Spring til indhold

Retsinformation

Indsigelse afslået efter samlet vurdering af mærkelighed og varesammenfald.

KEN nr 60549 af 03/12/1993Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Indsigelse afslået efter samlet vurdering af

mærkelighed og varesammenfald.

År 1993, den 3. december afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)

følgende KENDELSE

i sagen j.nr. V 11/92: Klage fra N.V. Organon, Holland, v/Patentbureau

Chas. Hude over Patentdirektoratets afgørelse af 13. december 1991 af vare-

mærkeansøgning nr. VA 0194 1988 fra Fritz Schur Jr., København, v/Th.

Ostenfeld Patentbureau A/S.

Den 11. januar 1988 indleverede Fritz Schur Jr, København, v/Th. Ostenfeld

Patentbureau A/S, en ansøgning om registrering af varemærket LIVIA (ordmærke)

for alle varer i klasserne 3 og 5.

Ansøgningen blev den 13. marts 1991 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende

for klasse 3: Vat af bomuld og viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde,

vattamponer, alt til kosmetisk brug, og for klasse 5: Vat af bomuld og

viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde, vattamponer, alt til medicinsk

brug, ammeindlæg, trusseindlæg, hygiejnebind og tamponer.

Ved skrivelse af 13. maj 1991 nedlagde klageren i medfør af § 20, stk. 2,

i varemærkelov af 11. juni 1959 indsigelse mod registrering af det ansøgte

mærke. Til støtte for indsigelsen påberåbtes varemærkelovens § 14, stk. 1,

nr. 6, idet det ansøgte varemærke LIVIA ansås for forveksleligt med klagers

registrering VR 1875/1983 - LIVIAL.

I skrivelse af 15. juli 1991 uddybede klager indsigelsen som følger:

»Indsigelsen opretholdes i fuldt omfang, idet det fortsat er

indsigernes opfattelse, at det ansøgte og i Dansk Varemærketidende af 13.

marts 1991 offentliggjorte mærke udelukkende bestående af ordet LIVIA er

forveksleligt med ordet LIVIAL, der er registreret for indsigerne under VR

1875/1983.

Der henvises til Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6.

At ordene LIVIA og LIVIAL er forvekslelige burde ikke give anledning til

Læs alt

tvivl, og jeg vil derfor indskrænke mig til nogle få kommentarer i denne

forbindelse.

Ordet LIVIA består af 5 bogstaver og er helt indeholdt i det ældre

registrerede mærke. Der er oven i købet tale om de 5 første bogstaver i det

registrerede mærke, og både visuelt og fonetisk er der derfor en høj grad af

overensstemmelse grænsende til identitet. Dette må naturligvis tages i

betragtning ved vurderingen af, om der foruden mærkelighed tillige er

varelighed, og når mærkerne ligger så tæt på hinanden, som tilfældet er i den

foreliggende sag, er der grund til at se med desto større strenghed på

vareligheden.

Registrering VR1875/1983 LIVIAL angår varefortegnelsen:

Klasse 5:farmaceutiske præparater til human brug, og der er i

virkeligheden her tale om en meget bred varefortegnelse dækkende en

mangfoldighed af præparater.

Den fremlagte ansøgning VA194/1988 LIVIA angår følgende varefortegnelse:

Klasse 3: vat af bomuld og viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde,

vattamponer, alt til kosmetisk brug,

Klasse 5: vat af bomuld og viskose, vatrondeller, vatkug-ler, vatpinde,

vattamponer, alt til medicinsk brug, ammeindlæg, trusseindlæg, hygiejnebind

og tamponer.

Efter indsigernes og undertegnedes opfattelse er disse varer ligeartede

med »farmaceutiske præparater til human brug«, og jeg lægger i

denne forbindelse vægt på, at varerne kan have samme formål og kan blive

solgt i de samme forretninger som f.eks. apoteker. Det er muligt, at der ikke

vil være nogen overhængende risiko for egentlige fejltagelser, men i hvert

fald vil det for forbrugerne være nærliggende at tro, at varerne har samme

oprindelse, og det er tilstrækkeligt til, at der også efter gældende praksis

statueres varelighed og dermed forvekslelighed.

Varemærket LIVIAL anvendes rent faktisk for »præparater til kvinder

imod forstyrrelser i menopausen«, og disse varer har klart samme formål

som visse af de varer, der er omfattet af ansøgningen som f.eks. »vat af

bomuld og viskose, vattamponer, trusseindlæg, hygiejnebind og tamponer«.

Om en kvinde indtager et præparat imod menopauseforstyrrelser eller søger at

imødegå forstyrrelserne ved hjælp af f.eks. »hygiejnebind eller

tamponer«, er i denne sammenhæng ligegyldigt, men det findes utvivlsomt,

at der i denne forbindelse er en stor risiko for, at den pågældende person

vil antage, at to varemærker, der ligger så tæt på hinanden, at de nærmest er

identiske, vil tilhøre samme virksomhed, og at derfor de respektive varer

ligeledes vil have samme oprindelse.

Det bør i denne forbindelse også erindres, at begge mærker samt de

relaterede produkter henvender sig til den private forbruger. Der er altså

ikke nødvendigvis tale om »fagfolk« såsom læger eller apotekere, og

også af denne grund er der en risiko for forveksling eller vildledning som

nævnt.

Alt taget i betragtning, herunder den klare mærkelighed og den efter

indsigernes og undertegnedes opfattelse ligeledes klare varelighed, må

varemærket LIVIA anses som forveksleligt med varemærket LIVIAL, og det

henstilles høfligst til Direktoratet, at ansøgning VA194/1988 LIVIA afslås i

sin helhed, subsidiært for sådanne varer, som efter Direktoratets opfattelse

findes at kollidere med de varer, der er omfattet af indsigernes registrering

VR1875/1983 LIVIAL, i hvilken forbindelse jeg tillader mig endnu engang at

henvise til de ovenfor givne oplysninger omkring den aktuelle brug af

varemærket LIVIAL'

I skrivelse af 23. september 1991 fremsatte ansøger følgende bemærkninger

i anledning af indsigelsen:

»Vi er ikke enige med indsiger i, at varemærket LIVIA skulle nægtes

registrering i medfør af VML § 14, stk. 1, nr. 6, idet der hertil måtte

kræves, at det var forveksleligt med det registrerede varemærke LIVIAL. For

at forvekslelighed kan påstås at foreligge skal der som bekendt eksistere

både mærke-lighed og, jfr. § 6, stk. 1, vareidentitet eller varelighed.

Når først mærke-ligheden betragtes skal vi ikke bestride, at ordene LIVIA

og LIVIAL i visuel henseende ligger ret tæt på hinanden.

Fonetisk er der imidlertid meget stor forskel, idet det ansøgte mærke

udtales med klart tryk på første stavelse, LI, mens de to sidste stavelser er

ganske ubetonede. Det registrerede mærke LIVIAL vil derimod blive udtalt med

trykket lagt helt og holdent på sidste stavelse, AL, det vil sige

udtalemæssigt svarende til det almindelige danske ord »jovial«. Det

bemærkes, at i forbindelse med almindelige ordmærker spiller netop udtalen en

væsentlig rolle.

I begrebsmæssig henseende er der heller ingen lighed imellem de to mærker.

Det ansøgte mærke LIVIA er et pigenavn, som er velkendt i Danmark, jfr.

blandt andet at kejser Augustus' hustru bar dette navn. Selv om man ikke

måtte være velbevandret i romersk historie, vil personen og dermed navnet

være velkendt fra det flere gange sendte tv-spil »Jeg, Claudius«.

Hertil kommer, at Livia (og Liva) er kendte og anerkendte forkortelser for

pigenavnet Olivia. Varemærket LIVIA leder således entydigt tanken hen på et

pigenavn, mens mærket LIVIAL er en fantasibetegnelse uden selvstændig

betydning eller associationer.

Sammenfattende må det herefter konkluderes, at når de tre parametre, der

sædvanligvis indgår ved vurdering af, om der foreligger mærke-lighed,

betragtes, er der endog meget store fonetiske og begrebsmæssige forskelle,

der rigeligt opvejer den visuelle lighed, der i et vist mål foreligger.

Når herefter vareartsligheden betragtes, er det efter vor opfattelse hævet

over enhver tvivl, at der ikke foreligger lighed mellem de præparater, der er

dækket af registreringen, og de produkter, som det ansøgte mærke ønskes

registreret for. Udtrykket »farmaceutiske præparater til human

brug« dækker lægemidler fremstillet til human brug, jfr. oprindelsen i

ordet »farmaci«, der betyder: videnskaben om lægemidlers

fremstilling, og betydningen af ordet »præparat«, der er et kemisk

fremstillet stof.

Vi må herefter gentage vor opfattelse, at ingen af de produkter, der er

dækket af ansøgningen om registrering af LIVIA, er ligeartede med

farmaceutiske præparater til human brug - heller ikke selv om varerne i visse

tilfælde kan sælges i samme forretninger.

I denne forbindelse skal vi endvidere pege på, at LIVIAL-registreringen

blev fremdraget under behandlingen af nærværende ansøgning, men at

Patentdirektoratet efter begrænsning af varefortegnelsen frafaldt dette

modhold, hvorefter vi må konkludere, at spørgsmålet om vareartslighed har

været grundigt overvejet.

Indsiger gør opmærksom på, at varemærket LIVIAL rent faktisk anvendes for

»præparater til kvinder imod forstyrrelser i menopausen« og gør

gældende som sin opfattelse, at disse præparater har klart samme formål som

visse af de varer, der er omfattet af nærværende ansøgning. Dette kan vi ikke

være enige i. De pågældende præparater ordineres til postmenopausale kvinder,

der på grund af indtagelse af andre farmaceutiske præparater alligevel har

blødninger. Det farmaceutiske præparat LIVIAL indgives dagligt og

kontinuerligt, og formålet er at standse blødningerne. Her overfor står

brugen af hygiejnebind eller tamponer, som en postmenopausal kvinde allerede

vil have været bekendt med i mindst 30 år og hvis formål ikke er at standse

blødninger, men udelukkende er af hygiejnisk art. Det turde således være

indlysende, at ingen bruger vil kunne forveksle et hygiejnebind eller en

tampon med en tablet.

Med hensyn til indsigers bemærkning om, at de varer, der er dækket af de

to varemærker, i begge tilfælde henvender sig til den private forbruger, skal

vi pege på, at i hvert fald det specifikke præparat, som varemærket LIVIAL

anvendes for - og også de fleste farmaceutiske præparater i øvrigt - er

receptpligtige, og at håndteringen derfor i høj grad sker ved fagfolk, det

vil sige læger og apotekere, der henholdsvis ordinerer og udleverer

præparatet LIVIAL, mens hygiejnebind, tamponer, vat og lignende sælges

»over disken« direkte til den private forbruger. Hverken i

ordinationsleddet hos læger eller i udleveringsleddet hos apotekere er der

således nogen som helst grund til at tro, at varerne vil blive forvekslet og

en forkert vare udleveret til brugeren.'

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 13. december 1991 og afviste

indsigelsen med følgende begrundelse:

».....Der er mærkelighed mellem ordene Livia og Livial. Mærkerne er

dog ikke identiske og heller ikke næsten identiske, da de udtales ret

forskelligt.

Afgørende for, om der foreligger forvekslelighed, er herefter, om der er

varekollision. De af ansøgningen omfattede varer i klasse 5 kan efter

direktoratets opfattelse ikke anses for at være farmaceutiske præparater til

human brug, og der foreligger derfor ikke varekollision. Efter en samlet

vurdering af mærkelighed og varesammenfald kan mærkerne herefter ikke anses

for forvekslelige.«

Denne afgørelse har klageren N.V. Organon, Holland v/Patentbureau Chas.

Hude indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at Patentdirektoratets

afgørelse omstødes.

I ankebegrundelse af 3. juni 1992 anføres følgende:

»I tilslutning til min ankeskrivelse dateret den 13. februar 1992 med

diverse bilag skal jeg herved for det første fastholde, at det er indsigernes

og undertegnedes klare opfattelse, at det ansøgte varemærke, LIVIA, er

forveksleligt med det for indsigerne under VR 1875/1983 registrerede og

anvendte varemærke LIVIAL, dels fordi der er fornøden mærkelighed, og dels

fordi der desuden er fornøden varelighed.

I denne forbindelse skal det understreges, at det af Patentdirektoratets

skrivelse af 13. december 1991, side 3, afsnit 3, klart fremgår, at der er

mærkelighed til stede mellem ordene LIVIA og LIVIAL. Patentdirektoratet

tilføjer, at mærkerne ikke er identiske, hvilket selvfølgelig er indlysende,

og at de heller ikke er næsten identiske, eftersom de udtales ret

forskelligt. Det skal imidlertid understreges, at det ansøgte mærke indgår

helt i det registrerede mærke, og at den eneste forskel mærkerne imellem blot

er det afsluttende bogstav L i det registrerede mærke. Denne lille forskel

betyder ikke nogen nævneværdig forskel i udtalen, netop fordi bogstavet er

det sidste i ordet, og en mulig ændret udtale af den afsluttende vokal må

anses for at være uden betydning. De to mærker ligger i realiteten så tæt på

hinanden, som det er muligt, når de ikke er identiske, og jeg mener derfor,

at det med rimelighed må kunne statueres, at mærkerne er næsten identiske.

Med hensyn til vareligheden bemærkes det, at Patentdirektoratet i

skrivelsen af 13. december 1991, side 3, afsnit 4, er af den opfattelse, at

der ikke er »varekollision«. Det anføres i denne forbindelse, at:

»de af ansøgningen omfattede varer i klasse 5 kan efter Direktoratets

opfattelse ikke anses for at være farmaceutiske præparater til human brug, og

der foreligger derfor ikke varekollision.« Indsigerne og undertegnede er

imidlertid helt enige i, at der ikke er varekollision i form af vareidentitet

til stede, eftersom de af ansøgningen i klasse 5 omfattede varer »vat af

bomuld og viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde, vattamponer, alt til

medicinsk brug, ammeindlæg, trusseindlæg, hygiejnebind og tamponer«

naturligvis ikke efter den sproglige formulering kan betegnes som værende

»farmaceutiske præparater til human brug« i klasse 5 som omfattet

af indsigernes registrering VR 1875/1983 LIVIAL.

Vareidentitet er imidlertid ikke en forudsætning for varekollision ifølge

den tidligere varemærkelovs § 6, stk. 1, hvor varemærker kun anses for

forvekslelige, »såfremt de angår varer af samme eller lignende

art«. Der skal altså foretages en bedømmelse af vareligheden, og det

fremgår af betænkning vedrørende en ny dansk lov om varemærker, nr. 199 af

1958 side 109, at der bl.a. bør lægges vægt på varens anvendelsesområde eller

formål, herunder f.eks. om de kompletterer hinanden. Selvom det er

uomtvisteligt, at forvekslelighed mellem to varemærker bør afgøres efter en

helhedsbedømmelse, er det formentlig ligeledes uomtvisteligt, jvf. ovennævnte

betænkning side 109 venstre spalte, linie 6 fra oven, der nævner den

almindelige regel, »at vareartslighed fortolkes videregående, hvor

ligheden mellem mærkerne er utvivlsom, og mere begrænset når dette ikke er

tilfældet.« Ligheden mellem mærkerne er i det foreliggende tilfælde

tvivlsom! Dette princip gentages af Rigmor Carlsen i Varemærker -

Registreringspraksis fra 1980, side 52, højre spalte, 6. linie fra neden:

»er mærkerne identiske eller i øvrigt klart forvekslelige, vil der

snarere blive statueret varesammenfald end i tilfælde, hvor der hersker nogen

tvivl om mærkeligheden.« I det foreliggende tilfælde må varemærkerne

anses for at være klart forvekslelige!

For så vidt angår vareligheden i øvrigt, skal jeg især henvise til min

skrivelse af 15. juni 1991 til Patentdirektoratet, idet jeg skal fremhæve

følgende forhold:

- Varerne har eller kan have samme formål.

- Varerne sælges eller kan blive solgt i samme forretninger, f.eks. på

apoteker.

- Det er nærliggende for forbrugerne at tro, at varerne har samme

oprindelse.

- Varerne henvender sig for begge mærkers vedkommende til den private

forbruger.

Til orientering for så vidt angår indsigernes produkt, der aktuelt

befinder sig på det danske marked, vedlægges dels en prøve på selve

pakningen, der på alle sider viser varemærket LIVIAL og dels en brochure, der

enkelt og klart beskriver præparatets anvendelse imod diverse forstyrrelser

hos kvinder i forbindelse med menopausen eller postmenopausen, og det findes

herefter uomtvisteligt, at der er klare relationer mellem indsigernes

aktuelle produkt og de af ansøgningen omfattede varer.

Hertil kommer, at indsigernes registrering dækker den bredere

varefortegnelse »farmaceutiske præparater til human brug«, og denne

varefortegnelse er så bredt formuleret, at præparaterne ikke er angivet med

noget specielt formål. Det er derfor nærliggende at tænke sig, at

varefortegnelsen dækker præparater, der i endnu højere grad er ligeartede med

de af ansøgningen omfattede varer, specielt i klasse 5. Det bemærkes i denne

forbindelse, at varerne »vat af bomuld og viskose, vatrondeller,

vatkugler, vatpinde og vattamponer« er præciserede ved tilføjelsen

»alt til medicinsk brug«, og der er intet i vejen for, at disse

konkret opregnede varer er imprægneret med farmaceutiske præparater, idet

sådanne præparerede varer også vil henføres til klasse 5. En »vatkugle

med et farmaceutisk præparat til medicinsk brug« vil altså være omfattet

af varefortegnelsen, og denne vare er uomtvisteligt ligeartet med

»farmaceutiske præparater til human brug«. Også af denne grund må

der konstateres varelighed.

Alt taget i betragtning og efter en helhedsbedømmelse af såvel mærkelighed

som varelighed må resultatet blive, at varemærket LIVIA, jvf. ansøgning VA

194/1988, er forveksleligt med varemærket LIVIAL, jvf. dels registrering VR

1875/1983 og dels den aktuelle anvendelse som dokumenteret.'

Ansøger har i skrivelse af 17. september 1992 fremsat følgende

bemærkninger til ankebegrundelsen:

»Det skal indledningsvis bemærkes, at ansøger fastholder sin

opfattelse, at det ansøgte varemærke LIVIA ikke er forveksleligt med

klagerens registrerede varemærke, og det skal i denne forbindelse

understreges, at Patentdirektoratet er af samme opfattelse. Ansøgers mærke

blev oprindeligt anmeldt for alle varer i klasserne 3 og 5, men da

Direktoratet under ansøgningens behandling fremdrog bl.a. klagerens

registrering VR 01.875 1983, der dækker:

Klasse 5: farmaceutiske præparater til human brug, blev ansøgningen

begrænset som følger:

Klasse 3: vat af bomuld og viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde,

vattamponer, alt til kosmetisk brug,

Klasse 5: vat af bomuld og viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde,

vattamponer, alt til medicinsk brug, ammeindlæg, trusseindlæg, hygiejnebind

og tamponer,

hvorefter Patentdirektoatet i skrivelse af 14. februar 1991 ( bilag A)

meddelte:

»Da der ikke længere ses at være noget til hinder for, at ovennævnte

mærke registreres, vil ansøgningen snarest blive bekendtgjort i Dansk

Varemærketidende.«

Herefter bekendtgjordes ansøgningen den 13. marts 1991, jf. bilag 1 til

klageskrivelsen.

Spørgsmålet om forvekslelighed havde altså allerede på dette tidspunkt

været genstand for en grundig behandling i Patentdirektoratet, der på

baggrund af netop denne behandling kom til det resultat, at der ikke var tale

om forvekslelighed. Det samme resultat kom Patentdirektoratet til efter

indsigelsesprocedurens afslutning, idet Patentdirektoratet i skrivelse af 13.

december 1991 traf afgørelse i sagen og afviste indsigelsen, jf. bilag 7 til

klageskrivelsen.

Spørgsmålet om mærkelighed har været indgående behandlet i ansøgers

imødegåelse af 23. september 1991 af den nedlagte indsigelse (bilag 6 til

klageskrivelsen), og det skal her blot gentages, at selv om der i visuel

henseende består en vis lighed mellem de to varemærker, er der hverken i

fonetisk eller begrebsmæssig henseende lighed mellem de to mærker.

Denne sag vedrører ikke spørgsmålet om mærkelighed alene, men i langt

højere grad spørgsmålet om vareartslighed, idet forvekslelighed opstår som et

produkt af disse to faktorer, jf. Mogens Koktvedgaard: Lærebog i

Immaterialret, p. 233, samt Betænkning vedrørende en ny dansk lov om

varemærker, nr. 199 af 1958, p. 107.

Med hensyn til vareartslighed mellem på den ene side farmaceutiske

præparater, som er omfattet af klagers registrering, og på den anden side de

produkter til kosmetisk og personlig hygiejne, som omfattes af ansøgningen,

skal vi uden at gå ind i en teoretisk diskussion om termerne vareidentitet og

varekollision bemærke, at enhver fornuftig vurdering vil komme til det

resultat, at vareartslighed ikke foreligger, eller sagt med andre ord, der er

ikke tale om »varer af samme eller lignende art«, som ifølge den

tidligere varemærkelovs § 6, stk. 1, er en betingelse for at anse varemærker

som forvekslelige.

Patentdirektoratet har i talrige indsigelsessager haft lejlighed til at

tage stilling til spørgsmålet om vareartslighed, og vi skal henlede

opmærksomheden på nedenstående afgørelser, der er hentet fra Rigmor Carlsen:

Varemærker Registreringspraksis 1880-1980, afsnit 7 »Mærker hvor

spørgsmålet om varekollision eller ligeartethed har været afgørende«, p.

223 ff.

I en afgørelse (p. 227) fandt Patentdirektoratet, at en registrering af

mærket OVULEN for farmaceutiske præparater ikke var til hinder for

registrering af et mærke OLULEN for forbindsmaterialer, kirurgiske og

medicinske bandagematerialer, vat, bleindlæg.

Direktoratet har endvidere (p. 228) fundet, at en registrering af mærket

PLAN for antikonceptionelle præparater, dvs. farmaceutiske præparater, ikke

var til hinder for registrering af et mærke PLANOSEC for diagnostiske

præparater til svangerskabsbestemmelse.

Man har endvidere (p. 227) fundet, at registreringen af MONOPLAST for

plastre, forbindsstoffer og -materialer ikke var til hinder for registrering

af MONOPLAN for hele klasse 5, undtagen plastre, forbindsstoffer og

-materialer, dvs. bl.a. for farmaceutiske præparater.

Som nævnt er disse tre afgørelser citeret fra det afsnit, hvor netop

spørgsmålet om varers lighed har været afgørende for den af Direktoratet

trufne afgørelse, og vi må derfor konkludere, at den afgørelse, som

Patentdirektoratet har truffet i nærværende sag er i fuld overensstemmelse

med Patentdirektoratets hidtidige praksis i indsigelsessager, hvor varearten

farmaceutiske præparater står over for andre varer i klasse 5.

Klageren gør endvidere den opfattelse gældende, at der er klare relationer

mellem de af ansøgningen omfattede varer og det aktuelle præparat, som

klageren bruger mærket for, nemlig tabletter til kvinder imod forstyrrelser i

menopausen, og fremhæver på side 4 af klagebegrundelsen specielt fire

forhold:

1) »Varerne har eller kan have samme formål«. Dette er ikke

rigtigt. Klagerens præparat, en tablet, anvendes til kvinder med en specifik

medicinsk lidelse for at forhindre blødning efter menopausen, mens raske

kvinder efter menopausen ikke anvender hygiejnebind og tamponer. Hygiejnebind

og tamponer anvendes heller ikke for at imødegå forstyrrelser som påstået af

klager i skrivelse af 15. juli 1991, p. 3 (bilag 5 til klageskrivelsen), men

anvendes derimod af normaltfungerende, sunde kvinder af hygiejniske grunde,

nemlig ca. 1 gang om måneden i 30-35 år.

Tværtimod at have samme formål som påstået af klager har de to varearter

altså fuldstændigt modsatrettede formål, idet klagerens præparat henvender

sig til ældre kvinder med forstyrrelser, mens ansøgers produkt henvender sig

til den sunde, yngre kvinde.

2) »Varerne sælges eller kan blive solgt i samme forretninger, f.eks.

apoteker«.

Med den opbygning, som såvel forretninger som apoteker har i dag, dvs. med

det varesortiment, der bliver udbudt begge steder, er dette gældende for en

uhyre lang række varer. I det foreliggende tilfælde, vil det under alle

omstændigheder være afgørende, at klagerens præparat kun udleveres mod

recept, jf. lægemiddelkataloget 1991, p. 650 ( bilag B), hvor

udleveringsbestemmelserne for produktet LIVIAL er angivet som »Udlv

B«. Med hensyn til udtrykket »Udlv B« henvises til

Specialitetstakst, juni 1992 ( bilag C), hvor det er angivet under

udleveringsbestemmelsen B, at der er tale om et receptpligtigt præparat. Det

er derfor vor opfattelse, at der overhovedet ikke består nogen risiko for, at

en apoteker, der skal at udlevere tabletpræparatet LIVIAL mod en recept, ved

en fejltagelse skulle komme til at udlevere en pakke hygiejnebind eller

omvendt.

3) »Det er nærliggende for forbrugerne at tro, at varerne har samme

oprindelse«.

Der er for os at se ingen grund til at tro, at forbrugerne vil være af den

opfattelse, at de pågældende varer har samme oprindelse. Selv om forbrugerne

af begge slags varer er kvinder, er købekredsen ikke den samme, hvorfor der

ikke er grund til at tro, at forbrugerne skulle spekulere over netop disse to

varers oprindelse.

4) »Varerne henvender sig for begge mærkers vedkommende til den

private forbruger«.

Selv om varerne ultimativt henvender sig til den private forbruger, er

udtrykket alligevel ikke fuldstændig korrekt, idet en bruger af klagerens

præparat kun kan erhverve sig dette præparat ved en læges mellemkomst, da det

som nævnt er et receptpligtigt præparat. Klagers varemærke vil derfor i

første række henvende sig til læger og først i anden række til den private

forbruger. I modsætning hertil henvender ansøgers mærke sig direk te til den

private forbruger, hvad enten vare sælges i en forretning eller på et apotek.

Sammenfattende er det vor opfattelse, at der ikke består nogen teoretisk

forvekslingsrisiko, og at der heller ikke i praksis vil være nogen som helst

risiko for, at klagerens tabletpræparat kan forveksles med ansøgers varer,

hvad enten det drejer sig om kosmetisk vat og lignende i klasse 3 eller om

hygiejnebind, tamponer, trusseindlæg, ammeindlæg, etc. i klasse 5.

Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 4. november 1993.

For klageren mødte cand.jur. Kaj L. Henriksen.

Ansøgeren var mødt sammen med cand.jur. Inge Leffers og direktionssekretær

Marianne Nyegaard.

Parterne henholdt sig til og uddybede de skriftlige indlæg bl.a. under

henvisning til eksempler fra administrativ praksis og retspraksis vedrørende

registrering af varemærker.

Ankenævnet skal udtale:

I henhold til de af Direktoratet anførte grunde, og idet det for

Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J.C. Warnich-Hansen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter