Spring til indhold

Retsinformation

Leveringsnægtelse - substitutionsmuligheder - mærkevarer (* 1)

KEN nr 10002 af 29/11/1957Endelig adm. afgørelseErhvervsministeriet24. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Teksten

Leveringsnægtelse - substitutionsmuligheder -

mærkevarer (* 1)

KENDELSE:

Ved kendelse af 4. oktober 1957 har højesteretssagfører Gert Jessen som

sagfører for Aktieselskabet Bing & Grøndahl's Porcellænsfabrik klaget

over en af monopoltilsynet under 27. juni 1957 truffen afgørelse, hvorefter

tilsynet i henhold til monopollovens § 12, stk. 2, har pålagt selskabet inden

1. november 1957, at ændre de almindelige betingelser for antagelse af

forhandlere, således at selskabet uden for byer og bymæssige bebyggelser med

mere end 5000 indbyggere som forhandlere antager isenkræmmere og blandede

forretninger med speciel afdeling for salg af isenkram på samme vilkår som

selskabets øvrige forhandlere, når der ikke kan gøres berettigede

indvendinger imod de pågældende forretninger, f.eks. vedrørende deres udstyr

og standard . Efter pålæget vil selskabet dog som betingelse for antagelse af

forhandlere kunne stille krav om, at de pågældende forpligter sig til at

aftage varer for mindst 3000 kr. om året .

Under 30. oktober 1957 har monopoltilsynet efter omstændighederne tiltrådt

et af klageren fremsat ønske om, at fristen for efterkommelse af det

påklagede pålæg forlænges indtil 1. januar 1958, idet tilsynet dog

forudsætter, at pålæget gennemføres, så snart ankenævnets afgørelse

foreligger .

Sagen har været behandlet på et møde i nævnet den 22. november 1957, hvor

såvel klageren som monopoltilsynet og De samvirkende Købmandsforeninger i

Danmark var repræsenteret.

Klageren har nedlagt påstand om, at det under 27. juni 1957 meddelte pålæg

ophæves.

Monopoltilsynet har påstået den påklagede afgørelse stadfæstet, og hertil

har De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark sluttet sig.

Det fremgår af sagen, at monopoltilsynet efter i august 1955 at have

modtaget en besværing fra firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen, Dianalund,

Læs alt

over at firmaet ikke havde kunnet opnå at blive forhandler af klagerens

varer, under 15. december 1955 meddelte klageren, at tilsynet efter de

foreliggende oplysninger ikke havde fundet grundlag for indgriben i henhold

til monopollovens § 12, stk. 3. Videre fremgår det, at den nu påklagede

afgørelse er truffet, efter at tilsynet havde optaget sagen til fornyet

behandling efter henstilling herom i skrivelse af 12. januar 1956 fra firmaet

Hoff-Nielsen & Mogensen, og under hensyn til firmaets oplysninger om

klagerens salg gennem Fællesforeningen for Danmarks Brugsforeninger (F.D.B.)

til brugsforeningerne. Firmaet, der er en blandet landhandel med speciel

afdeling for salg af isenkram og porcellænsvarer, har i 1956 haft en samlet

omsætning som foruden isenkram omfatter kolonial, foderstoffer, trælast,

brændsel og byggematerialer, på ca. 2,2 mill. kr. Salget i

isenkramafdelingen, hvor porcellænsvarerne forhandles, beløber sig til ca.

200.000 kr. om året, og firmaet har i 1956 indkøbt for ialt 15.556 kr.

porcellæns- og fajancevarer.

Endvidere er det oplyst, at klageren, der fremstiller service og

kunstgenstande af porcellæn, men ikke fajancevarer, anslås at have ca. 20

pct. af den samlede indenlandske omsætning af porcellæns- og fajancevarer, og

at her i landet - foruden klageren - A/S Den Kongelige Porcellainsfabrik, A/S

Niels Holst & Søn og nogle mindre fabrikker, fremstiller service og

kunstgenstande af porcellæn, hvortil kommer en ret betydelig import af disse

varer. Klageren begrænser - uden at etablere et eneforhandlersystem og uden

at være bundet af aftaler til nogen sider - efter sit skøn kredsen af

forhandlere af de af klageren fremstillede varer, idet klageren herved ønsker

at sikre, at den enkelte forhandler holder et rimeligt lager og har en

rimelig omsætning af de pågældende varer, og at disse kun føres i

forretninger af en sådan standard, at varerne ved udstilling etc. fremtræder

i omgivelser, der passer for en kunstindustriel vare af den kvalitet, der her

er tale om. Klageren har 463 forhandlere inclusive et antal boghandlere,

medens Statistisk Departement anslår, at der er ca. 1400 forretninger

indenfor kategorien handel med glas, porcellæn, isenkram .

Det er af klageren anført, at beslutningen om ikke at antage firmaet

Hoff-Nielsen & Mogensen som forhandler er bestemt af ovennævnte hensyn i

forbindelse med, at der er lagt vægt på, at klageren i forvejen på fuldt

tilfredsstillende måde er dækket af forhandlere indenfor det pågældende

stedlige område.

Til støtte for sin påstand har klageren gjort gældende, at der ikke i

monopollovens § 12, stk. 2, er hjemmel for den trufne afgørelse, og har i

denne henseende anført, at monopoltilsynet er enigt i, at det ikke i

medfør af lovens § 12, stk. 3, kan pålægges klageren at levere varer til

firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen, at tilsynet desuagtet har meddelt

det ved den påklagede afgørelse givne pålæg, fordi klageren ikke har ønsket

at antage firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen som forhandler, men at

det ikke kan være lovens mening, at et generelt pålæg efter lovens § 12, stk.

2, skal kunne benyttes med det formål at gennemtvinge en samhandel med et

enkelt firma under forhold, hvor betingelserne efter lovens § 12, stk. 3, for

at give pålæg om sådan samhandel ikke er til stede. Klageren har i denne

forbindelse fremhævet, at tilsynet - således som det er bekræftet af dette -

under sine forhandlinger med klageren efter sagens genoptagelse har givet

udtryk for, at tilsynet indtil videre ikke ville udstede noget generelt

pålæg, såfremt klageren ville antage firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen som

forhandler. Endvidere har klageren i det hele henvist til, at et generelt

indgreb i en virksomheds salgsmetoder må have meget stærke grunde for sig,

navnlig når det som for klagerens vedkommende drejer sig om en

enkeltvirksomhed, der ikke er bundet af aftaler med andre enkeltvirksomheder

eller organisationer om et salg, der kun udgør en mindre del af det samlede

salg her i landet af de pågældende varer.

Klageren har anført, at det meddelte pålæg er vilkårligt, da

forskelsbehandlingen af næringsdrivende i byer med over eller under 5000

indbyggere netop medfører urimelig ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelser.

Pålæget er derhos uden saglig begrundelse. Et meget stort antal

porcellænshandlere klarer sig uden klagerens varer; for så vidt angår firmaet

Hoff-Nielsen & Mogensen er dette nu forhandler af varer fra Den Kgl.

Porcellainsfabrik - der iøvrigt også antager forhandlere efter et skøn - og

A/S Niels Holst & Søn, og firmaet mangler således ikke førsteklasses

dansk porcellæn.

Klageren har i denne forbindelse bl.a. henvist til, at Centralforeningen

for Danmarks Isenkræmmere i en i sagen fremlagt skrivelse af 3. oktober 1957

har udtalt, at en betydelig del af de af foreningens medlemmer, der driver

porcellænsforretning, ikke forhandler klagerens varer, og at dette er udtryk

for, at det meget vel kan lade sig gøre at drive en velassorteret forretning

med procellæn uden at have klagerens varer, ligesom foreningen videre har

udtalt, at der ikke fra et detailhandlersynspunkt med rette kan gøres

indvending mod den gældende ordning. Klagerne mener iøvrigt, at den trufne

afgørelse vil føre til en meget betydelig udvidelse af forhandlerantallet, og

at der ved sagens afgørelse bør tages hensyn til klagerens interesse i at

have en begrænset kreds af forhandlere, der er interesseret i og i stand til

at yde en indsats netop for klagerens varer. En spredning af salget vil efter

klagerens opfattelse virke omkostningsfordyrende, da det samlede salg ikke

vil kunne øges, fordi produktionen af tekniske grunde er begrænset og

markedet under de nuværende konkurrenceforhold ikke kan optage mere. Hertil

kommer, at når salget skal fordeles mellem flere, og den enkelte forhandler

derfor ikke kan opretholde en rimelig omsætning, vil han ikke kunne føre et

rimeligt lager og derfor miste interessen for selskabets varer, på hvilke

fortjenesten under de salgsbetingelser, der har kunnet opnå monopoltilsynets

godkendelse, iøvrigt er væsentlig mindre end på udenlandsk porcellæn. Endelig

anfører klageren, at det ved pålæget krævede minimumssalg på 3000 kr. årligt

ikke vil kunne blive effektivt på grund af fabrikkens leveringsvanskeligheder

som følge af, at produktionen ikke kan forøges.

For så vidt monopoltilsynet ved sin genoptagelse og afgørelse af sagen har

lagt særlig vægt på, at der må anses at være en urimelig forskel i vilkårene

for erhvervsudøvelse derved, at brugsforeningerne, som et firma som

Hoff-Nielsen & Mogensen må konkurrere med, uden særlige betingelser har

adgang gennem F.D.B. til at forhandle klagerens varer, bemærker klageren, at

dette salg er historisk begrundet i ønsket om at undgå F.D.B.'s oprettelse af

en ny fabrik og har forholdsvis underordnet betydning (i 1956 en omsætning af

serviceporcellæn på ca. 5 pct. af klagerens samlede indenlandske omsætning),

og at dette salg også medfører, at varerne kan forhandles af

brugsforeningerne i byer og bymæssige bebyggelser med over 5000 indbygger der

ikke omfattes af pålæget, men hvor brugsforeningssalget betyder mere end på

landet. Særligt med hensyn til 3 brugsforeninger på den pågældende egn, der

af firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen er anført som konkurrenter til

firmaet, fremhæver klageren, at den ene af disse slet ikke i 1956 har

forhandlet klagerens porcellæn, og at omsætningen af denne vare i de to andre

i 1956 tilsammen har andraget 1300 kr. Salget igennem brugsforeningerne

omfatter iøvrigt delvis stel, som brugsforeningerne har eneret på, og som

således ikke findes i den almindelige handel, ligesom der omvendt findes en

række stel, som klagerens egne forhandlere har eneret på.

Monopoltilsynet har overfor det af klageren således anførte gjort

gældende, at firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen og antagelig en række andre

tilsvarende forretninger i landdistrikterne og de mindre byer må antages at

have en væsentlig erhvervsmæssig interesse i at føre klagerens varer, og at

den af klageren praktiserede udvælgelse af forhandlere, hvorved der bl.a.

ydes hidtidige forhandlere en beskyttelse, indebærer en urimelig ulighed i

vilkårene for erhvervsudøvelse, jfr. monopollovens § 11. Tilsynet har i denne

henseende fremhævet, at klageren er optaget i tilsynets register, og

at klagerens varer efter tilsynets opfattelse såvel af forbruger som

forhandler er genstand for speciel efterspørgsel, at klagerens

antagelse af forhandlere ikke sker konsekvent, idet klageren, der iøvrigt

tidligere har leveret til en grossistvirksomhed med ca. 65 kunder, leverer

til F.D.B., hvorved brugsforeninger får mulighed for uden nogen individuel

bedømmelse i hvert enkelt tilfælde at forhandle klagerens varer, samt

at firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen, hvad angår udstyr og standard

samt muligheden for at aftage et passende varekvantum, må anses for at kunne

sidestilles med klagerens nuværende forhandlere. Tilsynet har ved den trufne

afgørelse fundet det muligt uden anvendelse af lovens § 12, stk. 3, ved en

objektivering af klagerens almindelige forretningsbetingelser at

tilvejebringe lighed i vilkårene for erhvervsudøvelse og har iøvrigt med

hensyn til pålægets nærmere udformning tilbudt klageren en drøftelse i så

henseende, men klageren har næget at deltage heri.

Endvidere fremhæver monopoltilsynet, at man ved sagens behandling navnlig

har haft forholdene i landdistrikterne og de mindre byer for øje uden herved

at ville afskære sig fra på given foranledning også at tage forholdene i de

større byer op til undersøgelse. Medens en mere vidtgående specialisering er

almindelig i de større byer, således at de enkelte forretninger kun fører et

begrænset vareudvalg, finder tilsynet, at det for landdistrikternes blandede

købmandsforretninger, der foruden at konkurrere med specialforretningerne i

byerne især må konkurrere med almindelige brugsforeninger, kan være af

væsentlig betydning ikke at være tvunget til at afvise kunder, der

efterspørger varer, som det er muligt at købe i brugsforeninger, uanset om

disse har særlig afdeling for isenkram. Tilsynet finder ikke, at klagerens

salgspolitik belyses ved, at et væsentligt antal af de ca. 1400 forretninger

indenfor gruppen handel med glas, porcellæn, isenkram ikke fører klagerens

varer, idet denne erhvervsgruppe omfatter en betydelig række

specialforretninger, herunder rene isenkramforretninger, der ingen anledning

har til at føre disse varer.

De samvirkende Købmandsforeninger i Danmark har særligt fremhævet den

urimelige ulighed i vilkårene for erhvervsudøvelse, som klageren efter

organisationens opfattelse skaber ved en udpræget forskelsbehandling af to

kategorier af forretninger, der under en meget stærk konkurrencesituation

henvender sig til det samme publikum, idet klageren gennem F.D.B. kan afsætte

sine varer til alle landets ca. 1700 land-brugsforeninger uden hensyn til, om

der til disse er knyttet en særlig isenkramafdeling, medens

landkøbmandsforretningerne med samme struktur ganske er udelukket fra

forhandling af disse varer.

Selv om nævnet er enigt med monopoltilsynet i, at der foreligger en

ulighed i firmaet Hoff-Nielsen & Mogensen's og brugsforeningernes adgang

til forhandling af klagerens varer, finder nævnet, at dette forhold, der fra

klagerens side har en rimelig og saglig forretningsmæssig begrundelse, ikke i

sig selv kan give tilstrækkelig anledning til at gribe ind i klagerens adgang

til efter et skøn ud fra sine forretningsmæssige interesser at bestemme, hvem

klageren vil handle med. Endvidere må nævnet lægge væsentlig vægt på, at

forhandlere af procellæn også uden at føre klagerens varer - der ikke har

karakter af almindelige forbrugsvarer og ikke for forbrugerne har særlig

forsyningsmæssig betydning - vil være i stand til i betydeligt omfang at

tilfredsstille efterspørgslen efter porcellænsvarer.

Herefter og efter det iøvrigt foreliggende finder nævnet, at der ikke

foreligger tilstrækkeligt grundlag for det i medfør af monopollovens § 12,

stk. 2, meddelte pålæg om ændringer i klagerens forretningsbetingelser.

Klagerens påstand vil derfor være at tage til følge.

Herefter bestemmes:

Det ovennævnte af monopoltilsynet under 27. juni 1957 meddelte pålæg

ophæves.

Lignende dokumenter