Fremgangsmåde til fremstilling af kemisk stof adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Fremgangsmåde til fremstilling af kemisk stof
adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik.
År 1984, den 26. marts afsagde patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen,
Franck, A. Holm, Ansgar Sørensen) følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. P. 34/80:
Klage fra
A/S Dumex (Dumex Ltd.)
København,
v/patentbureau Lehmann & Ree
over
patentdirektoratets afgørelse af 5. september 1980 af patentansøgning nr.
249/75 fra F. Hoffmann-La Roche & Co. Aktiengesellschaft,
Schweiz,
v/patentbureau Budde, Schou & Co.
Den 13. marts 1967 fremlagdes under nr.525 en den 16. september 1964 af F.
Hoffmann-La Roche & Co. Aktiengesellschaft, Schweiz, indleveret ansøgning
(nr. 4572/64) om patent på fremgangsmåde til fremstilling af
5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-oner eller syreadditionssalte deraf.
De fremlagte krav lød således:
»1. Fremgangsmåde til fremstilling af
5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-oner med den almene formel
i hvilken R1 og R4 har samme eller forskellig betydning og betegner et
hydrogenatom eller en højst 6 carbonatomer indeholdende alkylgruppe, R2
betegner et hydrogen- eller halogenatom, en nitro~ eller trifluormethylgruppe
eller en højst 6 carbonatomer indeholdende alkyl- eller alkoxygruppe, R3,
betegner et hydrogen~ eller halogenatom, en nitro-, cyan- eller
trifluormethylgruppe eller en højst 6 carbonatomer indeholdende alkyl-,
alkoxy-, alkylthio-, alkylsulfinyl- eller alkylsulfonylgruppe, og R5 og R6
betegner hydrogenatomer eller, såfremt R1 betegner et hydrogenatom, også
Læs alt
tilsammen danner en yderligere binding mellem de tilknyttede atomer, eller
syreadditionssalte deraf, k e n d e t e g n e t ved, at et
aminoeddikesyrederivat med den almene formel
i hvilken R1, R2, R3 og R4 har den ovenfor angivne betydning, og R7
betegner en uforestret eller med en alkanol eller phenol forestret
hydroxygruppe, cycliseres ved fraspaltning af vand eller en alkanol eller
phenol, fortrinsvis ved opvarmning i et indifferent opløsningsmiddel, hvorpå
den vundne 1,3,4,5-tetrahydro-5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-on, såfremt den
er usubstitueret i 1-stillingen, om ønsket, ved behandling med et
oxidationsmiddel, hvis oxidationspotential er større end 0,32 volt, oxideres
til den tilsvarende 1,3-dihydro-5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-on, og den
vundne 1,3,4,5-tetrahydro- eller
1,3-dihydro-5-aryl-2H-1,4-benzodiazepin-2-on, såfremt den er en base, om
ønsket, omdannes til et syreadditionssalt deraf.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at oxidationen
udføres med et metaloxid eller metalsalt med en elektrokemisk valens af
metallet, som er højere end metallets normale almindelige valens.«
Efter at klageren i denne sag, A/S Dumex (Dumex Ltd.) havde modholdt en
artikel af Bell et al i Journal of Organic Chemistry, Vol. 27 (1962) s.
562-66 og en artikel af Sternbach og Reeder i samme tidsskrift, Vol. 26
(1961), s. 4936-41, gav patentkommissionen ved skrivelse af 1. december 1971
afslag på ansøgningen, idet kommissionen bl.a. udtalte:
».... en organisk kemiker ved, at tilbøjeligheden til dannelsen af
ringformige strukturer aftager fra fem- til syvleddede ringe, men der er ikke
nogen brat nedgang ved overgangen fra seks- til syvleddede ringe. Tværtimod
foregår også dannelse af seks- og syvleddede ringe - som tidligere herfra
anført - i almindelighed let ved opvarmning eller syre- eller basekatalyse,
jfr. de tidligere herfra ved skrivelse af 22. januar 1969 fremdragne
litteratursteder. Til belysning heraf kan det anføres, at seks- og syvleddede
ringe, der er analoge med de ved fremgangsmåden ifølge ansøgningen dannede,
dannes spontant og i næsten kvantitativt udbytte. For eksempel kan
4-(o-aminophenyl)-smørsyre ikke isoleres som fri syre, da den ringslutter
spontant til den syvleddede lactam »homohydrocarbostyril«:
En organisk kemiker kan derfor - som tidligere herfra anført - ikke på
forhånd have grund til at antage, at ringslutning af en given forbindelse til
en syvleddet ring ikke skulle være mulig, og følgelig er det en rutinemæssig
opgave at undersøge, om den er mulig, og i bekræftende fald at finde frem til
de optimale betingelser for ringslutningen; at anstille et forsøg kræver
ingen opfinderisk ide, og da et positivt resultat ikke kan betragtes som
uventet eller overraskende, kan det ikke danne grundlag for patent.
Vedrørende det i Deres skrivelse af den 20. september 1971 forklarede kan
det anføres, at den ved fremgangsmåden ifølge ansøgningen anvendte
udgangsforbindelse ikke slet og ret er et derivat af benzylglycin, men et
sådant, der i orthostilling har en -NHR~ gruppe. Medens der ved benzylglycin
alene kan forventes en intermolekylær kondensation, vil enhver fagmand
forvente, at der ved benzylglycinderivater, der i ortho-stillingen har en
sådan -NHR- gruppe, kan ske en intramolekylær kondensation i stedet for en
intermolekylær kondensation.'
Denne afgørelse begærede F. Hoffman-La Roche & Co. ved skrivelse af
22. januar 1972 prøvet af en særlig kommission, der den 29. januar 1975
stadfæstede patentkommissionens afgørelse i henhold til dens grunde med den
bemærkning, at det må være nærliggende for en fagmand, at antage, at der ved
benzylglycinderivater, der i ortho-stillingen har en -NHR- gruppe, kan ske
såvel intra- som intermolekylær kondensation, uden at det kan forudsiges
hvilken af de to mulige kondensationer, der vil dominere.
Umiddelbart før denne afgørelse - den 27. januar 1975 - havde ansøgeren
indsendt en af den oprindelige ansøgning afdelt ansøgning (nr. 249/75) om
patent på en fremgangsmåde til fremstilling af 1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl-
2H-1,4-benzodiazepin-2-on derivater eller syreadditionssalte deraf.
Ansøgningen, der under nr. 135.841 fremlagdes den 4. juli 1977, indeholdt
følgende 2 krav:
»1. Fremgangsmåde til fremstilling af 1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl~
2H-1,4-benzodiazepin-2-on-derivater med den almene formel
i hvilken R1 og R4 hver for sig betegner hydrogen eller en alkylgruppe med
1-4 carbonatomer, R2 betyder hydrogen, halogen, nitro eller trifluormethyl,
og R3 betyder hydrogen, halogen, nitro eller cyano, eller syreadditionssalte
deraf, k e n d e t e g n e t ved, at man intramolekylært kondenserer en
forbindelse med den almene formel
i hvilken R1, R2, R3 og R4 har den ovenfor angivne betydning, i nærværelse
af et indifferent organisk opløsningsmiddel ved opvarmning til en temperatur
mellem 80 og 300 graderC, fortrinsvis 80-200 graderC, hvorefter den fremkomne
forbindelse om ønsket dannes til et syreadditionssalt med en syre.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1 til fremstilling af
7-chlor-1-methyl-1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl-
2H-1,4-benzodiazepin-2-on, k e n d e t e g n e t ved, at man bringer
2-(1-(2-methylamino-5-chlorphenyl)
-1-phenylmethylamino)-eddikesyre til omsætning.«
Det anføres i beskrivelsen:
Af det hollandske patentskrift nr. 123.599 fremgår det, at en del af de af
den almene formel I omfattede forbindelser hidtil kun har kunnet gøres
tilgængelige ved katalytisk reduktion af tilsvarende forbindelser, der i
4,5-stilling indeholder en dobbeltbinding. Forbindelser med formlen I, i
hvilken R3 f.eks. står for en nitro~ eller en cyanogruppe, kan imidlertid på
grund af disse gruppers reaktivitet over for katalytisk aktiveret hydrogen
ikke fremstilles efter den omtalte fremgangsmåde. Der forelå således et behov
for at kunne fremstille forbindelserne med den almene formel I direkte ud fra
ikke-heterocycliske forbindelser og derved at gøre denne samlede klasse
forbindelser tilgængelig på en enkel måde.
I J. Org. Chem., 26, 4936-41 (1961) og J. Org. Chem., 27, 562-66 (1962) er
der ganske vist beskrevet en ringslutning af
N-(2-amino-5-chlor-benzhydryliden)
-glycin-N-oxid, men denne reaktion kan imidlertid ikke overføres til
anvendelse på et tilsvarende udgangsmateriale, som ved glycin-nitrogenet ikke
indeholder nogen reaktivitets-blokerende gruppe, f.eks. et N-oxid-oxygenatom,
eftersom det fra J. Chem. Soc., London, 65, 187 (1894) er kendt, at der sker
en let forløbende intermolekylær kondensation af sådanne glycinderivater uden
beskyttelsesgruppe under dannelse af tilsvarende diketopiperaziner.
Ved forsøg på at oxidere
2-(1-(2-amino-5-chlorphenyl)-1-phenyl-methylamino)-eddikesyre til den
tilsvarende Schiff'ske base, nemlig forbindelsen
2-(1-(2-amino-5-chlorphenyl)- 1-phenyl-methyl-amino)-eddikesyre, blev det
tilfældigt fastslået, at en ringe del af udgangsmaterialet allerede ved en
intramolekylær kondensation var omdannet til en tetrahydrobenzodiazepin.
Dette eksperimentelle resultat var uventet, fordi man også i dette tilfælde
snarere måtte regne med en diketopiperazin-dannelse som sidereaktion.'
Klageren i denne sag nedlagde tillige indsigelse imod denne ansøgning,
idet klageren gjorde gældende, at den nye patentansøgning ikke opfylder
betingelserne for at blive betragtet som en afdelt ansøgning, og at
patentdirektoratet er bundet af den af den særlige patentkommission den 29.
januar 1975 trufne afgørelse. Klageren gjorde endvidere gældende, at
ansøgningen i hvert fald ikke indeholder noget patenterbart, når henses til,
hvad der kendes fra de artikler, der blev fremdraget under den oprindelige
patentansøgnings behandling.
Efter skriftveksling mellem indsiger og ansøger besluttede
patentdirektoratet ved skrivelse af 5. september 1980 at udstede patent, idet
direktoratet afviste indsigelsen med følgende begrundelse:
»Ansøgningen kan med rette anses for afdelt af ans. nr.4572/64, idet
der er en ubrudt kontinuitet mellem den og stamansøgningen, og hele indholdet
deraf kan betragtes som en del af stamansøgningens basisdokumenter, jfr. i
øvrigt patentbestemmelserne § 16, pkt.A, og idet den afdelte ansøgning er
indkommet inden stamansøgningen er blevet endelig afgjort ved den særlige
kommissions afslag.
Den i ansøgningen omhandlede fremgangsmåde findes ikke på baggrund af det
i stamansøgningen fremførte og fremdragne, og hvortil De henviser i Deres
indsigelsesbegrundelse, at være nærliggende for en fagmand, idet de i J. Org.
Chem., 26, 4936 (1961) og ibid. 27, 562 (1962) beskrevne ringslutninger under
dannelse af benzodiazepinderivater foregår med forbindelser, hvor det
ikke-aromatisk bundne nitrogenatom er blokeret ved oxiddannelse, samt under
gunstigere steriske forhold.
På baggrund af de to i ansøgerens udgangsmateriale tilstedeværende
nitrogenatomers store baciditetsforskel og det forhold, at ingen af
aminogrupperne er protoniserede, ville en fagmand primært forvente en
intermolekylær kondensation, idet en acylering af det mest basiske
aminonitrogenatom foregår lettest, jfr. Houben-Weyl, Methoden der Organischen
Chemie, vol. XI/2, p. 3 (1958).
Når hertil kommer, at det vides, at dannelsen af 7-leddede ringe ikke
foregår særlig let eller foregår med små udbytter, jfr. f.eks. Berichte 63,
1308 (1930), E.L. Eliel, Stereochemistry of Carbon Compounds, p. 198-199,
McGraw-Hill Book Co., Inc., NY (1962) samt ansøgerens redegørelse for den i
Berichte 32, 1271 (1899) beskrevne ringsutning af
-aminocapronsyre (se ansøgerens skrivelse i stamansøgnigen af 18. april 1969
side 2-4), må det på ansøgningens indleveringsdag betegnes som overraskende
og uventet for en fagmand, at den i ansøgningen omhandlede intramolekylære
kondensation forløber med godt udbytte.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 5. november 1980 indbragt
for patentankenævnet med påstand om principalt at patentdirektoratet
tilpligtes at anerkende, at det har været uberettiget til at acceptere
ansøgning nr. 249/75 som en af ansøgning nr. 4572/64 afdelt patentansøgning,
subsidiært at patentdirektoratet tilpligtes at anerkende, at
patentansøgning nr. 249/75 ikke omhandler en patenterbar opfindelse.
Ansøgeren har i skrivelse af 6. februar 1981 nedlagt påstand om, at den
påklagede afgørelse stadfæstes.
Klageren har til støtte for sin principale påstand anført, at en
sammenligning af krav 1 i stamansøgningen nr. 4572/64 med krav 1 i den
foreliggende afdelte ansøgning nr. 249/75 viser, at der i denne sidstnævnte
ansøgning for så vidt angår definitionerne af substituenterne i slutproduktet
og udgangsmaterialerne blot er foretaget en begrænsning af antallet af
carbonatomer i de omhandlede grupper dvs. i alkylgrupperne i definitionerne
af R1 og R4 eller en udeladelse af speciele substituenter, medens alle
væsentlige substituentdefinitioner er blevet opretholdt. Med hensyn til
reaktionsforløbet gør klageren gældende, at der alene er foretaget sproglige
omformuleringer, der hovedsagelig er en direkte følge af, at definitionerne
af substituenterne er blevet begrænset, medens der for så vidt angår
reaktionsbetingelserne alene er sket en begrænsning til sådanne betingelser,
som det for en fagmand ville være indlysende at anvende ved en reaktionstype
af den omhandlede art.
Klageren har om dette spørgsmål sammenfattende gjort gældende, at den
opfindelse, der er karakteriseret i fremlæggelsesskrift nr. 135.841 reelt er
den samme som den opfindelse, som Patentkommissionen og De Særlige
Patentkommissioner ikke fandt patenterbar under behandlingen af
stamansøgningen nr. 4572/64.
Klageren har til støtte for sin subsidiære påstand anført, at det fremgår
af fremlæggelsesskrift nr. 135.841 og sagens akter iøvrigt, at
1,3,4,5-tetrahydro-5-phenyl-
2H-1,4-benzodiazepin-2-oner var til dels kendte forbindelser i 1964, men
at der forelå behov for at fremstille dem direkte ud fra ikke-heterocycliske
forbindelser, dvs. ved intramolekylær ringslutning. Af tre forskellige
forhold, benævnt A, B og C, måtte det anses som nærliggende for fagmanden, at
undersøge muligheden for ringslutning ved at etablere en binding i
1,2-stillingen. Således påpeges det (A) at den kemiske binding der etableres,
er en velkendt amidbinding, (B) at den omvendte reaktion er kendt og
beskrevet, og (C) at en analog ringslutnig var kendt fra J. Org. Chem. 27, p.
563 (1962).
For at undersøge, om problem og løsning falder ind under den almindelige
fagmandsviden på ansøgningsdagen underkaster klageren flg. 4 punkter en
nærmere granskning: 1) Den kemiske reaktion, 2) reaktionsevnen af de
implicerede funktionelle grupper, 3) dannelsen af den 7-leddede ring og 4)
muligheden for andre reaktionsprodukter. Det konkluderes, at der antagelig
hersker fuld enighed mellem parterne og patentdirektoratet vedrørende
punkterne 1 og 2, hvorimod klagerne for så vidt angår punkt 3 ikke kan
tilslutte sig patentdirektoratets opfattelse i skrivelse af 5. september
1980, hvor det anføres, at dannelsen af 7-leddede ringe ikke foregår særligt
let eller foregår med små udbytter. Til støtte for sine synspunkter refererer
klageren bl.a. til flg. litteratur, hvor dannelse af analoge 7-leddede ringe
er beskrevet ved en tilsvarende ringslutning (J.A.C.S. 77, 5388 (1955); ibid
71, 1985 (1949) og Berichte 63, 1308 (1930)). Yderligere anføres, at det
omhandlede benzodiazepin ringsystem var særdeles grundigt undersøgt af mange
kemikere siden 1958, og klageren finder det vanskeligt at forestille sig, at
gennemsnitsfagmanden skulle have nogen fordomme mod eller anse det for
overraskende at fremstille ringsystemer af benzodiazepintypen. Ligeledes ses
det ikke, at de steriske forudsætninger for ringslutning af ansøgerens
2-aminobenzhydrylglyciner er dårligere end de forudsætninger, der findes ved
den velbeskrevne ringslutning af 2-aminophenyl-smørsyre (Berichte 63, 1308
(1930)).
Vedrørende punkt 4 er den eneste alternative mulighed, der er nævnt i den
foreliggende sag den intermolekylære reaktion, hvor glycins carboxylsyre
reagerer med den alifatisk bundne aminogruppe i et andet glycinmolekyle under
dannelse af diketopiperazin i stedet for med den aromatisk bundne
aminogruppe. Som begrundelse for, at denne reaktion kan forekomme er nævnt,
at aminogruppen i glycin er langt mere basisk (indtil 5 tierpotenser) end den
aromatisk bundne aminogruppe. Klageren citerer her patentdirektoratets
begrundelse for afvisning af indsigelsen ».. idet en acylering af det
mest basiske aminonitrogen som regel foregår lettest«. Klageren mener
dog at kunne konstatere, at reglen åbenbart kan have vigtige undtagelser.
Således bemærkes, at glycinmethylester dimeriserer til diketopiperazin
allerede ved stuetemperatur (Houben-Weyl 11/2 p. 379 - 80), men at frie
aminosyrer, som anvendes i nærværende ansøgning, først dimeriserer ved
væsentlige højere temperaturer. Den ovenfor nævnte 2-aminophenylsmørsyre
undergår derimod den intramolekylære ringslutning under noget mildere
betingelser. En del anderledes bliver forholdet, når man som det er tilfældet
ved den omhandlede fremgangsmåde, substituerer glycinnitrogenatomet med en
benzhydrylgruppe og den relative basicitet er herefter ikke længere den
eneste faktor, der skal vurderes. Det anføres, at det på
ansøgningstidspunktet var kendt, at indførsel af en benzylgruppe på
nitrogenatomet i glycin hæmmer en intermolekylær reaktion (Berichte 45, 314
(1912)), samt at en fagmand kan slutte, at indførsel af den sterisk mere
hindrende benzhydrylgruppe, som i ansøgerens tilfælde, vil give en yderligere
stabilisering. Det konkluderes, at ansøgerens frygt for »at
2-aminobenzhydrylglyciner vil kondensere intermolekylært i stedet for
intramolekylært« ikke er reel. Endelig påpeges, at det var kendt fra
engelsk patent nr. 1.067.745, at intramolekylær ringslutning af
N(2-amino-5-chlorophenylbenzyl)glycin let opnås ved opvarmning med fortyndet
mineralsyre. Under disse omstændigheder er det basiske nitrogenatom
protoniseret, og problemer med intermolekylær reaktion kan derfor nemt undgås
ved at gennemføre den omhandlede ringslutning i fortyndet mineralsyre.
Klageren mener herefter, at det er en rutinemæssig opgave, at anstille
forsøg for at konstatere, om den intramolekylære ringslutning til dannelse af
en 7-leddet ring er mulig og i så fald at bestemme de betingelser, herunder
temperaturbetingelser og reaktionsmedium, hvorunder ringslutningen vil være
den dominerende.
Ansøgeren har for så vidt angår klagerens principale påstand henholdt sig
til patentdirektoratets begrundelse for at anse ansøgningen for med rette at
være afdelt af ans. nr. 4572/64.
Ansøgeren har med henvisning særlig til klagerens punkt 3 gjort gældende,
at intet af de anførte litteratursteder kan betyde, at fremgangsmåden ifølge
opfindelsen, må betegnes som en analogimetode, fordi der i alle tre tilfælde
er tale om udgangsstoffer, som helt adskiller sig fra ansøgerens udgangsstof
ifølge opfindelsen, og dette hvad enten man ser på de stereokemiske forhold
og/eller på det manglende andet, stærkere basiske reaktionscentrum. Videre
anfører ansøgeren, at han ikke har hævdet, at der på ansøgningstidspunktet
skulle have eksisteret en generel fordom mod dannelsen af 7-leddede ringe,
men derimod, at der eksisterede en fordom i den forstand, at dannelsen af
7-leddede ringe ved mulighed for andre reaktionsforløb ikke ville forløbe let
og kun med ringe udbytter.
I forbindelse med klagerens punkt 4 udtaler ansøgeren særligt, at
acylering af glycinnitrogenatomet snarere end acylering af anilinnitrogenet
er at forvente på grund af den store basicitetsforskel. Klagerens henvisning
til Houben-Weyl menes blot at berøre nogle speciele undtagelsestilfælde som
ikke ændrer gyldigheden ved den almene regel, og citatet fra Houben-Weyl kan
således ikke benyttes til at imødegå ansøgerens udsagn om, at fagverdenen på
forhånd ville have ventet et ganske andet reaktionsforløb ved fremgangsmåden
ifølge opfindelsen. Ansøgeren diskuterer videre de af klageren fremdragne
eksempler, men divergerer stærkt i fortolkningen af forsøgsresultaterne
vedrørende den lethed, hvorved glycin intermolekylært dimeriserer. I
forbindelse ned spørgsmålet om benzhydrylgruppen som sterisk hindrende mener
ansøgeren ikke, at det fremgår af litteraturen, at benzhydrylgruppen skulle
virke hæmmende på en intermolekylær reaktion. Sammenfattende angiver
ansøgeren, at ingen af de af klageren fremdragne modhold ved en korrekt
vurdering tilfører sagen noget nyt med hensyn til vurderingen af
fremgangsmåden ifølge opfindelsen. Tværtimod er klagerens konklusioner i det
væsentlige irrelevante, eftersom de bygger på urigtige præmisser.
Ansøgeren bemærker endelig, at det af klageren modholdte britiske patent
nr. 1.067.745 er efterpubliceret og således totalt må lades ude af
betragtning.
Sagen har været behandlet i nævnets møde den 6. februar 1984.
For klageren mødte civilingeniør Iver Kyed og advokat N. Fisch-Thomsen.
For ansøgeren mødte civilingeniør Gunnar Lind og højesteretssagfører
Mogens Plesner.
På klagerens foranledning var fremlagt en af professor ved Københavns
Universitet, dr.phil Ole Buchardt udarbejdet redegørelse af 5. november 1980
for den i ansøgningen omhandlede ringslutning og analoge reaktioner.
Professor Buchardt var mødt.
Nævnet anså det for mest hensigtsmæssigt, at klagerens principale påstand
blev taget under påkendelse særskilt og parterne procederede denne del af
sagen.
Efter rådslagning blev det tilkendegivet parterne, at nævnet må mene, at
ansøgningen med rette er afdelt af stamansøgningen, hvorfor klagerens
principale påstand ikke kunne tages til følge.
For ansøgeren stillede højesteretssagfører Plesner spørgsmål til professor
Buchardt på grundlag af dennes redegørelse.
Parterne procederede sagen på grundlag af klagerens subsidiære påstand.
Nævnet skal udtale.
Det tiltrædes, at ansøgningen af de af patentdirektoratet anførte grunde
er anset som afdelt af ansøgning nr. 4572/64, hvorfor klagerens principale
påstand ikke kan tages til følge.
For så vidt angår klagerens subsidiære påstand, bemærkes, at det fremgår
af den faglige litteratur fra før 1964, at 7-leddede lactamer kunne
fremstilles ved en intramolekylær ringslutning med større eller mindre lethed
varierende fra små til relativt høje udbytter. Med ansøgerens
2-aminobenzhydrylglyciner er der på forhånd mulighed for denne reaktion, men
også for den alternativ intermolekylær diketopiperazindannelse. Sidstnævnte
reaktion er begrundet i tilstedeværelsen af det stærkere basiske
glycinnitrogen udover det for lactamdannelsen nødvendige 2-aminonitrogen. Ved
et forsøg på vurdering af hvilken af de to reaktioner der vil indtræde, skal
der imidlertid ikke blot tages hensyn til de to nitrogenatomers relative
basicitet, men også til steriske effekter, som substitution af
glycinnitrogenet med en benzhydrylgruppe medfører. En sådan sterisk hindrende
gruppe vil i væsentlig grad kunne hæmme den intermolekylære
diketopiperazindannelse, hvorimod den intramolekylære benzodiazepinondannelse
ikke er direkte påvirket heraf.
Nævnet må mene, at en fagmand ikke på forhånd kunne afgøre, hvilken af de
to reaktioner, der ville indtræde med ansøgerens udgangsmateriale. Der bestod
derfor ikke nogen fordom mod at forsøge at gennemføre den i ansøgningen
omhandlede ringslutningsreaktion, og det kan ikke anses for overraskende, at
den kunne lykkes.
Den ansøgte fremgangsmåde må herefter anses for et resultat af et for
fagmanden nærliggende udviklingsarbejde, der ikke adskiller sig væsentligt
fra den kendte teknik.
Klagerens subsidiære påstand tages til følge
hvorfor
bestemmes:
Ans.nr. 249/75 afslås.
J. Beyer. Grønning-Nielsen. E. Franck.
A. Holm. Ansgar Sørensen.
Officielle noter
Ingen
Lignende dokumenter
- P 9/95 patentansøgning nr. 3150 1981 fremgangsmåde til bestemmelse af antigener Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. januar 1998
- Vækstfremmende komposition med antibiotikum som virksomt stof ikke antaget at adskille sig fra det kendte. Retsinformation · 24. september 1997
- P 4/96 opretholdelse af patent nr. 147.637 fremgangsmåde og anlæg til fremstilling af cement Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. juli 1999
- Varmepumpeanlæg adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik. Retsinformation · 24. september 1997
- C.A.2.5.2.1.22 LL § 7, nr. 22 - Støtte til socialt eller sygdomsbekæmpende/sygdomsforebyggende arbejde Den juridiske vejledning · 1. juli 2026
- Ansøgning tilbagesendt til Patentdirektoratet til fortsat behandling Retsinformation · 24. september 1997