Spring til indhold

Retsinformation

Nægtet aktindsigt til kommune i Finanstilsynets sag om realkreditbelåning af et klubhus.

KEN nr 60415 af 16/06/1992Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nægtet aktindsigt til kommune i Finanstilsynets

sag om realkreditbelåning af et klubhus.

K kommune ved byrådet har i skrivelse af 11. september 1990 klaget over,

at Finanstilsynet ved skrivelser af 14. februar og 19. marts 1990 (j.nr.

89-92.01-03) afslog at give henholdsvis kommunen og K-by Fodbold Club

aktindsigt i tilsynets sag om (realkreditinstituttet) A's realkreditbelåning

af et klubhus tilhørende K-by Idrætsklubs fodboldafdeling, beliggende .....,

K-by.

Sagens omstændigheder er følgende:

Ved skrivelse af 3. marts 1989 klagede K byråd, Økonomiudvalget, til

Realkredittilsynet over A's belåning af det omtalte klubhus. Som begrundelse

for klagen anførtes, at stat og kommune efter fritidsloven - hver med

halvdelen - er forpligtet til at betale 75% af prioritetsrenterne for sådanne

klublokaler, ligesom der skal betales tilskud til en række af de øvrige

driftsudgifter. Det oplyses, at A har ydet et lån til byggeriet på 5.285.000

kr., mens anlægsregnskabet udviser en samlet udgift på 5.757.763 kr.

Lånegrænsen efter lov om realkreditinstitutter for den pågældende

ejendomskategori på 75% er derfor væsentligt overskredet. Endvidere indgår

der en udgift til udstyr på 455.217 kr. i byggeregnskabet, hvilket efter

kommunens opfattelse ikke kan belånes, ligesom der kan være andre poster i

regnskabet, som heller ikke kan berettige til realkreditbelåning.

Henvendelsen gav anledning til, at Realkredittilsynet (der på daværende

tidspunkt blev udøvet af Boligstyrelsens 5. kontor) den 31. maj 1989

iværksatte en rutinemæssig undersøgelse af, hvorvidt det pågældende lån var

ydet i overensstemmelse med de dagældende regler i realkreditlovgivningen.

Tilsynet brevvekslede derefter med A og Statsskattedirektoratet om lånesagen.

Ved skrivelse af 19. december 1989 meddelte Realkredittilsynet kommunen,

at man samme dag havde truffet en afgørelse i sagen. Skrivelsen indeholdt

ingen oplysning om indholdet af tilsynets afgørelse. På en telefonisk

forespørgsel oplyste tilsynet, at der ikke ville blive givet yderligere

Læs alt

oplysninger i sagen, da disse betragtes som fortrolige.

Kommunen anmodede derefter den 16. januar 1990 Finanstilsynet om

yderligere oplysninger i sagen, idet man dels ønskede et svar på hvilke

udgifter, der var låneberettigede, herunder om den foran nævnte udgift til

udstyr var det, og dels gjorde gældende, at kommunen som følge af sine

betaling- og tilsynsforpligtelser efter fritidsloven er part i sagen og

derfor har krav på at få oplysninger om lånesagens forløb.

Finanstilsynet, der i mellemtiden havde overtaget tilsynet med

realkreditinstitutterne, gav i den påklagede skrivelse af 14. februar 1990 en

generel vejledning vedrørende principperne for realkreditbelåning af den

pågældende ejendomskategori som svar på det første spørgsmål. Vedrørende

spørgsmålet om aktindsigt anføres, at Finanstilsynet

»...efter en konkret vurdering af sagen er af den opfattelse, at

tavshedspligten efter den daværende realkreditlovs § 8 og den nuværende

realkreditlovs § 98 (Lov nr. 841 af 20. december 1989) ikke giver adgang for

Tilsynet til at oplyse nærmere om afgørelsens indhold. Kommunens ønske om at

få oplysning om lånets størrelse må derfor ske på anden måde (f.eks. ved en

henvendelse til K-by Idrætsklubs Fodboldafdeling).«

K-by Fodbold Club anmodede derefter Finanstilsynet om at få en redegørelse

for lånesagen og en genpart af Finanstilsynets afgørelse af 19. december

1989. Finanstilsynet svarede den 19. marts 1990, at man efter en konkret

vurdering af sagen er af den opfattelse, at tilsynets tavshedspligt hindrer,

at tilsynet oplyser om afgørelsens indhold, »idet denne alene er et

anliggende imellem det pågældende realkreditinstitut og Tilsynet«.

Finanstilsynet havde derfor videresendt henvendelsen til A, »som måske

vil oplyse nærmere om afgørelsens indhold«. Finanstilsynet sendte

kommunen en kopi af skrivelsen til klubben. Hverken Finanstilsynets skrivelse

af 14. februar 1990 eller skrivelsen af 19. marts 1990 indeholder nogen

klagevejledning.

Ved skrivelse af 22. juni 1990 henvendte kommunen sig til

industriministeren om Finanstilsynets skrivelser af 14. februar og 19. marts

1990. Det anføres, at såvel kommunen som klubben har en væsentlig interesse i

sagens udfald og derfor må betragtes som parter i sagen. Forvaltningsloven

forudsætter en afvejning af de forhold, der kan begrunde tavshedspligt, over

for de forhold, der peger mod aktindsigt. Denne afvejning fører til, at

kommunen ikke kan betragtes som uvedkommende. Endvidere har Finanstilsynets

nægtelse af at give de nødvendige oplysninger vanskeliggjort en

hensigtsmæssig økonomisk styring for kommunen. Herom siges:

»...Oprindeligt kalkulerede K kommune med en samlet anlægssum for

klubhuset på 3,9 mill. kr.. Det var derfor væsentligt ændrede forudsætninger,

da K-by FC meddelte, at byggeriet ville koste 5,7 mill. kr.. Byggeriet blev i

den forbindelse finansieret med et A-lån på 5,3 mill. kr.. Ifølge

fritidsloven medfører dette, at K kommune årligt netto skal betale 375.000

kr., hvilket ikke er nogen uvæsentlig budgetpost. Fra 1. januar 1991 vil

beløbet blive fordoblet, idet statsrefusionen bortfalder på området i

forbindelse med implementeringen af den nye folkeoplysningslov. Endvidere har

sagen principiel betydning. Det kan være vanskeligt for befolkningen at

forstå, at der er kommunale midler til at finansiere et flot klubhusbyggeri

samtidig med, at der nedlægges skoler m.v..«

Industriministeren henviste den 13. august 1990 kommunen til at indgive

klage til Erhvervsankenævnet. Der er ikke i ministerens skrivelse angivet

nogen frist for sagens indbringelse.

Ved skrivelse af 11. september 1990 indbragte kommunen sagen for

ankenævnet.

Over for ankenævnet har klageren i klageskrivelsen, der henviser til

skrivelsen af 22. juni 1990 til ministeren, og i et supplerende indlæg af 2.

januar 1991 gjort gældende, at kommunen er part i sagen vedrørende A's

belåning af det omhandlede klubhus og derfor har krav på aktindsigt efter

reglerne i forvaltningsloven. Til støtte herfor udtales i indlægget af 2.

januar 1991:

»...Begrundelserne herfor er flere, men blandt andet er det helt

oplagt, at klubben ikke ville have nogen mulighed overhovedet for at opføre

et klubhus i den størrelse, der her er tale om, hvis ikke loven samtidig

pålagde kommunen at betale 75% af renteudgifterne gennem lokaletilskuddet.

Man bør heller ikke se bort fra, at netop denne kendsgerning muligvis kan

have spillet en rolle i forbindelse med den efter K kommunes opfattelse alt

for høje belåning.

Det er derfor ganske uforståeligt, at kommunen, som må udrede 75% af

udgifterne ikke må anses som en part i sagen og derfor i virkeligheden

fratages muligheden for effektivt at udføre det tilsyn, som man i henhold til

fritidsloven også har pligt til .

Det må således af dokumenterne fremgå på hvilket grundlag det pågældende

lån er ydet, f.eks. om der gennem lånet er financieret andre udgifter end de

tilskudsberettigede. Der kunne her være tale om f.eks. financiering af

lysanlæg, tribune m.v.«

Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 16. november 1990

fastholdt den trufne afgørelse, idet tilsynet efter en fornyet konkret

vurdering af sagen fortsat er af den opfattelse, at kommunen ikke har en så

væsentlig interesse i lånesagen, at kommunen kan anses for part i sagen i

forvaltningslovens forstand og dermed berettiget til aktindsigt efter lovens

§ 9. Som begrundelse herfor anføres:

»...Finanstilsynet finder ikke, at K kommune har en retlig interesse

i tilsynssagen, eller at kommunen af andre grunde måtte antages at være part

i sagen i forvaltningslovens forstand og dermed være berettiget til

aktindsigt, jf. bemærkningerne til § 9 i forvaltningsloven.

Finanstilsynet støtter denne antagelse på det forhold, at kommunen ikke

har en sådan interesse i en eventuel omlægning af lånet. En sådan omlægning

ville i givet fald indebære, at låntager, hvis denne har været i god tro -

hvilket normalt er tilfældet - og derfor har krav på at blive holdt økonomisk

skadesløs, blot ville få erstattet et realkreditlån med et reservefondslån på

nøjagtig de samme betingelser som det indfriede lån, således at de fremtidige

ydelser og dermed kommunens udgift ville være upåvirket.«

I en supplerende udtalelse af 6. maj 1991 har Finanstilsynet oplyst

følgende om fremgangsmåden i tilfælde, hvor det konstateres, at reglerne om

realkreditbelåning ikke er fulgt:

»...Ved tilsynets undersøgelse af, om realkreditlovens

udlånsbestemmelser i konkrete sager er overholdt, kommunikerer tilsynet efter

fast praksis alene med realkreditinstituttet. Finder Finanstilsynet ikke, at

et instituts værdiansættelse er udtryk for ejendommens rimelige kontante

handelsværdi, jf. kapitel 6 om værdiansættelse og låneudmåling i

realkreditloven, § 10 i bekendtgørelse nr. 571 af 15. august 1989 af lov om

realkreditinstitutter og § 3 i bekendtgørelse nr. 113 af 15. februar 1989 om

realkreditinstitutternes værdiansættelse og låneudmåling, påbydes

realkreditinstituttet at nedbringe realkreditbelåningen derefter.

Ved påbud om lovliggørelse af ydede realkreditlån tager Finanstilsynet

principielt ikke stilling til, i hvilket omfang instituttet er forpligtet

over for låntager til at fastholde vilkårene for det ydede lån, f.eks. ud fra

en vurdering af spørgsmålet om god eller ond tro ved accepten af

lånetilbudet. Såfremt realkreditinstituttet ikke med henvisning til ond tro

hos låntager kan kræve realkreditlånet helt eller delvis indfriet, må

lovliggørelsen ske ved en omlægning til et lån af instituttets reserver. Ved

en sådan omlægning indfries en del af de udstedte realkreditobligationer,

nemlig den mængde obligationer, der er udstedt til långivning i strid med

realkreditlovgivningen.

Et reservefondslån er i modsætning til et realkreditlån ikke baseret på

udstedelse af realkreditobligationer, og derfor heller ikke omfattet af

realkreditlovens regler om lånegrænser afhængig af ejendomskategori og det

pågældende låneformål.

Såfremt låntager har fået et realkreditlån i god tro, vil omlægningen til

reservefondslån skulle ske således, at debitor holdes fuldt ud økonomisk

skadesløs. Dette kan ske ved, at reservefondslånet ydes på nøjagtig samme

vilkår som det omlagte realkreditlån.«

Kulturministeriet, Direktoratet for Folkeoplysning, der med ankenævnets

tilladelse er indtrådt som part i sagen, har i skrivelse af 21. maj 1991

udtalt:

»Efter fritidsundervisningsloven skal K Kommune og staten - hver med

50% - betale 75% af renterne på det omtalte lån. For at K Kommune kan udføre

sin tilsynspligt så effektivt som muligt, er det efter direktoratets

opfattelse nødvendigt, at kommunen får de nødvendige og tilstrækkelige

oplysninger om lånet, herunder om der gennem lånet er finansieret andre

udgifter end de tilskudsberettigede, da kommunen efter de gældende regler

alene har pligt til at yde tilskud med 75% af følgende driftsudgifter:

-Renter af prioritetsgæld.

-Skatter, afgifter og forsikringer vedrørende ejendommen.

-Udgifter til ordinær vedligeholdelse, opvarmning, belysning og rengøring

og til eventuelt fornødent tilsyn.«

På foranledning af ankenævnet har tillige spørgsmålet om, hvorvidt klagers

adgang til de omhandlede oplysninger eventuelt måtte følge af bestemmelserne

i forvaltningslovens § 28, stk. 3, jf. § 31, været behandlet under sagens

skriftlige forberedelse. Finanstilsynet har herom i skrivelse af 7. januar

1992 udtalt:

»Det følger af § 28, stk. 3, i forvaltningsloven, at andre fortrolige

oplysninger - udover de i stk. 2 nævnte tilfælde - kun må videregives til

andre forvaltningsmyndigheder, når det må antages, at oplysningen vil være af

væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse,

myndigheden skal træffe.

Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 28 fremgår det, at bestemmelsen

indebærer, at der ikke mellem forskellige forvaltningsmyndigheder kan finde

videregivelse af fortrolige oplysninger sted, medmindre der er et sagligt

behov herfor.

Det er på denne baggrund Finanstilsynets opfattelse, at oplysningerne i

tilsynets sag om A's belåning af K-by Idrætsklubs klubhusbyggeri ikke kan

antages at være af væsentlig betydning for K kommunes virksomhed, jf. § 28,

stk. 3 og § 31 i forvaltningsloven, idet et eventuelt påbud fra tilsynet om

nedbringelse af den del realkreditlånet, der måtte være ydet i strid med

realkreditlovgivningen, ikke må antages at være af væsentlig betydning for

kommunens virksomhed, da låntager i givet fald, forudsat at låntager har

været i god tro ved accepten af lånetilbudet, hvilket normalt er tilfældet,

har krav på at blive holdt økonomisk skadesløs ved at få erstattet den

pågældende del af realkreditlånet med et reservefondslån, der ikke er baseret

på udstedelse af realkreditobligationer, men i øvrigt ydes på nøjagtig samme

betingelser som det indfriede lån.

De fremtidige ydelser og dermed kommunens udgift vil således være

upåvirket heraf, jf. Finanstilsynets skrivelse af 16. november 1990 til

Erhvervsankenævnet.

Da Finanstilsynet ikke anser betingelserne i § 28, stk. 3 i

forvaltningsloven for at være til stede, må Finanstilsynet derfor fastholde

afslaget på at give kommunen de udbedte oplysninger i den konkrete

lånesag.«

Klageren har heroverfor i skrivelse af 17. februar 1992 fastholdt, at

kommunen må betragtes som part i sagen, og har som begrundelse anført, at

kommunen

»...for det første skal føre tilsyn med idrætsklubber og følgelig må

have adgang til alle relevante oplysninger .

For det andet er K kommunes udgifter direkte afhængige af klubbens

udgifter til renter m.v. I den forbindelse er det indlysende, at

kreditforeningens ulovlige og forhøjede långivning med tilsvarende for høje

renteudgifter er en handling, som kreditforeningen må bære konsekvensen af og

ikke K kommune . Det vil være absolut uantagelig, at K kommune skal have

større udgifter alene som følge af kreditforeningens ulovligheder.

Såfremt K kommune ikke får adgang til de her omhandlede oplysninger, vil

man ikke være i stand til at afgøre, hvilke udgifter K kommune som offentlig

myndighed har pligt til at refundere. K kommune skal derfor på det kraftigste

anmode om at få aktindsigt i nærværende sag.«

Kulturministeriet, Direktoratet for Folkeoplysning, har den 6. februar

1992 meddelt, at man ikke har yderligere at tilføje, idet man henviser til

udtalelsen af 21. maj 1991.

Ankenævnet udtalte:

Indledningsvis bemærkes, at Erhvervsankenævnet under de foreliggende

omstændigheder, herunder at der ikke er givet klagevejledning, finder at

burde behandle klagen, uanset at denne er indgivet efter udløbet af

klagefristen på 4 uger, jf. realkreditlovens § 100, stk. 3.

Om sagens realitet bemærkes:

Aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen (lov nr. 572 af 19.

december 1985), der efter lovens § 4, stk. 1, tilkommer »enhver«,

er efter lovens § 14 begrænset af særlige bestemmelser i den øvrige

lovgivning om tavshedspligt. Realkreditloven (lov nr. 841 af 20. december

1989, nu lovbekendtgørelse nr. 56 af 24. januar 1992) indeholder som § 98 en

bestemmelse om tavshedspligt for Finanstilsynet. En tilsvarende bestemmelse

fandtes i den tidligere realkreditlov (senest lovbekendtgørelse nr. 571 af

15. august 1989) som § 8, stk. 4. Det fremgår af forarbejderne til denne

bestemmelse, Folketingstidende 1982-83, Tillæg A, sp. 4077-4078, sammenholdt

med forarbejderne til den første offentlighedslov (lov nr. 280 af 10. juni

1970), Folketingstidende 1969-70, Tillæg B, sp. 2128-2133, at

realkreditlovens § 98 hører til de tavshedsforskrifter, der er omfattet af

offentlighedslovens § 14. Da oplysningerne i den sag, som klager ønsker

aktindsigt i, må anses for omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt efter

realkreditlovens § 98, kan Erhvervsankenævnet tiltræde, at klageren ikke har

krav på aktindsigt efter offentlighedsloven.

Forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985) indeholder i kapitel

4 bestemmelser om aktindsigt for den, der er part i en sag. Denne adgang til

aktindsigt er efter lovens § 9, stk. 2, ikke begrænset af lovgivningens

særlige tavshedsforskrifter, men alene af reglerne i forvaltningsloven,

navnlig dennes §§ 12-15. Loven indeholder ikke nogen definition af, hvem der

er part i lovens forstand, men dette er bl.a. behandlet i Justitsministeriets

vejledning til loven, pkt. 49-55.

Realkreditloven, som ændret ved lov nr. 932 af 27. december 1991,

indeholder derimod nu en udtrykkelig bestemmelse om, hvem der kan anses for

part i forhold til Finanstilsynet, idet det efter ændringen i lovens § 98,

stk. 5, hedder: »Som part i forhold til Finanstilsynet anses alene det

realkreditinstitut, som tilsynsvirksomheden efter lovens kapitel 16

vedrører.« I lovmotiverne siges det om begrundelsen for bestemmelsen,

»at der i meget vidt omfang skal sikres fortrolighed omkring de

oplysninger, som Finanstilsynet gennem sin tilsynsvirksomhed kommer i

besiddelse af.« (Folketingsåret 1991-92, lovforslag nr. L 65, til § 1,

nr. 37). Ændringsloven trådte i kraft den 1. januar 1992, hvorfor den

foreliggende sag må bedømmes på grundlag af den tidligere affattelse af

realkreditlovens § 98, der ikke indeholdt en tilsvarende bestemmelse.

Realkreditloven og de i henhold til loven udfærdigede bekendtgørelser

indeholder nærmere bestemmelser om størrelsen af de lån, som

realkreditinstitutterne må tilbyde. Den afgørelse, som Finanstilsynet har

truffet, vedrører spørgsmålet, om A ved sin långivning til det omhandlede

klubhus har overholdt disse regler. Kommunen har som begrundelse for sit

ønske om aktindsigt navnlig henvist til, at der ved låneudmålingen kan være

indgået udgifter, som ikke er tilskudsberettigede efter lov om

fritidsundervisning. Det ligger imidlertid uden for realkreditinstituttets og

Finanstilsynets opgaver at påse, om der i byggeregnskabet er medtaget beløb,

som ikke er tilskudsberettigede efter lovgivningen om fritidsundervisning.

Hverken realkreditinstituttet eller Finanstilsynet har således haft anledning

til at tage stilling til dette spørgsmål. Det er iøvrigt ikke oplyst, at

Finanstilsynets afgørelse skulle have medført, at der er pålagt låntager

forøgede økonomiske byrder og dermed kommunen forøgede tilskudsforpligtelser.

Ankenævnet finder herefter, at Finanstilsynets afgørelse af, om

realkreditlovgivningens belåningsregler er overholdt, ikke har en sådan

sammenhæng med og betydning for kommunens administration af

tilskudslovgivningen, at kommunen kan anses for part i tilsynets sag i

forvaltningslovens forstand. Ankenævnet kan derfor tiltræde, at klager ej

heller har krav på aktindsigt efter forvaltningslovens kapitel 4.

Vedrørende anvendelsen af forvaltningslovens § 28, stk. 3, jf. § 31

bemærkes, at ankenævnet i overensstemmelse med det ovenfor anførte ikke

finder det godtgjort, at Finanstilsynets sag skulle indeholde oplysninger,

der er af væsentlig betydning for kommunens administration af

tilskudslovgivningen. Det bemærkes herved, at det ikke er oplyst, om kommunen

kan få de ønskede oplysninger om indholdet af byggeregnskab m.v. fra

fodboldklubben som bygherre og tilskudsmodtager, og at hjemmel for kommunen

som tilsynsmyndighed til at skaffe sig de fornødne oplysninger i første række

bør søges i tilskudslovgivningen.

Ankenævnet stadfæster herefter den påklagede afgørelse.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter