Spring til indhold

Retsinformation

Kursgevinst - uforrentede obligationer -solgt før 01/01/1986. (* 1)

KEN nr 18003 af 09/11/1990Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Kursgevinst - uforrentede obligationer -solgt

før 01/01/1986. (* 1)

Landsretssagfører A klagede for indkomståret 1984 over, at

amtsligningsrådet i henhold til statsskattelovens § 4 havde anset ham for

indkomstskattepligtig af kursavancer indvundne ved salg af uforrentede

obligationer. Klagerens selvangivne indkomst var herefter forhøjet med hhv.

470.799 kr. og 207.052 kr. eller i alt 677.851 kr.

Det fremgik af de tilvejebragte oplysninger, at klageren i juni 1982 af en

sparekasse havde købt nom. 225.000 dollars 0% obligationer for 118.687,50

dollars eller 992.346,19 kr. (kurs 836,10). Disse obligationer var solgt i

juni 1984 for 165.937,50 dollars eller 1.653.401,25 kr. (kurs 996,40).

Endvidere havde klageren i september 1982 - ligeledes af sparekassen -

købt nom. 100.000 dollars 0% obligationer for 57.750 dollars eller 505.918,88

kr. (kurs 876,05). Disse obligationer var solgt i oktober 1984 for 76.250

dollars eller 853.390 kr. (kurs 1.119,20).

Obligationerne, der ikke var rentebærende, var udstedt af Nordiska

Investeringsbanken i december 1981 og havde en løbetid på 5 år.

Amtsligningsrådet havde ved ansættelsen fundet, at kursgevinsterne ved

salgene måtte anses for vederlag for at stille kapital til rådighed, og

derfor kunne sammenlignes med en egentlig forrentning af obligationerne Der

var i denne forbindelse henvist til Skattedepartementets udtalelse, j.nr.

520-4361-344 og 349 samt UfR 1950.7H (Scharling-dommen). Amtsligningsrådet

havde ved beregningen af kursgevinsterne anvendt valutakurserne på

afhændelsestidspunktet, idet det havde været amtsligningsrådets opfattelse,

at der ved anvendelsen af denne beregningsmetode ikke var foretaget

beskatning af skattefri valutakursgevinster.

Klagerens advokat påstod principalt den af amtsligningsrådet foretagne

ansættelse for 1984 nedsat i overensstemmelse med den selvangivne indkomst.

Subsidiært påstod advokaten den af amtsligningsrådet foretagne ansættelse

nedsat med 120.724 kr., svarende til valutakursgevinsten, samt i øvrigt en

Læs alt

skønsmæssig nedsættelse af forhøjelsen for så vidt angik børskursstigningen.

Told- og Skattestyrelsen havde over for Landsskatteretten erklæret sig

enig i advokatens subsidiære påstand for så vidt angik valutakursgevinsten,

dvs. nedsættelse med 120.724 kr. Til støtte for sin principale påstand

anførte advokaten bl.a., at de omhandlede kursgevinster ikke kunne anses for

skattepligtige for klageren, idet han ikke faldt ind under nogen af de

kategorier, der efter den dagældende lovgivning og praksis var skattepligtige

af kursavancer. Klageren drev ikke erhvervsmæssig handel med værdipapirer og

var ej heller omfattet af ligningslovens § 4. Hertil kom, at de i sagen

omhandlede salg af obligationer heller ikke faldt ind under det i praksis

fastslåede spekulationsbegreb.

Advokaten henviste herved til Højesteretsdom af 18. juni 1976, UfR

1976.658H, Odense Stålskibsværft A/S. Heri var det fastslået, at selskabet

for betydelige udlån til underkurs og med kort løbetid samt til en rente

under markedsrenten ikke - for så vidt angik kursgevinsterne - var omfattet

af statsskattelovens § 4. Højesteret havde fundet, at selskabet ikke ved de

omhandlede udlån havde udøvet en næringsvirksomhed, der efter

statsskattelovens § 4 sammenholdt med § 5 medførte pligt til at svare

indkomstskat af de ved indfrielsen af obligationerne opnåede kursgevinster.

Advokaten henviste til det under sagens behandling i Højesteret fremlagte

notat, som den 2. oktober 1962 var afgivet af Finansministeriets departement

til Skattedepartementet. Af dette notat fremgik det, at »skattefordelen

for långiver er større, jo lavere nominel rente man vælger. I og for sig er

der ikke noget i vejen for, at et lån kan gøres nominelt rentefrit, således

at långivers fulde renteindtægt kommer til at optræde i form af skattefri

kursavance. Man har intet middel til at hindre lån på sådanne vilkår«.

Notatet mundede ud i et forslag om, at skattelovgivningen blev ændret på

nærmere angiven måde med det formål at tilvejebringe mulighed for beskatning

af de omhandlede kursgevinster. Det bemærkedes, at notatet ikke gav anledning

til foranstaltninger fra Skattedepartementets side. Det var advokatens

opfattelse, at notatet var udtryk for myndighedernes opfattelse af gældende

ret, og at der ikke - indtil klageren i nærværende sag i 1984 havde solgt

sine obligationer - var sket nogen ændringer i lovgivningen og praksis på

dette område.

Advokaten henviste endvidere til Skattelovrådets betænkning om

kursgevinster og kurstab nr. 1050/1985, hvor det - for så vidt angik

uforrentede obligationer - konstateredes, at praksis så vidt sås ikke konkret

havde taget stilling til, om kursgevinster på sådanne obligationer var

skattepligtige. Som svar på en generel forespørgsel fra et pengeinstitut

havde Skattedepartementet udtalt, at kursgevinster på uforrentede

obligationer skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Skattelovrådet fandt det rimeligt at overveje, om der ikke burde indføres en

direkte og klar hjemmel til at beskatte alle gevinster, der blev opnået ved

uforrentede udlån eller ved køb til underkurs af uforrentede fordringer.

Advokaten henviste tillige til kursgevinstloven § 10, stk. 3, hvoraf

fremgik, at ikrafttrædelsesbestemmelsen medførte, at gevinster, der var

realiseret før den 1. januar 1986, ikke skulle medregnes ved

indkomstopgørelsen efter kursgevinstordningen. Dette gjaldt dog ikke de

uforrentede børsnoterede obligationer. I bemærkningerne til lovforslaget var

det anført, at gevinster på sådanne fordringer skulle beskattes i

overensstemmelse med gældende praksis, uanset hvornår de var erhvervet.

Bemærkningerne til lovforslaget var baseret på Skattedepartementets

udtalelse, j.nr. 520-4361-344 og 349, der henviste til UfR

1950.7H(Scharling-dommen). Den pågældende dom var uden held påberåbt af

skattemyndighederne i sagen vedrørende Odense Stålskibsværft A/S, samt i

sagen TfS 1986.250H (Sønder-sagen). Disse to højesteretsdomme kunne efter

advokatens opfattelse tages til indtægt for, at dommen i UfR 1950.7H var uden

betydning for nærværende sag, hvor det drejede sig om obligationer, udbudt i

det åbne marked af en institution, som den danske stat havde været med til at

oprette og var medejer af med 22%. Advokaten henviste i denne forbindelse

tillige til højesteretsdommer A. Blom-Andersens kommentarer til dommen

vedrørende Odense Stålskibsværft A/S, UfR 1976 B.237. Heraf fremgik, at

Scharling-dommen ikke kunne bruges for obligationer, men kun for korte

private udlån. Endvidere kunne Blom-Andersens artikel tages til indtægt for,

at statsskattelovens § 4 ikke kunne danne grundlag for beskatning i det

omhandlede tilfælde, hvor der var tale om en skattefri kursstigning i

modsætning til Scharling-dommen, hvor der var tale om udlånsprovision.

I Skattedepartementets udtalelse, j.nr. 520-4361-344 og 349, havde

departementet anført, at der med støtte i Scharling-dommen kunne ske

beskatning af kursgevinster på obligationer uden nominel rente, i alt fald på

obligationer med en vis kortere løbetid. Obligationerne i nærværende sag

havde en løbetid på 5 år, hvilket var betydeligt længere end de korte

statsgældspapirer og de lån, der var omtalt i sagen Odense Stålskibsværft

A/S.

Endelig anførte advokaten, at obligationerne var købt i tillid til, at

uforrentede obligationer var skattefri. Han henviste herved til, at de danske

skattemyndigheder ikke i forbindelse med markedsføring af de pågældende

obligationer gennem danske pengeinstitutter havde gjort opmærksom på, at

kursgevinsterne ville blive beskattet. Skattemyndighederne kunne formentlig

ikke have været uvidende om, at pengeinstitutterne havde oplyst kunderne om,

at almindelig investering i disse obligationer ikke skulle beskattes af

kursgevinsten.

Told- og Skattestyrelsen nedlagde over for Landsskatteretten påstand om

beskatning af de indvundne kursgevinster, dog med fradrag af den herved

indvundne valutakursgevinst, i alt 120.724 kr., i overensstemmelse med

advokatens subsidiære påstand.

Told- og Skattestyrelsen anførte bl.a., at de nævnte obligationer adskilte

sig fra sædvanlige statsobligationer og kreditforeningsobligationer. Man

henviste i denne forbindelse til prospektet for Nordiska Investeringsbanken,

hvoraf det fremgik, at der i 1981 blev udbudt 50 mio. US-dollars obligationer

til en pris af 51 3/4%, svarende til 517,5 dollars. Der ville ikke ske nogen

periodisk rentebetaling, men udstedelseskursen på 51,75 medførte, at

investeringen afkastede ca. 14,08% årligt indtil indfrielsestidspunktet den

15. december 1986. Dette årlige afkast, svarende til en beregnet årlig

avance, var ligeledes indeholdt i obligationens »Term and

Conditions« artikel 6, hvor kreditorerne (obligationserhververne) - i

tilfælde af Nordiska Investeringsbankens misligholdelse af sine forpligtelser

- kunne forlange obligationerne indfriet på en sådan måde, at der skete en

forrentning frem til indfrielsestidspunktet med det fastsatte afkast på

14,08% p.a., og dermed ikke indfrielse til pari kurs, hvilket var det normale

ved debitors misligholdelse.

Sidstnævnte omstændighed tjente efter styrelsens opfattelse til

illustration af den manglende realitet bag obligationernes pålydende, da

kreditor herefter ikke kunne opnå fuld tilbagebetaling førend det stipulerede

indfrielsestidspunkt. Dette understregede tilbagebetalingens karakter af og

lighed med sædvanlig vederlæggelse i form af renter for så vidt angik det

overskydende beløb. På denne baggrund havde kursudviklingen på obligationerne

og dermed kreditors vederlag i det hele været matematisk forudberegnelig,

idet kursen årligt havde kunnet opskrives med 14,08%. Den eneste forskel fra

en egentlig rentebetaling havde således været den omstændighed, at kreditor

rent likviditetsmæssigt var blevet belastet af ikke at få vederlaget udbetalt

årligt, men først ved salg eller indfrielse. Klagerens gevinst var således

ikke udtryk for, at han var indehaver af et formuegode, som steg i værdi, jf.

statsskattelovens § 5. Han havde investeret et beløb, som han med renters

rente ville få tilbagebetalt efter 6 år, i misligholdelsestilfælde før da.

Der henvistes til højesteretsdom UfR 1941.563, Nakskovhus-dommen, der

fortolkedes således, at der heri alene var hjemmel til beskatning af den

nominelle rente - dvs. fordringens pålydende rente - således at kreditor

alene som rente i henhold til statsskattelovens § 4, litra e, skulle

beskattes af det afkast, der var beregnet som en procentdel af den udlånte

kapital. Der kunne således finde beskatning sted ud fra en

rentesurrugatbetragtning, jf. statsskattelovens § 4, litra a eller litra e.

De omhandlede kursavancer kunne tillige beskattes med henvisning til de

særlige regler som gælder for uforrentede obligationer. Told~ og

Skattestyrelsen henviste til Skattelovrådets betænkning om kursgevinster og

kurstab nr. 1050/1985. Det fremgik heraf, at »hvis den aftalte direkte

forrentning er påfaldende lav, er der en tilsvarende formodning for, at

eventuelle gevinster, der tilfalder långiver i medfør af de aftalte

lånevilkår, er en tilsigtet effektiv forrentning, der med rimelighed kan

undergives beskatning«. At der også inden kursgevinstloven var hjemmel

til beskatning af sådanne avancer, var fastslået i domspraksis, nemlig i

Scharling-dommen, UfR 1950.7H. Her var den opnåede avance ved et lån mellem

to private til underkurs beskattet i medfør af statsskattelovens § 4 som

indkomst hos kreditor, uanset der ikke i snæver forstand var tale om en

rente, der kunne bringes ind under reglen i statsskattelovens § 4, litra e.

Endvidere havde Skattedepartementet i den af advokaten citerede udtalelse

klart taget stilling til spørgsmålet, ligesom det fremgik af bemærkningerne

til kursgevinstlovens § 10, stk. 3, at der var praksis for at beskatte

kursgevinster på uforrentede børsnoterede obligationer.

Styrelsen henviste videre til højesteretsdom, UfR 1976.658H, Odense

Stålskibsværft A/S samt højesteretsdommer A. Blom-Andersens kommentarer

hertil, UfR 1976 B.237. Det fremgik heraf, at sagens udfald ved Højesteret -

frifindelse af skibsværftet for indkomstbeskatning af opnåede kursavancer -

først og fremmest skyldtes den måde, på hvilket offentlige myndigheder på et

højt plan havde været involveret i fastsættelsen af lånevilkårene og herved

havde forudsat skattefrihed for kursavancerne. Dette indicerede, at

Højesteret ville have statueret beskatning af avancerne, såfremt der ikke

havde foreligget et sådant engagement i fastsættelsen af vilkårene fra

Finansministeriets side.

Endelig fandt Told- og Skattestyrelsen, at beskatning af kursavancerne

kunne finde sted ud fra en omgåelsesbetragtning, idet der henvistes til

Schannong Rasmussen-dommen samt kommentarerne hertil, TfS 1988.652, hvoraf

fremgik de hovedgrupper, hvor der skulle ske beskatning på grund af omgåelse.

Landsskatteretten bemærkede, at der var enighed mellem parterne om, at

klageren hverken kunne beskattes ud fra et nærings- eller

spekulationssynspunkt, jf. statsskattelovens § 5, eller med hjemmel i

ligningslovens § 4. Der var endvidere enighed om, at de af sagen omhandlede

kursavancer, som var indvundet ved salg af obligationerne, skattemæssigt

måtte behandles som kursavancer opnået ved indfrielse af obligationerne.

Endelig var der enighed om, at kursavancerne, såfremt de fandtes

skattepligtige, skulle beregnes med fradrag af den indvundne

valutakursgevinst. Landsskatteretten kunne på alle de opregnede punkter

tilslutte sig parternes opfattelse.

Landsskatteretten måtte ved afgørelsen lægge til grund, at de omhandlede

uforrentede obligationer var et formuegode, som var steget i værdi, hvilket

kunne aflæses af udviklingen i børskurserne, som vel at mærke ikke var

sammenfaldende med den fastsatte procentvise stigning på 14,08%, og klageren

rent faktisk havde realiseret denne formuestigning ved salg til børskursen.

Klageren havde således været indehaver af et formuegode, som steg i værdi,

jf. statsskattelovens § 5.

For så vidt angik de af Told- og Skattestyrelsen omtalte særlige regler

for beskatning af uforrentede børsnoterede obligationer, bemærkede

Landsskatteretten, at der efter rettens opfattelse ved Højesterets dom af 28.

april 1986, Tage Sønder m.fl., var taget stilling til spørgsmålet om

beskatning af kursavancer som de af sagen omhandlede, når bortsås fra

nærings- og spekulationstilfældene samt forhold omfattet af ligningslovens §

4.

Højesteret havde i præmisserne tilsluttet sig Vestre Landsrets dom på

dette punkt. Heri udtalte flertallet af landsrettens dommere - efter at have

fremhævet det i statsskattelovens § 5 a udtrykte grundprincip - at

formuestigninger kun var skattepligtige, hvis de var opnået ved spekulation

og næring (modificeret ved indførelse af ligningslovens § 4): »De

økonomiske dispositioner, der træffes i samfundet, bygger i vidt omfang -

også tilskyndet af statens egen låneoptagelse - på, hvad der på denne

baggrund med føje har kunnet opfattes som retstilstanden på dette område. Det

behov der udover nærings- og spekulationstilfældene måtte være for i visse

ekstraordinære tilfælde at inddrage kursavancer under beskatning for at undgå

urimelige udnyttelser af systemet, må løses ad lovgivningsvejen, hvor de

særdeles vanskelige afgrænsningsspørgsmål, der vil opstå, kan overvejes i

bredere sammenhæng, end det kan ske ved domstolene i forbindelse med

afgørelsen af en konkret sag«.

Højesterets dommere udtalte, at som i dommen (Vestre Landsretsdom)

antaget, kunne gevinst ved indfrielse af obligationer efter forudsætningerne

i hidtidig skattelovgivning og efter retspraksis ikke i almindelighed anses

for skattepligtig indkomst. Landsskatteretten fandt herefter, at man

ligeledes i nærværende sag måtte konstatere, at der ikke var hverken

lovhjemmel til eller retspraksis for at beskatte de indvundne kursavancer,

idet det bemærkedes, at der ikke som i Højesterets dom, 1950.7H, var tale om

et ganske kortvarigt, privat udlån.

Endelig måtte Landsskatteretten afvise at beskatte de omhandlede

kursavancer ud fra en omgåelsesbetragtning, da der var tale om udbud af

obligationer fra en institution, som den danske stat var medejer af. Klageren

havde således ikke haft indflydelse på udformningen af indhold og vilkår af

de uforrentede obligationer.

Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat i overensstemmelse med

advokatens principale påstand til den selvangivne indkomst.

LV 1989, E.5.3.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter