Spring til indhold

Retsinformation

Konfliktvarsel. Strejkevarsel ulovligt, da det var begrundet i opsigelse af aftaler, hvortil der ikke var knyttet særskilt konfliktret.(* 1) (* 2) Danske Bankers Forhandlingsorganisation (advokat Mariann Norrbom) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske Bankfunktionærers Landsforening (advokat Peder Vesterbæk).

DOM nr 3160 af 01/03/1989DomBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Konfliktvarsel. Strejkevarsel ulovligt, da det

var begrundet i opsigelse af aftaler, hvortil der ikke var knyttet særskilt

konfliktret.(* 1) (* 2) Danske Bankers Forhandlingsorganisation (advokat

Mariann Norrbom) mod Funktionærernes og Tjenestemændenes Fællesråd for Danske

Bankfunktionærers Landsforening (advokat Peder Vesterbæk).

Dommere: Friis Christensen, Agnete Halmind, Mundt (retsformand),

Jørgen Pedersen, Sløk, Peter Thorning og Westergaard.

Under denne sag har Danske Bankers Forhandlingsorganisation (DBF) ved

klageskrift af 5. oktober 1988 indklaget Funktionærernes og Tjenestemændenes

Fællesråd (FTF) for Danske Bankfunktionærers Landsforening (DBL) for

Arbejdsretten med påstand om, at det af Danske Bankfunktionærers

Landsforening ved brev af 30. september 1988 over for Danske Bankers

Forhandlingsorganisation afgivne første strejkevarsel kendes ulovligt.

Indklagede har påstået frifindelse og nedlagt følgende særskilte påstande:

1. Klagerne tilpligtes at anerkende, at Tillidsmandsaftalen,

Tryghedsaftalen, Aftale om samarbejde og samarbejdsudvalg samt

Teknologiaftalen er kollektive overenskomster.

2. Klagerne tilpligtes at anerkende, at der kan varsles lovlig konflikt

vedrørende ovennævnte overenskomster i forbindelse med, at den almindelige

lønoverenskomst opsiges til udløb med udgangen af marts måned 1989.

Overfor disse af indklagede nedlagte to påstande har klagerne påstået

frifindelse.

Sagens nærmere omstændigheder er følgende:

Ved en skrivelse af 16. marts 1988 opsagde Danske Bankfunktionærers

Landsforening over for Danske Bankers Forhandlingsorganisation følgende

mellem parterne indgåede aftaler til ophør ved udgangen af september måned

1988:

1. Aftale om tryghed i ansættelsen.

2. Aftale om tillidsmænd.

3. Aftale om samarbejde og samarbejdsudvalg - samt

Læs alt

4. Aftale vedrørende edb-teknologi.

Aftalen om tryghed i ansættelsen, der er indgået den 12. marts 1987,

indeholder ingen opsigelsesbestemmelse, medens de andre aftaler, der er

indgået den 25. februar 1983, efter en bestemmelse herom i aftalerne kan

opsiges med et halvt års varsel til ophør ved udgangen af en måned, dog

tidligst til ophør ved udgangen af marts 1988. I disse tre aftaler tilføjes

det, at en overenskomstpart med samme opsigelsesvarsel kan kræve aftalen

forhandlet i forbindelse med en ordinær overenskomstforhandling.

Det er oplyst, at der på baggrund af den afgivne opsigelse i foråret 1988

blev aftalt en tidsplan for forhandlingerne om fornyelse af de nævnte fire

aftaler, og denne tidsplan blev tilrettelagt således, at forhandlingerne

kunne være afsluttet så betids, at man undgik en aftaleløs periode.

Imidlertid brød forhandlingerne endeligt sammen den 29. september 1988.

Den 30. september 1988 skrev Danske Bankfunktionærers Landsforening

således til Danske Bankers Forhandlingsorganisation:

»Da der ikke ved forhandlinger har kunnet opnås enighed om fornyelse

af tillidsmandsaftalen, tryghedsaftalen, aftalen om samarbejde og

samarbejdsudvalg og teknologiaftalen, skal vi hermed meddele, at DBL under

henvisning til bestemmelserne i den mellem DBL og Danske Bankers

Forhandlingsorganisation indgåede hovedoverenskomst, § 6, stk. 3, har truffet

beslutning om at indkalde til ekstraordinært landsmøde med henblik på

iværksættelse af arbejdsstandsning fra og med mandag den 3. april 1989 ved

døgnets begyndelse.«

Forhandlingsorganisationen protesterede i en skrivelse af 4. oktober 1988

til Landsforeningen mod lovligheden af varslet. Da varslet ikke blev

tilbagekaldt, indbragte Forhandlingsorganisationen sagen for Arbejdsretten

som nævnt ved klage af 5. oktober 1988.

Den 27. oktober 1988 opsagde Landsforeningen 16 mellem parterne indgåede

overenskomster og aftaler til ophør ved udgangen af marts måned 1989,

deriblandt overenskomst for elever og ubefordrede medarbejdere, overenskomst

for befordrede medarbejdere, overenskomst for edb-medarbejdere og

overenskomst for teknikere og servicepersonale.

Klagerne har under skriftvekslingen i sagen i deres replik opfordret

indklagede til at klargøre indholdet af påstand 2. Det anføres, at

»denne påstand efter klagerens opfattelse kan forstås, enten således: at

der kan varsles lovlig konflikt, hvis lønoverenskomsten og de 4 aftaler alle

er opsagt og opsagt samtidig, eller således: at påstand 2 reelt er en

subsidiær påstand, hvis indhold er, at konfliktretten er knyttet til

lønoverenskomsten og opsigelsen af denne.

Særligt under henvisning hertil opfordres indklagede yderligere til at

tilkendegive, om det er indklagedes opfattelse, at der er knyttet konfliktret

isoleret til hver af de 4 aftaler.«

Hertil har indklagede i duplikken svaret: »Vedrørende svarskriftets

påstand 2, er det indklagedes opfattelse, at der kan varsles lovlig konflikt,

hvis lønoverenskomsten og de 4 overenskomster (tillidsmandsaftalen,

tryghedsaftalen, aftale om samarbejde og samarbejdsudvalg og

teknologiaftalen) alle er opsagt og opsagt samtidigt.

Det skal videre anføres, at det er indklagedes opfattelse, at der bortset

fra lønoverenskomsten, ikke er knyttet særskilt konfliktret til hver af de 4

ovenfor nævnte overenskomster.«

Klagerne har til støtte for deres påstand om, at det den 30. september

1988 afgivne første strejkevarsel er ulovligt, anført, at der ikke haves

konfliktret for de fire aftaler. Indklagede har i duplikken erkendt, at der

ikke haves særskilt konkliktret, men gjort gældende, at der kan varsles

lovlig konflikt, hvis lønoverenskomsten og de fire aftaler alle er opsagt og

opsagt samtidig. Klagerne gør imidlertid gældende, at de netop ikke er opsagt

samtidig. De fire aftaler er opsagt til ophør ved udgangen af september måned

1988 og er ophørt på dette tidspunkt. De er efter selve indholdet af

opsigelsesbestemmelserne ikke fortsat gældende, idet der ikke for deres

vedkommende er tale om, at de løber videre, indtil de bringes til ophør ved

en frigørelseskonflikt. De er således ikke, som af indklagede hævdet opsagt

samtidig med lønoverenskomsten. Det første strejkevarsel for så vidt angår de

fire aftaler er derfor allerede af den grund ulovligt. Den mangel, der

således er ved dette første strejkevarsel, kan efter fast arbejdsretlig

praksis ikke efterfølgende afhjælpes. Den part, over for hvilken der afgives

konfliktvarsel, skal straks ved modtagelsen af varslet kunne indrette sig på

de retsfølger, det afgivne varsel har. Man kan ikke udvide området for det

første strejkevarsel ved et andet varsel. Det er derfor uden betydning for

denne sags afgørelse, at Landsforeningen den 27. oktober 1988 opsagde

lønoverenskomsterne.

Til imødegåelse af indklagedes påstand om, at de fire aftaler er

kollektive overenskomster, har klagerne anført, at de såvel ved deres

opsigelsesbestemmelser som ved deres indhold adskiller sig klart fra

kollektive overenskomster. De er ikke tænkt som og kan ikke have status som

kollektive overenskomster. Hvad først angår de opsigelsesbestemmelser, som

tre af aftalerne indeholder, bemærker klagerne, at aftalerne har en længere

løbetid - 5 år - end overenskomsterne, og selvom de efter opsigelse og krav

herom har kunnet forhandles i forbindelse med overenskomsterne, viser

formuleringen, at det har været hovedsigtet med disse opsigelsesbestemmelser,

at aftalerne skulle forhandles på andre tidspunkter end lønoverenskomsterne,

der har en opsigelsesfrist på 4 måneder til udgangen af en marts måned. Til

belysning af den indholdsmæssige forskel på de indgåede aftaler og

overenskomsterne har klagerne indledningsvis henvist til § 2 i parternes

hovedaftale med anmærkning til denne bestemmelse: »§ 2. Den ret,

bankerne har til at lede og fordele arbejdet samt anvende den til enhver tid

passende arbejdskraft, skal udøves i overensstemmelse med de til enhver tid

gældende love og de mellem parterne indgåede aftaler og kollektive

overenskomster. Anmærkning: Ved udtrykket »de mellem parterne indgåede

aftaler« har der særlig været tænkt på aftaler om tillidsmandsforhold og

om samarbejdsudvalg.' Klagerne har endvidere henvist til, at aftalerne gør

indgreb i arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet. Efter den

arbejdsretlige praksis, der har udviklet sig for så vidt angår Hovedaftalen

mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark, vil der

ikke lovligt kunne iværksættes kollektive kampskridt med henblik på

indskrænkninger i arbejdsgiverens ret til at lede og fordele arbejdet, og den

mellem parterne indgåede hovedaftale svarer på dette punkt ganske til den

mellem Dansk Arbejdsgiverforening og Landsorganisationen i Danmark indgåede

Hovedaftale. Selvom det måtte blive antaget, at aftalerne retligt måtte

betragtes som kollektive overenskomster, vil dette være uden betydning for

denne sag.

Indklagede har til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand og de to af

indklagede nedlagte selvstændige påstande anført, at der i forbindelse med

konfliktretten i forbindelse med den opsagte lønoverenskomst haves

konfliktret, såfremt der ikke kan tilvejebringes enighed om de spørgsmål, der

er omhandlet i de fire aftaler, der er genstand for behandling under denne

sag. De er efter indklagedes opfattelse kollektive overenskomster, i hvilken

forbindelse indklagede henviser dels til, at aftalerne regulerer de

arbejdsvilkår, der gælder for de enkelte medarbejdere og forholdet imellem

lønmodtagere og arbejdsgivere, dels til, at klagerne i deres interne

organisation har behandlet aftalerne på samme måde som overenskomsterne. I §§

12 og 13 i Vedtægterne for Danske Bankers Forhandlingsorganisation står der

således:

»§ 12 Overenskomster om løn- og arbejdsforhold.

Overenskomster mellem Forhandlingsorganisationen og en central faglig

personaleorganisation angående løn- og arbejdsforhold skal for at blive

gyldig godkendes ved urafstemning blandt medlemmerne..........

§ 13 Opsigelse af overenskomster.

Forhandlingsorganisationens bestyrelse kan, når forholdene efter dens skøn

opfordrer dertil, med de gældende varsler opsige overenskomster og aftaler

indgået mellem Forhandlingsorganisationen og centrale faglige

personaleorganisationer..........«

Endvidere fremgår det af et cirkulære af 3. april 1981 fra

Forhandlingsorganisationen til medlemmerne, at såvel overenskomsterne som

aftalerne i 1981 udsendtes til urafstemning. - Det hæfte, som parterne i

fællesskab udgiver med overenskomster og aftaler, benævnes på forsiden:

»Overenskomster 1987«.

Indklagede har endelig anført, at Landsforeningen har været nødt til at

sige de fire særlige aftaler op i god tid på grund af de gældende

opsigelsesvarsler. For at undgå at accelerere en måske unødig

konfrontationsstemning, har Landsforeningen ikke samtidig opsagt den

almindelige lønoverenskomst. Der er, efter at opsigelsen af den er sket, ikke

noget retligt grundlag for at hindre lovlig konflikt i tilknytning til

opsigelsen og udløbet af den almindelige overenskomst med henblik på at opnå

en sanering og sammenskrivning af hele regelsættet.

Arbejdsretten skal udtale:

Da indklagede har erkendt, at der ikke er knyttet særskilt konfliktret til

hver af de fire aftaler, aftalen om tryghed i ansættelsen, aftalen om

tillidsmænd, aftalen om samarbejde og samarbejdsudvalg samt aftalen

vedrørende edb-teknologi, uafhængigt af lønoverenskomsten, og da der ved

skrivelsen af 30. september 1988 alene er varslet arbejdsstandsning, fordi

der ikke har kunnet opnås enighed om fornyelse af de nævnte fire aftaler,

medens lønoverenskomsten først er opsagt ved skrivelse af 27. oktober 1988,

findes det af indklagede afgivne første konfliktvarsel som af klagerne

påstået at være ulovligt.

Da den situation, der er beskrevet i indklagedes påstand 2, at lovlig

konflikt vedrørende aftalerne varsles i forbindelse med, at den almindelige

lønoverenskomst opsiges til udløb med udgangen af marts måned 1989, efter det

foran anførte ikke foreligger, vil klagernes påstand om frifindelse for den

af indklagede således nedlagte påstand være at tage til følge. Det findes

herefter ufornødent for sagens afgørelse at tage stilling til indklagedes

påstand 1.

Indklagede findes at burde betale 2.000 kr. i sagsomkostninger til

Arbejdsretten.

T h i k e n d e s f o r r e t :

Det af indklagede, Danske Bankfunktionærers Landsforening, ved brev af 30.

september 1988 over for klagerne, Danske Bankers Forhandlingsorganisation,

afgivne første strejkevarsel er ulovligt.

Klagerne frifindes for den af indklagede under 2. nedlagte selvstændige

påstand.

Indklagede betaler inden 14 dage 2.000 kr. i sagsomkostninger til

Arbejdsretten.

Officielle noter

(* 1) Henvisninger: Per Jacobsen s.336 ff, K 87.343 (A 1987 s.158).

Lignende dokumenter