Kursgevinst - uforrentede obligationer -solgt før 01/01/1986. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Kursgevinst - uforrentede obligationer -solgt
før 01/01/1986. (* 1)
Landsretssagfører A klagede for indkomståret 1984 over, at
amtsligningsrådet i henhold til statsskattelovens § 4 havde anset ham for
indkomstskattepligtig af kursavancer indvundne ved salg af uforrentede
obligationer. Klagerens selvangivne indkomst var herefter forhøjet med hhv.
470.799 kr. og 207.052 kr. eller i alt 677.851 kr.
Det fremgik af de tilvejebragte oplysninger, at klageren i juni 1982 af en
sparekasse havde købt nom. 225.000 dollars 0% obligationer for 118.687,50
dollars eller 992.346,19 kr. (kurs 836,10). Disse obligationer var solgt i
juni 1984 for 165.937,50 dollars eller 1.653.401,25 kr. (kurs 996,40).
Endvidere havde klageren i september 1982 - ligeledes af sparekassen -
købt nom. 100.000 dollars 0% obligationer for 57.750 dollars eller 505.918,88
kr. (kurs 876,05). Disse obligationer var solgt i oktober 1984 for 76.250
dollars eller 853.390 kr. (kurs 1.119,20).
Obligationerne, der ikke var rentebærende, var udstedt af Nordiska
Investeringsbanken i december 1981 og havde en løbetid på 5 år.
Amtsligningsrådet havde ved ansættelsen fundet, at kursgevinsterne ved
salgene måtte anses for vederlag for at stille kapital til rådighed, og
derfor kunne sammenlignes med en egentlig forrentning af obligationerne Der
var i denne forbindelse henvist til Skattedepartementets udtalelse, j.nr.
520-4361-344 og 349 samt UfR 1950.7H (Scharling-dommen). Amtsligningsrådet
havde ved beregningen af kursgevinsterne anvendt valutakurserne på
afhændelsestidspunktet, idet det havde været amtsligningsrådets opfattelse,
at der ved anvendelsen af denne beregningsmetode ikke var foretaget
beskatning af skattefri valutakursgevinster.
Klagerens advokat påstod principalt den af amtsligningsrådet foretagne
ansættelse for 1984 nedsat i overensstemmelse med den selvangivne indkomst.
Subsidiært påstod advokaten den af amtsligningsrådet foretagne ansættelse
nedsat med 120.724 kr., svarende til valutakursgevinsten, samt i øvrigt en
Læs alt
skønsmæssig nedsættelse af forhøjelsen for så vidt angik børskursstigningen.
Told- og Skattestyrelsen havde over for Landsskatteretten erklæret sig
enig i advokatens subsidiære påstand for så vidt angik valutakursgevinsten,
dvs. nedsættelse med 120.724 kr. Til støtte for sin principale påstand
anførte advokaten bl.a., at de omhandlede kursgevinster ikke kunne anses for
skattepligtige for klageren, idet han ikke faldt ind under nogen af de
kategorier, der efter den dagældende lovgivning og praksis var skattepligtige
af kursavancer. Klageren drev ikke erhvervsmæssig handel med værdipapirer og
var ej heller omfattet af ligningslovens § 4. Hertil kom, at de i sagen
omhandlede salg af obligationer heller ikke faldt ind under det i praksis
fastslåede spekulationsbegreb.
Advokaten henviste herved til Højesteretsdom af 18. juni 1976, UfR
1976.658H, Odense Stålskibsværft A/S. Heri var det fastslået, at selskabet
for betydelige udlån til underkurs og med kort løbetid samt til en rente
under markedsrenten ikke - for så vidt angik kursgevinsterne - var omfattet
af statsskattelovens § 4. Højesteret havde fundet, at selskabet ikke ved de
omhandlede udlån havde udøvet en næringsvirksomhed, der efter
statsskattelovens § 4 sammenholdt med § 5 medførte pligt til at svare
indkomstskat af de ved indfrielsen af obligationerne opnåede kursgevinster.
Advokaten henviste til det under sagens behandling i Højesteret fremlagte
notat, som den 2. oktober 1962 var afgivet af Finansministeriets departement
til Skattedepartementet. Af dette notat fremgik det, at »skattefordelen
for långiver er større, jo lavere nominel rente man vælger. I og for sig er
der ikke noget i vejen for, at et lån kan gøres nominelt rentefrit, således
at långivers fulde renteindtægt kommer til at optræde i form af skattefri
kursavance. Man har intet middel til at hindre lån på sådanne vilkår«.
Notatet mundede ud i et forslag om, at skattelovgivningen blev ændret på
nærmere angiven måde med det formål at tilvejebringe mulighed for beskatning
af de omhandlede kursgevinster. Det bemærkedes, at notatet ikke gav anledning
til foranstaltninger fra Skattedepartementets side. Det var advokatens
opfattelse, at notatet var udtryk for myndighedernes opfattelse af gældende
ret, og at der ikke - indtil klageren i nærværende sag i 1984 havde solgt
sine obligationer - var sket nogen ændringer i lovgivningen og praksis på
dette område.
Advokaten henviste endvidere til Skattelovrådets betænkning om
kursgevinster og kurstab nr. 1050/1985, hvor det - for så vidt angik
uforrentede obligationer - konstateredes, at praksis så vidt sås ikke konkret
havde taget stilling til, om kursgevinster på sådanne obligationer var
skattepligtige. Som svar på en generel forespørgsel fra et pengeinstitut
havde Skattedepartementet udtalt, at kursgevinster på uforrentede
obligationer skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Skattelovrådet fandt det rimeligt at overveje, om der ikke burde indføres en
direkte og klar hjemmel til at beskatte alle gevinster, der blev opnået ved
uforrentede udlån eller ved køb til underkurs af uforrentede fordringer.
Advokaten henviste tillige til kursgevinstloven § 10, stk. 3, hvoraf
fremgik, at ikrafttrædelsesbestemmelsen medførte, at gevinster, der var
realiseret før den 1. januar 1986, ikke skulle medregnes ved
indkomstopgørelsen efter kursgevinstordningen. Dette gjaldt dog ikke de
uforrentede børsnoterede obligationer. I bemærkningerne til lovforslaget var
det anført, at gevinster på sådanne fordringer skulle beskattes i
overensstemmelse med gældende praksis, uanset hvornår de var erhvervet.
Bemærkningerne til lovforslaget var baseret på Skattedepartementets
udtalelse, j.nr. 520-4361-344 og 349, der henviste til UfR
1950.7H(Scharling-dommen). Den pågældende dom var uden held påberåbt af
skattemyndighederne i sagen vedrørende Odense Stålskibsværft A/S, samt i
sagen TfS 1986.250H (Sønder-sagen). Disse to højesteretsdomme kunne efter
advokatens opfattelse tages til indtægt for, at dommen i UfR 1950.7H var uden
betydning for nærværende sag, hvor det drejede sig om obligationer, udbudt i
det åbne marked af en institution, som den danske stat havde været med til at
oprette og var medejer af med 22%. Advokaten henviste i denne forbindelse
tillige til højesteretsdommer A. Blom-Andersens kommentarer til dommen
vedrørende Odense Stålskibsværft A/S, UfR 1976 B.237. Heraf fremgik, at
Scharling-dommen ikke kunne bruges for obligationer, men kun for korte
private udlån. Endvidere kunne Blom-Andersens artikel tages til indtægt for,
at statsskattelovens § 4 ikke kunne danne grundlag for beskatning i det
omhandlede tilfælde, hvor der var tale om en skattefri kursstigning i
modsætning til Scharling-dommen, hvor der var tale om udlånsprovision.
I Skattedepartementets udtalelse, j.nr. 520-4361-344 og 349, havde
departementet anført, at der med støtte i Scharling-dommen kunne ske
beskatning af kursgevinster på obligationer uden nominel rente, i alt fald på
obligationer med en vis kortere løbetid. Obligationerne i nærværende sag
havde en løbetid på 5 år, hvilket var betydeligt længere end de korte
statsgældspapirer og de lån, der var omtalt i sagen Odense Stålskibsværft
A/S.
Endelig anførte advokaten, at obligationerne var købt i tillid til, at
uforrentede obligationer var skattefri. Han henviste herved til, at de danske
skattemyndigheder ikke i forbindelse med markedsføring af de pågældende
obligationer gennem danske pengeinstitutter havde gjort opmærksom på, at
kursgevinsterne ville blive beskattet. Skattemyndighederne kunne formentlig
ikke have været uvidende om, at pengeinstitutterne havde oplyst kunderne om,
at almindelig investering i disse obligationer ikke skulle beskattes af
kursgevinsten.
Told- og Skattestyrelsen nedlagde over for Landsskatteretten påstand om
beskatning af de indvundne kursgevinster, dog med fradrag af den herved
indvundne valutakursgevinst, i alt 120.724 kr., i overensstemmelse med
advokatens subsidiære påstand.
Told- og Skattestyrelsen anførte bl.a., at de nævnte obligationer adskilte
sig fra sædvanlige statsobligationer og kreditforeningsobligationer. Man
henviste i denne forbindelse til prospektet for Nordiska Investeringsbanken,
hvoraf det fremgik, at der i 1981 blev udbudt 50 mio. US-dollars obligationer
til en pris af 51 3/4%, svarende til 517,5 dollars. Der ville ikke ske nogen
periodisk rentebetaling, men udstedelseskursen på 51,75 medførte, at
investeringen afkastede ca. 14,08% årligt indtil indfrielsestidspunktet den
15. december 1986. Dette årlige afkast, svarende til en beregnet årlig
avance, var ligeledes indeholdt i obligationens »Term and
Conditions« artikel 6, hvor kreditorerne (obligationserhververne) - i
tilfælde af Nordiska Investeringsbankens misligholdelse af sine forpligtelser
- kunne forlange obligationerne indfriet på en sådan måde, at der skete en
forrentning frem til indfrielsestidspunktet med det fastsatte afkast på
14,08% p.a., og dermed ikke indfrielse til pari kurs, hvilket var det normale
ved debitors misligholdelse.
Sidstnævnte omstændighed tjente efter styrelsens opfattelse til
illustration af den manglende realitet bag obligationernes pålydende, da
kreditor herefter ikke kunne opnå fuld tilbagebetaling førend det stipulerede
indfrielsestidspunkt. Dette understregede tilbagebetalingens karakter af og
lighed med sædvanlig vederlæggelse i form af renter for så vidt angik det
overskydende beløb. På denne baggrund havde kursudviklingen på obligationerne
og dermed kreditors vederlag i det hele været matematisk forudberegnelig,
idet kursen årligt havde kunnet opskrives med 14,08%. Den eneste forskel fra
en egentlig rentebetaling havde således været den omstændighed, at kreditor
rent likviditetsmæssigt var blevet belastet af ikke at få vederlaget udbetalt
årligt, men først ved salg eller indfrielse. Klagerens gevinst var således
ikke udtryk for, at han var indehaver af et formuegode, som steg i værdi, jf.
statsskattelovens § 5. Han havde investeret et beløb, som han med renters
rente ville få tilbagebetalt efter 6 år, i misligholdelsestilfælde før da.
Der henvistes til højesteretsdom UfR 1941.563, Nakskovhus-dommen, der
fortolkedes således, at der heri alene var hjemmel til beskatning af den
nominelle rente - dvs. fordringens pålydende rente - således at kreditor
alene som rente i henhold til statsskattelovens § 4, litra e, skulle
beskattes af det afkast, der var beregnet som en procentdel af den udlånte
kapital. Der kunne således finde beskatning sted ud fra en
rentesurrugatbetragtning, jf. statsskattelovens § 4, litra a eller litra e.
De omhandlede kursavancer kunne tillige beskattes med henvisning til de
særlige regler som gælder for uforrentede obligationer. Told~ og
Skattestyrelsen henviste til Skattelovrådets betænkning om kursgevinster og
kurstab nr. 1050/1985. Det fremgik heraf, at »hvis den aftalte direkte
forrentning er påfaldende lav, er der en tilsvarende formodning for, at
eventuelle gevinster, der tilfalder långiver i medfør af de aftalte
lånevilkår, er en tilsigtet effektiv forrentning, der med rimelighed kan
undergives beskatning«. At der også inden kursgevinstloven var hjemmel
til beskatning af sådanne avancer, var fastslået i domspraksis, nemlig i
Scharling-dommen, UfR 1950.7H. Her var den opnåede avance ved et lån mellem
to private til underkurs beskattet i medfør af statsskattelovens § 4 som
indkomst hos kreditor, uanset der ikke i snæver forstand var tale om en
rente, der kunne bringes ind under reglen i statsskattelovens § 4, litra e.
Endvidere havde Skattedepartementet i den af advokaten citerede udtalelse
klart taget stilling til spørgsmålet, ligesom det fremgik af bemærkningerne
til kursgevinstlovens § 10, stk. 3, at der var praksis for at beskatte
kursgevinster på uforrentede børsnoterede obligationer.
Styrelsen henviste videre til højesteretsdom, UfR 1976.658H, Odense
Stålskibsværft A/S samt højesteretsdommer A. Blom-Andersens kommentarer
hertil, UfR 1976 B.237. Det fremgik heraf, at sagens udfald ved Højesteret -
frifindelse af skibsværftet for indkomstbeskatning af opnåede kursavancer -
først og fremmest skyldtes den måde, på hvilket offentlige myndigheder på et
højt plan havde været involveret i fastsættelsen af lånevilkårene og herved
havde forudsat skattefrihed for kursavancerne. Dette indicerede, at
Højesteret ville have statueret beskatning af avancerne, såfremt der ikke
havde foreligget et sådant engagement i fastsættelsen af vilkårene fra
Finansministeriets side.
Endelig fandt Told- og Skattestyrelsen, at beskatning af kursavancerne
kunne finde sted ud fra en omgåelsesbetragtning, idet der henvistes til
Schannong Rasmussen-dommen samt kommentarerne hertil, TfS 1988.652, hvoraf
fremgik de hovedgrupper, hvor der skulle ske beskatning på grund af omgåelse.
Landsskatteretten bemærkede, at der var enighed mellem parterne om, at
klageren hverken kunne beskattes ud fra et nærings- eller
spekulationssynspunkt, jf. statsskattelovens § 5, eller med hjemmel i
ligningslovens § 4. Der var endvidere enighed om, at de af sagen omhandlede
kursavancer, som var indvundet ved salg af obligationerne, skattemæssigt
måtte behandles som kursavancer opnået ved indfrielse af obligationerne.
Endelig var der enighed om, at kursavancerne, såfremt de fandtes
skattepligtige, skulle beregnes med fradrag af den indvundne
valutakursgevinst. Landsskatteretten kunne på alle de opregnede punkter
tilslutte sig parternes opfattelse.
Landsskatteretten måtte ved afgørelsen lægge til grund, at de omhandlede
uforrentede obligationer var et formuegode, som var steget i værdi, hvilket
kunne aflæses af udviklingen i børskurserne, som vel at mærke ikke var
sammenfaldende med den fastsatte procentvise stigning på 14,08%, og klageren
rent faktisk havde realiseret denne formuestigning ved salg til børskursen.
Klageren havde således været indehaver af et formuegode, som steg i værdi,
jf. statsskattelovens § 5.
For så vidt angik de af Told- og Skattestyrelsen omtalte særlige regler
for beskatning af uforrentede børsnoterede obligationer, bemærkede
Landsskatteretten, at der efter rettens opfattelse ved Højesterets dom af 28.
april 1986, Tage Sønder m.fl., var taget stilling til spørgsmålet om
beskatning af kursavancer som de af sagen omhandlede, når bortsås fra
nærings- og spekulationstilfældene samt forhold omfattet af ligningslovens §
4.
Højesteret havde i præmisserne tilsluttet sig Vestre Landsrets dom på
dette punkt. Heri udtalte flertallet af landsrettens dommere - efter at have
fremhævet det i statsskattelovens § 5 a udtrykte grundprincip - at
formuestigninger kun var skattepligtige, hvis de var opnået ved spekulation
og næring (modificeret ved indførelse af ligningslovens § 4): »De
økonomiske dispositioner, der træffes i samfundet, bygger i vidt omfang -
også tilskyndet af statens egen låneoptagelse - på, hvad der på denne
baggrund med føje har kunnet opfattes som retstilstanden på dette område. Det
behov der udover nærings- og spekulationstilfældene måtte være for i visse
ekstraordinære tilfælde at inddrage kursavancer under beskatning for at undgå
urimelige udnyttelser af systemet, må løses ad lovgivningsvejen, hvor de
særdeles vanskelige afgrænsningsspørgsmål, der vil opstå, kan overvejes i
bredere sammenhæng, end det kan ske ved domstolene i forbindelse med
afgørelsen af en konkret sag«.
Højesterets dommere udtalte, at som i dommen (Vestre Landsretsdom)
antaget, kunne gevinst ved indfrielse af obligationer efter forudsætningerne
i hidtidig skattelovgivning og efter retspraksis ikke i almindelighed anses
for skattepligtig indkomst. Landsskatteretten fandt herefter, at man
ligeledes i nærværende sag måtte konstatere, at der ikke var hverken
lovhjemmel til eller retspraksis for at beskatte de indvundne kursavancer,
idet det bemærkedes, at der ikke som i Højesterets dom, 1950.7H, var tale om
et ganske kortvarigt, privat udlån.
Endelig måtte Landsskatteretten afvise at beskatte de omhandlede
kursavancer ud fra en omgåelsesbetragtning, da der var tale om udbud af
obligationer fra en institution, som den danske stat var medejer af. Klageren
havde således ikke haft indflydelse på udformningen af indhold og vilkår af
de uforrentede obligationer.
Den påklagede ansættelse blev herefter nedsat i overensstemmelse med
advokatens principale påstand til den selvangivne indkomst.
LV 1989, E.5.3.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Skattestyrelsen har forhøjet bankens skattepligtige indkomst med 37.825.000 kr. som overkurs ved genpåtagelse af den hybride kernekapital i henhold til… Landsskatteretten · 4. juli 2025
- Tab værdipapirer - investeringsselskab - næring ej antaget. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- SKAT har for skatteansættelsen for indkomståret 2014 ikke godkendt fradrag for ideel andel af tab på fordringer ved deltagelse i K/S [virksomhed1] med i alt… Landsskatteretten · 28. juni 2021
- Opgradering af kryptovaluta anset for en skattepligtig realisation Retsinformation · 11. oktober 2023
- Sag om, hvorvidt bonusudbetalinger fra sagsøgte, TryghedsGruppen smba, til medlemmer, der er fysiske personer, skal beskattes som aktieudbytte Domsdatabasen · 18. marts 2022
- Sag om hvorledes Sagsøgers fortjeneste og tab skal opgøres ved køb og salg af kryptovaluta Domsdatabasen · 15. september 2026
Lignende dokumenter
- Kursgevinst - uforrentede obligationer - indfriet efter 01/01/1986. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Beskatning af nulkuponobligationer. Det finansielle ankenævn · 25. juni 1990
- Kursgevinst - gældsbrev - uforrentet. (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- Aktiesalg - fordeling af købesum på aktie og warrant (unit). (* 1) Retsinformation · 25. september 1997
- PERSONBESKATNING 1986 AFSNIT PE - IKKE ERHVERVSMÆSSIGE INDTÆGTER Retsinformation · 5. februar 2008
- Obligationssalg - næring (* 1) Retsinformation · 25. september 1997