Spring til indhold

Retsinformation

Fremgangsmåde til fremstilling af kemisk stof adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.

KEN nr 60319 af 26/03/1984Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Fremgangsmåde til fremstilling af kemisk stof

adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.

År 1984, den 26. marts afsagde patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen,

Franck, A. Holm, Ansgar Sørensen) følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P. 34/80:

Klage fra

A/S Dumex (Dumex Ltd.)

København,

v/patentbureau Lehmann & Ree

over

patentdirektoratets afgørelse af 5. september 1980 af patentansøgning nr.

249/75 fra F. Hoffmann-La Roche & Co. Aktiengesellschaft,

Schweiz,

v/patentbureau Budde, Schou & Co.

Den 13. marts 1967 fremlagdes under nr.525 en den 16. september 1964 af F.

Hoffmann-La Roche & Co. Aktiengesellschaft, Schweiz, indleveret ansøgning

(nr. 4572/64) om patent på fremgangsmåde til fremstilling af

5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-oner eller syreadditionssalte deraf.

De fremlagte krav lød således:

»1. Fremgangsmåde til fremstilling af

5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-oner med den almene formel

i hvilken R1 og R4 har samme eller forskellig betydning og betegner et

hydrogenatom eller en højst 6 carbonatomer indeholdende alkylgruppe, R2

betegner et hydrogen- eller halogenatom, en nitro~ eller trifluormethylgruppe

eller en højst 6 carbonatomer indeholdende alkyl- eller alkoxygruppe, R3,

betegner et hydrogen~ eller halogenatom, en nitro-, cyan- eller

trifluormethylgruppe eller en højst 6 carbonatomer indeholdende alkyl-,

alkoxy-, alkylthio-, alkylsulfinyl- eller alkylsulfonylgruppe, og R5 og R6

betegner hydrogenatomer eller, såfremt R1 betegner et hydrogenatom, også

Læs alt

tilsammen danner en yderligere binding mellem de tilknyttede atomer, eller

syreadditionssalte deraf, k e n d e t e g n e t ved, at et

aminoeddikesyrederivat med den almene formel

i hvilken R1, R2, R3 og R4 har den ovenfor angivne betydning, og R7

betegner en uforestret eller med en alkanol eller phenol forestret

hydroxygruppe, cycliseres ved fraspaltning af vand eller en alkanol eller

phenol, fortrinsvis ved opvarmning i et indifferent opløsningsmiddel, hvorpå

den vundne 1,3,4,5-tetrahydro-5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-on, såfremt den

er usubstitueret i 1-stillingen, om ønsket, ved behandling med et

oxidationsmiddel, hvis oxidationspotential er større end 0,32 volt, oxideres

til den tilsvarende 1,3-dihydro-5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-on, og den

vundne 1,3,4,5-tetrahydro- eller

1,3-dihydro-5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-on, såfremt den er en base, om

ønsket, omdannes til et syreadditionssalt deraf.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at oxidationen

udføres med et metaloxid eller metalsalt med en elektrokemisk valens af

metallet, som er højere end metallets normale almindelige valens.«

Efter at klageren i denne sag, A/S Dumex (Dumex Ltd.) havde modholdt en

artikel af Bell et al i Journal of Organic Chemistry, Vol. 27 (1962) s.

562-66 og en artikel af Sternbach og Reeder i samme tidsskrift, Vol. 26

(1961), s. 4936-41, gav patentkommissionen ved skrivelse af 1. december 1971

afslag på ansøgningen, idet kommissionen bl.a. udtalte:

».... en organisk kemiker ved, at tilbøjeligheden til dannelsen af

ringformige strukturer aftager fra fem- til syvleddede ringe, men der er ikke

nogen brat nedgang ved overgangen fra seks- til syvleddede ringe. Tværtimod

foregår også dannelse af seks- og syvleddede ringe - som tidligere herfra

anført - i almindelighed let ved opvarmning eller syre- eller basekatalyse,

jfr. de tidligere herfra ved skrivelse af 22. januar 1969 fremdragne

litteratursteder. Til belysning heraf kan det anføres, at seks- og syvleddede

ringe, der er analoge med de ved fremgangsmåden ifølge ansøgningen dannede,

dannes spontant og i næsten kvantitativt udbytte. For eksempel kan

4-(o-aminophenyl)-smørsyre ikke isoleres som fri syre, da den ringslutter

spontant til den syvleddede lactam »homohydrocarbostyril«:

En organisk kemiker kan derfor - som tidligere herfra anført - ikke på

forhånd have grund til at antage, at ringslutning af en given forbindelse til

en syvleddet ring ikke skulle være mulig, og følgelig er det en rutinemæssig

opgave at undersøge, om den er mulig, og i bekræftende fald at finde frem til

de optimale betingelser for ringslutningen; at anstille et forsøg kræver

ingen opfinderisk ide, og da et positivt resultat ikke kan betragtes som

uventet eller overraskende, kan det ikke danne grundlag for patent.

Vedrørende det i Deres skrivelse af den 20. september 1971 forklarede kan

det anføres, at den ved fremgangsmåden ifølge ansøgningen anvendte

udgangsforbindelse ikke slet og ret er et derivat af benzylglycin, men et

sådant, der i orthostilling har en -NHR~ gruppe. Medens der ved benzylglycin

alene kan forventes en intermolekylær kondensation, vil enhver fagmand

forvente, at der ved benzylglycinderivater, der i ortho-stillingen har en

sådan -NHR- gruppe, kan ske en intramolekylær kondensation i stedet for en

intermolekylær kondensation.'

Denne afgørelse begærede F. Hoffman-La Roche & Co. ved skrivelse af

22. januar 1972 prøvet af en særlig kommission, der den 29. januar 1975

stadfæstede patentkommissionens afgørelse i henhold til dens grunde med den

bemærkning, at det må være nærliggende for en fagmand, at antage, at der ved

benzylglycinderivater, der i ortho-stillingen har en -NHR- gruppe, kan ske

såvel intra- som intermolekylær kondensation, uden at det kan forudsiges

hvilken af de to mulige kondensationer, der vil dominere.

Umiddelbart før denne afgørelse - den 27. januar 1975 - havde ansøgeren

indsendt en af den oprindelige ansøgning afdelt ansøgning (nr. 249/75) om

patent på en fremgangsmåde til fremstilling af 1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl-

2H-1,4-benzodiazepin-2-on derivater eller syreadditionssalte deraf.

Ansøgningen, der under nr. 135.841 fremlagdes den 4. juli 1977, indeholdt

følgende 2 krav:

»1. Fremgangsmåde til fremstilling af 1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl~

2H-1,4-benzodiazepin-2-on-derivater med den almene formel

i hvilken R1 og R4 hver for sig betegner hydrogen eller en alkylgruppe med

1-4 carbonatomer, R2 betyder hydrogen, halogen, nitro eller trifluormethyl,

og R3 betyder hydrogen, halogen, nitro eller cyano, eller syreadditionssalte

deraf, k e n d e t e g n e t ved, at man intramolekylært kondenserer en

forbindelse med den almene formel

i hvilken R1, R2, R3 og R4 har den ovenfor angivne betydning, i nærværelse

af et indifferent organisk opløsningsmiddel ved opvarmning til en temperatur

mellem 80 og 300 graderC, fortrinsvis 80-200 graderC, hvorefter den fremkomne

forbindelse om ønsket dannes til et syreadditionssalt med en syre.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1 til fremstilling af

7-chlor-1-methyl-1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl-

2H-1,4-benzodiazepin-2-on, k e n d e t e g n e t ved, at man bringer

2-(1-(2-methylamino-5-chlorphenyl)

-1-phenylmethylamino)-eddikesyre til omsætning.«

Det anføres i beskrivelsen:

Af det hollandske patentskrift nr. 123.599 fremgår det, at en del af de af

den almene formel I omfattede forbindelser hidtil kun har kunnet gøres

tilgængelige ved katalytisk reduktion af tilsvarende forbindelser, der i

4,5-stilling indeholder en dobbeltbinding. Forbindelser med formlen I, i

hvilken R3 f.eks. står for en nitro~ eller en cyanogruppe, kan imidlertid på

grund af disse gruppers reaktivitet over for katalytisk aktiveret hydrogen

ikke fremstilles efter den omtalte fremgangsmåde. Der forelå således et behov

for at kunne fremstille forbindelserne med den almene formel I direkte ud fra

ikke-heterocycliske forbindelser og derved at gøre denne samlede klasse

forbindelser tilgængelig på en enkel måde.

I J. Org. Chem., 26, 4936-41 (1961) og J. Org. Chem., 27, 562-66 (1962) er

der ganske vist beskrevet en ringslutning af

N-(2-amino-5-chlor-benzhydryliden)

-glycin-N-oxid, men denne reaktion kan imidlertid ikke overføres til

anvendelse på et tilsvarende udgangsmateriale, som ved glycin-nitrogenet ikke

indeholder nogen reaktivitets-blokerende gruppe, f.eks. et N-oxid-oxygenatom,

eftersom det fra J. Chem. Soc., London, 65, 187 (1894) er kendt, at der sker

en let forløbende intermolekylær kondensation af sådanne glycinderivater uden

beskyttelsesgruppe under dannelse af tilsvarende diketopiperaziner.

Ved forsøg på at oxidere

2-(1-(2-amino-5-chlorphenyl)-1-phenyl-methylamino)-eddikesyre til den

tilsvarende Schiff'ske base, nemlig forbindelsen

2-(1-(2-amino-5-chlorphenyl)- 1-phenyl-methyl-amino)-eddikesyre, blev det

tilfældigt fastslået, at en ringe del af udgangsmaterialet allerede ved en

intramolekylær kondensation var omdannet til en tetrahydrobenzodiazepin.

Dette eksperimentelle resultat var uventet, fordi man også i dette tilfælde

snarere måtte regne med en diketopiperazin-dannelse som sidereaktion.'

Klageren i denne sag nedlagde tillige indsigelse imod denne ansøgning,

idet klageren gjorde gældende, at den nye patentansøgning ikke opfylder

betingelserne for at blive betragtet som en afdelt ansøgning, og at

patentdirektoratet er bundet af den af den særlige patentkommission den 29.

januar 1975 trufne afgørelse. Klageren gjorde endvidere gældende, at

ansøgningen i hvert fald ikke indeholder noget patenterbart, når henses til,

hvad der kendes fra de artikler, der blev fremdraget under den oprindelige

patentansøgnings behandling.

Efter skriftveksling mellem indsiger og ansøger besluttede

patentdirektoratet ved skrivelse af 5. september 1980 at udstede patent, idet

direktoratet afviste indsigelsen med følgende begrundelse:

»Ansøgningen kan med rette anses for afdelt af ans. nr.4572/64, idet

der er en ubrudt kontinuitet mellem den og stamansøgningen, og hele indholdet

deraf kan betragtes som en del af stamansøgningens basisdokumenter, jfr. i

øvrigt patentbestemmelserne § 16, pkt.A, og idet den afdelte ansøgning er

indkommet inden stamansøgningen er blevet endelig afgjort ved den særlige

kommissions afslag.

Den i ansøgningen omhandlede fremgangsmåde findes ikke på baggrund af det

i stamansøgningen fremførte og fremdragne, og hvortil De henviser i Deres

indsigelsesbegrundelse, at være nærliggende for en fagmand, idet de i J. Org.

Chem., 26, 4936 (1961) og ibid. 27, 562 (1962) beskrevne ringslutninger under

dannelse af benzodiazepinderivater foregår med forbindelser, hvor det

ikke-aromatisk bundne nitrogenatom er blokeret ved oxiddannelse, samt under

gunstigere steriske forhold.

På baggrund af de to i ansøgerens udgangsmateriale tilstedeværende

nitrogenatomers store baciditetsforskel og det forhold, at ingen af

aminogrupperne er protoniserede, ville en fagmand primært forvente en

intermolekylær kondensation, idet en acylering af det mest basiske

aminonitrogenatom foregår lettest, jfr. Houben-Weyl, Methoden der Organischen

Chemie, vol. XI/2, p. 3 (1958).

Når hertil kommer, at det vides, at dannelsen af 7-leddede ringe ikke

foregår særlig let eller foregår med små udbytter, jfr. f.eks. Berichte 63,

1308 (1930), E.L. Eliel, Stereochemistry of Carbon Compounds, p. 198-199,

McGraw-Hill Book Co., Inc., NY (1962) samt ansøgerens redegørelse for den i

Berichte 32, 1271 (1899) beskrevne ringsutning af

-aminocapronsyre (se ansøgerens skrivelse i stamansøgnigen af 18. april 1969

side 2-4), må det på ansøgningens indleveringsdag betegnes som overraskende

og uventet for en fagmand, at den i ansøgningen omhandlede intramolekylære

kondensation forløber med godt udbytte.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 5. november 1980 indbragt

for patentankenævnet med påstand om principalt at patentdirektoratet

tilpligtes at anerkende, at det har været uberettiget til at acceptere

ansøgning nr. 249/75 som en af ansøgning nr. 4572/64 afdelt patentansøgning,

subsidiært at patentdirektoratet tilpligtes at anerkende, at

patentansøgning nr. 249/75 ikke omhandler en patenterbar opfindelse.

Ansøgeren har i skrivelse af 6. februar 1981 nedlagt påstand om, at den

påklagede afgørelse stadfæstes.

Klageren har til støtte for sin principale påstand anført, at en

sammenligning af krav 1 i stamansøgningen nr. 4572/64 med krav 1 i den

foreliggende afdelte ansøgning nr. 249/75 viser, at der i denne sidstnævnte

ansøgning for så vidt angår definitionerne af substituenterne i slutproduktet

og udgangsmaterialerne blot er foretaget en begrænsning af antallet af

carbonatomer i de omhandlede grupper dvs. i alkylgrupperne i definitionerne

af R1 og R4 eller en udeladelse af speciele substituenter, medens alle

væsentlige substituentdefinitioner er blevet opretholdt. Med hensyn til

reaktionsforløbet gør klageren gældende, at der alene er foretaget sproglige

omformuleringer, der hovedsagelig er en direkte følge af, at definitionerne

af substituenterne er blevet begrænset, medens der for så vidt angår

reaktionsbetingelserne alene er sket en begrænsning til sådanne betingelser,

som det for en fagmand ville være indlysende at anvende ved en reaktionstype

af den omhandlede art.

Klageren har om dette spørgsmål sammenfattende gjort gældende, at den

opfindelse, der er karakteriseret i fremlæggelsesskrift nr. 135.841 reelt er

den samme som den opfindelse, som Patentkommissionen og De Særlige

Patentkommissioner ikke fandt patenterbar under behandlingen af

stamansøgningen nr. 4572/64.

Klageren har til støtte for sin subsidiære påstand anført, at det fremgår

af fremlæggelsesskrift nr. 135.841 og sagens akter iøvrigt, at

1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl-

2H-1,4-benzodiazepin-2-oner var til dels kendte forbindelser i 1964, men

at der forelå behov for at fremstille dem direkte ud fra ikke-heterocycliske

forbindelser, dvs. ved intramolekylær ringslutning. Af tre forskellige

forhold, benævnt A, B og C, måtte det anses som nærliggende for fagmanden, at

undersøge muligheden for ringslutning ved at etablere en binding i

1,2-stillingen. Således påpeges det (A) at den kemiske binding der etableres,

er en velkendt amidbinding, (B) at den omvendte reaktion er kendt og

beskrevet, og (C) at en analog ringslutnig var kendt fra J. Org. Chem. 27, p.

563 (1962).

For at undersøge, om problem og løsning falder ind under den almindelige

fagmandsviden på ansøgningsdagen underkaster klageren flg. 4 punkter en

nærmere granskning: 1) Den kemiske reaktion, 2) reaktionsevnen af de

implicerede funktionelle grupper, 3) dannelsen af den 7-leddede ring og 4)

muligheden for andre reaktionsprodukter. Det konkluderes, at der antagelig

hersker fuld enighed mellem parterne og patentdirektoratet vedrørende

punkterne 1 og 2, hvorimod klagerne for så vidt angår punkt 3 ikke kan

tilslutte sig patentdirektoratets opfattelse i skrivelse af 5. september

1980, hvor det anføres, at dannelsen af 7-leddede ringe ikke foregår særligt

let eller foregår med små udbytter. Til støtte for sine synspunkter refererer

klageren bl.a. til flg. litteratur, hvor dannelse af analoge 7-leddede ringe

er beskrevet ved en tilsvarende ringslutning (J.A.C.S. 77, 5388 (1955); ibid

71, 1985 (1949) og Berichte 63, 1308 (1930)). Yderligere anføres, at det

omhandlede benzodiazepin ringsystem var særdeles grundigt undersøgt af mange

kemikere siden 1958, og klageren finder det vanskeligt at forestille sig, at

gennemsnitsfagmanden skulle have nogen fordomme mod eller anse det for

overraskende at fremstille ringsystemer af benzodiazepintypen. Ligeledes ses

det ikke, at de steriske forudsætninger for ringslutning af ansøgerens

2-aminobenzhydrylglyciner er dårligere end de forudsætninger, der findes ved

den velbeskrevne ringslutning af 2-aminophenyl-smørsyre (Berichte 63, 1308

(1930)).

Vedrørende punkt 4 er den eneste alternative mulighed, der er nævnt i den

foreliggende sag den intermolekylære reaktion, hvor glycins carboxylsyre

reagerer med den alifatisk bundne aminogruppe i et andet glycinmolekyle under

dannelse af diketopiperazin i stedet for med den aromatisk bundne

aminogruppe. Som begrundelse for, at denne reaktion kan forekomme er nævnt,

at aminogruppen i glycin er langt mere basisk (indtil 5 tierpotenser) end den

aromatisk bundne aminogruppe. Klageren citerer her patentdirektoratets

begrundelse for afvisning af indsigelsen ».. idet en acylering af det

mest basiske aminonitrogen som regel foregår lettest«. Klageren mener

dog at kunne konstatere, at reglen åbenbart kan have vigtige undtagelser.

Således bemærkes, at glycinmethylester dimeriserer til diketopiperazin

allerede ved stuetemperatur (Houben-Weyl 11/2 p. 379 - 80), men at frie

aminosyrer, som anvendes i nærværende ansøgning, først dimeriserer ved

væsentlige højere temperaturer. Den ovenfor nævnte 2-aminophenylsmørsyre

undergår derimod den intramolekylære ringslutning under noget mildere

betingelser. En del anderledes bliver forholdet, når man som det er tilfældet

ved den omhandlede fremgangsmåde, substituerer glycinnitrogenatomet med en

benzhydrylgruppe og den relative basicitet er herefter ikke længere den

eneste faktor, der skal vurderes. Det anføres, at det på

ansøgningstidspunktet var kendt, at indførsel af en benzylgruppe på

nitrogenatomet i glycin hæmmer en intermolekylær reaktion (Berichte 45, 314

(1912)), samt at en fagmand kan slutte, at indførsel af den sterisk mere

hindrende benzhydrylgruppe, som i ansøgerens tilfælde, vil give en yderligere

stabilisering. Det konkluderes, at ansøgerens frygt for »at

2-aminobenzhydrylglyciner vil kondensere intermolekylært i stedet for

intramolekylært« ikke er reel. Endelig påpeges, at det var kendt fra

engelsk patent nr. 1.067.745, at intramolekylær ringslutning af

N(2-amino-5-chlorophenylbenzyl)glycin let opnås ved opvarmning med fortyndet

mineralsyre. Under disse omstændigheder er det basiske nitrogenatom

protoniseret, og problemer med intermolekylær reaktion kan derfor nemt undgås

ved at gennemføre den omhandlede ringslutning i fortyndet mineralsyre.

Klageren mener herefter, at det er en rutinemæssig opgave, at anstille

forsøg for at konstatere, om den intramolekylære ringslutning til dannelse af

en 7-leddet ring er mulig og i så fald at bestemme de betingelser, herunder

temperaturbetingelser og reaktionsmedium, hvorunder ringslutningen vil være

den dominerende.

Ansøgeren har for så vidt angår klagerens principale påstand henholdt sig

til patentdirektoratets begrundelse for at anse ansøgningen for med rette at

være afdelt af ans. nr. 4572/64.

Ansøgeren har med henvisning særlig til klagerens punkt 3 gjort gældende,

at intet af de anførte litteratursteder kan betyde, at fremgangsmåden ifølge

opfindelsen, må betegnes som en analogimetode, fordi der i alle tre tilfælde

er tale om udgangsstoffer, som helt adskiller sig fra ansøgerens udgangsstof

ifølge opfindelsen, og dette hvad enten man ser på de stereokemiske forhold

og/eller på det manglende andet, stærkere basiske reaktionscentrum. Videre

anfører ansøgeren, at han ikke har hævdet, at der på ansøgningstidspunktet

skulle have eksisteret en generel fordom mod dannelsen af 7-leddede ringe,

men derimod, at der eksisterede en fordom i den forstand, at dannelsen af

7-leddede ringe ved mulighed for andre reaktionsforløb ikke ville forløbe let

og kun med ringe udbytter.

I forbindelse med klagerens punkt 4 udtaler ansøgeren særligt, at

acylering af glycinnitrogenatomet snarere end acylering af anilinnitrogenet

er at forvente på grund af den store basicitetsforskel. Klagerens henvisning

til Houben-Weyl menes blot at berøre nogle speciele undtagelsestilfælde som

ikke ændrer gyldigheden ved den almene regel, og citatet fra Houben-Weyl kan

således ikke benyttes til at imødegå ansøgerens udsagn om, at fagverdenen på

forhånd ville have ventet et ganske andet reaktionsforløb ved fremgangsmåden

ifølge opfindelsen. Ansøgeren diskuterer videre de af klageren fremdragne

eksempler, men divergerer stærkt i fortolkningen af forsøgsresultaterne

vedrørende den lethed, hvorved glycin intermolekylært dimeriserer. I

forbindelse ned spørgsmålet om benzhydrylgruppen som sterisk hindrende mener

ansøgeren ikke, at det fremgår af litteraturen, at benzhydrylgruppen skulle

virke hæmmende på en intermolekylær reaktion. Sammenfattende angiver

ansøgeren, at ingen af de af klageren fremdragne modhold ved en korrekt

vurdering tilfører sagen noget nyt med hensyn til vurderingen af

fremgangsmåden ifølge opfindelsen. Tværtimod er klagerens konklusioner i det

væsentlige irrelevante, eftersom de bygger på urigtige præmisser.

Ansøgeren bemærker endelig, at det af klageren modholdte britiske patent

nr. 1.067.745 er efterpubliceret og således totalt må lades ude af

betragtning.

Sagen har været behandlet i nævnets møde den 6. februar 1984.

For klageren mødte civilingeniør Iver Kyed og advokat N. Fisch-Thomsen.

For ansøgeren mødte civilingeniør Gunnar Lind og højesteretssagfører

Mogens Plesner.

På klagerens foranledning var fremlagt en af professor ved Københavns

Universitet, dr.phil Ole Buchardt udarbejdet redegørelse af 5. november 1980

for den i ansøgningen omhandlede ringslutning og analoge reaktioner.

Professor Buchardt var mødt.

Nævnet anså det for mest hensigtsmæssigt, at klagerens principale påstand

blev taget under påkendelse særskilt og parterne procederede denne del af

sagen.

Efter rådslagning blev det tilkendegivet parterne, at nævnet må mene, at

ansøgningen med rette er afdelt af stamansøgningen, hvorfor klagerens

principale påstand ikke kunne tages til følge.

For ansøgeren stillede højesteretssagfører Plesner spørgsmål til professor

Buchardt på grundlag af dennes redegørelse.

Parterne procederede sagen på grundlag af klagerens subsidiære påstand.

Nævnet skal udtale.

Det tiltrædes, at ansøgningen af de af patentdirektoratet anførte grunde

er anset som afdelt af ansøgning nr. 4572/64, hvorfor klagerens principale

påstand ikke kan tages til følge.

For så vidt angår klagerens subsidiære påstand, bemærkes, at det fremgår

af den faglige litteratur fra før 1964, at 7-leddede lactamer kunne

fremstilles ved en intramolekylær ringslutning med større eller mindre lethed

varierende fra små til relativt høje udbytter. Med ansøgerens

2-aminobenzhydrylglyciner er der på forhånd mulighed for denne reaktion, men

også for den alternativ intermolekylær diketopiperazindannelse. Sidstnævnte

reaktion er begrundet i tilstedeværelsen af det stærkere basiske

glycinnitrogen udover det for lactamdannelsen nødvendige 2-aminonitrogen. Ved

et forsøg på vurdering af hvilken af de to reaktioner der vil indtræde, skal

der imidlertid ikke blot tages hensyn til de to nitrogenatomers relative

basicitet, men også til steriske effekter, som substitution af

glycinnitrogenet med en benzhydrylgruppe medfører. En sådan sterisk hindrende

gruppe vil i væsentlig grad kunne hæmme den intermolekylære

diketopiperazindannelse, hvorimod den intramolekylære benzodiazepinondannelse

ikke er direkte påvirket heraf.

Nævnet må mene, at en fagmand ikke på forhånd kunne afgøre, hvilken af de

to reaktioner, der ville indtræde med ansøgerens udgangsmateriale. Der bestod

derfor ikke nogen fordom mod at forsøge at gennemføre den i ansøgningen

omhandlede ringslutningsreaktion, og det kan ikke anses for overraskende, at

den kunne lykkes.

Den ansøgte fremgangsmåde må herefter anses for et resultat af et for

fagmanden nærliggende udviklingsarbejde, der ikke adskiller sig væsentligt

fra den kendte teknik.

Klagerens subsidiære påstand tages til følge

hvorfor

bestemmes:

Ans.nr. 249/75 afslås.

J. Beyer. Grønning-Nielsen. E. Franck.

A. Holm. Ansgar Sørensen.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter