Spring til indhold

Retsinformation

Patent nægtet, da ansøgningen ikke ansås for at indeholde noget opfinderisk ejendommeligt

KEN nr 60508 af 22/04/1991Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Patent nægtet, da ansøgningen ikke ansås for at

indeholde noget opfinderisk ejendommeligt

År 1991, den 22. april afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans

Chr. Thomasen, Frank, Arne Holm, Laubst) følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P 5/89 Klage fra

Godecke Aktiengesellschaft,

Forbundsrepublikken Tyskland

v/Patentbureau Budde, Schou & Co.

over

Patentdirektoratets afgørelse af

30. november 1988 af patentansøgning

nr. 2879/82.

Den 25. juni 1982 indleverede klageren en ansøgning om patent på

»fremgangsmåde til tidsstyring af frigørelsen af aktive stoffer fra

midler med indhold deraf, navnlig farmaceutiske præparater«.

Ansøgningens krav lød således:

»1. Fremgangsmåde til tidsstyring af frigivelsen af aktivt materiale

fra et middel eller en sammensætning indeholdende aktivt materiale med

henblik på forsinket frigivelse af dette ved tilsætning af en hydrofil

polymer, kendetegnet ved , at frigørelseshastigheden indstilles ved

hjælp af den tilsatte hydrofile polymers viskositet, idet

frigivelseshastigheden forøges med stigende viskositet.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved , at den hydrofile

polymer er methylcellulose og/eller carboxymethylcellulose.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved , at den

anvendte hydrofile polymer har en viskositet fra 0,02 til 40 Pa.s.

4. Fremgangsmåde ifølge ethvert af de foregående krav, kendetegnet

ved , at viskositeten indstilles ved at blande hydrofile polymere med

forskellige viskositeter til opnåelse af en viskositetsværdi, som ligger

Læs alt

mellem disse viskositeter.

5. Fremgangsmåde ifølge krav 1 til tidsstyring af frigørelsen af aktivt

materiale fra et protaheret aktivt materialeholdigt middel, kendetegnet

ved , at den gennemføres i det væsentlige som generelt beskrevet i

ovenstående beskrivelse og som specifikt vist i eksemplerne.«

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 2. maj 1986:

» 1. Fra US patentskrift nr. 3.590.117, de især spalte 1, lini 29-52,

og spalte 2, linie 23-27, kendes en fremgangsmåde til tidsstyring af

frigivelse af aktivt materiale fra et middel, f.eks. forsinket frigivelse ved

tilsætning af en hydrofil polymer. F.eks. anvender man 3-6% guargummi med en

viskositet på 2000-3500 cps. (2-5, 5 pa.s) (1% opløsning i vand ved 25 grader

C) i forbindelse med almindelig kendte fyldstoffer af lignende art, som de i

ansøgningen anvendte.

I Chemical Abstract Bind 79, (1973) side 25, nr. 61534 e, sidste sætning

oplyses, at frigivelseshastigheden af et aktivt middel er afhængig af

viskositeten af et makromolekule f.eks. methylcellulose på en sådan måde, at

den største resorption findes ved lavest viskositet.

Det ses ikke rettere end at frigørelseshastigheden også i US-patentskrift

nr. 3.590.117 forøges med stigende viskositet af den hydrofile polymer.

Krav 1 skønnes derfor ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.

2. De i krav 2-3 fremhævede ejendommeligheder er kendte fra

US-patentskrift nr. 3.133.683 og DE offentliggørelsesskrift nr. 1.492.019,

hvorfor disse 2 krav heller ikke skønnes at angå en patenterbar opfindelse.

De i krav 4 fremhævede ejendommeligheder er kendte fra US patentskrift nr.

4.259.314, de især spalte 3, linie 16-59, idet man her blander hydrofile

polymerer med forskellige viskositetsgrader.

Krav 4 skønnes derfor heller ikke at omhandle noget patenterbart.

Krav 5 er intetsigende og må derfor udgå.

3. Hvis De, på trods af ovenstående fortsat mener, at ansøgningen

indeholder noget patenterbart, må opfindelsen forklares tydeligere over for

US-patentskrift nr. 3.590.117, og det må endvidere sandsynliggøres med

sammenligningseksempler med denne kendte teknik, at man opnår det i

ansøgningen fremhævede.

Det skal yderligere bemærkes, at der kun er vist eksempler med

methylcellulose og carboxymethylcellulose, og hvor det aktive middel er et

lægemiddel.«

Direktoratets betænkning af 2. maj 1986 besvarede klageren således i

skrivelse af 29. oktober 1986:

»De af direktoratet fremdragne skrifter, jf. USA-patentskrift nr.

3.590.117 og C.A., 79 , 61534 e (1973), der er omtalt i betænkningens første

afsnit, ses ikke at kunne stille sig hindrende i vejen for en patentering af

ansøgernes fremgangsmåde, der i de nye krav er defineret på samme måde som i

det tilsvarende europæiske patentskrift nr. 0.068.446 (det oprindelige krav 5

er frafaldet).

I USA-patentskrift nr. 3.590.117 beskrives fremstillingen af specielle

pastiller indeholdende visse gummiarter. Patentskriftet udsiger imidlertid

intet som helst om reguleret frigivelse af aktive stoffer ved tilsætning af

hydrofile polymere med forskellige viskositetsværdier. Patentskriftet angiver

blot, at tilsætningen af gummiarter med høje viskositeter giver anledning til

dannelse af en pastil, der vil afflages (»flake-off«) ved

anvendelse i mængder tilstrækkelige til opnåelse af en lang opløsningstid, og

det angives på den anden side, at hydroxypropyl-methylcellulose med lav

viskositet danner ekstremt viskost spyt og et uønsket overfyldnings- eller

kvalmefremkaldende respons. Hverken »flake-off« - effekten eller

dannelsen af viskost spyt har noget at gøre med den kontrollerede frigivelse,

som opnås ved fremgangsmåden ifølge den foreliggende opfindelse.

USA-patentskrift nr. 3.590.117 har altså intet med opfindelsen at gøre, og

der ses ikke at være nogen rimelig grund til at indlevere resultater af

sammenligningsforsøg i relation til dette skrift (jf. betænkningens pkt. 3).

Modholdet C.A., 79, 61534 e (1973) tjener faktisk til direkte

understøtning af ansøgernes fremgangsmådes opfindelseshøjde, fordi der i

dette modhold er tale om nøjagtigt det modsatte, nemlig at

lægemiddelresorptionen er størst ved den laveste viskositet. Ansøgerne

(opfinderne) har således overvundet en fordom, hvilket normalt understøtter

patenterbarheden og også gør det i dette tilfælde.

EPO har således fundet opfindelsen patenterbar og C.A.-modholdet

irrelevant (jf. modholdslisten på det europæiske patentskrifts forside). En

kopi af EP-PS 0.068.446 vedlægges til direktoratets orientering.

Med hensyn til de opretholdte underkrav (krav 2, 3 og 4) synes

direktoratet at overse, at disse krav er afhængige krav, hvorfor det forhold,

at foranstaltningerne ifølge disse krav måtte være i sig selv kendte

foranstaltninger, ikke kan berettige til en konklusion som den, direktoratet

synes at ville drage.

Som nævnt har den foreliggende opfindelse intet at gøre med det, der

fremgår af USA-patentskrift nr. 3.590.117, eftersom dette skrift omhandler

pastiller, der skal tygges; ansøgernes eksempler viser derimod, at

frigivelsen af aktive bestanddele i retarderede tabletter kan reguleres ved

anvendelse af additiver med forskellige viskositeter. Dette betyder, at

ifølge opfindelsen anvendes de viskose additiver ikke som retarderende

midler, men kun til opnåelse af en reguleret frigivelse fra tabletter, der er

retarderet med gængse retarderende midler, f.eks. stearinsyre og hydrogeneret

ricinusolie, eller ved anvendelse af fremgangsmåden ifølge ansøgning nr.

2783/81.

Med hensyn til eksempeldækningen i den foreliggende ansøgning bemærkes, at

det må anses for tilstrækkeligt, at eksemplerne illustrerer anvendelsen af de

normalt foretrukne viskose midler; det er åbenbart, at andre midler med

lignende viskositetsområde ligeledes kan anvendes med godt resultat.'

Klageren indleverede samtidig følgende nye krav:

»1. Fremgangsmåde til tidsstyring af frigivelsen af aktivt materiale

fra et middel eller en sammensætning indeholdende aktivt materiale, især et

lægemiddel, med henblik på forsinket frigivelse af dette ved tilsætning af

hydrofile polymere, kendetegnet ved , at den med stigende viskositet

af den tilsatte hydrofile polymer stigende frigivelseshastighed fastlægges

empirisk, og at den ønskede frigivelseskarakteristik indstilles ved hjælp af

de fastlagte værdier.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved , at der som

hydrofil polymer tilsættes methylcellulose og/eller carboxymethylcellulose.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 og 2, kendetegnet ved , at den

anvendte hydrofile polymer har en viskositet fra 0,02 til 40 Pa.S.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 1-3, kendetegnet ved , at

viskositeten indstilles ved at blande hydrofile polymere med forskellige

viskositetsgrader til opnåelse af en viskositetsværdi, som ligger mellem

disse viskositetsgrader.«

Direktoratet fremførte herefter ved skrivelse af 7. oktober 1987

yderligere følgende indvendinger mod patenterbarheden:

»1. Det fremgår ikke af kravene, hvad der ønskes beskyttet ved

patent.

Kravene kendetegner således ikke en fremgangsmåde til fremstilling af et

bestemt produkt.

Der er heller ikke tale om tidsstyring af frigivelsen af et bestemt

middel, men om en art regel for, hvorledes man under anvendelse af

forskellige produkter opnår forskellig frigiørelseshastighed, altså en art

videnskabelig teori, der ifølge patentlovens § 1, stk. 2, ikke anses for en

opfindelse.

2. Den teoretiske erkendelse af den forsinkede afgivelsessammenhæng med

den såkaldte viskositetsgrad (eller måske snarere fabrikantens typeangivelse)

er ikke overført til en konkret fremgangsmåde, der er patenterbar.

3. Der er ingen sandsynliggørelse af, at andre hydrofile polymere end CMC

udviser den anførte relation mellem frigørelseshastighed og viskositet. I

øvrigt er det heller ikke klart, om det netop er viskositeten, der er

afgørende, eller om det er en grundegenskab, der også påvirker viskositeten.

Der er tilsyneladende afprøvet et antal typer CMC (ifølge beskrivelsens side

4 i henhold til fabrikantens typespecificering) og konstateret 1) i hvilken

retning stigende typeangivelser påvirker frigivelsen og 2), at blanding af 2

typer giver resultater, der svarer til en mellemliggende type. 1) vil vise

sig efter to eller ganske få forsøg, og 2) er ikke overraskende, men

forventeligt.

4. Tilsætning af hydrofile polymere, herunder CMC til farmaceutiske

præparater for at opnå reguleret frigivelse af den aktive forbindelse er

kendt, se US-patentskrift nr. 3.065.143, og der foreligger også artikler om

virkningsmekanismen, se f.eks. Journal of Pharmaceutical Sciences, vol 55,

No. 9, September 1966 Huber m.fl. »Utilization of Hydrophilic Gums for

the Control of Drug Release from Tablet Formulations I Disintegration and

Pharmaceutical Sciences, vol 70, No 6, June 1981 SHAH m.fl.

»Carboxymethylcellulose: Effect of Degree of Polymerization and

Substituion on Tablet Disintegration and Dissolution« side 611-613.

Der kendes derfor fremgangsmåder, hvor der er opstået konkrete ønskede

frigørelseshastigheder med konkrete hydrofile produkter.

5. Ansøgningen skønnes af ovennævnte grunde fortsat ikke at omhandle en

patenterbar opfindelse'.

Klageren indleverede derefter ved skrivelse af 7. april 1988 følgende nye

krav:

» 1. Fremgangsmåde til tidsstyring af frigivelsen af aktive stoffer

fra ved hjælp af dårligt opløselige hjælpestoffer retarderede præparater af

aktive stoffer, især lægemidler, kendetegnet ved , at man tilsætter

hydrofile polymere i en mængde på fra 0,1 til 10 vægtprocent, og at den med

stigende viskositetetstrin af de tilsatte hydrofile polymere stigende

frigivelseshastighed fastlægges empirisk, og at den ønskede

frigivelseskarakteristik indstilles ved hjælp af de fastlagte værdier.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved , at der som

hydrofil polymer tilsættes methylcellulose og/eller carboxymethylcellulose.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 og 2, kendetegnet ved , at den

anvendte hydrofile polymer har en viskositet fra 0,02 til 40 Pa.S.

4. Fremgangsmåde ifølge krav 1-3, kendetegnet ved , at viskositeten

indstilles ved at blande hydrofile polymere med forskellige viskositetsgrader

til opnåelse af en viskositetsværdi, som ligger mellem disse

viskositetsgrader.«

I skrivelsen anførte klageren bl.a.:

»Såfremt direktoratet med de to første sætninger i betænkningens pkt.

1 vil hævde, at krav (fremgangsmåde), der ikke kendetegner en fremgangsmåde

til fremstilling af et bestemt produkt, ikke kan godkendes, må vi protestere;

der er f.eks. intet til hinder for at beskytte en fremgangsmåde til

bestemmelsen af koncentrationen af en forbindelse i et eller andet materiale,

uagtet en sådan fremgangsmåde ikke tjener til fremstilling af noget produkt.

Direktoratet anfører endvidere, at der ikke er tale om tidsstyring af

frigivelsen af et bestemt middel, men om en art videnskabelig teori, idet det

hævdes, at ansøgernes teoretiske erkendelse ikke er overført til en konkret

fremgangsmåde, der er patenterbar. Vi kan ikke tiltræde dette synspunkt. Det

kan ikke være til skade for ansøgerne, at de søger beskyttelse for en

fremgangsmåde til tidsstyring af frigivelsen af aktive stoffer fra ved hjælp

af dårligt opløselige hjælpestoffer retarderede præparater af aktive stoffer,

især lægemidler, og ikke blot frigivelsen af et bestemt stof fra et bestemt

præparat. Opfindelsen har helt enkelt bred, almen anvendelighed på det

omhandlede område, og det ny krav giver tydeligt fagmanden anvisning på,

hvorledes tidsstyringen af frigivelsen af aktivt stof fra præparater af den i

kravets indledning angivne art skal udføres, nemlig ved, at man tilsætter

hydrofile polymere i en mængde på fra 0,10 til 10 vægtprocent, og at den med

stigende viskositetstrin af de tilsatte hydrofile polymere stigende

frigivelseshastighed fastlægges empirisk, og at man derefter indstiller den

ønskede frigivelseskarakteristik ved hjælp af de fastlagte værdier. Når det

desuden tages i betragtning, at det i beskrivelsen er udførligt angivet,

hvorledes man i praksis i forskellige tilfælde konkret udfører

fremgangsmåden, må enhver tvivl om dens principielle patenterbarhed være

ophævet, jf. i øvrigt også, at man ved EPO ikke har været i tvivl om, at der

foreligger en fremgangsmåde af patenterbar karakter.

Direktoratet har anført, at det ikke er sandsynliggjort, at andre

hydrofile polymere end CMC udviser den anførte relation imellem

frigørelseshastighed og viskositet. Til godtgørelse af, at også andre

hydrofile polymere med CMC kan anvendes, vedlægger vi en fotokopi af et

engelsksproget supplerende eksempel 3, i henhold til hvilket der anvendes en

anden type cellulose, nemlig Methocel K 100 M og Methycel K 100; der er tale

om en ikke-inogen hydroxypropylmethylcellulose - i modsætning til CMC.

Herefter skulle yderligere eksempler på anvendelsen af hydrofile polymere

være overflødige, men såfremt direktoratet mod forventning alligevel vil

insistere på flere eksempler, må ansøgerne i alt fald tilstås en rimelig

frist hertil.

Med hensyn til det under pkt. 4 i betænkningen fremdragne materiale

bemærker vi følgende: Såvel US-PS 3.065.143 som de to artikler i Journal of

Pharmaceutical Sciences omhandler anvendelsen af hydrofile polymere som

sådanne som bindemidler, desintegrationsmidler og retarderingsmidler. Årsagen

til virkningen som retarderingsmidler er de polymeres opkvældningsevne

(»swelling capacity«) i tarmsaften og deres derpå følgende dannelse

af slimagtige barrierer. I modsætning hertil har ansøgerne fundet, at man kan

regulere frigivelsen af f.eks. et lægemiddel på retarderet form ved hjælp af

hydrofile polymere, jf. det ny krav 1. Vi kan i øvrigt oplyse, at der i den

tilsvarende sag ved EPO (EP-PS 0.068.446) fremkom en indsigelse, og vi

vedlægger til orientering kopi af indsigelsesbegrundelsen (med kopi af det

fremdragne), kopi af ansøgernes imødegåelse (med nyt krav 1) samt kopi af

EPO's skrivelse af 10. november 1987 med nyt krav 1. Dette krav og krav 1,

der svarer nøje til krav 1 i de hermed fremsendte nye patentkrav, vil efter

det for os oplyste blive godkendt af EPO, jf. også EPO's skrivelse af 10.

november 1987.

Vi må mene, at de nye krav, specielt det ny krav 1, sammenholdt med det

ovenfor anførte og det supplerende eksempel 3, bør kunne godkendes i

forbindelse med en passende suppleret (eksempel 3) og tilpasset beskrivelse.'

Direktoratet afslog ved skrivelse af 30. november 1988 ansøgningen med

følgende begrundelse:

»1. Vi må fastholde, at det ikke er klart, hvad der er beskyttet af

ansøgningens krav. Det er derfor ikke muligt for trediemand at se, hvad en

eneret måtte omfatte.

Det, der angives at være nyt, er at vælge det såkaldte viskositetstrin som

udgangspunkt for en empirisk fastlæggelse af frigivelseshastigheden og at

indstille frigivelseskarakteristikken ved hjælp af fastlagte værdier.

Viskositeten er, som De selv anfører i beskrivelsen, en af de parametre

som fabrikanten vælger som typebetegnelse for hydrofile polymere. Man kan ved

at vælge en anden parameter, f.eks. polymerisationsgraden, eller en anden

typeangivelse, som udgangspunkt for den empiriske fastlæggelse, nå frem til

helt samme valg af typen.

2. Den teoretiske erkendelse af den forsinkede afgivelse er en opdagelse,

der ikke anses for en oprindelse. Vi mener stadig, at opstillingen af en

regel for, hvorledes man under anvendelse af forskellige produkter opnår

forskellig frigivelseshastighed, er en art videnskabelig teori, der ifølge

patentlovens § 1, stk. 2 ikke anses for en opfindelse.

3. Den tredie grund er, at tilsætning af hydrofile polymere til

farmaceutiske præparater for bl.a. at opnå reguleret frigivelse er kendt, jf.

US-patentskrift nr. 3065143 og de to artikler i Journal of Pharmaceutical

Sciences (se vort brev af 7. oktober 1987, punkt 4).

Det fremgår af NH SHAH m.fl. »Carboxymethylcellulose: Effect of

Degree of Polymerisation and Subsitution on Tablet Disintegration and

Dissolution«, at højere viskositet (polymerisationsgrad) giver højere

opløsningshastighed altså hurtigere frigivelse, se tabel II og figur 3. De

mængder hydrofile polymere, der omtales i forsøgene ligger klart mellem 0,1

og 10 vægtprocent, se side 612, venstre spalt. Det er derfor kendt at anvende

hydrofile polymere i en mængde, der ligger indenfor de grænser, der nu er

angivet i krav 1. Det er også kendt, at viskositeten (polymerisationsgraden)

af den hydrofile polymer har indflydelse på frigivelsen. Det må anses for

nærliggende for en fagmand at udnytte denne viden til at interpolere sig frem

til den rigtige type hydrofile polymer eller polymerblanding på basis af

forsøg, hvis fagmanden da ikke med det samme opnår den ønskede frigivelse på

basis af sin erfaring.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 30. januar 1989 indbragt for

Patentankenævnet.

I skrivelse fremsendt den 6. april 1989 har klageren nedlagt påstand om,

at den påklagede afgørelse omstødes, således at ansøgningen optages til

fortsat behandling principalt på grundlag af kravene af 7. april 1988,

subsidiært på grundlag af følgende krav:

»1. Fremgangsmåde til fremstilling af præparatformer af aktive

stoffer med tidsstyret frigivelse ud fra præparater af aktive stoffer med

forhalet frigivelse, især lægemiddelpræparater, kendetegnet ved , at

der til de sidstnævnte præparater sættes hydrofile polymere med en viskositet

i området fra 0,02 til 40 Pa.s og i en mængde på fra 0,1 til 10 vægtprocent,

hvorhos frigivelseshastigheden forøges med stigende viskositet.

2. Fremgangsmåde ifølge krav, 1, kendetegnet ved , at der som de(n)

hydrofile polymer(e) tilsættes methylcellulose og/eller

carboxymethylcellulose.

3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved , at der

tilsættes en blanding af forskellige hydrofile polymere med forskellige

viskositeter.

4. Fremgangsmåde ifølge ethvert af de foregående krav, kendetegnet

ved , at der tilsættes carboxymethylcellulose i en mængde på fra 0,5 til

3 vætprocent.«

Klageren har bl.a. anført:

»I forhold til krav 1 af 7. april 1988 er det subsidiære krav 1 i

indledningen præciseret til at angive, at der er tale om en fremgangsmåde til

fremstilling af præparatformer af aktive stoffer med tidsstyret frigivelse ud

fra præparater af aktive stoffer med forhalet frigivelse, og i det subsidiære

krav 1's kendetegnende del er det præciseret, at der til præparaterne sættes

de omhandlede hydrofile polymere (0,1-10 vægtprocent) med en viskositet i

området fra 0,02 til 40 Pa.s; endelig er det i det subsidiære krav 1 til slut

for god ordens skyld angivet, jf. krav 1 af 7. april 1988, at

frigivelseshastigheden forøges med stigende viskositet.

Som ankebegrundelse har klageren videre skrevet følgende:

»Direktoratets første afslagsgrund er den, at det ikke er klart, hvad

der er beskyttet af ansøgningens krav, idet det anføres, at det ikke er

muligt for trediemand at se, hvad en eneret måtte omfatte.

Det turde være evident, at den ansøgte eneret i henhold til det principale

krav 1 omfatter en fremgangsmåde af den i kravets indledning angivne art, ved

hvilken man foretager en tilsætning til de retarderede præparater af

hydrofile polymere i en mængde på fra 0,1 til 10 vægtprocent, hvorpå den med

stigende viskositet af de tilsatte polymere stigende frigivelseshastighed

fastlægges empirisk (dvs. simpelthen ved enkle forsøg), hvorefter man på

grundlag af resultaterne indstiller den ønskede frigivelæseskarakteristik.

Heri ligger intet uklart, idet en gennemsnitsfagmand, som naturligvis også

forudsættes at have læse beskrivelsen, uden videre vil være klar over, hvad

der er beskyttet, nemlig de tekniske handlinger, der fremgår af kravet.

Med hensyn til den anden afslagsgrund (at ansøgningen omhandler en art

videnskabelig teori, der ikke anses for patenterbar), må vi henvise til vore

bemærkninger i vor svarskrivelse af 7. april 1988, side 1, linie 6, f.n. til

side 2, linie 22.

Direktoratets tredie afslagsgrund bygger på det, der er kendt fra

USA-patentskrift nr. 4.065.143 samt fra Journal of Pharm. Sci., 55, No. 9,

Sept. 1966, side 974-976 og fra Journal of Pharm. Sci., 70, No. 6, Juni 1981,

side 611-613.

Vi henviser i denne forbindelse til vore bemærkninger på side 3 i

svarskrivelsen af 7. april 198, og specielt med hensyn til artiklen af N.H.

Shah et al., hvortil direktoratet henviser i enkeltheder i afslagsskrivelsen

(J. Pharm. Sci., 70, No. 6, June 1981, side 611-613), skal opmærksomheden

henledes på, at der i denne artikel er tale om anvendelse af

højpolymeriserede typer CMC-Na til desintegrering af tabletter (såkaldte

»Sprengmittel«), jf. artiklens »Abstract«. Det bemærkes

desuden, at artiklen bl.a. indeholder følgende angivelser:

Side 611, venstre spalte, næstsidste afsnit:

»The viscosity of CMC-Na dispersions increases as the molecular

weight increases and thus is used as a measure of the degree of

polymerization.«

Side 611, højre spalte, første hele afsnit:

»CMC-Na with a low sodium content and a degree of substituion below

0.2 was reported to be a suitable tablet disintegrant.«

Side 611, højre spalte, andet hele afsnit:

»The present study evaluated the effect of various grades of CMC-Na

and the disintegration and dissolution rates of a sulfamethoxazole

tablet.«

Side 612, venstre spalte, »Manufacture of Tablets«:

Ifølge tabellen anvendes Mg-stearat, og det angives nedenfor, at »The

granualtion was lubricated with Mg-stearate by blending the mixture for 5

min.«.

Side 612, højre spalte, »Results and Discussion«:

»The results clearly show that the highly polymerized grades of

CMC-Na are good disintegrating agents. The disintegration properties were

significantly influenced by the degree of substitution«.

Se også fig. 2 og fig. 3 nederst side 612.

Side 613, venstre spalte, under tabel III:

».... CMC-Na with a degree of substitution of 1.2 and a low degree of

polymerizatyion would be a poor disintegrating agent«. - og i næste

afsnit:

»The preferred disintegrant has a high degree of polymerization

together with a low degree of substitution«. - og i næste afsnit:

»Those with a higher degree of substitution, such as 0.9 or 1.2, are

poor disintegrants (fig. 2)». - og to afsnit senere:

»Thus, low viscosity CMS's with degree of substitution values of 0.4,

0.7, 0.9 and 1.2 are poor disintegrating agents«.

Hvad kunne fagmanden på ansøgningens prioritetstidspunkt udlede af det

ovennævnte modhold? Han kunne, jf. bl.a. de ovenstående citater, udelukkende

udlede den oplysning, at CMC kun kan anvendes som »disintegrant«

(dvs. »sprængmiddel«; tysk: »Sprengmittel«), når dette

CMC har en tilstrækkelig høj polymerisationsgrad. At dette er den rent

faktisk af forfatterne til modholdet angivne tekniske lære fremgår bl.a.

deraf, at der for anvendeligheden som sprængmidler er angivet en nedre

viskositetsgrænse alt efter substitutionsgraden (se side 613, højre spalte,

tabel IV og pkt. 6).

Det angives der bl.a., at vandige dispersioner af CMC-Na med en

substitutionsgrad på 0,4 skal have en viskositet på mere end 150 cps for at

have gode sprængmiddelegenskaber. Fagmanden får således at vide, at den

farmaceutiske anvendelighed af de i artiklen omhandlede præparater kun er til

stede over en bestemt polymerisationsgrad, eftersom der under denne

grænseværdi ikke længere opnås sprængmiddelegenskaber.

Dette er den kendte teknik, der fremgår af det nævnte modhold intet andet,

og det synes, som om direktoratet har anvendt en utilladelig ex post

facto-betragtning, som har ført til, at den kendte teknik er blevet udlagt i

lyset af den foreliggende opfindelses lære.

I nærværende tilfælde kunne fagmanden på ingen måde sætte de kendte

sprængmiddelegenskaber i forbindelse med farmaceutiske retard-præparater,

eftersom der her i al almindelighed er tale om forhold, der udelukker

hinanden. Enten tilstræber farmaceuten fremstillingen af en tablet, der

hurtigst muligt desintegreres, til opnåelse af en høj, momentan tilførsel af

virksomt stof eller legemet, eller han benytter retarderings teknikken med

det formål at opnå en ensartet frigørelse af virksomt stof over længere

tidsrum. På prioritetsdatoen forelå der således en betydelig

»tankebarriere« for fagmanden, en barriere med

quasi-fordomskarakter, og som ikke kunne overvindes uden en opfinderisk

indsats; dette førte derpå til, at man ved hjælp af den foreliggende

opfindelse også kunne udnytte sådanne viskositetsområder til det omhandlede

farmaceutiske formål, som ifølge modholdet blev udelukket som uanvendelige.

Det ses herefter, at det nævnte modhold intet angiver eller antyder om en

fremgangsmåde af den i krav 1 angivne art med de i den kendetegnende del

angivne tekniske handlinger.

Med hensyn til den anden artikel i J. Pharm. Sci. og USA-patentskriftet

henviser vi til vor påvisning af disse modholds irrelevans i vor

svarskrivelse af 7. april 1988 (side 3) samt i øvrigt til vor svarskrivelse

af 29. oktober 1986, jf. navnlig vor påvisning af, at C.A., 79, 6153 e (1973)

angiver det stik modsatte af opfindelsen, nemlig at lægemiddelresorptionen er

størst ved den

laveste viskositet; dette er en klar fordom, som understreger

patenterbarheden af ansøgernes opfindelse.'

Endvidere har klageren fremført:

»I den tilsvarende EP-sag blev der i sin tid nedlagt indsigelse (se

vor svarskrivelse af 7. april 1988 med bilag), men EP-patentet (nr.

0.068.446) blev opretholdt i lidt ændret form. En kopi af EP-patentskriftet

(»Neue Europaische Patentschrift«) vedlægges.

Det ses, at man ved EPO, hvor praksis i alt væsentligt svarer til dansk

praksis, har godkendt et sæt krav, der i alt væsentligt svarer til vort

principale kravsæt.

I USA har den til nærværende ansøgning svarende ansøgning ført til US-PS

4.608.248, jf. vedlagte kopi.

I Finland (ans. nr. 82.2276) har man godkendt et sæt krav i alt væsentligt

svarende til de principale krav.

Den ungarske ansøgning (nr. 2074)82)) har ført til patent med krav, der

nærmest svarer til kravene ifølge vor subsidiære påstand.

Endvidere kan det oplyses, at der svarende til nærværende ansøgning er

meddelt følgende patenter:

Spansk patent nr. 513.422

Australsk patent nr. 548.792

Canadisk patent nr. 1.208.556

DDR-patent nr. 202.500

USSR-patent nr. 1.375.114

Det er bemærkelsesværdigt, at det danske Patentdirektorat øjensynligt er

det eneste, der har hævdet, at det ikke er klart, hvad der er beskyttet af

ansøgningens krav, ligesom det danske direktorat også er det eneste, der har

hævdet, at ansøgernes opfindelse er en art videnskabelig teori, der ikke

anses for en patenterbar opfindelse!

Med hensyn til direktoratets tredie afslagsgrund (»manglende

opfindelseshøjde; modhold«) er det også påfaldende, at man navnlig ved

EPO, i Finland og USA har anerkendt opfindelsen som patenterbar på baggrund

af i det væsentlige den samme kendte teknik, som direktoratet støtter sig

til.

Sammenfattende må det fremhæves, at samtlige modhold, både her i landet og

i andre lande, kun angiver, at højpolymere stoffer egner sig godt som

sprængmidler eller retarderingsmidler. Modholdene angiver ingen for fagmanden

anvendelig vejledning vedrørende en viskositetsafhængig styringsmekanisme i

forbindelse med tungtopløselige retard-præparater. Anvendelsen af hydrofile

polymere til viskositetsstyring af den langsomme frigivelse af et virksomt

stof fra et retardlægemiddelpræparat er intetsteds forbeskrevet og er altså

ny. Ansøgernes nye angivelser af tekniske handlinger (se

kravsættene) adskiller sig også ~ væsentligt fra det kendte, eftersom de

fundne relationer mellem frigivelseshastighed fra retardpræparater og

viskositet af tilsatte hydrofile polymere ikke kan udledes af den kendte

anvendelse af polymere opkvældningsstoffer som sprængmidler.

Fremgangsmåden ifølge opfindelsen - såvel ifølge de principale som de

subsidiære krav - er ny og adskiller sig væsentligt fra det kendte. Kravene

angiver tydeligt, hvad der ønsket beskyttet, og det er fejlagtigt at stemple

opfindelsen som en ikke-patenterbar videnskabelig teori'.

Sagen har været behandlet på Ankenævnets møde den 13. februar 1991.

For klageren mødte Dr. R. Tesch, Godeche Aktiengesellschaft, og

civilingeniør Gunnar Lind, som forelagde sagen under henvisning til den

skriftlige klagebegrundelse, der nærmere blev uddybet.

Nævnet skal udtale:

Idet ansøgningen findes at vedrøre en praktisk foranstaltning, som ikke

indeholder noget opfinderisk ejendommeligt bestemmes:

Det påklagede afgørelse stadfæstes.

Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen E. Franck

Arne Holm T. Laubst

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter