Vurdering af priser og avancer (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Teksten
Vurdering af priser og avancer (* 1)
År 1972, den 13. september, blev i sagen j. nr. 9/70, Dansk Mel-Central
I/S, afsagt sålydende
KENDELSE:
I skrivelse af 24. juli 1970 har statsautoriseret revisor Aksel Madsen for
Dansk Mel-Central I/S (DMC) klaget over en af monopoltilsynet i skrivelse af
19. juni 1970 truffet afgørelse vedrørende DMC's priser på husholdningsmel.
Højesteretssagfører A. Victor Hansen har som advokat for DMC i skrivelser
af 26. marts 1971 og 20. januar 1972 nærmere præciseret og begrundet klagen.
Ved den påklagede afgørelse afslog monopoltilsynet en anmodning fra
klagerne om godkendelse af en forhøjelse af priserne for husholdningsmel,
idet tilsynet samtidig godkendte, at DMC i sine priser for husholdningsmel af
mærkerne Amo/Gluten indregner følgende beløb til henholdsvis råvareudgift,
emballage og bruttoavancetillæg:
kr. pr. 100 kg
Råvareudgift ( )
Emballage ( )
Bruttoavancetillæg 45,46
I alt 122,51
Med hensyn til opgørelsen af bruttoavancetillægget har monopoltilsynet i
afgørelsen oplyst:
»Til dækning af de henførbare omkostninger indregnes et beløb på
34,02 kr. pr.
100 kg svarende til det af DMC opgjorte omkostningsbeløb. Det bemærkes
herved, at tilsynet nærer nogen betænkelighed med hensyn til rimeligheden af
de principper, DMC har anvendt ved fordelingen af en række af de
fællesomkostninger der falder inden for denne omkostningsgruppe. Da
fordelingen imidlertid i en vis udstrækning må ses i sammenhæng med
opgørelsen af råvareudgiften, vil tilsynet indtil videre kunne godkende
selskabets opgørelse, men vil forbeholde sig ret til senere at tage de
Læs alt
anvendte fordelingsprincipper op til fornyet vurdering.
Beløbet til fællesomkostninger plus nettofortjeneste er indregnet i
bruttoavancetillægget med et samlet beløb på 11,44 kr. pr. 100 kg.
Tilsynet har ved opgørelsen heraf taget udgangpunkt i DMC's opgørelse af
udgifterne til administrationsomkostninger (møllerne + DMC) kantinedrift og
forsikringer (ialt 0.000.000 kr.). Hertil er lagt et beløb til afskrivninger
(1.192.000 kr.) svarende til de foretagne skattemæssige afskrivninger i
sidste regnskabsår. Man har herved fulgt tilsynets sædvanlige praksis,
hvorefter afskrivninger godkendes indregnet i priserne med et beløb svarende
til de af virksomhederne faktisk foretagne skattemæssige afskrivninger
opgjort på grundlag af aktivernes bogførte værdier, hvorimod de af revisor
Aksel Madsen omtalte »driftsøkonomiske afskrivninger« ikke vil
kunne lægges til grund ved prisgodkendelsen. Endvidere er indregnet et beløb
til forrentning af den i virksomheden arbejdende kapital (1.655.000 kr.), som
efter DMC's opgørelse for året 1969 i gennemsnit har udgjort ca. 16,5 mill.
kr. Forrentningsbeløbet er opgjort til 10 pct. af den i virksomheden i 1969 i
gennemsnit investerede kapital. Ved fastsættelsen af forrentningsprocenten
har tilsynet bl. a. taget hensyn til, at omkostningerne til selskabets
administration efter deres størrelse og sammensætning må anses at indeholde
en væsentlig nettoavanceindtjening.'
Klagerne har nedlagt påstand om, at det af monopoltilsynet fastsatte
bruttoavancetillæg - kr. 45,46 pr. 100 kg husholdningsmel af mærkerne
Amo/Gluten - forhøjes, idet klagerne gør gældende,
at afskrivninger bør indregnes med et større beløb i
bruttoavancetillægget,
at der i bruttoavancetillægget bør indregnes et større beløb til
forrentning af den arbejdende kapital,
at der bør indregnes et beløb til dækning af forretningsmæssig avance m.
v. svarende til 2 pct. af omsætningen, og
at »ikke-henførbare« omkostninger (fællesomkostninger) bør
fordeles mellem Amo/Gluten-mel og bagerimel efter omsat kvantum med
firedobbelt vægt på Amo/Glutenmel.
Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet.
Ved skrivelse af 17. juli 1972 har klagerne nedlagt nye underpåstande til
spørgsmålet om fordeling af »ikke-henførbare« omkostninger. Da de
til grund for disse påstande liggende principper ikke har været forelagt
monopolrådet, der således ikke har truffet afgørelse på dette grundlag, har
nævnet henstillet til parterne, at spørsmålet om fordeling af disse
omkostninger udgår af ankesagens behandling for nævnet og bliver gjort til
genstand for fornyet forhandling i monopoltilsynet. Parterne har taget
nævnets henstilling til følge.
Sagen har været behandlet på nævnets møder den 30. august og 11. september
1972. På det første møde var parterne repræsenteret og udtalte sig.
Overfor nævnet er der redegjort for sagen i indlæg af 26. marts 1971, 20.
januar og 17. juli 1972 fra klagerne og i indlæg af 27. september 1971, 6.
juni og 26. juli 1972 fra monopoltilsynet.
Om produktionsforholdene for DMC's produkter har klagerne oplyst følgende:
»DMC stiftedes den 1. august 1960 af de to handelsmøller Munke Mølle
A/S og Dampmøllen Victoria A/S, Odense, som interessenter. Interessentskabets
hovedformål er at varetage afsætningen af de to møllers produkter samt at
indkøbe de til deres produktion nødvendige råvarer m. v.
DMC var oprindelig kun anmeldt til registeret for så vidt angår Amo og
Gluten mel, for hvilken vare DMC har en markedsandel på omkring 60 pct. I
foråret 1969 blev registreringen imidlertid udvidet til at omfatte også
bagerimel, for hvilken vare DMC har en markedsandel på nær 25 pct.
DMC's hovedartikel er husholdningsmel af mærkerne Amo og Gluten.
Ved fremstillingen heraf fremkommer foruden affaldsprodukter som klid m.
v. et kvantum eftermel, som for en dels vedkommende blandes i bestemte
forhold med udmalede melkvaliteter, hvorved
der som biprodukt fremkommer et blandingsmel til industribrug.
Omsætningen kan således opdeles i 4 hovedgrupper:
1. Amo og Gluten mel,
2. Øvrigt husholdningsmel,
3. Bagerimel og
4. Andre handelsvarer.
Til belysning af forholdet mellem disse 4 varegrupper skal nævnes, at den
totale omsætning i 1969 på 78.749 tons fordeler sig som følger:
Amo/Gluten 29.116 tons
Øvrigt husholdningsmel 4.292 -
Bagerimel 35.241 -
Andre handelsvarer 10.100 -
-----------
78.749 tons
-----------
I 1970, hvor tallene nu foreligger, var fordelingen som følger:
Amo/Gluten 27.706 tons
Øvrigt husholdningsmel 5.053 -
Bagerimel 37.792 -
Andre handelsvarer 11.853 -
-----------
82.404 tons
-----------
Klagerne har givet følgende oversigt vedrørende klagens indhold:
»For så vidt angår bruttoavancetillægget sondres i Monopoltilsynets
skrivelse af 19. juni mellem på den ene side henførbare omkostninger og på
den anden side fælles omkostninger + nettofortjeneste (ikke-henførbare
omkostninger). Det bemærkes i denne forbindelse, at der ingen uenighed består
om hvilke omkostninger der er henførbare og hvilke der er ikke-henførbare.
For så vidt angår henførbare omkostninger er disse, som det fremgår af
skrivelsen godkendt indregnet med et beløb på kr. 34,02 pr. 100 kg svarende
til det af DMC opgjorte ........
Heller ikke herom drejer derfor anken sig.
For så vidt angår derimod fællesomkostninger + nettofortjeneste
(ikke-henførbare omkostninger) har Monopoltilsynet i samme skrivelse kun
godkendt disse poster indregnet med et beløb på kr. 11,44 pr. 100 kg.
Disse poster var af DMC foreslået indregnet med kr. 24,37.
Forskellen skyldtes dels, at Monopoltilsynet ikke har kunnet godkende
størrelsen af det beløb, hvortil de ikke-henførbare omkostninger er opgjort
af DMC, dels at Monopoltilsynet ikke har kunnet godkende den fordeling heraf
mellem Amo og Gluten på den ene side og andre produkter på den anden side,
som DMC havde foreslået.
I førstnævnte henseende fremgår det af Monopoltilsynets skrivelse af 19.
juni 1970 , at Monopoltilsynet har indregnet 3 poster, nemlig:
1. Administrationsomkostninger, kantinedrift og forsikringer,
2. Afskrivninger og
3. Renter af den arbejdende kapital.
Som det fremgår ..... , er der ingen uenighed om den første af posterne:
administrationsomkostninger, kantinedrift og forsikringer, som af
Monopoltilsynet er indregnet med det af DMC opgjorte beløb kr. (.....),
Derimod er der uenighed om posten: afskrivninger som af Monopoltilsynet er
indregnet med de af virksomheden faktisk foretagne skattemæssige
afskrivninger eller kr. 1.192.000,-, (ansat til kr.1.200.000,-) men foreslået
indregnet .......af DMC med kr. 2 mill.
Endvidere er der uenighed om posten: renter af den arbejdende kapital, som
af Monopoltilsynet er indregnet med 10 pct. af kr. 16.500.000,-, men af
virksomheden ...... foreslået indregnet med 12 pct af kr. (.......).
Endelig er der ikke af Monopoltilsynet indregnet forretningsmæssig avance,
heri andel i rationaliseringsgevinst og risikotillæg som af virksomheden er
foreslået indregnet med 2 pct. af omsætningen, eller for 1969 med kr.
1.432.000,-. .........
Nærværende anke drejer sig herefter om følgende spørgsmål: I Størrelsen af
det beløb, hvormed afskrivninger skal indregnes, II Størrelsen af det beløb,
hvormed renter af den arbejdende kapital skal indregnes, herunder hvilken
rentesats og hvilken arbejdende kapital der skal lægges til grund, og
III Spørgsmålet om hvorvidt forretningsmæssig avance kan kræves indregnet
og i bekræftende fald med hvilket beløb .......«
I. Klagerne finder, at det efter monopolloven må være berettiget at kræve
de afskrivninger lagt til grund, som er nødvendige ud fra en driftsøkonomisk
betragtning også under hensyntagen til foreliggende investeringsplaner, og at
s,»22.404'påklagede afgørelse i bruttoavancetillægget indregnede beløb
til afskrivninger derfor bør forhøjes - dog ikke op over 2 mill. kr. Klagerne
bemærker herved, at det ikke kan være i overensstemmelse med loven at kræve,
at det skal være de faktisk foretagne skattemæssige afskrivninger, der lægges
til grund, idet disse ikke behøver at være udtryk for den værdinedgang, der
har fundet sted i løbet af det pågældende år, endsige det beløb, der
nødvendigvis må henlægges til nyanskaffelser. Hertil kommer efter klagernes
opfattelse, dels at det forhold, at DMC i 1960 stiftedes som et
interessentskab med de 2 aktieselskaber som interessenter i stedet for som et
nyt aktieselskab, hvortil de bestående selskaber overdrog aktiver til den
reelle værdi med deraf følgende langt højere skattemæssige afskrivninger,
ikke bør stille klagerne i en mindre gunstig situation, dels at den
arbejdende kapital rigtigt opgjort overstiger den bogførte kapital, hvilket
medfører, at de skattemæssige afskrivninger beløbsmæssigt bliver for små,
selv om man lægger den skattemæssige afskrivning til grund. Endvidere har
klagerne bl. a. fremhævet, at møllerianlæg som følge af karakteren af et
sammenhængende system må anskaffes på een gang, og at fornyelse således ikke
kan ske etapevis med deraf etapevis indregning af afskrivninger, og at de
ikke som andre virksomheder rent praktisk kan foretage reinvesteringer
løbende og med rimelige beløb, men nødvendigvis må foretage dem springvis og
til forholdsvis meget store beløb. Dette er netop tilfældet, når klagerne
inden for en kortere årrække står over for at måtte opbygge et nyt
møllerianlæg.
Sammenfattende har klagerne om afskrivningerne anført, at en hensættelse
af beløb på 3 mill. kr. for året 1969 til driftsøkonomiske afskrivninger må
forekomme absolut rimelig, men for at affærdige kritik af de enkelte poster
og i erkendelse af, at en stigning i omkostningerne fra de af monopoltilsynet
anerkendte afskrivninger på 1,2 mill. kr. til driftsøkonomiske nødvendige
afskrivninger på ca. 3 mill. kr. ikke kan tilpasses i priserne på een gang,
er påstanden om en forhøjelse af afskrivningsbeløbet begrænset til 2 mill.
kr.
Monopoltilsynet har i anledning af det af klagerne om størrelsen af
afskrivningsbeløbet anførte oplyst, at tilsynet som hovedregel fastholder det
princip, at beløbene til afskrivninger, der indregnes i de godkendte priser,
er de afskrivninger, der faktisk agtes foretaget, dog højst svarende til de
af skattevæsenet tilladte skattemæssige afskrivninger. Tilsvarende gælder for
investeringsfondshenlæggelser og forskudsafskrivninger. Til det af klagerne
anførte bemærker tilsynet bl. a., at det må tillægges afgørende betydning, at
der ved tilsynets indregning af beløbene til afskrivninger sikres, at der
består en regnskabsmæssig overensstemmelse mellem opgørelsen af
virksomhedernes driftsresultat og ændringerne i kapitalapparatets bogførte
værdi, som efter tilsynets praksis ligger til grund for opgørelsen af den
forrentningsberettigede kapital. Tilsynet bemærker herved, at en mere eller
mindre skønsmæssig opgørelse af afskrivningsbeløbet uden forbindelse med
kapitalapparatets saldoværdi, således som klagerne har foreslået, vil betyde,
at man ophæver denne sammenhæng mellem driftsresultat og kapitalopgørelse.
Videre har tilsynet særligt fremhævet, at når klagerne ikke har ønsket
faktiske skattemæssige forskudsafskrivninger indregnet, beror dette på, at
deres investerings- og byggeplaner endnu kun er på et foreløbigt stadium,
således at det ikke har været muligt for klagerne at drage nytte af de
skattemæssige regler om forskudsafskrivninger. Også under hensyn hertil
finder tilsynet det udelukket at lægge de af klagerne hypotetisk opstillede
investeringsplaner til grund for det investeringsbeløb, der skal indgå i
kalkulationen. Under forhandlinger med klagerne har tilsynet imidlertid
tilkendegivet, at det er indstillet på at tage hensyn til investeringsplaner,
når disse foreligger konkretiseret.
Monopoltilsynet har sluttelig om dette spørgsmål bl. a. bemærket, at
væsentlige udvidelser af industrielle virksomheders produktionsanlæg ofte vil
ske i spring og kræve store investeringsbeløb, og at der derfor ikke er tale
om et forhold, der er specielt for klagerne. Tilsynet mener ikke, at
nødvendigheden af store springvise anlægsudgifter kan begrunde en særlig
stilling for sådanne virksomheder, således at hensyntagen ved prisansættelsen
til faktiske reinvesteringer og afskrivninger erstattes af adgang til
generelt at indregne såkaldte driftsøkonomiske afskrivninger, som er uden
reel tilknytning til virksomhedernes regnskabsmæssige afskrivninger og
aktuelle investeringer.
II. For så vidt angår forrentningen af den arbejdende kapital ønsker
klagerne i bruttoavancetillægget indregnet et større beløb hertil end af
monopoltilsynet fastsat, idet klagerne gør gældende, dels at den arbejdende
kapital rigtigt opgjort udgør mere end de af tilsynet til grund lagte
16.550.000 kr., dels at rentesatsen ikke bør være 10 pct., men 12 pct.
Klagerne opgør den arbejdende kapital således:
» Tusind kr.
Arbejdende kapital (ifølge monopoltilsynets opgørelse) 16.545
+ ejendomsværdier i henhold til den 14. alm. vurdering
for Munke Mølle A/S og Dampmøllen Victoria med fradrag
af foretagne afskrivninger siden 1960 (.....)
- bogførte ejendomsværdier for Munke Mølle og
Dampmøllen Victoria (.....)
-----------
Total 22.404«
-----------
Klagernes opgørelse adskiller sig således alene fra monopoltilsynets
derved, at faste ejendomme er medtaget til ejendomsværdi efter fradrag af
foretagne afskrivninger fra og med stiftelsen af interessentskabet. I øvrigt
er de af tilsynet godkendte og dermed bogførte værdier lagt til grund.
Klagerne bemærker herved bl. a., at grundværdien af de samlede
ejendomsværdier på 9.991.000 kr. kun udgør 544.000 kr., idet bygningerne i
vidt omfang er opført på lejet grund, og at det forhold, at der, såfremt
ejendomsværdierne lægges til grund, hvert 4. år vil blive udløst
prisforhøjelser, dels vil kunne afbødes ved hvert halve eller hele år at
foretage prisjusteringer efter indekstal, dels er et udtryk for, at klagerne
venter med en prisforhøjelse, de burde have haft på et tidligere tidspunkt.
Til støtte for klagernes opgørelse af den arbejdende kapital henviser
klagerne til, dels at det må være rimeligt, at den værdi, som af det
offentlige i øvrigt lægges til grund f. eks. ved beskatning, nemlig den
offentlige ejendomsværdi, også her lægges til grund, dels at denne værdi også
i øvrigt i almindelighed opfattes som værdien i handel og vandel af en fast
ejendom og i øvrigt i tidligere sager er lagt til grund, jfr. nævnets
kendelse af 19. oktober 1966 i sagen vedrørende Colon Emballage A/S
(offentliggjort i Meddelelser fra Monopoltilsynet 1966 s. 261), hvor nævnet
statuerede, at virksomhedens indtjening burde bedømmes i forhold til et
kapitalgrundlag svarende til de bogførte værdier, for faste ejendommes
vedkommende dog med et tillæg svarende til i hvert fald forskellen mellem
disses værdier og skatteværdierne.
Klagerne ønsker den arbejdende kapital som af dem opgjort forrentet med 12
pct. under hensyn dels til den effektive rente på obligationsmarkedet og dels
til, at det drejer sig om risikovillig kapital. Herudover begærer klagerne
indregnet et beløb til dækning af forretningsmæssig avance. Klagerne henviser
herved til den relativt lille bogførte værdi, til den høje udnyttelsesgrad og
til den store produktion, hvilke 3 forhold alle efter klagernes opfattelse
taler for en høj forrentningsprocent.
I anledning af, at det i et referat af sagen til monopolrådet er oplyst,
at de 10 pct. er fastsat under hensyntagen til, at omkostningerne til
selskabernes administration efter deres størrelse og sammensætning må anses
for at indeholde en væsentlig nettoavanceindtjening, hvorved er sigtet til de
»meget betydelige beløb«, der »er anvendt til aflønning af den
ene mølles direktører, som tillige er ejere af møllen og dermed medejere af
DMC« går klagerne ud fra, at der herved sigtes til et beløb på 300.000
kr., som efter tilsynets opfattelse er udbetalt »for meget« til den
ene mølles (....) direktør, som i øvrigt af den pågældende mølles
aktiekapital kun ejer 1 pct. Dette beløb udgør netop ca. 2 pct. af den af
tilsynet opgjorte arbejdende kapital. Klagerne finder, at det fremgår heraf,
at monopoltilsynet ikke kan være uening med klagerne i, at en forrentning på
12 pct. vil være rimelig. Omvendt er klagerne i princippet ikke uenige i, at
administrationsomkostningerne, der er en del af de ikke-henførbare
omkostninger, må reduceres for så vidt og i det omfang, udbetalinger til en
direktør er for store, men klagerne fastholder, at et sådant fradrag ikke kan
ske med den tilfældige procent, beløbet udgør af den arbejdende kapital til
enhver tid, men må fradrages enten i administrationsomkostningerne eller i
slutsummen af samtlige ikke-henførbare omkostninger.
Til klagernes opgørelse af den arbejdende kapital bemærker monopoltilsynet
bl. a., at det offentliges ejendomsvurderinger skal anvendes som grundlag for
beskatningen af fast ejendom, og at bevægelsen i vurderingssummerne således
bl. a. udtrykker de virkninger, den samfundsmæssige udvikling har på
grundværdier, hvoraf følger, at de ikke kan tages som udtryk for værdien af
de produktionsfaktorer, der er investeret i virksomhederne og derfor heller
ikke kan danne grundlag for den faktoraflønning, som forrentningsbeløbet er
udtryk for. Tilsynet finder derfor, at anvendelsen af ejendomsværdierne som
mål for den investerede kapital vil kunne få helt urimelige virkninger på
priserne. F. eks. ville en stigning i grundværdierne betinget af særlige
ændringer i beliggenhedsværdi eller andre efterspørgsels- og
udbudsbestemmende faktorer kunne begrunde en forhøjelse af de godkendte
priser, og på samme måde ville der hvert 4. år blive udløst prisforhøjelser,
der alene var begrundet i stigningen i de offentlige vurderinger. I øvrigt
finder tilsynet, at der specielt for bygninger ikke synes at være nogen reel
begrundelse for at lægge et andet princip til grund end for værdiansættelsen
af maskiner, inventar og lignende. Efter klagernes påstand ville der
imidlertid blive tale om en særlig høj forrentning af de midler, der
investeres i bygninger, og dette forhold kunne tænkes at fremkalde uheldige
skævheder i investeringerne.
For så vidt klagerne har henvist til nævnets kendelse af 19. oktober 1966
vedrørende Colon Emballage A/S bemærker monopoltilsynet, at der i denne
kendelse alene er fastlagt et udgangspunkt for opgørelsen af de faste
ejendommes kapitalværdi i den konkrete sag. Derimod giver afgørelsen efter
tilsynets opfattelse ikke mulighed for, at der efterfølgende skal ske en
løbende opregulering af de kapitalværdier, hvormed de faste ejendomme indgår
i det samlede kapitalgrundlag. Tilsynet mener således, at denne kendelse
netop ikke indebærer, at faste ejendomme skal forhøjes svarende til
forhøjelsen af de af det offentlige fastsatte ejendomsværdier.
Vedrørende opgørelsen af den arbejdende kapital anfører monopoltilsynet
endvidere, at når spørgsmålet om denne kan opstå således som i nærværende
sag, må det i et vist omfang ses på baggrund af de meget fordelagtige
afskrivningsregler, der blev indført i 1957. Når de skattemæssige regler for
afskrivninger følges, vil der hurtigt opstå en betydelig forskel mellem på
den ene side kapitalapparatets bogførte værdi og på den anden side anlæggenes
værdi i handel og vandel, men tilsynet finder det næppe rimeligt, at den
fordel, der i første omgang gives virksomhederne gennem reglerne om skattefri
afskrivninger, henlæggelser til investeringsfonds og forskudsafskrivninger
senere skal kunne danne grundlag for et krav om yderligere fordele med hensyn
til opgørelsen af det forrentningsberettigede kapitalgrundlag. Tilsynet
fastholder derfor, at opgørelsen af forrentningsbeløbet fastsættes på
grundlag af den arbejdende kapitals bogførte værdi i overensstemmelse med
hidtidig praksis.
Monopoltilsynet anfører, at tilsynet ved den påklagede afgørelse har
fundet det rimeligt, at der i de godkendte priser indregnes en forrentning af
den investerede kapital på ca. 12-13 pct., d. v. s. 10 pct. af den arbejdende
kapital + en skønsmæssig andel af virksomhedens udgifter til direktørgager,
der efter deres størrelse og sammensætning må anses at indeholde beløb, der
må betragtes som nettoavance. En forrentning af denne størrelsesorden har
kunnet begrundes med henvisning til de foreliggende konkrete forhold,
herunder klagernes relativt lave kapitalværdier og klagernes ret høje
kapacitetsudnyttelse. Med hensyn til den i sagen fremdragne store
direktørgage anfører tilsynet, at medens man i Dampmøllen Viktoria har kunnet
nøjes med en direktørgage på ca. (...) kr., har udgiften hertil i Munkemølle
udgjort ca. (...) kr. eller godt (...) kr. mere. Da direktørfunktionerne i de
2 møller næppe er væsentligt forskellige, og da produktionen og øvrige
forhold stort set svarer til hinanden, kunne der være grundlag for at hævde,
at de samlede direktørgager skulle reduceres med et beløb på ca. 1/2 mill.
kr. Imidlertid finder tilsynet det rigtigere, at man lader dette spørgsmål
indgå i vurderingen af klagernes samlede økonomiske stilling, som lægges til
grund ved fastsættelsen af forrentningsbeløbets størrelse.
III. Til støtte for påstanden om, at der i bruttoavancetillægget indregnes
et beløb til dækning af forretningsmæssig avance m. v. svarende til 2 pct. af
omsætningen, henviser klagerne dels til det rimelige i, at en virksomhed
foruden passende forrentning af arbejdende kapital opnår også en rimelig
nettoavance, dels til nævnets kendelse af 8. maj 1964 i klagernes sag
(offentliggjort i Meddelelser fra monopoltilsynet 1964 side 99), hvor det
forudsættes, at der udover forrentning af arbejdende kapital skal indregnes i
priserne en »passende dækning for den risiko, under hvilken virksomheden
arbejder«, samt at priserne ikke må føre til, »at de af DMC ved
rationalisering opnåede fordele på urimelig måde beskæres«.
Klagerne erkender, at fastsættelsen af et beløb til dækning af
forretningsmæssig avance beror på et skøn, men finder, at fastsættelsen af
beløbet som en procentdel af omsætningen må være naturlig, og at det i denne
henseende udøvede skøn på 2 pct af omsætningen er rimeligt.
Hertil kommer efter klagernes opfattelse imidlertid, dels at forbruget af
husholdningsmel i Danmark er stærkt dalende og i øvrigt generelt er dalet
mere end omsætningsnedgangen for klagernes vedkommende, og at det må være
rimeligt, at klagerne får kompensation for den risiko som de herefter er ude
i, dels at der hos klagerne er tale om en særlig høj grad af
kapacitetsudnyttelse og dermed om en rationaliseringsgevinst, af hvilken de
må have krav på en passende andel. Heroverfor anfører monopoltilsynet bl. a.,
at der næppe med henvisning til bestemmelserne i monopollovens § 12, stk. 4,
jfr. § 11, stk. 2, kan skabes grundlag for at give klagerne en særlig høj
forrentning af sin kapital som følge af, at der i en årrække har været
nedgang i forbruget af husholdningsmel. Denne nedgang, der forventes at
fortsætte i de kommende år, må imidlertid snarere tale for tilbageholdenhed i
prisfastsættelsen for denne vare end for at indregne en særlig risikopræmie i
prisen. Det faldende forbrug vil dels gøre det mindre tiltrækkende for
eventuelle konkurrenter at søge at trænge ind på dette marked, dels gøre
nyinvesteringer overflødige. Særlig gunstige indtjeningsforhold kan derfor
næppe begrundes ved dette forhold. Endvidere anfører tilsynet, at der ved
forrentningsprocentens fastsættelse allerede er taget hensyn til klagernes
høje kapacitetsudnyttelse, og at det må anses for tvivlsomt, i hvilket omfang
denne kapacitetsudnyttelse er udtryk for en rationaliseringsgevinst.
Om rationaliseringsgevinsten bemærker monopoltilsynet i øvrigt, at selve
opgørelsen af rationaliseringsgevinstens størrelse vil være behæftet med
betydelig usikkerhed, fordi det ofte er vanskeligt præcist at udskille de
produktivitetsforbedringer, der skyldes særlig indsats fra den pågældende
virksomheds side, fra produktivitetsforbedringer, der følger af den normale
tekniske udvikling. Det forhold, at der gennem sammenslutningen af de to
møller er sket en koncentration af melproduktionen og derved skabt mulighed
for en række stordriftsfordele, kan imidlertid næppe i sig selv begrunde, at
klagerne for ubegrænset tid har krav på en særlig høj indtjening med
henvisning til rationaliseringsgevinsten. Tilsynet tilføjer, at i sin praksis
følger tilsynet det synspunkt, at den ved en rationalisering opnåede
besparelse kun delvis skal tilfalde virksomheden og kun inden for en
begrænset periode.
Monopoltilsynet afviser, at der ikke i den godkendte pris er medregnet et
rimeligt beløb til nettofortjeneste. Efter tilsynets opgørelse ville
klagernes påstand i øvrigt indebære et krav om en forrentningsprocent på ca.
25. Det samlede forrentningsbeløb er ansat til 4,1 mill. kr. (2,7 + 1,4 mill.
kr.), hvilket skal sammenholdes med en investeret kapital opgjort efter
bogførte værdier på 16,5 mill. kr. Et sådant forrentningsniveau ligger langt
over det kapitaludbytte, der opnås af virksomheder, der arbejder under aktiv
konkurrence i en branche som den her omhandlede, og må efter tilsynets
opfattelse betegnes som en i monopollovens forstand urimelig høj
nettoindtjening.
Til det således foreliggende skal nævnet udtale:
Nævnet er enigt med monopoltilsynet i, at klagernes planer om en mere
omfattende fornyelse af klagernes møllerianlæg inden for en kortere årrække
ikke har en sådan konkret karakter, at de bør tages i betragtning ved
indregningen af afskrivninger m. v. i de godkendte priser. Nævnet er
ligeledes enigt med tilsynet i, at klagernes ejendomme ved opgørelsen af den
arbejdende kapital ikke bør ansættes højere end den bogførte værdi, der i
forbindelse med de regnskabsmæssige afskrivninger er indgået som elementer i
tilsynets tidligere foretagne vurderinger af klagernes prisfastsættelse og
økonomiske stilling.
Nævnet kan herefter tiltræde monopoltilsynets opgørelse af afskrivningerne
og den arbejdende kapital, der må ses i sammenhæng og i den foreliggende sag
er foretaget i overensstemmelse med tilsynets sædvanlige praksis.
For så vidt angår nettoavancen, derunder forrentningen af den arbejdende
kapital samt dækning af den risiko, virksomheden arbejder under, finder
nævnet ikke, at der under sagen er fremkommet oplysninger, der kan begrunde,
at der i priserne indregnes et højere beløb end svarende til den af tilsynet
godkendte sats på 12-13 pct. af den arbejdende kapital.
Herefter findes der at være indrømmet klagerne et omkostningstillæg, der
rummer en rimelig nettoavance. Som følge heraf kan klagernes påstand om, at
der yderligere indregnes 2 pct. af omsætningen til dækning af
forretningsmæssig avance m. v., ikke tages til følge. Idet bemærkes, at der
ikke i det af monopoltilsynet anførte skønnes at være tilstrækkeligt grundlag
for at anse en del af denne nettoavance som indeholdt i de gager, der nu
udbetales til direktørerne i Munke Mølle, finder nævnet, at der bør indrømmes
klagerne en vis forhøjelse af bruttoavancetillægget, der efter de af dem
nedlagte påstande kan fastsættes til 2 pct. ud over de af monopoltilsynet
godkendte 10 pct. af den arbejdende kapital.
Herefter bestemmes:
Den af monopoltilsynet den 19. juni 1970 trufne afgørelse stadfæstes med
den ændring, at det godkendes, at der i bruttoavancetillægget indregnes en
forrentning på 12 pct. af den i virksomheden arbejdende kapital, således som
denne er opgjort af monopoltilsynet.
Lignende dokumenter
- Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - kvalifikationskrav (* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Klageberettigelse (* 1) (* 2) Retsinformation · 24. september 1997
- Brancheforeningers optagelsesbetingelser (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsstandsning - håndhævelse af videresalgspriser - boykot (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - kvalifikationskrav (* 1) Retsinformation · 24. september 1997
- Leveringsnægtelse - forhandlerantagelsesbetingelser - kvalifikationskrav(* 1) Retsinformation · 24. september 1997