Faglig voldgift. Lovfortolkning. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt Processuelle spørgsmål 2.1. - i forhold til de almindelige domstole (* 1) (* 2) Ikke pligt til at medvirke til fagretlig behandling af uoverensstemmelse om dagpengegodtgørelse ved første ledighedsdag efter § 84 i lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen (advokat Helge Werner) Dommere: Ole Espersen, Arnold Hansen, Søren B. Henriksen, Erik Jensen, Jørgen Pedersen, Preben Albæk Petersen og Pontoppidan (retsformand).
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Faglig voldgift. Lovfortolkning.
Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt Processuelle spørgsmål 2.1. - i
forhold til de almindelige domstole (* 1) (* 2) Ikke pligt til at medvirke
til fagretlig behandling af uoverensstemmelse om dagpengegodtgørelse ved
første ledighedsdag efter § 84 i lov om arbejdsformidling og
arbejdsløshedsforsikring m.v. Landsorganisationen i Danmark for
Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent konsulent Leo Lybæk Hansen) mod
Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen (advokat Helge Werner)
Dommere: Ole Espersen, Arnold Hansen, Søren B. Henriksen, Erik Jensen, Jørgen
Pedersen, Preben Albæk Petersen og Pontoppidan (retsformand).
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for
Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for
Entreprenørforeningen for Arbejdsretten i anledning af, at
Entreprenørforeningen har nægtet at medvirke ved fagretlig behandling af krav
om udbetaling af dagpengegodtgørelse i henhold til § 84 i lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v.
Klagerne har påstået Entreprenørforeningen tilpligtet for brud på Norm for
regler for behandling af faglig strid at betale en bod fastsat efter rettens
skøn til Specialarbejderforbundet i Danmark.
Indklagede har påstået frifindelse.
Efter § 84, stk. 1, skal arbejdsgiveren ved afskedigelse, hjemsendelse,
ophør af opgave- og tidsbestemt akkord og lignende betale en
dagpengegodtgørelse svarende til dagpenge for højst en ledighedsdag. I § 84,
stk. 6, bestemmes: »Uoverensstemmelser om dagpengegodtgørelsen afgøres
ved fagretlig behandling, jf. § 22 i lov nr. 317 af 13. juni 1973 om
arbejdsretten, eller ved civilt søgsmål.« § 84 er indsat i loven ved lov
nr. 840 af 21. december 1988. § 84, stk. 6, er ikke omtalt i bemærkningerne
til lovforslaget. Under behandlingen af lovforslaget besvarede
arbejdsministeren følgende spørgsmål fra Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg:
»I relation til § 84, stk. 6, ønskes oplyst: I hvilke tilfælde skal
Læs alt
uoverensstemmelser afgøres ved henholdsvis fagretlig behandling og civil
søgsmål?».
Svaret er sålydende:
»I arbejdsretlige spørgsmål supplerer det fagretlige system og de
almindelige domstole hinanden, således at det fagretlige system med faglig
voldgift og Arbejdsretten som endelige instanser finder anvendelse i sager
vedrørende fortolkning eller håndhævelse af kollektive overenskomster, medens
de almindelige domstole tager sig af problemer vedrørende rettigheder i
henhold til lov eller individuelle aftaler.
Lovforslagets § 84 fastlægger en pligt for arbejdsgiveren til at betale en
medarbejder et pengebeløb ved visse tilfælde af ophør af arbejdsforholdet.
Uoverensstemmelse om et sådant lovfæstet mellemværende hører efter de
almindelige skillelinier under de almindelige domstole, men i mange tilfælde
vil en sådan uoverensstemmelse naturligt høre sammen med problemer, som er af
overenskomstmæssig karakter f.eks. vedrørende berettigelsen af afskedigelsen
eller hjemsendelsen og derfor bedst egnet for fagretlig behandling.
Forslaget er derfor udformet således, at det er retligt bindende at
foretage fagretlig behandling, når de berørte parter er enige herom.
I den forbindelse kan henvises til loven om Arbejdsretten § 9. I denne
bestemmelse er det først opregnet, hvilke sager af overenskomstmæssig
karakter der kan indbringes for Arbejdsretten, men i stk. 4 tilføjes det:
»Ud over de i stk. 1 nævnte sager kan sager vedrørende
uoverensstemmelse mellem arbejdsgivere og lønmodtagere indbringes for
Arbejdsretten, når retten billiger det, og der mellem en arbejdsgiver- og
lønmodtagerorganisation eller mellem en enkeltvirksomhed og en
lønmodtagerorganisation derom er truffet aftale.«
Henvisningen i den foreslåede bestemmelse til § 22 i arbejdsretsloven
tjener til at sikre, at der er et regelsæt til rådighed også i de
situationer, hvor parterne ikke har vedtaget betryggende regler til afgørelse
af uenigheden.
Muligheden for civilt søgsmål sikrer navnlig, at også den uorganiserede
lønmodtager har adgang til at hævde sin ret ved en domstol.'
Den 29. maj 1990 skrev Landsorganisationen i Danmark således til Dansk
Arbejdsgiverforening:
»Landsorganisationen er gennem en række konkrete sager vedrørende
uoverensstemmelser om arbejdsgiverbetaling ved 1. ledighedsdag indenfor
entreprenør- og bygge- og anlægsområdet blevet bekendt med, at
Entreprenørforeningen generelt afviser at lade konkrete uoverensstemmelser
blive fagretlig behandlet, men henviser til civilretlig behandling.
I lyset af at Dansk Arbejdsgiverforening og LO gennem nedsættelse af en
fælles arbejdsgruppe om arbejdsgiverbetaling ved 1. ledighedsdag, der i de
konkrete sager skal udarbejde vejledende retningslinier, har været enige om,
at konkrete uoverensstemmelser vedrørende arbejdsgiverbetaling ved 1.
ledighedsdag bør finde deres afklaring som hovedregel ved fagretlig
behandling (og i sidste ende faglig voldgift) må LO betragte den generelle
holdning hos Entreprenørforeningen for særdeles uholdbar.
LO finder det meget betænkeligt, at det fagretlige system på denne måde
miskrediteres.
Landsorganisationen skal derfor anmode Dansk Arbejdsgiverforening om
snarest at rette henvendelse til Entreprenørforeningen omkring dette
spørgsmål og foranledige, at Entreprenørforeningen ændrer holdning til
fagretlig behandling af sager vedrørende arbejdsgiverbetaling ved 1.
ledighedsdag.«
Dansk Arbejdsgiverforening svarede ved skrivelse af 29. juni 1990. I
skrivelsen anføres bl.a.:
»Herved bekræftes modtagelsen af Landsorganisationens brev af 29. maj
1990 vedrørende Entreprenørforeningens holdning til fagretlig behandling af
konkrete uoverensstemmelser om arbejdsgiverbetaling ved 1. ledighedsdag. Der
henvises til LO's j.nr. EH/EKR/LT.
Det er fortsat Dansk Arbejdsgiverforenings opfattelse at
uoverensstemmelser vedrørende dagpengegodtgørelse for 1. ledighedsdag mest
hensigtsmæssigt kan behandles i det fagretlige system.
Når dette er sagt, bemærkes, at DA også har tilkendegivet, at
medlemsorganisationerne og medlemsvirksomhederne selvstændigt vurderer de
enkelte problemstillinger, hvilket kan indebære, at man beslutter sig for
egentlig domstolsbehandling frem for afgørelse ved det fagretlige system.
Denne valgmulighed hænger sammen med, at man blander lovgivning med
kollektive aftaler. Det har og vil også i fremtiden give problemer, ikke
mindst når der opstår uoverensstemmelser. Men som en konsekvens af vor
grundlæggende tro på aftalesystemets værdi også i fremtiden er vi som nævnt
af den opfattelse, at fagretlig behandling vil være det mest
hensigtsmæssige.«
Fællesmøde blev afholdt den 28. august 1990 uden at enighed opnåedes.
Til støtte for påstanden har klagerne anført, at § 84, stk. 6, åbner
mulighed for, at sager om betaling af dagpengegodtgørelse behandles enten
fagretligt eller ved civilt søgsmål. Såvel en naturlig sproglig forståelse,
som en formålsfortolkning må føre til, at uoverensstemmelser om betaling af
dagpengegodtgørelse behandles ad fagretlig vej, hvis kravet som her rejses
mod en part, som er omfattet af en kollektiv overenskomst. Hvis man som
hævdet af indklagede ville kræve, at begge parter var enige om fagretlig
behandling, ville henvisning til denne behandlingsform være overflødig. Det
foran citerede svar fra arbejdsministeren giver ikke klart udtryk for en
modsat holdning.
Stærke praktiske grunde taler endvidere for at følge klagernes opfattelse.
Langt de fleste enkeltsager vil ikke rejse lovfortolkningsproblemer af større
rækkevidde, men derimod angå spørgsmål, som klart er bedst egnet til
fagretlig behandling, f.eks. spørgsmålet om den måde, hvorpå hjemsendelsen er
sket. Hertil kommer, at sagerne ofte vil angå relativt små beløb, hvor der er
særligt behov for den hurtige og billige afgørelsesmåde, som den fagretlige
behandling indebærer. Dansk Arbejdsgiverforening er da også enig i, at det er
mest hensigtsmæssigt, at sagerne afgøres på denne måde.
Klagerne har endvidere henvist til, at det ikke er usædvanligt, at
lovgivningsmagten lader fortolkningen af ufravigelige lovbestemmelser ske
gennem det fagretlige system. Dette er således sket ved ligelønsloven samt
ved Industriministeriets bekendtgørelse nr. 32 af 12. januar 1989 om
medarbejderes valg af bestyrelsesmedlemmer i aktieselskaber og
anpartsselskaber. Efter bekendtgørelsen afgøres sager om tilsidesættelse af
den beskyttelse, der tilkommer medarbejdervalgte bestyrelsesmedlemmer, ad
fagretlig vej.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at en part i
en kollektiv overenskomst efter ordlyden af § 84, stk. 6, ikke uden
tilslutning fra den anden overenskomstpart har krav på, at uoverensstemmelser
om betaling af dagpengegodtgørelser behandles ad fagretlig vej. At dette
heller ikke har været hensigten, fremgår af det foran citerede svar fra
arbejdsministeren, hvor det udtrykkeligt siges, at fagretlig behandling kun
er bindende, når de berørte parter er enige herom.
Indklagede har endvidere henvist til Arbejdsrettens dom af 19. november
1987 i sag nr. 86.246 (Arbejdsretligt Tidsskrift 1987, s.99), hvoraf det
fremgår, at fortolkningen af ufravigelige lovbestemmelser i mangel af enighed
om det modsatte hører under de almindelige domstole.
Arbejdsretten skal udtale:
Det følger af Højesterets dom af 20. marts 1987 (U1987.337) og
Arbejdsrettens dom i den foran nævnte sag nr. 86.246, at sager, hvis
afgørelse i første række beror på fortolkningen af ufravigelige
lovbestemmelser, hører under de almindelige domstole, med mindre parterne er
enige om at lade sagen afgøre på anden måde. Undtagelse herfor må kræve en
klar lovhjemmel. En sådan hjemmel kan ikke udledes af ordlyden af § 84, stk.
6, i loven om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v., og det
foran citerede svar fra arbejdsministeren under behandlingen af lovforslaget
tyder på, at det har været hensigten, at fagretlig behandling kræver enighed
mellem parterne. Uanset at væsentlige praktiske hensyn - som også erkendt af
Dansk Arbejdsgiverforening - taler for, at tvister om dagpengegodtgørelse
afgøres ad fagretlig vej, finder Arbejdsretten herefter ikke grundlag for at
fastslå, at Entreprenørforeningen har tilsidesat Norm for regler for
behandling af faglig strid ved at nægte at medvirke til fagretlig behandling
af de i sagen omhandlede krav.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Indklagede, Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen,
frifindes.
I sagsomkostninger betaler klagerne, Landsorganisationen i Danmark, 2.000
kr. til Arbejdsretten.
Officielle noter
(* 1) Henvisninger: K 90.250, K 86.246 (A 1987, s.99)
Lignende dokumenter
- Temponedsættelse. Bod 1.2.4.1. Bodsnedsættelse/fritagelse sket. (* 1) (* 2) Temponedsættelse uberettiget, men i det konkrete tilfælde forståelig. Ikke bod for temponedsættelsen. Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for H?nnebeck Danmark A/S, Stilladsforretningen Mars A/S, Stilladsgruppen Danmark (Bera Stilladser) og Multi Stillads (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark og for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og sag nr. 87.380: Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for H?nnebeck Danmark A/S (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen). Dommere: Erik Balle, Bjerregaard (retsformand), Degerbøl, Arnold Hansen, Otto Hansen, Mads Kofod og Spang-Hanssen. Retsinformation · 24. september 1997
- KOMMISSIONENS AFGØRELSE af 28. februar 2008 om udpegning af EF-fiskerikontrolagenturet som det organ, der skal udføre visse opgaver under forordning (EF) nr. 1042/2006, og om ændring af afgørelse 2007/166/EF om vedtagelse af en fortegnelse over EF-fiskeriinspektører og inspektionsmateriel (2008/201/EF) EU-lovgivning · 28. februar 2008
- Faglig Voldgift. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsproces i øvrigt. (* 1) (* 2) Spørgsmål om rækkevidden af en voldgiftskendelse burde være afklaret ad sædvanlig fagretlig vej. Der sås bort fra et anbringende, der først fremførtes under domsforhandlingen. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening. (advokat Helge Werner) Dommere: Bredmose, Arnold Hansen, Mads Kofod, Gert Kristensen, Bent Larsen, Pontoppidan (retsformand) og Sløk. Retsinformation · 24. september 1997
- Normens 5, stk. 2. Bod 1.2.2.2. Bodsnedsættelse/fritagelse ikke sket Bod pålagt arbejdere, der havde strejket under påberåbelse af hensynet til liv og velfærd. Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for Holbæk Stilladsudlejning A/S, Holbæk (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og sag nr. 86.134: Dansk Arbejdsgiverforening for Entreprenørforeningen for Stjerne Stilladser A/S, Odense (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark for et antal medlemmer af dette forbund. (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Jon Palle Buhl, Bæhring, Degerbøl, Agnete Halmind, Kiil (retsformand), Kofod og Erik Nielsen. Retsinformation · 24. september 1997
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESAFGØRELSE (EU) 2017/902 af 23. maj 2017 om en fortegnelse over EU-kontrollører, der må udføre inspektioner i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 (meddelt under nummer C(2017) 3252) EU-lovgivning · 23. maj 2017