Spring til indhold

Retsinformation

Utilstrækkelig kommunikation mellem sundhedspersoner

KEN nr 15040 af 11/06/1997Endelig adm. afgørelseIndenrigs- og Sundhedsministeriet16. marts 1998

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Utilstrækkelig kommunikation mellem

sundhedspersoner

En 64-årig mand havde gennem år været i behandling med det

blodfortyndende præparat Marcoumar efter en blodprop i hjernen. Den aktuelle

Marcoumar-dosis var 1 1/2 mg, 2 1/4 mg, 2 1/4 mg fordelt over 3 dage og

herefter forfra med samme mønster.

I en periode på 2 måneder var patienten indlagt på et dagshospital. Under

opholdet blev hans medicin hældt op i doseringsæsker af personalet efter et

internt medicinskema, hvor det var anført: otbl. Marcoumar: 1 1/2 - 2 1/4 - 2

1/4 etc. i 2 ugero. I journalen er anført, at Marcoumar skulle gives efter

skema, og kontrollen skulle foregå via egen læge.

Patienten blev udskrevet til hjemmet af en overlæge, og af epikrisen

fremgik: oMarcoumar efter skemao. Patientens hustru blev medgivet recepter på

medicinen og fyldte doseringsæsker til 4 dage. Epikrisen blev sendt til egen

læge 11 dage efter udskrivelsen. Det interne medicinskema var ikke vedlagt

epikrisen.

4 dage efter udskrivelsen kom en hjemmesygeplejerske i hjemmet og fyldte

doseringsæskerne i henhold til en kopi af det interne medicinskema. Det

fremgår ikke, hvornår eller af hvem medicinskemaet var blevet udleveret.

Hjemmesygeplejersken opfattede ordinationen som tabletter i stedet for mg,

hvorfor hun ophældte 4,5 mg (1 1/2 tablet), 6,75 mg (2 1/4 tablet) og 6,75 mg

(2 1/4 tablet) på 1., 2. og 3. dag, og forfra i samme mønster.

Dagen efter ringede patientens hustru til egen læge, idet hun syntes, at

hendes mand fik for meget medicin. Ved en konsultation samme dag fandt lægen

overensstemmelse mellem æskerne og medicinskemaet. Han fandt, at dosis var

upåfaldende, og fandt således ikke grund til at ændre på doseringen.

Hjemmesygeplejersken, der ligeledes havde talt med hustruen om dosis,

kontaktede dagshospitalet for at få dosis bekræftet. Imidlertid var

dagshospitalet ferielukket, hvorfor hun valgte at sætte sin lid til egen

læges vurdering.

Læs alt

Patientklagenævnet fandt, at overlægen havde overtrådt lægelovens § 6,

stk. 1, fordi han informerede egen læge for sent og ufuldstændigt.

Nævnet fandt, at overlægen hurtigst muligt i forbindelse med udskrivelsen,

eventuelt pr. telefon eller telefax, burde have informeret patientens egen

læge om, at han skulle overtage den blodfortyndende behandling, herunder

Marcoumar-dosis. Overlægen burde tillige have informeret om den tilstræbte

værdi for blodfortyndingen (INR-niveau), varighed af behandlinger og

foreslået kontroldato.

Det var Patientklagenævnets opfattelse, at dosis og eventuelle

dosisændringer samt det tilstræbte blodstørkningsniveau klart skulle fremgå

af f.eks. journalnotater, medicinskemaer og udskrivningsbreve, ikke mindst

når behandlingen overgår til andre sundhedspersoner. Det bør ligeledes

fremgå, hvem der har ansvaret for den videre behandling og kontrol.

Patientklagenævnet fandt, at egen læge havde overtrådt lægelovens § 6,

stk. 1, idet han burde have reageret på størrelsesordenen af dosis, idet den

almindeligt anbefalede Marcoumar-dosis ved vedligeholdelsesbehandling er 1,5

til 4,5 mg dagligt, og ikke mindst da patientens hustru havde mistanke om

overdosering.

Endelig fandt nævnet, at hjemmesygeplejersken overtrådte lov om

sygeplejersker § 5, stk. 1, idet hun burde have kontaktet egen læge og i

samarbejde med ham nøje have undersøgt, om doseringen var korrekt, idet hun

var bekendt med den sædvanlige Marcoumardosis og de bivirkninger, der er

forbundet med brug af Marcoumar.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter