Spring til indhold

Retsinformation

Faglig voldgift. Lovfortolkning. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt Processuelle spørgsmål 2.1. - i forhold til de almindelige domstole (* 1) (* 2) Ikke pligt til at medvirke til fagretlig behandling af uoverensstemmelse om dagpengegodtgørelse ved første ledighedsdag efter § 84 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen (advokat Helge Werner) Dommere: Ole Espersen, Arnold Hansen, Søren B. Henriksen, Erik Jensen, Jørgen Pedersen, Preben Albæk Petersen og Pontoppidan (retsformand).

DOM nr 3925 af 10/12/1990DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Faglig voldgift. Lovfortolkning.

Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt Processuelle spørgsmål 2.1. - i

forhold til de almindelige domstole (* 1) (* 2) Ikke pligt til at medvirke

til fagretlig behandling af uoverensstemmelse om dagpengegodtgørelse ved

første ledighedsdag efter § 84 i lov om arbejdsformidling og

arbejdsløshedsforsikring m.v. Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent konsulent Leo Lybæk Hansen) mod

Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen (advokat Helge Werner)

Dommere: Ole Espersen, Arnold Hansen, Søren B. Henriksen, Erik Jensen, Jørgen

Pedersen, Preben Albæk Petersen og Pontoppidan (retsformand).

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for

Entreprenørforeningen for Arbejdsretten i anledning af, at

Entreprenørforeningen har nægtet at medvirke ved fagretlig behandling af krav

om udbetaling af dagpengegodtgørelse i henhold til § 84 i lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.

Klagerne har påstået Entreprenørforeningen tilpligtet for brud på Norm for

regler for behandling af faglig strid at betale en bod fastsat efter rettens

skøn til Specialarbejderforbundet i Danmark.

Indklagede har påstået frifindelse.

Efter § 84, stk. 1, skal arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse,

ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende betale en

dagpengegodtgørelse svarende til dagpenge for højst en ledighedsdag. I § 84,

stk. 6, bestemmes: »Uoverensstemmelser om dagpengegodtgørelsen afgøres

ved fagretlig behandling, jf. § 22 i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om

arbejdsretten, eller ved civilt søgsmål.« § 84 er indsat i loven ved lov

nr. 840 af 21. december 1988. § 84, stk. 6, er ikke omtalt i bemærkningerne

til lovforslaget. Under behandlingen af lovforslaget besvarede

arbejdsministeren følgende spørgsmål fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg:

»I relation til § 84, stk. 6, ønskes oplyst: I hvilke tilfælde skal

Læs alt

uoverensstemmelser afgøres ved henholdsvis fagretlig behandling og civil

søgsmål?».

Svaret er sålydende:

»I arbejdsretlige spørgsmål supplerer det fagretlige system og de

almindelige domstole hinanden, således at det fagretlige system med faglig

voldgift og Arbejdsretten som endelige instanser finder anvendelse i sager

vedrørende fortolkning eller håndhævelse af kollektive overenskomster, medens

de almindelige domstole tager sig af problemer vedrørende rettigheder i

henhold til lov eller individuelle aftaler.

Lovforslagets § 84 fastlægger en pligt for arbejdsgiveren til at betale en

medarbejder et pengebeløb ved visse tilfælde af ophør af arbejdsforholdet.

Uoverensstemmelse om et sådant lovfæstet mellemværende hører efter de

almindelige skillelinier under de almindelige domstole, men i mange tilfælde

vil en sådan uoverensstemmelse naturligt høre sammen med problemer, som er af

overenskomstmæssig karakter f.eks. vedrørende berettigelsen af afskedigelsen

eller hjemsendelsen og derfor bedst egnet for fagretlig behandling.

Forslaget er derfor udformet således, at det er retligt bindende at

foretage fagretlig behandling, når de berørte parter er enige herom.

I den forbindelse kan henvises til loven om Arbejdsretten § 9. I denne

bestemmelse er det først opregnet, hvilke sager af overenskomstmæssig

karakter der kan indbringes for Arbejdsretten, men i stk. 4 tilføjes det:

»Ud over de i stk. 1 nævnte sager kan sager vedrørende

uoverensstemmelse mellem arbejdsgivere og lønmodtagere indbringes for

Arbejdsretten, når retten billiger det, og der mellem en arbejdsgiver- og

lønmodtagerorganisation eller mellem en enkeltvirksomhed og en

lønmodtagerorganisation derom er truffet aftale.«

Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til § 22 i arbejdsretsloven

tjener til at sikre, at der er et regelsæt til rådighed også i de

situationer, hvor parterne ikke har vedtaget betryggende regler til afgørelse

af uenigheden.

Muligheden for civilt søgsmål sikrer navnlig, at også den uorganiserede

lønmodtager har adgang til at hævde sin ret ved en domstol.'

Den 29. maj 1990 skrev Landsorganisationen i Danmark således til Dansk

Arbejdsgiverforening:

»Landsorganisationen er gennem en række konkrete sager vedrørende

uoverensstemmelser om arbejdsgiverbetaling ved 1. ledighedsdag indenfor

entreprenør- og bygge- og anlægsområdet blevet bekendt med, at

Entreprenørforeningen generelt afviser at lade konkrete uoverensstemmelser

blive fagretlig behandlet, men henviser til civilretlig behandling.

I lyset af at Dansk Arbejdsgiverforening og LO gennem nedsættelse af en

fælles arbejdsgruppe om arbejdsgiverbetaling ved 1. ledighedsdag, der i de

konkrete sager skal udarbejde vejledende retningslinier, har været enige om,

at konkrete uoverensstemmelser vedrørende arbejdsgiverbetaling ved 1.

ledighedsdag bør finde deres afklaring som hovedregel ved fagretlig

behandling (og i sidste ende faglig voldgift) må LO betragte den generelle

holdning hos Entreprenørforeningen for særdeles uholdbar.

LO finder det meget betænkeligt, at det fagretlige system på denne måde

miskrediteres.

Landsorganisationen skal derfor anmode Dansk Arbejdsgiverforening om

snarest at rette henvendelse til Entreprenørforeningen omkring dette

spørgsmål og foranledige, at Entreprenørforeningen ændrer holdning til

fagretlig behandling af sager vedrørende arbejdsgiverbetaling ved 1.

ledighedsdag.«

Dansk Arbejdsgiverforening svarede ved skrivelse af 29. juni 1990. I

skrivelsen anføres bl.a.:

»Herved bekræftes modtagelsen af Landsorganisationens brev af 29. maj

1990 vedrørende Entreprenørforeningens holdning til fagretlig behandling af

konkrete uoverensstemmelser om arbejdsgiverbetaling ved 1. ledighedsdag. Der

henvises til LO's j.nr. EH/EKR/LT.

Det er fortsat Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse at

uoverensstemmelser vedrørende dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag mest

hensigtsmæssigt kan behandles i det fagretlige system.

Når dette er sagt, bemærkes, at DA også har tilkendegivet, at

medlemsorganisationerne og medlemsvirksomhederne selvstændigt vurderer de

enkelte problemstillinger, hvilket kan indebære, at man beslutter sig for

egentlig domstolsbehandling frem for afgørelse ved det fagretlige system.

Denne valgmulighed hænger sammen med, at man blander lovgivning med

kollektive aftaler. Det har og vil også i fremtiden give problemer, ikke

mindst når der opstår uoverensstemmelser. Men som en konsekvens af vor

grundlæggende tro på aftalesystemets værdi også i fremtiden er vi som nævnt

af den opfattelse, at fagretlig behandling vil være det mest

hensigtsmæssige.«

Fællesmøde blev afholdt den 28. august 1990 uden at enighed opnåedes.

Til støtte for påstanden har klagerne anført, at § 84, stk. 6, åbner

mulighed for, at sager om betaling af dagpengegodtgørelse behandles enten

fagretligt eller ved civilt søgsmål. Såvel en naturlig sproglig forståelse,

som en formålsfortolkning må føre til, at uoverensstemmelser om betaling af

dagpengegodtgørelse behandles ad fagretlig vej, hvis kravet som her rejses

mod en part, som er omfattet af en kollektiv overenskomst. Hvis man som

hævdet af indklagede ville kræve, at begge parter var enige om fagretlig

behandling, ville henvisning til denne behandlingsform være overflødig. Det

foran citerede svar fra arbejdsministeren giver ikke klart udtryk for en

modsat holdning.

Stærke praktiske grunde taler endvidere for at følge klagernes opfattelse.

Langt de fleste enkeltsager vil ikke rejse lovfortolkningsproblemer af større

rækkevidde, men derimod angå spørgsmål, som klart er bedst egnet til

fagretlig behandling, f.eks. spørgsmålet om den måde, hvorpå hjemsendelsen er

sket. Hertil kommer, at sagerne ofte vil angå relativt små beløb, hvor der er

særligt behov for den hurtige og billige afgørelsesmåde, som den fagretlige

behandling indebærer. Dansk Arbejdsgiverforening er da også enig i, at det er

mest hensigtsmæssigt, at sagerne afgøres på denne måde.

Klagerne har endvidere henvist til, at det ikke er usædvanligt, at

lovgivningsmagten lader fortolkningen af ufravigelige lovbestemmelser ske

gennem det fagretlige system. Dette er således sket ved ligelønsloven samt

ved Industriministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 12. januar 1989 om

medarbejderes valg af bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber og

anpartsselskaber. Efter bekendtgørelsen afgøres sager om tilsidesættelse af

den beskyttelse, der tilkommer medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, ad

fagretlig vej.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at en part i

en kollektiv overenskomst efter ordlyden af § 84, stk. 6, ikke uden

tilslutning fra den anden overenskomstpart har krav på, at uoverensstemmelser

om betaling af dagpengegodtgørelser behandles ad fagretlig vej. At dette

heller ikke har været hensigten, fremgår af det foran citerede svar fra

arbejdsministeren, hvor det udtrykkeligt siges, at fagretlig behandling kun

er bindende, når de berørte parter er enige herom.

Indklagede har endvidere henvist til Arbejdsrettens dom af 19. november

1987 i sag nr. 86.246 (Arbejdsretligt Tidsskrift 1987, s.99), hvoraf det

fremgår, at fortolkningen af ufravigelige lovbestemmelser i mangel af enighed

om det modsatte hører under de almindelige domstole.

Arbejdsretten skal udtale:

Det følger af Højesterets dom af 20. marts 1987 (U1987.337) og

Arbejdsrettens dom i den foran nævnte sag nr. 86.246, at sager, hvis

afgørelse i første række beror på fortolkningen af ufravigelige

lovbestemmelser, hører under de almindelige domstole, med mindre parterne er

enige om at lade sagen afgøre på anden måde. Undtagelse herfor må kræve en

klar lovhjemmel. En sådan hjemmel kan ikke udledes af ordlyden af § 84, stk.

6, i loven om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., og det

foran citerede svar fra arbejdsministeren under behandlingen af lovforslaget

tyder på, at det har været hensigten, at fagretlig behandling kræver enighed

mellem parterne. Uanset at væsentlige praktiske hensyn - som også erkendt af

Dansk Arbejdsgiverforening - taler for, at tvister om dagpengegodtgørelse

afgøres ad fagretlig vej, finder Arbejdsretten herefter ikke grundlag for at

fastslå, at Entreprenørforeningen har tilsidesat Norm for regler for

behandling af faglig strid ved at nægte at medvirke til fagretlig behandling

af de i sagen omhandlede krav.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen,

frifindes.

I sagsomkostninger betaler klagerne, Landsorganisationen i Danmark, 2.000

kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: K 90.250, K 86.246 (A 1987, s.99)

Lignende dokumenter