Et realkreditinstituts eksterne revisor havde ikke pligt til at udlevere internt arbejdsmateriale til Finanstilsynet.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
- Realkreditloven § 91 ophævet 2 afgørelser
- Realkreditloven § 94 ophævet 4 afgørelser
- Realkreditloven § 102 ophævet 2 afgørelser
- Offentlighedsloven § 7 ophævet 37 afgørelser
- Realkreditloven § 98 ophævet 10 afgørelser
- Realkreditloven § 100 ophævet 3 afgørelser
Teksten
Et realkreditinstituts eksterne revisor havde
ikke pligt til at udlevere internt arbejdsmateriale til Finanstilsynet.
K, statsautoriserede revisorer, har i skrivelse af 10. januar 1992 klaget
over, at Finanstilsynet ved skrivelse af 19. november 1990 (j.nr. 20.40-06)
pålagde klager at udlevere nogle arbejdspapirer vedrørende klagers revision
af A's lånesagsbehandling for regnskabsåret 1988/89.
Sagens omstændigheder:
I efteråret 1990 pålagde boligministeren Finanstilsynet i samarbejde med
Revisionsfirmaet Ernst & Young A/S, statsautoriserede revisorer, at
gennemføre en ekstraordinær revision af realkreditinstitutterne. Nærmere
oplysninger om baggrunden for denne revision og dens forløb findes i
»Boligministerens redegørelse til Folketingets Boligudvalg om den
ekstraordinære revision i BRFkredit, Kreditforeningen Danmark og
Nykredit«, udgivet af Finanstilsynet, februar 1991.
Under revisionen af A modtog revisionsfirmaet Ernst & Young
forskelligt materiale fra kreditforeningens eksterne revisor, klageren K,
herunder revisionens notater om resultatet af gennemgåede lånesager for
regnskabsårene 1985/86, 1986/87 og 1987/88. Vedrørende regnskabsåret 1988/89
modtog man notater om lånesagsgennemgangen i kreditforeningens afdelinger i
Odense, Herning og Aalborg, men ikke noget notat om lånesagsgennemgangen i
afdelingen i København. Årsagen hertil var, at et sådant notat ikke var
blevet udarbejdet. Da revisionsfirmaet Ernst & Young bl.a. på grundlag af
en skrivelse af 16. oktober 1990 fra klageren til kreditforeningen havde fået
den opfattelse, at et notat vedrørende lånesagsgennemgangen for 1988/89 i
Københavns-afdelingen eksisterede, men blot ikke var blevet udleveret til
kreditforeningen, anmodede Ernst & Young klageren om at udlevere det
pågældende notat, idet man henviste til realkreditlovens § 91, stk. 3.
Klageren svarede i en skrivelse af 8. november 1990, at man forstod
henvendelsen som et ønske om at få udleveret interne arbejdspapirer. Dette
afviste klager. Som begrundelse henvises til revisorers almindelige
Læs alt
tavshedspligt, der efter klagers opfattelse ikke er ændret ved den nævnte
bestemmelse i realkreditloven. Det fremgik ikke klart af svaret, at det
efterspurgte notat slet ikke eksisterede.
Revisionsfirmaet Ernst & Young henvendte sig derefter til
Finanstilsynet, der i den påklagede skrivelse af 19. november 1990 pålagde
klageren at udlevere det efterspurgte notat til tilsynet. Som begrundelse
anføres i skrivelsen:
»... at det er Finanstilsynets opfattelse, at realkreditlovens § 91,
stk. 3, giver hjemmel for Finanstilsynet til at påbyde et realkreditinstituts
revisor også at udlevere dokumenter om et realkreditinstituts forhold, som
Tilsynet måtte skønne nødvendigt at få for at løfte tilsynsforpligtelsen
efter realkreditlovens § 94, stk. 1.«
Der henvises endvidere til realkreditlovens § 102, stk. 1. Skrivelsen
indeholder ikke nogen klagevejledning.
Pålægget gav anledning til, at der den 26. s.m. blev afholdt et møde
mellem repræsentanter for Finanstilsynet og de to revisionsfirmaer. På mødet
oplyste klageren, at der ikke vedrørende lånesagsgennemgangen i
Københavns-afdelingen for 1988/89 er udarbejdet noget notat i lighed med de
notater, der er udarbejdet og tilsendt kreditforeningen for tidligere år. Der
foreligger alene interne arbejdsnotater, som normalt ikke udleveres til
klienten.
I fortsættelse af mødet skrev klager den 27. november 1990 til
Finanstilsynet under henvisning til det på mødet passerede:
»På denne baggrund har vi valgt, på trods af vor principielle
indstilling, at udlevere genpart af arbejdspapirer for 1988/89 med de
revisionsmæssige konklusioner, der blev omtalt på mødet i går.
Det til grund herfor liggende forskellige materiale fra medarbejderne, der
for en stor dels vedkommende er midlertidige eller halvfærdige notater, og
som ikke i sig selv viser noget om den opfattelse og stillingtagen, som den
ansvarlige revisor i sidste instans nåede frem til, vil klart falde ind under
det materiale, vi som nævnt opfatter som revisors eget.«
Revisionsfirmaet Ernst & Young, der var bekendt med klagers førnævnte
skrivelse af 27. november 1990, skrev den 28. s.m. til Finanstilsynet bl.a.:
På mødet den 26. ds. ... samt i ovennævnte skrivelse fra K af 27. ds. har
vi forstået at arbejdsnotatet for 1988/89 ikke er udarbejdet.
Det har i forbindelse med vor ekstraordinære revision været af betydning
for resultatet og dermed vor rapport til Finanstilsynet, at vi har haft
adgang til notat vedr. lånesagsgennemgang for de tidligere år samt for
Odense, Herning og Ålborg for 1988/89. De konkrete omtaler af lånesager har
været af betydning for vor vurdering af hensættelser samt eventuelle
overbelåningssager. Af udateret håndskrevet notat, der medfulgte brev af 27.
ds. fra K fremgår, at der er udført en stikprøvevis revision af lånesager i
København. På baggrund af vore erfaringer med det hidtil udleverede materiale
er det vor vurdering, at en gennemgang af konklusionerne på enkeltsagerne kan
have, men ikke nødvendigvis har, en betydning for resultatet af vor
ekstraordinære revision.
Da det medfølgende håndskrevne notat ikke omtaler enkeltsager, dækker det
ikke det ovenfor beskrevne behov.'
Sagen blev forelagt for Boligministeriet, der den 30. s.m. meddelte
klageren, at realkreditlovens § 91, stk. 3, indebærer, at revisor ikke blot
skal give oplysninger, men også skal udlevere materiale til Finanstilsynet,
og at pligten omfatter »alt materiale, som Finanstilsynet finder
nødvendigt som led i varetagelsen af tilsynsforpligtelsen, dvs. også internt
materiale af den ovenfor nævnte art.« Det bemærkes, at straffelovens
regler om revisorers tavshedspligt ikke overtrædes ved en sådan pligtmæssig
udlevering.
Under henvisning til denne udtalelse erklærede klager i skrivelse af samme
dato sig indforstået med at udlevere det yderligere materiale, som
Finanstilsynet og Ernst & Young ønskede udleveret, nemlig en mappe
indeholdende de arbejdspapirer hidrørende fra revisorassistenternes
lånesagsgennemgang, som ligger til grund for det notat, der blev udleveret
med klagers skrivelse af 27. november 1990. Klager meddelte samtidig, at man
ikke dermed var enig i Boligministeriets fortolkning af realkreditlovens §
91, stk. 3, og at man ville anmode ministeriet om hos Industriministeriet,
Erhvervs- og Selskabsstyrelsen og Justitsministeriets lovafdeling at få
tilkendegivet, om disse er enige i Boligministeriets fortolkning. En sådan
anmodning fremsatte klager over for ministeriet i skrivelse af 4. januar
1991.
Boligministeriet indhentede en udtalelse fra Justitsministeriet, der som
svar fremsendte det nedenfor omtalte notat af 10. december 1991 fra
ministeriets lovafdeling.
Ved skrivelse af 18. december 1991 meddelte Boligministeriet imidlertid
klageren, at man efter aftale med Finanstilsynet havde vurderet, at
Finanstilsynets afgørelse af 19. november 1990 retteligt bør indbringes for
Industriministeriets Erhvervsankenævn, såfremt klager ønsker en vurdering af
rækkevidden af realkreditlovens § 91, stk. 3.
Finanstilsynet har den 25. juni 1992 oplyst, at man har tilendebragt
gennemgangen af de omhandlede arbejdspapirer. Tilsynet returnerede samtidig
materialet til klageren, idet tilsynet »efter omstændighederne ikke
finder anledning til at foretage sig yderligere i sagen.« Det omhandlede
materiale er derefter udleveret til Erhvervsankenævnet til brug for
behandlingen af denne klagesag.
Materialet består af et rødt ringbind, der indeholder:
a) Et håndskrevet notat på 4 sider. Det er dette notat, der blev udleveret
med klagers skrivelse af 27. november 1990.
b) En maskinskreven side: »Stikprøvekriterier anvendt ved udvælgelsen
af lån til gennemgang«.
c) 41 gennemgåede sager.
For hver gennemgået sag findes der:
- Et skema udfyldt med håndskrift af vedkommende revisorassistent. Skemaet
indeholder dels faktiske oplysninger om ejendommen og lånet, dels oplysninger
om dokumentationen for værdigrundlaget, beskrivelse af sagsbehandlingen i
kreditforeningen, revisorassistentens vurdering og kommentarer samt
konklusion. Der er heri adskillige kritiske bemærkninger til
kreditforeningens sagsbehandling og låneudmåling.
- I de ni første sager er der endvidere et maskinskrevet resume.
- Desuden indeholder sagerne - i et noget vekslende omfang - kopier af
materiale fra kreditforeningen, dels af brevkopier mv., dels af
kreditforeningens interne materiale såsom sagsbehandlingsark mv.
Regelgrundlaget og Justitsministeriets notat:
Realkreditloven, lov nr. 841 af 20. december 1989 med senere ændringer (nu
lovbekendtgørelse nr. 45 af 4. februar 1993), § 91, stk. 3, er sålydende:
»Stk. 3. Boligministeren kan pålægge revisorerne herunder den
fratrædende revisor enten alene eller sammen med den interne revisionschef at
give oplysninger om realkreditinstituttets forhold.«
Ordene »herunder den fratrædende revisor« er indføjet ved lov
nr. 932 af 27. december 1991.
Ved Boligministeriets bekendtgørelse nr. 19 af 15. januar 1990 er
ministerens beføjelser efter bl.a. lovens § 91, stk. 3, henlagt til
Finanstilsynet.
I bemærkningerne til realkreditlovens § 91, stk. 3, (Folketingstidende
1989/90, Tillæg A, sp. 971) hedder det:
»I stk. 3 foreslås, at boligministeren får mulighed for at pålægge
revisorerne eventuelt sammen med den interne revisionschef at give
oplysninger om realkreditinstituttets forhold. Boligministeren vil normalt
henvende sig direkte til realkreditinstituttet, men der kan være
ekstraordinære situationer, hvor det skønnes hensigtsmæssigt, at revisor har
kontrolleret de pågældende oplysninger. En tilsvarende bestemmelse findes i §
36, stk. 8, i lov om banker og sparekasser m.v.«
Ifølge lov om banker og sparekasser, lov nr. 119 af 2. april 1974, § 36,
stk. 5, kunne det daværende Tilsyn med banker og sparekasser »pålægge
revisor at give oplysninger om bankens eller sparekassens forhold.« I
bemærkningerne til denne bestemmelse (Folketingstidende 1973-74, 2. samling,
Tillæg A, sp. 336) udtales, at stk. 5,» er foreslået for at afskære
tvivl om, hvorvidt en revisor er berettiget og forpligtet til at afgive
sådanne oplysninger til tilsynet i dets egenskab af tilsynsmyndighed.«
Ved lov nr. 327 af 24. maj 1989 fik bestemmelsen som § 36, stk. 8, sin
nuværende formulering:
»Stk. 8. Finanstilsynet kan pålægge revisorerne enten alene eller
sammen med den interne revisionschef at give oplysninger om pengeinstituttets
forhold.«
Bemærkningerne til denne ændring (Folketingstidende 1988/89, Tillæg A, sp.
3480) er sålydende:
»I forbindelse med skærpelsen af kravene til de interne
revisionsafdelinger foreslås det i stk. 8, at den gældende bestemmelse, jf.
lovens § 36, stk. 5, udvides til også at omfatte den interne revisionschef.
Tilsynet kan herefter pålægge de valgte revisorer enten alene eller sammen
med den interne revisionschef at give oplysninger om pengeinstituttets
forhold. Formålet med denne udvidelse er at give tilsynet større mulighed for
at afdække eventuelle problemer i pengeinstituttet.«
Bestemmelsen er senere omnummereret og findes nu i lovens § 34, stk. 8,
jf. lovbekendtgørelse nr. 57 af 2. februar 1993.
Efter realkreditlovens § 94, stk. 1, påser Finanstilsynet, »at
institutterne overholder bestemmelserne i loven og regler udfærdiget i medfør
af loven.« Ved lovens § 98 er Finanstilsynet undergivet tavshedspligt.
Tavshedspligten omfatter efter § 98, stk. 1, ikke blot »de med tilsynet
beskæftigede«, men også »eksperter, der handler eller har handlet
på tilsynets vegne«.
I Justitsministeriets ovennævnte notat af 10. december 1991 (j.nr. LA 1991
- 522 - 158) udtales efter en gennemgang af bl.a. de ovenfor gengivne
lovbestemmelser og lovmotiver:
»Oplysningspligten må efter en naturlig sproglig forståelse af
bestemmelsen antages at omfatte en pligt for revisoren til på begæring at
udlevere alle faktiske oplysninger om et realkreditinstituts økonomiske og
regnskabsmæssige forhold, som den pågældende er kommet i besiddelse af i sin
egenskab af revisor.
De dokumenter, bilag mv., som vedkommende revisor har modtaget fra
realkreditinstituttet til brug for revisionsarbejdet, herunder instituttets
interne revisionsbemærkninger, vil på den baggrund efter Justitsministeriets
opfattelse kunne kræves udleveret til Finanstilsynet. Det er dog en
betingelse, at den pågældende fortsat er i besiddelse af dokumenterne,
eventuelt i kopi.
Oplysningspligten vil endvidere omfatte pligt til at udlevere alle
dokumenter eller kopier heraf, som revisor har udarbejdet i anledning af
revisionsarbejdet, og som er sendt til realkreditinstituttet. Det gælder
skrivelser med anmodning om yderligere oplysninger, referater af møder med
realkreditinstituttets interne revision og øvrige medarbejdere og ledelse og
foreløbige opstillinger, regnskabsudkast, notater om bestemte sagsgrupper mv.
Spørgsmålet om, hvorvidt materiale, som er udarbejdet af revisor selv, og
som ikke er sendt, afleveret eller på anden måde overgivet til
realkreditinstituttet (internt arbejdsmateriale) kan kræves udleveret, må
efter Justitsministeriets opfattelse give anledning til betydelig tvivl.
Ordlyden af bestemmelsen og de bemærkninger, der er knyttet hertil, synes
ikke umiddelbart at kunne give grundlag for at antage, at vedkommende revisor
skulle være forpligtet til at udlevere dokumenter, som alene indeholder
overvejelser af foreløbig karakter.
Den nærmere fortolkning af bestemmelsen må, på baggrund af den tvivl, der
efter ordlyden kan bestå om bestemmelsens rækkevidde, herefter fastlægges
navnlig under hensyn til de reale grunde, som ligger bag indførelsen af
bestemmelsen.
Inden for den offentlige forvaltning er det anerkendt, at embedsmændene
har adgang til på en fri og formløs måde at foretage deres overvejelser over
sagerne og udføre det forberedende arbejde, eventuelt under drøftelse med
kolleger m.v., uden at arbejde under presset af en offentliggørelse af de i
de interne referatark m.v. nedfældede betragtninger, som måske vil skifte i
værdi, efterhånden som sagen skrider frem. Dette har bl.a. fundet udtryk i
offentlighedslovens § 7.
De nævnte hensyn til den interne beslutningsproces gør sig efter
Justitsministeriet opfattelse gældende med samme vægt i relation til
revisorer.
Materiale, der er fremkommet som led i revisionsprocessen, vil i vidt
omfang være af foreløbig og ufuldstændig karakter. Materialet kan være udtryk
for misforståelser og lignende fra revisors eller det øvrige personales side,
og kan også i øvrigt være præget af en (foreløbig) fejlagtig opfattelse af
regnskabsmæssige principper og metoder. Materialet vil derfor have ingen
eller kun begrænset værdi som led i myndighedens udøvelse af tilsyns- og
kontrolbeføjelser.
Hertil kommer, at det efter de almindelige principper for revision i
første række er revisor selv, som afgør, hvornår og i hvilken form
bemærkninger og kritik bør fremsættes over for kunden, og hvorvidt der er
anledning til at indgive anmeldelse til myndighederne.
En adgang for Finanstilsynet til at kræve internt arbejdsmateriale
udleveret ville kunne bevirke, at Finanstilsynet bliver bekendt med
overvejelser hos revisor om at indgive anmeldelse af realkreditinstituttet,
selv om revisors overvejelser er mundet ud i, at der ikke var grundlag
herfor.
Tilsvarende vil udleveringen af internt arbejdsmateriale til
Finanstilsynet kunne bevirke, at Realkreditinstituttet bliver bekendt med
overvejelser hos revisor, som revisor netop har valgt ikke at fremsætte
direkte over for realkreditinstituttet, f.eks. fordi overvejelserne senere
viste sig at være forhastede eller at bero på misforståelser. Selv om
Finanstilsynet har tavshedspligt vil en videregivelse til det pågældende
realkreditinstitut af sådant internt arbejdsmateriale kunne fremkomme i de
tilfælde, hvor Finanstilsynet skal træffe en afgørelse i forhold til
realkreditinstituttet, og derfor forinden skal foretage partshøring, eller
efter begæring er forpligtet til at meddele partsaktindsigt.
Justitsministeriet er på den baggrund mest tilbøjelig til at mene, at
revisors interne arbejdsmateriale i den her nævnte forstand ikke uden
udtrykkelig hjemmel vil kunne kræves udleveret.
Er materialet derimod af revisor afgivet til realkreditinstituttet enten i
forbindelse med den endelige revision eller i forbindelse med
revisionsarbejdet, vil materialet (den hos revisor tilbageblevne kopi eller
original) efter Justitsministeriets opfattelse have mistet sin interne
karakter og derfor kunne kræves udleveret i medfør af realkreditlovens § 91,
stk. 3.
Tilsvarende må det efter Justitsministeriets opfattelse antages, at
revisor vil være forpligtet til at videregive oplysninger om faktiske
omstændigheder af betydning for revisionen, som alene findes i interne
arbejdsdokumenter. Sådanne oplysninger må derfor ekstraheres og videregives
til Finanstilsynet.«
Parternes argumentation over for ankenævnet:
Klageren har i klageskrivelsen af 10. januar 1992 og i supplerende indlæg
af 18. marts og 26. maj 1992 gjort gældende, at Boligministeriets og
Finanstilsynets fortolkning af realkreditlovens § 91, stk. 3, er forkert, og
at Finanstilsynet ikke havde hjemmel til at pålægge klager at udlevere de
pågældende arbejdspapirer. En udleveringspligt må kræve en helt utvetydig
hjemmel, og en sådan findes ikke, idet arbejdspapirer af den pågældende art
ikke kan anses for omfattet af realkreditlovens § 91, stk. 3. Klageren er
enig i de udtalelser om rækkevidden af denne bestemmelse, som findes i
Justitsministeriets notat.
Finanstilsynet har i en redegørelse for sagen af 24. februar 1992
fastholdt den trufne afgørelse og bl.a. udtalt:
»Det er Finanstilsynets opfattelse, at det af hensyn til
Finanstilsynets tilsynsvirksomhed er nødvendigt at kunne få adgang til alle
relevante oplysninger om de institutter, der er undergivet tilsyn. I den
konkrete sag lagde Finanstilsynet endvidere vægt på, at Revisionsfirmaet
Ernst & Young, som var udpeget af Finanstilsynet til at udføre
tilsynsmæssige opgaver for Finanstilsynet og i den forbindelse at handle på
Finanstilsynets vegne med samme rettigheder og forpligtelser, herunder
tavshedspligten, jf. realkreditlovens § 98, stk. 1, tillagde det afgørende
vægt at få det nævnte materiale fra Københavns afdelingen, ligesom
Revisionsfirmaet Ernst & Young havde modtaget lignende materiale for
øvrige afdelinger i instituttet.«
Særlig vedrørende det, der er anført i Justitsministeriets notat, har
Finanstilsynet i et supplerende indlæg af 28. april 1992 bl.a. bemærket:
»1. Finanstilsynet finder ikke, at forholdet mellem Finanstilsynet og
revisorer tilknyttet et institut, der er undergivet et af Finanstilsynets
kontrolområder, umiddelbart kan sammenlignes med forholdet mellem en
forvaltningsmyndighed og en eventuel part i afgørelser truffet af
forvaltningsmyndigheden.
Finanstilsynet finder, at det snarere er forholdet mellem Folketingets
Ombudsmand, der udøver kontrol med forvaltningen, og en
forvaltningsmyndighed, der kan sammenlignes med den nævnte situation.
Finanstilsynet lægger her vægt på, at Finanstilsynet har pligt til at føre
kontrol med institutterne, og til det brug skal realkreditlovens § 91, stk.
3, anvendes. Det bemærkes, at Folketingets Ombudsmand har ret til at få
udleveret interne dokumenter, når en sag rejses af Folketingets Ombudsmand
over for forvaltningen. ...
3. Finanstilsynet finder ikke, at Justitsministeriet i tilstrækkeligt
omfang konkret har vurderet, hvorvidt der har været tale om egentlig interne
arbejdspapirer - Finanstilsynet skal her bemærke, at Revisionsfirmaet Ernst
& Young A/S vurderede, (jf. skrivelse af 28. november 1991, der er
oversendt til Erhvervsankenævnet), at nævnte materiale var nødvendigt for, at
Ernst & Young kunne udføre den af tilsynet uddelegerede tilsynsopgave.
Finanstilsynet lægger her vægt på, at Revisionsfirmaet Ernst & Young, der
af Finanstilsynet var engageret til at udføre en tilsynsopgave, som ellers
ville være udført af Finanstilsynet, vurderede, at det var nødvendigt at
indhente nævnte materiale for at udføre opgaven.«
Klageren har heroverfor i sit indlæg af 26. maj 1992 anført:
»ad pkt. 1
Det er efter vor opfattelse helt relevant, således som Justitsministeriet
gør i sit notat, at drage paralleller mellem baggrunden for de særlige regler
for forvaltningsmyndighedens interne arbejdspapirer og revisionens interne
arbejdspapirer.
ad pkt. 3
Det afgørende i sagen er ikke, hvorvidt Ernst & Young vurderede, at de
pågældende papirer ville være hensigtsmæssige at være i besiddelse af, men
derimod, hvorvidt der i medfør af realkreditlovens § 91, stk. 3, var hjemmel
til at kræve dem udleveret.«
Ankenævnet udtaler:
Under hensyn til, at Finanstilsynets skrivelse af 19. november 1990 ikke
indeholder klagevejledning, til Boligministeriets skrivelse af 18. december
1991 og til hele sagens forløb finder ankenævnet at burde behandle sagen,
uanset at klagefristen efter realkreditlovens § 100, stk. 3, er overskredet.
Af de foran gengivne lovmotiver til realkreditlovens § 91, stk. 3, og den
tilsvarende bestemmelse i bank- og sparekasseloven fremgår, at formålet med
bestemmelsen i § 91, stk. 3, er at give tilsynsmyndigheden adgang til at lade
oplysninger, som tilsynet har modtaget fra et realkreditinstitut, kontrollere
af instituttets revisor, og at afskære tvivl om, hvorvidt revisor er
berettiget og forpligtet til at give oplysninger til tilsynsmyndigheden. På
baggrund af disse motivudtalelser finder ankenævnet, at realkreditlovens §
91, stk. 3, ikke med tilstrækkelig sikkerhed giver hjemmel for Finanstilsynet
til i en sag som den foreliggende at pålægge revisor også at udlevere internt
arbejdsmateriale som det omtalte til tilsynet.
Ankenævnet ændrer derfor den påklagede afgørelse, således at der ikke
påhviler klageren nogen pligt til at udlevere det i sagens omhandlede
materiale til Finanstilsynet eller til det af Finanstilsynet antagne
revisionsfirma.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kendelse af 26. oktober 1993. 92-2.496 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 26. oktober 1993
- Nægtet aktindsigt til kommune i Finanstilsynets sag om realkreditbelåning af et klubhus. Retsinformation · 24. september 1997
- 95-68.300, 4. juni 1996 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 4. juni 1996
- Kendelse af 5. juni 1996. 95-68.300 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 5. juni 1996
- 99-67.906 - Aktindsigt nægtet pga. tavshedspligt (12. oktober 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. oktober 1999
Lignende dokumenter
- Kendelse af 26. oktober 1993. 92-2.496 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 26. oktober 1993
- 01-168.042 - Finanstilsyns udtalelse vedr. årsregnskab ophævet (20. august 2002) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 20. august 2002
- Kendelse af 16. februar 1993. 91-6.457 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 16. februar 1993
- 99-67.906 - Aktindsigt nægtet pga. tavshedspligt (12. oktober 1999) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 12. oktober 1999
- Sagen angår spørgsmålet, om de sagsøgte har udvist ansvarspådragende adfærd over for sagsøger a/s i tiden forud for bankens økonomiske sammenbrud ultimo 2008, og i givet fald om de sagsøgtes ansvarspådragende handlinger og undladelser har påført banken tab, som kan kræves erstattet af Finansiel Stabilitet. Domsdatabasen · 31. januar 2020
- Sag om, hvorvidt de sagsøgte i deres funktioner som direktører, underdirektører, bestyrelsesmedlemmer og som ekstern revision i den tidligere Bank har handlet ansvarspådragende over for banken i perioden fra 2005 til bankens økonomiske sammenbrud i 2008, og i givet fald om de sagsøgtes ansvarspådragende handlinger og undladelser da har påført banken et tab, som kan kræves erstattet af sagsøgeren, Finansiel Stabilitet A/S Domsdatabasen · 10. juli 2014