Betegnelsen SMØRERINE fundet uegnet til registrering som varemærke.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Betegnelsen SMØRERINE fundet uegnet til
registrering som varemærke.
År 1995, den 13. marts afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)
følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. V 14/92: Klage fra
Dragsbæk Margarinefabrik A/S,
Thisted,
v/Patentbureau
Hofman-Bang & Boutard A/S
over
Patentdirektoratets afgørelse
af 20. januar 1992
af varemærkeansøgning
nr. VA 4124 1990
efter indsigelse fra
Danske Mejeriers Fællesorganisation,
Mejerikontoret,
Århus.
Den 22. maj 1990 indleverede klageren en ansøgning om
registrering af varemærket SMØRERINE (ordmærke) for alle varer i
klasse 29.
Ansøgningen blev den 21. november 1990 bekendtgjort i Dansk
Varemærketidende.
Ved skrivelse af 14. december 1990 nedlagde Danske Mejeriers
Fællesorganisation i medfør af § 20, stk. 2, i varemærkelov af 11.
juni 1959 indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke.
Som begrundelse for indsigelsen anførtes:
»....Danske Mejeriers Fællesorganisation finder, at
Læs alt
varemærket SMØRERINE er forveksleligt med den generiske smør, jf.
smørbekendtgørelse nr. 663 af 20. december 1983, og
Fællesorganisationen finder det vildledende over for forbrugerne,
hvis Dragsbæk Margarinefabrik får registreret varemærket SMØRERINE
for margarineprodukter eller evt. blandingsprodukter.
Fællesorganisationen skal endvidere henvise til EF-forordning
nr. 1898/87 om beskyttelse af benævnelserne for mælk og
mejeriprodukter i forbindelse med afsætning, hvor det er anført,
at benævnelsen smør udelukkende kan anvendes for
mejeriprodukter....«
Direktoratet meddelte ved skrivelse af 4. januar 1991 klager,
at
»....man efter udløbet af indsigelsesfristen i henhold til
varemærkelovens § 20, stk. 2, ville tage sagen op til fortsat
forhandling, jævnfør varemærkelovens § 20, stk. 1.
Mærket vil herefter blive afslået, idet ordet »SMØRERINE«
er
vildledende for andre varer end smør, jævnfør herved
varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2, og idet anvendelsen af ordet
smør strider mod anden lovgivning, nemlig Landbrugsministeriets
bekendtgørelse nr. 663 af den 20. december 1983, § 10, stk. 2,
hvorefter smør kun må kaldes smør, jævnfør varemærkelovens § 14,
stk. 1, nr. 3.'
Klager fremkom i skrivelse af 8. marts 1991 med følgende
bemærkninger i anledning af den nedlagte indsigelse:
»....For det første kan vi ikke være enige med Danske
Mejeriers Fællesorganisation i, at det anmeldte mærke SMØRERINE er
forveksleligt med den generiske betegnelse smør. Vi tillader os i
denne forbindelse at henvise til bestemmelsen i § 13 i
Varemærkeloven, hvorefter et varemærke ikke kan registreres, når
det udelukkende eller med kun uvæsentlige ændringer eller
tilføjelser angiver varens art. Vi finder ikke, at Danske
Mejeriers Fællesorganisation med rette kan henvise til denne
bestemmelse i Varemærkeloven, idet ordet SMØRERINE ikke med en
uvæsentlig ændring eller tilføjelse kan angive varens art, nemlig
smør.
Ordet SMØRERINE er efter vor opfattelse opbygget af
stavelserne SMØ-RE-RI-NE, altså verbet at smøre i navnemåde og
RINE, et pigenavn, jvf. Kirkeministeriets cirkulære over godkendte
fornavne. Vi finder det således ikke i overensstemmelse med
Patentdirektoratets praksis at anse et varemærke for uegnet til
registrering som varemærke, når ændringen eller tilføjelsen er så
væsentlig som det er tilfældet i nærværende mærke, hvor ændringen
eller tilføjelsen udgør over halvdelen af mærket, dvs. 5 bogstaver
ud af mærkets 9 bogstaver.
Vi skal derfor anmode Direktoratet om ikke at tage den i
medfør af bestemmelsen i § 13 i Varemærkeloven nedlagte indsigelse
til følge under hensyn til, at der ikke foreligger en uvæsentlig
ændring eller tilføjelse, der skulle kunne bevirke, at det
anmeldte mærke mangler det til registrering som varemærke fornødne
særpræg. Tværtimod finder vi, at mærket SMØRERINE er yderst
særpræget for de af anmeldelsen omfattede varearter.
For så vidt angår den indsigelse Danske Mejeriers
Fællesorganisation har nedlagt i medfør af bestemmelsen i § 14,
stk. 1, nr. 2, idet vi går ud fra, at det er denne bestemmelse der
henvises til ligesom vi går ud fra, at det ovenfor er § 13 der
henvises til i indsigelsen, må vi på det bestemteste imødegå
påstanden om, at mærket SMØRERINE er egnet til at vildlede.
Efter vor opfattelse ligger der ikke noget vildledende i
mærket over for forbrugerne, idet ethvert smørbart produkt såsom
smør, margarine, blandingsprodukter eller andre former for
fedtholdigt smørepålæg kan anvendes til at smøre ud fx på brød.
Forbrugerne er allerede bekendt med varearten smørepålæg og for så
vidt angår olier og fedtstoffer til industrielle formål med ordene
smøreolie og smørefedt. De ovennævnte varearter er almindeligt
kendt blandt danske forbrugere som artsangivelser og forbrugerne
er således bekendt med den sproglige dannelse af varemærket.
I nærværende tilfælde må ordet SMØRERINE ligeledes af
forbrugerne opfattes som et smørbart produkt indeholdende en eller
anden form for fedtstof. Mærket vil således efter vor opfattelse
under hensyn til ovenstående og under hensyn til
ordmærket SMØRERINE »s længde ikke vildlede forbrugerne om varens
art.
Vi henviser i denne forbindelse til Registreringspraksis
1880-1980 p. 75, hvoraf det fremgår, at den blotte mulighed for,
at mærket kan anvendes på en vildledende måde ikke er
tilstrækkelig til at registrering som varemærke nægtes, jvf. det
anførte eksempel hvorefter en øletiket kan registreres for
mineralvand.
Vi skal herefter anmode om, at Direktoratet afviser den i
medfør af bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 2 nedlagte indsigelse,
idet mærket SMØRERINE efter vor opfattelse ikke kan anses for
vildledende for varer i klasse 29. Dette forudsætter vel i øvrigt,
at mærker for visse varer i klasse 29 kan angive varens art,
hvilket vi ovenfor har imødegået.
Indsigerne henviser endvidere til en EF-forordning nr.
1898/87 om beskyttelse af benævnelserne for mælk og
mejeriprodukter i forbindelse med afsætning.
Vi har ikke umiddelbart af det fremsendte kopimateriale
vedrørende rådets ovennævnte forordning art. 1-4 kunnet se, at
benævnelsen smør udelukkende kan anvendes for mejeriprodukter, men
vi går ud fra, at dette er en indfortolkning i art. 2.2, og denne
bestemmelse svarer vel også i det ganske til den danske
smørbekendtgørelse nr. 663 af 20. december 1983. I henhold til
bestemmelsen i § 14, stk. 3 i denne bekendtgørelse skal en
færdigpakket emballage om lurmærket smør være påtrykt lurmærket og
ordene LURPAK og Dansk Smør samt »pakket direkte fra kærnen«.
Denne bestemmelse i den danske bekendtgørelse om smør og en
tilsvarende bestemmelse i ovennævnte EF-forordning kan imidlertid
efter vor opfattelse ikke forhindre registreringen af
varemærket SMØRERINE som varemærke for varer i klasse 29, og vi
refererer til, hvad vi ovenfor har anført vedrørende den i medfør
af bestemmelsen i § 13 i Varemærkeloven nedlagte indsigelse.
Vi skal således sammenfattende anmode Patentdirektoratet om
at afvise den nedlagte indsigelse, men skulle indsiger få
lejlighed til at fremkomme med en fornyet udtalelse i sagen, beder
vi om lejlighed til at fremkomme med et svar til en evt. fornyet
udtalelse i sagen.
Endvidere henviser vi til Direktoratets skrivelse af 4.
januar 1991, hvori man oplyser, at mærket vil blive afslået, idet
ordet SMØRERINE er vildledende for andre varer end smør, jvf.
Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2, og idet anvendelsen af ordet
smør strider mod anden lovgivning jvf. Landbrugsministeriets
bekendtgørelse nr. 663 af 20. december 1983 § 10, stk. 2,
hvorefter smør kun må kaldes smør, jvf. Varemærkelovens § 14, stk.
1, nr. 3.
Vi kan selvsagt heller ikke være enige med Direktoratet i den
i skrivelse af 4. januar 1991 trufne afgørelse.
Varemærket SMØRERINE vil efter vor opfattelse ikke være
vildledende, når det bruges for andre varer end smør,jvf. vor
argumentation ovenfor i forbindelse med den at Danske Mejeriers
Fællesorganisation nedlagte indsigelse, som der i det ganske
henvises til.
For så vidt angår den i medfør af bestemmelsen i § 14, stk.
1, nr. 3, jvf. Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 663 af 20.
december 1983 § 10, stk. 2 rejste indvending mod mærkets
registrering, kan vi heller ikke være enige i denne afgørelse.
Med bestemmelsen i ovennævnte landbrugsministerielle
bekendtgørelse fra 1983 § 10, stk. 2 er det bestemt, at smør og
smørprodukter skal være forsynet med en benævnelse, der er egnet
til at identificere produktet. Dette er ensbetydende med, at
færdigpakket smør,uanset om der er tale om en emballage om
bulkpakket smør eller smør i enkeltpakninger, skal være forsynet
med vareartsangivelsen smør.
Denne bestemmelse er imidlertid ikke til hinder for, at et
varemærke ydermere kan påsættes emballagen for nærmere at
differentiere, hvor varen kommer fra, og bestemmelsen udelukker
ikke, at varen påsættes et varemærke,hvilket også er almindeligt
anvendt jvf. påsætningen af logoet MD fra Mejeriselskabet Danmark
og anvendelsen af varemærket KÆRGÅRDEN ligeledes fra
Mejeriselskabet Danmark på pakninger af smør og
blandingsprodukter.
Vi finder således ikke, at varemærket SMØRERINE strider mod
den ovennævnte bekendtgørelse fra Landbrugsministeriet, og vi
finder, at Direktoratets fortolkning af bestemmelsen i
Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 3, jvf. ovennævnte
landbrugsministerielle bekendtgørelse, er fejlagtig. Vi tillader
os i denne forbindelse af henvise til Registreringspraksis af
1880-1980 p. 77, hvorefter det omtales, at der i varemærker kan
indeholdes betegnelser for mejeriprodukter, der er i strid med
levnedsmiddelloven og de dertil knyttede bekendtgørelser.
Med udtrykket »betegnelser for mejeriprodukter« sigtes der
efter vor opfattelse ikke til ord som mælk, smør eller yoghurt,
men derimod til de betegnelser, under hvilke de pågældende
varearter sælges, som fx ordet »LUR«, der kun må bruges i
forbindelse med mejeriprodukter. Ordet »LUR« har således ifølge
lovgivningen opnået en ganske bestemt status. Bestemmelsen om
lurmærket er indført i lovgivningen for at forhindre, at nogen
former for erhvervsdrivende anvender dette i forbindelse med
afsætningen af danske landbrugsprodukter vel indarbejdede og
vigtige kendetegn, at selv en registrering af mærket »LUR« for
alle andre tænkelige varer ikke er tilladt i, jvf. bestemmelsen i
lov af 30. marts 1973, § 9, stk. 2.'
Danske Mejeriers Fællesorganisation anførte i skrivelse af
18. juli 1991 følgende:
»....Danske Mejeriers Fællesorganisation er ikke enig med
ansøgeren angående spørgsmålet om ordet SMØRERINE er forveksleligt
med den generiske betegnelse smør. Fællesorganisationen finder, at
SMØRERINE er forveksleligt med smør. Det skal i denne forbindelse
tages med i betragtning, at ansøgeren er en margarinefabrik, og at
mærket formentlig tænkes anvendt på margarine , og forbrugerne vil
hermed blive vildledt, idet mærket er forveksleligt med
betegnelsen SMØR. Dette vil i øvrigt også stride mod
Levnedsmiddellovens § 23, idet denne er formuleret, som følger:
»Levnedsmidler må ikke sælges under omstændigheder, der egnet til at
vildlede forbrugerne med hensyn til varens oprindelse,
fremstillingstidspunkt,beskaffenhed, art, mængde, sammensætning,
behandling, egenskaber og virkninger.
Stk. 2 Ved bedømmelsen heraf skal der særligt tages hensyn til den
betegnelse, der anvendes for varen, de mundtlige og skriftlige
oplysninger, som gives derom, de tegninger og billeder og den
tekst, der er anbragt på varen, dens emballage, på reklame eller
skilt vedrørende varen, i annoncer eller i reklametilbud o.lign.«
Med henvisning til benævnelsesforordningen skal det blot
præciseres, at i artikel 2, stk. 2 er anført, at følgende
benævnelser er udelukkende forholdt mejeriprodukter, og der
henvises til et bilag, hvori smør nævnes. Se vedlagte kopi med en
berigtigelse til benævnelsesforordningen....'
Klager har i skrivelse af 5. november 1991 bemærket følgende
hertil:
»....Vi kan til det af indsigerne anførte oplyse, at
varemærket SMØRERINE ikke tænkes anvendt for et margarineprodukt
men derimod for et blandingsprodukt af mælkefedt og vegetabilsk
fedt i lighed med det produkt, som af MD Foods A.m.b.a sælges
under varemærket KÆRGÅRDEN , og vi vedlægger til orientering en
kopi af en leder i Berlingske Tidende den 29. oktober 1991, som
omhandler dette produkt.
Varemærket SMØRERINE tænkes således ikke anvendt for et
margarineprodukt, og forbrugerne bliver derfor ikke vildledt med
hensyn til varens indhold, idet varen rent faktisk indeholder
smør.
Vi finder således ikke, at registrering og brug af varemærket
SMØRERINE er i strid med Lov nr. 310 om levnedsmidler § 23, stk.
2, idet varen rent faktisk indeholder smør.
Vi kan anføre, at Forbrugerkommissionen i dennes Betænkning
II fra 1973 anførte, at § 23 i Levnedsmiddelloven ikke anvendes
med henblik på beskyttelse mod vildledende markedsføring i videre
omfang end varernes særlige karakter af levnedsmidler tilsiger. Vi
henviser yderligere til en retsafgørelse trykt i Ugeskrift 1957 p.
430, hvorefter det blev antaget, at det ikke var ulovligt at
forhandle en vare, der bestod af 10% cacaopulver og i øvrigt af
invertsukker under betegnelsen »chokoladepålæg«.
I øvrigt vil vi yderligere påpege, at nærværende sag angår
registrering og brug af varemærket SMØRERINE og ikke af
benævnelser for mejeriprodukter, margarine eller
blandingsprodukter, idet almindelig mærkningsbestemmelser
vedrørende disse produkter selv sagt vil blive overholdt af
producenten i form af de nødvendige og relevant oplysninger på
emballagen i øvrigt, om varens sammensætning, ingredienser i denne
samt oplysning på producenten.
Vi skal derfor påstå den i medfør af bestemmelserne i § 13 og
§ 14, stk. 1, nr. 2 nedlagte indsigelse afvist, og samtidig skal
vi anmode om, at Direktoratet bortser fra de i medfør af
bestemmelserne i § 14, stk. 1, nr. 2 og dollar 14, stk. 1, nr. 3
rejste indvendinger mod mærkets registrering også under henvisning
til vort brev af 8. marts 1991 og den deri indeholdte
argumentation....'
Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 20. januar 1992
og fastholdt, at det ansøgte mærke er uegnet til registrering i
medfør af bestemmelsen i varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2.
»....Det ansøgte mærke indeholder som indledende bogstaver
ordet SMØR. Da den indledende bestanddel er den, der fæstner sig i
forbrugernes bevidsthed, vil mærket for andre produkter end smør
virke vildledende. Det forhold, at det ansøgte mærke kan opdeles i
stavelserne SMØR-RE-RINE og således kan betragtes som indeholdende
navnemåden af verbet at smøre efterfulgt af navnet Rine kan under
disse omstændigheder ikke føre til andet resultat.
Det fastholdes tillige, at mærket er uegnet til registrering
i medfør af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 3. Som nævnt må
mærket anses som indeholdende betegnelsen smør, hvilket for de
ansøgte varer er i strid med bestemmelsen i bekendtgørelse nr. 663
af 20 dec. 1983 om smør m.v., jfr. navnlig § 10, stk. 2 samt
bestemmelserne i Forordning 1898/87, jfr. navnlig artikel 3, stk.
2 og artikel 2, stk. 2.
Ansøgningen afslås derfor under henvisning til de nævnte
lovbestemmelser, nemlig varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2 og 3.
Der er samtidig taget stilling til den nedlagte indsigelse,
der herefter er taget til følge. Det skal i den forbindelse
bemærkes, at direktoratet opfatter indsigelsen som nedlagt i
medfør af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2 og § 14, stk. 1, nr.
3. Varemærkelovens § 13 ses ikke at være påberåbt....«
Denne afgørelse har klageren, Dragsbæk Margarinefabrik A/S
v/Hofman-Bang & Boutard A/S, ved skrivelse af 20. marts 1992
indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at direktoratets
afgørelse omgøres. Klageren begrænser ansøgningen til at angå et
smørbart blandingsprodukt bestående af mælkefedt og vegetabilsk
fedt og anfører endvidere:
»Vi kan ikke være enige hverken med Patentdirektoratet eller
med indsiger, Danske Mejeriers Fællesorganisation, i, at
varemærket SMØRERINE skal anses for uegnet til registrering i
medfør af bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 2 og nr. 3 i den
tidligere varemærkelov under hensyn til, at mærket indeholder
ordet SMØR.
Vi har netop i vore tidligere indlæg i forbindelse med
indsigelsen og med de af Patentdirektoratet rejste indvendinger
mod mærkets registrerbarhed redegjort for, at varemærket SMØRERINE
er sammensat af navnemåden af verbet »at smøre« og pigenavnet
»Rine«. Vi finder ikke, at det er i overensstemmelse med
almindelig sproglig opfattelse af hævde, at varemærket SMØRERINE
indeholder ordet smør. Denne divergens i den sproglige opfattelse
af varemærket SMØRERINE er efter vor opfattelse kardinalpunktet i
nærværende ankesag.
Den første stavelse i varemærket SMØRERINE nemlig »SMØRE«
er
indsat i varemærket for at give forbrugeren en association til, at
selve varen, nemlig et blandingsprodukt, er smørbart, altså let at
smøre ud på brødet. Det er jo netop denne egenskab ved
blandingsprodukter lanceret af MD Foods A.m.b.a. under
navnet KÆRGÅRDEN , som har bevirket, at dette produkt har sikret
sig en meget stor markedsandel på meget kort tid.
Kendtheden af dette produkt over hele landet må efter vor
opfattelse have en afsmittende effekt på lanceringen af
tilsvarende blandingsprodukter fra andre erhvervsdrivende under
varemærker, der giver associationer til produktets beskaffenhed.
Et godt varemærke er i følge mange varemærkeeksperters mening
defineret ved: »et varemærke, der er suggestivt uden at være
deskriptivt«. Det suggestive indhold har vi redegjort for ovenfor:
det deskriptive element indeholdes ikke i navnemåden »at
smøre«,
idet dette ord kun sigter til den handling, der udføres, når man
smører et stykke brød. Mærket SMØRERINE kan således ikke anses som
deskriptivt, og der er heller ikke fra Patentdirektoratets side
rejst indvending om manglende særpræg.
Det er således vor opfattelse, at Direktoratet anlægger en
forkert vurdering af varemærket SMØRERINE både i relation til
bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 2 og nr. 3. Vi håber med
ovennævnte på fyldestgørende vis at have redegjort for, at en
registrering af varemærket SMØRERINE hverken er i strid med
bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 2 eller § 14, stk. 1, nr. 3 i den
tidligere varemærkelov, jvf. bestemmelsen i § 10, stk. 2 i
smørbekendtgørelsen nr. 663 af 20. december 1983 og forordning
1898/87 artikel 3 stk. 2 og artikel 2 stk. 2....'
Indsiger har ved skrivelse af 1. juli 1992 nedlagt påstand om
stadfæstelse og har anført:
»Danske Mejeriers Fællesorganisation fastholder, at
varemærket SMØRERINE er forveksleligt med den generiske betegnelse
smør, og i medfør af smørbekendtgørelsen nr. 663 af 20. december
1983, § 10, stk. 2 må betegnelsen smør kun anvendes til smør.
Dermed er ordet SMØRERINE vildledende over for andre varer
end smør, jf. varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2.
Med i vurderingen af mærket må tages i betragtning, at
SMØRERINE tænkes anvendt på et produkt, der ikke er smør, men er
et såkaldt blandingsprodukt, der fremstilles i henhold til
margarinelovgivningen.
Anvendelsen af varemærket SMØRERINE vil stride imod
Levnedsmiddellovens § 23, idet det i medfør af denne
bekendtgørelse ikke er tilladt at sælge levnedsmidler under
forudsætninger, der er egnet til at vildlede forbrugerne med
hensyn til bl.a. art, oprindelse, beskaffenhed m.v.
Anvendelsen af varemærket SMØRERINE på et blandingsprodukt
vil få forbrugerne til at tro, at produktet er smør.
Danske Mejeriers Fællesorganisation fastholder således de
tidligere fremsatte bemærkning, og herunder at i henhold til
EF-benævnelsesforordning nr. 1898/87 af 2. juli 1987 er »smør«
udelukkende forbeholdt mejeriprodukter og skal anmode om, at
Patentankenævnet fastholder Direktoratets afgørelse, således at
mærket ikke registreres.'
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 6. december
1994.
For ansøgeren (klageren) mødte cand.jur. Birgit Wiborg.
For indsigeren mødte fuldmægtig Laila Lundby.
Ansøgeren anførte navnlig, at det ikke er afgørende, om der
er forvekslelighed med betegnelsen smør, da der ikke foreligger
vildledning med hensyn til varens art og beskaffenhed, der er
angivet på emballagen. Der er tale om et blandingsprodukt, der er
velkendt for forbrugerne, der godt ved, at der ikke er tale om
smør. Der er derimod tale om en ny og morsom særpræget
orddannelse.
Indsigeren henholdt sig til den trufne afgørelse og gennemgik
lovgrundlaget.
Ankenævnet skal udtale:
Med bemærkning, at det ansøgte også i sin helhed findes at
mangle særpræg, tiltrædes det af de af Direktoratet anførte
grunde, at ansøgningen er afslået.
Herefter
bestemmes:
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Finn Mikkelsen.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- COMBICORN ikke i besiddelse af tilstrækkeligt særpræg for bageblandinger til bageribrug Retsinformation · 24. september 1997
- Spørgsmål om registrering af varemærke for marmelade var vildledende og stridende mod EF Rådsforordning og bekendtgørelse om smør. Retsinformation · 25. september 1997
- Forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke TV-2, ansøgt registreret for bl.a. beklædning i klasse 25, og varemærket TV-2, anvendt for bl.a. beklædningsgenstande Retsinformation · 24. september 1997
- Foreningsnavnet 'Advokatgruppen Danmark' og advokatetiske regler ikke til hinder for registrering af figurmærke med ordet ADVOKATGRUPPEN. Retsinformation · 25. september 1997
- 'CORONAS' anset for forveksleligt med 'CORONA DANICA' Retsinformation · 24. september 1997
- 'CORONAS DE CITA' anset for forveksleligt med 'CORONA DANICA' Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Ansøgning om registrering af varemærket LET SMØR afslået, da det var i strid med smørbekendtgørelsen Retsinformation · 24. september 1997
- 'CORONAS DE CITA' anset for forveksleligt med 'CORONA DANICA' Retsinformation · 24. september 1997
- V 65/95 VA 1990 08107 XERO Klagenævn (Nævnenes Hus) · 19. marts 1999
- 'CORONAS' anset for forveksleligt med 'CORONA DANICA' Retsinformation · 24. september 1997
- AN 1999 00033 - RAPID <w> - VR 1997 02245 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 29. december 2000
- Varemærket AFTER DINNER SWEET anset for indarbejdet for en konfekturevare og ikke anset for forveksleligt med mærket AFTER EIGHT Retsinformation · 24. september 1997