Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Organisationsansvar 4.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Kollektiv overenskomst. Særoverenskomst. (* 1) (* 2) Bod idømt arbejdsgiverorganisation for at have pålagt en medlemsvirksomhed at bryde en lønaftale, der var i strid med organisationens pålæg til sine medlemsvirksomheder om stigningstaksten i lønudviklingen. Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO på egne vegne og for El-Compagniet af Odense A/S (advokat Helge Werner). Dommere: Bangert (retsformand), Arnold Hansen, Overgaard, Spang-Hanssen, Strube, Vejgaard Andersen og Westergaard.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Organisationsansvar
4.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Kollektiv overenskomst. Særoverenskomst.
(* 1) (* 2) Bod idømt arbejdsgiverorganisation for at have pålagt en
medlemsvirksomhed at bryde en lønaftale, der var i strid med organisationens
pålæg til sine medlemsvirksomheder om stigningstaksten i lønudviklingen.
Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Morten Ulrich)
mod Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO
på egne vegne og for El-Compagniet af Odense A/S (advokat Helge Werner).
Dommere: Bangert (retsformand), Arnold Hansen, Overgaard, Spang-Hanssen,
Strube, Vejgaard Andersen og Westergaard.
Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund
indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes
Landsforening ELFO på egne vegne og for El-Compagniet af Odense A/S for
Arbejdsretten for overenskomstbrud.
Parternes overenskomst er en minimallønsoverenskomst, der blandt andet
indeholder følgende bestemmelser:
»§ 5 Lokale kutymemæssige ordninger
1.
Lokale kutymemæssige aftaler og ordninger må ikke stride mod bestående
overenskomster.
2.
Kutymemæssige aftaler og ordninger kan opsiges fra begge sider med 2
måneders varsel til den 1. i en måned - medmindre anden aftale er truffet.
3.
I tilfælde af sådan opsigelse er det den opsigende parts pligt at
foranledige lokale forhandlinger afholdt, og for så vidt enighed ikke opnås,
da at lade sagen behandle ved mæglingsmøde, eventuelt timandsmøde.
Lønforhold
Parterne er enige om, at arbejdsgiverorganisationen og virksomhederne er
berettiget til at begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed.
Læs alt
§ 9 Almindelige timelønsbestemmelser
3.
Lønnen for dygtige og mere betroede elektrikere aftales i hvert enkelt
tilfælde mellem arbejdsgiveren eller dennes repræsentant og elektrikeren uden
indblanding fra organisationernes og deres medlemmers side. Ved
lønfastsættelsen skal der tages hensyn til faglig dygtighed, arbejdets art
samt til omfanget af akkordarbejde for den pågældende elektriker.
Forhandlinger om lønændringer kan højst finde sted een gang i hvert
overenskomstår.
6.
Parterne er enige om, at i tilfælde, hvor misforhold på dette område som
helhed taget skønnes at være til stede, har begge organisationer påtaleret
over for hinanden i overensstemmelse med de regler, som til enhver tid måtte
være gældende for behandling af faglig strid.
§ 21 Overenskomstens varighed
2.
Så længe denne overenskomst står ved magt, må ingen af de undertegnede
organisationer eller disses medlemmer, enten enkeltvis eller flere i
forening, forsøge på ved noget som helst middel, åbent eller skjult, at
modarbejde dens bestemmelser eller fremtvinge nogen forandring deri.«
Om sagens nærmere omstændigheder er oplyst følgende:
Med henblik på lønaftalerne for 2. overenskomstår udsendtes der den 8.
december 1987 en fælleserklæring fra regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening,
Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd
og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, hvori der blev
givet udtryk for enighed om, at konkurrenceevnen måtte forbedres, og at det
måtte tillægges afgørende vægt, at omkostningsudviklingen her i landet ikke
oversteg udlandets.
Under henvisning til trepartsdrøftelserne og præamblen til § 9 i
overenskomsten udsendte ELFO den 3. februar 1988 en meddelelse til sine
medlemsvirksomheder med pålæg om at begrænse lønudviklingen efter nærmere
angivne retningslinier. Herom hedder det blandt andet:
»Een lønforhandling pr. overenskomstår
I henhold til elektrikeroverenskomsten par. 9.3 gælder, at lokale
forhandlinger om lønændringer højst kan finde sted een gang i hvert
overenskomstår. Det vil sige een lønforhandling i perioden fra 1. marts 1988
til 28. februar 1989.
Den lokale lønforhandling skal finde sted under hensyn til følgende
bestemmelser om lønramme.
Lønramme ved tidlønsarbejde
For så vidt den enkelte virksomhed finder anledning til at foretage
lønforhøjelser overhovedet, skal følgende bestemmelser iagttages.
Den maksimale forhøjelse af timelønnen ved tidlønsarbejde ved lokale
forhandlinger må pr. 28. februar 1989 i forhold til 29. februar 1988 ikke
overstige 2,5% i gennemsnit for de ansatte elektrikere i den enkelte
virksomhed.
ELFO anbefaler, at den enkelte virksomhed nøje overvejer, om beløbsrammen
for timelønsforhøjelser bør fordeles under hensyn til den enkelte elektrikers
faglige kvalifikationer og arbejdets art, jfr. Elektrikeroverenskomsten par.
9.3.
Ud over ovennævnte forhøjes timelønnen ved tidlønsarbejde i henhold til
Elektrikeroverenskomsten par. 9.2 med kr. 0,93 pr. september d.å. som
kompensation for arbejdstidsforkortelse.
Pligt til indberetning til ELFO
ELFO's bestyrelse tillægger solidaritet mellem medlemmerne afgørende
betydning. Derfor er medlemmerne forpligtet til at indberette timelønninger
og timelønsændringer.
Kollegiale forpligtelser
ELFO's bestyrelse er af den opfattelse, at ovenstående restriktive
bestemmelser er nødvendige for at sikre en afdæmpet lønudvikling.
Bestyrelsen ser sig derfor nødsaget til at betragte tilsidesættelse af
givne pålæg som alvorligt brud på overenskomsten og dermed brud på ELFO's
loves bestemmelser om kollegiale forpligtelser. Overtrædelse må forudses at
medføre sanktioner.«
ELFO sendte en genpart af meddelelsen til forbundet.
Forbundet fortsatte på sin side over for medlemmerne en
informationskampagne, hvori man opfordrede dem til at søge opnået størst
mulig lønforhøjelse. I en meddelelse fra forbundets kreds 5 i Slagelse hedder
det blandt andet:
»Vi ved også, at arbejdsgiverne har fået et løndiktat fra
arbejdsgiverforeningen. ELFO har skrevet, at der må gives 2,5 % af firmaets
samlede lønsum. De påstår, at de bliver straffet, hvis de giver mere. Det kan
vi selvfølgelig være ligeglade med.«
Den 18. marts 1988 indgik El-Compagniets direktør og de ansatte
elektrikeres tillidsmand aftale om en forhøjelse af servicelønnen med 3 kr.
svarende til 3,7 % fra den 21. marts.
Virksomheden indsendte samme dag meddelelse til ELFO om aftalen.
Dette medførte, at ELFO den 21. marts 1988 skrev således til virksomheden:
»Ved meddelelse fra ELFO nr. 19.88 F. 02 af 3. februar d.å. er De af
ELFOs bestyrelse pålagt at holde lønudviklingen inden for nævnte ramme på 2,5
%.
Det er tvingende nødvendigt, at alle medlemmer efterlever gældende
lønramme.
ELFO skal på denne baggrund anmode Dem om omgående at tage skridt til, at
timelønningerne til elektrikere i virksomheden bringes i overensstemmelse med
de af ELFOs bestyrelse meddelte pålæg.
Vi beder Dem bekræfte, at forholdet er bragt i orden ved fornyet
indberetning på vedlagte skema inden 8 dage fra d.d.
Vi skal ikke undlade at tilføje, at overtrædelse af gældende lønramme må
forudses, foruden pålæg om nedsættelse af timelønningerne, at medføre
sanktioner. I henhold til ELFOs love, par. 22.1 kan ELFOs bestyrelse idømme
Dem en bøde på op til 2% af den udbetalte lønsum i foregående
regnskabsår.«
Som følge af denne skrivelse udbetalte virksomheden herefter kun en
timeløn, der var forhøjet med 2,5 % i stedet for de aftalte 3 kr.
Efter at der var forhandlet herom lokalt den 7. april og på et fællesmøde
den 25. april, uden at der opnåedes enighed, indbragte klagerne ved
klageskrift af 26. april 1988 sagen for Arbejdsretten med følgende påstande:
»El-Compagniet af Odense A/S tilpligtes at overholde gældende
overenskomst herunder den den 18. marts 1988 indgåede aftale om
lønregulering. Spørgsmålet om efterbetaling til forbundets medlemmer
henskydes til sædvanlig fagretlig behandling mellem parterne.
El-Compagniet af Odense A/S betaler til Dansk El-Forbund en efter rettens
skøn fastsat bod for overenskomstbrud.
ELFO betaler til Dansk El-Forbund en efter rettens skøn fastsat bod for at
have pålagt El-Compagniet af Odense A/S at misligholde ovennævnte
lønreguleringsaftale og for brud på overenskomstens § 9, stk. 3, ved at
pålægge virksomheden at føre lønforhandlinger mere end en gang hvert
overenskomstår.«
Indklagede har for så vidt angår El-Compagniet, principalt påstået
frifindelse, subsidiært påstået Dansk El-Forbund tilpligtet at anerkende, at
virksomheden kunne have opsagt den den 18. marts 1988 indgåede aftale med
overenskomstmæssigt varsel.
For så vidt angår ELFO, har indklagede nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har nedlagt påstand om frifindelse over for indklagedes
subsidiære påstand.
Under den mundtlige forhandling har direktør Niels J. Nielsen fra ELFO
forklaret, at beslutningen om at fastsætte en lønramme på 2,5 % var påvirket
af trepartsforhandlingerne. Hjemmel for at udsende cirkulæret fandtes i
præamblen til overenskomstens § 9, og man sendte en genpart til forbundet,
fordi dette også var bundet af denne bestemmelse. Da det fremgik af
virksomhedens indberetning, at lønrammen var brudt, reagerede man omgående,
og inden lønstigningen var trådt i kraft. Man har alene anmodet virksomheden
om at bringe den samlede lønsum i overensstemmelse med lønrammen og ikke
blandet sig i lønnen til den enkelte elektriker. Forbundets kampagne havde
lagt pres på lønforhandlingerne i virksomhederne, og der havde mange steder
været arbejdsnedlæggelser. Der var på virksomheden ført lønforhandlinger
mellem direktøren og tillidsmanden, men ikke med de enkelte lønmodtagere,
hvilket er sædvanligt inden for dette overenskomstområde.
Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at udgangspunktet
oprindelig har været, at organisationerne slet ikke måtte blande sig i
forhandlingerne om fastsættelse af løn til den enkelte lønmodtager i henhold
til en minimallønsoverenskomst. Dette princip blev modificeret ved reglen i
præamblen til overenskomstens § 9, og det er nu i praksis fastslået, at
organisationerne kan fastsætte en generel lønramme. En sådan lønforskrift har
imidlertid kun betydning i forholdet mellem en organisation og de
virksomheder, der er medlemmer af den, men berører ikke den enkelte
virksomheds ret til under en minimallønsoverenskomst at aftale løn med den
enkelte ansatte og giver ikke adgang til at tilsidesætte en sådan aftale.
Virksomhedens aftale af 18. marts 1988 må anses for lønaftaler indgået med de
enkelte ansatte, selv om de er indgået samlet. Det er i dag almindeligt, at
sådanne aftaler indgås samlet med de ansattes tillidsmand. Elfo's skrivelse
af 21. marts 1988 er et pålæg om at ændre disse aftaler, hvilket er et
overenskomstbrud. Organisationerne kan kun gribe ind i sådanne aftaler på den
i § 9, stk. 6 angivne måde.
Med hensyn til indklagedes subsidiære påstand har klagerne anført, at en
minimallønsoverenskomst forudsætter, at der med den enkelte arbejdstager
aftales en løn, der ligger over minimallønnen. Sådanne aftaler kan ikke
nedsættes kollektivt, og overenskomstens § 5 kan derfor ikke anvendes. I
øvrigt ville en opsigelse medføre, at den aftalte lønforhøjelse faldt helt
bort, idet der efter § 9, stk. 3 kun kan forhandles lønændringer en gang i
hvert overenskomstår.
Hvad bodsspørgsmålet angår, har klagerne anført, at virksomheden har
pådraget sig bod ved ikke at udbetale løn i overensstemmelse med den indgåede
aftale. Forbundet har ført en informationskampagne, men ikke givet de ansatte
noget pålæg, og der har ikke på virksomheden været arbejdsnedlæggelser eller
trussel herom forud for aftalens indgåelse. Der foreligger derfor ikke
omstændigheder, der kan føre til bortfald eller nedsættelse af bod. ELFO har
gjort sig delagtig i virksomhedens overenskomstbrud ved at pålægge denne at
ændre den indgåede aftale og ved at opfordre den til at føre lønforhandlinger
mere end en gang i et overenskomstår i strid med overenskomstens § 9, stk. 3.
Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at præamblen
til § 9 er overordnet denne bestemmelses øvrige regler. Præamblen er udtryk
for, at de enkelte virksomheder har bemyndiget foreningen til at begrænse
virksomhedens ret til at indgå lønaftaler. Dette må forstås som et krav om
godkendelse af den enkelte virksomheds samlede lønaftale, hvilket ikke er i
strid med, at organisationerne ikke kan blande sig i aftalen med den enkelte
ansatte. Virksomheden har ikke begået overenskomstbrud ved at følge den af
ELFO fastsatte lønramme og har været berettiget og forpligtet til at følge
ELFOs påbud om at bringe lønaftalerne i overensstemmelse hermed.
Bestemmelserne i præamblen er også bindende for forbundet. ELFO har derfor
underrettet forbundet om lønrammen og dermed tilkendegivet, under hvilke
forudsætninger en aftale kunne blive gyldig. Aftalen af 18. marts er indgået
med samtlige arbejdere ved tillidsmanden, og en sådan lokalaftale kan
tilsidesættes som stridende mod overenskomsten. Dette kan ikke anses for et
indgreb i den enkelte ansattes lønning. ELFO har kun opfordret virksomheden
til at bringe den samlede lønsum i overensstemmelse med den fastsatte
lønramme, men virksomheden var fortsat frit stillet, når man skulle forhandle
med den enkelte ansatte. ELFO har heller ikke handlet i strid med forbudet i
§ 9, stk. 3 mod at forhandle om lønændringer mere end en gang i hvert
overenskomstår. Den afholdte lønforhandling har ikke været ført med de
enkelte medlemmer, og i hvert fald må det følge af hele situationen, at der
kan forhandles på ny.
Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at den
indgåede aftale, der ikke er indgået med de enkelte arbejdstagere, i hvert
fald må kunne opsiges med 2 måneders varsel i henhold til § 5.
Med hensyn til eventuel bod har indklagede anført, at klagerne efter § 21,
stk. 2 har været forpligtet til ikke at modarbejde overenskomstens
bestemmelser. Selv om det ikke gøres gældende, at klagernes
informationskampagne har været overenskomststridig, har den været egnet til
at øve pression til at indgå aftaler i strid med den af ELFO fastsatte
lønramme. Der er derfor grundlag for at lade bod bortfalde eller i hvert fald
at give en mild bod.
Arbejdsretten skal udtale:
Efter præamblen til overenskomstens § 9 har ELFO været berettiget til at
begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed. Der var derfor
intet til hinder for, at ELFO inden for sit område fastsatte en lønramme på
2,5 % og pålagde sine medlemmer at overholde denne. Dette medførte, at
virksomheden i forhold til ELFO var forpligtet til at overholde lønrammen,
medens der ikke påhvilede arbejdstagersiden en tilsvarende pligt.
Trepartsforhandlingerne har ikke fastsat nogen grænse for lønstigningerne, og
forbundet er ikke blevet forpligtet ved at modtage underretning om den af
ELFO ensidigt fastsatte lønramme.
Aftalen af 18. marts 1988 er indgået mellem virksomheden og tillidsmanden
på samtlige elektrikeres vegne. Det må imidlertid lægges til grund, at der i
ikke ringe omfang indgås lønaftaler, der ikke som oprindelig forudsat i
minimallønsystemet er af ren individuel karakter, men omfatter grupper af
arbejdstagere eller alle arbejdstagere i en bestemt virksomhed. Dette gør
imidlertid ikke aftalen ugyldig og giver ikke organisationerne en øget adgang
til at gribe ind i aftalen.
Der kan heller ikke i præamblen indfortolkes et krav om, at aftalen først
bliver gyldig, når den er godkendt af ELFO. Den indgåede aftale har således
været gyldig, og det har derfor været overenskomststridigt, at virksomheden
ikke har udbetalt løn i overensstemmelse med den.
ELFO har ved sin skrivelse af 21. marts 1988, der kun kan forstås som et
pålæg om at ændre den indgåede aftale, gjort sig delagtig i det begåede
overenskomstbrud. Det kan ikke fritage ELFO for ansvar, at skrivelsen alene
pålægger virksomheden at bringe den samlede lønsum i overensstemmelse med den
fastsatte lønramme, da det må have stået ELFO klart, at dette kun kunne ske
ved at ændre den enkelte lønmodtagers lønning. Derimod findes det ikke at
kunne anses for et selvstændigt brud på overenskomsten, at ELFO har pålagt
virksomheden at genforhandle aftalen, således som det skulle ske, hvis
aftalen var blevet lovligt opsagt i henhold til § 5.
Med hensyn til indklagedes subsidiære påstand, bemærkes, at det følger af
princippet i en minimallønsoverenskomst, at lønnen til den enkelte arbejder
skal aftales med virksomheden. Selv om dette er sket ved aftale mellem
virksomheden og tillidsmanden for samtlige arbejdere, medfører dette ikke, at
der foreligger en lokal kutymemæssig aftale, der kan opsiges efter § 5. Dansk
El-Forbund frifindes derfor.
Hvad bodsspørgsmålet angår, finder retten, at der ikke bør pålægges
virksomheden, der har fulgt et påbud fra sin organisation, bod.
Boden til ELFO, der har pålagt virksomheden at handle i strid med en
gyldigt indgået aftale, findes efter omstændighederne at burde fastsættes til
100.000 kr.
Indklagede findes at burde betale sagens omkostninger, 2.000 kr.
T h i k e n d e s f o r r e t :
El-Compagniet af Odense A/S skal overholde gældende overenskomst, herunder
den den 18. marts 1988 indgåede aftale om lønregulering.
Der pålægges ikke El-Compagniet bod.
ELFO Elektroinstallatørernes Landsforening skal betale en bod på 100.000
kr. til Dansk El-Forbund.
Klagerne frifindes for den af indklagede nedlagte subsidiære påstand.
De indklagede betaler 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.
Officielle noter
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.487, K 10.924 (A1986 s.103).
Lignende dokumenter
- Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO (advokat Helge Werner) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Annette Elmer, Arnold Hansen, Otto Hansen, Erik Jensen, Gert Kristensen og Henrik Lind. Organisationsansvar 2.1. Organisationsansvar for ikke at erkende overenskomstbrud og give pålæg til medlemsvirksomhed.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Organisationsansvar 3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. (* 1) (* 2) Fagforeningers annoncekampagne med opfordring til at kræve lønforhøjelse, overenskomststridig. Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO (advokat Jørgen Brink) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund på egne vegne samt for et antal afdelinger under forbundet (advokat Bent Osborg). Dommere: Bæhring, Poul Christensen, Otto Hansen, Kiil (retsformand), Gert Kristensen, Kurt Petersen og Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997
- Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO for Kemp & Lauritzen A/S (advokat Helge Werner) mod Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund for et antal medlemmer af dette forbund (konsulent Ulrik Jørgensen) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Balle, Otto Hansen, Bollerup Jensen, Erik Jensen, Spang-Hanssen og Westergaard. Bod 1.2.1.1. Fællesmøde. Arbejdet ikke genoptaget for sent efter fællesmøde.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.1. Overenskomstbrud og bod pålagt Boycot, Kollektiv arbejdsret generelt. Processuelle spørgsmål 3.7. Arbejdsproces i øvrigt Særoverenskomst.(* 1) (* 2) Frifindelse for forsøg på boycot. Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Ulrik Jørgensen) mod H.S. Alarm Handels- og Ingeniørfirma A/S (direktør H.B. Sørensen) Dommere: Bangert (retsformand), Bæhring, Gade, Agnete Halmind, Erik Jensen, Maabjerg og Albæk Petersen. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Organisationsfjentlig virksomhed.(* 1) (* 2) Ikke overenskomststridigt, at rederi gennemførte ændringer i mandskabets ansættelsesforhold, der indebar overgang til ansættelse under anden overenskomst. Sømændenes Forbund i Danmark (cand.jur. Keld Olesen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Danmarks Rederiforening for rederiet H.H. Faddersbøl A/S (advokat H.C.Springborg). Dommere: Vejgaard Andersen, Bredmose, Friis Christensen, Arnold Hansen, Spang-Hanssen, Pontoppidan (retsformand) og Strube. Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.1.2., Faglig voldgift, Organisationsansvar 1.1. Arbejdsgiveres bodsansvar m.v. Bodsansvar i anledning af afskedigelse eller afvisning af at modtage arbejdsydelse i forbindelse med eller efter arbejdsstandsning. Bod ikke pålagt Organisationsansvar Overenskomstbrud og bod pålagt Arbejdsgiverorganisation idømt 100.000 kr. i bod for overenskomststridig vejledning af sine medlemmer om forståelsen af overarbejdsbestemmelser.(* 1) (* 2) Landsorganisationen i Danmark for Dansk Metalarbejderforbund (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Jernets Arbejdsgiverforening for Ørskov Staalskibsværft A/S, Frederikshavn (advokat Helge Werner). Retsinformation · 24. september 1997