Spring til indhold

Retsinformation

Overgang fra deltids- til fuldtidsforsikring. Feriedage og søgnehelligdage i 13 ugers perioden kan ikke forlænge denne.

KEN nr 3850 af 23/09/1991Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Overgang fra deltids- til fuldtidsforsikring.

Feriedage og søgnehelligdage i 13 ugers perioden kan ikke forlænge denne.

Et deltidsforsikret medlem af en arbejdsløshedskasse, der var ansat som

husassistent ved en kommune, fik pr. 1. november 1990 ændret sin arbejdstid

til 32 timer pr. uge. Den 27. oktober 1990 anmodede medlemmet om at få ændret

sin status til fuldtidsforsikring.

Kassen afslog at ændre medlemmets status på baggrund af

dokumentationsperioden fra den 1. november 1990 til den 31. januar 1991.

Medlemmet indsendte herefter dokumentationsmateriale vedrørende perioden fra

den 1. januar til den 31. marts 1991, hvoraf fremgår, at medlemmet afholdte 3

feriedage, foruden der i perioden var en søgnehelligdag.

Kassen fandt heller ikke, at medlemmet på dette grundlag opfyldte

betingelserne i arbejdsløshedsforsikringslovens § 68, stk. 3, idet medlemmet

i den omhandlede periode havde haft 379,5 arbejdstimer, og kassen tilføjede,

at selv om man medregnede den 31. december 1990 eller den 1. april 1991 ville

medlemmet ikke opfylde kravet om 13 ugers beskæftigelse med mere end 390

arbejdstimer.Medlemmet anførte, at hun ifølge loven har ret til at afholde 30

dages ferie om året, og at det herefter vil være næsten umuligt at finde 13

uger uden afbrydelse.

Direktoratet meddelte, at den omstændighed, at det ikke direkte er anført

i § 68, stk. 3, at arbejdskravet ikke kan opfyldes ved hjælp af løntimer, bag

hvilke der ikke ligger faktisk arbejde, ikke ændrer ved den generelle

fortolkning i arbejdsløshedsforsikringsloven af »arbejde«, forstået

som faktiske arbejdstimer. Direktoratet meddelte videre, at det af

direktoratets vejledning af 3. oktober 1990 fremgår, at 13-ugers perioden

ikke kan forlænges.

Direktoratet fandt herefter ikke, at medlemmet havde kunnet opfylde kravet

om et gennemsnitligt timetal på mere end 30 timer pr. uge i de første 13 uger

af 1991.

Direktoratet tilføjede, at i medlemmets tilfælde, hvor hun kun arbejder 32

Læs alt

timer ugentligt, måtte hun forsøge at finde 13 uger, hvori hun hverken holdt

ferie og i hvilken, der heller ikke forekom søgnehelligdage, for at kunne

opfylde kravet om mere end 390 timer i perioden.

Medlemmet klagede over direktoratets afgørelse uden yderligere

bemærkninger, og direktoratet fastholdt den trufne afgørelse uden yderligere

tilføjelser.

Kassen anførte, at den fandt det ganske urimeligt, at et medlem, som er

ansat til mere end 30 timers beskæftigelse om ugen ikke kan ændres fra del-

til fuldtidsforsikret medlemskab, hvis der i 13 ugers perioden forekommer

ferie, søgnehelligdage, sygdom el.lign., fordi det ikke er muligt at forlænge

perioden med sådanne fraværsdage.

Dette medlem ville i en optagelsessituation være berettiget til

fuldtidsforsikret medlemskab, idet ferie, søgnehelligdage m.v. giver ret til

forlængelse af 10 ugers perioden.

Kassen anførte videre, at kassens medlemmer finder det ganske

uforståeligt, at der skal være så stor forskel mellem optagelsessituationer

og oprykningssituationen, ligesom det kan være umuligt at forklare, at

medlemmet på den ene side er forpligtet til at anmelde overtagelse af

fuldtidsarbejde, mens kassen på den anden side gentagne gange bliver nødt til

at afslå at foretage ændringen, når der foreligger sådant helt almindeligt

forekommende fravær i et arbejdsforhold.

Det kan ikke være tilsigtet, at medlemmer i sådanne tilfælde skal vælge

mellem at forblive deltidsforsikrede eller lade sig udmelde for straks efter

at blive optaget som fuldtidsforsikrede.

Ankenævnet fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte

direktoratets afgørelse, hvorefter pågældende ikke opfyldte betingelserne for

overflytning til fuldtidsforsikring på grundlag af arbejde i perioden 1.

januar - 31. marts 1991, idet medlemmet i den omhandlede periode ikke havde

haft arbejde som lønmodtager med et gennemsnitligt timetal på mere end 30

timer pr. uge i en sammenhængende periode på 13 uger.

Ankenævnet har herved lagt vægt på forarbejderne til bestemmelsen, hvoraf

fremgår, at den seneste formulering er begrundet i et ønske om en objektiv og

let administrerbar regel.

Ankenævnet fandt således ikke grundlag for at anvende de administrative

regler, der knytter sig til optagelsesbestemmelsen i

arbejdsløshedsforsikringslovens § 41, d.v.s. direktoratets bekendtgørelse nr.

499 af 19. august 1988, hvorefter der kan ske forlængelse for ferie,

søgnehelligdage og overenskomstmæssige fridage, analogt, ligesom der heller

ikke ses at foreligge en sådan situation, at der er grundlag for at anvende

de regler, der knytter sig til bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 55 analogt.

Ankenævnet tiltrådte således Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

afgørelse.

Officielle noter

Offentliggjort i Meddelelser fra DFA nr. 45/91.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter