Spring til indhold

Retsinformation

Faglig Voldgift. Organisationsansvar 4.2. Bod ikke pålagt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsproces i øvrigt. (* 1) (* 2) Spørgsmål om rækkevidden af en voldgiftskendelse burde være afklaret ad sædvanlig fagretlig vej. Der sås bort fra et anbringende, der først fremførtes under domsforhandlingen. Landsorganisationen i Danmark for Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening. (advokat Helge Werner) Dommere: Bredmose, Arnold Hansen, Mads Kofod, Gert Kristensen, Bent Larsen, Pontoppidan (retsformand) og Sløk.

DOM nr 3011 af 20/04/1988DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Faglig Voldgift. Organisationsansvar 4.2. Bod

ikke pålagt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsproces i øvrigt. (* 1) (* 2)

Spørgsmål om rækkevidden af en voldgiftskendelse burde være afklaret ad

sædvanlig fagretlig vej. Der sås bort fra et anbringende, der først

fremførtes under domsforhandlingen. Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk

Arbejdsgiverforening for Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening.

(advokat Helge Werner) Dommere: Bredmose, Arnold Hansen, Mads Kofod, Gert

Kristensen, Bent Larsen, Pontoppidan (retsformand) og Sløk.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for

Specialarbejderforbundet i Danmark indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for

Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening for Arbejdsretten i anledning

af, at Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening efter klagernes

opfattelse har handlet overenskomststridigt ved at undlade at efterkomme

opmandskendelse af 26. juni 1986 i en sag mellem Specialarbejderforbundet og

Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening for Dansk Shell A/S.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

I forbindelse med konflikten på arbejdsmarkedet i foråret 1985 opstod der

mellem Specialarbejderforbundet og Benzin- og Oliebranchens

Arbejdsgiverforening uoverensstemmelse om, hvorvidt nogle chauffører -

beskæftiget hos Dansk Shell A/S - havde krav på løn for søgnehelligdagene i

påsken 1985. De pågældende chauffører havde overenskomststridigt nedlagt

arbejdet den 3. april, men genoptog det den 4. april 1985 (skærtorsdag).

Virksomheden nægtede herefter at udbetale løn for søgnehelligdagene.

Da Specialarbejderforbundet var af den opfattelse, at chaufførerne havde

krav på løn for søgnehelligdagene, begærede forbundet herefter sagen indbragt

for en faglig voldgiftsret. Under voldgiftssagen nedlagde forbundet påstand

om, at Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening skulle anerkende, af den

mellem hovedorganisationerne aftalte søgnehelligdagsordning, jfr.

mæglingsforslaget af 24. marts 1954 med justeringer og ændringer af 6. marts

Læs alt

1967 ikke er gældende for de chauffører og lagerarbejdere, der inden for

overenskomstområdet er uge/månedslønnede (fast løn), samt at den løn, der er

tilbageholdt af A/S Dansk Shell i Kalundborg, skulle udbetales.

Ved opmandskendelse af 26. april 1986 blev Benzin- og Oliebranchens

Arbejdsgiverforening frifundet for første led i forbundets påstand, medens

forbundet fik medhold i påstandens andet led. I kendelsens præmisser udtalte

opmanden:

»Ved mæglingsforslagets gennemførelse fik oliebranchens chauffører og

lagerarbejdere i henhold til forslagets bestemmelser et løntillæg, og dette

må efter opmandens opfattelse medføre, at de også er blevet omfattet af

forslagets betingelser for ret til betaling for søgnehelligdage. Det første

led i klagernes påstand kan derfor ikke tages til følge.

Men selv om man ikke var nået til dette resultat, ville uge- og

månedslønnede arbejdere ikke ubetinget bevare retten til betaling for

søgnehelligdage. Hvis en overenskomststridig arbejdsstandsning omfattede både

dagen før og efter søgnehelligdagen(e), måtte man ud fra almindelige

forudsætningssynspunkter nå til, at de ikke kunne kræve betaling for

helligdagene, fordi strejken måtte antages at ville have omfattet også disse

dage. Hvis der blev strejket dagen før en søgnehelligdag, eller hvis en

strejke begyndte sagen efter en sådan, måtte det ud fra den konkrete sags

omstændigheder afgøres, om den måtte antages også at ville have omfattet

søgnehelligdagen. Der henvises herved til en opmandskendelse af 5. november

1975, refereret i Allan Rises bog, Overenskomstfortolkning ved Faglig

Voldgift, 5. udgave, s.540.

I den foreliggende sag blev der strejket onsdagen før Skærtorsdag, men

arbejdet blev genoptaget Skærtorsdag, om end som overarbejde, og det blev

fortsat om tirsdagen efter Påsken. Det er efter opmandens opfattelse ikke

rimeligt, om arbejderne i en sådan situation skulle miste retten til løn for

Skærtorsdag og de følgende søgnehelligdage i Påsken. Den ovenfor citerede

bestemmelse fra mæglingsforslaget fra 1954 findes heller ikke nødvendigvis at

måtte føre til tab af søgnehelligdagsbetalingen i en sådan særlig situation.

Det andet led i klagernes påstand tages herefter til følge.«

Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening udsendte meddelelse om

kendelsen ved cirkulæreskrivelse af 2. maj 1986. I cirkulæreskrivelsen blev

præmisserne gengivet, hvorefter det anføres:

»Der kan herefter fastlægges følgende retningslinier for udbetaling

af søgnehelligdagsbetaling i forbindelse med arbejdsnedlæggelser:

Såfremt der arbejdes normalt dagen før og dagen efter en søgnehelligdag

bevares søgnehelligdagsbetalingen.

Såfremt der strejkes dagen før en søgnehelligdag antages det, at strejken

også ville have været effektiv på søgnehelligdagen, såfremt denne havde været

en normal arbejdsdag - og retten til betaling for søgnehelligdagen fortabes.

Såfremt der strejkes dagen før en søgnehelligdag, men arbejderne udfører

arbejde (overarbejde) på søgnehelligdagen, betragtes strejken som ophørt, og

retten til søgnehelligdagsbetaling bevares, men kun for de arbejdere, der

konkret udfører overarbejde på søgnehelligdagen.

Såfremt der er flere søgnehelligdage og overarbejdet først udføres på den

2, søgnehelligdag, fortabes retten til søgnehelligdagsbetaling for den 1.

søgnehelligdag.

I en aktuel situation må det derfor nøje overvejes, hvorvidt et eventuelt

kørselsbehov på søgnehelligdage skal udføres af egne chauffører - hvorved

søgnehelligdagsbetalingen bevares - eller af vognmænd - hvorved

søgnehelligdagsbetalingen fortabes.

I de tilfælde, hvor der i Påsken 1985 er tilbageholdt

søgnehelligdagsbetaling, skal vi anmode om, at det, under henvisning til

ovenstående, undersøges, hvorvidt tilbageholdelsen har været korrekt. Såfremt

en tilbageholdelse har fundet sted uberettiget, skal der foretages en

efterregulering, men vi skal henstille, at sagen først afstemmes med

sekretariatet.«

Chaufførernes Fagforening under Specialarbejderforbundet fandt, at en

anden af Arbejdsgiverforeningens medlemsvirksomheder - Dansk Esso A/S,

Hedehusene - ikke efterlevede kendelsen, og der blev i den anledning afholdt

fællesmøde den 15. oktober 1986. I fællesmødereferatet anføres:

»Ved et fællesmøde d.d. i Dansk Arbejdsgiverforening behandledes en

af Landsorganisationen i Danmark på vegne Specialarbejderforbundet i Danmark,

transportgruppen, indberettet klage over, at Benzin- og Oliebranchens

Arbejdsgiverforening ikke vil efterleve voldgiftskendelsen af 5. november

1975 samt kendelse af 26. april 1986 vedrørende betaling for søgnehelligdage

i forbindelse med arbejdets genoptagelse i april 1985.

Sagen forhandledes.

Fra arbejderside fastholdt man klagen og gjorde gældende, at BOA for deres

medlem Esso har brudt de nævnte voldgiftskendelser ved ikke at udbetale løn

på søgnehelligdagene til medarbejdere trods dette at arbejderne genoptog

arbejdet i normalt omfang som anført i fællesmødereferatet af 3. april 1985

(fejldateret til 4. april 1985).

Fra arbejdsgiverside gjorde man gældende, at kendelsen af 26. april 1986

klart var efterlevet, og man opfordrede til, at der i fællesskab blev rettet

henvendelse til højesteretsdommer Bjerregaard, der var opmand i voldgiften,

men anmodning om, at han på basis af enten skriftlig eller mundtlig

forelæggelse tager stilling til kendelsens forståelse. Man opfordrede

endvidere arbejdersiden til at præcisere det beløb, man mente uretmæssigt var

blevet tilbageholdt i chaufførernes aflønning, idet man i så fald vil

deponere beløbet, indtil sagen er retlig afgjort.

Fra arbejderside gjordes det gældende, at der ikke var grundlag for an

anmode om en udtalelse fra højesteretsdommer Bjerregaard.

Fra arbejderside forbeholdt man sig at indbringe sagen for Arbejdsretten

med krav om betaling for søgnehelligdagene samt krav om bod for brud på

kendelserne, herunder at gøre organisationsansvar gældende over for Benzin-

og Oliebranchens Arbejdsgiverforening.«

Klagerne indbragte herefter sagen for Arbejdsretten ved klageskrift af 21.

januar 1987. Under sagen har klagerne nedlagt påstand om at indklagede,

Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening handler overenskomststridig ved

ikke at efterfølge opmandskendelse af 26. april 1986, at indklagede

tilpligtes til Specialarbejderforbundet i Danmark at betale en efter rettens

skøn fastsat bod, at spørgsmålet om størrelsen af betaling for løn for

søgnehelligdagene påsken 1985 henskydes til afgørelse af sædvanlig fagretlig

vej, eventuelt ved faglig voldgift.

De indklagede har påstået frifindelse.

Til støtte for påstanden har klagerne anført, at det følger af

opmandskendelsen, at arbejdsgiverforeningens medlemmer er forpligtet til at

udbetale chaufførerne løn for søgnehelligdagene i påsken 1985 i de tilfælde,

hvor de pågældende genoptog arbejdet efter pålæg fra fællesmødet den 3. april

1985. Det drejer sig herunder dels om tilfælde, hvor chauffører ikke har

været i arbejde skærtorsdag, men derimod langfredag og/eller 2. påskedag, men

hvor virksomheden desuagtet har nægtet at yde betaling for alle

søgnehelligdage i påsken, dels om tilfælde, hvor enkelte chauffører har været

i arbejde og har fået løn herfor, men hvor virksomheden har nægtet at yde

betaling til de øvrige chauffører, uanset at det var virksomhedens egne

dispositioner, som førte til, at de pågældende - som var villige til at

arbejde - ikke kom i arbejde i påsken.

Til støtte for påstanden har klagerne endvidere anført, at næstsidste

afsnit i arbejdsgiverforeningens cirkulæreskrivelse af 2. maj 1986 indebærer

et overenskomstbrud, idet det nævnte afsnit indeholder en klar opfordring til

omgåelse af opmandskendelsen fra virksomhedernes side.

Til støtte for frifindelsespåstanden har de indklagede anført, at Benzin-

og Oliebranchens Arbejdsgiverforening og medlemsvirksomhederne har efterlevet

opmandskendelsen, idet man har udbetalt løn til de chauffører, som har

arbejdet i påskedagene i det omfang, dette følger af kendelsen.

Der er intet belæg i kendelsen for klagernes anbringende om, at der skulle

udbetales løn for søgnehelligdagene til alle chauffører, der efter opfordring

fra fællesmødet onsdag den 3. april 1985 genoptog arbejdet tirsdag efter

påske. Det kan heller ikke udledes af kendelsen, at der skal ydes løn for

søgnehelligdagene i de situationer, som klagerne særlig har fremdraget.

Hvis klagerne var af den opfattelse, at der skulle ydes løn i de nævnte

tilfælde, burde man have søgt spørgsmålet afgjort ad sædvanlig fagretlig vej.

Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening har da også på fællesmødet og

senere tilbudt at medvirke til en afklaring, men dette har klagerne afvist.

Hvad særlig angår klagernes anbringende i relation til næstsidste afsnit i

arbejdsgiverforeningens cirkulæreskrivelse af 2. maj 1986 har de indklagede

anført, at sagen hidtil har angået lønkrav i forbindelse med påsken 1985,

medens det nævnte afsnit alene vedrører fremtidige situationer. Klagerne har

først under domsforhandlingen bragt dette aspekt ind i sagen. De indklagede

har i øvrigt bestridt, at arbejdsgiverforeningen ved at fremkomme med nævnte

udtalelse har handlet i strid med opmandskendelsen.

Arbejdsretten skal udtale:

Opmandskendelsen af 26. april 1986 findes alene at tage stilling til,

hvorledes der skal forholdes med hensyn til løn til de arbejdere, som efter

at have deltaget i den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse onsdag den 3.

april 1985, genoptog arbejdet skærtorsdag den 4. april og fortsat arbejdede

tirsdag efter påske. Som sagen foreligger findes det derfor ikke at kunne

fastslås, at Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening har undladt at

efterkomme kendelsen ved ikke at påse, at medlemsvirksomhederne ydede løn for

søgnehelligdagene i påsken 1985 i det af klagerne hævede omfang. Hvis

klagerne ønskede spørgsmålet om omfanget af virksomhedernes betalingspligt

afklaret, kunne det være sket ved at foranledige spørgsmålet afgjort ad

sædvanlig fagretlig vej.

Klagernes anbringende vedrørende næstsidste afsnit i cirkulæreskrivelse af

2. maj 1986 fra Benzin- og Oliebranchens Arbejdsgiverforening er først

fremkommet under domsforhandlingen og har ingen forbindelse med de forhold,

som forud for domsforhandlingen har dannet grundlag for sagen. Under disse

omstændigheder findes dette anbringende ikke at burde tages i betragtning ved

sagens afgørelse.

De indklagedes frifindelsespåstand tages herefter til følge.

T h i k e n d e s f o r r e t :

De indklagede Dansk Arbejdsgiverforening for Benzin- og Oliebranchens

Arbejdsgiverforening frifindes. Sagens omkostninger 2.000 kr. skal klagerne

betale til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.382, s.388, note 81, s.394 ff, 512

Hasselbalch Kollektivarbejdsretten s.138 f, K 9.110 (A1981, s.20)

Lignende dokumenter