Spring til indhold

Retsinformation

Landsskatteretskendelse

KEN nr 10826 af 19/04/1999Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet26. november 1999

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Landsskatteretskendelse

Fiksering af rente

- uforrentet lån fra hovedanpartshaver

A ApS klagede for skatteåret 1996/97 over, at

skatteankenævnet havde ansat manglende forrentning af tilgodehavende

hos B K/S til 26.709 kr.

Det fremgik af sagens oplysninger, at A ApS (herefter

kaldet Selskabet) var 100% ejet af C. Selskabet havde en anpartskapital

på 80.000 kr. Eneste aktiv i Selskabet var et tilgodehavende i B K/S,

som var opstået som et driftsoverskud, da Selskabet drev virksomhed med

egne ansatte. I flere år havde Selskabets eneste indtægt

været afkast af disse kapitalinteresser. Frem til januar 1995 var

Selskabet både kommanditist og komplementar i kommanditselskabet, men

den 2. januar 1995 solgte Selskabet kommanditistandelen til

eneanpartshaveren, C, for 30.000 kr. svarende til indskuddet. Herefter ejede

henholdsvis Selskabet og C hver 50% af K/S'et.

Skatteankenævnet havde forhøjet Selskabets

indkomst med 26.709 kr., svarende til 5,5% af det gennemsnitlige

tilgodehavende på 485.628 kr. Ankenævnet havde bl.a. begrundet

forhøjelsen med, at de tidligere års overskud i K/S'et, som

tilfaldt Selskabet og som blev beskattet der, blev stående i K/S'et

på en ikke forrentet mellemregningskonto. At overskuddet ikke blev

hævet, måtte betragtes som et direkte udlån fra Selskabet

til kommanditselskabet. I den periode hvor Selskabet var ene-ejer, var det

ifølge skatteankenævnet korrekt, at der ikke blev fikseret en

rente, idet der ikke skete indkomstoverførsel fra selskabet til en

anden skattepligtig person. Da Selskabet den 2. januar 1995 solgte

kommanditistdelen til ene-anpartshaveren, skiftede Selskabets tilgodehavende

i K/S'et karakter, således at lånet skulle sidestilles med et

aktionærlån.

Læs alt

C havde på et møde med ankenævnet

anført, at det kun var 50% af "udlånet" til K/S'et som ville

kunne anses som "aktionærlån", og ikke det fulde beløb som

anført af skatteforvaltningen, idet han personligt havde købt

50% af K/S'et.

Ankenævnet havde hertil anført, at

Højesterets dom af 11. februar 1998 ikke var relevant i

nærværende sag, idet dommen omhandlede hovedaktionærens

lån til sine selskaber, og i nærværende sag omhandlede den

skattepligtige behandling af aktionærlån, herskede der ikke tvivl

om praksis. Under henvisning til, at kommanditistandelen stedse havde

modtaget 100% af K/S'ets overskud, sås der ikke at være grundlag

for at renteberegningen skulle reduceres med 50%, som ellers anført af

C. Ved handlen i januar 1995 kunne Selskabet have trukket sit tilgodehavende

ud af K/S'et, idet der var likviditet hertil, og dermed kunne Selskabet have

nul-stillet tilgodehavendet. Da dette ikke skete, havde K/S'et og dermed

kommanditisten C opnået den fordel, at det rentefrie lån, som

hovedsageligt var anbragt på 2 konti, havde bibragt K/S'et en

renteindtægt som retteligt tilkom Selskabet. Grundet de konkrete

omstændigheder i denne sag, havde skatteankenævnet fundet, at

renteberegningen kunne foretages med den direkte målbare fordel som

K/S'et havde opnået. Selskabets renteindtægt burde derfor

ansættes til 5,5% af det gennemsnitlige tilgodehavende jf. ovenfor.

Forhøjelsesbeløbet var desuden at anse som maskeret udlodning

til C.

Selskabets eneanpartshaver, C, havde over for

Landsskatteretten nedlagt påstand om, at den pålagte rente

på 26.709 kr. skulle nedsættes til 0.

Til støtte herfor havde han bl.a. gjort

gældende, at det specielle i denne sag var, at firmaet A bestod af tre

juridiske enheder: ApS'et, K/S'et og C personligt.

Det fungerede i praksis således, at K/S'et tjente

pengene, som efterfølgende havnede hos C. ApS'et formål var

alene, at det skulle løbe rundt økonomisk og hæfte

såfremt noget gik galt. I 1995 begyndte Selskabet at give overskud som

følge af en periode med afskrivning på goodwill, og derfor

valgte man at sælge kommanditistandelen fra til C personligt.

Såfremt der skulle betales en fiktiv rente, betød dette i denne

selskabskonstruktion, hvor Selskabet blot skal løbe rundt

økonomisk, at C skulle have udbetalt et beløb svarende til den

fiktive rente i A-indkomst fra Selskabet. Dette gav status quo i skat,

overskud m.v men bevirkede, at C og dennes revisor blev pålagt

ekstra-arbejde med administrering af en A-indkomst. Rentefriheden skete ikke

alene på baggrund af anpartshaverens bestemmende indflydelse, men

derimod af praktiske årsager og fordi en eventuel rentebetaling ikke

ville have nogen skattemæssig betydning.

C gjorde videre gældende, at han altid havde

været klar over det ulovlige i aktionærlån, hvorfor hans

mellemregningskonto med Selskabet altid havde været i Selskabets

favør. Mellemregningen mellem C og firmaet, var rent teknisk mellem

ham og K/S'et. C havde ikke været opmærksom på, at

mellemregningskontoen mellem Selskabet og K/S'et kunne udgøre et

problem, og havde han vidst det, ville han straks have gjort noget ved det.

Både C's personlige samt firmaets likviditet var særdeles god, og

der havde ikke været behov for at låne penge indbyrdes mellem

parterne, derimod skulle der ske placering af likvide midler for alle tre

juridiske enheder. Selskabets midler blev ganske naturligt placeret hos

K/S'et, fordi al administration foretoges af K/S. Selskabets midler kunne

spores til to høj-rentekonti, så i virkeligheden var problemet

blot at disse konti havde forkert SE-nummer, nemlig K/S'ets og ikke

Selskabets. Renterne fra disse konti ville desuden altid i sidste ende blive

kanaliseret over til C personligt, enten via A-skat eller B-skat. C havde

derfor ikke modtaget et aktionærlån/maskeret udbytte.

C nedlagde subsidiært påstand om, at den

manglende forrentning for ApS'et kun udgjorde halvdelen af det beregnede

beløb på 26.709 kr., svarende til 13.354 kr. Til støtte

herfor havde han gjort gældende, at komplementar- og

kommanditistandelene hver var på 50%. Dvs. at Selskabet kun ejede

halvdelen af K/S'et. Derfor kunne den manglende forrentning kun udgøre

halvdelen af den totalt beregnede rente som var 26.709 kr. Renten der skulle

korrigere Selskabets indkomst kunne derfor kun være det halve: 13.354

kr.

Mest subsidiært nedlagde han påstand om, at

beløbet på 26.709 kr. blev nedsat til 2.663 kr. Til

støtte herfor havde han gjort gældende, at kommanditselskabets

mellemregning i 1990'erne faldt lidt, fra 535.237 kr. til 494.077 kr.,

hvilket svarede til en difference på 41.159 kr. En forrentning heraf

med 5,5% svarede til 2.663 kr. Endelig havde repræsentanten henvist til

Højesterets dom af 11. februar 1998.

Landsskatteretten udtalte

:

Højesteret havde ved dom af 11. februar 1998 (TfS

1998.199 H), omhandlende en hovedaktionærs uforrentede udlån til

det af ham ejede selskab fundet, at der hverken i statsskatteloven § 4 e

eller i skattelovgivningen i øvrigt var taget stilling til, hvorvidt

og i givet fald under hvilke betingelser aftaler om rentefrihed kunne

tilsidesættes. Af dommen fremgik det videre, at parternes aftale om

rentefrihed dog ville kunne korrigeres, såfremt der med de foretagne

dispositioner var tilsigtet en omgåelse af skattelovgivningen.

Højesteret havde ligeledes ved dom af 3. marts 1998 (TfS 1998.238)

taget stilling til uforrentede lån i koncernforhold. Told- og

Skattestyrelsen havde ved cirkulære 1998-33 givet nærmere

retningslinier om konsekvenserne af dommene. Det bemærkedes dog herved,

at der ikke ved cirkulæret var sket ophævelse af cirkulære

1982-24 om aktionærlån.

Landsskatteretten fandt, at det ikke efter sagens

oplysninger kunne antages, at der med det uforrentede tilgodehavende skulle

være tilsigtet en omgåelse af skattelovgivningen. Retten fandt

herefter, at der ikke i et tilfælde som det foreliggende var grundlag

for rentefiksering, og den påklagede ansættelse blev nedsat efter

den principale påstand.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter