Indsigelse afslået efter samlet vurdering af mærkelighed og varesammenfald.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Indsigelse afslået efter samlet vurdering af
mærkelighed og varesammenfald.
År 1993, den 3. december afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)
følgende KENDELSE
i sagen j.nr. V 11/92: Klage fra N.V. Organon, Holland, v/Patentbureau
Chas. Hude over Patentdirektoratets afgørelse af 13. december 1991 af vare-
mærkeansøgning nr. VA 0194 1988 fra Fritz Schur Jr., København, v/Th.
Ostenfeld Patentbureau A/S.
Den 11. januar 1988 indleverede Fritz Schur Jr, København, v/Th. Ostenfeld
Patentbureau A/S, en ansøgning om registrering af varemærket LIVIA (ordmærke)
for alle varer i klasserne 3 og 5.
Ansøgningen blev den 13. marts 1991 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende
for klasse 3: Vat af bomuld og viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde,
vattamponer, alt til kosmetisk brug, og for klasse 5: Vat af bomuld og
viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde, vattamponer, alt til medicinsk
brug, ammeindlæg, trusseindlæg, hygiejnebind og tamponer.
Ved skrivelse af 13. maj 1991 nedlagde klageren i medfør af § 20, stk. 2,
i varemærkelov af 11. juni 1959 indsigelse mod registrering af det ansøgte
mærke. Til støtte for indsigelsen påberåbtes varemærkelovens § 14, stk. 1,
nr. 6, idet det ansøgte varemærke LIVIA ansås for forveksleligt med klagers
registrering VR 1875/1983 - LIVIAL.
I skrivelse af 15. juli 1991 uddybede klager indsigelsen som følger:
»Indsigelsen opretholdes i fuldt omfang, idet det fortsat er
indsigernes opfattelse, at det ansøgte og i Dansk Varemærketidende af 13.
marts 1991 offentliggjorte mærke udelukkende bestående af ordet LIVIA er
forveksleligt med ordet LIVIAL, der er registreret for indsigerne under VR
1875/1983.
Der henvises til Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6.
At ordene LIVIA og LIVIAL er forvekslelige burde ikke give anledning til
Læs alt
tvivl, og jeg vil derfor indskrænke mig til nogle få kommentarer i denne
forbindelse.
Ordet LIVIA består af 5 bogstaver og er helt indeholdt i det ældre
registrerede mærke. Der er oven i købet tale om de 5 første bogstaver i det
registrerede mærke, og både visuelt og fonetisk er der derfor en høj grad af
overensstemmelse grænsende til identitet. Dette må naturligvis tages i
betragtning ved vurderingen af, om der foruden mærkelighed tillige er
varelighed, og når mærkerne ligger så tæt på hinanden, som tilfældet er i den
foreliggende sag, er der grund til at se med desto større strenghed på
vareligheden.
Registrering VR1875/1983 LIVIAL angår varefortegnelsen:
Klasse 5:farmaceutiske præparater til human brug, og der er i
virkeligheden her tale om en meget bred varefortegnelse dækkende en
mangfoldighed af præparater.
Den fremlagte ansøgning VA194/1988 LIVIA angår følgende varefortegnelse:
Klasse 3: vat af bomuld og viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde,
vattamponer, alt til kosmetisk brug,
Klasse 5: vat af bomuld og viskose, vatrondeller, vatkug-ler, vatpinde,
vattamponer, alt til medicinsk brug, ammeindlæg, trusseindlæg, hygiejnebind
og tamponer.
Efter indsigernes og undertegnedes opfattelse er disse varer ligeartede
med »farmaceutiske præparater til human brug«, og jeg lægger i
denne forbindelse vægt på, at varerne kan have samme formål og kan blive
solgt i de samme forretninger som f.eks. apoteker. Det er muligt, at der ikke
vil være nogen overhængende risiko for egentlige fejltagelser, men i hvert
fald vil det for forbrugerne være nærliggende at tro, at varerne har samme
oprindelse, og det er tilstrækkeligt til, at der også efter gældende praksis
statueres varelighed og dermed forvekslelighed.
Varemærket LIVIAL anvendes rent faktisk for »præparater til kvinder
imod forstyrrelser i menopausen«, og disse varer har klart samme formål
som visse af de varer, der er omfattet af ansøgningen som f.eks. »vat af
bomuld og viskose, vattamponer, trusseindlæg, hygiejnebind og tamponer«.
Om en kvinde indtager et præparat imod menopauseforstyrrelser eller søger at
imødegå forstyrrelserne ved hjælp af f.eks. »hygiejnebind eller
tamponer«, er i denne sammenhæng ligegyldigt, men det findes utvivlsomt,
at der i denne forbindelse er en stor risiko for, at den pågældende person
vil antage, at to varemærker, der ligger så tæt på hinanden, at de nærmest er
identiske, vil tilhøre samme virksomhed, og at derfor de respektive varer
ligeledes vil have samme oprindelse.
Det bør i denne forbindelse også erindres, at begge mærker samt de
relaterede produkter henvender sig til den private forbruger. Der er altså
ikke nødvendigvis tale om »fagfolk« såsom læger eller apotekere, og
også af denne grund er der en risiko for forveksling eller vildledning som
nævnt.
Alt taget i betragtning, herunder den klare mærkelighed og den efter
indsigernes og undertegnedes opfattelse ligeledes klare varelighed, må
varemærket LIVIA anses som forveksleligt med varemærket LIVIAL, og det
henstilles høfligst til Direktoratet, at ansøgning VA194/1988 LIVIA afslås i
sin helhed, subsidiært for sådanne varer, som efter Direktoratets opfattelse
findes at kollidere med de varer, der er omfattet af indsigernes registrering
VR1875/1983 LIVIAL, i hvilken forbindelse jeg tillader mig endnu engang at
henvise til de ovenfor givne oplysninger omkring den aktuelle brug af
varemærket LIVIAL'
I skrivelse af 23. september 1991 fremsatte ansøger følgende bemærkninger
i anledning af indsigelsen:
»Vi er ikke enige med indsiger i, at varemærket LIVIA skulle nægtes
registrering i medfør af VML § 14, stk. 1, nr. 6, idet der hertil måtte
kræves, at det var forveksleligt med det registrerede varemærke LIVIAL. For
at forvekslelighed kan påstås at foreligge skal der som bekendt eksistere
både mærke-lighed og, jfr. § 6, stk. 1, vareidentitet eller varelighed.
Når først mærke-ligheden betragtes skal vi ikke bestride, at ordene LIVIA
og LIVIAL i visuel henseende ligger ret tæt på hinanden.
Fonetisk er der imidlertid meget stor forskel, idet det ansøgte mærke
udtales med klart tryk på første stavelse, LI, mens de to sidste stavelser er
ganske ubetonede. Det registrerede mærke LIVIAL vil derimod blive udtalt med
trykket lagt helt og holdent på sidste stavelse, AL, det vil sige
udtalemæssigt svarende til det almindelige danske ord »jovial«. Det
bemærkes, at i forbindelse med almindelige ordmærker spiller netop udtalen en
væsentlig rolle.
I begrebsmæssig henseende er der heller ingen lighed imellem de to mærker.
Det ansøgte mærke LIVIA er et pigenavn, som er velkendt i Danmark, jfr.
blandt andet at kejser Augustus' hustru bar dette navn. Selv om man ikke
måtte være velbevandret i romersk historie, vil personen og dermed navnet
være velkendt fra det flere gange sendte tv-spil »Jeg, Claudius«.
Hertil kommer, at Livia (og Liva) er kendte og anerkendte forkortelser for
pigenavnet Olivia. Varemærket LIVIA leder således entydigt tanken hen på et
pigenavn, mens mærket LIVIAL er en fantasibetegnelse uden selvstændig
betydning eller associationer.
Sammenfattende må det herefter konkluderes, at når de tre parametre, der
sædvanligvis indgår ved vurdering af, om der foreligger mærke-lighed,
betragtes, er der endog meget store fonetiske og begrebsmæssige forskelle,
der rigeligt opvejer den visuelle lighed, der i et vist mål foreligger.
Når herefter vareartsligheden betragtes, er det efter vor opfattelse hævet
over enhver tvivl, at der ikke foreligger lighed mellem de præparater, der er
dækket af registreringen, og de produkter, som det ansøgte mærke ønskes
registreret for. Udtrykket »farmaceutiske præparater til human
brug« dækker lægemidler fremstillet til human brug, jfr. oprindelsen i
ordet »farmaci«, der betyder: videnskaben om lægemidlers
fremstilling, og betydningen af ordet »præparat«, der er et kemisk
fremstillet stof.
Vi må herefter gentage vor opfattelse, at ingen af de produkter, der er
dækket af ansøgningen om registrering af LIVIA, er ligeartede med
farmaceutiske præparater til human brug - heller ikke selv om varerne i visse
tilfælde kan sælges i samme forretninger.
I denne forbindelse skal vi endvidere pege på, at LIVIAL-registreringen
blev fremdraget under behandlingen af nærværende ansøgning, men at
Patentdirektoratet efter begrænsning af varefortegnelsen frafaldt dette
modhold, hvorefter vi må konkludere, at spørgsmålet om vareartslighed har
været grundigt overvejet.
Indsiger gør opmærksom på, at varemærket LIVIAL rent faktisk anvendes for
»præparater til kvinder imod forstyrrelser i menopausen« og gør
gældende som sin opfattelse, at disse præparater har klart samme formål som
visse af de varer, der er omfattet af nærværende ansøgning. Dette kan vi ikke
være enige i. De pågældende præparater ordineres til postmenopausale kvinder,
der på grund af indtagelse af andre farmaceutiske præparater alligevel har
blødninger. Det farmaceutiske præparat LIVIAL indgives dagligt og
kontinuerligt, og formålet er at standse blødningerne. Her overfor står
brugen af hygiejnebind eller tamponer, som en postmenopausal kvinde allerede
vil have været bekendt med i mindst 30 år og hvis formål ikke er at standse
blødninger, men udelukkende er af hygiejnisk art. Det turde således være
indlysende, at ingen bruger vil kunne forveksle et hygiejnebind eller en
tampon med en tablet.
Med hensyn til indsigers bemærkning om, at de varer, der er dækket af de
to varemærker, i begge tilfælde henvender sig til den private forbruger, skal
vi pege på, at i hvert fald det specifikke præparat, som varemærket LIVIAL
anvendes for - og også de fleste farmaceutiske præparater i øvrigt - er
receptpligtige, og at håndteringen derfor i høj grad sker ved fagfolk, det
vil sige læger og apotekere, der henholdsvis ordinerer og udleverer
præparatet LIVIAL, mens hygiejnebind, tamponer, vat og lignende sælges
»over disken« direkte til den private forbruger. Hverken i
ordinationsleddet hos læger eller i udleveringsleddet hos apotekere er der
således nogen som helst grund til at tro, at varerne vil blive forvekslet og
en forkert vare udleveret til brugeren.'
Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 13. december 1991 og afviste
indsigelsen med følgende begrundelse:
».....Der er mærkelighed mellem ordene Livia og Livial. Mærkerne er
dog ikke identiske og heller ikke næsten identiske, da de udtales ret
forskelligt.
Afgørende for, om der foreligger forvekslelighed, er herefter, om der er
varekollision. De af ansøgningen omfattede varer i klasse 5 kan efter
direktoratets opfattelse ikke anses for at være farmaceutiske præparater til
human brug, og der foreligger derfor ikke varekollision. Efter en samlet
vurdering af mærkelighed og varesammenfald kan mærkerne herefter ikke anses
for forvekslelige.«
Denne afgørelse har klageren N.V. Organon, Holland v/Patentbureau Chas.
Hude indbragt for Patentankenævnet med påstand om, at Patentdirektoratets
afgørelse omstødes.
I ankebegrundelse af 3. juni 1992 anføres følgende:
»I tilslutning til min ankeskrivelse dateret den 13. februar 1992 med
diverse bilag skal jeg herved for det første fastholde, at det er indsigernes
og undertegnedes klare opfattelse, at det ansøgte varemærke, LIVIA, er
forveksleligt med det for indsigerne under VR 1875/1983 registrerede og
anvendte varemærke LIVIAL, dels fordi der er fornøden mærkelighed, og dels
fordi der desuden er fornøden varelighed.
I denne forbindelse skal det understreges, at det af Patentdirektoratets
skrivelse af 13. december 1991, side 3, afsnit 3, klart fremgår, at der er
mærkelighed til stede mellem ordene LIVIA og LIVIAL. Patentdirektoratet
tilføjer, at mærkerne ikke er identiske, hvilket selvfølgelig er indlysende,
og at de heller ikke er næsten identiske, eftersom de udtales ret
forskelligt. Det skal imidlertid understreges, at det ansøgte mærke indgår
helt i det registrerede mærke, og at den eneste forskel mærkerne imellem blot
er det afsluttende bogstav L i det registrerede mærke. Denne lille forskel
betyder ikke nogen nævneværdig forskel i udtalen, netop fordi bogstavet er
det sidste i ordet, og en mulig ændret udtale af den afsluttende vokal må
anses for at være uden betydning. De to mærker ligger i realiteten så tæt på
hinanden, som det er muligt, når de ikke er identiske, og jeg mener derfor,
at det med rimelighed må kunne statueres, at mærkerne er næsten identiske.
Med hensyn til vareligheden bemærkes det, at Patentdirektoratet i
skrivelsen af 13. december 1991, side 3, afsnit 4, er af den opfattelse, at
der ikke er »varekollision«. Det anføres i denne forbindelse, at:
»de af ansøgningen omfattede varer i klasse 5 kan efter Direktoratets
opfattelse ikke anses for at være farmaceutiske præparater til human brug, og
der foreligger derfor ikke varekollision.« Indsigerne og undertegnede er
imidlertid helt enige i, at der ikke er varekollision i form af vareidentitet
til stede, eftersom de af ansøgningen i klasse 5 omfattede varer »vat af
bomuld og viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde, vattamponer, alt til
medicinsk brug, ammeindlæg, trusseindlæg, hygiejnebind og tamponer«
naturligvis ikke efter den sproglige formulering kan betegnes som værende
»farmaceutiske præparater til human brug« i klasse 5 som omfattet
af indsigernes registrering VR 1875/1983 LIVIAL.
Vareidentitet er imidlertid ikke en forudsætning for varekollision ifølge
den tidligere varemærkelovs § 6, stk. 1, hvor varemærker kun anses for
forvekslelige, »såfremt de angår varer af samme eller lignende
art«. Der skal altså foretages en bedømmelse af vareligheden, og det
fremgår af betænkning vedrørende en ny dansk lov om varemærker, nr. 199 af
1958 side 109, at der bl.a. bør lægges vægt på varens anvendelsesområde eller
formål, herunder f.eks. om de kompletterer hinanden. Selvom det er
uomtvisteligt, at forvekslelighed mellem to varemærker bør afgøres efter en
helhedsbedømmelse, er det formentlig ligeledes uomtvisteligt, jvf. ovennævnte
betænkning side 109 venstre spalte, linie 6 fra oven, der nævner den
almindelige regel, »at vareartslighed fortolkes videregående, hvor
ligheden mellem mærkerne er utvivlsom, og mere begrænset når dette ikke er
tilfældet.« Ligheden mellem mærkerne er i det foreliggende tilfælde
tvivlsom! Dette princip gentages af Rigmor Carlsen i Varemærker -
Registreringspraksis fra 1980, side 52, højre spalte, 6. linie fra neden:
»er mærkerne identiske eller i øvrigt klart forvekslelige, vil der
snarere blive statueret varesammenfald end i tilfælde, hvor der hersker nogen
tvivl om mærkeligheden.« I det foreliggende tilfælde må varemærkerne
anses for at være klart forvekslelige!
For så vidt angår vareligheden i øvrigt, skal jeg især henvise til min
skrivelse af 15. juni 1991 til Patentdirektoratet, idet jeg skal fremhæve
følgende forhold:
- Varerne har eller kan have samme formål.
- Varerne sælges eller kan blive solgt i samme forretninger, f.eks. på
apoteker.
- Det er nærliggende for forbrugerne at tro, at varerne har samme
oprindelse.
- Varerne henvender sig for begge mærkers vedkommende til den private
forbruger.
Til orientering for så vidt angår indsigernes produkt, der aktuelt
befinder sig på det danske marked, vedlægges dels en prøve på selve
pakningen, der på alle sider viser varemærket LIVIAL og dels en brochure, der
enkelt og klart beskriver præparatets anvendelse imod diverse forstyrrelser
hos kvinder i forbindelse med menopausen eller postmenopausen, og det findes
herefter uomtvisteligt, at der er klare relationer mellem indsigernes
aktuelle produkt og de af ansøgningen omfattede varer.
Hertil kommer, at indsigernes registrering dækker den bredere
varefortegnelse »farmaceutiske præparater til human brug«, og denne
varefortegnelse er så bredt formuleret, at præparaterne ikke er angivet med
noget specielt formål. Det er derfor nærliggende at tænke sig, at
varefortegnelsen dækker præparater, der i endnu højere grad er ligeartede med
de af ansøgningen omfattede varer, specielt i klasse 5. Det bemærkes i denne
forbindelse, at varerne »vat af bomuld og viskose, vatrondeller,
vatkugler, vatpinde og vattamponer« er præciserede ved tilføjelsen
»alt til medicinsk brug«, og der er intet i vejen for, at disse
konkret opregnede varer er imprægneret med farmaceutiske præparater, idet
sådanne præparerede varer også vil henføres til klasse 5. En »vatkugle
med et farmaceutisk præparat til medicinsk brug« vil altså være omfattet
af varefortegnelsen, og denne vare er uomtvisteligt ligeartet med
»farmaceutiske præparater til human brug«. Også af denne grund må
der konstateres varelighed.
Alt taget i betragtning og efter en helhedsbedømmelse af såvel mærkelighed
som varelighed må resultatet blive, at varemærket LIVIA, jvf. ansøgning VA
194/1988, er forveksleligt med varemærket LIVIAL, jvf. dels registrering VR
1875/1983 og dels den aktuelle anvendelse som dokumenteret.'
Ansøger har i skrivelse af 17. september 1992 fremsat følgende
bemærkninger til ankebegrundelsen:
»Det skal indledningsvis bemærkes, at ansøger fastholder sin
opfattelse, at det ansøgte varemærke LIVIA ikke er forveksleligt med
klagerens registrerede varemærke, og det skal i denne forbindelse
understreges, at Patentdirektoratet er af samme opfattelse. Ansøgers mærke
blev oprindeligt anmeldt for alle varer i klasserne 3 og 5, men da
Direktoratet under ansøgningens behandling fremdrog bl.a. klagerens
registrering VR 01.875 1983, der dækker:
Klasse 5: farmaceutiske præparater til human brug, blev ansøgningen
begrænset som følger:
Klasse 3: vat af bomuld og viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde,
vattamponer, alt til kosmetisk brug,
Klasse 5: vat af bomuld og viskose, vatrondeller, vatkugler, vatpinde,
vattamponer, alt til medicinsk brug, ammeindlæg, trusseindlæg, hygiejnebind
og tamponer,
hvorefter Patentdirektoatet i skrivelse af 14. februar 1991 ( bilag A)
meddelte:
»Da der ikke længere ses at være noget til hinder for, at ovennævnte
mærke registreres, vil ansøgningen snarest blive bekendtgjort i Dansk
Varemærketidende.«
Herefter bekendtgjordes ansøgningen den 13. marts 1991, jf. bilag 1 til
klageskrivelsen.
Spørgsmålet om forvekslelighed havde altså allerede på dette tidspunkt
været genstand for en grundig behandling i Patentdirektoratet, der på
baggrund af netop denne behandling kom til det resultat, at der ikke var tale
om forvekslelighed. Det samme resultat kom Patentdirektoratet til efter
indsigelsesprocedurens afslutning, idet Patentdirektoratet i skrivelse af 13.
december 1991 traf afgørelse i sagen og afviste indsigelsen, jf. bilag 7 til
klageskrivelsen.
Spørgsmålet om mærkelighed har været indgående behandlet i ansøgers
imødegåelse af 23. september 1991 af den nedlagte indsigelse (bilag 6 til
klageskrivelsen), og det skal her blot gentages, at selv om der i visuel
henseende består en vis lighed mellem de to varemærker, er der hverken i
fonetisk eller begrebsmæssig henseende lighed mellem de to mærker.
Denne sag vedrører ikke spørgsmålet om mærkelighed alene, men i langt
højere grad spørgsmålet om vareartslighed, idet forvekslelighed opstår som et
produkt af disse to faktorer, jf. Mogens Koktvedgaard: Lærebog i
Immaterialret, p. 233, samt Betænkning vedrørende en ny dansk lov om
varemærker, nr. 199 af 1958, p. 107.
Med hensyn til vareartslighed mellem på den ene side farmaceutiske
præparater, som er omfattet af klagers registrering, og på den anden side de
produkter til kosmetisk og personlig hygiejne, som omfattes af ansøgningen,
skal vi uden at gå ind i en teoretisk diskussion om termerne vareidentitet og
varekollision bemærke, at enhver fornuftig vurdering vil komme til det
resultat, at vareartslighed ikke foreligger, eller sagt med andre ord, der er
ikke tale om »varer af samme eller lignende art«, som ifølge den
tidligere varemærkelovs § 6, stk. 1, er en betingelse for at anse varemærker
som forvekslelige.
Patentdirektoratet har i talrige indsigelsessager haft lejlighed til at
tage stilling til spørgsmålet om vareartslighed, og vi skal henlede
opmærksomheden på nedenstående afgørelser, der er hentet fra Rigmor Carlsen:
Varemærker Registreringspraksis 1880-1980, afsnit 7 »Mærker hvor
spørgsmålet om varekollision eller ligeartethed har været afgørende«, p.
223 ff.
I en afgørelse (p. 227) fandt Patentdirektoratet, at en registrering af
mærket OVULEN for farmaceutiske præparater ikke var til hinder for
registrering af et mærke OLULEN for forbindsmaterialer, kirurgiske og
medicinske bandagematerialer, vat, bleindlæg.
Direktoratet har endvidere (p. 228) fundet, at en registrering af mærket
PLAN for antikonceptionelle præparater, dvs. farmaceutiske præparater, ikke
var til hinder for registrering af et mærke PLANOSEC for diagnostiske
præparater til svangerskabsbestemmelse.
Man har endvidere (p. 227) fundet, at registreringen af MONOPLAST for
plastre, forbindsstoffer og -materialer ikke var til hinder for registrering
af MONOPLAN for hele klasse 5, undtagen plastre, forbindsstoffer og
-materialer, dvs. bl.a. for farmaceutiske præparater.
Som nævnt er disse tre afgørelser citeret fra det afsnit, hvor netop
spørgsmålet om varers lighed har været afgørende for den af Direktoratet
trufne afgørelse, og vi må derfor konkludere, at den afgørelse, som
Patentdirektoratet har truffet i nærværende sag er i fuld overensstemmelse
med Patentdirektoratets hidtidige praksis i indsigelsessager, hvor varearten
farmaceutiske præparater står over for andre varer i klasse 5.
Klageren gør endvidere den opfattelse gældende, at der er klare relationer
mellem de af ansøgningen omfattede varer og det aktuelle præparat, som
klageren bruger mærket for, nemlig tabletter til kvinder imod forstyrrelser i
menopausen, og fremhæver på side 4 af klagebegrundelsen specielt fire
forhold:
1) »Varerne har eller kan have samme formål«. Dette er ikke
rigtigt. Klagerens præparat, en tablet, anvendes til kvinder med en specifik
medicinsk lidelse for at forhindre blødning efter menopausen, mens raske
kvinder efter menopausen ikke anvender hygiejnebind og tamponer. Hygiejnebind
og tamponer anvendes heller ikke for at imødegå forstyrrelser som påstået af
klager i skrivelse af 15. juli 1991, p. 3 (bilag 5 til klageskrivelsen), men
anvendes derimod af normaltfungerende, sunde kvinder af hygiejniske grunde,
nemlig ca. 1 gang om måneden i 30-35 år.
Tværtimod at have samme formål som påstået af klager har de to varearter
altså fuldstændigt modsatrettede formål, idet klagerens præparat henvender
sig til ældre kvinder med forstyrrelser, mens ansøgers produkt henvender sig
til den sunde, yngre kvinde.
2) »Varerne sælges eller kan blive solgt i samme forretninger, f.eks.
apoteker«.
Med den opbygning, som såvel forretninger som apoteker har i dag, dvs. med
det varesortiment, der bliver udbudt begge steder, er dette gældende for en
uhyre lang række varer. I det foreliggende tilfælde, vil det under alle
omstændigheder være afgørende, at klagerens præparat kun udleveres mod
recept, jf. lægemiddelkataloget 1991, p. 650 ( bilag B), hvor
udleveringsbestemmelserne for produktet LIVIAL er angivet som »Udlv
B«. Med hensyn til udtrykket »Udlv B« henvises til
Specialitetstakst, juni 1992 ( bilag C), hvor det er angivet under
udleveringsbestemmelsen B, at der er tale om et receptpligtigt præparat. Det
er derfor vor opfattelse, at der overhovedet ikke består nogen risiko for, at
en apoteker, der skal at udlevere tabletpræparatet LIVIAL mod en recept, ved
en fejltagelse skulle komme til at udlevere en pakke hygiejnebind eller
omvendt.
3) »Det er nærliggende for forbrugerne at tro, at varerne har samme
oprindelse«.
Der er for os at se ingen grund til at tro, at forbrugerne vil være af den
opfattelse, at de pågældende varer har samme oprindelse. Selv om forbrugerne
af begge slags varer er kvinder, er købekredsen ikke den samme, hvorfor der
ikke er grund til at tro, at forbrugerne skulle spekulere over netop disse to
varers oprindelse.
4) »Varerne henvender sig for begge mærkers vedkommende til den
private forbruger«.
Selv om varerne ultimativt henvender sig til den private forbruger, er
udtrykket alligevel ikke fuldstændig korrekt, idet en bruger af klagerens
præparat kun kan erhverve sig dette præparat ved en læges mellemkomst, da det
som nævnt er et receptpligtigt præparat. Klagers varemærke vil derfor i
første række henvende sig til læger og først i anden række til den private
forbruger. I modsætning hertil henvender ansøgers mærke sig direk te til den
private forbruger, hvad enten vare sælges i en forretning eller på et apotek.
Sammenfattende er det vor opfattelse, at der ikke består nogen teoretisk
forvekslingsrisiko, og at der heller ikke i praksis vil være nogen som helst
risiko for, at klagerens tabletpræparat kan forveksles med ansøgers varer,
hvad enten det drejer sig om kosmetisk vat og lignende i klasse 3 eller om
hygiejnebind, tamponer, trusseindlæg, ammeindlæg, etc. i klasse 5.
Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 4. november 1993.
For klageren mødte cand.jur. Kaj L. Henriksen.
Ansøgeren var mødt sammen med cand.jur. Inge Leffers og direktionssekretær
Marianne Nyegaard.
Parterne henholdt sig til og uddybede de skriftlige indlæg bl.a. under
henvisning til eksempler fra administrativ praksis og retspraksis vedrørende
registrering af varemærker.
Ankenævnet skal udtale:
I henhold til de af Direktoratet anførte grunde, og idet det for
Ankenævnet anførte ikke findes at kunne føre til andet resultat
bestemmes:
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. J.C. Warnich-Hansen.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om medlemmer af opløst duos brug af kunstnernavn, herunder om gyldighed af registreret ordmærke Domsdatabasen · 21. maj 2024
- Spørgsmål om registrering af et varemærke for diverse massageartikler udgjorde en utilbørlig udnyttelse og/eller åbenbar forringelse af den goodwill, der var knyttet til et andet stærkt indarbejdet registreret varemærke. Retsinformation · 24. september 1997
- Kendt varemærke for tændstikker ikke til hinder for registrering af mærket for chokolade. Retsinformation · 24. september 1997
- Varemærket HAIBLO forveksleligt med figurmærker indeholdende ordet HARIBO Retsinformation · 10. marts 1999
- Ikke tilstrækkelig mærkelighed til at anvende varemærkelovens § 6, stk. 2 a, (kodakreglen). Retsinformation · 24. september 1997
- Varemærket AFTER EIGHT i klasse 41 ikke fundet forveksleligt med tre tidligere registrerede varemærker, alle AFTER EIGHT, i klasserne 30, 32 og 33. Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Varemærket RUBICON ikke forveksleligt med varemærket RUBICOLOR Retsinformation · 2. marts 1999
- M 4/95 mønsteransøgning MA 1993 00818 fryseformpose Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1999
- Varemærkerne SPACE MASTER og SPEEDMASTER ikke forvekslelige Retsinformation · 17. marts 1999
- Varemærket ELANIQ forvekseligt med mærkerne ELANCYL og ELANCYL MP 24. Retsinformation · 16. marts 1998
- Kendelse er berigtiget den 13. december 2002. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 7. oktober 2002