Spring til indhold

Retsinformation

Apparat til forebyggelse af dannelsen af elektrostatisk ladning på en person ikke anset for patenterbar.

KEN nr 60331 af 02/05/1984Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Apparat til forebyggelse af dannelsen af

elektrostatisk ladning på en person ikke anset for patenterbar.

År 1984, den 2. maj afsagde patentankenævnet (Beyer, Grønning-Nielsen,

Asger Nielsen, Ansgar Sørensen, Vørts) følgende

k e n d e l s e

i sagen j.nr. P. 36/80: Klage fra

P.B. Nielsen,

Ringsted,

v/Internationalt Patent-Bureau

over

patentdirektoratets afgørelse af 22. september 1980 af patentansøgning nr.

3343/77 efter indsigelse fra

Laboratoriet for teknisk fysik I,

Danmarks tekniske Højskole.

Den 18. december 1978 fremlagdes under nr. 139.093 en den 25. juli 1977

indleveret ansøgning om patent på et »antielektrostatisk

selvhjælpsapparat«. De fremlagte 2 krav lød således:

»1. Antielektrostatisk selvhjælpsapparat bestående af et par til

berøring med brugerens fødder eller hænder beregnede metalliske plader med

jordforbindelse, k e n d e t e g n e t ved, at hver plade er sluttet til en

blindt endende spole, som omsluttes af eller selv omslutter en blindt

startende jordforbundet spole.

2. Selvhjælpsapparat ifølge krav 1, k e n d e t e g n e t ved, at der i

spolerne er indskudt en kobberkerne.«

I beskrivelsens 4. afsnit anføres det, at formålet med opfindelsen er at

anvise et apparat, hvor risikoen ved direkte jordforbindelse er elimineret.

Laboratoriet for teknisk fysik I, Danmarks tekniske Højskole nedlagde

indsigelse mod meddelelse af patent under henvisnikng til, at apparatet ikke

indeholder noget konstruktivt i forbindelse med statisk elektricitet, hverken

hvad angår modvirkning af ladningsadskillelse eller afledning af allerede

Læs alt

opsamlede ladninger.

I skrivelse af 12. september 1979 meddelte patentdirektoratet ansøgeren

følgende:

»Det fremgår klart af beskrivelsen at formålet med opfindelsen er at

forhindre faren ved samtidig berøring af elektriske installationer og plader

der er jordforbundne. Det må derfor betegnes som irrelevant om talen er om

forhindring af opbygningen af ladninger eller om en afladning, eftersom

forebyggelsen skal ske ved at eventuelt opståede elektrostatiske ladninger

afledes til jord.

I øvrigt er det sagens behandling uvedkommende idet apparater til

afladning - eller forhindring af opladning - af personer var kendt før

ansøgningens indleveringsdag og også i beskrivelsen er omtalt som kendt.

Det nye ifølge forklaringen og kravene er at berøringspladerne ikke er

direkte forbundet til jord, men over to tætkoblede spoler der er indbyrdes

isoleret fra hinanden og hvoraf den ene er forbundet til berøringspladerne og

den anden til jord.

Der er ikke i beskrivelsen givet nogen egentlig forklaring af virkningen

af denne foranstaltning, men det fremgår at det formenes at statiske

ladninger hindres i at opbygges, altså at der er afladning fra disse til

jord, medens der ikke kan gå strømme fra elektriske apparater gennem en sådan

»jordforbindelse«. Dette er som anført i indsigelsen i strid med

velkendte fysiske love.

I øvrigt fremgår det af den forsøgsrapport, der henvises til i 5. afsnit

af Deres ovennævnte skrivelse, at der er tale om en velkendt fysisk egenskab

af tætviklede spoler, nemlig at de har en kapacitet, og virkningen af en

kapacitet i et elektrisk kredsløb er velkendt. Den kan ikke føre jævnstrøm,

men vekselstrøm som ved så små kapaciteter som her, en

vekselspændingsfrekvens på 50 HZ og en spænding på 220 volt giver en

strømstyrke af størrelsesordenen 0.1 mA, altså en ganske uskadelig

strømstyrke.

Det er velkendt at indskyde kondensatorer som sikring mellem dele der kan

berøres og dele der enten er spændingsførende eller hvor der er risiko for at

apparatdele kan blive spændingsførende, jfr. f.eks. ydre tilslutninger til

radioapparater og forstærkere. Med hensyn til berøringssikkerheden er

virkningen af en kondensator den samme som virkningen af en stor modstand,

hvorfor det må betegnes som et valg blandt kendte muligheder at indskyde en

sikringskondensator i en jordledning og da en kondensator fremstillet på den

angivne måde ikke virker anderledes end enhver anden kapacitet, ses

ansøgningen ikke at give anvisning på nogen ny teknik, idet apparatet i

øvrigt - som nævnt - er velkendt.

Uanset hvilken virkning apparatet måtte have på det menneskelige legeme,

ses ansøgingen derfor ikke at indeholde noget patenterbart.'

Efter at ansøgeren derefter til patentdirektoratet havde indsendt nogle

måleresultater, afslog direktoratet ved skrivelse af 22. september 1980

ansøgningen med følgende begrundelse:

»De af Dem den 5. marts 1980 fremsendte måleresultater og de af Dem

den 9. juli 1980 afleverede yderligere måleresultater viser direkte, at

direktoratets påstande i betænkningen af 12. september 1979 er korrekte,

nemlig at afladningen sker fordi de spoler, der indkobles mellem fodpladerne

og jord har en til afladning af statiske ladninger passende kapacitet og

modstand, hvilket heller ikke ses at være imødegået af Dem.

Da det i øvrigt af Dem anførte ikke har kunnet ændre det i skrivelse

herfra af 12. september 1979 udtrykte, at ansøgningen ikke giver anvisning på

nogen ny teknik, må det fastholdes at ansøgningen ikke omhandler en

patenterbar opfindelse.«

Denne afgørelse har klageren ved skrivelse af 19. november 1980 indbragt

for patentankenævnet, og i skrivelse af 19. marts 1981 nedlagt påstand om

principalt at der meddeles patent, efter at opfindelsens formål (4. afsnit

i den fremlagte beskrivelse) er præciseret f.eks. ved tilføjelse i sidste

linie af ordene »under bibeholdelse af det kendte apparats forebyggelse

af elektrostatisk opladning«,

subsidiært at den endelige afgørelse udskydes indtil ansøgeren er

fremkommet med dokumentation for den med opfindelsen opnåede effekt.

Klageren har bl.a. anført:

»Opfinderen mener med sikkerhed at have konstateret, at der kun ved

anvendelsen af spolerne, men derimod ikke ved anvendelse af en sædvanlig

modstand og en sædvanlig kondensator kan sikres en opretholdelse af den med

det tidligere apparat opnåede terapeutiske effekt. Det er ikke for øjeblikket

muligt at give nogen forklaring på dette fænomen. Det kan muligvis hænge

sammen med, at den terapeutiske effekt af opfinderens tidligere apparat ikke

alene beror på en afledning af statisk elektricitet til jord ad en galvanisk

forbindelse, men også har noget at gøre med hurtige spændingsvariationer i

legemet, muligvis i nervebanerne.

Som det fremgår af foranstående, vil der ved den foreslåede tilføjelse til

ansøgningens formålsangivelse blive opnået en god begrundelse for anvendelsen

af de i kravet angivne, for en fagmand ikke nærliggende foranstaltninger

ifølge opfindelsen. Ansøgningen vil derfor efter vor opfattelse helt klart

angive en patenterbar opfindelse.

Patentdirektoratet har i den første betænkning forlangt en dokumentation

for den påståede terapeutiske virkning. Fremsættelsen af dette forlangende må

anses for rimelig, fordi der i den oprindelige beskrivelse var tale om en

forøgelse af den helbredende effekt af opfinderens tidligere apparat. Med den

nu foreslåede formulering af formålsangivelsen vil vi imidlertid ikke mene,

at det er berettiget at forlange en dokumentation. Det, der tilsigtes opnået

med opfindelsen, er jo nemlig ikke en terapeutisk effekt, men derimod en

fjernelse af berøringsfaren under opretholdelse af den med det tidligere

apparat opnåede terapeutiske virkning. Da der ikke påstås opnået en

terapeutisk virkning udover den, der opnås med det tidligere apparat, mener

vi ikke, at der med rimelighed kan forlanges en dokumentation.

For det tilfælde, at Patentankenævnet alligevel skulle være af den

principielle opfattelse, at der bør kræves en dokumentation, vil vi gerne

argumentere for, at patentet alligevel udstedes uden en sådan ud fra den

betragtning, at en patentudstedelse ikke vil være til skade for tredjemand.

Hvis nemlig opfinderens påstand er korrekt, altså at det er nødvendigt med

den i kravet angivne konstruktion for at fjerne berøringsfaren under

opretholdelse af den terapeutiske effekt af det tidligere apparat, er

ansøgeren berettiget til patentbeskyttelsen. Hvis opfinderens påstand ikke er

korrekt, altså hvis den samme virkning kan opnås ved anvendelse af en

sædvanlig ohmsk modstand, eventuelt kombineret med en sædvanlig kondensator,

står det enhver frit for at anvende denne løsning, der ikke vil falde ind

under patentets beskyttelsesområde. Ingen vil i så fald være interesseret i

at beskytte den mere komplicerede og dermed dyrere løsning ifølge patentet.

Vi finder, at der bør næres store betænkeligheder ved at nægte

patentudstedelse i tilfælde, hvor en påstået effekt meget vel kan være

korrekt, men blot ikke for tiden kan dokumenteres.

Skulle Patentankenævnet være af den opfatelse, at der ubetinget må kræves

en dokumentation af den opnåede virkning, vil vi foreslå, at den endelige

afgørelse i sagen udskydes, indtil ansøgeren kan fremlægge en sådan

dokumentation. Som bevis på, at ansøgeren har udfoldet store bestræbelser på

at få dokumenteret opfindelsens effekt, henviser vi til de hermed fremsendte

kopier af brevvekslingen mellem på den ene side ansøgeren og på den anden

side læger og offentlige institutioner.

Da den fremlagte ansøgnings krav 2 intet har at gøre med fjernelse af

berøringsfaren, vil vi være villige til at slette dette krav, hvis der ikke

kræves nogen dokumentation for den med opfindelsen opnåede effekt.«

Sagen har været behandlet i nævnets møde den 12. marts 1984.

Der blev ikke givet møde for nævnet.

Nævnet skal udtale:

Klageren har under sagens behandling i patentdirektoratet, forud for

fremlæggelsen, frafaldet den i den oprindelige ansøgning indeholdte angivelse

af, at formålet med apparatet var at opnå en terapeutisk effekt på det

menneskelige legeme. Denne formålsangivelse kan ikke nu genoptages, og nævnet

må tage stilling til ansøgningen, således som denne fremgår af

fremlæggelsesskriftet, ifølge hvilket apparatet skal forebygge dannelsen af

elektrostatisk ladning på en person, og formålet med opfindelsen er at anvise

et sådant apparat, hvor risikoen ved en direkte jordforbindelse er

elimineret.

Klageren anfører i sin klagebegrundelse, at når enhver henvisning til

apparatets terapeutiske effekt er udgået af ansøgningen, forsvinder også

begrundelsen for at anvende de foranstaltninger, der fremgår af ansøgningens

krav.

Som begrundelse for sin principale påstand anfører klageren, at de angivne

foranstaltninger ikke er kendte, og at de heller ikke er nærliggende for en

fagmand, idet denne straks ville foreslå indskydelse af enten en kondensator

eller en så stor modstand, at den strøm der kan komme til at gå gennem

personen, hvis denne utilsigtet netforbindes, har uskadelig lille værdi.

Det anføres tillige som velkendt, at der ved den angivne spolekonstruktion

altid - hvis der ikke træffes særlige foranstaltninger - vil være en vis

afledning gennem ledningernes isolation, således at spolekonstruktionen også

repræsenterer en stor ohmsk modstand.

Når henses hertil finder nævnet, at der ikke i ansøgningen er anvist nye

tekniske midler eller er benyttet midler med en overraskende teknisk virkning

i relation til det for opfindelsen angivne formål. Klagerens principale

påstand kan herefter ikke tages til følge.

Med hensyn til klagerens subsidiære påstand bemærkes, at der ikke ses at

være behov for dokumentation for den opnåede virkning, da det ikke er

bestridt, at apparatet ifølge ansøgningen opfylder det i

fremlæggelsesskriftet angivne formål.

Herefter

bestemmes:

Den påklagede afgørelse stadfæstes.

J. Beyer. Grønning-Nielsen. Asger Nielsen. Ansgar Sørensen. S.A. Vørts.

Officielle noter

Ingen

Lignende dokumenter