Spring til indhold

Retsinformation

Et fuldtidsforsikret, men deltidsansat a-kassemedlems afslag på et rimeligt arbejdstilbud. Konsekvenser for retten til arbejdsløshedsdagpenge.

FOU nr 1994.46UdtalelserFolketinget25. juni 2003

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Et fuldtidsforsikret, men deltidsansat a-kassemedlems afslag

på et rimeligt arbejdstilbud. Konsekvenser for retten til

arbejdsløshedsdagpenge.

A klagede til mig over at

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets Ankenævn i

afgørelser af henholdsvis 10. september 1991 og 19. marts 1992 havde bestemt,

at hun ikke stod til rådighed for arbejdsmarkedet, og at hun dermed ikke

umiddelbart var berettiget til dagpenge ved eventuel ledighed.

Af sagen fremgik det at A var

uddannet som husholdningslærer og underviste på en privatskole i X-by, på

ungdomsskolen og i flere oplysningsforbund. A var fuldtidsforsikret og havde

i flere perioder modtaget supplerende dagpenge.

Den 14. juni 1990

indberettede A's a-kasse hende til Arbejdsformidlingen til modtagelse af et

arbejdstilbud.

Baggrunden herfor var at A stod for at miste sin ret til supplerende

dagpenge,

jf. § 60 i dagældende lov om arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring.

A modtog herefter fra

arbejdsformidlingen i X-by 2 arbejdstilbud som husassistent. A afviste

tilbuddene

idet hun mente, arbejdet var for hårdt. Det sidste tilbud var i første omgang

udbudt som et pædagogmedhjælperjob.

Den 11. december 1990 gav

Arbejdsmarkedsnævnet i Y Amt A medhold i at der ved de to tilbud ikke var

taget

tilstrækkeligt hensyn til hendes seneskedehindebetændelse.

Nævnet anførte i fortsættelse

heraf som sin vurdering følgende:

"...

Læs alt

Det er imidlertid også

arbejdsmarkedsnævnets vurdering,

at (A)

ikke nødvendigvis har krav på et arbejdstilbud inden for

undervisningsområdet,

for at tilbuddet er rimeligt. Arbejdsmarkedsnævnet finder, at det af

(AF-X-by)

afgivne tilbud (som pædagogmedhjælp) ligger inden for rammerne af det

rimelige.

..."

A's a-kasse havde, på

baggrund af hendes afvisning af de to arbejdstilbud, fra den 27. juli 1990

ikke

anset hende for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, jf. brev af 9.

august

1990 fra regionskontoret i Z-by. I brevet herom til A var bl.a. anført

følgende:

"Efter nøje at have

gennemgået ovennævnte materiale har vi vurderet, at du ikke er til rådighed

for

arbejdsmarkedet, idet vi ud fra det foreliggende grundlag må konstatere, at

du

begrænser din rådighed til udelukkende undervisning eller andet arbejde i

relation til din uddannelse som husholdsningslærer.

Du vil herefter ikke være

berettiget til at modtage dagpenge fra den 27.7.90, idet det er en

forudsætning

for modtagelse af dagpenge, at man er til rådighed for arbejdsmarkedet".

Den 10. januar 1991 var A til

ansættelsessamtale i forbindelse med et nyt arbejdstilbud ved X-by

Uddannelsescenter. I et brev af 11. januar 1991 fra centerets bestyrer til A

blev stillingen beskrevet således:

"... langtidsledig til

hjælp og støtte for vore 2 køkkenassistent-elever m.h.t. kostberegning,

diættik

m.m., samt være os til hjælp og give os inspiration til fremstilling af vore

daglige menuplaner, herunder kostberegning samt prisfastsættelse, yderligere

vil stillingen indebære lettere lagerstyring af vores frost, vin og

koloniallager

m.m."

Som en konklusion på

ansættelsessamtalen anførte bestyreren i samme brev følgende:

"Det kan bemærkes under

vores samtale d.d. at De ikke mener De kan påtage Dem ovennævnte opgave som

følge af:

- De ikke har undervist i årevis i diættik,

kostberegning samt

at De har et mindre kendskab til

prisfastsættelse.

- De mener ikke Deres nuværende uddannelse er

tidssvarende,

således at De kan påtage Dem

ovennævnte stilling.

- Kan p.t. ikke modtage 37 timers arbejdstilbud, men er indstillet

på at modtage supplerende timer."

På denne baggrund blev A

indkaldt til et møde i a-kassens regionskontor i Z-by med henblik på en

fornyet vurdering af hendes rådighed for arbejdsmarkedet.

Den 3. februar 1991 anførte A

i et brev til a-kassen at hun på grund af undervisningsarbejde ikke kunne

komme

til møde i regionskontoret i Z-by. Desuden anførte A at hun i høj grad stod

til

rådighed for arbejdsmarkedet, idet hun ikke siden 19. november 1990 havde

bedt

om supplerende dagpenge. A gjorde endvidere gældende at det anviste

arbejdstilbud

kun indebar undervisning i 2½-5 timer ugentlig. I den forbindelse henviste A

til stillingsbeskrivelsen, jf. citatet ovenfor.

Den 20. februar 1991

fastholdt a-kassens regionskontor sin tidligere trufne afgørelse om at A ikke

stod til rådighed for arbejdsmarkedet og derfor ikke var berettiget til

dagpenge.

Regionskontorets afgørelse

blev den 14. juni 1991 - efter påklage - stadfæstet af a-kassens hovedkontor.

Hovedkontoret henviste til regionskontorets begrundelser.

A ankede afgørelsen til

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen. I et brev af 1. august 1991

uddybede A sin klage. A henviste bl.a. til at hendes muligheder for at få

sine

jobs tilbage efter arbejdstilbuddet ville have været små, og at hun måtte

forvente

total arbejdsløshed derefter.

Direktoratet for

Arbejdsløshedsforsikringen traf afgørelse i sagen den 10. september 1991. I

brevet af denne dato refererede direktoratet a-kassens afgørelse således:

"Med skrivelse af 22.

juli 1991 fra (A's a-kasse) har direktoratet modtaget Deres klage over

kassens

afgørelse af 24. juni 1991, ifølge hvilken De ikke anses for at stå til

rådighed for arbejdsmarkedet efter den 27. juli 1990.

De kan derfor ikke modtage

supplerende dagpenge, før De har haft mere end 300 timers arbejde inden for

en

periode på 10 uger."

Direktoratet anførte herefter

bl.a.:

"...

Direktoratet skal i denne

anledning meddele, at kassen med rette har foretaget en konkret

rådighedsvurdering,

og at direktoratet efter en samlet vurdering kan tiltræde kassens afgørelse,

ifølge hvilken De ikke kan anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

Det er imidlertid direktoratets opfattelse, at det først er på tidspunktet

for

afslag på det tredje arbejdstilbud, d.v.s. den 10. januar 1991, der er det

tidspunkt, fra hvilket De ikke kan anses for at stå til rådighed for

arbejdsmarkedet.

Direktoratet har ved

afgørelsen lagt til grund, at de to arbejdstilbud afgivet henholdsvis den 14.

juni 1990 og den 11. juli 1990 ikke har været rimelige.

Direktoratet har i den

forbindelse lagt vægt på afgørelsen fra Arbejdsmarkedsnævnet i (Y) Amt.

Direktoratet har endvidere

lagt til grund, at De den 10. januar 1991 har afslået et rimeligt

arbejdstilbud.

Direktoratet har i den

forbindelse lagt vægt på Arbejdsmarkedsnævnets udtalelse om, at De ikke

nødvendigvis har krav på et arbejdstilbud inden for undervisningsområdet.

..."

A klagede herefter til

Arbejdsmarkedets Ankenævn. I et brev af 21. oktober 1991 uddybede hun klagen.

A anførte bl.a. følgende:

"...

Fra 19/11-90 har jeg ikke bedt om dagpenge; men alligevel bliver jeg

"tvunget" til at tage stilling til et arbejdstilbud, som jeg ikke

har

brug for, da jeg havde undervisning - omregnet 27-28 t. ugentlig.

Dette arbejdstilbud

får jeg 8/1-1991

- og det fører til, at

jeg igen bliver kaldt ikke stående til rådighed for arbejdsmarkedet -

det mener jeg bestemt

må

være ulovligt, da det krænker min ret som

menneske til at beholde mit mangeårige arbejde,

som jeg fortsat ønsker at

bestride.

...

og A konkluderede at hun

"... føler det som dybt

uretfærdigt, at jeg ikke kan modtage supplerende dagpenge grundet

a) et arbejdstilbud, som jeg ikke havde brug for

b) har ikke bedt om dagpenge 19/11-90-16/9-91 (60 år) -

(arb.tilbud 8/1-91)

men alligevel gør man alt for at ødelægge min tilværelse,

psykisk og økonomisk ..."

I et brev af 4. februar 1992

til ankenævnet udtalte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen bl.a.:

"...

Det er stadig direktoratets

opfattelse, at medlemmet ikke kan anses for at stå til rådighed for

arbejdsmarkedet

efter den 10. januar 1991, hvor medlemmet afslog et konkret arbejdstilbud.

Direktoratets afgørelse af 10. september 1991 er begrundet i medlemmets

afslag

på arbejdstilbudet.

Det forhold, at medlemmet

efter afslaget ikke anses for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet,

indebærer,

at medlemmet vil kunne modtage dagpenge for perioden forud for afslaget,

forudsat

at medlemmet i øvrigt opfylder betingelserne herfor, herunder at medlemmet er

aktivt arbejdssøgende.

..."

Ankenævnet tiltrådte på et

møde den 19. marts 1992 direktoratets afgørelse. Nævnet tiltrådte tillige

direktoratets begrundelse og tilføjede:

"...

Nævnet har lagt vægt på, at

medlemmet ikke har været interesseret i at opgive sit

deltidsundervisningsarbejde

til fordel for et arbejdstilbud på fuld tid."

I sin klage til mig gentog A

det hun tidligere havde anført over for myndighederne. Herudover gav hun

udtryk for at hun syntes, "det ... (var) forkert, at ... (hun) skulle

opsige ... (sin) undervisningsstilling på ca. 27-28 t. ugentlig for at blive

overført til noget, ... (hun) ikke kunne -

i

en alder af 59½ år".

I en udtalelse af 16. juni

1992 udtalte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen følgende:

"Direktoratet er

opmærksom på, at medlemmet indgav klage til Arbejdsmarkedsnævnet, og at

Arbejdsmarkedsnævnet

gav medlemmet medhold i, at de to første arbejdstilbud ikke var rimelige.

Arbejdsmarkedsnævnet

udtalte, at det første arbejdstilbud som husassistent ikke var rimeligt, og

at

medlemmet efterfølgende ikke fik det arbejdstilbud, som Arbejdsformidlingen

henviste hende til, nemlig som pædagogmedhjælper. Samtidig udtalte

Arbejdsmarkedsnævnet, at medlemmet ikke nødvendigvis havde krav på et

arbejdstilbud inden for undervisningsområdet, og at arbejdstilbud som

pædagogmedhjælper lå inden for rammerne af det rimelige.

Det er således direktoratets

opfattelse, at medlemmet - under henvisning til, at det pågældende

arbejdstilbud

ikke kunne karakteriseres som et undervisningsarbejde - ikke har haft en

fyldestgørende grund til at afslå det pågældende arbejdstilbud."

I en udtalelse af 19. juni

1992 henholdt ankenævnet sig til sin afgørelse i sagen.

I skrivelse af 18. marts 1994

anmodede jeg Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringen og Arbejdsmarkedets

Ankenævn om supplerende udtalelser. Jeg anførte i den forbindelse følgende:

"Det fremgår af

Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens og ankenævnets afgørelser at

disse

er truffet på grundlag af bestemmelserne i dagældende lov om

arbejdsformidling

og arbejdsløshedsforsikring m.v. § 60, stk. 1-3, og § 62, stk. 1, nr. 5, og

den

dagældende bekendtgørelse nr. 315 af 17. maj 1989 om et

arbejdsløshedskassemedlems

rådighedsforpligtelse og konsekvenserne af selvforskyldt ledighed § 11, stk.

1, nr. 5, § 13, nr. 4) og § 14, stk. 2.

Lovens § 60 var sålydende:

"Når et medlem har fået

udbetalt nedsatte dagpenge i sammenlagt 78 uger inden for de sidste 2 år,

bortfalder

retten til nedsatte dagpenge, indtil medlemmet har haft 26 ugers arbejde med

mere end 30 timer i hver uge inden for 12 måneder.

Stk. 2.

Et medlem, hvis ret til dagpenge er bortfaldet efter stk.

1, bevarer uanset stk. 1 retten til nedsatte dagpenge, indtil medlemmet

påbegynder et arbejdstilbud efter § 1, stk. 1, 2. pkt. eller § 1, stk. 4, nr.

5, i lov om arbejdstilbud til ledige eller har afslået arbejdstilbuddet.

Stk. 3.

Et medlem, hvis dagpenge bortfalder efter stk. 1, og som

ikke benytter sig af retten til et arbejdstilbud efter § 1, stk. 1, 2. pkt.,

eller § 1, stk. 4, nr. 5, i lov om arbejdstilbud til ledige, har ved fuld

ledighed alene ret til dagpenge som deltidsforsikret. Retten til dagpenge som

fuldtidsforsikret genindtræder, når medlemmet har haft mere end 300 timers

beskæftigelse inden for en periode på 10 uger eller et arbejdstilbud.

Stk. 4.

Direktøren for Arbejdsløshedsforsikringen fastsætter efter

forhandling med Landsarbejdsnævnet nærmere regler om anvendelsen af

bestemmelsen i stk. 1. Der kan herunder fastsættes regler for arbejdsforhold,

hvori der arbejdes periodevis, samt fastsættes regler om, at fagområder eller

dele heraf med særlig mange kortvarige ansættelsesforhold ikke er omfattet af

bestemmelsen i stk. 1."

Bekendtgørelsens § 13, nr. 4)

var sålydende:

"Et medlem anses ikke

for at stå til rådighed, hvis:

...

4) medlemmet har afslået et

rimeligt arbejdstilbud i henhold til lov om arbejdstilbud til ledige eller

uden

en fyldestgørende grund er ophørt i arbejdstilbudet."

I arbejdsløshedsforsikringslovens

§ 60, stk. 3, og i § 4 i den dagældende bekendtgørelse nr. 461 af 27. juni

1989

(om supplerende (nedsatte) dagpenge til et arbejdsløshedskassemedlem, der er

lønmodtager og har nedsat arbejdstid) er det beskrevet, hvilke konsekvenser

det får, hvis et fuldtidsforsikret medlem - ved udløbet af fristen i lovens §

60, stk. 1 - ikke benytter sig af "retten til et arbejdstilbud".

Bekendtgørelsens § 4, stk. 3, er en gengivelse af lovens § 60, stk. 3. Som

det

fremgår af citatet ovenfor er konsekvensen, at den pågældende herefter

betragtes som deltidsforsikret, indtil retten til fuldtidsforsikring

eventuelt genoptjenes.

Bestemmelsen i § 60, stk. 3,

blev indsat i loven i 1988 i forbindelse med behandlingen af lovforslag L 55

(Forslag til lov om ændring af lov om arbejdstilbud til ledige, af lov om

arbejdsformidling og arbejdsløshedsforsikring m.v. og af lov om en

arbejdsmarkedsuddannelsesfond. (Forstærket indsats mod langvarig ledighed)),

jf. Folketingets Arbejdsmarkedsudvalgs tillægsbetænkning af 16. december

1988,

Folketingstidende, tillæg B, spalte 599 ff. Af tillægsbetænkningen fremgår

bl.a., at "(e)t medlem, der afslår et arbejdstilbud og herefter ikke

modtager supplerende dagpenge, har inden for de første 6 måneder efter afslag

mulighed for at opretholde retten til arbejdstilbud" (spalte 607).

Ankenævnet har ved sin

afgørelse - med en enkelt tilføjelse - tiltrådt direktoratets begrundelse.

Umiddelbart står det mig ikke helt klart, hvordan myndighedernes afgørelser

skal forstås. Jeg henviser i den forbindelse bl.a. til at der i lovgrundlaget

er henvist til såvel arbejdsløshedsforsikringslovens § 60 - inklusiv stk. 3,

jf. ovenfor - og til lovens § 62, stk. 1, nr. 5. Jeg henviser endvidere til

direktoratets referat af arbejdsløshedskassens afgørelse (...), hvor det er

anført at "De kan derfor ikke modtage

supplerende

dagpenge,

før De ... (fremhævet af mig)".

Under telefonsamtaler den

25. januar og 9. marts 1994 mellem en af mine medarbejdere og ... (en

medarbejder i ankenævnets sekretariat) (er det) oplyst at myndighedernes

afgørelser skal forstås på den måde, at der er foretaget en konkret

rådighedsvurdering - idet bestemmelsen i arbejdsløshedsforsikringslovens §

60,

stk. 3, ikke dækker (A's) situation - og at det i den forbindelse er tillagt

afgørende betydning, at (A) afslog arbejdstilbuddet ved (X-by)

Uddannelsescenter.

Efter lovens § 60, stk. 3,

skulle denne omstændighed imidlertid - sådan som jeg umiddelbart må opfatte

bestemmelsen - alene have ført til at (A) herefter måtte betragtes som

deltidsforsikret, og ikke have haft den yderligere konsekvens at (A) mistede

sin dagpengeret helt.

Jeg skal anmode om nævnets og... (direktoratets) bemærkninger til det jeg

ovenfor har fremført, herunder til

de oplysninger om myndighedernes afgørelser, som jeg har modtaget telefonisk.

..."

Direktoratet anførte i en

udtalelse til ankenævnet at den af direktoratet valgte lovhenvisning kunne

forekomme misvisende, idet direktoratets og a-kassens afgørelser alene var

truffet på baggrund af en konkret rådighedsvurdering i henhold til

arbejdsløshedsforsikringslovens § 62, stk. 1, nr. 5.

Ankenævnet oplyste herefter

ved skrivelse af 24. juni 1994 at sagen havde været behandlet på ny i

ankenævnets møde den 9. juni 1994, og at ankenævnet på mødet havde truffet en

ny afgørelse med følgende indhold:

"Ankenævnet lægger til

grund, at (A) var beskæftiget på deltid med undervisningsarbejde svarende til

27-28 timer ugentlig, da hun den 8. januar 1991 blev henvist til et

arbejdstilbud på fuld tid ved (X-by) Uddannelsescenter, at hun ikke siden den

19. november 1990 havde modtaget supplerende dagpenge, og at hun afviste

tilbuddet, fordi hun foretrak sit deltidsarbejde. Ankenævnet lægger endvidere

til grund, at afvisningen af arbejdstilbuddet var anledningen til, at kassen

traf afgørelse om, at hun ikke længere kunne anses for at stå til rådighed

for

arbejdsmarkedet.

Ankenævnet finder under

henvisning til arbejdsløshedsforsikringslovens dagældende § 60, stk. 3, at

afslaget på arbejdstilbuddet i januar 1991 alene skal medføre, at medlemmet

udelukkes fra dagpenge som fuldtidsforsikret, men således at hun ved fuld

ledighed fra sit deltidsjob alene vil være berettiget til dagpenge som

deltidsforsikret, indtil hun har haft mere end 300 timers beskæftigelse inden

for en periode på 10 uger eller et arbejdstilbud.

Ankenævnet ændrer således den

tidligere trufne afgørelse.

Direktoratet anmodes om at

foranledige, at der træffes afgørelse om, hvorvidt der herefter tilkommer

medlemmet ydelser efter arbejdsløshedsforsikringsloven."

Ved skrivelse af 6. juli 1994

meddelte jeg ankenævnet at jeg på det foreliggende grundlag ikke foretog mig

mere i sagen.

Lignende dokumenter