Indsigelse imod registrering af varemærket GINKOSAN ikke taget til følge.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Indsigelse imod registrering af varemærket
GINKOSAN ikke taget til følge.
År 1994, den 10. juni afsagde Patentankenævnet
(Grønning-Nielsen, Hans Chr. Thomsen, Gulmann)
følgende KENDELSE
i sagen j.nr. V 22/92: Klage fra Ginseng Products Limited, Schweiz,
v/Patentbureau Hofman-Bang & Boutard A/S over Patentdirektoratets
afgørelse af 12. marts 1992 af varemærke- ansøgning nr. VA 5151 1987 fra Dr.
Willmar Schwabe GmbH + Co. KG, Forbundsrepublikken Tyskland, v/Internationalt
Patent-Bureau.
Den 31. juli 1987 indleverede Dr. Willmar Schwabe GmbH + CO, KG,
Vesttyskland v/Internationalt Patent-Bureau en ansøgning om registrering af
varemærket GINKOSAN (ordmærke) for hele klasse 5, især farmaceutiske
specialiteter. Ved skrivelse af 20 marts 1990 blev ansøgningen begrænset til
at omfatte: Kl. 5: lægemiddel til behandling af perifere og cerebrale
cirkulationsforstyrrelser.
Ansøgningen blev den 27. juni 1990 bekendtgjort i Dansk Varemærketidende.
Ved skrivelse af 27. august 1990 nedlagde Hofman-Bang & Boutard A/S på
vegne Ginseng Products Limited, Schweiz, i medfør af varemærkelovens § 20,
stk. 2, indsigelse mod registrering af det ansøgte mærke.
Som begrundelse for indsigelsen anførtes:
»Det anmeldte mærke omfatter nærmere specificerede varer under klasse
5, nemlig: »lægemiddel til behandling af perifere og cerebrale
cirkulationsforstyrrelser«.
Indsigermærket GINSANA omfatter ligeledes nærmere specificerede varer
under klasse 5, nemlig »ginsengholdige farmaceutiske præparater til brug
i human medicin«.
Hvad angår vareartslighed bemærkes, at indsigermærket omfatter
farmaceutiske præparater til human brug, og der foreligger altså med andre
ord ligeartethed med de varearter, der er omfattet af det anmeldte mærke,
Læs alt
nemlig lægemidler. Selv om disse ifølge teksten er præciseret til nærmere
bestemte formål, foreligger der mellem overbegreberne »lægemidler«
resp. »farmaceutiske midler« selvsagt vareartslighed.
Hvad angår mærkeligheden bemærkes, at de to respektive mærker som
begyndelsesstavelser begge indeholder forstavelsen »gin-». Dernæst
er der tale om trestavelsesord, hvor stavelsen »san« indeholdes i
begge.
En naturlig læsning af begge mærker vil være »gin-sa-na« og
»gin-ko-san«,
og det vil heraf fremgå, at mærkernes begyndelsesstavelse er den
dominerende i begge mærker.
Visuelt er der imidlertid også en vis mærkelighed på grund af
tilstedeværelsen af stavelsen »san« i begge mærker. Således har
indsigermærket både stavelsen »gin« og »san«, mens det
anmeldte mærke i princippet er opbygget på samme måde, nemlig som
»gin(ko)san«. Der må dertil lægges, at netop bestanddelen
»san« i sammenhæng med farmaceutiske produkter ofte forekommer
afledt af den latinske betegnelse »sanabilis«, respektive verbet
»sanatio«.
Under henvisning til den foreliggende vareartslighed mellem de her
omhandlede varearter og den mærkelighed, der er mellem mærkerne, ikke mindst
på grund af den dominerende forstavelse »gin-», bør der efter
indsigernes opfattelse statueres forvekslelighed.
Der henvises til varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 6.
Anmelderen er en i Vesttyskland baseret virksomhed, og det må undre, at
man der har taget betegnelsen GINKOSAN i anvendelse. Indsigerne er
nemlig indehavere af to internationale registreringer, hhv. nr. 420.711
GINSANA og 514.673 GINCOSAN . Der foreligger med andre ord syd
for landets grænser fuldstændig mærkelighed, når ses bort fra den
omstændighed, at »k« her er erstattet af bogstavet »c«.
Under henvisning hertil er det indsigernes opfattelse, at anmelderen burde
være klar over indsigernes varemærkerettigheder og afstå fra at benytte et
med I.R. nr. 514.673 forveksleligt mærke, som indlysende er afledt af
betegnelsen GINSANA , eller snarere, at der her foreligger en
mærkefamilie tilhørende indsigerne eller disses datterselskaber.
Under henvisning hertil bør indsigelsen føre til, at varemærkeansøgning
nr. 05.151 1987 GINKOSAN afslås fra varemærkeregistrering i Danmark
jfr. varemærkelovens § 14 stk. 1 nr. 7, da indsigerne som en ansvarlig
medicinalvirksomhed burde være klar over disse eksisterende
mærkerettigheder.'
I skrivelse af 31. januar 1991 bestred ansøgeren, at der mærkeretligt kan
tales om forvekslelighed og udtalte,
»at de foreliggende betegnelser GINKOSAN GINSANA
ikke som sådanne frembyder fornøden lighed i deres helhed, det være sig
visuelt, lydligt eller på anden måde, og ej heller angår varer der kommer i
sådan nærhed af hinanden, at det kan motivere det standpunkt, indsigerne har
villet indtage.
Indsigernes påstand om forvekslelighed støttes for det første på, at der
skulle foreligge varekollision som følge af, at der -selvsagt - er lighed
mellem overbegreberne lægemidler og farmaceutiske ditto.
At det forholder sig således bestrides ikke, men har blot meget lidt med
sagen at gøre i og med, at det drejer sig om på den ene side - GINKOSAN - for
et
»lægemiddel til behandling af perifere og cerebrale
cirkulationsforstyrrelser«
på den anden side - GINSANA - for
»ginsengholdige farmaceutiske præparater til brug i human
medicin«.
Disse varefortegnelser og/eller -områder kolliderer efter vort standpunkt
ikke indbyrdes (hvad indsigerne da heller ikke ses direkte at have gjort
gældende).
Den, der efterspørger et ginsengholdigt præparat, kan ikke forvente at få
udleveret - eller ordineret - et middel til behandling af
kredsløbsforstyrrelser, og det uanset om disse har karakter af cerebrale
eller perifere lidelser. Omvendt må det være klart, at patienter med
kredsløbslidelser ikke vil blive behandlet med - eller få foreskrevet -
ginsengholdige midler. Den kendsgerning, at de af indsigerne nævnte
overbegreber har med hinanden at gøre, kan der herefter absolut ikke lægges
vægt på som led i en argumentation for forvekslelighed, snarere tværtimod.
Der henvises herved til direktoratets - og domstolenes - mangeårige praksis
vedrørende netop dette specielle vareområde.
Også med hensyn til spørgsmålet om selve mærkernes lighed - som vi nu skal
komme til - er efter vor bedømmelse indsigernes standpunkt og det til støtte
derfor anførte ikke på langt nær bæredygtigt.
For det første gør man gældende, at GIN- er en begyndelsesstavelse, som er
ligefrem dominerende i de to mærker, for det andet, at stavelsen SAN
ligeledes indeholdes i dem begge.
Dette dominantsynspunkt - som skulle fremgå ved »naturlig
læsning« af begge mærker, opdelt henholdsvis GIN-SA-NA og GIN-KO-SAN -
har intet på sig, og det samme gælder helt klart postulatet vedrørende
»stavelsen SAN«. Der bedes henvist til, at indsigernes eget mærke -
tydeligt indeholdende stavelsen og/eller ordet SAN A, og aldeles ikke SAN -,
som nævnt står registreret udelukkende for visse » ginsengholdige«
produkter og således med hensyn til forstavelsen er i allerhøjeste grad
svageligt og suggestivt eller på det nærmeste deskriptivt (smh. det efter
GIN- følgende S). Den dominerende stavelse i dette af en rent generisk
betegnelse - som vi tør formode, at indsigerne ikke vil bestride må opdeles
GIN-SENG -direkte afledte mærke GINSANA er derfor i hvert fald ikke GIN-, men
langt snarere ordet SANA, som ikke i sig selv er uden særpræg, og som
indsigerne med omhu er gået udenom - til fordel for SAN - overhovedet i deres
skrivelse at nævne som mærkebestanddel. Til overmål kan da også konstateres,
at der findes flere mærker i klasse 5 sameksisterende med GINSANA med den af
indsigerne postulerede dominant, eksempelvis GINSEL (VR 0586 1990) og GINSO
VITAL (VR 2329 1988). At der desuden findes et meget stort antal
ikke-kolliderende mærker, der som fællesnævner har suffikset SAN eller
endelsesordet SANA, nævnes blot for fuldstændigheds skyld. Som eksempler på
lægemiddelmærker, der ved indsigelsesafgørelser er fundet ikke-forvekslelige
på trods af samme indledningsstavelse kan iøvrigt nævnes VIREPAN/VIRUXAN,
SURGAMYL/SURGICEL, PROLIXAN/PROFYLAN, SALIVIN/SALIKON, GRAVIGARD/GRAVICAPS,
FLORAGIN/FLORANORM, DURALAST/DURENEST, BRUZUEN/BRUFEN, SYNAPROSYN/SYNAPAUSE,
RESPIRON/RESPIMUNE, PARADRYL/PARADROXIL, PRYIDERM/PYRIDIUM,
PRONAXIL/PROLIXAN, PREFUDAL/PREDASMAL, MONERIN/MODECRIN, MEDISEL/MEDIMED,
CAPISTAN/CAPSIDAN, BREDON/BREVICON: at fremdrage flere eksempler vil - som
det vil være direktoratet bekendt - ikke være vanskeligt.
Betragtes nu det ansøgte mærke med hensyn til indledning, er det efter
vort standpunkt ikke engang således, at den uden videre må antages at være
GIN- på samme måde som tilfældet er - helt tydeligt - i GINSANA.
Bogstavmæssigt indledes nenlig mærket GINK, hvilket ikke beror på noget
tilfælde. Det hænger sammen med, at lægemidlet, det skal anvendes for,
indeholder en ekstrakt udvundet af ginkgo træets blade, kaldet
ginkgo-ekstrakt eller slet og ret ginkgo. Også ansøgermærket er med andre ord
for såvidt angår dets indledning eller forstavelse suggestivt, men tydeligvis
i en helt anden retning end tilfældet er ved indsigermærket. Stofferne
ginseng og ginkgo (gin/seng og gink/go) har ikke noget med hinanden at gøre,
og under de foreliggende omstændigheder ligger derfor også mærkerne GINKOSAN
og GINSANA (med dets afsluttende A) et meget langt stykke fra hinanden.
At det er betegnelsen GINKGO, det ansøgte mærke har relation til,
afspejler sig også klart i dets udtale (en udtale, som også iøvrigt ligger i
betydelig afstand fra GINS AN A) I denne henseende fremtræder nemlig
ansøgermærket ikke som om det er ordet KOSAN hægtet på forstavelsen GIN, det
drejer sig om, men derimod som OSAN koblet sammen med indledningen GINK. Til
sammenligning kunne nævnes mærket ZINKOSAN, der i en indsigelsesafgørelse
fandtes for varer i klasse 5 naturligt at måtte opfattes som sammensat af
ZINK og OSAN, og derfor ikke var forveksleligt med KOSAN.
Hvad endelig angår spørgsmålet om, hvorvidt der begrebs- eller idemæssigt
er sådan lighed mellem mærkerne, at indsigernes påstand om forvekslelighed
kan følges, må også det efter vor overbevisning besvares benægtende: dette
vil også fremgå af, hvad ovenfor er anført
Der er, sagt med andre ord, såvidt vi formår at se, absolut intet grundlag
for under henvisning til varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 6) at tage
indsigelsen tilfølge.
Hvad henvisningen til § 14, stk. 1, nr. 7) angår, kan heller ikke den på
nogen måde føre til, at der gives indsigerne medhold.
En anvendelse af denne bestemmelse forudsætter for det første, at
indsigerne inden ansøgningens indgivelse havde taget i brug -
registrering(er) er ikke nok - et mærke, som det ansøgte er forveksleligt
med, for det andet, at det udenlandske mærke »vedvarende anvendes
der«, og for det tredie at ansøgerne på ansøgningstidspunktet var i ond
tro i og med, at det kendte eller burde kende det i udlandet anvendte mærke.
Det er klart, at i alle tre nævnte henseender må fyldestgørende bevis
fremlægges for direktoratet, for at § 14, stk. 1, nr. 7) kan komme til
anvendelse.
Den bevisbyrde, der således påhviler indsigerne, har de ikke på nogen måde
løftet - og ansøgerne har på forespørgsel oplyst, at den efter deres
opfattelse heller ikke kan løftes. På ansøgningstidspunktet 31. juli 1987
havde ansøgerne absolut intet kendskab hverken til de to
»internationale« mærker, der nu og her er påberåbt fra indsigernes
side, eller til deres anvendelse - og den omstændighed, at de er genstand for
registreringer som hævdet af indsigerne, er absolut ikke eller på langt nær
tilstrækkelig til, at beviskravet med hensyn til viden eller burde-viden kan
anses for opfyldt. Indsigerne synes at turde gå ud fra, at enhver
»ansvarlig medicinalvirksomhed« stilles som om der er - og har
været - fuldtud klar over, hvad der på prioritetsrelevante tidspunkter
generelt forefindes af varemærkerettigheder internationalt indenfor det
foreliggende brancheområde: at dette har meget lidt med det ond-tros-begreb,
den heromhandlede regel hviler på, at gøre, mener vi ikke der kan være
ringeste tvivl om. - Ex tuto tilføjes, at vi iøvrigt på ingen måde kan være
enige i indsigernes påstand om, at mærket GINCOSAN eller GINKOSAN
»indlysende er afledt af betegnelsen GINSANA«. Ejheller kan vi se,
der er noget grundlag for at betragte disse mærker som således beslægtede, at
de udgør en »mærkefamilie«.'
Indsiger anførte i skrivelse af 18. oktober 1991 følgende:
»Under henvisning til det af anmelderne anførte i disses skrivelse af
31. januar 1991 bemærkes, at vi selvfølgelig er enige i, at påberåbelsen af §
14, stk. 1, nr. 7 forudsætter, at indsigerne har taget deres varemærke i
brug, og at det fortsat anvendes i udlandet, samt at ansøgerne på
ansøgningstidspunktet måtte være eller burde være vidne herom.
Det ligger i sagens natur, at medicinalselskaber følger en del med i, hvad
konkurrenterne foretager sig på markedet, og der kan næppe være tvivl om, at
et selskab af tysk oprindelse er særdeles velinformeret om, hvad der bevæger
sig på markedet.
Det må givet være Dr. Willmar Schwabe GmbH & Co. KG bekendt, at
indsigerne driver virksomhed i Tyskland som anført i indsigelsesskrivelsen
under GINCOSAN , altså ganske tilsvarende betegnelse som her i landet.
Der er tale om en international registrering, og en banal forundersøgelse i
anmeldernes hjemland ville have afsløret denne registrering.
Anmelderne vil næppe vedstå, at det ikke er selskabet, der har fornøden
erhvervsmæssig erfaring inden for markedsføring af sine produkter, herunder
også af varemærker, selv om man hævder, at man på ansøgningstidspunktet, 31.
jul 1987, »absolut intet kendskab« havde til de to internationale
mærker.
Det er korrekt, at bevisbyrden påhviler indsigerne, men bevisbyrden kan jo
kun i sådanne tilfælde løftes ved at henvise til seriøs markedsføring, der
selvfølgelig også omfatter lancering på markedet af andre betegnelser.
Når anmeldernes patentagent i slutningen af sin besvarelse skriver, at der
ikke er grundlag for at betragte disse mærker som beslægtede, forstår vi
ganske enkelt ikke denne udtalelse. For undertegnede at se er der tale om
identiske mærker, bortset fra det i indsigernes mærke indeholdte C i stedet
for K.'
Hertil bemærkede ansøger i skrivelse af 23. december 1991 følgende:
»I det lige nævnte indlæg omtales ikke med et ord det spørgsmål, som
indsigelsen af 27 august 1990 i første række tog sigte på at få afgjort,
nemlig om det ansøgte mærke GINKOSAN kan nægtes registrering som følge af
forvekslelighed med indsigernes ældre for »ginsengholdige farmaceutiske
præparater« registrerede mærke GINSANA VR 1712 1979. I vort svar af 31.
januar 1991 redegjordes nøje for, hvorfor der efter vort standpunkt ikke på
nogen måde kan være tale om forvekslelighed som påstået. Vi kan ikke opfatte
indsigernes tavshed med hensyn til vor lige nævnte argumentation på anden
måde, end at den i et og alt tiltrædes. Følgelig overlader vi trygt til
direktoratet nu at tage stilling til, om indsigelsen - i det omfang den er
baseret på varemærkelovens § 14, stk. 1, nr. 7) kan komme til anvendelse
(hvilket er det eneste, indsigernes nu fremkomne indlæg berører) må også det
efter vor overbevisning besvares benægtende.
En anvendelse som lige nævnt forudsætter for det første, at indsigerne
dokumenterer, at et mærke som det ansøgte er forveksleligt med (der må altså
være tale om varer af samme eller lignende art) »er taget i brug i
udlandet på det tidspunkt, da anmeldelsen om registrering indgives«.
Sådan dokumentation har indsigerne i nærværende sag ikke antydningsvis
præsteret. For det andet må det dokumenteres, at det drejer sig om et mærke,
»som vedvarende anvendes der«. Ej heller i denne henseende
foreligger der dokumentation af nogen art. Endelig må det godtgøres, at
»anmelderen på anmeldelsestidspunktet kendte eller burde kende
dette« (altså det i udlandet anvendte mærke). I den lige nævnte
henseende ønsker indsigerne øjensynligt at høres med, at deres bevisbyrde er
løftet i og med, at de påstår at være indehavere af to internationalt
registrerede mærker, nemlig GINSANA (420.711) og GINCOSAN (514.673). Også i
den her nævnte henseende overlader vi trygt til direktoratet at tage stilling
til, om indsigelsen er egnet til at kunne tages tilfølge. Det bedes herved
bemærket for det første, at indsigerne end ikke har villet fremlægge
dokumentation for de internationale registreringers eksistens (hvoraf deres
dækningsområder, prioritets- og registreringstidspunkter etc. ville fremgå),
for det andet at retsgrundlaget for hele bestemmelsen i § 14, stk. 1, nr. 7)
aldeles ikke skal søges i, om det pågældende mærke findes registreret i
udlandet eller ej, men derimod i dets anvendelse. Selvom det måtte være
således, at de påberåbte internationale registreringer eksisterer, ville det
med andre ord være sagen helt uvedkommende, idet der i relation til § 14,
stk. 1, nr. 7) ikke er blot det ringeste grundlag for at sætte lighedstegn -
som indsigerne øjensynligt gør - mellem et mærkes (internationale)
registrering og dets anvendelse.
Idet afslutningsvis bemærkes, at vi iøvrigt kan henholde os til alt, hvad
anførtes i vort ovennævnte svar af 31. januar 1991, anmoder vi om, at der nu
træffes afgørelse vedrørende denne indsigelse, som efter vor opfattelse er
totalt udelukket fra at kunne tages tilfølge.'
Patentdirektoratet traf afgørelse i sagen den 12. marts 1992 og afviste
indsigelsen med følgende begrundelse:
»....... Selvom de første bogstaver Gin- er de samme i såvel det
ansøgte mærke Ginkosan som i indsigers registrerede mærke Ginsana, er de
sidste bogstaver i ordene nemlig -kosan og sana både visuelt og lydmæssigt
meget forskellige. Der foreligger heller ikke direkte sammenfald, men kun en
vis vareartslighed.
Ved en helhedsbedømmelse af mærke- og vareartslighed finder direktoratet
ikke de to mærker forvekslelige, og indsigelsen nedlagt i medfør af
bestemmelsen i § 14 stk. 1 nr. 6 i varemærkeloven af 1959 kan herefter ikke
tages til følge.
Vedrørende den indsigelse, der støttes på forvekslelighed med indsigers to
internationale registreringer Ginsana og Ginkosan henvises hvad angår
førstnævnte til ovenstående. Der er mærkelighed mellem det ansøgte mærke
GINKOSAN og det internationalt registrerede ord Gincosan. De har imidlertid
ikke indsendt bevis for registreringen, og ej heller dokumenteret, at mærket
har været brugt og vedvarende bruges i udlandet, ligesom det ikke er
godtgjort, at ansøger var bekendt med eller burde have været bekendt med
mærket. Indsigelsen nedlagt i medfør af bestemmelsen i § 14 stk. 1 nr. 7 i
varemærkeloven kan derfor heller ikke tages til følge.«
Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 12. maj 1992 indbragt for
Patentankenævnet med påstand om, at direktoratets afgørelse ændres, og
ansøgningen afslås.
I ankebegrundelsen anfører klageren følgende:
»..... For Patentankenævnet gøres det gældende, at det ansøgte mærke
GINKOSAN er forveksleligt med betegnelsen GINCOSAN , og at
anmelderen på tidspunktet for indleveringen af den danske ansøgning VA 5151
1987 GINKOSAN var klar over, at betegnelsen GINCOSAN var
registreret internationalt under det ovenfor nævnte nummer.
Baggrunden for det anførte er, at appellantens varemærke GINCOSAN
er anmeldt og registreret den 27. maj 1987 i Schweiz, jf. vedlagte kopi, og
at betegnelsen er blevet anerkendt i følgende lande, der er tilknyttet Madrid
Konventionen, nemlig - Østrig - Belgien - Tjekkoslovakiet - Frankrig - det
tidligere Østtyskland - Ungarn - Italien - Liecthenstein - Luxembourg -
Monaco - Holland - Portugal - San Marino - Sovjetunionen - Spanien
Alene i det tidligere Vesttyskland er betegnelsen afslået fra
varemærkeregistrering under henvisning til Dr. Willmar Schwabe GmbH & Co.
KG's tidligere registrerede varemærke GINKOKAN .
I Vesttyskland sker indsigelse mod mærkers registrering alene på andre
mærkeindehaveres initiativ og ikke på foranledning af nogen offentlig
myndighed, hvorfor der heraf indirekte kan udledes, at Dr Willmar Schwabe
GmbH & Co. KG var bekendt med appellantens mærke forud for indleveringen
den 31. juli 1987 af ansøgningen om registrering af betegnelsen
GINKOSAN i Danmark.
Det kan altså konkluderes, at anmelderen foretog varemærkeanmeldelse af
GINKOSAN endog inden for 6 måneders fristen i henhold til
Konventionen, jf. anmeldelsesdatoen 27. maj 1987, jf. det ovenfor nævnte
registreringsbevis for den schweiziske varemærkeregistrering nr. 354.527
GINCOSAN .
Anmelderen, Dr. Willmar Schwabe GmbH & Co. KG, er med andre ord i ond
tro om mærket GINCOSAN s eksistens
På denne baggrund skal vi henstille, at Patentdirektoratets afgørelse af
12. marts 1992, hvorefter indsigelsen, som nedlagt af Ginseng Products
Limited, Schweiz, mod varemærkeansøgning VA 5151 1987 ordmærket
GINKOSAN , blev afslået, ændres under henvisning til, at betegnelsen
GINKOSAN er forvekslelig med appellantens internationalt registrerede
ord GINCOSAN .
Der vil snarest blive fremsendt dokumentation for, at betegnelsen
GINCOSAN anvendes.«
Hertil har ansøgeren ved skrivelse af 4. september 1992 bemærket:
»Med skrivelse af 8 juli 1992 har Ankenævnet fremsendt en udtalelse
fra indsigerne/appellanten og anmodet om vort svar inden 8. september 1992.
Da indsigerne imidlertid ikke er fremkommet med nogen anvendelig
dokumentation for deres påstande, mener vi i og for sig ikke, der er noget at
svare på.
For så vidt angår spørgsmålet om overtrædelse af varemærkeloven af 11.
juni 1959, § 14 stk. 1, nr. 7 - som er indsigernes eneste anbringende i
nærværende ankesag - fik indsigerne som bekendt ikke medhold, fordi de ikke
havde opfyldt tre betingelser, jf. Patentdirektoratets skrivelse af den 12.
marts 1992, side 4:
1) Der var intet bevis indsendt for registrering af mærket GINCOSAN,
2) det var ikke dokumenteret, om mærket a) har været brugt i udlandet (og
da siden hvornår) og b) vedvarende bruges i udlandet,
3) det ikke var godtgjort, at ansøgerne var bekendt med eller burde have
været bekendt med brug i udlandet af mærket GINCOSAN.
Disse betingelser, i hvert fald anden og tredje betingelse, er kumulative,
de skal altså opfyldes samtidig, førend indsigerne kan gøre sig håb om at få
medhold.
Ad 1) Indsigerne har med skrivelse af den 12. maj 1992 fremsendt en kopi
af en schweizisk registrering. I og med at § 14, stk. 1, nr. 7) kræver brug i
udlandet, er det udelukket, at registreringen i sig selv kan bidrage med
nogen bevismæssig værdi.
Ad 2) På trods af, at indsigelsen blev nedlagt den 27. august 1990 - altså
for godt 2 år siden - er det endnu ikke lykkedes indsigerne at komme med
noget som helst bevis for, at det af dem påberåbte mærke har været brugt i
udlandet og fortsat er i brug der. I skrivelse af 12. maj 1992, tredjesidste
afsnit, bebuder indsigerne, at der »snarest« vil blive fremsendt
dokumentation for mærkebrugen: men så vidt vi er orienteret, mangles denne
dokumentation endnu totalt.
Ad 3) Som »bevis« på ansøgernes onde tro fremhæverindsigerne
deres internationale registrering: men samtidig indrømmer indsigerne, at de i
det tidligere Vesttyskland har en klart dårligere ret (senere prioritet) end
ansøgerne.
Det fremgår endvidere af indsigernes schweiziske registrering, at vel er
anmeldelsesdatoen 27. maj 1987, man bekendtgørelsesdatoen er den 26. august
1987, altså 26 dage efter at ansøgerne anmeldte deres mærke til registrering
her i landet. Med andre ord, indsigernes schweiziske registrering tjener som
bevis for ansøgernes gode tro med hensyn til samme.
Af ovenstående fremgår, at vi og ansøgerne i realiteten stadig afventer
indsigernes anbringender i nærværende ankesag.'
I fortsættelse af anken af 12. maj 1992 fremsendte klageren med skrivelse
af 23. november 1992 genpart af den internationale registrering, for såvidt
angår Tyskland, som dokumentation for den brug, det sker af betegnelsen
GINCOSAN. Klageren anfører endvidere:
»Vedrørende appealinstævntes kendskab til betegnelsen GINCOSAN,
henvises der til de tidligere bemærkninger i procesmaterialet.
Det er i øvrigt blevet oplyst over for vort kontor, at omsætningen på
mærket alene i Schweiz indtil marts 1992 er opgjort til CHF 798.700.
Hvad angår appelindstævntes bemærkninger om, at ansøgerne
(appelindstævnte) ikke var bekendt med eller burde have været bekendt med
brugen i udlandet af mærket GINCOSAN, må dette tilbagevises, jf. det netop
anførte om forholdene i Tyskland. Det var jo ikke en ringere retsstilling,
der gav anledning til dette, for såvidt angår de her omhandlede mærker, men
varemærket GINKOKAN, som var eget af netop appelindstævnte.
I øvrigt har appelindstævnte ikke nedlagt indsigelse i øvrige lande, hvor
mærket er søgt registreret gennem international registrering nr. 514.673.
På denne baggrund mener vi til fulde at have tilbagevist appelindtævntes
argumentation i sagen, og vi skal derfor henstille, at anmeldelsen af
betegnelsen GINKOSAN, som anmeldt af Dr. Willmar Schwabe GmbH & Co. KG,
afvises.«
Ansøger har i skrivelse af 5 februar 1993 henstillet, at
Patentdirektoratets afgørelse af 12. marts 1992 stadfæstes og har i øvrigt
bemærket følgende:
»Primært henviser vi til, hvad vi allerede har anført i sagen i vore
skrivelser af 28. februar 1991 og 23 december 1991 til Patentdirektoratet,
samt i vores skrivelse af 4. september 1992 til Patentankenævnet, hvoraf
kopier vedlægges.
Dernæst vil vi endnu engang fremhæve, at et bevis for international
registrering ikke er bevis for, at varemærket er taget i brug i udlandet.
I indsigers brev af 23. november 1992 påstås det at omsætningen indtil
marts 1992 er opgjort til CHF 798.700,-. Men der nævnes ikke noget om
omsætningstal fordelt på år og ej heller det for denne sag væsentlige, nemlig
hvornår man begyndte at sælge produktet GINCOSAN. Der mangler således stadig
den fornødne dokumentation for, at varemærket GINCOSAN på
anmeldelsestidspunktet for GINKOSAN var taget i brug i udlandet i en vis
udstrækning
Indsigeren påstår, at anmelder skulle have været bekendt med eller burde
kende brugen i udlandet af mærket GINCOSAN. Hertil må bemærkes, at da
anmelder af GINKOSAN er et firma, der er beliggende i Tyskland, medfører
dette selvsagt ikke automatisk, at han på anmeldelsestidspunktet i Danmark
skulle have kendskab til, hvad der eventuelt markedsføres af farmaceutiske
produkter i andre lande, eller i dette specielle tilfælde i Schweiz.
Yderligere bør tilføjes, at den farmaceutiske branche i langt de fleste
tilfælde anmelder et varemærke til registrering, meget længe før det
pågældende produkt kommer på markedet.
Indsigerens mærke GINCOSAN blev anmeldt til registrering i Schweiz den 27.
maj 1987 og offentliggjort i Schweizerischen Handelsamtsblatt den 26. august
1987. Den internationale registrering blev ansøgt den 14. juli 1987, men
først offentliggjort den 1. november 1987 i Les Marques Internationales, se
vedlagte kopi. Anmelders mærke blev anmeldt til Patentdirektoratet den 31.
juli 1987 på et tidspunkt hvor offentliggørelse hverken i Schweiz eller
internationalt havde fundet sted. Anmelder havde således ikke noget kendskab
til indsigermærket på anmeldestidspunktet.
Det bør også bemærkes, at selv for branchekyndige inden for
medicinalindustrien er det ganske enkelt umuligt at have kendskab til alt,
hvad der foregår på de udenlandske markeder, idet der eksisterer så umådeligt
mange produkter på det globale marked, og fordi der desuden findes langt
flere registrerede varemærker, som aldrig bliver taget i brug.
At appelinstævnte har begrænset sig til kun i Tyskland at nedlægge
indsigelse mod den internationale registrering af GINCOSAN og ikke i de
øvrige lande, hvor dette mærke er søgt registreret, beror ganske enkelt på
den kendsgerning, at appelindstævnte kun havde en national registrering for
Tyskland af sit varemærke GINKOSAN. Derfor manglede der muligheder for
indsigelse i andre lande.«
Ankenævnet har behandlet sagen på sit møde den 7. marts 1994.
For indsigeren mødte advokat Chr. Levin Nielsen.
For ansøgeren mødte advokat Peter Larsen med varemærkekonsulent Peter
Olson.
Indsigeren henviste til, at indsigermærket blev anmeldt i Schweiz den 27.
maj 1987 og derfor efter Pariserkonventionens art. 2, jfr. art. 4, har en
fortrinsretsfrist på 6 måneder og dermed prioritet forud for ansøgermærket,
der blev anmeldt i Danmark den 31. juli 1987. Den internationale anmeldelse
af indsigermærket med efterfølgende offentliggørelse af registreringen har
bragt ansøgeren i teknisk ond tro.
Ansøgeren har heroverfor anført, at indsigermærket ikke er anmeldt i
Danmark, og at brug heraf i udlandet ikke er dokumenteret.
Ankenævnet skal udtale:
I henhold til de af Direktoratet anførte grunde og idet det for Ankenævnet
anførte ikke findes at føre til andet resultat
bestemmes:
Den påklagede afgørelse stadfæstes.
Grønning-Nielsen. Hans Chr. Thomsen. S. Gulmann.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke PIG-O-SPRAY og det registrerede varemærke PIGO Retsinformation · 24. september 1997
- Spørgsmål om registrering af et varemærke for diverse massageartikler udgjorde en utilbørlig udnyttelse og/eller åbenbar forringelse af den goodwill, der var knyttet til et andet stærkt indarbejdet registreret varemærke. Retsinformation · 24. september 1997
- COMBICORN ikke i besiddelse af tilstrækkeligt særpræg for bageblandinger til bageribrug Retsinformation · 24. september 1997
- Varemærke TELCO + figur og TELCOM SYSTEM INGENIØR- OG HANDELSFIRMA ikke forvekslelige. Retsinformation · 24. september 1997
- Forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke GIANFERREFASHION og varemærket GIANFRANCO FERRE, der tidligere var taget i brug i udlandet Retsinformation · 24. september 1997
- Forvekslelighed statueret efter en samlet vurdering af mærkelighed og vareartslighed. Retsinformation · 25. september 1997
Lignende dokumenter
- Ansøgning om registrering af varemærket Canon (figurmærke) afslået efter indsigelse. Dissens. Retsinformation · 24. september 1997
- Varemærket TEBOKAN ikke fundet forveksleligt med varemærket SENDOXAN Retsinformation · 24. september 1997
- Forvekslelighed mellem det ansøgte varemærke SOMATOBISS og det registrerede varemærke SOMATONORM Retsinformation · 24. september 1997
- Varemærkerne EPODERM og EPOLEUM er forvekslelige Retsinformation · 10. marts 1999
- ATENDOL forveksleligt med ATENOLOL. Retsinformation · 24. september 1997
- Ansøgning om registrering af varemærket CONTOUR for visse varer i klasse 5 afslået efter indsigelse. Retsinformation · 24. september 1997