Spring til indhold

Retsinformation

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Organisationsansvar 4.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Kollektiv overenskomst. Særoverenskomst. (* 1) (* 2) Bod idømt arbejdsgiverorganisation for at have pålagt en medlemsvirksomhed at bryde en lønaftale, der var i strid med organisationens pålæg til sine medlemsvirksomheder om stigningstaksten i lønudviklingen. Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Morten Ulrich) mod Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO på egne vegne og for El-Compagniet af Odense A/S (advokat Helge Werner). Dommere: Bangert (retsformand), Arnold Hansen, Overgaard, Spang-Hanssen, Strube, Vejgaard Andersen og Westergaard.

DOM nr 3029 af 29/06/1988DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt. Organisationsansvar

4.1. Overenskomstbrud og bod pålagt. Kollektiv overenskomst. Særoverenskomst.

(* 1) (* 2) Bod idømt arbejdsgiverorganisation for at have pålagt en

medlemsvirksomhed at bryde en lønaftale, der var i strid med organisationens

pålæg til sine medlemsvirksomheder om stigningstaksten i lønudviklingen.

Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund (konsulent Morten Ulrich)

mod Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes Landsforening ELFO

på egne vegne og for El-Compagniet af Odense A/S (advokat Helge Werner).

Dommere: Bangert (retsformand), Arnold Hansen, Overgaard, Spang-Hanssen,

Strube, Vejgaard Andersen og Westergaard.

Under denne sag har Landsorganisationen i Danmark for Dansk El-Forbund

indklaget Dansk Arbejdsgiverforening for Elektroinstallatørernes

Landsforening ELFO på egne vegne og for El-Compagniet af Odense A/S for

Arbejdsretten for overenskomstbrud.

Parternes overenskomst er en minimallønsoverenskomst, der blandt andet

indeholder følgende bestemmelser:

»§ 5 Lokale kutymemæssige ordninger

1.

Lokale kutymemæssige aftaler og ordninger må ikke stride mod bestående

overenskomster.

2.

Kutymemæssige aftaler og ordninger kan opsiges fra begge sider med 2

måneders varsel til den 1. i en måned - medmindre anden aftale er truffet.

3.

I tilfælde af sådan opsigelse er det den opsigende parts pligt at

foranledige lokale forhandlinger afholdt, og for så vidt enighed ikke opnås,

da at lade sagen behandle ved mæglingsmøde, eventuelt timandsmøde.

Lønforhold

Parterne er enige om, at arbejdsgiverorganisationen og virksomhederne er

berettiget til at begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed.

Læs alt

§ 9 Almindelige timelønsbestemmelser

3.

Lønnen for dygtige og mere betroede elektrikere aftales i hvert enkelt

tilfælde mellem arbejdsgiveren eller dennes repræsentant og elektrikeren uden

indblanding fra organisationernes og deres medlemmers side. Ved

lønfastsættelsen skal der tages hensyn til faglig dygtighed, arbejdets art

samt til omfanget af akkordarbejde for den pågældende elektriker.

Forhandlinger om lønændringer kan højst finde sted een gang i hvert

overenskomstår.

6.

Parterne er enige om, at i tilfælde, hvor misforhold på dette område som

helhed taget skønnes at være til stede, har begge organisationer påtaleret

over for hinanden i overensstemmelse med de regler, som til enhver tid måtte

være gældende for behandling af faglig strid.

§ 21 Overenskomstens varighed

2.

Så længe denne overenskomst står ved magt, må ingen af de undertegnede

organisationer eller disses medlemmer, enten enkeltvis eller flere i

forening, forsøge på ved noget som helst middel, åbent eller skjult, at

modarbejde dens bestemmelser eller fremtvinge nogen forandring deri.«

Om sagens nærmere omstændigheder er oplyst følgende:

Med henblik på lønaftalerne for 2. overenskomstår udsendtes der den 8.

december 1987 en fælleserklæring fra regeringen, Dansk Arbejdsgiverforening,

Landsorganisationen i Danmark, Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd

og Sammenslutningen af Landbrugets Arbejdsgiverforeninger, hvori der blev

givet udtryk for enighed om, at konkurrenceevnen måtte forbedres, og at det

måtte tillægges afgørende vægt, at omkostningsudviklingen her i landet ikke

oversteg udlandets.

Under henvisning til trepartsdrøftelserne og præamblen til § 9 i

overenskomsten udsendte ELFO den 3. februar 1988 en meddelelse til sine

medlemsvirksomheder med pålæg om at begrænse lønudviklingen efter nærmere

angivne retningslinier. Herom hedder det blandt andet:

»Een lønforhandling pr. overenskomstår

I henhold til elektrikeroverenskomsten par. 9.3 gælder, at lokale

forhandlinger om lønændringer højst kan finde sted een gang i hvert

overenskomstår. Det vil sige een lønforhandling i perioden fra 1. marts 1988

til 28. februar 1989.

Den lokale lønforhandling skal finde sted under hensyn til følgende

bestemmelser om lønramme.

Lønramme ved tidlønsarbejde

For så vidt den enkelte virksomhed finder anledning til at foretage

lønforhøjelser overhovedet, skal følgende bestemmelser iagttages.

Den maksimale forhøjelse af timelønnen ved tidlønsarbejde ved lokale

forhandlinger må pr. 28. februar 1989 i forhold til 29. februar 1988 ikke

overstige 2,5% i gennemsnit for de ansatte elektrikere i den enkelte

virksomhed.

ELFO anbefaler, at den enkelte virksomhed nøje overvejer, om beløbsrammen

for timelønsforhøjelser bør fordeles under hensyn til den enkelte elektrikers

faglige kvalifikationer og arbejdets art, jfr. Elektrikeroverenskomsten par.

9.3.

Ud over ovennævnte forhøjes timelønnen ved tidlønsarbejde i henhold til

Elektrikeroverenskomsten par. 9.2 med kr. 0,93 pr. september d.å. som

kompensation for arbejdstidsforkortelse.

Pligt til indberetning til ELFO

ELFO's bestyrelse tillægger solidaritet mellem medlemmerne afgørende

betydning. Derfor er medlemmerne forpligtet til at indberette timelønninger

og timelønsændringer.

Kollegiale forpligtelser

ELFO's bestyrelse er af den opfattelse, at ovenstående restriktive

bestemmelser er nødvendige for at sikre en afdæmpet lønudvikling.

Bestyrelsen ser sig derfor nødsaget til at betragte tilsidesættelse af

givne pålæg som alvorligt brud på overenskomsten og dermed brud på ELFO's

loves bestemmelser om kollegiale forpligtelser. Overtrædelse må forudses at

medføre sanktioner.«

ELFO sendte en genpart af meddelelsen til forbundet.

Forbundet fortsatte på sin side over for medlemmerne en

informationskampagne, hvori man opfordrede dem til at søge opnået størst

mulig lønforhøjelse. I en meddelelse fra forbundets kreds 5 i Slagelse hedder

det blandt andet:

»Vi ved også, at arbejdsgiverne har fået et løndiktat fra

arbejdsgiverforeningen. ELFO har skrevet, at der må gives 2,5 % af firmaets

samlede lønsum. De påstår, at de bliver straffet, hvis de giver mere. Det kan

vi selvfølgelig være ligeglade med.«

Den 18. marts 1988 indgik El-Compagniets direktør og de ansatte

elektrikeres tillidsmand aftale om en forhøjelse af servicelønnen med 3 kr.

svarende til 3,7 % fra den 21. marts.

Virksomheden indsendte samme dag meddelelse til ELFO om aftalen.

Dette medførte, at ELFO den 21. marts 1988 skrev således til virksomheden:

»Ved meddelelse fra ELFO nr. 19.88 F. 02 af 3. februar d.å. er De af

ELFOs bestyrelse pålagt at holde lønudviklingen inden for nævnte ramme på 2,5

%.

Det er tvingende nødvendigt, at alle medlemmer efterlever gældende

lønramme.

ELFO skal på denne baggrund anmode Dem om omgående at tage skridt til, at

timelønningerne til elektrikere i virksomheden bringes i overensstemmelse med

de af ELFOs bestyrelse meddelte pålæg.

Vi beder Dem bekræfte, at forholdet er bragt i orden ved fornyet

indberetning på vedlagte skema inden 8 dage fra d.d.

Vi skal ikke undlade at tilføje, at overtrædelse af gældende lønramme må

forudses, foruden pålæg om nedsættelse af timelønningerne, at medføre

sanktioner. I henhold til ELFOs love, par. 22.1 kan ELFOs bestyrelse idømme

Dem en bøde på op til 2% af den udbetalte lønsum i foregående

regnskabsår.«

Som følge af denne skrivelse udbetalte virksomheden herefter kun en

timeløn, der var forhøjet med 2,5 % i stedet for de aftalte 3 kr.

Efter at der var forhandlet herom lokalt den 7. april og på et fællesmøde

den 25. april, uden at der opnåedes enighed, indbragte klagerne ved

klageskrift af 26. april 1988 sagen for Arbejdsretten med følgende påstande:

»El-Compagniet af Odense A/S tilpligtes at overholde gældende

overenskomst herunder den den 18. marts 1988 indgåede aftale om

lønregulering. Spørgsmålet om efterbetaling til forbundets medlemmer

henskydes til sædvanlig fagretlig behandling mellem parterne.

El-Compagniet af Odense A/S betaler til Dansk El-Forbund en efter rettens

skøn fastsat bod for overenskomstbrud.

ELFO betaler til Dansk El-Forbund en efter rettens skøn fastsat bod for at

have pålagt El-Compagniet af Odense A/S at misligholde ovennævnte

lønreguleringsaftale og for brud på overenskomstens § 9, stk. 3, ved at

pålægge virksomheden at føre lønforhandlinger mere end en gang hvert

overenskomstår.«

Indklagede har for så vidt angår El-Compagniet, principalt påstået

frifindelse, subsidiært påstået Dansk El-Forbund tilpligtet at anerkende, at

virksomheden kunne have opsagt den den 18. marts 1988 indgåede aftale med

overenskomstmæssigt varsel.

For så vidt angår ELFO, har indklagede nedlagt påstand om frifindelse.

Klagerne har nedlagt påstand om frifindelse over for indklagedes

subsidiære påstand.

Under den mundtlige forhandling har direktør Niels J. Nielsen fra ELFO

forklaret, at beslutningen om at fastsætte en lønramme på 2,5 % var påvirket

af trepartsforhandlingerne. Hjemmel for at udsende cirkulæret fandtes i

præamblen til overenskomstens § 9, og man sendte en genpart til forbundet,

fordi dette også var bundet af denne bestemmelse. Da det fremgik af

virksomhedens indberetning, at lønrammen var brudt, reagerede man omgående,

og inden lønstigningen var trådt i kraft. Man har alene anmodet virksomheden

om at bringe den samlede lønsum i overensstemmelse med lønrammen og ikke

blandet sig i lønnen til den enkelte elektriker. Forbundets kampagne havde

lagt pres på lønforhandlingerne i virksomhederne, og der havde mange steder

været arbejdsnedlæggelser. Der var på virksomheden ført lønforhandlinger

mellem direktøren og tillidsmanden, men ikke med de enkelte lønmodtagere,

hvilket er sædvanligt inden for dette overenskomstområde.

Klagerne har til støtte for deres påstande anført, at udgangspunktet

oprindelig har været, at organisationerne slet ikke måtte blande sig i

forhandlingerne om fastsættelse af løn til den enkelte lønmodtager i henhold

til en minimallønsoverenskomst. Dette princip blev modificeret ved reglen i

præamblen til overenskomstens § 9, og det er nu i praksis fastslået, at

organisationerne kan fastsætte en generel lønramme. En sådan lønforskrift har

imidlertid kun betydning i forholdet mellem en organisation og de

virksomheder, der er medlemmer af den, men berører ikke den enkelte

virksomheds ret til under en minimallønsoverenskomst at aftale løn med den

enkelte ansatte og giver ikke adgang til at tilsidesætte en sådan aftale.

Virksomhedens aftale af 18. marts 1988 må anses for lønaftaler indgået med de

enkelte ansatte, selv om de er indgået samlet. Det er i dag almindeligt, at

sådanne aftaler indgås samlet med de ansattes tillidsmand. Elfo's skrivelse

af 21. marts 1988 er et pålæg om at ændre disse aftaler, hvilket er et

overenskomstbrud. Organisationerne kan kun gribe ind i sådanne aftaler på den

i § 9, stk. 6 angivne måde.

Med hensyn til indklagedes subsidiære påstand har klagerne anført, at en

minimallønsoverenskomst forudsætter, at der med den enkelte arbejdstager

aftales en løn, der ligger over minimallønnen. Sådanne aftaler kan ikke

nedsættes kollektivt, og overenskomstens § 5 kan derfor ikke anvendes. I

øvrigt ville en opsigelse medføre, at den aftalte lønforhøjelse faldt helt

bort, idet der efter § 9, stk. 3 kun kan forhandles lønændringer en gang i

hvert overenskomstår.

Hvad bodsspørgsmålet angår, har klagerne anført, at virksomheden har

pådraget sig bod ved ikke at udbetale løn i overensstemmelse med den indgåede

aftale. Forbundet har ført en informationskampagne, men ikke givet de ansatte

noget pålæg, og der har ikke på virksomheden været arbejdsnedlæggelser eller

trussel herom forud for aftalens indgåelse. Der foreligger derfor ikke

omstændigheder, der kan føre til bortfald eller nedsættelse af bod. ELFO har

gjort sig delagtig i virksomhedens overenskomstbrud ved at pålægge denne at

ændre den indgåede aftale og ved at opfordre den til at føre lønforhandlinger

mere end en gang i et overenskomstår i strid med overenskomstens § 9, stk. 3.

Indklagede har til støtte for sin frifindelsespåstand anført, at præamblen

til § 9 er overordnet denne bestemmelses øvrige regler. Præamblen er udtryk

for, at de enkelte virksomheder har bemyndiget foreningen til at begrænse

virksomhedens ret til at indgå lønaftaler. Dette må forstås som et krav om

godkendelse af den enkelte virksomheds samlede lønaftale, hvilket ikke er i

strid med, at organisationerne ikke kan blande sig i aftalen med den enkelte

ansatte. Virksomheden har ikke begået overenskomstbrud ved at følge den af

ELFO fastsatte lønramme og har været berettiget og forpligtet til at følge

ELFOs påbud om at bringe lønaftalerne i overensstemmelse hermed.

Bestemmelserne i præamblen er også bindende for forbundet. ELFO har derfor

underrettet forbundet om lønrammen og dermed tilkendegivet, under hvilke

forudsætninger en aftale kunne blive gyldig. Aftalen af 18. marts er indgået

med samtlige arbejdere ved tillidsmanden, og en sådan lokalaftale kan

tilsidesættes som stridende mod overenskomsten. Dette kan ikke anses for et

indgreb i den enkelte ansattes lønning. ELFO har kun opfordret virksomheden

til at bringe den samlede lønsum i overensstemmelse med den fastsatte

lønramme, men virksomheden var fortsat frit stillet, når man skulle forhandle

med den enkelte ansatte. ELFO har heller ikke handlet i strid med forbudet i

§ 9, stk. 3 mod at forhandle om lønændringer mere end en gang i hvert

overenskomstår. Den afholdte lønforhandling har ikke været ført med de

enkelte medlemmer, og i hvert fald må det følge af hele situationen, at der

kan forhandles på ny.

Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at den

indgåede aftale, der ikke er indgået med de enkelte arbejdstagere, i hvert

fald må kunne opsiges med 2 måneders varsel i henhold til § 5.

Med hensyn til eventuel bod har indklagede anført, at klagerne efter § 21,

stk. 2 har været forpligtet til ikke at modarbejde overenskomstens

bestemmelser. Selv om det ikke gøres gældende, at klagernes

informationskampagne har været overenskomststridig, har den været egnet til

at øve pression til at indgå aftaler i strid med den af ELFO fastsatte

lønramme. Der er derfor grundlag for at lade bod bortfalde eller i hvert fald

at give en mild bod.

Arbejdsretten skal udtale:

Efter præamblen til overenskomstens § 9 har ELFO været berettiget til at

begrænse den samlede lønudvikling i den enkelte virksomhed. Der var derfor

intet til hinder for, at ELFO inden for sit område fastsatte en lønramme på

2,5 % og pålagde sine medlemmer at overholde denne. Dette medførte, at

virksomheden i forhold til ELFO var forpligtet til at overholde lønrammen,

medens der ikke påhvilede arbejdstagersiden en tilsvarende pligt.

Trepartsforhandlingerne har ikke fastsat nogen grænse for lønstigningerne, og

forbundet er ikke blevet forpligtet ved at modtage underretning om den af

ELFO ensidigt fastsatte lønramme.

Aftalen af 18. marts 1988 er indgået mellem virksomheden og tillidsmanden

på samtlige elektrikeres vegne. Det må imidlertid lægges til grund, at der i

ikke ringe omfang indgås lønaftaler, der ikke som oprindelig forudsat i

minimallønsystemet er af ren individuel karakter, men omfatter grupper af

arbejdstagere eller alle arbejdstagere i en bestemt virksomhed. Dette gør

imidlertid ikke aftalen ugyldig og giver ikke organisationerne en øget adgang

til at gribe ind i aftalen.

Der kan heller ikke i præamblen indfortolkes et krav om, at aftalen først

bliver gyldig, når den er godkendt af ELFO. Den indgåede aftale har således

været gyldig, og det har derfor været overenskomststridigt, at virksomheden

ikke har udbetalt løn i overensstemmelse med den.

ELFO har ved sin skrivelse af 21. marts 1988, der kun kan forstås som et

pålæg om at ændre den indgåede aftale, gjort sig delagtig i det begåede

overenskomstbrud. Det kan ikke fritage ELFO for ansvar, at skrivelsen alene

pålægger virksomheden at bringe den samlede lønsum i overensstemmelse med den

fastsatte lønramme, da det må have stået ELFO klart, at dette kun kunne ske

ved at ændre den enkelte lønmodtagers lønning. Derimod findes det ikke at

kunne anses for et selvstændigt brud på overenskomsten, at ELFO har pålagt

virksomheden at genforhandle aftalen, således som det skulle ske, hvis

aftalen var blevet lovligt opsagt i henhold til § 5.

Med hensyn til indklagedes subsidiære påstand, bemærkes, at det følger af

princippet i en minimallønsoverenskomst, at lønnen til den enkelte arbejder

skal aftales med virksomheden. Selv om dette er sket ved aftale mellem

virksomheden og tillidsmanden for samtlige arbejdere, medfører dette ikke, at

der foreligger en lokal kutymemæssig aftale, der kan opsiges efter § 5. Dansk

El-Forbund frifindes derfor.

Hvad bodsspørgsmålet angår, finder retten, at der ikke bør pålægges

virksomheden, der har fulgt et påbud fra sin organisation, bod.

Boden til ELFO, der har pålagt virksomheden at handle i strid med en

gyldigt indgået aftale, findes efter omstændighederne at burde fastsættes til

100.000 kr.

Indklagede findes at burde betale sagens omkostninger, 2.000 kr.

T h i k e n d e s f o r r e t :

El-Compagniet af Odense A/S skal overholde gældende overenskomst, herunder

den den 18. marts 1988 indgåede aftale om lønregulering.

Der pålægges ikke El-Compagniet bod.

ELFO Elektroinstallatørernes Landsforening skal betale en bod på 100.000

kr. til Dansk El-Forbund.

Klagerne frifindes for den af indklagede nedlagte subsidiære påstand.

De indklagede betaler 2.000 kr. i sagsomkostninger til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.487, K 10.924 (A1986 s.103).

Lignende dokumenter