Spring til indhold

Retsinformation

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Faglig voldgift. Kollektiv arbejdsret generelt. Kollektiv overenskomst 1. Spørgsmål om, hvorvidt kollektiv overenskomst foreligger Processuelle spørgsmål 2.1., - i forhold til de almindelige domstole 2.2., - i forhold til faglige voldgiftsretter 2.5. Kompentence i øvrigt Systematisk aktion. Underbetaling. (* 1) (* 2) En banks reduktion af 3 medarbejderes løn fundet uretmæssig. Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers Landsforening (advokat Peter Breum) mod Danske Bankers Forhandlingsorganisation på egne vegne og tillige for Den Danske Bank af 1871 Aktieselskab (advokat Mariann Norrbom) Dommere: Friis Christensen, Neergaard Larsen, Pontoppidan (retsformand), Sven F. Thomsen, Tjellesen, Sløk og Westergaard.

DOM nr 3012 af 04/01/1990DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Bod 2.3.2. Bod ikke pålagt Faglig voldgift.

Kollektiv arbejdsret generelt. Kollektiv overenskomst 1. Spørgsmål om,

hvorvidt kollektiv overenskomst foreligger Processuelle spørgsmål 2.1., - i

forhold til de almindelige domstole 2.2., - i forhold til faglige

voldgiftsretter 2.5. Kompentence i øvrigt Systematisk aktion. Underbetaling.

(* 1) (* 2) En banks reduktion af 3 medarbejderes løn fundet uretmæssig.

Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers

Landsforening (advokat Peter Breum) mod Danske Bankers

Forhandlingsorganisation på egne vegne og tillige for Den Danske Bank af 1871

Aktieselskab (advokat Mariann Norrbom) Dommere: Friis Christensen, Neergaard

Larsen, Pontoppidan (retsformand), Sven F. Thomsen, Tjellesen, Sløk og

Westergaard.

Under denne sag har Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for

Danske Bankfunktionærers Landsforening indklaget Danske Bankers

Forhandlingsorganisation på egne vegne og tillige for Den Danske Bank af 1871

Aktieselskab for Arbejdsretten.

Klageren har nedlagt følgende påstande:

Indklagede, Den Danske Bank af 1871 Aktieselskab, tilpligtes at anerkende,

at banken har brudt den gældende overenskomst ved at nedsætte lønnen for J1,

J2 og J3.

Indklagede tilpligtes at placere J1, J2 og J3 på de løntrin, de havde pr.

31. juli 1989, samt til J1 at betale 8.276,55 kr., til J2 at betale 8.276,55

kr., og til J3 at betale 9.896,40 kr.

De indklagede tilpligtes at betale en af Arbejdsretten fastsat bod for det

skete overenskomstbrud.

De indklagede har påstået frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

I 1983 blev der mellem Danske Bankers Forhandlingsorganisation (i det

følgende benævnt DBF) og Danske Bankfunktionærers Landsforening (i det

følgende benævnt DBL) indgået overenskomst vedrørende løn- og

Læs alt

ansættelsesforhold for de i Den Danske Bank ansatte befordrede medarbejdere

til og med 63. trin. Befordrede medarbejdere er i henhold til den generelle

overenskomst mellem DBF og DBL medarbejdere, der har fået 1. udnævnelse eller

højere. Baggrunden for overenskomsten var ifølge klagerne, at Den Danske Bank

- i modsætning til de øvrige store banker - ikke havde noget tantiemesystem.

Særoverenskomsten af 1983 blev indgået for at sætte Den Danske Bank i stand

til at tilbyde en konkurrencedygtig løn for sine befordrede medarbejdere.

Overenskomsten gav de befordrede medarbejdere en højere indplacering end den,

som fulgte af den generelle overenskomst, hvilket medførte et længere

lønforløb med tilsvarende højere sluttrin.

I forbindelse med overenskomstfornyelsen i 1985 blev særoverenskomsterne

med de enkelte banker, herunder Den Danske Bank, samlet i en

fællesoverenskomst af 23. marts 1985 vedrørende løn- og arbejdsforhold for

befordrede medarbejdere. I fællesoverenskomsten blev der optaget en række

overgangsregler, som skulle sikre, at de ansatte, som var omfattet af de

tidligere særoverenskomster, ikke blev dårligere stillet, end de ville have

været efter særoverenskomsterne. For Den Danske Banks vedkommende bestemmes

det i fællesoverenskomstens § 11:

»De i Den Danske Bank pr. 31. december 1971 ansatte befordrede

medarbejdere tilsikres ved årlig trinstigning en lønforventning til og med

63. trin - idet dog trinnene 53. 56. 57 og 62 overspringes.«

I forbindelse med overenskomstfornyelserne i 1985 og 1987 fremsatte DBF

forslag om, at der i overenskomsterne blev optaget bestemmelser, der indebar

en generel adgang for bankerne til at tilpasse lønnen til aktuel

arbejdsindsats og i den forbindelse fastlagde regler om den laveste

indplacering, der kunne ske i forbindelse med løntilpasning.

Forslaget blev afvist af DBL. I stedet blev der i protokollater i

tilknytning til overenskomstfornyelserne - senest i pkt. 4 i protokollat af

24. marts 1987 - indsat følgende bestemmelse:

»Overenskomstparterne er enige om, at der i den enkelte bank som

hidtil i særlige tilfælde kan foretages en lønmæssig tilpasning til aktuel

arbejdsindsats.

DBL forbeholder sig ret til at rejse sag i tilfælde, hvor den trufne

afgørelse ikke forekommer rimelig.«

I forbindelse med den nedenfor omtalte generelle personalegennemgang i Den

Danske Bank i november 1988 besluttede bankens ledelse, at der skulle tages

skridt til at foretage lønreduktion for 5 befordrede medarbejdere, herunder

de medarbejdere i bankens filial i Thisted, som er nævnt i påstanden. Efter

at bankens personalechef, underdirektør Arne Lund, den 6. januar 1989 i

Thisted havde haft samtale med de 3 medarbejdere, skrev banken den 16. januar

1989 således til Erik Mose:

»I fortsættelse af samtale den 6. ds. skal det hermed bekræftes, at

Deres gage ændres fra den 1. august 1989. De vil herefter være indplaceret i

lønramme 34, trin 57, tidligere trin 63, med p.t. en årlig bruttoløn kr.

256.223,- Efter aftale vil banken fortsætte betalingen til Deres

pensionsordning ud fra den nuværende lønindplacering. En forudsætning vil

være, at betaling af Deres egetbidrag fortsætter efter samme regler.«

Lignende skrivelser blev sendt til de 2 andre medarbejdere. Alle 3

medarbejdere er omfattet af overgangsreglen i § 11 i fællesoverenskomsten af

23. marts 1985.

DBL var af den opfattelse, at lønreduktionerne var i strid med de gældende

overenskomster. Der blev i den anledning afholdt organisationsmøde den 21.

februar 1989.

I mødereferatet anføres bl.a.:

»Til stede var fra DBL: Sekretariatschef Carl Jensen og

afdelingsleder Birger Hermansson.

Fra Forhandlingsorganisationen: Direktør K. Secher Assens og underdirektør

K. Knudsen.

DBL var af personaleforeningen i Den Danske Bank blevet anmodet om at

behandle en sag vedrørende lønnedsættelser for ældre befordrede medarbejdere.

Sagen omfattede, som den var forelagt for DBL, 5 medarbejdere - heraf 3 i

Thisted og 2 i Ålborg - men noget tydede på, at banken var i gang med en

systematisk vurdering i hele filialnettet, og DBL måtte derfor tage forbehold

for en udvidelse af sagen, såfremt der blev tale om flere uberettigede

lønnedsættelser.

De pågældende medarbejdere følte sig voldsomt pressede af situationen og

ønskede ikke organisationsbehandling som konkrete enkeltsager.

Derfor krævede DBL forholdet behandlet som en generel organisationssag.

I Thisted afdeling med i alt 38 ansatte var 3 fuldmægtige med anden

udnævnelse (udnævnt før 1985 med lønforløb til 63. trin og nu placeret på 63.

trin) blevet sat ned på trin 57 - svarende til en lønnedgang på kr. 23.000

årligt.

I Ålborg afdelingen var en fuldmægtig af samme type blevet sat tilsvarende

ned, og en kontorchef var blevet sat ca. kr. 30.000 ned.

Ingen af de pågældende var forud blevet advaret om, at der var noget at

bemærke til deres arbejdsindsats, og de var ved personalechefens pludselige

opdukken i afdelingen blevet stillet over for valget mellem at acceptere

lønnedgangen eller at blive afskediget.

DBL kunne i bankens systematiske fremgangsmåde se et mønster, som man

måtte betragte som et klart brud på overenskomsten og forudsætningerne for

overgangen i 1985 til fællesoverenskomsten for befordrede med nye kortere

lønforløb.

Det havde for DBL været en afgørende forudsætning for accept af afkortning

af lønforløbet i anden udnævnelse (i Den Danske Bank fra trin 47-63 til trin

50-57), at medarbejdere, der havde fået anden udnævnelse med det lange

lønforløb, kunne opretholde deres lønforventning. Der lå selvfølgelig ikke

heri, at de systematisk kunne nedsættes igen, når de var nået op på trin 63

Der var absolut ikke tale om »særlige tilfælde«, når man i en

afdeling på 38 foretog en samtidig og ensartet lønnedsættelse for 3

medarbejdere, som lå på linje lønmæssigt og aldersmæssigt, og som alle skulle

fortsætte i deres hidtidige job.

Intet af de 5 tilfælde drejede sig om medarbejdere, som ikke passede deres

arbejde eller på anden måde havde gjort sig fortjent til at være ofre i et

kommandoraid, som kun havde det ene formål at begrænse bankens omkostninger

Forhandlingsorganisationen havde på baggrund af DBL's ønske om nærværende

møde modtaget en orientering fra banken, som gav grundlag for at oplyse, at

banken for tiden er i gang med at gennemgå afdelingsnettet.

Herunder drøftes personaleforholdene med afdelingernes ledere, og der

føres samtaler med de enkelte ansatte.

Disse medarbejdersamtaler omfatter også tilfælde, hvor filialcheferne har

peget på misforhold mellem de pågældendes lønniveau og arbejdsindsats.

Dette har været drøftet åbent med dem, og der har været enighed om at

foretage en lønjustering, hvorved de fortsætter på samme arbejdsplads og ikke

får forringet deres pensionsmæssige forventninger.

Efter det fra banken oplyste havde der i alle tilfælde været enighed om,

at den »nye« løn passede bedre til arbejdsindsatsen, og der havde

ikke været tale om afskedigelse som alternativ til løntilpasningen.

Der var ikke, som af DBL fremført, tale om systematisk løntilpasning for

en bestemt aldersklasse eller løngruppe, og det var tilfældigt, at der netop

i Thisted afdeling havde været tale om 3. Derimod var det ikke tilfældigt, at

det skete samtidigt for de 3 - det var en naturlig følge af fremgangsmåden

med gennemgang sammen med chefen og efterfølgende samtaler med medarbejderne.

Forhandlingsorganisationen var selvfølgelig indstillet på i

overensstemmelse med protokoltilførslen fra 1987, at DBL kunne rejse sag i de

tilfælde, hvor den trufne afgørelse forekom DBL urimelig, men der var jo ikke

tale om, at de pågældende under samtalen havde opponeret mod, at der skete en

lønjustering, og ingen af dem havde senere protesteret over for banken.'

Nyt organisationsmøde blev afholdt den 20. marts 1989. I mødereferatet

anføres bl.a.:

»DBL havde nu - som man meddelte ved afslutningen af

organisationsmødet den 21. februar - foretaget en grundig undersøgelse af

sagsforløbet omkring de 5 lønnedsættelser i Thisted og Ålborg og havde

herunder haft lejlighed til at efterprøve Forhandlingsorganisationens

forklaringer sammenholdt med det, der reelt var foregået.

Det, som DBL havde konstateret ved gennemgangen af sagen og ved samtaler

med de implicerede, gjorde det nødvendigt at fastslå, at der for DBL kun

eksisterer en form, hvorunder lønnedsættelser muligvis vil kunne accepteres,

nemlig den form, som organisationernes tilkendegivelser ved afslutningen af

overenskomstforhandlingerne i 1987 lægger op til.

Forhandlingsorganisationen foreslog i 1987 bestemmelser med bredere adgang

til - efter nærmere kritier - at foretage lønnedsættelse, og dette blev

kategorisk afvist af DBL, som fastholdt, at lønsystemets indplaceringsregler

forudsætter, at medarbejderne har krav på at forblive indplaceret i den

lønramme og på det løntrin, hvor arbejdsgiveren har placeret dem.

Derfor besluttede parterne at gentage protokoltilførslen fra 1985 om, at

der i den enkelte bank som hidtil i særlige tilfælde kan foretages en

lønmæssig tilpasning til aktuel arbejdsindsats, hvor DBL forbeholder sig at

rejse sag i de tilfælde, hvor den trufne afgørelse forekommer urimelig.

Efter DBL's opfattelse forudsætter protokoltilførslen, at der i det

enkelte tilfælde foretages konkret vurdering af medarbejderens ansvarsmæssige

og arbejdsmæssige niveau sammenholdt med hans løn, og der levnes ikke

mulighed for nogen form for kollektive løntilpasninger. Alle ændringer af

kollektiv art henhører under organisationerne og skal forhandles mellem

disse.

Uagtet at DBL nu var bekendt med, at Den Danske Bank havde foretaget flere

lønnedsættelser end de 5, som var behandlet på mødet den 21. februar, ville

DBL i det efterfølgende holde sig til disse.

Efter de oplysninger DBL nu havde, måtte man sige, at der slet ikke var

tale om lønmæssig tilpasning til aktuel arbejdsindsats, idet bankens

personalechef overfor de pågældende havde tilkendegivet, at banken var

tilfreds med deres arbejdsindsats, men at de på grund af behovet for

besparelser på lønomkostningerne måtte forstå, at de ved at acceptere

lønnedgang ville medvirke til, at nogle afskedigelser kunne undgås.

Dette lå helt uden for forudsætningerne for protokoltilførslen. Det var

også et klart brud på forudsætningerne for overgangen i 1985 til

fællesoverenskomst for befordrede, at en bank, som slap af med et uønsket

langt lønforløb, efter nogle år begynder på en systematisk tilbagerykning af

medarbejdere, som man i sin tid udnævnte med det lange lønforløb.

De lønnedsatte fuldmægtige var alle placeret på trin 63 (slutlønnen i

bankens »gamle« 2. udnævnelse). At det netop var den gruppe, banken

nu søgte at nedsætte, betyder et kollektivt skridt, og som et sådant ville

DBL behandle det.'

Om den fremgangsmåde, som Den Danske Bank følger i forbindelse med de

årlige lønreguleringer, har banken oplyst følgende:

»En gang årligt, fordelt over flere dage, afholdes i Den Danske

Bank's direktion såkaldt gagemøde, hvorunder behandles udnævnelser,

ekstraordinære lønstigninger og i øvrigt gennemgås de ansættelsesforhold, der

måtte påkalde sig særlig opmærksomhed. I den Danske Bank er ansat ca. 2.000

befordrede medarbejdere, og på disse gagemøder gennemføres en egentlig

oplæsning af navnene på samtlige befordrede medarbejdere.

Hvert medlem af direktionen og de tre ledende medarbejdere fra

Personaleafdelingen har til brug for mødet edb-udskrevne lister over de

befordrede medarbejdere med oplysning om navn, ansættelsesår, alder,

lønramme, løntrin og eventuel ordinær stigning. Til brug for gagemødet

foreligger derudover indstillinger fra afdelinger og filialer.

Indstillingerne er baseret dels på filialbestyrelsens eller lederen af

afdelingens egne indstillinger, dels på kommentarer hertil fra de

personalekonsulenter, der arbejder i Den Danske Bank, og endelig behandles

indstillingerne inden de forelægges på gagemødet i den centrale

personaleafdeling.

Navneoplæsningen på de befordrede medarbejdere kan standses, enten fordi

der på forhånd foreligger en særlig indstilling, eller fordi et medlem af

direktionen har særlige bemærkninger at knytte til den pågældende

medarbejders ansættelsesforhold. Det skal derudover erindres, at en lang

række at disse befordrede medarbejdere er kendt af direktionens medlemmer

direkte, og en del af disse medarbejdere har et meget langt ansættelsesforløb

i Den Danske Bank.

På gagemødet besluttes herefter udnævnelser og ekstraordinære

lønstigninger, ligesom der træffes beslutning om, hvilke medarbejdere der

ønskes en nærmere drøftelse med.

Efter gagemødet gennemfører personalechefen, in concreto underdirektør

Arne Lund, møder med filialdirektørerne i de filialer, hvor der tillige skal

foretages regulerende skridt i relation til medarbejderne. På disse møder

drøftes medarbejdernes forhold, og der orienteres om, hvilke beslutninger

og/eller indstillinger gagemødet har resulteret i.

Denne procedure indebærer, at i de situationer, hvor der vurderes en

manglende sammenhæng mellem en medarbejders indsats, hvadenten det er

kvalitativt eller kvantitativt, og den pågældendes lønmæssige indplacering,

drøftes medarbejderens forhold såvel på gagemødet, som på det efterfølgende

møde mellem underdirektør Arne Lund og den pågældende filialdirektør. Der

sikres samtidig en helt individuel gennemgang.

På mødet i filialen behandles og drøftes den enkelte medarbejders forhold

åbent med mulighed for ændring i forhold til den beslutning og/eller

indstilling, der er vedtaget på gagemødet.

Er resultatet for en konkret medarbejder efter gagemødet således, at det

vil medføre forringelser i ansættelsesvilkårerne, medinddrages i drøftelsen

mellem underdirektøren og filialdirektøren tillige medarbejderens mere

personlige forhold, idet også disse kan få til følge, at der ændres i

indstillingen. Fastholdes indstillingen efter mødet med filialdirektøren,

afholdes i fortsættelse heraf møde med medarbejderen, og i dette møde

deltager filialdirektøren, underdirektør Arne Lund og den pågældende

medarbejder. Medarbejderen bliver gjort opmærksom på, at han kan tilkalde

tillidsrepræsentanten, ligesom det stedse under mødet og efter mødet er

muligt for den pågældende at foretage sådant tilkald.«

Under domsforhandlingen er der afgivet vidneforklaring af J1 - J3,

underdirektør Arne Lund og direktør Henrik Thufason, alle Den Danske Bank.

De 3 førstnævnte vidner, der alle har været ansat i banken i en årrække,

har samstemmende forklaret, at de ikke forud for Arne Lunds besøg den 6.

januar 1989 var adviseret om, at bankens ledelse ønskede at drøfte deres

forhold. Der var ikke på noget tidspunkt forud for mødet af filialdirektøren

eller andre rejst kritik af deres arbejdsindsats. De blev hver for sig kaldt

til samtale med Arne Lund og filialdirektøren. Under samtalerne blev de

stillet over for krav om lønreduktion. Kravet blev ikke begrundet med

utilfredshed med deres arbejde, men med behovet for lønmæssige tilpasninger

dels af omkostningsmæssige grunde dels for at muliggøre lønforhøjelse til

andre medarbejdere. De blev ved slutningen af samtalerne orienteret om, at de

kunne få tillidsrepræsentanten tilkaldt. Dette afstod de fra. Der blev ikke

talt om, hvad der ville ske, hvis de ikke gik med til lønreduktionen, men i

den givne situation så de ikke anden mulighed end at acceptere ledelsens

oplæg.

Arne Lund har forklaret, at personaleafdelingen fra filialdirektøren i

Thisted havde modtaget indstilling om, at de 3 medarbejderes løn blev

reduceret. Forslaget var begrundet med, at de pågældendes arbejdsindsats ikke

stod i et rimeligt forhold til lønnen. Der var ikke i indstillingen peget på

særlige forhold, som havde givet anledning til kritik, men ud fra det

kendskab, som man i personaleafdelingen havde til de pågældende, fandt han

indstillingen velbegrundet. Han tiltrådte derfor indstillingen, som blev

godkendt på gagemødet i november 1988. Under samtalen den 6. januar 1989

begrundede han oplægget i overensstemmelse med filialdirektørens indstilling.

Han fremhævede det generelle behov for at sikre en rimelig overensstemmelse

mellem på den ene side lønnen og på den anden side medarbejdernes ansvar og

arbejdsindsats. Han fremhævede, at der for de 3 medarbejderes vedkommende

ikke forelå et sådant rimeligt forhold. Medarbejderne accepterede oplægget og

ønskede ikke tillidsrepræsentanten tilkaldt. Efter mødet blev den endelige

beslutning truffet af direktionen. Beslutningen blev meddelt ved skrivelserne

af 16. januar 1989. Alle 3 medarbejdere var omfattet af overgangsreglen i

Fællesoverenskomsten af 23. marts 1985. Der var ikke i det materiale, som

blev forelagt direktionen, medtaget oplysning herom, og der blev ikke ved

beslutningen taget noget hensyn til, at medarbejderne hørte til denne gruppe,

som omfatter ca. 200 medarbejdere.

Henrik Thufason har bekræftet den foran gengivne beskrivelse af

fremgangsmåden i forbindelse med de årlige gagemøder. Direktionens medlemmer

har gennem deres virke et indgående kendskab til store dele af

medarbejderstaben. Det indgik ikke i direktionens overvejelser, hvorvidt de

pågældende medarbejdere var omfattet af overgangsreglen, og der var ikke

forelagt direktionen oplysninger herom. Det var en tilfældighed, at

lønreduktionen ramte 3 medarbejdere i samme filial. Der var således på ingen

måde tale om en systematisk aktion rettet mod den pågældende gruppe

medarbejdere.

Klagerne har til støtte for påstanden om overenskomstbrud anført, at den

gruppe medarbejdere, som de 3 fuldmægtige i Thisted-afdelingen hører til, i

kraft af overgangsreglen i overenskomsten af 23. marts 1985 er garanteret en

lønforventning til og med 63. løntrin. Dette indebærer, at der over for denne

gruppe medarbejdere kun under helt ekstraordinære omstændigheder kan blive

tale om lønreduktion, og pkt. 4 i protokollatet af 24. marts 1987 må forstås

i lyset af denne tilsikring. Det lange lønforløb, som er sikret denne gruppe,

indebærer, at de bliver bedre stillet end tilsvarende medarbejdere i andre

banker. Det er denne gunstige stilling, som banken forsøger at undergrave,

formentlig med det formål at spare lønomkostninger. At dette er tilfældet,

bestyrkes af, at der blandt de medarbejdere, hvis status er ændret i negativ

retning, er en klar overvægt af medarbejdere, der er omfattet af

overgangsreglen.

Hertil kommer, at banken i det foreliggende tilfælde ikke har gjort

gældende, at lønreduktionerne var rimelige. Det må derfor lægges til grund,

at reduktionerne var usaglige, og - i konsekvens heraf - tillige i strid med

bestemmelsen i protokollatets pkt. 4. Der er ingen holdepunkt for indklagedes

anbringende om, at tilsidesættelse af denne bestemmelse alene skulle kunne

forfølges ved de almindelige domstole og ikke ad fagretlig vej. Tværtimod

hjemler protokollatet klart en adgang for organisationen til at anfægte

lønreduktioner, og dette kan i den foreliggende sammenhæng kun indebære, at

sagen kan rejses gennem det fagretlige system.

Følgen af, at banken har handlet overenskomststridigt ved at reducere de

pågældende medarbejderes løn, må være, at banken er forpligtet til at

efterbetale medarbejderne de beløb, hvormed lønnen er reduceret, jfr.

arbejdsretslovens § 12, stk. 1, 2. pkt.,

For så vidt angår påstanden om, at de pågældende genindplaceres på deres

hidtidige løntrin, er en sådan retsfølge ganske vist ikke omtalt i

arbejdsretsloven, men påstanden er i realiteten blot en generalisering af

påstanden om efterbetaling og bør derfor kunne imødekommes.

Til støtte for bodspåstanden har klagerne anført, at der ikke er tale om

et fejlskøn fra bankens side, men derimod om en systematisk aktion med

henblik på at komme uden om de forpligtelser, som banken har påtaget sig over

for de medarbejdere, der er omfattet af løngarantien i overgangsreglerne. At

dette er tilfældet, bekræftes af, at der ikke tidligere var rejst kritik af

de pågældende medarbejderes arbejdsindsats, at heller ikke indstillingen fra

filialdirektøren var begrundet i konkrete indvendinger, men derimod med

ønsket om at reducere lønudgifterne, og at banken har opgivet at gøre

gældende, at reduktionerne var rimelige. Der foreligger derfor et mod DBL og

dettes medlemmer rettet kampskridt, som bør udløse en alvorlig bod.

DBF burde have pålagt banken ikke at gennemføre lønnedsættelserne, før det

var klarlagt, om betingelserne herfor var opfyldt. Ved at undlade dette har

DBF udvist en sådan passivitet, at man har pådraget sig organisationsansvar.

Indklagede har om den generelle baggrund for sagen fremhævet, at der inden

for finanssektoren foreligger et betydeligt behov for at foretage tilpasning

på personalesektoren. Banken har ved at foretage løntilpasninger i stedet for

at skride til afskedigelser valgt den for medarbejderne mest hensynsfulde

fremgangsmåde.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at der ikke

foreligger overenskomstbrud fra bankens side. Der kan ikke fra den

omstændighed, at banken har frafaldet at gøre gældende, at lønnedsættelserne

var rimelige, sluttes, at der foreligger et overenskomstbrud. Kravet om

»særlige tilfælde« i protokollatets pkt. 4 er ikke ensbetydende

med, at enhver lønnedsættelse, som efter en konkret vurdering ikke findes

rimelig, også er et overenskomstbrud. Hertil kommer, at bankens undladelse af

at gøre gældende, at lønreduktionerne var rimelige, først og fremmest er

begrundet i, at det efter bankens opfattelse ville være lidet hensigtsmæssigt

at få de pågældende medarbejderes forhold indgående belyst under en offentlig

retssag.

Det er endvidere indklagedes opfattelse, at overgangsreglen i

overenskomsten af 23. marts 1985 må forstås på linje med de helt sædvanlige

overgangsbestemmelser i forbindelse med nye overenskomster. Sådanne

bestemmelser indebærer alene et forbehold om, at den nye overenskomst ikke må

forringe vilkårene for de medarbejdere, der var omfattet af den tidligere

overenskomst. Derimod kan der ikke i overgangsreglerne indlægges nogen

garanti for opretholdelse af lønnen. Der gælder derfor ikke over for denne

gruppe medarbejdere andre begrænsninger i adgangen til at foretage

løntilpasning end dem, som følger af protokollatbestemmelsen.

Denne bestemmelse må endvidere forstås således, at reaktionen over for

påståede urimelige lønreduktioner må være, at der ved de almindelige domstole

kan rejses krav om erstatning eller godtgørelse. Derimod er der ikke i

bestemmelsen grundlag for at indlægge en adgang for DBL til ved Arbejdsretten

at rejse krav om bod og efterbetaling.

Hvad særlig angår kravet om genindplacering på det hidtidige løntrin er

der ikke i arbejdsretsloven hjemmel til at imødekomme et sådant krav.

Med hensyn til bodspåstanden har indklagede anført, at de foretagne

løntilpasninger er driftsmæssigt begrundede. Der foreligger ingen systematisk

aktion fra bankens side, endmindre nogen kamphensigt. Den omstændighed, at

banken har frafaldet anbringendet om, at reduktionerne var rimelige, kan i

hvert fald under de foreliggende omstændigheder ikke føre til, at der

foreligger en bodspådragende adfærd. Der kan i det højeste siges at have

foreligget et senere af banken erkendt fejlskøn. Et sådant fejlskøn udløser

normalt ikke bodsansvar. Der er i hvert fald intet grundlag for bodsansvar

over for DBF, som på organisationsmøderne alene har viderebragt de

oplysninger, som man havde modtaget fra banken.

Arbejdsretten skal udtale:

Pkt. 4 i protokollatet af 24. marts 1987, som omhandler den enkelte banks

muligheder for at foretage løntilpasninger, er en del af parternes

overenskomstgrundlag. Sager, hvorunder en overenskomstpart gør gældende, at

den anden part har overtrådt nævnte protokollatbestemmelse, hører derfor

under Arbejdsretten, jfr. arbejdsretslovens § 9, stk. 1, nr. 2. Bestemmelsen

hjemler banker adgang til »i særlige tilfælde« at foretage

tilpasning af lønnen til aktuel arbejdsindsats. Denne beføjelse finder efter

bestemmelsens udformning også anvendelse i situationer, hvor der - som det er

tilfældet i den foreliggende sag - ikke i forbindelse med løntilpasningen

sker nogen ændring i den pågældende medarbejders arbejdsfunktioner. Parterne

har ikke forelagt retten oplysninger til belysning af, hvad der skal forstås

ved »særlige tilfælde«. De indklagede har imidlertid ikke villet

gøre gældende, at de gennemførte lønreduktioner var rimelige, og har ikke -

udover en henvisning til den generelle fremgangsmåde, som banken følger ved

afgørelsen af, om løntilpasning skal ske - forelagt retten nærmere

oplysninger om de konkrete omstændigheder, som i det foreliggende tilfælde

har ført til den trufne beslutning. De indklagede findes herefter at måtte

være afskåret fra at hævde, at lønreduktionerne desuagtet ikke har været i

strid med protokollatbestemmelsen. Det må herefter lægges til grund, at

banken har tilsidesat den nævnte bestemmelse og således handlet

overenskomststridigt ved at nedsætte lønnen for de 3 medarbejdere i Thisted

afdelingen. I konsekvens heraf må banken endvidere være forpligtet til at

efterbetale de beløb, hvormed de 3 medarbejderes løn med urette har været

reduceret. Arbejdsretten har derimod ingen hjemmel til at pålægge banken at

placere medarbejderne på de løntrin, som de havde før 31. juli 1989.

Som sagen foreligger, findes det ikke godtgjort, at bankens beslutning om

lønreduktion var et led i en systematisk aktion med det formål at reducere

lønnen for de medarbejdere, der er omfattet af overgangsreglen i § 11 i

fællesoverenskomsten af 23. marts 1985 vedrørende løn- og arbejdsforhold for

befordrede medarbejdere. Som anført har parterne - hvad der efter

Arbejdsrettens opfattelse havde været det rigtigste - ikke søgt rækkevidden

af protokollatbestemmelsen om løntilpasning nærmere belyst ved faglig

voldgift. Under disse omstændigheder findes det begåede overenskomstbrud ikke

at burde medføre idømmelse af bod, men alene efterbetaling, jf.

arbejdsretslovens § 12, stk. 1, 2. pkt.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Indklagede, Den Danske Bank af 1871 A/S tilpligtes at anerkende, at banken

har brudt den gældende overenskomst ved at nedsætte lønnen for J1 - J3.

Banken skal betale til J1 8.276,55 kr., til J2 8.276,55 kr. og til J3

9.896,40 kr.

I øvrigt frifindes de indklagede for klagernes påstande.

I sagsomkostninger skal de indklagede betale 2.000 kr. til Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.455 f.

Lignende dokumenter