Spring til indhold

Retsinformation

Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Bilia Motor A/S, Herlev, i virksomhedens afdelinger: Jagtvej, Vallensbækvej, Turbinevej (PV-afdeling) og Turbinevej (LV-afdeling) (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) og sag nr. 90.054: Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, LV-afd., Turbinevej 7, Herlev (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Marstrand Dahl, Ole Espersen, Arnold Hansen, Otto Hansen, Maabjerg og Jørgen Pedersen. Arbejdsvægring. Bod 1.2.1.1., 2.3.2. Faglig voldgift. Systematisk aktion. Temponedsættelse. Såvel virksomhed som medarbejdere frifundet for modpartens bodspåstande.(* 1) (* 2)

DOM nr 3030 af 30/01/1991DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets

Arbejdsgiverforening for Bilia Motor A/S, Herlev, i virksomhedens afdelinger:

Jagtvej, Vallensbækvej, Turbinevej (PV-afdeling) og Turbinevej (LV-afdeling)

(advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk

Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo

Lybæk Hansen) og sag nr. 90.054: Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens

Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, LV-afd., Turbinevej 7, Herlev (advokat

Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk

Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Leo

Lybæk Hansen) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Marstrand Dahl,

Ole Espersen, Arnold Hansen, Otto Hansen, Maabjerg og Jørgen Pedersen.

Arbejdsvægring. Bod 1.2.1.1., 2.3.2. Faglig voldgift. Systematisk aktion.

Temponedsættelse. Såvel virksomhed som medarbejdere frifundet for modpartens

bodspåstande.(* 1) (* 2)

PARTERNES PÅSTANDE:

Klagerne har nedlagt påstand om, at

1. de på navnelisten (bilag 14, mandtalsliste for afdelingerne

15,25,26,35,45,46) anførte arbejdstagere tilpligtes at normalisere arbejdet.

2. de indklagede arbejdstagere tilpligtes til Dansk Arbejdsgiverforening

at betale en efter rettens skøn fastsat bod, for hver time de pågældende har

deltaget i arbejdsnedlæggelser fra 26. oktober 1989, i arbejdsvægringer fra

30. oktober 1989 og i temponedsættelse fra 30. oktober 1989.

De indklagede har påstået frifindelse og har herudover påstået klagerne

tilpligtet at betale en efter rettens skøn fastsat bod til Dansk

Metalarbejderforbund for følgende overenskomstbrud:

1. Virksomheden har ikke udbetalt løn på udbetalingsdagen den 16. november

1989, men først den 17. november 1989.

2. Virksomheden nægter at betale løntillæg for udearbejde i henhold til

overenskomsten.

3. Værkstedschef Jan Spaabæk har den 17. november 1989 udvist krænkende

Læs alt

forhold over for tillidsmand Jens Theilgaard ved med fysisk magt at smide ham

ud af værkførerkontoret.

4. Virksomheden har nægtet at underskrive referat af lokale forhandlinger.

Klagerne har over for indklagedes selvstændige påstand påstået

frifindelse, for så vidt angår påstand 2 subsidiært henvisning til faglig

voldgift.

SAGSFREMSTILLING:

På virksomheden Bilia Motor A/S arbejdede Dansk Metalarbejderforbunds

medlemmer til og med den 25. oktober 1989 efter en lokalaftale med

bonusordning. Aftalen blev opsagt af arbejdstagerne, der herefter alene

arbejdede efter overenskomsten mellem Jernets Arbejdsgiverforening og

Centralorganisationen af Metalarbejdere i Danmark.

Efter overenskomstens § 24, stk. 1, skal lønnen udbetales den første

torsdag efter lønningsperiodens afslutning.

§ 15 indeholder bestemmelse om betaling af tillæg for udearbejde defineret

som »arbejde uden for det værksted eller den arbejdsplads, hvor

arbejderen er antaget, når arbejdet ikke kræver, at han skal overnatte på et

fremmed sted.«

Fra den 26. oktober 1989 nedlagde de indklagede medlemmer af Dansk

Metalarbejderforbund arbejdet, der i overensstemmelse med pålæg efter

fællesmøde blev genoptaget den 30. oktober 1989. Nogle arbejdere i

personvognsafdelingen på Turbinevej nedlagde desuden arbejdet i 20 minutter

den 7. november 1989.

Fra den 30. oktober 1989 undlod de indklagede mekanikere at udfylde

dagsedler/arbejdskort, og ved møder i Arbejdsretten den 2. og 10. november

1989 erkendte indklagede, at arbejdsvægringen var overenskomststridig, og gav

tilsagn om at ville pålægge arbejderne at normalisere arbejdet ved at udføre

det i henhold til overenskomstens bestemmelser, herunder at følge

arbejdsgiverens instrukser og hidtidige rutine for udfyldelse af arbejdskort,

dog således, at arbejdsgiveren accepterede, at kortene ikke påføres priser og

operationsnummer. Arbejdsgiveren var ikke tilfreds med den måde,

arbejdskortene blev udfyldt på efter den 10. november 1989, eller med, at de

ikke blev tidsstemplet. På et møde i Arbejdsretten den 23. november erkendte

de indklagede på ny, at arbejdsvægringen var overenskomststridig, og pålagde

de ansatte at udføre arbejdet i overensstemmelse med overenskomstens

bestemmelser. Arbejdsgiveren fandt i øvrigt, at den måde, de indklagede

arbejdere på lastvognsafdelingen på Turbinevej fra den 25. januar 1990

praktiserede tidsstempling i forbindelse med frokostpauser, indebar

arbejdsvægring.

Parterne er enige om, at arbejdstagerne i forbindelse med overgang til ren

timeaflønning har ret til en tilsvarende temponedsættelse. På et fællesmøde

den 7. november 1989 behandlede man påståede temponedsættelser fra den 30.

oktober 1989. Man kunne fra arbejdstagerside ikke på det foreliggende

grundlag erkende, at der pågik en overenskomststridig temponedsættelse, men

dersom arbejdsgiversidens oplysninger var korrekte, kunne man erkende, at en

sådan temponedsættelse var overenskomststridig, og man gav tilsagn om i givet

fald at pålægge arbejderne straks at normalisere arbejdstempoet.

Tom Nordby, Revisions- og forvaltningsinstituttet, har for klagerne

foretaget en opgørelse af omsætningen af værkstedstimer i de forskellige

afdelinger i virksomheden, dels i 1. kvartal 1989, dels i perioden 27.

oktober 1989 - 29. marts 1990. Samtidig har revisoren beregnet forholdet

mellem ændringerne i timelønnen mellem de to perioder og ændringerne af

omsætning pr. time mellem samme perioder. Beregningerne viser, at omsætningen

pr. time gennemsnitlig for alle afdelinger er faldet 3,81%-points mere end

den gennemsnitlige timeløn. Tallet stiger til 10,28%-points, såfremt der

foretages korrektion for de pauser, der indgik i overenskomsten for januar

kvartal 1989, og for den omstændighed, at der i konfliktperioden er brugt

1510 funktionærtimer til udfyldelse af arbejdskort.

Indklagedes selvstændige påstande om overenskomstbrud blev gjort gældende

på et fællesmøde den 29. november 1989. Klagerne bestred overenskomstbrud.

FORKLARINGER:

Tonny Wendt Jensen har under domsforhandlingen blandt andet forklaret, at

han er teknisk direktør i Bilia A/S. Han mener, at parternes

uoverensstemmelser alle har baggrund i arbejdstagernes lønkrav på yderligere

20 kr. i timen.

Der har ikke været tale om nogen systematisk forringelse af lønforholdene

eller andre ændringer i arbejdsforholdene, der kunne være årsag til

utilfredshed med virksomheden. Det var arbejdstagerne, der pr. 25. oktober

1989 opsagde en aftale, hvorefter de foruden fast løn fik bonus for ekstra

indsats. Det må have været klart for dem, at de derefter havde ret til at

nedsætte tempoet svarende til lønnedgangen, men alligevel lavede de

arbejdsnedlæggelser i dagene derefter. Det er muligt, at en af

arbejdsnedlæggelserne havde forbindelse med en afskedigelse.

Arbejdsvægringerne har bestået i, at mekanikerne ikke tidsstemplede

arbejdskortene, der så var uanvendelige for virksomheden. De udfyldte heller

ikke serviceskemaerne eller sedlerne til bilerne om udført smøring. Der var

også uregelmæssigheder med hensyn til ind- og udstempling ved frokostpauser,

og det kom først i orden, da man havde indført stempelure og givet nogle

advarsler om, at de skulle bruges.

Virksomheden var udsat for forskellige aktioner - dels uddeling af

løbesedler, dels fysisk blokade - der afskrækkede leverandører og kunder. Der

har desuden været talrige småobstruktioner fra metalarbejdernes side. De

uberettigede temponedsættelser kunne hurtigt konstateres, og de beregninger,

man først foretog, sandsynliggjorde dette, selvom beregningerne ikke var

fuldstændige. Revisoren havde ubegrænset adgang til oplysninger, men vidnet

ved ikke, om han så firmaets beregninger.

Medarbejdere (fra forskellige andre forbund) underskrev erklæringer til

støtte for virksomheden, uden at de af virksomheden var blevet opfordret

eller presset til det.

Virksomheden har ikke nogensinde nægtet at deltage i lokalforhandlinger

eller at underskrive referater herom.

Det er rigtigt, at der ikke gives udetillæg for fx. kørsel til prøve eller

syn, men dette er fast kutyme på personvognsværksteder.

Jørgen Steen Frederiksen har under domsforhandlingen blandt andet

forklaret, at han er værkstedschef og havde samme funktion i virksomheden, da

den i 1985 fik medhold under en arbejdsretssag, der er ganske analog med

denne. I den gamle sag var virksomheden dog ikke opmærksom på betydningen af,

at pausereglerne og reglerne om udfyldelse af arbejdskort er anderledes, hvis

man aflønnes efter bonusordning, end hvis man aflønnes med ren timeløn. Der

blev dengang foretaget en korrektion, fordi temponedsættelserne gik ind over

en ferieperiode.

Fastprisværket lå indtil 25. oktober 1989 fremme på værkstederne, for at

metalarbejderne på arbejdskortene kunne angive nr., art, tid og pris for

udført arbejde. Nu er det værkførerne, der udfylder arbejdssedlerne. Da de er

meget rutinerede, bruger de mindre tid til det, end metalarbejderne gjorde.

Man kan ikke sige noget generelt om, hvor lang tid det tager at udfylde et

arbejdskort.

Efter den 25. oktober 1989 havde metalarbejderne ikke brug for

fastprisværket, heller ikke til at kontrollere deres tempo. De har

gennemsnitlig 15 års anciennitet på virksomheden og kender udmærket deres

eget tempo. Lige efter den 25. oktober 1989 fik arbejdskortene ikke, som de

skulle have, påført tidsforbrug.

Medarbejderne fik pr. 16. november 1989 overført lønnen en dag for sent på

grund af et EDB-stop i banken. Der blev orienteret om dette på fællesmødet

den 29. november.

Vidnet leder afdeling 45, personvognsmekanikerværkstedet i Brøndby. Der er

ikke der efter konfliktens start blevet ansat folk til lavere løn end de

allerede ansattes. Vidnet ved ikke, om det er ligesådan i afdeling 25 og 26.

Jan Spaabæk har under domsforhandlingen forklaret, at han ikke har optrådt

som påstået over for Jens Theilgaard den 17. november 1989.

Tom Nordby har under domsforhandlingen blandt andet forklaret, at han er

revisor for virksomheden og også var det i 1984-85, da man havde en

tilsvarende arbejdsretssag. Han har udregnet temponedsættelserne efter

almindeligt anerkendt revisionsmæssig metode og har haft adgang til alt

materiale, han ønskede. I beregningerne har han anvendt den del af den

bogførte omsætning, der er arbejdslønnen. Det var ikke vidnet, der lavede de

første beregninger af temponedsættelserne i 1989, men forskellene mellem dem

og vidnets beregninger kan, selvom de er store, godt skyldes

periodeforskydninger. Han har ved sammenligningerne med januar kvartal 1989

ikke korrigeret for prisstigninger og mener, at en sådan korrektion ville

gøre de tilladelige temponedsættelser mindre.

Valget af januar kvartal 1989 som sammenligning er sket ud fra det saglige

hensyn, at der så ikke skulle korrigeres for skæve helligdage m.v. Han har

ikke indtryk af, at valget er specielt gunstigt for virksomheden.

I modsætning til 1984-85 har vidnet denne gang ikke skullet korrigere for

ferie, og han blev af virksomheden efter sine første beregninger gjort

opmærksom på, at der burde korrigeres for pauser og for den tid, der spares,

ved at mekanikeren ikke skulle udfylde arbejdskortene detailleret. Hvis

vidnet havde været opmærksom på det, ville han have foretaget disse

korrektioner også i 1984-85.

Vidnet mener ikke, at der skal tages hensyn til pauser ved beregning af

den lovlige temponedsættelse.

Det er på basis af funktionærnes indberetninger, at der er regnet med 1510

timer til udfyldelse af arbejdskort.

I beregningerne vedrørende afdeling 25 og 26 er aftenholdene medregnet.

Derimod er der ikke inkluderet overtidstillæg.

Willy Jørgensen har under domsforhandlingen forklaret, at han har arbejdet

i virksomheden siden 1970 og siden 1982 været tillidsmand for afdeling 25 og

26. Han er nu også fællestillidsmand og medlem af selskabets bestyrelse.

Fastprisværket består af 70-90 sider, og det kan selv erfarne arbejdere

naturligvis ikke udenad.

Der kan være andre grunde end temponedsættelse til omsætningsnedgangen.

Dels har værkførerne helt opgivet de løbende drøftelser af reparationerne med

mekanikerne, herunder fx. at få dem til at gøre op, før der bliver givet

tilbud, dels har virksomheden på de afdelinger, vidnet kender, fået mere

arbejde med militærkøretøjer, og det er ikke så lønsomt. Revisorens tal er

misvisende, også fordi de tager udgangspunkt i produktionstiden og ikke i den

faktisk anvendte tid. De indklagede har beregnet, at dette betyder en forskel

på ca. 2700 timer.

Da fastprisværket blev fjernet fra værkstedet, måtte mekanikerne ved

udfyldelse af arbejdskortene lave en mere omfattende beskrivelse end den, der

stod i fastprisværket, og udfyldningen blev derfor ikke nævneværdigt lettere,

end da der tillige skulle skrives nr. og pris.

Det er ikke rigtigt at korrigere for pauser, fordi de også før 25. oktober

1989 blev betalt af kunderne.

På afdeling 25 og 26 er der nyansat mekanikere til 105 kr. i timen, skønt

de allerede ansatte får 114 kr., og dette påvirker revisorens beregninger.

Skønt de indstævnte medarbejdere i det hele har følt sig dårligt behandlet,

har de ikke aftalt at obstruere over for virksomheden, og det er ikke dem,

der har uddelt løbesedler og lavet opslag på virksomheden.

PARTERNES ARGUMENTER:

Til støtte for påstandene har klagerne anført, at de gennemførte

temponedsættelser, arbejdsnedlæggelser og arbejdsvægringer er systematisk

sammenhængende og derfor må medføre bod, selv om den oprindelige

arbejdsnedlæggelse ophørte efter fællesmødet, og den derefter følgende kun

var af meget kort varighed, og selv om arbejdsvægringerne i sig selv måske

ikke kunne begrunde bod.

Afgørende i sagen er imidlertid de ulovlige temponedsættelser, der blev

erkendt overenskomststridige på fællesmødet den 7. november 1989 og først

blev bestridt i et processkrift den 8. august 1990.

Revisoren har foretaget beregning af temponedsættelserne efter samme

principper som i Arbejdsrettens sag nr. 10.445 mellem samme parter, hvor

klagerne fik medhold ved dom af 28. november 1985. De indvendinger,

arbejdstagerne har mod beregningerne, er tilbagevist ved den sagkyndige

revisors forklaring. Således er aftenholdet medregnet, men uden

overtidsbetalingen, og det kan ikke kritiseres, at januar kvartal 1989 er

brugt til sammenligning.

De overenskomstbrud, virksomheden beskyldes for, er ikke på nogen måde

bevist og er først inddraget i arbejdsretssagen i august 1990. Den lidt

forsinkede lønudbetaling er virksomheden uden skyld i. Man har betalt

udetillæg i det omfang, man er forpligtet til det, og det er rene

bagatelbeløb, der nu skiller parterne. Spørgsmålet om udetillæg må i øvrigt

afgøres ved faglig voldgift.

Indklagede har heroverfor gjort gældende, at der ikke er systematisk

sammenhæng mellem arbejdsnedlæggelserne, hvoraf den sidste var helt

bagatelagtig (20 minutter) og begrundet i en afskedigelse.

Det erkendes, at manglende indstempling er arbejdsvægring, men dels må det

betragtes som et mindre overenskomstbrud, dels er det helt udokumenteret,

hvilke arbejdere, der har undladt indstempling, og hvornår.

En eventuel overenskomststridig temponedsættelse må dokumenteres konkret,

såvel i omfang som med hensyn til hvilke arbejdstagere, der har gennemført

den. Gennemsnitsberegninger bør ikke kunne medføre bodsansvar for de enkelte

arbejdstagere. Beregningerne bestrides, fordi der indgår personer ansat til

mindre timeløn, fordi der ikke er taget udgangspunkt i den faktisk anvendte

tid, fordi pauserne i givet fald måtte indgå også i beregningen af den

lovlige temponedsættelse, og fordi korrektionen vedrørende udfyldelse af

arbejdssedler urigtigt forudsætter, at mekanikerne sparer (tilsvarende) tid

til sådan udfyldelse. De ansatte var i øvrigt stillet i en umulig situation

derved, at de først i juni 1990 fik oplyst, hvor stor temponedsættelse,

arbejdsgiveren ville acceptere, og ved at fastprisværket blev fjernet fra

værkstederne. Også efter klagernes beregninger er temponedsættelsen i nogle

afdelinger på under 10 %, og sådanne nedsættelser kan i hvert fald ikke

begrunde bod.

Klagernes overenskomstbrud må anses som bevist ved erklæringer fra de

implicerede arbejdstagere og ved fremlæggelse af referater, der ikke er

underskrevet af virksomheden. Det bestrides, at der er kutyme for, at

udetillæg ikke altid skal betales.

ARBEJDSRETTENS PRÆMISSER OG KONKLUSION:

Arbejdsretten finder det ikke ved den foreliggende bevisførelse med

tilstrækkelig sikkerhed godtgjort, at der er en systematisk sammenhæng mellem

de skete arbejdsnedlæggelser, arbejdsvægringer og eventuelle

temponedsættelser.

Den første arbejdsnedlæggelse er standset i overensstemmelse med

henstillingen på fællesmødet, den anden har kun varet 20 minutter, og ingen

af dem kan derfor begrunde, at der pålægges indklagede bod.

Der er ikke i sagen en sådan dokumentation for arbejdsvægringerne, at bod

kan pålægges nogen af de indklagede. Efter det oplyste er arbejdsvægringerne

ophørt, således at der ikke er grundlag for pålæg om at normalisere arbejdet.

Med hensyn til temponedsættelser finder Arbejdsretten ikke at kunne se

bort fra de indvendinger, indklagede har fremført over for revisionsfirmaets

beregninger. Der er derfor ikke i sagen tilstrækkeligt bevis for påstanden om

overenskomststridige temponedsættelser, og de indklagede frifindes herfor.

Klagerne har en ubetinget pligt til at sørge for lønudbetaling på

forfaldsdagen og har derfor brudt overenskomsten, da lønnen den 16. november

1989 ikke blev betalt rettidigt. Ved de foreliggende oplysninger om grunden

til forsinkelsen på en dag er der godtgjort sådanne undskyldende

omstændigheder, at bod ikke bør pålægges.

Spørgsmålet om betaling for udearbejde beror på en fortolkning af

overenskomsten, og klagernes subsidiære påstand om henvisning til faglig

voldgift tages derfor til følge.

Indklagedes påstande 3 og 4 bestrides af klagerne. Indklagedes beviser i

form af tre erklæringer og nogle lokalforhandlingsreferater, der ikke er

underskrevet for virksomheden, indeholder ikke tilstrækkeligt bevis, og

klagerne frifindes derfor for disse påstande om overenskomstbrud.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Indklagede, Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund

for et antal medlemmer af dette forbund, frifindes.

Spørgsmålet om omfanget af klagernes, Dansk Arbejdsgiverforening for

Jernets Arbejdsgiverforening/Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S,

Herlev's pligt til at betale udetillæg henvises til eventuel afgørelse ved

faglig voldgift.

I øvrigt frifindes klagerne for indklagedes påstande under sagen.

I sagsomkostninger skal klagerne og indklagede hver betale 1.000 kr. til

Arbejdsretten.

En virksomhed indklagede medarbejdere for Arbejdsretten med påstand om bod

for arbejdsnedlæggelser, arbejdsvægringer og temponedsættelser. Arbejdsretten

fandt det ikke godtgjort, at der var systematisk sammenhæng mellem de enkelte

påståede aktioner, og da der endvidere ikke fandtes tilstrækkelig

dokumentation for overenskomststridige temponedsættelser, blev

arbejdstagersiden i det hele frifundet for bod.

Ved en samtidig påkendt sag var samme virksomhed blevet indklaget for

forskellige påståede overenskomststridige forhold. Virksomheden blev

frifundet for bod for en een dags forsinkelse af lønudbetaling, idet der

forelå undskyldende omstændigheder. Et spørgsmål om betaling for udearbejde i

henhold til overenskomsten blev henvist til faglig voldgift. For to andre

klager blev virksomheden frifundet på grund af manglende bevis.

Under disse sager, der er behandlet samlet, har Dansk Arbejdsgiverforening

for Jernets Arbejdsgiverforening/Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor

A/S, Herlev, indklaget Landsorganisationen i Danmark for Dansk

Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund for

overenskomstbrud, og indklagede har påstået klagerne dømt for

overenskomstbrud.

Officielle noter

(* 1)

Lignende dokumenter