Spring til indhold

Retsinformation

Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, (advokat Henrik Uldal) Dommere: Brink, Cruse, Arnold Hansen, Erik Jensen, Kardel (retsformand), Kofod og Spang-Hanssen. Arbejdsgivers ledelsesret. Bod 2.3.2. Organisationsfjendtlig virksomhed. Temponedsættelse. Tillidsrepræsentant. Virksomhed frifundet for påstand om overenskomstbrud i 3 arbejdsretssager.(* 1) (* 2)

DOM nr 3815 af 19/09/1991DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Landsorganisationen i Danmark for Dansk

Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk

Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S,

(advokat Henrik Uldal) Dommere: Brink, Cruse, Arnold Hansen, Erik Jensen,

Kardel (retsformand), Kofod og Spang-Hanssen. Arbejdsgivers ledelsesret. Bod

2.3.2. Organisationsfjendtlig virksomhed. Temponedsættelse.

Tillidsrepræsentant. Virksomhed frifundet for påstand om overenskomstbrud i 3

arbejdsretssager.(* 1) (* 2)

I Arbejdsrettens sager nr. 90.347, 91.026 og 91.113, der er behandlet

under et, har Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund

indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia

Motor A/S med følgende påstande:

I sag nr. 90.347: Indklagede Bilia Motor A/S tilpligtes for

overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk

Metalarbejderforbund.

Industriens Arbejdsgivere tilpligtes for delagtighed i overenskomstbruddet

at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk Metalarbejderforbund.

I sag nr. 91.026: Indklagede Bilia Motor A/S tilpligtes at overholde

gældende overenskomst og for overenskomstbrud at betale en efter rettens skøn

fastsat bod til Dansk Metalarbejderforbund.

Og i sag nr. 91.113: Bilia Motor A/S tilpligtes at normalisere

arbejdstiden for tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten på Turbinevej og

til Dansk Metalarbejderforbund for brud på gældende overenskomst at betale en

efter rettens skøn fastsat bod.

Industriens Arbejdsgivere tilpligtes for delagtighed i det begåede

overenskomstbrud til Dansk Metalarbejderforbund at betale en efter rettens

skøn fastsat bod.

De indklagede har i det hele påstået frifindelse.

I sag nr. 90.347 er klageskriftet dateret den 1. oktober 1990.

Sagen vedrører et forbud fra virksomheden mod, at mekanikerne førte

Læs alt

dagsliste over udført arbejde.

I oktober 1989 blev den hidtil gældende bonusaftale opsagt. Mekanikerne

har siden været aflønnet med timeløn. En sag om temponedsættelse i perioden

indtil den 1. september 1990 blev afgjort ved Arbejdsrettens dom af 30.

januar 1991 i sag nr. 89.389. I denne sag fandt Arbejdsretten, at der ikke

var tilstrækkeligt bevis for påstanden om overenskomststridig

temponedsættelse. Efter det oplyste verserer der en ny tilsvarende sag for så

vidt angår perioden efter den 1. september 1990.

Vedrørende nærværende sag er det oplyst, at Metalarbejderforbundets

afdeling 14 i København i marts måned 1990 blev bekendt med, at virksomheden

havde udstedt forbud mod, at de ansatte mekanikere førte dagsliste over

udført arbejde. Under en lokal forhandling den 1. marts 1990 protesterede

klubben herimod. Virksomheden henviste til en tidligere lokal forhandling af

5. december 1989, samt til at arbejdstiden efter overenskomsten er effektiv.

Den 8. juni 1990 blev der holdt mæglingsmøde. Der kunne ikke opnås

enighed.

Under et timandsmøde den 20. august 1990 fastholdt Industriens

Arbejdsgivere, at medarbejderne på virksomheden ikke måtte kopiere

virksomhedens arbejdskort, medens Metalarbejderforbundet fastholdt, at

medarbejderne måtte føre personlige notater.

Den 3. september 1990 blev der afholdt fællesmøde. Af fællesmødereferatet

fremgår følgende.:

»Fra arbejderside gjorde man gældende, at virksomheden bryder

overenskomsten ved ikke at medvirke til at fremme et godt og roligt

samarbejdsklima, jf. udleverede referater af henholdsvis lokal forhandling,

mæglingsmøde og timandsmøde, idet virksomheden nægter arbejderne at føre

personlige notater over deres arbejdsoperationer.

Fra arbejdsgiversiden bestred man ovennævnte og gjorde gældende, at

arbejdstiden er effektiv, og at arbejderne på virksomheden kun har adgang til

gennemsyn af arbejdssedlerne, jf. referat af lokal forhandling af 5.12.1989.

Fra arbejdsgiverside gjorde man endvidere gældende, at § 2, stk. 3 ikke

bliver iagttaget fra medarbejdernes side, idet medarbejderne i arbejdstiden

foretager afskrift af arbejdssedler på trods af mødereferat af 5.12.1989.

Dette blev bestridt af arbejdstagerside. .....«

Det nævnte referat af lokal forhandling den 15. december 1989 er

sålydende.:

»Klubben protestere imod at dens medlemmer bliver nægted adgang til

at tage kopier af de udfyldte arbejdskort.

Firmaet hindre derved klubben i at dokumentere at arbejdskortene bliver

udfyldt efter givne anvisninger.

Vi betragter det som bevist chikane og systematisk overenskomstbrud, samt

forbeholder os ret til at videreføre sagen i arbejdsretten.

Virksomhedens påstand og oplysninger:

Ønsker tillidsmanden Knud A Jensen adgang til firmaets arkiver, og se

disse, kan dette kun lade sig gøre med undertegnede, efter arbejdstids ophør.

Kopiering tillades ikke......«

Den 6. september 1990 blev der meddelt to mekanikere advarsel for at have

afskrevet arbejdskort. Disse advarsler er sålydende.:

»Under henvisning til den d.d. stedfundne episode, samt tidl.

påtaler, hvor under du afskrev arbejdskort, dette uagtet, at du i henhold til

overenskomsten har pligt til, at efterkomme virksomhedens instrukser, selv om

en fagretslig sag er under behandling, skal vi hermed meddele dig en

advarsel, for forholdet.

I gentagelsestilfælde vil dit fortsatte ansættelsesforhold blive taget

under overvejelse, idet virksomheden hverken kan eller vil acceptere disse

opstruktioner.«

Dansk Metalarbejderforbund har den 13. februar 1991 oplyst, at der ikke

har været tale om egentlig kopiering, men alene en kontrol med »forbrugt

tid«.

Klagerne har anført, dels at det nedlagte forbud er misbrug af

ledelsesretten, dels at der foreligger overtrædelse af overenskomstens § 2,

stk. 1, hvorefter arbejdsgiveren har pligt til at fremme et roligt og godt

samarbejde på arbejdspladsen. Det var helt naturligt at forsvare sig mod

påstanden om temponedsættelse på den måde, som medarbejderne gjorde det, og

der er intet juridisk grundlag for at nægte medarbejderne at se, hvad de

laver. Også Industriens Arbejdsgivere er ansvarlige og bør idømmes bod.

De indklagede har - i overensstemmelse med en af driftleder Jørgen Steen

Frederiksen afgivet vidneforklaring - fastholdt, at der ikke er noget behov

for kopiering af arbejdskort, når der sker aflønning ved timeløn.

Virksomheden er i sin gode ret til at nedlægge forbud herimod, idet den har

krav på, at arbejdstiden udnyttes effektivt. Hertil kommer, at en kopiering

af virksomhedens arbejdskort indebærer en uacceptabel risiko for, at

oplysninger af konkurrencemæssig betydning for virksomheden udbredes til

skade for denne. Endelig har de indklagede henvist til, at tillidsmanden har

fået tilbud om at gennemgå virksomhedens edb-registrede oplysninger. Dette

ville kunne foretages fuldt ud effektivt, idet det er muligt at søge

oplysninger enten for så vidt angår hver enkelt mekaniker eller for så vidt

angår hver enkelt dag.

I sag nr. 91.026 er der indgivet klageskrift den 23. januar 1991.

Denne sag drejer sig om, hvorvidt direktør Ole Jakobsen har udøvet vold

overfor tillidsmand Brian Hørringsen, da denne den 17. august 1990 henvendte

sig til Jakobsen på dennes kontor i fagligt øjemed. Endvidere drejer sagen

sig om, hvorvidt virksomheden har begået overenskomstbrud ved ikke at

inddrage Hørringsen i lønforhandlinger i virksomheden den 16. august og 17.

august 1990.

Klagerne gør gældende, at virksomheden har overtrådt § 2, stk. 1 og stk.

2, samt § 19, stk. 2.2, i overenskomsten.

I følge § 2, stk. 2, fungerer tillidsmanden som talsmand for de arbejdere,

han er valgt iblandt, og kan som sådan over for virksomheden forelægge

forslag, henstillinger og klager fra arbejderne, ligesom han skal være

bemyndiget til at indgå aftaler med arbejdsgiveren eller dennes repræsentant.

Efter § 19, der drejer sig om akkord og andre produktivitetsfremmende

lønsystemer, er hver af parterne i medfør af stk. 2.2, berettiget til at

tilkalde tillidsmanden til at deltage i den videre forhandling, hvis enighed

ikke kan opnås.

Fra referatet af lokal forhandling den 21. august 1990 fremgår følgende:

»Klub 388 protesterer kraftigt imod virksomhedens fremgangsmåde, da

firmaet nægtede at give tillidsmanden adgang til et møde, hvor ledelsen

forelagde et nyt bonussystem for automekanikerne, fredag den 17. august 1990.

Der protesteres også imod den måde hvorpå ledelsen forsøger at presse

automekanikerne til at acceptere det af virksomheden forelagte bonussystem.

Ledelsens adfærd strider imod overenskomsten bestemmelser, og klub 388 vil

indbringe sagen for arbejdsretten.

Virksomhedens påstand og oplysninger:

På opfordring af automekanikerne i klub 388 drøftedes det tidligere

udleverede oplæg til bonusaftale. Endvidere blev mekanikerne orienteret om

ændringerne i fastprisværket, hvorefter virksomheden forlod

konferencelokalet, da mekanikerne ønskede at drøfte det indbyrdes.

Iøvrigt kan virksomheden henvise til overenskomstens §19, stk. 2.1.«

Efter § 19, stk. 2.1, fastsattes akkorden ved fri forhandling med den

eller de arbejdere, hvem den pågældende akkord tilbydes.

Den 3. september 1990 blev der afholdt fællesmøde. Af fællesmødereferatet

fremgår følgende.:

»Fra arbejderside gjorde man gældende, at virksomheden bryder

overenskomsten ved ikke at medvirke til at fremme et godt og roligt

samarbejdsklima, idet virksomheden søger at gennemføre generelt bonussystem

uden tillidsmandens medvirken.

Fra arbejdsgiverside blev der taget afstand fra ovennævnte, og der blev

bl.a. henvist til, at man har søgt at gennemføre generelt bonussystem via

tillidsmanden uden resultat. Der blev endvidere henvist til, at der i henhold

til overenskomstens § 19, stk. 2 pågår individuelle forhandlinger om

akkord.......«

Der er afgivet vidneforklaring af tillidsmand Brian Hørringsen samt af

driftleder Jørgen Steen Frederikssen og værkstedschef Teddy Johansen, der

begge var tilstede under episoden på direktør Ole Jakobsens kontor den 17.

august 1990. Endvidere er der afgivet forklaring af værkførerassistent Henrik

Jensen.

Det må efter de afgivne forklaringer lægges til grund, at direktør Ole

Jakobsen ved den pågældende lejlighed afviste at tale med tillidsmand Brian

Hørringsen under henvisning til, at han sad i møde med andre, men at der ikke

er udøvet vold overfor Brian Hørringsen. Det må endvidere lægges til grund,

at Henrik Jensen sammen med en anden nyansat mekaniker den 16. august 1980

rettede henvendelse til driftsleder Jørgen Steen Frederiksen og bad om

orientering om bonusreglerne. Det blev aftalt, at en sådan orientering skulle

gives dagen efter umiddelbart før fyraften. Mødet blev holdt i

forhandlingslokalet og varede 15 til 20 minutter. En del andre - måske alle

andre - mekanikere var til stede, og der blev udleveret kopi af

bestemmelserne. Under mødet bankede Brian Hørringsen på døren og ønskede at

være til stede. Han fik at vide, at der ikke foregik nogen forhandling, og at

mødet blev afholdt på initiativ af mekanikerne. Han trak sig derefter

tilbage.

Klagerne har gjort gældende, at virksomheden ved ikke at inddrage

tillidsmanden i forhandlingerne om et nyt bonussystem, ved at forsøge at

gennemføre dette individuelt ved at forhandle med de enkelte medarbejdere, og

ved direktør Ole Jakobsens voldelige adfærd overfor tillidsmanden har handlet

overenskomststridigt.

De indklagede har heroverfor gjort gældende, at der ikke er foregået nogen

forhandling, men alene en orientering om bonussystemet efter begæring fra

medarbejdernes side. Efter overenskomstens § 19, stk 2.2, har der derfor ikke

været nogen pligt til at tilkalde tillidsmanden, der alene har ret til at

være til stede, såfremt medarbejderne ønsker dette. Ole Jacobsen har ikke

udvist et forhold, der kan bebrejdes ham.

I sag nr. 91.113 er der indgivet klageskrift den 26 marts 1991.

Sagen drejer sig om, at virksomheden med virkning fra den 14 januar 1991

har iværksat forskudt arbejdstid for tillidsmanden og

sikkerhedsrepræsentanten på virksomhedens afdeling på Turbinevej. I

modsætning til de øvrige arbejdere på dagholdet, der afslutter deres arbejde

kl. 15.30, er tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten blevet pålagt en

arbejdstid fra kl. 10.00 til kl. 18.00.

Den 21 januar 1991 rettede Dansk Metalarbejderforbund henvendelse til

Industriens Arbejdsgivere og oplyste, at man havde modtaget henvendelse om,

at virksomheden havde indført ny arbejdstid gældende fra mandag den 14.

januar 1991. Man fandt, at forholdet var ukorrekt varslet, idet der for to af

medarbejderne var tale om, at den daglige arbejdstid blev flyttet. Dette

kunne kun ske i henhold til et varsel på 14 dage. Man protesterede yderligere

over, at det var tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten, sagen drejede sig

om, og man opfattede forholdet som en klar forfølgelse af de valgte

tillidsrepræsentanter. Den 24. januar 1991 meddelte Industriens Arbejdsgivere

bl.a., at man var af den opfattelse, at der var sket korrekt varsling for så

vidt angår forskudt arbejdstid. Under et fællesmøde den 14. februar 1991

fastholdt man fra arbejdstagerside klagen, mens det fra arbejdsgiverside blev

bestridt, at der forelå forfølgelse.

Der er under sagen afgivet vidneforklaring af fællestillidsmand og

bestyrelsesmedlem Willy Jørgensen og direktør Tonny Wendt.

Klagerne har gjort gældende, at der ikke er nogen saglig begrundelse for,

at tillidsmanden og sikkerhedsrepræsentanten skal arbejde på forskudt

arbejdstid, og at pålægget herom er overenskomsstridig

organisationsforfølgelse. Endvidere har klagerne gjort gældende, at det -

ikke mindst på baggrund af de øvrige fagretslige sager vedrørende indklagede,

som klagerne har redegjort for under sagen - må stå Industriens Arbejdsgivere

klart, at virksomhedens flytning af arbejdstiden er udtryk for en

organisationsforfølgelse. På denne baggrund gøres det gældende, at der

tillige er organisationsansvar for Industriens Arbejdsgivere.

De indklagede har gjort gældende, at der alene er tale om forskudt

arbejdstid, som er varslet korrekt i overenstemmelse med overenskomsten. Den

forskudte arbejdstid er saglig og driftmæssig begrundet. I overenstemmelse

med Tonny Wendts forklaring har man i denne forbindelse anført, at Willy

Jørgensen som elektriker er særlig kvalificeret til at foretage

kontrolarbejde, der udføres, efter at dagholdet er gået hjem. For så vidt

angår sikkerhedsrepræsentanten er begrundelsen den, at den pågældende ved at

arbejde på forskudt arbejdstid kan danne sig et overblik over det arbejde,

der udføres på dagholdet, og det arbejde, der udføres på aftenholdet, og han

vil have mulighed for at afslutte arbejder, som dagholdet ikke har

færdiggjort.

Arbejdsretten skal udtale:

Vedrørende sag nr. 90.347:

Arbejdsretten finder, at virksomhedens forbud mod, at de ansatte fører

dagslister på grundlag af virksomhedens arbejdskort ikke er et

overenskomststridigt forhold, som kan medføre, at virksomheden har pådraget

sig bod. Arbejdsretten lægger herved vægt på, at medarbejderne er

timelønnede, og at virksomheden har tilbudt tillidsmanden at gøre sig bekendt

med de ønskede oplysninger gennem virksomhedens edb-registre.

Vedrørende sag nr. 91.026:

Som anført må det lægges til grund, at der ikke er udvist voldelig adfærd

af direktør Ole Jakobsen. Medarbejderne har ikke anmodet om, at tillidsmanden

skulle være til stede ved gennemgangen af bonusreglerne. Virksomhedens

forhold kan herefter ikke betragtes som en tilsidesættelse af overenskomstens

§ 19, stk. 2, eller i øvrigt som et forhold, der kan begrunde, at

virksomheden ifalder bod.

Vedrørende sag nr. 91.113:

Den iværksatte forskudt arbejdstid for tillidsmanden og

sikkerhedsrepræsentanten er lovligt varslet, og Arbejdsretten finder det ikke

bevist, at der foreligger usaglige hensyn som begrundelse herfor, eller at

der skulle foreligge organisationsforfølgelse.

I overensstemmelse med det anførte vil virksomheden herefter være at

frifinde i hvert af de påtalte forhold, og spørgsmålet om organisationsansvar

bortfalder derfor.

Arbejdsretten har tillige overvejet, om forholdene set under et og i

sammenhæng med det meget betydelige antal fagretslige sager vedrørende

forholdende i virksomheden i de senere år - som påpeget af klagerne - kan

give anledning til en arbejdsretlig reaktion over for virksomheden. Efter

overenskomstens § 2, stk. 1, bør begge parter søge at fremme et roligt og

godt samarbejde. Det må efter de forliggende oplysninger antages, at

samarbejdet i virksomheden ikke lever op til forudsætningerne i

overenskomstens § 2, stk. 1. Det er dog ikke muligt at vurdere, hvad der er

den egentlige baggrund herfor, og denne betragtning kan derfor heller ikke

føre til en arbejdsretlig reaktion over for virksomheden. Alt taget i

betragtning finder Arbejdsretten dog, at begge parter bør bære halvdelen af

omkostningerne ved disse sager.

T h i k e n d e s f o r r e t :

De indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere

for Bilia Motor A/S, frifindes.

I sagsomkostninger skal klagerne, Landsorganisationen i Danmark for Dansk

Metalarbejderforbund, og indklagede hver betale 3.000 kroner til

Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: K. 89.389.

Lignende dokumenter