Spring til indhold

Retsinformation

Ansøgning om patent på fremgangsmåde til udvinding af insulin fra et insulin-protaminkompleks afslået, da det ansøgte patent ikke adskilte sig væsentligt fra kendt teknik.

KEN nr 10078 af 20/10/1994Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ansøgning om patent på fremgangsmåde til

udvinding af insulin fra et insulin-protaminkompleks afslået, da det ansøgte

patent ikke adskilte sig væsentligt fra kendt teknik.

År 1994, den 20. oktober afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, Holm,

Ansgar Sørensen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P 25/90: Klage fra

Eli Lilly and Company,

USA,

v/Patentbureau

Hofman-Bang & Boutard A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 27. april 1990

af patentansøgning nr. 0906 1983

Den 25. februar 1983 indleverede klageren en ansøgning om

patent på fremgangsmåde til udvinding af insulin fra et

insulin-protaminkompleks.

Ansøgningens krav lød således:

»1. Fremgangsmåde til genvinding af insulin fra et

insulin-protaminkompleks, kendetegnet ved , at man (1) bringer

insulin-protaminkomplekset i kontakt med et vandigt substrat med pH-værdi på

ca. 2 til ca. 5, og som indeholder et insulin-spaltende eller

depolymeriserende middel, en kationbytter og et salt i en koncentration på

fra ca. 0,1 mol til ca. 0,6 mol, og at man (2) udvinder insulinet, der

udviser et reduceret protaminindhold.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved , at saltet er

natriumchlorid og forefindes i en koncentration på fra ca. 0,2 mol til ca.

Læs alt

0,5 mol.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved , at

insulin-protaminkomplekset bringes i kontakt med det insulinspaltende eller

depolymeriserende middel, kationbytteren og saltet ved en temperatur på fra

ca. 453C til ca. 853C.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 3, kendetegnet ved , at det

insulinspaltende eller depolymeriserende middel er urinstof, der findes i det

vandige substrat i en koncentration på fra ca. 2 mol til ca. 8 mol.

5. Fremgangsmåde ifølge krav 4, kendetegnet ved , at urinstoffet

forefindes i en koncentration på fra ca. 5 mol til ca. 8 mol.

6. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 5, kendetegnet ved , at

kationbytteren er SP »Sephadex«, en sulfopropyl tværgående dextran.

7. Fremgangsmåde ifølge krav 6, kendetegnet ved , at saltet

forefindes i en koncentration på fra ca. 0,35 mol til ca. 0,5 mol.

8. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 7, kendetegnet ved , at

pH-værdien er fra ca. 3,5 til ca. 4,5.

9. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved , at insulinet

genvindes i det væsentlige uden protamin.'

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 19. oktober 1988:

» 1. Vi mener, at den opfindelse, De søger patent på, er ny.

Vi kan dog ikke vurdere, om opfindelsen er patenterbar, da vi ikke

kan se, om den adskiller sig væsentlig fra kendt teknik.

2. Den nærmest liggende kendt teknik er beskrevet i

EP-patentansøgning nr. 13.826. Herfra kendes en metode til

oprensning af insulin, hvor man opløser den forurenede insulin i

en insulinspaltende sur, vandig ureaopløsning, bringer denne

opløsning i kontakt med en kationbytter og eluerer med en vandig

opløsning indeholdende et uorganisk salt. Vi mener derfor ikke, at

det er overraskende, at metoden ifølge Deres opfindelse har samme

insulinoprensende virkning.

3. Hvis De mener, at Deres fremgangsmåde adskiller sig

væsentligt fra den allerede kendte teknik, fordi den har uventet,

nyttig virkning i forhold til denne, må De omarbejde ansøgningen

sådan, som anført nedenfor.

- De må i beskrivelsens indledning omtale den kendte teknik

tydeligt, og De må angive tydeligt, hvilken uventet, nyttig

virkning Deres metode har i forhold til den kendte teknik.

- De må dokumentere, at Deres metode har den angivne

virkning.

- Kravene må præciseres overfor den allerede kendte teknik.

4. Benævnelsen og beskrivelsen må tilpasses efter de ændrede

krav.«

Klageren anførte i skrivelse af 18. april 1989 følgende:

»Direktoratet er af den opfattelse, at den omhandlede

fremgangsmåde til udvinding af insulin fra et

insulin-protamin-kompleks er ny, hvorimod man ikke ser sig i stand

til at vurdere, hvorvidt opfindelsen er patentbar. I denne

sammenhæng henviser Direktoratet til offentliggjort EP

patentansøgning nr. 0 013 826, som angiveligt repræsenterer den

nærmest liggende kendte teknik. Nærmere bestemt angiver dette

skrift en fremgangsmåde til oprensning af insulin, hvorved man

opløser det urene insulin i en sur vandig urinstofopløsning,

bringer den resulterende opløsning i kontakt med en kationbytter

og eluerer med en vandig opløsning, der indeholder et uorganisk

salt.

På baggrund af den således kendte teknik er det ifølge

Direktoratet ikke overraskende, at fremgangsmåden ifølge

nærværende ansøgning har den samme insulin-oprensende virkning.

Hertil skal vi bemærke, at det fremdragne EP

offentliggørelsesskrift nr. 0 013 826 angår en fremgangsmåde til

oprensning af insulin, hvorimod fremgangsmåden ifølge opfindelsen

er en fremgangsmåde til dvinding af insulin fra en nærmere angivet

insulin-kilde. Med hensyn til den modholdte fremgangsmåde anføres

det på side 8 linie 13 ff. i EP skriftet, at insulinet, som skal

oprenses ved fremgangsmåden ifølge EP skriftet, er et produkt, som

forinden er blevet delvis oprenset, f.eks. ved saltudfældning, ved

isoelektrisk udfældning og/eller ved zink- eller

alkalimetalkrystallisation. Den i fremdragne skrift beskrevne

proces er blot en enkelt blandt mange kendte processer, som kan

anvendes til ekstraktion og oprensning af insulin fra

bugspytkirtler. Som omtalt i beskrivelsen til nærværende ansøgning

(side 1, linie 30 - side 2, linie 3) findes der righoldige

litteraturmængder, der vedrører ekstraktion og oprensning af

insulin fra bugspytkirtler, men derimod ingen litteratur, der

beskriver udvinding af insulin fra protamin-insulin-komplekser.

Nærværende ansøgning råder bod herpå.

Med andre ord angår den foreliggende opfindelse ikke

oprensning af insulin, men derimod dvinding af insulin fra et

protamin-insulin-kompleks. Fremgangsmåden ifølge opfindelsen er

således ikke (som i det modholdte skrift) en simpel separation.

Derimod er der tale om, at man nedbryder det som udgangsmateriale

anvendte kompleks under dannelse af frit insulin, som man derefter

udvinder. Denne proces er i alle enkeltheder helt forskellig fra

den proces, der ligger til grund for den fremdragne EP ansøgning.

Vi finder derfor ingen umiddelbar anledning til at ændre på

kravformuleringen, da nærværende opfindelse ikke kan siges at

bygge på den fra EP ansøgningen kendte teknik. Derimod skal vi

gerne optage ovenstående argumentation eller dele heraf i

beskrivelsens indledning til understregning af, at der er tale om

en i forhold til kendt teknik særegen fremgangsmåde.

At den omhandlede fremgangsmåde har den angivne virkning

fremgår efter vor opfattelse på fyldestgørende måde af de

eksempler, der allerede foreligger i ansøgningen.

Vi håber derfor, at opfindelsens patentbarhed vil kunne

anerkendes på det foreliggende grundlag.«

Direktoratet afslog ved skrivelse af 27. april 1990

ansøgningen med følgende begrundelse:

» 1. Vi har tidligere meddelt Dem, at vi af nærmere angivne

grunde ikke kunne imødekomme ansøgningen. Vi mener, at disse

grunde stadigvæk er til hinder for, at ansøgningen kan

imødekommes, og vi har derfor afslået den under henvisning til

patentlovens § 16. Den nærmere begrundelse følger nedenfor.

2. Vi kan stadig ikke se, at Deres ansøgning adskiller sig

væsentligt fra den i EP-A-13826 beskrevne kendte teknik.

I både ovennævnte skrift og i Deres ansøgning er der tale om

en fremgangsmåde til isolering af insulin ud fra en ikke-ren

insulinopløsning. Begge fremgangsmåder angår opløsning af den

urene insulin i sur, vandig opløsning indeholdende et

denaturerende middel (urea), kontakt af denne opløsning med en

kationbytter og udvinding af et renere insulin ved eluering med

sur, vandig NaCl-opløsning. At udgangsmaterialet i Deres ansøgning

er et andet end i EP-A-13826, gør ikke ovennævnte til to

principielt forskellige fremgangsmåder.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 25. juni 1990

indbragt for Patentankenævnet.

I ankebegrundelse af 19. november 1990 har klageren

henstillet, at ansøgningen tilbagesendes til Patentdirektoratet

til fortsat behandling på grundlag af de foreliggende patentkrav.

Klageren har bl.a. anført følgende:

»...Som den nærmestliggende kendte teknik har Direktoratet

fremdraget EP-offentliggørelsesskrift nr. 0013826. Dette skrift

angiver en fremgangsmåde til oprensning af insulin, hvorved man

opløser det urene insulin i en sur vandig urinstofopløsning,

bringer den resulterende opløsning i kontakt med en kationbytter

og eluerer med en vandig opløsning, der indeholder et uorganisk

salt.

På baggrund af den således kendte teknik er det ifølge

Direktoratet ikke overraskende, at fremgangsmåden ifølge

nærværende ansøgning har den samme insulin-oprensende virkning.

Over for Direktoratet har vi gjort gældende, at det

fremdragne EP-offentliggørelsesskrift nr. 0013826 angår en

fremgangsmåde til oprensning af insulin, hvorimod fremgangsmåden

ifølge opfindelsen er en fremgangsmåde til dvinding af insulin fra

en nærmere angivet insulin-kilde. Med hensyn til den modholdte

fremgangsmåde anføres det på side 8 (linie 13 og de følgende

linier) i EP-skriftet, at insulinet, som skal oprenses ved den i

EP-skriftet angivne fremgangsmåde, er et produkt, som forinden er

blevet delvist oprenset, f.eks. ved saltudfældning, ved

isoelektrisk udfældning og/eller ved zink- eller

alkalimetalkrystallisation. Den i det fremdragne skrift beskrevne

proces er blot en enkelt blandt mange kendte processer, som kan

anvendes til ekstraktion og oprensning af insulin fra

bugspytkirtler. Som omtalt i beskrivelsen til nærværende ansøgning

(side 1, linie 30 - side 2, linie 3) findes der righoldige

litteraturmængder, der vedrører ekstraktion og oprensning af

insulin fra bugspytkirtler. Derimod findes der så vidt ansøgeren

bekendt ingen litteratur, der beskriver udvinding af insulin fra

protamin-insulin-komplekser. Den foreliggende oprindelse er blevet

til i et forsøg på at råde bod herpå.

Således angår den foreliggende opfindelse ikke oprensning af

insulin, men derimod dvinding af insulin fra et

protamin-insulin-kompleks. Det betyder, at fremgangsmåden ifølge

opfindelsen ikke (som i det modholdte skrift) er en simpel

separation. Der er derimod tale om, at man nedbryder det som

udgangsmateriale anvendte kompleks under dannelse af frit insulin,

som man derefter udvinder. Denne proces er i alle enkeltheder helt

forskellig fra den proces, der ligger til grund for fremdragne

EP-ansøgning.

I sit afslag af 27. april 1990 anfører Direktoratet, at man

stadig ikke kan se, at nærværende ansøgning adskiller sig

væsentligt fra den i ovennævnte EP-offentliggørelsesskrift nr.

0013826 beskrevne kendte teknik. Ifølge Direktoratet er der nemlig

i både det fremdragne EP-skrift og i nærværende ansøgning tale om

en fremgangsmåde til isolering af insulin ud fra en ikke-ren

insulin opløsning. Såvel den kendte fremgangsmåde som

fremgangsmåden ifølge oprindelsen går ifølge Direktoratet ud på,

at man opløser det urene insulin i en sur vandig opløsning, der

indeholder et denaturerende middel (urinstof), og bringer denne

opløsning i kontakt med en kationbytter. Herefter kan man udvinde

et renere insulin ved eluering med en sur vandig NaCl-opløsning.

At udgangsmaterialet ifølge nærværende ansøgning er et andet end

det udgangsmateriale, der anvendes ifølge det modholdte EP-skrift,

gør ifølge Direktoratet ikke ovennævnte processer til to

principielt forskellige fremgangsmåder.

Direktoratets synspunkt giver os anledning til endnu en gang

at understrege, at den foreliggende opfindelse ikke angår en

fremgangsmåde til oprensning af insulin. Derimod angår

opfindelsen, som det vil fremgå klart af det ovenstående, en

fremgangsmåde til udvinding af insulin fra et udgangsmateriale,

som ikke er insulin, men derimod et insulin-protamin-kompleks. Den

kendsgerning, at det af Direktoratet fremdragne EP-skrift angiver

en fremgangsmåde til oprensning af insulin fra en uren blanding,

der indeholder insulin, kan på ingen måde forlede en fagmand på

området til at antage, at man ved den således kendte fremgangsmåde

kan behandle et helt andet materiale, i dette tilfælde et

insulin-protamin-kompleks, og derved udvinde insulin ved

dekomponering af komplekset. Den kendsgerning, at det overraskende

har vist sig at være muligt at gå frem på denne måde, danner basis

for den foreliggende opfindelse, men har ikke på nogen måde kunnet

forudses på basis af den teknik, der var kendt på ansøgningens

prioritetsdag.

Direktoratets bemærkninger tyder på, at forbehandleren ikke

forstår denne forskel mellem opfindelsen og den kendte teknik,

eftersom det i afslaget anføres, at der både i det fremdragne

skrift og i nærværende ansøgning er tale om en fremgangsmåde til

isolering af insulin ud fra en uren insulinopløsning. Denne

antagelse er fuldstændig forkert, og vi finder, at forbehandleren

har misforstået eller fejlbedømt opfindelsen. Forbehandleren

anfører videre, at den kendsgerning, at udgangsmaterialet i

nærværende ansøgning er et andet end i det fremdragne

EP-offentliggørelsesskrift, ikke gør de to metoder til principielt

forskellige fremgangsmåder. Vi kan imidlertid vanskeligt se, at

denne påstand er holdbar. Der findes nemlig intet grundlag for at

antage, at en fremgangsmåde, ved hvilken man isolerer et givet

materiale fra en uren blanding, kan tillempes til en

fremgangsmåde, hvor man faktisk nedbryder et materiale med henblik

på at udvinde et af nedbrydningsprodukterne. De to procestyper er

i bund og grund forskellige fra hinanden.

Vi ønsker at opretholde de i sagen foreliggende patentkrav

som principale krav, idet vi skal bemærkes, at vi ikke finder

anledning til at fremkomme med subsidiære patentkrav.

Som det vil fremgå af det ovenstående, finder vi, at

nærværende ansøgning angår en fremgangsmåde, som i forhold til den

kendte teknik både er ny og særegen...«

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 24. maj 1994.

For klageren mødte civilingeniør Bent Christensen, der

henholdt sig til og uddybede de skriftlige indlæg.

Ankenævnet skal udtale:

I henhold til de af Direktoratet anførte grunde og idet det

for Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet

resultat

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. L. Herborg.

Arne Holm. Ansgar Sørensen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter