Et fuldtidsforsikret, men deltidsansat a-kassemedlems afslag på et rimeligt arbejdstilbud. Konsekvenser for retten til arbejdsløshedsdagpenge.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Et fuldtidsforsikret, men deltidsansat a-kassemedlems afslag
på et rimeligt arbejdstilbud. Konsekvenser for retten til
arbejdsløshedsdagpenge.
A klagede til mig over at
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn i
afgørelser af henholdsvis 10. september 1991 og 19. marts 1992 havde bestemt,
at hun ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, og at hun dermed ikke
umiddelbart var berettiget til dagpenge ved eventuel ledighed.
Af sagen fremgik det at A var
uddannet som husholdningslærer og underviste på en privatskole i X-by, på
ungdomsskolen og i flere oplysningsforbund. A var fuldtidsforsikret og havde
i flere perioder modtaget supplerende dagpenge.
Den 14. juni 1990
indberettede A's a-kasse hende til Arbejdsformidlingen til modtagelse af et
arbejdstilbud.
Baggrunden herfor var at A stod for at miste sin ret til supplerende
dagpenge,
jf. § 60 i dagældende lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring.
A modtog herefter fra
arbejdsformidlingen i X-by 2 arbejdstilbud som husassistent. A afviste
tilbuddene
idet hun mente, arbejdet var for hårdt. Det sidste tilbud var i første omgang
udbudt som et pædagogmedhjælperjob.
Den 11. december 1990 gav
Arbejdsmarkedsnævnet i Y Amt A medhold i at der ved de to tilbud ikke var
taget
tilstrækkeligt hensyn til hendes seneskedehindebetændelse.
Nævnet anførte i fortsættelse
heraf som sin vurdering følgende:
"...
Læs alt
Det er imidlertid også
arbejdsmarkedsnævnets vurdering,
at (A)
ikke nødvendigvis har krav på et arbejdstilbud inden for
undervisningsområdet,
for at tilbuddet er rimeligt. Arbejdsmarkedsnævnet finder, at det af
(AF-X-by)
afgivne tilbud (som pædagogmedhjælp) ligger inden for rammerne af det
rimelige.
..."
A's a-kasse havde, på
baggrund af hendes afvisning af de to arbejdstilbud, fra den 27. juli 1990
ikke
anset hende for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. brev af 9.
august
1990 fra regionskontoret i Z-by. I brevet herom til A var bl.a. anført
følgende:
"Efter nøje at have
gennemgået ovennævnte materiale har vi vurderet, at du ikke er til rådighed
for
arbejdsmarkedet, idet vi ud fra det foreliggende grundlag må konstatere, at
du
begrænser din rådighed til udelukkende undervisning eller andet arbejde i
relation til din uddannelse som husholdsningslærer.
Du vil herefter ikke være
berettiget til at modtage dagpenge fra den 27.7.90, idet det er en
forudsætning
for modtagelse af dagpenge, at man er til rådighed for arbejdsmarkedet".
Den 10. januar 1991 var A til
ansættelsessamtale i forbindelse med et nyt arbejdstilbud ved X-by
Uddannelsescenter. I et brev af 11. januar 1991 fra centerets bestyrer til A
blev stillingen beskrevet således:
"... langtidsledig til
hjælp og støtte for vore 2 køkkenassistent-elever m.h.t. kostberegning,
diættik
m.m., samt være os til hjælp og give os inspiration til fremstilling af vore
daglige menuplaner, herunder kostberegning samt prisfastsættelse, yderligere
vil stillingen indebære lettere lagerstyring af vores frost, vin og
koloniallager
m.m."
Som en konklusion på
ansættelsessamtalen anførte bestyreren i samme brev følgende:
"Det kan bemærkes under
vores samtale d.d. at De ikke mener De kan påtage Dem ovennævnte opgave som
følge af:
- De ikke har undervist i årevis i diættik,
kostberegning samt
at De har et mindre kendskab til
prisfastsættelse.
- De mener ikke Deres nuværende uddannelse er
tidssvarende,
således at De kan påtage Dem
ovennævnte stilling.
- Kan p.t. ikke modtage 37 timers arbejdstilbud, men er indstillet
på at modtage supplerende timer."
På denne baggrund blev A
indkaldt til et møde i a-kassens regionskontor i Z-by med henblik på en
fornyet vurdering af hendes rådighed for arbejdsmarkedet.
Den 3. februar 1991 anførte A
i et brev til a-kassen at hun på grund af undervisningsarbejde ikke kunne
komme
til møde i regionskontoret i Z-by. Desuden anførte A at hun i høj grad stod
til
rådighed for arbejdsmarkedet, idet hun ikke siden 19. november 1990 havde
bedt
om supplerende dagpenge. A gjorde endvidere gældende at det anviste
arbejdstilbud
kun indebar undervisning i 2½-5 timer ugentlig. I den forbindelse henviste A
til stillingsbeskrivelsen, jf. citatet ovenfor.
Den 20. februar 1991
fastholdt a-kassens regionskontor sin tidligere trufne afgørelse om at A ikke
stod til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor ikke var berettiget til
dagpenge.
Regionskontorets afgørelse
blev den 14. juni 1991 - efter påklage - stadfæstet af a-kassens hovedkontor.
Hovedkontoret henviste til regionskontorets begrundelser.
A ankede afgørelsen til
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. I et brev af 1. august 1991
uddybede A sin klage. A henviste bl.a. til at hendes muligheder for at få
sine
jobs tilbage efter arbejdstilbuddet ville have været små, og at hun måtte
forvente
total arbejdsløshed derefter.
Direktoratet for
Arbejdsløshedsforsikringen traf afgørelse i sagen den 10. september 1991. I
brevet af denne dato refererede direktoratet a-kassens afgørelse således:
"Med skrivelse af 22.
juli 1991 fra (A's a-kasse) har direktoratet modtaget Deres klage over
kassens
afgørelse af 24. juni 1991, ifølge hvilken De ikke anses for at stå til
rådighed for arbejdsmarkedet efter den 27. juli 1990.
De kan derfor ikke modtage
supplerende dagpenge, før De har haft mere end 300 timers arbejde inden for
en
periode på 10 uger."
Direktoratet anførte herefter
bl.a.:
"...
Direktoratet skal i denne
anledning meddele, at kassen med rette har foretaget en konkret
rådighedsvurdering,
og at direktoratet efter en samlet vurdering kan tiltræde kassens afgørelse,
ifølge hvilken De ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
Det er imidlertid direktoratets opfattelse, at det først er på tidspunktet
for
afslag på det tredje arbejdstilbud, d.v.s. den 10. januar 1991, der er det
tidspunkt, fra hvilket De ikke kan anses for at stå til rådighed for
arbejdsmarkedet.
Direktoratet har ved
afgørelsen lagt til grund, at de to arbejdstilbud afgivet henholdsvis den 14.
juni 1990 og den 11. juli 1990 ikke har været rimelige.
Direktoratet har i den
forbindelse lagt vægt på afgørelsen fra Arbejdsmarkedsnævnet i (Y) Amt.
Direktoratet har endvidere
lagt til grund, at De den 10. januar 1991 har afslået et rimeligt
arbejdstilbud.
Direktoratet har i den
forbindelse lagt vægt på Arbejdsmarkedsnævnets udtalelse om, at De ikke
nødvendigvis har krav på et arbejdstilbud inden for undervisningsområdet.
..."
A klagede herefter til
Arbejdsmarkedets Ankenævn. I et brev af 21. oktober 1991 uddybede hun klagen.
A anførte bl.a. følgende:
"...
Fra 19/11-90 har jeg ikke bedt om dagpenge; men alligevel bliver jeg
"tvunget" til at tage stilling til et arbejdstilbud, som jeg ikke
har
brug for, da jeg havde undervisning - omregnet 27-28 t. ugentlig.
Dette arbejdstilbud
får jeg 8/1-1991
- og det fører til, at
jeg igen bliver kaldt ikke stående til rådighed for arbejdsmarkedet -
det mener jeg bestemt
må
være ulovligt, da det krænker min ret som
menneske til at beholde mit mangeårige arbejde,
som jeg fortsat ønsker at
bestride.
...
og A konkluderede at hun
"... føler det som dybt
uretfærdigt, at jeg ikke kan modtage supplerende dagpenge grundet
a) et arbejdstilbud, som jeg ikke havde brug for
b) har ikke bedt om dagpenge 19/11-90-16/9-91 (60 år) -
(arb.tilbud 8/1-91)
men alligevel gør man alt for at ødelægge min tilværelse,
psykisk og økonomisk ..."
I et brev af 4. februar 1992
til ankenævnet udtalte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen bl.a.:
"...
Det er stadig direktoratets
opfattelse, at medlemmet ikke kan anses for at stå til rådighed for
arbejdsmarkedet
efter den 10. januar 1991, hvor medlemmet afslog et konkret arbejdstilbud.
Direktoratets afgørelse af 10. september 1991 er begrundet i medlemmets
afslag
på arbejdstilbudet.
Det forhold, at medlemmet
efter afslaget ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,
indebærer,
at medlemmet vil kunne modtage dagpenge for perioden forud for afslaget,
forudsat
at medlemmet i øvrigt opfylder betingelserne herfor, herunder at medlemmet er
aktivt arbejdssøgende.
..."
Ankenævnet tiltrådte på et
møde den 19. marts 1992 direktoratets afgørelse. Nævnet tiltrådte tillige
direktoratets begrundelse og tilføjede:
"...
Nævnet har lagt vægt på, at
medlemmet ikke har været interesseret i at opgive sit
deltidsundervisningsarbejde
til fordel for et arbejdstilbud på fuld tid."
I sin klage til mig gentog A
det hun tidligere havde anført over for myndighederne. Herudover gav hun
udtryk for at hun syntes, "det ... (var) forkert, at ... (hun) skulle
opsige ... (sin) undervisningsstilling på ca. 27-28 t. ugentlig for at blive
overført til noget, ... (hun) ikke kunne -
i
en alder af 59½ år".
I en udtalelse af 16. juni
1992 udtalte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende:
"Direktoratet er
opmærksom på, at medlemmet indgav klage til Arbejdsmarkedsnævnet, og at
Arbejdsmarkedsnævnet
gav medlemmet medhold i, at de to første arbejdstilbud ikke var rimelige.
Arbejdsmarkedsnævnet
udtalte, at det første arbejdstilbud som husassistent ikke var rimeligt, og
at
medlemmet efterfølgende ikke fik det arbejdstilbud, som Arbejdsformidlingen
henviste hende til, nemlig som pædagogmedhjælper. Samtidig udtalte
Arbejdsmarkedsnævnet, at medlemmet ikke nødvendigvis havde krav på et
arbejdstilbud inden for undervisningsområdet, og at arbejdstilbud som
pædagogmedhjælper lå inden for rammerne af det rimelige.
Det er således direktoratets
opfattelse, at medlemmet - under henvisning til, at det pågældende
arbejdstilbud
ikke kunne karakteriseres som et undervisningsarbejde - ikke har haft en
fyldestgørende grund til at afslå det pågældende arbejdstilbud."
I en udtalelse af 19. juni
1992 henholdt ankenævnet sig til sin afgørelse i sagen.
I skrivelse af 18. marts 1994
anmodede jeg Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets
Ankenævn om supplerende udtalelser. Jeg anførte i den forbindelse følgende:
"Det fremgår af
Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens og ankenævnets afgørelser at
disse
er truffet på grundlag af bestemmelserne i dagældende lov om
arbejdsformidling
og arbejdsløshedsforsikring m.v. § 60, stk. 1-3, og § 62, stk. 1, nr. 5, og
den
dagældende bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 om et
arbejdsløshedskassemedlems
rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed § 11, stk.
1, nr. 5, § 13, nr. 4) og § 14, stk. 2.
Lovens § 60 var sålydende:
"Når et medlem har fået
udbetalt nedsatte dagpenge i sammenlagt 78 uger inden for de sidste 2 år,
bortfalder
retten til nedsatte dagpenge, indtil medlemmet har haft 26 ugers arbejde med
mere end 30 timer i hver uge inden for 12 måneder.
Stk. 2.
Et medlem, hvis ret til dagpenge er bortfaldet efter stk.
1, bevarer uanset stk. 1 retten til nedsatte dagpenge, indtil medlemmet
påbegynder et arbejdstilbud efter § 1, stk. 1, 2. pkt. eller § 1, stk. 4, nr.
5, i lov om arbejdstilbud til ledige eller har afslået arbejdstilbuddet.
Stk. 3.
Et medlem, hvis dagpenge bortfalder efter stk. 1, og som
ikke benytter sig af retten til et arbejdstilbud efter § 1, stk. 1, 2. pkt.,
eller § 1, stk. 4, nr. 5, i lov om arbejdstilbud til ledige, har ved fuld
ledighed alene ret til dagpenge som deltidsforsikret. Retten til dagpenge som
fuldtidsforsikret genindtræder, når medlemmet har haft mere end 300 timers
beskæftigelse inden for en periode på 10 uger eller et arbejdstilbud.
Stk. 4.
Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter
forhandling med Landsarbejdsnævnet nærmere regler om anvendelsen af
bestemmelsen i stk. 1. Der kan herunder fastsættes regler for arbejdsforhold,
hvori der arbejdes periodevis, samt fastsættes regler om, at fagområder eller
dele heraf med særlig mange kortvarige ansættelsesforhold ikke er omfattet af
bestemmelsen i stk. 1."
Bekendtgørelsens § 13, nr. 4)
var sålydende:
"Et medlem anses ikke
for at stå til rådighed, hvis:
...
4) medlemmet har afslået et
rimeligt arbejdstilbud i henhold til lov om arbejdstilbud til ledige eller
uden
en fyldestgørende grund er ophørt i arbejdstilbudet."
I arbejdsløshedsforsikringslovens
§ 60, stk. 3, og i § 4 i den dagældende bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni
1989
(om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er
lønmodtager og har nedsat arbejdstid) er det beskrevet, hvilke konsekvenser
det får, hvis et fuldtidsforsikret medlem - ved udløbet af fristen i lovens §
60, stk. 1 - ikke benytter sig af "retten til et arbejdstilbud".
Bekendtgørelsens § 4, stk. 3, er en gengivelse af lovens § 60, stk. 3. Som
det
fremgår af citatet ovenfor er konsekvensen, at den pågældende herefter
betragtes som deltidsforsikret, indtil retten til fuldtidsforsikring
eventuelt genoptjenes.
Bestemmelsen i § 60, stk. 3,
blev indsat i loven i 1988 i forbindelse med behandlingen af lovforslag L 55
(Forslag til lov om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, af lov om
arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og af lov om en
arbejdsmarkedsuddannelsesfond. (Forstærket indsats mod langvarig ledighed)),
jf. Folketingets Arbejdsmarkedsudvalgs tillægsbetænkning af 16. december
1988,
Folketingstidende, tillæg B, spalte 599 ff. Af tillægsbetænkningen fremgår
bl.a., at "(e)t medlem, der afslår et arbejdstilbud og herefter ikke
modtager supplerende dagpenge, har inden for de første 6 måneder efter afslag
mulighed for at opretholde retten til arbejdstilbud" (spalte 607).
Ankenævnet har ved sin
afgørelse - med en enkelt tilføjelse - tiltrådt direktoratets begrundelse.
Umiddelbart står det mig ikke helt klart, hvordan myndighedernes afgørelser
skal forstås. Jeg henviser i den forbindelse bl.a. til at der i lovgrundlaget
er henvist til såvel arbejdsløshedsforsikringslovens § 60 - inklusiv stk. 3,
jf. ovenfor - og til lovens § 62, stk. 1, nr. 5. Jeg henviser endvidere til
direktoratets referat af arbejdsløshedskassens afgørelse (...), hvor det er
anført at "De kan derfor ikke modtage
supplerende
dagpenge,
før De ... (fremhævet af mig)".
Under telefonsamtaler den
25. januar og 9. marts 1994 mellem en af mine medarbejdere og ... (en
medarbejder i ankenævnets sekretariat) (er det) oplyst at myndighedernes
afgørelser skal forstås på den måde, at der er foretaget en konkret
rådighedsvurdering - idet bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens §
60,
stk. 3, ikke dækker (A's) situation - og at det i den forbindelse er tillagt
afgørende betydning, at (A) afslog arbejdstilbuddet ved (X-by)
Uddannelsescenter.
Efter lovens § 60, stk. 3,
skulle denne omstændighed imidlertid - sådan som jeg umiddelbart må opfatte
bestemmelsen - alene have ført til at (A) herefter måtte betragtes som
deltidsforsikret, og ikke have haft den yderligere konsekvens at (A) mistede
sin dagpengeret helt.
Jeg skal anmode om nævnets og... (direktoratets) bemærkninger til det jeg
ovenfor har fremført, herunder til
de oplysninger om myndighedernes afgørelser, som jeg har modtaget telefonisk.
..."
Direktoratet anførte i en
udtalelse til ankenævnet at den af direktoratet valgte lovhenvisning kunne
forekomme misvisende, idet direktoratets og a-kassens afgørelser alene var
truffet på baggrund af en konkret rådighedsvurdering i henhold til
arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 1, nr. 5.
Ankenævnet oplyste herefter
ved skrivelse af 24. juni 1994 at sagen havde været behandlet på ny i
ankenævnets møde den 9. juni 1994, og at ankenævnet på mødet havde truffet en
ny afgørelse med følgende indhold:
"Ankenævnet lægger til
grund, at (A) var beskæftiget på deltid med undervisningsarbejde svarende til
27-28 timer ugentlig, da hun den 8. januar 1991 blev henvist til et
arbejdstilbud på fuld tid ved (X-by) Uddannelsescenter, at hun ikke siden den
19. november 1990 havde modtaget supplerende dagpenge, og at hun afviste
tilbuddet, fordi hun foretrak sit deltidsarbejde. Ankenævnet lægger endvidere
til grund, at afvisningen af arbejdstilbuddet var anledningen til, at kassen
traf afgørelse om, at hun ikke længere kunne anses for at stå til rådighed
for
arbejdsmarkedet.
Ankenævnet finder under
henvisning til arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende § 60, stk. 3, at
afslaget på arbejdstilbuddet i januar 1991 alene skal medføre, at medlemmet
udelukkes fra dagpenge som fuldtidsforsikret, men således at hun ved fuld
ledighed fra sit deltidsjob alene vil være berettiget til dagpenge som
deltidsforsikret, indtil hun har haft mere end 300 timers beskæftigelse inden
for en periode på 10 uger eller et arbejdstilbud.
Ankenævnet ændrer således den
tidligere trufne afgørelse.
Direktoratet anmodes om at
foranledige, at der træffes afgørelse om, hvorvidt der herefter tilkommer
medlemmet ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven."
Ved skrivelse af 6. juli 1994
meddelte jeg ankenævnet at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig
mere i sagen.
Lignende dokumenter
- DOMSTOLENS DOM (Tredje Afdeling) 11. september 2008 EU-domme · 11. september 2008
- Sag om prøvelse af to afgørelser fra Ankestyrelsen om henholdsvis vurderingen af uarbejdsdygtighed efter sygedagpengeloven og rådighedsvurderingen efter arbejdsløshedssikringsloven Domsdatabasen · 5. januar 2023
- FORSLAG TIL AFGØRELSE FRA GENERALADVOKAT D. RUIZ-JARABO COLOMER fremsat den 15. maj 2008 Sag C-228/07 EU-domme · 15. maj 2008
- 1988 BTL 55 BETÆNKNING OVER FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM ARBEJDSTILBUD TIL LEDIGE, AF LOV OM ARBEJDSFORMIDLING OG ARBEJDSLØSHEDSFORSIKRING M.V. OG AF LOV OM EN ARBEJDSMARKEDSUDDANNELSESFOND (FORSTÆRKET INDSATS MOD LANGVARIG LEDIGHED) NR L 55 1988-89, 1. SAMLING Retsinformation · 17. maj 1989
- Sag om, hvorvidt behandlingen af sagsøgers seneste ansøgning om dansk indfødsret udgør en krænkelse af Danmarks internationale forpligtelser Domsdatabasen · 30. oktober 2026
- Fagforeningskontingent - tidlig pension SKM-databasen · 21. marts 2023