Spring til indhold

Retsinformation

Befordringsfradrag - ligningslovens § 9 B - parkeringsudgifter. (* 1)

KEN nr 18552 af 02/10/1990Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Befordringsfradrag - ligningslovens § 9 B -

parkeringsudgifter. (* 1)

A klagede for indkomståret 1987 over, at hans fradrag på 3.305 kr. for

parkeringsudgifter var anset som en udgift i forbindelse med indtægtsgivende

arbejde, hvorfor udgiften var reduceret med grundbeløbet på 3.000 kr., jf.

ligningslovens § 9, stk. 1.

Det fremgik, at klageren, der var lærer, havde et bijob uden for den

sædvanlige arbejdsplads, hvor han 2-3 dage om ugen underviste børn. Klageren

kørte i bil hertil og parkerede som regel i et nærliggende parkeringshus.

Kørslen i forbindelse med klagerens bijob var fratrukket med

Ligningsrådets takster som en fradrageberettiget befordringsudgift i medfør

af ligningslovens § 9 B om kørsel mellem skiftende eller flere samtidige

arbejdssteder.

Klageren påstod parkeringsudgiften anerkendt som fuldt ud

fradragsberettiget i lighed med de øvrige befordringsudgifter. De stedlige

skattemyndigheder havde fundet, at parkeringsudgiften henhørte under

ligningslovens § 9, stk. 1, og havde derfor reduceret det selvangivne fradrag

for parkeringsudgifter med 3.000 kr.

Efter bestemmelsen i ligningslovens § 9, stk. 1, fradrages lønmodtageres

udgifter i forbindelse med udførelsen af det indtægtsgivende arbejde i den

skattepligtige indkomst i det omfang, de samlede fradragsberettigede udgifter

overstiger et grundbeløb på 3.000 kr. Efter bestemmelsens stk. 2 omfatter

begrænsningen i fradragsretten bl.a. ikke udgifter, som lønmodtagere kan

fradrage efter ligningslovens § 9 B.

Klageren gjorde gældende, at han ikke var omfattet af den begrænsede

fradragsret, idet udgiften til parkering måtte ligestilles med

befordringsudgifterne, som ikke skal reduceres. Klageren henviste endvidere

til, at en skatteekspert ligeledes havde givet udtryk for, at der ikke skulle

ske nogen begrænsning.

Landsskatteretten var enig med klageren i, at udgifterne til parkering

Læs alt

ikke kunne anses for omfattet af ligningslovens § 9, stk. 1, om lønmodtageres

udgifter i forbindelse med det indtægtsgivende arbejde, men at udgifterne

skulle medregnes ved opgørelsen af klagerens faktiske udgifter til

befordring. Klageren havde imidlertid ikke foretaget fradrag for

befordringsudgifter, opgjort på grundlag af faktiske udgifter, men havde

anvendt de af Ligningsrådet fastsatte takster. Da disse takster forudsættes

at dække samtlige udgifter i forbindelse med befordringen, fandt retten ikke,

at der kunne indrømmes et selvstændigt fradrag for parkeringsudgiften.

Ved den påklagede ansættelse var klagerens indkomst beskåret med 3.000 kr.

Da klageren havde fratrukket 3.305 kr., var der således fratrukket 305 kr.

for meget. Ansættelsen blev derfor forhøjet med 305 kr.

LV 1989, U 4.1.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter