Spring til indhold

Retsinformation

Selskab - lån - renter. (* 1)

KEN nr 18488 af 06/04/1990Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Selskab - lån - renter. (* 1)

Aktieselskabet A klagede for skatteårene 1986/87, 1987/88 og 1988/89 over,

at amtsligningsrådet havde forhøjet selskabets selvangivne indkomster med

henholdsvis 1.518.000 kr., 1.948.061 kr. og 898.621 kr. i beregnet fikseret

rente af uforrentet lån til datterselskab.

Det var oplyst, at selskabets hovedaktionærer, 2 brødre og en tredje

person i december 1983 havde købt aktiekapitalen på nominelt 500.000 kr. i B

A/S for 0.

De hidtidige ejere af det købte selskab havde oparbejdet et tilgodehavende

i selskabet på godt 10 mio. kr. Denne fordring havde køberne af selskabet

overtaget for tilsammen 365.000 kr. I juli 1984 havde den tredje aktionær

solgt sin tredjedel af aktierne med halvdelen til hver af brødrene og

samtidig halvdelen af sin tredjedel af fordringen til hver af brødrene for i

alt 133.333 kr. I juli 1984 havde brødrene solgt samtlige aktier i B A/S, der

havde et skattemæssigt akkumuleret underskud på ca. 8 mio. kr., til det

klagende selskab for 0. Fordringen blev ikke overdraget, men den ene broder

solgte i 1988 sin andel til broderen for 233.333 kr. Fra og med skatteåret

1986/87 var det klagende selskab og datterselskabet tilladt sambeskattede.

I november 1984 havde det klagende selskab ydet datterselskabet et lån på

27,5 mio. kr., der ikke skulle forrentes. Efter forskellige bevægelser på

mellemregningskontoen var lånet i juni 1987 nedbragt til godt 8 mio. kr.

Selskabets advokat anførte, at han ikke havde indvendinger mod selve

beregningen af de ved de påklagede ansættelser fikserede renter. Disse var

opgjort efter Statsskattedirektoratets cirkulære af 21. september 1982 som

differencen mellem den aftalte forrentning af det omtalte lån og

Nationalbankens diskonto på gældsstiftelsestidspunktet plus 4%.

Advokaten påstod imidlertid, at der ikke i statsskattelovens § 4 e eller

andre lovbestemmelser var hjemmel til at foretage beskatning af en fikseret

rente af det klagende selskabs uforrentede udlån til det ubestridt insolvente

datterselskab.

Læs alt

Advokaten bemærkede, at baggrunden for de foretagne ansættelser var, at

udlånet var anset for udtryk for en unormal forretningsdisposition, hvis

formål alene var at overføre indkomst fra det klagende selskab. Som baggrund

for anbringendet om, at der ikke forelå hjemmel til den foretagne beskatning

henviste advokaten til nærmere angiven litteratur vedrørende spørgsmålet om

fikseret rente samt til bl.a. Østre Landsrets dom af 11. januar 1985 (dommen

vedrørende Pan Pen Co. A/S). Der var her foretaget udlån mellem to

søsterselskaber, således at beskatningen af fikseret rente hvilede på en

udlodningsbetragtning. I nærværende sag var der tale om udlån fra

moderselskab til datterselskab, hvorfor udlodningssynspunktet var uden

relevans.

Advokaten fandt, at det som betingelse for beskatning i det foreliggende

tilfælde måtte stilles, at der forelå en klar indkomstforvridning. Sådan

indkomstforvridning forelå efter advokatens opfattelse ikke, hvilket fremgik

af, at lånmodtagerselskabet var insolvent. Advokaten henviste i denne

forbindelse til, at aktieselskabslovens § 69 A i et tilfælde, hvor der forelå

et insolvent selskab, medførte, at det klagende selskab var pligtig at træffe

foranstaltninger i denne forbindelse for ikke at blive erstatnings- eller

strafansvarlig. Man kunne således have truffet beslutning om selskabets

opløsning eller erklæret selskabet konkurs, eller man kunne have valgt at

udvide aktiekapitalen til overkurs. Man valgte i stedet at yde det omhandlede

rentefri lån.

Told- og Skattestyrelsen påstod de påklagede ansættelser stadfæstet. Det

fremhævedes, at det klagende selskab havde erhvervet aktierne i

datterselskabet for 0, og at de to selskaber var sambeskattede fra skatteåret

1986/87, det år, hvor datterselskabets virksomhed ophørte. På grund af de

særlige vilkår i forbindelse med sambeskatning kunne det klagende selskab

ikke udnytte de betydelige underskud i datterselskabet, idet de var opstået,

før sambeskatningen var tilladt. Ved at udlåne betydelige beløb til

datterselskabet rentefrit havde man herved overført renterne af de udlånte

beløb til datterselskabet, hvorved man havde opnået, at renterne ikke blev

beskattet, idet datterselskabets akkumulerede underskud blev modregnet heri.

Styrelsen fandt, at der var tale om en klart unormal forretningsmæssig

disposition, og at man som i Østre Landsrets dom af 11. januar 1985 måtte

beskatte selskabet af en fikseret rente med hjemmel i statsskattelovens § 4

e.

Landsskatteretten bemærkede, at det ved Østre Landsrets dom af 11. januar

1985 var fastslået, at hjemlen til korrektion vedrørende fikserede renter

kunne findes i statsskattelovens § 4 e. Der var således ikke tale om en

udlodningsbeskatning i denne sag, men om beskatning af renter.

Efter samtlige foreliggende oplysninger fandt Landsskatteretten, at de af

sagen omhandlede rentefri udlån fra moderselskab til datterselskab af

betydelige beløb var en klar unormal forretningsdisposition, som måtte

antages at have været begrundet i moderselskabets ønske om at udnytte de i

datterselskabet før sambeskatningstidspunktet akkumulerede underskud. Det var

derfor med rette, at moderselskabet var anset for indkomstskattepligtig i

henhold til statsskattelovens § 4 e af fikserede renter for de pågældende

skatteår.

Da der ikke var rejst indvendinger mod den talmæssige størrelse heraf,

blev de påklagede ansættelser stadfæstet i medfør af statsskattelovens § 4 e.

LV 1989, SD 3.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter