Spring til indhold

Retsinformation

Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar 4.1.(* 1)(* 2) Organisationsfjendtlig virksomhed. Organisationsforhold. Arbejdsgiverforening pålagt bod for ikke at acceptere fagforbunds lokale afdelingers ret til at indkalde til mæglingsmøde. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA (advokat Henrik Uldal) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Jørgen Brink, Carsten Holm, Jens Pors, Benny Rosberg, Aage Spang-Hanssen og Willy Strube

DOM nr 3976 af 23/11/1994DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar

4.1.(* 1)(* 2) Organisationsfjendtlig virksomhed. Organisationsforhold.

Arbejdsgiverforening pålagt bod for ikke at acceptere fagforbunds lokale

afdelingers ret til at indkalde til mæglingsmøde. Landsorganisationen i

Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K.

Lorentzen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA (advokat Henrik Uldal)

Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Jørgen Brink, Carsten Holm,

Jens Pors, Benny Rosberg, Aage Spang-Hanssen og Willy Strube

PARTERNES PÅSTANDE:

Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og

Bryggeriarbejder Forbundet, har nedlagt endelig påstand om, at indklagede,

Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA, tilpligtes at betale bod til

Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet for at have begået brud på

overenskomstens mæglingsregler ved at have afvist, at indkaldelse til og

etablering af mæglingsmøder sker gennem Restaurations- og Bryggeriarbejder

Forbundets lokale afdelinger.

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA, har påstået

frifindelse, det vil sige bortfald af bod.

SAGSFREMSTILLING:

Uenigheder af faglig karakter bør efter parternes overenskomst søges

bilagt ved mægling, eventuelt ved voldgift. Siden 1972 har mæglingsbegæringer

i sager, der er startet af arbejdstagersiden, oftest været fremsat af den

lokale RBF- afdeling overfor HOREFA (centralt), og HOREFA har svaret

afdelingen direkte.

Den 27. september 1993 skrev HOREFA til RBF, at foreningens bestyrelse

havde besluttet, at fagretlige sager henhørende under RBF-HR-afdelingen i

København indtil videre skal forhandles direkte mellem HOREFA og RBF

(HR-gruppen). Beslutningen var truffet »på baggrund af erfaringen fra

sommerens debat om rengøringsselskaber m.v. og ikke mindst med udgangspunkt i

drøftelserne den 6. september 1993, hvor det blev klart, at en fremtrædende

Læs alt

folkevalgt repræsentant for RBF-HRs lokale afdeling foretrækker at markere

ensidige standpunkter og påstande i medierne fremfor at føre resultatsøgende

samtaler med HOREFA«.

I tiden mellem den 27. september 1993 og den 5. juli 1994 svarede HOREFA

herefter ikke på mæglingsbegæringer fra lokalafdelingen i København, men

sendte dem til forbundet, der derefter måtte gå ind i sagerne.

Forbundet protesterede mod HOREFAs optræden, der på et fællesmøde den 11.

oktober 1993 blev karakteriseret som en organisationsfjendtlig handling.

Arbejdsgiversiden bestred på mødet, at der er regler i overenskomsten om, at

mægling skal foretages direkte med forbundets afdelinger.

Der blev herefter anlagt sag ved Arbejdsretten, og sagen blev den 27.

januar 1994 efter påstand udsat på, at en faglig voldgift skulle behandle

spørgsmålet om overenskomstfortolkning.

Den 3. juni 1994 skrev HOREFA, at foreningens arbejdsretsudvalg havde

besluttet, at mæglingsbegæringer fremover skal afgives til HOREFA af

forbundet og ikke af de lokale afdelinger. Det blev anført, at det var

»udvalgets klare opfattelse, at RBFs lokale afdelinger til tider rejser

sager på et meget løst og ganske udokumenteret grundlag,.....at RBFs lokale

afdelinger ofte rejser rene bagatelsager eller rejser sager alene for at

chikanere en virksomhed, hvilket ikke er meningen med det fagretlige system.

.....at RBFs lokale afdelinger ofte ikke magter eller ønsker at dokumentere

kravene i tilstrækkeligt omfang, således at sagerne bliver løst lokalt på en

forsvarlig måde.....ikke har været muligt for HOREFA gennem forhandling med

RBF at få ændret eller forbedret samarbejdet på det lokale plan....«.

Indtil den 8. juli 1994 brugte foreningen herefter samme fremgangsmåde i

provinsen, som man siden den 27. september 1993 havde brugt i København.

Der blev den 8. juni 1994 holdt forhandling i den faglige voldgiftssag, og

opmanden tilkendegav, at han var enig i RBFs forståelse af reglerne.

Opmandens kendelse af 4. juli 1994 fastslog, at HOREFA skal respektere, at

RBFs lokale HR-afdeling i København kan indkalde til og etablere

mæglingsmøder i sager, der hører under afdelingen. Som begrundelse blev bl.a.

anført, at hverken overenskomsten eller andet hindrer forbundet i at

bestemme, at det er lokalafdelingerne, der indkalder til møderne, og at

forbundet med rette har kunnet gå ud fra, at der i hvert fald foreligger en

sædvane for denne fremgangsmåde, en sædvane, der må opsiges sammen med

overenskomsten og ikke særskilt.

FORKLARINGER:

Bent Moos har bl.a. forklaret, at de diskussioner, københavnsafdelingen i

sommeren 1993 havde med HOREFA, intet havde med mægling at gøre. Der blev

derimod fremsat kritik af, at HOREFAs næstformand havde brugt et uorganiseret

rengøringsselskab.

Det var højst overraskende, at foreningen den 3. juni 1994 - kort før

voldgiftssagen skulle forhandles - udvidede konflikten til hele landet. Den

begrundelse, foreningen giver i brevet af 3. juni 1994, er ikke rigtig.

HOREFAs afvisning af lokalafdelingerne som forhandlingspart skabte

praktiske problemer for forbundet, der i sin organisation har forudsat den

ordning, der har været praktiseret siden 1972.

Da man modtog opmandskendelsen af 4. juli 1994, bad forbundet foreningen

om straks at komme med ny tilkendegivelse overfor afdelingerne. Alligevel gik

der adskillige dage, før HOREFA ændrede sin praksis.

Poul Schwartzlose har bl.a. forklaret, at han er næstformand i HOREFA. De

beskyldninger, forbundets københavnsafdeling rettede mod ham i sommeren 1993,

var helt grundløse. Da han entrerede med rengøringsselskaberne, havde de

overenskomst med RBF.

Foreningen modtog opmandskendelsen vistnok den 6. juli 1994, og 11/2-2

dage efter handlede man i overensstemmelse med afgørelsen.

PARTERNES ARGUMENTER:

Klagerne har til støtte for påstandene gjort gældende, at den begrundelse,

foreningen giver i brevet af 27. september 1993, viser, at der er tale om en

organisationsfjendtlig handling og ikke en saglig begrundet afgørelse.

Foreningen burde i stedet have optaget forhandlinger om det problem,

voldgiftssagen drejede sig om, og hvis der ikke havde kunnet opnås enighed,

kunne foreningen selv have indledt en faglig voldgift om spørgsmålet.

Det er en skærpende omstændighed, at foreningen den 3. juni 1994 udvidede

konflikten til hele landet, og at man først den 8. juli 1994 genoptog den

tidligere praksis trods tilkendegivelsen den 8. juni 1994 og kendelsen af 4.

juli 1994, og det er også skærpende, at arbejdsgiversiden ikke på fællesmødet

erkendte overenskomstbruddet.

Det måtte i hvert fald være klart for foreningen, at man ikke uvarslet

kunne ændre praksis, og foreningens standpunkt havde betydelige praktiske

konsekvenser for forbundet.

De indklagede har heroverfor anført, at den overenskomstfortolkning, der

blev fastslået ved opmandskendelsen, ikke på nogen måde var oplagt, hvilket

bl.a. kan ses af den omfangsrige skriftveksling, der var under

voldgiftssagen. Det resultat, foreningen ønskede, stemmer med det, der er

gældende på mange andre overenskomstområder.

Der lides ikke noget tab ved, at en lokal forhandling springes over, og

foreningens standpunkt har ikke haft nogen konsekvenser for forbundets

medlemmer.

Det var logisk, at foreningen, når der verserede en voldgiftssag om det

principielle spørgsmål, i praksis indtog samme standpunkt i hele landet, som

man forfægtede under sagen. Brevet af 3. juni 1994 kan derfor ikke begrunde

skærpet bod.

Det er heller ikke skærpende, at foreningen ikke ændrede sin praksis,

allerede ved opmandens tilkendegivelse den 8. juni 1994, idet det endelige

resultat netop først forelå ved kendelsen.

Foreningen har så hurtigt, som det var praktisk muligt efter modtagelsen

af opmandskendelsen, rettet sig efter den.

Den omstændighed, at en part taber en sag om overenskomstfortolkning,

medfører ikke automatisk bod for tidligere handlinger i strid med

voldgiftsrettens resultat.

HOREFA har ikke vidst eller burdet vide, at foreningens standpunkt var

uholdbart, og bør derfor frifindes for bodsansvar, subsidiært kun pålægges en

bod af beskeden størrelse.

ARBEJDSRETTENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSION:

Efter opmandskendelsens resultat har HOREFA brudt overenskomsten ved ikke

at have accepteret forbundets lokalafdeling som part i mæglingsmøder, for

københavnsafdelingens vedkommende i perioden 27. september 1993 til 5. juli

1994 og for resten af landet i perioden 3. juni 1994 til 8. juli 1994.

Der findes ikke i det, der er anført af indklagede, grundlag for at lade

boden for dette overenskomstbrud bortfalde.

Ved fastsættelse af bodens størrelse findes det at måtte tages i

betragtning som en skærpende omstændighed, at foreningen, mens sagen

verserede for voldgiftsretten, udvidede konflikten med forbundet.

Boden fastsættes til 100.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t

Indklagede, HOREFA, skal betale 100.000 kr. i bod til Restaurations- og

Bryggeriarbejder Forbundet for brud på mæglingsreglerne i parternes

overenskomst.

I sagsomkostninger skal de indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1)

Lignende dokumenter