Spring til indhold

Retsinformation

Nægtet tilladelse til reduktion af bonusrente for realrenteafgiftspligtige kapitaler i forsikringer.

KEN nr 60305 af 22/03/1990Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Nægtet tilladelse til reduktion af bonusrente

for realrenteafgiftspligtige kapitaler i forsikringer.

Forsikringsselskabet K har i skrivelse af 5. februar 1988 klaget over, at

Finanstilsynet efter forelæggelse for Forsikringsrådet i skrivelse af 26.

januar 1988 har afslået at godkende reduktion af bonusrenter for

realrenteafgiftspligtige kapitaler for de første 12 måneder af

forsikringstiden, for forsikringer tegnet med eengangsindskud i perioden 30.

september 1985 til 31. december 1985 og over, at Finanstilsynet, ligeledes

efter forelæggelse for Forsikringsrådet, har afslået at godkende en

tilføjelse til bilaget til selskabets bonusregulativ af følgende indhold:

»For indskudstegnede forsikringer reduceres bonusrenten liniært over

året for at modvirke beskatningen i realrenteafgiftsloven. Endvidere kan

bonusrenten i max. 12 måneder være forøget eller reduceret. Regler herfor

skal særskilt godkendes af Forsikringstilsynet«.

Finanstilsynet har samtidig meddelt, at man vil være sindet at godkende en

tilføjelse til bilaget til selskabets bonusregulativ svarende til første og

tredie pkt. i den ansøgte tilføjelse, såfremt selskabet indsender ansøgning

herom. Det påkærede afslag på godkendelse vedrører således andet pkt. i

tilføjelsen: »Endvidere kan bonusrenten i maximal 12 måneder være

forøget eller reduceret«.

Sagens omstændigheder er følgende:

Den 18. september 1985 forelagde K for Forsikringstilsynet til

underhåndsudtalelse et andragende om forhåndsgodkendelse af en ordning om

omkostningstillæg i forbindelse med bonusfordeling for indskudsbetalte

livforsikringer for 1985 og 1986. Selskabet angav som begrundelse, dels

tilpasning efter virkningerne af realrenteafgift, dels at begrænse tegning af

indskudsbetalte livsforsikringer bl.a. for at forhindre spekulation ved

eengangsindskud mod selskabets gennemsnitlige renteafkast bonusrenten.

Herefter fremsendte selskabet den 24.september 1985 officielt et andragende

om forhåndsgodkendelse, men nu om reduktion af bonusrentesatsen af et nærmere

Læs alt

angivet foreløbig indhold for kapitaler, henholdsvis omfattet, henholdsvis

undtaget for realrenteafgift hidrørende fra indskud modtaget i perioderne

16.juli 1985 til 30.september 1985 og 1.oktober 1985 til 31.december 1985 med

forskellig reduktionssats for hver af de fire grupper. Ansøgningen, der havde

samme begrundelse som skrivelsen af 18.september 1985, omfattede tillige et

ønske om adgang til reduktion af bonusrentesatser de første 12 måneder for

kapital hidrørende fra indskudsbetalte forsikringer, realrenteafgiftpligtige

og tegnet i 1986 med stigende reduktionssats pr. måned. Selskabet oplyste

samtidig, at man ville indarbejde de ændrede bonusrentesatser i

bonusprognoserne, og at ændringerne tillige ville fremgå af selskabets tilbud

og øvrige oplysninger til kunder. Ved et møde den 5. november 1985 i

Foriskringstilsynet diskuteredes selskabets andragende.

Den 16. april 1986 fremsendte selskabet til Forsikringstilsynet ansøgning

om godkendelse af ordinær bonusfordeling for regnskabsåret 1985. Ansøgningen

indeholdt bl.a. en bonusrentereduktion for de første 12 måneder af

forsikringstiden for alle forsikringer betalt med eengangsindskud i perioden

16. juli 1985 til 30. september 1985 og 1. oktober 1985 til 31. december

1985.

Da ansøgningen ikke indeholdt dokumentation for de nævnte reduktioner,

anmodede Forsikringstilsynet (nu: Finanstilsynet) i skrivelse af 29. maj 1986

under henvisning bl.a. til »vejledning af 7. februar 1986 vedrørende

procedure for og behandling af ansøgning om godkendelse af almindelige

forsikringsbetingelser og teknisk grundlag m.v. i henhold til lov om

forsikringsvirksomhed § 30, jf. § 33« selskabet om at indsende en

redegørelse indeholdende regneeksempler, formelapparat for hensigten med og

virkningen af det ansøgte system. Den 12. juni 1986 fremsendte selskabet et

notat vedrørende de overvejelser, selskabet havde gjort i forbindelse med

fastsættelsen af bonussatser i henhold til andragende af 16. april 1986.

I skrivelse af 3. juli 1986 godkendte Finanstilsynet den ordinære

bonusfordeling i andragendet af 16. april 1986 med undtagelse af den ovenfor

omtalte bonusrentereduktion, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 33. Tilsynet

bemærkede endvidere i skrivelse af 3. juli 1986 vedrørende det ansøgte system

til reduktion af bonusrentesatser for indskudsbetalte forsikringer, at

notatets (12.6.1986) tekniske overvejelser ikke dokumenterede de ansøgte

satser og tilføjede, at det var tilsynets opfattelse, at selskabets ønske om

at anvende nyplaceringsrenteteknik på visse forsikringer var vanskeligt

foreneligt med selskabets bonusregulativ, baseret på

gennemsnitsrentepricippet. Finanstilsynet, der samtidig oplyste, at den

pågældende del af ansøgningen ville blive forelagt for Forsikringsrådet på

grund af dens principielle karakter, anmodede påny selskabet om dokumentation

og om mere principielt at redegøre for konsekvenserne af samtidig at anvende

nyplaceringsrenteprincip og gennemsnitsrenteprincip, herunder om hvilke

kriterier der ville kunne anvendes ved afgørelse af, om en delbestand skal

have bonus tilskrevet efter det ene eller det andet princip, om

periodeafgrænsning og om sammenhænget mellem valg af princip og forholdet

mellem selskabets gennemsnitsrente og nyplaceringsrente.

I skrivelse af 21. januar 1987 ansøgte selskabet om en tilføjelse til

Finanstilsynets godkendelse af 3. juli 1986 af bonusrentesatserne for 1985

med henblik på at neutralisere den virkning, nytegnede indskudsbetalte

forsikringer har på den realrenteafgift, selskabet skulle betale. Den ansøgte

tilføjelse havde følgende indhold:

»Bonusrenten, som benyttes for realrenteafgiftspligtige

forsikringskapitaler på nytegnede forsikringer betalt mod et eengangsindskud

reduceres dog de første 12 måneder af forsikringstiden. Reduktionen i

bonusrenten de første 12 måneder af forsikringstiden afhænger af

tegningsmåneden og udgør i januar 1985 0 % for forsikringer tegnet med

eengangsindskud. Denne sats stiger liniært til 2,5 % for forsikringer tegnet

mod engangsindskud i december 1985.«

I skrivelse af 11. maj 1987 godkendte Finanstilsynet i medfør af lov om

forsikringsvirksomhed § 33 det ansøgte.

Den 23. januar 1987 havde selskabet endvidere (påny) ansøgt om yderligere

reduktion i forrentningen, for at kunne modvirke den mod bonusrenten skete

spekulationsprægede tilgang af indskudskapitaler, således af reduktionen

incl. ovennævnte skulle udgøre ialt 5,9 % for realrenteafgiftpligtige

kapitaler de første 12 måneder af forsikringstiden for forsikringer tegnet

med eengangsindskud i perioden 30. september 1985 til 31. december 1985.

Finanstilsynet henviste i skrivelse af 11. maj 1987 i den anledning til, at

ansøgningen var identisk med den del af ansøgningen af 16. april 1986,

hvortil Finanstilsynet havde anmodet om dokumentation og en nærmere

principiel redegørelse omkring nyplaceringsrente og gennemsnitsrente, jf.

ovenfor om Finanstilsynets skrivelse af 3. juli 1986. Finanstilsynet meddelte

herefter afslag på ansøgningen, da dokumentation m.v. ikke var fremsendt. I

skrivelse af 26. juni 1987 ansøgte selskabet påny om samme god kendelse og

henviste påny til den spekulationsprægede tilgang af indskudsbetalte

livsforsikringer i sidste halvår af 1985, som skyldtes rentefaldet, der i

forbindelse med rigelig likviditet i pengeinstitutterne førte til omplacering

af kapitaler fra disse til livforsikringsselskaberne, hvor rentefaldet ikke

var slået igennem på grund af gennemsnitsrenteprincippet. Selskabet bestred,

at ansøgningen indebar et brud på gennemsnitsrenteprincippet, men snarere

indebar en beskyttelse af dette princip i forhold til pengeinstitutterne. Den

2. juli 1987 afslog Finanstilsynet påny ansøgningen på grund af manglende

dokumentation af reduktionssatsen på 5,9 % og under henvisning til

uoverensstemmelsen med selskabets bonusregulativ

(gennemsnitsrenteprincippet).

Som det fremgår af foranstående, havde Finanstilsynet på dette tidspunkt

herefter godkendt, for det første den ordinære bonusfordeling, jf. tilsynets

skrivelse af 3. juli 1986 som svar på selskabets ansøgning af 16. april 1986.

Finanstilsynet havde for det andet godkendt yderligere en reduktion i

bonusrenten i de første 12 måneder af forsikringstiden for

realrenteafgiftspligtige forsikringskapitaler betalt med eengangsindskud, med

henblik på at neutralisere den virkning nytegnede forsikringer har på den

realrenteafgift, selskabet skulle betale, jf. tilsynets skrivelse af 11. maj

1987 på selskabets ansøgning af 21. januar 1987 ligeledes vedrørende 1985.

Efter det oplyste har Finanstilsynet godkendt tilsvarende

bonusrentereduktioner for 1986 i skrivelse af 12. august 1987.

Finanstilsynet har i en udtalelse af 17. marts 1988 til erhvervsankenævnet

herom bemærket, at denne del er begrundet i den virkning, som specielt

indskudsbetalte forsikringer tegnet sidst på året med

realrenteafgiftspligtige indskud har på den realrenteafgift, selskabet skal

betale, da realrenteafgiftsgrundlaget (de samlede passiver) opgøres ultimo

året. Selskabet skal betale fuld realrenteafgift, uafhængig af om det har

haft indskuddet til forrentning hele året eller blot nogle få dage i december

måned. Finanstilsynet har, som nævnt i indledningen, meddelt, at man agter at

godkende den ansøgte generelle tilføjelse om en sådan reduktion i bilag til

selskabets bonusregulativ, således at bonusreglerne hermed tilpasses

virkningerne af realrenteafgiftsloven.

Den 26. august 1987 fremsendte selskabet herefter i form af to

andragender, de ansøgninger, der førte til det påkærede afslag fra

Finanstilsynet i skrivelse af 26. januar 1988. Den ene ansøgning indeholdt

forslaget om godkendelse af ret til yderligere reduktion af bonusrenten for

realrenteafgiftspligtige kapitaler de første 12 måneder af forsikringstiden

for forsikringer tegnet med eengangsindskud nu i perioden 30. september 1985

til 31. december 1985. Den anden ansøgning indeholdt forslaget, jf.

indledningen om tilføjelsen til bilaget til selskabets bonusregulativ særligt

andet pkt. i forslaget. Til støtte for ansøgningerne anførte selskabet i det

væsentlige de samme begrundelser, som tidligere havde været gjort gældende i

forbindelse med skrivelserne af 18. september 1985, 24. september 1985, 16.

april 1986, notatet af 12. juni 1986, ansøgningen af 23. januar 1987 og

ansøgningen af 26. juni 1987.

Selskabets ansøgning vedrørende indskudskapitaler for tiden for 30.

september 1985 til 31. december 1985 indeholdt samtidig for disse kapitaler,

og iøvrigt som et generelt princip for senere lignende situationer, ansøgning

om godkendelse af bestemte nærmere angivne satser og formler. Den ansøgte

bonusrentereduktion ville føre til, at alle berørte forsikringer kun ville få

grundlagsrenten.

Efter at begge ansøgninger var forelagt Forsikringsrådet, fremkom det

påklagede afslag.

Klagerens bemærkninger

Til støtte for andraget har selskabet, jf. skrivelse af 18. september

1985, 24. september 1985 notat af 12. juni 1986 ansøgningen af 23. januar

1987 ansøgningen af 26. juni 1987 ansøgningen af 26. august 1987, skrivelse

af 27. maj 1988 og skrivelse af 31. oktober 1988 gjort gældende:

at bonusrentereduktion ønskes foretaget med baggrund i den ekstraordinære

situation som prægede livsforsikringsmarkedet i den omhandlede periode.

Livsforsikringsmarkedet var i sidste halvår 1985 præget af en stor,

spekulationspræget tilgang af indskudsbetalte livsforsikringer. Denne meget

store tilgang havde primært sin baggrund i det dramatiske rentefald, der var

sket i samfundet på ganske kort tid, og som endnu ikke var slået igennem på

selskabernes bonusrente. Hertil kom virkningerne af begrænsningen af

muligheden for at tegne skattekode 5 forsikringer fra og med 22. oktober

1985. Disse forhold var kombineret med en rigelig likviditet i

pengeinstitutterne, hvilket naturligt medførte, at der skete en betydelig

omplacering af kapital fra pengeinstitutter til livsforsikringsselskaber,

hvor forrentningen var betydelig over markedsrenten og den rente, der kunne

lånes til. Adskillige banker opfordrede kunderne til at optage lån til

placering i livforsikringsselskaber. De fleste selskaber oplevede en

betydelig tilgang af meget store indskud. Disse indskud medførte naturligvis

reduktion af selskabernes gennemsnitsrente p.g.a. af det lave renteniveau,

som nye penge kunne investeres til. På baggrund af dette indførte flere

selskaber kvoteringer for nytegning af indskudsbetalte forsikringer, f. eks.

således at indskud ikke måtte overstige visse beløbsgrænser, og/eller det kun

var bestående kunder, der måtte tegne indskudsbetalte forsikringer.

Selskaberne ønskede med disse kvoteringer at hindre en alt for kraftig

udhuling af deres gennemsnitsrente. Forsikringsselskabet K ønskede

selvfølgelig også at beskytte sine »gamle kunder« mod en udhuling

af bonusrenten som følge af denne spekulationsprægede ekstraordinære tilgang.

Selskabet ønskede ikke at indføre kvotering for nytegning, men at benytte

prismekanismen således, at den ekstraordinære tilgang skete på betingelser,

som både selskabets gamle og nye kunder kunne være tilfreds med. Selskabet

gjorde dette ved at indføre en reduktion af bonusrenten i de første 12

måneder af forsikringstiden på indskudsbetalte forsikringer. Denne reduktion

var til glæde for både gamle og nye kunder, da selskabets gennemsnitsrente

ikke blev påvirket på kort sigt af den ekstraordinære tilgang - tværtimod og

nye kunder fik mulighed for at inddække livsforsikringsmæssige behov. Alle

nye kunder blev orienteret om denne reduktion. Selskabets princip var således

at foretage en omfordeling via bonustildelingen, således at det provenu, der

blev sparet i bonustildeling til »nye kunder« blev benyttet til at

bevare en højere bonusrente til glæde for »gamle kunder«. K har

endvidere erklæret sig uenig med Finanstilsynet i, at der foreligger et brud

på gennemsnitsrenteprincippet, og uenig i at prismekanismen virker arbitrært

overfor kunderne. Omkostningstillægget er indregnet i alle tilbud og på en

sådan måde, at det forholdsmæssigt er lige tyngende for alle størrelser af

indskud. Selskabet har bestridt at forslaget har afsmittende effekt overfor

andre selskaber, idet K indrømmede reduktion i tilbuddene, og dermed

muliggjorde sammenligning med andre selskabers tilbud. Selskabet søger

således ikke om en reduktion, kunderne ikke har haft mulighed for at bedømme.

K har anført, at selskabet har været meget åbent, men at det er klart, at ved

indførelse af forretningsmæssige overvejelser som benyttelsen af

prismekanismen må betragtes som er det meget svært at få disse indpasset i og

opfylde Finanstilsynets krav til dokumentation og »formelmæssig

beskrivelse af, hvorledes de anførte satser er fremkommet«. Selskabet

mener, at det må være tilladt at benytte forretningsmæssigt fastsatte satser

ved fastlæggelse af det enkelte selskabs politik. Det kendes allerede i dag,

hvor adskillige selskaber benytter forskellige omkostningssatser,

dødsrisikopræmie og invaliderisikopræmier. Endelig har K gjort gældende, at

Finanstilsynet tidligere har godkendt specielle rentetilskrivningsprincipper

til delbestande af nytegnede forsikringer, jf. Forsikringrådets beretninger

1983 side 60 og 1971 side 28.

Finanstilsynets bemærkninger.

Finanstilsynet har i sin redegørelse af 17. marts 1988 og senere i

udtalelse af 14. oktober 1988 bl.a. bemærket, at Finanstilsynet ikke finder

anvendelse af nyplaceringsrenteteknik på de omtalte indskudsbetalte

forsikringer foreneligt med det gennemsnitsrenteprincip, som selskabets

bonusregulativ baseres på ....... Heri hedder det, at »Bonusrenten .....

fastsættes ud fra det gennemsnitlige afkast af K's investeringer, og reglerne

i »lov om realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v.«». I

forbindelse hermed har Finanstilsynet om de generelle problemer vedrørende

gennemsnitsrenteprincippet henvist til beregningsgrundlaget G 82 og bl.a

oplyst, at G 82 er opbygget ud fra en gennemsnitsrentefilo-sofi. På et møde i

det daværende Forsikringstilsyn anmodede Livs- og

Pensionsforsikringsselskabernes Forening tilsynet om at tage stilling til en

afgrænsning af begrebet bonusrente. I den anledning afgav tilsynet en

pricipiel udtalelse om G 82, idet man i skrivelse af 17. maj 1982 til den

nævnte forening bl.a. bemærkede, at begrebet bonusrente er baseret på

selskabets faktisk opnåede gennemsnitsrente i det pågældende regnskabsår,

således at den bonus, der kan tildeles den enkelte forsikring på basis af

bonusrenten, bliver uafhængig af den pågældende forsikrings tegningsår. Det

bliver således et selskabs gennemsnitsrente for det enkelte regnskabsår, der

bestemmer den bonustildeling for det pågældende år, som er et resultat af

driftsregnskabet. Tilsynet lagde vægt på, at alle forsikringer tegnet efter G

82 blev stillet ens. Spørgsmålet om gennemsnitsrente/nyplaceringsrente har

senere været behandlet i et i samme anledning nedsat udvalg (Tilsynsudvalget)

bestående af repræsentanter for tilsynet, Assurandørsocietetet og

Pensionskasserådet. På grundlag af bl.a. drøftelser i Tilsynsudvalget har

tilsynet i skrivelse af 10. februar 1986 meddelt, at man ikke på forhånd vil

afvise at godkende en ordning, hvorefter gennemsnitsrenteprincippet blev

» delt op » på delbestande af et forsikringsselskabs

forsikringsbestand som helhed. Endelig har tilsynet i skrivelse af 14. april

1987 meddelt Assurandørsocietetet og Pensionskasserådet, at man ikke på

forhånd vil afvise, at nyplaceringsrenteprincip kan godkendes. Finanstilsynet

har i redegørelsen til ankenævnet bemærket, at det bl.a. var forudsat, at et

nyplaceringsrenteprincip i givet fald skulle anvendes for alle nye

forsikringer. Finanstilsynet har videre henvist til, at et selskab i 1982

ønskede at anvende et enkelt element af nyplaceringsrente i et

bonusregulativ, der iøvrigt var baseret på gennemsnitrenteprincippet. På det

tidspunkt var nyplaceringsrenten højere end gennemsnitsrenten, og selskabet

ønskede specielt at tiltrække særlig store indskud. Forsikringstilsynet mente

ikke, at dette element af nyplaceringsrente var foreneligt med, at øvrige

forsikringstagere fik tildelt bonus efter gennemsnitsrenteprincippet. Den

risikomæssige solidaritet for forsikringer med store som små præmier og

mellen gamle og nye forsikringer, der ved anvendelse af

gennemsnitsrenteprincippet udstrækkes til også at gælde renterisikoen, ville

ellers blive brudt. Kriteriet for en sådan særbehandling ville iøvrigt blive

abitrært: Hvis den skulle gælde for store indskud, hvorfor skulle den så ikke

også gælde for små indskud eller store præmier ect. Finanstilsynet har

endvidere som sin opfattelse bemærket, at K i forbindelse med den konkrete

sag har valgt ikke at gøre sagen til et spørgsmål om nyplaceringsrente kontra

gennemsnitsrente i almindelighed, men blot anført, at man havde orienteret

kunderne inden tegningen om en mulig reduktion. Selv om selskabets ansøgning

kun drejer sig om en engangsreduktion og kun for en lille delbestand, er det

Finanstilsynets opfattelse, at afvigelser af denne art fra

gennemsnitsrenteprincippet bliver helt vilkårlig med hensyn til hvem, det

skal omfatte og for hvilken periode det ønskes indført.

Endvidere ville en godkendelse have afsmittende effekt overfor andre

selskaber der ville ønske at bruge tilsvarende principper. I skrivelse af 14.

oktober 1988 har Finanstilsynet særlig bemærket i anledning af K's henvisning

til tidligere tilsvarende sager i K's skrivelse af 27. maj 1988, at de

specielle rentetilskrivningsprincipper, som Forsikringsrådet godkendte i 1971

siden er udgået af det pågældende selskabs bonusregulativ i konsekvens af, at

tilsynet i forbindelse med indførelsen af det nye beregningsgrundlag G 82

ændrede praksis, således at selskabernes bonusregulativer i almindelighed kom

i overensstemmelse med gennemsnitsrenteprincippet.

Under et med repræsentanter for K og Finanstilsynet den 19. oktober 1989

afholdt møde har parterne i det væsentlige gentaget deres skriftlige

begrundelser.

K's repræsentanter har særligt understreget, at selskabet anerkender

gennemsnitsrenteprincippet. Forslagene har ikke til hensigt at udhule dette

princip, men må opfattes som et forsvar for princippet mod spekulation.

Finanstilsynets repræsentanter har for tilsynets vedkommende understreget,

at de afvigelser fra gennemsnitsrenteprincippet som forslagene indebærer

bliver helt vilkårlige med hensyn til hvem, det skal omfatte og for hvilken

periode det ønskes indført.

Ankenævnet skal udtale:

Det tiltrædes, at der ikke er grundlag for at godkende tilføjelsen til

bonusregulativet om forhøjelse eller reduktion af bonusrenten i max. 12

måneder, idet det fremgår, at formålet med reglen er at opnå hjemmel til at

kunne regulere bonusrenter for de pågældende kapitaler ud fra bl.a.

forretningsmæssige hensyn uden fornøden angivelse af principperne for at

fravige det for selskabet gældende gennemsnitsrenteprincip.

Af samme grunde tiltrædes det, at der ikke er grundlag for at tillade den

ansøgte reduktion af bonusrenterne for realrenteafgiftpligtige kapitaler de

første 12 måneder af forsikringstiden, for forsikringer tegnet med

eengangsindskud i perioden 30. september 1985 til 31. december 1985.

Officielle noter

Ingen

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter