Spring til indhold

Retsinformation

Patent på fremgangsmåde og apparat til affedtning af tarme havde ikke fornøden opfindelseshøjde

AFG nr 9080 af 19/11/1996AfgørelseErhvervsministeriet24. februar 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Patent på fremgangsmåde og apparat

til affedtning af tarme havde ikke fornøden

opfindelseshøjde

År 1996, den 19. november afsagde

Patentankenævnet

(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, A.

Holm,

Sørensen) følgende

KENDELSE

i sagen j.nr. P 18/93: Klage fra

Aarhus Tarm Compagni A/S og

DAT-SCHAUB a.m.b.a.,

v/Patentbureauet Hofman-Bang &

Boutard A/S

over

Patentdirektoratets afgørelse

af 29. september 1993 vedrørende

patentansøgning nr. 5299/80 for

J.T. Handelsselskab A/S,

Bjerringbro,

v/Patentingeniør K. Skøtt-Jensen.

Den 12. oktober 1992 fremlagdes i

fremlæggelsesskrift nr. 165101B en den 12. december 1980 indleveret

ansøgning om patent på fremgangsmåde og apparat til

affedtning af tarme.

De fremlagte krav lød således:

"1. Fremgangsmåde til affedtning af tarme,

fortrinsvis kalve-, okse- og svinetarme, ved anvendelse af

slynge-/skrabeprincippet, idet en tarmportion nedfyldes i en

slynge-/skrabecentrifuge dannet af et stående tromlesvøb med et

Læs alt

roterende bundstykke og efter en ønsket behandlingstid udlukkes fra

beholderen gennem en oplukkelig sideåbning i tromlesvøbet,

kendetegnet ved, at behandlingen udføres på automatisk

tidsstyret måde, nemlig ved aktivering af en tidgiver ved begyndelsen

af centrifugeringen og ved at der anvendes automatisk virkende organer til

oplukning af sideåbningen ved signal fra tidgiveren, idet

behandlingstiden forud indstilles på denne.

2. Fremgangsmåde ifølge krav 1,

kendetegnet, ved at tidgiveren aktiveres ved automatisk afføling af

tarmportionens nedfyldning i slynge-/skrabecentrifugen.

3. Apparat til udøvelse af fremgangsmåden

ifølge krav 1 og bestående at et

slynge-/skrabecentrifugeringsapparat med et opstående tromlesvøb

og en roterende bundplade deri, i hvilket tromlesvøb der findes en

sideåbning med et dæksel, som er oplukkeligt for udtømning

af en nedfyldt, behandlet tarmportion, kendetegnet ved, at

sideåbningsdækslet er forbundet med midler til automatisk

åbning deraf, og at der findes en tidsgiver til aktivering af denne

åbning efter en forindstillet tid fra begyndelsen af behandlingen.

4. Apparat ifølge krav 3, kendetegnet ved, at

det omfatter organer til automatisk start af tidgiveren i afhængighed

af nedfyldningen af en tarmportion i tromlesvøbet."

Den 23. oktober 1992 nedlagde advokatfirmaet B. Helmer

Nielsen på vegne Aarhus Tarm Compagni A/S og DAT-SCHAUB a.m.b.a.

indsigelse mod udstedelse af patent.

Patentbureauet Hofman-Bang & Boutard A/S meddelte i

skrivelse af 15. marts 1993, at bureauet var indtrådt som

fuldmægtig for indsigerne, klagerne i denne sag.

I indsigelsesbegrundelsen skrev klagerne bl.a.:

"....Efter vor opfattelse opfylder den i ovennævnte

fremlæggelsesskrift beskrevne opfindelse ikke patentlovens krav til

opnåelse af patent, fordi den påståede opfindelse savner

såvel nyhed som opfindelseshøjde. I vor ovennævnte

skrivelse af 12. januar 1993 gør vi gældende, at den omhandlede

fremgangsmåde og det tilhørende apparat i det mindste savner

opfindelseshøjde i forhold til, hvad der skal anses for kendt

på ansøgningens indleveringsdag. Efter et nærmere studium

af sagen må vi hævde, at også nyheden er yderst

tvivlsom, hvortil kommer, at ansøgeren under sagens behandling har

drejet opmærksomheden helt bort fra, hvad der oprindeligt blev

søgt patent på. Vi skal senere vende tilbage til dette aspekt af

sagen og de konklusioner, det giver anledning til, men her blot konstatere,

at genstanden for den i fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse ikke

er identisk med genstanden for patentansøgning nr. 5299/80 i sin

oprindelige form.

Ifølge det foreliggende fremlæggelsesskrift

angår den påståede opfindelse en fremgangsmåde til

affedtning af tarme ved anvendelse af det såkaldte

slynge-skrabe-princip, hvorved man nedfylder tarmene portionsvis i en

centrifuge bestående af et stationært tromlesvøb med et

roterende bundstykke. Efter en ønsket behandlingstid udlukkes de

centrifugerede tarme gennem en oplukkelig sideåbning i

tromlesvøbet, hvorefter en ny tarmportion kan fyldes i centrifugen.

Disse foranstaltninger er velkendte og er da også korrekt gengivet i

hovedkravets indledning.

Det nye ved den omhandlede fremgangsmåde angives at

være, at man udfører behandlingen på automatisk tidsstyret

måde. Dette gøres nærmere bestemt ved, at en "tidgiver"

aktiveres ved begyndelsen af centrifugeringen, og at der anvendes automatisk

virkende organer til oplukning af sideåbningen ved signal fra

tidgiveren.

Som begrundelse for, at det skulle være

særligt ønskeligt eller fordelagtigt at forsyne den i sig selv

kendte behandling med en automatisk tidsstyring, har ansøgeren under

sagens behandling anført, at den hidtidige manuelle behandling

førte til høje spildprocenter, fordi det ofte var vanskeligt -

selv for erfarne, trænede operatører - at standse centrifuge-

ringen netop efter den optimale centrifugeringstid, der naturligvis varierer

i afhængighed af de pågældende tarmes art og oprindelse.

Dette var ifølge ansøgeren især uheldigt, fordi det ofte

var ønskeligt, at tarmene kun blev affedtet netop så meget, at

det indvendige lag, der kaldes mukosen, blev siddende på tarmen i

stedet for at blive frigjort fra denne. Tarme med påsiddende mukose

anvendes nemlig til visse bestemte formål og er ifølge

ansøgeren lettere at fremstille i den ønskede kvalitet,

når centrifugeringen gennemføres med nøjagtig styring af

centrifugeringstiden, end når den gennemføres manuelt.

Disse synspunkter, som ansøgeren har anført

til støtte for opfindelsens patenterbarhed, er imidlertid kun delvis

rigtige, eftersom en nøjagtig styring af centrifugeringstiden ikke er

så afgørende, som ansøgeren har hævdet, hvilket vi

skal komme tilbage til nedenfor. Men uanset dette er sagen i al sin enkelhed,

at dét at forsyne et i sig selv kendt apparat med en automatisk

tidsstyring ikke er nogen opfindelse, al den stund automatisk

tidsstyring igennem lange tider har været kendt i utallige

sammenhænge - populært sagt lige siden vækkeuret blev

opfundet. Der er derfor ikke tale om, at man gør en opfindelse,

når man ud fra et erkendt problem, der vedrører behovet for

styring af behandlingstiden, forsyner den pågældende

behandlingsproces og det tilhørende apparat med en automatisk

tidsstyring. Der kan højest være tale om en for en fagmand

nærliggende og indlysende procesoptimering, som i sagens natur

ikke er patenterbar.

Direktoratet er da også selv (i sin skrivelse af 17.

juli 1989 vedrørende ansøgningens 4. behandling) inde på,

at det er nærliggende for en fagmand at gå frem som beskrevet i

ansøgningen. Vi citerer fra Direktoratets ovennævnte

skrivelse:

"Det er imidlertid indlysende, at behandlingstiden har

betydning for behandlingsresultatet, og at det som følge heraf er

vigtigt at styre varigheden af denne. Det er derfor klart, som det også

fremgår af den oprindelige beskrivelse, at det er

"hensigtsmæssigt" at foretage en automatisk tidsstyring.

Automatisk tidsstyring med forud indstillet behandlingstid

er et almindeligt kendt og anvendt princip ved bearbejdning, og det ligger

derfor indenfor en sagkyndigs valgmuligheder at anvende dette kendte princip

i forbindelse med en kendt måde at affedte tarme på, især

ved tarme af ensartet type jfr. den nye beskrivelse side 5, linie 3-8.

Det er nærliggende at styre behandlingstiden ved at

lade tarmindføringen styre starten af centrifugen og, som omhandlet i

den ovennævnte resterende del af kravene, anvende et automatisk styret

sideudkast, som åbnes efter en forud indstillet

behandlingstid".

På dette tidspunkt burde Direktoratet efter vor

opfattelse have afslået ansøgningen, da alle grunde herfor var

til stede, men man valgte meget venligt at lade ansøgeren forklare sig

endnu en gang hvilket førte til, at ansøgeren den 20. september

1989 fremsendte nye patentkrav og en argumentation, som fik Direktoratets

sagsbehandler til at revurdere sin bedømmelse af ansøgningen.

På grundlag af nogle argumenter, hvis lødighed vi senere skal

komme tilbage til, anerkender Direktoratet herefter opfindelseshøjden,

jvf. Direktoratets skrivelse af 12. juni 1991 vedrørende

ansøgningens 5. behandling, idet det samtidig fra Direktoratets side

gøres gældende, at det er nyt at gå frem på den

måde, som fremgår af det senere godkendte hovedkrav.

Dette sidste er naturligvis en klar forudsætning

for, at der overhovedet kan blive tale om patentbeskyttelse, og det er

korrekt, at de under sagens behandling fremdragne publikationer, herunder

brochuren mærker D54/3000/8.60 fra W. Stohrer Maschinenfabrik,

Würtenberg, Forbundsrepublikken Tyskland, ikke specifikt omtaler

muligheden af at forsyne centrifuger til tarm- affedtning med timere til

automatisk styring af centrifugeringstiden. Det er imidlertid en

kendsgerning, at man allerede i 1970'erne - altså længe inden

ansøgningens indlevering - arbejdede med automatisk tidsstyrede

centrifuger til afslimning af svinemaver, hvilket må siges at

være et i nærværende sammenhæng nært

beslægtet arbejdsområde, og at dette foregik på fuldt

åbenlys måde, jvf. bilag 1. I andre beslægtede industrier,

f.eks. fiskeindustrien, har man benyttet centrifuger med påmonterede

timere lige siden 1960'erne, hvilket fremgår af det som bilag 2

vedlagte materiale fra Esbjerg Fiskeindustri a.m.b.a., der blandt andet viser

en separator med selvrensende tromle som er automatisk tidsstyret.

Beskrivelsen af dette apparat er dateret 17. februar 1968.

Som bilag 3 vedlægger vi kopi af et brev af 10.

marts 1993 fra firmaet La Parmentiére International, hvilket brev er

et svar til indsigernes advokat på en af denne fremsat

forespørgsel vedrørende en fagmæssig bedømmelse af

den i fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse. Den adspurgte

medarbejder hos La Parmentiére International tror fejlagtigt, at det

er indsigeren DAT-Schaub a.m.b.a., der søger patent på

den omhandlede fremgangsmåde og det hertil hørende tidsstyrede

apparat, men bortset fra denne misforståelse er det afgivne svar

utvetydigt og klart: Det adspurgte firma har produceret tids- og

processtyrede tarmrensningsautomater lige siden begyndelsen af 1960'erne, og

man afviser på det bestemteste, at der skulle være grundlag for

efterfølgende at søge sådanne apparater

patentbeskyttet.

Videre fremgår det af brevet, at

tarmrensecentrifuger med påmonteret tidsstyring har været

serieproduceret af La Parmentiére International siden 1979, og at

konkurrerende firmaer i Schweiz, Italien og Sverige har taget ideen op i

begyndelsen af 1980. Ingen af disse firmaer har fundet anledning til at

søge centrifugerne patentbeskyttet, fordi det allerede dengang

(altså inden nærværende ansøgnings

prioritetsdato) blandt fagfolk blev anset for kendt og nærliggende at

forsyne sådanne centrifuger med en automatisk tidsstyring.

Vi vil derfor fastholde Direktoratet på, at

automatisk tidsstyring med forud indstillet behandlingstid er et

almindelig kendt og anvendt princip ved bearbejdning, og at det derfor

på ansøgningens prioritetsdato ubestrideligt lå indenfor

en sagkyndigs valgmuligheder at anvende dette kendte princip i

forbindelse med en kendt måde at affedte tarme på. Ganske

vist kom det ifølge ansøgeren "som et stort chok for alle

implicerede, at det faktisk var muligt at forbedre det hele på

reproducerbar måde ved noget så enkelt som at indføre en

nøjagtig tidsstyring, og det bruges i dag overalt, medens det

før opfindelsen var ukendt" (patentingeniør K.

Skøtt-Jensens skrivelse til Direkto-ratet af 20. september 1989, side

3, linie 4-8). Ansøgeren har tidligere - som forsvar for ideen om

automatisk tidsstyring - anført, at "det slet ikke var nok at arbejde

med f.eks. "1/2 minut", idet det for udfaldet kunne være meget

afgørende, om det drejede sig om 31 eller 28 sekunder, hvilket

fremstod som en helt ny erkendelse" (patentingeniør K.

Skøtt-Jensens skrivelse til Direktoratet af 27. december 1988, side 2

øverst). Denne "er- kendelse" er ifølge indsigerne ikke

nødvendigvis korrekt, da behandlingstiden for det første - som

allerede nævnt - ikke behøver at fastlægges inden for et

så snævert interval, og fordi behandlingstiden for det andet

meget vel kan variere med nogle sekunder inden for samme tarmtype, jvf. bilag

1. Selv om dette imidlertid havde været tilfældet, ville

der stadig ikke ligge nogen op- finderisk indsats i at

fastslå den nøjagtige behandlingstid for en given tarmtype og

derefter indstille tidsstyringen på denne behandlingstid. Dette

er jo netop, hvad man gør, jvf. fremlæggelsesskriftets krav 1

("idet behandlingstiden forud indstilles på denne" (tidgiveren)). Det

fremgår også af Skøtt-Jensens ovennævnte skrivelse

af 20. september 1989, at "det er muligt praktisk/fagligt at opnå

reproducerbare gode resultater ved ren tidsstyring, når man

først har skudt sig ind på den rigtige tid for en tilsvarende

behandling" (vor understregning). Der er altså på ingen

måde tale om, at det patentansøgte tidsstyrede apparat selv

finder ud af at bestemme den fornødne behandlingstid for en given

vilkårlig tarmtype. Denne behandlingstid skal apparatet eksplicit have

at vide af operatøren, hver gang der skiftes tarmtype, og alt hvad man

opnår med den påståede opfindelse er således, at man

slipper for selv at holde øje med tiden og afbryde centrifugeringen,

når tiden er inde, idet disse handlinger overtages af automatikken.

Dette må siges at være en yderst beskeden

opfindelseshøjde, selv i 1980, og det ligger betydeligt under de krav

til opfindelseshøjde, som vi ellers præsenteres for fra

Direktoratets side, og som i øvrigt forekommer rimelige.

Den argumentation, som åbenbart har overbevist

Direktoratet, er for os at se tendentiøs og følelsesladet og

bygger ikke på nogen som helst teknisk-saglige argumenter. I stedet er

den overvejende centreret omkring lidet diplomatiske udfald mod Direktoratets

sagsbehandler, der blandt andet - af ansøgerens fuldmægtig -

beskyldes for at opfatte hidtidige fagfolk på området som

"retarderede"; jvf. Skøtt-Jensens ovennævnte skrivelse af 20.

september 1989, side 4. Vi skal ikke kommentere dette argumentationsniveau

yderligere, men blot konstatere, at an- søgerens hele argumentation

fra start til slut er blottet for saglig substans, og det må være

rimeligt at henstille, at en patentansøgning vurderes på sine

tekniske forudsætninger og intet andet, da det jo ikke tjener

Direktoratets formål at udstede usagligt vurderede patenter.

I denne forbindelse finder vi også anledning til at

påpege, som også antydet indledningsvis, at der med hensyn til

genstanden for opfindelsen er foretaget en ganske betydelig afvigelse

i forhold til det, der på ansøgningstidspunktet skulle anses for

det opfinderisk ejendommelige. Dengang skulle det nye angiveligt søges

i, at tarmene blev affedtet ved centrifugering og kun dette, hvilket

fremgår af det (prisværdigt kortfattede) eneste patentkrav i den

oprindelige ansøgning af 12. december 1980. Denne såkaldte

opfindelse blev effektivt skudt ned, blandt andet af den ovennævnte, i

sagen fremdragne Stohrer-brochure, hvilket fik ansøgeren til

ufortrødent at anføre, at det nye alligevel ikke lå i

selve centrifugeringen, men derimod i den automatiske styring af

denne. Det fremgår af basisdokumentet, at tidsstyringen er vigtig, og

at det vil være "hensigtsmæssigt" at anvende en centrifuge, der

styres automatisk. Det fremgår imidlertid ikke på nogen

måde af basisdokumentet, at den automatiske tidsstyring skulle

være selve opfindelsens substans. Ideen om tidsstyringen har ingen

sammenhæng med ideen om centrifugering som middel til affedtning. Der

er tale om en generelt anvendelig metode til styring af processer af enhver

art, hvor tidsperioden (dvs. varigheden af processen) har relevans. Derfor

kan denne nye ide ikke have prioritet fra basisdokumentet, og den er helt

klart først opstået, da der undervejs i sagsforløbet

viste sig at være brug for noget andet end det oprindelige at

hænge ansøgningen op på.

Sammenfattende skal vi anføre, at den i

fremlæggelsesskrift nr. 165 101 beskrevne opfindelse ikke er

patenterbar, fordi

- nyhedsværdien i sig selv er tvivlsom, da man

har kendt automatisk tidsstyrede processer og apparater i mange år

før ansøgningens indlevering, og fordi

- opfindelseshøjden ikke blot er diskutabel, men

reelt ikke-eksisterende, eftersom det på

ansøgningstidspunktet må have været vanskeligt at finde en

gennemsnitsfagmand, der ikke var i stand til at forsyne et apparat med

automatisk tidsstyring efter at have konstateret, at en rimeligt

nøjagtig behandlingstid er vigtig.

Sluttelig skal vi for en ordens skyld påpege, at

selv om ingen tidligere havde gjort, som der står i en

patentansøgning, kan dette forhold naturligvis ikke i sig selv

gøre den beskrevne opfindelse patenterbar. Patenterbarheden kan og

skal alene bedømmes i lyset af, hvorvidt de i patentlovens ?2 stk. 1 angivne forudsætninger

(krav om nyhed og opfindelseshøjde) er opfyldt. Dette er ikke

tilfældet for nærværende fremlagte ansøgnings

vedkommende, som det vil være fremgået af det foregående,

og vi skal derfor henstille, at ansøgningen bliver afslået i sin

helhed."

Hertil bemærkede ansøgeren den 14. september

1993 følgende:

"Nederst på side 2 hævder indsigeren, at vi

under sagens behandling har drejet opmærksomheden helt bort fra, hvad

der oprindeligt blev søgt patent på. Dette er i højeste

grad ukorrekt, idet vore bestræbelser netop er gået i retning af

at klarlægge, hvad det egentlig var, der blev søgt patent

på. Vi har redegjort for, at der fra starten optrådte visse

misforståelser, som nok har præget sagen, men som dog alligevel

ikke har gjort det umuligt at udtrække essensen af sagen, der jo

stadigvæk - med Patentdirektoratets billigelse - har kunnet udledes af

de oprindelige bilag.

Indsigeren har helt ret i, at opfindelsen ifølge

fremlæggelsesskriftet nr. 165,101 ikke er identisk med genstanden for

den tilhørende oprindelige patentansøgning nr. 5299/80; men

denne konstatering er ikke specielt værdifuld, hvis det iøvrigt

under sagsbehandlingen er fastslået, at opfindelsen lader sig udtrykke

på en anden og mere korrekt måde.

Eksempelvis ligger det helt klart, at der fra starten er

benyttet et relevant fagord på en forkert måde, idet udtrykket

"centrifugering" er benyttet fagmæssigt, møntet på en

proces som ikke er en absolut centrifugering, men en rotation af en

bund-skive inde i et opstående, fast cylindersvøb. Indsigeren er

selv ansvarlig for at have skabt fagordet "centrifugering" for faglig

beskrivelse af denne funktion. Som nu påpeget af indsigeren, vil det

være mere korrekt at tale om en slynge-skrabe funktion; men dette

udtryk har ikke tidligere været kendt i fagkredse, hvor man var fuldt

tilfreds med "centrifugeringen", selvom denne altså ikke helt var

identisk med en egentlig, fri centrifugering.

Indsigerens næste synspunkt, nemlig at brugen af en

tidsstyring gennem lange tider har været kendt i utallige

sammenhænge, er totalt uden interesse eller betydning, al den stund vi

her betragter et område, hvor netop den form for styring slet ikke har

været inde i billedet. Henvisningen til vækkeuret og andre

tidsstyringer er særdeles malplaceret, når det drejer sig om en

proces, der hidtil ikke er anskuet som tidsbestemt, men blot som

"erfaringsbestemt", vel endda med et moment af at den erfarne fagmand kunne

styre processen frem til det kritiske punkt uden hensyn til, om dette for en

given portion ville tage kortere eller længere tid. Det svarer til

madlavning med æg, hvor den kyndige uden hensyn til noget stopur kan

fornemme, hvornår det er lige ved at gå galt.

Indsigeren har naturligvis fornøjelsen af at citere

Direktoratets skrivelse af 17.07.89 og af forinden at sige det samme ved den

lidt uværdige henvisning til vækkeuret og til den inverterede

logik i betragtningen om, at problemløsningen giver sig selv,

når bare man kender problemstillingen. Det er vel en indsigers pligt at

lave den slags forvridninger; men det samme siges dog med et anstrøg

af saglighed i citatet fra Direktoratet. Vi mener ikke, at der her er grund

til at behandle de pågældende anbringender nærmere, da

dette jo allerede er sket i besvarelsen af den citerede skrivelse. Det er

værd at lægge mærke til, at indsigeren ikke har givet noget

sagligt bidrag til den teoretiske debat om opfindelseshøjden, og vi

kan dårligt se, hvad meningen kan være med at citere

indvendinger, der senere er blevet overkommet.

Den besvarelse, der fik direktoratet til at ombestemme

sig, beskyldes af indsigeren for at mangle saglig substans. Dette skal ikke

kommenteres nærmere her; men i og med at besvarelsen i hovedsagen var

en argumentation imod den slags irrationelle indvendinger, som også

indsigeren nu betjener sig af, så er temaet ikke primært noget om

saglig substans.

Indsigeren omtaler på side 5-6 nogle andre

tidsstyrede funktioner og apparater, hvilket da vist må være

overflødigt. Hverken vi eller Direktoratet er i tvivl om, at der

forekommer masser af tidsstyringer; men det behøver da ikke at

indebære, at det så er principielt slut med opfindelser, der

bygger på en tidsstyring, nemlig hvor der uventet forekommer yderst

overraskende fordele. Indsigerens generalisering vedrørende dette kan

vel end ikke accepteres af indsigeren selv.

Vi har vanskeligt ved at forstå, hvad det er,

indsigeren vil udtrykke på side 7. Man må frem til, at det

eneste, der opnås ved opfindelsen, er at man slipper for selv at holde

øje med tiden, men indsigeren ved bedre end nogen, at man dog

opnår noget nok så væsentligt, nemlig en voldsom

nedsættelse af spildprocenten. Indsigeren bestrider ikke, at

fremgangsmåden/apparatet er af overordentlig høj effektivitet,

og dette er nu engang fortsat et udmærket kriterium for

opfindelseshøjde. Iøvrigt er det kun delvis rigtigt, at

apparatet skal informeres om behandlingstiden hver gang, der skiftes

tarmtype. Det er netop et særkende for opfindelsen, at det er muligt

forud at programmere styringen, således at man kan bruge forskellige

dedicerede startknapper til de forskellige tarmtyper, hvorved

operatøren blot skal trykke på knappen med den rigtige

påskrift.

Resten af indsigelsesbegrundelsen er nogle indsigertypiske

bemærkninger til sagsforløbet, og vi finder det ikke

nødvendigt at kommentere dette nærmere. Sagen har været

usædvanligt indgående behandlet, og indsigeren peger ikke

på forhold, som ikke allerede har været under lup.

I sammenfatningen på side 9 udtrykkes nærmest

en anerkendelse af sagen, idet det "svære skyts" her blot er et par

polemiske bemærkninger, som netop angår de forhold, der allerede

er behandlet under proceduren, og i sidste afsnit finder man det ligefrem

relevant at belære os og Patentdirektoratet om, hvordan man skal

behandle en sag, hvis den handler om noget, som notorisk er nyt!

Vi vil undlade at kommentere bilag, der hører til

indsigelsesbegrundelsen. Man søger mere eller mindre at give udtryk

for, at opfindelsen er kendt; men det bliver ikke til nogen egentlig

dokumentation. Ansøgeren er vidende om, at indsigeren har al grund til

at ønske sagen taget af bordet; men vi må konstatere, at

indsigelsen reelt ikke ændrer billedet af sagen på nogen som

helst måde. Indsigeren har tidligere hævdet, at opfindelsen

simpelthen var kendt i forvejen, og her har man åbenbart skiftet

mening."

Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 29.

september 1993 at udstede patent, idet indsigelsen blev afvist med

følgende begrundelse:

"Ifølge Deres nærmere begrundelse for

indsigelsen er grundlaget for denne, at nyheden af opfindelsen efter Deres

opfattelse er "yderst tvivlsom", og at opfindelsen i det mindste savner

opfindelseshøjde.

Vi må give ansøgeren medhold i, at De ikke

har dokumenteret at opfindelsen var kendt før ansøgningens

indleveringsdag.

Deres tvivl med hensyn til nyheden baserer De alene

på en tro og loveerklæring fra to medarbejdere hos DAT-SCHAUB

(bilag 1), der angiveligt siden begyndelsen af 1970 har været

beskæftiget med afslimning af maver i centrifuge monteret med

tidsstyring, og en erklæring fra en hr. Kaare Prien fra firmaet la

Parmentiére International (bilag 3) om, at den i ansøgningen

omhandlede teknik har været anvendt i firmaets tarmrensningscentrifuger

siden 1961, og at firmaet er bekendt med, at lignende maskiner med samme

tekniske indretning siden begyndelsen af 1980 har været fremstillet af

dets konkurrenter.

Det er imidlertid ikke tilstrækkelig dokumentation,

at De indsender tro og loveerklæringer og angiver vidner, der kan

understøtte påstandene i indsigelsen.

Vi må derfor give ansøgeren ret i, at dette

forsøg på at rejse tvivl om opfindelsens nyhed ikke kræver

nogen kommentarer. Der kan derfor ses bort fra bilag 1 og 3.

Det må derfor fastholdes som anført i

skrivelse herfra af 12 jun. 1991, side 2, linie 3-6, at det i

ansøgningen omhandlede er nyt i forbindelse med affedtning af

tarme.

Tilbage står spørgsmålet om vurderingen

af opfindelseshøjden.

Vi kan ikke give Dem ret i, at ansøgningen på

dette punkt er usagligt vurderet, fordi den skulle være blevet vurderet

på andet end sine tekniske forudsætninger.

Vi er enige med Dem i, at en del af ansøgerens

indlæg af 20 sep. 1989 ikke vedrører sagens substans. De dele af

argumentationen, der har teknisk-sagligt indhold, berettiger imidlertid efter

vores opfattelse, at opfindelseshøjden er vurderet som

tilstrækkelig til, at opfindelsen er patenterbar.

Der opnås således ifølge opfindelsen en

virkning, nemlig forbedrede resultater i form af en reduceret

spildprocent.

Vi er endvidere ikke og har ikke under ansøgningens

behandling været i tvivl om, at automatisk tidsstyring, også af

centrifuger, var almindelig kendt før ansøgningens

indleveringsdag. Ansøgeren har da heller ikke bestridt dette, og vi

må derfor give ansøgeren ret i, at det er overflødigt, at

De fremsender yderligere materiale for at dokumentere dette princip (bilag 2,

hvoraf den eneste af siderne, der er dateret, er mærket 17 feb.

1967).

Vi har imidlertid lagt vægt på, at det taler

for, at opfindelseshøjden er tilstrækkelig, at dette kendte

princip, som, ifølge det De selv fremfører, har stået til

rådighed længe inden ansøgningens indleveringsdag, ikke er

blevet anvendt i forbindelse med affedtning af tarme.

Herudover mener vi, at ansøgeren har ret i, at det,

De iøvrigt fremfører, allerede har været genstand for

overvejelser ved bedømmelsen af opfindelseshøjden, og at De

således ikke har tilført sagen nye synspunkter, som har kunnet

ændre denne bedømmelse.

De finder i Deres indsigelsesbegrundelse også

anledning til at påpege, at genstanden for opfindelsen ifølge

fremlæggelsesskriftet ikke er identisk med genstanden for opfindelsen

på ansøgningstidspunktet.

Vi må give ansøgeren ret i, at dette er uden

betydning. Det er blot en forudsætning, at kravene ikke er ændret

således, at de indeholder noget, som ikke fremgår af

basisdokumenterne. Vi mener som anført i skrivelse herfra af 17 jul.

1989, side 1, 4. afsnit, at det nødvendige grundlag især findes

i den oprindelige beskrivelse side 4, linie 3-9 og 23-27.

Vi har derfor vedtaget at meddele patent på grundlag

af fremlæggelsesskrift nr. 165101 uden ændringer."

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 26.

november 1993 indbragt for Patentankenævnet.

I skrivelse af 7. marts 1994 har klageren fremsat

følgende ankebegrundelse:

"....Patentdirektoratet meddeler os i skrivelse af 29.

september 1993, at man har vedtaget at meddele patent på grundlag af

fremlæggelsesskrift nr. 165 101 uden ændringer, idet man ikke har

kunnet give os medhold i vor påstand om, at nyheden af opfindelsen er

yderst tvivlsom, og at opfindelsen uanset den eventuelle nyhedsværdi i

det mindste savner opfindelseshøjde. Denne afgørelse finder vi

forkert, hvilket vi nærmere skal redegøre for i det

følgende:

Patentdirektoratet konkluderer i sin skrivelse af 29.

september 1993, at vi ikke har dokumenteret, at opfindelsen var kendt

før ansøgningens indleveringsdag, og at vi med hensyn til

spørgsmålet om opfindelseshøjde ikke har tilført

sagen nye synspunkter, som har kunnet ændre Patentdirektoratets

bedømmelse. Over for Patentankenævnet ønsker vi herefter

at gøre gældende:

1) at der uanset Patentdirektoratets påstand om

det modsatte mangler opfindelseshøjde, hvorved ansøgningen ikke

opfylder patentlovens ?2, stk.

1,

2) at opfindelsen ikke er så tydeligt forklaret i

beskrivelsen at en fagmand på grundlag deraf kan udøve

opfindelsen, hvorved ansøgningen heller ikke opfylder patentlovens

?8, stk. 2,

3) at der fuldstændig mangler dokumentation for,

at de påståede fordele rent faktisk opnås, og

4) at det, som Patentdirektoratet agter at meddele

patent på, er væsentligt forskelligt fra det oprindeligt

patentansøgte, hvilket vi finder i strid med patentlovens ? 13.

I det følgende skal vi uddybe punkterne (1)-(4)

nærmere.

1. Opfindelseshøjden

Patentlovens ?2 fastslår, at patent kun meddeles på

opfindelser, som er nye i forhold til, hvad der var kendt før

patentansøgningens indleveringsdag, og som tillige adskiller sig

væsentligt derfra. Reglen om, at der skal være tale om en

rimelig klar opfindelseshøjde, giver normalt ikke anledning til tvivl,

idet det af de fleste anses for en selvfølge, at der må

kræves en vis - ikke for ringe - afstand mellem det kendte og det nye,

for at man overhovedet med rimelighed kan tale om en opfindelse. Det er

også almindeligt accepteret, at det nye ikke må være

indlysende eller nærliggende for en fagmand.

Som bekendt angår opfindelsen ifølge

fremlæggelsesskriftet en fremgangsmåde til affedtning af tarme

ved anvendelse af det såkaldte slynge-skrabe-princip, hvorved man

nedfylder tarmene portionsvis i en centrifuge bestående af et

stationært tromlesvøb med et roterende bundstykke. Efter en

ønsket behandlingstid udlukkes de centrifugerede tarme gennem en

oplukkelig sideåbning i tromlesvøbet, hvorefter en ny

tarmportion kan fyldes i centrifugen. Disse foranstaltninger er velkendte og

er da også korrekt gengivet i hovedkravets indledning.

Det nye ved den omhandlede fremgangsmåde angives at

være, at man udfører behandlingen på automatisk tidsstyret

måde. Dette gøres nærmere bestemt ved, at en "tidgiver"

aktiveres ved begyndelsen af centrifugeringen, og at der anvendes automatisk

virkende organer til oplukning af sideåbningen ved signal fra

tidgiveren.

Som begrundelse for, at det skulle være

særligt ønskeligt eller fordelagtigt at forsyne den i sig selv

kendte behandling med en automatisk tidsstyring, har ansøgeren under

sagens behandling anført, at den hidtidige manuelle behandling

førte til høje spildprocenter, fordi det ofte var vanskeligt -

selv for erfarne, trænede operatører - at standse centrifuge-

ringen netop efter den optimale centrifugeringstid, der naturligvis varierer

i afhængighed af de pågældende tarmes art og oprindelse.

Dette var ifølge ansøgeren især uheldigt, fordi det ofte

var ønskeligt, at tarmene kun blev affedtet netop så meget, at

det indvendige lag, der kaldes mukosen, blev siddende på tarmen i

stedet for at blive frigjort fra denne. Tarme med påsiddende mokuse

anvendes nemlig til visse bestemte formål og er ifølge

ansøgeren lettere at fremstille i den ønskede kvalitet,

når centrifugeringen gennemføres med automatisk styring af cen-

trifugeringstiden, end når den gennemføres manuelt.

Efter indsigerens opfattelse er det imidlertid selve

tidsstyringen, der er vigtig, medens det i princippet må være

underordnet, om centrifugeringen afbrydes af en automatisk anordning

("tidgiver") eller manuelt, når blot det sker på det

forudbestemte tidspunkt. Men selv om det havde været af

afgørende betydning at afbryde centrifugeringen automatisk, ville der

ikke ligge nogen opfinderisk indsats i at forsyne en centrifuge til

tarmrensning (kendt i hvert fald siden 1960) med afbryderautomatik

(formentlig kendt endnu længere). Vi vil tillade os at mene, at dette

tiltag ligger for en gennemsnitsfagmands kreative formåen, og at dette

også var tilfældet i 1980.

I den oprindelige beskrivelse til nærværende

ansøgning, dateret 12. december 1980, anføres det i god

overensstemmelse med det ovenstående, at styringen af centrifugeringen

kan foregå manuelt eller automatisk, og at det er den nøjagtige

tidsstyring, der er den afgørende parameter. Vi citerer fra side 4 i

denne beskrivelse:

"Styring af centrifugeringen kan foregå manuelt

eller automatisk, men da det har vist sig at have stor betydning, at

centrifugeringen styres ret nøjagtigt tidsmæssigt, vil det

være hensigtsmæssigt at anvende en centrifuge med automatisk

opstart styret af tarm- indføring og med automatisk styret sideudkast,

der åbnes efter forindstillet behandlingstid".

Heraf fremgår det således også, at

behandlingstiden skal forudindstilles (efter den givne tarmtype), hvis

man anvender automatisk tidsstyring, og det er derfor ikke korrekt, når

der i fremlæggelsesskriftet (side 4, linie 31 - side 5, linie 4)

anføres følgende:

"Det er ved opfindelsen konstateret, at det ikke er de

kendte "centrifugers" skyld, at man har arbejdet med så store

spildprocenter, men snarere fagfolkenes opfattelse af, at det eneste mulige

styrekriterium har været betjeningsekspertens fornemmelse af,

hvornår behandlingen burde afbrydes. Det har nemlig overraskende vist

sig, at man kan nå til voldsomt meget bedre resultater helt uden

ekspertindsats, idet tarme viser sig at kunne behandles i centrifugerne

på reproducerbar optimal måde ved en nøjagtig tidsstyring"

(vor understregning).

Man kan naturligvis ikke undvære "ekspertindsatsen",

al den stund den nødvendige behandlingstid skal fastlægges af

rutinerede fagfolk for hver enkelt tarmtype. Herefter skal denne

behandlingstid overholdes rimeligt nøje, men det er naturligvis

underordnet, om dette gøres af en opmærksom operatør

eller ved hjælp af automatik. Det afgørende er erkendelsen af,

at "tarme viser sig at kunne behandles i centrifugerne på reproducerbar

optimal måde ved en nøjagtig tidsstyring", jvf.

ovenstående. Dette var imidlertid ikke noget, som tarmene viste sig at

kunne i 1980, men derimod væsentligt tidligere. Således

fremgår det af en brochure fra det tyske W. Stohrer fra 1960

(fremdraget under ansøgningens behandling og vedlagt her som bilag 1),

at behandlingstiden er vigtig, idet den foreskrevne centrifugeringstid for

forskellige tarmtyper eksplicit er angivet. Tidsstyret centrifugering af

tarme var således kendt længe før 1980. I god

overensstemmelse hermed anfører Patentdirektoratet i sin skrivelse af

17. juli 1989 vedrørende ansøgningens 4. behandling):

"Det er imidlertid indlysende, at behandlingstiden har

betydning for behandlingsresultatet, og at det som følge heraf er

vigtigt at styre varigheden af denne. Det er derfor klart, som det også

fremgår af den oprindelige beskrivelse, at det er

"hensigtsmæssigt" at foretage en automatisk tidsstyring.

Automatisk tidsstyring med forud indstillet behandlingstid

er et almindeligt kendt og anvendt princip ved bearbejdning, og det ligger

derfor indenfor en sagkyndigs valgmulighed at anvende dette kendte princip i

forbindelse med en kendt måde at affedte tarme på, især ved

tarme af ensartet type, jfr. den nye beskrivelse side 5, linie 3-8.

Det er nærliggende at styre behandlingstiden ved at

lade tarmindføringen styre starten af centrifugen og, som omhandlet i

den ovennævnte resterende del af kravene, anvende et automatisk styret

sideudkast, som åbnes efter en forud indstillet

behandlingstid".

Selv om Patentdirektoratet beklageligvis

efterfølgende ændrede denne opfattelse, må det

således stå klart, at det før ansøgningens

indlevering var kendt at affedte tarme ved centrifugering, og at det var

erkendt af fagfolk, at en nøje styring af behandlingstiden er vigtig.

Ligeledes var automatisk tidsstyring med forudindstillet behandlingstid et

almindeligt anvendt behandlingsprincip.

Derfor er den påståede opfindelse totalt

blottet for opfindelseshøjde.

2. Den tekniske forklaring af opfindelsen

Vi finder anledning til at påpege, at

opfindelsen efter vor opfattelse ikke er så tydeligt forklaret i

beskrivelsen, at en fagmand på grundlag heraf kan udøve

opfindelsen. Beskrivelsen består overvejende af nogle

ønskeagtige angivelser, hvorefter tarme "skal kunne behandles

skånsomt og endda så ensartet, at man akkurat kunne opnå,

at en væsentlig del af de behandlede tarme alle behandles korrekt, og

endda helst således at der vil være mulighed for at efterlade

mukosen på de behandlede tarme.

Udførte forsøg med forskellige andre

behandlingsformer har ikke givet væsentlig bedre resultater. Det var

derfor en overraskelse, at man med en konventionel slynge-/skrabe-behandling

modificeret som angivet i den kendetegnende del af krav 1 (dvs. med

automatisk tidsstyring) kunne opnå, at behandlingen lykkes til praktisk

taget fuldkommenhed".

Der er således ingen angivelser af, hvilke

behandlingstider de enkelte tarmetyper kræver. Man må derfor

hente hjælp andre steder, hvis man i sin søgen efter "tidgiver"

korrekt. Dette er jo fremdeles en forudsætning for at kunne opnå

de påståede gode resultater.

Man kunne naturligvis søge hjælp i

udførelseseksemplerne, hvoraf der findes 6 ialt. De er hver på 4

linier og indeholder ingen blot nogenlunde nøjagtige angivelser af den

ellers så vigtige og afgørende behandlingsvarighed. Det

anføres blot, at "tarmene centrifugeres kortvarigt", hvilket må

siges at være en ret elastisk angivelse. I eksempel 1

"præciseres" dette dog til "maksimalt 60 sekunder", hvilket er det

nærmeste man kommer en tidsangivelse. Dette stemmer dårligt

overens med angivelsen på side 5, linie 5-8 i

fremlæggelsesskriftet, ifølge hvilken en behandling i f.eks. 28

sekunder hverken må afkortes til 26 sekunder eller forøges til

30 sekunder. I eksempel 4 opdeles tarmen i "passende længder", og man

må så selv tage stilling til, hvad der er "passende

længder" for en tyktarm, hvilket i nogen grad vanskeliggøres af,

at det ikke fremgår, hvilket dyr der har lagt krop til forsøget.

Og som det mest betænkelige: Det fremgår ikke af eksemplerne,

hvad man over- hovedet opnår i de seks tilfælde i

forhold til det kendte.

Så er der trods alt lidt mere substans i brevet af

12. juni 1991 til Patentdirektoratet fra ansøgerens fuldmægtig,

som er et svar på Patentdirektoratets skrivelse vedrørende

ansøgningens 4. behandling. I sit brev anfører

ansøgerens fuldmægtig med hensyn til behandlingstiden:

"Det vil ligge i sagens natur, at man ikke generelt kan

sætte eksakte tal på de nødvendige tider, da disse

allerede kan være apparatafhængige eller

hastighedsafhængige, se s. 5 1. 2-5. Det er endda muligt, at der

fagmæssigt kan konstateres andre af- hængigheder, men

ansøgningens budskab er alligevel, at det er muligt praktisk/fagligt

at opnå reproducerbare gode resultater ved ren tidsstyring, når

man først har skudt sig ind på den rigtige tid for en

tilsvarende behandling. Det er vigtigt at understrege sagens

"praktisk/faglige" karakter, idet der ikke er tale om, at man på

laboratorieagtig måde skal genskabe samtlige procesparametre

minutiøst, men bare - jfr. også de givne eksempler - kan smide

"en eller flere tarme" ned i maskinen; fagfolk, der efterprøver

opfindelsen, vil let finde, at de optimale tider er opnåelige ved

indstilling efter forbløffende få og grove kriterier, men

naturligvis kan fagfolk efter behag eksperimentere med mere differentierede

kriterier, hvis de vil nå det helt sublime".

Meningen med disse ord synes at være, at det

på den ene side er vigtigt med en nøje tidsstyring, mens man

på den anden side ikke behøver at være så

nøjeregnende med at overholde procesparametrene. Opfindelsen må

således siges at have vide rammer.

3. Den foreliggende dokumentation

Som antydet ovenfor fremgår det ikke klart, hvad

der opnås med opfindelsen - i alle tilfælde ikke udtrykt ved

konkrete tal eller blot antydningsvise angivelser. I sin skrivelse af 29.

september 1993 siger Patentdirektoratet ganske vist:

"Der opnås således ifølge opfindelsen

en virkning, nemlig forbedrede resultater i form af en reduceret

spildprocent".

Vi har dog ikke nogen steder, hverken i den oprindelige

beskrivelse, i fremlæggelsesskriftet eller i den stedfundne

korrespondance mellem Patentdirektoratet og ansøgeren under sagens

behandling, kunnet finde nogen angivelse af, hvilke forbedrede

resultater der er tale om. Den interesserede må nøjes med

følgende betragtning fra ansøgerens fuldmægtig, hentet

fra brevet af 12. juni 1991 til Patentdirektoratet:

"Det kom som et stort chock for alle implicerede, at det

faktisk var muligt at forbedre det hele på reproducerbar måde ved

noget så enkelt som at indføre en nøjagtig tidsstyring,

og det bruges i dag overalt, medens det før opfindelsen var

ukendt".

I hvilket omfang man kan "forbedre det hele",

svæver således i det uvisse.

For at forsøge at få kastet lys over denne

del af problematikken har indsigeren kontaktet Slagteriernes

Forskningsinstitut for at få foretaget de sammenligningsforsøg

mellem opfindelsen og den nærmeste kendte teknik, som

Patentdirektoratet burde have forlangt under sagens behandling, og som

sagligt set ville have haft mere værdi end ovenstående malende

omtale af "det store chock", som ramte "alle implicerede". Som bilag 2

vedlægger vi kopi af et rapportbrev fra afdelingschef Henning

Lüthje, Slagteriernes Forskningsinstitut, til indsigeren, DAT-Schaub

A.m.b.a., som stillede instituttet den opgave at sammenligne den

automatiserede fremgangsmåde til affedtning ifølge opfindelsen

med en tilsvarende manuel affedtning.

Som det fremgår af instituttets brev, er man af den

opfattelse, at der ved udførelse af de påtænkte

sammenligningsforsøg ikke vil kunne ses nogen forskel på

de behandlede partier (identiske partier behandlet henholdsvis manuelt og med

automatisk tidsstyring) ud over den tilfældige variation. Af denne

grund anså Slagteriernes Forskningsinstitut det for

formålsløst at iværksætte sådanne

sammenligningsforsøg. Konklusionen er således, at man fra

absolut sagkyndig side afviser, at der med den påståede

opfindelse kan opnås nogen som helst fordelagtige resultater,

som ikke også vil kunne opnås ved omhyggelig manuel overholdelse

af de foreskrevne behandlingstider, som under alle

omstændigheder - automatisk eller ej - skal iagttages, netop fordi

det afgørende ved affedtningsprocessen er, at der foretages en

nøjagtig (men ikke nødvendigvis en automatisk)

tidsstyring, efter at man, med ansøgerens egne ord, har "skudt sig

ind" på den påkrævede behandlingstid for den aktuelle

tarmportion.

Slagteriernes Forskningsinstitut afviste opgaven som

intetsigende og så useriøs, at man vægrede sig ved at

lægge navn til den, eftersom man nødig ville stå som

ansvarlig for forsøg, hvis resultater (eller mangel på samme)

var givet på forhånd. Flere langvarige drøftelser mellem

instituttet på den ene side og indsigeren og os på den anden side

fik ikke instituttet til at fravige denne holdning, som det fremgår af

ovennævnte brev. Der findes altså ikke resultater, der viser, at

opfindelsen virker som påstået, og sådanne resultater

kan heller ikke tilvejebringes.

4. Opfindelsens genstand

Vi finder anledning til at påpege, at

ansøgeren med hensyn til selve opfindelsens genstand har foretaget en

ganske betydelig afvigelse i forhold til det, der på

ansøgningstidspunktet skulle anses for det opfinderisk ejendommelige.

Dengang skulle det nye angiveligt søges i, at tarmene blev affedtet

ved centrifugering og kun dette, hvilket fremgår af det

(prisværdigt kortfattede) eneste patentkrav i den oprindelige

ansøgning af 12. december 1980. Denne såkaldte opfindelse blev

effektivt fejet af bordet, blandt andet af den ovennævnte, i sagen

fremdragne Stohrer-brochure, hvilket imidlertid blot fik ansøgeren til

ufortrødent at anføre, at det nye alligevel ikke lå i

selve centrifugeringen, men derimod i den automatiske styring af

denne. Det fremgår af basisdokumentet, at tidsstyringen er vigtig, og

at det vil være "hensigtsmæssigt" at anvende en centrifuge, der

styres automatisk. Det fremgår imidlertid ikke på nogen

måde af basisdokumentet, at den automatiske tidsstyring skulle

være selve opfindelsens substans. Ideen om tidsstyringen har ingen

sammenhæng med ideen om centrifugering som middel til affedtning. Der

er tale om en generelt anvendelig metode til styring af processer af enhver

art, hvor tidsperioden (dvs. varigheden af processen) har relevans. Derfor

kan denne nye ide dybest set ikke have prioritet fra basisdokumentet, og den

er helt klart først opstået, da der undervejs i

sagsforløbet viste sig at være brug for noget andet end det

oprindelige at hænge ansøgningen op på.

Til dette aspekt af sagen, som vi også bragte

på bane under indsigelsen, siger Patentdirektoratet, at dette er "uden

betydning". Det er blot en forudsætning, at kravene ikke er

ændret på en sådan måde, at de indeholder noget, som

ikke fremgår af basisdokumenterne (Patentdirektoratets skrivelse af 29.

september 1993, side 2 nederst). Dette ændrer imidlertid ikke ved vor

principielle opfattelse, nemlig at man undervejs i sagen totalt ændrer

sit syn på, hvad det egentlige er, der er opfundet. Dette er for os at

se i strid med patentlovens ?13,

ifølge hvilken der ikke må søges patent på noget,

som ikke fremgik af ansøgningen, da denne blev indleveret. I

øvrigt mener vi ikke, at de afsnit i den oprindelige beskrivelse (side

4, linie 3-9 og 23-27), som Patentdirektoratet lægger til grund for

holdbarheden af de godkendte krav, giver tilstrækkelig klart udtryk for

vigtigheden af den ekstremt nøje automatiske tidsstyring, som

ansøgeren senere har propaganderet for - og som ifølge

andre fagfolk ikke er så vigtig endda, jvf. det som bilag 3 viste brev

af 12. marts 1993 fra DAT-Schaub A.m.b.a. til os, hvoraf det fremgår,

at der meget vel kan accepteres en tolerance af tidsstyringen på " 5 sekunder.

Afsluttende skal vi bemærke, at vi finder det

uacceptabelt, at Patentdirektoratet uden videre har afvist de

erklæ-ringer fra fagfolk, som vi vedlagde som bilag til vor

indsigelsesbegrundelse (f.eks. ovennævnte bilag 3), som

utilstrækkelig dokumentation - især når ansøgeren

under sagens behandling uhindret har kunnet bringe erklæringer fra

fagfolk ind i sagen, f.eks. som bilag til svarskrivelsen af 20. september

1989 fra ansøgerens fuldmægtig til Patentdirektoratet. Vi

vedlægger derfor yderligere som bilag 4 og 5 kopi af det materiale, der

indgik som bilag 2 og 3 til vor indsigelsesbegrundelse af 15. marts 1993,

idet vi høfligst henstiller til Patentankenævnet også at

tage hensyn hertil ved den samlede bedømmelse af sagen, da ikke blot

opfindelseshøjden (som udførligt diskuteret ovenfor),

men også selve nyheden af den påståede opfindelse

efter vort (og mange fagfolks) bedste skøn er særdeles

diskutabel.

Vi skal på det bestemteste opfordre

Patentankenævnet til at foranledige den foreliggende fremlagte

ansøgning afslået, dels fordi ansøgningen ikke opfylder -

og heller ikke kan bringes til at opfylde - patentlovens ?2, og dels fordi ansøgningens

hele beskaffenhed er så mangelfuld, at dette i sig selv efter vort

skøn berettiger et afslag. Sluttelig skal vi anmode om, at der

må blive givet os lejlighed til at uddybe det ovenstående i en

mundtlig forhandling med Patentankenævnet."

I fortsættelse af ovennævnte ankebegrundelse

har klageren den 18. marts 1994 skrevet følgende til

Patentdirekto-ratet:

"....Vi skal tillade os at henlede Patentankenævnets

opmærksomhed på den praksis, som EPO's Board of Appeal har

etableret i sager af nærværende art, hvor det for opfindelsens

patenterbarhed afgørende spørgsmål er, hvorvidt det kan

betragtes som en opfinderisk indsats at automatisere en i forvejen

kendt og praktiseret manuel proces.

Vi skal nærmere bestemt anmode om, at

medfølgende bilag 6 og 7 må blive optaget som yderligere

dokumentation i sagen i tilslutning til de allerede foreliggende bilag 1-5.

De to nye bilag er afgørelser truffet af det tekniske appelkammer ved

EPO, henholdsvis afgørelsen af 24. juni 1992 i sagen T 0775/90

(ansøger: Kabushiki Kaisha Toshiba, indsigelse nedlagt af

Océ-Nederland B.V.) (bilag 69 og afgørelsen af 6. februar 1990

i sagen T 0318/89 (ansøger: Deere & Co.) (bilag 7). Disse

afgørelser vedrører ganske vist ikke samme tekniske

område som nærværende DK fremlæggelsesskrift, men da

de berører den samme princi- pielle problemstilling, nemlig om

det er udtryk for en opfindelse at automatisere (ved hjælp af en

computer eller på anden måde) en manuel proces, er de efter vor

opfattelse særdeles relevante i den foreliggende sammenhæng, ikke

mindst fordi de begge drager den konklusion, at der ikke er noget

opfinderisk forbundet med at automatisere en allerede kendt manuel proces.

Således hedder det ordret i afgørelsen i sag nr. T 0775/90 (se

bilag 6).:

"Mere automatisation of functions previously performed by

persons corresponds to the general trend in technics and cannot as such be

considered inventive".

Dette udtrykker meget klart, hvad der er opfattelsen hos

EPO's Board of Appeal i sager af tilsvarende art som den her foreliggende,

nemlig at den blotte automatisering af en i øvrigt identisk,

manuelt udført proces ikke kan betragtes som en opfindelse, men blot

afspejler den generelle tendens inden for teknikken. Og i den forbindelse er

det uden betydning, at arbejdsgangen ved processen herved bliver mere

hensigtsmæssig og mindre udsat for fejl, der kan tilskrives

forsømmelighed eller uagtsomhed hos operatøren. Herom siger

afgørelsen følgende:

"Providing detecting means for detecting the presence of

the developing means and controlling means for prohibiting the selection of

developing means not present is nothing but automatisation of these functions

which up to then had been performed by the user (and a skilled constructor of

copiers whose task it is to improve their construction, is certainly also an

experienced user), and it is not surprising that letting the automatic means

do this work is more convenient for the user and less susceptible to

negligence".

Med andre ord er det, der opnås ved passende

automatisering af en given manuel proces, på ingen måde

overraskende og derfor heller ikke patenterbart.

Samme konklusioner gør sig gældende i den

anden afgørelse (bilag 7), ifølge hvilken det altid er

ønskeligt at automatisere funktioner, der styrer tekniske processer,

men at der ikke heri ligger noget opfinderisk ejendommeligt.

"Als objektiv dem Anmeldungsgegenstand zugrunde-

liegende Aufgabe kann demgegenüber definiert werden, auch die erste

betriebsweise, das Hin- und Zurück-schwenken des Stutzens bei

Geradeausfahrt, zu automatisieren. Ein erfinderischer Schritt kann in der

Stellung dieser Aufgabe nicht gesehen werden. Einerseits liegt nämlich

der Wunsch nach Automatisierung von Steuerfunktionen überall wo

technische Vorgänge zu steuern sind, auf

der Hand. Andererseits ist es schon vorgeschlagen worden, Maβnahmen

vorzusehen, um den Stutzen automatisch und nacheinander in eine

Mehrzahl von unterschiedlichen, innerhalb eines vorbestimmten

Schwenkbereiches vorgesehene Stellungen periodisch zu verschwenken".

Herefter konkluderer Board of Appeal:

"Auch die dem Anspruch 1 gemäß Hauptantrag

entnehmbare Lösung für die aufgabengemäße weitere

Automatisierung der Stutzensteuerung bietet mithin nichts

Erfinderisches".

For os at se er det med disse afgørelser

således hævet over enhver tvivl, at EPO's appelinstans anser det

for så nærliggende og indlysende at automatisere en i forvejen

manuelt praktiseret proces, at sådanne tiltag unddrager sig muligheden

for patentering. Vi skal hermed opfordre Patentankenævnet til at

anlægge et tilsvarende synspunkt i forbindelse med

nærværende fremlagte ansøgning og foranledige denne

afslået."

Ansøgeren har den 30. maj 1994 fremført

følgende kommentarer til indsigerens ankebegrundelse:

"...ad 1), Opfindelseshøjden:

Indsigeren søger at skabe det indtryk, at det

kan komme ud på et, om behandlingstiden fastlægges "manuelt"

eller automatisk, og at den automatiske styring ikke er selvstændigt

opfinderisk, når den "manuelle" styring er kendt. Man støttes i

dette synspunkt af det forhold, at den manuelle styring ikke er omfattet af

patentkravene. Imidlertid er synspunktet helt forkert, idet den

pågældende manuelle styring ikke var kendt. Udtrykket

"efter en ønsket behandlingstid" i krav 1's indledning refererer ikke

til en "forud nøje fastlagt behandlingstid for bestemte produkter i en

bestemt maskine", men simpelthen til den behandlingstid, som den

optrædende operatør finder passende, jfr. i øvrigt

forklaringen af den kendte teknik. Hele diskussionen omkring den manuelle

contra den automatiske styring er formålsløs al den stund en

manuel styring udført efter opfindelsens præmisser vil

være nærmest præcis ligeså opfinderisk som den

automatiske styring; på selve dette punkt er vi altså ikke

afgørende uenige med indsigeren.

Når den pågældende manuelle styring

glimrer ved sit fravær i hovedkravet skyldes det blot ikke, at denne

styring var kendt, men at ansøgeren har indset og accepteret, at det

kunne blive temmelig vanskeligt at håndhæve et patent på

denne form for styring, ligesom det af gode grunde måtte accepteres, at

basisbeskrivelsen ikke tillod nogen ekstravagance med hensyn til opfindelsens

udtryk. I forholdet ligger altså ikke den ringeste erkendelse af, at en

egentlig tidsstyring med sekunders nøjagtighed skulle tilhøre

den kendte teknik. Herefter vil det være meget lidt, vi behøver

at kommentere vedr. hele pkt. 1).

Øverst side 5 tales om en understreget angivelse af

udtrykket "helt uden ekspertindsats". Det er ubegribeligt, at indsigeren vil

ofre plads til de tilknyttede bemærkninger, da det for enhver vil

være klart, at meningen faktisk er som udtrykt af indsigeren selv,

nemlig at det ved eksperthjælp kan fastlægges forud, hvilken

behandlingstid de forskellige slags produkter vil behøve,

hvorefter den løbende produktion kan foregå "helt uden

ekspertindsats". Forud for opfindelsen var det højst

påkrævet, at det var "eksperten", der tog sig af den

løbende produktion, hvilket unægteligt gør en stor

forskel.

Indsigeren henviser til bilag 1) med en bemærkning

om, at det deraf skulle fremgå, at visse angivne behandlingstider "er

vigtige". Dette er i hvert fald ikke korrekt, idet der alene angives nogle

eksempler, der overfor "eksperten" alene kan antyde, hvilken

størrelsesorden af tid, han kan forvente for nogle forskellige arter

af produkter. Bilag 1) ses ikke at være dateret, men vi vil ikke

hæfte os ved særligt ved dette al den stund bilaget ikke på

nogen måde angiver opfindelsen. Som forholdene tidligere var, var det

en udmærket vejledning for en tarmmester, at en vis type af tarme ville

kræve en behandlingstid på 1/2 eller 1 eller 4 minutter, men det

var sandelig mesteren selv, der bestemte, om dette holdt stik, eller om det

skulle gå nogle sekunder mere eller mindre. Den tilhørende

styring var totalt empirisk fra gang til gang, og det er som hidtil

meningsløst at betragte den hidtidige "behandlingstid", da denne ikke

var givet på forhånd og ej heller blev registreret bagefter. Det

afgørende var, at man standsede behandlingen "når tiden var

inde", ligesom når man rører mayonnaise, hvorved det er komplet

uden interesse, om denne standsning sker et par sekunder før eller

senere. Det er her ikke tidsstyringen, men "resultatstyringen", der er

afgørende, og indsigeren må naturligvis forsøge sig med

en argumentation, der søger at sætte lighedstegn mellem disse

meget forskellige begreber. Under hensyn til sagens realitetsindhold må

blot en sådan argumentation forlods være dømt til at

mislykkes.

ad 2). Den tekniske forklaring af opfindelsen:

dette afsnit af klagebegrundelsen synes ligeså

slet funderet som de øvrige afsnit. Den overordnede opfindelse

angiver, at der er en fornuftig mening med at gøre brug af en

nøjagtig tidsstyring (altså ikke "resultatstyring") ved

benyttelse af en egentlig tidsstyring mellem begyndelsen og afslutningen af

behandlingen af de enkelte tarmtyper. Det er tiden, der skal være

"nøjagtig", illustreret ved tiden mellem tilførselen af tarmene

og den automatiske åbning af sideudkastet, og det må være

klart for enhver, at det patentmæssigt vil være uoverkommeligt og

også unødvendigt at specificere nærmere, hvorledes dette

skal realiseres på det helt detaillerede plan. Det vil være helt

indlysende, at en nødvendig tidsindstilling for en given tarmtype ved

behandling i en "centrifuge" af en given størrelse ikke vil være

den samme som ved en anden størrelse af centrifugen, dvs. det må

overlades til fagfolkene at adaptere opfindelsen til de nærmere

omstændigheder, hvilket er aktuelt for så at sige samtlige

patenterede opfindelser.

Med reference til de sidste ord i indsigelsens pkt. 2

må vi bemærke, at der er tale om en rent polemisk konklusion. Som

et løst eksempel på meningen med de citerede ord kan det

tænkes, at man ved nøjere eksperimenter kan opnå et

yderligere forbedret resultat, hvis man øger temperaturen med 10E og nedsætter behandlingstiden med 1 sekund.

Meningen med ordene er altså nærmest det omvendte af indsigerens

konklusion, nemlig at man kan eksperimentere med at forbedre resultaterne ved

at være ekstra nøjeregnende med kriterierne. Indsigeren

behøver ikke frygte, at opfindelsen skulle have ubestemt vide rammer,

idet den er usædvanligt skarpt afgrænset til en tidgiverstyret

aktivering af midler til automatisk oplukning af et sideudkast. Dette er der

bestemt ikke megen elastik i.

ad 3). Den foreliggende dokumentation:

Patentdirektoratet har efter god dansk sædvane

fundet det muligt at tro på den givne oplysning om, at der ved

opfindelsen opnås et markant forbedret resultat i forhold til den

kendte teknik. Hvorfor skulle ansøgeren ellers ofre mange

kræfter på at sikre sig sine rettigheder, og hvorfor ville en

indsiger, der i praksis har vist megen vilje til at gøre brug af

opfindelsen, dels gøre brug af opfindelsen og dels gøre sig

store anstrengelser for at vælte disse rettigheder. Vi finder det

ubegribeligt, at indsigeren prøver at følge dette spor.

Brevet, bilag 2), fra Slagteriernes Forskningsinstitut er

et nærmest lavkomisk indslag. Det refererede spørgsmål til

Instituttet er reelt nok, nemlig vedr. en sammenligning af opfindelsen med

"en tilsvarende manuel affedtning". Vi kan ikke vide, om det er indsigeren

eller Instituttet, der så har forkludret sagen ved at ændre den

"tilsvarende manuelle affedtning" til "nøjagtig manuel tidsstyring".

Det var dog en sammenligning med den kendte teknik, det skulle dreje sig om,

og alt det, som indsigeren udleder af brevet, er enten et temmelig usmageligt

forsøg på at føre Ankenævnet bag lyset eller blot

et udtryk for en næsten utrolig misforståelse. Indsigeren var

blandt de allerførste til at værdsætte opfindelsen og har

ligefrem gjort forsøg på at hævde retten til den, og

indsigeren burde på den baggrund vide, at det er direkte usandt at

hævde, at der ikke opnås "resultater" med opfindelsen. Vi kan kun

mene, at hele pkt. 3 og bilag 2 nærmer sig til begrebet "unødig

trætte".

ad 4). Opfindelsens genstand:

Vi finder de indledende bemærkning i dette

afsnit lidt ejendommelige, idet de jo ikke siger andet end hvad der sker i

hveranden patentansøgning, nemlig en præcisering af en

opfindelse under hensyn til de muligheder, der ligger i sagen. Indsigerens

fuldmægtig ville næppe være tilfreds med en ny praksis,

hvorefter bordet fanger m.h.t. det først opstillede krav. Dette ville

også give en uhyggelig begrænsning i den lovbestemte mulighed for

indgivelse af de afdelte sager, med mindre man huskede, at hvert andet

træk burde udråbes til at være substantielt for en

afvigende opfindelse.

På sin vis kan vi godt give indsigeren ret i, at den

automatiske tidsstyring ikke i basisdokumentet er angivet som værende

selve opfindelsens substans. Så må indsigeren til gengæld

give os og Patentdirektoratet ret i, at basisdokumentet - sine mangler til

trods - dog angiver det, der står i de godkendte krav, nemlig en timer

og deraf aktiverede midler til åbning af et sideudløb, ligesom

det altså også er nævnt, at tidsstyringen er vigtig. Det

hele er en fokusering på tidsstyringen, direkte eller indirekte.

Sidelemmen var ganske let at åbne manuelt, og systemet med timerne og

åbneautomatikken var uden mening, hvis det ikke netop drejede sig om

tidsstyringen. Indsigelsen er så polemisk, at den kan være

vanskelig at kommentere konkret og kortfattet. Hvad mener indsigeren med

sætningen "Ideen om tidsstyringen har ingen sammenhæng med ideen

om centrifugering som middel til affedtning", når det jo er helt

tydeligt, at det er det, det hele drejer sig om? Svaret er vel antagelig, at

man prøver at lave "sagsbehandling" ud fra den forudsætning, at

basisdokumentet kan give indtryk af en dobbeltopfindelse, nemlig dels

centrifugeringen og dels tidsstyringen. Indsigeren ved dog udmærket, at

man fra ansøgerside ikke hævder at have opfundet hverken den

pågældende "centrifugering" eller "tidsstyring" i bredere

almindelighed.

Det siges om tidsstyringen, at den er en "generelt

anvendelig metode til styring af processer af enhver art, hvor tidsperioden

(dvs. varigheden af processen) har relevans". Efter de meningsudvekslinger,

der allerede har været, burde indsigeren holde sig for god til

påny at bringe denne hest ind i manegen, nu med udtrykket om at tiden

"har relevans". Det har den også lige inden bearnaisesovsen

brænder på eller skiller, men dette betyder da ikke, at man her

kan forlade sig på den "generelt anvendelige metode" (tidsstyring).

Indsigeren synes at være desperat afhængig af

halv- eller helpolemiske betragtninger, bakket op af underlige bilag, der

overfor opfindelsen ikke giver nogen som helst relevant dokumentation. Det er

vort indtryk, at den form for ankebe- grundelse på 12 sider med fem

bilag simpelthen dementerer sig selv.

Indsigeren ved særdeles vel, hvad sagen drejer sig

om, og man må spørge om, hvad indsigeren mener med henvisningen

til bilag 3), som er elementært åbenlyst utilstrækkeligt

til at godtgøre nogen som helst. Der har ved opfindelsen ikke

været behov eller for såvidt mulighed for at specificere

tidstolerancer, idet dette har kunnet overlades til fagfolkene, der bruger en

timer og et timerstyret sideudkast.

Det stempler ligeledes sig selv, at indsigeren kan finde

det rimeligt at indlevere bilag 4, der savner enhver relevans til sagen.

Indsigeren anmoder om, at Ankenævnet også tager hensyn til dette

bilag ved den "samlede bedømmelse af sagen", og vi må da mene,

at dette må bidrage til en bedømmelse, som må gå

indsigeren imod.

Med hensyn til bilag 5 gælder principielt det samme,

da dette bilag - hvis det var seriøst - jo da måtte kunne sup-

pleres med en egentlig dokumentation eller i det mindste med en nærmere

og temmelig god forklaring om, hvorfor nærmere dokumentation alligevel

ikke kan fremskaffes. Hertil kommer, at ansøgeren har fået

oplyst, at bilag 5 er udarbejdet af indsigeren og indbragt i sagen på

indsigerens foranledning. Ansøgeren bestrider, at de i bilag 5

anførte tidsangivelser er rigtige og at det overhovedet vil være

muligt at dokumentere de påståede tidsangivelser.

Indsigeren slutter med at sige, at både

opfindelseshøjden og nyheden af opfindelsen er "særdeles

diskutabel". Dette må betyde, at der fortsat er noget at diskutere

efter at man har "godtgjort", at opfindelsen savner enhver form for

opfindelseshøjde, teknisk fremskridt eller resultat, samt nyhed. Det

er tydeligt, at indsigeren end ikke tror på sine egne argumenter. Disse

vil man så endda uddybe ved en mundtlig forhandling, hvad

ansøgeren næppe vil finde det påkrævet at

overvære. Indsigeren har i lang tid haft mulighed for at fremkomme med

relevant dokumentation uden at dette er blevet til noget.

Til indsigerens supplerende indlæg af 18.03.1994 har

vi kun den bemærkning, at indlægget er irrelevant derved, at det

ved opfindelsen ikke drejer sig om at automatisere en forud kendt "manuel"

proces.

Det foranstående er vor umiddelbare patentfaglige

reaktion på indsigerens appelbegrundelse. Det er fra ansøgerens

side et ønske, at der indgives yderligere materiale til belysning af

sagen, idet ansøgeren er forbløffet over den måde,

hvorpå sagen behandles og fordrejes i nævnte begrundelse.

På et par punkter er ansøgeren dog gået med til ikke at

belaste proceduren, nemlig dels hvad angår indsigerens

krænkelsesforhold og dels hvad angår en mere detailleret

dokumentation for opfindelsens fordele. Ganske vist er der en god indre

sammenhæng mellem disse forhold, men vi er rimeligt overbeviste om, at

Ankenævnet ikke vil drage de oplyste fordele i tvivl. Hele sagen ville

være meningsløs, hvis der ikke forekom endog markante

fordele.

Der skal i den forbindelse henvises til, at man på

Slagteriskolen i Roskilde, som angives at være drevet af indsigeren,

har ændret den relevante undervisning efter tilkomsten af opfindelsen,

hvilket her skal belyses nærmere med henvisning til bilag A).

* Bilag A)1 er en erklæring fra to fagfolk, hvoraf

den ene, Ole Kristensen, Bjerringbro, omtaler en lærebog, "med fast

limet ryg", som var i brug på den nævnte skole i hvert fald frem

til d. 01.10.1981. Der henvises til et bilag visende en anden maskine, som

imidlertid var en her irrelevant 'teknik' angivet

* på side 35, bilag A)2, der handler om rent

håndværk som også omtalt i ansøgningen. På

opfindelsestidspunktet var der ingen anden professionel metode til

bearbejdning af 'skæverne'. De omhandlede centrifuger var (uden

tidsstyring) kendt til behandling af andre former for tarme, men slet ikke

til skærverne, hvad lærebogen da heller ikke refererer

til.

* Som bilag A)3 vedlægges et brev af 29.03.1994

fra ansøgers advokat til Slagteriskolen, men et bilag i form af et

billede af opfindelsens genstand, angiveligt hentet fra "et ringbind".

* Bilag A)4 er Slagteriskolens svar af 22.40.1994,

hvori det oplyses, at de medfølgende sider er hentet fra 3. revision i

1985. Det er helt tydeligt, at opfindelsen dermed har gjort sit indtog i

uddannelsen, og det gør den vel ikke, hvis den ikke byder på

fornuftige resultater. Der henvises således i 1985 til, at

"centrifugerne er ved at blive indført i afdelingerne, og der tales nu

om behandlingstider i sekunder og ikke minutter". Det foreligger ikke

bekræftet, hvorvidt bilag A)2 tilsvarende er udgået af

lærebogen, men vi tillader os at formode, at dette er

tilfældet.

Vi skal her forbigå de immaterialretlige forhold

omkring skolens introduktion af opfindelsen under tilhørende manglende

kontakt med ansøgeren. Skolen skulle forberede eleverne til praktisk

virke på forskellige slagterier, dvs. man forudsatte, at disse

rådede over de relevante maskiner, hvilket dog ikke var

ansøgeren officielt bekendt.

I denne sammenhæng finder vi det rimeligt

påny at

* henvise til hr. Erling Sørensens

erklæring af august 1989, bilag A)5. Ansøgeren har selv oplevet,

at der ved slagteribesøg gik et jerntæppe ned for de

pågældende maskiner, der vel således må være

tillagt en forholdsvis stor betydning. Ansøgeren erfarede rygtevis, at

denne foranstaltning ikke helt alene skyldtes det anførte hensyn til

"udlændinge", men også til visse "indlændinge", som kunne

vise sig besværlige.

Indsigeren har - på trods af den hævdede

ubetydelighed af opfindelsen - dog fundet det relevant at søge at

få opfindelsen overført til sig med henvisning til loven om

arbejdstageres opfindelser, idet man her henviser til, at den ene af

opfinderne var medvirkende til opfindelsen kort tid efter ophør af

ansættelse hos indsigeren. Fra ansøgerside kan det

godtgøres, at opfindelsen faktisk blev gjort efter

fratrædelsestidspunktet, og i øvrigt kan der henvises til, at

det pågældende sagsanlæg er dybt forældet, idet det

er kommet med mere end en halv snes års forsinkelse. Til

* summarisk belysning af denne sag vedlægges som

bilag B)1 forsiden og den daterede bagside af stævningen

* (til retten i Randers) samt som bilag B)2 side 1 og 2

af svarskrift fra ansøgerens advokat. Sagen verserer. Den må

siges at godtgøre, at indsigeren faktisk anerkender opfindelsen som

patenterbar og betydningsfuld, medens man selvsagt må bede sit ind-

sigende patentbureau om at plædere for det modsatte synspunkt. Det

giver næsten sig selv, at denne plædering så havner i en

polemisk grøft. Det skal bemærkes, at sagsøgeren er

koncernforbundet med indsigeren.

Ansøgeren har lavet et større

udredningsarbejde omkring det faktiske hændelsesforløb vedr.

opfindelsen, med tilhørende indsamling af dokumentation, og vi finder

det helt relevant at vedlægge - som bilag

* C)1 - den pågældende udredning, opstillet

i 20 punkter. Så at sige alle disse punkter er veldokumenterede, men vi

er af den opfattelse, at det ikke i nærværende sammenhæng

er påkrævet at forelægge dokumentationen, som jo alligevel

kun vil være vidnefast i den udstrækning, den bekræftes

under vidneansvar i en retssag. Vi kan kun bekræfte, at vi med vort

eget kendskab til sagen finder alle tyve punkter fuldt korrekte. Vi finder

det ikke påkrævet at kommentere erklæringen, men finder dog

anledning til at bekræfte, at de personer, der er omtalt i pkt. 11 og

12, havde direkte tilhørsforhold til indsigeren.

Vi er os yderst bevidst, at den oprindelige

patent-ansøgning var temmelig mangelfuld, fordi den ønskedes

indleveret "her og nu", baseret på kun halvfordøjede oplysninger

om opfindelsens realiteter. Det er på denne baggrund, vi har accepteret

en "nedskæring" af opfindelsen til det, der helt klart kan udledes af

ansøgningen som værende nyt, nemlig den timer-opererede

åbning af sideudkastet på 'centrifugen'. Tilsvarende må vi

erkende, at de givne eksempler ikke refererer specifikt til opfindelsen, men

dog har relation til denne, idet det må være specialistens valg

at angive den fornødne behandlingstid for et givet produkt i et givet

apparat. Dette apparat kan så forsynes med en styretavle, som angiver

forskel-lige relevante operationstider jfr. bilag A)4.

Uanset alle indsigerens anbringender er der ved

opfindelsen tale om en væsentlig nyhed, som efter vor mening til fulde

berettiger ansøgeren til opnåelse af en 20-årige

patentbeskyttelse."

Hertil bemærkede klageren i skrivelse af 19.

september 1994 følgende:

"Indledningvis må vi afvise, at sagen - som

påstået af ansøgeren i ovennævnte brev side 7,

sidste afsnit - er blevet "fordrejet" fra vor side. Her henviser

ansøgeren til vor appelbegrundelse af 7. marts 1994, hvis indhold

åbenbart har hensat ansøgeren i en tilstand af

forbløffelse over "den måde, hvorpå sagen behandles og

fordrejes i nævnte begrundelse". Der er imidlertid ikke på nogen

måde tale om at fordreje sagen, idet vi i vor begrundelse blot har

gjort Patentankenævnet opmærksom på et antal åbenlyse

- og efter vor opfattelse klart patenthindrende - mangler ved den fremlagte

ansøgning, herunder manglende opfindelseshøjde, tvivlsom nyhed

og utilstrækkelig dokumentation for påståede fordele. Vi

har punkt for punkt påvist, at ansøgningens beskaffenhed ikke

kan berettige et patent, hvilket næppe kan være at fordreje

sagen. I øvrigt fastholder vi alt, hvad vi tidligere har

fremført i sagen.

Dernæst bemærker vi, at det ikke fremgår

af brevet af 30. maj 1994 hvad der ønskes indgivet af

yderligere materiale til belysning af sagen, men vi skal gerne

fremsætte nogle yderligere bemærkninger med risiko for, at

også disse vil blive opfattet som et forsøg på at

"fordreje" sagen.

Vi vil således gerne kommentere ansøgerens

påstand om, at den manuelle tidsstyring af centrifuger til tarmrensning

ikke var kendt på ansøgningstidspunktet, og at det derfor

ikke giver mening af sammenligne den automatiske tidsstyring ifølge

opfindelsen med en tilsvarende manuel affedtning, jvf. brevet af 30. maj 1994

side 4, sidste afsnit. Ifølge krav 1 i fremlæggelsesskriftet er

det nemlig kendt at affedte tarme, fortrinsvis kalve-, okse- og svinetarme,

ved anvendelse af slynge-/skrabeprincippet, idet en tarmportion nedfyldes i

en slynge-/skrabecentrifuge dannet af et stående tromlesvøb med

et roterende bundstykke og efter en ønsket behandlingstid

udlukkes fra beholderen gennem en oplukkelig sideåbning i

tromlesvøbet (vor understregning). Hvis ikke disse foranstaltninger,

herunder anvendelse af en ønsket behandlingstid, er kendte, må

man spørge, hvorfor de er anført i kravets indledning.

Forholdet er det, at man længe før

ansøgningens indlevering benyttede centrifuger af den her omhandlede

art til affedtning af tarme, og at man i denne forbindelse opererede med

"ønskede behandlingstider" for de forskellige tarmtyper, selv om

ansøgeren forsøger at skabe det indtryk, at det ovenfor

understregede udtryk ikke refererer til en forud nøje fastlagt

behandlingstid for bestemte produkter i en bestemt maskine, men simpelt hen

til den behandlingstid, som den pågældende operatør finder

passende. Det siger imidlertid sig selv, at man før

ansøgningstidspunktet ikke blot har centrifugeret på må og

få, men at der naturligvis hele tiden har eksisteret vejledende

centri-fugeringstider for bestemte tarmtyper, jvf. den tidligere fremdragne

brochure fra firmaet W. Stohrer (vedlagt vor ovennævnte

appelbegrundelse som bilag 1) fra 1960. Ansøgerens fuldmægtig

afviser ganske vist vore bestræbelser på at sammenligne

opfindelsen med den nærmeste kendte teknik med den begrundelse, at en

"nøjagtig manuel tidsstyring" ikke repræsenterer kendt teknik,

jvf. K. Skøtt-Jensen's brev af 30. maj 1994 side 4, sidste afsnit.

Hertil må vi imidlertid bemærke, at det som nævnt

hører til den kendte teknik at centrifugere med "ønskede

behandlingstider", jvf. også de til nærværende skrivelse

som bilag 8-11 vedlagte datablade m.v. fra W. Stohrer Maschinenfabrik,

Leonberg, Tyskland fra tidsrummet 1970-1980. Ansøgeren vil så

hævde, at disse behandlingstider ikke er nøjagtige nok, jvf.

også brevet af 30. maj 1994 side 1, sidste afsnit, og at det er den

helt nøjagtige tidsstyring, der er opfindelsens idé.

Imidlertid er det vanskeligt at se, at der heri skulle ligge en opfinderisk

indsats, fordi:

(1) Det var kendt på

ansøgningstidspunktet, at tarme kunne affedtes ved centrifugering,

og

(2) det var et erklæret ønske i

forbindelse med de såkaldte "Japan-skæver" at affedte tarmene

netop så meget, at det indvendige fedtlag, der kaldes mukosen,

blev siddende på tarmen. Generelt var det et ønske at foretage

en nøje kon- trolleret affedtning af tarme med henblik på at

opnå produkter med ganske bestemte specifikationer.

Det siger sig selv, at en nøjagtig behandlingstid i

denne situation er vigtig, fordi en for kort behandlingstid selvsagt vil

resultere i, at mere end mukosen bliver siddende på tarmen, medens en

for lang behandlingstid lige så naturligt vil medføre, at

mukosen helt eller delvis fjernes. Ud fra denne erkendelse, som enhver

gennemsnitsfagmand uden vanskelighed vil kunne nå frem til, er det

indlysende, at den påståede opfindelse ikke er andet end en ud

fra den stillede opgave helt nærliggende og selvfølgelig

procesoptimering.

Tilbage som nyt i forhold til den kendte teknik bliver

derfor kun den automatiske tidsstyring, og vi må derfor mene, at

den sammenligning med kendt teknik, som vi søgte eta- bleret, er

relevant. Vi har nemlig svært ved at se, hvad vi skulle sammenligne

med, hvis det ikke var en tilsvarende manuel affedtning uden brug af

automatik, men med så nøje overholdelse af den på

forhånd valgte behandlingstid som muligt. For vi går da ud fra,

at behandlingstiden skal fastlægges, inden centri- fugeringen

påbegyndes og ikke undervejs i processen, uanset om tidsstyringen er

automatisk eller ej. I modsat fald må man antage, at den kendte teknik

faktisk er automatikken overlegen, fordi det her angiveligt "var mesteren

selv, der bestemte, om der skulle gå nogle sekunder mere eller mindre",

jvf. brevet af 30. maj 1994 side 2, sidste afsnit. Ansøgeren skylder

os her en forklaring på, hvorledes man ved "aktivering af en tidgiver

ved begyndelsen af centrifugeringen" kan være sikker på, at man

standser behandlingen netop "når tiden er inde", jvf. brevet af 30. maj

1994 side 3, linie 3. Og så konstaterer vi med tilfredshed, at

ansøgeren erkender, at en manuel styring udført efter

opfindelsens præmisser (standsning efter en ønsket

behandlingstid) vil være "nærmest præcis ligeså

opfinderisk som den automatiske styring", jvf. brevet af 30. maj 1994 side 1

nederst. Herefter må det stå klart, at der ikke er nogen

opfindelseshøjde i sagen.

Vi må i øvrigt afvise ansøgerens

påstand om, at der på opfindelsestidspunktet ikke var nogen anden

professionel metode til bearbejdning af skæver end de rent

håndværksmæssige, såsom saksning og afskæring,

jvf. brevet af 30. maj 1994 side 8, 2. afsnit. Skæver er faktisk

nævnt blandt de tarmtyper, som Stohrer-centrifugen kan behandle

("Mitteldarm" med en behandlingstid af størrelsesordenen 1/2

minut).

Til brevet af 30. maj 1994 fra ansøgerens

fuldmægtig var der føjet et antal bilag (mrk. A1-A5), som

tilsyneladende skal godtgøre, at opfindelsen ikke var kendt på

ansøgningstidspunktet. Det forhold, at f.eks. dansk

lærebogsmateriale ikke nævner metoden, og at ansatte på

forskellige virksomheder på tro og love erklærer, at de intet

kendskab havde til opfindelsen på det givne tidspunkt, siger imidlertid

ikke noget afgørende om, hvorvidt opfindelsen patentretligt var kendt.

Som bekendt anvender dansk patentlovgivning jo det globale

nyhedsprincip.

Til det side 9, 2. afsnit i brevet af 30. maj 1994

anførte skal det sluttelig bemærkes, at det er urigtigt, at

"indsigeren ... har .. fundet det relevant at søge at få op-

findelsen ført til sig med henvisning til loven om arbejdstageres

opfindelser". Det er derimod korrekt, at et selskab i samme koncern under en

for Randers ret verserende retssag har gjort rettigheder gældende i

henhold til lov om arbejdstageres op- findelser, idet en af de som

opfindere anførte personer er en tidligere ansat i nævnte

selskab. Sagsanlægget kan på ingen måde udlægges

således, at indsigeren skulle være af den opfattelse, at der er

tale om en patenterbar opfindelse, hvilket nærværende skrivelse

samt indsigerens øvrige indlæg i den verserende sag da

også klart dokumenterer."

Ansøgers advokat, Sten Christensen, Silkeborg, har

i skrivelse af 27. oktober 1994 kommenteret klagerens ovennævnte

skrivelse af 19. september 1994 og anført følgende:

"I skrivelsen af 19. september 1994 gentager indsigeren de

tidligere fremførte og allerede imødegåede

synspunkter.

Ansøgeren henviser derfor i det hele til det

tidligere anførte, herunder særligt til skrivelse af 30. maj

1994 fra patentingeniør K. Skøtt-Jensen.

Specielt bemærkes, at når man på side 5

omtaler dansk lærebogsmateriale, er der tale om materiale, som i

realiteten er udarbejdet af indsigeren, som totalt dominerer undervisningen

på slagteriskolen, herunder fremstilling af

lærebogsmateriale.

Ansøgeren er herefter ligeledes indforstået

med, at sagen straks berammes til mundtlig forhandling i

Ankenævnet."

I skrivelse af 13. marts 1996 har ansøgeren skrevet

følgende til Patentankenævnet:

"Vi har fået anledning til at rapportere en vigtig

erkendelsesmæssig udvikling i denne sag, med baggrund i

følgende:

Ansøgers Direktør, F. Amstrup, har hidtil

forholdt sig til sagen så nogenlunde i henhold til det, der undervejs

er blevet indleveret herfra, med en meget høj grad af overbevisning

vedr. opfindelsens patenterbarhed. Som så mange andre har Amstrup haft

en så jordnær opfattelse af sin opfindelse, at han blot fra

sidelinien, omend med stor interesse, har betragtet det bureaukratiske spil,

der foregår ved udviklingen af en patentansøgning og en

indsigelsessag, hvor det fyger med lærde argumenter, som kan være

vanskelige at forholde sig til.

For nylig slog det hr. Amstrup, at han ved en betragtning

af bilag 8 (første bilag i indsigers indlæg af 19/9-94) kunne

genkende en for ham håndfast og velkendt genstand, nemlig forsiden af

et brugsanvisningsskilt hørende til den type af 'centrifuge', som var

anskaffet til rensning af bladmaver. Det drejede sig om et papskilt i

A4-størrelse til ophængning på et søm på

væggen, og på fotokopien erkendes klart det aktuelle,

randforstærkede ophængningshul.

På basis af denne erkendelse kunne Amstrup spontant

udbryde, at "så var bilaget i hvert fald helt forkert", fordi det i

hans faglige bevidsthed var knyttet til en helt anden operation end den,

opfindelsen handler om.

Amstrup har derefter gennemgået alle indsigerens

bilag nærmere og er nået til den rystende konklusion, at bilagene

er spækket med vildledende informationer, som tilsyneladende har bragt

alle ikke-sagkyndige deltagere i spillet på glatis, herunder også

Patentdirektoratets sagsbehandler. Amstrup er herefter nået til den

opfattelse, at det dokument, som er det mest korrekt oplysende i sagen, er

selve den oprindelige ansøgningstekst, uagtet at han udtrykker

indforståelse med den godkendte udgave af sagen.

Set med de større briller handler sagen om "at

rense tarme", men allerede her er den gal. En tarm eller generelt ethvert

afsnit af fordøjelsessystemet er en skilleflade mellem to forskellige

verdener, idet der udvendigt forekommer binde- hinder, delvis i tilknytning

til fedtformationer langs tarmene, medens der indvendigt forekommer dels en

slimhinde og dels et tarmfyld under mere eller mindre fremskreden omdannelse

til afføring, oven i købet på en sådan måde,

at dette materiale visse steder kan optræde i udprægede

foldelommer i tarmvæggen.

For en relevant renseproces er det derfor helt

afgørende at specificere, om det er yder- eller indersiden, det drejer

sig om, idet rensebetingelserne på de to sider er fundamentalt

forskellige.

Den omhandlede tarmcentrifuge betragtet som en kendt

maskintype var helt målrettet beregnet til afslimning af tarme eller

mavesække efter henholdsvis vending og opskæring af de

pågældende dele, normalt efter at den ønskede fedtrensning

på tarmydersiden var overstået ved manuel afskæring eller

saksning som omtalt både i den oprindelige ansøgning og i den

som bilag A)2 indleverede, tidligere lærebog fra slagteriskolen.

Denne rensning og afslimning af de vendte tarme var

forholdsvis ukritisk i "slynge-skrabecentrifugen", hvor de meget glatte

slimsider blev ført hen over den faste beholders 'skrabe- ribber'

under blød massering, medens rindende vand tog sig af at

bortføre de efterhånden fraskilte fraktioner af urenheder og

slimformationer. Et acceptabelt resultat kunne opnås eksempelvis efter

en behandlingstid på 1 minut, men samme produkt ville være lige

anvendeligt ifald tiden blev udstrakt til 1? eller 2 minutter, da tarmoverfladen fortsat

ville være glat og lidet sårbar for beskadigelse i

centrifugen.

Med den naturlige tarmyderside, dvs. hvad angår den

relevante "affedtning", forholder det sig meget anderledes. Hr. Amstrup er

for nylig hjemkommet fra et besøg hos et megastort amerikansk

slagteri, hvor han fik den besked, at "det da ville være helt vildt at

forestille sig, at fedtet kunne fjernes ved en generel skrabepåvirkning

på tarmen uden ødelæggelse af denne i øvrigt",

hvilket nøje svarer til de indvendinger, opfindelsen tidligere har

mødt, herunder fra indsigeren, indtil denne erkendte fejltagelsen og

udskiftede sin lærebogsinstruktion med en målrettet henvisning

til et plagiat af opfindelsen, bilag A)3. Det påregnes, at nævnte

amerikanske slagteri bliver næste kunde, når nærmere

dokumentation præsenteres. Selv fagfolk - eller især fagfolk -

kan have svært ved at forstå opfindelsen i første fase,

netop når den relateres til fedtrensningen på tarmens naturlige

yderside.

Det skal bemærkes som et indskud, at

'tarmcentrifugen', der jo også af indsigeren accepteres som et

overmåde velkendt produkt, ikke var specielt overlegen m.h.t.

rensningen af den indvendige tarmside i forhold til andre relevante

rensnings- teknikker for dette specialformål. Teknikken blomstrede op

ved det tyske firma Stohrer, som dog gik konkurs op mod 1980. I begyndelsen

have nærværende ansøger da også direkte besvær

med at fremskaffe sådanne centrifuger for modificering af disse i

henhold til opfindelsen, indtil der nu har kunnet etableres en ny produktion

af disse apparater. Tarme kan eksempelvis optræde med det her viste

tværsnit:

Tarmen friskæres fra dens hæftning ved et

knivsnit langs den stiplede linie a, der lægges så tæt som

muligt ved tarmen, dog således at denne ikke i sig selv beskadiges. Det

er den resterende fedtstribe langs tarmen, som ønskes fjernet ved

opfindelsen. Konventionelt kan dette ske ved en meget tidsrøvende,

ekstra afskæring eller -saksning, men altså ved opfindelsen

gennem en "centrifugeringsbehandling", ved hvilken alle yderdele af tarmen

udsættes for en vis afskrabningsvirkning. Denne påvirker

mærkbart både fedtstriben og den øvrige yderside af den

ikke-slimglatte tarm, og netop herved forekommer det resultat, at en given

tarmtype kan `affedtes' udvendigt ved afskrælning af så mange

delfedtlag, at en fuldstændig affedtning vil være

gennemført inden den tilhørende generelle

skrabepåvirkning på tarmen vil resultere i en gennembrydning af

denne i områder udenfor det afskrællede fedtområde. Til

gengæld er det ved opfindelsen observeret, at der her kun forekommer en

minimal tidsforskel mellem et ønskværdigt resultat af høj

kvalitet og et totalt ubrugeligt resultat, og opfindelsen skal ses på

hele denne baggrund.

Medens fagfolkene nok kan acceptere, at der kan

opnås en relevant rensning af tarmenes slimside ved brug af

skrabecen-trifugen, så har det været deres umiddelbare reaktion

overfor opfindelsens ide, at man da ikke på fedtsiden kan begynde at

"skrabe op i et åbent sår" uden at ødelægge det

hele. På sin vis stemmer dette udmærket med de refererede

"tarmmester-erfaringer", der blev gjort ved de indledende forsøg med

opfindelsen, idet man ved en tilstræbt affedtning med høj

kvalitet meget let havnede i en fatal beskadigelse af varen.

Det har hele tiden været hr. Amstrups inderste

overbevisning, at det i sig selv var en nyhed overhovedet at bruge

centrifugalskraberen til tarmaffedtning i det hele taget, og det er derfor,

han anser den oprindelige ansøgning for ganske korrekt. Alle

tarmfagfolk ved, at der til tarmrensning findes to forskellige maskintyper,

nemlig dels et forholdsvis kompliceret valseanlæg, som godt kan

præstere en vis fedtrensning, men ikke uden samtidigt at være

slimrensende, og dels "afslimningscentrifugen", som er langt enklere, men har

begrænset kapacitet; til den opgave der var opfindelsens udgangspunkt,

nemlig en affedtning med højkvalitet og under bibeholdelse af

slimhinden, fandtes simpelthen ingen viden om mulige maskinelle

hjælpemidler. På sin vis er det en ekstrem ejendommelighed, at

det så viste sig, at den gamle centrifuge kunne få fornyet

værdighed til dette helt afvigende formål, i praksis dog forudsat

at man var meget nøjeregnende med behandlingstiden.

Vi vedlægger en dobbeltsidig kopi, bilag A)6, af det

omtalte brugsanvisningsskilt, som udtrykkelig henviser til rensning af "alt,

hvad der kan vendes". Til overflod er der også lidt om affedtning,

nemlig at man efter rensebehandlingen kan stryge tarmene mellem tommel- og

pegefinger! Det giver dog et bedrøveligt resultat, der slet ikke kan

leve op til høje kvalitetskrav.

Til yderligere illustration finder vi det relevant at

vedlægge - som bilag A)7 - kopi af Stohrer's centrifugepatent, DE 815

014. Det angiver et apparat til afslimning af opskårne maver og vendte

tarme.

Det er for ansøgeren et beklageligt faktum, at det

i sin tid ikke blev fanget, at modholdshenvisningen i Patentdirektoratets

skrivelse af 27/6-88 faktisk var direkte forkert, idet det

pågældende brochureblad notorisk henviser til rengøring af

vendte tarme, dvs. afslimning. hvad angår affedtning forekommer kun den

foran nævnte angivelse af strygningen af den vendte tarm mellem tommel-

og pegefinger for udpresning af det fedt, der har løsnet sig inde i

den vendte tarm. Der er grund til at tro, at sagsbehandlingen var gået

noget lettere og hurtigere, hvis dette var blevet opdaget straks. Ydermere

kunne vel ansøgeren være berettiget til en bredere beskyttelse,

men det erkendes, at tidsstyringsaspektet er væsentligt i praksis,

hvorfor man vil være tilfreds med det allerede opnåede

resultat.

Ved gennemgangen af indsigelsesmaterialet må det

konstateres, at der ikke noget steds forekommer en reel dokumentation for, at

det overhovedet har været kendt at benytte slagtericentrifugerne til

affedtning af tarme

. Med mindre indsigeren kan præstere en

egentlig dokumentation må vi henstille, at indsigelsen totalt afvises

allerede på dette grundlag."

I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 1.

april 1996 afgivet følgende udtalelse:

"Den brugsanvisning, der er henvist til i ovennævnte

brev (3. afsnit, nævnt bilag 8) har også været modholdt af

direktoratet før fremlæggelse.

Hvis brugsansvisningen alene omhandler rensning af vendte

tarme, dvs. afslimning af indvendige side, er direktoratet af den opfattelse,

at ansøgningen er begrænset unødigt, idet opfindelsen

alene drejer sig om affedtning af tarmens udvendige side.

I givet fald har såvel direktoratet som

fuldmægtig og ansøger selv overset dette."

Ankenævnet har behandlet sagen på sit

møde den 26. august 1996.

For indsigerne mødte civilingeniør Ejvind

Christiansen med akademiingeniør Ellen Wetke og driftsleder Ingvard

Jensen.

For ansøgeren mødte patentingeniør K.

Skøtt-Jensen med advokat Sten Christensen og direktør Fritz

Amstrup.

Sidstnævnte redegjorde for sin opfattelse af

opfindelsens indhold og anførte herved, at tidsfaktoren er

afgørende for affedtningsgraden.

Klageren henviste med hensyn til spørgsmålet

om indholdet af basisdokumenterne og den teknisk mulige udførelse til

de skriftlige indlæg i sagen. Der mangler i øvrigt nyhed og

opfindelseshøjde, idet tidsstyring af centrifuger er kendt, og det er

den samme person, der skal fastsætte den kritiske behandlingstid,

hvadenten centrifugen er manuelt eller automatisk tidsstyret.

Ansøgeren har anført, at grundopfattelsen

er, at centrifuger er brugbare til affedtning af tarme. Det er overraskende,

at en centrifuge til afslibning af tarme er brugbar til affedtning. Der

opnås ved opfindelsen en balance mellem tidsstyringen og ønsket

om lav spildprocent.

Ankenævnet skal udtale:

Som sagen foreligger til påkendelse for

Nævnet, er der tale om tidsstyring af en også ifølge

beskrivelsen kendt proces. Selv om dette patentkrav kunne rummes inden for

basisdokumenterne, findes der ikke at foreligge fornøden

opfindelseshøjde.

Herefter bestemmes:

Patentansøgning nr. 5299/80 afslås.

Lignende dokumenter