Spring til indhold

Retsinformation

Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, LV-afdelingen, (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Evelyn Jørgensen). Dommere: Arnold Hansen, Otto Hansen, Hornslet (retsformand), Erik Jensen, Henrik Lind, Albæk Petersen og Westergaard. Bod 1.2.4.1., 1.3. Temponedsættelse. Temponedsættelse fundet godtgjort.(* 1) (* 2)

DOM nr 3020 af 16/01/1992DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens

Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, LV-afdelingen, (advokat Helge Werner) mod

Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal

medlemmer af dette forbund (konsulent Evelyn Jørgensen). Dommere: Arnold

Hansen, Otto Hansen, Hornslet (retsformand), Erik Jensen, Henrik Lind, Albæk

Petersen og Westergaard. Bod 1.2.4.1., 1.3. Temponedsættelse.

Temponedsættelse fundet godtgjort.(* 1) (* 2)

Under denne sag har Dansk Arbejdsgiverforening for Industriens

Arbejdsgivere for Bilia Motor A/S, LV- afdelingen, indklaget

Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal

medlemmer af dette forbund og nedlagt følgende påstande:

1. De på bilag 1 anførte arbejdstagere - bortset fra Per Lindahl -

tilpligtes straks at normalisere arbejdet.

2. De ovennævnte arbejdstagere skal betale en efter rettens skøn fastsat

bod for hver time, de pågældende har deltaget i en overenskomststridig

temponedsættelse fra den 1. september 1990.

Indklagede har påstået frifindelse.

Sagen er en fortsættelse af en sag mellem de samme parter (nr. 89.389 og

nr. 90.054), der bl.a. angik påståede temponedsættelser fra den 30. oktober

1989. Om sagens baggrund henvises til fremstillingen i Arbejdsrettens dom af

30. januar 1991, hvorved indklagede blev frifundet. Om temponedsættelserne

siges det i dommens præmisser:

»Med hensyn til temponedsættelser finder Arbejdsretten ikke at kunne

bortse fra de indvendinger, indklagede har fremført over for

revisionsfirmaets beregninger. Der er derfor ikke i sagen tilstrækkeligt

bevis for påstanden om overenskomststridige temponedsættelser, og de

indklagede frifindes herfor.«

Indklagedes indvendinger imod revisionsfirmaets beregninger er gengivet

således i dommen:

»Beregningerne bestrides, fordi der indgår personer ansat til mindre

Læs alt

timeløn, fordi der ikke er taget udgangspunkt i den faktisk anvendte tid,

fordi pauserne i givet fald måtte indgå også i beregningen af den lovlige

temponedsættelse, og fordi korrektionen vedrørende udfyldelse af

arbejdssedler urigtigt forudsætter, at mekanikerne sparer (tilsvarende) tid

til sådan udfyldelse. De ansatte var i øvrigt stillet i en umulig situation

derved, at de først i juni 1990 fik oplyst, hvor stor temponedsættelse,

arbejdsgiveren ville acceptere, og ved at fastprisværket blev fjernet fra

værkstederne. Også efter klagernes beregninger er temponedsættelsen i nogle

afdelinger på under 10 %, og sådanne nedsættelser kan i hvert fald ikke

begrunde bod.«

Det er oplyst, at bevisførelsen i den nævnte sag fandt sted den 15. august

1990, og at proceduren blev afviklet den 7. januar 1991. Som ovenfor nævnt

angår nærværende sag påståede temponedsættelser fra den 1. september 1990.

Af sagen fremgår, at Dansk Arbejdsgiverforening ved skrivelse af 3. juli

1991 til Landsorganisationen i Danmark anmodede om afholdelse af et

fællesmøde i anledning af en indberettet overenskomststridig temponedsættelse

på mellem 5 - 30 % hos Bilia Motor A/S, LV-afdelingen. Baggrunden for

temponedsættelsen skulle efter det oplyste være »fortsatte

lønuoverensstemmelser«. Under fællesmødet, der blev afholdt den 10. juli

1991, kunne man fra arbejdstagerside ikke på det foreliggende grundlag

erkende, at der pågik en overenskomststridig temponedsættelse, men hvis

arbejdsgiversidens oplysninger var korrekte, kunne man erkende, at en sådan

temponedsættelse var overenskomststridig, og man gav tilsagn om i givet fald

at pålægge arbejdstagerne at normalisere arbejdstempoet. Virksomheden oplyste

under mødet, at man havde afventet Arbejdsrettens ovennævnte dom af 30.

januar 1991, og at virksomheden for den efterfølgende periode havde revideret

dokumentationsmaterialet for den overenskomststridige temponedsættelse.

Sagen blev som hastesag indbragt for Arbejdsretten ved klageskrift af 17.

juli 1991. Klageren har fremlagt en af statsautoriseret revisor Tom-Will

Nordby, Revisions- og Forvaltnings Instituttet A/S, udarbejdet tempoopgørelse

for perioden 1. september 1990 til 8. november 1991 med 1. kvartal 1989 som

sammenligningsperiode. Herefter forelå der for 7 ansatte ulovlige

temponedsættelser - d.v.s. efter fradrag for lovlige temponedsættelser under

hensyn til bortfaldet af den tidligere bonusordning - på henholdsvis 10,56,

20,16, 22,07, 29,12, 29,77, 30,25 og 30,94 %.

Indklagede har bl.a. fremlagt en oversigt - udarbejdet af

fællestillidsmand Willy Jørgensen - over »de forhold, som forringer

mekanikernes omsætning«, samt et notat udarbejdet af samme vedrørende en

gennemgang den 4. december 1991 af 2 måneders arbejdskort (9. måned 1990 og

2. måned 1991), der skal vise fejl og mangler, der er med til at forringe

omsætningen for de indklagede arbejdstagere og herved også indtjeningen til

virksomheden. Heroverfor har klagerne fremlagt en af virksomheden udarbejdet

redegørelse, dateret den 13. december 1991, indeholdende virksomhedens

kommentarer til de af indklagede påståede fejl.

Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af statsautoriseret

revisor Tom-Will Nordby, teknisk direktør Tonny Wendt Jensen og

fællestillidsmand Willy Jørgensen.

Tom-Will Nordby har nærmere forklaret om den af ham udarbejdede

tempoopgørelse. Han har bl.a. forklaret, at der ved opgørelsen er taget

hensyn til de indsigelser, der var rejst mod beregningerne af

temponedsættelser under den tidligere sag. Under afhøringen har han

forklaret, at det nok vil være rigtigt at korrigere opgørelsen af de ulovlige

temponedsættelser efter en timeløn på 112,62 kr. - i stedet for 115,47 kr. -

hvilket vil betyde, at den ovenfor beregnede ulovlige temponedsættelse for de

7 ansatte bliver henholdsvis 8,25, 17,87, 19,79, 26,80, 27,45, 27,94 og 28,66

%. Foreholdt indklagedes kritik af beregningerne har han fastholdt, at

temponedsættelserne - med den nævnte korrektion - er korrekt opgjort.

Tonny Wendt Jensen har bl.a. forklaret om den af virksomheden udarbejdede

redegørelse af 13. december 1991 vedrørende fællestillidsmand Willy

Jørgensens kritik af arbejdskortene. Efter hans opfattelse er der ikke fejl i

arbejdskortene, men havde man haft ret i sine indvendinger, ville det højst

have betydning for 1 % af temponedsættelserne. Foreholdt en række

indvendinger fremført af indklagede imod beregningerne af de påståede

ulovlige temponedsættelser - herunder den af Willy Jørgensen udarbejdede

oversigt (nævnt ovenfor) og Willy Jørgensens forklaring under

domsforhandlingen - har han dels bestridt rigtigheden af Willy Jørgensens

oplysninger, dels afvist, at de nævnte forhold skulle have betydning for

beregningerne. Han har påtalt temponedsættelserne på alle mulige måder, både

individuelt over for de enkelte ansatte og generelt under

samarbejdsudvalgsmøder. Dette er sket løbende også før mødet den 13. juli

1991, som Willy Jørgensen har forklaret om.

Willy Jørgensen har uddybet de af ham skriftligt meddelte oplysninger, der

efter indklagedes opfattelse viser, at omsætningsnedgang kan skyldes andre

forhold end ulovlige temponedsættelser. Han har bl.a. yderligere forklaret,

at han under et møde den 3. juli 1991 af virksomhedens ledelse fik udleveret

en oversigt med opgørelse af påståede temponedsættelser for hver enkelt mand.

Han fik samtidig pålæg om at fortælle de pågældende, at de skulle sætte

tempoet i vejret, og det gjorde han. Dette var første gang, det blev sagt

»officielt« fra virksomhedens ledelse, hvad man mente med

temponedsættelser. Tidligere havde der kun været tale om »sjove

bemærkninger«, f.eks. formuleret som et spørgsmål til vidnet om, hvornår

han skulle have »skiftet de sutsko«. Han mener ikke, tempoet har

været for lavt, og tror i øvrigt ikke på, at man bevidst kan holde tempoet

nede over en længere periode end ca. 1 måned. Han har tilføjet, at det ville

være mest fornuftigt, hvis man fik en bonusaftale igen, eller at man fik at

vide, hvad de enkelte arbejdsopgaver var sat til i fastprisværket.

Klagerne har til støtte for sine påstande gjort gældende, at det ved det

af den statsautoriserede revisor udarbejdede dokumentationsmateriale - der

har taget hensyn til de indvendinger, der førte til frifindelse af indklagede

under den tidligere sag - er bevist, at der fra den 1. september 1990 har

været tale om overenskomststridige temponedsættelser, der for de ansatte, der

er omfattet af sagen, udgør de af revisoren for hver enkelt udregnede

procentsatser. Rigtigheden af de indvendinger, der er rejst af indklagede mod

beregningen, bestrides af klagerne, der i øvrigt har gjort gældende, at der

under ingen omstændigheder er sandsynliggjort fejl i en sådan

størrelsesorden, at dette er relevant for bedømmelsen. Det må derfor pålægges

de indklagede arbejdstagere straks at normalisere arbejdet, og de bør

pålægges bod på tilsvarende måde, som det skete ved Arbejdsrettens dom af 25.

november 1985 i sag nr. 10.445 vedrørende samme virksomhed. Det må herved

lægges til grund, at de ansatte løbende over hele perioden er blevet

adviseret om de påståede individuelle temponedsættelser, og at der ikke fra

virksomhedens side er udvist passivitet, der kan føre til bortfald af

bodsansvaret.

Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at de af den

statsautoriserede revisor foretagne beregninger ikke kan lægges til grund ved

afgørelsen af, om der er tale om overenskomststridige temponedsættelser,

hvilket i øvrigt bestrides. Indklagede har herved bl.a. henvist til, at

revisoren under sin forklaring for Arbejdsretten erkendte at have anvendt en

forkert timelønssats ved beregningen, hvilket under domsforhandlingen førte

til en korrektion af de ulovlige temponedsættelser med 2 - 3 %. Herudover har

indklagede på en række punkter påvist forhold, der i hvert fald betyder, at

revisorens tal ikke ukritisk kan lægges til grund. Hertil kommer, at det ikke

forekommer sandsynligt, at der over så lang en periode kan være foregået

bevidst overenskomststridige temponedsættelser, og det er ikke dokumenteret,

at klagerne før den 3. juli 1991 har tilkendegivet - med angivelse af

procenter - omfanget af de påståede temponedsættelser. Klagerne har herved

udvist en betydelig grad af passivitet, der må afskære klagerne fra at gøre

noget krav gældende. I øvrigt er forskellen imellem de påståede

temponedsættelser for hver enkelt af de ansatte så stor, at dette modsiger

tanken om en fælles overensstemmelse om ulovligt at nedsætte arbejdstempoet.

Under disse omstændigheder bør der ikke blive tale om bod eller højst om

idømmelse af en symbolsk bod.

Arbejdsretten finder, at klagerne ved det nu tilvejebragte statistiske

materiale, suppleret med statsautoriseret revisor Tom-Will Nordbys

vidneforklaring, har godtgjort, at de i bilag 1 anførte arbejdstagere -

bortset fra Per Lindahl - har deltaget i en overenskomststridig

temponedsættelse hos Bilia Motor A/S, LV-afdelingen, i perioden fra den 1.

september 1990. Der må gives indklagede medhold i, at fastlæggelsen af det

præcise omfang af temponedsættelserne er behæftet med visse

usikkerhedsfaktorer. Indklagede har imidlertid ikke sandsynliggjort, at disse

forhold i væsentlig grad kan forklare de ved klagernes materiale påviste

betydelige, uberettigede temponedsættelser.

Klagernes påstand 1 om normalisering af arbejdet må derfor tages til

følge.

Med hensyn til bodspåstanden bemærkes, at temponedsættelserne har fundet

sted over en meget lang periode, men at virksomhedens ledelse ikke før den 3.

juli 1991 over for arbejdstagerne præciserede de krav til

arbejdspræstationerne, man mente at kunne stille. Under disse omstændigheder

finder Arbejdsretten det betænkeligt at anse temponedsættelserne for

bodspådragende før dette tidspunkt. De omhandlede arbejdstagere pålægges

herefter hver at betale en bod på 20 kr. for hver dag, de efter den 3. juli

1991 har deltaget i de uberettigede temponedsættelser.

T h i k e n d e s f o r r e t :

De på bilag 1 anførte arbejdstagere - bortset fra Per Lindahl - tilpligtes

straks at normalisere arbejdet. De skal endvidere hver betale en bod, der

fastsættes til 20 kr. for hver dag, de efter den 3. juli 1991 har deltaget i

den uberettigede temponedsættelse. Boden tilfalder Dansk

Arbejdsgiverforening. I sagsomkostninger skal indklagede, Landsorganisationen

i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund for et antal medlemmer af dette

forbund, betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: K. 91.213, K. 89.389, K. 90.054 (A 1991, s. 31).

Lignende dokumenter