Spring til indhold

Retsinformation

Ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner fra blov afslået, da det ansøgte patent ikke fandtes at afvige væsentligt fra kendt teknik.

KEN nr 10076 af 09/09/1994Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Ansøgning om patent på fremgangsmåde til

fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner

fra blov afslået, da det ansøgte patent ikke fandtes at afvige væsentligt fra

kendt teknik.

År 1994, den 9. september afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen,

Herborg, Holm, Ansgar Sørensen) følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P 39/90: Klage fra

Immuno Aktiengesellschaft,

Østrig,

v/Patentbureau Chas. Hude

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 19. juni 1990 af patent-

ansøgning nr. 0656/80

efter indsigelse fra

Behringwerke Aktiengesellschaft,

v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S.

Den 21. december 1987 fremlagdes under nr. 151.611 B em den 125. februar

1980 indleveret ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et

vævsklæbestof på basis af humane eller animalske proteiner fra blod.

De fremlagte krav lød således:

»1. Fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af

humane eller animalske proteiner fra blod, med et indhold af fibrinogen og

faktor XIII, k e n d e t e g n e t ved, at der i en fibrinogenholdig

blodplasmafraktion indstilles et faktor XIII-indhold på mindst 7 enheder/ml

og et fibrinogen-indhold på mindst 70 mg/ml, hvorhos koncentrationsforholdet

af faktor XIII til fibrinogen, udtrykt i enheder af faktor XIII pr. gram

fibrinogen, udgør mindst 80, og blodplasmafraktionen tilføres en

plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmim-inhibitor, fortrinsvis

Læs alt

aprotinin, i en mængde på 20-2000 KIE pr. ml samt eventuelt en koldopløselig

globulin og/eller albumin.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at der fra et

fibrinogenholdigt plasma-kryopræcipitat ved een eller flere behandlinger med

en pufferopløsning, som indeholder natriumcitrat, natriumchlorid, en

plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor samt eventuelt glycin

og glucose, fjernes koldt opløseligt plasmaprotein, det rensede bundfald

opløses og i givet fald gøres det opløste rensede bundfald holdbart ved

dybfrysning.

Ved skrivelse af 18. marts 1988 nedlagde klager i denne sag, Behringwerke

Aktiengesellschaft, Tyskland, v/Patentbureau Budde, Schou & Co. A/S

indsigelse mod ansøgningen med påstand om, at ansøgningen blev afslået i sit

fulde omfang.

I indsigelsesbegrundelsen anførtes bl.a.:

6. Den kendte tekniks stade.

Den eneste under ansøgningens behandling fremdragne publikation er

Schrøder, Rufer, Schmiechen: Arzneimittelchemie II, G. Thieme Verlag

Stuttgart 1976, side 3. Ansøgerne har således ikke henledt Direktoratets

opmærksomhed på de talrige andre forpublicerede, relevante skrifter, jfr. det

af indsigeren fremdragne materiale.

Den kendte teknik, hvortil der henvises i beskrivelsen (Matras et al. fra

1972 (bilag 3) og Spangler et al. fra 1973 (bilag 4), jfr. ovenfor), er

langtfra omtalt fuldstændigt og derfor nærmest vildledende; dette fremgår af

de i denne indsidelsesbegrundelse nævnte skrifter, bilag 1-12:

De to i beskrivelsen nævnte arbejder, jfr. ovenfor, er så åbenbart ikke

blevet vurderet korrekt.

6.1. Vævsklæberens manglende nyhed p. gr. af åbenlys udøvelse

En åbenlys udøvelse må betragtes som nyhedsskadelig, når der forelå en

ikke-fjerntliggende mulighed for, at andre sagkyndige - konkurrenter - kunne

få tilstrækkeligt kendskab til det, der blev udøvet, og egenskaberne af

produktet.

6.1.1. Det fremgår af Spangler, Wiener klinische Wochenschrift, 88.

årgang, 1976, Suppl. 49, side 3-18, bilag 1, Med. Welt, 29 (17), 720-724

(1978), bilag 5, Fibrinkleber Human Immuno, Stand: 11/1978, bilag 6, og Blut,

38 (1), jan. 1979, side 64, bilag 7, at man forud for prioritetsdatoen

åbenlyst har anvendt et vævsklæbestof fremstillet ifølge ansøgningens krav

1-2. Dette fremgår også af det efterpublicerede trykskrift med betegnelsen

bilag 8, jfr. bilagsfortegnelsen. Det angives her på side 199, andet afsnit,

at »Fibrinkleber Human Immono« i 1974 overgik til klinisk

afprøvning og »seither auf den verschiedensten medizinischen Bereichen

zahlreiche Arbeiten uber dessen praktische Anwendung erschienen«.

Referat af T. Seelich (en af opfinderne) og H. Redl sammenfatter, hvad der

før den fremlagte ansøgnings prioritetsdato var kendt m.h.t.

vævsklæbestoffet, dets anvendelse og egenskaber, nemlig følgende:

(a) dets oprindelse fra humant plasma-kryopræcipitat, jfr. bilag 1, side

4;

(b) fibrinklæberen bringes dybtfrossen i handelen, jfr. bilag 5, side 722,

og bilag 6, side 4, 8, 10 og 11;

(c) indholdet af F XIII (tilstrækkelig mængde til stede) og fibrinogen

(mindst 80 mg fibrinogen pr. ml), jfr. bilag 5, side 722 og 724, og bilag 6,

side 4;

(d) medanvendelsen af en plasmin-inhibitor (aprotinin = Trasy-101R). jfr.

bilag 1, side 6; bilag 5, side 721, bilag 6, side 8; endvidere Spangler et

al., Langenbeck's Arch. Chir. Suppl. Chir. Forum, 249-251, (1974, især side

250, tredie afsnit ( Zusatz des Proteinase-Inhibitors zum Kleb-Klebstoff),

jfr. bilag 9;

(e) Indholdet af koldtuopløseligt globulin og albumin, jfr. bilag 7, side

64;

(f) hæmningen af fibrinolysen i klæbeområdet og styringen af klæbningens

holdbarhed, jfr. bilag 7, side 64;

(g) anvendelsen af homologt fibrinogen til vævsklæbning leder ikke til

nogen forventning om skadelig indflydelse på sårhelingen. Fibrinklæberen

muliggør en sikker og vedvarende blodstandsning, jfr. bilag 1, side 6, 13 og

14.

6.1.2. Vævsklæbestoffet fremstillet ifølge den fremlagte ansøgnings krav

1-2 er ifølge ansøgerens egne angivelser og ifølge litteraturen før

prioritetsdatoen uden begrænsninger blevet overgivet til trediemand - kiruger

og forskere i instituter for eksperimentel kirugi - og blevet anvendt af

disse. Arten af vævsklæbestofferne, deres anvendelse og de herved opnåede

resultater er udførligt omtalt i de forpublicerede trykskrifter, hvortil vi

har henvist.

De'trediemænd', der her er tale om, er fagfolk, dvs. biokemikere og læger,

og pålidelige metoder til bestemmelse af mængderne af F XIII, fibrinogen,

plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor, totalprotein og

albumin var kendt på prioritetstidspunktet.

Med den viden, som de relevante personer var i besiddelse af, kunne disse

uden videre erkende kendetegnene for produktet »Fibrinkleber Human

Immuno«, nemlig tilstrækkelig høj koncentration af F XIII og af

fibrinogen, indhold af koldtuopløseligt globulin og albumin og medanvendelsen

af aprotinin i til firbrinolysehæmning tilstrækkelig mængde ved fældningen

med thrombin CaCl2-opløsning. Analysemetoderne var kendte og ren rutine. I

øvrigt er det ifølge almen erfaring yderst usandsynligt, at kiruger skulle

have anvendt fibrinklæber-præparaterne ubeset, kritikløst og uden nærmere

kendskab til og information vedrørende deres oprindelse (human eller

animalsk) og deres sammensætning.

6.1.3. Vævsklæbestoffet fremstillet ifølge den foreliggende ansøgning nr.

656/80 stod forud for prioritetsdatoen klinisk til rådighed og blev med godt

resultat anvendt i kirurgien. Herefter må stoffets sammensætning have svaret

til den i krav 1 i ansøgningen angivne sammensætning.

På påføringsstedet må det omhandlede vævsklæbestof nødvendigvis foreligge

sammen med fibrinolyse-inhibitoren. Når denne ikke foreligger i

vævsklæbestoffet, foreligger den imidlertid efter tilsætning af

thrombin-CaCl2-opløsningen med indhold af aprotinin (TrasylolR) til

vævsklæbestoffet på påføringsstedet.

Det er åbenbart, at denne form for anvendelse er ækvivalent med

anvendelsen af vævsklæbestoffet, som i forvejen indeholder inhibitoren -

ellers ville ansøgerne ikke endnu i dag tilbyde denne udførelsesform til

kirurgerne, jfr. prospektet »TissucolR Fibrinkleber tiefgefroren«,

se bilag 10.

6.2. Teknikkens stade ifølge det fremdragne materiale.

Selv i det tilfælde, at man ikke vil kunne tiltræde, at der foreligger en

åbenlys, patenthindrende udøvelse af den påståede opfindelse, må den

fremlagte ansøgning alligevel afslås på baggrund af det nu fremdragne

materiale på grund af manglende nyhed og i alt fald manglende

opfindelseshøjde.

6-2-1- Fra bilag 11 (Spangler et al., Acta Chir. Austriaca, 4, 89-94

(1975)) kendes en klæbning af leverbeskadigelser med godt resultat ved hjælp

af højkoncentreret fibrinogen, dvs. humant fibrinogen-kryopræcipitat

(plasma-kryopræcipitat) med et fibrinogenindhold på 72 mg pr. ml, under

anvendelse af F XIII-koncentrat (250 enheder pr. ml) og fibrinolyse-inhibitor

TrasylolR (aprotinin).

Thrombin-Ca++-opløsning anvendes som fældningsmiddel. 3 ml af denne

opløsning tilsættes lige før klæbningen 250 enheder F XIII pr. ml og 1 ml

TrasylolR, jfr. side 90. Forfatterne betoner, at man ved klæbningen med

fibrin også må tage hensyn til den lokale fibrinolytiske aktivitet af det

væv, der skal klæbes.

6.2.2. Fra bilag 1 (Spangler, 1976) kendes den med godt resultat

gennemførte vævsklæbning og lokale blodstandsning med højkoncentreret

fibrinogen-kryopræcipitat (plasma-kryopræcipitat) med en gennemsnitlig

fibrinogen-koncentration på 100 mg pr. ml. Tilsætningen af F XIII forøger

klæb ningens styrke og forsinker lysen af fibrinkoagulatet. Ved tilsætning af

fibrinolyse-inhibitor TrasylolR (aprotinin) kan fibrinolysen hæmmes

fuldstændigt. Klæberen har sårhelingsfremmende egenskaber, og klæbestoffet er

resorberbart. Der anvendes thrombin-CaCl2-opløsning som fældningsmiddel.

Fibrinogen-opløsninger indholder Alpha priori faktor XIII, jfr. side 4-6, 16

og 17.

6.2.3. Fra bilag 5 (Stemberger et al., 1978) kendes der vævsklæbning med

fibrinogenkoncentrat (fibrinklæber) med mindst 80 mg fibrinogen pr. ml

klæberopløsning samt et indhold af albumin og F XIII »in ausreichender

Menge«. Til stabiliseringen af fibrin er den i klæberen tilstedeværende

F XIII tilstrækkelig. Fibrinklæberen bringes i handelen efter at være gjort

holdbar ved dybfrysning.

6.2.4. Fra bilag 6 (firmaprospektet »Fibrinkleber Human Immuno,

Stand 11/1978«) kendes der vævsklæbning med en fibrinklæber under

anvendelse af en thrombin-CaCl2-opløsning (som fældningsmiddel) med aprotinin

(som fibrinolyse-inhibitor). Fibrinklæberen udvindes ud fra sammenbragt

humant plasma (»pool'et plasma«) - og derudfra fremstillet

kryopræcipitat. I 1 ml opløsning er der indeholdt 90 mg koagulerbart humant

plasmaprotein, dvs. fibrinogen. Det må med sikkerhed antages, at

fibrinklæberen indeholder F XIII i tilstrækkelig mængde til stabilisering af

fibrin, jfr. også udførelseseksemplerne i den fremlagte ansøgning. I modsat

fald er en hurtig forøgelse af koagelstyrken (størkning i løbet af 30-60

sekunder) ikke sikret (hastigheden for fibrindannelsen afhænger af

thrombinkoncentrationen. Bilag 6 beskriver en opløsning med 15 NIH-enheder

thrombun), jfr. også bilag 1 og 5. I bilag 6 betones det, at den nødvendige

aprotininmængde alt efter anvendelsesområdet kan variere inden for vide

grænser og afhænger af den forventede fibrinolytiske aktivitet i

klæbeområdet. Fibrinklæberen bringes dybfrossen i handelen, jfr. side 4, 8,

10 og 11.

6.2.5. Proteinsammensætningen af »Fibrinkleber Human Immuno« er

kendt fra bilag 7, Blut, 38(1), 64 (1979). Der er øjensynligt tale om den

samme klæber, som er omhandlet i bilag 1 og bilag 6. Klæberen indeholder

således ud over fibrinogen også F XIII, koldtuopløseligt globulin og albumin

i de i humant plasma-kryopræcipitat (som gængst udgangsmateriale, jfr. også

eksemplerne i den fremlagte ansøgning) tilstedeværende mængder og

mængdeforhold.

Det angives også, at man ved passende valg og dosering af

fibrinolyse-inhibitor kan styre klæbningernes holdbarhed. Efter reaktion med

thrombin i nærværelse af CaCl2 sker der også uden tilsætning af F XIII en

hurtig tværbinding af fibrin. Heraf følger nødvendigvis, at firbrinklæberen a

priori indeholder F XIII i tilstrækkelig mængde, jfr. bilag 1 og 6.

6.2.6. Bilag 2 (Vox Sang., 16, 2 (1969), tabel I) bekræfter resultaterne

fra bilag 1 og 5 samt udførelseseksemplerne i den fremlagte ansøgning, nemlig

at humane plasma-kryopræcipitat-opløsninger a priori foruden fibrinogen (610

til >2000 mg. pr. 100 ml) altid også indeholder F XIII (174 til 236

enheder pr. 100 ml), jfr. proteinanalyserne i fremlæggelsesskriftets

eksempler. Endvidere indeholder sådanne kryoprædipitater også albumin, jfr.

bilag 2, side 3, tabel II, samt fremlæggelsesskriftets eksempler.

6.2.7. Fra det ovenfor under pkt. 6.1.1.(d) citerede arbejde af Spangler

et al. kendes klæbningen med et vævsklæbestof indeholdende en

proteinase-inhibitor (dvs. en fibrinolyse- eller plasmin-inhibitor). Der

opnås fremragende resultater ved vævsklæbningen.

6.3. Det i fremlæggelsesskriftet nævnte arbjde af Matras et al. (1972),

jfr. bilag 3, er direkte nyhedsskadeligt for det i krav 1 angivne træk

betegnet a), jfr. det foregående.

Det bemækes i denne forbindelse, at man til det nyhedsskadelige indhold af

en beskrivelse af en fremgangsmåde også må henregne alt, som kan konstateres

umiddelbart og automatisk af en fagmand ved efterarbejdning af den

forbeskrevne fremgangsmåde. Det er ikke afgørende, om det slutprodukt, der

skal fremstilles, i det forbeskrevne materiale er beskrevet i alle

enkeltheder, eller om de automatisk opnåede resultater virker overaskende ved

efterarbejdningen.

Fremstillingen af et kaninplasma-kryopræcipitat (gruppe I) ifølge det i

ansøgningen citerede arbejde af Matras et al. (1972), side 518, se bilag 3,

er blevet efterarbejdet af indsigerne.

Matras et al. fandt i kaninplasma-kryopræcipitatopløsningen 44,5 mg

totalprotein pr. ml og 31 mg fibrinogen pr. ml.

Ved efterarbjdningen blev der fundet et totalproteinindhold på 31,6-39,3

mg/ml og 25,2-31,0 mg fibrinogen pr. ml. Den analytiske bestemmelse af faktor

XIII svarende til angivelserne i fremlæggelsesskriftet gav resultatet 7,5

enheder pr. ml. forholdet mellem faktor XIII-enheder og gram fibrinogen

andrager altså ca. 242 til ca. 298. herudover konstateredes der et indhold af

plasmin-inhibitoren a2-antiplasmin svarende til 7-10 KIE/ml. Denne

bestemmelse blev udført med testsættet

»Berichrom-Alpha2-Antiplasmin«. Værdierne blev angivet i

normalprocent, beregnet på et humant standardplasma med 100% a2-antiplasmin.

Resultaterne fremgår af tabel I; det ses endvidere, at der ikke var nogen

signifikant forskel på humant og animalsk (kanin) kryopræcipitat.

Tabel I

Sammenlignende analyse af to kryopræcipitater fra kaninplasma og

humanplasma

- fremstilling ifølge Matras -

(bilag 3)

---------------------------------------------------------------------

Kanin 170884 Kanin 170884 Human

Forsøg I Forsøg II 13094

---------------------------------------------------------------------

Totalprotein 31 mg/ml 39 mg/ml 41 mg/ml

iflg. Kjeldahl

mg/100 ml 3160 3920 4160

Fibrinogen 25 mg/ml 31 mg/ml 33 mg/ml

- koalerbart protein 2520 3100 3340

Kjeldahl, mg/100 ml = 79,7% = 79,1% = 80,3%

- Clauss-test - - -

mg/100 ml

Faktor XIII

- E/100 ml 750 750 730

- E/g Fibrinogen 298 242 219

Mikrozone-elektroforese

- Fibrinogen mg/100 ml 2190 2948 3490

- Fibronectin* mg/100 ml 291 223 480

- Albumin mg/100 ml 455 490 150

Plasma-inhibitor

- Alpha2 AP KIE/ml 7 10 8,3

Anm.: * Fibronectin = i kulden uopløseligt globulin (CIG)

Dokumentation kan fremskaffes ved hjælp af laboratoriejournaler.

Ud fra resiætaterme af mikrozone-elektroforesen iflg. tabel I fås et

vægtforhold fibrinogen: CIG:albumin (i totalproteinet = 100) som følger:

forsøg I: 67,8:8:9:14; forsøg II: 76,6:5,8:12,7.

6.4. Ifølge krav 2 fremstilles vævsklæbestoffet fremstillet ifølge krav 1

ved behandling af plasma-kryopræcipitat med en pufferopløsning med den

angivne sammensætning, fjernelse af i kulden opløseligt plasmaprotein og

opløsning af det rensede bundfald.

Ifølge angivelserne i fremlæggelsesskriftet skal behandlingen, dvs.

elueringen eller vaskningen, af plasma-kryopræcipitatet gennemføres med

pufferopløsningen »indtil der er opnået det ønskede forhold af faktor

XIII til fibrinogen«. Ifølge eksemplerne er en enkelt behandling dog

øjensynligt tilstrækkelig. Det nævnes ikke, hvor længe behandlingen skal

udføres, og hvilke i kulden opløselige plasmaproteiner, der skal fjernes.

Fjernelsen af disse plasmaproteiner kan i øvrigt ikke have nogen indflydelse

på værdiern for vægtforholdet mellem faktor XIII og fibrinogen i

vævsklæbestoffet.

6.4.1. Fremgangsmåden ifølge krav 2 i fremlæggelsesskriftet er blevet

efterarbejdet af indsigerne. Ifølge undersøgelser under ledelse af professor,

Dr. N. Heimburger i Abteilung Blutgerinnung und Fibrinolyse ved Behringwerke

AG er pufferbehandlingen af plasma-kryopræcipitatet ifølge krav 2 ikke nogen

væsentlig, kritisk foranstaltning til fremstilling af en fibrinklæber med

kendetegnet a), jfr. det i det foregående anførte. Forsøgene har nemlig vist,

at vaskningen af plasma-kryopræcipitatet med pufferopløsningen ikke ændrer

noget ved kendetegnet a).

Metodik:

Fra ved -20 graderC holdt plasma-kryopræcipitat fra plasma fra firmaet

Community - opnået ud fra sammenbragt humanplasma - udtages der to gange hver

gang 60 g, der betegnes som delmængderne 12 09 84 a og 12 09 84 b.

Delmængden a gøres flydende i vandbad ved 37 graderC, og det uopløselige

materiale skilles fra ved centrifugering (30.000-35.000 G i 1 time). Den

ovenstående væske fyldes på flasker og gøres holdbar indtil afprøvning ved

indfrysning til - 20 graderC.

Delmængden b behandles ved 2 graderC med 600 ml af en pufferopløsning

ifølge udførelseseksempel 1 i ansøgning nr. 655/80 (pr. liter: 6,6 g

trinatriumcitrat, 2H2O; 3,4 g NaCl; 10 g glycin; 13 g glucose, H2O; 50.000

KIE aprotinin; 200 IU heparin; pH=6,5). (NB: pufferopløsningen adskiller sig

fra pufferopløsningen ifølge den foreliggende ansøgning blot ved det

yderligere indhold af heparin; dette indhold har imidlertid ifølge tabel II

ingen indflydelse på analyse-resultatet). Efter behandlingen centrifugeres

kryopræcipitatet ved 2 graderC (3500-4000 G; 20 min.). Den dannede fældning

gøres flydende i vandbad ved 37 graderC, og det uopløselige materiale skilles

fra ved centrifugering. Den ovenstående væske fyldes på flasker og gøres

holdbar indtil afprøvning ved indfrysning til - 20 graderC.

Efter denne behandling foreligger der:

Kryopræcipitat 12 09 84 a (ubehandlet), 53 gram, og

kryopræcipitat 12 09 84 b (pufferbehandlet), 54 gram.

Resultaterne af de analytiske bestemmelser fremgår af den følgende tabel

II. Der bestemtes totalprotein, fibrinogen, faktor XIII, albumin, i kulden

uopløseligt globulin (CIG) og a2-antiplasmin (en i plsma naturligt

forekommende plasmin-inhibitor).

Tabel II

Sammenligning mellem ubehandlet kryopræcipitat (a) og pufferbehandlet

kryopræcipitat (b)

---------------------------------------------------------------------

Kryopræcipitat Kryopræcipitat

12 09 84 a (pufferbehandlet)

12 09 84 b

---------------------------------------------------------------------

Totalprotein

- iflg. Kjeldahl

mg/ml 120,0 115,8

Fibrinogen

- iflg. Clauss

mg/ml 75,0 71,0

F XIII

- E/ml 11,4 10,0

- E F XIII/g Fibrinogen 152 141

I kulden uopløseligt globulin,

fibronectin

- mg/ml 25,3 29,3

Albumin

- mg/ml 6,5 3,1

Alpha2-antiplasmin

- KIE/ml 64 100

---------------------------------------------------------------------

Det ses af tabel II, at pufferbehandlingen af plasma-kryopræcipitatet ikke

fører til nogen signifikant ændring af totalprotein-fibrinogen-, faktor

XIII-, albumin-, CIG- og Alpha2-antiplasminmængden eller -koncentrationen.

Yderligere forsøg med det ubehandlede kryopræcipitat a og det

pufferbehandlede kryopræcipitat b har ført til praktisk taget de samme

tværbindelighedsegenskaber og overrivningsstyrker ved vævsklæbninger, jfr. de

følgende afsnit 6.4.2. og 6.4.3.

6.4.2. Tværbindingen af fibrinmonomere med faktor XIII gennemføres ved

SDS-polyacrylamid-gelelektroforesen ifølge angivelserne i

fremlæggelsesskriftet. Herved kan det tydeligt konstateres, at Y-kæden med

tiltagende inkubationstid forsvinder relativt hurtigt og fremkommer i form af

Y-dimeren som langsommere bånd svarende til den højere molekylvægt.

Tilsvarende gælder for Alpha-kæden. Der kan ikke konstateres nogen forskel

mellem ubehandlet kryopræcipitat a og pufferbehandlet kryopræcipitat b.

6.4.3. De ovennævnte prøver 12 09 84 a og b er under ledelse af Dr. Hj.

Ronneberger i Abteilung Pharmakologie und Toxikologie ved Behringwerke AG

blevet anvendt ved et forsøg til påvisning af belasteligheden af med disse

prøver udførte vævsklæbninger hos rotter efter 1 og 24 timer. Ved disse

forsøg blev der fra voksne rotter udtaget stykker af huden, som derpå blev

påklæbet under anvendelse af prøverne a og b. Dernæst bestemtes med et

træktestsystem de kræfter, der krævedes til igen at løsne de igen påklæbede

hudstykker.

1 time efter vævsklæbningen krævedes der gennemsnitligt følgende kræfter

(vægt) til løsning af hudstykkerne:

Kryopræcipitat 12 09 84 a (ubehandlet): 268,0+/-62,7 g

Kryopræcipitat 12 09 84 b (pufferbeh.): 229,1+/-59,5 g

24 timer efter vævsklæbningen krævedes der gennemsnitligt følgende kræfter

(vægt) til løsning af hudstykkerne:

Kryopræcipitat 12 09 84 a (ubehandlet): 406,8+/-121,7 g

Kryopræcipitat 12 09 84 b (pufferbeh.): 401,6+/-122,0 g

Ud fra de opnåede værdier er der ingen signifikant forskel mellem

kryopræcipitaterne (beregning efter »Student's t-metoden«.

Der er statistisk ingen forskel mellem det ubehandlede kryopræcipitat

ifølge teknikkens stade og det ifølge krav 2 i fremlæggelsesskriftet

behandlede kryopræcipitat.

Dokumentation kan fremskaffes ved hjælp af laboratoriejournaler.

6.4.4 Til sammenligning af sammensætningen ved vævsklæbestoffet

fremstillet ifølge fremlæggelsesskriftet er der blevet udført analyser af

kryopræcipitater - fremstillet fra plasma-enkeltdonorer - og kryopræcipitater

fra pool-præparater.

Kryopræcipitater hidrørende fra enkeltdonorer:

Nr. 1 Donor 312 053 SA 101430 722 ml plasma

- 2 »» 312 051 SA 03969 618 »» »»

- 3 »» 312 064 SA 101354 756 »» »»

- 4 »» 312 072 SA 12739 644 »» »»

- 5 »» 312 061 SA 11968 659 »» »»

Plasmapræparaterne hidrørte fra en sending fra firmaet Sera Tec og havde

blodtype O.

Pool-præparaterne fra ca- 4500 enkeltdonorer svarende til ca. 3000 liter

plasma:

Nr. 6 Roh-Kryo 27.1.1984 Baden-Baden

- 7 Roh-kryo B 15012 Flavine, mannheim

- 8 Roh-Kryo B 15015 DRK, Frankfurt

- 9 *) Roh-Kryo B 10050 Breitscheik, Seroplast, Kiel, Nurnberg

- 10 *) Roh-kryo B 10054 Associated

*) fremstillet hos Behringwerke A fra plasma fra de angivne leverandører.

Kryopræcipitaterne blev udvejet og opløst i forholdet 10 g kryopræcipitat

til 1 ml isotonisk NaCl-opløsning (0,15 mol/1) plus glycin ved 37 grader C;

glycin-slutkoncentrationen var 2%.

Alle kryopræcipitater opløstes fuldstændigt; endnu tilstedeværende

uklaheder, f.eks. fra fedtandele, blev fraskilt ved centrifugering (30.000

G).

Der blev udført følgende analyser af de klarede opløsninger:

1. Totalprotein iflg. mikro-Kjeldahl efter 1:10-forfortynding med

isotonisk NaCl-opløsning.

2. Koagulerbart protein iflg. Clauss-test efter 1:10-forfortynding med

isotonisk NaCl-opløsning og viderefortynding med barbital- puffer (Behring)

indeholdende 10 mmol tri-Na-citrat pr. liter.

3. Faktor XIII ved hurtigtest analogt med DK-PA 656/80 efter

1:10-forfortynding i isotonisk NaCl-opløsning.

4. a2-Antiplasmin (a2Apl) med Berichrom-testsæt efter 1:10- forfortynding

med isotonisk NaCl-opløsning (bedømmelse i normprocent). Omregning af

normprocenten til KIE/ml efter molvægte (70.000 for a2Apl og 6500 for

aprotinin) og antagelse af støkiometriske 1:1-reaktioner: 100% af norm (70

microg a2Apl/ml) = 50 KIE eller 7 microg aprotinin pr. ml.

5. I kulden uopløseligt globulin ved radial immunodiffusion (RID) efter

1:10-forfortynding med isotonisk NaCl-opløsning.

6. Albumin ved RID efter 1:2-forfortynding med isotonisk NaCl-opløsning.

Forfotyndingerne var nødvendige til undgåelse af pipettefejl ved disse

højviskose opløsninger.

Analyseresultaterne er sammenfattet i den følgende tabel III:

Tabel III

---------------------------------------------------------------------

Enkeltdonorer Pool-præparater

---------------------------------------------------------------------

Kryopræcipitat nr. 1 2 3 4 5 6 7 8 9 10 MW

---------------------------------------------------------------------

Totalprotein

mg/ml 131 123 117 125 134 128 136 135 128 121 128

Fibrinogen

mg/ml 85 85 85 75 86 82 104 96 76 85 86

Faktor XIII

E/ml 8,6 5,7 4,3 5,7 11,4 14,2, 8,5 11,4 7,1 4,2 8,1

Faktor XIII

E/g Fibrinogen 101 67 51 76 132 173 82 119 93 49 94

a2-Antiplasmin

KIE/ml 28 26 24 18 22 22 15 28 20 34 24

Koldt uopl. globulin

mg/ml 22 21 15 37 26 43 14 35 39 19 27

Albumin

mg/ml 13 10 10 10 11 10 11 11 11 13 11

---------------------------------------------------------------------

Kryopræcipitat er såldeds karakteriseret ved følgende træk:

1. a) indeholder mindst 4,2 E Faktor XIII/ml, gennemsnitligt 8,1 E Faktor

XIII, og fibrinogen mindst 75 mg/ml, idet forholdet mellem Faktor XIII pr. g

fibrinogen mindst er 49, i gennemsnit 94.

b) indeholder plasmin-inhibitoren a2-antiplasmin i en mængde på 15-34

KIE/ml;

2. indeholder koldt uopløseligt globulin;

3. indeholder albumin, idet fibrinogen, koldt uopløseligt globulin og

albumin foreligger i vægtforholdet 75-104:14-43:10-13.

Dokumentation kan fremskaffes ved hjælp af laboratoriejournaler.

6.5 Sammenfatning; teknikkens stade

Af den kendte teknik fremgår følgende:

Det ifølge den fremlagte ansøgning i krav 1 og 2 fremstillede

vævsklæbestof er intet andet end en gængs fibrinogen-krypræcipitatopløsning

eller plasma-kryopræcipitatopløsning, blot udtrykt ved hjælp af de kendte

væsentlige bestanddele F XIII, fibrinogen og plasmin-inhibitor a2-antiplasmin

(samt eventuelt koldt uopløseligt globulin og albumin) i de kendte resp. ved

rutinemetoder fastlæggelige mindstemængder og mængdeforhold.

Tilsætning af fibrinolyse-inhibitoren aprotinin ifølge krav 1 er således

forbeskrevet i de under pkt. 6.1.1 (d) nævnte bilag, at fagmanden kan gå frem

som angivet og kan forvente at opnå ansøgernes resultat.

Vævsklæbestoffet fremstillet ifølge ansøgningen er blevet anvendt åbenlyst

før prioritetsdatoen, jfr. det allerede herom anførte.

7. Opfindelseshøjde

Selv om man ville anerkende den påståede opfindelses nyhed, adskiller den

sig i alt fald på ingen måde væsentligt fra det kendte.

7.1. For en fagmand med den på prioritetsdatoen relevante viden, jfr. det

fremdragne, var det uden opfinderisk indsats muligt at fremstille en

fibrinklæber ifølge ansøgningen på basis af den nævnte relevante viden.

Det skal endnu en gang fremhæves, at der til de kendte fibrinogen-F

XIII-klæberkomponenter i form af fibrinogen-kryopræcipitat eller

plasma-kryopræcipitat med kendt eller uden videre bestemmeligt indhold af

fibrinogen, faktor XIII, albumin og koldt uopløseligt globulin ud over det

naturlige indhold svarende til krav 1 yderligere tilsættes en

fibrinolyse-inhibitor. Fibronolyse-inhibitorer og deres-virkning i

forbindelse med fibrinklæbere var ligeledes kendt. Området fra 20 til 2000

KIE pr. ml klæber giver sig selv ud fra den varierende fibrinolytiske

aktiviteter af de væv, der skal sammenklæbes. De kendte indholdsstoffer i

kryopræcipitatet udtrykkes talmæssigt m.h.t. deres mængder og mængdeforhold.

Ved anvendelsen har man grebet tilbage til den kendte fysiologiske proces i

slutfasen af blodkoagulationen.

Kombinationen af et kendt fibrinogen-kryopræcipitat eller

plasma-kryopræcipitat med kendetegnene ifølge a) i krav 1 (se punkt 4.1.) i

ansøgningen med en fibrinolyse-inhibitor i en til hæmning af fibrinolysen

tilstrækkelig mængde (20-2000 KIE pr. ml, jfr. kendetegnet b), se pkt. 4.1.)

er en gennem åbenlys udøvelse og på baggrund af den i det fremdragne

indeholdte kendte teknik overmåde nærliggende, ganske triviel foranstaltning,

når man ønsker at udvikle et fribrinogen-F XIII-thrombin-system, der skal

give en hurtig klæbning med høj styrke og bestandighed mod fibrinolyse, jfr.

navnlig de under pkt. 6.1.1. d) nævnte trykskrifter.

7.2. Ifølge krav 2 i den fremlagte ansøgning kan det opløste rensede

bundfald gøres holdbart ved dybfrysning.

Som anført under pkt. 6.2.3. og 6.2.4. er fibrinogen-kryopræcipitat

(fibrinogen-koncentrat), der er gjort holdbart ved dybfrysning, kendt. Dette

gælder også for vævsklæberen ifølge bilag 6. Foranstaltningen ifølge krv 2 er

ikke opfinderisk, fordi den ikke medfører nogen overraskende resultat.

Fibrinklæbere med de ønskede egenskaber i henhold til den fremlagte ansøgning

var kendt på prioritetstidspunktet.

8. Efter indsigerenes opfattelse er fremgangsmåden ifølge den fremlagte

ansøgning nr. 656/80 altså ikke patenterbar. Denne opfattelse komme også til

udtryk i en østrigsk »Gutachten« af 14. januar 1987 (bilag 12),

idet det bemærkes, at AT-PT 359.653 svarer til den foreliggende ansøgning nr.

656/80 (151.611 B). Som man vil se, er Technische Abteilung XVI ved den

østrigske patentmyndighed ikke i tvivl om, at den for en patenterbar

opfindelse fornødne opfindelseshøjde ikke er til stede.

Den fremlagte ansøgning må herefter afslås i overensstemmelse med vor

allerede fremsatte påstand.'

I skrivelse af 26. september 1988 imødegik ansøger indsigelsen og påstod

principalt udstedelse af patent på basis af de fremlagte patentkrav,

subsidiært på basis af følgende krav:

»1. Fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af

humane eller animalske proteiner fra blod, med et indhold af fibrinogen og

faktor XIII, k e n d e t e g n e t ved, at der i en fibrinogenholdig

blodplasmafraktion indstilles et faktor XIII-indhold på mindst 7 enheder/ml

og et fibrinogen-indhold på mindst 70 mg/ml, hvorhos koncentrationsforholdet

af faktor XIII til fibrinogen, udtrykt i enheder af faktor XIII pr. gram

fibrinogen, udgør mindst 80, og blodplasmafraktionen tilføres aprotinin, i en

mængde på 20-2000 KIE pr. ml samt eventuelt en koldtuopløseligt globulin

og/eller albumin.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at der fra et

fibrinogenholdigt plasma-kryopræcipitat ved een eller flere behandlinger med

en pufferopløsning, som indeholder aprotenin samt eventuelt glycin og

glucose, fjernes koldt opløseligt plasmaprotein, det rensede bundfald opløses

og i givet fald gøres det opløste rensede bundfald holdbart ved dybfrysning.

Ansøger anførte endvidere bl.a. følgende:

ad 6): Den kendte tekniks stade

Det under patentansøgningens behandling fra ansøgers side angivne og

beskrevne stade for den kendte teknik er efter ansøgers mening korrekt og

fuldstændig. Det i indsigelsen fremførte materiale komme ikke genstanden for

den foreliggende opfindelse nærmere end det i bskrivelsesindledningen omtalte

materiale.

ad 6.1: Vævsklæbestoffets nyhed

Der har ikke fundet en forbenyttelse af det omhandlede vævsklæbestof sted

i et sådant omfang, at andre sagkyndige, nemlig industrikemikere på området

plasmaproteiner, blodkoagulation og fibrinolyse, kunne få kendskab til

sammensætningen af de af IMMUNO AG til kliniske forsøgsformål til rådighed

stillede vævsklæbestoffer. Indsiger har ikke kunnet sandsynliggøre og da slet

ikke bevise noget sådant. Faktisk var de vævsklæbestoffer, som blev stillet

til rådighd af IMMUNO til klinisk afprøvning, kun forstadier for de nu ved

fremgangsmåden ifølge opfindelsen beskyttede sammensætninger. Under de

kliniske forsøg blev klæbestoffernes sammensætning varieret og optimeret

flere gange for at finde de optimale egenskaber, der nu er anført i

patentkravene. Disse forstadier for det ifølge opfindelsen fremstillede

vævsklæbestof blev dengang, uagtet deres sammensætning, f.eks. betegnet som

»fibrinogenkoncentrat«, »fibrinogen-kryopræcipitat« eller

»fibrinklæbestof«.

ad 6.1.1:

I intet af de nævnte litteratursteder er der konkrete angivelser

vedrørende vævsklæbestoffets sammensætning, som svarer til de i patentkrav 1

angivne træk.

Endvidere er T. Seelich's beretning, bilag 8, offentliggjort efter den

foreliggende ansøgnings prioritetsdato, hvorfor der ikke gås på dette, se

også ovenfor.

ad 6.1.2:

Som allerede anført blev vævsklæbestoffer fra IMMUNO AG (med ikke

deklareret sammensætning) før prioritetsdatoen overgivet til afprøvning af

tredjemand, nemlig kirurger og forskere på institutter for kirugi. Disse

kirurger og forskere på institutter for kirugi. Disse kirurger kan

imidlertid, som indsiger selv har anført i punkt 5 i indsigelsen, ikke

betegnes som gennemsnitsfagfolk. Erfaringsmæssigt er det endvidere yderst

usandsynligt, at kirurger analyserer produkter, som man stiller til rådighed

for dem. Det er sædvanligvis tilstrækkeligt for dem at få en brugsanvisning

og en henvisning til mulige bireaktioner. I denne sammenhæng er oprindelsen

helt sikkert af betydning (human eller animalsk), men ikke den nøjagtige

sammensætning. Det er heller ikke rigtigt, at disse vævsklæbestoffer er

belvet overgivet uden nogen begrænsning. Alene ud fra fortrolighedsforholdet

mellem IMMUNO AG og de i betragtning kommende kirurger eller forskere må det

antages, at en videregivelse til en vilkårlig tredjemand er udelukket.

Selvom der på prioritetstidspunktet eller allerede før dette kendtes

pålidelige metoder til bestemmelse af faktor XIII og fibrinogen og

plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor, totalt protein og

albumin, så kan dette analysekendskab ikke forudsættes for kirurger. I øvrigt

kendtes på prioritetstidspunktet ingen metode til kvantitativ bestemmelse af

tværbindingsgraden af fibrin-a- og fibrin-y-kæderne. Disse metoder blev

udviklet af IMMUNO AG er offentliggjort i litteraturen efter den foreliggende

ansøgnings prioritetsdato.

ad 6.1.3:

Den følgeslutning, at det før prioritetsdatoen klinisk afprøvede

vævsklæbestof »må ... have svaret« til sammensætningen bskrevet i

krav 1, er på ingen måde tillaelig. Som anført ovenfor blev der ved flere

ganges variation af sammensætningen fundet det optimum, der nu svarer til det

i kravene angivne.

Det er heller ikke rigtigt, at det ville være ligegyldigt, om

fibrinolyseinhibitoren er inkorporeret i et vævsklæbestof eller først

tilsættes ved klæbningen med thrombinopløsningen, jvf. det i forbindelse med

bilag 9 angivne.

Det er i og for sig rigtigt, at der i indsigers bilag 10 beskrives en

applikationsmetode, hvori Tissucol-fibrinklæberen anvendes sammen med en

anden opløsning, der indeholder aprotinin, calciumioner og thrombin. Dette

udsagn udelukker på den ene side ikke, at også klæbestofkomponenten selv, som

beskrevet i den foreliggende opfindelse, indeholder aprotinin, og er på den

anden side heller ikke nogen henvisning til, at det er ligegyldigt, hvilken

metode, der anvendes. Den ifølge opfindelsen angivne arbejdsmåde er mere

fordelaftig og at foretrække, idet der ved den separate tilsætning af

aprotinin til vævsklæbestofopløsningen kan forekomme en uhomogen fordeling af

inhibitoren og dermed en ukontrolleret virkning.

Ad 6.2: Teknikkens stade ifølge det fremdragne materiale

Der er allerede en gang taget stilling til disse litteratursteder. Det

anførte viser, at et vævsklæbestof med trækkende fra krav 1 ikke kan udledes

heraf.

Til supplering kan endvidere anføres:

ad 6.2.1:

I bilag 11 er der, som allerede nævnt, beskrevet et klæbestof, hvori kun

et deltræk ved krav 1, nemlig et fibrinogenindhold på mindst 70 mg/ml, er

opfyldt. Indsigers fortolkning er ikke korrekt, fordi der, når man blander

det fibrinogenholdige klæbemiddel fra bilag 11 med thrombinopløsningen, ikke

resterer noget fibrinogen, men derimod en fibrinclot, der ikke kan anvendes.

man kan ikke betegne en blanding af fibrinogen-kryopræcipitat og thrombin som

vævsklæbestof.

Man kan heller ikke tale om en thrombin-Ca2+-opløsnings faktor

XIII-indhold, da faktor XIII i en sådan opløsning fortløbende og meget

hurtigt omdannes til den aktiverede form faktor XIIIa, der imidlertid er

mindre stabil i opløsning henholdsvis igen inanktiveres af thrombin i en

yderligere reaktion (jvf. f.eks. L. LORAND et al: »Faktor XIII: Fibrin

Stabilizing Factor«, Progr. hemost. Thromb. 5, 245-290, 1980, D.C.

Triantaphyllopoulos: »The inactivation of factor XIII during blood

coagulation«, Thromb. Res. 3, 241-250, 1973), kopi vedlagt.

Bortset herfra kan ingen af de i patentkravene angivne mængdeforhold

udledes af bilag 11. I bilag 11 er der nemlig ikke angivet noget

blandingsforhold. Selv hvis man antager, at kryopræcipitatet og den faktor

XIII-holdige (mere korrekt: faktor XIIIa-holdige) thrombinopløsning blandes i

et mængdeforhold på 1:1, hvilket ikke er angivet der, så ville man, uagtet

den kendsgerning, at blandingen ikke er stabil, men straks koagulerer, ikke

komme til et indhold på mindst 70 mg fibrinogen. Dette skyldtes, at når et

faktor XIII-koncentrat med 250 enheder opløstes i 3 ml og thrombinet udelades

- når altså 1 (m3) med 80,3 enheder faktor XIII/ml blandes med 1 ml

fibrinogen på 72 mg - er der i denne opløsning kun fibrinogen i en mængde på

36 mg/ml, altså mindre end den i fremlæggelsesskriftet angivne mængde på 70

mg/ml.)

Trasylol sættes ikke til den fibrinogenholdige klæbestofkomponent, men til

en højkoncentreret thrombinopløsning. Tilsætningen af faktor XIII og af

inhibitoren til denne thrombinopløsning er imidlertid ufordelaftig, idet der

ved sammenføring af disse komponenter indtræder en omgående koagulation på

grænsefladen mellem de opløsninger, der skal blandes, med heraf følgende

inhomogen fordeling, jvf. det ovenfor anført i forbindelse med bilag 9.

En yderligere ulempe ved det i bilag 11 beskrevne klæbesystem ligger i, at

opløsninger af faktor XIIIa er lidet stabile i modsætning til opløsninger af

faktor XIII. Det er derfor ugunstigt at aktivere faktor XIII allerede før

anvendelsen.

ad 6.2.2 bilag 1:

Som allerede anført drejer det sig her om et trekomponentsystem, der

ligger fjernt fra det ifølge fremlæggelsesskriftet fremstillede

vævsklæbestof. De i fremlæggelsesskriftet angivne mængdeforhold ville ikke

engang blive opfyldt, hvis man blandede kryopræcipitatet ifølge punkt 1, side

4, venstre spalte, med faktor XIII ifølge punkt 3, side 4, højre spalte. Der

ville fremkomme en blanding med mindre end 30 mg fibrinogen per ml.

Vævsklæbstoffet ifølge punkt 1 indeholder heller ingen inhibitor.

Den iagttagelse (side 6, første spalte, Ergebnisse og side 16, anden

apalte foroven), at fibrins opløselighed i 5 molær urinstofopløsning var

forskellig ved anvendelse af flere fibrinogenopløsninger, viser blot, at

nogle opløsninger ikke er fuldstændigt frie for faktor XIII.

Allerede spor af faktor XIII i en fibrinogenopløsning er nemlig nok til at

gøre en derudfra opnået fibrinclot uopløselig i 5 molær urinstofopløsning, se

også det ovenfor anførte vedrørende bilag 5.

For et vævsklæbestof, der svarer til alle fordringer, ville et så lavt

faktor XIII-indhold imidlertid være fuldstændigt utilstrækkeligt. I bilag 1,

Spangler, berettes ganske vist i sammendraget om eksperimentelle

undersøgelser og kliniske erfaringer med et klæbesystem, der består af tre

komponenter, nemlig fibrinogen-kryopræcipitat, thrombin og faktor XIII, og

der anføres som fordele ved dette system vellykket blodstandsning, god

klæbeevne i vævet, elastisk konsistens, god vævsforligelighed og fuldstændig

resorberbarhed. Denne positive vurdering er imidlertid rent subjektiv og

taber i betydning ved sammenligning med vævsklæbestoffet fremstillet ifølge

opfindelsen, især i forbindelse med en af de krævede egenskaber, nemlig

klæbningernes høje belastningsevne. Sammenligningsdataene viser nemlig, at

vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen ved vævsklæbninger har en 10

gange (!) højere belastningsevne end det af Spangler beskrevne klæbesystem,

hvilket vises i det følgende.

Spangler beskriver side 4, anden spalte, andet afsnit, om

rottehudklæbninger, nemlig ringformede autologe hudtransplantater med en

diameter på 2,5 cm svarende til en flade på 4,9 (cm2). Der opnåedes derved

styrker på over 300 g, svarende til 61 g/(cm2).

Denne angivelse er i og for sig intetsigende, da det ikke af Spangler

blevet angivet, efter hvilken reaktionstid denne styrke blev opnået. Den

relevante reaktionstid fremgår af en anden, med (51) betegnet publikation fra

Spangler, nemlig Wiener klin. Wochenschrift, 85, 827-829, 1973, der iøvrigt

også blev anført af ansøger som teknikkens standpunkt (= bilag 4 fra

indsiger). Deraf fremgår, at værdier over 300 g først blev opnået efter 8

timers forløb (gruppe A), henholdsvis 4 timers forløb (gruppe B) (se tabel 2,

side 5, middelværdier). Efter en halv times forløb opnåedes styrker på 119

henholdsvis 109 g, hvilket svarer til 24, henholdsvis 22 g/(cm2). Ud fra

disse værdier i kombination med afbildning 1, hvoraf fremgår, at

styrketilvæksten forløber næsten lineært i den første time, opnås

styrkeværdier efter 10 minutter på ca. 8 g/(cm2). De ovenfor angivne værdier

kan aflæses af Spangler-publikationen, Wiener klinischen Wochenschrift, hæfte

50, 1973, side 828, nemlig ud fra tabel 2 og afbildning 1 som vist nedenfor:

Spangler-værdierne er meget lave i sammenligning med de heri senere

beskrevne forsøg (tabel 3). Forsøg 3 blev gennemført for at sammenligne

rottehudklæbningens styrke, på den ene side med et sædvanligt kryopræcipitat,

på den anden side med vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen.

Sidstnævnte gav en signifikant overlegenhed i forhold til kryopræcipitatet. I

forsøg 3 blev ringformede rottehudstykker klæbet sammen, ligesom hos

Spangler, og efter et vist tidsrum underkastet belastningsforsøg. De i forsøg

3 anvendte ringformede hudstykker havde en diameter på 9 mm, svarende til en

flade på 0,636 (cm2). Omregner man styrken til pond/(cm2) og sammenligner med

Spangler (hos Spangler g/(cm), så fremkommer følgende sammenligningsværdier:

Klæbning med Belastningsevne (styrke)

efter 10 minutter (pond/(cm2)

Klæbesystem ifølge Spangler ca. 8

Kryopræcipitat ca. 27

Vævsklæbestof svarende til

fremlæggelsesskriftet ca. 84

Der kan således ikke på nogen måde være tale om, at de i det foreliggende

fremlæggelsesskrift angivne og opnåede egenskaber allerede var opfyldt på

teknikkens standpunkt. Tværtimod viser disse sammenligningsdata endnu engang

på anden måde, at det af Spangler anvendte kryopræcipitat i bedste fald var

et forstadium for vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen.

ad 6.2.3 til 6.2.5

Der er allerede blevet taget stilling til de heri nævnte bilag 5, 6 og 7 i

det foregående.

ad 6.2.6

Der er også allerede blevet taget stilling til bilag 2, hvormed vises, at

plasmakryopræcipitatet ikke opfylder trækkene ved krav 1.

De af indsiger nævnte proteinanalyser i eksemplerne i

fremlæggelsesskriftet angår naturligvis vævsklæbestoffer fremstillet ifølge

opfindelsen og ikke et kryopræcipitat. En sammenligning mellem de i bilag 2

indeholdte analyseværdier og eksemplerne fra fremlæggelsesskriftet viser

særligt tydeligt forskellen mellem et kryopræcipitat og vævsklæbestoffet

fremstillet ifølge opfindelsen.

ad 6.2.7

I intet af de under 6.1.1 (d) citerede arbejder er der beskrevet et

vævsklæbestof med trækkene ifølge krav 1, der indeholder en

plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor

(fibrinolyse-inhibitor). I bedste fald blev der først tilsat en inhibitor ved

klæbningen sammen med en thrombinopløsning eller som separat opløsning.

Heller ikke i bilag 9 er der beskrevet et vævsklæbestof, der indeholder en

inkorporeret inhibitor.

Hvis man læser citatet nøje, så hedder det side 250, tredje afsnit:

»...wurde bei der Klebung an der Leber dem Klebstoff eine

entsprechende Menge eines handelsublichen proteinasen-Inhibitors

zugesetzt«, dvs. der blev ikke anvendt et klæbestof, der a priori

indeholder inhibitoren.

Iøvrigt har samme forfatter, H.P. Spangler, endnu to år senere anvendt et

trekomponentsystem (se bilag 6), og var åbenbart ikke klar over ulemperne ved

denne fremgangsmåde. Med det af Spangler beskrevne system opnåedes 10 gange

dårlige styrker ved rottehudsklæbninger end med vævsklæbestoffet fremstillet

ifølge opfindelsen, som allerede anført ovenfor i forbindelse med punkt

6.2.2.

I indsigelsen er der fra side 13 omtalt »efterarbejdninger«,

herunder en efterarbejdning af den af Matras beskrevne fremgangsmåde, der

ifølge ansøgers opfattelse, ligesom selve Matras-artiklen, ikke har nogen

relevans for de foreliggende patentkrav. Således er fibrinogenindholdet i

disse forsøg 25,2 mg/ml, 31,0 mg/ml eller 33,4 mg/ml. Denne efterarbejdning

er et yderligere bevis for, at man på daværende tidspunkt med de sædvanlige

metoder opnåede kryopræcipitater med under ingen omstændigheder mere end 50

mg/ml fibrinogen.

Hvad angår de påståede resultater af efterarbejdningen af fremgangsmåden

ifølge opfindelsen ifølge krav 2 (bemærk, at der i eksemplerne 3-8 endvidere

er beskrevet andre fremgangsmåder), der er anført fra side 15 i

indsigelsesbegrundelsen, så skal der herimod indvendes, at den anvendte

arbejdsmåde ikke er angivet.

Som bevis herfor belyses den nøjagtige arbejdsmåde, der fører til det

ifølge opfindelsen opnåede nye resultat, ved hjælp af to parallelforsøg.

Forsøg 1

Ca. 87 l (268 enkeltdononer) humant, ved -20 graderC dybfrosset frisk

plasma blev opvarmet til +2 graderC. Det dannede kryopræcipitat blev fraskilt

ved 20 minutters centrifugering ved ca. 1200 g og 2 graderC, og der blev

udtaget nogle prøver, som blev lagret ved -20 graderC. Hovedmængden af

kryopræcipitatet blev behandlet (vasket) med 22 l af en pufferopløsning

indeholdende 6,6 g Na3citrat.2H2O, 3,4 g NaCl, 10,0 g glycin, 13,0 g

glucose.1H2O og 50.000 KIE aprotinin per l og en pH-værdi på 6,5 ved +2

graderC og endnu en gang centrifugeret. Det fraskilte bundfald blev

flydendegjort ved opvarmning til 37 graderC, fyldt i slutbeholdere og lagret

ved -20 graderC.

På det efter den første centrifugering opnåede kryopræcipitat og det efter

vask og endnu en centrifugering opnåede vævsklæbestof gennemførtes følgende

bestemmelser:

Samlet protein

Fibrinogen

Kuldeuopløseligt globulin (CIG)

Albumin

Faktor XIII

Fibrin-a-kædernes tværbindingsevne.

Fremstillingen af kryopræcipitatet og dermed vævsklæbestoffet fremstillet

ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen blev gentaget i en yderligere

opstilling (forsøg 2) på analog måde, og de beskrevne undersøgelser blev

gennemført. Resultaterne er sammenfattet i tabellerne 1 og 2.

Som yderligere kvalitetstest måltes styrken af de clots, der opnås efter

blanding af fortyndede kryopræcipitat- eller vævsklæbestofopløsninger med en

thrombin-CaCl2-opløsning i throm-belastografer efter hartert. Denne

thrombelastografi-(TEG)-test gennemførtes på følgende måde:

Den kryopræcipitat- eller vævsklæbestofopløsning, der skulle testes, blev

fortyndet med 0,9% NaC1-opløsning til det 20 dobbelte volumen. 0,5 ml af

denne opløsning blev opvarmet til 37 graderC og hurtigt blandet med 0,05 ml

af en opløsning indeholdende 3 NIH-enheder thrombin og 0,2 mmol CaCl2 per ml,

og forøgelsen i forskydningsstyrken blev målt i mindst 30 minutter i

thrombelastografen.

Det målte elasticitetsmodul E efter 30 minutters forløb ved 37 graderC er

et mål for den dannede clots styrke og dermed for den anvendte opløsnings

egnethed som vævsklæbestof. resultaterne er anført i tabellerne 1 og 2.

De fundne resultater viser for det første, at der er væsentlige forskelle

mellem et sædvanligt kryopræcipitat og det ifølge opfindelsen fremstillede

vævsklæbestof med hensyn til proteinsammensætning og især

fibrinogenindholdet. Et vigtigt deltræk ved krav 1, nemlig et

fibrinogenindhold på mindst 70 mg/ml efter rekonstruktion, blev kun fundet

hos vævsklæbestofferne fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen, men

ikke hos kryopræcipitaterne.

En sammenligning af værdierne før og efter behandling af kryopræcipitatet

med en pufferopløsning giver følgende billede:

Ved tilnærmelsesvis samme samlede proteinindhold før og efter

pufferbehandlingen stiger det relative indhold af fibrinogen væsentligt ved

pufferbehandlingen. Ligeledes falder albuminindholdet fra over 30% af det

samlede proteinindhold til få procenter, hvor formindskelsen af

albuminindholdet skal anses som en indikator for fjernelsen af også andre

kuldeopløselige plasmaproteiner, og som således for virkningen af

pufferopløsningsbehandlingen.

Disse resultater står i stærk modsætning til de af indsigeren fremlagte

data (tabel II, side 17): for det første blev der ikke af indsiger taget

udgangspunkt i et kryopræcipitat, men i en dybfrosset kryopasta med

væsentligt anden proteinsammensætning, især væsentligt højere proteinindhold.

For det andet blev der ikke af indsiger opnået nogen væsentlig ændring af

proteinsammensætningen ved behandlingen med en pufferopløsning.

Indsigerens forsøg er foretaget med udgangspunkt i en frosset, fra

tredjemand fremstillet kryopasta, altså ikke et kryopræcipitat. Man har delt

en prøve af kryopastaen i to dele, optøet den ene deraf og centrifugeret,

angiveligt for at fraskille uopløselige dele, og underkastet dette produkt en

bestemmelse. Den andel del af prøven blev tilsyneladende vasket i frosset

tilstand, hvorefter bundfaldet blev fracentrifugeret, gjort flydende ved

opvarmning til 37 graderC, derefter endnu en gang centrifugeret og så

underkastet en bestemmelse.

Denne arbejdsmåde afviger på flere punkter fra ansøgerens, idet der ikke

er her anvendes nogen kryopasta, men kryopræcipitatet videreforarbejdes i den

tilstand, som det opnås efter efter optøning. Der foregår altså ingen vask i

frosset tilstand. Det kan heller ikke indses, hvorfor sammenligningsprøven i

indsigerens forsøg er blevet centrifugeret, idet ansøgerens kryopræcipitat,

der bliver flydende ved 37 graderC, ikke indholder nogen faste rester.

Allerede i dette trin afviger insigerens kryopasta åbenbart fra ansøgers

kryopræcipitat, da indsiger ved centrifugeringen af sammenligningsprøven

taber ikke mindre end 11,7%.

Den afvigende sammensætning af de af indsiger undersøgte produkter kan

efter ansøgers mening blandt andet også skyldes, at der er blevet

centrifugeret med for stor omdrejningshastighed for at fraskille flydende

bestanddele og fremkalde et højest muligt fibrinogenindhold uden at fraskille

de for en klæbning virkeligt skadelige iblandinger. Dette fremgår især, når

man i de foreliggende tabeller 1 og 2 sammenligner resultaterne i

tværbindeingsforsøget med fibrin-a-kæderne og i TEG-testen mellem

kryopræcipitatet og vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge

opfindelsen. Tværbindingsevnen stiger nemlig ved vævsklæbestoffet fremstillet

ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen til det dobbelte eller tredobbelte. En

lige så stor forøgelse fremkom ved styrkebestemmelserne af rottehudklæbninger

(forsøg 3).

Mod de af indsiger fremførte angivelser, henholdsvis det der anførte

udgangsmateriale kan også indvendes, at det med hensyn til indholdet af

kuldeuopløseligt globulin afviger væsentligt fra normalværdierne. Indsigers

produkt havde før behandlingen med en pufferopløsning et indhold på 21,1% og

efter pufferbehandlingen et indhold på 25,3% af kuldeuopløseligt globulin.

Sædvanligvis indeholder kryopræcipitater imidlertid 2,6% CIG, sådan som det

f.eks. fremgår af litteraturstedet F.T. Reilly i J. Clin. Pathol. 1983, 36,

1377-1381, kopi vedlagt.

En proteinbalance for indsigers angivelser giver vedrørende dette, at den

i den pufferbehandlede kryopasta tilstedeværende sanlede CIG-mængde skulle

have været ca. 230 mg højere - det vil alligevel sige 18% af udgangsværdien -

end før pufferbehandlingen, hvilket naturligvis er umuligt.

Endeligt blev der fra ansøgers side også foretaget en sammenligning mellem

rivestyrken af klæbninger, der på den ene side var fremstillet med et

sædvanligt kryopræcipitat og på den anden side med vævsklæbestoffet

fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen. Forsøg 3 belyser dette.

Forsøg 3:

Et sædvanligt kryopræcipitat og et vævsklæbestof fremstillet ved

fremgangsmåden ifølge opfindelsen fremstilledes analogt med forsøgene 1 og 2.

Til karakteriseringen af de to præparater bestemtes indholdet af totalprotein

og af fibrinogen (som koagulerbart protein) samt fibrin-a-kædernes

tværbindeingevne. En sammenligning med de i forsøgene 1 og 2 opnåede data

viser, at såvel kryopræcipitatet som det derudfra fremstillede vævsklæbestof

var sammenlignet med de i forsøgene 1 og 2 fremstillede kryopræcipitater,

henholdsvis vævsklæbestoffer fremstillet ved fremgangsmåden ifølge

opfindelsen.

Derefter gennemførtes under anvendelse af kryopræcipitatet og af

vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen under

standardiserede betingelser rottehudklæbninger, hvis rivestyrke bestemtes på

følgende måde:

Sprague Dawley-rotter (300-500 g) aflives, hvorefter hårene på ryggen

fjernes med en barberkniv, og derefter udtages et rundt 10 x 5 cm stort

stykke rughud, hvorfra der omhyggeligt afpræpareres subkutant fedt. Indtil

anvendelsen opbevares hudstykket i et fugtigt kammer ved stuetemperatur. Til

hvert riveforsøg udstanses fra hudstykket to ringformede prøver (d = 9 mm),

som under anvendelse af et syntetisk vævsklæbestof (Histacryl blå, Braun

Melsungen) med hudsiden klæbes på to cylinderformede tilsætningsstykker (d =

9 mm). Derefter sammenklæbes de to hudstykker med 200 micro l af den

klæbestofblanding, der skal afprøves, under anvendelse af en

adaptionsindretning under standardiserede betingelser og inkuberes ved 37

graderC i et fugtigt kammer. Efter en bestemt inkubationstid indsættes de

sammenklæbede dele i et rivestyrkemåleapparat, og rivestyrken bestemmes ved

en ekspansionshastighed på 1 cm/minut.

Den nævnte klæbestofblanding fremstilles ved hurtig sammenblanding af lige

store volumener af den klæbestofopløsning, der skal afprøves (kryopræcipitat

eller vævsklæbestof fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen), og en

thrombin-CaCl2-opløsning (4 NIH-enheder thrombin per ml, 40 mmol CaCl2 per l)

og anvendes straks.

Resultaterne er anført i tabel 3.

De yderligere forsøg 4 og 5 blev gennemført for objektivt og kvantitativt

at vise, at vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge

opfindelsen efter behandling med de foranstaltninger, der er angivet i

kravet, rent faktisk giver et med hensyn til sammensætning (i forhold til

udgangsproduktet) ændret nyt resultat.

Forsøg 4

Humant, ved -20 graderC dybfrosset frisk plasma blev opvarmet til + 2

graderC. Den dannede suspension blev delt i to dele, og kryopræcipitatet blev

fraskilt enten ved centrifugering ved ca. 1200 g (kryopricipitat I) eller ved

centrifugering ved ca. 15.000 g (kryopræcipitat II) ved 2 graderC.

Af de to således opnåede kryopræcipitater udtoges nogle prøver, som blev

lagret ved -20 graderC. Hovedmængderne blev behandlet med en pufferopløsning

som beskrevet under forsøg 1 ved 2 graderC, idet behandlingen af

kryopræcipitat I foregik med en ca. 40 gange så stor mængde og behandlingen

af kryopræcipitat II foregik med den tidobbelte mængde pufferopløsning. De

således pufferbehandlede bundfald blev fraskilt ved centrifugering. Det af

kryopræcipitat II opnåede bundfald blev delt og en del endnu engang behandlet

på samme måde med pufferopløsningen og centrifugeret. Prøver af alle opnåede

bundfald og centrifugeringssupernatanter blev opdelt ved hjælp af

SDS-polyacrylamidgelelektroforese (3,25% gel indeholdende 4,75 rel.%

N,N'-methylenbisacrylamid) og fotograferet efter sølvfarvning (svarende til

en arbejdsforskrift fra firma Bio-Rad, Bulletin 1089, kopi vedlagt)

(afbildning 1).

Afbildningen viser følgende prøver:

1. Kryopræcipitat I før pufferbehandling.

2. Kryopræcipitat I efter pufferbehandling.

3. Centrifugeringssupernatant efter pufferbehandling af kryopræcipipatat

I.

4. Kryopræcipitat II før pufferbehandling.

5. Kryopræcipitat II efter første pufferbehandling.

6. Centrifugeringssupernatant efter første pufferbehandling af

kryopræcipitat II.

7. Kryopræcipitat II efter anden pufferbehandling.

8. Centrifugeringssupernatant efter anden pufferbehandling af

kryopræcipitat II.

Diskussion af forsøgsresultater 4

En sammenligning af prøverne 1 og 2, dvs. kryopræcipitat I før og efter

pufferbehandling, viser, at et kryopræcipitats proteinsammensætning forandres

meget væsentligt ved behandlingen med en pufferopløsning: Albuminindholdet i

den pufferbehandlede prøve er væsentligt mindre, men også andre proteiner (i

intervallet mellem fibrinogen- og albuminbåndene) blev fjernet ved

pufferbehandlingen. Som man kunne forvente, fremkommer disse proteiner i

centrifugeringssupernatanten (prøve 3).

Dertil skal bemærkes, at der åbenbart blev påført noget mere samlet

protein fra prøve 3 på gelen end fra prøverne 1 og 2, hvilket imidlertid er

uden betydning for proteinsammensætningen. Prøverne 1 til 3 i dette forsøg

bekræfter pufferbehandlingens virkning og resultaterne af forsøgene 1 til 3

(forøgelse af fibrinogenindholdet, formindskelse af albuminindholdet). De

viser desuden, at ud over albumin fjernes også andre proteiner ved

pufferbehandlingen fra kryopræcipitatet.

Prøve 4 viser sammensætningen af et kryopræccipitat, der blev opnået efter

særligt hård centrifugering. Albuminindholdet ser ud til at være noget mindre

end i prøve 1 (kryopræcipitat, opnået efter relativt mild centrifugering),

men på den anden side ser pufferbehandlingen ud til at være noget mindre

virksom end i det forudgående tilfælde.

Begge dele er forståeligt, når man tænker på, at der på den ene side ved

den hårde centrifugering ganske vist udpresses flere opløselige bestanddele

fra bundfaldet, men på den anden side er den yderligere rensning af et sådant

kompakt bundfald vanskeligere på grund af pufferbehandlingen.

En gentagelse af pufferbehandlingen fører imidlertid til et produkt (prøve

7), der dårligt nok kan skelnes fra det pufferbehandlede kryopræcipitat I

(prøve 2).

Forsøg 5

Plasminogenindholdet bestemtes i de i forsøg 4 beskrevne kryopræcipitater

før og efter behandling med en pufferopløsning ved hjælp af

radialimmundiffusion (RID). Resultaterne er sammenfatter i tabel 4.

Som det fremgår, fjernes hovedparten af det i kryopræcipitater indeholdte

plasminogen ved den ifølge opfindelsen foretagne en eller flere ganges

behandling med en pufferopløsning. Desuden bekræftes de i forsøg 4

diskuterede resultater endnu engang.

Disse resultater gendriver på indtryksfuld måde indsigers påstand om, at

pufferopløsningen ikke skulle ændre noget ved et kryopræcipitats

proteinsammensætning.

For rigtigt at forstå vævsklæbestoffet fremstillet ifølge opfindelsen og

forskellen mellem dette og et kryopræcipitat, skal det understreges, at

kombinationen af alle trækkene ved krav 1 udgør opfindelsens væsen. Disse

træk virkeliggøres ikke i et kryopræcipitat uden behandling. Når

fibrinogenindholdet ved en særligt hård centrifugering forøges til en værdi

på mere end den angivne mindsteværdi, dvs. til mere end 70 mg/ml, så falder

KIE-værdien til under 20. Hos et på sædvanlig måde fremstillet kryopræcipitat

kan KIE-værdien ganske vist også stige til over 20, men så ligger

fibrinogenindholdet med sikkerhed under 70 mg/ml. Dette betyder, at i

modsætning til indsigers påstande er behandlingsforanstaltningerne nødvendige

for at komme fra et kryopræcipitat til et brugbart vævsklæbestof, og

udvaskningen af kryopræcipitatet og tilsætningen af aprotinin medfører netop

de forandringer, der udgør forskellen mellem et kryopræcipitat og det ifølge

opfindelsen opnåelige vævsklæbestof.

Tabel 3 i indsigelsen er med hensyn til a2-antiplasmin-angivelserne

urigtig allerede på grund af den utilladelige beregningsmåde og gendrives af

egne forsøgsresultater, sådan som det vises i det efterfølgende forsøg 6.

Forsøg 6

Fremstillingen af kryopræcipitatet I og II svarende til forsøg 4 blev

gentaget.

De to således opnåede kryopræcipitater blev undersøgt med hensyn til deres

plasmin-hæmningsvirkning under anvendelse af det chromogene substrat P1-1 (2

AcOH.H-D-Nleu CHA-Lys pNA) og med hensyn til deres

fibrinolysehæmningsvirkning i en fibrinpladetest (plasminogenholdige

fibrinplader, påføring af urokinaseholdige prøver), og sammenlignet i de

samme testsystemer med rene aprotininopløsninger med kendt koncentration.

Hæmningsvirkningen af kryopræcipitaterne i KIE/ml bestemtes ved grafisk

interpolation. Desuden bestemtes fibrinogenindholdet i begge

kryopræcipitater. Resultaterne er sammenfattet i tabel 5.

Resultaterne viser entydigt, at kryopræcipitater uafhængigt af

fremstillingsbetingelserne (især centrifugeringsbetingelserne) i intet

tilfælde samtidig opfylder alle træk ved krav 1.

Sammenfattende kan der således fastslås, at de ifølge opfindelsen

opnåelige vævsklæbestoffer ikke blot giver nye resultater i forhold til

teknikkens standpunkt, men at de også i flere henseender er kvalitativt

væsentligt forbedrede vævsklæbestofpræparater i forhold til et

sammenligningskryopræcipitat, nemlig væsentligt forbedret med hensyn til

fibrin-a-kædernes tværbindingsevne, forskydningsstyrkerne i TEG-testen og

styrken ved hudklæbninger og i forhold til kryopræcipitater væsentligt

formindsket plasminogenindhold, hvorved der opnås en tilstrækkelig holdbarhed

af klæbningerne in vivo. Der kan således ikke være nogen tale om, at de

ifølge opfindelsen fremstillede vævsklæbestoffer med hensyn til sammensætning

og klæbeegenskaber kunne ligstilles med kryopræcipitater.

Som yderligere forskel mellem klæbningen ved hjælp af et ifølge

opfindelsen opnået vævsklæbestof og et kryopræcipitat anføres det

efterfølgende forsøt 7, der signifikant dokumenterer overlegenhed hos det ved

hjælp af opfindelsen opnåede klæbestof med hensyn til forskydningsstyrke.

Forsøg 7:

Styrken af clots, opnået på den side ud fra et sædvanligt kryopræcipitat,

på den anden side fra vævsklæbestoffet fremstillet ved fremgangsmåden ifølge

opfindelsen, blev undersøgt med et apparat Fibritest 250, E. Biegler GmbH,

Mauerbach ved Wien, hvilket apparat er blevet udviklet til

kvalitetsafprøvning (undersøgelse af de elastisk-mekaniske egenskaber) af

vævsklæbestoffer (fibrinklæbestoffer), og som muliggør den pulserende

deformering (forskydning) af standardiserede clots og den samtidige måling af

den derved optrædende forskydningsspænding. Derved kan såvel

deformeringsmønsteret som frekvensen vælges frit inden for et bredt interval,

og belastningen kan fortsættes over en ønsket lang tid. På denne måde er det

muligt at imitere de belastninger, som en klæbning faktisk kan udsættes for

in vivo under standardiserede betingelser. F.eks. udsættes et klæbet blodkar

for en pulserende varighedsbelastning på ca. 1,3 Hz.

Gennemførelse:

Fremstillingen af et kryopræcipitat og derudfra et vævsklæbestof

fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen blev gentaget analogt med

forsøg 1. Fibrinogenindholdet i begge prøver bestemtes. til

sammenligningsformål blev en del af vævsklæbestoffet tilbagefortyndet til den

i kryopræcipitatet foreliggende fibrinogenkoncentration.

Til styrkemålingerne ved langvarig belastning valgtes følgende

betingelser:

Hældning af clots: Prøven blev blandet ved 37 graderC med en

thrombin-CaCl2-opløsning (4 enheder thrombin per ml, 40 mmol CaCl2/l) og

anbragt i prøvebæreren.

Prøvens lagtykkelse: 0,5 mm

Forinkubation i ro: 10 minutter ved 37 grader C

Deformation: 490 microm, 1,3 Hz, 37 graderC

Måling: hver 50. deformation

Resultaterne er sammenfattet i tabel 6. Forskydningshastigheden ved den

50. og 500. deformation er angivet.

Resultaterne viser den væsentligt højere styrke af vævsklæbestoffet

fremstillet ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen i forhold til et sædvanligt

kryopræcipitat. Selv når man tilbagefortynder vævsklæbestoffet til den

oprindeligt i kryopræcipitatet foreliggende fibrinogenkoncentration opnås

stadig en mere end dobbelt så stor styrke.

Selvom ansøger er af den mening, at de gældende patentkrav er

tilstrækkeligt afgrænset i forhold til den kendte teknik og gengiver

opfindelsen korrekt, fremsættes som subsidiær påstand et sådant kravsæt, hvor

i krav 1 plasminogen-aktivator-inhibitoren eller plasmin-inhibitoren

(fibrinolyseinhibitoren) begrænses til aprotenin. Ved denne begrænsning opnås

en yderligere afgrænsning i forhold til teknikkens standpunkt, for så vidt

denne angiver anvendelsen af et kryopræcipitat som vævsklæbestof. Et

kryopræcipitat indeholder ikke noget aprotinin, men derimod udvindes

aprotinin fra kvægorganer. Dette betyder, at produktet fremstillet ifølge

opfindelsen heller ikke af denne grund kan ligestilles med et humant

kryopræcipitat, der hører til teknikkens standpunkt, men derimod at det først

ved fraktioneringsforanstaltninger og tilsætning af aprotinin fremstilles ud

fra kryopræcipitat.

Tabel 1 (forsøg 1)

Sammenligning mellem sædvanligt plasmakryopræcipitat og vævsklæbestof

fremstillet ifølge opfindelsen.

----------------------------------------

Kryopræcipitat Vævsklæbestof

---------------------------------------------------------------------

Samlet protein 83,6 mg/ml 107,5 mg/ml

---------------------------------------------------------------------

Fibrinogen* 46% (38,5 mg/ml) 79% (85 mg/ml)

---------------------------------------------------------------------

kuldeopløseligt

globulin (CIG)* 6,6% 7,3%

---------------------------------------------------------------------

Albumin* 32% 2,5%

---------------------------------------------------------------------

F XIII - 22 E/ml

---------------------------------------------------------------------

F XIII: Fibrinogen - 259

---------------------------------------------------------------------

Tværbinding af fibrin-

a-kæderne efter 2 timer 33% 77%

---------------------------------------------------------------------

TEG-test

Elasticitetsmodul E 33 89

---------------------------------------------------------------------

* Procentangivelser beregnet på samlet protein

Tabel 2 (forsøg 2)

Sammenligning mellem sædvanligt plasmakryopræcipitat og vævsklæbestof

fremstillet ifølge opfindelsen.

----------------------------------------

Kryopræcipitat Vævsklæbestof

---------------------------------------------------------------------

Samlet protein 91,8 mg/ml 102,9 mg/ml

---------------------------------------------------------------------

Fibrinogen* 49% (45,0 mg/ml) 84% (86,4 mg/ml)

---------------------------------------------------------------------

kulopløseligt

globulin (CIG)* 6,0% 5,4%

---------------------------------------------------------------------

Albumin* 32% 1,7%

---------------------------------------------------------------------

F XIII 8 E/ml 20 E/ml

---------------------------------------------------------------------

F XIII: Fibrinogen

(E/g) 178 231

---------------------------------------------------------------------

Tværbinding af fibrin-

a-kæderne efter 2 timer 32% 75%

---------------------------------------------------------------------

TEG-test

Elasticitetsmodul E 30 79

---------------------------------------------------------------------

* Procentangivelser beregnet på samlet protein

Tabel 3 (forsøg 3)

Styrke af rottehudklæbninger med plasmakryopræcipiptat og

vævsklæbestof fremstillet ifølge opfindelsen

----------------------------------------

Plasma-

kryopræciptat Vævsklæbestof

---------------------------------------------------------------------

Samlet protein 79,9 mg/ml 119,5 mg/ml

---------------------------------------------------------------------

Fibrinogen 28,8 mg/ml 80,0 mg/ml

---------------------------------------------------------------------

Tværbinding af fibrin-

a-kæderne efter 2 timer 30% 81%

---------------------------------------------------------------------

Rivstyrke efter 10 17,1 +/- 3,9 pond 53,2 +/-8,7 pond

minutter ved 37 graderC (n = 7) (n = 5)

---------------------------------------------------------------------

Tabel 4 (forsøg 5)

--------------------------

Plasminogen (microg/ml)

---------------------------------------------------------------------

Kryopræcipitat I

før behandling 170

---------------------------------------------------------------------

kryopræcipitat I

efter behandling 70

---------------------------------------------------------------------

Kryopræcipitat II

før behandling 241

---------------------------------------------------------------------

Kryopræcipitat II

efter 1. behandling 173

---------------------------------------------------------------------

Kryopræcipitat II

efter 2. behandling 82

---------------------------------------------------------------------

Tabel 5 (forsøg 6)

---------------------------------------------------------------------

Kryopræcipitat

---------------------------------------------------------------------

I II

---------------------------------------------------------------------

Fibrinogenindhold 35,5 mg/ml 86 mg/ml

---------------------------------------------------------------------

Plasminhæmning

svarende til 20 KIE/ml 10 KIE/ml

---------------------------------------------------------------------

Fibrinolysehæmning

svarende til

??????? 80 KIE/ml 5 KIE/ml

---------------------------------------------------------------------

Tabel 6 (forsøg 7)

---------------------------------------------------------------------

Prøve Fibrinogen Forskydningsstyrke (pond.cm-2)

(mg/ml) -----------------------------------

50. def. 500 def.

---------------------------------------------------------------------

Kryopræcipi- 49 50 45

pitat

---------------------------------------------------------------------

Vævsklæbe- 71 149 123

stof konc.

---------------------------------------------------------------------

Vævsklæbe- 49 118 100

stof 1,4 x

fortyndet

---------------------------------------------------------------------

Patentdirektoratet anmodes derfor om at tilbagevise indsigelsen og at

udstede et patent på ansøgningen med de i fremlæggelsesskriftet angivne krav,

subsidiært i den begrænsede udgave.

Indsiger opretholdt i skrivelse af 24. januar 1989 sin påstand om afslag

på ansøgningen og anførte bl.a.:

Teknikkens stade (side 12 i imødegåelsen):

Ganske vist er en delmængde af teknikkens stade angivet, men er langtfra

vurderet i dybden og fuldstændigt, jfr. det foregående.

Vævsklæbestoffets nyhed (side 12 ff. i imødegåelsen):

Som det fremgår ved en tilbundsgående vurdering af teknikkens stade, kan

man i forbindelse med ansøgernes »vævsklæbestof« muligvis blot anse

indholdet af en fibrinolyseinhibitor (aprotinin) i komponent I før

anvendelsen som værende ny.

De af ansøgerne omtalte gentagne ændringer af klæbestofkomponenterne

m.h.t. art og mængde under den kliniske afprøvning står i modstrid med den

siden 1976 i kraft værende »2. Gesetz zur Aenderung des

Arzneimittelgesetzes der Bundesrepublik Deutschland«. Sternberger et al.

(bilag 5) analyserede vævsklæberen og således handelsproduktet på væsentlige

punkter. Forfatterne er eksperimentelt arbejdende kirurger, og ansøgernes

anbringende på side 13, linie 19-21, holder derfor ikke stik.

Med hensyn til de øvrige bemærkninger i imødegåelsen skal dertil undgåelse

af gentagelser - kun henvises til de allerede omtalte kendsgerninger. Hvad

angår pkt. 6.1.3 på side 14 i imødegåelsen må det anføres, at ansøgernes

påstand ikke er troværdig, eftersom en sådan fremgangsmåde ville have været i

modstrid med forskrifterne i den gældende lægemiddellovgivning.

Den på side 14 (sidste del af pkt. 6.1.3) igen påståede fordel ved den

»rigtige« kombination af tilsætningsstofferne til

klæberkomponenterne, f.eks. tilsætningen af aprotinin til komponent I, har

intet grundlag i forsøgsdata, der viser, at den i ansøgningen foreslåede

fremgangsmåde udviser en klar fordel i forhold til en anden fremgangsmåde,

f.eks. tilsætning af aprotinin til klæberkomponent II.

Bemærkningerne på side 15 i imødegåelsen (første afsnit af pkt. 6.2.1)

viser den måde, ansøgerne argumenterer på; herefter skulle f.eks. en

tokomponent-acrylklæber heller ikke være et klæbestof, fordi man efter

forening af de to komponenter og udhærdningen af massen ikke længere kan

klæbe dermed.

Med hensyn til andet hele afsnit på side 15 i imødegåelsen er det ganske

vist principielt rigtigt, at thrombin inaktiverer faktor XIII, men som det

fremgår af det citerede arbejde af Triantaphyllopolous, side 245, fig. 2,

sker der i de til anvendelsen nødvendige tidsrum en aktivering og ingen

inaktivering.

Hvad angår de af ansøgerne udførte og refererede forsøg gøres der

opmærksom på, at der er taget stilling hertil i forbindelse med

indsigelsessagen mod det til nærværende ansøgning svarende tyske patent nr.

3.002.933. I denne indsigelsessag har Bundespatentgericht i en afgørelse af

27. maj 1988 (kopi vedlagt) stadfæstet Patentamt's tidligere afslag, dvs.

ugyldighedskendelse af patentet.'

Ansøger henstillede i skrivelse af 20. juli 1989, at indsigers påstand

ikke tages til følge, og bemærkede endvidere:

» Vedrørende de indledende bemærkninger (side 1-3):

Indsiger fremfører det spørgsmål, om patentkravene som de foreliggende på

grundlag af formelle overvejelser principielt er acceptable. Et sådant

spørgsmål må der imidlertid allerede være taget stilling til fra

sagsbehandlerens side, og det synes ikke sandsynligt, at der ville blive

godkendt krav til fremlæggelse, som ikke »principielt« er

tilladelige. Ret beset bør sådanne formelle overvejelser vel heller ikke være

genstand for en indsigelsesprocedure, men må formodes at være afklaret på et

tidligere behandlingsstadium.

I øvrigt er indvendingen mod en tilstrækkelig tydelig angivelse også af

faglige grunde ukorrekt. Den oprindelige beskrivelse og de under

sagsbehandlingen efterindleverede eksempler anskueliggør forskellige

varianter af indstillingen af de i kravene angivne mængdeforhold.

At de absolutte og relative mængdeforhold forandres tydeligt under vask

med en pufferopløsning ses af tabellerne 1 og 2 i imødegåelsen af indsigelsen

af 26. september 1988, hvoraf det klart fremgår, at fibrinogenindholdet

stiger ved vask, at forholdet mellem faktor XIII og fibrinogen ændres, og at

kuldeopløselige proteiner fjernes, hvilke ændringer blandt andet bevirker en

forbedring af tværbindingsegenskaberne og klæbeegenskaberne. Det henvises i

denne forbindelse også til den udførlige fremstilling af de yderligere

forbedringer, som er blevet vist i imødegåelsen af indsigelsen under

henvisning til de gennemførte forsøg.

Indsiger gentager i øvrigt kritikken af betegnelsen

»vævsklæbestof« for det ved fremgangsmåden ifølge opfindelsen

fremstillede produkt. Denne indvending er der allerede tidligere taget

udførlig stilling til, og en gentagelse skulle således være overflødig. Det

er klart, hvad der menes med udtrykket »vævsklæbestof«, nemlig

præparatet indeholdende fibrinogen, faktor XIII og inhibitor. Om dette

præparat betegnes som »vævsklæbestof« eller som

»vævsklæbestofkomponent« er kun en strid om ord; betydningen kan

ikke misforstås af fagfolk. Da det imidlertid alment gælder, at ethvert

klæbestof forandrer sig under anvendelsen, hvad enten det er under

indvirkning af katalysatorer, vand, luft eller lignende, er det fornuftigt at

definere et klæbestofs sammensætning i den uforandrede, stabile form før

anvendelsen.

Vedrørende side 4, 2. afsnit

Indsiger forsøger - som allerede tidligere - at trække en parallel mellem

det ifølge den foreliggende opfindelse fremstillede vævsklæbestof og et

faktor VIII-præparat - en indvending, som allerede tidligere er blevet

gendrevet af ansøger. Principielt kan man ikke sammenligne

vævsklæbestofpræparateter med en fibrinogenkoncentration på mindst 70 mg/ml

(jvf. side 3, linie 35-36 i patentbeskrivelsen) med faktor VIII-præparater,

som opløses til en koncentration på ca. 2%.

Af »Anlage 2« i indsigerens replik fremgår det endvidere, at det

antihæmofile kryopræcipitat 500 først opløses efter 2 timers forløb ved 37

graderC. En så lang opløsningstid er naturligvis fuldstændigt uacceptabel for

den, der skal anvende præparatet (kirurger) og gør derfor, at præparatet er

fuldstændig værdiløst.

I modsætning hertil er det ifølge opfindelsen fremstillede vævsklæbestof

klar til anvendelse efter få minutters forløb, da det blot behøver at blive

optøet og gjort flydende.

Bortset herfra skal de kendte lyofiliserede antihæmofile præparater være

således sammensat, at de efter rekonstitution til en tynd proteinopløsning

samtidig har en fysiologisk saltkoncentration henholdsvis ionstryke og

osmolaritet for at være fysiologisk forligelige. F.eks. skal det af indsiger

anførte præparat »antihæmophiles Kryoprazipitat 500« ifølge

forskriften på pakningen opløses i 100 ml aqua ad injectabilia og giver så en

tynd proteinopløsning med en fysiologisk forligelig koncentration af salte og

andre tilsætningsstoffer.

For at opnå en fibrinogenkoncentration på mindst 70 mg/ml skulle

præparatet opløses i et 5 gange mindre volumen (20 ml), hvilket også anføres

af indsiger. Dermed ville dog både ionstyrke og osmolaritet ligge langt over

det fysiologisk forligelige område. En sådan sammensætning ville være

cytotoksisk, og de for et vævsklæbestof krævede sårhelingsfremmende

egenskaber ville ikke længere være givet.

Denne overvejelse gælder naturligvis også for andre lyofiliserede

kryopræcipitatpræparater til fremstilling af faktor VIII-holdige

infusionsopløsninger og viser, at sådanne præparater på ingen måde kan

sammenlignes med det ifølge opfindelsen fremstillede vævsklæbestof. Ville man

i sådanne præparater nemlig formindske saltindholdet så meget, at der efter

opløsning til en fibrinogenkoncentration på mindst 70 mg/ml samtidigt opnås

en fysiologisk saltkoncentration, så ville sådanne præparater være endnu

dårligere, dvs. praktisk talt overhovedet ikke længere opløselige.'

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 19. juni 1990 at tage

indsigelsen til følge med følgende begrundelse:

» Vedr. patentansøgning nr. 0656/80. Afslag

1. Vi har vurderet den fremkomne indsigelse og Deres kommentarer hertil,

og mener herefter ikke at ansøgningen kan imødekommes, fordi opfindelsen ikke

adskiller sig væsentligt fra kendt teknik. Vi har derfor afslået den under

henvisning til patentlovens § 16. Den nærmere begrundelse følger nedenfor.

2. Af hensyn til overskueligheden over de nedenfor omtalte trykskrifter

anvendes de af indsigeren anvendte bilagsnumre, som er følgende:

bilag 1: Wiener klinische Wochenschrift, 88.,.supp. 49 (1976), 3-18,

bilag 3: Wiener medizinische Wochenschrift (1972), 517-523,

bilag 5: Med. Welt 29, 17, (1978), 720-724,

bilag 6: »Fibrinkleber Human Immuno«, stand: 11 (1978),

bilag 7: Blut, 38, 1, (Jan 1979), 64, 67,

bilag 9: Langenbeck's Arch. Chir. suppl. Chir. Forum, (1974), 249-251.

3. Fra bilag 5, se især side 722 og side 723, 1. afsnit kendes et

vævsklæbestof i form af en fibrinklæber, der indeholder mindst 80 mg

fibrinogen pr. ml klæberopløsning og tilstrækkelig faktor XIII til

stabilisering af fibrinet samt yderligere albumin og andre proteiner.

Produktet foreligger dybfrossent. Det er også herfra kendt at den under

anvendelse af produktet forekommende fibrinolyse kan stoppes ved tilsætning

af fibrinolyseinhibitorer.

Endvidere kendes fra bilag 1, se især side 4, venstre spalte, linie 1-3

fra neden, og højre spalte, side 5, højre spalte, linie 1-17 fra neden, side

6, venstre spalte, linie 1-16, princippet og teknikken for vævsklæbning under

anvendelse af de samme komponenter, som de i bilag 5 angivne. Og af bilag 1

kan forholdet mellem enheder faktor XIII/g fibrinogen beregnes. Det fremgår

af bilag 1, at den anvendte klæbeopløsning indeholder 0,2 ml

fibrinogenopløsning (fibrinogenindhold 110 mg/ml) og 0,1 ml faktor

XIII-opløsning (250 enheder i 4 ml destilleret vand). Heraf fås 0,3 ml, der

indeholder 22 mg fibrinogen og 6,25 enheder faktor XIII, som omregnet til 1

ml klæber giver et fibrinogenindhold på 73 mg/ml og 20,8 enheder faktor

XIII/ml, hvilket giver udtrykt i enheder faktor XIII/g fibrinogen 284, dvs.

et forhold på over 70. Dette viser, at en fagmand i hvert fald kender

størrelsesordenen på en tilstrækkelig mængde af faktor XIII i forhold til

fibrinogen i en fibrinklæberopløsning, jfr. bilag 5, og endvidere at

indholdet af faktor XIII her er over 7 enheder/ml.

4. Det i krav 1 angivne er med undtagelse af tilsætningen af

plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor derfor kendt.

Det fremgår altså ikke af ovennævnte trykskrifter, at vævsklæbestoffet er

tilsat en plasminogen-aktivator-inhibitor eller en plasmin-inhibitor, men

forsøg udført af indsiger, se indselgelsesbegrundelsen af 18 mar 1988, side

13, linie 13, linie 14-16, viser, at et plasmakryopræcipitat, behandlet som

angivet i bilag 3, indeholder plasmin-inhibitoren alfa2-antiplasmin, hvilket

heller ikke er imødegået af Dem.

Men det fremgår af bilag 9, se især side 250, 3. afsnit, at der er udført

forsøg, med vævsklæbning under anvendelse, af en fibrinklæber indeholdende

faktor XIII. Disse forsøg viser, at fibrinolyse kan fuldstædnig undgås, når

der anvendes proteinase-inhibitorer, og at disse tilsættes klæbestiffet.

Det skønnes nærliggende for en fagmand, der fra bilag 5, se side 723,

venstre spalte, linie 1-4, bilag 9, se side 250, 3. afsnit, og i øvrigt også

fra bilag 6, se side 8, sidste linie, og side 9, linie 7, og bilag 7, se side

64, linie 22-23, ved, at det er en fordel at anvende en plasmin-inhibitor,

som f.eks. aprotinin, i forbindelse med et vævsklæbestof, og som ved, at et

plasma-kryopræcipitat i forvejen naturligt indeholder små mængder

plasmin-inhibitor, da at tilsættes en sådan plasmin-inhibitor til undgåelse

af uønsket fibrinolyse, og i sådanne mængder som ca. 3000 KIE/ml, som angivet

i bilag 6, og der ses ikke herved at være opnået noget overraskende, og ej

heller ved anvendelse af blot 20.2000 KIE/ml, som angives i krav 1.

Fremgangsmåden ifølge krav 1 ses derfor ikke at adskille sig væsentligt

fra kendte teknik.

5. Fra bilag 3, se især side 518 (under materialer og metodik) er det

kendt at fremstille en vævsklæbeopløsning under anvendelse af et

kryopræcipitat, som behandles med en pufferopløsning indeholdende samme

stoffer, som de i krav 2 angivne, og i samme mængder, som anvendes i

ansøgningens eks. 1, og der fås et produkt, der indeholder 93 mg fibrinogen,

idet der angives, at 1 del sediment og 2 dele opløsningsmiddel indeholder 31

mg fibrinogen.

Fremgangsmåde ifølge krav 2 ses derfor heller ikke at adskille sig

væsentligt fra kendt teknik, jfr. endvidere at det fra bilag 5, se side 722,

højre spalte, linie 1, og bilag 6, se side 11, linie 5-6, er kendt at

dybfryse et fibrinklæbeprodukt, og kravet omhandler derfor heller intet

patenterbart.

6. Det skal endvidere anføres, at det er kendt, at en fibrinklæber kan

indeholde såvel albumin og en kold uopløseligt globulin (CIG), jfr. bilag 7,

side 64, linie 9-11, hvor mængdeforholdene er som i ansøgningens eks. 1-2 og

8, hvorfor eventualiteten i krav 1 ikke ses at angive noget patenterbart.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 17. august 1990 indbragt for

Patentankenævnet.

I klagebegrundelse af 28. november 1990 har klager nedlagt påstand om, at

der udstedes patent på basis af de i fremlæggelsesskrift nr. 151.611 af 21.

december 1987, subsidiært på basis af de i skrivelse af 26. september 1988

fremsendte patentkrav.

Klager anfører endvidere:

»De subsidiære krav adskiller sig fra de principielle krav ved, at

»at en plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor« i

de subsidiære krav er indskrænket til »aprotinin«.

Som det fremgår af klagerens/ansøgerens skrivelse af 26. september 1988

(imødegåelse af indsigelse) blev såvel den principale påstand som den

subsidiære påstand fremført under indsigelsesproceduren.

Det kan indledningsvis fastslås, at det danske Patentdirektorat i

afslagsskrivelse af 19. juni 1990 kun har taget stilling til klagerens

principale påstand, mens den subsidiære påstand slet ikke behandles. Dette

synes at være en alvorlig formel fejl. Hvis Patentdirektoratet havde afprøvet

den subsidiære påstand, havde det i det mindst været nødsaget til at fastslå

nyheden ved de subsidiære krav.

Det er endvidere klagerens opfattelse, at Patentdirektoratets afslag i

mange henseender er begrundet på en uafklaret og fejlagtig måde.

Afslaget bygger i det væsentlige på 3 dokumenter:

1) Bilag 5, Med. Welt, 29 (17), 1978, side 720 til 724:

Dette skrifts indhold er under punkt 3 i afslaget gengivet korrekt. Der

kendes ganske rigtigt fra dette skrift et vævsklæbestof med mindst 80 mg

fibrinogen/ml og med en »tilstrækkelig« mængde af faktor XIII

sammen med et indhold af albumin, hvilket vævsklæbestof foreligger i

dybfrossen tilstand. Af skiftet fremgår imidlertid ingen talmæssige

angivelser vedrørende indholdet af faktor XIII, og man kan ikke af skriftet

aflede, at faktor XIII skal være til stede i en mængde på mindst 7

enheder/ml, og det kan heller ikke udledes, at forholdet mellem faktor XIII

og fibrinogen udtrykt i enheder af faktor XIII pr. g fibrinogen udgør mindst

80.

Denne angivelse, at der er indhold af »tilstrækkelig faktor XIII til

stabilisering af fibrinet« er ikke tilstrækkeligt til at man kan slutte

sig til det i kravet angivne forhold mellem faktor XIII og fibrinogen, idet

en firbin-clot ifølge sædvanlig sprogbrug anses for at være

»stabiliseret«, når den ikke mere er opløselig i 1%

monochloreddikesyre eller 5-molær urinstofopløsning. Dette er imidlertid

allerede tilfældet efter ca. 50% tværbinding af fibrin-Gamma-kæderne sker

imidlertid altid væsentligt hurtigere end tværbindingen af

fibrin-Alpha-kæder, og den er sædvanligvis helt tilendebragt før der

overhovedet indtræder mærkbar fibrin-Alpha-kæde-tværbinding. Eftersom styrken

er væsentligt afhængig af fibrin-Alpha-kæde-tværbinding, giver imidlertid

først en sådan tværbinding en fornuftig kvalitet hos et vævsklæbestof.

Udtrykket »tilstrækkeligt« i forbindelse med stabilisering kan

således ikke sættes i stedet for den ifølge opfindelsen talmæssigt udtrykte

værdi for den ønskede fuldstændige Gamma-kæde-tværbinding og høj grad af

Alpha-kæde-tværbinding.

Man kan desuden heller ikke uddrage af bilag 5, at der skal være et

indhold af plaminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor i

klæbestoffet. Det fremgår tværtimod, at der må mangle en inhibitor: Det

angives således, at en lagring af klæberen ved stuetemperatur i længere tid

skal undgås, da der efter 24 timers lagring ved stuetemperatur kan påvises en

spontan koagulering samt en spontant fibrinolyse (se side 722, højre spalte

foroven).

Endelig er den anbefaling (side 723, venstre spalte foroven) at tilsætte

en fibrinolyse-inhibitor til thrombinopløsningen (ikke vævsklæbestoffet) en

ulempe, jvf. i denne sammenhæng redegørelsen i klagerens skrivelse af 26.

september 1988, side 7. Det fremgår, at Patentdirektoratet slet ikke har

taget hensyn til klagerens argumentation i forbindelse med bilag 5.

2) Bilag 1: Wiener Klinische Wochenschrift, 88, Suppl. 49, (1976), side 3

til 18.

Patentdirektoratets argumentation i forbindelse med dette skrift kommer

slet ikke ind på det, som sagen drejer sig om. Patentdirektoratet synes ikke

at have gjort andet end uprøvet at overtage, ja endog afskrive den ukorrekte

afgørelse i ankesagen ved Bundespatentgericht, dateret 27. maj 1988.

Den nævnte afgørelse er i virkeligheden fuldstændigt forkert. Klageren gik

ikke ud fra, at det danske Patentdirektorat i så vid udstrækning og på en så

forkert måde ville lade sig påvirke af denne tyske afgørelse, og det er

derfor, at klageren ikke tidligere har fremført nogen modargumentation. Hvis

klageren kunne have forestillet sig, at denne forkerte tyske afgørelse var

blevet taget så alvorligt, ville det ikke have været svært at fremføre en

modargumentation.

Man kan i denne sammenhæng stille sig det spørgsmål, om ikke Direktoratet

var forpligtet ifølge patentlovens § 15, stk. 1, til t opfordre klageren til

at give en supplerende udtalelse, især da den tilsvarende argumentation, dvs.

den fejlagtige beregning (se yderligere nedenfor) ikke er blevet fremført som

eget referat fra indsigers side. Indsigeren har udelukkende fremført

afgørelsen fra det tyske Bundespatentgericht for at vise det endelige

resultat af den tyske sagsbehandling, men har ikke fremhævet den til grund

liggende argumentation (idet det må være klart for indsigeren, at denne

argumentation ikke er holdbar).

I realiteten er den tyske ankeafdelings og dermed Patentdirektoratets

fortolkning af bilag 1 uholdbar.

Fra kapitlet »Material und Methodik« på side 4, højre spalte i

bilag 1, kan man ikke udlede de mængdeangivelser, der er i den nærværende

ansøgnings krav. Kapitlet »Material und Methodik« angår nemlig ikke

klæbning, men derimod undersøgelser med thrombelastografi (TEG). I modsætning

til det tyske ankesenats (og Patentdirektoratets) påstand om, at der bliver

anvendt 0,2 ml fibrinogenopløsning (fibrinogenindhold: 110 mg/ml) fremgår

det, at der til disse undersøgelser blev anvendt en firbrinogenopløsning med

en koncentration på 20 mg/ml og nærmere bestemt et faktor XIII-frit

oksefibrinogen (se det nævnte afsnit linie 2-3 og linie 11).

Ifølge kapitlet »Material und Methodik« blev der blandet 0,20

fibrinogenopløsning med 0,10 ml thrombinopløsning, idet der til denne

thrombinopløsning blev tilsat faktor XIII i fast form og i stigende

koncentration. Man kan ikke ud fra disse arbejdsbetingelser udlede, at der i

0,3 ml af blandingen var et indhold på 22 mg fibrinogen, idet der tværtimod

var et indhold på 4 mg fibrinogen. En konklusion med hensyn til indholdet af

faktor XIII er kun mulig på basis af tørstofindholdet, idet 85 mg tørstof

svarer til 250 enheder faktor XIII og 1 mg svarer til 2,94 enheder. Ved

stigende tilsætning af faktor XIII ved undersøgelserne med thrombelastografi

fremkommer der værdier for forholdet mellem faktor XIII og fibrinogen på

mellem 331 og 6248, hvilket ikke tillader, at man slutter sig tilbage til den

af klageren anførte grænse på mindst 80.

Bortset herfra er Spanglers thrombelastografiundersøgelser også allerede

helt urelevante af helt andre grunde. Man kan nemlig rejse den indvending mod

dem, at de er gennemført på ufagmandsmæssig måde, idet de er blevet

gennemført under en ekstrem calciummnagel.

Således indeholdt reaktionsblandingen praktisk talt ingen frie

calciumioner (Ca++). Da Faktor XIII imidlertid kun er virksom i nærheden af

calciumioner, fremgår det også af denne grund, at de beskrevne forsøg ikke er

egnet til en hvilken som helst tilbageslutning med hensyn til sammensætningen

af et vævsklæbestof. Ifølge Spangler, side 4, højre spalte foroven, opløstes

thrombin i en Ringer-opløsning med dobbelt indhold af calciumioner.

Ringer-opløsning indeholder som bekendt 1,8 mmol calciumioner pr. 1 (se

f.eks. W. Pschyrembel, Klinisches Worterbuch, Walter de Gruyter, 1977, side

1053, højre spalte).

Efter blanding af 0,2 ml fibrinogenopløsning med 0,1 ml thrombinopløsning

udgjorde slutkoncentrationen af frie calciumioner uden at tage hensyn til

fibrinogenopløsningens citratindhold 1,2 mmol/l. Når man dertil tager i

betragtning, at fibrinogenpræparater til stabiliseringsformål altid

indeholder citrat (sædvanligvis ca. 20 mmol/l), og idet citrat binder eller

danner kompleks med calciumioner, fremgår det, at de af Spangler beskrevne

TEG-forsøg blev gennemført praktisk talt uden tilstedeværelse af frie

calciumioner. Tilsætningen af stigende mængder af faktor XIII ses under disse

omstændigheder at være helt uden betydning, og forsøgene er samlet uegnet

til, at man deraf kan drage nogen som helst tilbageslutninger.

Ved hjælp af en tankemæssig kombination af bilag 5 og 1, når man fører

disse tilbage til deres faktiske informationsindhold og der ikke tages

spekulationer til hjælp, kan der ikke være tale om, at man ved en sådan

kombination kommer frem til den foreliggende opfindelse som affattet i

patentkravene. Dette underbygges endnu mere af, at det træk at tilsætte en

plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor, eller som angivet i

de subsidiære krav: aprotinin, hverken kan anses som kendt eller betragtes

som nærliggende på basis af en sådan tankemæssig kombination.

Selv om det også er rigtigt, at der i et kryopræcipitat er indeholdt ringe

mængder af Alpha2-antiplasmin, betyder det ikke, at det er overflødigt i

overensstemmelse med tanken bag den foreliggende opfindelse af inkorporere en

plasminogen-aktivator-inhibitor eller plasmin-inhibitor i vævsklæbestoffet.

Det naturlige indhold er nemlig ofte svingende, og man kan kun garantere

gentagne optimale resultater, når man foretager den ifølge opfindelsen

anviste tilsætning i den ifølge opfindelsen angivne mængde, navnlig en

tilsætning af aprotinin.

Aprotinin har i forhold til andre inhibitorer den fordel, at der er tale

om et lille stabilt molekyle med en god opløselighed, som, når det er

inkorporeret i klæbestoffets samlede sammensætning, ikke på skadelig måde

påvirker den samlede proteinsammensætnings opløselighed. I modsætning hertil

har andre inhibitorer, såsom Alpha-antiplasmin, en større molekylvægt med

tungere opløselighed, som, når det er indeholdt i tilstrækkelige mængder i

den samlede proteinsammensætning, nedsætter denne sammensætnings

opløselighed.

3) Bilag 9: Langenbeck's Arch. Chir. Suppl. Chir. forum, 1974, side 249

til 251.

Direktoratets fortolkning af dette bilag er heller ikke korrekt. De på

side 250, 3. afsnit, beskrevne forsøg blev ikke gennemført med en faktor

XIII-holdig-fibrinklæber, hvilket der påstås i Direktoratets afslag, idet der

som angivet på side 249 til klæbningen blev anvendt en højkoncentreret human

fibrinogen og en thrombinopløsning, hvortil der var sat calciumioner og

faktor XIII, idet der som angivet side 250, 3. afsnit ved klæbningen til

leveren er tilsat en protionase-inhibitor. Det drejer sig åbenbart om

trekomponentsystem (jvf. i denne sammenhæng også klagerens redegørelse i

skrivelsen af 26. september 1988).

Når man tager i betragtning, at Patentdirektoratet fortolkning af de

enkelte ovennævnte bilag 5, 1 og 9 enten er ufuldstændig eller direkte

ukorrekt, er det ikke mærkværdigt, at den faktiske betydning af opfindelsen

ikke kommer til sin ret, og at Direktoratet kommer til den ukorrekte

følgeslutning, at den foreliggende opfindelsen mangler opfindelseshøjde.

Det kan ud fra den ovenfor givne redegørelse bevises, at en sammensætning

af dokumenterne 5, 1 og 9 ikke fører til det førstnævnte træk i krav 1, dvs.

at der i en fibrinogenholdig plasmafraktion indstilles et faktor XIII-indhold

på mindst 7 enheder/ml og et fibrinogen-indhold på 70 mg/ml, hvorhos

koncentrationsforholdet af faktor XIII til fibrinogen, udtrykt i enheder af

faktor XIII pr. g fibrinogen, udgør mindst 80. Det kan imidlertid også

fastslås, at det andet træk, nemlig det at tilsætte en inhibitor, fortrinsvis

aprotinin, i en mængde på 20 til 2000 KIE/ml til vævsklæbestoffet, ikke var

kendt før den foreliggende opfindelse. Ifølge kendt teknik var

inkorporeringen af inhibitor i vævsklæbestoffet slet ikken kendt - dette træk

er i sig selv nyt. Derimod blev inhibitoren tilført eksternt, f.eks. som en

bestanddel af thrombinopløsningen, som angivet i bilag 6.

Der skal i denne sammenhæng påny henvises til det af klageren gennemførte

forsøg nr. 6, der er beskrevet og forklaret af skrivelsen af 26. september

1988. Det må i denne forbindelse opfattes som mærkværdigt, at

Patentdirektoratet i sin afgørelse ganske vist har kunnet tage indsigerens

forsøg ifølge indsigelsesbegrundelsen af 18. mrts 1988 i betragtning, men

fuldstændigt har ignoreret klagerens forsøg og forklaring dertil i skrivelsen

af 26. september 1988.

Med forsøg 6 blev det på overbevisende måde godtgjort, at de ovennævnte to

træk ifølge krav 1, dvs. kombinationen deraf, udgør det væsentlige ved den

foreliggende opfindelse, idet intet af kryopræcipitaterne uden behandling

opfylder begge disse træk samtidigt.

Således er de ifølge opfindelsen vundne vævsklæbestoffer ikke kun nye

produkter i forhold til den kendte teknik, de giver også i flere henseender

kvalitativt væsentligt forbedrede vævsklæbestofpræparater i forhold et

sammenligningskryopræcipitat, sådan som det tydeligt fremgår af de foretagne

forsøg, og de er væsentligt forbedret med hensyn til tværbindelighed af

fibrin-Alpha-kæder, forskydningsstyrke og styrke ved hudklæbninger; de har i

forhold til kryopræcipitater en væsentligt højere proteinkemisk renhed og

navnlig også et formindsket plasminogenindhold, hvorved der opnås en

tilstrækkelig holdbarhed hos klæbningerne in vivo. Der kan ikke være tale om,

at man kan sidestille de i patentkravene anførte vævsklæbestoffer med

kryopræcipitater med hensyn til sammensætning og klæbeegenskaber.

Som det fremgår af den ovenfor givne redegørelse, er det ikke kun krav 1,

men også krav 2, der refererer tilbage til krav 1, der adskiller sig

væsentligt fra den kendte teknik på flere punkter.

De i Direktoratets afslag under punkt 5 anførte argumenter mod krav 2, der

refererer til Matras-artiklen, bilag 3, er ikke holdbare. Det er således ikke

korrekt, at Matras opnår et klæbestof med 93 mg fibrinogen/ml. Det er

rigtigt, at Matras har opnået en firbrinogenopløsning med 31 mg

fibrinogen/ml. En tilbageregning på basis af den antagelse, at når der er

anvendt to dele opløsningsmiddel, har sedimentet indeholdt 93 mg fibrinogen,

er ikke mulig, og den er ikke fagmandsmæssig korrekt; det kan ikke henføres

til ml. Et sediment er, som allerede udtrykt, et fast bundfald. Dette faste

bundfald er ikke noget klæbestof, idet det først må gøres flydende.

Sedimentets sammensætning fremgår ikke af Matras artikel. Sandsynligvis

var sedimentet en proteinsammensætning, hvortil man netop behøvede så meget

opløsningsmiddel, som det Matras angiver. Den i virkeligheden anvendte

opløsning til klæbning, som yderligere måtte filtreres, havde netop kun et

indhold på 31 mg fibrinogen/ml.

Der skal i denne sammenhæng henvises til klagerens duplik af 20. juli

1989, hvor der på side 4 er gjort rede for, at allerede det relativt lave

fibrinogenindhold på 70% beregnet på det samlede proteinindhold (31 ud af

44,5 mg/ml) viser, at den af Matras beskrevne fremgangsmåde og det dermed

vundne produkt ikke kan sammenlignes med den fremgangsmåde og det produkt,

der er beskrevet i den foreliggende ansøgning.

Matras artikel og de dertil anstillede overvejelser giver således ikke

noget basis for at afslå krav 2.

Konklusion

Det ses sammenfattende, at den i dansk patentansøgning nr. 0656/80 angivne

fremgangsmåde til fremstilling af et vævsklæbestof på basis af humane eller

animalske proteiner fra blod, hverken er kendt eller nærliggende på baggrund

af den kendte teknik, og at den frembyder væsentlige tekniske fordele.

På denne baggrund anmodes Patentankenævnet om at anerkende, at de

principale krav, subsidiært de subsidiære krav omhandler en fremgangsmåde,

der opfylder patentlovens krav om patenterbarhed.'

I skrivelse af 8. februar 1991 har indsiger påstået Patentdirektoratets

afgørelse af 19. juni 1990 stadfæstet og anført:

»Den påklagede afgørelse, der er fremkommet efter en omfattende

indsigelsesprocedure, er efter indsigernes opfattelse ikke blot korrekt i sin

konklusion - afslag på grund af manglende opfindelseshøjde - men også korrekt

m.h.t. de detaljerede præmisser, der ligger til grund for afgørelsen.

Ansøgerne har i klagebegrundelsen ikke fremført sådanne nye argumenter

eller bevisligheder, som kan bevirke, at sagen kan anses at være tilført

noget reelt nyt i forhold til det af ansøgerne under indsigelsesproceduren

allerede fremførte. De følgende bemærkninger må derfor nødvendigvis - hvilket

beklages - i væsentligt omfang omfatte gentagelser af det af os under

indsigelsesproceduren anførte.

Klagen omhandler såvel påståede formelle som reelle fejl begået af

direktoratet i det givne afslag. Ansøgerne synes at mene, at det er en formel

fejl, at direktoratet ikke specielt har kommenteret de subsidiære krav.

Eftersom de sidstnævnte krav blot afviger fra de fremlagte krav ved en

begrænsning af »plasminogen-aktivator-inhibitor eller

plasmin-inhibitor« til »aprotinin«, er det efter vor

opfattelse fuldt ud berettiget, at direktoratet ikke har fundet anledning til

specifikt at begrunde de subsidiære kravs manglende patentværdighed, jfr.

afslagets detaljerede grunde.

Ansøgerne kommenterer 3 ud af de 6 bilag, der ligger til grund for den

påklagede afgørelse, hvorfor vi må formode, at ansøgerne ikke vil bestride,

hvad der i afslaget er anført om de øvrige bilag.

Ansøgerne forsøger i forbindelse med bilag 5 (Med. Welt 29, (17), 720-724

(1978)) fortsat at fremkalde det indtryk, at den der beskrevne klæber er

noget ganske andet end den i den foreliggende ansøgning omhandlede

vævsklæber. Ifølge bilag 5 anvendes der imidlertid ikke en vilkårlig

dybfrossen vævsklæber med mindst 80 mg fibrinogen pr. ml, albumin, andre

proteiner, 0,13 mg plasminogen pr. ml og tilstrækkelig faktor XIII (side 722

f.o., venstre og højre spalte), men derimod ifølge side 720, højre spalte,

Materialien und Methoden, 1.-3. linie, præparatet »Fibrinkleber«,

som ansøgerne havde frigivet til klinisk afprøvning, jfr. også det følgende.

Ansøgerne hævder, at angivelsen på side 722, venstre spalte, linie 7 f.o.,

»F XIII ist ausreichend vorhanden«, ikke kan udlægges derhen, at

denne klæber opfylder betingelserne m.h.t. den senere i nærværende ansøgning

omhandlede fibrinklæber, eftersom allerede en ringe tværbinding af fibrinet

skulle føre til uopløselighed, hvorfor der ikke har foreligget en klæber med

tilstrækkelig klæbestyrke.

Nu angives det imidlertid i bilag 5 (side 724, venstre spalte, første

stykke), at »Fibrinklebungen sind, wie diese Untersuchungen gezeigt

haben, at »Fibrinklebungen sind, wie diese Untersuchungen gezeigt haben,

mindestens bis zu 200 pond/(cm2) belastbar«, og det fremgår af tabel 3

(forsøg 3) i ansøgernes indsigelsesimødegåelse, at deres ifølge den påståede

opfindelse fremstillede »vævsklæbestof« ved rottehudklæbninger kun

udviser en styrke på 53,2 +/- 8,7 pond pr. 0,636 (cm2) svarende til en styrke

på 83,6 pond/(cm2). Den til den kliniske afprøvning af ansøgerne til rådighed

stillede »Fibrinkleber« havde således en mere end dobbelt så høj

klæbestyrke som det ifølge den foreliggende ansøgning fremstillede præparat.

Eftersom ud over klæberens fibrinogenindhold faktor XIII-indholdet i det

væsetnlige er ansvarligt for klæbestyrken, må det være åbenbart, at den

beskrevne klæber i det mindste havde det fornødne faktor XIII-indhold, og at

alle forholdsværdierne - såfremt de var blevet bestemt - ville have vist sig

at være opfyldt. Man kunne fristes til at hævde, at meget tyder på, at de

ifølge ansøgningen fremstillede vævsklæbere reelt er forringede

udførselsformer for de for længst fra litteraturen kendte vævsklæbestoffer på

basis af fibrinogen, faktor XIII og thrombin.

Når ansøgerne i deres klagebegrundelse synes at opfatte klæberens 24

timers anvendelighed som bevis for, at der i denne klæber ikke skulle være en

tilstrækkelig mængde plasminogen-aktivator-inhibitor til stede, må det vække

forundring, at ansøgerne i pakningsinstruktionerne til deres nuværende

dybfrosne klæber anfører, at »Die Klebenkomponenten mussen innerhalb von

4 Stunden nach dem Auftauen verbraucht werden«, jfr. vedlagte bilag I,

pakningsinstruktioner hørende til Tissucol Duo S, se »Art der

Anwendung«, Pkt. 2 »Verwendungsdauer der Kleberkomponenten«.

Den i forhold til Stemberger's angivelser (bilag 5) for ansøgernes

handelsprodukt til 1/6 afkortede anvendelsestid for den formodentlig ifølge

patentkravene fremstillede klæber må lede til den konklusion, at enten er

tilsætningen af inhibitoreren direkte til fibrinogenbestanddelen - modsat

hvad ansøgerne synes at mene - totalt virkningsløs og medfører intet teknisk

fremskridt, eller også var i det mindste den i ansøgernes nuværende

handelsprodukt tilstedeværende inhibitormængde også til stede i den klæber,

som Stemberger fik stillet til rådighed af ansøgerne (bilag 5); i så fald er

klæberen ikke ny, hvilket i øvrigt også fremgår af andre af de fremdragne

publikationer.

Ansøgernes på ny fremsatte påstand om, at tilsætningen af inhibitoren

(aprotinin) til thrombin skulle være en ulempe i forhold til tilsætningen til

fibrinogenbestanddelen, synes ikke på noget tidspunkt at være dokumenteret,

og ansøgerne vil ikke være i stand til at fremkomme med en sådan

dokumentation, eftersom deres påstand strider mod de fysisk-kemisk love

(diffusionslovene). Da aprotinin med molvægt 6500 Dalton er et ca. 6 gange

lettere molekyle end thrombin (38000 Dalton), difuderer førstnævnte

væsentligt hurtigere ind i fibrinogenbestanddelen end thrombin. Reaktionen

mellem fibrinogen og thrombin er imidlertid forudsætningen for klæbningen.

Ansøgernes påstand om, at deres fremgangsmåde skulle være fordelagtig i

forhold til den af Stemberger (bilag 5) anvendte, har altså intet med

virkeligheden at gøre.

Det står hen i det uvisse, hvad ansøgerne vil opnå med deres bemærkninger

til bilag 1, jfr. klagebegrundelsens side 4 f.n. til 7 f.n. Det synes nærmest

at forholde sig således, at ansøgerne kun har læst brudstykker af bilag 1

eller ikke har forstået det eller bevidst udlægger indholdet fejlagtigt.

Hertil kommer, at ansøgerne faktisk ikke kommer nærmere ind på de af

direktoratet i afslaget fremhævede dele af bilag 1.

Såfremt ansøgerne havde læst hele bilaget, ville de have set, at det

indeholder flere dele, der omfatter såvel in vitro-undersøgelser m.h.t.

forskellige parametre, der påvirker vævsklæbning, som in vivo-undersøgelser

med klæbninger (jr. side 8, pkt. 3.3 til side 11, 3.3.4).

Til de forskellige problemstillinger blev der valgt forskellige

forsøgsmaterialer til bedømmelse af betydningen af de enkelte bestanddele af

klæberen for klæbningens samlede resultat, og som det fremgår af arbejdets

materiale- og metodikafsnit benyttedes da også en række forskellige

komponenter. Patentdirektoratet har i afslaget af ansøgningen kun fremdraget

de dele af arbejdet, som var af betydning for bedømmelsen af patentbarheden,

og direktoratet har efter vor opfattelse også draget de korrekte slutninger

på basis af de fremdragne passager. Den af ansøgerne angrebne del af arbejdet

vedrørende thrombelastografi (TEG) er overhovedet ikke taget i betragtning

ved bedømmelsen og ikke anvendt til begrundelse af afslaget af ansøgningen.

Den pågældende del af arbejdet tjener i det væsentlige kun til at vise

betydningen af faktor XIII for fibrinstabiliteten, og derfor anvender

forfatteren et specielt faktor XIII-frit oksefibrinogen fra Behringwerke og

et faktor XIII-koncentrat og ikke ansøgernes humane fibrinogen-kryopræcipitat

med gennemsnitligt 100 mg fibrinogen pr. ml, således som det anvendes til

klæbeforsøgene på side 4, højrespalte f.o., 2. afsnit. Under de angivne

eksperimentelle betingelser kunne farfatteren til arbejdet vise virkningen af

faktor XIII på koagulatstyrken (afbildning 2, side 5). Ansøgernes kritik af

disse forsøg, der ikke primært er relevante for den påståede opfindelse, er i

øvrigt ikke relevant, eftersom ansøgerne opstiller antagelser, der ikke er

belæg for, og som ikke er korrekte, eftersom det faktor XIII-fri

oksefibrinogen fra Behringswerke overhovedet ikke indholder citrat, og idet

det i den til det pågældende afsnit hørende materiale- og metodikdel på side

4, højre spalte f.n. kun angives, at der anvendes Ringer-lactat med forøget

Ca++-ionindhold (hvilke f.eks. også kunne være det 10-dobbelte indhold).

Nærmere angivelser om Ca-indholdet i den anvendte Ringer-lactat-opløsning

findes kun i de af patentdirektoratet fremdragne materiale- og metodikdele af

arbejdet (bilag 1). I forbindelse med de af direktoratet m.h.t. disse dele af

arbejdet opstillede beregninger finder vi det vanskeligt at se, at der skulle

foreligge en principiel fejl. Det var således ikke specielt Spangler's formål

med arbejdet at etablere fibrinklæbesystemer til vævsklæbning, eftersom

sådanne systemer i den form, ansøgerne har søgt at patentere, i det

væsentlige har været kendt siden Matras' arbejde fra 1972 (bilag 3); således

anfører Spangler i bilag 1 i indledningen på side 4, venstre spalte,

næstsidste afsnit i indledningen vedrørende klæbesystemet:

»Einer Anregung Lindners folgend konnte dann Matras mit dieser

Methode erfolgreich Anatomosierungen von Nerven im Tierexperiment vornehmen

und 1975 uber die Anwendung dieses Verfahrens auch am Mennschen berichten. Um

die Verwenbarkeit dieser Methode aug breiter Basis in der operativen Medizin

zu evaluieren wurden experimentelle Untersuchungen und klinische

Ad-hoc-Erprobungen vorgenommen.....«

Til de udførte dyreforsøg anvendtes de på side 4, venstre spalte f.n. og

side 5, højre spalte angivne betingelser, nemlig humant

fibrinogenkryopræcipitat med en koncentration på ca. 100 mg/ml eller på 120

mg/ml (med 110 mg fibrinogen pr. ml). Inden anvendelsen blev

kryopræcipitaterne langsomt opvarmet til stuetemperatur og videreanvendt

således (side 4, højre spalte f.o.). Der er ikke tale om, at der i

forbindelse med klæbningerne blev benyttet fortyndede opløsninger.

Alt i alt kan ansøgernes bemærkninger til bilag 1 ikke anses for relevante

resp. korrekte og kan ikke tillægges betydning.

De af ansøgerne på side 7, de to sidste afsnit, fremførte påstande savner

grundlag, eftersom ansøgerne ikke har godtgjort, at deres anvisninger m.h.t.

tekniske handlinger skulle udgøre et fordelagtigt valg blandt mulige

alternativer. Med hensyn til inhibitoren (se side 7, næstsidste afsnit i

klagebegrundelsen) er påstanden om den nødvendige tilsætning af inhibitoren

til fibrinogenbestanddelen uholdbar, jfr. de i det foregående omtalte

fysisk-kemiske forhold, og tilsætninger af aprotinin til thrombinet og dermed

til klæbesystemet på den af ansøgerne angivne måde var forud kendt. Også

angivelserne om Alpha2-antiplasmin på side 7 f.n. i klagebegrundelsen er

ukorrekte, eftersom Alpha-antiplasmin er et Alpha-globulin, som over for

fibrinogen udøver en mere cosolubiliserende indflydelse end aprotinin, der

som et lille peptid ganske vist selv er let opløseligt, men som på grund af

dets positive ladning virker i retning af at hindre opløseligheden af

fibrinogen.

Ansøgernes bemærkninger til bilag 9 tilfører ikke sagen noget nyt.

Forfatterne til bilag 9 (Spangler et al.) undersøgte indflydelsen af de

forskellige bestanddele af en vævsklæber på basis af fibrinogen, faktor XIII,

Ca++-ioner og thrombin; fibrinolytisk aktivitet i klæbeområdet kunne

forfatterne undertrykke fuldstændigt ved tilsætning af

proteinase-inhibitorer. Eftersom den først angivne forfatter til bilag 9 er

identisk med forfatteren til den 2 år senere offentliggjorte publikation i

bilag 1, udgør bilag 1 en videreudvikling af bilag 9 med stærkere

præciseringer af detaljerne og unerbyggelse med forsøgsresultater.

I bilag 9 formulerer forfatterne i de to første sætninger klart det

grundprincip for fibrinklæbning, som også gælder frem til i dag:

»Dei Grundlage der »Fibrinklebung« stellt die im Rahmen der

Blutgerinnung auftretende Polymerisation des Fibrinmonomers dar. Dieses

Polymer wird von aktiviertem F XIII - einer Transglutaminase-durch

Quervernetzung stabilisiert.'

Som konsekvens af denne erkendelse nævnes de for klæbningen

betydningsfulde komponenter:

1. Højkoncentreret fibrinogen og

2. thrombin samt

3. Ca++-ioner

4. faktor XIII og til undgåelse af en fibrinolyse

5. fibrinolyseinhibitorer (se bilag 9, side 250, Ergebniss, første afsnit,

3. og 4. sætning).

Det er herefter klart, at forfatterne korrekt havde erkendt

klæbeprincippet som en reaktion mellem fibrinogen og thrombin til

fibrinmonomere - øjensynligt i modsætning til ansøgerne, der ukorrekte stadig

betegner bestanddele af klæberen, som i sig selv ikke har klæbeegenskaber,

som vævsklæbestof. Ud fra denne fejlagige definition fremkommer da de

ukorrekte konklusioner, idet ansøgerne øjensynligt mener, at det skulle være

af afgørende betydning, til hvilken af de to bestanddele, der principielt

skal holdes adskilt, fibrinogen og thrombin, der tilsættes yderligere

bestanddele såsom Ca++-ioner, faktor XIII, aprotinin, albumin etc.

De tilsatte bestanddele ændrer ikke klæbningens grundprincip, men

modificerer blot enkelte af klæberens egenskaber. Således forøger

tværbindingen af fibrinkoagulatet med faktor XIII i nærværelse af Ca++-ioner

elasticiteten og overrivningsstyrken af klæbningen, og proteinase-inhibitoren

aprotinin forøger resistensen mod fibrinolyse. Da klæberen først dannes ved

kombinationen af fibrinogen og thrombin (eller en thrombinlignende protease),

er det også i højeste grad ligegyldigt, hvilken af de to komponenter der får

tilsat de yderligere for klæbningen fordelagtige stoffer, når blot de er

indeholdt i klæberblandingen i den rigtige koncentration.

Det er ikke ansøgernes fortjeneste at have fundet frem til de korrekte

forhold mellem bestanddelene; de forskellige til klæbningen - ud over

grundbestanddele er for længst forud for ansøgningen blevet kendt fra de

fremdragne (og mange andre) publikationer og er forud beskrevet i den

størrelsesorden, der svarer til de af ansøgerne anvendte koncentrationer;

herudfra lader også mængdeforholdene sig beregne. Selve beregningen af

mængdeforholdene ud fra de angivne koncentrationer, evt. efter analyse af den

i litteraturen mange gange forbeskrevne fibrinklæber, kan ikke begrunde

ansøgernes fremgangsmådes patenterbarhed.

Det er ikke nødvendigt at gå nærmere ind på ansøgernes forsøg nr. 6 (se

klagebegrundelsen side 9 f.o.), eftersom det for kryopræcipitat I angivne

fibrinogenindhold på 35,5 mg pr. ml i tabel 5 i ansøgernes indlæg af

26.9.1988 klart viser, at der er tale om uvasket kryopræcipitat som i forsøg

nr. 1, 2 og 3 og på ingen måde om et ifølge teknikkens stade i henhold til

Matras (bilag 2) fremstillet, vasket og ved 37 graderC (ifølge bilag 8)

flydendegjort kryopræcipitat. Et ifølge Matras fremstillet, vasket og ved 37

graderC flydendegjort kryopræcipitat opfylder ifølge indsigernes

undersøgelser alle de betingelser, der i patentkravene opstilles for

vævsklæbestoffet.

Vi forstår ansøgerne således, at de trods alt erkender, at de ifølge krav

1 i ansøgningen i kombination anvendte klæberkomponenter med undtagelse af

aprotinin allerede fremgik af den kendte teknik.

Tilstedeværelsen af aprotinin i disse komponenter er ganske vist ikke

nævnt i de fremdragne publikationer, men de kan heller ikke udelukkes i

fibrinkomponenterne ifølge bilag 1, 5, 7 og 9, eftersom der i alt fald i

bilag 5 er tale om ansøgernes »Fibrinkleber«, der blev frigivet til

klinisk afprøvning, jfr. Med. Welt 29 (1978), side 720, højre spalte i

»Materialien und Methoden«, første sætning. Da de allerede på

daværende tidspunkt gyldige lovforskrifter vedr. kliniske

godkendelsesafprøvninger tvingende foreskriver anvendelsen af de materialer,

for hvilke godkendelsen ønskes, kan der givetvis ikke være tale om, at den

anvendte fibrinklæber ikke svarede til det i patentkravene angivne.

Herudover er en diskussion om, til hvilken komponent af fibrinklæberen der

blev sat aprotinin, ganske ørkesløs, eftersom klæberen først dannes ved

foreningen af fibrinogen komponenten med thrombinkomponenten, og idet alle

komponenter, der indeholdt i de to opløsninger, hører til klæberblandingen.

Det er således ganske uvæsentligt, i hvilken opløsning den ene eller den

anden bestanddel har befundet sig inden blandingen, blot der drages omsorg

for at sikre en streng adskillelse af fibrinogen og thrombin. Under dette for

funktionen af klæberen eneafgørende aspekt er aprotinin i klæberblandingen

naturligvis absolut ikke ny, men derimod for længst af forfatterne til det

fremdragne inkorporeret i klæberen i de angivne koncentrationer.

Ansøgernes bemærkninger om Matras-artiklen (bilag 3) kræver heller ikke

mange kommentarer. Det turde være klart, at såfremt det der opnåede, vaskede

kryopræcipitat, såfremt det ikke var blevet opløst med 2 dele puffer, men

derimod - som forfatteren senere selv og også Spangler (bilag 1) gjorde det -

var blevet flydendegjort ved opvarmning til 37 grader C, ville ansøgernes

koncentrationer og forholdsmængder have været opfyldt, idet ansøgerne jo

reelt ikke har gjort andet end at kopiere Matras-metoden og blot supplere den

af Matras til opløsning ved 37 graderC anvendte puffer (se side 518, venstre

spalte) men aprotinin og anvende den til vaskningen ved +2 graderC. Ved den

lave temperatur på +2 graderC, der anvendes her, forbliver kyropræcipitater

som bekendt uopløste; der ligger således intet opfinderisk i ombytningen med

Matras-pufferen.

Sagens bilag 6 (Fibrinkleber Human Immuno 1978) kommer ansøgerne ikke ind

på. Dette bilag 6 viser, at ansøgerne inden ansøgningstidspunktet havde bragt

det ifølge kravene fremstillede produkt på markedet, hvorved det var blevet

kendt for offentligheden.

Den ifølge ansøgernes såvel principale som subsidiære kravsæt anvendte

fremgangsmåde er i vidt omfang svarende til den af Matras i bilag 3

beskrevne, idet der anvendes ækvivalente udgangsmaterialer og

fremstillingstrin.

Alle de af ansøgerne for deres klæber påberåbte kendetegn er allerede

forud kendt gennem de publicerede undersøgelser m.h.t. klæbersystemer, der

nødvendigvis består af en fibrinogen- og en thrombinbestanddel.

Ansøgerne har ikke kunnet dokumentere deres påstande om, at de ved deres

fremgangsmåde fremstillede klæbere skulle adskille sig fordelagtigt fra de

kendte klæbere.

Ansøgernes ifølge kravene fremstillede vævsklæber har været anvendt

åbenlyst før ansøgningstidspunktet.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 14. april 1994.

For klageren mødte akademiingeniør H. Zeuthen-Aagaard med Dr. Alge, Dr.

Rehl og Dr. Seelich.

For indsigeren mødte civ.ing. Gunnar Lind med Dr. Herman Karges.

Parterne procederede sagen under henvisning til de indgivne

processkrifter.

Klageren gjorde navnlig gældende, at der ved det ansøgte er tale om en

teknisk effekt, som ikke kunne udledes af den på ansøgningstidspunktet kendte

teknik.

Indsigeren anførte heroverfor, at der er tale om en række praktiske

foranstaltninger inden for kendt teknik, og at det ansøgte ikke vil føre til

noget uventet teknisk resultat.

Ankenævnet skal udtale:

Under henvisning til det af Direktoratet anførte og til, at det ansøgte

findes at være en optimering af allerede kendt teknik uden overraskende

teknisk effekt.

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen L. Herborg Arne Holm.

Ansgar Sørensen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter