Spring til indhold

Retsinformation

Varemærket UNO OFFICE anset for forveksleligt med mærkerne UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE

KEN nr 60478 af 23/07/1992Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Varemærket UNO OFFICE anset for forveksleligt

med mærkerne UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE

År 1992, den 23. juli afsagde Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Warnich-Hansen)

følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. V 14/91: Klage fra

Oluf Rasmussen,

Odense

over

Patentdirektoratets afgørelse af

14. januar 1991 af

varemærkeansøgning nr. 8192/87 efter

indsigelse fra

HTH Køkkener A/S,

Ølgod,

v/Patentbureau Chas. Hude.

Den 7. december 1987 indleverede klageren en ansøgning om registrering af

varemærket UNO OFFICE (ordmærke) for visse varer i klasse 20. Ansøgningen

blev den 3. januar 1990 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.

Ved skrivelse af 28. februar 1990 nedlagde HTH Køkkener A/S, Danmark, i

medfør af varemærkelovens § 20, stk. 2, indsigelse mod registrering af det

ansøgte mærke. Som begrundelse for indsigelsen anførtes:

»Indsigelsen nedlægges under henvisning til Varemærkelovens § 14,

stk. 1, nr. 6, idet ansøgning VA 8192 1987 for ordmærket UNO OFFICE i klasse

20 findes at kollidere med indsigernes ældre rettigheder såvel i henhold til

brug som i henhold til registrering af mærker indeholdende ordet UNO, og jeg

skal indledningsvis henvise til følgende registrerede mærker:

VR 793 1981 UNO FORM

VR 1522 1987 UNO DESIGN

Læs alt

VR 1523 1987 UNO LINE

Ovennævnte registreringer omfatter i klasse 20 »køkken- og

skabselementer (møbler)».

Den i Dansk Varemærketidende af 3. januar 1990 offentliggjorte ansøgning

bestående af ordmærket UNO OFFICE angår følgende varer:

Klasse 20:kontorindretning, det vil sige skriveborde med tilhørende

belysning, stole, personalegarderobe, receptionsskranke, skabe til opbevaring

af ringbind, arkiv, tegningsarkiv, artikler og tidsskrifter.

Som det vil ses, er der delvis men direkte varekollision, men ansøgningen

påstås afslået i sin helhed, idet samtlige varer findes at kollidere med de

varer, der er omfattet af indsigernes registreringer sammen med de varer, for

hvilke de registrerede mærker er blevet anvendt.

Der lægges vægt på, at indsigernes varemærker alle består af to led,

hvoraf det første er ordet UNO og det andet et ord, der er svagt i

varemærkeretlig henseende. Det ansøgte mærke er konstrueret på samme måde, og

det er derfor utvivlsomt, at der er tale om forvekslelige mærker.«

Klageren anførte i skrivelse af 19. marts 1990 bl.a. følgende:

»Jeg mener indsigelsen bør tilbagevises, fordi det ansøgte mærke

angår varer, der adskiller sig væsentligt fra de af indsigeren modholdte

registrerede mærker både i udseende og anvendelsesmæssig henseende. Køkken-

og skabselementer (møbler) er normalt bestemt for nagelfast montering, medens

varer omfattet af ansøgningen er flytbare og beregnet til et andet formål.

Det ser ud som om indsigeren tillægger »møbler« i de modholdte

mærker afgørende betydning i sin påstand om varekollision.

Jeg har lige siden mærkets ansøgning om registrering solgt skriveborde

under anvendelse af mærket og har som følge af direktoratets meddelelse af 6.

december 1989 om mærkets godkendelse iværksat udarbejdelse af nyt og mere

omfattende salgsmateriale, og det er derfor af stor betydning for mig, at

omkostninger og stor arbejdsindsats i forbindelse hermed ikke er spildt eller

forsinker planlagt intensivering af markedsføringen.'

I skrivelse af 7. maj 1990 fastholdt indsiger indsigelsen og anførte

følgende:

»Det findes utvivlsomt, at betegnelsen UNO OFFICE er forvekslelig med

betegnelserne UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE, idet dominansen i samtlige

mærker er det første led UNO, og idet andet led er beskrivende uden egentligt

varemærkemæssigt særpræg. Ordet OFFICE angiver i denne forbindelse, at der er

tale om varer til kontorbrug eller lignende, men der er ikke tale om nogen

differentiering overfor varer, der beskrives ved ordene FORM, DESIGN eller

LINE. Disse 3 ord er så generelle i deres betydning, at de også omfatter en

betydning som OFFICE.

At der endvidere er tale om direkte varekollision, er ligeledes

indlysende, idet indsigernes ovennævnte 3 registreringer dækker følgende

varefortegnelse:

Klasse 20:køkken- og skabselementer (møbler).

Ansøgning VA 8192 1987 UNO OFFICE angår følgende varer:

Klasse 20:kontorindretning, det vil sige skriveborde med tilhørende

belysning, stole, personalegarderobe, receptionsskranke, skabe til opbevaring

af ringbind, arkiv, tegningsarkiv, artikler og tidsskrifter.

Der er direkte varekollision, idet »køkken- og skabselementer

(møbler)» umiddelbart omfatter varer som »stole, personalegarderobe

og skabe til opbevaring af ringbind, arkiv, tegningsarkiv, artikler og

tidsskrifter«. For såvidt angår de øvrige varer, som omfattet af

ansøgningen, nemlig »skriveborde med tilhørende belysning,

receptionsskranke«, er disse i hvert fald ligeartede med »køkken-

og skabselementer (møbler)», eftersom der er en til identitet grænsende

lighed mellem selve mærkerne, nemlig på den ene side UNO OFFICE og på den

anden side UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE.

Jeg vedlægger iøvrigt to brochurer (hver i to eksemplarer), hvoraf brug af

varemærkerne UNO FORM og UNO LINE vil fremgå, og det vil ligeledes af den

store brochure fremgå, at varemærket UNO FORM og de dermed relaterede

produkter stammer fra 1970. Jeg henviser endvidere til brochurens indhold,

hvoraf det klart vil fremgå, at der ikke kun er tale om elementer til

anvendelse i køkkener, men, som det også fremgår af den indledende tekst:

»I dag er UNO FORM mere end et køkken. Det er små og store individuelle

løsninger, gennemtænkte detaljer og spændende tilbehør til bad, bryggers,

kontor .... UNO FORM er blevet en livsstil«. Der er naturligvis intet i

vejen for, at de omhandlede produkter anvendes andre steder end i køkkener,

og der ligger jo iøvrigt heller ikke nogen særlig begrænsning i de

varefortegnelser, der er omfattet af indsigernes ovennævnte registreringer,

jf. specielt ordet »skabselementer (møbler)».

Jeg mener herefter ikke, at der kan være tvivl om, at ansøgning VA 8192

1987 UNO OFFICE kolliderer med indsigernes ældre rettigheder, og det

henstilles endnu engang høfligst til Patentdirektoratet, at ansøgningen

afslås i sin helhed.«

I skrivelse af 16. juni 1990 anførte klageren følgende:

»Under henvisning til direktoratets skrivelse af 14. maj 1990 med

kopi af HTH Køkkener A/S nærmere begrundede indsigelse af 7. maj 1990 mod

mærkets registrering, ønsker jeg hermed at fastholde min tidligere

tilbagevisning af indsigelsen, idet jeg fortsat er af den opfattelse, at der

ikke er lighed mellem indsigerens mærker UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE i

klasse 20, omfattende køkken- og skabselementer (møbler) og det af mig

ansøgte og nu fremlagte mærke, UNO OFFICE i klasse 20, omfattende

kontorindretning, skriveborde med tilhørende belysning, stole,

personalegarderobe, receptionsskranke, skabe til opbevaring af ringbind,

arkiv, tegningsarkev, artikler og tidsskrifter.

Som yderliger begrundelse for tilbagevisningen kan jeg oplyse, at UNO

OFFICE mærket har været anvendt af undertegnede siden ansøgningens

indlevering for varer, der er vist i vedlagte brochure.

Jeg håber, at direktoratet på baggrund af ovenstående og i betragtning af,

at der er tale om forskellige brancher, kan opretholde godkendelsen af

mærkets registrering, således at jeg ikke taber allerede opnået goodwill for

mine produkter eller forsinkes yderligere i udarbejdelsen af nyt salgs- og

brochuremateriale.«

Ved skrivelse af 5. september 1990 uddybede indsigeren indsigelsen

således:

»Følgelig påstås ansøgning VA 8192 1987 UNO OFFICE afslået i sin

helhed under henvisning til Varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6. En subsidiær

påstand undlades, idet det er indsigernes og undertegnedes klare opfattelse,

at samtlige varer omfattet af ansøgning VA 8192 1987 UNO OFFICE kolliderer,

dels med de varer der er omfattet af indsigernes 3 ældre registreringer

VR 793 1981 UNO FORM

VR 1522 1987 UNO DESIGN

VR 1523 1987 UNO LINE

og dels med de varer, der indgår i indsigernes varesortiment, der iøvrigt

har været generelt uændret gennem de seneste år, dvs. gennem en periode der

strækker sig forud for ansøgningens indlevering den 7. december 1987 og

fortløbende til dato.

Uanset ansøgerens kommentarer i svarskrivelserne findes det uomtvisteligt,

at varemærket UNO OFFICE er forveksleligt med indsigernes registrerede og

anvendte varemærker UNO FORM, UNO DESIGN og UNO LINE. Der henvises i denne

forbindelse først og fremmest til min skrivelse af 7. maj 1990.

Hertil kommer, at der utvivlsomt er tale om varelighed, og jeg henviser i

samme forbindelse til min nævnte skrivelse af 7. maj 1990. Der er i

realiteten ikke nogen forskel på varesortimenterne, eftersom moderne

»køkken- og skabselementer« også anvendes til kontorindretning. Der

er derfor i det store hele tale om vareidentitet, og ved en samlet bedømmelse

af mærkelighed og varelighed, må det klart konstateres, at der er tale om

forvekslelighed i varemærkeretlig henseende.

For en ordens skyld skal det endvidere anføres, at ordet

»kontorindretning« ikke er en vare, og det burde derfor ikke

accepteres som sådan i klasse 20. Endvidere forekommer det overraskende, at

»skriveborde med tilhørende belysning« kan accepteres, eftersom

»belysning« ikke henføres til klasse 20. Selvom den nævnte

»belysning« anvendes sammen med de nævnte »skriveborde«,

er der tale om en selvstændig vareart, der bør henføres til klasse 11.

Endelig må det af formelle grunde præciseres, at de nævnte »skabe«

anvendes »til opbevaring af ringbind, arkiv, tegningsarkiv, artikler og

af tidsskrifter«.

Til ansøgerens skrivelse af 19. marts 1990 skal jeg anføre følgende.

Det ansøgte mærke angår ikke varer, der adskiller sig væsentligt fra de

varer, der er omfattet af indsigernes registrerede mærker samt iøvrigt

omfattet af den markedsføring, som indsigerne eller deres

rettighedsforgængere har foretaget siden forud for ansøgningens indlevering

og fortløbende til dato. Det anføres, at »køkken- og skabselementer

(møbler) er normalt bestemt for nagelfast montering, medens varer omfattet af

ansøgningen er flytbare og beregnet til et andet formål«. Denne

udtalelse er ikke korrekt og forekommer endvidere overraskende, eftersom det

af ansøgerens indleverede katalog fremgår, at der i hans sortiment under

varemærket UNO OFFICE indgår adskillige varer, der må anses for at være

bestemt for »nagelfast montering«, herunder særlig vægskabe.

Om ansøgeren har forstået, at Patentdirektoratets godkendelse af

ansøgningen til offentliggørelse var ensbetydende med en endelig

registrering, kan ikke komme indsigerne ved. Ansøgeren burde selvfølgelig

ikke have foretaget handlinger i tillid til endelig registrering af mærket,

førend han havde registreringsbeviset i hånden. Det må være ansøgerens risiko

udelukkende, om han har investeret omkostninger, arbejdsindsats m.v. i

aktiviteter i tillid til en senere registrering. Det bemærkes for en ordens

skyld til ansøgerens orientering, at selv en endelig registrering ikke er

ensbetydende med en absolut ret til varemærket.

Ansøgeren anfører i skrivelsen af 16. juni d.å. endvidere, at varemærket

UNO OFFICE har været anvendt siden ansøgningens indlevering for varer, der er

vist i en vedlagt brochure. Det gør efter indsigernes og undertegnedes

opfattelse ikke sagen bedre, at den krænkende brug har fundet sted i en

længere periode, og det kan ikke komme ansøgeren til gode, at han i mangel af

bedre vidende har foretaget ulovlige handlinger og i forbindelse hermed

foretaget investeringer af forskellig art.

Ansøgeren opfordres umiddelbart til omgående at indstille enhver brug af

varemærket UNO OFFICE, og jeg skal allerede nu på indsigernes vegne tage

forbehold for alle rettigheder, herunder forbehold for indbringelse af sagen

for domstolene samt forbehold for at kræve erstatning, omkostninger m.v.

Jeg henstiller herefter fortsat høfligst til direktoratet, at ansøgning VA

8192 1987 UNO OFFICE afslås i sin helhed.'

Ved skrivelse af 3. november 1990 fremsatte klageren følgende bemærkninger

til indsigelsen:

»1.Indsigers tre ældre registreringer VR 793 1981 UNO FORM, VR 1522

1987 UNO DESIGN og VR 1523 1987 UNO LINE er alle i klasse 20 og omfatter

køkken- og skabselementer (møbler). Tilføjelsen »(møbler)» kan kun

opfattes som en præcisering af, at køkken eller skabselementer betragtes som

en art møbler, og det forekommer indlysende, at der ikke er tænkt på møbler i

al almindelighed, altså heller ikke kontormøbler. Havde dette været

tilfældet, ville mærkerne nemlig have omfattet »møbler, herunder køkken

- og skabselementer«. Indsigers påstand om varelighed eller

vareidentitet må jeg derfor afvise.

2. Indsigers bemærkning om at »belysning« ikke kan henføres til

klasse 20, vil jeg overlade til direktoratet at afgøre.

3. Indsigers bemærkning om, »at endelig registrering ikke er

ensbetydende med en absolut ret til varemærkeret«, kan jeg fuldt ud

tilslutte mig, det er jo netop det, jeg har forsøgt at overbevise indsiger om

ved tilbagevisning af indsigelsen.

4. Indsigers påstand om, at jeg med anvendelsen af mærket UNO OFFICE i en

længere periode har krænket og sågar begået ulovlige handlinger grænser til

injurier og kan kun være et udtryk for, at hverken indsiger eller dennes

advokat har gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i de aftaler, der i sin

tid var mellem den tidligere indehaver af ovennævnte tre varemærker og

undertegnede, hvilke aftaler uden tvivl er eller har været tilgængelige for

de nuværende varemærkeindehavere.

Af ovennævnte grunde må jeg fastholde min tilbagevisning af indsigelsen,

og jeg anmoder derfor venligst direktoratet om, at ansøgningens registrering

kan finde sted i den godkendte form eventuelt med udeladelse af

varefortegnelsen »belysning«.'

Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 14. januar 1991 og tog

indsigelsen til følge med følgende begrundelse:

»Det er direktoratets opfattelse, at ordene UNO OFFICE er

forvekslelige med de for indsigerne registrerede varemærker UNO FORM, UNO

DESIGN og UNO LINE. Alle mærker består af to ord, hvoraf det første ord i

alle tilfælde er UNO og andet ord en beskrivende del, nemlig FORM, LINE,

DESIGN eller OFFICE. Det er erfaringsmæssigt de første bogstaver eller det

første ord i et varemærke, som det købende publikum fæstner sig ved. For så

vidt angår det ansøgte mærke er det således UNO, der er det bærende element i

mærket, medens ordet OFFICE alene angiver, at der er tale om varer til

anvendelse i kontorer. For så vidt angår de for indsigerne registrerede

varemærker, er det også mærkedelen UNO, der bærer disse mærker, medens ordene

FORM, DESIGN og LINE alene beskriver, at der er tale om varer, i dette

tilfælde køkken- og skabselementer, af en vis form, linie eller design. De

ovennævnte beskrivende mærkeelementer vil ikke i sig selv være egnet til

registrering som varemærker for møbler.

For at to varemærker kan anses for forvekslelige, skal der være såvel

mærkelighed som vareartslighed til stede. Nærværende ansøgning omfatter

klasse 20: kontorindretning. Det vil sige skriveborde med tilhørende

belysning, stole, personalegarderobe, receptionsskranke, skabe til opbevaring

af ringbind arkiv, tegningsarkiv, artikler og tidsskrifter, medens

indsigernes registreringer alle omfatter klasse 20: køkken- og skabselementer

(møbler). For så vidt angår varearten skabselementer er det direktoratets

opfattelse, at der er direkte varekollision med varearterne

personalegarderober, skabe til opbevaring af ringbind, arkiv, tegningsarkiv,

artikler og tidsskrifter. Det fremgår af det indsendte materiale, at disse

skabselementer kan være identiske eller næsten identiske og således egnet til

brug både i kontorer og køkkener samt iøvrigt andre steder, hvor skabsplads

er fornødent. Det er endvidere direktoratets opfattelse, at der er

vareartslighed mellem køkkenelementer og skabselementer på den ene side og

skriveborde, stole, og receptionsskranker på den anden, idet de enkelte

skrivebordselementer fuldstændigt kan indgå som køkkenbordselementer eller er

egnet til at erstatte disse. Det samme gælder receptionsskranker samt stole

som indgår i kontor- eller køkkenelementer.

Indsigelsen må derfor tages til følge, og ansøgningen afslås i medfør af

varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6 af hensyn til de under VR 793 1981, VR

1592 1987 og VR 1523 1987 registrerede varemærker.«

Endvidere oplyste direktoratet følgende:

»For så vidt angår det i Deres skrivelse af 3. november 1990 anførte

om, at der er indgået aftaler mellem Dem og den tidligere indehaver af

indsigernes tre varemærker, skal det meddeles, at da direktoratet ikke har

kendskab til disse aftaler, har de ikke kunnet lægges til grund for sagens

afgørelse.

Der må iøvrigt gives indsiger medhold i, at direktoratet beklageligvis

ikke har været opmærksom på, at varefortegnelsen ikke er helt korrekt

affattet og klassificeret. Den burde retteligt have været affattet således:

Kontorinventar, nemlig skriveborde, stole, personalegarderober og

receptionsskranker, skabe til kontorbrug til opbevaring af ringbind, arkiver,

tidskrifter og andre kontorartikler.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 14. marts 1991 indbragt for

Patentankenævnet. I klagebegrundelsen anføres følgende:

»Det gøres principalt gældende, at der ikke er tale om mærkelighed

eller vareartslighed af sådan art, at registrering bør nægtes.

Subsidiært gøres gældende, at der foreligger modstående aftaler mellem

undertegnede og tidligere indehaver af varemærket og endelig, at registrering

af varemærket UNO OFFICE i klasse 20 som kontorinventar er bragt i forslag af

direktoratet selv, jf. iøvrigt direktoratets egen beklagelse.

For så vidt angår mærkelighed skal præciseres, at der er tale om et rent

køkkenprodukt contra et rent kontorprodukt og mere væsentligt, at aftagerne

er en helt forskellig målgruppe, hvor ingen af parterne sælger hinandens

produkter.

For så vidt angår vareartslighed forekommer det at være en mere teoretisk

betragtning, såfremt man skulle forestille sig, at potentielle kunder retter

henvendelse til en køkkenproducent med henblik på indretning af kontor og

vice versa. Det forekommer temmelig aparte, såfremt man kunne forestille sig

et køkken indrettet m/skriveborde og andet kontorinventar!!

For så vidt angår den subsidiære indsigelse gøres gøldende, at tidligere

indehaver af UNO FORM har accepteret denne registrering.

Endeligt kan anføres, at HTH Køkkener har tilkendegivet, at man var uden

interesse i eller agtede ejheller at producere køkkeninventar.«

Indsigeren fastholdt i skrivelse af 15. juli 1991 indsigelsen under

henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6, samt under henvisning til

det for Patentdirektoratet fremførte. Det anførtes derudover bl.a. følgende:

»For så vidt angår mærkeligheden henvises til Patentdirektoratets

begrundelse.

For så vidt angår vareartslighed henvises ligeledes til

Patentdirektoratets begrundelse, men derudover skal kort anføres, at

møbelelementer i dag fremstilles i en neutral version, således at de kan

anvendes til mange formål, blot med en speciel indretning. Under alle

omstændigheder ville det være urimeligt, om der ikke blev statueret

vareartslighed mellem kontormøbler på den ene side, og andre møbler på den

anden side, herunder f.eks. køkken- og garderobemøbler samt -elementer,

specielt når varemærkerne som i det nævnte tilfælde, må betragtes som

quasi-identiske.

Jo tættere varemærkerne ligger på hinanden, jo længere må varerne ligge

fra hinanden, for at der ikke skal være tale om forvekslelighed.

For en ordens skyld skal det også understreges, at kontor-, køkken- og

andre miljøer i dag ikke er adskilt på samme måde som tidligere, og man kan

udmærket se køkkenelementer både i forbindelse med kontor og i forbindelse

med beboelse. Dette bevirker, at der ikke kan drages nogen skarp adskillelse

mellem elementer og møbler til de forskellige formål, men at man tværtimod

vil se de samme møbler eller elementer anvendt til de forskellige formål.

Eksempelvis er det velkendt, at der kan indgå køleskabe og skabe til glas

og porcelæn i møbler, der anvendes i kontorer, stuer m.v.

Ansøgeren anfører, at den tidligere indehaver af varemærket UNO FORM, har

accepteret varemærket UNO OFFICE!.

Indsigerne er ikke bekendt med en sådan aftale, og p.g.a. manglende

dokumentation, kan den heller ikke lægges til grund for sagens afgørelse.

Ansøgeren anfører endeligt, »at HTH Køkkener har tilkendegivet, at

man var uden interesse i eller agtede ejheller at producere

køkkeninventar«. Indsigerne står uforstående overfor en sådan

tilkendegivelse, som ifølge ordlyden også er ulogisk.'

Patentankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 4. juni 1992.

For klageren mødte direktør Oluf Rasmussen med cand. jur. Jan

Rentz-Petersen.

For indsigeren mødte cand. jur. Kaj L. Henriksen.

Klageren henviste til det skriftlige materiale i sagen og anførte herved

navnlig, at det ansøgte mærke henvender sig til en anden købergruppe end det

modholdte, og at der ikke er forvekslelighed i navnene i sig selv. Direktør

Oluf Rasmussen føjede hertil, at køkkenelementer er mur- og nagelfaste i

modsætning til flytbare kontormøbler.

Indsigeren henviste til direktoratets begrundelse for afgørelsen og

fastholdt, at betegnelsen UNO i sig selv har særpræg.

Ankenævnet skal udtale:

Med bemærkning, at konstruktionen af det ansøgte mærke i sig selv

frembyder en væsentlig risiko for forveksling og i øvrigt af de af

direktoratet anførte grunde

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen.

J.C. Warnich-Hansen.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter