Spring til indhold

Retsinformation

Betegnelsen SMØRERINE fundet uegnet til registrering som varemærke.

KEN nr 50889 af 13/03/1995Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Betegnelsen SMØRERINE fundet uegnet til

registrering som varemærke.

År 1995, den 13. marts afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Finn Mikkelsen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. V 14/92: Klage fra

Dragsbæk Margarinefabrik A/S,

Thisted,

v/Patentbureau

Hofman-Bang & Boutard A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 20. januar 1992

af varemærkeansøgning

nr. VA 4124 1990

efter indsigelse fra

Danske Mejeriers Fællesorganisation,

Mejerikontoret,

Århus.

Den 22. maj 1990 indleverede klageren en ansøgning om

registrering af varemærket SMØRERINE (ordmærke) for alle varer i

klasse 29.

Ansøgningen blev den 21. november 1990 bekendtgjort i Dansk

Varemærketidende.

Ved skrivelse af 14. december 1990 nedlagde Danske Mejeriers

Fællesorganisation i medfør af § 20, stk. 2, i varemærkelov af 11.

juni 1959 indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke.

Som begrundelse for indsigelsen anførtes:

»....Danske Mejeriers Fællesorganisation finder, at

Læs alt

varemærket SMØRERINE er forveksleligt med den generiske smør, jf.

smørbekendtgørelse nr. 663 af 20. december 1983, og

Fællesorganisationen finder det vildledende over for forbrugerne,

hvis Dragsbæk Margarinefabrik får registreret varemærket SMØRERINE

for margarineprodukter eller evt. blandingsprodukter.

Fællesorganisationen skal endvidere henvise til EF-forordning

nr. 1898/87 om beskyttelse af benævnelserne for mælk og

mejeriprodukter i forbindelse med afsætning, hvor det er anført,

at benævnelsen smør udelukkende kan anvendes for

mejeriprodukter....«

Direktoratet meddelte ved skrivelse af 4. januar 1991 klager,

at

»....man efter udløbet af indsigelsesfristen i henhold til

varemærkelovens § 20, stk. 2, ville tage sagen op til fortsat

forhandling, jævnfør varemærkelovens § 20, stk. 1.

Mærket vil herefter blive afslået, idet ordet »SMØRERINE«

er

vildledende for andre varer end smør, jævnfør herved

varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2, og idet anvendelsen af ordet

smør strider mod anden lovgivning, nemlig Landbrugsministeriets

bekendtgørelse nr. 663 af den 20. december 1983, § 10, stk. 2,

hvorefter smør kun må kaldes smør, jævnfør varemærkelovens § 14,

stk. 1, nr. 3.'

Klager fremkom i skrivelse af 8. marts 1991 med følgende

bemærkninger i anledning af den nedlagte indsigelse:

»....For det første kan vi ikke være enige med Danske

Mejeriers Fællesorganisation i, at det anmeldte mærke SMØRERINE er

forveksleligt med den generiske betegnelse smør. Vi tillader os i

denne forbindelse at henvise til bestemmelsen i § 13 i

Varemærkeloven, hvorefter et varemærke ikke kan registreres, når

det udelukkende eller med kun uvæsentlige ændringer eller

tilføjelser angiver varens art. Vi finder ikke, at Danske

Mejeriers Fællesorganisation med rette kan henvise til denne

bestemmelse i Varemærkeloven, idet ordet SMØRERINE ikke med en

uvæsentlig ændring eller tilføjelse kan angive varens art, nemlig

smør.

Ordet SMØRERINE er efter vor opfattelse opbygget af

stavelserne SMØ-RE-RI-NE, altså verbet at smøre i navnemåde og

RINE, et pigenavn, jvf. Kirkeministeriets cirkulære over godkendte

fornavne. Vi finder det således ikke i overensstemmelse med

Patentdirektoratets praksis at anse et varemærke for uegnet til

registrering som varemærke, når ændringen eller tilføjelsen er så

væsentlig som det er tilfældet i nærværende mærke, hvor ændringen

eller tilføjelsen udgør over halvdelen af mærket, dvs. 5 bogstaver

ud af mærkets 9 bogstaver.

Vi skal derfor anmode Direktoratet om ikke at tage den i

medfør af bestemmelsen i § 13 i Varemærkeloven nedlagte indsigelse

til følge under hensyn til, at der ikke foreligger en uvæsentlig

ændring eller tilføjelse, der skulle kunne bevirke, at det

anmeldte mærke mangler det til registrering som varemærke fornødne

særpræg. Tværtimod finder vi, at mærket SMØRERINE er yderst

særpræget for de af anmeldelsen omfattede varearter.

For så vidt angår den indsigelse Danske Mejeriers

Fællesorganisation har nedlagt i medfør af bestemmelsen i § 14,

stk. 1, nr. 2, idet vi går ud fra, at det er denne bestemmelse der

henvises til ligesom vi går ud fra, at det ovenfor er § 13 der

henvises til i indsigelsen, må vi på det bestemteste imødegå

påstanden om, at mærket SMØRERINE er egnet til at vildlede.

Efter vor opfattelse ligger der ikke noget vildledende i

mærket over for forbrugerne, idet ethvert smørbart produkt såsom

smør, margarine, blandingsprodukter eller andre former for

fedtholdigt smørepålæg kan anvendes til at smøre ud fx på brød.

Forbrugerne er allerede bekendt med varearten smørepålæg og for så

vidt angår olier og fedtstoffer til industrielle formål med ordene

smøreolie og smørefedt. De ovennævnte varearter er almindeligt

kendt blandt danske forbrugere som artsangivelser og forbrugerne

er således bekendt med den sproglige dannelse af varemærket.

I nærværende tilfælde må ordet SMØRERINE ligeledes af

forbrugerne opfattes som et smørbart produkt indeholdende en eller

anden form for fedtstof. Mærket vil således efter vor opfattelse

under hensyn til ovenstående og under hensyn til

ordmærket SMØRERINE »s længde ikke vildlede forbrugerne om varens

art.

Vi henviser i denne forbindelse til Registreringspraksis

1880-1980 p. 75, hvoraf det fremgår, at den blotte mulighed for,

at mærket kan anvendes på en vildledende måde ikke er

tilstrækkelig til at registrering som varemærke nægtes, jvf. det

anførte eksempel hvorefter en øletiket kan registreres for

mineralvand.

Vi skal herefter anmode om, at Direktoratet afviser den i

medfør af bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 2 nedlagte indsigelse,

idet mærket SMØRERINE efter vor opfattelse ikke kan anses for

vildledende for varer i klasse 29. Dette forudsætter vel i øvrigt,

at mærker for visse varer i klasse 29 kan angive varens art,

hvilket vi ovenfor har imødegået.

Indsigerne henviser endvidere til en EF-forordning nr.

1898/87 om beskyttelse af benævnelserne for mælk og

mejeriprodukter i forbindelse med afsætning.

Vi har ikke umiddelbart af det fremsendte kopimateriale

vedrørende rådets ovennævnte forordning art. 1-4 kunnet se, at

benævnelsen smør udelukkende kan anvendes for mejeriprodukter, men

vi går ud fra, at dette er en indfortolkning i art. 2.2, og denne

bestemmelse svarer vel også i det ganske til den danske

smørbekendtgørelse nr. 663 af 20. december 1983. I henhold til

bestemmelsen i § 14, stk. 3 i denne bekendtgørelse skal en

færdigpakket emballage om lurmærket smør være påtrykt lurmærket og

ordene LURPAK og Dansk Smør samt »pakket direkte fra kærnen«.

Denne bestemmelse i den danske bekendtgørelse om smør og en

tilsvarende bestemmelse i ovennævnte EF-forordning kan imidlertid

efter vor opfattelse ikke forhindre registreringen af

varemærket SMØRERINE som varemærke for varer i klasse 29, og vi

refererer til, hvad vi ovenfor har anført vedrørende den i medfør

af bestemmelsen i § 13 i Varemærkeloven nedlagte indsigelse.

Vi skal således sammenfattende anmode Patentdirektoratet om

at afvise den nedlagte indsigelse, men skulle indsiger få

lejlighed til at fremkomme med en fornyet udtalelse i sagen, beder

vi om lejlighed til at fremkomme med et svar til en evt. fornyet

udtalelse i sagen.

Endvidere henviser vi til Direktoratets skrivelse af 4.

januar 1991, hvori man oplyser, at mærket vil blive afslået, idet

ordet SMØRERINE er vildledende for andre varer end smør, jvf.

Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2, og idet anvendelsen af ordet

smør strider mod anden lovgivning jvf. Landbrugsministeriets

bekendtgørelse nr. 663 af 20. december 1983 § 10, stk. 2,

hvorefter smør kun må kaldes smør, jvf. Varemærkelovens § 14, stk.

1, nr. 3.

Vi kan selvsagt heller ikke være enige med Direktoratet i den

i skrivelse af 4. januar 1991 trufne afgørelse.

Varemærket SMØRERINE vil efter vor opfattelse ikke være

vildledende, når det bruges for andre varer end smør,jvf. vor

argumentation ovenfor i forbindelse med den at Danske Mejeriers

Fællesorganisation nedlagte indsigelse, som der i det ganske

henvises til.

For så vidt angår den i medfør af bestemmelsen i § 14, stk.

1, nr. 3, jvf. Landbrugsministeriets bekendtgørelse nr. 663 af 20.

december 1983 § 10, stk. 2 rejste indvending mod mærkets

registrering, kan vi heller ikke være enige i denne afgørelse.

Med bestemmelsen i ovennævnte landbrugsministerielle

bekendtgørelse fra 1983 § 10, stk. 2 er det bestemt, at smør og

smørprodukter skal være forsynet med en benævnelse, der er egnet

til at identificere produktet. Dette er ensbetydende med, at

færdigpakket smør,uanset om der er tale om en emballage om

bulkpakket smør eller smør i enkeltpakninger, skal være forsynet

med vareartsangivelsen smør.

Denne bestemmelse er imidlertid ikke til hinder for, at et

varemærke ydermere kan påsættes emballagen for nærmere at

differentiere, hvor varen kommer fra, og bestemmelsen udelukker

ikke, at varen påsættes et varemærke,hvilket også er almindeligt

anvendt jvf. påsætningen af logoet MD fra Mejeriselskabet Danmark

og anvendelsen af varemærket KÆRGÅRDEN ligeledes fra

Mejeriselskabet Danmark på pakninger af smør og

blandingsprodukter.

Vi finder således ikke, at varemærket SMØRERINE strider mod

den ovennævnte bekendtgørelse fra Landbrugsministeriet, og vi

finder, at Direktoratets fortolkning af bestemmelsen i

Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 3, jvf. ovennævnte

landbrugsministerielle bekendtgørelse, er fejlagtig. Vi tillader

os i denne forbindelse af henvise til Registreringspraksis af

1880-1980 p. 77, hvorefter det omtales, at der i varemærker kan

indeholdes betegnelser for mejeriprodukter, der er i strid med

levnedsmiddelloven og de dertil knyttede bekendtgørelser.

Med udtrykket »betegnelser for mejeriprodukter« sigtes der

efter vor opfattelse ikke til ord som mælk, smør eller yoghurt,

men derimod til de betegnelser, under hvilke de pågældende

varearter sælges, som fx ordet »LUR«, der kun må bruges i

forbindelse med mejeriprodukter. Ordet »LUR« har således ifølge

lovgivningen opnået en ganske bestemt status. Bestemmelsen om

lurmærket er indført i lovgivningen for at forhindre, at nogen

former for erhvervsdrivende anvender dette i forbindelse med

afsætningen af danske landbrugsprodukter vel indarbejdede og

vigtige kendetegn, at selv en registrering af mærket »LUR« for

alle andre tænkelige varer ikke er tilladt i, jvf. bestemmelsen i

lov af 30. marts 1973, § 9, stk. 2.'

Danske Mejeriers Fællesorganisation anførte i skrivelse af

18. juli 1991 følgende:

»....Danske Mejeriers Fællesorganisation er ikke enig med

ansøgeren angående spørgsmålet om ordet SMØRERINE er forveksleligt

med den generiske betegnelse smør. Fællesorganisationen finder, at

SMØRERINE er forveksleligt med smør. Det skal i denne forbindelse

tages med i betragtning, at ansøgeren er en margarinefabrik, og at

mærket formentlig tænkes anvendt på margarine , og forbrugerne vil

hermed blive vildledt, idet mærket er forveksleligt med

betegnelsen SMØR. Dette vil i øvrigt også stride mod

Levnedsmiddellovens § 23, idet denne er formuleret, som følger:

»Levnedsmidler må ikke sælges under omstændigheder, der egnet til at

vildlede forbrugerne med hensyn til varens oprindelse,

fremstillingstidspunkt,beskaffenhed, art, mængde, sammensætning,

behandling, egenskaber og virkninger.

Stk. 2 Ved bedømmelsen heraf skal der særligt tages hensyn til den

betegnelse, der anvendes for varen, de mundtlige og skriftlige

oplysninger, som gives derom, de tegninger og billeder og den

tekst, der er anbragt på varen, dens emballage, på reklame eller

skilt vedrørende varen, i annoncer eller i reklametilbud o.lign.«

Med henvisning til benævnelsesforordningen skal det blot

præciseres, at i artikel 2, stk. 2 er anført, at følgende

benævnelser er udelukkende forholdt mejeriprodukter, og der

henvises til et bilag, hvori smør nævnes. Se vedlagte kopi med en

berigtigelse til benævnelsesforordningen....'

Klager har i skrivelse af 5. november 1991 bemærket følgende

hertil:

»....Vi kan til det af indsigerne anførte oplyse, at

varemærket SMØRERINE ikke tænkes anvendt for et margarineprodukt

men derimod for et blandingsprodukt af mælkefedt og vegetabilsk

fedt i lighed med det produkt, som af MD Foods A.m.b.a sælges

under varemærket KÆRGÅRDEN , og vi vedlægger til orientering en

kopi af en leder i Berlingske Tidende den 29. oktober 1991, som

omhandler dette produkt.

Varemærket SMØRERINE tænkes således ikke anvendt for et

margarineprodukt, og forbrugerne bliver derfor ikke vildledt med

hensyn til varens indhold, idet varen rent faktisk indeholder

smør.

Vi finder således ikke, at registrering og brug af varemærket

SMØRERINE er i strid med Lov nr. 310 om levnedsmidler § 23, stk.

2, idet varen rent faktisk indeholder smør.

Vi kan anføre, at Forbrugerkommissionen i dennes Betænkning

II fra 1973 anførte, at § 23 i Levnedsmiddelloven ikke anvendes

med henblik på beskyttelse mod vildledende markedsføring i videre

omfang end varernes særlige karakter af levnedsmidler tilsiger. Vi

henviser yderligere til en retsafgørelse trykt i Ugeskrift 1957 p.

430, hvorefter det blev antaget, at det ikke var ulovligt at

forhandle en vare, der bestod af 10% cacaopulver og i øvrigt af

invertsukker under betegnelsen »chokoladepålæg«.

I øvrigt vil vi yderligere påpege, at nærværende sag angår

registrering og brug af varemærket SMØRERINE og ikke af

benævnelser for mejeriprodukter, margarine eller

blandingsprodukter, idet almindelig mærkningsbestemmelser

vedrørende disse produkter selv sagt vil blive overholdt af

producenten i form af de nødvendige og relevant oplysninger på

emballagen i øvrigt, om varens sammensætning, ingredienser i denne

samt oplysning på producenten.

Vi skal derfor påstå den i medfør af bestemmelserne i § 13 og

§ 14, stk. 1, nr. 2 nedlagte indsigelse afvist, og samtidig skal

vi anmode om, at Direktoratet bortser fra de i medfør af

bestemmelserne i § 14, stk. 1, nr. 2 og dollar 14, stk. 1, nr. 3

rejste indvendinger mod mærkets registrering også under henvisning

til vort brev af 8. marts 1991 og den deri indeholdte

argumentation....'

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 20. januar 1992

og fastholdt, at det ansøgte mærke er uegnet til registrering i

medfør af bestemmelsen i varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2.

»....Det ansøgte mærke indeholder som indledende bogstaver

ordet SMØR. Da den indledende bestanddel er den, der fæstner sig i

forbrugernes bevidsthed, vil mærket for andre produkter end smør

virke vildledende. Det forhold, at det ansøgte mærke kan opdeles i

stavelserne SMØR-RE-RINE og således kan betragtes som indeholdende

navnemåden af verbet at smøre efterfulgt af navnet Rine kan under

disse omstændigheder ikke føre til andet resultat.

Det fastholdes tillige, at mærket er uegnet til registrering

i medfør af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 3. Som nævnt må

mærket anses som indeholdende betegnelsen smør, hvilket for de

ansøgte varer er i strid med bestemmelsen i bekendtgørelse nr. 663

af 20 dec. 1983 om smør m.v., jfr. navnlig § 10, stk. 2 samt

bestemmelserne i Forordning 1898/87, jfr. navnlig artikel 3, stk.

2 og artikel 2, stk. 2.

Ansøgningen afslås derfor under henvisning til de nævnte

lovbestemmelser, nemlig varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2 og 3.

Der er samtidig taget stilling til den nedlagte indsigelse,

der herefter er taget til følge. Det skal i den forbindelse

bemærkes, at direktoratet opfatter indsigelsen som nedlagt i

medfør af varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2 og § 14, stk. 1, nr.

3. Varemærkelovens § 13 ses ikke at være påberåbt....«

Denne afgørelse har klageren, Dragsbæk Margarinefabrik A/S

v/Hofman-Bang & Boutard A/S, ved skrivelse af 20. marts 1992

indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at direktoratets

afgørelse omgøres. Klageren begrænser ansøgningen til at angå et

smørbart blandingsprodukt bestående af mælkefedt og vegetabilsk

fedt og anfører endvidere:

»Vi kan ikke være enige hverken med Patentdirektoratet eller

med indsiger, Danske Mejeriers Fællesorganisation, i, at

varemærket SMØRERINE skal anses for uegnet til registrering i

medfør af bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 2 og nr. 3 i den

tidligere varemærkelov under hensyn til, at mærket indeholder

ordet SMØR.

Vi har netop i vore tidligere indlæg i forbindelse med

indsigelsen og med de af Patentdirektoratet rejste indvendinger

mod mærkets registrerbarhed redegjort for, at varemærket SMØRERINE

er sammensat af navnemåden af verbet »at smøre« og pigenavnet

»Rine«. Vi finder ikke, at det er i overensstemmelse med

almindelig sproglig opfattelse af hævde, at varemærket SMØRERINE

indeholder ordet smør. Denne divergens i den sproglige opfattelse

af varemærket SMØRERINE er efter vor opfattelse kardinalpunktet i

nærværende ankesag.

Den første stavelse i varemærket SMØRERINE nemlig »SMØRE«

er

indsat i varemærket for at give forbrugeren en association til, at

selve varen, nemlig et blandingsprodukt, er smørbart, altså let at

smøre ud på brødet. Det er jo netop denne egenskab ved

blandingsprodukter lanceret af MD Foods A.m.b.a. under

navnet KÆRGÅRDEN , som har bevirket, at dette produkt har sikret

sig en meget stor markedsandel på meget kort tid.

Kendtheden af dette produkt over hele landet må efter vor

opfattelse have en afsmittende effekt på lanceringen af

tilsvarende blandingsprodukter fra andre erhvervsdrivende under

varemærker, der giver associationer til produktets beskaffenhed.

Et godt varemærke er i følge mange varemærkeeksperters mening

defineret ved: »et varemærke, der er suggestivt uden at være

deskriptivt«. Det suggestive indhold har vi redegjort for ovenfor:

det deskriptive element indeholdes ikke i navnemåden »at

smøre«,

idet dette ord kun sigter til den handling, der udføres, når man

smører et stykke brød. Mærket SMØRERINE kan således ikke anses som

deskriptivt, og der er heller ikke fra Patentdirektoratets side

rejst indvending om manglende særpræg.

Det er således vor opfattelse, at Direktoratet anlægger en

forkert vurdering af varemærket SMØRERINE både i relation til

bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 2 og nr. 3. Vi håber med

ovennævnte på fyldestgørende vis at have redegjort for, at en

registrering af varemærket SMØRERINE hverken er i strid med

bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 2 eller § 14, stk. 1, nr. 3 i den

tidligere varemærkelov, jvf. bestemmelsen i § 10, stk. 2 i

smørbekendtgørelsen nr. 663 af 20. december 1983 og forordning

1898/87 artikel 3 stk. 2 og artikel 2 stk. 2....'

Indsiger har ved skrivelse af 1. juli 1992 nedlagt påstand om

stadfæstelse og har anført:

»Danske Mejeriers Fællesorganisation fastholder, at

varemærket SMØRERINE er forveksleligt med den generiske betegnelse

smør, og i medfør af smørbekendtgørelsen nr. 663 af 20. december

1983, § 10, stk. 2 må betegnelsen smør kun anvendes til smør.

Dermed er ordet SMØRERINE vildledende over for andre varer

end smør, jf. varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 2.

Med i vurderingen af mærket må tages i betragtning, at

SMØRERINE tænkes anvendt på et produkt, der ikke er smør, men er

et såkaldt blandingsprodukt, der fremstilles i henhold til

margarinelovgivningen.

Anvendelsen af varemærket SMØRERINE vil stride imod

Levnedsmiddellovens § 23, idet det i medfør af denne

bekendtgørelse ikke er tilladt at sælge levnedsmidler under

forudsætninger, der er egnet til at vildlede forbrugerne med

hensyn til bl.a. art, oprindelse, beskaffenhed m.v.

Anvendelsen af varemærket SMØRERINE på et blandingsprodukt

vil få forbrugerne til at tro, at produktet er smør.

Danske Mejeriers Fællesorganisation fastholder således de

tidligere fremsatte bemærkning, og herunder at i henhold til

EF-benævnelsesforordning nr. 1898/87 af 2. juli 1987 er »smør«

udelukkende forbeholdt mejeriprodukter og skal anmode om, at

Patentankenævnet fastholder Direktoratets afgørelse, således at

mærket ikke registreres.'

Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 6. december

1994.

For ansøgeren (klageren) mødte cand.jur. Birgit Wiborg.

For indsigeren mødte fuldmægtig Laila Lundby.

Ansøgeren anførte navnlig, at det ikke er afgørende, om der

er forvekslelighed med betegnelsen smør, da der ikke foreligger

vildledning med hensyn til varens art og beskaffenhed, der er

angivet på emballagen. Der er tale om et blandingsprodukt, der er

velkendt for forbrugerne, der godt ved, at der ikke er tale om

smør. Der er derimod tale om en ny og morsom særpræget

orddannelse.

Indsigeren henholdt sig til den trufne afgørelse og gennemgik

lovgrundlaget.

Ankenævnet skal udtale:

Med bemærkning, at det ansøgte også i sin helhed findes at

mangle særpræg, tiltrædes det af de af Direktoratet anførte

grunde, at ansøgningen er afslået.

Herefter

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. Finn Mikkelsen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter