Nægtet aktindsigt til kommune i Finanstilsynets sag om realkreditbelåning af et klubhus.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Nægtet aktindsigt til kommune i Finanstilsynets
sag om realkreditbelåning af et klubhus.
K kommune ved byrådet har i skrivelse af 11. september 1990 klaget over,
at Finanstilsynet ved skrivelser af 14. februar og 19. marts 1990 (j.nr.
89-92.01-03) afslog at give henholdsvis kommunen og K-by Fodbold Club
aktindsigt i tilsynets sag om (realkreditinstituttet) A's realkreditbelåning
af et klubhus tilhørende K-by Idrætsklubs fodboldafdeling, beliggende .....,
K-by.
Sagens omstændigheder er følgende:
Ved skrivelse af 3. marts 1989 klagede K byråd, Økonomiudvalget, til
Realkredittilsynet over A's belåning af det omtalte klubhus. Som begrundelse
for klagen anførtes, at stat og kommune efter fritidsloven - hver med
halvdelen - er forpligtet til at betale 75% af prioritetsrenterne for sådanne
klublokaler, ligesom der skal betales tilskud til en række af de øvrige
driftsudgifter. Det oplyses, at A har ydet et lån til byggeriet på 5.285.000
kr., mens anlægsregnskabet udviser en samlet udgift på 5.757.763 kr.
Lånegrænsen efter lov om realkreditinstitutter for den pågældende
ejendomskategori på 75% er derfor væsentligt overskredet. Endvidere indgår
der en udgift til udstyr på 455.217 kr. i byggeregnskabet, hvilket efter
kommunens opfattelse ikke kan belånes, ligesom der kan være andre poster i
regnskabet, som heller ikke kan berettige til realkreditbelåning.
Henvendelsen gav anledning til, at Realkredittilsynet (der på daværende
tidspunkt blev udøvet af Boligstyrelsens 5. kontor) den 31. maj 1989
iværksatte en rutinemæssig undersøgelse af, hvorvidt det pågældende lån var
ydet i overensstemmelse med de dagældende regler i realkreditlovgivningen.
Tilsynet brevvekslede derefter med A og Statsskattedirektoratet om lånesagen.
Ved skrivelse af 19. december 1989 meddelte Realkredittilsynet kommunen,
at man samme dag havde truffet en afgørelse i sagen. Skrivelsen indeholdt
ingen oplysning om indholdet af tilsynets afgørelse. På en telefonisk
forespørgsel oplyste tilsynet, at der ikke ville blive givet yderligere
Læs alt
oplysninger i sagen, da disse betragtes som fortrolige.
Kommunen anmodede derefter den 16. januar 1990 Finanstilsynet om
yderligere oplysninger i sagen, idet man dels ønskede et svar på hvilke
udgifter, der var låneberettigede, herunder om den foran nævnte udgift til
udstyr var det, og dels gjorde gældende, at kommunen som følge af sine
betaling- og tilsynsforpligtelser efter fritidsloven er part i sagen og
derfor har krav på at få oplysninger om lånesagens forløb.
Finanstilsynet, der i mellemtiden havde overtaget tilsynet med
realkreditinstitutterne, gav i den påklagede skrivelse af 14. februar 1990 en
generel vejledning vedrørende principperne for realkreditbelåning af den
pågældende ejendomskategori som svar på det første spørgsmål. Vedrørende
spørgsmålet om aktindsigt anføres, at Finanstilsynet
»...efter en konkret vurdering af sagen er af den opfattelse, at
tavshedspligten efter den daværende realkreditlovs § 8 og den nuværende
realkreditlovs § 98 (Lov nr. 841 af 20. december 1989) ikke giver adgang for
Tilsynet til at oplyse nærmere om afgørelsens indhold. Kommunens ønske om at
få oplysning om lånets størrelse må derfor ske på anden måde (f.eks. ved en
henvendelse til K-by Idrætsklubs Fodboldafdeling).«
K-by Fodbold Club anmodede derefter Finanstilsynet om at få en redegørelse
for lånesagen og en genpart af Finanstilsynets afgørelse af 19. december
1989. Finanstilsynet svarede den 19. marts 1990, at man efter en konkret
vurdering af sagen er af den opfattelse, at tilsynets tavshedspligt hindrer,
at tilsynet oplyser om afgørelsens indhold, »idet denne alene er et
anliggende imellem det pågældende realkreditinstitut og Tilsynet«.
Finanstilsynet havde derfor videresendt henvendelsen til A, »som måske
vil oplyse nærmere om afgørelsens indhold«. Finanstilsynet sendte
kommunen en kopi af skrivelsen til klubben. Hverken Finanstilsynets skrivelse
af 14. februar 1990 eller skrivelsen af 19. marts 1990 indeholder nogen
klagevejledning.
Ved skrivelse af 22. juni 1990 henvendte kommunen sig til
industriministeren om Finanstilsynets skrivelser af 14. februar og 19. marts
1990. Det anføres, at såvel kommunen som klubben har en væsentlig interesse i
sagens udfald og derfor må betragtes som parter i sagen. Forvaltningsloven
forudsætter en afvejning af de forhold, der kan begrunde tavshedspligt, over
for de forhold, der peger mod aktindsigt. Denne afvejning fører til, at
kommunen ikke kan betragtes som uvedkommende. Endvidere har Finanstilsynets
nægtelse af at give de nødvendige oplysninger vanskeliggjort en
hensigtsmæssig økonomisk styring for kommunen. Herom siges:
»...Oprindeligt kalkulerede K kommune med en samlet anlægssum for
klubhuset på 3,9 mill. kr.. Det var derfor væsentligt ændrede forudsætninger,
da K-by FC meddelte, at byggeriet ville koste 5,7 mill. kr.. Byggeriet blev i
den forbindelse finansieret med et A-lån på 5,3 mill. kr.. Ifølge
fritidsloven medfører dette, at K kommune årligt netto skal betale 375.000
kr., hvilket ikke er nogen uvæsentlig budgetpost. Fra 1. januar 1991 vil
beløbet blive fordoblet, idet statsrefusionen bortfalder på området i
forbindelse med implementeringen af den nye folkeoplysningslov. Endvidere har
sagen principiel betydning. Det kan være vanskeligt for befolkningen at
forstå, at der er kommunale midler til at finansiere et flot klubhusbyggeri
samtidig med, at der nedlægges skoler m.v..«
Industriministeren henviste den 13. august 1990 kommunen til at indgive
klage til Erhvervsankenævnet. Der er ikke i ministerens skrivelse angivet
nogen frist for sagens indbringelse.
Ved skrivelse af 11. september 1990 indbragte kommunen sagen for
ankenævnet.
Over for ankenævnet har klageren i klageskrivelsen, der henviser til
skrivelsen af 22. juni 1990 til ministeren, og i et supplerende indlæg af 2.
januar 1991 gjort gældende, at kommunen er part i sagen vedrørende A's
belåning af det omhandlede klubhus og derfor har krav på aktindsigt efter
reglerne i forvaltningsloven. Til støtte herfor udtales i indlægget af 2.
januar 1991:
»...Begrundelserne herfor er flere, men blandt andet er det helt
oplagt, at klubben ikke ville have nogen mulighed overhovedet for at opføre
et klubhus i den størrelse, der her er tale om, hvis ikke loven samtidig
pålagde kommunen at betale 75% af renteudgifterne gennem lokaletilskuddet.
Man bør heller ikke se bort fra, at netop denne kendsgerning muligvis kan
have spillet en rolle i forbindelse med den efter K kommunes opfattelse alt
for høje belåning.
Det er derfor ganske uforståeligt, at kommunen, som må udrede 75% af
udgifterne ikke må anses som en part i sagen og derfor i virkeligheden
fratages muligheden for effektivt at udføre det tilsyn, som man i henhold til
fritidsloven også har pligt til .
Det må således af dokumenterne fremgå på hvilket grundlag det pågældende
lån er ydet, f.eks. om der gennem lånet er financieret andre udgifter end de
tilskudsberettigede. Der kunne her være tale om f.eks. financiering af
lysanlæg, tribune m.v.«
Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 16. november 1990
fastholdt den trufne afgørelse, idet tilsynet efter en fornyet konkret
vurdering af sagen fortsat er af den opfattelse, at kommunen ikke har en så
væsentlig interesse i lånesagen, at kommunen kan anses for part i sagen i
forvaltningslovens forstand og dermed berettiget til aktindsigt efter lovens
§ 9. Som begrundelse herfor anføres:
»...Finanstilsynet finder ikke, at K kommune har en retlig interesse
i tilsynssagen, eller at kommunen af andre grunde måtte antages at være part
i sagen i forvaltningslovens forstand og dermed være berettiget til
aktindsigt, jf. bemærkningerne til § 9 i forvaltningsloven.
Finanstilsynet støtter denne antagelse på det forhold, at kommunen ikke
har en sådan interesse i en eventuel omlægning af lånet. En sådan omlægning
ville i givet fald indebære, at låntager, hvis denne har været i god tro -
hvilket normalt er tilfældet - og derfor har krav på at blive holdt økonomisk
skadesløs, blot ville få erstattet et realkreditlån med et reservefondslån på
nøjagtig de samme betingelser som det indfriede lån, således at de fremtidige
ydelser og dermed kommunens udgift ville være upåvirket.«
I en supplerende udtalelse af 6. maj 1991 har Finanstilsynet oplyst
følgende om fremgangsmåden i tilfælde, hvor det konstateres, at reglerne om
realkreditbelåning ikke er fulgt:
»...Ved tilsynets undersøgelse af, om realkreditlovens
udlånsbestemmelser i konkrete sager er overholdt, kommunikerer tilsynet efter
fast praksis alene med realkreditinstituttet. Finder Finanstilsynet ikke, at
et instituts værdiansættelse er udtryk for ejendommens rimelige kontante
handelsværdi, jf. kapitel 6 om værdiansættelse og låneudmåling i
realkreditloven, § 10 i bekendtgørelse nr. 571 af 15. august 1989 af lov om
realkreditinstitutter og § 3 i bekendtgørelse nr. 113 af 15. februar 1989 om
realkreditinstitutternes værdiansættelse og låneudmåling, påbydes
realkreditinstituttet at nedbringe realkreditbelåningen derefter.
Ved påbud om lovliggørelse af ydede realkreditlån tager Finanstilsynet
principielt ikke stilling til, i hvilket omfang instituttet er forpligtet
over for låntager til at fastholde vilkårene for det ydede lån, f.eks. ud fra
en vurdering af spørgsmålet om god eller ond tro ved accepten af
lånetilbudet. Såfremt realkreditinstituttet ikke med henvisning til ond tro
hos låntager kan kræve realkreditlånet helt eller delvis indfriet, må
lovliggørelsen ske ved en omlægning til et lån af instituttets reserver. Ved
en sådan omlægning indfries en del af de udstedte realkreditobligationer,
nemlig den mængde obligationer, der er udstedt til långivning i strid med
realkreditlovgivningen.
Et reservefondslån er i modsætning til et realkreditlån ikke baseret på
udstedelse af realkreditobligationer, og derfor heller ikke omfattet af
realkreditlovens regler om lånegrænser afhængig af ejendomskategori og det
pågældende låneformål.
Såfremt låntager har fået et realkreditlån i god tro, vil omlægningen til
reservefondslån skulle ske således, at debitor holdes fuldt ud økonomisk
skadesløs. Dette kan ske ved, at reservefondslånet ydes på nøjagtig samme
vilkår som det omlagte realkreditlån.«
Kulturministeriet, Direktoratet for Folkeoplysning, der med ankenævnets
tilladelse er indtrådt som part i sagen, har i skrivelse af 21. maj 1991
udtalt:
»Efter fritidsundervisningsloven skal K Kommune og staten - hver med
50% - betale 75% af renterne på det omtalte lån. For at K Kommune kan udføre
sin tilsynspligt så effektivt som muligt, er det efter direktoratets
opfattelse nødvendigt, at kommunen får de nødvendige og tilstrækkelige
oplysninger om lånet, herunder om der gennem lånet er finansieret andre
udgifter end de tilskudsberettigede, da kommunen efter de gældende regler
alene har pligt til at yde tilskud med 75% af følgende driftsudgifter:
-Renter af prioritetsgæld.
-Skatter, afgifter og forsikringer vedrørende ejendommen.
-Udgifter til ordinær vedligeholdelse, opvarmning, belysning og rengøring
og til eventuelt fornødent tilsyn.«
På foranledning af ankenævnet har tillige spørgsmålet om, hvorvidt klagers
adgang til de omhandlede oplysninger eventuelt måtte følge af bestemmelserne
i forvaltningslovens § 28, stk. 3, jf. § 31, været behandlet under sagens
skriftlige forberedelse. Finanstilsynet har herom i skrivelse af 7. januar
1992 udtalt:
»Det følger af § 28, stk. 3, i forvaltningsloven, at andre fortrolige
oplysninger - udover de i stk. 2 nævnte tilfælde - kun må videregives til
andre forvaltningsmyndigheder, når det må antages, at oplysningen vil være af
væsentlig betydning for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse,
myndigheden skal træffe.
Af bemærkningerne til bestemmelsen i § 28 fremgår det, at bestemmelsen
indebærer, at der ikke mellem forskellige forvaltningsmyndigheder kan finde
videregivelse af fortrolige oplysninger sted, medmindre der er et sagligt
behov herfor.
Det er på denne baggrund Finanstilsynets opfattelse, at oplysningerne i
tilsynets sag om A's belåning af K-by Idrætsklubs klubhusbyggeri ikke kan
antages at være af væsentlig betydning for K kommunes virksomhed, jf. § 28,
stk. 3 og § 31 i forvaltningsloven, idet et eventuelt påbud fra tilsynet om
nedbringelse af den del realkreditlånet, der måtte være ydet i strid med
realkreditlovgivningen, ikke må antages at være af væsentlig betydning for
kommunens virksomhed, da låntager i givet fald, forudsat at låntager har
været i god tro ved accepten af lånetilbudet, hvilket normalt er tilfældet,
har krav på at blive holdt økonomisk skadesløs ved at få erstattet den
pågældende del af realkreditlånet med et reservefondslån, der ikke er baseret
på udstedelse af realkreditobligationer, men i øvrigt ydes på nøjagtig samme
betingelser som det indfriede lån.
De fremtidige ydelser og dermed kommunens udgift vil således være
upåvirket heraf, jf. Finanstilsynets skrivelse af 16. november 1990 til
Erhvervsankenævnet.
Da Finanstilsynet ikke anser betingelserne i § 28, stk. 3 i
forvaltningsloven for at være til stede, må Finanstilsynet derfor fastholde
afslaget på at give kommunen de udbedte oplysninger i den konkrete
lånesag.«
Klageren har heroverfor i skrivelse af 17. februar 1992 fastholdt, at
kommunen må betragtes som part i sagen, og har som begrundelse anført, at
kommunen
»...for det første skal føre tilsyn med idrætsklubber og følgelig må
have adgang til alle relevante oplysninger .
For det andet er K kommunes udgifter direkte afhængige af klubbens
udgifter til renter m.v. I den forbindelse er det indlysende, at
kreditforeningens ulovlige og forhøjede långivning med tilsvarende for høje
renteudgifter er en handling, som kreditforeningen må bære konsekvensen af og
ikke K kommune . Det vil være absolut uantagelig, at K kommune skal have
større udgifter alene som følge af kreditforeningens ulovligheder.
Såfremt K kommune ikke får adgang til de her omhandlede oplysninger, vil
man ikke være i stand til at afgøre, hvilke udgifter K kommune som offentlig
myndighed har pligt til at refundere. K kommune skal derfor på det kraftigste
anmode om at få aktindsigt i nærværende sag.«
Kulturministeriet, Direktoratet for Folkeoplysning, har den 6. februar
1992 meddelt, at man ikke har yderligere at tilføje, idet man henviser til
udtalelsen af 21. maj 1991.
Ankenævnet udtalte:
Indledningsvis bemærkes, at Erhvervsankenævnet under de foreliggende
omstændigheder, herunder at der ikke er givet klagevejledning, finder at
burde behandle klagen, uanset at denne er indgivet efter udløbet af
klagefristen på 4 uger, jf. realkreditlovens § 100, stk. 3.
Om sagens realitet bemærkes:
Aktindsigt efter lov om offentlighed i forvaltningen (lov nr. 572 af 19.
december 1985), der efter lovens § 4, stk. 1, tilkommer »enhver«,
er efter lovens § 14 begrænset af særlige bestemmelser i den øvrige
lovgivning om tavshedspligt. Realkreditloven (lov nr. 841 af 20. december
1989, nu lovbekendtgørelse nr. 56 af 24. januar 1992) indeholder som § 98 en
bestemmelse om tavshedspligt for Finanstilsynet. En tilsvarende bestemmelse
fandtes i den tidligere realkreditlov (senest lovbekendtgørelse nr. 571 af
15. august 1989) som § 8, stk. 4. Det fremgår af forarbejderne til denne
bestemmelse, Folketingstidende 1982-83, Tillæg A, sp. 4077-4078, sammenholdt
med forarbejderne til den første offentlighedslov (lov nr. 280 af 10. juni
1970), Folketingstidende 1969-70, Tillæg B, sp. 2128-2133, at
realkreditlovens § 98 hører til de tavshedsforskrifter, der er omfattet af
offentlighedslovens § 14. Da oplysningerne i den sag, som klager ønsker
aktindsigt i, må anses for omfattet af Finanstilsynets tavshedspligt efter
realkreditlovens § 98, kan Erhvervsankenævnet tiltræde, at klageren ikke har
krav på aktindsigt efter offentlighedsloven.
Forvaltningsloven (lov nr. 571 af 19. december 1985) indeholder i kapitel
4 bestemmelser om aktindsigt for den, der er part i en sag. Denne adgang til
aktindsigt er efter lovens § 9, stk. 2, ikke begrænset af lovgivningens
særlige tavshedsforskrifter, men alene af reglerne i forvaltningsloven,
navnlig dennes §§ 12-15. Loven indeholder ikke nogen definition af, hvem der
er part i lovens forstand, men dette er bl.a. behandlet i Justitsministeriets
vejledning til loven, pkt. 49-55.
Realkreditloven, som ændret ved lov nr. 932 af 27. december 1991,
indeholder derimod nu en udtrykkelig bestemmelse om, hvem der kan anses for
part i forhold til Finanstilsynet, idet det efter ændringen i lovens § 98,
stk. 5, hedder: »Som part i forhold til Finanstilsynet anses alene det
realkreditinstitut, som tilsynsvirksomheden efter lovens kapitel 16
vedrører.« I lovmotiverne siges det om begrundelsen for bestemmelsen,
»at der i meget vidt omfang skal sikres fortrolighed omkring de
oplysninger, som Finanstilsynet gennem sin tilsynsvirksomhed kommer i
besiddelse af.« (Folketingsåret 1991-92, lovforslag nr. L 65, til § 1,
nr. 37). Ændringsloven trådte i kraft den 1. januar 1992, hvorfor den
foreliggende sag må bedømmes på grundlag af den tidligere affattelse af
realkreditlovens § 98, der ikke indeholdt en tilsvarende bestemmelse.
Realkreditloven og de i henhold til loven udfærdigede bekendtgørelser
indeholder nærmere bestemmelser om størrelsen af de lån, som
realkreditinstitutterne må tilbyde. Den afgørelse, som Finanstilsynet har
truffet, vedrører spørgsmålet, om A ved sin långivning til det omhandlede
klubhus har overholdt disse regler. Kommunen har som begrundelse for sit
ønske om aktindsigt navnlig henvist til, at der ved låneudmålingen kan være
indgået udgifter, som ikke er tilskudsberettigede efter lov om
fritidsundervisning. Det ligger imidlertid uden for realkreditinstituttets og
Finanstilsynets opgaver at påse, om der i byggeregnskabet er medtaget beløb,
som ikke er tilskudsberettigede efter lovgivningen om fritidsundervisning.
Hverken realkreditinstituttet eller Finanstilsynet har således haft anledning
til at tage stilling til dette spørgsmål. Det er iøvrigt ikke oplyst, at
Finanstilsynets afgørelse skulle have medført, at der er pålagt låntager
forøgede økonomiske byrder og dermed kommunen forøgede tilskudsforpligtelser.
Ankenævnet finder herefter, at Finanstilsynets afgørelse af, om
realkreditlovgivningens belåningsregler er overholdt, ikke har en sådan
sammenhæng med og betydning for kommunens administration af
tilskudslovgivningen, at kommunen kan anses for part i tilsynets sag i
forvaltningslovens forstand. Ankenævnet kan derfor tiltræde, at klager ej
heller har krav på aktindsigt efter forvaltningslovens kapitel 4.
Vedrørende anvendelsen af forvaltningslovens § 28, stk. 3, jf. § 31
bemærkes, at ankenævnet i overensstemmelse med det ovenfor anførte ikke
finder det godtgjort, at Finanstilsynets sag skulle indeholde oplysninger,
der er af væsentlig betydning for kommunens administration af
tilskudslovgivningen. Det bemærkes herved, at det ikke er oplyst, om kommunen
kan få de ønskede oplysninger om indholdet af byggeregnskab m.v. fra
fodboldklubben som bygherre og tilskudsmodtager, og at hjemmel for kommunen
som tilsynsmyndighed til at skaffe sig de fornødne oplysninger i første række
bør søges i tilskudslovgivningen.
Ankenævnet stadfæster herefter den påklagede afgørelse.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- 99-67.906 - Aktindsigt nægtet pga. tavshedspligt (12. oktober 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. oktober 1999
- 95-68.300, 4. juni 1996 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. juni 1996
- Kendelse af 5. juni 1996. 95-68.300 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. juni 1996
- Et realkreditinstituts eksterne revisor havde ikke pligt til at udlevere internt arbejdsmateriale til Finanstilsynet. Retsinformation · 24. september 1997
- Kendelse af 26. oktober 1993. 92-2.496 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 26. oktober 1993
- Aktindsigt i et af en revisor udarbejdet notat nægtet. Retsinformation · 24. september 1997
Lignende dokumenter
- Kendelse af 16. februar 1993. 91-6.457 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 16. februar 1993
- Møn kommunes opførelse af klubhusbygning Retsinformation · 6. marts 2019
- 99-67.906 - Aktindsigt nægtet pga. tavshedspligt (12. oktober 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. oktober 1999
- Kendelse af 10. juni 1993. 90-61.585 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 10. juni 1993
- Kendelse af 14. oktober 1996. 94-18.114 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 14. oktober 1996
- Anmodning om aktindsigt ikke imødekommet. (2011-0023578) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 2. september 2011