Spring til indhold

Retsinformation

Genoptagelse, tilbagebetaling, svig, 962 timer, straffesag, fældende dom

KEN nr 10375 af 19/12/2003Endelig adm. afgørelseBeskæftigelses- og Ligestillingsministeriet16. januar 2006

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Genoptagelse,

tilbagebetaling, svig, 962 timer, straffesag, fældende dom

Resumé

Sagen handler om, hvorvidt arbejdsløshedskassen skal genoptage behandlingen

af den sag, som arbejdsløshedskassen traf afgørelse i den 11. november 1999,

og

om direktoratet skal genoptage behandlingen af den sag, som direktoratet traf

afgørelse i den 5. juli 2000.

Arbejdsløshedskassen traf afgørelse om, at medlemmet skulle tilbagebetale

dagpenge for perioden 9. juni 1997-10. marts 1999, brutto kr. 165.769,-.

Arbejdsløshedskassen

fandt forholdet svigagtigt. Tilbagebetalingen vedrørte uge 24-52/1997, uge

1-5

og uge 14-34/1998 og uge 1-10/1999.

Medlemmet klagede ikke over denne afgørelse.

Direktoratet traf den 5. juli 2000 afgørelse om, at medlemmet skulle gennemgå

en effektiv karantæne på 962 timer for ikke at have overholdt sin

oplysningspligt.

Direktoratet lagde til grund, at medlemmet i 1997, 1998 og 1999 havde haft

arbejde hos flere, forskellige arbejdsgivere og fået løn herfor samtidig med,

at han havde skrevet 0 timer på dagpengekortene.

Det fremgik af direktoratets sagsfremstilling, at medlemmet havde forklaret,

at

han under et jobtræningsforløb var af den overbevisning, at det var normal

procedure at fortsætte med at indsende dagpengekort, idet der ikke var tale

om

ordinært arbejde. Hans begrundelse for at skrive 0 timer på dagpengekortene

var, at han ifølge kontrakten skulle arbejde 37 timer om ugen, hvilket

arbejdsløshedskassen og arbejdsformidlingen var vidende om. Han mente derfor,

at han kun skulle anføre arbejdstimer, der lå ud over de 37 timer. Han havde

Læs alt

ikke bemærket, at der gik både løn og dagpenge ind på kontoen, idet han på

daværende tidspunkt havde modtaget erstatning i forbindelse med indbrud i sit

hjem.

Direktoratet bad arbejdsløshedskassen om at politianmelde medlemmet.

Medlemmet klagede ikke over denne afgørelse.

Ifølge politimesterens oversigt af 30. april 2002 over udbetaling af dagpenge

og løn forelå der ”dobbeltudbetaling” i forbindelse med

dagpengeudbetalingerne

den 29. september 1997, den 28. oktober 1997, den 28. november 1997, den 30.

december 1997, den 30. januar 1998 og den 31. august 1998. Der var således i

alt udbetalt netto kr. 42.393,- i dagpenge med urette.

Det fremgår af dom af 1. maj 2002, at medlemmet fandtes at have gjort sig

skyldig i bedrageri for et beløb på i alt kr. 42.393,- netto. Det lagdes til

grund, at medlemmet ikke var fast månedslønnet, og at der var usikkerhed om

størrelsen af hans løntilskud, således at han ikke havde overblik over sine

månedlige indtægter. Det lagdes videre til grund, at arbejdsløshedskassen var

informeret om, at han var i jobtræning, men trods dette fremsendte

dagpengekort

til ham. Det måtte imidlertid have stået medlemmet klart, at han ved løbende

måned for måned at returnere de fremsendte dagpengekort til

arbejdsløshedskassen med angivelse af, at han ikke havde nogen indtægter uden

at søge situationen afklaret med arbejdsløshedskassen, uberettiget havde fået

udbetalt dagpenge som beregnet af anklageren. Han blev idømt 3 måneders

betinget fængsel og skulle betale kr. 42.393,- til arbejdsløshedskassen.

Medlemmet anmodede den 29. november 2002 om, at sagen blev revurderet.

Arbejdsløshedskassen traf derfor den 27. december 2002 afgørelse om, at der

ikke kunne ske nedsættelse af gælden. Dommen havde alene taget stilling til,

hvilken del af fejludbetalingen der var bedrageri, og ikke til hvad der

skulle

tilbagebetales til arbejdsløshedskassen.

Medlemmets advokat klagede den 9. januar 2003 til direktoratet over denne

afgørelse.

Medlemmets advokat fremsendte den 26. februar 2003 medlemmets bemærkninger

til

12 kontoudtog fra hans konto.

Direktoratet traf den 5. juni 2003 afgørelse om, at der ikke var fremkommet

nye

oplysninger i sagen, hvorfor denne ikke skulle genoptages.

Medlemmets advokat klagede over afgørelsen den 30. juni 2003 og anførte

bl.a.,

at hans brev af 26. februar 2003 netop indeholdt nye oplysninger, som

direktoratet ikke havde taget stilling til.

Direktoratet oversendte sagen den 2. juli 2003 og fastholdt afgørelsen.

Ankenævnet traf den 19. december 2003 afgørelse om, at arbejdsløshedskassen

skulle genoptage behandlingen af den sag, som den traf afgørelse i den 11.

november 1999, og at direktoratet skulle genoptage behandlingen af den sag,

som

direktoratet traf afgørelse i den 5. juli 2000 – idet der siden disse

afgørelser var afsagt dom i en straffesag mod medlemmet, hvorefter han alene

var dømt for bedrageri for netto kr. 42.393,-, og fordi arbejdsløshedskassen

og

direktoratet ikke havde taget udtrykkelig stilling til medlemmets advokats

indsigelser

i brev af 26. februar 2003.

Ankenævnet ændrede således direktoratets afgørelse.

Ankenævnet har behandlet Deres klage på vegne af xxx,

cpr.nr. xxx, Deres j.nr. xxx, på møde den 18. december 2003.

Nævnet traf følgende

A F G Ø R E L S E

Ankenævnet finder, at arbejdsløshedskassen skal

genoptage behandlingen af sagen om tilbagebetalingen, som den traf afgørelse

i

den 11. november 1999. Nævnet finder videre, at direktoratet skal genoptage

behandlingen af sagen om sanktion, som direktoratet traf afgørelse i den 5.

juli 2000.

BEGRUNDELSE

Ankenævnet lægger til grund, at

–

arbejdsløshedskassen

den 11. november 1999 traf afgørelse om, at Deres klient skulle tilbagebetale

dagpenge for perioden 9. juni 1997-10. marts 1999 brutto kr. 165.769,-,

–

arbejdsløshedskassen

samtidig indstillede til direktoratet, at forholdet ansås for svigagtigt,

–

direktoratet den 5.

juli 2000 traf afgørelse om, at Deres klient skulle gennemgå en effektiv

karantæne

på 962 timer for svig,

–

direktoratet lagde

arbejdsløshedskassens opgørelse over tilbagebetalingen til grund,

–

Deres klient ikke

klagede over disse afgørelser,

–

ifølge

Politimesteren i xxx´ oversigt af 30. april 2002 over udbetaling af dagpenge

og

løn forelå der ”dobbeltudbetaling” i forbindelse med

dagpengeudbetalingerne den

29. september 1997, den 28. oktober 1997, den 28. november 1997, den 30.

december

1997, den 30. januar 1998 og den 31. august 1998. Der var således i alt

udbetalt

netto kr. 42.393,- i dagpenge med urette,

–

Deres klient ved

Retten i xxx´ dom af 1. maj 2002 fandtes at have gjort sig skyldig i

bedrageri

for et beløb på i alt netto kr. 42.393,-, som han skulle betale tilbage til

arbejdsløshedskassen,

–

Deres klient den 29.

november 2002 anmodede om, at sagen blev revurderet,

–

arbejdsløshedskassen

den 27. december 2002 traf afgørelse om, at sagen vedrørende

tilbagebetalingen

ikke skulle genoptages,

–

De den 9. januar

2003 klagede til direktoratet over denne afgørelse,

–

De den 26. februar

2003 fremsendte Deres klients bemærkninger til 12 kontoudtog fra sin konto,

–

direktoratet den 5.

juni 2003 traf afgørelse om, at der ikke var fremkommet nye oplysninger i

sagen, hvorfor denne ikke skulle genoptages,

–

De den 30. juni 2003

klagede over afgørelsen og anførte, at Deres brev af 26. februar 2003 netop

indeholdt nye oplysninger, som direktoratet ikke havde taget stilling til.

Ankenævnet finder, at direktoratets afgørelse af 5. juni 2003 må

forstås således, at arbejdsløshedskassens afgørelse af 27. december 2002 er

et

afslag på genoptagelse, således at direktoratets afgørelse er en tiltrædelse

af

denne afgørelse og en afgørelse om, at direktoratets afgørelse af 5. juli

2000

om sanktion for svig heller ikke skal genoptages.

Ankenævnet lægger vægt på, at efter arbejdsløshedskassens og

direktoratets oprindelige afgørelser af henholdsvis 11. november 1999 og 5.

juli 2000 er Deres klient blevet dømt for bedrageri i forhold til netto kr.

42.393,-, ligesom Deres klient er blevet dømt til at betale dette beløb

tilbage

til arbejdsløshedskassen. Arbejdsløshedskassen traf oprindelig afgørelse om,

at

Deres klient skulle tilbagebetale brutto kr. 165.769,- i dagpenge. I sin

afgørelse af 5. juli 2000 fandt direktoratet, at Deres klient skulle gennemgå

en effektiv karantæne på 962 timer, fordi udbetalingen af brutto kr.

165.769,-

ansås for at skyldes svigagtigt forhold. Hertil kommer, at De den 26. februar

2003 fremkom med Deres klients bemærkninger til 12 kontoudtog fra sin konto.

På denne baggrund finder ankenævnet, at der er fremkommet nye

oplysninger i sagen, som arbejdsløshedskassen og direktoratet udtrykkeligt

bør

tage stilling til ved en egentlig genoptagelse af sagen.

Ankenævnet ændrer således direktoratets afgørelse af 5. juni 2003.

På ankenævnets vegne

xxx

fuldmægtig

De kan læse om afgørelsens grundlag på de følgende

sider.

Kopi til:

xxx

xxx Arbejdsløshedskasse

Arbejdsdirektoratet

1.

Sagsforløb

Arbejdsløshedskassen traf den 11. november 1999 afgørelse om, at

Deres klient i perioden 9. juni 1997-10. marts 1999 fejlagtigt havde modtaget

brutto kr. 165.769,- i dagpenge, som han skulle tilbagebetale.

Arbejdsløshedskassen indstillede til direktoratet, at forholdet måtte

betragtes

som svigagtigt.

Det fremgik af den vedlagte opgørelse over

tilbagebetalingsbeløbet, at tilbagebetalingen vedrørte uge 24-52/1997, uge

1-5

og uge 14-34/1998 og uge 1-10/1999.

Direktoratet meddelte den 5. april 2000 Deres klient, at sagen om

sanktion for svig afventede de nye regler om sanktion, som forventedes at

træde

i kraft den 1. juli 2000.

I sin afgørelse af 5. juli 2000 udtalte direktoratet, at Deres

klient ikke havde klaget over arbejdsløshedskassens afgørelse om

tilbagebetalingen. Deres klient skulle gennemgå en effektiv karantæne på 962

timer for ikke at have overholdt sin oplysningspligt.

Direktoratet lagde til grund, at Deres klient i 1997, 1998 og 1999

havde haft arbejde hos flere, forskellige arbejdsgivere og fået løn herfor

samtidig med, at han havde skrevet 0 arbejdstimer på dagpengekortene.

Direktoratet fandt det bevist, at han for at få en ydelse, han ikke havde

haft

ret til, havde undladt at oplyse om arbejdstimerne på dagpengekortene.

Det fremgik af direktoratets sagsfremstilling, at Deres klient

havde forklaret, at han under et jobtræningsforløb var af den overbevisning,

at

det var normal procedure at fortsætte med at indsende dagpengekort, idet der

ikke var tale om ordinært arbejde. Hans begrundelse for at anføre 0 timer på

dagpengekortene var, at han ifølge kontrakten skulle arbejde 37 timer om

ugen,

hvilket arbejdsløshedskassen og arbejdsformidlingen var vidende om. Han mente

derfor, at han kun skulle anføre arbejdstimer, der lå ud over de 37 timer.

Han

havde ikke bemærket, at der gik både løn og dagpenge ind på kontoen, idet han

på daværende tidspunkt havde modtaget erstatning i forbindelse med et indbrud

i

sit hjem.

Direktoratet bad arbejdsløshedskassen om at lade politiet vurdere,

om der var grund til at rejse tiltale mod Deres klient for overtrædelse af

straffeloven.

Arbejdsløshedskassen anmeldte den 12. juli 2000 Deres klient til

Politimesteren i xxx.

Deres klient klagede ikke over direktoratets afgørelse af 5. juli

2000.

Det fremgår af Politimesteren i xxx´ oversigt af 30. april 2002

over udbetaling af dagpenge og løn, at der forelå

”dobbeltudbetaling” i

forbindelse med dagpengeudbetalingerne den 29. september 1997, den 28.

oktober

1997, den 28. november 1997, den 30. december 1997, den 30. januar 1998 og

den

31. august 1998. Der var således i alt udbetalt netto kr. 42.393,- i dagpenge

med urette.

Det fremgår af Retten i xxx´ dom af 1. maj 2002, at retten efter

bevisførelsen fandt det godtgjort, at Deres klient havde gjort sig skyldig i

bedrageri som beskrevet i anklageskriftet, dog alene for et beløb på i alt

kr.

42.393,- netto. (Ifølge det oprindelige anklageskrift, der var modtaget af

retten den 2. april 2001, udgjorde bedrageribeløbet kr. 165.769,-.) Det

lagdes

til grund, at Deres klient ikke var fast månedslønnet, og at der var

usikkerhed

om størrelsen af hans løntilskud således, at han ikke havde overblik over

sine

månedlige indtægter. Det lagdes videre til grund, at arbejdsløshedskassen var

informeret om, at han var i jobtræning, men trods dette fremsendte

dagpengekort

til ham. Retten fandt imidlertid, at det måtte have stået ham klart, at han

ved

løbende måned for måned at returnere de fremsendte dagpengekort til

arbejdsløshedskassen med angivelse af, at han ikke havde nogen indtægter uden

at søge situationen afklaret med arbejdsløshedskassen, uberettiget havde fået

udbetalt dagpenge som beregnet af anklageren.

Deres klient blev idømt 3 måneders betinget fængsel og skulle

betale kr. 42.393,- til arbejdsløshedskassen.

På baggrund af den afsagte dom anmodede Deres klient den 29.

november 2002 direktoratet om, at sagen blev revurderet.

Direktoratet fremsendte Deres klients brev til

arbejdsløshedskassen, der den 27. december 2002 traf afgørelse om, at der

ikke

kunne ske nedsættelse af gælden, der pr. 16. december 2002 i alt udgjorde kr.

157.369,-.

Begrundelsen var, at det forhold, at Retten i xxx havde afsagt dom

om, at Deres klient havde gjort sig skyldig i bedrageri for et beløb på netto

kr. 42.393,-, ikke var ensbetydende med, at gælden til arbejdsløshedskassen

kun

udgjorde dette beløb, idet retten kun så på, hvilket beløb/perioder der kunne

henføres til bedrageri. Retten kunne som sådan ikke ændre hverken

arbejdsløshedskassens eller direktoratets afgørelse vedrørende

tilbagebetalingsbeløbets

størrelse.

De klagede den 9. januar 2003 til direktoratet over denne

afgørelse.

Arbejdsløshedskassen oversendte den 17. januar 2003 sagen til

direktoratet og fastholdt afgørelsen.

De fremsendte den 26. februar 2003 til arbejdsløshedskassen Deres

klients bemærkninger til 12 kontoudtog fra hans konto.

Arbejdsløshedskassen fremsendte den 3. marts 2003 Deres brev af

26. februar 2003 til direktoratet.

2.

Direktoratets afgørelse

Direktoratet traf den 5. juni 2003 følgende afgørelse, henvendt

til deres klient:

”Afgørelse

Direktoratet mener, at der ikke er fremkommet nye

oplysninger i sagen.

Direktoratets afgørelse af den 5. juli 2000 genoptages derfor

ikke.

Begrundelse

Direktoratet traf den 5. juli 2000 afgørelse om, at De

skulle gennemgå en karantæne for svig. De har ikke klaget over denne

afgørelse.

Direktoratet traf afgørelse efter at Deres a-kasse havde truffet

afgørelse om tilbagebetaling og havde samtidig indstillet til direktoratet,

at

De skulle pålægges en sanktion for svig. Da De ikke havde klaget over

a-kassens

afgørelse, behandlede direktoratet alene spørgsmålet om

sanktionsfastsættelse.

Da der var tale om svig, er sagen endvidere oversendt til politiet

med henblik på en vurdering af, om der er begået en straffelovsovertrædelse.

Ifølge byrettens dom er der alene taget stilling til omfanget af Deres

bedrageri og spørgsmålet om, hvorvidt den af a-kassen administrative

behandling

hviler på et korrekt grundlag har ikke været behandlet.

Direktoratet mener derfor, at der ikke er fremkommet nye beviser i

sagen eller andre oplysninger som tilsidesætter eller stiller tvivl om de

oplysninger, som ligger til grund for a-kassens eller direktoratets

behandling

af Deres sag.”

3. Klagen

til ankenævnet

Ved indankningen den 30. juni 2003 anførte De:

”Som advokat for klageren, xxx, påklager jeg hermed til

Arbejdsmarkedets Ankenævn Arbejdsdirektoratets afgørelse af 5. juni 2003, i

hvilken det nærmere fremgår, at xxx Arbejdsløshedskasse (a-kassen) har

meddelt,

at klageren ikke kan få nedsat sin gæld til a-kassen.

Hvad angår begrundelsen for klagen, skal jeg særligt henlede

Arbejdsmarkedets Ankenævns opmærksomhed på det brev, jeg sendte d. 26.

februar

2003 til a-kassen.

Det gøres herudover gældende, at man allerede i byretsdommen, der

blev afsagt den 1. maj 2002 fastslog, at klageren alene var skyldig i

bedrageri

for et beløb på i alt kr. 42.393,- netto.

Eftersom a-kassen under sagen nedlagde påstand om, at klageren

skulle betale kr. 42.393,- i erstatning, hvilket beløb klageren blev dømt til

at betale, er man fra a-kassens side naturligvis ikke berettiget til at

opkræve

et større beløb.

Såfremt man fra a-kassens side var af den opfattelse, at klageren

rettelig skyldte et større beløb, burde man naturligvis have nedlagt påstand

om

betaling af det højere beløb.

Af Arbejdsdirektoratets afgørelse af 5. juni 2003 fremgår det

endvidere, at der efter direktoratets opfattelse ikke er fremkommet nye

oplysninger i sagen.

Det er imidlertid min opfattelse, at mit brev af 26. februar 2003

til a-kassen netop indeholder nye oplysninger, som man netop ikke har taget

stilling til fra Arbejdsdirektoratets side.

Det bør i den forbindelse naturligvis ikke komme klageren til

skade, at det ikke er sket.

Der tages afslutningsvis forbehold for at fremkomme med

supplerende oplysninger, såfremt nærværende klage måtte give anledning til

yderligere bemærkninger fra Arbejdsdirektoratets side.”

4.

Direktoratets bemærkninger til klagen

Direktoratet udtalte den 2. juli 2003:

”Direktoratet sender klage over afgørelse af 5. juni 2003.

Der er ikke kommet nye oplysninger, der giver direktoratet

anledning til at ændre afgørelsen.

Bilagsfortegnelse og alle bilag i sagen vedlægges.

Kopi af brevet er sendt til medlemmet og a-kassen.”

5. Nyt

efter klagen

Intet

Lignende dokumenter