Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Faglig voldgift. Kollektiv arbejdsret generelt. Kollektiv overenskomst 1. Spørgsmål om, hvorvidt kollektiv overenskomst foreligger Processuelle spørgsmål 2.1., - i forhold til de almindelige domstole 2.2., - i forhold til faglige voldgiftsretter 2.5. Kompentence i øvrigt Systematisk aktion. Underbetaling. (* 1) (* 2) En banks reduktion af 3 medarbejderes løn fundet uretmæssig. Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers Landsforening (advokat Peter Breum) mod Danske Bankers Forhandlingsorganisation på egne vegne og tillige for Den Danske Bank af 1871 Aktieselskab (advokat Mariann Norrbom) Dommere: Friis Christensen, Neergaard Larsen, Pontoppidan (retsformand), Sven F. Thomsen, Tjellesen, Sløk og Westergaard.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Faglig voldgift.
Kollektiv arbejdsret generelt. Kollektiv overenskomst 1. Spørgsmål om,
hvorvidt kollektiv overenskomst foreligger Processuelle spørgsmål 2.1., - i
forhold til de almindelige domstole 2.2., - i forhold til faglige
voldgiftsretter 2.5. Kompentence i øvrigt Systematisk aktion. Underbetaling.
(* 1) (* 2) En banks reduktion af 3 medarbejderes løn fundet uretmæssig.
Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers
Landsforening (advokat Peter Breum) mod Danske Bankers
Forhandlingsorganisation på egne vegne og tillige for Den Danske Bank af 1871
Aktieselskab (advokat Mariann Norrbom) Dommere: Friis Christensen, Neergaard
Larsen, Pontoppidan (retsformand), Sven F. Thomsen, Tjellesen, Sløk og
Westergaard.
Under denne sag har Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for
Danske Bankfunktionærers Landsforening indklaget Danske Bankers
Forhandlingsorganisation på egne vegne og tillige for Den Danske Bank af 1871
Aktieselskab for Arbejdsretten.
Klageren har nedlagt følgende påstande:
Indklagede, Den Danske Bank af 1871 Aktieselskab, tilpligtes at anerkende,
at banken har brudt den gældende overenskomst ved at nedsætte lønnen for J1,
J2 og J3.
Indklagede tilpligtes at placere J1, J2 og J3 på de løntrin, de havde pr.
31. juli 1989, samt til J1 at betale 8.276,55 kr., til J2 at betale 8.276,55
kr., og til J3 at betale 9.896,40 kr.
De indklagede tilpligtes at betale en af Arbejdsretten fastsat bod for det
skete overenskomstbrud.
De indklagede har påstået frifindelse.
Sagens nærmere omstændigheder er følgende:
I 1983 blev der mellem Danske Bankers Forhandlingsorganisation (i det
følgende benævnt DBF) og Danske Bankfunktionærers Landsforening (i det
følgende benævnt DBL) indgået overenskomst vedrørende løn- og
Læs alt
ansættelsesforhold for de i Den Danske Bank ansatte befordrede medarbejdere
til og med 63. trin. Befordrede medarbejdere er i henhold til den generelle
overenskomst mellem DBF og DBL medarbejdere, der har fået 1. udnævnelse eller
højere. Baggrunden for overenskomsten var ifølge klagerne, at Den Danske Bank
- i modsætning til de øvrige store banker - ikke havde noget tantiemesystem.
Særoverenskomsten af 1983 blev indgået for at sætte Den Danske Bank i stand
til at tilbyde en konkurrencedygtig løn for sine befordrede medarbejdere.
Overenskomsten gav de befordrede medarbejdere en højere indplacering end den,
som fulgte af den generelle overenskomst, hvilket medførte et længere
lønforløb med tilsvarende højere sluttrin.
I forbindelse med overenskomstfornyelsen i 1985 blev særoverenskomsterne
med de enkelte banker, herunder Den Danske Bank, samlet i en
fællesoverenskomst af 23. marts 1985 vedrørende løn- og arbejdsforhold for
befordrede medarbejdere. I fællesoverenskomsten blev der optaget en række
overgangsregler, som skulle sikre, at de ansatte, som var omfattet af de
tidligere særoverenskomster, ikke blev dårligere stillet, end de ville have
været efter særoverenskomsterne. For Den Danske Banks vedkommende bestemmes
det i fællesoverenskomstens § 11:
»De i Den Danske Bank pr. 31. december 1971 ansatte befordrede
medarbejdere tilsikres ved årlig trinstigning en lønforventning til og med
63. trin - idet dog trinnene 53. 56. 57 og 62 overspringes.«
I forbindelse med overenskomstfornyelserne i 1985 og 1987 fremsatte DBF
forslag om, at der i overenskomsterne blev optaget bestemmelser, der indebar
en generel adgang for bankerne til at tilpasse lønnen til aktuel
arbejdsindsats og i den forbindelse fastlagde regler om den laveste
indplacering, der kunne ske i forbindelse med løntilpasning.
Forslaget blev afvist af DBL. I stedet blev der i protokollater i
tilknytning til overenskomstfornyelserne - senest i pkt. 4 i protokollat af
24. marts 1987 - indsat følgende bestemmelse:
»Overenskomstparterne er enige om, at der i den enkelte bank som
hidtil i særlige tilfælde kan foretages en lønmæssig tilpasning til aktuel
arbejdsindsats.
DBL forbeholder sig ret til at rejse sag i tilfælde, hvor den trufne
afgørelse ikke forekommer rimelig.«
I forbindelse med den nedenfor omtalte generelle personalegennemgang i Den
Danske Bank i november 1988 besluttede bankens ledelse, at der skulle tages
skridt til at foretage lønreduktion for 5 befordrede medarbejdere, herunder
de medarbejdere i bankens filial i Thisted, som er nævnt i påstanden. Efter
at bankens personalechef, underdirektør Arne Lund, den 6. januar 1989 i
Thisted havde haft samtale med de 3 medarbejdere, skrev banken den 16. januar
1989 således til Erik Mose:
»I fortsættelse af samtale den 6. ds. skal det hermed bekræftes, at
Deres gage ændres fra den 1. august 1989. De vil herefter være indplaceret i
lønramme 34, trin 57, tidligere trin 63, med p.t. en årlig bruttoløn kr.
256.223,- Efter aftale vil banken fortsætte betalingen til Deres
pensionsordning ud fra den nuværende lønindplacering. En forudsætning vil
være, at betaling af Deres egetbidrag fortsætter efter samme regler.«
Lignende skrivelser blev sendt til de 2 andre medarbejdere. Alle 3
medarbejdere er omfattet af overgangsreglen i § 11 i fællesoverenskomsten af
23. marts 1985.
DBL var af den opfattelse, at lønreduktionerne var i strid med de gældende
overenskomster. Der blev i den anledning afholdt organisationsmøde den 21.
februar 1989.
I mødereferatet anføres bl.a.:
»Til stede var fra DBL: Sekretariatschef Carl Jensen og
afdelingsleder Birger Hermansson.
Fra Forhandlingsorganisationen: Direktør K. Secher Assens og underdirektør
K. Knudsen.
DBL var af personaleforeningen i Den Danske Bank blevet anmodet om at
behandle en sag vedrørende lønnedsættelser for ældre befordrede medarbejdere.
Sagen omfattede, som den var forelagt for DBL, 5 medarbejdere - heraf 3 i
Thisted og 2 i Ålborg - men noget tydede på, at banken var i gang med en
systematisk vurdering i hele filialnettet, og DBL måtte derfor tage forbehold
for en udvidelse af sagen, såfremt der blev tale om flere uberettigede
lønnedsættelser.
De pågældende medarbejdere følte sig voldsomt pressede af situationen og
ønskede ikke organisationsbehandling som konkrete enkeltsager.
Derfor krævede DBL forholdet behandlet som en generel organisationssag.
I Thisted afdeling med i alt 38 ansatte var 3 fuldmægtige med anden
udnævnelse (udnævnt før 1985 med lønforløb til 63. trin og nu placeret på 63.
trin) blevet sat ned på trin 57 - svarende til en lønnedgang på kr. 23.000
årligt.
I Ålborg afdelingen var en fuldmægtig af samme type blevet sat tilsvarende
ned, og en kontorchef var blevet sat ca. kr. 30.000 ned.
Ingen af de pågældende var forud blevet advaret om, at der var noget at
bemærke til deres arbejdsindsats, og de var ved personalechefens pludselige
opdukken i afdelingen blevet stillet over for valget mellem at acceptere
lønnedgangen eller at blive afskediget.
DBL kunne i bankens systematiske fremgangsmåde se et mønster, som man
måtte betragte som et klart brud på overenskomsten og forudsætningerne for
overgangen i 1985 til fællesoverenskomsten for befordrede med nye kortere
lønforløb.
Det havde for DBL været en afgørende forudsætning for accept af afkortning
af lønforløbet i anden udnævnelse (i Den Danske Bank fra trin 47-63 til trin
50-57), at medarbejdere, der havde fået anden udnævnelse med det lange
lønforløb, kunne opretholde deres lønforventning. Der lå selvfølgelig ikke
heri, at de systematisk kunne nedsættes igen, når de var nået op på trin 63
Der var absolut ikke tale om »særlige tilfælde«, når man i en
afdeling på 38 foretog en samtidig og ensartet lønnedsættelse for 3
medarbejdere, som lå på linje lønmæssigt og aldersmæssigt, og som alle skulle
fortsætte i deres hidtidige job.
Intet af de 5 tilfælde drejede sig om medarbejdere, som ikke passede deres
arbejde eller på anden måde havde gjort sig fortjent til at være ofre i et
kommandoraid, som kun havde det ene formål at begrænse bankens omkostninger
Forhandlingsorganisationen havde på baggrund af DBL's ønske om nærværende
møde modtaget en orientering fra banken, som gav grundlag for at oplyse, at
banken for tiden er i gang med at gennemgå afdelingsnettet.
Herunder drøftes personaleforholdene med afdelingernes ledere, og der
føres samtaler med de enkelte ansatte.
Disse medarbejdersamtaler omfatter også tilfælde, hvor filialcheferne har
peget på misforhold mellem de pågældendes lønniveau og arbejdsindsats.
Dette har været drøftet åbent med dem, og der har været enighed om at
foretage en lønjustering, hvorved de fortsætter på samme arbejdsplads og ikke
får forringet deres pensionsmæssige forventninger.
Efter det fra banken oplyste havde der i alle tilfælde været enighed om,
at den »nye« løn passede bedre til arbejdsindsatsen, og der havde
ikke været tale om afskedigelse som alternativ til løntilpasningen.
Der var ikke, som af DBL fremført, tale om systematisk løntilpasning for
en bestemt aldersklasse eller løngruppe, og det var tilfældigt, at der netop
i Thisted afdeling havde været tale om 3. Derimod var det ikke tilfældigt, at
det skete samtidigt for de 3 - det var en naturlig følge af fremgangsmåden
med gennemgang sammen med chefen og efterfølgende samtaler med medarbejderne.
Forhandlingsorganisationen var selvfølgelig indstillet på i
overensstemmelse med protokoltilførslen fra 1987, at DBL kunne rejse sag i de
tilfælde, hvor den trufne afgørelse forekom DBL urimelig, men der var jo ikke
tale om, at de pågældende under samtalen havde opponeret mod, at der skete en
lønjustering, og ingen af dem havde senere protesteret over for banken.'
Nyt organisationsmøde blev afholdt den 20. marts 1989. I mødereferatet
anføres bl.a.:
»DBL havde nu - som man meddelte ved afslutningen af
organisationsmødet den 21. februar - foretaget en grundig undersøgelse af
sagsforløbet omkring de 5 lønnedsættelser i Thisted og Ålborg og havde
herunder haft lejlighed til at efterprøve Forhandlingsorganisationens
forklaringer sammenholdt med det, der reelt var foregået.
Det, som DBL havde konstateret ved gennemgangen af sagen og ved samtaler
med de implicerede, gjorde det nødvendigt at fastslå, at der for DBL kun
eksisterer en form, hvorunder lønnedsættelser muligvis vil kunne accepteres,
nemlig den form, som organisationernes tilkendegivelser ved afslutningen af
overenskomstforhandlingerne i 1987 lægger op til.
Forhandlingsorganisationen foreslog i 1987 bestemmelser med bredere adgang
til - efter nærmere kritier - at foretage lønnedsættelse, og dette blev
kategorisk afvist af DBL, som fastholdt, at lønsystemets indplaceringsregler
forudsætter, at medarbejderne har krav på at forblive indplaceret i den
lønramme og på det løntrin, hvor arbejdsgiveren har placeret dem.
Derfor besluttede parterne at gentage protokoltilførslen fra 1985 om, at
der i den enkelte bank som hidtil i særlige tilfælde kan foretages en
lønmæssig tilpasning til aktuel arbejdsindsats, hvor DBL forbeholder sig at
rejse sag i de tilfælde, hvor den trufne afgørelse forekommer urimelig.
Efter DBL's opfattelse forudsætter protokoltilførslen, at der i det
enkelte tilfælde foretages konkret vurdering af medarbejderens ansvarsmæssige
og arbejdsmæssige niveau sammenholdt med hans løn, og der levnes ikke
mulighed for nogen form for kollektive løntilpasninger. Alle ændringer af
kollektiv art henhører under organisationerne og skal forhandles mellem
disse.
Uagtet at DBL nu var bekendt med, at Den Danske Bank havde foretaget flere
lønnedsættelser end de 5, som var behandlet på mødet den 21. februar, ville
DBL i det efterfølgende holde sig til disse.
Efter de oplysninger DBL nu havde, måtte man sige, at der slet ikke var
tale om lønmæssig tilpasning til aktuel arbejdsindsats, idet bankens
personalechef overfor de pågældende havde tilkendegivet, at banken var
tilfreds med deres arbejdsindsats, men at de på grund af behovet for
besparelser på lønomkostningerne måtte forstå, at de ved at acceptere
lønnedgang ville medvirke til, at nogle afskedigelser kunne undgås.
Dette lå helt uden for forudsætningerne for protokoltilførslen. Det var
også et klart brud på forudsætningerne for overgangen i 1985 til
fællesoverenskomst for befordrede, at en bank, som slap af med et uønsket
langt lønforløb, efter nogle år begynder på en systematisk tilbagerykning af
medarbejdere, som man i sin tid udnævnte med det lange lønforløb.
De lønnedsatte fuldmægtige var alle placeret på trin 63 (slutlønnen i
bankens »gamle« 2. udnævnelse). At det netop var den gruppe, banken
nu søgte at nedsætte, betyder et kollektivt skridt, og som et sådant ville
DBL behandle det.'
Om den fremgangsmåde, som Den Danske Bank følger i forbindelse med de
årlige lønreguleringer, har banken oplyst følgende:
»En gang årligt, fordelt over flere dage, afholdes i Den Danske
Bank's direktion såkaldt gagemøde, hvorunder behandles udnævnelser,
ekstraordinære lønstigninger og i øvrigt gennemgås de ansættelsesforhold, der
måtte påkalde sig særlig opmærksomhed. I den Danske Bank er ansat ca. 2.000
befordrede medarbejdere, og på disse gagemøder gennemføres en egentlig
oplæsning af navnene på samtlige befordrede medarbejdere.
Hvert medlem af direktionen og de tre ledende medarbejdere fra
Personaleafdelingen har til brug for mødet edb-udskrevne lister over de
befordrede medarbejdere med oplysning om navn, ansættelsesår, alder,
lønramme, løntrin og eventuel ordinær stigning. Til brug for gagemødet
foreligger derudover indstillinger fra afdelinger og filialer.
Indstillingerne er baseret dels på filialbestyrelsens eller lederen af
afdelingens egne indstillinger, dels på kommentarer hertil fra de
personalekonsulenter, der arbejder i Den Danske Bank, og endelig behandles
indstillingerne inden de forelægges på gagemødet i den centrale
personaleafdeling.
Navneoplæsningen på de befordrede medarbejdere kan standses, enten fordi
der på forhånd foreligger en særlig indstilling, eller fordi et medlem af
direktionen har særlige bemærkninger at knytte til den pågældende
medarbejders ansættelsesforhold. Det skal derudover erindres, at en lang
række at disse befordrede medarbejdere er kendt af direktionens medlemmer
direkte, og en del af disse medarbejdere har et meget langt ansættelsesforløb
i Den Danske Bank.
På gagemødet besluttes herefter udnævnelser og ekstraordinære
lønstigninger, ligesom der træffes beslutning om, hvilke medarbejdere der
ønskes en nærmere drøftelse med.
Efter gagemødet gennemfører personalechefen, in concreto underdirektør
Arne Lund, møder med filialdirektørerne i de filialer, hvor der tillige skal
foretages regulerende skridt i relation til medarbejderne. På disse møder
drøftes medarbejdernes forhold, og der orienteres om, hvilke beslutninger
og/eller indstillinger gagemødet har resulteret i.
Denne procedure indebærer, at i de situationer, hvor der vurderes en
manglende sammenhæng mellem en medarbejders indsats, hvadenten det er
kvalitativt eller kvantitativt, og den pågældendes lønmæssige indplacering,
drøftes medarbejderens forhold såvel på gagemødet, som på det efterfølgende
møde mellem underdirektør Arne Lund og den pågældende filialdirektør. Der
sikres samtidig en helt individuel gennemgang.
På mødet i filialen behandles og drøftes den enkelte medarbejders forhold
åbent med mulighed for ændring i forhold til den beslutning og/eller
indstilling, der er vedtaget på gagemødet.
Er resultatet for en konkret medarbejder efter gagemødet således, at det
vil medføre forringelser i ansættelsesvilkårerne, medinddrages i drøftelsen
mellem underdirektøren og filialdirektøren tillige medarbejderens mere
personlige forhold, idet også disse kan få til følge, at der ændres i
indstillingen. Fastholdes indstillingen efter mødet med filialdirektøren,
afholdes i fortsættelse heraf møde med medarbejderen, og i dette møde
deltager filialdirektøren, underdirektør Arne Lund og den pågældende
medarbejder. Medarbejderen bliver gjort opmærksom på, at han kan tilkalde
tillidsrepræsentanten, ligesom det stedse under mødet og efter mødet er
muligt for den pågældende at foretage sådant tilkald.«
Under domsforhandlingen er der afgivet vidneforklaring af J1 - J3,
underdirektør Arne Lund og direktør Henrik Thufason, alle Den Danske Bank.
De 3 førstnævnte vidner, der alle har været ansat i banken i en årrække,
har samstemmende forklaret, at de ikke forud for Arne Lunds besøg den 6.
januar 1989 var adviseret om, at bankens ledelse ønskede at drøfte deres
forhold. Der var ikke på noget tidspunkt forud for mødet af filialdirektøren
eller andre rejst kritik af deres arbejdsindsats. De blev hver for sig kaldt
til samtale med Arne Lund og filialdirektøren. Under samtalerne blev de
stillet over for krav om lønreduktion. Kravet blev ikke begrundet med
utilfredshed med deres arbejde, men med behovet for lønmæssige tilpasninger
dels af omkostningsmæssige grunde dels for at muliggøre lønforhøjelse til
andre medarbejdere. De blev ved slutningen af samtalerne orienteret om, at de
kunne få tillidsrepræsentanten tilkaldt. Dette afstod de fra. Der blev ikke
talt om, hvad der ville ske, hvis de ikke gik med til lønreduktionen, men i
den givne situation så de ikke anden mulighed end at acceptere ledelsens
oplæg.
Arne Lund har forklaret, at personaleafdelingen fra filialdirektøren i
Thisted havde modtaget indstilling om, at de 3 medarbejderes løn blev
reduceret. Forslaget var begrundet med, at de pågældendes arbejdsindsats ikke
stod i et rimeligt forhold til lønnen. Der var ikke i indstillingen peget på
særlige forhold, som havde givet anledning til kritik, men ud fra det
kendskab, som man i personaleafdelingen havde til de pågældende, fandt han
indstillingen velbegrundet. Han tiltrådte derfor indstillingen, som blev
godkendt på gagemødet i november 1988. Under samtalen den 6. januar 1989
begrundede han oplægget i overensstemmelse med filialdirektørens indstilling.
Han fremhævede det generelle behov for at sikre en rimelig overensstemmelse
mellem på den ene side lønnen og på den anden side medarbejdernes ansvar og
arbejdsindsats. Han fremhævede, at der for de 3 medarbejderes vedkommende
ikke forelå et sådant rimeligt forhold. Medarbejderne accepterede oplægget og
ønskede ikke tillidsrepræsentanten tilkaldt. Efter mødet blev den endelige
beslutning truffet af direktionen. Beslutningen blev meddelt ved skrivelserne
af 16. januar 1989. Alle 3 medarbejdere var omfattet af overgangsreglen i
Fællesoverenskomsten af 23. marts 1985. Der var ikke i det materiale, som
blev forelagt direktionen, medtaget oplysning herom, og der blev ikke ved
beslutningen taget noget hensyn til, at medarbejderne hørte til denne gruppe,
som omfatter ca. 200 medarbejdere.
Henrik Thufason har bekræftet den foran gengivne beskrivelse af
fremgangsmåden i forbindelse med de årlige gagemøder. Direktionens medlemmer
har gennem deres virke et indgående kendskab til store dele af
medarbejderstaben. Det indgik ikke i direktionens overvejelser, hvorvidt de
pågældende medarbejdere var omfattet af overgangsreglen, og der var ikke
forelagt direktionen oplysninger herom. Det var en tilfældighed, at
lønreduktionen ramte 3 medarbejdere i samme filial. Der var således på ingen
måde tale om en systematisk aktion rettet mod den pågældende gruppe
medarbejdere.
Klagerne har til støtte for påstanden om overenskomstbrud anført, at den
gruppe medarbejdere, som de 3 fuldmægtige i Thisted-afdelingen hører til, i
kraft af overgangsreglen i overenskomsten af 23. marts 1985 er garanteret en
lønforventning til og med 63. løntrin. Dette indebærer, at der over for denne
gruppe medarbejdere kun under helt ekstraordinære omstændigheder kan blive
tale om lønreduktion, og pkt. 4 i protokollatet af 24. marts 1987 må forstås
i lyset af denne tilsikring. Det lange lønforløb, som er sikret denne gruppe,
indebærer, at de bliver bedre stillet end tilsvarende medarbejdere i andre
banker. Det er denne gunstige stilling, som banken forsøger at undergrave,
formentlig med det formål at spare lønomkostninger. At dette er tilfældet,
bestyrkes af, at der blandt de medarbejdere, hvis status er ændret i negativ
retning, er en klar overvægt af medarbejdere, der er omfattet af
overgangsreglen.
Hertil kommer, at banken i det foreliggende tilfælde ikke har gjort
gældende, at lønreduktionerne var rimelige. Det må derfor lægges til grund,
at reduktionerne var usaglige, og - i konsekvens heraf - tillige i strid med
bestemmelsen i protokollatets pkt. 4. Der er ingen holdepunkt for indklagedes
anbringende om, at tilsidesættelse af denne bestemmelse alene skulle kunne
forfølges ved de almindelige domstole og ikke ad fagretlig vej. Tværtimod
hjemler protokollatet klart en adgang for organisationen til at anfægte
lønreduktioner, og dette kan i den foreliggende sammenhæng kun indebære, at
sagen kan rejses gennem det fagretlige system.
Følgen af, at banken har handlet overenskomststridigt ved at reducere de
pågældende medarbejderes løn, må være, at banken er forpligtet til at
efterbetale medarbejderne de beløb, hvormed lønnen er reduceret, jfr.
arbejdsretslovens § 12, stk. 1, 2. pkt.,
For så vidt angår påstanden om, at de pågældende genindplaceres på deres
hidtidige løntrin, er en sådan retsfølge ganske vist ikke omtalt i
arbejdsretsloven, men påstanden er i realiteten blot en generalisering af
påstanden om efterbetaling og bør derfor kunne imødekommes.
Til støtte for bodspåstanden har klagerne anført, at der ikke er tale om
et fejlskøn fra bankens side, men derimod om en systematisk aktion med
henblik på at komme uden om de forpligtelser, som banken har påtaget sig over
for de medarbejdere, der er omfattet af løngarantien i overgangsreglerne. At
dette er tilfældet, bekræftes af, at der ikke tidligere var rejst kritik af
de pågældende medarbejderes arbejdsindsats, at heller ikke indstillingen fra
filialdirektøren var begrundet i konkrete indvendinger, men derimod med
ønsket om at reducere lønudgifterne, og at banken har opgivet at gøre
gældende, at reduktionerne var rimelige. Der foreligger derfor et mod DBL og
dettes medlemmer rettet kampskridt, som bør udløse en alvorlig bod.
DBF burde have pålagt banken ikke at gennemføre lønnedsættelserne, før det
var klarlagt, om betingelserne herfor var opfyldt. Ved at undlade dette har
DBF udvist en sådan passivitet, at man har pådraget sig organisationsansvar.
Indklagede har om den generelle baggrund for sagen fremhævet, at der inden
for finanssektoren foreligger et betydeligt behov for at foretage tilpasning
på personalesektoren. Banken har ved at foretage løntilpasninger i stedet for
at skride til afskedigelser valgt den for medarbejderne mest hensynsfulde
fremgangsmåde.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der ikke
foreligger overenskomstbrud fra bankens side. Der kan ikke fra den
omstændighed, at banken har frafaldet at gøre gældende, at lønnedsættelserne
var rimelige, sluttes, at der foreligger et overenskomstbrud. Kravet om
»særlige tilfælde« i protokollatets pkt. 4 er ikke ensbetydende
med, at enhver lønnedsættelse, som efter en konkret vurdering ikke findes
rimelig, også er et overenskomstbrud. Hertil kommer, at bankens undladelse af
at gøre gældende, at lønreduktionerne var rimelige, først og fremmest er
begrundet i, at det efter bankens opfattelse ville være lidet hensigtsmæssigt
at få de pågældende medarbejderes forhold indgående belyst under en offentlig
retssag.
Det er endvidere indklagedes opfattelse, at overgangsreglen i
overenskomsten af 23. marts 1985 må forstås på linje med de helt sædvanlige
overgangsbestemmelser i forbindelse med nye overenskomster. Sådanne
bestemmelser indebærer alene et forbehold om, at den nye overenskomst ikke må
forringe vilkårene for de medarbejdere, der var omfattet af den tidligere
overenskomst. Derimod kan der ikke i overgangsreglerne indlægges nogen
garanti for opretholdelse af lønnen. Der gælder derfor ikke over for denne
gruppe medarbejdere andre begrænsninger i adgangen til at foretage
løntilpasning end dem, som følger af protokollatbestemmelsen.
Denne bestemmelse må endvidere forstås således, at reaktionen over for
påståede urimelige lønreduktioner må være, at der ved de almindelige domstole
kan rejses krav om erstatning eller godtgørelse. Derimod er der ikke i
bestemmelsen grundlag for at indlægge en adgang for DBL til ved Arbejdsretten
at rejse krav om bod og efterbetaling.
Hvad særlig angår kravet om genindplacering på det hidtidige løntrin er
der ikke i arbejdsretsloven hjemmel til at imødekomme et sådant krav.
Med hensyn til bodspåstanden har indklagede anført, at de foretagne
løntilpasninger er driftsmæssigt begrundede. Der foreligger ingen systematisk
aktion fra bankens side, endmindre nogen kamphensigt. Den omstændighed, at
banken har frafaldet anbringendet om, at reduktionerne var rimelige, kan i
hvert fald under de foreliggende omstændigheder ikke føre til, at der
foreligger en bodspådragende adfærd. Der kan i det højeste siges at have
foreligget et senere af banken erkendt fejlskøn. Et sådant fejlskøn udløser
normalt ikke bodsansvar. Der er i hvert fald intet grundlag for bodsansvar
over for DBF, som på organisationsmøderne alene har viderebragt de
oplysninger, som man havde modtaget fra banken.
Arbejdsretten skal udtale:
Pkt. 4 i protokollatet af 24. marts 1987, som omhandler den enkelte banks
muligheder for at foretage løntilpasninger, er en del af parternes
overenskomstgrundlag. Sager, hvorunder en overenskomstpart gør gældende, at
den anden part har overtrådt nævnte protokollatbestemmelse, hører derfor
under Arbejdsretten, jfr. arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen
hjemler banker adgang til »i særlige tilfælde« at foretage
tilpasning af lønnen til aktuel arbejdsindsats. Denne beføjelse finder efter
bestemmelsens udformning også anvendelse i situationer, hvor der - som det er
tilfældet i den foreliggende sag - ikke i forbindelse med løntilpasningen
sker nogen ændring i den pågældende medarbejders arbejdsfunktioner. Parterne
har ikke forelagt retten oplysninger til belysning af, hvad der skal forstås
ved »særlige tilfælde«. De indklagede har imidlertid ikke villet
gøre gældende, at de gennemførte lønreduktioner var rimelige, og har ikke -
udover en henvisning til den generelle fremgangsmåde, som banken følger ved
afgørelsen af, om løntilpasning skal ske - forelagt retten nærmere
oplysninger om de konkrete omstændigheder, som i det foreliggende tilfælde
har ført til den trufne beslutning. De indklagede findes herefter at måtte
være afskåret fra at hævde, at lønreduktionerne desuagtet ikke har været i
strid med protokollatbestemmelsen. Det må herefter lægges til grund, at
banken har tilsidesat den nævnte bestemmelse og således handlet
overenskomststridigt ved at nedsætte lønnen for de 3 medarbejdere i Thisted
afdelingen. I konsekvens heraf må banken endvidere være forpligtet til at
efterbetale de beløb, hvormed de 3 medarbejderes løn med urette har været
reduceret. Arbejdsretten har derimod ingen hjemmel til at pålægge banken at
placere medarbejderne på de løntrin, som de havde før 31. juli 1989.
Som sagen foreligger, findes det ikke godtgjort, at bankens beslutning om
lønreduktion var et led i en systematisk aktion med det formål at reducere
lønnen for de medarbejdere, der er omfattet af overgangsreglen i § 11 i
fællesoverenskomsten af 23. marts 1985 vedrørende løn- og arbejdsforhold for
befordrede medarbejdere. Som anført har parterne - hvad der efter
Arbejdsrettens opfattelse havde været det rigtigste - ikke søgt rækkevidden
af protokollatbestemmelsen om løntilpasning nærmere belyst ved faglig
voldgift. Under disse omstændigheder findes det begåede overenskomstbrud ikke
at burde medføre idømmelse af bod, men alene efterbetaling, jf.
arbejdsretslovens § 12, stk. 1, 2. pkt.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Indklagede, Den Danske Bank af 1871 A/S tilpligtes at anerkende, at banken
har brudt den gældende overenskomst ved at nedsætte lønnen for J1 - J3.
Banken skal betale til J1 8.276,55 kr., til J2 8.276,55 kr. og til J3
9.896,40 kr.
I øvrigt frifindes de indklagede for klagernes påstande.
I sagsomkostninger skal de indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.
Officielle noter
(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.455 f.
Lignende dokumenter
- Konfliktvarsel. Strejkevarsel ulovligt, da det var begrundet i opsigelse af aftaler, hvortil der ikke var knyttet særskilt konfliktret.(* 1) (* 2) Danske Bankers Forhandlingsorganisation (advokat Mariann Norrbom) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers Landsforening (advokat Peder Vesterbæk). Retsinformation · 24. september 1997
- Landsforeningen PROSA for PROSA/ØST for PROSA/UNIDATA- klubben (advokat Christian Harlang) mod Finanssektorens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for UNIDATA/UNIBANK A/S (advokat Poul Johannesen). Biintervenient: Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers Landsforening (advokat Peter Breum). Dommere: Marie-Louise Andreasen (næstformand), Bollerup- Jensen, Otto Hansen, Kiil (retsformand), Allan Nielsen, Riis (næstformand), Mols Sørensen, Aage Sørensen og Westergaard. Bod 2.3.2. Lovfortolkning. Organisationsansvar 4.2. Virksomhedsoverdragelse. Om rækkevidden af bestående kollektive overenskomster efter en delvis virksomhedsoverdragelse.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Restaurations- og Bryggeriarbejder Forbundet, Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark og Blik- og Rørarbejderforbundet i Danmark (konsulent Leo Lybæk Hansen) mod Finanssektorens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for Konferencecentret Klarskovgaard A/S (advokat Poul Johannessen) Biintervenient: Fællesrådet for Tjenestemænd og Funktionærer for Finansforbundet (advokat Jørgen Rønnow Bruun). Dommere: Arnold Hansen, Kardel (retsformand), Mads Kofod, Kurt Petersen, Riis (næstformand), Sarroe, Sløk, Per Sørensen (næstformand) og Westergaard. Bod 2.3.2. Hovedaftalens § 7, stk. 2. Kollektiv overenskomst 4. Organisationsansvar 4.2. Virksomhedsoverdragelse. Hovedaftalens § 7, stk. 2, ikke overtrådt ved opsigelse af overenskomsten ved overførsel af medarbejdere til ny overenskomst i forbindelse med virksomhedsoverdragelse.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Landsorganisationen i Danmark for Kvindeligt Arbejderforbund i Danmark (konsulent Ulrik Jørgensen) mod Amtsrådsforeningen i Danmark for Århus Amtskommune (Advokat Mariann Norrbom) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Arnold Hansen, Maabjerg, Kurt Petersen, Steen A. Rasmussen, Sløk og Westergaard. Bod 2.2.2. Kollektiv arbejdsret, generelt. Ikke afsenderens risiko, at overenskomstmæssig meddelelse om afskedigelse af medarbejder, der er afleveret til postvæsenet, ikke kommer frem til adressaten.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Bod 2.3.2. Kollektiv arbejdsret, generelt. Underbetaling. (* 1)(* 2) Ej bod for underbetaling, da der ikke forelå noget ansættelsesforhold. Landsorganisationen i Danmark for Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark (advokat Niels Chr. Daugaard) mod Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger for Kvickly, Frederikshavn (advokat Mariann Norrbom) Dommere: Marie-Louise Andreasen (retsformand), Arnold Hansen, Poul Flemming Hansen, Holm, Thorkild E. Jensen, Preben Albæk Petersen og Westergaard. Retsinformation · 24. september 1997
- Landsforeningen PROSA for PROSA/ØST for PROSA/UNIDATA- klubben (advokat Christian Harlang og professor, dr.jur. Ole Krarup) mod Finanssektorens Arbejdsgiverforening på egne vegne og for UNIDATA/UNIBANK A/S (advokat Poul Johannessen). Biintervenient: Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers Landsforening (advokat Peter Breum) Dommere: Marie-Louise Andreasen (næstformand), Bollerup- Jensen, Otto Hansen, Kiil (retsformand), Allan Nielsen, Riis (næstformand), Mols Sørensen, Aage Sørensen og Westergaard. Processuelle spørgsmål 3.4 og 3.6. Genoptagelse nægtet.(* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997