Spring til indhold

Retsinformation

Tilflyttere, skatteberegning.. (* 1)

KEN nr 18834 af 07/12/1987Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Tilflyttere, skatteberegning.. (* 1)

Direktør A klagede over, at de stedlige skattemyndigheder ved

skatteberegningen for indkomståret 1981 havde ansat en helårsindkomst på

128.578 kr.

Det var oplyst, at klageren for perioden fra den 1. januar til den 31.

juli 1981 havde været begrænset skattepligtig. Han var flyttet tilbage til

Danmark den 1. august 1981 og fuldt skattepligtig for perioden fra den 1.

august til den 31. december 1981.

Klageren havde opgjort sin skattepligtige indkomst for indkomståret 1981

ved at opgøre en beregnet helårsindkomst på 263.801 kr. for perioden som

begrænset skattepligtig, og en beregnet helårsindkomst på -187.369 kr. for

resten af året, i alt en skattepligtig indkomst herefter på 76.432 kr. Der

var i den beregnede helårsindkomst på 263.801 kr. indregnet en engangsindtægt

på 248.900 kr. Ved den ansatte skatteberegning, som blev foretaget efter

anvisning fra Statsskattedirektoratet, var der modregnet underskud fra den

fulde skattepligtsperiode fra den 1. august til den 31. december 1981, i

positiv indkomst i den begrænsede skattepligtsperiode fra den 1. januar til

den 31. juli, forinden indkomsten i sidstnævnte periode omregnes til

helårsindkomst. Der fremkom herved en omregnet helårsindkomst på -120.322

kr., hvortil kom engangsindtægten på 248.900 kr., eller i alt en

skattepligtig indkomst på 128.578 kr.

Til støtte for den foretagne ansættelse og skatteberegning havde

Statsskattedirektoratet henvist til afgørelsen i Landsskatterettens

Meddelelser 1983.58, der fastslog, at underskud fra en periode med begrænset

skattepligt skal modregnes i overskud fra en anden periode i samme kalenderår

med fuld skattepligt. Det var herved direktoratets opfattelse, at underskud

fra en skattepligtsperiode kunne modregnes i en anden skattepligtsperiodes

overskud uden hensyntagen til, af hvilke komponenter det pågældende underskud

var sammensat.

Klagerens revisor anførte, at modsat den i den nævnte

Læs alt

landsskatteretsafgørelse foreliggende situation, var skattepligtsperioderne i

klagerens tilfælde af forskellig længde, ligesom der var positiv indkomst i

perioden med begrænset skattepligt og negativ indkomst i den fulde

skattepligtsperiode, hvilket også var det modsatte af de faktiske forhold i

den anførte landsskatteretskendelse.

Ved den selvangivne skatteberegning var hver skattepligtsperiodes indkomst

omregnet til helårsindkomst på grundlag af hver periodes faktiske længde,

hvilket var i overensstemmelse med reglerne i kildeskattelovens § 22 og § 35.

Den ansatte beregning anvendte længden af den faktiske skattepligtsperiode

som omregningsfaktor, hvilket ville give vilkårlige resultater afhængig af,

hvornår tilbageflytning var sket, hvilket klagerens revisor ikke fandt

rimeligt.

Det var endelig anført, at der ved klagerens fraflytning til udlandet i

1979 var anvendt samme metode som den selvangivne skatteberegning i

forbindelse med tilbageflytningen, og denne fremgangsmåde havde

skattemyndighederne ikke tidligere gjort indsigelse imod.

Der blev nedlagt påstand om, at den selvangivne beregning blev taget til

følge, og at klageren var berettiget til personfradrag.

Statsskattedirektoratet gjorde under sagen gældende, at det i en situation

som den foreliggende, hvor der ingen positiv indkomst var i perioden med fuld

skattepligt, var perioden med begrænset skattepligt, for hvilken der skulle

foretages skatteberegning. Den selvangivne skatteberegning forudsatte, at

skatteberegningen i hele kalenderåret skulle foretages under et. Dette var

ikke i overensstemmelse med bestemmelsen i ligningslovens § 35, stk. 3, der

forudsatte, at indkomstperioden kunne være kortere end et kalenderår, og der

skulle derfor i sådanne tilfælde foretages omregning til helårsindkomst. Det

var alene indtægterne og udgifter i den periode, hvori der bestod begrænset

skattepligt, der skulle omregnes under hensyn til periodens længde. Der

opstod herved det spørgsmål, om underskud for perioden med fuld skattepligt -

som kunne fradrages i indkomsten for den førstnævnte periode - skulle

behandles som engangsudgift eller som en løbende udgift, der skulle omregnes

under hensyntagen til skattepligtsperiodens længde.

Dette spørgsmål var der taget stilling til i den af Landsskatteretten

afsagte kendelse, 1983.58, hvori det statueredes, at underskud i en periode

af indkomståret skulle fradrages i en indkomstperiode med positiv indkomst,

før omregning til helårsindkomst fandt sted.

I nærværende sag var der negativ indkomst i den fulde skattepligtsperiode

og positiv indkomst i den begrænsede periode - modsat forholdet i

landsskatteretsafgørelsen - men dette gjorde efter Statsskattedirektoratets

opfattelse ingen forskel.

Med hensyn til personfradrag kunne der efter reglerne ikke indrømmes

sådant fradrag i perioden med negativ indkomst, og da der ikke i den

skattepligtige indkomst for perioden med begrænset skattepligt indgik de i

kildeskattelovens § 37, stk. 7, nævnte indkomstarter, kunne klageren ikke

anses for berettiget til personfradrag.

Landsskatteretten kunne tiltræde det af Statsskattedirektoratet anførte,

hvorefter det var skatten i den periode, hvori der var positiv indkomst, i

dette tilfælde den begrænsede skattepligtsperiode fra den 1. januar til den

31. juli 1981, der skulle beregnes.

Retten kunne videre tiltræde, at underskud fra den fulde

skattepligtsperiode blev modregnet før omregning til helårsindkomst, således

som det var statueret i Landsskatterettens kendelse 1983.58. Det fandtes

herved uden betydning, hvorvidt der var tale om underskud i den begrænsede

eller den fulde skattepligtsperiode.

Retten tiltrådte endvidere, at klageren ikke tilkom personfradrag med den

af Statsskattedirektoratet anførte begrundelse herfor.

Den ansatte skatteberegning blev herefter i det hele stadfæstet.

LV 1986, A 1.6.2.

Lignende dokumenter