Spring til indhold

Retsinformation

Selskaber - udlodning - lån. (* 1)

KEN nr 18008 af 10/01/1989Endelig adm. afgørelseSkatte- og Vækstministeriet25. september 1997

Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)

Bestemmelser, afgørelsen henviser til

Teksten

Selskaber - udlodning - lån. (* 1)

Selskabet A Inc.'s filial i Danmark klagede for indkomstårene 1983, 1984

og 1985 over, at Ligningsrådet ikke fuldt ud havde anset det for berettiget,

at der ved opgørelsen af filialens indkomst i henhold til

kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3 var fradraget renter og kurstab

vedrørende et lån på 172 mio. dollar, som ultimo 1983 var optaget hos

moderselskabet B Inc. Ligningsrådet havde som begrundelse herfor anført, at

kun en del af lånet kunne anses medgået til filialens drift. For indkomståret

1983 havde Ligningsrådet som yderligere begrundelse anført, at lånet ikke

skattemæssigt kunne anerkendes optaget med tilbagevirkende kraft til 1.

januar 1983.

Selskabet nedlagde principalt påstand om, at den skattepligtige indkomst

efter kulbrinteskattelovens kapitel 2 for 1983 skulle nedsættes med

313.293.000 kr., for 1984 med 183.561 kr. og for 1985 skulle forhøjes med

64.985.000 kr., og at ansættelserne i henhold til lovens kapitel 3 blev

ændret i overensstemmelse hermed.

Subsidiært påstod selskabet sagen hjemvist til fornyet behandling i

Ligningsrådet på det grundlag, at der tilkom filialen fradragsret for kurstab

og renter, uden at fradragsretten kunne beskæres som sket ved de påklagede

kendelser.

Særskilt for 1983 nedlagdes den subsidiære påstand, at sagen blev hjemvist

til fornyet ansættelse på det grundlag, at der tilkom filialen fradragsret

for renter og kurstab for en del af året 1983.

Det klagende selskab, A Inc., var et amerikansk selskab, der udelukkende

drev virksomhed gennem filialen i Danmark, hvor selskabet gennem årene havde

foretaget betydelige investeringer. Investeringerne var tidligere finansieret

bl.a. ved lån fra hovedkontoret i USA. I efteråret 1983 havde

Statsskattedirektoratet imidlertid tilkendegivet, at der ikke ville kunne

godkendes fradrag for renter og kurstab vedrørende nævnte lån, idet der efter

direktoratets opfattelse ikke var tale om et egentligt gældsforhold. Dette

Læs alt

var senere tiltrådt af Landsskatteretten ved kendelse af 12. november 1985,

offentliggjort i Medd. 1986, nr. 62. Denne afgørelse blev indbragt for

domstolene, men efter det oplyste stillet i bero.

Selskabet havde herefter ultimo december 1983 besluttet at nedbringe

egenkapitalen pr. 1. januar 1983 ved udlodning af 99 mio. dollar. Endvidere

skulle hovedkontorets tilgodehavende hos filialen overdrages til

moderselskabet B Inc., ligeledes med virkning fra 1. januar 1983, således at

selskabet derved optog et rentebærende eksternt lån i moderselskabet på 172

mio. dollar.

Statsskattedirektoratet havde fundet, at en del af det optagne lån var

anvendt til at finansiere udlodning af egenkapital, og at denne del af lånet

ikke kunne anses optaget til og anvendt til den danske filials virksomhed.

Efter direktoratets opfattelse kunne lån, som alene var optaget for at ændre

finansieringsmåden af udgifter, der tidligere havde været finansieret ved

egenkapital, ikke anses som lån, der var anvendt til filialens drift. Af det

optagne lån på 172 mio. dollar havde Statsskattedirektoratet herefter

godkendt 104 mio. dollar som vedrørende filialens aktivitet. Den øvrige del

af lånet, eller 68 mio. dollar, var anset - sammen med et tilgodehavende på

49 mio. dollar hos søsterselskabet C - som medgået til finansiering af den

foretagne udlodning, der efter direktoratets opfattelse havde udgjort 117

mio. dollar. Ud over den foretagne udlodning på 99 mio. dollar havde

Statsskattedirektoratet således fundet, at den med tilbagevirkende kraft til

1. januar 1983 skete forrentning af lånet på 18 mio. dollar måtte anses som

udlodning. Ligningsrådet havde foretaget ansættelse i overensstemmelse

hermed.

Selskabets advokat anførte, at kapitalforholdene gennem de foretagne

dispositioner var bragt i overensstemmelse med, hvad der var forudsat ved

kulbrinteskatteloven. Han oplyste, at selskabets beslutning var truffet efter

møder med Statsskattedirektoratet, hvor man havde fået den bestemte

opfattelse, at kapitaludlodningen ikke ville medføre skattemæssige problemer.

Lånet var optaget hos moderselskabet B Inc., USA, og måtte således anses som

et eksternt lån, hvor adgangen til rentefradragsret ikke kunne anfægtes.

Efter advokatens opfattelse måtte der derfor i medfør af selskabsskattelovens

§ 9 være fradragsret for renter og kurstab vedrørende det omhandlede lån hos

moderselskabet. Lånet måtte i sin helhed anses anvendt til filialens drift,

og det måtte herved tages i betragtning, at de samlede investeringer langt

oversteg de optagne lån.

Advokaten anførte endvidere, at der ikke var noget til hinder for, at

egenkapitalen anvendtes til udlodning, således som det efter hans opfattelse

var sket i det foreliggende tilfælde med den naturlige følge, at behovet for

lånefinansiering var blevet tilsvarende større. Statsskattedirektoratets

synspunkt medførte efter hans opfattelse et skattemæssigt krav om, at

egenkapitalen blev fastlåst, og dette fandt han ikke, at der var hjemmel for.

Advokaten henviste til et eksempel vedrørende et tysk selskab, der for

egne midler opførte en fast ejendom i Danmark og efterfølgende optog lån med

sikkerhed i ejendommen. Ifølge ligningsvejledningen 1980 ville renterne af et

sådant lån - i det omfang, det lå inden for 80% af ejendommens handelsværdi -

kunne fratrækkes fuldt ud uanset den faktiske anvendelse af låneprovenuet.

Advokaten anførte, at direktoratets opfattelse i den foreliggende sag var den

modsatte af den, som 80%-reglen var udtryk for, idet der efter denne regel,

der var beskrevet senest i ligningsvejledningen for 1987, ikke kunne stilles

krav om fastholdelse af egenkapitalen. Da spørgsmålet ikke i øvrigt sås

omtalt, måtte ligningsvejledningens beskrivelse af praksis på det her nævnte

område efter advokatens opfattelse tillægges betydelig vægt.

Advokaten anførte yderligere, at direktoratets synspunkt ikke tidligere

havde været praktiseret, og at en sådan regel - hvorefter direktoratet i

realiteten skønsmæssigt kunne begrænse rentefradragsretten - næppe kunne

anses for hensigtsmæssig. Det var ganske tilfældigt, at selskabet ultimo 1983

havde et tilgodehavende hos søsterselskabet C på netop 49 mio. dollar, og at

det dermed også var tilfældigt, at 68 mio. dollar af det optagne lån af

direktoratet var blevet anset for medgået til finansiering af udlodningen. Et

sådant tilfældigt og selvvalgt udgangspunkt måtte efter hans opfattelse føre

til forkerte resultater. Den pågældende regel, der har forbindelse med

synspunktet »tynd kapitalisering«, måtte i øvrigt anses som en

skærpelse af praksis og kunne dermed ikke indføres med tilbagevirkende kraft,

i hvilken forbindelse han henviste til dommen i UfR 1983, side 8

(Kruse-dommen).

Med hensyn til fradrag for valutakurstab anførte advokaten, at filialen

rent faktisk havde lidt et tab, og at bestemmelsen i ligningslovens § 8 D,

der taler om fordringer og gæld, efter hans opfattelse måtte forstås således,

at et valutakurstab som det omhandlede var omfattet af bestemmelsen.

Advokaten bemærkede, at Statsskattedirektoratet oprindelig havde delt denne

opfattelse, og at formålet med lovbestemmelsen i øvrigt havde været at knytte

reglerne til valutareglerne.

Hvad særlig angik fradrag for renteudgifter for indkomståret 1983 anførte

advokaten, at han var bekendt med praksis, herunder bl.a. Landsskatterettens

kendelse TfS 1988, nr. 394, hvorefter rentefradrag forudsatte en aktuel

gældsforpligtelse. Han fandt dog, at der i det foreliggende tilfælde måtte

godkendes et vist rentefradrag for tiden forud for aftaledagen, idet ingen

formentlig havde gjort indvendinger, såfremt man havde aftalt forrentning

f.eks. fra den 1. oktober 1983. Dertil kom, at der gennem 1983 løbende var

oparbejdet en gæld til affilierede selskaber. Statsskattedirektoratet havde

anerkendt denne gæld, der pr. 31. december havde udgjort 104 mio. dollar, og

advokaten fandt det derfor ulogisk helt at nægte rentefradrag, idet det ikke

havde været tanken, at disse gamle lån skulle være rentefri.

Statsskattedirektoratet gjorde gældende, at det i mangel af fyldestgørende

regnskabsmæssig dokumentation fra selskabets side måtte afvises at følge den

principale påstand om fradrag for hele det påståede beløb. Der kunne -

såfremt der blev givet selskabet medhold i dets principale anbringender -

alene blive tale om at følge den subsidiære påstand.

Direktoratet måtte imidlertid afvise at indrømme fradrag for nogen del af

det påståede beløb. Til støtte herfor anførte man, at der som følge af, at

selskabet alene var begrænset skattepligtig, efter bestemmelsen i

selskabsskattelovens § 2 kun skulle svares skat af indtægterne fra filialen

her i landet. Når der skete en sådan begrænsning vedrørende indtægtssiden,

måtte der ske tilsvarende begrænsning af de fradragsberettigede udgifter, jf.

selskabsskattelovens § 9. Det var således alene udgifter, der kunne henføres

til filialen, der kunne fradrages, medens udgifter vedrørende selskabets

kapitalforhold var den begrænsede skattepligt uvedkommende. I det

foreliggende tilfælde var der tale om renter og kurstab vedrørende lån, og

man måtte derfor over i anlægsfasen for at afgøre, om der var fradragsret,

idet alene lån anvendt til anskaffelse af driftsaktiver, hvis afkast var

omfattet af den begrænsede skattepligt, kunne begrunde fradrag. Det måtte

påhvile selskabet at godtgøre, at der var en sådan forbindelse mellem

låneoptagelsen og driften af filialen, at der var fradragsret for renter. I

forbindelse hermed måtte det yderligere bemærkes, at der ikke inden for

kulbrinteskattelovens område bestod en særlig vid adgang til at fratrække

renter, således som selskabet syntes at hævde. Af lovens motiver fremgik, at

renter af lån kun kunne fratrækkes, hvis lånene var medgået til finansiering

af efterforsknings- og indvindingsvirksomhed.

Statsskattedirektoratet anførte herefter, at selskabets gæld i det

foreliggende tilfælde forud for låneoptagelsen ultimo 1983 havde andraget 104

mio. dollar, og et hertil svarende beløb af det optagne lån var ved

ansættelserne accepteret som anvendt til filialens drift. Med hensyn til de

resterende 68 mio. dollar af det optagne lån måtte direktoratet fastholde, at

der var tale om finansiering af udlodning, der var den begrænsede skattepligt

uvedkommende. Der henvistes til, at der ikke ville have været penge til

udlodningen af de i alt 117 mio. dollar (heraf renter 18 mio. dollar),

såfremt beløbene skulle være taget af egne midler, samt til, at udlodningen

og låneoptagelsen tidsmæssigt faldt sammen. Helt afgørende var det

imidlertid, at det ikke fra selskabets side var påvist, at de 68 mio. dollar

af det optagne lån var anvendt til filialens drift. Tværtimod var det fra

direktoratets side godtgjort, at de driftslån, som afløstes i forbindelse med

låneoptagelsen, alene udgjorde 104 mio. dollar.

Den påberåbte regel om fast ejendom var at betragte som en praktisk

arbejdsregel, der var indført, fordi man på netop dette område havde haft

særlige vanskeligheder. Der var tale om en særregel vedrørende fast ejendom,

og der kunne derfor ikke drages slutninger fra denne til brug for det

foreliggende tilfælde, der vedrørte fast driftssted. Det fremhævedes

endvidere, at reglerne om begrænset skattepligt af henholdsvis fast ejendom

og fast driftssted fremgik af hinanden uafhængige regler, nemlig dels

kildeskattelovens § 2, stk. 1 e, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1 b, dels

kildeskattelovens § 2, stk. 1 d, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1 a.

Statsskattedirektoratet bestred endvidere, at det ville være en konsekvens

af Ligningsrådets ansættelse, at filialens »egenkapital« blev

fastlåst, således som det hævdedes af advokaten. Filialens

»egenkapital« ville være forskellen mellem den del af selskabets

aktiver og gældsposter, som til enhver tid kunne henføres til filialen. I det

omfang, der blev optaget lån til finansiering af bruttoudgifterne, og

bruttoindtægterne samtidig blev overført til hovedvirksomheden, ville

filialens »egenkapital« blive nedbragt. Dette var rent faktisk også

sket i dette tilfælde, idet filialens »egenkapital« fra at udgøre

+675 mio. kr. ultimo 1982 var nedbragt til +438 mio. kr. ultimo 1983. Såfremt

også den del af lånet, som var anvendt til at finansiere det amerikanske

selskabs udlodning, skulle anerkendes som vedrørende filialen, ville

filialens »egenkapital« være negativ med et beløb på -227 mio. kr.

ultimo 1983. Det fremgik heraf, at en sådan henføring ville have den

konsekvens, at det amerikanske selskab helt vilkårligt ville kunne bestemme

filialens skattepligtige indkomst.

Hvad særlig angik fradrag for valutakurstab anførtes det, at bestemmelsen

i ligningslovens § 8 D skulle forstås i overensstemmelse med

selskabsskattelovens § 9.

Med hensyn til indkomståret 1983 anførtes det, at der var enighed om, at

der kunne ske fradrag for kurstab vedrørende den oparbejdede gæld, der ultimo

1983 androg 104 mio. dollar. Statsskattedirektoratet kunne derimod ikke

godkende rentefradrag vedrørende disse lån, der stedse havde været betegnet

som rentefri. Det var således helt nyt for direktoratet, når det nu hævdedes,

at det hele tiden havde været tanken, at disse lån skulle forrentes.

Over for det fra Statsskattedirektoratets side anførte fastholdt

selskabets advokat, at lånet på 172 mio. dollar udelukkende var anvendt til

at finansiere filialens drift, og han bestred, at der var hjemmel til at

fastlåse den en gang valgte finansieringsform. Han bestred endvidere, at der

vedrørende fast ejendom var tale om et særligt lovgrundlag, og henviste til,

at bl.a. bestemmelsen i kildeskattelovens § 2, stk. 2, var fælles for

indtægter ved fast ejendom og indtægter ved fast driftssted.

Landsskatteretten bemærkede, at det klagende selskab tidligere havde

finansieret filialens aktiviteter ved hjælp af midler, overført fra

hovedkontoret i USA, men at der i årene 1982 og 1983 løbende var optaget

driftslån hos affilierede selskaber, således at selskabets driftslån ultimo

1983 havde andraget 104 mio. dollar. Landsskatteretten kunne tiltræde, at der

ved Ligningsrådets afgørelse var godkendt fradrag for renter og kurstab

vedrørende den del af det ultimo 1983 optagne lån på i alt 172 mio. dollar,

der erstattede de nævnte driftslån på 104 mio. dollar.

Med hensyn til de resterende 68 mio. dollar af det optagne lån måtte

Landsskatteretten efter det oplyste lægge til grund, at denne del af lånet

var anvendt til finansiering af den ultimo 1983 foretagne udlodning til

moderselskabet. Denne udlodning måtte i hvert fald som udgangspunkt anses at

vedrøre selskabets kapitalforhold i USA og kunne ikke henføres til etablering

eller drift af de aktiviteter, der var undergivet begrænset skattepligt her i

landet. Der ville efter rettens opfattelse alene kunne indrømmes fradrag for

renteudgifter og kurstab på det omhandlede lån i det omfang, det kunne

godtgøres, at midlerne havde været anvendt til filialens aktivitet, jf.

selskabskattelovens § 9. Retten fandt ikke, at selskabet havde påvist i

forbindelse hermed at have anvendt yderligere midler fra den foretagne

omfinansiering end godkendt af Ligningsrådet. Der blev ved afgørelsen også

henset til, at den godkendte fordeling mellem egenfinansiering og

finansiering ved lånte midler efter det oplyste svarede til, hvad der var

tilfældet i tilsvarende selskaber, og hvad der måtte anses for rimeligt og

økonomisk forsvarligt. Der fandtes herefter ikke at være tilstrækkeligt

grundlag for at foranledige foretaget talmæssige ændringer.

Landsskatteretten kunne således tiltræde, at Ligningsrådet ved de

påklagede ansættelser for indkomstårene 1984 og 1985 alene havde godkendt

fradrag for renter og kurstab vedrørende 104 mio. dollar af det optagne lån,

og fandt herefter ikke grundlag for at tage hverken den principale eller den

subsidiære påstand til følge.

Hvad særlig angik indkomståret 1983 fandt Landsskatteretten at måtte lægge

til grund, at de i årene 1982 og 1983 optagne driftslån på i alt 104 mio.

dollar ikke havde været rentebærende. Der kunne således først indrømmes

rentefradrag fra det tidspunkt, hvor disse lån erstattedes af det i sagen

omhandlede rentebærende lån. Der var ikke udfærdiget egentlige lånedokumenter

vedrørende sidstnævnte lån, der alene fremgik af posteringer, der var

foretaget i de amerikanske selskaber ultimo 1983, og Landsskatteretten fandt

ikke på dette grundlag at kunne godkende rentefradrag for nogen del af dette

år.

LV 1987, SE 3.

Officielle noter

(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1989, nr. 4, side 339.

Afgørelser om de samme bestemmelser

Lignende dokumenter