Patent nægtet, da ansøgningen ikke ansås for at indeholde noget opfinderisk ejendommeligt
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Patent nægtet, da ansøgningen ikke ansås for at
indeholde noget opfinderisk ejendommeligt
År 1991, den 22. april afsagde Patentankenævnet (Grønning-Nielsen, Hans
Chr. Thomasen, Frank, Arne Holm, Laubst) følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. P 5/89 Klage fra
Godecke Aktiengesellschaft,
Forbundsrepublikken Tyskland
v/Patentbureau Budde, Schou & Co.
over
Patentdirektoratets afgørelse af
30. november 1988 af patentansøgning
nr. 2879/82.
Den 25. juni 1982 indleverede klageren en ansøgning om patent på
»fremgangsmåde til tidsstyring af frigørelsen af aktive stoffer fra
midler med indhold deraf, navnlig farmaceutiske præparater«.
Ansøgningens krav lød således:
»1. Fremgangsmåde til tidsstyring af frigivelsen af aktivt materiale
fra et middel eller en sammensætning indeholdende aktivt materiale med
henblik på forsinket frigivelse af dette ved tilsætning af en hydrofil
polymer, kendetegnet ved , at frigørelseshastigheden indstilles ved
hjælp af den tilsatte hydrofile polymers viskositet, idet
frigivelseshastigheden forøges med stigende viskositet.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved , at den hydrofile
polymer er methylcellulose og/eller carboxymethylcellulose.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved , at den
anvendte hydrofile polymer har en viskositet fra 0,02 til 40 Pa.s.
4. Fremgangsmåde ifølge ethvert af de foregående krav, kendetegnet
ved , at viskositeten indstilles ved at blande hydrofile polymere med
forskellige viskositeter til opnåelse af en viskositetsværdi, som ligger
Læs alt
mellem disse viskositeter.
5. Fremgangsmåde ifølge krav 1 til tidsstyring af frigørelsen af aktivt
materiale fra et protaheret aktivt materialeholdigt middel, kendetegnet
ved , at den gennemføres i det væsentlige som generelt beskrevet i
ovenstående beskrivelse og som specifikt vist i eksemplerne.«
Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 2. maj 1986:
» 1. Fra US patentskrift nr. 3.590.117, de især spalte 1, lini 29-52,
og spalte 2, linie 23-27, kendes en fremgangsmåde til tidsstyring af
frigivelse af aktivt materiale fra et middel, f.eks. forsinket frigivelse ved
tilsætning af en hydrofil polymer. F.eks. anvender man 3-6% guargummi med en
viskositet på 2000-3500 cps. (2-5, 5 pa.s) (1% opløsning i vand ved 25 grader
C) i forbindelse med almindelig kendte fyldstoffer af lignende art, som de i
ansøgningen anvendte.
I Chemical Abstract Bind 79, (1973) side 25, nr. 61534 e, sidste sætning
oplyses, at frigivelseshastigheden af et aktivt middel er afhængig af
viskositeten af et makromolekule f.eks. methylcellulose på en sådan måde, at
den største resorption findes ved lavest viskositet.
Det ses ikke rettere end at frigørelseshastigheden også i US-patentskrift
nr. 3.590.117 forøges med stigende viskositet af den hydrofile polymer.
Krav 1 skønnes derfor ikke at omhandle en patenterbar opfindelse.
2. De i krav 2-3 fremhævede ejendommeligheder er kendte fra
US-patentskrift nr. 3.133.683 og DE offentliggørelsesskrift nr. 1.492.019,
hvorfor disse 2 krav heller ikke skønnes at angå en patenterbar opfindelse.
De i krav 4 fremhævede ejendommeligheder er kendte fra US patentskrift nr.
4.259.314, de især spalte 3, linie 16-59, idet man her blander hydrofile
polymerer med forskellige viskositetsgrader.
Krav 4 skønnes derfor heller ikke at omhandle noget patenterbart.
Krav 5 er intetsigende og må derfor udgå.
3. Hvis De, på trods af ovenstående fortsat mener, at ansøgningen
indeholder noget patenterbart, må opfindelsen forklares tydeligere over for
US-patentskrift nr. 3.590.117, og det må endvidere sandsynliggøres med
sammenligningseksempler med denne kendte teknik, at man opnår det i
ansøgningen fremhævede.
Det skal yderligere bemærkes, at der kun er vist eksempler med
methylcellulose og carboxymethylcellulose, og hvor det aktive middel er et
lægemiddel.«
Direktoratets betænkning af 2. maj 1986 besvarede klageren således i
skrivelse af 29. oktober 1986:
»De af direktoratet fremdragne skrifter, jf. USA-patentskrift nr.
3.590.117 og C.A., 79 , 61534 e (1973), der er omtalt i betænkningens første
afsnit, ses ikke at kunne stille sig hindrende i vejen for en patentering af
ansøgernes fremgangsmåde, der i de nye krav er defineret på samme måde som i
det tilsvarende europæiske patentskrift nr. 0.068.446 (det oprindelige krav 5
er frafaldet).
I USA-patentskrift nr. 3.590.117 beskrives fremstillingen af specielle
pastiller indeholdende visse gummiarter. Patentskriftet udsiger imidlertid
intet som helst om reguleret frigivelse af aktive stoffer ved tilsætning af
hydrofile polymere med forskellige viskositetsværdier. Patentskriftet angiver
blot, at tilsætningen af gummiarter med høje viskositeter giver anledning til
dannelse af en pastil, der vil afflages (»flake-off«) ved
anvendelse i mængder tilstrækkelige til opnåelse af en lang opløsningstid, og
det angives på den anden side, at hydroxypropyl-methylcellulose med lav
viskositet danner ekstremt viskost spyt og et uønsket overfyldnings- eller
kvalmefremkaldende respons. Hverken »flake-off« - effekten eller
dannelsen af viskost spyt har noget at gøre med den kontrollerede frigivelse,
som opnås ved fremgangsmåden ifølge den foreliggende opfindelse.
USA-patentskrift nr. 3.590.117 har altså intet med opfindelsen at gøre, og
der ses ikke at være nogen rimelig grund til at indlevere resultater af
sammenligningsforsøg i relation til dette skrift (jf. betænkningens pkt. 3).
Modholdet C.A., 79, 61534 e (1973) tjener faktisk til direkte
understøtning af ansøgernes fremgangsmådes opfindelseshøjde, fordi der i
dette modhold er tale om nøjagtigt det modsatte, nemlig at
lægemiddelresorptionen er størst ved den laveste viskositet. Ansøgerne
(opfinderne) har således overvundet en fordom, hvilket normalt understøtter
patenterbarheden og også gør det i dette tilfælde.
EPO har således fundet opfindelsen patenterbar og C.A.-modholdet
irrelevant (jf. modholdslisten på det europæiske patentskrifts forside). En
kopi af EP-PS 0.068.446 vedlægges til direktoratets orientering.
Med hensyn til de opretholdte underkrav (krav 2, 3 og 4) synes
direktoratet at overse, at disse krav er afhængige krav, hvorfor det forhold,
at foranstaltningerne ifølge disse krav måtte være i sig selv kendte
foranstaltninger, ikke kan berettige til en konklusion som den, direktoratet
synes at ville drage.
Som nævnt har den foreliggende opfindelse intet at gøre med det, der
fremgår af USA-patentskrift nr. 3.590.117, eftersom dette skrift omhandler
pastiller, der skal tygges; ansøgernes eksempler viser derimod, at
frigivelsen af aktive bestanddele i retarderede tabletter kan reguleres ved
anvendelse af additiver med forskellige viskositeter. Dette betyder, at
ifølge opfindelsen anvendes de viskose additiver ikke som retarderende
midler, men kun til opnåelse af en reguleret frigivelse fra tabletter, der er
retarderet med gængse retarderende midler, f.eks. stearinsyre og hydrogeneret
ricinusolie, eller ved anvendelse af fremgangsmåden ifølge ansøgning nr.
2783/81.
Med hensyn til eksempeldækningen i den foreliggende ansøgning bemærkes, at
det må anses for tilstrækkeligt, at eksemplerne illustrerer anvendelsen af de
normalt foretrukne viskose midler; det er åbenbart, at andre midler med
lignende viskositetsområde ligeledes kan anvendes med godt resultat.'
Klageren indleverede samtidig følgende nye krav:
»1. Fremgangsmåde til tidsstyring af frigivelsen af aktivt materiale
fra et middel eller en sammensætning indeholdende aktivt materiale, især et
lægemiddel, med henblik på forsinket frigivelse af dette ved tilsætning af
hydrofile polymere, kendetegnet ved , at den med stigende viskositet
af den tilsatte hydrofile polymer stigende frigivelseshastighed fastlægges
empirisk, og at den ønskede frigivelseskarakteristik indstilles ved hjælp af
de fastlagte værdier.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved , at der som
hydrofil polymer tilsættes methylcellulose og/eller carboxymethylcellulose.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 og 2, kendetegnet ved , at den
anvendte hydrofile polymer har en viskositet fra 0,02 til 40 Pa.S.
4. Fremgangsmåde ifølge krav 1-3, kendetegnet ved , at
viskositeten indstilles ved at blande hydrofile polymere med forskellige
viskositetsgrader til opnåelse af en viskositetsværdi, som ligger mellem
disse viskositetsgrader.«
Direktoratet fremførte herefter ved skrivelse af 7. oktober 1987
yderligere følgende indvendinger mod patenterbarheden:
»1. Det fremgår ikke af kravene, hvad der ønskes beskyttet ved
patent.
Kravene kendetegner således ikke en fremgangsmåde til fremstilling af et
bestemt produkt.
Der er heller ikke tale om tidsstyring af frigivelsen af et bestemt
middel, men om en art regel for, hvorledes man under anvendelse af
forskellige produkter opnår forskellig frigiørelseshastighed, altså en art
videnskabelig teori, der ifølge patentlovens § 1, stk. 2, ikke anses for en
opfindelse.
2. Den teoretiske erkendelse af den forsinkede afgivelsessammenhæng med
den såkaldte viskositetsgrad (eller måske snarere fabrikantens typeangivelse)
er ikke overført til en konkret fremgangsmåde, der er patenterbar.
3. Der er ingen sandsynliggørelse af, at andre hydrofile polymere end CMC
udviser den anførte relation mellem frigørelseshastighed og viskositet. I
øvrigt er det heller ikke klart, om det netop er viskositeten, der er
afgørende, eller om det er en grundegenskab, der også påvirker viskositeten.
Der er tilsyneladende afprøvet et antal typer CMC (ifølge beskrivelsens side
4 i henhold til fabrikantens typespecificering) og konstateret 1) i hvilken
retning stigende typeangivelser påvirker frigivelsen og 2), at blanding af 2
typer giver resultater, der svarer til en mellemliggende type. 1) vil vise
sig efter to eller ganske få forsøg, og 2) er ikke overraskende, men
forventeligt.
4. Tilsætning af hydrofile polymere, herunder CMC til farmaceutiske
præparater for at opnå reguleret frigivelse af den aktive forbindelse er
kendt, se US-patentskrift nr. 3.065.143, og der foreligger også artikler om
virkningsmekanismen, se f.eks. Journal of Pharmaceutical Sciences, vol 55,
No. 9, September 1966 Huber m.fl. »Utilization of Hydrophilic Gums for
the Control of Drug Release from Tablet Formulations I Disintegration and
Pharmaceutical Sciences, vol 70, No 6, June 1981 SHAH m.fl.
»Carboxymethylcellulose: Effect of Degree of Polymerization and
Substituion on Tablet Disintegration and Dissolution« side 611-613.
Der kendes derfor fremgangsmåder, hvor der er opstået konkrete ønskede
frigørelseshastigheder med konkrete hydrofile produkter.
5. Ansøgningen skønnes af ovennævnte grunde fortsat ikke at omhandle en
patenterbar opfindelse'.
Klageren indleverede derefter ved skrivelse af 7. april 1988 følgende nye
krav:
» 1. Fremgangsmåde til tidsstyring af frigivelsen af aktive stoffer
fra ved hjælp af dårligt opløselige hjælpestoffer retarderede præparater af
aktive stoffer, især lægemidler, kendetegnet ved , at man tilsætter
hydrofile polymere i en mængde på fra 0,1 til 10 vægtprocent, og at den med
stigende viskositetetstrin af de tilsatte hydrofile polymere stigende
frigivelseshastighed fastlægges empirisk, og at den ønskede
frigivelseskarakteristik indstilles ved hjælp af de fastlagte værdier.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, kendetegnet ved , at der som
hydrofil polymer tilsættes methylcellulose og/eller carboxymethylcellulose.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 og 2, kendetegnet ved , at den
anvendte hydrofile polymer har en viskositet fra 0,02 til 40 Pa.S.
4. Fremgangsmåde ifølge krav 1-3, kendetegnet ved , at viskositeten
indstilles ved at blande hydrofile polymere med forskellige viskositetsgrader
til opnåelse af en viskositetsværdi, som ligger mellem disse
viskositetsgrader.«
I skrivelsen anførte klageren bl.a.:
»Såfremt direktoratet med de to første sætninger i betænkningens pkt.
1 vil hævde, at krav (fremgangsmåde), der ikke kendetegner en fremgangsmåde
til fremstilling af et bestemt produkt, ikke kan godkendes, må vi protestere;
der er f.eks. intet til hinder for at beskytte en fremgangsmåde til
bestemmelsen af koncentrationen af en forbindelse i et eller andet materiale,
uagtet en sådan fremgangsmåde ikke tjener til fremstilling af noget produkt.
Direktoratet anfører endvidere, at der ikke er tale om tidsstyring af
frigivelsen af et bestemt middel, men om en art videnskabelig teori, idet det
hævdes, at ansøgernes teoretiske erkendelse ikke er overført til en konkret
fremgangsmåde, der er patenterbar. Vi kan ikke tiltræde dette synspunkt. Det
kan ikke være til skade for ansøgerne, at de søger beskyttelse for en
fremgangsmåde til tidsstyring af frigivelsen af aktive stoffer fra ved hjælp
af dårligt opløselige hjælpestoffer retarderede præparater af aktive stoffer,
især lægemidler, og ikke blot frigivelsen af et bestemt stof fra et bestemt
præparat. Opfindelsen har helt enkelt bred, almen anvendelighed på det
omhandlede område, og det ny krav giver tydeligt fagmanden anvisning på,
hvorledes tidsstyringen af frigivelsen af aktivt stof fra præparater af den i
kravets indledning angivne art skal udføres, nemlig ved, at man tilsætter
hydrofile polymere i en mængde på fra 0,10 til 10 vægtprocent, og at den med
stigende viskositetstrin af de tilsatte hydrofile polymere stigende
frigivelseshastighed fastlægges empirisk, og at man derefter indstiller den
ønskede frigivelseskarakteristik ved hjælp af de fastlagte værdier. Når det
desuden tages i betragtning, at det i beskrivelsen er udførligt angivet,
hvorledes man i praksis i forskellige tilfælde konkret udfører
fremgangsmåden, må enhver tvivl om dens principielle patenterbarhed være
ophævet, jf. i øvrigt også, at man ved EPO ikke har været i tvivl om, at der
foreligger en fremgangsmåde af patenterbar karakter.
Direktoratet har anført, at det ikke er sandsynliggjort, at andre
hydrofile polymere end CMC udviser den anførte relation imellem
frigørelseshastighed og viskositet. Til godtgørelse af, at også andre
hydrofile polymere med CMC kan anvendes, vedlægger vi en fotokopi af et
engelsksproget supplerende eksempel 3, i henhold til hvilket der anvendes en
anden type cellulose, nemlig Methocel K 100 M og Methycel K 100; der er tale
om en ikke-inogen hydroxypropylmethylcellulose - i modsætning til CMC.
Herefter skulle yderligere eksempler på anvendelsen af hydrofile polymere
være overflødige, men såfremt direktoratet mod forventning alligevel vil
insistere på flere eksempler, må ansøgerne i alt fald tilstås en rimelig
frist hertil.
Med hensyn til det under pkt. 4 i betænkningen fremdragne materiale
bemærker vi følgende: Såvel US-PS 3.065.143 som de to artikler i Journal of
Pharmaceutical Sciences omhandler anvendelsen af hydrofile polymere som
sådanne som bindemidler, desintegrationsmidler og retarderingsmidler. Årsagen
til virkningen som retarderingsmidler er de polymeres opkvældningsevne
(»swelling capacity«) i tarmsaften og deres derpå følgende dannelse
af slimagtige barrierer. I modsætning hertil har ansøgerne fundet, at man kan
regulere frigivelsen af f.eks. et lægemiddel på retarderet form ved hjælp af
hydrofile polymere, jf. det ny krav 1. Vi kan i øvrigt oplyse, at der i den
tilsvarende sag ved EPO (EP-PS 0.068.446) fremkom en indsigelse, og vi
vedlægger til orientering kopi af indsigelsesbegrundelsen (med kopi af det
fremdragne), kopi af ansøgernes imødegåelse (med nyt krav 1) samt kopi af
EPO's skrivelse af 10. november 1987 med nyt krav 1. Dette krav og krav 1,
der svarer nøje til krav 1 i de hermed fremsendte nye patentkrav, vil efter
det for os oplyste blive godkendt af EPO, jf. også EPO's skrivelse af 10.
november 1987.
Vi må mene, at de nye krav, specielt det ny krav 1, sammenholdt med det
ovenfor anførte og det supplerende eksempel 3, bør kunne godkendes i
forbindelse med en passende suppleret (eksempel 3) og tilpasset beskrivelse.'
Direktoratet afslog ved skrivelse af 30. november 1988 ansøgningen med
følgende begrundelse:
»1. Vi må fastholde, at det ikke er klart, hvad der er beskyttet af
ansøgningens krav. Det er derfor ikke muligt for trediemand at se, hvad en
eneret måtte omfatte.
Det, der angives at være nyt, er at vælge det såkaldte viskositetstrin som
udgangspunkt for en empirisk fastlæggelse af frigivelseshastigheden og at
indstille frigivelseskarakteristikken ved hjælp af fastlagte værdier.
Viskositeten er, som De selv anfører i beskrivelsen, en af de parametre
som fabrikanten vælger som typebetegnelse for hydrofile polymere. Man kan ved
at vælge en anden parameter, f.eks. polymerisationsgraden, eller en anden
typeangivelse, som udgangspunkt for den empiriske fastlæggelse, nå frem til
helt samme valg af typen.
2. Den teoretiske erkendelse af den forsinkede afgivelse er en opdagelse,
der ikke anses for en oprindelse. Vi mener stadig, at opstillingen af en
regel for, hvorledes man under anvendelse af forskellige produkter opnår
forskellig frigivelseshastighed, er en art videnskabelig teori, der ifølge
patentlovens § 1, stk. 2 ikke anses for en opfindelse.
3. Den tredie grund er, at tilsætning af hydrofile polymere til
farmaceutiske præparater for bl.a. at opnå reguleret frigivelse er kendt, jf.
US-patentskrift nr. 3065143 og de to artikler i Journal of Pharmaceutical
Sciences (se vort brev af 7. oktober 1987, punkt 4).
Det fremgår af NH SHAH m.fl. »Carboxymethylcellulose: Effect of
Degree of Polymerisation and Subsitution on Tablet Disintegration and
Dissolution«, at højere viskositet (polymerisationsgrad) giver højere
opløsningshastighed altså hurtigere frigivelse, se tabel II og figur 3. De
mængder hydrofile polymere, der omtales i forsøgene ligger klart mellem 0,1
og 10 vægtprocent, se side 612, venstre spalt. Det er derfor kendt at anvende
hydrofile polymere i en mængde, der ligger indenfor de grænser, der nu er
angivet i krav 1. Det er også kendt, at viskositeten (polymerisationsgraden)
af den hydrofile polymer har indflydelse på frigivelsen. Det må anses for
nærliggende for en fagmand at udnytte denne viden til at interpolere sig frem
til den rigtige type hydrofile polymer eller polymerblanding på basis af
forsøg, hvis fagmanden da ikke med det samme opnår den ønskede frigivelse på
basis af sin erfaring.'
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 30. januar 1989 indbragt for
Patentankenævnet.
I skrivelse fremsendt den 6. april 1989 har klageren nedlagt påstand om,
at den påklagede afgørelse omstødes, således at ansøgningen optages til
fortsat behandling principalt på grundlag af kravene af 7. april 1988,
subsidiært på grundlag af følgende krav:
»1. Fremgangsmåde til fremstilling af præparatformer af aktive
stoffer med tidsstyret frigivelse ud fra præparater af aktive stoffer med
forhalet frigivelse, især lægemiddelpræparater, kendetegnet ved , at
der til de sidstnævnte præparater sættes hydrofile polymere med en viskositet
i området fra 0,02 til 40 Pa.s og i en mængde på fra 0,1 til 10 vægtprocent,
hvorhos frigivelseshastigheden forøges med stigende viskositet.
2. Fremgangsmåde ifølge krav, 1, kendetegnet ved , at der som de(n)
hydrofile polymer(e) tilsættes methylcellulose og/eller
carboxymethylcellulose.
3. Fremgangsmåde ifølge krav 1 eller 2, kendetegnet ved , at der
tilsættes en blanding af forskellige hydrofile polymere med forskellige
viskositeter.
4. Fremgangsmåde ifølge ethvert af de foregående krav, kendetegnet
ved , at der tilsættes carboxymethylcellulose i en mængde på fra 0,5 til
3 vætprocent.«
Klageren har bl.a. anført:
»I forhold til krav 1 af 7. april 1988 er det subsidiære krav 1 i
indledningen præciseret til at angive, at der er tale om en fremgangsmåde til
fremstilling af præparatformer af aktive stoffer med tidsstyret frigivelse ud
fra præparater af aktive stoffer med forhalet frigivelse, og i det subsidiære
krav 1's kendetegnende del er det præciseret, at der til præparaterne sættes
de omhandlede hydrofile polymere (0,1-10 vægtprocent) med en viskositet i
området fra 0,02 til 40 Pa.s; endelig er det i det subsidiære krav 1 til slut
for god ordens skyld angivet, jf. krav 1 af 7. april 1988, at
frigivelseshastigheden forøges med stigende viskositet.
Som ankebegrundelse har klageren videre skrevet følgende:
»Direktoratets første afslagsgrund er den, at det ikke er klart, hvad
der er beskyttet af ansøgningens krav, idet det anføres, at det ikke er
muligt for trediemand at se, hvad en eneret måtte omfatte.
Det turde være evident, at den ansøgte eneret i henhold til det principale
krav 1 omfatter en fremgangsmåde af den i kravets indledning angivne art, ved
hvilken man foretager en tilsætning til de retarderede præparater af
hydrofile polymere i en mængde på fra 0,1 til 10 vægtprocent, hvorpå den med
stigende viskositet af de tilsatte polymere stigende frigivelseshastighed
fastlægges empirisk (dvs. simpelthen ved enkle forsøg), hvorefter man på
grundlag af resultaterne indstiller den ønskede frigivelæseskarakteristik.
Heri ligger intet uklart, idet en gennemsnitsfagmand, som naturligvis også
forudsættes at have læse beskrivelsen, uden videre vil være klar over, hvad
der er beskyttet, nemlig de tekniske handlinger, der fremgår af kravet.
Med hensyn til den anden afslagsgrund (at ansøgningen omhandler en art
videnskabelig teori, der ikke anses for patenterbar), må vi henvise til vore
bemærkninger i vor svarskrivelse af 7. april 1988, side 1, linie 6, f.n. til
side 2, linie 22.
Direktoratets tredie afslagsgrund bygger på det, der er kendt fra
USA-patentskrift nr. 4.065.143 samt fra Journal of Pharm. Sci., 55, No. 9,
Sept. 1966, side 974-976 og fra Journal of Pharm. Sci., 70, No. 6, Juni 1981,
side 611-613.
Vi henviser i denne forbindelse til vore bemærkninger på side 3 i
svarskrivelsen af 7. april 198, og specielt med hensyn til artiklen af N.H.
Shah et al., hvortil direktoratet henviser i enkeltheder i afslagsskrivelsen
(J. Pharm. Sci., 70, No. 6, June 1981, side 611-613), skal opmærksomheden
henledes på, at der i denne artikel er tale om anvendelse af
højpolymeriserede typer CMC-Na til desintegrering af tabletter (såkaldte
»Sprengmittel«), jf. artiklens »Abstract«. Det bemærkes
desuden, at artiklen bl.a. indeholder følgende angivelser:
Side 611, venstre spalte, næstsidste afsnit:
»The viscosity of CMC-Na dispersions increases as the molecular
weight increases and thus is used as a measure of the degree of
polymerization.«
Side 611, højre spalte, første hele afsnit:
»CMC-Na with a low sodium content and a degree of substituion below
0.2 was reported to be a suitable tablet disintegrant.«
Side 611, højre spalte, andet hele afsnit:
»The present study evaluated the effect of various grades of CMC-Na
and the disintegration and dissolution rates of a sulfamethoxazole
tablet.«
Side 612, venstre spalte, »Manufacture of Tablets«:
Ifølge tabellen anvendes Mg-stearat, og det angives nedenfor, at »The
granualtion was lubricated with Mg-stearate by blending the mixture for 5
min.«.
Side 612, højre spalte, »Results and Discussion«:
»The results clearly show that the highly polymerized grades of
CMC-Na are good disintegrating agents. The disintegration properties were
significantly influenced by the degree of substitution«.
Se også fig. 2 og fig. 3 nederst side 612.
Side 613, venstre spalte, under tabel III:
».... CMC-Na with a degree of substitution of 1.2 and a low degree of
polymerizatyion would be a poor disintegrating agent«. - og i næste
afsnit:
»The preferred disintegrant has a high degree of polymerization
together with a low degree of substitution«. - og i næste afsnit:
»Those with a higher degree of substitution, such as 0.9 or 1.2, are
poor disintegrants (fig. 2)». - og to afsnit senere:
»Thus, low viscosity CMS's with degree of substitution values of 0.4,
0.7, 0.9 and 1.2 are poor disintegrating agents«.
Hvad kunne fagmanden på ansøgningens prioritetstidspunkt udlede af det
ovennævnte modhold? Han kunne, jf. bl.a. de ovenstående citater, udelukkende
udlede den oplysning, at CMC kun kan anvendes som »disintegrant«
(dvs. »sprængmiddel«; tysk: »Sprengmittel«), når dette
CMC har en tilstrækkelig høj polymerisationsgrad. At dette er den rent
faktisk af forfatterne til modholdet angivne tekniske lære fremgår bl.a.
deraf, at der for anvendeligheden som sprængmidler er angivet en nedre
viskositetsgrænse alt efter substitutionsgraden (se side 613, højre spalte,
tabel IV og pkt. 6).
Det angives der bl.a., at vandige dispersioner af CMC-Na med en
substitutionsgrad på 0,4 skal have en viskositet på mere end 150 cps for at
have gode sprængmiddelegenskaber. Fagmanden får således at vide, at den
farmaceutiske anvendelighed af de i artiklen omhandlede præparater kun er til
stede over en bestemt polymerisationsgrad, eftersom der under denne
grænseværdi ikke længere opnås sprængmiddelegenskaber.
Dette er den kendte teknik, der fremgår af det nævnte modhold intet andet,
og det synes, som om direktoratet har anvendt en utilladelig ex post
facto-betragtning, som har ført til, at den kendte teknik er blevet udlagt i
lyset af den foreliggende opfindelses lære.
I nærværende tilfælde kunne fagmanden på ingen måde sætte de kendte
sprængmiddelegenskaber i forbindelse med farmaceutiske retard-præparater,
eftersom der her i al almindelighed er tale om forhold, der udelukker
hinanden. Enten tilstræber farmaceuten fremstillingen af en tablet, der
hurtigst muligt desintegreres, til opnåelse af en høj, momentan tilførsel af
virksomt stof eller legemet, eller han benytter retarderings teknikken med
det formål at opnå en ensartet frigørelse af virksomt stof over længere
tidsrum. På prioritetsdatoen forelå der således en betydelig
»tankebarriere« for fagmanden, en barriere med
quasi-fordomskarakter, og som ikke kunne overvindes uden en opfinderisk
indsats; dette førte derpå til, at man ved hjælp af den foreliggende
opfindelse også kunne udnytte sådanne viskositetsområder til det omhandlede
farmaceutiske formål, som ifølge modholdet blev udelukket som uanvendelige.
Det ses herefter, at det nævnte modhold intet angiver eller antyder om en
fremgangsmåde af den i krav 1 angivne art med de i den kendetegnende del
angivne tekniske handlinger.
Med hensyn til den anden artikel i J. Pharm. Sci. og USA-patentskriftet
henviser vi til vor påvisning af disse modholds irrelevans i vor
svarskrivelse af 7. april 1988 (side 3) samt i øvrigt til vor svarskrivelse
af 29. oktober 1986, jf. navnlig vor påvisning af, at C.A., 79, 6153 e (1973)
angiver det stik modsatte af opfindelsen, nemlig at lægemiddelresorptionen er
størst ved den
laveste viskositet; dette er en klar fordom, som understreger
patenterbarheden af ansøgernes opfindelse.'
Endvidere har klageren fremført:
»I den tilsvarende EP-sag blev der i sin tid nedlagt indsigelse (se
vor svarskrivelse af 7. april 1988 med bilag), men EP-patentet (nr.
0.068.446) blev opretholdt i lidt ændret form. En kopi af EP-patentskriftet
(»Neue Europaische Patentschrift«) vedlægges.
Det ses, at man ved EPO, hvor praksis i alt væsentligt svarer til dansk
praksis, har godkendt et sæt krav, der i alt væsentligt svarer til vort
principale kravsæt.
I USA har den til nærværende ansøgning svarende ansøgning ført til US-PS
4.608.248, jf. vedlagte kopi.
I Finland (ans. nr. 82.2276) har man godkendt et sæt krav i alt væsentligt
svarende til de principale krav.
Den ungarske ansøgning (nr. 2074)82)) har ført til patent med krav, der
nærmest svarer til kravene ifølge vor subsidiære påstand.
Endvidere kan det oplyses, at der svarende til nærværende ansøgning er
meddelt følgende patenter:
Spansk patent nr. 513.422
Australsk patent nr. 548.792
Canadisk patent nr. 1.208.556
DDR-patent nr. 202.500
USSR-patent nr. 1.375.114
Det er bemærkelsesværdigt, at det danske Patentdirektorat øjensynligt er
det eneste, der har hævdet, at det ikke er klart, hvad der er beskyttet af
ansøgningens krav, ligesom det danske direktorat også er det eneste, der har
hævdet, at ansøgernes opfindelse er en art videnskabelig teori, der ikke
anses for en patenterbar opfindelse!
Med hensyn til direktoratets tredie afslagsgrund (»manglende
opfindelseshøjde; modhold«) er det også påfaldende, at man navnlig ved
EPO, i Finland og USA har anerkendt opfindelsen som patenterbar på baggrund
af i det væsentlige den samme kendte teknik, som direktoratet støtter sig
til.
Sammenfattende må det fremhæves, at samtlige modhold, både her i landet og
i andre lande, kun angiver, at højpolymere stoffer egner sig godt som
sprængmidler eller retarderingsmidler. Modholdene angiver ingen for fagmanden
anvendelig vejledning vedrørende en viskositetsafhængig styringsmekanisme i
forbindelse med tungtopløselige retard-præparater. Anvendelsen af hydrofile
polymere til viskositetsstyring af den langsomme frigivelse af et virksomt
stof fra et retardlægemiddelpræparat er intetsteds forbeskrevet og er altså
ny. Ansøgernes nye angivelser af tekniske handlinger (se
kravsættene) adskiller sig også ~ væsentligt fra det kendte, eftersom de
fundne relationer mellem frigivelseshastighed fra retardpræparater og
viskositet af tilsatte hydrofile polymere ikke kan udledes af den kendte
anvendelse af polymere opkvældningsstoffer som sprængmidler.
Fremgangsmåden ifølge opfindelsen - såvel ifølge de principale som de
subsidiære krav - er ny og adskiller sig væsentligt fra det kendte. Kravene
angiver tydeligt, hvad der ønsket beskyttet, og det er fejlagtigt at stemple
opfindelsen som en ikke-patenterbar videnskabelig teori'.
Sagen har været behandlet på Ankenævnets møde den 13. februar 1991.
For klageren mødte Dr. R. Tesch, Godeche Aktiengesellschaft, og
civilingeniør Gunnar Lind, som forelagde sagen under henvisning til den
skriftlige klagebegrundelse, der nærmere blev uddybet.
Nævnet skal udtale:
Idet ansøgningen findes at vedrøre en praktisk foranstaltning, som ikke
indeholder noget opfinderisk ejendommeligt bestemmes:
Det påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen Hans Chr. Thomsen E. Franck
Arne Holm T. Laubst
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Sag om sagsøgers patent DK 178527 B1 er gyldigt, og i givet fald, om sagsøgtes produkt Hinge-Lok krænker dette patent og patent DK 177599 B1 (stridspatenterne). Dommen er en delafgørelse. Domsdatabasen · 1. februar 2022
- Kendelse om midlertidig forbudssag, der navnlig drejer sig om, hvorvidt et patent er gyldigt, og i givet fald om sagsøgte ved fremstilling og udbud mv. af de under sagen omstridte produkter krænker sagsøger i henhold til patentet Domsdatabasen · 26. august 2025
- Landsretten stadfæster Sø- og Handelsrettens kendelse i sag om anmodning af midlertidige forbud og påbud, baseret på et anvendelsesbegrænset produktkrav i stridspatentet Domsdatabasen · 10. april 2025
- Sø- og Handelsrettens kendelser om midlertidige forbud og påbud baseret på patent og brugsmodelrettigheder stadfæstes med den ændring, at de af Sø- og Handelsretten fastsatte sagsomkostninger forhøjes Domsdatabasen · 20. oktober 2023
- Bindende svar - Afvisning - usikkerhed om faktiske oplysninger Retsinformation · 8. april 2016
- Udviklingsprojekt vedrørende robot var omfattet af LL § 8 B, om forsøgs- og forskningsvirksomhed Retsinformation · 3. august 2024
Lignende dokumenter
- Varmepumpeanlæg adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik. Retsinformation · 24. september 1997
- Fremgangsmåde til fremstilling af kemisk stof adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik. Retsinformation · 24. september 1997
- Vækstfremmende komposition med antibiotikum som virksomt stof ikke antaget at adskille sig fra det kendte. Retsinformation · 24. september 1997
- Opfindelse fandtes at adskille sig væsentligt fra tidligere kendt teknik. Retsinformation · 24. september 1997
- Patent på fremgangsmåde og apparat til affedtning af tarme havde ikke fornøden opfindelseshøjde Retsinformation · 24. februar 1999
- En kasse med særlig konstruktion kunne ikke begrunde meddelelse af patent, da kassen ikke adskilte sig væsentligt fra kendt teknik Retsinformation · 24. september 1997