Spring til indhold

Retsinformation

Vækstfremmende komposition med antibiotikum som virksomt stof ikke antaget at adskille sig fra det kendte.

KEN nr 60304 af 17/01/1984Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Vækstfremmende komposition med antibiotikum som

virksomt stof ikke antaget at adskille sig fra det kendte.

År 1984, den 17. januar afsagde patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen,

P.F. Jensen, A. Sørensen, Vørts) følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P. 25/79:

Klage fra F. Hoffmann-La Roche & Co.

Aktiengesellschaft,

Schweiz,

v/patentbureau Plougmann & Vingtoft

over

patentdirektoratets afgørelse af 23. april 1979 af patentansøgning nr.

4772/68.

Den 3. oktober 1968 indgav klageren en ansøgning om patent på en

vækstfremmende komposition. Ansøgningen indeholdt 8 krav, hvoraf krav 1 lød

således:

»Vækstfremmende komposition, k e n d e t e g n e t ved, at den

indeholder forbindelsen X-537 A eller et fysiologisk acceptabelt salt

deraf.«

Patentdirektoratet udtalte i skrivelse af 10. februar 1978 bl.a.:

»Det er almindelig kendt, at forskellige antibiotika udviser

vækstfremmende virkning, når de tilsættes et dyrefoder, hvilket da heller

ikke bestrides af Dem.

De fordele der knytter sig til at antibiotikum X-537A har en struktur, der

adskiller sig væsentligt fra andre kendte antibiotika, og næsten ikke udviser

antibiotisk virkning »in vivo«, kan ikke tages i betragtning ved

bedømmelsen af den foreliggende opfindelses patenterbarhed, da det er kendt,

at udvælgelsen af antibiotika til dyrefoder med fordel må ske blandt

antibiotika - hvis strukturer iøvrigt varierer væsentligt fra antibiotikum

til antibiotikum - som i det væsentlige kun virker in vitro, jfr. f.eks.

Læs alt

beskrivelsen til dansk patentansøgning nr. 1849/65, der svarer til dansk

fremlæggelsesskrift nr. 135.973.

Det må derfor fastholdes, at det må anses for nærliggende for en fagmand

at undersøge, om antibiotikum X-537A har en vækstfremmende virkning, og det

skønnes derfor vedblivende, at ansøgningen ikke indeholder noget

patenterbart.'

Hertil anførte klageren i skrivelse af 12. februar 1979 bl.a. følgende:

»Det kan på ingen måde tiltrædes, at det skulle have været

nærliggende at forsøge at anvende antibiotikum X-537A (i det følgende benævnt

»Lasalocid«) som vækstfremmende middel, og dette så meget mindre,

når man tager direktoratets kriterium i betragtning, i henhold til hvilket en

antibiotisk virkning skulle gøre en vækstfremmende effekt nærliggende.

Lasalocid er nemlig ikke noget ægte antibiotikum, da det om Lasalocid kun var

kendt (J. Am. Chem.Soc. 73 (1951), side 5259 - 5298, kopi vedlagt), at det

kun har en betydningsløs antibiotisk virkning. Selv hvis man antog en

antibiotisk virkning hos Lasalocid, gør dette det på ingen måde nærliggende,

at stoffet også udviser en vækstfremmende virkning, thi mange antibiotika

påvirker overhovedet ikke væksten eller skader den endog - jfr. vedlagte

forsøgsrapport, der angår en sammenligning mellem Lasalocid og det i

fjerkræopdrætningen ofte anvendte antibiotikum Monensin.'

Den 23. april 1979 afslog patentdirektoratet ansøgningen med følgende

begrundelse:

»Som tidligere herfra anført og som også af Dem tiltrådt, er det

almindelig kendt, at en række antibiotika har en vækstfremmende virkning, når

de sættes til dyrefoder.

Det er også kendt, at man - ved eftersøgning blandt antibiotika af

yderligere vækstfremmende additiver til brug i foderstoffer - i de senere år

navnlig har interesseret sig for sådanne, som udviser en ringe virkning

»in vivo«, jfr. i øvrigt det i skrivelse herfra af 10. februar 1978

anførte.

På denne baggrund må det være klart, at også et antibiotikum som X-537 A -

lasalocid vil være et af dem, fagmanden vil interessere sig for, da det vides

at være aktivt »in vitro« mod visse bakterier og ikke væsentligt

aktivt »in vivo« (jfr. J. Am. Chem. Soc. 73, (1951), side

5295-5296). Det er derfor nærliggende for fagmanden at undersøge virkningen

af dette antibiotikum og herved konstatere, at det virker vækstfremmende.

I denne forbindelse skal bemærkes, at Deres gengivelse af direktoratets

kriterier for den tilskyndelse, der foreligger med hensyn til undersøgelse af

hvilke stoffer, der virker vækstfremmende - nemlig at en antibiotisk virkning

gør en vækstfremmende virkning nærliggende - således er et ufuldstændigt

billede af den holdning, som er kommet til udtryk i direktoratets skrivelser

om dette spørgsmål.

Ud over påstanden om, at det er overraskende, at lasalocid virker

vækstfremmende, er det endvidere angivet som patentbegrundende, at virkningen

er uventet stor i sammenligning med visse andre antibiotika, i hvilken

sammenhæng der er fremsendt en forsøgsrapport, som til dels er ufuldstændig,

idet test I alene angiver slutværdierne for gennemsnitsvægten af

forsøgsdyrene med bemærkning om, at forskellene er signifikante, og idet test

II ikke indeholder kontrolforsøg.

Til sidstnævnte påstand er at bemærke, at når først man har konstateret en

vækstfremmende virkning ved lasalocidet, så vil det også være klart, at det

sandsynligvis vil have en virkning, der afviger fra den, andre antibiotika

har. Da påvisningen heraf alene kræver simple forsøg, kan en konstatering af

en større vækstfremmende virkning end den visse andre antibiotika har, ikke

anses for patentbegrundende.'

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 22. juni 1979 indbragt for

patentankenævnet med påstand om, at afgørelsen omstødes.

Som begrundelse for denne påstand har klageren bl.a. fremført:

»Patentdirektoratets afslag af 23. april 1979 er affattet på en

tendentiøs måde og anvender bl.a. en patentretligt ikke tilladelig,

tilbageskuende betragtning.

Patentdirektoratet påstår nemlig uden videre, at det skulle være

nærliggende at undersøge »virkningen« af antibiotikum X-537 A og

herved konstatere, at det virker vækstfremmende. Hvilken

»virkning«?

Det kan ikke have været nærliggende blandt de overordentlig mange mulige

»virkninger« specifikt at undersøge antibiotikum X-537 A for den

virkning, der er den patentbegrundende i det foreliggende tilfælde, nemlig

den vækstfremmende virkning.

Omvendt kan det ikke have været nærliggende under en søgning efter et

vækstfremmende middel blandt den overvældende mængde kendte forbindelser

netop at udvælge antibiotikum X-537 A.

For det første må det nemlig fastholdes, at der ikke alment kan drages

slutninger fra en antibiotisk virkning af et produkt til en vækstfremmende

virkning: antibiotikas vækstfremmende virkning er af rent empirisk art .....

For det andet gælder, at selv hvis der havde bestået en relation mellem

antibiotika og vækstfremmende virkning, så var det foreliggende antibiotikum

X-537 A på prioritetsdagen relateret til en så svag antibiotisk virkning

....., at det næppe kunne henregnes til antibiotika eller i hvert fald højst

kunne regnes til »akademiske antibiotika« uden praktisk værdi: i

alle tilfælde ville man ikke som et første valg klassificere det som et

»antibiotikum«.

På prioritetsdagen for den foreliggende ansøgning kunne det således

umuligt være nærliggende netop at udvælge det »akademiske«

antibiotikum X-537 A og teste det som vækstfremmende middel.

Under ansøgningens behandling er det ved forsøgsrapport blevet påvist, at

antibiotikum X-537 A har en betydelig vækstfremmende virkning hos kyllinger,

og at denne vækstfremmende virkning er overlegen i forhold til den

vækstfremmende virkning af de to til sammenligning anvendte antibiotika. Det

er under sagens behandling blevet fremhævet, at det ene af disse antibiotika,

det kendte antibiotikum Monensin, ligesom antibiotikum X-537 A er er

polyetherantibiotikum, så at sammenligningen også i strukturel henseende er

en relevant sammenligning.

Patentdirektoratet har nu i afslagsbegrundelsen påstået, at

forsøgsrapporten skulle være »til dels ufuldstændig«, idet

- test I i stedet for talmæssige grænseværdier angiver de kvalitative

udsagn »definitely significant« (mere end 10 forskel) og

»highly significant« (mere end 20 forskel), og fordi

- test II ikke indeholder kontrolforsøg. ....

Ved test II er kontrolforsøg ikke tilvejebragt (da der jo med det

pågældende forsøg er tale om en sammenligning). Data fra test I stammer fra

en fremmed prøvningsinstitution, er altså ikke fra ansøgerne selv, og de

manglende 10- og 20-værdier kan derfor ikke uden videre tilvejebringes. De

anførte data fra test I og test II er imidlertid også uden de pågældende

supplementer tilstrækkeligt tydelige. Med udsagnene »definitely

significant« og »highly significant« i test I bevidnes det jo,

at forskellene ikke ligger inden for fejlgrænsen, dvs. at forskellene rent

faktisk er til stede; dette faktum ville ikke ændres ved tilføjelse af de

nævnte fejlgrænser for enkeltværdierne. Med hensyn til manglende

kontrolforsøg i test II må det fremhæves, at allerede test I har bevist en

faktisk vækstforøgelse forårsaget af antibiotikum X-537 A på kyllinger

sammenlignet med de ubehandlede kontroller. Test II viser nu, at dette

antibiotikums vækstfremmende virkning er overlegen i forhold til Tiamutilin;

et yderligere kontrolforsøg som bevis for, at der rent faktisk foreligger

vækstfremmende virkning, er derfor ikke ubetinget nødvendigt.'

Sagen har været behandlet på nævnets møde den 7. november 1983.

For klageren mødte civilingeniør O. Plougmann, der forelagde sagen og

oplyste, at tilsvarende ansøgninger har ført til patent i Norge, Sverige og

Schweiz. Han anmodede om, at ansøgningen måte blive behandlet på grundlag af

følgende 3 krav, der betegner en begrænsning i forhold til de tidligere

fremsendte krav og i alt væsentligt svarer til de krav, der er blevet

godkendt i de førnævnte 3 lande.

»1. Dyrefoder indeholdende et fodertilsætningsmiddel til forbedring

af fodereffektiviteten hos dyr, især fjerkræ, k e n d e t e g n e t ved, at

foderet pr. 100 vægtdele indeholder fra ca. 0,001 til ca. 0,0125 vægtdel af

forbindelsen X-537 A eller et fysiologisk acceptabelt salt deraf som

fodertilsætnigsmiddel.

2. Dyrefoder ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at mængden af

fodertilsætningsmidlet er ca. 0,00323 del til ca. 0,00625 del.

3. Dyrefoder ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at mængden af

fodertilsætningsmidlet er ca. 0,005 del.«

På forespørgsel fra civilingeniør Plougmann oplyste nævnet, at man ikke

fandt anledning til at betvivle, at den omhandlede forbindelse har en

vækstfremmende virkning.

Nævnet skal udtale:

Klageren fremfører, at der ikke kan drages slutning fra en antibiotisk

virkning af et produkt til en vækstfremmende virkning. Nævnet er enig i, at

en antibiotisk virkning ikke nødvendigvis er sammenknyttet med en

vækstfremmende virkning, men da det er almindeligt kendt, at forskellige

antibiotika udviser vækstfremmende virkning, frembyder det ikke noget særlig

ejendommeligt i sig selv at undersøge, om et givet antibiotikum måtte have en

sådan virkning.

Foranlediget af klagerens argumentation imod denne betragtning bemærkes,

at der ikke herved er institueret en ny praksis. Der kan således henvises

til, at patentkommissionen under den tidligere patentlov i 1967 efter

indsigelse afslog den den 16. april 1962 fremlagte ansøgning nr. 1296/60 om

patent på et foderstof, kendetegnet ved et indhold af et spiramycin, bl.a.

under henvisning til, at det på ansøgningens prioritetsdag var almindeligt

kendt at anvende antibiotika i foder med vækstfremmende virkning. Denne

afgørelse blev prøvet ved en særlig kommission, der stadfæstede afgørelsen

den 14. marts 1968, idet man var »enig med patentkommissionen i, at det

må være nærliggende for en fagmand at undersøge nye antibiotikas

vækstfremmende virkning, hvorfor det ikke har krævet nogen opfinderisk

indsats, men simple forsøge at påvise spiramycinets virkning i den her

omhandlede forbindelse«.

Nævnet kan ikke tiltræde klagerens anbringende om, at X-537 A næppe kan

henregnes til antibiotika. Det fremgår klart af J. Am. Chem.73 (1951), side

5395-5296, at X-537 A er et antibiotikum, der er aktivt in vitro mod visse

bakterier, men ikke væsentligt aktivt in vivo. Nævnet er enig med

patentdirektoratet i, at den vækstfremmende virkning af antibiotika, der især

udviser aktivitet in vitro, har særlig interesse som potentielle

vækstfremmende bestanddele af foder, idet antibiotika, der især udviser

aktivitet in vivo, har særlig betydning i den veterinære medicin.

Spørgsmålet synes herefter at være, om X-537 A udviser en særlig teknisk

virkning sammenlignet med andre vækstfremmende stoffer. Den af klageren

fremsendte forsøgsrapport dateret 20. november 1978 omtaler sammenlignende

forsøg mellem X-537 A (lasalocid) og henholdsvis monensin og tiamutilin. Det

fremgår af rapporten, at monensin har en negativ virkning på væksten, og

dette antibiotikum kan derfor ikke være et rimeligt sammenligningsgrundlag.

Det fremgår endvidere, at et forsøg med 48 kyllinger har vist, at 500 ppm

tiamutilin i drikkevandet giver en gennemsnitlig tilvækst på 175 g på 4 dage,

medens 125 ppm X-537 A i foderet giver en gennemsnitlig tilvækst på 189 g på

4 dage. Som udtalt ved den mundtlige forhandling finder nævnet ikke anledning

til at betvivle de foreliggende forsøgsresultater, men man finder ikke, at

der derved er konstateret en særlig teknisk virkning, der kan anses for

patentbegrundende.

Under sagens behandling har klageren fremført, at der tidligere er meddelt

dansk patent på foderstof med et indhold af et antibiotikum som

vækstfremmende bestanddel, og har i denne forbindelse henvist til de danske

patenter nr. 92.774, 94.027, 96.588, 99.187, 99.540 og 103.159. Disse

patenter er udstedt i tiden fra 1962 til 1965, dvs. før den særlige

patentkommissions foran omtalte afgørelse af 14. marts 1968.

Allerede af denne grund findes disse patenter ikke med rette at kunne

fremdrages som præcedens. Dertil kommer, at det ikke ud fra det foreliggende

kan afvises, at der i disse sager har været tale om særlige forhold ud over

konstatering af en vækstfremmende virkning, men det er i øvrigt ikke nævnets

opgave at tage stilling hertil.

Af de anførte grunde finder nævnet ikke, at ansøgningen angår en

patenterbar opfindelse. Idet de for nævnet fremlagte ændrede krav ikke kan

føre til andet resultat, tiltrædes det, at ansøgningen er afslået.

Herefter

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

J. Beyer. Grønning-Nielsen. P.F. Jensen. Ansgar Sørensen. S.A. Vørts.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter