Patent på fremgangsmåde og apparat til affedtning af tarme havde ikke fornøden opfindelseshøjde
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Patent på fremgangsmåde og apparat
til affedtning af tarme havde ikke fornøden
opfindelseshøjde
År 1996, den 19. november afsagde
Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Herborg, A.
Holm,
Sørensen) følgende
KENDELSE
i sagen j.nr. P 18/93: Klage fra
Aarhus Tarm Compagni A/S og
DAT-SCHAUB a.m.b.a.,
v/Patentbureauet Hofman-Bang &
Boutard A/S
over
Patentdirektoratets afgørelse
af 29. september 1993 vedrørende
patentansøgning nr. 5299/80 for
J.T. Handelsselskab A/S,
Bjerringbro,
v/Patentingeniør K. Skøtt-Jensen.
Den 12. oktober 1992 fremlagdes i
fremlæggelsesskrift nr. 165101B en den 12. december 1980 indleveret
ansøgning om patent på fremgangsmåde og apparat til
affedtning af tarme.
De fremlagte krav lød således:
"1. Fremgangsmåde til affedtning af tarme,
fortrinsvis kalve-, okse- og svinetarme, ved anvendelse af
slynge-/skrabeprincippet, idet en tarmportion nedfyldes i en
slynge-/skrabecentrifuge dannet af et stående tromlesvøb med et
Læs alt
roterende bundstykke og efter en ønsket behandlingstid udlukkes fra
beholderen gennem en oplukkelig sideåbning i tromlesvøbet,
kendetegnet ved, at behandlingen udføres på automatisk
tidsstyret måde, nemlig ved aktivering af en tidgiver ved begyndelsen
af centrifugeringen og ved at der anvendes automatisk virkende organer til
oplukning af sideåbningen ved signal fra tidgiveren, idet
behandlingstiden forud indstilles på denne.
2. Fremgangsmåde ifølge krav 1,
kendetegnet, ved at tidgiveren aktiveres ved automatisk afføling af
tarmportionens nedfyldning i slynge-/skrabecentrifugen.
3. Apparat til udøvelse af fremgangsmåden
ifølge krav 1 og bestående at et
slynge-/skrabecentrifugeringsapparat med et opstående tromlesvøb
og en roterende bundplade deri, i hvilket tromlesvøb der findes en
sideåbning med et dæksel, som er oplukkeligt for udtømning
af en nedfyldt, behandlet tarmportion, kendetegnet ved, at
sideåbningsdækslet er forbundet med midler til automatisk
åbning deraf, og at der findes en tidsgiver til aktivering af denne
åbning efter en forindstillet tid fra begyndelsen af behandlingen.
4. Apparat ifølge krav 3, kendetegnet ved, at
det omfatter organer til automatisk start af tidgiveren i afhængighed
af nedfyldningen af en tarmportion i tromlesvøbet."
Den 23. oktober 1992 nedlagde advokatfirmaet B. Helmer
Nielsen på vegne Aarhus Tarm Compagni A/S og DAT-SCHAUB a.m.b.a.
indsigelse mod udstedelse af patent.
Patentbureauet Hofman-Bang & Boutard A/S meddelte i
skrivelse af 15. marts 1993, at bureauet var indtrådt som
fuldmægtig for indsigerne, klagerne i denne sag.
I indsigelsesbegrundelsen skrev klagerne bl.a.:
"....Efter vor opfattelse opfylder den i ovennævnte
fremlæggelsesskrift beskrevne opfindelse ikke patentlovens krav til
opnåelse af patent, fordi den påståede opfindelse savner
såvel nyhed som opfindelseshøjde. I vor ovennævnte
skrivelse af 12. januar 1993 gør vi gældende, at den omhandlede
fremgangsmåde og det tilhørende apparat i det mindste savner
opfindelseshøjde i forhold til, hvad der skal anses for kendt
på ansøgningens indleveringsdag. Efter et nærmere studium
af sagen må vi hævde, at også nyheden er yderst
tvivlsom, hvortil kommer, at ansøgeren under sagens behandling har
drejet opmærksomheden helt bort fra, hvad der oprindeligt blev
søgt patent på. Vi skal senere vende tilbage til dette aspekt af
sagen og de konklusioner, det giver anledning til, men her blot konstatere,
at genstanden for den i fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse ikke
er identisk med genstanden for patentansøgning nr. 5299/80 i sin
oprindelige form.
Ifølge det foreliggende fremlæggelsesskrift
angår den påståede opfindelse en fremgangsmåde til
affedtning af tarme ved anvendelse af det såkaldte
slynge-skrabe-princip, hvorved man nedfylder tarmene portionsvis i en
centrifuge bestående af et stationært tromlesvøb med et
roterende bundstykke. Efter en ønsket behandlingstid udlukkes de
centrifugerede tarme gennem en oplukkelig sideåbning i
tromlesvøbet, hvorefter en ny tarmportion kan fyldes i centrifugen.
Disse foranstaltninger er velkendte og er da også korrekt gengivet i
hovedkravets indledning.
Det nye ved den omhandlede fremgangsmåde angives at
være, at man udfører behandlingen på automatisk tidsstyret
måde. Dette gøres nærmere bestemt ved, at en "tidgiver"
aktiveres ved begyndelsen af centrifugeringen, og at der anvendes automatisk
virkende organer til oplukning af sideåbningen ved signal fra
tidgiveren.
Som begrundelse for, at det skulle være
særligt ønskeligt eller fordelagtigt at forsyne den i sig selv
kendte behandling med en automatisk tidsstyring, har ansøgeren under
sagens behandling anført, at den hidtidige manuelle behandling
førte til høje spildprocenter, fordi det ofte var vanskeligt -
selv for erfarne, trænede operatører - at standse centrifuge-
ringen netop efter den optimale centrifugeringstid, der naturligvis varierer
i afhængighed af de pågældende tarmes art og oprindelse.
Dette var ifølge ansøgeren især uheldigt, fordi det ofte
var ønskeligt, at tarmene kun blev affedtet netop så meget, at
det indvendige lag, der kaldes mukosen, blev siddende på tarmen i
stedet for at blive frigjort fra denne. Tarme med påsiddende mukose
anvendes nemlig til visse bestemte formål og er ifølge
ansøgeren lettere at fremstille i den ønskede kvalitet,
når centrifugeringen gennemføres med nøjagtig styring af
centrifugeringstiden, end når den gennemføres manuelt.
Disse synspunkter, som ansøgeren har anført
til støtte for opfindelsens patenterbarhed, er imidlertid kun delvis
rigtige, eftersom en nøjagtig styring af centrifugeringstiden ikke er
så afgørende, som ansøgeren har hævdet, hvilket vi
skal komme tilbage til nedenfor. Men uanset dette er sagen i al sin enkelhed,
at dét at forsyne et i sig selv kendt apparat med en automatisk
tidsstyring ikke er nogen opfindelse, al den stund automatisk
tidsstyring igennem lange tider har været kendt i utallige
sammenhænge - populært sagt lige siden vækkeuret blev
opfundet. Der er derfor ikke tale om, at man gør en opfindelse,
når man ud fra et erkendt problem, der vedrører behovet for
styring af behandlingstiden, forsyner den pågældende
behandlingsproces og det tilhørende apparat med en automatisk
tidsstyring. Der kan højest være tale om en for en fagmand
nærliggende og indlysende procesoptimering, som i sagens natur
ikke er patenterbar.
Direktoratet er da også selv (i sin skrivelse af 17.
juli 1989 vedrørende ansøgningens 4. behandling) inde på,
at det er nærliggende for en fagmand at gå frem som beskrevet i
ansøgningen. Vi citerer fra Direktoratets ovennævnte
skrivelse:
"Det er imidlertid indlysende, at behandlingstiden har
betydning for behandlingsresultatet, og at det som følge heraf er
vigtigt at styre varigheden af denne. Det er derfor klart, som det også
fremgår af den oprindelige beskrivelse, at det er
"hensigtsmæssigt" at foretage en automatisk tidsstyring.
Automatisk tidsstyring med forud indstillet behandlingstid
er et almindeligt kendt og anvendt princip ved bearbejdning, og det ligger
derfor indenfor en sagkyndigs valgmuligheder at anvende dette kendte princip
i forbindelse med en kendt måde at affedte tarme på, især
ved tarme af ensartet type jfr. den nye beskrivelse side 5, linie 3-8.
Det er nærliggende at styre behandlingstiden ved at
lade tarmindføringen styre starten af centrifugen og, som omhandlet i
den ovennævnte resterende del af kravene, anvende et automatisk styret
sideudkast, som åbnes efter en forud indstillet
behandlingstid".
På dette tidspunkt burde Direktoratet efter vor
opfattelse have afslået ansøgningen, da alle grunde herfor var
til stede, men man valgte meget venligt at lade ansøgeren forklare sig
endnu en gang hvilket førte til, at ansøgeren den 20. september
1989 fremsendte nye patentkrav og en argumentation, som fik Direktoratets
sagsbehandler til at revurdere sin bedømmelse af ansøgningen.
På grundlag af nogle argumenter, hvis lødighed vi senere skal
komme tilbage til, anerkender Direktoratet herefter opfindelseshøjden,
jvf. Direktoratets skrivelse af 12. juni 1991 vedrørende
ansøgningens 5. behandling, idet det samtidig fra Direktoratets side
gøres gældende, at det er nyt at gå frem på den
måde, som fremgår af det senere godkendte hovedkrav.
Dette sidste er naturligvis en klar forudsætning
for, at der overhovedet kan blive tale om patentbeskyttelse, og det er
korrekt, at de under sagens behandling fremdragne publikationer, herunder
brochuren mærker D54/3000/8.60 fra W. Stohrer Maschinenfabrik,
Würtenberg, Forbundsrepublikken Tyskland, ikke specifikt omtaler
muligheden af at forsyne centrifuger til tarm- affedtning med timere til
automatisk styring af centrifugeringstiden. Det er imidlertid en
kendsgerning, at man allerede i 1970'erne - altså længe inden
ansøgningens indlevering - arbejdede med automatisk tidsstyrede
centrifuger til afslimning af svinemaver, hvilket må siges at
være et i nærværende sammenhæng nært
beslægtet arbejdsområde, og at dette foregik på fuldt
åbenlys måde, jvf. bilag 1. I andre beslægtede industrier,
f.eks. fiskeindustrien, har man benyttet centrifuger med påmonterede
timere lige siden 1960'erne, hvilket fremgår af det som bilag 2
vedlagte materiale fra Esbjerg Fiskeindustri a.m.b.a., der blandt andet viser
en separator med selvrensende tromle som er automatisk tidsstyret.
Beskrivelsen af dette apparat er dateret 17. februar 1968.
Som bilag 3 vedlægger vi kopi af et brev af 10.
marts 1993 fra firmaet La Parmentiére International, hvilket brev er
et svar til indsigernes advokat på en af denne fremsat
forespørgsel vedrørende en fagmæssig bedømmelse af
den i fremlæggelsesskriftet beskrevne opfindelse. Den adspurgte
medarbejder hos La Parmentiére International tror fejlagtigt, at det
er indsigeren DAT-Schaub a.m.b.a., der søger patent på
den omhandlede fremgangsmåde og det hertil hørende tidsstyrede
apparat, men bortset fra denne misforståelse er det afgivne svar
utvetydigt og klart: Det adspurgte firma har produceret tids- og
processtyrede tarmrensningsautomater lige siden begyndelsen af 1960'erne, og
man afviser på det bestemteste, at der skulle være grundlag for
efterfølgende at søge sådanne apparater
patentbeskyttet.
Videre fremgår det af brevet, at
tarmrensecentrifuger med påmonteret tidsstyring har været
serieproduceret af La Parmentiére International siden 1979, og at
konkurrerende firmaer i Schweiz, Italien og Sverige har taget ideen op i
begyndelsen af 1980. Ingen af disse firmaer har fundet anledning til at
søge centrifugerne patentbeskyttet, fordi det allerede dengang
(altså inden nærværende ansøgnings
prioritetsdato) blandt fagfolk blev anset for kendt og nærliggende at
forsyne sådanne centrifuger med en automatisk tidsstyring.
Vi vil derfor fastholde Direktoratet på, at
automatisk tidsstyring med forud indstillet behandlingstid er et
almindelig kendt og anvendt princip ved bearbejdning, og at det derfor
på ansøgningens prioritetsdato ubestrideligt lå indenfor
en sagkyndigs valgmuligheder at anvende dette kendte princip i
forbindelse med en kendt måde at affedte tarme på. Ganske
vist kom det ifølge ansøgeren "som et stort chok for alle
implicerede, at det faktisk var muligt at forbedre det hele på
reproducerbar måde ved noget så enkelt som at indføre en
nøjagtig tidsstyring, og det bruges i dag overalt, medens det
før opfindelsen var ukendt" (patentingeniør K.
Skøtt-Jensens skrivelse til Direkto-ratet af 20. september 1989, side
3, linie 4-8). Ansøgeren har tidligere - som forsvar for ideen om
automatisk tidsstyring - anført, at "det slet ikke var nok at arbejde
med f.eks. "1/2 minut", idet det for udfaldet kunne være meget
afgørende, om det drejede sig om 31 eller 28 sekunder, hvilket
fremstod som en helt ny erkendelse" (patentingeniør K.
Skøtt-Jensens skrivelse til Direktoratet af 27. december 1988, side 2
øverst). Denne "er- kendelse" er ifølge indsigerne ikke
nødvendigvis korrekt, da behandlingstiden for det første - som
allerede nævnt - ikke behøver at fastlægges inden for et
så snævert interval, og fordi behandlingstiden for det andet
meget vel kan variere med nogle sekunder inden for samme tarmtype, jvf. bilag
1. Selv om dette imidlertid havde været tilfældet, ville
der stadig ikke ligge nogen op- finderisk indsats i at
fastslå den nøjagtige behandlingstid for en given tarmtype og
derefter indstille tidsstyringen på denne behandlingstid. Dette
er jo netop, hvad man gør, jvf. fremlæggelsesskriftets krav 1
("idet behandlingstiden forud indstilles på denne" (tidgiveren)). Det
fremgår også af Skøtt-Jensens ovennævnte skrivelse
af 20. september 1989, at "det er muligt praktisk/fagligt at opnå
reproducerbare gode resultater ved ren tidsstyring, når man
først har skudt sig ind på den rigtige tid for en tilsvarende
behandling" (vor understregning). Der er altså på ingen
måde tale om, at det patentansøgte tidsstyrede apparat selv
finder ud af at bestemme den fornødne behandlingstid for en given
vilkårlig tarmtype. Denne behandlingstid skal apparatet eksplicit have
at vide af operatøren, hver gang der skiftes tarmtype, og alt hvad man
opnår med den påståede opfindelse er således, at man
slipper for selv at holde øje med tiden og afbryde centrifugeringen,
når tiden er inde, idet disse handlinger overtages af automatikken.
Dette må siges at være en yderst beskeden
opfindelseshøjde, selv i 1980, og det ligger betydeligt under de krav
til opfindelseshøjde, som vi ellers præsenteres for fra
Direktoratets side, og som i øvrigt forekommer rimelige.
Den argumentation, som åbenbart har overbevist
Direktoratet, er for os at se tendentiøs og følelsesladet og
bygger ikke på nogen som helst teknisk-saglige argumenter. I stedet er
den overvejende centreret omkring lidet diplomatiske udfald mod Direktoratets
sagsbehandler, der blandt andet - af ansøgerens fuldmægtig -
beskyldes for at opfatte hidtidige fagfolk på området som
"retarderede"; jvf. Skøtt-Jensens ovennævnte skrivelse af 20.
september 1989, side 4. Vi skal ikke kommentere dette argumentationsniveau
yderligere, men blot konstatere, at an- søgerens hele argumentation
fra start til slut er blottet for saglig substans, og det må være
rimeligt at henstille, at en patentansøgning vurderes på sine
tekniske forudsætninger og intet andet, da det jo ikke tjener
Direktoratets formål at udstede usagligt vurderede patenter.
I denne forbindelse finder vi også anledning til at
påpege, som også antydet indledningsvis, at der med hensyn til
genstanden for opfindelsen er foretaget en ganske betydelig afvigelse
i forhold til det, der på ansøgningstidspunktet skulle anses for
det opfinderisk ejendommelige. Dengang skulle det nye angiveligt søges
i, at tarmene blev affedtet ved centrifugering og kun dette, hvilket
fremgår af det (prisværdigt kortfattede) eneste patentkrav i den
oprindelige ansøgning af 12. december 1980. Denne såkaldte
opfindelse blev effektivt skudt ned, blandt andet af den ovennævnte, i
sagen fremdragne Stohrer-brochure, hvilket fik ansøgeren til
ufortrødent at anføre, at det nye alligevel ikke lå i
selve centrifugeringen, men derimod i den automatiske styring af
denne. Det fremgår af basisdokumentet, at tidsstyringen er vigtig, og
at det vil være "hensigtsmæssigt" at anvende en centrifuge, der
styres automatisk. Det fremgår imidlertid ikke på nogen
måde af basisdokumentet, at den automatiske tidsstyring skulle
være selve opfindelsens substans. Ideen om tidsstyringen har ingen
sammenhæng med ideen om centrifugering som middel til affedtning. Der
er tale om en generelt anvendelig metode til styring af processer af enhver
art, hvor tidsperioden (dvs. varigheden af processen) har relevans. Derfor
kan denne nye ide ikke have prioritet fra basisdokumentet, og den er helt
klart først opstået, da der undervejs i sagsforløbet
viste sig at være brug for noget andet end det oprindelige at
hænge ansøgningen op på.
Sammenfattende skal vi anføre, at den i
fremlæggelsesskrift nr. 165 101 beskrevne opfindelse ikke er
patenterbar, fordi
- nyhedsværdien i sig selv er tvivlsom, da man
har kendt automatisk tidsstyrede processer og apparater i mange år
før ansøgningens indlevering, og fordi
- opfindelseshøjden ikke blot er diskutabel, men
reelt ikke-eksisterende, eftersom det på
ansøgningstidspunktet må have været vanskeligt at finde en
gennemsnitsfagmand, der ikke var i stand til at forsyne et apparat med
automatisk tidsstyring efter at have konstateret, at en rimeligt
nøjagtig behandlingstid er vigtig.
Sluttelig skal vi for en ordens skyld påpege, at
selv om ingen tidligere havde gjort, som der står i en
patentansøgning, kan dette forhold naturligvis ikke i sig selv
gøre den beskrevne opfindelse patenterbar. Patenterbarheden kan og
skal alene bedømmes i lyset af, hvorvidt de i patentlovens ?2 stk. 1 angivne forudsætninger
(krav om nyhed og opfindelseshøjde) er opfyldt. Dette er ikke
tilfældet for nærværende fremlagte ansøgnings
vedkommende, som det vil være fremgået af det foregående,
og vi skal derfor henstille, at ansøgningen bliver afslået i sin
helhed."
Hertil bemærkede ansøgeren den 14. september
1993 følgende:
"Nederst på side 2 hævder indsigeren, at vi
under sagens behandling har drejet opmærksomheden helt bort fra, hvad
der oprindeligt blev søgt patent på. Dette er i højeste
grad ukorrekt, idet vore bestræbelser netop er gået i retning af
at klarlægge, hvad det egentlig var, der blev søgt patent
på. Vi har redegjort for, at der fra starten optrådte visse
misforståelser, som nok har præget sagen, men som dog alligevel
ikke har gjort det umuligt at udtrække essensen af sagen, der jo
stadigvæk - med Patentdirektoratets billigelse - har kunnet udledes af
de oprindelige bilag.
Indsigeren har helt ret i, at opfindelsen ifølge
fremlæggelsesskriftet nr. 165,101 ikke er identisk med genstanden for
den tilhørende oprindelige patentansøgning nr. 5299/80; men
denne konstatering er ikke specielt værdifuld, hvis det iøvrigt
under sagsbehandlingen er fastslået, at opfindelsen lader sig udtrykke
på en anden og mere korrekt måde.
Eksempelvis ligger det helt klart, at der fra starten er
benyttet et relevant fagord på en forkert måde, idet udtrykket
"centrifugering" er benyttet fagmæssigt, møntet på en
proces som ikke er en absolut centrifugering, men en rotation af en
bund-skive inde i et opstående, fast cylindersvøb. Indsigeren er
selv ansvarlig for at have skabt fagordet "centrifugering" for faglig
beskrivelse af denne funktion. Som nu påpeget af indsigeren, vil det
være mere korrekt at tale om en slynge-skrabe funktion; men dette
udtryk har ikke tidligere været kendt i fagkredse, hvor man var fuldt
tilfreds med "centrifugeringen", selvom denne altså ikke helt var
identisk med en egentlig, fri centrifugering.
Indsigerens næste synspunkt, nemlig at brugen af en
tidsstyring gennem lange tider har været kendt i utallige
sammenhænge, er totalt uden interesse eller betydning, al den stund vi
her betragter et område, hvor netop den form for styring slet ikke har
været inde i billedet. Henvisningen til vækkeuret og andre
tidsstyringer er særdeles malplaceret, når det drejer sig om en
proces, der hidtil ikke er anskuet som tidsbestemt, men blot som
"erfaringsbestemt", vel endda med et moment af at den erfarne fagmand kunne
styre processen frem til det kritiske punkt uden hensyn til, om dette for en
given portion ville tage kortere eller længere tid. Det svarer til
madlavning med æg, hvor den kyndige uden hensyn til noget stopur kan
fornemme, hvornår det er lige ved at gå galt.
Indsigeren har naturligvis fornøjelsen af at citere
Direktoratets skrivelse af 17.07.89 og af forinden at sige det samme ved den
lidt uværdige henvisning til vækkeuret og til den inverterede
logik i betragtningen om, at problemløsningen giver sig selv,
når bare man kender problemstillingen. Det er vel en indsigers pligt at
lave den slags forvridninger; men det samme siges dog med et anstrøg
af saglighed i citatet fra Direktoratet. Vi mener ikke, at der her er grund
til at behandle de pågældende anbringender nærmere, da
dette jo allerede er sket i besvarelsen af den citerede skrivelse. Det er
værd at lægge mærke til, at indsigeren ikke har givet noget
sagligt bidrag til den teoretiske debat om opfindelseshøjden, og vi
kan dårligt se, hvad meningen kan være med at citere
indvendinger, der senere er blevet overkommet.
Den besvarelse, der fik direktoratet til at ombestemme
sig, beskyldes af indsigeren for at mangle saglig substans. Dette skal ikke
kommenteres nærmere her; men i og med at besvarelsen i hovedsagen var
en argumentation imod den slags irrationelle indvendinger, som også
indsigeren nu betjener sig af, så er temaet ikke primært noget om
saglig substans.
Indsigeren omtaler på side 5-6 nogle andre
tidsstyrede funktioner og apparater, hvilket da vist må være
overflødigt. Hverken vi eller Direktoratet er i tvivl om, at der
forekommer masser af tidsstyringer; men det behøver da ikke at
indebære, at det så er principielt slut med opfindelser, der
bygger på en tidsstyring, nemlig hvor der uventet forekommer yderst
overraskende fordele. Indsigerens generalisering vedrørende dette kan
vel end ikke accepteres af indsigeren selv.
Vi har vanskeligt ved at forstå, hvad det er,
indsigeren vil udtrykke på side 7. Man må frem til, at det
eneste, der opnås ved opfindelsen, er at man slipper for selv at holde
øje med tiden, men indsigeren ved bedre end nogen, at man dog
opnår noget nok så væsentligt, nemlig en voldsom
nedsættelse af spildprocenten. Indsigeren bestrider ikke, at
fremgangsmåden/apparatet er af overordentlig høj effektivitet,
og dette er nu engang fortsat et udmærket kriterium for
opfindelseshøjde. Iøvrigt er det kun delvis rigtigt, at
apparatet skal informeres om behandlingstiden hver gang, der skiftes
tarmtype. Det er netop et særkende for opfindelsen, at det er muligt
forud at programmere styringen, således at man kan bruge forskellige
dedicerede startknapper til de forskellige tarmtyper, hvorved
operatøren blot skal trykke på knappen med den rigtige
påskrift.
Resten af indsigelsesbegrundelsen er nogle indsigertypiske
bemærkninger til sagsforløbet, og vi finder det ikke
nødvendigt at kommentere dette nærmere. Sagen har været
usædvanligt indgående behandlet, og indsigeren peger ikke
på forhold, som ikke allerede har været under lup.
I sammenfatningen på side 9 udtrykkes nærmest
en anerkendelse af sagen, idet det "svære skyts" her blot er et par
polemiske bemærkninger, som netop angår de forhold, der allerede
er behandlet under proceduren, og i sidste afsnit finder man det ligefrem
relevant at belære os og Patentdirektoratet om, hvordan man skal
behandle en sag, hvis den handler om noget, som notorisk er nyt!
Vi vil undlade at kommentere bilag, der hører til
indsigelsesbegrundelsen. Man søger mere eller mindre at give udtryk
for, at opfindelsen er kendt; men det bliver ikke til nogen egentlig
dokumentation. Ansøgeren er vidende om, at indsigeren har al grund til
at ønske sagen taget af bordet; men vi må konstatere, at
indsigelsen reelt ikke ændrer billedet af sagen på nogen som
helst måde. Indsigeren har tidligere hævdet, at opfindelsen
simpelthen var kendt i forvejen, og her har man åbenbart skiftet
mening."
Patentdirektoratet besluttede ved skrivelse af 29.
september 1993 at udstede patent, idet indsigelsen blev afvist med
følgende begrundelse:
"Ifølge Deres nærmere begrundelse for
indsigelsen er grundlaget for denne, at nyheden af opfindelsen efter Deres
opfattelse er "yderst tvivlsom", og at opfindelsen i det mindste savner
opfindelseshøjde.
Vi må give ansøgeren medhold i, at De ikke
har dokumenteret at opfindelsen var kendt før ansøgningens
indleveringsdag.
Deres tvivl med hensyn til nyheden baserer De alene
på en tro og loveerklæring fra to medarbejdere hos DAT-SCHAUB
(bilag 1), der angiveligt siden begyndelsen af 1970 har været
beskæftiget med afslimning af maver i centrifuge monteret med
tidsstyring, og en erklæring fra en hr. Kaare Prien fra firmaet la
Parmentiére International (bilag 3) om, at den i ansøgningen
omhandlede teknik har været anvendt i firmaets tarmrensningscentrifuger
siden 1961, og at firmaet er bekendt med, at lignende maskiner med samme
tekniske indretning siden begyndelsen af 1980 har været fremstillet af
dets konkurrenter.
Det er imidlertid ikke tilstrækkelig dokumentation,
at De indsender tro og loveerklæringer og angiver vidner, der kan
understøtte påstandene i indsigelsen.
Vi må derfor give ansøgeren ret i, at dette
forsøg på at rejse tvivl om opfindelsens nyhed ikke kræver
nogen kommentarer. Der kan derfor ses bort fra bilag 1 og 3.
Det må derfor fastholdes som anført i
skrivelse herfra af 12 jun. 1991, side 2, linie 3-6, at det i
ansøgningen omhandlede er nyt i forbindelse med affedtning af
tarme.
Tilbage står spørgsmålet om vurderingen
af opfindelseshøjden.
Vi kan ikke give Dem ret i, at ansøgningen på
dette punkt er usagligt vurderet, fordi den skulle være blevet vurderet
på andet end sine tekniske forudsætninger.
Vi er enige med Dem i, at en del af ansøgerens
indlæg af 20 sep. 1989 ikke vedrører sagens substans. De dele af
argumentationen, der har teknisk-sagligt indhold, berettiger imidlertid efter
vores opfattelse, at opfindelseshøjden er vurderet som
tilstrækkelig til, at opfindelsen er patenterbar.
Der opnås således ifølge opfindelsen en
virkning, nemlig forbedrede resultater i form af en reduceret
spildprocent.
Vi er endvidere ikke og har ikke under ansøgningens
behandling været i tvivl om, at automatisk tidsstyring, også af
centrifuger, var almindelig kendt før ansøgningens
indleveringsdag. Ansøgeren har da heller ikke bestridt dette, og vi
må derfor give ansøgeren ret i, at det er overflødigt, at
De fremsender yderligere materiale for at dokumentere dette princip (bilag 2,
hvoraf den eneste af siderne, der er dateret, er mærket 17 feb.
1967).
Vi har imidlertid lagt vægt på, at det taler
for, at opfindelseshøjden er tilstrækkelig, at dette kendte
princip, som, ifølge det De selv fremfører, har stået til
rådighed længe inden ansøgningens indleveringsdag, ikke er
blevet anvendt i forbindelse med affedtning af tarme.
Herudover mener vi, at ansøgeren har ret i, at det,
De iøvrigt fremfører, allerede har været genstand for
overvejelser ved bedømmelsen af opfindelseshøjden, og at De
således ikke har tilført sagen nye synspunkter, som har kunnet
ændre denne bedømmelse.
De finder i Deres indsigelsesbegrundelse også
anledning til at påpege, at genstanden for opfindelsen ifølge
fremlæggelsesskriftet ikke er identisk med genstanden for opfindelsen
på ansøgningstidspunktet.
Vi må give ansøgeren ret i, at dette er uden
betydning. Det er blot en forudsætning, at kravene ikke er ændret
således, at de indeholder noget, som ikke fremgår af
basisdokumenterne. Vi mener som anført i skrivelse herfra af 17 jul.
1989, side 1, 4. afsnit, at det nødvendige grundlag især findes
i den oprindelige beskrivelse side 4, linie 3-9 og 23-27.
Vi har derfor vedtaget at meddele patent på grundlag
af fremlæggelsesskrift nr. 165101 uden ændringer."
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 26.
november 1993 indbragt for Patentankenævnet.
I skrivelse af 7. marts 1994 har klageren fremsat
følgende ankebegrundelse:
"....Patentdirektoratet meddeler os i skrivelse af 29.
september 1993, at man har vedtaget at meddele patent på grundlag af
fremlæggelsesskrift nr. 165 101 uden ændringer, idet man ikke har
kunnet give os medhold i vor påstand om, at nyheden af opfindelsen er
yderst tvivlsom, og at opfindelsen uanset den eventuelle nyhedsværdi i
det mindste savner opfindelseshøjde. Denne afgørelse finder vi
forkert, hvilket vi nærmere skal redegøre for i det
følgende:
Patentdirektoratet konkluderer i sin skrivelse af 29.
september 1993, at vi ikke har dokumenteret, at opfindelsen var kendt
før ansøgningens indleveringsdag, og at vi med hensyn til
spørgsmålet om opfindelseshøjde ikke har tilført
sagen nye synspunkter, som har kunnet ændre Patentdirektoratets
bedømmelse. Over for Patentankenævnet ønsker vi herefter
at gøre gældende:
1) at der uanset Patentdirektoratets påstand om
det modsatte mangler opfindelseshøjde, hvorved ansøgningen ikke
opfylder patentlovens ?2, stk.
1,
2) at opfindelsen ikke er så tydeligt forklaret i
beskrivelsen at en fagmand på grundlag deraf kan udøve
opfindelsen, hvorved ansøgningen heller ikke opfylder patentlovens
?8, stk. 2,
3) at der fuldstændig mangler dokumentation for,
at de påståede fordele rent faktisk opnås, og
4) at det, som Patentdirektoratet agter at meddele
patent på, er væsentligt forskelligt fra det oprindeligt
patentansøgte, hvilket vi finder i strid med patentlovens ? 13.
I det følgende skal vi uddybe punkterne (1)-(4)
nærmere.
1. Opfindelseshøjden
Patentlovens ?2 fastslår, at patent kun meddeles på
opfindelser, som er nye i forhold til, hvad der var kendt før
patentansøgningens indleveringsdag, og som tillige adskiller sig
væsentligt derfra. Reglen om, at der skal være tale om en
rimelig klar opfindelseshøjde, giver normalt ikke anledning til tvivl,
idet det af de fleste anses for en selvfølge, at der må
kræves en vis - ikke for ringe - afstand mellem det kendte og det nye,
for at man overhovedet med rimelighed kan tale om en opfindelse. Det er
også almindeligt accepteret, at det nye ikke må være
indlysende eller nærliggende for en fagmand.
Som bekendt angår opfindelsen ifølge
fremlæggelsesskriftet en fremgangsmåde til affedtning af tarme
ved anvendelse af det såkaldte slynge-skrabe-princip, hvorved man
nedfylder tarmene portionsvis i en centrifuge bestående af et
stationært tromlesvøb med et roterende bundstykke. Efter en
ønsket behandlingstid udlukkes de centrifugerede tarme gennem en
oplukkelig sideåbning i tromlesvøbet, hvorefter en ny
tarmportion kan fyldes i centrifugen. Disse foranstaltninger er velkendte og
er da også korrekt gengivet i hovedkravets indledning.
Det nye ved den omhandlede fremgangsmåde angives at
være, at man udfører behandlingen på automatisk tidsstyret
måde. Dette gøres nærmere bestemt ved, at en "tidgiver"
aktiveres ved begyndelsen af centrifugeringen, og at der anvendes automatisk
virkende organer til oplukning af sideåbningen ved signal fra
tidgiveren.
Som begrundelse for, at det skulle være
særligt ønskeligt eller fordelagtigt at forsyne den i sig selv
kendte behandling med en automatisk tidsstyring, har ansøgeren under
sagens behandling anført, at den hidtidige manuelle behandling
førte til høje spildprocenter, fordi det ofte var vanskeligt -
selv for erfarne, trænede operatører - at standse centrifuge-
ringen netop efter den optimale centrifugeringstid, der naturligvis varierer
i afhængighed af de pågældende tarmes art og oprindelse.
Dette var ifølge ansøgeren især uheldigt, fordi det ofte
var ønskeligt, at tarmene kun blev affedtet netop så meget, at
det indvendige lag, der kaldes mukosen, blev siddende på tarmen i
stedet for at blive frigjort fra denne. Tarme med påsiddende mokuse
anvendes nemlig til visse bestemte formål og er ifølge
ansøgeren lettere at fremstille i den ønskede kvalitet,
når centrifugeringen gennemføres med automatisk styring af cen-
trifugeringstiden, end når den gennemføres manuelt.
Efter indsigerens opfattelse er det imidlertid selve
tidsstyringen, der er vigtig, medens det i princippet må være
underordnet, om centrifugeringen afbrydes af en automatisk anordning
("tidgiver") eller manuelt, når blot det sker på det
forudbestemte tidspunkt. Men selv om det havde været af
afgørende betydning at afbryde centrifugeringen automatisk, ville der
ikke ligge nogen opfinderisk indsats i at forsyne en centrifuge til
tarmrensning (kendt i hvert fald siden 1960) med afbryderautomatik
(formentlig kendt endnu længere). Vi vil tillade os at mene, at dette
tiltag ligger for en gennemsnitsfagmands kreative formåen, og at dette
også var tilfældet i 1980.
I den oprindelige beskrivelse til nærværende
ansøgning, dateret 12. december 1980, anføres det i god
overensstemmelse med det ovenstående, at styringen af centrifugeringen
kan foregå manuelt eller automatisk, og at det er den nøjagtige
tidsstyring, der er den afgørende parameter. Vi citerer fra side 4 i
denne beskrivelse:
"Styring af centrifugeringen kan foregå manuelt
eller automatisk, men da det har vist sig at have stor betydning, at
centrifugeringen styres ret nøjagtigt tidsmæssigt, vil det
være hensigtsmæssigt at anvende en centrifuge med automatisk
opstart styret af tarm- indføring og med automatisk styret sideudkast,
der åbnes efter forindstillet behandlingstid".
Heraf fremgår det således også, at
behandlingstiden skal forudindstilles (efter den givne tarmtype), hvis
man anvender automatisk tidsstyring, og det er derfor ikke korrekt, når
der i fremlæggelsesskriftet (side 4, linie 31 - side 5, linie 4)
anføres følgende:
"Det er ved opfindelsen konstateret, at det ikke er de
kendte "centrifugers" skyld, at man har arbejdet med så store
spildprocenter, men snarere fagfolkenes opfattelse af, at det eneste mulige
styrekriterium har været betjeningsekspertens fornemmelse af,
hvornår behandlingen burde afbrydes. Det har nemlig overraskende vist
sig, at man kan nå til voldsomt meget bedre resultater helt uden
ekspertindsats, idet tarme viser sig at kunne behandles i centrifugerne
på reproducerbar optimal måde ved en nøjagtig tidsstyring"
(vor understregning).
Man kan naturligvis ikke undvære "ekspertindsatsen",
al den stund den nødvendige behandlingstid skal fastlægges af
rutinerede fagfolk for hver enkelt tarmtype. Herefter skal denne
behandlingstid overholdes rimeligt nøje, men det er naturligvis
underordnet, om dette gøres af en opmærksom operatør
eller ved hjælp af automatik. Det afgørende er erkendelsen af,
at "tarme viser sig at kunne behandles i centrifugerne på reproducerbar
optimal måde ved en nøjagtig tidsstyring", jvf.
ovenstående. Dette var imidlertid ikke noget, som tarmene viste sig at
kunne i 1980, men derimod væsentligt tidligere. Således
fremgår det af en brochure fra det tyske W. Stohrer fra 1960
(fremdraget under ansøgningens behandling og vedlagt her som bilag 1),
at behandlingstiden er vigtig, idet den foreskrevne centrifugeringstid for
forskellige tarmtyper eksplicit er angivet. Tidsstyret centrifugering af
tarme var således kendt længe før 1980. I god
overensstemmelse hermed anfører Patentdirektoratet i sin skrivelse af
17. juli 1989 vedrørende ansøgningens 4. behandling):
"Det er imidlertid indlysende, at behandlingstiden har
betydning for behandlingsresultatet, og at det som følge heraf er
vigtigt at styre varigheden af denne. Det er derfor klart, som det også
fremgår af den oprindelige beskrivelse, at det er
"hensigtsmæssigt" at foretage en automatisk tidsstyring.
Automatisk tidsstyring med forud indstillet behandlingstid
er et almindeligt kendt og anvendt princip ved bearbejdning, og det ligger
derfor indenfor en sagkyndigs valgmulighed at anvende dette kendte princip i
forbindelse med en kendt måde at affedte tarme på, især ved
tarme af ensartet type, jfr. den nye beskrivelse side 5, linie 3-8.
Det er nærliggende at styre behandlingstiden ved at
lade tarmindføringen styre starten af centrifugen og, som omhandlet i
den ovennævnte resterende del af kravene, anvende et automatisk styret
sideudkast, som åbnes efter en forud indstillet
behandlingstid".
Selv om Patentdirektoratet beklageligvis
efterfølgende ændrede denne opfattelse, må det
således stå klart, at det før ansøgningens
indlevering var kendt at affedte tarme ved centrifugering, og at det var
erkendt af fagfolk, at en nøje styring af behandlingstiden er vigtig.
Ligeledes var automatisk tidsstyring med forudindstillet behandlingstid et
almindeligt anvendt behandlingsprincip.
Derfor er den påståede opfindelse totalt
blottet for opfindelseshøjde.
2. Den tekniske forklaring af opfindelsen
Vi finder anledning til at påpege, at
opfindelsen efter vor opfattelse ikke er så tydeligt forklaret i
beskrivelsen, at en fagmand på grundlag heraf kan udøve
opfindelsen. Beskrivelsen består overvejende af nogle
ønskeagtige angivelser, hvorefter tarme "skal kunne behandles
skånsomt og endda så ensartet, at man akkurat kunne opnå,
at en væsentlig del af de behandlede tarme alle behandles korrekt, og
endda helst således at der vil være mulighed for at efterlade
mukosen på de behandlede tarme.
Udførte forsøg med forskellige andre
behandlingsformer har ikke givet væsentlig bedre resultater. Det var
derfor en overraskelse, at man med en konventionel slynge-/skrabe-behandling
modificeret som angivet i den kendetegnende del af krav 1 (dvs. med
automatisk tidsstyring) kunne opnå, at behandlingen lykkes til praktisk
taget fuldkommenhed".
Der er således ingen angivelser af, hvilke
behandlingstider de enkelte tarmetyper kræver. Man må derfor
hente hjælp andre steder, hvis man i sin søgen efter "tidgiver"
korrekt. Dette er jo fremdeles en forudsætning for at kunne opnå
de påståede gode resultater.
Man kunne naturligvis søge hjælp i
udførelseseksemplerne, hvoraf der findes 6 ialt. De er hver på 4
linier og indeholder ingen blot nogenlunde nøjagtige angivelser af den
ellers så vigtige og afgørende behandlingsvarighed. Det
anføres blot, at "tarmene centrifugeres kortvarigt", hvilket må
siges at være en ret elastisk angivelse. I eksempel 1
"præciseres" dette dog til "maksimalt 60 sekunder", hvilket er det
nærmeste man kommer en tidsangivelse. Dette stemmer dårligt
overens med angivelsen på side 5, linie 5-8 i
fremlæggelsesskriftet, ifølge hvilken en behandling i f.eks. 28
sekunder hverken må afkortes til 26 sekunder eller forøges til
30 sekunder. I eksempel 4 opdeles tarmen i "passende længder", og man
må så selv tage stilling til, hvad der er "passende
længder" for en tyktarm, hvilket i nogen grad vanskeliggøres af,
at det ikke fremgår, hvilket dyr der har lagt krop til forsøget.
Og som det mest betænkelige: Det fremgår ikke af eksemplerne,
hvad man over- hovedet opnår i de seks tilfælde i
forhold til det kendte.
Så er der trods alt lidt mere substans i brevet af
12. juni 1991 til Patentdirektoratet fra ansøgerens fuldmægtig,
som er et svar på Patentdirektoratets skrivelse vedrørende
ansøgningens 4. behandling. I sit brev anfører
ansøgerens fuldmægtig med hensyn til behandlingstiden:
"Det vil ligge i sagens natur, at man ikke generelt kan
sætte eksakte tal på de nødvendige tider, da disse
allerede kan være apparatafhængige eller
hastighedsafhængige, se s. 5 1. 2-5. Det er endda muligt, at der
fagmæssigt kan konstateres andre af- hængigheder, men
ansøgningens budskab er alligevel, at det er muligt praktisk/fagligt
at opnå reproducerbare gode resultater ved ren tidsstyring, når
man først har skudt sig ind på den rigtige tid for en
tilsvarende behandling. Det er vigtigt at understrege sagens
"praktisk/faglige" karakter, idet der ikke er tale om, at man på
laboratorieagtig måde skal genskabe samtlige procesparametre
minutiøst, men bare - jfr. også de givne eksempler - kan smide
"en eller flere tarme" ned i maskinen; fagfolk, der efterprøver
opfindelsen, vil let finde, at de optimale tider er opnåelige ved
indstilling efter forbløffende få og grove kriterier, men
naturligvis kan fagfolk efter behag eksperimentere med mere differentierede
kriterier, hvis de vil nå det helt sublime".
Meningen med disse ord synes at være, at det
på den ene side er vigtigt med en nøje tidsstyring, mens man
på den anden side ikke behøver at være så
nøjeregnende med at overholde procesparametrene. Opfindelsen må
således siges at have vide rammer.
3. Den foreliggende dokumentation
Som antydet ovenfor fremgår det ikke klart, hvad
der opnås med opfindelsen - i alle tilfælde ikke udtrykt ved
konkrete tal eller blot antydningsvise angivelser. I sin skrivelse af 29.
september 1993 siger Patentdirektoratet ganske vist:
"Der opnås således ifølge opfindelsen
en virkning, nemlig forbedrede resultater i form af en reduceret
spildprocent".
Vi har dog ikke nogen steder, hverken i den oprindelige
beskrivelse, i fremlæggelsesskriftet eller i den stedfundne
korrespondance mellem Patentdirektoratet og ansøgeren under sagens
behandling, kunnet finde nogen angivelse af, hvilke forbedrede
resultater der er tale om. Den interesserede må nøjes med
følgende betragtning fra ansøgerens fuldmægtig, hentet
fra brevet af 12. juni 1991 til Patentdirektoratet:
"Det kom som et stort chock for alle implicerede, at det
faktisk var muligt at forbedre det hele på reproducerbar måde ved
noget så enkelt som at indføre en nøjagtig tidsstyring,
og det bruges i dag overalt, medens det før opfindelsen var
ukendt".
I hvilket omfang man kan "forbedre det hele",
svæver således i det uvisse.
For at forsøge at få kastet lys over denne
del af problematikken har indsigeren kontaktet Slagteriernes
Forskningsinstitut for at få foretaget de sammenligningsforsøg
mellem opfindelsen og den nærmeste kendte teknik, som
Patentdirektoratet burde have forlangt under sagens behandling, og som
sagligt set ville have haft mere værdi end ovenstående malende
omtale af "det store chock", som ramte "alle implicerede". Som bilag 2
vedlægger vi kopi af et rapportbrev fra afdelingschef Henning
Lüthje, Slagteriernes Forskningsinstitut, til indsigeren, DAT-Schaub
A.m.b.a., som stillede instituttet den opgave at sammenligne den
automatiserede fremgangsmåde til affedtning ifølge opfindelsen
med en tilsvarende manuel affedtning.
Som det fremgår af instituttets brev, er man af den
opfattelse, at der ved udførelse af de påtænkte
sammenligningsforsøg ikke vil kunne ses nogen forskel på
de behandlede partier (identiske partier behandlet henholdsvis manuelt og med
automatisk tidsstyring) ud over den tilfældige variation. Af denne
grund anså Slagteriernes Forskningsinstitut det for
formålsløst at iværksætte sådanne
sammenligningsforsøg. Konklusionen er således, at man fra
absolut sagkyndig side afviser, at der med den påståede
opfindelse kan opnås nogen som helst fordelagtige resultater,
som ikke også vil kunne opnås ved omhyggelig manuel overholdelse
af de foreskrevne behandlingstider, som under alle
omstændigheder - automatisk eller ej - skal iagttages, netop fordi
det afgørende ved affedtningsprocessen er, at der foretages en
nøjagtig (men ikke nødvendigvis en automatisk)
tidsstyring, efter at man, med ansøgerens egne ord, har "skudt sig
ind" på den påkrævede behandlingstid for den aktuelle
tarmportion.
Slagteriernes Forskningsinstitut afviste opgaven som
intetsigende og så useriøs, at man vægrede sig ved at
lægge navn til den, eftersom man nødig ville stå som
ansvarlig for forsøg, hvis resultater (eller mangel på samme)
var givet på forhånd. Flere langvarige drøftelser mellem
instituttet på den ene side og indsigeren og os på den anden side
fik ikke instituttet til at fravige denne holdning, som det fremgår af
ovennævnte brev. Der findes altså ikke resultater, der viser, at
opfindelsen virker som påstået, og sådanne resultater
kan heller ikke tilvejebringes.
4. Opfindelsens genstand
Vi finder anledning til at påpege, at
ansøgeren med hensyn til selve opfindelsens genstand har foretaget en
ganske betydelig afvigelse i forhold til det, der på
ansøgningstidspunktet skulle anses for det opfinderisk ejendommelige.
Dengang skulle det nye angiveligt søges i, at tarmene blev affedtet
ved centrifugering og kun dette, hvilket fremgår af det
(prisværdigt kortfattede) eneste patentkrav i den oprindelige
ansøgning af 12. december 1980. Denne såkaldte opfindelse blev
effektivt fejet af bordet, blandt andet af den ovennævnte, i sagen
fremdragne Stohrer-brochure, hvilket imidlertid blot fik ansøgeren til
ufortrødent at anføre, at det nye alligevel ikke lå i
selve centrifugeringen, men derimod i den automatiske styring af
denne. Det fremgår af basisdokumentet, at tidsstyringen er vigtig, og
at det vil være "hensigtsmæssigt" at anvende en centrifuge, der
styres automatisk. Det fremgår imidlertid ikke på nogen
måde af basisdokumentet, at den automatiske tidsstyring skulle
være selve opfindelsens substans. Ideen om tidsstyringen har ingen
sammenhæng med ideen om centrifugering som middel til affedtning. Der
er tale om en generelt anvendelig metode til styring af processer af enhver
art, hvor tidsperioden (dvs. varigheden af processen) har relevans. Derfor
kan denne nye ide dybest set ikke have prioritet fra basisdokumentet, og den
er helt klart først opstået, da der undervejs i
sagsforløbet viste sig at være brug for noget andet end det
oprindelige at hænge ansøgningen op på.
Til dette aspekt af sagen, som vi også bragte
på bane under indsigelsen, siger Patentdirektoratet, at dette er "uden
betydning". Det er blot en forudsætning, at kravene ikke er
ændret på en sådan måde, at de indeholder noget, som
ikke fremgår af basisdokumenterne (Patentdirektoratets skrivelse af 29.
september 1993, side 2 nederst). Dette ændrer imidlertid ikke ved vor
principielle opfattelse, nemlig at man undervejs i sagen totalt ændrer
sit syn på, hvad det egentlige er, der er opfundet. Dette er for os at
se i strid med patentlovens ?13,
ifølge hvilken der ikke må søges patent på noget,
som ikke fremgik af ansøgningen, da denne blev indleveret. I
øvrigt mener vi ikke, at de afsnit i den oprindelige beskrivelse (side
4, linie 3-9 og 23-27), som Patentdirektoratet lægger til grund for
holdbarheden af de godkendte krav, giver tilstrækkelig klart udtryk for
vigtigheden af den ekstremt nøje automatiske tidsstyring, som
ansøgeren senere har propaganderet for - og som ifølge
andre fagfolk ikke er så vigtig endda, jvf. det som bilag 3 viste brev
af 12. marts 1993 fra DAT-Schaub A.m.b.a. til os, hvoraf det fremgår,
at der meget vel kan accepteres en tolerance af tidsstyringen på " 5 sekunder.
Afsluttende skal vi bemærke, at vi finder det
uacceptabelt, at Patentdirektoratet uden videre har afvist de
erklæ-ringer fra fagfolk, som vi vedlagde som bilag til vor
indsigelsesbegrundelse (f.eks. ovennævnte bilag 3), som
utilstrækkelig dokumentation - især når ansøgeren
under sagens behandling uhindret har kunnet bringe erklæringer fra
fagfolk ind i sagen, f.eks. som bilag til svarskrivelsen af 20. september
1989 fra ansøgerens fuldmægtig til Patentdirektoratet. Vi
vedlægger derfor yderligere som bilag 4 og 5 kopi af det materiale, der
indgik som bilag 2 og 3 til vor indsigelsesbegrundelse af 15. marts 1993,
idet vi høfligst henstiller til Patentankenævnet også at
tage hensyn hertil ved den samlede bedømmelse af sagen, da ikke blot
opfindelseshøjden (som udførligt diskuteret ovenfor),
men også selve nyheden af den påståede opfindelse
efter vort (og mange fagfolks) bedste skøn er særdeles
diskutabel.
Vi skal på det bestemteste opfordre
Patentankenævnet til at foranledige den foreliggende fremlagte
ansøgning afslået, dels fordi ansøgningen ikke opfylder -
og heller ikke kan bringes til at opfylde - patentlovens ?2, og dels fordi ansøgningens
hele beskaffenhed er så mangelfuld, at dette i sig selv efter vort
skøn berettiger et afslag. Sluttelig skal vi anmode om, at der
må blive givet os lejlighed til at uddybe det ovenstående i en
mundtlig forhandling med Patentankenævnet."
I fortsættelse af ovennævnte ankebegrundelse
har klageren den 18. marts 1994 skrevet følgende til
Patentdirekto-ratet:
"....Vi skal tillade os at henlede Patentankenævnets
opmærksomhed på den praksis, som EPO's Board of Appeal har
etableret i sager af nærværende art, hvor det for opfindelsens
patenterbarhed afgørende spørgsmål er, hvorvidt det kan
betragtes som en opfinderisk indsats at automatisere en i forvejen
kendt og praktiseret manuel proces.
Vi skal nærmere bestemt anmode om, at
medfølgende bilag 6 og 7 må blive optaget som yderligere
dokumentation i sagen i tilslutning til de allerede foreliggende bilag 1-5.
De to nye bilag er afgørelser truffet af det tekniske appelkammer ved
EPO, henholdsvis afgørelsen af 24. juni 1992 i sagen T 0775/90
(ansøger: Kabushiki Kaisha Toshiba, indsigelse nedlagt af
Océ-Nederland B.V.) (bilag 69 og afgørelsen af 6. februar 1990
i sagen T 0318/89 (ansøger: Deere & Co.) (bilag 7). Disse
afgørelser vedrører ganske vist ikke samme tekniske
område som nærværende DK fremlæggelsesskrift, men da
de berører den samme princi- pielle problemstilling, nemlig om
det er udtryk for en opfindelse at automatisere (ved hjælp af en
computer eller på anden måde) en manuel proces, er de efter vor
opfattelse særdeles relevante i den foreliggende sammenhæng, ikke
mindst fordi de begge drager den konklusion, at der ikke er noget
opfinderisk forbundet med at automatisere en allerede kendt manuel proces.
Således hedder det ordret i afgørelsen i sag nr. T 0775/90 (se
bilag 6).:
"Mere automatisation of functions previously performed by
persons corresponds to the general trend in technics and cannot as such be
considered inventive".
Dette udtrykker meget klart, hvad der er opfattelsen hos
EPO's Board of Appeal i sager af tilsvarende art som den her foreliggende,
nemlig at den blotte automatisering af en i øvrigt identisk,
manuelt udført proces ikke kan betragtes som en opfindelse, men blot
afspejler den generelle tendens inden for teknikken. Og i den forbindelse er
det uden betydning, at arbejdsgangen ved processen herved bliver mere
hensigtsmæssig og mindre udsat for fejl, der kan tilskrives
forsømmelighed eller uagtsomhed hos operatøren. Herom siger
afgørelsen følgende:
"Providing detecting means for detecting the presence of
the developing means and controlling means for prohibiting the selection of
developing means not present is nothing but automatisation of these functions
which up to then had been performed by the user (and a skilled constructor of
copiers whose task it is to improve their construction, is certainly also an
experienced user), and it is not surprising that letting the automatic means
do this work is more convenient for the user and less susceptible to
negligence".
Med andre ord er det, der opnås ved passende
automatisering af en given manuel proces, på ingen måde
overraskende og derfor heller ikke patenterbart.
Samme konklusioner gør sig gældende i den
anden afgørelse (bilag 7), ifølge hvilken det altid er
ønskeligt at automatisere funktioner, der styrer tekniske processer,
men at der ikke heri ligger noget opfinderisk ejendommeligt.
"Als objektiv dem Anmeldungsgegenstand zugrunde-
liegende Aufgabe kann demgegenüber definiert werden, auch die erste
betriebsweise, das Hin- und Zurück-schwenken des Stutzens bei
Geradeausfahrt, zu automatisieren. Ein erfinderischer Schritt kann in der
Stellung dieser Aufgabe nicht gesehen werden. Einerseits liegt nämlich
der Wunsch nach Automatisierung von Steuerfunktionen überall wo
technische Vorgänge zu steuern sind, auf
der Hand. Andererseits ist es schon vorgeschlagen worden, Maβnahmen
vorzusehen, um den Stutzen automatisch und nacheinander in eine
Mehrzahl von unterschiedlichen, innerhalb eines vorbestimmten
Schwenkbereiches vorgesehene Stellungen periodisch zu verschwenken".
Herefter konkluderer Board of Appeal:
"Auch die dem Anspruch 1 gemäß Hauptantrag
entnehmbare Lösung für die aufgabengemäße weitere
Automatisierung der Stutzensteuerung bietet mithin nichts
Erfinderisches".
For os at se er det med disse afgørelser
således hævet over enhver tvivl, at EPO's appelinstans anser det
for så nærliggende og indlysende at automatisere en i forvejen
manuelt praktiseret proces, at sådanne tiltag unddrager sig muligheden
for patentering. Vi skal hermed opfordre Patentankenævnet til at
anlægge et tilsvarende synspunkt i forbindelse med
nærværende fremlagte ansøgning og foranledige denne
afslået."
Ansøgeren har den 30. maj 1994 fremført
følgende kommentarer til indsigerens ankebegrundelse:
"...ad 1), Opfindelseshøjden:
Indsigeren søger at skabe det indtryk, at det
kan komme ud på et, om behandlingstiden fastlægges "manuelt"
eller automatisk, og at den automatiske styring ikke er selvstændigt
opfinderisk, når den "manuelle" styring er kendt. Man støttes i
dette synspunkt af det forhold, at den manuelle styring ikke er omfattet af
patentkravene. Imidlertid er synspunktet helt forkert, idet den
pågældende manuelle styring ikke var kendt. Udtrykket
"efter en ønsket behandlingstid" i krav 1's indledning refererer ikke
til en "forud nøje fastlagt behandlingstid for bestemte produkter i en
bestemt maskine", men simpelthen til den behandlingstid, som den
optrædende operatør finder passende, jfr. i øvrigt
forklaringen af den kendte teknik. Hele diskussionen omkring den manuelle
contra den automatiske styring er formålsløs al den stund en
manuel styring udført efter opfindelsens præmisser vil
være nærmest præcis ligeså opfinderisk som den
automatiske styring; på selve dette punkt er vi altså ikke
afgørende uenige med indsigeren.
Når den pågældende manuelle styring
glimrer ved sit fravær i hovedkravet skyldes det blot ikke, at denne
styring var kendt, men at ansøgeren har indset og accepteret, at det
kunne blive temmelig vanskeligt at håndhæve et patent på
denne form for styring, ligesom det af gode grunde måtte accepteres, at
basisbeskrivelsen ikke tillod nogen ekstravagance med hensyn til opfindelsens
udtryk. I forholdet ligger altså ikke den ringeste erkendelse af, at en
egentlig tidsstyring med sekunders nøjagtighed skulle tilhøre
den kendte teknik. Herefter vil det være meget lidt, vi behøver
at kommentere vedr. hele pkt. 1).
Øverst side 5 tales om en understreget angivelse af
udtrykket "helt uden ekspertindsats". Det er ubegribeligt, at indsigeren vil
ofre plads til de tilknyttede bemærkninger, da det for enhver vil
være klart, at meningen faktisk er som udtrykt af indsigeren selv,
nemlig at det ved eksperthjælp kan fastlægges forud, hvilken
behandlingstid de forskellige slags produkter vil behøve,
hvorefter den løbende produktion kan foregå "helt uden
ekspertindsats". Forud for opfindelsen var det højst
påkrævet, at det var "eksperten", der tog sig af den
løbende produktion, hvilket unægteligt gør en stor
forskel.
Indsigeren henviser til bilag 1) med en bemærkning
om, at det deraf skulle fremgå, at visse angivne behandlingstider "er
vigtige". Dette er i hvert fald ikke korrekt, idet der alene angives nogle
eksempler, der overfor "eksperten" alene kan antyde, hvilken
størrelsesorden af tid, han kan forvente for nogle forskellige arter
af produkter. Bilag 1) ses ikke at være dateret, men vi vil ikke
hæfte os ved særligt ved dette al den stund bilaget ikke på
nogen måde angiver opfindelsen. Som forholdene tidligere var, var det
en udmærket vejledning for en tarmmester, at en vis type af tarme ville
kræve en behandlingstid på 1/2 eller 1 eller 4 minutter, men det
var sandelig mesteren selv, der bestemte, om dette holdt stik, eller om det
skulle gå nogle sekunder mere eller mindre. Den tilhørende
styring var totalt empirisk fra gang til gang, og det er som hidtil
meningsløst at betragte den hidtidige "behandlingstid", da denne ikke
var givet på forhånd og ej heller blev registreret bagefter. Det
afgørende var, at man standsede behandlingen "når tiden var
inde", ligesom når man rører mayonnaise, hvorved det er komplet
uden interesse, om denne standsning sker et par sekunder før eller
senere. Det er her ikke tidsstyringen, men "resultatstyringen", der er
afgørende, og indsigeren må naturligvis forsøge sig med
en argumentation, der søger at sætte lighedstegn mellem disse
meget forskellige begreber. Under hensyn til sagens realitetsindhold må
blot en sådan argumentation forlods være dømt til at
mislykkes.
ad 2). Den tekniske forklaring af opfindelsen:
dette afsnit af klagebegrundelsen synes ligeså
slet funderet som de øvrige afsnit. Den overordnede opfindelse
angiver, at der er en fornuftig mening med at gøre brug af en
nøjagtig tidsstyring (altså ikke "resultatstyring") ved
benyttelse af en egentlig tidsstyring mellem begyndelsen og afslutningen af
behandlingen af de enkelte tarmtyper. Det er tiden, der skal være
"nøjagtig", illustreret ved tiden mellem tilførselen af tarmene
og den automatiske åbning af sideudkastet, og det må være
klart for enhver, at det patentmæssigt vil være uoverkommeligt og
også unødvendigt at specificere nærmere, hvorledes dette
skal realiseres på det helt detaillerede plan. Det vil være helt
indlysende, at en nødvendig tidsindstilling for en given tarmtype ved
behandling i en "centrifuge" af en given størrelse ikke vil være
den samme som ved en anden størrelse af centrifugen, dvs. det må
overlades til fagfolkene at adaptere opfindelsen til de nærmere
omstændigheder, hvilket er aktuelt for så at sige samtlige
patenterede opfindelser.
Med reference til de sidste ord i indsigelsens pkt. 2
må vi bemærke, at der er tale om en rent polemisk konklusion. Som
et løst eksempel på meningen med de citerede ord kan det
tænkes, at man ved nøjere eksperimenter kan opnå et
yderligere forbedret resultat, hvis man øger temperaturen med 10E og nedsætter behandlingstiden med 1 sekund.
Meningen med ordene er altså nærmest det omvendte af indsigerens
konklusion, nemlig at man kan eksperimentere med at forbedre resultaterne ved
at være ekstra nøjeregnende med kriterierne. Indsigeren
behøver ikke frygte, at opfindelsen skulle have ubestemt vide rammer,
idet den er usædvanligt skarpt afgrænset til en tidgiverstyret
aktivering af midler til automatisk oplukning af et sideudkast. Dette er der
bestemt ikke megen elastik i.
ad 3). Den foreliggende dokumentation:
Patentdirektoratet har efter god dansk sædvane
fundet det muligt at tro på den givne oplysning om, at der ved
opfindelsen opnås et markant forbedret resultat i forhold til den
kendte teknik. Hvorfor skulle ansøgeren ellers ofre mange
kræfter på at sikre sig sine rettigheder, og hvorfor ville en
indsiger, der i praksis har vist megen vilje til at gøre brug af
opfindelsen, dels gøre brug af opfindelsen og dels gøre sig
store anstrengelser for at vælte disse rettigheder. Vi finder det
ubegribeligt, at indsigeren prøver at følge dette spor.
Brevet, bilag 2), fra Slagteriernes Forskningsinstitut er
et nærmest lavkomisk indslag. Det refererede spørgsmål til
Instituttet er reelt nok, nemlig vedr. en sammenligning af opfindelsen med
"en tilsvarende manuel affedtning". Vi kan ikke vide, om det er indsigeren
eller Instituttet, der så har forkludret sagen ved at ændre den
"tilsvarende manuelle affedtning" til "nøjagtig manuel tidsstyring".
Det var dog en sammenligning med den kendte teknik, det skulle dreje sig om,
og alt det, som indsigeren udleder af brevet, er enten et temmelig usmageligt
forsøg på at føre Ankenævnet bag lyset eller blot
et udtryk for en næsten utrolig misforståelse. Indsigeren var
blandt de allerførste til at værdsætte opfindelsen og har
ligefrem gjort forsøg på at hævde retten til den, og
indsigeren burde på den baggrund vide, at det er direkte usandt at
hævde, at der ikke opnås "resultater" med opfindelsen. Vi kan kun
mene, at hele pkt. 3 og bilag 2 nærmer sig til begrebet "unødig
trætte".
ad 4). Opfindelsens genstand:
Vi finder de indledende bemærkning i dette
afsnit lidt ejendommelige, idet de jo ikke siger andet end hvad der sker i
hveranden patentansøgning, nemlig en præcisering af en
opfindelse under hensyn til de muligheder, der ligger i sagen. Indsigerens
fuldmægtig ville næppe være tilfreds med en ny praksis,
hvorefter bordet fanger m.h.t. det først opstillede krav. Dette ville
også give en uhyggelig begrænsning i den lovbestemte mulighed for
indgivelse af de afdelte sager, med mindre man huskede, at hvert andet
træk burde udråbes til at være substantielt for en
afvigende opfindelse.
På sin vis kan vi godt give indsigeren ret i, at den
automatiske tidsstyring ikke i basisdokumentet er angivet som værende
selve opfindelsens substans. Så må indsigeren til gengæld
give os og Patentdirektoratet ret i, at basisdokumentet - sine mangler til
trods - dog angiver det, der står i de godkendte krav, nemlig en timer
og deraf aktiverede midler til åbning af et sideudløb, ligesom
det altså også er nævnt, at tidsstyringen er vigtig. Det
hele er en fokusering på tidsstyringen, direkte eller indirekte.
Sidelemmen var ganske let at åbne manuelt, og systemet med timerne og
åbneautomatikken var uden mening, hvis det ikke netop drejede sig om
tidsstyringen. Indsigelsen er så polemisk, at den kan være
vanskelig at kommentere konkret og kortfattet. Hvad mener indsigeren med
sætningen "Ideen om tidsstyringen har ingen sammenhæng med ideen
om centrifugering som middel til affedtning", når det jo er helt
tydeligt, at det er det, det hele drejer sig om? Svaret er vel antagelig, at
man prøver at lave "sagsbehandling" ud fra den forudsætning, at
basisdokumentet kan give indtryk af en dobbeltopfindelse, nemlig dels
centrifugeringen og dels tidsstyringen. Indsigeren ved dog udmærket, at
man fra ansøgerside ikke hævder at have opfundet hverken den
pågældende "centrifugering" eller "tidsstyring" i bredere
almindelighed.
Det siges om tidsstyringen, at den er en "generelt
anvendelig metode til styring af processer af enhver art, hvor tidsperioden
(dvs. varigheden af processen) har relevans". Efter de meningsudvekslinger,
der allerede har været, burde indsigeren holde sig for god til
påny at bringe denne hest ind i manegen, nu med udtrykket om at tiden
"har relevans". Det har den også lige inden bearnaisesovsen
brænder på eller skiller, men dette betyder da ikke, at man her
kan forlade sig på den "generelt anvendelige metode" (tidsstyring).
Indsigeren synes at være desperat afhængig af
halv- eller helpolemiske betragtninger, bakket op af underlige bilag, der
overfor opfindelsen ikke giver nogen som helst relevant dokumentation. Det er
vort indtryk, at den form for ankebe- grundelse på 12 sider med fem
bilag simpelthen dementerer sig selv.
Indsigeren ved særdeles vel, hvad sagen drejer sig
om, og man må spørge om, hvad indsigeren mener med henvisningen
til bilag 3), som er elementært åbenlyst utilstrækkeligt
til at godtgøre nogen som helst. Der har ved opfindelsen ikke
været behov eller for såvidt mulighed for at specificere
tidstolerancer, idet dette har kunnet overlades til fagfolkene, der bruger en
timer og et timerstyret sideudkast.
Det stempler ligeledes sig selv, at indsigeren kan finde
det rimeligt at indlevere bilag 4, der savner enhver relevans til sagen.
Indsigeren anmoder om, at Ankenævnet også tager hensyn til dette
bilag ved den "samlede bedømmelse af sagen", og vi må da mene,
at dette må bidrage til en bedømmelse, som må gå
indsigeren imod.
Med hensyn til bilag 5 gælder principielt det samme,
da dette bilag - hvis det var seriøst - jo da måtte kunne sup-
pleres med en egentlig dokumentation eller i det mindste med en nærmere
og temmelig god forklaring om, hvorfor nærmere dokumentation alligevel
ikke kan fremskaffes. Hertil kommer, at ansøgeren har fået
oplyst, at bilag 5 er udarbejdet af indsigeren og indbragt i sagen på
indsigerens foranledning. Ansøgeren bestrider, at de i bilag 5
anførte tidsangivelser er rigtige og at det overhovedet vil være
muligt at dokumentere de påståede tidsangivelser.
Indsigeren slutter med at sige, at både
opfindelseshøjden og nyheden af opfindelsen er "særdeles
diskutabel". Dette må betyde, at der fortsat er noget at diskutere
efter at man har "godtgjort", at opfindelsen savner enhver form for
opfindelseshøjde, teknisk fremskridt eller resultat, samt nyhed. Det
er tydeligt, at indsigeren end ikke tror på sine egne argumenter. Disse
vil man så endda uddybe ved en mundtlig forhandling, hvad
ansøgeren næppe vil finde det påkrævet at
overvære. Indsigeren har i lang tid haft mulighed for at fremkomme med
relevant dokumentation uden at dette er blevet til noget.
Til indsigerens supplerende indlæg af 18.03.1994 har
vi kun den bemærkning, at indlægget er irrelevant derved, at det
ved opfindelsen ikke drejer sig om at automatisere en forud kendt "manuel"
proces.
Det foranstående er vor umiddelbare patentfaglige
reaktion på indsigerens appelbegrundelse. Det er fra ansøgerens
side et ønske, at der indgives yderligere materiale til belysning af
sagen, idet ansøgeren er forbløffet over den måde,
hvorpå sagen behandles og fordrejes i nævnte begrundelse.
På et par punkter er ansøgeren dog gået med til ikke at
belaste proceduren, nemlig dels hvad angår indsigerens
krænkelsesforhold og dels hvad angår en mere detailleret
dokumentation for opfindelsens fordele. Ganske vist er der en god indre
sammenhæng mellem disse forhold, men vi er rimeligt overbeviste om, at
Ankenævnet ikke vil drage de oplyste fordele i tvivl. Hele sagen ville
være meningsløs, hvis der ikke forekom endog markante
fordele.
Der skal i den forbindelse henvises til, at man på
Slagteriskolen i Roskilde, som angives at være drevet af indsigeren,
har ændret den relevante undervisning efter tilkomsten af opfindelsen,
hvilket her skal belyses nærmere med henvisning til bilag A).
* Bilag A)1 er en erklæring fra to fagfolk, hvoraf
den ene, Ole Kristensen, Bjerringbro, omtaler en lærebog, "med fast
limet ryg", som var i brug på den nævnte skole i hvert fald frem
til d. 01.10.1981. Der henvises til et bilag visende en anden maskine, som
imidlertid var en her irrelevant 'teknik' angivet
* på side 35, bilag A)2, der handler om rent
håndværk som også omtalt i ansøgningen. På
opfindelsestidspunktet var der ingen anden professionel metode til
bearbejdning af 'skæverne'. De omhandlede centrifuger var (uden
tidsstyring) kendt til behandling af andre former for tarme, men slet ikke
til skærverne, hvad lærebogen da heller ikke refererer
til.
* Som bilag A)3 vedlægges et brev af 29.03.1994
fra ansøgers advokat til Slagteriskolen, men et bilag i form af et
billede af opfindelsens genstand, angiveligt hentet fra "et ringbind".
* Bilag A)4 er Slagteriskolens svar af 22.40.1994,
hvori det oplyses, at de medfølgende sider er hentet fra 3. revision i
1985. Det er helt tydeligt, at opfindelsen dermed har gjort sit indtog i
uddannelsen, og det gør den vel ikke, hvis den ikke byder på
fornuftige resultater. Der henvises således i 1985 til, at
"centrifugerne er ved at blive indført i afdelingerne, og der tales nu
om behandlingstider i sekunder og ikke minutter". Det foreligger ikke
bekræftet, hvorvidt bilag A)2 tilsvarende er udgået af
lærebogen, men vi tillader os at formode, at dette er
tilfældet.
Vi skal her forbigå de immaterialretlige forhold
omkring skolens introduktion af opfindelsen under tilhørende manglende
kontakt med ansøgeren. Skolen skulle forberede eleverne til praktisk
virke på forskellige slagterier, dvs. man forudsatte, at disse
rådede over de relevante maskiner, hvilket dog ikke var
ansøgeren officielt bekendt.
I denne sammenhæng finder vi det rimeligt
påny at
* henvise til hr. Erling Sørensens
erklæring af august 1989, bilag A)5. Ansøgeren har selv oplevet,
at der ved slagteribesøg gik et jerntæppe ned for de
pågældende maskiner, der vel således må være
tillagt en forholdsvis stor betydning. Ansøgeren erfarede rygtevis, at
denne foranstaltning ikke helt alene skyldtes det anførte hensyn til
"udlændinge", men også til visse "indlændinge", som kunne
vise sig besværlige.
Indsigeren har - på trods af den hævdede
ubetydelighed af opfindelsen - dog fundet det relevant at søge at
få opfindelsen overført til sig med henvisning til loven om
arbejdstageres opfindelser, idet man her henviser til, at den ene af
opfinderne var medvirkende til opfindelsen kort tid efter ophør af
ansættelse hos indsigeren. Fra ansøgerside kan det
godtgøres, at opfindelsen faktisk blev gjort efter
fratrædelsestidspunktet, og i øvrigt kan der henvises til, at
det pågældende sagsanlæg er dybt forældet, idet det
er kommet med mere end en halv snes års forsinkelse. Til
* summarisk belysning af denne sag vedlægges som
bilag B)1 forsiden og den daterede bagside af stævningen
* (til retten i Randers) samt som bilag B)2 side 1 og 2
af svarskrift fra ansøgerens advokat. Sagen verserer. Den må
siges at godtgøre, at indsigeren faktisk anerkender opfindelsen som
patenterbar og betydningsfuld, medens man selvsagt må bede sit ind-
sigende patentbureau om at plædere for det modsatte synspunkt. Det
giver næsten sig selv, at denne plædering så havner i en
polemisk grøft. Det skal bemærkes, at sagsøgeren er
koncernforbundet med indsigeren.
Ansøgeren har lavet et større
udredningsarbejde omkring det faktiske hændelsesforløb vedr.
opfindelsen, med tilhørende indsamling af dokumentation, og vi finder
det helt relevant at vedlægge - som bilag
* C)1 - den pågældende udredning, opstillet
i 20 punkter. Så at sige alle disse punkter er veldokumenterede, men vi
er af den opfattelse, at det ikke i nærværende sammenhæng
er påkrævet at forelægge dokumentationen, som jo alligevel
kun vil være vidnefast i den udstrækning, den bekræftes
under vidneansvar i en retssag. Vi kan kun bekræfte, at vi med vort
eget kendskab til sagen finder alle tyve punkter fuldt korrekte. Vi finder
det ikke påkrævet at kommentere erklæringen, men finder dog
anledning til at bekræfte, at de personer, der er omtalt i pkt. 11 og
12, havde direkte tilhørsforhold til indsigeren.
Vi er os yderst bevidst, at den oprindelige
patent-ansøgning var temmelig mangelfuld, fordi den ønskedes
indleveret "her og nu", baseret på kun halvfordøjede oplysninger
om opfindelsens realiteter. Det er på denne baggrund, vi har accepteret
en "nedskæring" af opfindelsen til det, der helt klart kan udledes af
ansøgningen som værende nyt, nemlig den timer-opererede
åbning af sideudkastet på 'centrifugen'. Tilsvarende må vi
erkende, at de givne eksempler ikke refererer specifikt til opfindelsen, men
dog har relation til denne, idet det må være specialistens valg
at angive den fornødne behandlingstid for et givet produkt i et givet
apparat. Dette apparat kan så forsynes med en styretavle, som angiver
forskel-lige relevante operationstider jfr. bilag A)4.
Uanset alle indsigerens anbringender er der ved
opfindelsen tale om en væsentlig nyhed, som efter vor mening til fulde
berettiger ansøgeren til opnåelse af en 20-årige
patentbeskyttelse."
Hertil bemærkede klageren i skrivelse af 19.
september 1994 følgende:
"Indledningvis må vi afvise, at sagen - som
påstået af ansøgeren i ovennævnte brev side 7,
sidste afsnit - er blevet "fordrejet" fra vor side. Her henviser
ansøgeren til vor appelbegrundelse af 7. marts 1994, hvis indhold
åbenbart har hensat ansøgeren i en tilstand af
forbløffelse over "den måde, hvorpå sagen behandles og
fordrejes i nævnte begrundelse". Der er imidlertid ikke på nogen
måde tale om at fordreje sagen, idet vi i vor begrundelse blot har
gjort Patentankenævnet opmærksom på et antal åbenlyse
- og efter vor opfattelse klart patenthindrende - mangler ved den fremlagte
ansøgning, herunder manglende opfindelseshøjde, tvivlsom nyhed
og utilstrækkelig dokumentation for påståede fordele. Vi
har punkt for punkt påvist, at ansøgningens beskaffenhed ikke
kan berettige et patent, hvilket næppe kan være at fordreje
sagen. I øvrigt fastholder vi alt, hvad vi tidligere har
fremført i sagen.
Dernæst bemærker vi, at det ikke fremgår
af brevet af 30. maj 1994 hvad der ønskes indgivet af
yderligere materiale til belysning af sagen, men vi skal gerne
fremsætte nogle yderligere bemærkninger med risiko for, at
også disse vil blive opfattet som et forsøg på at
"fordreje" sagen.
Vi vil således gerne kommentere ansøgerens
påstand om, at den manuelle tidsstyring af centrifuger til tarmrensning
ikke var kendt på ansøgningstidspunktet, og at det derfor
ikke giver mening af sammenligne den automatiske tidsstyring ifølge
opfindelsen med en tilsvarende manuel affedtning, jvf. brevet af 30. maj 1994
side 4, sidste afsnit. Ifølge krav 1 i fremlæggelsesskriftet er
det nemlig kendt at affedte tarme, fortrinsvis kalve-, okse- og svinetarme,
ved anvendelse af slynge-/skrabeprincippet, idet en tarmportion nedfyldes i
en slynge-/skrabecentrifuge dannet af et stående tromlesvøb med
et roterende bundstykke og efter en ønsket behandlingstid
udlukkes fra beholderen gennem en oplukkelig sideåbning i
tromlesvøbet (vor understregning). Hvis ikke disse foranstaltninger,
herunder anvendelse af en ønsket behandlingstid, er kendte, må
man spørge, hvorfor de er anført i kravets indledning.
Forholdet er det, at man længe før
ansøgningens indlevering benyttede centrifuger af den her omhandlede
art til affedtning af tarme, og at man i denne forbindelse opererede med
"ønskede behandlingstider" for de forskellige tarmtyper, selv om
ansøgeren forsøger at skabe det indtryk, at det ovenfor
understregede udtryk ikke refererer til en forud nøje fastlagt
behandlingstid for bestemte produkter i en bestemt maskine, men simpelt hen
til den behandlingstid, som den pågældende operatør finder
passende. Det siger imidlertid sig selv, at man før
ansøgningstidspunktet ikke blot har centrifugeret på må og
få, men at der naturligvis hele tiden har eksisteret vejledende
centri-fugeringstider for bestemte tarmtyper, jvf. den tidligere fremdragne
brochure fra firmaet W. Stohrer (vedlagt vor ovennævnte
appelbegrundelse som bilag 1) fra 1960. Ansøgerens fuldmægtig
afviser ganske vist vore bestræbelser på at sammenligne
opfindelsen med den nærmeste kendte teknik med den begrundelse, at en
"nøjagtig manuel tidsstyring" ikke repræsenterer kendt teknik,
jvf. K. Skøtt-Jensen's brev af 30. maj 1994 side 4, sidste afsnit.
Hertil må vi imidlertid bemærke, at det som nævnt
hører til den kendte teknik at centrifugere med "ønskede
behandlingstider", jvf. også de til nærværende skrivelse
som bilag 8-11 vedlagte datablade m.v. fra W. Stohrer Maschinenfabrik,
Leonberg, Tyskland fra tidsrummet 1970-1980. Ansøgeren vil så
hævde, at disse behandlingstider ikke er nøjagtige nok, jvf.
også brevet af 30. maj 1994 side 1, sidste afsnit, og at det er den
helt nøjagtige tidsstyring, der er opfindelsens idé.
Imidlertid er det vanskeligt at se, at der heri skulle ligge en opfinderisk
indsats, fordi:
(1) Det var kendt på
ansøgningstidspunktet, at tarme kunne affedtes ved centrifugering,
og
(2) det var et erklæret ønske i
forbindelse med de såkaldte "Japan-skæver" at affedte tarmene
netop så meget, at det indvendige fedtlag, der kaldes mukosen,
blev siddende på tarmen. Generelt var det et ønske at foretage
en nøje kon- trolleret affedtning af tarme med henblik på at
opnå produkter med ganske bestemte specifikationer.
Det siger sig selv, at en nøjagtig behandlingstid i
denne situation er vigtig, fordi en for kort behandlingstid selvsagt vil
resultere i, at mere end mukosen bliver siddende på tarmen, medens en
for lang behandlingstid lige så naturligt vil medføre, at
mukosen helt eller delvis fjernes. Ud fra denne erkendelse, som enhver
gennemsnitsfagmand uden vanskelighed vil kunne nå frem til, er det
indlysende, at den påståede opfindelse ikke er andet end en ud
fra den stillede opgave helt nærliggende og selvfølgelig
procesoptimering.
Tilbage som nyt i forhold til den kendte teknik bliver
derfor kun den automatiske tidsstyring, og vi må derfor mene, at
den sammenligning med kendt teknik, som vi søgte eta- bleret, er
relevant. Vi har nemlig svært ved at se, hvad vi skulle sammenligne
med, hvis det ikke var en tilsvarende manuel affedtning uden brug af
automatik, men med så nøje overholdelse af den på
forhånd valgte behandlingstid som muligt. For vi går da ud fra,
at behandlingstiden skal fastlægges, inden centri- fugeringen
påbegyndes og ikke undervejs i processen, uanset om tidsstyringen er
automatisk eller ej. I modsat fald må man antage, at den kendte teknik
faktisk er automatikken overlegen, fordi det her angiveligt "var mesteren
selv, der bestemte, om der skulle gå nogle sekunder mere eller mindre",
jvf. brevet af 30. maj 1994 side 2, sidste afsnit. Ansøgeren skylder
os her en forklaring på, hvorledes man ved "aktivering af en tidgiver
ved begyndelsen af centrifugeringen" kan være sikker på, at man
standser behandlingen netop "når tiden er inde", jvf. brevet af 30. maj
1994 side 3, linie 3. Og så konstaterer vi med tilfredshed, at
ansøgeren erkender, at en manuel styring udført efter
opfindelsens præmisser (standsning efter en ønsket
behandlingstid) vil være "nærmest præcis ligeså
opfinderisk som den automatiske styring", jvf. brevet af 30. maj 1994 side 1
nederst. Herefter må det stå klart, at der ikke er nogen
opfindelseshøjde i sagen.
Vi må i øvrigt afvise ansøgerens
påstand om, at der på opfindelsestidspunktet ikke var nogen anden
professionel metode til bearbejdning af skæver end de rent
håndværksmæssige, såsom saksning og afskæring,
jvf. brevet af 30. maj 1994 side 8, 2. afsnit. Skæver er faktisk
nævnt blandt de tarmtyper, som Stohrer-centrifugen kan behandle
("Mitteldarm" med en behandlingstid af størrelsesordenen 1/2
minut).
Til brevet af 30. maj 1994 fra ansøgerens
fuldmægtig var der føjet et antal bilag (mrk. A1-A5), som
tilsyneladende skal godtgøre, at opfindelsen ikke var kendt på
ansøgningstidspunktet. Det forhold, at f.eks. dansk
lærebogsmateriale ikke nævner metoden, og at ansatte på
forskellige virksomheder på tro og love erklærer, at de intet
kendskab havde til opfindelsen på det givne tidspunkt, siger imidlertid
ikke noget afgørende om, hvorvidt opfindelsen patentretligt var kendt.
Som bekendt anvender dansk patentlovgivning jo det globale
nyhedsprincip.
Til det side 9, 2. afsnit i brevet af 30. maj 1994
anførte skal det sluttelig bemærkes, at det er urigtigt, at
"indsigeren ... har .. fundet det relevant at søge at få op-
findelsen ført til sig med henvisning til loven om arbejdstageres
opfindelser". Det er derimod korrekt, at et selskab i samme koncern under en
for Randers ret verserende retssag har gjort rettigheder gældende i
henhold til lov om arbejdstageres op- findelser, idet en af de som
opfindere anførte personer er en tidligere ansat i nævnte
selskab. Sagsanlægget kan på ingen måde udlægges
således, at indsigeren skulle være af den opfattelse, at der er
tale om en patenterbar opfindelse, hvilket nærværende skrivelse
samt indsigerens øvrige indlæg i den verserende sag da
også klart dokumenterer."
Ansøgers advokat, Sten Christensen, Silkeborg, har
i skrivelse af 27. oktober 1994 kommenteret klagerens ovennævnte
skrivelse af 19. september 1994 og anført følgende:
"I skrivelsen af 19. september 1994 gentager indsigeren de
tidligere fremførte og allerede imødegåede
synspunkter.
Ansøgeren henviser derfor i det hele til det
tidligere anførte, herunder særligt til skrivelse af 30. maj
1994 fra patentingeniør K. Skøtt-Jensen.
Specielt bemærkes, at når man på side 5
omtaler dansk lærebogsmateriale, er der tale om materiale, som i
realiteten er udarbejdet af indsigeren, som totalt dominerer undervisningen
på slagteriskolen, herunder fremstilling af
lærebogsmateriale.
Ansøgeren er herefter ligeledes indforstået
med, at sagen straks berammes til mundtlig forhandling i
Ankenævnet."
I skrivelse af 13. marts 1996 har ansøgeren skrevet
følgende til Patentankenævnet:
"Vi har fået anledning til at rapportere en vigtig
erkendelsesmæssig udvikling i denne sag, med baggrund i
følgende:
Ansøgers Direktør, F. Amstrup, har hidtil
forholdt sig til sagen så nogenlunde i henhold til det, der undervejs
er blevet indleveret herfra, med en meget høj grad af overbevisning
vedr. opfindelsens patenterbarhed. Som så mange andre har Amstrup haft
en så jordnær opfattelse af sin opfindelse, at han blot fra
sidelinien, omend med stor interesse, har betragtet det bureaukratiske spil,
der foregår ved udviklingen af en patentansøgning og en
indsigelsessag, hvor det fyger med lærde argumenter, som kan være
vanskelige at forholde sig til.
For nylig slog det hr. Amstrup, at han ved en betragtning
af bilag 8 (første bilag i indsigers indlæg af 19/9-94) kunne
genkende en for ham håndfast og velkendt genstand, nemlig forsiden af
et brugsanvisningsskilt hørende til den type af 'centrifuge', som var
anskaffet til rensning af bladmaver. Det drejede sig om et papskilt i
A4-størrelse til ophængning på et søm på
væggen, og på fotokopien erkendes klart det aktuelle,
randforstærkede ophængningshul.
På basis af denne erkendelse kunne Amstrup spontant
udbryde, at "så var bilaget i hvert fald helt forkert", fordi det i
hans faglige bevidsthed var knyttet til en helt anden operation end den,
opfindelsen handler om.
Amstrup har derefter gennemgået alle indsigerens
bilag nærmere og er nået til den rystende konklusion, at bilagene
er spækket med vildledende informationer, som tilsyneladende har bragt
alle ikke-sagkyndige deltagere i spillet på glatis, herunder også
Patentdirektoratets sagsbehandler. Amstrup er herefter nået til den
opfattelse, at det dokument, som er det mest korrekt oplysende i sagen, er
selve den oprindelige ansøgningstekst, uagtet at han udtrykker
indforståelse med den godkendte udgave af sagen.
Set med de større briller handler sagen om "at
rense tarme", men allerede her er den gal. En tarm eller generelt ethvert
afsnit af fordøjelsessystemet er en skilleflade mellem to forskellige
verdener, idet der udvendigt forekommer binde- hinder, delvis i tilknytning
til fedtformationer langs tarmene, medens der indvendigt forekommer dels en
slimhinde og dels et tarmfyld under mere eller mindre fremskreden omdannelse
til afføring, oven i købet på en sådan måde,
at dette materiale visse steder kan optræde i udprægede
foldelommer i tarmvæggen.
For en relevant renseproces er det derfor helt
afgørende at specificere, om det er yder- eller indersiden, det drejer
sig om, idet rensebetingelserne på de to sider er fundamentalt
forskellige.
Den omhandlede tarmcentrifuge betragtet som en kendt
maskintype var helt målrettet beregnet til afslimning af tarme eller
mavesække efter henholdsvis vending og opskæring af de
pågældende dele, normalt efter at den ønskede fedtrensning
på tarmydersiden var overstået ved manuel afskæring eller
saksning som omtalt både i den oprindelige ansøgning og i den
som bilag A)2 indleverede, tidligere lærebog fra slagteriskolen.
Denne rensning og afslimning af de vendte tarme var
forholdsvis ukritisk i "slynge-skrabecentrifugen", hvor de meget glatte
slimsider blev ført hen over den faste beholders 'skrabe- ribber'
under blød massering, medens rindende vand tog sig af at
bortføre de efterhånden fraskilte fraktioner af urenheder og
slimformationer. Et acceptabelt resultat kunne opnås eksempelvis efter
en behandlingstid på 1 minut, men samme produkt ville være lige
anvendeligt ifald tiden blev udstrakt til 1? eller 2 minutter, da tarmoverfladen fortsat
ville være glat og lidet sårbar for beskadigelse i
centrifugen.
Med den naturlige tarmyderside, dvs. hvad angår den
relevante "affedtning", forholder det sig meget anderledes. Hr. Amstrup er
for nylig hjemkommet fra et besøg hos et megastort amerikansk
slagteri, hvor han fik den besked, at "det da ville være helt vildt at
forestille sig, at fedtet kunne fjernes ved en generel skrabepåvirkning
på tarmen uden ødelæggelse af denne i øvrigt",
hvilket nøje svarer til de indvendinger, opfindelsen tidligere har
mødt, herunder fra indsigeren, indtil denne erkendte fejltagelsen og
udskiftede sin lærebogsinstruktion med en målrettet henvisning
til et plagiat af opfindelsen, bilag A)3. Det påregnes, at nævnte
amerikanske slagteri bliver næste kunde, når nærmere
dokumentation præsenteres. Selv fagfolk - eller især fagfolk -
kan have svært ved at forstå opfindelsen i første fase,
netop når den relateres til fedtrensningen på tarmens naturlige
yderside.
Det skal bemærkes som et indskud, at
'tarmcentrifugen', der jo også af indsigeren accepteres som et
overmåde velkendt produkt, ikke var specielt overlegen m.h.t.
rensningen af den indvendige tarmside i forhold til andre relevante
rensnings- teknikker for dette specialformål. Teknikken blomstrede op
ved det tyske firma Stohrer, som dog gik konkurs op mod 1980. I begyndelsen
have nærværende ansøger da også direkte besvær
med at fremskaffe sådanne centrifuger for modificering af disse i
henhold til opfindelsen, indtil der nu har kunnet etableres en ny produktion
af disse apparater. Tarme kan eksempelvis optræde med det her viste
tværsnit:
Tarmen friskæres fra dens hæftning ved et
knivsnit langs den stiplede linie a, der lægges så tæt som
muligt ved tarmen, dog således at denne ikke i sig selv beskadiges. Det
er den resterende fedtstribe langs tarmen, som ønskes fjernet ved
opfindelsen. Konventionelt kan dette ske ved en meget tidsrøvende,
ekstra afskæring eller -saksning, men altså ved opfindelsen
gennem en "centrifugeringsbehandling", ved hvilken alle yderdele af tarmen
udsættes for en vis afskrabningsvirkning. Denne påvirker
mærkbart både fedtstriben og den øvrige yderside af den
ikke-slimglatte tarm, og netop herved forekommer det resultat, at en given
tarmtype kan `affedtes' udvendigt ved afskrælning af så mange
delfedtlag, at en fuldstændig affedtning vil være
gennemført inden den tilhørende generelle
skrabepåvirkning på tarmen vil resultere i en gennembrydning af
denne i områder udenfor det afskrællede fedtområde. Til
gengæld er det ved opfindelsen observeret, at der her kun forekommer en
minimal tidsforskel mellem et ønskværdigt resultat af høj
kvalitet og et totalt ubrugeligt resultat, og opfindelsen skal ses på
hele denne baggrund.
Medens fagfolkene nok kan acceptere, at der kan
opnås en relevant rensning af tarmenes slimside ved brug af
skrabecen-trifugen, så har det været deres umiddelbare reaktion
overfor opfindelsens ide, at man da ikke på fedtsiden kan begynde at
"skrabe op i et åbent sår" uden at ødelægge det
hele. På sin vis stemmer dette udmærket med de refererede
"tarmmester-erfaringer", der blev gjort ved de indledende forsøg med
opfindelsen, idet man ved en tilstræbt affedtning med høj
kvalitet meget let havnede i en fatal beskadigelse af varen.
Det har hele tiden været hr. Amstrups inderste
overbevisning, at det i sig selv var en nyhed overhovedet at bruge
centrifugalskraberen til tarmaffedtning i det hele taget, og det er derfor,
han anser den oprindelige ansøgning for ganske korrekt. Alle
tarmfagfolk ved, at der til tarmrensning findes to forskellige maskintyper,
nemlig dels et forholdsvis kompliceret valseanlæg, som godt kan
præstere en vis fedtrensning, men ikke uden samtidigt at være
slimrensende, og dels "afslimningscentrifugen", som er langt enklere, men har
begrænset kapacitet; til den opgave der var opfindelsens udgangspunkt,
nemlig en affedtning med højkvalitet og under bibeholdelse af
slimhinden, fandtes simpelthen ingen viden om mulige maskinelle
hjælpemidler. På sin vis er det en ekstrem ejendommelighed, at
det så viste sig, at den gamle centrifuge kunne få fornyet
værdighed til dette helt afvigende formål, i praksis dog forudsat
at man var meget nøjeregnende med behandlingstiden.
Vi vedlægger en dobbeltsidig kopi, bilag A)6, af det
omtalte brugsanvisningsskilt, som udtrykkelig henviser til rensning af "alt,
hvad der kan vendes". Til overflod er der også lidt om affedtning,
nemlig at man efter rensebehandlingen kan stryge tarmene mellem tommel- og
pegefinger! Det giver dog et bedrøveligt resultat, der slet ikke kan
leve op til høje kvalitetskrav.
Til yderligere illustration finder vi det relevant at
vedlægge - som bilag A)7 - kopi af Stohrer's centrifugepatent, DE 815
014. Det angiver et apparat til afslimning af opskårne maver og vendte
tarme.
Det er for ansøgeren et beklageligt faktum, at det
i sin tid ikke blev fanget, at modholdshenvisningen i Patentdirektoratets
skrivelse af 27/6-88 faktisk var direkte forkert, idet det
pågældende brochureblad notorisk henviser til rengøring af
vendte tarme, dvs. afslimning. hvad angår affedtning forekommer kun den
foran nævnte angivelse af strygningen af den vendte tarm mellem tommel-
og pegefinger for udpresning af det fedt, der har løsnet sig inde i
den vendte tarm. Der er grund til at tro, at sagsbehandlingen var gået
noget lettere og hurtigere, hvis dette var blevet opdaget straks. Ydermere
kunne vel ansøgeren være berettiget til en bredere beskyttelse,
men det erkendes, at tidsstyringsaspektet er væsentligt i praksis,
hvorfor man vil være tilfreds med det allerede opnåede
resultat.
Ved gennemgangen af indsigelsesmaterialet må det
konstateres, at der ikke noget steds forekommer en reel dokumentation for, at
det overhovedet har været kendt at benytte slagtericentrifugerne til
affedtning af tarme
. Med mindre indsigeren kan præstere en
egentlig dokumentation må vi henstille, at indsigelsen totalt afvises
allerede på dette grundlag."
I anledning af klagen har direktoratet ved skrivelse af 1.
april 1996 afgivet følgende udtalelse:
"Den brugsanvisning, der er henvist til i ovennævnte
brev (3. afsnit, nævnt bilag 8) har også været modholdt af
direktoratet før fremlæggelse.
Hvis brugsansvisningen alene omhandler rensning af vendte
tarme, dvs. afslimning af indvendige side, er direktoratet af den opfattelse,
at ansøgningen er begrænset unødigt, idet opfindelsen
alene drejer sig om affedtning af tarmens udvendige side.
I givet fald har såvel direktoratet som
fuldmægtig og ansøger selv overset dette."
Ankenævnet har behandlet sagen på sit
møde den 26. august 1996.
For indsigerne mødte civilingeniør Ejvind
Christiansen med akademiingeniør Ellen Wetke og driftsleder Ingvard
Jensen.
For ansøgeren mødte patentingeniør K.
Skøtt-Jensen med advokat Sten Christensen og direktør Fritz
Amstrup.
Sidstnævnte redegjorde for sin opfattelse af
opfindelsens indhold og anførte herved, at tidsfaktoren er
afgørende for affedtningsgraden.
Klageren henviste med hensyn til spørgsmålet
om indholdet af basisdokumenterne og den teknisk mulige udførelse til
de skriftlige indlæg i sagen. Der mangler i øvrigt nyhed og
opfindelseshøjde, idet tidsstyring af centrifuger er kendt, og det er
den samme person, der skal fastsætte den kritiske behandlingstid,
hvadenten centrifugen er manuelt eller automatisk tidsstyret.
Ansøgeren har anført, at grundopfattelsen
er, at centrifuger er brugbare til affedtning af tarme. Det er overraskende,
at en centrifuge til afslibning af tarme er brugbar til affedtning. Der
opnås ved opfindelsen en balance mellem tidsstyringen og ønsket
om lav spildprocent.
Ankenævnet skal udtale:
Som sagen foreligger til påkendelse for
Nævnet, er der tale om tidsstyring af en også ifølge
beskrivelsen kendt proces. Selv om dette patentkrav kunne rummes inden for
basisdokumenterne, findes der ikke at foreligge fornøden
opfindelseshøjde.
Herefter bestemmes:
Patentansøgning nr. 5299/80 afslås.
Lignende dokumenter
- AN 2000 00053 - Patent nr. 171837 på en fremgangsmåde til affedtning af tarme. Maskiner. Klagenævn (Nævnenes Hus) · 22. april 2002
- Stativ til rygtaske adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik og patent ikke meddelt. Retsinformation · 24. september 1997
- Ansøgning om patent på fremgangsmåde til fremstilling af et koncentrat af antihæmofilisk faktor med høj renhed afslået Retsinformation · 23. februar 1999
- Opfindelse og de foranstaltninger, den omfattede, ikke anset som ny i forhold til, hvad der allerede var på markedet ved ansøgningens indlevering. Retsinformation · 24. september 1997
- Opfindelse adskilte sig ikke væsentligt fra kendt teknik og derfor uden opfindelseshøjde. Retsinformation · 24. september 1997
- Mønsterbeskyttelse af ørestik, ørering delvist afslået. Retsinformation · 24. september 1997