Nægtet tilladelse til reduktion af bonusrente for realrenteafgiftspligtige kapitaler i forsikringer.
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Nægtet tilladelse til reduktion af bonusrente
for realrenteafgiftspligtige kapitaler i forsikringer.
Forsikringsselskabet K har i skrivelse af 5. februar 1988 klaget over, at
Finanstilsynet efter forelæggelse for Forsikringsrådet i skrivelse af 26.
januar 1988 har afslået at godkende reduktion af bonusrenter for
realrenteafgiftspligtige kapitaler for de første 12 måneder af
forsikringstiden, for forsikringer tegnet med eengangsindskud i perioden 30.
september 1985 til 31. december 1985 og over, at Finanstilsynet, ligeledes
efter forelæggelse for Forsikringsrådet, har afslået at godkende en
tilføjelse til bilaget til selskabets bonusregulativ af følgende indhold:
»For indskudstegnede forsikringer reduceres bonusrenten liniært over
året for at modvirke beskatningen i realrenteafgiftsloven. Endvidere kan
bonusrenten i max. 12 måneder være forøget eller reduceret. Regler herfor
skal særskilt godkendes af Forsikringstilsynet«.
Finanstilsynet har samtidig meddelt, at man vil være sindet at godkende en
tilføjelse til bilaget til selskabets bonusregulativ svarende til første og
tredie pkt. i den ansøgte tilføjelse, såfremt selskabet indsender ansøgning
herom. Det påkærede afslag på godkendelse vedrører således andet pkt. i
tilføjelsen: »Endvidere kan bonusrenten i maximal 12 måneder være
forøget eller reduceret«.
Sagens omstændigheder er følgende:
Den 18. september 1985 forelagde K for Forsikringstilsynet til
underhåndsudtalelse et andragende om forhåndsgodkendelse af en ordning om
omkostningstillæg i forbindelse med bonusfordeling for indskudsbetalte
livforsikringer for 1985 og 1986. Selskabet angav som begrundelse, dels
tilpasning efter virkningerne af realrenteafgift, dels at begrænse tegning af
indskudsbetalte livsforsikringer bl.a. for at forhindre spekulation ved
eengangsindskud mod selskabets gennemsnitlige renteafkast bonusrenten.
Herefter fremsendte selskabet den 24.september 1985 officielt et andragende
om forhåndsgodkendelse, men nu om reduktion af bonusrentesatsen af et nærmere
Læs alt
angivet foreløbig indhold for kapitaler, henholdsvis omfattet, henholdsvis
undtaget for realrenteafgift hidrørende fra indskud modtaget i perioderne
16.juli 1985 til 30.september 1985 og 1.oktober 1985 til 31.december 1985 med
forskellig reduktionssats for hver af de fire grupper. Ansøgningen, der havde
samme begrundelse som skrivelsen af 18.september 1985, omfattede tillige et
ønske om adgang til reduktion af bonusrentesatser de første 12 måneder for
kapital hidrørende fra indskudsbetalte forsikringer, realrenteafgiftpligtige
og tegnet i 1986 med stigende reduktionssats pr. måned. Selskabet oplyste
samtidig, at man ville indarbejde de ændrede bonusrentesatser i
bonusprognoserne, og at ændringerne tillige ville fremgå af selskabets tilbud
og øvrige oplysninger til kunder. Ved et møde den 5. november 1985 i
Foriskringstilsynet diskuteredes selskabets andragende.
Den 16. april 1986 fremsendte selskabet til Forsikringstilsynet ansøgning
om godkendelse af ordinær bonusfordeling for regnskabsåret 1985. Ansøgningen
indeholdt bl.a. en bonusrentereduktion for de første 12 måneder af
forsikringstiden for alle forsikringer betalt med eengangsindskud i perioden
16. juli 1985 til 30. september 1985 og 1. oktober 1985 til 31. december
1985.
Da ansøgningen ikke indeholdt dokumentation for de nævnte reduktioner,
anmodede Forsikringstilsynet (nu: Finanstilsynet) i skrivelse af 29. maj 1986
under henvisning bl.a. til »vejledning af 7. februar 1986 vedrørende
procedure for og behandling af ansøgning om godkendelse af almindelige
forsikringsbetingelser og teknisk grundlag m.v. i henhold til lov om
forsikringsvirksomhed § 30, jf. § 33« selskabet om at indsende en
redegørelse indeholdende regneeksempler, formelapparat for hensigten med og
virkningen af det ansøgte system. Den 12. juni 1986 fremsendte selskabet et
notat vedrørende de overvejelser, selskabet havde gjort i forbindelse med
fastsættelsen af bonussatser i henhold til andragende af 16. april 1986.
I skrivelse af 3. juli 1986 godkendte Finanstilsynet den ordinære
bonusfordeling i andragendet af 16. april 1986 med undtagelse af den ovenfor
omtalte bonusrentereduktion, jf. lov om forsikringsvirksomhed § 33. Tilsynet
bemærkede endvidere i skrivelse af 3. juli 1986 vedrørende det ansøgte system
til reduktion af bonusrentesatser for indskudsbetalte forsikringer, at
notatets (12.6.1986) tekniske overvejelser ikke dokumenterede de ansøgte
satser og tilføjede, at det var tilsynets opfattelse, at selskabets ønske om
at anvende nyplaceringsrenteteknik på visse forsikringer var vanskeligt
foreneligt med selskabets bonusregulativ, baseret på
gennemsnitsrentepricippet. Finanstilsynet, der samtidig oplyste, at den
pågældende del af ansøgningen ville blive forelagt for Forsikringsrådet på
grund af dens principielle karakter, anmodede påny selskabet om dokumentation
og om mere principielt at redegøre for konsekvenserne af samtidig at anvende
nyplaceringsrenteprincip og gennemsnitsrenteprincip, herunder om hvilke
kriterier der ville kunne anvendes ved afgørelse af, om en delbestand skal
have bonus tilskrevet efter det ene eller det andet princip, om
periodeafgrænsning og om sammenhænget mellem valg af princip og forholdet
mellem selskabets gennemsnitsrente og nyplaceringsrente.
I skrivelse af 21. januar 1987 ansøgte selskabet om en tilføjelse til
Finanstilsynets godkendelse af 3. juli 1986 af bonusrentesatserne for 1985
med henblik på at neutralisere den virkning, nytegnede indskudsbetalte
forsikringer har på den realrenteafgift, selskabet skulle betale. Den ansøgte
tilføjelse havde følgende indhold:
»Bonusrenten, som benyttes for realrenteafgiftspligtige
forsikringskapitaler på nytegnede forsikringer betalt mod et eengangsindskud
reduceres dog de første 12 måneder af forsikringstiden. Reduktionen i
bonusrenten de første 12 måneder af forsikringstiden afhænger af
tegningsmåneden og udgør i januar 1985 0 % for forsikringer tegnet med
eengangsindskud. Denne sats stiger liniært til 2,5 % for forsikringer tegnet
mod engangsindskud i december 1985.«
I skrivelse af 11. maj 1987 godkendte Finanstilsynet i medfør af lov om
forsikringsvirksomhed § 33 det ansøgte.
Den 23. januar 1987 havde selskabet endvidere (påny) ansøgt om yderligere
reduktion i forrentningen, for at kunne modvirke den mod bonusrenten skete
spekulationsprægede tilgang af indskudskapitaler, således af reduktionen
incl. ovennævnte skulle udgøre ialt 5,9 % for realrenteafgiftpligtige
kapitaler de første 12 måneder af forsikringstiden for forsikringer tegnet
med eengangsindskud i perioden 30. september 1985 til 31. december 1985.
Finanstilsynet henviste i skrivelse af 11. maj 1987 i den anledning til, at
ansøgningen var identisk med den del af ansøgningen af 16. april 1986,
hvortil Finanstilsynet havde anmodet om dokumentation og en nærmere
principiel redegørelse omkring nyplaceringsrente og gennemsnitsrente, jf.
ovenfor om Finanstilsynets skrivelse af 3. juli 1986. Finanstilsynet meddelte
herefter afslag på ansøgningen, da dokumentation m.v. ikke var fremsendt. I
skrivelse af 26. juni 1987 ansøgte selskabet påny om samme god kendelse og
henviste påny til den spekulationsprægede tilgang af indskudsbetalte
livsforsikringer i sidste halvår af 1985, som skyldtes rentefaldet, der i
forbindelse med rigelig likviditet i pengeinstitutterne førte til omplacering
af kapitaler fra disse til livforsikringsselskaberne, hvor rentefaldet ikke
var slået igennem på grund af gennemsnitsrenteprincippet. Selskabet bestred,
at ansøgningen indebar et brud på gennemsnitsrenteprincippet, men snarere
indebar en beskyttelse af dette princip i forhold til pengeinstitutterne. Den
2. juli 1987 afslog Finanstilsynet påny ansøgningen på grund af manglende
dokumentation af reduktionssatsen på 5,9 % og under henvisning til
uoverensstemmelsen med selskabets bonusregulativ
(gennemsnitsrenteprincippet).
Som det fremgår af foranstående, havde Finanstilsynet på dette tidspunkt
herefter godkendt, for det første den ordinære bonusfordeling, jf. tilsynets
skrivelse af 3. juli 1986 som svar på selskabets ansøgning af 16. april 1986.
Finanstilsynet havde for det andet godkendt yderligere en reduktion i
bonusrenten i de første 12 måneder af forsikringstiden for
realrenteafgiftspligtige forsikringskapitaler betalt med eengangsindskud, med
henblik på at neutralisere den virkning nytegnede forsikringer har på den
realrenteafgift, selskabet skulle betale, jf. tilsynets skrivelse af 11. maj
1987 på selskabets ansøgning af 21. januar 1987 ligeledes vedrørende 1985.
Efter det oplyste har Finanstilsynet godkendt tilsvarende
bonusrentereduktioner for 1986 i skrivelse af 12. august 1987.
Finanstilsynet har i en udtalelse af 17. marts 1988 til erhvervsankenævnet
herom bemærket, at denne del er begrundet i den virkning, som specielt
indskudsbetalte forsikringer tegnet sidst på året med
realrenteafgiftspligtige indskud har på den realrenteafgift, selskabet skal
betale, da realrenteafgiftsgrundlaget (de samlede passiver) opgøres ultimo
året. Selskabet skal betale fuld realrenteafgift, uafhængig af om det har
haft indskuddet til forrentning hele året eller blot nogle få dage i december
måned. Finanstilsynet har, som nævnt i indledningen, meddelt, at man agter at
godkende den ansøgte generelle tilføjelse om en sådan reduktion i bilag til
selskabets bonusregulativ, således at bonusreglerne hermed tilpasses
virkningerne af realrenteafgiftsloven.
Den 26. august 1987 fremsendte selskabet herefter i form af to
andragender, de ansøgninger, der førte til det påkærede afslag fra
Finanstilsynet i skrivelse af 26. januar 1988. Den ene ansøgning indeholdt
forslaget om godkendelse af ret til yderligere reduktion af bonusrenten for
realrenteafgiftspligtige kapitaler de første 12 måneder af forsikringstiden
for forsikringer tegnet med eengangsindskud nu i perioden 30. september 1985
til 31. december 1985. Den anden ansøgning indeholdt forslaget, jf.
indledningen om tilføjelsen til bilaget til selskabets bonusregulativ særligt
andet pkt. i forslaget. Til støtte for ansøgningerne anførte selskabet i det
væsentlige de samme begrundelser, som tidligere havde været gjort gældende i
forbindelse med skrivelserne af 18. september 1985, 24. september 1985, 16.
april 1986, notatet af 12. juni 1986, ansøgningen af 23. januar 1987 og
ansøgningen af 26. juni 1987.
Selskabets ansøgning vedrørende indskudskapitaler for tiden for 30.
september 1985 til 31. december 1985 indeholdt samtidig for disse kapitaler,
og iøvrigt som et generelt princip for senere lignende situationer, ansøgning
om godkendelse af bestemte nærmere angivne satser og formler. Den ansøgte
bonusrentereduktion ville føre til, at alle berørte forsikringer kun ville få
grundlagsrenten.
Efter at begge ansøgninger var forelagt Forsikringsrådet, fremkom det
påklagede afslag.
Klagerens bemærkninger
Til støtte for andraget har selskabet, jf. skrivelse af 18. september
1985, 24. september 1985 notat af 12. juni 1986 ansøgningen af 23. januar
1987 ansøgningen af 26. juni 1987 ansøgningen af 26. august 1987, skrivelse
af 27. maj 1988 og skrivelse af 31. oktober 1988 gjort gældende:
at bonusrentereduktion ønskes foretaget med baggrund i den ekstraordinære
situation som prægede livsforsikringsmarkedet i den omhandlede periode.
Livsforsikringsmarkedet var i sidste halvår 1985 præget af en stor,
spekulationspræget tilgang af indskudsbetalte livsforsikringer. Denne meget
store tilgang havde primært sin baggrund i det dramatiske rentefald, der var
sket i samfundet på ganske kort tid, og som endnu ikke var slået igennem på
selskabernes bonusrente. Hertil kom virkningerne af begrænsningen af
muligheden for at tegne skattekode 5 forsikringer fra og med 22. oktober
1985. Disse forhold var kombineret med en rigelig likviditet i
pengeinstitutterne, hvilket naturligt medførte, at der skete en betydelig
omplacering af kapital fra pengeinstitutter til livsforsikringsselskaber,
hvor forrentningen var betydelig over markedsrenten og den rente, der kunne
lånes til. Adskillige banker opfordrede kunderne til at optage lån til
placering i livforsikringsselskaber. De fleste selskaber oplevede en
betydelig tilgang af meget store indskud. Disse indskud medførte naturligvis
reduktion af selskabernes gennemsnitsrente p.g.a. af det lave renteniveau,
som nye penge kunne investeres til. På baggrund af dette indførte flere
selskaber kvoteringer for nytegning af indskudsbetalte forsikringer, f. eks.
således at indskud ikke måtte overstige visse beløbsgrænser, og/eller det kun
var bestående kunder, der måtte tegne indskudsbetalte forsikringer.
Selskaberne ønskede med disse kvoteringer at hindre en alt for kraftig
udhuling af deres gennemsnitsrente. Forsikringsselskabet K ønskede
selvfølgelig også at beskytte sine »gamle kunder« mod en udhuling
af bonusrenten som følge af denne spekulationsprægede ekstraordinære tilgang.
Selskabet ønskede ikke at indføre kvotering for nytegning, men at benytte
prismekanismen således, at den ekstraordinære tilgang skete på betingelser,
som både selskabets gamle og nye kunder kunne være tilfreds med. Selskabet
gjorde dette ved at indføre en reduktion af bonusrenten i de første 12
måneder af forsikringstiden på indskudsbetalte forsikringer. Denne reduktion
var til glæde for både gamle og nye kunder, da selskabets gennemsnitsrente
ikke blev påvirket på kort sigt af den ekstraordinære tilgang - tværtimod og
nye kunder fik mulighed for at inddække livsforsikringsmæssige behov. Alle
nye kunder blev orienteret om denne reduktion. Selskabets princip var således
at foretage en omfordeling via bonustildelingen, således at det provenu, der
blev sparet i bonustildeling til »nye kunder« blev benyttet til at
bevare en højere bonusrente til glæde for »gamle kunder«. K har
endvidere erklæret sig uenig med Finanstilsynet i, at der foreligger et brud
på gennemsnitsrenteprincippet, og uenig i at prismekanismen virker arbitrært
overfor kunderne. Omkostningstillægget er indregnet i alle tilbud og på en
sådan måde, at det forholdsmæssigt er lige tyngende for alle størrelser af
indskud. Selskabet har bestridt at forslaget har afsmittende effekt overfor
andre selskaber, idet K indrømmede reduktion i tilbuddene, og dermed
muliggjorde sammenligning med andre selskabers tilbud. Selskabet søger
således ikke om en reduktion, kunderne ikke har haft mulighed for at bedømme.
K har anført, at selskabet har været meget åbent, men at det er klart, at ved
indførelse af forretningsmæssige overvejelser som benyttelsen af
prismekanismen må betragtes som er det meget svært at få disse indpasset i og
opfylde Finanstilsynets krav til dokumentation og »formelmæssig
beskrivelse af, hvorledes de anførte satser er fremkommet«. Selskabet
mener, at det må være tilladt at benytte forretningsmæssigt fastsatte satser
ved fastlæggelse af det enkelte selskabs politik. Det kendes allerede i dag,
hvor adskillige selskaber benytter forskellige omkostningssatser,
dødsrisikopræmie og invaliderisikopræmier. Endelig har K gjort gældende, at
Finanstilsynet tidligere har godkendt specielle rentetilskrivningsprincipper
til delbestande af nytegnede forsikringer, jf. Forsikringrådets beretninger
1983 side 60 og 1971 side 28.
Finanstilsynets bemærkninger.
Finanstilsynet har i sin redegørelse af 17. marts 1988 og senere i
udtalelse af 14. oktober 1988 bl.a. bemærket, at Finanstilsynet ikke finder
anvendelse af nyplaceringsrenteteknik på de omtalte indskudsbetalte
forsikringer foreneligt med det gennemsnitsrenteprincip, som selskabets
bonusregulativ baseres på ....... Heri hedder det, at »Bonusrenten .....
fastsættes ud fra det gennemsnitlige afkast af K's investeringer, og reglerne
i »lov om realrenteafgift af visse pensionskapitaler m.v.«». I
forbindelse hermed har Finanstilsynet om de generelle problemer vedrørende
gennemsnitsrenteprincippet henvist til beregningsgrundlaget G 82 og bl.a
oplyst, at G 82 er opbygget ud fra en gennemsnitsrentefilo-sofi. På et møde i
det daværende Forsikringstilsyn anmodede Livs- og
Pensionsforsikringsselskabernes Forening tilsynet om at tage stilling til en
afgrænsning af begrebet bonusrente. I den anledning afgav tilsynet en
pricipiel udtalelse om G 82, idet man i skrivelse af 17. maj 1982 til den
nævnte forening bl.a. bemærkede, at begrebet bonusrente er baseret på
selskabets faktisk opnåede gennemsnitsrente i det pågældende regnskabsår,
således at den bonus, der kan tildeles den enkelte forsikring på basis af
bonusrenten, bliver uafhængig af den pågældende forsikrings tegningsår. Det
bliver således et selskabs gennemsnitsrente for det enkelte regnskabsår, der
bestemmer den bonustildeling for det pågældende år, som er et resultat af
driftsregnskabet. Tilsynet lagde vægt på, at alle forsikringer tegnet efter G
82 blev stillet ens. Spørgsmålet om gennemsnitsrente/nyplaceringsrente har
senere været behandlet i et i samme anledning nedsat udvalg (Tilsynsudvalget)
bestående af repræsentanter for tilsynet, Assurandørsocietetet og
Pensionskasserådet. På grundlag af bl.a. drøftelser i Tilsynsudvalget har
tilsynet i skrivelse af 10. februar 1986 meddelt, at man ikke på forhånd vil
afvise at godkende en ordning, hvorefter gennemsnitsrenteprincippet blev
» delt op » på delbestande af et forsikringsselskabs
forsikringsbestand som helhed. Endelig har tilsynet i skrivelse af 14. april
1987 meddelt Assurandørsocietetet og Pensionskasserådet, at man ikke på
forhånd vil afvise, at nyplaceringsrenteprincip kan godkendes. Finanstilsynet
har i redegørelsen til ankenævnet bemærket, at det bl.a. var forudsat, at et
nyplaceringsrenteprincip i givet fald skulle anvendes for alle nye
forsikringer. Finanstilsynet har videre henvist til, at et selskab i 1982
ønskede at anvende et enkelt element af nyplaceringsrente i et
bonusregulativ, der iøvrigt var baseret på gennemsnitrenteprincippet. På det
tidspunkt var nyplaceringsrenten højere end gennemsnitsrenten, og selskabet
ønskede specielt at tiltrække særlig store indskud. Forsikringstilsynet mente
ikke, at dette element af nyplaceringsrente var foreneligt med, at øvrige
forsikringstagere fik tildelt bonus efter gennemsnitsrenteprincippet. Den
risikomæssige solidaritet for forsikringer med store som små præmier og
mellen gamle og nye forsikringer, der ved anvendelse af
gennemsnitsrenteprincippet udstrækkes til også at gælde renterisikoen, ville
ellers blive brudt. Kriteriet for en sådan særbehandling ville iøvrigt blive
abitrært: Hvis den skulle gælde for store indskud, hvorfor skulle den så ikke
også gælde for små indskud eller store præmier ect. Finanstilsynet har
endvidere som sin opfattelse bemærket, at K i forbindelse med den konkrete
sag har valgt ikke at gøre sagen til et spørgsmål om nyplaceringsrente kontra
gennemsnitsrente i almindelighed, men blot anført, at man havde orienteret
kunderne inden tegningen om en mulig reduktion. Selv om selskabets ansøgning
kun drejer sig om en engangsreduktion og kun for en lille delbestand, er det
Finanstilsynets opfattelse, at afvigelser af denne art fra
gennemsnitsrenteprincippet bliver helt vilkårlig med hensyn til hvem, det
skal omfatte og for hvilken periode det ønskes indført.
Endvidere ville en godkendelse have afsmittende effekt overfor andre
selskaber der ville ønske at bruge tilsvarende principper. I skrivelse af 14.
oktober 1988 har Finanstilsynet særlig bemærket i anledning af K's henvisning
til tidligere tilsvarende sager i K's skrivelse af 27. maj 1988, at de
specielle rentetilskrivningsprincipper, som Forsikringsrådet godkendte i 1971
siden er udgået af det pågældende selskabs bonusregulativ i konsekvens af, at
tilsynet i forbindelse med indførelsen af det nye beregningsgrundlag G 82
ændrede praksis, således at selskabernes bonusregulativer i almindelighed kom
i overensstemmelse med gennemsnitsrenteprincippet.
Under et med repræsentanter for K og Finanstilsynet den 19. oktober 1989
afholdt møde har parterne i det væsentlige gentaget deres skriftlige
begrundelser.
K's repræsentanter har særligt understreget, at selskabet anerkender
gennemsnitsrenteprincippet. Forslagene har ikke til hensigt at udhule dette
princip, men må opfattes som et forsvar for princippet mod spekulation.
Finanstilsynets repræsentanter har for tilsynets vedkommende understreget,
at de afvigelser fra gennemsnitsrenteprincippet som forslagene indebærer
bliver helt vilkårlige med hensyn til hvem, det skal omfatte og for hvilken
periode det ønskes indført.
Ankenævnet skal udtale:
Det tiltrædes, at der ikke er grundlag for at godkende tilføjelsen til
bonusregulativet om forhøjelse eller reduktion af bonusrenten i max. 12
måneder, idet det fremgår, at formålet med reglen er at opnå hjemmel til at
kunne regulere bonusrenter for de pågældende kapitaler ud fra bl.a.
forretningsmæssige hensyn uden fornøden angivelse af principperne for at
fravige det for selskabet gældende gennemsnitsrenteprincip.
Af samme grunde tiltrædes det, at der ikke er grundlag for at tillade den
ansøgte reduktion af bonusrenterne for realrenteafgiftpligtige kapitaler de
første 12 måneder af forsikringstiden, for forsikringer tegnet med
eengangsindskud i perioden 30. september 1985 til 31. december 1985.
Officielle noter
Ingen
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Kendelse af 16. februar 1993. 92-547 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 16. februar 1993
Lignende dokumenter
- Beregnet bonus kan ikke fratrækkes i præmien for samme år. Retsinformation · 24. september 1997
- Kendelse af 17. august 1995. 95-5.189 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 17. august 1995
- Kendelse af 21. april 1993. 92-44.665 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. april 1993
- 02-131.549,03-136.322 - Kontributionsprincippet, forsikringstagere (21. december 2004) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 21. december 2004
- Finanstilsynet havde med rette nægtet at tage stilling til, om udbetalinger fra en pensionsforsikring kunne nedsættes, da det var et formueretligt spørgsmål, som henhører under domstolene, eventuelt Ankenævnet for Forsikring. Retsinformation · 24. september 1997
- 2005-0002561 Livsforsikringsselskab påbudt at bringe de af selskaberne ændrede regler for beregning af bonustillægsforsikringer i overensstemmelse med rimelighedsprincippet i lov om finansiel virksomhed § 21 (26. oktober 2006) Klagenævn (Nævnenes Hus) · 26. oktober 2006