Spring til indhold

Retsinformation

Pensionsordning - ophævelse - afgift - tillægsskat. (* 1)

KEN nr 18543 af 29/08/1990Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Pensionsordning - ophævelse - afgift -

tillægsskat. (* 1)

A klagede over den af Ligningsrådet som bindende forhåndsbesked trufne

afgørelse, der vedrørte den skattemæssige virkning ved tilbagekøb efter 1.

september 1989 af hendes pensionsordning i PFA, tegnet med hendes tidligere

arbejdsgiver, B A/S. Ligningsrådet havde fundet, at klageren ved tilbagekøb

skulle svare afgift samt tillægsskat i medfør af pensionsbeskatningslovens

kapitel 3, jf. § 48.

Det fremgik af sagens oplysninger, at C A/S i 1986 havde ændret navn til B

A/S. Siden 1937 havde alle funktionærer i B A/S været omfattet af en

obligatorisk pensionsordning, hvorefter de ved det fyldte 25. år skulle

indtræde i firmaets pensionsordning med PFA. Pensionsordningen var oprindelig

baseret på en præmie på 15% af den til enhver tid gældende månedsgage, hvoraf

B A/S betalte de 9%, medens de ansatte betalte 6%.

Den aftalte pensionsordning var pr. 1. oktober 1983 ændret, således at de

ansatte ikke længere var tvunget til at tilslutte sig ordningen ved det

fyldte 25. år. Endvidere var B A/S ophørt med at yde bidrag til den samlede

præmie, der herefter alene hidrørte fra den ansatte.

Ansatte, der var tilknyttet ordningen, havde fra samme dato fået mulighed

for at vælge, hvorvidt de ønskede at fortsætte i ordningen, eller om de

ønskede at indstille præmien og overgå til fripolice.

Klageren havde siden 1. august 1980 været ansat i en division under B A/S.

Fra samme dato var hun indtrådt i firmaets pensionsordning, der for klagerens

vedkommende bestod af en pensionsordning med løbende udbetalinger og af en

kapitalforsikring. Den 1. oktober 1984 var klageren udtrådt af

pensionsordningen, og ordningen omskrevet til fripolice.

I 1988 blev den division i B A/S, hvor klageren var beskæftiget, frasolgt,

idet divisionen blev indskudt i et nyt aktieselskab, D A/S.

Personalet i klagerens division blev i forbindelse med ejerskiftet

overført til det nye selskab, som efter det oplyste tillige overtog samtlige

Læs alt

forpligtelser over for medarbejderne for så vidt angår løn, anciennitet m.v.

De medarbejdere, der ønskede at fortsætte indbetalingerne til deres

pensionsordning, kunne fortsat foretage indbetalinger gennem den nye

arbejdsgiver, men denne ønskede ikke selv at bidrage til ordningen eller at

videreføre en obligatorisk pensionsordning.

Klageren forespurgte Ligningsrådet om de skattemæssige konsekvenser ved

tilbagekøb af forsikringen 1 år efter stiftelsen af det nye selskab, D A/S,

herunder specielt, hvorvidt der kunne fritages for indkomstskat efter

pensionsbeskatningslovens § 48 i medfør af § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr.

75 af 16. marts 1972 (som ændret ved bekendtgørelse nr. 400 af 12. september

1979).

For så vidt angik den del af klagerens pensionsordning, der var en

kapitalforsikring, havde Ligningsrådet ved afgørelsen fundet, at denne ikke

kunne anses for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 2, i

bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972, som ændret ved bekendtgørelse nr.

400 af 12. september 1979. Der var herved henvist til, at denne del af

pensionsordningen ikke opfyldte fritagelsesbestemmelsens betingelse om, at

forsikringen skulle være omfattet af pensionsbeskatningslovens §§ 2, 5 eller

7.

For så vidt angik den del, der bestod af en pensionsordning med løbende

udbetalinger, havde Ligningsrådet fundet, at nævnte fritagelsesbestemmelse ej

heller kunne finde anvendelse allerede af den grund, at den nye arbejdsgiver

ikke havde stillet sig hindrende i vejen for, at indbetaling af præmie til

ordningen kunne fortsætte.

Den omstændighed, at der på tidspunktet for det nye selskabs overtagelse

af klagerens division reelt ikke var nogen igangværende pensionsordning at

kunne indtræde i, og således heller ikke nogen reel interesse i at opretholde

eller etablere en ny ordning, fandtes ligeledes efter Ligningsrådets

opfattelse at være til hinder for en anvendelse af fritagelsesbestemmelsen.

Klageren nedlagde over for Landsskatteretten påstand om, at ophævelsen af

pensionsordningen var omfattet af fritagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 2, i

bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972.

Hun anførte bl.a., at det af nævnte bekendtgørelse fremgik, at der blev

fritaget for beskatning, såfremt arbejdstageren havde fået ansættelse i en

stilling, uden at arbejdsgiveren ville fortsætte med betalingen. Klageren

henviste til ordene i fritagelsesbestemmelsen: »...hvor arbejdsgiveren

vil fortsætte præmiebetalingen«, hvilket måtte forstås således, at

arbejdsgiveren deltog i præmiebetalingen og ydede et faktisk bidrag til den

fortsatte betaling. Klageren fandt, at betingelsen i fritagelsesbestemmelsen

måtte anses for opfyldt, idet den nye arbejdsgiver utvetydigt havde erklæret,

at man ikke ville deltage i en videreførsel af nogen pensionsordning, da man

betragtede en sådan som den ansattes personlige anliggende. Den omstændighed,

at virksomheden fungerede som medarbejdernes interessekontor i forbindelse

med indbetaling af præmie til pensionsordningen, kunne efter klagerens

opfattelse ikke sidestilles med, at arbejdsgiveren havde givet tilsagn om at

fortsætte med præmiebetalingen til pensionsordningen.

Endelig anførte klageren, at det i medfør af § 2 i bekendtgørelse nr. 75

af 16. marts 1972 var forsikringsselskabet, der traf afgørelse om, hvorvidt

betingelserne for at fritage for indkomstskat var opfyldt. PFA mente i denne

sag, at betingelserne for fritagelse klart var opfyldt.

For så vidt angik den del af klagerens pensionsordning, der var en

kapitalforsikring, var Landsskatteretten enig med Ligningsrådet i, at denne

ikke kunne anses for omfattet af fritagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 2, i

bekendtgørelse nr. 75 af 16. marts 1972.

For så vidt angik den del af klagerens pensionsordning, der var en

pensionsforsikring med løbende udbetalinger, fandt Landsskatteretten ej

heller grundlag for at anse tilbagekøb efter 1. september 1989 for omfattet

af fritagelsesbestemmelsen i § 1, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 75 af 16.

marts 1972. Der var herved henset til, at den nye arbejdsgiver ikke havde

stillet sig hindrende i vejen for, at indbetaling af præmien til ordningen

kunne fortsætte.

LV 1989, I 2.12.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter