kunnet

forudses. Der kan dog efter en konkret vurdering undtagelsesvis ydes hjælp

til udgifter, der har kunnet forudses, hvis deres afholdelse er af helt

afgørende betydning for familiens livsførelse."

I Socialministeriets vejledning nr. 45 af 3. april 1995 står følgende om

uforudsigelighed: "Siden 1. januar 1994 modtager kontanthjælpsmodtagere

en dagpengelignende ydelse, inden for hvilken pågældende selv kan disponere.

Dette betyder at kontanthjælpsmodtagere har mulighed for at spare op til

fremtidige udgifter, hvorfor § 46 kan begrænses til hjælp til større og

uforudsigelige udgifter."

Ankestyrelsen finder anledning til at bemærke, at hvis der er tale om en

meget stram økonomi må der også efter den nuværende formulering af

bistandslovens § 46 kunne ydes hjælp til anskaffelse af f.eks. nødvendigt

babyudstyr.

Det fremgår i øvrigt efter Ankestyrelsens mening direkte af bestemmelsens

ordlyd, at når der ansøges om hjælp til udgifter, der er forudsigelige f.eks.

udgifter i forbindelse med fødsel, så skal kommunen gå ind i en konkret

vurdering af om betingelserne for undtagelsesvis at yde hjælp til udgifter,

har kunnet forudses, er opfyldt. En sådan vurdering kan alene foretages på

grundlag af oplysninger om ansøgers indtægtsforhold, sammenholdt med ansøgers

godkendte faste udgifter.

Ankestyrelsen finder, at afgørelsen er i overensstemmelse med de

intentioner, der lå bag ændringen af bistandslovens § 46. Efter

Ankestyrelsens opfattelse har det ikke været lovgivers mening helt at afskære

hjælp efter bistandslovens § 46 til forudsigelige udgifter, udgifter f.eks. i

forbindelse med fødsel, alene med henvisning til, at en sådan udgift er

»forudsigelig« og der har været mulighed for opsparing. Der må i

hvert enkelt tilfælde foretages en konkret økonomiske vurdering.

SM O-76-97 - Mundtlige begrundelser

Af fuldmægtig Thomas Bugge Larsen

Der har også været nogle bemærkninger til SM O-76-97. SM'en fastslår, at

tilbagebeta- lingserklæringer må anses for at være skriftlige afgørelser, der

skal opfylde formkravene i forvaltningsloven.

I SM'en omtales 4 sager, hvor der forelå tilbagebetalingserklæringer. Alle

sager måtte anses for utilstrækkeligt begrundede. Den utilstrækkelige

begrundelse medførte en forlængelse af klagefristen.

Den omstændighed, at der var givet en mundtlig begrundelse fritog ikke

forvaltningen for at meddele en skriftlig begrundelse.

Det har vakt undren, at en tilstrækkelig mundtlig begrundelse ikke er nok

til at fastholde ankefristen, uanset om den mundtlige begrundelse er

journalført eller ej.

Der henvises til, at SM'en er udtryk for en klart anderledes

retsopfattelse, end den, der hidtil har været lagt til grund med hensyn til

forlængelse af ankefrist.

Ankestyrelsen kan i denne anledning alene henvise til, at

tilbagebetalingserklæringer som det fremgår af SM'en er skriftlige

afgørelser, som skal opfylde formkravene i henhold til forvaltningslovens §

22 og 24, jf. i denne forbindelse Folketingets Ombundsmands beretning fra

1992, side 267 og Nyt fra Ankestyrelsen, maj 1997.

SM O-107-95 - Revalideringsniveau

Af fuldmægtig Kirsten Worm

I forbindelse med Ankestyrelsens praksiskoordinering har statsamterne

kommenteret Ankestyrelsens praksis. Det er bl.a. nævnt, at SM O-107-95 er

uheldig og mangelfuld i argumentationen.

Det drejer sig om følgende udtalelse i »Resume«:

»Ankestyrelsen udtaler endvidere, at revalideringsbestemmelserne ikke

giver ret til revalidering på et bestemt niveau i forhold til det tidligere,

men at det altid forudsættes, at revalideringen vil være den mest

hensigtsmæssige løsning.«

Ankestyrelsen bemærker, at der i det oven for citerede er tale om et kort

resume, der er uddybet i »Sagsfremstilling« og i

»Afgørelse«.

Det fremgår således af de sidste afsnit i SM 0-107-95 i

»Afgørelse«, at det citerede er ment som en belysning af

Socialministeriets vejledning nr. 211 af 30. november 1994 om hjælp efter

bistandslovens kap. 10, punkterne 30, 31 og 32 om tilrettelæggelse af det

individuelle revalideringsforløb.

Ankestyrelsen kan tilføje, at der i disse punkter ikke er givet udtryk

for, at en revalidend har krav på en bestemt uddannelse, herunder til andet

faglært arbejde på niveau med det faglærte arbejde han må opgive, men at

øvrige muligheder også skal udnyttes, og at revalidenden ud fra de i

vejledningen nævnte hensyn er berettiget til den revalidering, der er mest

hensigtsmæssig til hurtigst muligt at få ham igang igen. Det er således, at

revalidender med et større handicap er forholdsvis mere berettiget til en

større revalideringshjælp. I det konkrete tilfælde drejede det sig om en

eksemlidelse med beskedne symptomer, der ikke ville kunne berettige til

større revalideringsforanstaltninger. Der var således ikke tiltænkt nogen

ændring af hidtidig praksis.

SM O-40-93 - Hjælp til handicap- og uddannelsesbetingede udgifter til

uddannelser, hvor der ikke foreligger en erhvervsplan.

Af fuldmægtig Klaus Kjær

I forbindelse med Ankestyrelsens praksiskoordinering har statsamterne

kommenteret Ankestyrelsens SM O-40-93, hvor det slås fast, at der skal

bevilges uddannelsesforbundne udgifter, uanset om erhvervsplanen ikke kan

godkendes af kommunen ( i § 43, stk. 7, jf. § 43, stk. 1 situationen). Det er

nævnt, at afgørelsen har betydelige konsekvenser, såfremt afgørelsen tolkes

uden begrænsninger.

Det skal hertil bemærkes, at det rejste principielle spørgsmål i den

nævnte SM netop var, om det kunne stilles som betingelse for at yde hjælp

efter § 43, stk. 7, at der forelå en erhvervsplan som kommunen kunne

godkende. Sagen rejste således ikke i sig selv spørgsmål, om der kunne ske

begrænsninger i den tidsmæssige udstrækning af hjælpen.

Ankestyrelsen fik efterfølgende forelagt en sag, som rejste det

principielle spørgsmål, hvor længe der kunne ydes hjælp efter § 43, stk. 7.

Sagen blev antaget til principiel behandling af, om der kunne lægges

tidsmæssige begrænsninger ind for ydelse af hjælpen.

Sagen blev behandlet på et principielt møde i Ankestyrelsen den 27. august

1997, hvor derblev truffet den afgørelse, at ansøgeren, der var omfattet af

personkredsen i § 43, stk. 1, var berettiget til at modtage støtte til

uddannelses- og handicapbetingede udgifter efter § 43, stk. 7 i det omfang

hun ikke modtog støtte hertil efter anden lovgivning.

Ankestyrelsen fandt, at hjælpen var begrænset til en periode svarende til

den periode, i hvilken revalidenden kunne opnå hjælp efter anden lovgivning

til dækning af sine leveomkostninger, jf. § 43, stk. 7, 1. punktum.

Ankestyrelsen lagde vægt på, at støtte efter stk. 7 ikke forudsætter en

godkendt erhvervsplan,og at der ikke er angivet en tidsmæssig begrænsning i

støtten efter denne bestemmelse, bortset fra betingelsen om, at ansøgeren

modtager hjælp efter anden lovgivning til dækning af sine leveomkostninger

under uddannelse, erhvervsmæssig optræning eller omskoling.

Afgørelsen offetliggøres som SM O-163-97 den 15. december 1997.

Lignende dokumenter