Spring til indhold

Retsinformation

Spørgsmål om hoved- eller bibeskæftigelse. Fradrag i dagpengene efter anvendelse af omregningssatsen.

KEN nr 3150 af 06/05/1994Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Spørgsmål om hoved- eller bibeskæftigelse.

Fradrag i dagpengene efter anvendelse af omregningssatsen.

Medlemmet var fuldtidsansat som tømrersvend. Ved siden af dette job havde

han arbejde som kasserer for et vandværk, samt tilsyn med den daglige drift.

Medlemmet blev opsagt fra sit arbejde som tømrersvend pr. 1. oktober 1993

på grund af betalingsstandsning.

Arbejdsløshedskassen meddelte, at arbejdet ved vandværket ansås for

bierhverv med ukontrollabel arbejdstid, hvorfor hans arbejdstid skulle

beregnes ved omregning af indtægten med den til enhver tid gældende

omregningssats.

Arbejdsløshedskassen anførte, at den omstændighed, at medlemmet havde

udført arbejdet på vandværket sideløbende med fuldtidsbeskæftigelse, betød,

at han ikke på grund af beskæftigelsen ved vandværket kunne anses for at være

forhindret i at udføre fuldtidsarbejde. En udvidelse af medlemmets

forpligtelser vedr. arbejdet på vandværket ville dog kunne medføre, at hans

rådighed ansås for indskrænket med deraf følgende tab af ret til supplerende

dagpenge.

Medlemmet klagede og anførte, at hans faktiske arbejdstid kunne

kontrolleres effektivt, hvorfor arbejdstiden ikke burde beregnes ved

omregning.

Medlemmet vedlagde kopi af ansættelsesaftalen af 1. juni 1993 mellem ham

og vandværket, hvoraf fremgik, at hans arbejdsopgaver var varetagelse af

kassererposten bortset fra regnskab og vandafgift m.m., som blev varetaget af

et revisionsfirma. Derudover skulle medlemmet deltage i den daglige drift med

rensning af filtre og kontrol af pumpetryk og vandforbrug. For dette arbejde

skulle der udbetales et fast vederlag på 9.900 kr. månedligt, som skulle

dække et fast timeforbrug på 4 om ugen, fordelt efter medlemmets egen

arbejdsplan. Arbejde af mere omfattende karakter kunne efter medlemmets skøn

overlades til et VVS-firma, El-firma eller lignende virksomhed.

Ansættelsesaftalen indeholdt en frigørelsesattest, idet det var anført, at

Læs alt

såfremt medlemmet overtog anden hovedbeskæftigelse, som var uforenelig med

varetagelsen af vandværkets drift, ville han have ret til at ophøre med

arbejdet for vandværket med øjeblikkelig virkning.

Arbejdsløshedskassen fastholdt, at arbejdstiden måtte anses for

ukontrollabel, idet medlemmet selv skulle udarbejde en arbejdsplan, og idet

vederlaget var af en sådan størrelse, at det efter hovedledelsens opfattelse

skulle medføre omregning.

Medlemmet oplyste, at hans arbejde som kasserer for vandværket bestod i at

modtage nye tilslutninger, hvoraf der var ca. 4-6 om året. Endvidere skulle

han en gang om måneden betale regninger. Disse funktioner blev varetaget fra

hans hjem. Der havde endnu ikke foreligget en situation, hvor der havde været

arbejde i mere end 4 timer om ugen. Hvis en sådan situation opstod, ville

medlemmet være berettiget til ekstra betaling. Vederlaget blev udbetalt som

A-indkomst.

Direktoratet var enig i arbejdsløshedskassens afgørelse, hvorefter

medlemmets indtægt fra arbejdet ved vandværket skulle medføre fradrag i

dagpengene efter anvendelse af omregningssatsen. Endvidere fandt

direktoratet, at arbejdet efter sin art var hovedbeskæftigelse, hvilket bl.a.

betød, at medlemmets sats skulle nedtrappes, og at han var omfattet af

reglerne om tidsbegrænset ret til supplerende dagpenge.

Direktoratet henviste til, at når et ledigt medlem, som er arbejdssøgende

til arbejde i fuld, sædvanlig arbejdstid, opnår arbejde af kortere varighed,

nedsættes dagpengene. Nedsættelsen sker efter forholdet mellem medlemmets

arbejdstid i vedkommende uge og fuld, sædvanlig arbejdstid. Inden for

områder, hvor nedsættelsen ikke kan foretages på grundlag af arbejdstiden,

sker nedsættelsen under hensyn til arbejdslønnen.

Direktoratet fandt, at medlemmets arbejde ved vandværket efter sin art

kunne udbydes som hovedbeskæftigelse. Direktoratet havde fundet det af

betydning, at der som vederlag for beskæftigelsen blev udbetalt et fast beløb

på 9.900 kr.

Uanset at beskæftigelsen ikke konkret kunne anses for hovedbeskæftigelse,

fandt direktoratet efter en vurdering af de udførte arbejdsopgaver,

sammenholdt med det udbetalte vederlag, at arbejdet havde karakter af

hovedbeskæftigelse. Det forhold, at medlemmet havde kunnet udføre arbejdet

sideløbende med fuldtidsbeskæftigelse, betød således ikke, at det kunne anses

for bibeskæftigelse i arbejdsløshedsforsikringslovens forstand.

Det afgørende for vurderingen af, om arbejdstiden var kontrollabel, var,

om det i forbindelse med den indgåede arbejdsaftale var et naturligt element,

at arbejdsgiveren eller den, som han havde givet myndighed hertil, kunne

kontrollere arbejdets udførelse.

Direktoratet fandt, at medlemmets arbejde ved vandværket ikke eller kun

vanskeligt kunne kontrolleres ved arbejdsgiverens registreringer, hvorfor

hans arbejdstid i ugen skulle beregnes ved omregning af nettoindtægten med

den til enhver tid gældende omregningssats.

Direktoratet havde bl.a. lagt vægt på, at arbejdet blev udført efter

medlemmets egen arbejdsplan, samt at hans varetagelse af kassererposten, som

bestod i at betale regninger månedligt og modtage nye tilslutninger til

vandværket, blev varetaget fra hans hjem. At arbejdstiden var ukontrollabel,

fremgik endvidere af, at medlemmet løbende kunne tilkaldes til arbejdsopgaver

ved hjælp af en »bipper«.

Medlemmet indankede sagen og anførte, at det som hovedregel var

arbejdstiden, der skulle anvendes ved vurderingen af, om der kunne udbetales

supplerende dagpenge. Medlemmet fandt, at hans arbejde ved vandværket måtte

være omfattet af denne hovedregel.

Direktoratet fandt ikke grundlag for at ændre afgørelsen.

Direktoratet bemærkede, at det som hovedregel var arbejdstiden, der blev

lagt til grund ved vurderingen af retten til supplerende dagpenge. Denne

hovedregel blev dog fraveget, når arbejdstiden ikke eller kun vanskeligt lod

sig kontrollere ved arbejdsgiverens registreringer.

Såfremt vandværket valgte at anskaffe et tidsur, og aflønningen herefter

skete forholdsmæssigt, svarende til den forbrugte tid, ville arbejdstiden

eventuelt kunne anses for kontrollabel.

Det fremgik dog af de modtagne oplysninger om arbejdsforholdet, at en del

af vederlaget blev udbetalt for medlemmets kassererarbejde, der udførtes

hjemme. Eftersom denne del af beskæftigelsen var ukontrollabel, skulle det

samlede vederlag fortsat omregnes ved anvendelse af den til enhver tid

gældende omregningssats.

Størrelsen af medlemmets indtægt, 9.900 kr. eller 300 kr., var som

udgangspunkt uden betydning for, om der skulle ske omregning. Dog kunne

spørgsmålet indgå ved vurderingen af, om et eventuelt oplyst tidsforbrug

skønnedes at være korrekt.

Ved vurderingen af, om der var tale om hoved- eller bibeskæftigelse, havde

direktoratet bl.a. inddraget lønnens størrelse, idet denne i nogen grad

angav, hvilket omfang af ekspertise arbejdsområdet krævede.

Direktoratet havde herefter fundet, at medlemmets arbejde, for så vidt

angik vurderingen af, om der var tale om hoved- eller bibeskæftigelse, var

sammenligneligt med f. eks. beskæftigelse som varmemester for en boligblok og

derfor efter sin art måtte betragtes som hovedbeskæftigelse.

Der var ikke tale om en konkret vurdering af arbejdsforholdet, men om en

artsvurdering.

Medlemmet oplyste til ankenævnet, at han pr. 1. januar 1994 havde indgået

ny aftale med vandværket. Arbejdets omfang var nu ansat til 6 timer ugentlig

og lønnen til 4.730 kr. månedlig.

Ankenævnet tiltrådte Direktoratet for Arbejdsløshedsforsikringens

afgørelse med den givne begrundelse. (J.nr. 1994-1-1778).

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter