Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar 4.1.(* 1)(* 2) Organisationsfjendtlig virksomhed. Organisationsforhold. Arbejdsgiverforening pålagt bod for ikke at acceptere fagforbunds lokale afdelingers ret til at indkalde til mæglingsmøde. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K. Lorentzen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA (advokat Henrik Uldal) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Jørgen Brink, Carsten Holm, Jens Pors, Benny Rosberg, Aage Spang-Hanssen og Willy Strube
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Faglig voldgift. Kutyme. Organisationsansvar
4.1.(* 1)(* 2) Organisationsfjendtlig virksomhed. Organisationsforhold.
Arbejdsgiverforening pålagt bod for ikke at acceptere fagforbunds lokale
afdelingers ret til at indkalde til mæglingsmøde. Landsorganisationen i
Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane K.
Lorentzen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA (advokat Henrik Uldal)
Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Jørgen Brink, Carsten Holm,
Jens Pors, Benny Rosberg, Aage Spang-Hanssen og Willy Strube
PARTERNES PÅSTANDE:
Klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og
Bryggeriarbejder Forbundet, har nedlagt endelig påstand om, at indklagede,
Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA, tilpligtes at betale bod til
Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet for at have begået brud på
overenskomstens mæglingsregler ved at have afvist, at indkaldelse til og
etablering af mæglingsmøder sker gennem Restaurations- og Bryggeriarbejder
Forbundets lokale afdelinger.
De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA, har påstået
frifindelse, det vil sige bortfald af bod.
SAGSFREMSTILLING:
Uenigheder af faglig karakter bør efter parternes overenskomst søges
bilagt ved mægling, eventuelt ved voldgift. Siden 1972 har mæglingsbegæringer
i sager, der er startet af arbejdstagersiden, oftest været fremsat af den
lokale RBF- afdeling overfor HOREFA (centralt), og HOREFA har svaret
afdelingen direkte.
Den 27. september 1993 skrev HOREFA til RBF, at foreningens bestyrelse
havde besluttet, at fagretlige sager henhørende under RBF-HR-afdelingen i
København indtil videre skal forhandles direkte mellem HOREFA og RBF
(HR-gruppen). Beslutningen var truffet »på baggrund af erfaringen fra
sommerens debat om rengøringsselskaber m.v. og ikke mindst med udgangspunkt i
drøftelserne den 6. september 1993, hvor det blev klart, at en fremtrædende
Læs alt
folkevalgt repræsentant for RBF-HRs lokale afdeling foretrækker at markere
ensidige standpunkter og påstande i medierne fremfor at føre resultatsøgende
samtaler med HOREFA«.
I tiden mellem den 27. september 1993 og den 5. juli 1994 svarede HOREFA
herefter ikke på mæglingsbegæringer fra lokalafdelingen i København, men
sendte dem til forbundet, der derefter måtte gå ind i sagerne.
Forbundet protesterede mod HOREFAs optræden, der på et fællesmøde den 11.
oktober 1993 blev karakteriseret som en organisationsfjendtlig handling.
Arbejdsgiversiden bestred på mødet, at der er regler i overenskomsten om, at
mægling skal foretages direkte med forbundets afdelinger.
Der blev herefter anlagt sag ved Arbejdsretten, og sagen blev den 27.
januar 1994 efter påstand udsat på, at en faglig voldgift skulle behandle
spørgsmålet om overenskomstfortolkning.
Den 3. juni 1994 skrev HOREFA, at foreningens arbejdsretsudvalg havde
besluttet, at mæglingsbegæringer fremover skal afgives til HOREFA af
forbundet og ikke af de lokale afdelinger. Det blev anført, at det var
»udvalgets klare opfattelse, at RBFs lokale afdelinger til tider rejser
sager på et meget løst og ganske udokumenteret grundlag,.....at RBFs lokale
afdelinger ofte rejser rene bagatelsager eller rejser sager alene for at
chikanere en virksomhed, hvilket ikke er meningen med det fagretlige system.
.....at RBFs lokale afdelinger ofte ikke magter eller ønsker at dokumentere
kravene i tilstrækkeligt omfang, således at sagerne bliver løst lokalt på en
forsvarlig måde.....ikke har været muligt for HOREFA gennem forhandling med
RBF at få ændret eller forbedret samarbejdet på det lokale plan....«.
Indtil den 8. juli 1994 brugte foreningen herefter samme fremgangsmåde i
provinsen, som man siden den 27. september 1993 havde brugt i København.
Der blev den 8. juni 1994 holdt forhandling i den faglige voldgiftssag, og
opmanden tilkendegav, at han var enig i RBFs forståelse af reglerne.
Opmandens kendelse af 4. juli 1994 fastslog, at HOREFA skal respektere, at
RBFs lokale HR-afdeling i København kan indkalde til og etablere
mæglingsmøder i sager, der hører under afdelingen. Som begrundelse blev bl.a.
anført, at hverken overenskomsten eller andet hindrer forbundet i at
bestemme, at det er lokalafdelingerne, der indkalder til møderne, og at
forbundet med rette har kunnet gå ud fra, at der i hvert fald foreligger en
sædvane for denne fremgangsmåde, en sædvane, der må opsiges sammen med
overenskomsten og ikke særskilt.
FORKLARINGER:
Bent Moos har bl.a. forklaret, at de diskussioner, københavnsafdelingen i
sommeren 1993 havde med HOREFA, intet havde med mægling at gøre. Der blev
derimod fremsat kritik af, at HOREFAs næstformand havde brugt et uorganiseret
rengøringsselskab.
Det var højst overraskende, at foreningen den 3. juni 1994 - kort før
voldgiftssagen skulle forhandles - udvidede konflikten til hele landet. Den
begrundelse, foreningen giver i brevet af 3. juni 1994, er ikke rigtig.
HOREFAs afvisning af lokalafdelingerne som forhandlingspart skabte
praktiske problemer for forbundet, der i sin organisation har forudsat den
ordning, der har været praktiseret siden 1972.
Da man modtog opmandskendelsen af 4. juli 1994, bad forbundet foreningen
om straks at komme med ny tilkendegivelse overfor afdelingerne. Alligevel gik
der adskillige dage, før HOREFA ændrede sin praksis.
Poul Schwartzlose har bl.a. forklaret, at han er næstformand i HOREFA. De
beskyldninger, forbundets københavnsafdeling rettede mod ham i sommeren 1993,
var helt grundløse. Da han entrerede med rengøringsselskaberne, havde de
overenskomst med RBF.
Foreningen modtog opmandskendelsen vistnok den 6. juli 1994, og 11/2-2
dage efter handlede man i overensstemmelse med afgørelsen.
PARTERNES ARGUMENTER:
Klagerne har til støtte for påstandene gjort gældende, at den begrundelse,
foreningen giver i brevet af 27. september 1993, viser, at der er tale om en
organisationsfjendtlig handling og ikke en saglig begrundet afgørelse.
Foreningen burde i stedet have optaget forhandlinger om det problem,
voldgiftssagen drejede sig om, og hvis der ikke havde kunnet opnås enighed,
kunne foreningen selv have indledt en faglig voldgift om spørgsmålet.
Det er en skærpende omstændighed, at foreningen den 3. juni 1994 udvidede
konflikten til hele landet, og at man først den 8. juli 1994 genoptog den
tidligere praksis trods tilkendegivelsen den 8. juni 1994 og kendelsen af 4.
juli 1994, og det er også skærpende, at arbejdsgiversiden ikke på fællesmødet
erkendte overenskomstbruddet.
Det måtte i hvert fald være klart for foreningen, at man ikke uvarslet
kunne ændre praksis, og foreningens standpunkt havde betydelige praktiske
konsekvenser for forbundet.
De indklagede har heroverfor anført, at den overenskomstfortolkning, der
blev fastslået ved opmandskendelsen, ikke på nogen måde var oplagt, hvilket
bl.a. kan ses af den omfangsrige skriftveksling, der var under
voldgiftssagen. Det resultat, foreningen ønskede, stemmer med det, der er
gældende på mange andre overenskomstområder.
Der lides ikke noget tab ved, at en lokal forhandling springes over, og
foreningens standpunkt har ikke haft nogen konsekvenser for forbundets
medlemmer.
Det var logisk, at foreningen, når der verserede en voldgiftssag om det
principielle spørgsmål, i praksis indtog samme standpunkt i hele landet, som
man forfægtede under sagen. Brevet af 3. juni 1994 kan derfor ikke begrunde
skærpet bod.
Det er heller ikke skærpende, at foreningen ikke ændrede sin praksis,
allerede ved opmandens tilkendegivelse den 8. juni 1994, idet det endelige
resultat netop først forelå ved kendelsen.
Foreningen har så hurtigt, som det var praktisk muligt efter modtagelsen
af opmandskendelsen, rettet sig efter den.
Den omstændighed, at en part taber en sag om overenskomstfortolkning,
medfører ikke automatisk bod for tidligere handlinger i strid med
voldgiftsrettens resultat.
HOREFA har ikke vidst eller burdet vide, at foreningens standpunkt var
uholdbart, og bør derfor frifindes for bodsansvar, subsidiært kun pålægges en
bod af beskeden størrelse.
ARBEJDSRETTENS BEGRUNDELSE OG KONKLUSION:
Efter opmandskendelsens resultat har HOREFA brudt overenskomsten ved ikke
at have accepteret forbundets lokalafdeling som part i mæglingsmøder, for
københavnsafdelingens vedkommende i perioden 27. september 1993 til 5. juli
1994 og for resten af landet i perioden 3. juni 1994 til 8. juli 1994.
Der findes ikke i det, der er anført af indklagede, grundlag for at lade
boden for dette overenskomstbrud bortfalde.
Ved fastsættelse af bodens størrelse findes det at måtte tages i
betragtning som en skærpende omstændighed, at foreningen, mens sagen
verserede for voldgiftsretten, udvidede konflikten med forbundet.
Boden fastsættes til 100.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t
Indklagede, HOREFA, skal betale 100.000 kr. i bod til Restaurations- og
Bryggeriarbejder Forbundet for brud på mæglingsreglerne i parternes
overenskomst.
I sagsomkostninger skal de indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.
Officielle noter
(* 1)
Lignende dokumenter
- Bod 2.3.1. Entreprise. Kollektiv overenskomst 1. Processuelle spørgsmål 3.1. Underbetaling.(* 1)(* 2) Medlemsskab af arbejdsgiverforening - og dermed forpligtelse til at overholde kollektiv overenskomst - antaget at omfatte virksomheden som helhed, selv om denne ejedes af to ægtefæller, hvoraf kun den ene havde indmeldt sig i arbejdsgiverforeningen. Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (Konsulent Evelyn Jørgensen) mod St. Restrup Herregaard, Nibe ved Gorm Lokdam og/eller Ann Lokdam (Advokatfuldmægtig Arvid Andersen) og Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA for St. Restrup Herregaard, Nibe, ved Gorm Lokdam og/eller Ann Lokdam (Advokat Henrik Uldal) Dommere: Arnold Hansen, Otto Hansen, Poul Flemming Hansen, Carsten Holm, Erik Jensen, Hans Kardel (retsformand) og Willy Strube Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2., Organisationsansvar 4.2.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Ane Lorentzen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for HOREFA for Restaurant Balkonen, Tivoli, og HOREFA på egne vegne (advokat Henrik Uldal) Dommere: Peter Andersen, Arnold Hansen, Poul F. Hansen, Mads Kofod, E. Ross Pedersen, Preben A. Petersen og Riis (retsformand). Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter for DSB-færgerestauranter og færgekiosker A/S (advokat Henrik Uldal). Dommere: Arnold Hansen, Erik Jensen, Kardel (retsformand), Sarroe, Sløk, Spang-Hanssen og Strube. Bod 2.3.2. Passivitet. Underbetaling. Bod ikke pålagt på grund af klagerens passivitet med hensyn til sagens indbringelse for Arbejdsretten.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Arbejdsgiverforeningen af Hoteller og Restauranter for Sheraton Copenhagen Hotel (advokat Henrik Uldal). Dommere: Peter Andersen, Carsten Holm, Lind, Maabjerg, Sløk, Per Sørensen (retsformand) og Westergaard. Bod 2.2.2. Bortvisning. Organisationsfjendtlig virksomhed. Ej bevist, at bortvisninger var organisationfjendtlige.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Dansk Arbejdsgiverforening for Bryggeriforeningen (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet (konsulent Evelyn Jørgensen). Dommere: Arnold Hansen, Kardel (retsformand), Kjærgaard, Knap, Erik Nielsen, Albæk Petersen og Spang-Hanssen. Kollektiv overenskomst 3. Organisationsansvar 3.2. Processuelle spørgsmål 8. Støtte til overenskomststridig virksomhed. (* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, (advokat Henrik Uldal) Dommere: Brink, Cruse, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kardel (retsformand), Kofod og Spang-Hanssen. Arbejdsgivers ledelsesret. Bod 2.3.2. Organisationsfjendtlig virksomhed. Temponedsættelse. Tillidsrepræsentant. Virksomhed frifundet for påstand om overenskomstbrud i 3 arbejdsretssager.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997