Ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner fra blov afslået, da det ansøgte patent ikke fandtes at afvige væsentligt fra kendt teknik.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Ansøgning om patent på fremgangsmåde til
fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner
fra blov afslået, da det ansøgte patent ikke fandtes at afvige væsentligt fra
kendt teknik.
År 1994, den 9. september afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen,
Herborg, Holm, Ansgar Sørensen) følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. P 39/90: Klage fra
Immuno Aktiengesellschaft,
Østrig,
v/Patentbureau Chas. Hude
over
Patentdirektoratets afgørelse
af 19. juni 1990 af patent-
ansøgning nr. 0656/80
efter indsigelse fra
Behringwerke Aktiengesellschaft,
v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S.
Den 21. december 1987 fremlagdes under nr. 151.611 B em den 125. februar
1980 indleveret ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et
vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner fra blod.
De fremlagte krav lød således:
»1. Fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af
humane eller animalske proteiner fra blod, med et indhold af fibrinogen og
faktor XIII, k e n d e t e g n e t ved, at der i en fibrinogenholdig
blodplasmafraktion indstilles et faktor XIII-indhold på mindst 7 enheder/ml
og et fibrinogen-indhold på mindst 70 mg/ml, hvorhos koncentrationsforholdet
af faktor XIII til fibrinogen, udtrykt i enheder af faktor XIII pr. gram
fibrinogen, udgør mindst 80, og blodplasmafraktionen tilføres en
plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmim-inhibitor, fortrinsvis
Læs alt
aprotinin, i en mængde på 20-2000 KIE pr. ml samt eventuelt en koldopløselig
globulin og/eller albumin.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at der fra et
fibrinogenholdigt plasma-kryopræcipitat ved een eller flere behandlinger med
en pufferopløsning, som indeholder natriumcitrat, natriumchlorid, en
plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor samt eventuelt glycin
og glucose, fjernes koldt opløseligt plasmaprotein, det rensede bundfald
opløses og i givet fald gøres det opløste rensede bundfald holdbart ved
dybfrysning.
Ved skrivelse af 18. marts 1988 nedlagde klager i denne sag, Behringwerke
Aktiengesellschaft, Tyskland, v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S
indsigelse mod ansøgningen med påstand om, at ansøgningen blev afslået i sit
fulde omfang.
I indsigelsesbegrundelsen anførtes bl.a.:
6. Den kendte tekniks stade.
Den eneste under ansøgningens behandling fremdragne publikation er
Schrøder, Rufer, Schmiechen: Arzneimittelchemie II, G. Thieme Verlag
Stuttgart 1976, side 3. Ansøgerne har således ikke henledt Direktoratets
opmærksomhed på de talrige andre forpublicerede, relevante skrifter, jfr. det
af indsigeren fremdragne materiale.
Den kendte teknik, hvortil der henvises i beskrivelsen (Matras et al. fra
1972 (bilag 3) og Spangler et al. fra 1973 (bilag 4), jfr. ovenfor), er
langtfra omtalt fuldstændigt og derfor nærmest vildledende; dette fremgår af
de i denne indsidelsesbegrundelse nævnte skrifter, bilag 1-12:
De to i beskrivelsen nævnte arbejder, jfr. ovenfor, er så åbenbart ikke
blevet vurderet korrekt.
6.1. Vævsklæberens manglende nyhed p. gr. af åbenlys udøvelse
En åbenlys udøvelse må betragtes som nyhedsskadelig, når der forelå en
ikke-fjerntliggende mulighed for, at andre sagkyndige - konkurrenter - kunne
få tilstrækkeligt kendskab til det, der blev udøvet, og egenskaberne af
produktet.
6.1.1. Det fremgår af Spangler, Wiener klinische Wochenschrift, 88.
årgang, 1976, Suppl. 49, side 3-18, bilag 1, Med. Welt, 29 (17), 720-724
(1978), bilag 5, Fibrinkleber Human Immuno, Stand: 11/1978, bilag 6, og Blut,
38 (1), jan. 1979, side 64, bilag 7, at man forud for prioritetsdatoen
åbenlyst har anvendt et vævsklæbestof fremstillet ifølge ansøgningens krav
1-2. Dette fremgår også af det efterpublicerede trykskrift med betegnelsen
bilag 8, jfr. bilagsfortegnelsen. Det angives her på side 199, andet afsnit,
at »Fibrinkleber Human Immono« i 1974 overgik til klinisk
afprøvning og »seither auf den verschiedensten medizinischen Bereichen
zahlreiche Arbeiten uber dessen praktische Anwendung erschienen«.
Referat af T. Seelich (en af opfinderne) og H. Redl sammenfatter, hvad der
før den fremlagte ansøgnings prioritetsdato var kendt m.h.t.
vævsklæbestoffet, dets anvendelse og egenskaber, nemlig følgende:
(a) dets oprindelse fra humant plasma-kryopræcipitat, jfr. bilag 1, side
4;
(b) fibrinklæberen bringes dybtfrossen i handelen, jfr. bilag 5, side 722,
og bilag 6, side 4, 8, 10 og 11;
(c) indholdet af F XIII (tilstrækkelig mængde til stede) og fibrinogen
(mindst 80 mg fibrinogen pr. ml), jfr. bilag 5, side 722 og 724, og bilag 6,
side 4;
(d) medanvendelsen af en plasmin-inhibitor (aprotinin = Trasy-101R). jfr.
bilag 1, side 6; bilag 5, side 721, bilag 6, side 8; endvidere Spangler et
al., Langenbeck's Arch. Chir. Suppl. Chir. Forum, 249-251, (1974, især side
250, tredie afsnit ( Zusatz des Proteinase-Inhibitors zum Kleb-Klebstoff),
jfr. bilag 9;
(e) Indholdet af koldtuopløseligt globulin og albumin, jfr. bilag 7, side
64;
(f) hæmningen af fibrinolysen i klæbeområdet og styringen af klæbningens
holdbarhed, jfr. bilag 7, side 64;
(g) anvendelsen af homologt fibrinogen til vævsklæbning leder ikke til
nogen forventning om skadelig indflydelse på sårhelingen. Fibrinklæberen
muliggør en sikker og vedvarende blodstandsning, jfr. bilag 1, side 6, 13 og
14.
6.1.2. Vævsklæbestoffet fremstillet ifølge den fremlagte ansøgnings krav
1-2 er ifølge ansøgerens egne angivelser og ifølge litteraturen før
prioritetsdatoen uden begrænsninger blevet overgivet til trediemand - kiruger
og forskere i instituter for eksperimentel kirugi - og blevet anvendt af
disse. Arten af vævsklæbestofferne, deres anvendelse og de herved opnåede
resultater er udførligt omtalt i de forpublicerede trykskrifter, hvortil vi
har henvist.
De'trediemænd', der her er tale om, er fagfolk, dvs. biokemikere og læger,
og pålidelige metoder til bestemmelse af mængderne af F XIII, fibrinogen,
plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor, totalprotein og
albumin var kendt på prioritetstidspunktet.
Med den viden, som de relevante personer var i besiddelse af, kunne disse
uden videre erkende kendetegnene for produktet »Fibrinkleber Human
Immuno«, nemlig tilstrækkelig høj koncentration af F XIII og af
fibrinogen, indhold af koldtuopløseligt globulin og albumin og medanvendelsen
af aprotinin i til firbrinolysehæmning tilstrækkelig mængde ved fældningen
med thrombin CaCl2-opløsning. Analysemetoderne var kendte og ren rutine. I
øvrigt er det ifølge almen erfaring yderst usandsynligt, at kiruger skulle
have anvendt fibrinklæber-præparaterne ubeset, kritikløst og uden nærmere
kendskab til og information vedrørende deres oprindelse (human eller
animalsk) og deres sammensætning.
6.1.3. Vævsklæbestoffet fremstillet ifølge den foreliggende ansøgning nr.
656/80 stod forud for prioritetsdatoen klinisk til rådighed og blev med godt
resultat anvendt i kirurgien. Herefter må stoffets sammensætning have svaret
til den i krav 1 i ansøgningen angivne sammensætning.
På påføringsstedet må det omhandlede vævsklæbestof nødvendigvis foreligge
sammen med fibrinolyse-inhibitoren. Når denne ikke foreligger i
vævsklæbestoffet, foreligger den imidlertid efter tilsætning af
thrombin-CaCl2-opløsningen med indhold af aprotinin (TrasylolR) til
vævsklæbestoffet på påføringsstedet.
Det er åbenbart, at denne form for anvendelse er ækvivalent med
anvendelsen af vævsklæbestoffet, som i forvejen indeholder inhibitoren -
ellers ville ansøgerne ikke endnu i dag tilbyde denne udførelsesform til
kirurgerne, jfr. prospektet »TissucolR Fibrinkleber tiefgefroren«,
se bilag 10.
6.2. Teknikkens stade ifølge det fremdragne materiale.
Selv i det tilfælde, at man ikke vil kunne tiltræde, at der foreligger en
åbenlys, patenthindrende udøvelse af den påståede opfindelse, må den
fremlagte ansøgning alligevel afslås på baggrund af det nu fremdragne
materiale på grund af manglende nyhed og i alt fald manglende
opfindelseshøjde.
6-2-1- Fra bilag 11 (Spangler et al., Acta Chir. Austriaca, 4, 89-94
(1975)) kendes en klæbning af leverbeskadigelser med godt resultat ved hjælp
af højkoncentreret fibrinogen, dvs. humant fibrinogen-kryopræcipitat
(plasma-kryopræcipitat) med et fibrinogenindhold på 72 mg pr. ml, under
anvendelse af F XIII-koncentrat (250 enheder pr. ml) og fibrinolyse-inhibitor
TrasylolR (aprotinin).
Thrombin-Ca++-opløsning anvendes som fældningsmiddel. 3 ml af denne
opløsning tilsættes lige før klæbningen 250 enheder F XIII pr. ml og 1 ml
TrasylolR, jfr. side 90. Forfatterne betoner, at man ved klæbningen med
fibrin også må tage hensyn til den lokale fibrinolytiske aktivitet af det
væv, der skal klæbes.
6.2.2. Fra bilag 1 (Spangler, 1976) kendes den med godt resultat
gennemførte vævsklæbning og lokale blodstandsning med højkoncentreret
fibrinogen-kryopræcipitat (plasma-kryopræcipitat) med en gennemsnitlig
fibrinogen-koncentration på 100 mg pr. ml. Tilsætningen af F XIII forøger
klæb ningens styrke og forsinker lysen af fibrinkoagulatet. Ved tilsætning af
fibrinolyse-inhibitor TrasylolR (aprotinin) kan fibrinolysen hæmmes
fuldstændigt. Klæberen har sårhelingsfremmende egenskaber, og klæbestoffet er
resorberbart. Der anvendes thrombin-CaCl2-opløsning som fældningsmiddel.
Fibrinogen-opløsninger indholder Alpha priori faktor XIII, jfr. side 4-6, 16
og 17.
6.2.3. Fra bilag 5 (Stemberger et al., 1978) kendes der vævsklæbning med
fibrinogenkoncentrat (fibrinklæber) med mindst 80 mg fibrinogen pr. ml
klæberopløsning samt et indhold af albumin og F XIII »in ausreichender
Menge«. Til stabiliseringen af fibrin er den i klæberen tilstedeværende
F XIII tilstrækkelig. Fibrinklæberen bringes i handelen efter at være gjort
holdbar ved dybfrysning.
6.2.4. Fra bilag 6 (firmaprospektet »Fibrinkleber Human Immuno,
Stand 11/1978«) kendes der vævsklæbning med en fibrinklæber under
anvendelse af en thrombin-CaCl2-opløsning (som fældningsmiddel) med aprotinin
(som fibrinolyse-inhibitor). Fibrinklæberen udvindes ud fra sammenbragt
humant plasma (»pool'et plasma«) - og derudfra fremstillet
kryopræcipitat. I 1 ml opløsning er der indeholdt 90 mg koagulerbart humant
plasmaprotein, dvs. fibrinogen. Det må med sikkerhed antages, at
fibrinklæberen indeholder F XIII i tilstrækkelig mængde til stabilisering af
fibrin, jfr. også udførelseseksemplerne i den fremlagte ansøgning. I modsat
fald er en hurtig forøgelse af koagelstyrken (størkning i løbet af 30-60
sekunder) ikke sikret (hastigheden for fibrindannelsen afhænger af
thrombinkoncentrationen. Bilag 6 beskriver en opløsning med 15 NIH-enheder
thrombun), jfr. også bilag 1 og 5. I bilag 6 betones det, at den nødvendige
aprotininmængde alt efter anvendelsesområdet kan variere inden for vide
grænser og afhænger af den forventede fibrinolytiske aktivitet i
klæbeområdet. Fibrinklæberen bringes dybfrossen i handelen, jfr. side 4, 8,
10 og 11.
6.2.5. Proteinsammensætningen af »Fibrinkleber Human Immuno« er
kendt fra bilag 7, Blut, 38(1), 64 (1979). Der er øjensynligt tale om den
samme klæber, som er omhandlet i bilag 1 og bilag 6. Klæberen indeholder
således ud over fibrinogen også F XIII, koldtuopløseligt globulin og albumin
i de i humant plasma-kryopræcipitat (som gængst udgangsmateriale, jfr. også
eksemplerne i den fremlagte ansøgning) tilstedeværende mængder og
mængdeforhold.
Det angives også, at man ved passende valg og dosering af
fibrinolyse-inhibitor kan styre klæbningernes holdbarhed. Efter reaktion med
thrombin i nærværelse af CaCl2 sker der også uden tilsætning af F XIII en
hurtig tværbinding af fibrin. Heraf følger nødvendigvis, at firbrinklæberen a
priori indeholder F XIII i tilstrækkelig mængde, jfr. bilag 1 og 6.
6.2.6. Bilag 2 (Vox Sang., 16, 2 (1969), tabel I) bekræfter resultaterne
fra bilag 1 og 5 samt udførelseseksemplerne i den fremlagte ansøgning, nemlig
at humane plasma-kryopræcipitat-opløsninger a priori foruden fibrinogen (610
til >2000 mg. pr. 100 ml) altid også indeholder F XIII (174 til 236
enheder pr. 100 ml), jfr. proteinanalyserne i fremlæggelsesskriftets
eksempler. Endvidere indeholder sådanne kryoprædipitater også albumin, jfr.
bilag 2, side 3, tabel II, samt fremlæggelsesskriftets eksempler.
6.2.7. Fra det ovenfor under pkt. 6.1.1.(d) citerede arbejde af Spangler
et al. kendes klæbningen med et vævsklæbestof indeholdende en
proteinase-inhibitor (dvs. en fibrinolyse- eller plasmin-inhibitor). Der
opnås fremragende resultater ved vævsklæbningen.
6.3. Det i fremlæggelsesskriftet nævnte arbjde af Matras et al. (1972),
jfr. bilag 3, er direkte nyhedsskadeligt for det i krav 1 angivne træk
betegnet a), jfr. det foregående.
Det bemækes i denne forbindelse, at man til det nyhedsskadelige indhold af
en beskrivelse af en fremgangsmåde også må henregne alt, som kan konstateres
umiddelbart og automatisk af en fagmand ved efterarbejdning af den
forbeskrevne fremgangsmåde. Det er ikke afgørende, om det slutprodukt, der
skal fremstilles, i det forbeskrevne materiale er beskrevet i alle
enkeltheder, eller om de automatisk opnåede resultater virker overaskende ved
efterarbejdningen.
Fremstillingen af et kaninplasma-kryopræcipitat (gruppe I) ifølge det i
ansøgningen citerede arbejde af Matras et al. (1972), side 518, se bilag 3,
er blevet efterarbejdet af indsigerne.
Matras et al. fandt i kaninplasma-kryopræcipitatopløsningen 44,5 mg
totalprotein pr. ml og 31 mg fibrinogen pr. ml.
Ved efterarbjdningen blev der fundet et totalproteinindhold på 31,6-39,3
mg/ml og 25,2-31,0 mg fibrinogen pr. ml. Den analytiske bestemmelse af faktor
XIII svarende til angivelserne i fremlæggelsesskriftet gav resultatet 7,5
enheder pr. ml. forholdet mellem faktor XIII-enheder og gram fibrinogen
andrager altså ca. 242 til ca. 298. herudover konstateredes der et indhold af
plasmin-inhibitoren a2-antiplasmin svarende til 7-10 KIE/ml. Denne
bestemmelse blev udført med testsættet
»Berichrom-Alpha2-Antiplasmin«. Værdierne blev angivet i
normalprocent, beregnet på et humant standardplasma med 100% a2-antiplasmin.
Resultaterne fremgår af tabel I; det ses endvidere, at der ikke var nogen
signifikant forskel på humant og animalsk (kanin) kryopræcipitat.
Tabel I
Sammenlignende analyse af to kryopræcipitater fra kaninplasma og
humanplasma
- fremstilling ifølge Matras -
(bilag 3)
---------------------------------------------------------------------
Kanin 170884 Kanin 170884 Human
Forsøg I Forsøg II 13094
---------------------------------------------------------------------
Totalprotein 31 mg/ml 39 mg/ml 41 mg/ml
iflg. Kjeldahl
mg/100 ml 3160 3920 4160
Fibrinogen 25 mg/ml 31 mg/ml 33 mg/ml
- koalerbart protein 2520 3100 3340
Kjeldahl, mg/100 ml = 79,7% = 79,1% = 80,3%
- Clauss-test - - -
mg/100 ml
Faktor XIII
- E/100 ml 750 750 730
- E/g Fibrinogen 298 242 219
Mikrozone-elektroforese
- Fibrinogen mg/100 ml 2190 2948 3490
- Fibronectin* mg/100 ml 291 223 480
- Albumin mg/100 ml 455 490 150
Plasma-inhibitor
- Alpha2 AP KIE/ml 7 10 8,3
Anm.: * Fibronectin = i kulden uopløseligt globulin (CIG)
Dokumentation kan fremskaffes ved hjælp af laboratoriejournaler.
Ud fra resiætaterme af mikrozone-elektroforesen iflg. tabel I fås et
vægtforhold fibrinogen: CIG:albumin (i totalproteinet = 100) som følger:
forsøg I: 67,8:8:9:14; forsøg II: 76,6:5,8:12,7.
6.4. Ifølge krav 2 fremstilles vævsklæbestoffet fremstillet ifølge krav 1
ved behandling af plasma-kryopræcipitat med en pufferopløsning med den
angivne sammensætning, fjernelse af i kulden opløseligt plasmaprotein og
opløsning af det rensede bundfald.
Ifølge angivelserne i fremlæggelsesskriftet skal behandlingen, dvs.
elueringen eller vaskningen, af plasma-kryopræcipitatet gennemføres med
pufferopløsningen »indtil der er opnået det ønskede forhold af faktor
XIII til fibrinogen«. Ifølge eksemplerne er en enkelt behandling dog
øjensynligt tilstrækkelig. Det nævnes ikke, hvor længe behandlingen skal
udføres, og hvilke i kulden opløselige plasmaproteiner, der skal fjernes.
Fjernelsen af disse plasmaproteiner kan i øvrigt ikke have nogen indflydelse
på værdiern for vægtforholdet mellem faktor XIII og fibrinogen i
vævsklæbestoffet.
6.4.1. Fremgangsmåden ifølge krav 2 i fremlæggelsesskriftet er blevet
efterarbejdet af indsigerne. Ifølge undersøgelser under ledelse af professor,
Dr. N. Heimburger i Abteilung Blutgerinnung und Fibrinolyse ved Behringwerke
AG er pufferbehandlingen af plasma-kryopræcipitatet ifølge krav 2 ikke nogen
væsentlig, kritisk foranstaltning til fremstilling af en fibrinklæber med
kendetegnet a), jfr. det i det foregående anførte. Forsøgene har nemlig vist,
at vaskningen af plasma-kryopræcipitatet med pufferopløsningen ikke ændrer
noget ved kendetegnet a).
Metodik:
Fra ved -20 graderC holdt plasma-kryopræcipitat fra plasma fra firmaet
Community - opnået ud fra sammenbragt humanplasma - udtages der to gange hver
gang 60 g, der betegnes som delmængderne 12 09 84 a og 12 09 84 b.
Delmængden a gøres flydende i vandbad ved 37 graderC, og det uopløselige
materiale skilles fra ved centrifugering (30.000-35.000 G i 1 time). Den
ovenstående væske fyldes på flasker og gøres holdbar indtil afprøvning ved
indfrysning til - 20 graderC.
Delmængden b behandles ved 2 graderC med 600 ml af en pufferopløsning
ifølge udførelseseksempel 1 i ansøgning nr. 655/80 (pr. liter: 6,6 g
trinatriumcitrat, 2H2O; 3,4 g NaCl; 10 g glycin; 13 g glucose, H2O; 50.000
KIE aprotinin; 200 IU heparin; pH=6,5). (NB: pufferopløsningen adskiller sig
fra pufferopløsningen ifølge den foreliggende ansøgning blot ved det
yderligere indhold af heparin; dette indhold har imidlertid ifølge tabel II
ingen indflydelse på analyse-resultatet). Efter behandlingen centrifugeres
kryopræcipitatet ved 2 graderC (3500-4000 G; 20 min.). Den dannede fældning
gøres flydende i vandbad ved 37 graderC, og det uopløselige materiale skilles
fra ved centrifugering. Den ovenstående væske fyldes på flasker og gøres
holdbar indtil afprøvning ved indfrysning til - 20 graderC.
Efter denne behandling foreligger der:
Kryopræcipitat 12 09 84 a (ubehandlet), 53 gram, og
kryopræcipitat 12 09 84 b (pufferbehandlet), 54 gram.
Resultaterne af de analytiske bestemmelser fremgår af den følgende tabel
II. Der bestemtes totalprotein, fibrinogen, faktor XIII, albumin, i kulden
uopløseligt globulin (CIG) og a2-antiplasmin (en i plsma naturligt
forekommende plasmin-inhibitor).
Tabel II
Sammenligning mellem ubehandlet kryopræcipitat (a) og pufferbehandlet
kryopræcipitat (b)
---------------------------------------------------------------------
Kryopræcipitat Kryopræcipitat
12 09 84 a (pufferbehandlet)
12 09 84 b
---------------------------------------------------------------------
Totalprotein
- iflg. Kjeldahl
mg/ml 120,0 115,8
Fibrinogen
- iflg. Clauss
mg/ml 75,0 71,0
F XIII
- E/ml 11,4 10,0
- E F XIII/g Fibrinogen 152 141
I kulden uopløseligt globulin,
fibronectin
- mg/ml 25,3 29,3
Albumin
- mg/ml 6,5 3,1
Alpha2-antiplasmin
- KIE/ml 64 100
---------------------------------------------------------------------
Det ses af tabel II, at pufferbehandlingen af plasma-kryopræcipitatet ikke
fører til nogen signifikant ændring af totalprotein-fibrinogen-, faktor
XIII-, albumin-, CIG- og Alpha2-antiplasminmængden eller -koncentrationen.
Yderligere forsøg med det ubehandlede kryopræcipitat a og det
pufferbehandlede kryopræcipitat b har ført til praktisk taget de samme
tværbindelighedsegenskaber og overrivningsstyrker ved vævsklæbninger, jfr. de
følgende afsnit 6.4.2. og 6.4.3.
6.4.2. Tværbindingen af fibrinmonomere med faktor XIII gennemføres ved
SDS-polyacrylamid-gelelektroforesen ifølge angivelserne i
fremlæggelsesskriftet. Herved kan det tydeligt konstateres, at Y-kæden med
tiltagende inkubationstid forsvinder relativt hurtigt og fremkommer i form af
Y-dimeren som langsommere bånd svarende til den højere molekylvægt.
Tilsvarende gælder for Alpha-kæden. Der kan ikke konstateres nogen forskel
mellem ubehandlet kryopræcipitat a og pufferbehandlet kryopræcipitat b.
6.4.3. De ovennævnte prøver 12 09 84 a og b er under ledelse af Dr. Hj.
Ronneberger i Abteilung Pharmakologie und Toxikologie ved Behringwerke AG
blevet anvendt ved et forsøg til påvisning af belasteligheden af med disse
prøver udførte vævsklæbninger hos rotter efter 1 og 24 timer. Ved disse
forsøg blev der fra voksne rotter udtaget stykker af huden, som derpå blev
påklæbet under anvendelse af prøverne a og b. Dernæst bestemtes med et
træktestsystem de kræfter, der krævedes til igen at løsne de igen påklæbede
hudstykker.
1 time efter vævsklæbningen krævedes der gennemsnitligt følgende kræfter
(vægt) til løsning af hudstykkerne:
Kryopræcipitat 12 09 84 a (ubehandlet): 268,0+/-62,7 g
Kryopræcipitat 12 09 84 b (pufferbeh.): 229,1+/-59,5 g
24 timer efter vævsklæbningen krævedes der gennemsnitligt følgende kræfter
(vægt) til løsning af hudstykkerne:
Kryopræcipitat 12 09 84 a (ubehandlet): 406,8+/-121,7 g
Kryopræcipitat 12 09 84 b (pufferbeh.): 401,6+/-122,0 g
Ud fra de opnåede værdier er der ingen signifikant forskel mellem
kryopræcipitaterne (beregning efter »Student's t-metoden«.
Der er statistisk ingen forskel mellem det ubehandlede kryopræcipitat
ifølge teknikkens stade og det ifølge krav 2 i fremlæggelsesskriftet
behandlede kryopræcipitat.
Dokumentation kan fremskaffes ved hjælp af laboratoriejournaler.
6.4.4 Til sammenligning af sammensætningen ved vævsklæbestoffet
fremstillet ifølge fremlæggelsesskriftet er der blevet udført analyser af
kryopræcipitater - fremstillet fra plasma-enkeltdonorer - og kryopræcipitater
fra pool-præparater.
Kryopræcipitater hidrørende fra enkeltdonorer:
Nr. 1 Donor 312 053 SA 101430 722 ml plasma
- 2 »» 312 051 SA 03969 618 »» »»
- 3 »» 312 064 SA 101354 756 »» »»
- 4 »» 312 072 SA 12739 644 »» »»
- 5 »» 312 061 SA 11968 659 »» »»
Plasmapræparaterne hidrørte fra en sending fra firmaet Sera Tec og havde
blodtype O.
Pool-præparaterne fra ca- 4500 enkeltdonorer svarende til ca. 3000 liter
plasma:
Nr. 6 Roh-Kryo 27.1.1984 Baden-Baden
- 7 Roh-kryo B 15012 Flavine, mannheim
- 8 Roh-Kryo B 15015 DRK, Frankfurt
- 9 *) Roh-Kryo B 10050 Breitscheik, Seroplast, Kiel, Nurnberg
- 10 *) Roh-kryo B 10054 Associated
*) fremstillet hos Behringwerke A fra plasma fra de angivne leverandører.
Kryopræcipitaterne blev udvejet og opløst i forholdet 10 g kryopræcipitat
til 1 ml isotonisk NaCl-opløsning (0,15 mol/1) plus glycin ved 37 grader C;
glycin-slutkoncentrationen var 2%.
Alle kryopræcipitater opløstes fuldstændigt; endnu tilstedeværende
uklaheder, f.eks. fra fedtandele, blev fraskilt ved centrifugering (30.000
G).
Der blev udført følgende analyser af de klarede opløsninger:
1. Totalprotein iflg. mikro-Kjeldahl efter 1:10-forfortynding med
isotonisk NaCl-opløsning.
2. Koagulerbart protein iflg. Clauss-test efter 1:10-forfortynding med
isotonisk NaCl-opløsning og viderefortynding med barbital- puffer (Behring)
indeholdende 10 mmol tri-Na-citrat pr. liter.
3. Faktor XIII ved hurtigtest analogt med DK-PA 656/80 efter
1:10-forfortynding i isotonisk NaCl-opløsning.
4. a2-Antiplasmin (a2Apl) med Berichrom-testsæt efter 1:10- forfortynding
med isotonisk NaCl-opløsning (bedømmelse i normprocent). Omregning af
normprocenten til KIE/ml efter molvægte (70.000 for a2Apl og 6500 for
aprotinin) og antagelse af støkiometriske 1:1-reaktioner: 100% af norm (70
microg a2Apl/ml) = 50 KIE eller 7 microg aprotinin pr. ml.
5. I kulden uopløseligt globulin ved radial immunodiffusion (RID) efter
1:10-forfortynding med isotonisk NaCl-opløsning.
6. Albumin ved RID efter 1:2-forfortynding med isotonisk NaCl-opløsning.
Forfotyndingerne var nødvendige til undgåelse af pipettefejl ved disse
højviskose opløsninger.
Analyseresultaterne er sammenfattet i den følgende tabel III:
Tabel III
---------------------------------------------------------------------
Enkeltdonorer Pool-præparater
---------------------------------------------------------------------
Kryopræcipitat nr. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 MW
---------------------------------------------------------------------
Totalprotein
mg/ml 131 123 117 125 134 128 136 135 128 121 128
Fibrinogen
mg/ml 85 85 85 75 86 82 104 96 76 85 86
Faktor XIII
E/ml 8,6 5,7 4,3 5,7 11,4 14,2, 8,5 11,4 7,1 4,2 8,1
Faktor XIII
E/g Fibrinogen 101 67 51 76 132 173 82 119 93 49 94
a2-Antiplasmin
KIE/ml 28 26 24 18 22 22 15 28 20 34 24
Koldt uopl. globulin
mg/ml 22 21 15 37 26 43 14 35 39 19 27
Albumin
mg/ml 13 10 10 10 11 10 11 11 11 13 11
---------------------------------------------------------------------
Kryopræcipitat er såldeds karakteriseret ved følgende træk:
1. a) indeholder mindst 4,2 E Faktor XIII/ml, gennemsnitligt 8,1 E Faktor
XIII, og fibrinogen mindst 75 mg/ml, idet forholdet mellem Faktor XIII pr. g
fibrinogen mindst er 49, i gennemsnit 94.
b) indeholder plasmin-inhibitoren a2-antiplasmin i en mængde på 15-34
KIE/ml;
2. indeholder koldt uopløseligt globulin;
3. indeholder albumin, idet fibrinogen, koldt uopløseligt globulin og
albumin foreligger i vægtforholdet 75-104:14-43:10-13.
Dokumentation kan fremskaffes ved hjælp af laboratoriejournaler.
6.5 Sammenfatning; teknikkens stade
Af den kendte teknik fremgår følgende:
Det ifølge den fremlagte ansøgning i krav 1 og 2 fremstillede
vævsklæbestof er intet andet end en gængs fibrinogen-krypræcipitatopløsning
eller plasma-kryopræcipitatopløsning, blot udtrykt ved hjælp af de kendte
væsentlige bestanddele F XIII, fibrinogen og plasmin-inhibitor a2-antiplasmin
(samt eventuelt koldt uopløseligt globulin og albumin) i de kendte resp. ved
rutinemetoder fastlæggelige mindstemængder og mængdeforhold.
Tilsætning af fibrinolyse-inhibitoren aprotinin ifølge krav 1 er således
forbeskrevet i de under pkt. 6.1.1 (d) nævnte bilag, at fagmanden kan gå frem
som angivet og kan forvente at opnå ansøgernes resultat.
Vævsklæbestoffet fremstillet ifølge ansøgningen er blevet anvendt åbenlyst
før prioritetsdatoen, jfr. det allerede herom anførte.
7. Opfindelseshøjde
Selv om man ville anerkende den påståede opfindelses nyhed, adskiller den
sig i alt fald på ingen måde væsentligt fra det kendte.
7.1. For en fagmand med den på prioritetsdatoen relevante viden, jfr. det
fremdragne, var det uden opfinderisk indsats muligt at fremstille en
fibrinklæber ifølge ansøgningen på basis af den nævnte relevante viden.
Det skal endnu en gang fremhæves, at der til de kendte fibrinogen-F
XIII-klæberkomponenter i form af fibrinogen-kryopræcipitat eller
plasma-kryopræcipitat med kendt eller uden videre bestemmeligt indhold af
fibrinogen, faktor XIII, albumin og koldt uopløseligt globulin ud over det
naturlige indhold svarende til krav 1 yderligere tilsættes en
fibrinolyse-inhibitor. Fibronolyse-inhibitorer og deres-virkning i
forbindelse med fibrinklæbere var ligeledes kendt. Området fra 20 til 2000
KIE pr. ml klæber giver sig selv ud fra den varierende fibrinolytiske
aktiviteter af de væv, der skal sammenklæbes. De kendte indholdsstoffer i
kryopræcipitatet udtrykkes talmæssigt m.h.t. deres mængder og mængdeforhold.
Ved anvendelsen har man grebet tilbage til den kendte fysiologiske proces i
slutfasen af blodkoagulationen.
Kombinationen af et kendt fibrinogen-kryopræcipitat eller
plasma-kryopræcipitat med kendetegnene ifølge a) i krav 1 (se punkt 4.1.) i
ansøgningen med en fibrinolyse-inhibitor i en til hæmning af fibrinolysen
tilstrækkelig mængde (20-2000 KIE pr. ml, jfr. kendetegnet b), se pkt. 4.1.)
er en gennem åbenlys udøvelse og på baggrund af den i det fremdragne
indeholdte kendte teknik overmåde nærliggende, ganske triviel foranstaltning,
når man ønsker at udvikle et fribrinogen-F XIII-thrombin-system, der skal
give en hurtig klæbning med høj styrke og bestandighed mod fibrinolyse, jfr.
navnlig de under pkt. 6.1.1. d) nævnte trykskrifter.
7.2. Ifølge krav 2 i den fremlagte ansøgning kan det opløste rensede
bundfald gøres holdbart ved dybfrysning.
Som anført under pkt. 6.2.3. og 6.2.4. er fibrinogen-kryopræcipitat
(fibrinogen-koncentrat), der er gjort holdbart ved dybfrysning, kendt. Dette
gælder også for vævsklæberen ifølge bilag 6. Foranstaltningen ifølge krv 2 er
ikke opfinderisk, fordi den ikke medfører nogen overraskende resultat.
Fibrinklæbere med de ønskede egenskaber i henhold til den fremlagte ansøgning
var kendt på prioritetstidspunktet.
8. Efter indsigerenes opfattelse er fremgangsmåden ifølge den fremlagte
ansøgning nr. 656/80 altså ikke patenterbar. Denne opfattelse komme også til
udtryk i en østrigsk »Gutachten« af 14. januar 1987 (bilag 12),
idet det bemærkes, at AT-PT 359.653 svarer til den foreliggende ansøgning nr.
656/80 (151.611 B). Som man vil se, er Technische Abteilung XVI ved den
østrigske patentmyndighed ikke i tvivl om, at den for en patenterbar
opfindelse fornødne opfindelseshøjde ikke er til stede.
Den fremlagte ansøgning må herefter afslås i overensstemmelse med vor
allerede fremsatte påstand.'
I skrivelse af 26. september 1988 imødegik ansøger indsigelsen og påstod
principalt udstedelse af patent på basis af de fremlagte patentkrav,
subsidiært på basis af følgende krav:
»1. Fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af
humane eller animalske proteiner fra blod, med et indhold af fibrinogen og
faktor XIII, k e n d e t e g n e t ved, at der i en fibrinogenholdig
blodplasmafraktion indstilles et faktor XIII-indhold på mindst 7 enheder/ml
og et fibrinogen-indhold på mindst 70 mg/ml, hvorhos koncentrationsforholdet
af faktor XIII til fibrinogen, udtrykt i enheder af faktor XIII pr. gram
fibrinogen, udgør mindst 80, og blodplasmafraktionen tilføres aprotinin, i en
mængde på 20-2000 KIE pr. ml samt eventuelt en koldtuopløseligt globulin
og/eller albumin.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at der fra et
fibrinogenholdigt plasma-kryopræcipitat ved een eller flere behandlinger med
en pufferopløsning, som indeholder aprotenin samt eventuelt glycin og
glucose, fjernes koldt opløseligt plasmaprotein, det rensede bundfald opløses
og i givet fald gøres det opløste rensede bundfald holdbart ved dybfrysning.
Ansøger anførte endvidere bl.a. følgende:
ad 6): Den kendte tekniks stade
Det under patentansøgningens behandling fra ansøgers side angivne og
beskrevne stade for den kendte teknik er efter ansøgers mening korrekt og
fuldstændig. Det i indsigelsen fremførte materiale komme ikke genstanden for
den foreliggende opfindelse nærmere end det i bskrivelsesindledningen omtalte
materiale.
ad 6.1: Vævsklæbestoffets nyhed
Der har ikke fundet en forbenyttelse af det omhandlede vævsklæbestof sted
i et sådant omfang, at andre sagkyndige, nemlig industrikemikere på området
plasmaproteiner, blodkoagulation og fibrinolyse, kunne få kendskab til
sammensætningen af de af IMMUNO AG til kliniske forsøgsformål til rådighed
stillede vævsklæbestoffer. Indsiger har ikke kunnet sandsynliggøre og da slet
ikke bevise noget sådant. Faktisk var de vævsklæbestoffer, som blev stillet
til rådighd af IMMUNO til klinisk afprøvning, kun forstadier for de nu ved
fremgangsmåden ifølge opfindelsen beskyttede sammensætninger. Under de
kliniske forsøg blev klæbestoffernes sammensætning varieret og optimeret
flere gange for at finde de optimale egenskaber, der nu er anført i
patentkravene. Disse forstadier for det ifølge opfindelsen fremstillede
vævsklæbestof blev dengang, uagtet deres sammensætning, f.eks. betegnet som
»fibrinogenkoncentrat«, »fibrinogen-kryopræcipitat« eller
»fibrinklæbestof«.
ad 6.1.1:
I intet af de nævnte litteratursteder er der konkrete angivelser
vedrørende vævsklæbestoffets sammensætning, som svarer til de i patentkrav 1
angivne træk.
Endvidere er T. Seelich's beretning, bilag 8, offentliggjort efter den
foreliggende ansøgnings prioritetsdato, hvorfor der ikke gås på dette, se
også ovenfor.
ad 6.1.2:
Som allerede anført blev vævsklæbestoffer fra IMMUNO AG (med ikke
deklareret sammensætning) før prioritetsdatoen overgivet til afprøvning af
tredjemand, nemlig kirurger og forskere på institutter for kirugi. Disse
kirurger og forskere på institutter for kirugi. Disse kirurger kan
imidlertid, som indsiger selv har anført i punkt 5 i indsigelsen, ikke
betegnes som gennemsnitsfagfolk. Erfaringsmæssigt er det endvidere yderst
usandsynligt, at kirurger analyserer produkter, som man stiller til rådighed
for dem. Det er sædvanligvis tilstrækkeligt for dem at få en brugsanvisning
og en henvisning til mulige bireaktioner. I denne sammenhæng er oprindelsen
helt sikkert af betydning (human eller animalsk), men ikke den nøjagtige
sammensætning. Det er heller ikke rigtigt, at disse vævsklæbestoffer er
belvet overgivet uden nogen begrænsning. Alene ud fra fortrolighedsforholdet
mellem IMMUNO AG og de i betragtning kommende kirurger eller forskere må det
antages, at en videregivelse til en vilkårlig tredjemand er udelukket.
Selvom der på prioritetstidspunktet eller allerede før dette kendtes
pålidelige metoder til bestemmelse af faktor XIII og fibrinogen og
plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor, totalt protein og
albumin, så kan dette analysekendskab ikke forudsættes for kirurger. I øvrigt
kendtes på prioritetstidspunktet ingen metode til kvantitativ bestemmelse af
tværbindingsgraden af fibrin-a- og fibrin-y-kæderne. Disse metoder blev
udviklet af IMMUNO AG er offentliggjort i litteraturen efter den foreliggende
ansøgnings prioritetsdato.
ad 6.1.3:
Den følgeslutning, at det før prioritetsdatoen klinisk afprøvede
vævsklæbestof »må ... have svaret« til sammensætningen bskrevet i
krav 1, er på ingen måde tillaelig. Som anført ovenfor blev der ved flere
ganges variation af sammensætningen fundet det optimum, der nu svarer til det
i kravene angivne.
Det er heller ikke rigtigt, at det ville være ligegyldigt, om
fibrinolyseinhibitoren er inkorporeret i et vævsklæbestof eller først
tilsættes ved klæbningen med thrombinopløsningen, jvf. det i forbindelse med
bilag 9 angivne.
Det er i og for sig rigtigt, at der i indsigers bilag 10 beskrives en
applikationsmetode, hvori Tissucol-fibrinklæberen anvendes sammen med en
anden opløsning, der indeholder aprotinin, calciumioner og thrombin. Dette
udsagn udelukker på den ene side ikke, at også klæbestofkomponenten selv, som
beskrevet i den foreliggende opfindelse, indeholder aprotinin, og er på den
anden side heller ikke nogen henvisning til, at det er ligegyldigt, hvilken
metode, der anvendes. Den ifølge opfindelsen angivne arbejdsmåde er mere
fordelaftig og at foretrække, idet der ved den separate tilsætning af
aprotinin til vævsklæbestofopløsningen kan forekomme en uhomogen fordeling af
inhibitoren og dermed en ukontrolleret virkning.
Ad 6.2: Teknikkens stade ifølge det fremdragne materiale
Der er allerede en gang taget stilling til disse litteratursteder. Det
anførte viser, at et vævsklæbestof med trækkende fra krav 1 ikke kan udledes
heraf.
Til supplering kan endvidere anføres:
ad 6.2.1:
I bilag 11 er der, som allerede nævnt, beskrevet et klæbestof, hvori kun
et deltræk ved krav 1, nemlig et fibrinogenindhold på mindst 70 mg/ml, er
opfyldt. Indsigers fortolkning er ikke korrekt, fordi der, når man blander
det fibrinogenholdige klæbemiddel fra bilag 11 med thrombinopløsningen, ikke
resterer noget fibrinogen, men derimod en fibrinclot, der ikke kan anvendes.
man kan ikke betegne en blanding af fibrinogen-kryopræcipitat og thrombin som
vævsklæbestof.
Man kan heller ikke tale om en thrombin-Ca2+-opløsnings faktor
XIII-indhold, da faktor XIII i en sådan opløsning fortløbende og meget
hurtigt omdannes til den aktiverede form faktor XIIIa, der imidlertid er
mindre stabil i opløsning henholdsvis igen inanktiveres af thrombin i en
yderligere reaktion (jvf. f.eks. L. LORAND et al: »Faktor XIII: Fibrin
Stabilizing Factor«, Progr. hemost. Thromb. 5, 245-290, 1980, D.C.
Triantaphyllopoulos: »The inactivation of factor XIII during blood
coagulation«, Thromb. Res. 3, 241-250, 1973), kopi vedlagt.
Bortset herfra kan ingen af de i patentkravene angivne mængdeforhold
udledes af bilag 11. I bilag 11 er der nemlig ikke angivet noget
blandingsforhold. Selv hvis man antager, at kryopræcipitatet og den faktor
XIII-holdige (mere korrekt: faktor XIIIa-holdige) thrombinopløsning blandes i
et mængdeforhold på 1:1, hvilket ikke er angivet der, så ville man, uagtet
den kendsgerning, at blandingen ikke er stabil, men straks koagulerer, ikke
komme til et indhold på mindst 70 mg fibrinogen. Dette skyldtes, at når et
faktor XIII-koncentrat med 250 enheder opløstes i 3 ml og thrombinet udelades
- når altså 1 (m3) med 80,3 enheder faktor XIII/ml blandes med 1 ml
fibrinogen på 72 mg - er der i denne opløsning kun fibrinogen i en mængde på
36 mg/ml, altså mindre end den i fremlæggelsesskriftet angivne mængde på 70
mg/ml.)
Trasylol sættes ikke til den fibrinogenholdige klæbestofkomponent, men til
en højkoncentreret thrombinopløsning. Tilsætningen af faktor XIII og af
inhibitoren til denne thrombinopløsning er imidlertid ufordelaftig, idet der
ved sammenføring af disse komponenter indtræder en omgående koagulation på
grænsefladen mellem de opløsninger, der skal blandes, med heraf følgende
inhomogen fordeling, jvf. det ovenfor anført i forbindelse med bilag 9.
En yderligere ulempe ved det i bilag 11 beskrevne klæbesystem ligger i, at
opløsninger af faktor XIIIa er lidet stabile i modsætning til opløsninger af
faktor XIII. Det er derfor ugunstigt at aktivere faktor XIII allerede før
anvendelsen.
ad 6.2.2 bilag 1:
Som allerede anført drejer det sig her om et trekomponentsystem, der
ligger fjernt fra det ifølge fremlæggelsesskriftet fremstillede
vævsklæbestof. De i fremlæggelsesskriftet angivne mængdeforhold ville ikke
engang blive opfyldt, hvis man blandede kryopræcipitatet ifølge punkt 1, side
4, venstre spalte, med faktor XIII ifølge punkt 3, side 4, højre spalte. Der
ville fremkomme en blanding med mindre end 30 mg fibrinogen per ml.
Vævsklæbstoffet ifølge punkt 1 indeholder heller ingen inhibitor.
Den iagttagelse (side 6, første spalte, Ergebnisse og side 16, anden
apalte foroven), at fibrins opløselighed i 5 molær urinstofopløsning var
forskellig ved anvendelse af flere fibrinogenopløsninger, viser blot, at
nogle opløsninger ikke er fuldstændigt frie for faktor XIII.
Allerede spor af faktor XIII i en fibrinogenopløsning er nemlig nok til at
gøre en derudfra opnået fibrinclot uopløselig i 5 molær urinstofopløsning, se
også det ovenfor anførte vedrørende bilag 5.
For et vævsklæbestof, der svarer til alle fordringer, ville et så lavt
faktor XIII-indhold imidlertid være fuldstændigt utilstrækkeligt. I bilag 1,
Spangler, berettes ganske vist i sammendraget om eksperimentelle
undersøgelser og kliniske erfaringer med et klæbesystem, der består af tre
komponenter, nemlig fibrinogen-kryopræcipitat, thrombin og faktor XIII, og
der anføres som fordele ved dette system vellykket blodstandsning, god
klæbeevne i vævet, elastisk konsistens, god vævsforligelighed og fuldstændig
resorberbarhed. Denne positive vurdering er imidlertid rent subjektiv og
taber i betydning ved sammenligning med vævsklæbestoffet fremstillet ifølge
opfindelsen, især i forbindelse med en af de krævede egenskaber, nemlig
klæbningernes høje belastningsevne. Sammenligningsdataene viser nemlig, at
vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen ved vævsklæbninger har en 10
gange (!) højere belastningsevne end det af Spangler beskrevne klæbesystem,
hvilket vises i det følgende.
Spangler beskriver side 4, anden spalte, andet afsnit, om
rottehudklæbninger, nemlig ringformede autologe hudtransplantater med en
diameter på 2,5 cm svarende til en flade på 4,9 (cm2). Der opnåedes derved
styrker på over 300 g, svarende til 61 g/(cm2).
Denne angivelse er i og for sig intetsigende, da det ikke af Spangler
blevet angivet, efter hvilken reaktionstid denne styrke blev opnået. Den
relevante reaktionstid fremgår af en anden, med (51) betegnet publikation fra
Spangler, nemlig Wiener klin. Wochenschrift, 85, 827-829, 1973, der iøvrigt
også blev anført af ansøger som teknikkens standpunkt (= bilag 4 fra
indsiger). Deraf fremgår, at værdier over 300 g først blev opnået efter 8
timers forløb (gruppe A), henholdsvis 4 timers forløb (gruppe B) (se tabel 2,
side 5, middelværdier). Efter en halv times forløb opnåedes styrker på 119
henholdsvis 109 g, hvilket svarer til 24, henholdsvis 22 g/(cm2). Ud fra
disse værdier i kombination med afbildning 1, hvoraf fremgår, at
styrketilvæksten forløber næsten lineært i den første time, opnås
styrkeværdier efter 10 minutter på ca. 8 g/(cm2). De ovenfor angivne værdier
kan aflæses af Spangler-publikationen, Wiener klinischen Wochenschrift, hæfte
50, 1973, side 828, nemlig ud fra tabel 2 og afbildning 1 som vist nedenfor:
Spangler-værdierne er meget lave i sammenligning med de heri senere
beskrevne forsøg (tabel 3). Forsøg 3 blev gennemført for at sammenligne
rottehudklæbningens styrke, på den ene side med et sædvanligt kryopræcipitat,
på den anden side med vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen.
Sidstnævnte gav en signifikant overlegenhed i forhold til kryopræcipitatet. I
forsøg 3 blev ringformede rottehudstykker klæbet sammen, ligesom hos
Spangler, og efter et vist tidsrum underkastet belastningsforsøg. De i forsøg
3 anvendte ringformede hudstykker havde en diameter på 9 mm, svarende til en
flade på 0,636 (cm2). Omregner man styrken til pond/(cm2) og sammenligner med
Spangler (hos Spangler g/(cm), så fremkommer følgende sammenligningsværdier:
Klæbning med Belastningsevne (styrke)
efter 10 minutter (pond/(cm2)
Klæbesystem ifølge Spangler ca. 8
Kryopræcipitat ca. 27
Vævsklæbestof svarende til
fremlæggelsesskriftet ca. 84
Der kan således ikke på nogen måde være tale om, at de i det foreliggende
fremlæggelsesskrift angivne og opnåede egenskaber allerede var opfyldt på
teknikkens standpunkt. Tværtimod viser disse sammenligningsdata endnu engang
på anden måde, at det af Spangler anvendte kryopræcipitat i bedste fald var
et forstadium for vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen.
ad 6.2.3 til 6.2.5
Der er allerede blevet taget stilling til de heri nævnte bilag 5, 6 og 7 i
det foregående.
ad 6.2.6
Der er også allerede blevet taget stilling til bilag 2, hvormed vises, at
plasmakryopræcipitatet ikke opfylder trækkene ved krav 1.
De af indsiger nævnte proteinanalyser i eksemplerne i
fremlæggelsesskriftet angår naturligvis vævsklæbestoffer fremstillet ifølge
opfindelsen og ikke et kryopræcipitat. En sammenligning mellem de i bilag 2
indeholdte analyseværdier og eksemplerne fra fremlæggelsesskriftet viser
særligt tydeligt forskellen mellem et kryopræcipitat og vævsklæbestoffet
fremstillet ifølge opfindelsen.
ad 6.2.7
I intet af de under 6.1.1 (d) citerede arbejder er der beskrevet et
vævsklæbestof med trækkene ifølge krav 1, der indeholder en
plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor
(fibrinolyse-inhibitor). I bedste fald blev der først tilsat en inhibitor ved
klæbningen sammen med en thrombinopløsning eller som separat opløsning.
Heller ikke i bilag 9 er der beskrevet et vævsklæbestof, der indeholder en
inkorporeret inhibitor.
Hvis man læser citatet nøje, så hedder det side 250, tredje afsnit:
»...wurde bei der Klebung an der Leber dem Klebstoff eine
entsprechende Menge eines handelsublichen proteinasen-Inhibitors
zugesetzt«, dvs. der blev ikke anvendt et klæbestof, der a priori
indeholder inhibitoren.
Iøvrigt har samme forfatter, H.P. Spangler, endnu to år senere anvendt et
trekomponentsystem (se bilag 6), og var åbenbart ikke klar over ulemperne ved
denne fremgangsmåde. Med det af Spangler beskrevne system opnåedes 10 gange
dårlige styrker ved rottehudsklæbninger end med vævsklæbestoffet fremstillet
ifølge opfindelsen, som allerede anført ovenfor i forbindelse med punkt
6.2.2.
I indsigelsen er der fra side 13 omtalt »efterarbejdninger«,
herunder en efterarbejdning af den af Matras beskrevne fremgangsmåde, der
ifølge ansøgers opfattelse, ligesom selve Matras-artiklen, ikke har nogen
relevans for de foreliggende patentkrav. Således er fibrinogenindholdet i
disse forsøg 25,2 mg/ml, 31,0 mg/ml eller 33,4 mg/ml. Denne efterarbejdning
er et yderligere bevis for, at man på daværende tidspunkt med de sædvanlige
metoder opnåede kryopræcipitater med under ingen omstændigheder mere end 50
mg/ml fibrinogen.
Hvad angår de påståede resultater af efterarbejdningen af fremgangsmåden
ifølge opfindelsen ifølge krav 2 (bemærk, at der i eksemplerne 3-8 endvidere
er beskrevet andre fremgangsmåder), der er anført fra side 15 i
indsigelsesbegrundelsen, så skal der herimod indvendes, at den anvendte
arbejdsmåde ikke er angivet.
Som bevis herfor belyses den nøjagtige arbejdsmåde, der fører til det
ifølge opfindelsen opnåede nye resultat, ved hjælp af to parallelforsøg.
Forsøg 1
Ca. 87 l (268 enkeltdononer) humant, ved -20 graderC dybfrosset frisk
plasma blev opvarmet til +2 graderC. Det dannede kryopræcipitat blev fraskilt
ved 20 minutters centrifugering ved ca. 1200 g og 2 graderC, og der blev
udtaget nogle prøver, som blev lagret ved -20 graderC. Hovedmængden af
kryopræcipitatet blev behandlet (vasket) med 22 l af en pufferopløsning
indeholdende 6,6 g Na3citrat.2H2O, 3,4 g NaCl, 10,0 g glycin, 13,0 g
glucose.1H2O og 50.000 KIE aprotinin per l og en pH-værdi på 6,5 ved +2
graderC og endnu en gang centrifugeret. Det fraskilte bundfald blev
flydendegjort ved opvarmning til 37 graderC, fyldt i slutbeholdere og lagret
ved -20 graderC.
På det efter den første centrifugering opnåede kryopræcipitat og det efter
vask og endnu en centrifugering opnåede vævsklæbestof gennemførtes følgende
bestemmelser:
Samlet protein
Fibrinogen
Kuldeuopløseligt globulin (CIG)
Albumin
Faktor XIII
Fibrin-a-kædernes tværbindingsevne.
Fremstillingen af kryopræcipitatet og dermed vævsklæbestoffet fremstillet
ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen blev gentaget i en yderligere
opstilling (forsøg 2) på analog måde, og de beskrevne undersøgelser blev
gennemført. Resultaterne er sammenfattet i tabellerne 1 og 2.
Som yderligere kvalitetstest måltes styrken af de clots, der opnås efter
blanding af fortyndede kryopræcipitat- eller vævsklæbestofopløsninger med en
thrombin-CaCl2-opløsning i throm-belastografer efter hartert. Denne
thrombelastografi-(TEG)-test gennemførtes på følgende måde:
Den kryopræcipitat- eller vævsklæbestofopløsning, der skulle testes, blev
fortyndet med 0,9% NaC1-opløsning til det 20 dobbelte volumen. 0,5 ml af
denne opløsning blev opvarmet til 37 graderC og hurtigt blandet med 0,05 ml
af en opløsning indeholdende 3 NIH-enheder thrombin og 0,2 mmol CaCl2 per ml,
og forøgelsen i forskydningsstyrken blev målt i mindst 30 minutter i
thrombelastografen.
Det målte elasticitetsmodul E efter 30 minutters forløb ved 37 graderC er
et mål for den dannede clots styrke og dermed for den anvendte opløsnings
egnethed som vævsklæbestof. resultaterne er anført i tabellerne 1 og 2.
De fundne resultater viser for det første, at der er væsentlige forskelle
mellem et sædvanligt kryopræcipitat og det ifølge opfindelsen fremstillede
vævsklæbestof med hensyn til proteinsammensætning og især
fibrinogenindholdet. Et vigtigt deltræk ved krav 1, nemlig et
fibrinogenindhold på mindst 70 mg/ml efter rekonstruktion, blev kun fundet
hos vævsklæbestofferne fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, men
ikke hos kryopræcipitaterne.
En sammenligning af værdierne før og efter behandling af kryopræcipitatet
med en pufferopløsning giver følgende billede:
Ved tilnærmelsesvis samme samlede proteinindhold før og efter
pufferbehandlingen stiger det relative indhold af fibrinogen væsentligt ved
pufferbehandlingen. Ligeledes falder albuminindholdet fra over 30% af det
samlede proteinindhold til få procenter, hvor formindskelsen af
albuminindholdet skal anses som en indikator for fjernelsen af også andre
kuldeopløselige plasmaproteiner, og som således for virkningen af
pufferopløsningsbehandlingen.
Disse resultater står i stærk modsætning til de af indsigeren fremlagte
data (tabel II, side 17): for det første blev der ikke af indsiger taget
udgangspunkt i et kryopræcipitat, men i en dybfrosset kryopasta med
væsentligt anden proteinsammensætning, især væsentligt højere proteinindhold.
For det andet blev der ikke af indsiger opnået nogen væsentlig ændring af
proteinsammensætningen ved behandlingen med en pufferopløsning.
Indsigerens forsøg er foretaget med udgangspunkt i en frosset, fra
tredjemand fremstillet kryopasta, altså ikke et kryopræcipitat. Man har delt
en prøve af kryopastaen i to dele, optøet den ene deraf og centrifugeret,
angiveligt for at fraskille uopløselige dele, og underkastet dette produkt en
bestemmelse. Den andel del af prøven blev tilsyneladende vasket i frosset
tilstand, hvorefter bundfaldet blev fracentrifugeret, gjort flydende ved
opvarmning til 37 graderC, derefter endnu en gang centrifugeret og så
underkastet en bestemmelse.
Denne arbejdsmåde afviger på flere punkter fra ansøgerens, idet der ikke
er her anvendes nogen kryopasta, men kryopræcipitatet videreforarbejdes i den
tilstand, som det opnås efter efter optøning. Der foregår altså ingen vask i
frosset tilstand. Det kan heller ikke indses, hvorfor sammenligningsprøven i
indsigerens forsøg er blevet centrifugeret, idet ansøgerens kryopræcipitat,
der bliver flydende ved 37 graderC, ikke indholder nogen faste rester.
Allerede i dette trin afviger insigerens kryopasta åbenbart fra ansøgers
kryopræcipitat, da indsiger ved centrifugeringen af sammenligningsprøven
taber ikke mindre end 11,7%.
Den afvigende sammensætning af de af indsiger undersøgte produkter kan
efter ansøgers mening blandt andet også skyldes, at der er blevet
centrifugeret med for stor omdrejningshastighed for at fraskille flydende
bestanddele og fremkalde et højest muligt fibrinogenindhold uden at fraskille
de for en klæbning virkeligt skadelige iblandinger. Dette fremgår især, når
man i de foreliggende tabeller 1 og 2 sammenligner resultaterne i
tværbindeingsforsøget med fibrin-a-kæderne og i TEG-testen mellem
kryopræcipitatet og vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge
opfindelsen. Tværbindingsevnen stiger nemlig ved vævsklæbestoffet fremstillet
ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen til det dobbelte eller tredobbelte. En
lige så stor forøgelse fremkom ved styrkebestemmelserne af rottehudklæbninger
(forsøg 3).
Mod de af indsiger fremførte angivelser, henholdsvis det der anførte
udgangsmateriale kan også indvendes, at det med hensyn til indholdet af
kuldeuopløseligt globulin afviger væsentligt fra normalværdierne. Indsigers
produkt havde før behandlingen med en pufferopløsning et indhold på 21,1% og
efter pufferbehandlingen et indhold på 25,3% af kuldeuopløseligt globulin.
Sædvanligvis indeholder kryopræcipitater imidlertid 2,6% CIG, sådan som det
f.eks. fremgår af litteraturstedet F.T. Reilly i J. Clin. Pathol. 1983, 36,
1377-1381, kopi vedlagt.
En proteinbalance for indsigers angivelser giver vedrørende dette, at den
i den pufferbehandlede kryopasta tilstedeværende sanlede CIG-mængde skulle
have været ca. 230 mg højere - det vil alligevel sige 18% af udgangsværdien -
end før pufferbehandlingen, hvilket naturligvis er umuligt.
Endeligt blev der fra ansøgers side også foretaget en sammenligning mellem
rivestyrken af klæbninger, der på den ene side var fremstillet med et
sædvanligt kryopræcipitat og på den anden side med vævsklæbestoffet
fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen. Forsøg 3 belyser dette.
Forsøg 3:
Et sædvanligt kryopræcipitat og et vævsklæbestof fremstillet ved
fremgangsmåden ifølge opfindelsen fremstilledes analogt med forsøgene 1 og 2.
Til karakteriseringen af de to præparater bestemtes indholdet af totalprotein
og af fibrinogen (som koagulerbart protein) samt fibrin-a-kædernes
tværbindeingevne. En sammenligning med de i forsøgene 1 og 2 opnåede data
viser, at såvel kryopræcipitatet som det derudfra fremstillede vævsklæbestof
var sammenlignet med de i forsøgene 1 og 2 fremstillede kryopræcipitater,
henholdsvis vævsklæbestoffer fremstillet ved fremgangsmåden ifølge
opfindelsen.
Derefter gennemførtes under anvendelse af kryopræcipitatet og af
vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen under
standardiserede betingelser rottehudklæbninger, hvis rivestyrke bestemtes på
følgende måde:
Sprague Dawley-rotter (300-500 g) aflives, hvorefter hårene på ryggen
fjernes med en barberkniv, og derefter udtages et rundt 10 x 5 cm stort
stykke rughud, hvorfra der omhyggeligt afpræpareres subkutant fedt. Indtil
anvendelsen opbevares hudstykket i et fugtigt kammer ved stuetemperatur. Til
hvert riveforsøg udstanses fra hudstykket to ringformede prøver (d = 9 mm),
som under anvendelse af et syntetisk vævsklæbestof (Histacryl blå, Braun
Melsungen) med hudsiden klæbes på to cylinderformede tilsætningsstykker (d =
9 mm). Derefter sammenklæbes de to hudstykker med 200 micro l af den
klæbestofblanding, der skal afprøves, under anvendelse af en
adaptionsindretning under standardiserede betingelser og inkuberes ved 37
graderC i et fugtigt kammer. Efter en bestemt inkubationstid indsættes de
sammenklæbede dele i et rivestyrkemåleapparat, og rivestyrken bestemmes ved
en ekspansionshastighed på 1 cm/minut.
Den nævnte klæbestofblanding fremstilles ved hurtig sammenblanding af lige
store volumener af den klæbestofopløsning, der skal afprøves (kryopræcipitat
eller vævsklæbestof fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen), og en
thrombin-CaCl2-opløsning (4 NIH-enheder thrombin per ml, 40 mmol CaCl2 per l)
og anvendes straks.
Resultaterne er anført i tabel 3.
De yderligere forsøg 4 og 5 blev gennemført for objektivt og kvantitativt
at vise, at vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge
opfindelsen efter behandling med de foranstaltninger, der er angivet i
kravet, rent faktisk giver et med hensyn til sammensætning (i forhold til
udgangsproduktet) ændret nyt resultat.
Forsøg 4
Humant, ved -20 graderC dybfrosset frisk plasma blev opvarmet til + 2
graderC. Den dannede suspension blev delt i to dele, og kryopræcipitatet blev
fraskilt enten ved centrifugering ved ca. 1200 g (kryopricipitat I) eller ved
centrifugering ved ca. 15.000 g (kryopræcipitat II) ved 2 graderC.
Af de to således opnåede kryopræcipitater udtoges nogle prøver, som blev
lagret ved -20 graderC. Hovedmængderne blev behandlet med en pufferopløsning
som beskrevet under forsøg 1 ved 2 graderC, idet behandlingen af
kryopræcipitat I foregik med en ca. 40 gange så stor mængde og behandlingen
af kryopræcipitat II foregik med den tidobbelte mængde pufferopløsning. De
således pufferbehandlede bundfald blev fraskilt ved centrifugering. Det af
kryopræcipitat II opnåede bundfald blev delt og en del endnu engang behandlet
på samme måde med pufferopløsningen og centrifugeret. Prøver af alle opnåede
bundfald og centrifugeringssupernatanter blev opdelt ved hjælp af
SDS-polyacrylamidgelelektroforese (3,25% gel indeholdende 4,75 rel.%
N,N'-methylenbisacrylamid) og fotograferet efter sølvfarvning (svarende til
en arbejdsforskrift fra firma Bio-Rad, Bulletin 1089, kopi vedlagt)
(afbildning 1).
Afbildningen viser følgende prøver:
1. Kryopræcipitat I før pufferbehandling.
2. Kryopræcipitat I efter pufferbehandling.
3. Centrifugeringssupernatant efter pufferbehandling af kryopræcipipatat
I.
4. Kryopræcipitat II før pufferbehandling.
5. Kryopræcipitat II efter første pufferbehandling.
6. Centrifugeringssupernatant efter første pufferbehandling af
kryopræcipitat II.
7. Kryopræcipitat II efter anden pufferbehandling.
8. Centrifugeringssupernatant efter anden pufferbehandling af
kryopræcipitat II.
Diskussion af forsøgsresultater 4
En sammenligning af prøverne 1 og 2, dvs. kryopræcipitat I før og efter
pufferbehandling, viser, at et kryopræcipitats proteinsammensætning forandres
meget væsentligt ved behandlingen med en pufferopløsning: Albuminindholdet i
den pufferbehandlede prøve er væsentligt mindre, men også andre proteiner (i
intervallet mellem fibrinogen- og albuminbåndene) blev fjernet ved
pufferbehandlingen. Som man kunne forvente, fremkommer disse proteiner i
centrifugeringssupernatanten (prøve 3).
Dertil skal bemærkes, at der åbenbart blev påført noget mere samlet
protein fra prøve 3 på gelen end fra prøverne 1 og 2, hvilket imidlertid er
uden betydning for proteinsammensætningen. Prøverne 1 til 3 i dette forsøg
bekræfter pufferbehandlingens virkning og resultaterne af forsøgene 1 til 3
(forøgelse af fibrinogenindholdet, formindskelse af albuminindholdet). De
viser desuden, at ud over albumin fjernes også andre proteiner ved
pufferbehandlingen fra kryopræcipitatet.
Prøve 4 viser sammensætningen af et kryopræccipitat, der blev opnået efter
særligt hård centrifugering. Albuminindholdet ser ud til at være noget mindre
end i prøve 1 (kryopræcipitat, opnået efter relativt mild centrifugering),
men på den anden side ser pufferbehandlingen ud til at være noget mindre
virksom end i det forudgående tilfælde.
Begge dele er forståeligt, når man tænker på, at der på den ene side ved
den hårde centrifugering ganske vist udpresses flere opløselige bestanddele
fra bundfaldet, men på den anden side er den yderligere rensning af et sådant
kompakt bundfald vanskeligere på grund af pufferbehandlingen.
En gentagelse af pufferbehandlingen fører imidlertid til et produkt (prøve
7), der dårligt nok kan skelnes fra det pufferbehandlede kryopræcipitat I
(prøve 2).
Forsøg 5
Plasminogenindholdet bestemtes i de i forsøg 4 beskrevne kryopræcipitater
før og efter behandling med en pufferopløsning ved hjælp af
radialimmundiffusion (RID). Resultaterne er sammenfatter i tabel 4.
Som det fremgår, fjernes hovedparten af det i kryopræcipitater indeholdte
plasminogen ved den ifølge opfindelsen foretagne en eller flere ganges
behandling med en pufferopløsning. Desuden bekræftes de i forsøg 4
diskuterede resultater endnu engang.
Disse resultater gendriver på indtryksfuld måde indsigers påstand om, at
pufferopløsningen ikke skulle ændre noget ved et kryopræcipitats
proteinsammensætning.
For rigtigt at forstå vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen og
forskellen mellem dette og et kryopræcipitat, skal det understreges, at
kombinationen af alle trækkene ved krav 1 udgør opfindelsens væsen. Disse
træk virkeliggøres ikke i et kryopræcipitat uden behandling. Når
fibrinogenindholdet ved en særligt hård centrifugering forøges til en værdi
på mere end den angivne mindsteværdi, dvs. til mere end 70 mg/ml, så falder
KIE-værdien til under 20. Hos et på sædvanlig måde fremstillet kryopræcipitat
kan KIE-værdien ganske vist også stige til over 20, men så ligger
fibrinogenindholdet med sikkerhed under 70 mg/ml. Dette betyder, at i
modsætning til indsigers påstande er behandlingsforanstaltningerne nødvendige
for at komme fra et kryopræcipitat til et brugbart vævsklæbestof, og
udvaskningen af kryopræcipitatet og tilsætningen af aprotinin medfører netop
de forandringer, der udgør forskellen mellem et kryopræcipitat og det ifølge
opfindelsen opnåelige vævsklæbestof.
Tabel 3 i indsigelsen er med hensyn til a2-antiplasmin-angivelserne
urigtig allerede på grund af den utilladelige beregningsmåde og gendrives af
egne forsøgsresultater, sådan som det vises i det efterfølgende forsøg 6.
Forsøg 6
Fremstillingen af kryopræcipitatet I og II svarende til forsøg 4 blev
gentaget.
De to således opnåede kryopræcipitater blev undersøgt med hensyn til deres
plasmin-hæmningsvirkning under anvendelse af det chromogene substrat P1-1 (2
AcOH.H-D-Nleu CHA-Lys pNA) og med hensyn til deres
fibrinolysehæmningsvirkning i en fibrinpladetest (plasminogenholdige
fibrinplader, påføring af urokinaseholdige prøver), og sammenlignet i de
samme testsystemer med rene aprotininopløsninger med kendt koncentration.
Hæmningsvirkningen af kryopræcipitaterne i KIE/ml bestemtes ved grafisk
interpolation. Desuden bestemtes fibrinogenindholdet i begge
kryopræcipitater. Resultaterne er sammenfattet i tabel 5.
Resultaterne viser entydigt, at kryopræcipitater uafhængigt af
fremstillingsbetingelserne (især centrifugeringsbetingelserne) i intet
tilfælde samtidig opfylder alle træk ved krav 1.
Sammenfattende kan der således fastslås, at de ifølge opfindelsen
opnåelige vævsklæbestoffer ikke blot giver nye resultater i forhold til
teknikkens standpunkt, men at de også i flere henseender er kvalitativt
væsentligt forbedrede vævsklæbestofpræparater i forhold til et
sammenligningskryopræcipitat, nemlig væsentligt forbedret med hensyn til
fibrin-a-kædernes tværbindingsevne, forskydningsstyrkerne i TEG-testen og
styrken ved hudklæbninger og i forhold til kryopræcipitater væsentligt
formindsket plasminogenindhold, hvorved der opnås en tilstrækkelig holdbarhed
af klæbningerne in vivo. Der kan således ikke være nogen tale om, at de
ifølge opfindelsen fremstillede vævsklæbestoffer med hensyn til sammensætning
og klæbeegenskaber kunne ligstilles med kryopræcipitater.
Som yderligere forskel mellem klæbningen ved hjælp af et ifølge
opfindelsen opnået vævsklæbestof og et kryopræcipitat anføres det
efterfølgende forsøt 7, der signifikant dokumenterer overlegenhed hos det ved
hjælp af opfindelsen opnåede klæbestof med hensyn til forskydningsstyrke.
Forsøg 7:
Styrken af clots, opnået på den side ud fra et sædvanligt kryopræcipitat,
på den anden side fra vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge
opfindelsen, blev undersøgt med et apparat Fibritest 250, E. Biegler GmbH,
Mauerbach ved Wien, hvilket apparat er blevet udviklet til
kvalitetsafprøvning (undersøgelse af de elastisk-mekaniske egenskaber) af
vævsklæbestoffer (fibrinklæbestoffer), og som muliggør den pulserende
deformering (forskydning) af standardiserede clots og den samtidige måling af
den derved optrædende forskydningsspænding. Derved kan såvel
deformeringsmønsteret som frekvensen vælges frit inden for et bredt interval,
og belastningen kan fortsættes over en ønsket lang tid. På denne måde er det
muligt at imitere de belastninger, som en klæbning faktisk kan udsættes for
in vivo under standardiserede betingelser. F.eks. udsættes et klæbet blodkar
for en pulserende varighedsbelastning på ca. 1,3 Hz.
Gennemførelse:
Fremstillingen af et kryopræcipitat og derudfra et vævsklæbestof
fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen blev gentaget analogt med
forsøg 1. Fibrinogenindholdet i begge prøver bestemtes. til
sammenligningsformål blev en del af vævsklæbestoffet tilbagefortyndet til den
i kryopræcipitatet foreliggende fibrinogenkoncentration.
Til styrkemålingerne ved langvarig belastning valgtes følgende
betingelser:
Hældning af clots: Prøven blev blandet ved 37 graderC med en
thrombin-CaCl2-opløsning (4 enheder thrombin per ml, 40 mmol CaCl2/l) og
anbragt i prøvebæreren.
Prøvens lagtykkelse: 0,5 mm
Forinkubation i ro: 10 minutter ved 37 grader C
Deformation: 490 microm, 1,3 Hz, 37 graderC
Måling: hver 50. deformation
Resultaterne er sammenfattet i tabel 6. Forskydningshastigheden ved den
50. og 500. deformation er angivet.
Resultaterne viser den væsentligt højere styrke af vævsklæbestoffet
fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen i forhold til et sædvanligt
kryopræcipitat. Selv når man tilbagefortynder vævsklæbestoffet til den
oprindeligt i kryopræcipitatet foreliggende fibrinogenkoncentration opnås
stadig en mere end dobbelt så stor styrke.
Selvom ansøger er af den mening, at de gældende patentkrav er
tilstrækkeligt afgrænset i forhold til den kendte teknik og gengiver
opfindelsen korrekt, fremsættes som subsidiær påstand et sådant kravsæt, hvor
i krav 1 plasminogen-aktivator-inhibitoren eller plasmin-inhibitoren
(fibrinolyseinhibitoren) begrænses til aprotenin. Ved denne begrænsning opnås
en yderligere afgrænsning i forhold til teknikkens standpunkt, for så vidt
denne angiver anvendelsen af et kryopræcipitat som vævsklæbestof. Et
kryopræcipitat indeholder ikke noget aprotinin, men derimod udvindes
aprotinin fra kvægorganer. Dette betyder, at produktet fremstillet ifølge
opfindelsen heller ikke af denne grund kan ligestilles med et humant
kryopræcipitat, der hører til teknikkens standpunkt, men derimod at det først
ved fraktioneringsforanstaltninger og tilsætning af aprotinin fremstilles ud
fra kryopræcipitat.
Tabel 1 (forsøg 1)
Sammenligning mellem sædvanligt plasmakryopræcipitat og vævsklæbestof
fremstillet ifølge opfindelsen.
----------------------------------------
Kryopræcipitat Vævsklæbestof
---------------------------------------------------------------------
Samlet protein 83,6 mg/ml 107,5 mg/ml
---------------------------------------------------------------------
Fibrinogen* 46% (38,5 mg/ml) 79% (85 mg/ml)
---------------------------------------------------------------------
kuldeopløseligt
globulin (CIG)* 6,6% 7,3%
---------------------------------------------------------------------
Albumin* 32% 2,5%
---------------------------------------------------------------------
F XIII - 22 E/ml
---------------------------------------------------------------------
F XIII: Fibrinogen - 259
---------------------------------------------------------------------
Tværbinding af fibrin-
a-kæderne efter 2 timer 33% 77%
---------------------------------------------------------------------
TEG-test
Elasticitetsmodul E 33 89
---------------------------------------------------------------------
* Procentangivelser beregnet på samlet protein
Tabel 2 (forsøg 2)
Sammenligning mellem sædvanligt plasmakryopræcipitat og vævsklæbestof
fremstillet ifølge opfindelsen.
----------------------------------------
Kryopræcipitat Vævsklæbestof
---------------------------------------------------------------------
Samlet protein 91,8 mg/ml 102,9 mg/ml
---------------------------------------------------------------------
Fibrinogen* 49% (45,0 mg/ml) 84% (86,4 mg/ml)
---------------------------------------------------------------------
kulopløseligt
globulin (CIG)* 6,0% 5,4%
---------------------------------------------------------------------
Albumin* 32% 1,7%
---------------------------------------------------------------------
F XIII 8 E/ml 20 E/ml
---------------------------------------------------------------------
F XIII: Fibrinogen
(E/g) 178 231
---------------------------------------------------------------------
Tværbinding af fibrin-
a-kæderne efter 2 timer 32% 75%
---------------------------------------------------------------------
TEG-test
Elasticitetsmodul E 30 79
---------------------------------------------------------------------
* Procentangivelser beregnet på samlet protein
Tabel 3 (forsøg 3)
Styrke af rottehudklæbninger med plasmakryopræcipiptat og
vævsklæbestof fremstillet ifølge opfindelsen
----------------------------------------
Plasma-
kryopræciptat Vævsklæbestof
---------------------------------------------------------------------
Samlet protein 79,9 mg/ml 119,5 mg/ml
---------------------------------------------------------------------
Fibrinogen 28,8 mg/ml 80,0 mg/ml
---------------------------------------------------------------------
Tværbinding af fibrin-
a-kæderne efter 2 timer 30% 81%
---------------------------------------------------------------------
Rivstyrke efter 10 17,1 +/- 3,9 pond 53,2 +/-8,7 pond
minutter ved 37 graderC (n = 7) (n = 5)
---------------------------------------------------------------------
Tabel 4 (forsøg 5)
--------------------------
Plasminogen (microg/ml)
---------------------------------------------------------------------
Kryopræcipitat I
før behandling 170
---------------------------------------------------------------------
kryopræcipitat I
efter behandling 70
---------------------------------------------------------------------
Kryopræcipitat II
før behandling 241
---------------------------------------------------------------------
Kryopræcipitat II
efter 1. behandling 173
---------------------------------------------------------------------
Kryopræcipitat II
efter 2. behandling 82
---------------------------------------------------------------------
Tabel 5 (forsøg 6)
---------------------------------------------------------------------
Kryopræcipitat
---------------------------------------------------------------------
I II
---------------------------------------------------------------------
Fibrinogenindhold 35,5 mg/ml 86 mg/ml
---------------------------------------------------------------------
Plasminhæmning
svarende til 20 KIE/ml 10 KIE/ml
---------------------------------------------------------------------
Fibrinolysehæmning
svarende til
??????? 80 KIE/ml 5 KIE/ml
---------------------------------------------------------------------
Tabel 6 (forsøg 7)
---------------------------------------------------------------------
Prøve Fibrinogen Forskydningsstyrke (pond.cm-2)
(mg/ml) -----------------------------------
50. def. 500 def.
---------------------------------------------------------------------
Kryopræcipi- 49 50 45
pitat
---------------------------------------------------------------------
Vævsklæbe- 71 149 123
stof konc.
---------------------------------------------------------------------
Vævsklæbe- 49 118 100
stof 1,4 x
fortyndet
---------------------------------------------------------------------
Patentdirektoratet anmodes derfor om at tilbagevise indsigelsen og at
udstede et patent på ansøgningen med de i fremlæggelsesskriftet angivne krav,
subsidiært i den begrænsede udgave.
Indsiger opretholdt i skrivelse af 24. januar 1989 sin påstand om afslag
på ansøgningen og anførte bl.a.:
Teknikkens stade (side 12 i imødegåelsen):
Ganske vist er en delmængde af teknikkens stade angivet, men er langtfra
vurderet i dybden og fuldstændigt, jfr. det foregående.
Vævsklæbestoffets nyhed (side 12 ff. i imødegåelsen):
Som det fremgår ved en tilbundsgående vurdering af teknikkens stade, kan
man i forbindelse med ansøgernes »vævsklæbestof« muligvis blot anse
indholdet af en fibrinolyseinhibitor (aprotinin) i komponent I før
anvendelsen som værende ny.
De af ansøgerne omtalte gentagne ændringer af klæbestofkomponenterne
m.h.t. art og mængde under den kliniske afprøvning står i modstrid med den
siden 1976 i kraft værende »2. Gesetz zur Aenderung des
Arzneimittelgesetzes der Bundesrepublik Deutschland«. Sternberger et al.
(bilag 5) analyserede vævsklæberen og således handelsproduktet på væsentlige
punkter. Forfatterne er eksperimentelt arbejdende kirurger, og ansøgernes
anbringende på side 13, linie 19-21, holder derfor ikke stik.
Med hensyn til de øvrige bemærkninger i imødegåelsen skal dertil undgåelse
af gentagelser - kun henvises til de allerede omtalte kendsgerninger. Hvad
angår pkt. 6.1.3 på side 14 i imødegåelsen må det anføres, at ansøgernes
påstand ikke er troværdig, eftersom en sådan fremgangsmåde ville have været i
modstrid med forskrifterne i den gældende lægemiddellovgivning.
Den på side 14 (sidste del af pkt. 6.1.3) igen påståede fordel ved den
»rigtige« kombination af tilsætningsstofferne til
klæberkomponenterne, f.eks. tilsætningen af aprotinin til komponent I, har
intet grundlag i forsøgsdata, der viser, at den i ansøgningen foreslåede
fremgangsmåde udviser en klar fordel i forhold til en anden fremgangsmåde,
f.eks. tilsætning af aprotinin til klæberkomponent II.
Bemærkningerne på side 15 i imødegåelsen (første afsnit af pkt. 6.2.1)
viser den måde, ansøgerne argumenterer på; herefter skulle f.eks. en
tokomponent-acrylklæber heller ikke være et klæbestof, fordi man efter
forening af de to komponenter og udhærdningen af massen ikke længere kan
klæbe dermed.
Med hensyn til andet hele afsnit på side 15 i imødegåelsen er det ganske
vist principielt rigtigt, at thrombin inaktiverer faktor XIII, men som det
fremgår af det citerede arbejde af Triantaphyllopolous, side 245, fig. 2,
sker der i de til anvendelsen nødvendige tidsrum en aktivering og ingen
inaktivering.
Hvad angår de af ansøgerne udførte og refererede forsøg gøres der
opmærksom på, at der er taget stilling hertil i forbindelse med
indsigelsessagen mod det til nærværende ansøgning svarende tyske patent nr.
3.002.933. I denne indsigelsessag har Bundespatentgericht i en afgørelse af
27. maj 1988 (kopi vedlagt) stadfæstet Patentamt's tidligere afslag, dvs.
ugyldighedskendelse af patentet.'
Ansøger henstillede i skrivelse af 20. juli 1989, at indsigers påstand
ikke tages til følge, og bemærkede endvidere:
» Vedrørende de indledende bemærkninger (side 1-3):
Indsiger fremfører det spørgsmål, om patentkravene som de foreliggende på
grundlag af formelle overvejelser principielt er acceptable. Et sådant
spørgsmål må der imidlertid allerede være taget stilling til fra
sagsbehandlerens side, og det synes ikke sandsynligt, at der ville blive
godkendt krav til fremlæggelse, som ikke »principielt« er
tilladelige. Ret beset bør sådanne formelle overvejelser vel heller ikke være
genstand for en indsigelsesprocedure, men må formodes at være afklaret på et
tidligere behandlingsstadium.
I øvrigt er indvendingen mod en tilstrækkelig tydelig angivelse også af
faglige grunde ukorrekt. Den oprindelige beskrivelse og de under
sagsbehandlingen efterindleverede eksempler anskueliggør forskellige
varianter af indstillingen af de i kravene angivne mængdeforhold.
At de absolutte og relative mængdeforhold forandres tydeligt under vask
med en pufferopløsning ses af tabellerne 1 og 2 i imødegåelsen af indsigelsen
af 26. september 1988, hvoraf det klart fremgår, at fibrinogenindholdet
stiger ved vask, at forholdet mellem faktor XIII og fibrinogen ændres, og at
kuldeopløselige proteiner fjernes, hvilke ændringer blandt andet bevirker en
forbedring af tværbindingsegenskaberne og klæbeegenskaberne. Det henvises i
denne forbindelse også til den udførlige fremstilling af de yderligere
forbedringer, som er blevet vist i imødegåelsen af indsigelsen under
henvisning til de gennemførte forsøg.
Indsiger gentager i øvrigt kritikken af betegnelsen
»vævsklæbestof« for det ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen
fremstillede produkt. Denne indvending er der allerede tidligere taget
udførlig stilling til, og en gentagelse skulle således være overflødig. Det
er klart, hvad der menes med udtrykket »vævsklæbestof«, nemlig
præparatet indeholdende fibrinogen, faktor XIII og inhibitor. Om dette
præparat betegnes som »vævsklæbestof« eller som
»vævsklæbestofkomponent« er kun en strid om ord; betydningen kan
ikke misforstås af fagfolk. Da det imidlertid alment gælder, at ethvert
klæbestof forandrer sig under anvendelsen, hvad enten det er under
indvirkning af katalysatorer, vand, luft eller lignende, er det fornuftigt at
definere et klæbestofs sammensætning i den uforandrede, stabile form før
anvendelsen.
Vedrørende side 4, 2. afsnit
Indsiger forsøger - som allerede tidligere - at trække en parallel mellem
det ifølge den foreliggende opfindelse fremstillede vævsklæbestof og et
faktor VIII-præparat - en indvending, som allerede tidligere er blevet
gendrevet af ansøger. Principielt kan man ikke sammenligne
vævsklæbestofpræparateter med en fibrinogenkoncentration på mindst 70 mg/ml
(jvf. side 3, linie 35-36 i patentbeskrivelsen) med faktor VIII-præparater,
som opløses til en koncentration på ca. 2%.
Af »Anlage 2« i indsigerens replik fremgår det endvidere, at det
antihæmofile kryopræcipitat 500 først opløses efter 2 timers forløb ved 37
graderC. En så lang opløsningstid er naturligvis fuldstændigt uacceptabel for
den, der skal anvende præparatet (kirurger) og gør derfor, at præparatet er
fuldstændig værdiløst.
I modsætning hertil er det ifølge opfindelsen fremstillede vævsklæbestof
klar til anvendelse efter få minutters forløb, da det blot behøver at blive
optøet og gjort flydende.
Bortset herfra skal de kendte lyofiliserede antihæmofile præparater være
således sammensat, at de efter rekonstitution til en tynd proteinopløsning
samtidig har en fysiologisk saltkoncentration henholdsvis ionstryke og
osmolaritet for at være fysiologisk forligelige. F.eks. skal det af indsiger
anførte præparat »antihæmophiles Kryoprazipitat 500« ifølge
forskriften på pakningen opløses i 100 ml aqua ad injectabilia og giver så en
tynd proteinopløsning med en fysiologisk forligelig koncentration af salte og
andre tilsætningsstoffer.
For at opnå en fibrinogenkoncentration på mindst 70 mg/ml skulle
præparatet opløses i et 5 gange mindre volumen (20 ml), hvilket også anføres
af indsiger. Dermed ville dog både ionstyrke og osmolaritet ligge langt over
det fysiologisk forligelige område. En sådan sammensætning ville være
cytotoksisk, og de for et vævsklæbestof krævede sårhelingsfremmende
egenskaber ville ikke længere være givet.
Denne overvejelse gælder naturligvis også for andre lyofiliserede
kryopræcipitatpræparater til fremstilling af faktor VIII-holdige
infusionsopløsninger og viser, at sådanne præparater på ingen måde kan
sammenlignes med det ifølge opfindelsen fremstillede vævsklæbestof. Ville man
i sådanne præparater nemlig formindske saltindholdet så meget, at der efter
opløsning til en fibrinogenkoncentration på mindst 70 mg/ml samtidigt opnås
en fysiologisk saltkoncentration, så ville sådanne præparater være endnu
dårligere, dvs. praktisk talt overhovedet ikke længere opløselige.'
Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 19. juni 1990 at tage
indsigelsen til følge med følgende begrundelse:
» Vedr. patentansøgning nr. 0656/80. Afslag
1. Vi har vurderet den fremkomne indsigelse og Deres kommentarer hertil,
og mener herefter ikke at ansøgningen kan imødekommes, fordi opfindelsen ikke
adskiller sig væsentligt fra kendt teknik. Vi har derfor afslået den under
henvisning til patentlovens § 16. Den nærmere begrundelse følger nedenfor.
2. Af hensyn til overskueligheden over de nedenfor omtalte trykskrifter
anvendes de af indsigeren anvendte bilagsnumre, som er følgende:
bilag 1: Wiener klinische Wochenschrift, 88.,.supp. 49 (1976), 3-18,
bilag 3: Wiener medizinische Wochenschrift (1972), 517-523,
bilag 5: Med. Welt 29, 17, (1978), 720-724,
bilag 6: »Fibrinkleber Human Immuno«, stand: 11 (1978),
bilag 7: Blut, 38, 1, (Jan 1979), 64, 67,
bilag 9: Langenbeck's Arch. Chir. suppl. Chir. Forum, (1974), 249-251.
3. Fra bilag 5, se især side 722 og side 723, 1. afsnit kendes et
vævsklæbestof i form af en fibrinklæber, der indeholder mindst 80 mg
fibrinogen pr. ml klæberopløsning og tilstrækkelig faktor XIII til
stabilisering af fibrinet samt yderligere albumin og andre proteiner.
Produktet foreligger dybfrossent. Det er også herfra kendt at den under
anvendelse af produktet forekommende fibrinolyse kan stoppes ved tilsætning
af fibrinolyseinhibitorer.
Endvidere kendes fra bilag 1, se især side 4, venstre spalte, linie 1-3
fra neden, og højre spalte, side 5, højre spalte, linie 1-17 fra neden, side
6, venstre spalte, linie 1-16, princippet og teknikken for vævsklæbning under
anvendelse af de samme komponenter, som de i bilag 5 angivne. Og af bilag 1
kan forholdet mellem enheder faktor XIII/g fibrinogen beregnes. Det fremgår
af bilag 1, at den anvendte klæbeopløsning indeholder 0,2 ml
fibrinogenopløsning (fibrinogenindhold 110 mg/ml) og 0,1 ml faktor
XIII-opløsning (250 enheder i 4 ml destilleret vand). Heraf fås 0,3 ml, der
indeholder 22 mg fibrinogen og 6,25 enheder faktor XIII, som omregnet til 1
ml klæber giver et fibrinogenindhold på 73 mg/ml og 20,8 enheder faktor
XIII/ml, hvilket giver udtrykt i enheder faktor XIII/g fibrinogen 284, dvs.
et forhold på over 70. Dette viser, at en fagmand i hvert fald kender
størrelsesordenen på en tilstrækkelig mængde af faktor XIII i forhold til
fibrinogen i en fibrinklæberopløsning, jfr. bilag 5, og endvidere at
indholdet af faktor XIII her er over 7 enheder/ml.
4. Det i krav 1 angivne er med undtagelse af tilsætningen af
plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor derfor kendt.
Det fremgår altså ikke af ovennævnte trykskrifter, at vævsklæbestoffet er
tilsat en plasminogen-aktivator-inhibitor eller en plasmin-inhibitor, men
forsøg udført af indsiger, se indselgelsesbegrundelsen af 18 mar 1988, side
13, linie 13, linie 14-16, viser, at et plasmakryopræcipitat, behandlet som
angivet i bilag 3, indeholder plasmin-inhibitoren alfa2-antiplasmin, hvilket
heller ikke er imødegået af Dem.
Men det fremgår af bilag 9, se især side 250, 3. afsnit, at der er udført
forsøg, med vævsklæbning under anvendelse, af en fibrinklæber indeholdende
faktor XIII. Disse forsøg viser, at fibrinolyse kan fuldstædnig undgås, når
der anvendes proteinase-inhibitorer, og at disse tilsættes klæbestiffet.
Det skønnes nærliggende for en fagmand, der fra bilag 5, se side 723,
venstre spalte, linie 1-4, bilag 9, se side 250, 3. afsnit, og i øvrigt også
fra bilag 6, se side 8, sidste linie, og side 9, linie 7, og bilag 7, se side
64, linie 22-23, ved, at det er en fordel at anvende en plasmin-inhibitor,
som f.eks. aprotinin, i forbindelse med et vævsklæbestof, og som ved, at et
plasma-kryopræcipitat i forvejen naturligt indeholder små mængder
plasmin-inhibitor, da at tilsættes en sådan plasmin-inhibitor til undgåelse
af uønsket fibrinolyse, og i sådanne mængder som ca. 3000 KIE/ml, som angivet
i bilag 6, og der ses ikke herved at være opnået noget overraskende, og ej
heller ved anvendelse af blot 20.2000 KIE/ml, som angives i krav 1.
Fremgangsmåden ifølge krav 1 ses derfor ikke at adskille sig væsentligt
fra kendte teknik.
5. Fra bilag 3, se især side 518 (under materialer og metodik) er det
kendt at fremstille en vævsklæbeopløsning under anvendelse af et
kryopræcipitat, som behandles med en pufferopløsning indeholdende samme
stoffer, som de i krav 2 angivne, og i samme mængder, som anvendes i
ansøgningens eks. 1, og der fås et produkt, der indeholder 93 mg fibrinogen,
idet der angives, at 1 del sediment og 2 dele opløsningsmiddel indeholder 31
mg fibrinogen.
Fremgangsmåde ifølge krav 2 ses derfor heller ikke at adskille sig
væsentligt fra kendt teknik, jfr. endvidere at det fra bilag 5, se side 722,
højre spalte, linie 1, og bilag 6, se side 11, linie 5-6, er kendt at
dybfryse et fibrinklæbeprodukt, og kravet omhandler derfor heller intet
patenterbart.
6. Det skal endvidere anføres, at det er kendt, at en fibrinklæber kan
indeholde såvel albumin og en kold uopløseligt globulin (CIG), jfr. bilag 7,
side 64, linie 9-11, hvor mængdeforholdene er som i ansøgningens eks. 1-2 og
8, hvorfor eventualiteten i krav 1 ikke ses at angive noget patenterbart.'
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 17. august 1990 indbragt for
Patentankenævnet.
I klagebegrundelse af 28. november 1990 har klager nedlagt påstand om, at
der udstedes patent på basis af de i fremlæggelsesskrift nr. 151.611 af 21.
december 1987, subsidiært på basis af de i skrivelse af 26. september 1988
fremsendte patentkrav.
Klager anfører endvidere:
»De subsidiære krav adskiller sig fra de principielle krav ved, at
»at en plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor« i
de subsidiære krav er indskrænket til »aprotinin«.
Som det fremgår af klagerens/ansøgerens skrivelse af 26. september 1988
(imødegåelse af indsigelse) blev såvel den principale påstand som den
subsidiære påstand fremført under indsigelsesproceduren.
Det kan indledningsvis fastslås, at det danske Patentdirektorat i
afslagsskrivelse af 19. juni 1990 kun har taget stilling til klagerens
principale påstand, mens den subsidiære påstand slet ikke behandles. Dette
synes at være en alvorlig formel fejl. Hvis Patentdirektoratet havde afprøvet
den subsidiære påstand, havde det i det mindst været nødsaget til at fastslå
nyheden ved de subsidiære krav.
Det er endvidere klagerens opfattelse, at Patentdirektoratets afslag i
mange henseender er begrundet på en uafklaret og fejlagtig måde.
Afslaget bygger i det væsentlige på 3 dokumenter:
1) Bilag 5, Med. Welt, 29 (17), 1978, side 720 til 724:
Dette skrifts indhold er under punkt 3 i afslaget gengivet korrekt. Der
kendes ganske rigtigt fra dette skrift et vævsklæbestof med mindst 80 mg
fibrinogen/ml og med en »tilstrækkelig« mængde af faktor XIII
sammen med et indhold af albumin, hvilket vævsklæbestof foreligger i
dybfrossen tilstand. Af skiftet fremgår imidlertid ingen talmæssige
angivelser vedrørende indholdet af faktor XIII, og man kan ikke af skriftet
aflede, at faktor XIII skal være til stede i en mængde på mindst 7
enheder/ml, og det kan heller ikke udledes, at forholdet mellem faktor XIII
og fibrinogen udtrykt i enheder af faktor XIII pr. g fibrinogen udgør mindst
80.
Denne angivelse, at der er indhold af »tilstrækkelig faktor XIII til
stabilisering af fibrinet« er ikke tilstrækkeligt til at man kan slutte
sig til det i kravet angivne forhold mellem faktor XIII og fibrinogen, idet
en firbin-clot ifølge sædvanlig sprogbrug anses for at være
»stabiliseret«, når den ikke mere er opløselig i 1%
monochloreddikesyre eller 5-molær urinstofopløsning. Dette er imidlertid
allerede tilfældet efter ca. 50% tværbinding af fibrin-Gamma-kæderne sker
imidlertid altid væsentligt hurtigere end tværbindingen af
fibrin-Alpha-kæder, og den er sædvanligvis helt tilendebragt før der
overhovedet indtræder mærkbar fibrin-Alpha-kæde-tværbinding. Eftersom styrken
er væsentligt afhængig af fibrin-Alpha-kæde-tværbinding, giver imidlertid
først en sådan tværbinding en fornuftig kvalitet hos et vævsklæbestof.
Udtrykket »tilstrækkeligt« i forbindelse med stabilisering kan
således ikke sættes i stedet for den ifølge opfindelsen talmæssigt udtrykte
værdi for den ønskede fuldstændige Gamma-kæde-tværbinding og høj grad af
Alpha-kæde-tværbinding.
Man kan desuden heller ikke uddrage af bilag 5, at der skal være et
indhold af plaminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor i
klæbestoffet. Det fremgår tværtimod, at der må mangle en inhibitor: Det
angives således, at en lagring af klæberen ved stuetemperatur i længere tid
skal undgås, da der efter 24 timers lagring ved stuetemperatur kan påvises en
spontan koagulering samt en spontant fibrinolyse (se side 722, højre spalte
foroven).
Endelig er den anbefaling (side 723, venstre spalte foroven) at tilsætte
en fibrinolyse-inhibitor til thrombinopløsningen (ikke vævsklæbestoffet) en
ulempe, jvf. i denne sammenhæng redegørelsen i klagerens skrivelse af 26.
september 1988, side 7. Det fremgår, at Patentdirektoratet slet ikke har
taget hensyn til klagerens argumentation i forbindelse med bilag 5.
2) Bilag 1: Wiener Klinische Wochenschrift, 88, Suppl. 49, (1976), side 3
til 18.
Patentdirektoratets argumentation i forbindelse med dette skrift kommer
slet ikke ind på det, som sagen drejer sig om. Patentdirektoratet synes ikke
at have gjort andet end uprøvet at overtage, ja endog afskrive den ukorrekte
afgørelse i ankesagen ved Bundespatentgericht, dateret 27. maj 1988.
Den nævnte afgørelse er i virkeligheden fuldstændigt forkert. Klageren gik
ikke ud fra, at det danske Patentdirektorat i så vid udstrækning og på en så
forkert måde ville lade sig påvirke af denne tyske afgørelse, og det er
derfor, at klageren ikke tidligere har fremført nogen modargumentation. Hvis
klageren kunne have forestillet sig, at denne forkerte tyske afgørelse var
blevet taget så alvorligt, ville det ikke have været svært at fremføre en
modargumentation.
Man kan i denne sammenhæng stille sig det spørgsmål, om ikke Direktoratet
var forpligtet ifølge patentlovens § 15, stk. 1, til t opfordre klageren til
at give en supplerende udtalelse, især da den tilsvarende argumentation, dvs.
den fejlagtige beregning (se yderligere nedenfor) ikke er blevet fremført som
eget referat fra indsigers side. Indsigeren har udelukkende fremført
afgørelsen fra det tyske Bundespatentgericht for at vise det endelige
resultat af den tyske sagsbehandling, men har ikke fremhævet den til grund
liggende argumentation (idet det må være klart for indsigeren, at denne
argumentation ikke er holdbar).
I realiteten er den tyske ankeafdelings og dermed Patentdirektoratets
fortolkning af bilag 1 uholdbar.
Fra kapitlet »Material und Methodik« på side 4, højre spalte i
bilag 1, kan man ikke udlede de mængdeangivelser, der er i den nærværende
ansøgnings krav. Kapitlet »Material und Methodik« angår nemlig ikke
klæbning, men derimod undersøgelser med thrombelastografi (TEG). I modsætning
til det tyske ankesenats (og Patentdirektoratets) påstand om, at der bliver
anvendt 0,2 ml fibrinogenopløsning (fibrinogenindhold: 110 mg/ml) fremgår
det, at der til disse undersøgelser blev anvendt en firbrinogenopløsning med
en koncentration på 20 mg/ml og nærmere bestemt et faktor XIII-frit
oksefibrinogen (se det nævnte afsnit linie 2-3 og linie 11).
Ifølge kapitlet »Material und Methodik« blev der blandet 0,20
fibrinogenopløsning med 0,10 ml thrombinopløsning, idet der til denne
thrombinopløsning blev tilsat faktor XIII i fast form og i stigende
koncentration. Man kan ikke ud fra disse arbejdsbetingelser udlede, at der i
0,3 ml af blandingen var et indhold på 22 mg fibrinogen, idet der tværtimod
var et indhold på 4 mg fibrinogen. En konklusion med hensyn til indholdet af
faktor XIII er kun mulig på basis af tørstofindholdet, idet 85 mg tørstof
svarer til 250 enheder faktor XIII og 1 mg svarer til 2,94 enheder. Ved
stigende tilsætning af faktor XIII ved undersøgelserne med thrombelastografi
fremkommer der værdier for forholdet mellem faktor XIII og fibrinogen på
mellem 331 og 6248, hvilket ikke tillader, at man slutter sig tilbage til den
af klageren anførte grænse på mindst 80.
Bortset herfra er Spanglers thrombelastografiundersøgelser også allerede
helt urelevante af helt andre grunde. Man kan nemlig rejse den indvending mod
dem, at de er gennemført på ufagmandsmæssig måde, idet de er blevet
gennemført under en ekstrem calciummnagel.
Således indeholdt reaktionsblandingen praktisk talt ingen frie
calciumioner (Ca++). Da Faktor XIII imidlertid kun er virksom i nærheden af
calciumioner, fremgår det også af denne grund, at de beskrevne forsøg ikke er
egnet til en hvilken som helst tilbageslutning med hensyn til sammensætningen
af et vævsklæbestof. Ifølge Spangler, side 4, højre spalte foroven, opløstes
thrombin i en Ringer-opløsning med dobbelt indhold af calciumioner.
Ringer-opløsning indeholder som bekendt 1,8 mmol calciumioner pr. 1 (se
f.eks. W. Pschyrembel, Klinisches Worterbuch, Walter de Gruyter, 1977, side
1053, højre spalte).
Efter blanding af 0,2 ml fibrinogenopløsning med 0,1 ml thrombinopløsning
udgjorde slutkoncentrationen af frie calciumioner uden at tage hensyn til
fibrinogenopløsningens citratindhold 1,2 mmol/l. Når man dertil tager i
betragtning, at fibrinogenpræparater til stabiliseringsformål altid
indeholder citrat (sædvanligvis ca. 20 mmol/l), og idet citrat binder eller
danner kompleks med calciumioner, fremgår det, at de af Spangler beskrevne
TEG-forsøg blev gennemført praktisk talt uden tilstedeværelse af frie
calciumioner. Tilsætningen af stigende mængder af faktor XIII ses under disse
omstændigheder at være helt uden betydning, og forsøgene er samlet uegnet
til, at man deraf kan drage nogen som helst tilbageslutninger.
Ved hjælp af en tankemæssig kombination af bilag 5 og 1, når man fører
disse tilbage til deres faktiske informationsindhold og der ikke tages
spekulationer til hjælp, kan der ikke være tale om, at man ved en sådan
kombination kommer frem til den foreliggende opfindelse som affattet i
patentkravene. Dette underbygges endnu mere af, at det træk at tilsætte en
plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor, eller som angivet i
de subsidiære krav: aprotinin, hverken kan anses som kendt eller betragtes
som nærliggende på basis af en sådan tankemæssig kombination.
Selv om det også er rigtigt, at der i et kryopræcipitat er indeholdt ringe
mængder af Alpha2-antiplasmin, betyder det ikke, at det er overflødigt i
overensstemmelse med tanken bag den foreliggende opfindelse af inkorporere en
plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor i vævsklæbestoffet.
Det naturlige indhold er nemlig ofte svingende, og man kan kun garantere
gentagne optimale resultater, når man foretager den ifølge opfindelsen
anviste tilsætning i den ifølge opfindelsen angivne mængde, navnlig en
tilsætning af aprotinin.
Aprotinin har i forhold til andre inhibitorer den fordel, at der er tale
om et lille stabilt molekyle med en god opløselighed, som, når det er
inkorporeret i klæbestoffets samlede sammensætning, ikke på skadelig måde
påvirker den samlede proteinsammensætnings opløselighed. I modsætning hertil
har andre inhibitorer, såsom Alpha-antiplasmin, en større molekylvægt med
tungere opløselighed, som, når det er indeholdt i tilstrækkelige mængder i
den samlede proteinsammensætning, nedsætter denne sammensætnings
opløselighed.
3) Bilag 9: Langenbeck's Arch. Chir. Suppl. Chir. forum, 1974, side 249
til 251.
Direktoratets fortolkning af dette bilag er heller ikke korrekt. De på
side 250, 3. afsnit, beskrevne forsøg blev ikke gennemført med en faktor
XIII-holdig-fibrinklæber, hvilket der påstås i Direktoratets afslag, idet der
som angivet på side 249 til klæbningen blev anvendt en højkoncentreret human
fibrinogen og en thrombinopløsning, hvortil der var sat calciumioner og
faktor XIII, idet der som angivet side 250, 3. afsnit ved klæbningen til
leveren er tilsat en protionase-inhibitor. Det drejer sig åbenbart om
trekomponentsystem (jvf. i denne sammenhæng også klagerens redegørelse i
skrivelsen af 26. september 1988).
Når man tager i betragtning, at Patentdirektoratet fortolkning af de
enkelte ovennævnte bilag 5, 1 og 9 enten er ufuldstændig eller direkte
ukorrekt, er det ikke mærkværdigt, at den faktiske betydning af opfindelsen
ikke kommer til sin ret, og at Direktoratet kommer til den ukorrekte
følgeslutning, at den foreliggende opfindelsen mangler opfindelseshøjde.
Det kan ud fra den ovenfor givne redegørelse bevises, at en sammensætning
af dokumenterne 5, 1 og 9 ikke fører til det førstnævnte træk i krav 1, dvs.
at der i en fibrinogenholdig plasmafraktion indstilles et faktor XIII-indhold
på mindst 7 enheder/ml og et fibrinogen-indhold på 70 mg/ml, hvorhos
koncentrationsforholdet af faktor XIII til fibrinogen, udtrykt i enheder af
faktor XIII pr. g fibrinogen, udgør mindst 80. Det kan imidlertid også
fastslås, at det andet træk, nemlig det at tilsætte en inhibitor, fortrinsvis
aprotinin, i en mængde på 20 til 2000 KIE/ml til vævsklæbestoffet, ikke var
kendt før den foreliggende opfindelse. Ifølge kendt teknik var
inkorporeringen af inhibitor i vævsklæbestoffet slet ikken kendt - dette træk
er i sig selv nyt. Derimod blev inhibitoren tilført eksternt, f.eks. som en
bestanddel af thrombinopløsningen, som angivet i bilag 6.
Der skal i denne sammenhæng påny henvises til det af klageren gennemførte
forsøg nr. 6, der er beskrevet og forklaret af skrivelsen af 26. september
1988. Det må i denne forbindelse opfattes som mærkværdigt, at
Patentdirektoratet i sin afgørelse ganske vist har kunnet tage indsigerens
forsøg ifølge indsigelsesbegrundelsen af 18. mrts 1988 i betragtning, men
fuldstændigt har ignoreret klagerens forsøg og forklaring dertil i skrivelsen
af 26. september 1988.
Med forsøg 6 blev det på overbevisende måde godtgjort, at de ovennævnte to
træk ifølge krav 1, dvs. kombinationen deraf, udgør det væsentlige ved den
foreliggende opfindelse, idet intet af kryopræcipitaterne uden behandling
opfylder begge disse træk samtidigt.
Således er de ifølge opfindelsen vundne vævsklæbestoffer ikke kun nye
produkter i forhold til den kendte teknik, de giver også i flere henseender
kvalitativt væsentligt forbedrede vævsklæbestofpræparater i forhold et
sammenligningskryopræcipitat, sådan som det tydeligt fremgår af de foretagne
forsøg, og de er væsentligt forbedret med hensyn til tværbindelighed af
fibrin-Alpha-kæder, forskydningsstyrke og styrke ved hudklæbninger; de har i
forhold til kryopræcipitater en væsentligt højere proteinkemisk renhed og
navnlig også et formindsket plasminogenindhold, hvorved der opnås en
tilstrækkelig holdbarhed hos klæbningerne in vivo. Der kan ikke være tale om,
at man kan sidestille de i patentkravene anførte vævsklæbestoffer med
kryopræcipitater med hensyn til sammensætning og klæbeegenskaber.
Som det fremgår af den ovenfor givne redegørelse, er det ikke kun krav 1,
men også krav 2, der refererer tilbage til krav 1, der adskiller sig
væsentligt fra den kendte teknik på flere punkter.
De i Direktoratets afslag under punkt 5 anførte argumenter mod krav 2, der
refererer til Matras-artiklen, bilag 3, er ikke holdbare. Det er således ikke
korrekt, at Matras opnår et klæbestof med 93 mg fibrinogen/ml. Det er
rigtigt, at Matras har opnået en firbrinogenopløsning med 31 mg
fibrinogen/ml. En tilbageregning på basis af den antagelse, at når der er
anvendt to dele opløsningsmiddel, har sedimentet indeholdt 93 mg fibrinogen,
er ikke mulig, og den er ikke fagmandsmæssig korrekt; det kan ikke henføres
til ml. Et sediment er, som allerede udtrykt, et fast bundfald. Dette faste
bundfald er ikke noget klæbestof, idet det først må gøres flydende.
Sedimentets sammensætning fremgår ikke af Matras artikel. Sandsynligvis
var sedimentet en proteinsammensætning, hvortil man netop behøvede så meget
opløsningsmiddel, som det Matras angiver. Den i virkeligheden anvendte
opløsning til klæbning, som yderligere måtte filtreres, havde netop kun et
indhold på 31 mg fibrinogen/ml.
Der skal i denne sammenhæng henvises til klagerens duplik af 20. juli
1989, hvor der på side 4 er gjort rede for, at allerede det relativt lave
fibrinogenindhold på 70% beregnet på det samlede proteinindhold (31 ud af
44,5 mg/ml) viser, at den af Matras beskrevne fremgangsmåde og det dermed
vundne produkt ikke kan sammenlignes med den fremgangsmåde og det produkt,
der er beskrevet i den foreliggende ansøgning.
Matras artikel og de dertil anstillede overvejelser giver således ikke
noget basis for at afslå krav 2.
Konklusion
Det ses sammenfattende, at den i dansk patentansøgning nr. 0656/80 angivne
fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller
animalske proteiner fra blod, hverken er kendt eller nærliggende på baggrund
af den kendte teknik, og at den frembyder væsentlige tekniske fordele.
På denne baggrund anmodes Patentankenævnet om at anerkende, at de
principale krav, subsidiært de subsidiære krav omhandler en fremgangsmåde,
der opfylder patentlovens krav om patenterbarhed.'
I skrivelse af 8. februar 1991 har indsiger påstået Patentdirektoratets
afgørelse af 19. juni 1990 stadfæstet og anført:
»Den påklagede afgørelse, der er fremkommet efter en omfattende
indsigelsesprocedure, er efter indsigernes opfattelse ikke blot korrekt i sin
konklusion - afslag på grund af manglende opfindelseshøjde - men også korrekt
m.h.t. de detaljerede præmisser, der ligger til grund for afgørelsen.
Ansøgerne har i klagebegrundelsen ikke fremført sådanne nye argumenter
eller bevisligheder, som kan bevirke, at sagen kan anses at være tilført
noget reelt nyt i forhold til det af ansøgerne under indsigelsesproceduren
allerede fremførte. De følgende bemærkninger må derfor nødvendigvis - hvilket
beklages - i væsentligt omfang omfatte gentagelser af det af os under
indsigelsesproceduren anførte.
Klagen omhandler såvel påståede formelle som reelle fejl begået af
direktoratet i det givne afslag. Ansøgerne synes at mene, at det er en formel
fejl, at direktoratet ikke specielt har kommenteret de subsidiære krav.
Eftersom de sidstnævnte krav blot afviger fra de fremlagte krav ved en
begrænsning af »plasminogen-aktivator-inhibitor eller
plasmin-inhibitor« til »aprotinin«, er det efter vor
opfattelse fuldt ud berettiget, at direktoratet ikke har fundet anledning til
specifikt at begrunde de subsidiære kravs manglende patentværdighed, jfr.
afslagets detaljerede grunde.
Ansøgerne kommenterer 3 ud af de 6 bilag, der ligger til grund for den
påklagede afgørelse, hvorfor vi må formode, at ansøgerne ikke vil bestride,
hvad der i afslaget er anført om de øvrige bilag.
Ansøgerne forsøger i forbindelse med bilag 5 (Med. Welt 29, (17), 720-724
(1978)) fortsat at fremkalde det indtryk, at den der beskrevne klæber er
noget ganske andet end den i den foreliggende ansøgning omhandlede
vævsklæber. Ifølge bilag 5 anvendes der imidlertid ikke en vilkårlig
dybfrossen vævsklæber med mindst 80 mg fibrinogen pr. ml, albumin, andre
proteiner, 0,13 mg plasminogen pr. ml og tilstrækkelig faktor XIII (side 722
f.o., venstre og højre spalte), men derimod ifølge side 720, højre spalte,
Materialien und Methoden, 1.-3. linie, præparatet »Fibrinkleber«,
som ansøgerne havde frigivet til klinisk afprøvning, jfr. også det følgende.
Ansøgerne hævder, at angivelsen på side 722, venstre spalte, linie 7 f.o.,
»F XIII ist ausreichend vorhanden«, ikke kan udlægges derhen, at
denne klæber opfylder betingelserne m.h.t. den senere i nærværende ansøgning
omhandlede fibrinklæber, eftersom allerede en ringe tværbinding af fibrinet
skulle føre til uopløselighed, hvorfor der ikke har foreligget en klæber med
tilstrækkelig klæbestyrke.
Nu angives det imidlertid i bilag 5 (side 724, venstre spalte, første
stykke), at »Fibrinklebungen sind, wie diese Untersuchungen gezeigt
haben, at »Fibrinklebungen sind, wie diese Untersuchungen gezeigt haben,
mindestens bis zu 200 pond/(cm2) belastbar«, og det fremgår af tabel 3
(forsøg 3) i ansøgernes indsigelsesimødegåelse, at deres ifølge den påståede
opfindelse fremstillede »vævsklæbestof« ved rottehudklæbninger kun
udviser en styrke på 53,2 +/- 8,7 pond pr. 0,636 (cm2) svarende til en styrke
på 83,6 pond/(cm2). Den til den kliniske afprøvning af ansøgerne til rådighed
stillede »Fibrinkleber« havde således en mere end dobbelt så høj
klæbestyrke som det ifølge den foreliggende ansøgning fremstillede præparat.
Eftersom ud over klæberens fibrinogenindhold faktor XIII-indholdet i det
væsetnlige er ansvarligt for klæbestyrken, må det være åbenbart, at den
beskrevne klæber i det mindste havde det fornødne faktor XIII-indhold, og at
alle forholdsværdierne - såfremt de var blevet bestemt - ville have vist sig
at være opfyldt. Man kunne fristes til at hævde, at meget tyder på, at de
ifølge ansøgningen fremstillede vævsklæbere reelt er forringede
udførselsformer for de for længst fra litteraturen kendte vævsklæbestoffer på
basis af fibrinogen, faktor XIII og thrombin.
Når ansøgerne i deres klagebegrundelse synes at opfatte klæberens 24
timers anvendelighed som bevis for, at der i denne klæber ikke skulle være en
tilstrækkelig mængde plasminogen-aktivator-inhibitor til stede, må det vække
forundring, at ansøgerne i pakningsinstruktionerne til deres nuværende
dybfrosne klæber anfører, at »Die Klebenkomponenten mussen innerhalb von
4 Stunden nach dem Auftauen verbraucht werden«, jfr. vedlagte bilag I,
pakningsinstruktioner hørende til Tissucol Duo S, se »Art der
Anwendung«, Pkt. 2 »Verwendungsdauer der Kleberkomponenten«.
Den i forhold til Stemberger's angivelser (bilag 5) for ansøgernes
handelsprodukt til 1/6 afkortede anvendelsestid for den formodentlig ifølge
patentkravene fremstillede klæber må lede til den konklusion, at enten er
tilsætningen af inhibitoreren direkte til fibrinogenbestanddelen - modsat
hvad ansøgerne synes at mene - totalt virkningsløs og medfører intet teknisk
fremskridt, eller også var i det mindste den i ansøgernes nuværende
handelsprodukt tilstedeværende inhibitormængde også til stede i den klæber,
som Stemberger fik stillet til rådighed af ansøgerne (bilag 5); i så fald er
klæberen ikke ny, hvilket i øvrigt også fremgår af andre af de fremdragne
publikationer.
Ansøgernes på ny fremsatte påstand om, at tilsætningen af inhibitoren
(aprotinin) til thrombin skulle være en ulempe i forhold til tilsætningen til
fibrinogenbestanddelen, synes ikke på noget tidspunkt at være dokumenteret,
og ansøgerne vil ikke være i stand til at fremkomme med en sådan
dokumentation, eftersom deres påstand strider mod de fysisk-kemisk love
(diffusionslovene). Da aprotinin med molvægt 6500 Dalton er et ca. 6 gange
lettere molekyle end thrombin (38000 Dalton), difuderer førstnævnte
væsentligt hurtigere ind i fibrinogenbestanddelen end thrombin. Reaktionen
mellem fibrinogen og thrombin er imidlertid forudsætningen for klæbningen.
Ansøgernes påstand om, at deres fremgangsmåde skulle være fordelagtig i
forhold til den af Stemberger (bilag 5) anvendte, har altså intet med
virkeligheden at gøre.
Det står hen i det uvisse, hvad ansøgerne vil opnå med deres bemærkninger
til bilag 1, jfr. klagebegrundelsens side 4 f.n. til 7 f.n. Det synes nærmest
at forholde sig således, at ansøgerne kun har læst brudstykker af bilag 1
eller ikke har forstået det eller bevidst udlægger indholdet fejlagtigt.
Hertil kommer, at ansøgerne faktisk ikke kommer nærmere ind på de af
direktoratet i afslaget fremhævede dele af bilag 1.
Såfremt ansøgerne havde læst hele bilaget, ville de have set, at det
indeholder flere dele, der omfatter såvel in vitro-undersøgelser m.h.t.
forskellige parametre, der påvirker vævsklæbning, som in vivo-undersøgelser
med klæbninger (jr. side 8, pkt. 3.3 til side 11, 3.3.4).
Til de forskellige problemstillinger blev der valgt forskellige
forsøgsmaterialer til bedømmelse af betydningen af de enkelte bestanddele af
klæberen for klæbningens samlede resultat, og som det fremgår af arbejdets
materiale- og metodikafsnit benyttedes da også en række forskellige
komponenter. Patentdirektoratet har i afslaget af ansøgningen kun fremdraget
de dele af arbejdet, som var af betydning for bedømmelsen af patentbarheden,
og direktoratet har efter vor opfattelse også draget de korrekte slutninger
på basis af de fremdragne passager. Den af ansøgerne angrebne del af arbejdet
vedrørende thrombelastografi (TEG) er overhovedet ikke taget i betragtning
ved bedømmelsen og ikke anvendt til begrundelse af afslaget af ansøgningen.
Den pågældende del af arbejdet tjener i det væsentlige kun til at vise
betydningen af faktor XIII for fibrinstabiliteten, og derfor anvender
forfatteren et specielt faktor XIII-frit oksefibrinogen fra Behringwerke og
et faktor XIII-koncentrat og ikke ansøgernes humane fibrinogen-kryopræcipitat
med gennemsnitligt 100 mg fibrinogen pr. ml, således som det anvendes til
klæbeforsøgene på side 4, højrespalte f.o., 2. afsnit. Under de angivne
eksperimentelle betingelser kunne farfatteren til arbejdet vise virkningen af
faktor XIII på koagulatstyrken (afbildning 2, side 5). Ansøgernes kritik af
disse forsøg, der ikke primært er relevante for den påståede opfindelse, er i
øvrigt ikke relevant, eftersom ansøgerne opstiller antagelser, der ikke er
belæg for, og som ikke er korrekte, eftersom det faktor XIII-fri
oksefibrinogen fra Behringswerke overhovedet ikke indholder citrat, og idet
det i den til det pågældende afsnit hørende materiale- og metodikdel på side
4, højre spalte f.n. kun angives, at der anvendes Ringer-lactat med forøget
Ca++-ionindhold (hvilke f.eks. også kunne være det 10-dobbelte indhold).
Nærmere angivelser om Ca-indholdet i den anvendte Ringer-lactat-opløsning
findes kun i de af patentdirektoratet fremdragne materiale- og metodikdele af
arbejdet (bilag 1). I forbindelse med de af direktoratet m.h.t. disse dele af
arbejdet opstillede beregninger finder vi det vanskeligt at se, at der skulle
foreligge en principiel fejl. Det var således ikke specielt Spangler's formål
med arbejdet at etablere fibrinklæbesystemer til vævsklæbning, eftersom
sådanne systemer i den form, ansøgerne har søgt at patentere, i det
væsentlige har været kendt siden Matras' arbejde fra 1972 (bilag 3); således
anfører Spangler i bilag 1 i indledningen på side 4, venstre spalte,
næstsidste afsnit i indledningen vedrørende klæbesystemet:
»Einer Anregung Lindners folgend konnte dann Matras mit dieser
Methode erfolgreich Anatomosierungen von Nerven im Tierexperiment vornehmen
und 1975 uber die Anwendung dieses Verfahrens auch am Mennschen berichten. Um
die Verwenbarkeit dieser Methode aug breiter Basis in der operativen Medizin
zu evaluieren wurden experimentelle Untersuchungen und klinische
Ad-hoc-Erprobungen vorgenommen.....«
Til de udførte dyreforsøg anvendtes de på side 4, venstre spalte f.n. og
side 5, højre spalte angivne betingelser, nemlig humant
fibrinogenkryopræcipitat med en koncentration på ca. 100 mg/ml eller på 120
mg/ml (med 110 mg fibrinogen pr. ml). Inden anvendelsen blev
kryopræcipitaterne langsomt opvarmet til stuetemperatur og videreanvendt
således (side 4, højre spalte f.o.). Der er ikke tale om, at der i
forbindelse med klæbningerne blev benyttet fortyndede opløsninger.
Alt i alt kan ansøgernes bemærkninger til bilag 1 ikke anses for relevante
resp. korrekte og kan ikke tillægges betydning.
De af ansøgerne på side 7, de to sidste afsnit, fremførte påstande savner
grundlag, eftersom ansøgerne ikke har godtgjort, at deres anvisninger m.h.t.
tekniske handlinger skulle udgøre et fordelagtigt valg blandt mulige
alternativer. Med hensyn til inhibitoren (se side 7, næstsidste afsnit i
klagebegrundelsen) er påstanden om den nødvendige tilsætning af inhibitoren
til fibrinogenbestanddelen uholdbar, jfr. de i det foregående omtalte
fysisk-kemiske forhold, og tilsætninger af aprotinin til thrombinet og dermed
til klæbesystemet på den af ansøgerne angivne måde var forud kendt. Også
angivelserne om Alpha2-antiplasmin på side 7 f.n. i klagebegrundelsen er
ukorrekte, eftersom Alpha-antiplasmin er et Alpha-globulin, som over for
fibrinogen udøver en mere cosolubiliserende indflydelse end aprotinin, der
som et lille peptid ganske vist selv er let opløseligt, men som på grund af
dets positive ladning virker i retning af at hindre opløseligheden af
fibrinogen.
Ansøgernes bemærkninger til bilag 9 tilfører ikke sagen noget nyt.
Forfatterne til bilag 9 (Spangler et al.) undersøgte indflydelsen af de
forskellige bestanddele af en vævsklæber på basis af fibrinogen, faktor XIII,
Ca++-ioner og thrombin; fibrinolytisk aktivitet i klæbeområdet kunne
forfatterne undertrykke fuldstændigt ved tilsætning af
proteinase-inhibitorer. Eftersom den først angivne forfatter til bilag 9 er
identisk med forfatteren til den 2 år senere offentliggjorte publikation i
bilag 1, udgør bilag 1 en videreudvikling af bilag 9 med stærkere
præciseringer af detaljerne og unerbyggelse med forsøgsresultater.
I bilag 9 formulerer forfatterne i de to første sætninger klart det
grundprincip for fibrinklæbning, som også gælder frem til i dag:
»Dei Grundlage der »Fibrinklebung« stellt die im Rahmen der
Blutgerinnung auftretende Polymerisation des Fibrinmonomers dar. Dieses
Polymer wird von aktiviertem F XIII - einer Transglutaminase-durch
Quervernetzung stabilisiert.'
Som konsekvens af denne erkendelse nævnes de for klæbningen
betydningsfulde komponenter:
1. Højkoncentreret fibrinogen og
2. thrombin samt
3. Ca++-ioner
4. faktor XIII og til undgåelse af en fibrinolyse
5. fibrinolyseinhibitorer (se bilag 9, side 250, Ergebniss, første afsnit,
3. og 4. sætning).
Det er herefter klart, at forfatterne korrekt havde erkendt
klæbeprincippet som en reaktion mellem fibrinogen og thrombin til
fibrinmonomere - øjensynligt i modsætning til ansøgerne, der ukorrekte stadig
betegner bestanddele af klæberen, som i sig selv ikke har klæbeegenskaber,
som vævsklæbestof. Ud fra denne fejlagige definition fremkommer da de
ukorrekte konklusioner, idet ansøgerne øjensynligt mener, at det skulle være
af afgørende betydning, til hvilken af de to bestanddele, der principielt
skal holdes adskilt, fibrinogen og thrombin, der tilsættes yderligere
bestanddele såsom Ca++-ioner, faktor XIII, aprotinin, albumin etc.
De tilsatte bestanddele ændrer ikke klæbningens grundprincip, men
modificerer blot enkelte af klæberens egenskaber. Således forøger
tværbindingen af fibrinkoagulatet med faktor XIII i nærværelse af Ca++-ioner
elasticiteten og overrivningsstyrken af klæbningen, og proteinase-inhibitoren
aprotinin forøger resistensen mod fibrinolyse. Da klæberen først dannes ved
kombinationen af fibrinogen og thrombin (eller en thrombinlignende protease),
er det også i højeste grad ligegyldigt, hvilken af de to komponenter der får
tilsat de yderligere for klæbningen fordelagtige stoffer, når blot de er
indeholdt i klæberblandingen i den rigtige koncentration.
Det er ikke ansøgernes fortjeneste at have fundet frem til de korrekte
forhold mellem bestanddelene; de forskellige til klæbningen - ud over
grundbestanddele er for længst forud for ansøgningen blevet kendt fra de
fremdragne (og mange andre) publikationer og er forud beskrevet i den
størrelsesorden, der svarer til de af ansøgerne anvendte koncentrationer;
herudfra lader også mængdeforholdene sig beregne. Selve beregningen af
mængdeforholdene ud fra de angivne koncentrationer, evt. efter analyse af den
i litteraturen mange gange forbeskrevne fibrinklæber, kan ikke begrunde
ansøgernes fremgangsmådes patenterbarhed.
Det er ikke nødvendigt at gå nærmere ind på ansøgernes forsøg nr. 6 (se
klagebegrundelsen side 9 f.o.), eftersom det for kryopræcipitat I angivne
fibrinogenindhold på 35,5 mg pr. ml i tabel 5 i ansøgernes indlæg af
26.9.1988 klart viser, at der er tale om uvasket kryopræcipitat som i forsøg
nr. 1, 2 og 3 og på ingen måde om et ifølge teknikkens stade i henhold til
Matras (bilag 2) fremstillet, vasket og ved 37 graderC (ifølge bilag 8)
flydendegjort kryopræcipitat. Et ifølge Matras fremstillet, vasket og ved 37
graderC flydendegjort kryopræcipitat opfylder ifølge indsigernes
undersøgelser alle de betingelser, der i patentkravene opstilles for
vævsklæbestoffet.
Vi forstår ansøgerne således, at de trods alt erkender, at de ifølge krav
1 i ansøgningen i kombination anvendte klæberkomponenter med undtagelse af
aprotinin allerede fremgik af den kendte teknik.
Tilstedeværelsen af aprotinin i disse komponenter er ganske vist ikke
nævnt i de fremdragne publikationer, men de kan heller ikke udelukkes i
fibrinkomponenterne ifølge bilag 1, 5, 7 og 9, eftersom der i alt fald i
bilag 5 er tale om ansøgernes »Fibrinkleber«, der blev frigivet til
klinisk afprøvning, jfr. Med. Welt 29 (1978), side 720, højre spalte i
»Materialien und Methoden«, første sætning. Da de allerede på
daværende tidspunkt gyldige lovforskrifter vedr. kliniske
godkendelsesafprøvninger tvingende foreskriver anvendelsen af de materialer,
for hvilke godkendelsen ønskes, kan der givetvis ikke være tale om, at den
anvendte fibrinklæber ikke svarede til det i patentkravene angivne.
Herudover er en diskussion om, til hvilken komponent af fibrinklæberen der
blev sat aprotinin, ganske ørkesløs, eftersom klæberen først dannes ved
foreningen af fibrinogen komponenten med thrombinkomponenten, og idet alle
komponenter, der indeholdt i de to opløsninger, hører til klæberblandingen.
Det er således ganske uvæsentligt, i hvilken opløsning den ene eller den
anden bestanddel har befundet sig inden blandingen, blot der drages omsorg
for at sikre en streng adskillelse af fibrinogen og thrombin. Under dette for
funktionen af klæberen eneafgørende aspekt er aprotinin i klæberblandingen
naturligvis absolut ikke ny, men derimod for længst af forfatterne til det
fremdragne inkorporeret i klæberen i de angivne koncentrationer.
Ansøgernes bemærkninger om Matras-artiklen (bilag 3) kræver heller ikke
mange kommentarer. Det turde være klart, at såfremt det der opnåede, vaskede
kryopræcipitat, såfremt det ikke var blevet opløst med 2 dele puffer, men
derimod - som forfatteren senere selv og også Spangler (bilag 1) gjorde det -
var blevet flydendegjort ved opvarmning til 37 grader C, ville ansøgernes
koncentrationer og forholdsmængder have været opfyldt, idet ansøgerne jo
reelt ikke har gjort andet end at kopiere Matras-metoden og blot supplere den
af Matras til opløsning ved 37 graderC anvendte puffer (se side 518, venstre
spalte) men aprotinin og anvende den til vaskningen ved +2 graderC. Ved den
lave temperatur på +2 graderC, der anvendes her, forbliver kyropræcipitater
som bekendt uopløste; der ligger således intet opfinderisk i ombytningen med
Matras-pufferen.
Sagens bilag 6 (Fibrinkleber Human Immuno 1978) kommer ansøgerne ikke ind
på. Dette bilag 6 viser, at ansøgerne inden ansøgningstidspunktet havde bragt
det ifølge kravene fremstillede produkt på markedet, hvorved det var blevet
kendt for offentligheden.
Den ifølge ansøgernes såvel principale som subsidiære kravsæt anvendte
fremgangsmåde er i vidt omfang svarende til den af Matras i bilag 3
beskrevne, idet der anvendes ækvivalente udgangsmaterialer og
fremstillingstrin.
Alle de af ansøgerne for deres klæber påberåbte kendetegn er allerede
forud kendt gennem de publicerede undersøgelser m.h.t. klæbersystemer, der
nødvendigvis består af en fibrinogen- og en thrombinbestanddel.
Ansøgerne har ikke kunnet dokumentere deres påstande om, at de ved deres
fremgangsmåde fremstillede klæbere skulle adskille sig fordelagtigt fra de
kendte klæbere.
Ansøgernes ifølge kravene fremstillede vævsklæber har været anvendt
åbenlyst før ansøgningstidspunktet.'
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 14. april 1994.
For klageren mødte akademiingeniør H. Zeuthen-Aagaard med Dr. Alge, Dr.
Rehl og Dr. Seelich.
For indsigeren mødte civ.ing. Gunnar Lind med Dr. Herman Karges.
Parterne procederede sagen under henvisning til de indgivne
processkrifter.
Klageren gjorde navnlig gældende, at der ved det ansøgte er tale om en
teknisk effekt, som ikke kunne udledes af den på ansøgningstidspunktet kendte
teknik.
Indsigeren anførte heroverfor, at der er tale om en række praktiske
foranstaltninger inden for kendt teknik, og at det ansøgte ikke vil føre til
noget uventet teknisk resultat.
Ankenævnet skal udtale:
Under henvisning til det af Direktoratet anførte og til, at det ansøgte
findes at være en optimering af allerede kendt teknik uden overraskende
teknisk effekt.
bestemmes:
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen L. Herborg Arne Holm.
Ansgar Sørensen.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
Lignende dokumenter
- Fremgangsmåde til fremstilling af kemisk stof adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik. Retsinformation · 24. september 1997
- Varmepumpeanlæg adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik. Retsinformation · 24. september 1997
- Opfindelseshøjde Retsinformation · 24. september 1997
- P 4/96 opretholdelse af patent nr. 147.637 fremgangsmåde og anlæg til fremstilling af cement Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. juli 1999
- AN 2003 00032 – BA 2000 00375 Polypeptidsammensætninger med forbedret stabilitet – frembringelseshøjde. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. oktober 2004
- Ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af 1,6-dichlor-1,6-didoxy-beta-D-fructofuranosyl-4-chlor- 4-deoxy-alpha-galactopyranosid. Retsinformation · 16. marts 1998