Selskaber - udlodning - lån. (* 1)
Læs kilden ved Retsinformation (åbner i ny fane)
Bestemmelser, afgørelsen henviser til
Teksten
Selskaber - udlodning - lån. (* 1)
Selskabet A Inc.'s filial i Danmark klagede for indkomstårene 1983, 1984
og 1985 over, at Ligningsrådet ikke fuldt ud havde anset det for berettiget,
at der ved opgørelsen af filialens indkomst i henhold til
kulbrinteskattelovens kapitel 2 og 3 var fradraget renter og kurstab
vedrørende et lån på 172 mio. dollar, som ultimo 1983 var optaget hos
moderselskabet B Inc. Ligningsrådet havde som begrundelse herfor anført, at
kun en del af lånet kunne anses medgået til filialens drift. For indkomståret
1983 havde Ligningsrådet som yderligere begrundelse anført, at lånet ikke
skattemæssigt kunne anerkendes optaget med tilbagevirkende kraft til 1.
januar 1983.
Selskabet nedlagde principalt påstand om, at den skattepligtige indkomst
efter kulbrinteskattelovens kapitel 2 for 1983 skulle nedsættes med
313.293.000 kr., for 1984 med 183.561 kr. og for 1985 skulle forhøjes med
64.985.000 kr., og at ansættelserne i henhold til lovens kapitel 3 blev
ændret i overensstemmelse hermed.
Subsidiært påstod selskabet sagen hjemvist til fornyet behandling i
Ligningsrådet på det grundlag, at der tilkom filialen fradragsret for kurstab
og renter, uden at fradragsretten kunne beskæres som sket ved de påklagede
kendelser.
Særskilt for 1983 nedlagdes den subsidiære påstand, at sagen blev hjemvist
til fornyet ansættelse på det grundlag, at der tilkom filialen fradragsret
for renter og kurstab for en del af året 1983.
Det klagende selskab, A Inc., var et amerikansk selskab, der udelukkende
drev virksomhed gennem filialen i Danmark, hvor selskabet gennem årene havde
foretaget betydelige investeringer. Investeringerne var tidligere finansieret
bl.a. ved lån fra hovedkontoret i USA. I efteråret 1983 havde
Statsskattedirektoratet imidlertid tilkendegivet, at der ikke ville kunne
godkendes fradrag for renter og kurstab vedrørende nævnte lån, idet der efter
direktoratets opfattelse ikke var tale om et egentligt gældsforhold. Dette
Læs alt
var senere tiltrådt af Landsskatteretten ved kendelse af 12. november 1985,
offentliggjort i Medd. 1986, nr. 62. Denne afgørelse blev indbragt for
domstolene, men efter det oplyste stillet i bero.
Selskabet havde herefter ultimo december 1983 besluttet at nedbringe
egenkapitalen pr. 1. januar 1983 ved udlodning af 99 mio. dollar. Endvidere
skulle hovedkontorets tilgodehavende hos filialen overdrages til
moderselskabet B Inc., ligeledes med virkning fra 1. januar 1983, således at
selskabet derved optog et rentebærende eksternt lån i moderselskabet på 172
mio. dollar.
Statsskattedirektoratet havde fundet, at en del af det optagne lån var
anvendt til at finansiere udlodning af egenkapital, og at denne del af lånet
ikke kunne anses optaget til og anvendt til den danske filials virksomhed.
Efter direktoratets opfattelse kunne lån, som alene var optaget for at ændre
finansieringsmåden af udgifter, der tidligere havde været finansieret ved
egenkapital, ikke anses som lån, der var anvendt til filialens drift. Af det
optagne lån på 172 mio. dollar havde Statsskattedirektoratet herefter
godkendt 104 mio. dollar som vedrørende filialens aktivitet. Den øvrige del
af lånet, eller 68 mio. dollar, var anset - sammen med et tilgodehavende på
49 mio. dollar hos søsterselskabet C - som medgået til finansiering af den
foretagne udlodning, der efter direktoratets opfattelse havde udgjort 117
mio. dollar. Ud over den foretagne udlodning på 99 mio. dollar havde
Statsskattedirektoratet således fundet, at den med tilbagevirkende kraft til
1. januar 1983 skete forrentning af lånet på 18 mio. dollar måtte anses som
udlodning. Ligningsrådet havde foretaget ansættelse i overensstemmelse
hermed.
Selskabets advokat anførte, at kapitalforholdene gennem de foretagne
dispositioner var bragt i overensstemmelse med, hvad der var forudsat ved
kulbrinteskatteloven. Han oplyste, at selskabets beslutning var truffet efter
møder med Statsskattedirektoratet, hvor man havde fået den bestemte
opfattelse, at kapitaludlodningen ikke ville medføre skattemæssige problemer.
Lånet var optaget hos moderselskabet B Inc., USA, og måtte således anses som
et eksternt lån, hvor adgangen til rentefradragsret ikke kunne anfægtes.
Efter advokatens opfattelse måtte der derfor i medfør af selskabsskattelovens
§ 9 være fradragsret for renter og kurstab vedrørende det omhandlede lån hos
moderselskabet. Lånet måtte i sin helhed anses anvendt til filialens drift,
og det måtte herved tages i betragtning, at de samlede investeringer langt
oversteg de optagne lån.
Advokaten anførte endvidere, at der ikke var noget til hinder for, at
egenkapitalen anvendtes til udlodning, således som det efter hans opfattelse
var sket i det foreliggende tilfælde med den naturlige følge, at behovet for
lånefinansiering var blevet tilsvarende større. Statsskattedirektoratets
synspunkt medførte efter hans opfattelse et skattemæssigt krav om, at
egenkapitalen blev fastlåst, og dette fandt han ikke, at der var hjemmel for.
Advokaten henviste til et eksempel vedrørende et tysk selskab, der for
egne midler opførte en fast ejendom i Danmark og efterfølgende optog lån med
sikkerhed i ejendommen. Ifølge ligningsvejledningen 1980 ville renterne af et
sådant lån - i det omfang, det lå inden for 80% af ejendommens handelsværdi -
kunne fratrækkes fuldt ud uanset den faktiske anvendelse af låneprovenuet.
Advokaten anførte, at direktoratets opfattelse i den foreliggende sag var den
modsatte af den, som 80%-reglen var udtryk for, idet der efter denne regel,
der var beskrevet senest i ligningsvejledningen for 1987, ikke kunne stilles
krav om fastholdelse af egenkapitalen. Da spørgsmålet ikke i øvrigt sås
omtalt, måtte ligningsvejledningens beskrivelse af praksis på det her nævnte
område efter advokatens opfattelse tillægges betydelig vægt.
Advokaten anførte yderligere, at direktoratets synspunkt ikke tidligere
havde været praktiseret, og at en sådan regel - hvorefter direktoratet i
realiteten skønsmæssigt kunne begrænse rentefradragsretten - næppe kunne
anses for hensigtsmæssig. Det var ganske tilfældigt, at selskabet ultimo 1983
havde et tilgodehavende hos søsterselskabet C på netop 49 mio. dollar, og at
det dermed også var tilfældigt, at 68 mio. dollar af det optagne lån af
direktoratet var blevet anset for medgået til finansiering af udlodningen. Et
sådant tilfældigt og selvvalgt udgangspunkt måtte efter hans opfattelse føre
til forkerte resultater. Den pågældende regel, der har forbindelse med
synspunktet »tynd kapitalisering«, måtte i øvrigt anses som en
skærpelse af praksis og kunne dermed ikke indføres med tilbagevirkende kraft,
i hvilken forbindelse han henviste til dommen i UfR 1983, side 8
(Kruse-dommen).
Med hensyn til fradrag for valutakurstab anførte advokaten, at filialen
rent faktisk havde lidt et tab, og at bestemmelsen i ligningslovens § 8 D,
der taler om fordringer og gæld, efter hans opfattelse måtte forstås således,
at et valutakurstab som det omhandlede var omfattet af bestemmelsen.
Advokaten bemærkede, at Statsskattedirektoratet oprindelig havde delt denne
opfattelse, og at formålet med lovbestemmelsen i øvrigt havde været at knytte
reglerne til valutareglerne.
Hvad særlig angik fradrag for renteudgifter for indkomståret 1983 anførte
advokaten, at han var bekendt med praksis, herunder bl.a. Landsskatterettens
kendelse TfS 1988, nr. 394, hvorefter rentefradrag forudsatte en aktuel
gældsforpligtelse. Han fandt dog, at der i det foreliggende tilfælde måtte
godkendes et vist rentefradrag for tiden forud for aftaledagen, idet ingen
formentlig havde gjort indvendinger, såfremt man havde aftalt forrentning
f.eks. fra den 1. oktober 1983. Dertil kom, at der gennem 1983 løbende var
oparbejdet en gæld til affilierede selskaber. Statsskattedirektoratet havde
anerkendt denne gæld, der pr. 31. december havde udgjort 104 mio. dollar, og
advokaten fandt det derfor ulogisk helt at nægte rentefradrag, idet det ikke
havde været tanken, at disse gamle lån skulle være rentefri.
Statsskattedirektoratet gjorde gældende, at det i mangel af fyldestgørende
regnskabsmæssig dokumentation fra selskabets side måtte afvises at følge den
principale påstand om fradrag for hele det påståede beløb. Der kunne -
såfremt der blev givet selskabet medhold i dets principale anbringender -
alene blive tale om at følge den subsidiære påstand.
Direktoratet måtte imidlertid afvise at indrømme fradrag for nogen del af
det påståede beløb. Til støtte herfor anførte man, at der som følge af, at
selskabet alene var begrænset skattepligtig, efter bestemmelsen i
selskabsskattelovens § 2 kun skulle svares skat af indtægterne fra filialen
her i landet. Når der skete en sådan begrænsning vedrørende indtægtssiden,
måtte der ske tilsvarende begrænsning af de fradragsberettigede udgifter, jf.
selskabsskattelovens § 9. Det var således alene udgifter, der kunne henføres
til filialen, der kunne fradrages, medens udgifter vedrørende selskabets
kapitalforhold var den begrænsede skattepligt uvedkommende. I det
foreliggende tilfælde var der tale om renter og kurstab vedrørende lån, og
man måtte derfor over i anlægsfasen for at afgøre, om der var fradragsret,
idet alene lån anvendt til anskaffelse af driftsaktiver, hvis afkast var
omfattet af den begrænsede skattepligt, kunne begrunde fradrag. Det måtte
påhvile selskabet at godtgøre, at der var en sådan forbindelse mellem
låneoptagelsen og driften af filialen, at der var fradragsret for renter. I
forbindelse hermed måtte det yderligere bemærkes, at der ikke inden for
kulbrinteskattelovens område bestod en særlig vid adgang til at fratrække
renter, således som selskabet syntes at hævde. Af lovens motiver fremgik, at
renter af lån kun kunne fratrækkes, hvis lånene var medgået til finansiering
af efterforsknings- og indvindingsvirksomhed.
Statsskattedirektoratet anførte herefter, at selskabets gæld i det
foreliggende tilfælde forud for låneoptagelsen ultimo 1983 havde andraget 104
mio. dollar, og et hertil svarende beløb af det optagne lån var ved
ansættelserne accepteret som anvendt til filialens drift. Med hensyn til de
resterende 68 mio. dollar af det optagne lån måtte direktoratet fastholde, at
der var tale om finansiering af udlodning, der var den begrænsede skattepligt
uvedkommende. Der henvistes til, at der ikke ville have været penge til
udlodningen af de i alt 117 mio. dollar (heraf renter 18 mio. dollar),
såfremt beløbene skulle være taget af egne midler, samt til, at udlodningen
og låneoptagelsen tidsmæssigt faldt sammen. Helt afgørende var det
imidlertid, at det ikke fra selskabets side var påvist, at de 68 mio. dollar
af det optagne lån var anvendt til filialens drift. Tværtimod var det fra
direktoratets side godtgjort, at de driftslån, som afløstes i forbindelse med
låneoptagelsen, alene udgjorde 104 mio. dollar.
Den påberåbte regel om fast ejendom var at betragte som en praktisk
arbejdsregel, der var indført, fordi man på netop dette område havde haft
særlige vanskeligheder. Der var tale om en særregel vedrørende fast ejendom,
og der kunne derfor ikke drages slutninger fra denne til brug for det
foreliggende tilfælde, der vedrørte fast driftssted. Det fremhævedes
endvidere, at reglerne om begrænset skattepligt af henholdsvis fast ejendom
og fast driftssted fremgik af hinanden uafhængige regler, nemlig dels
kildeskattelovens § 2, stk. 1 e, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1 b, dels
kildeskattelovens § 2, stk. 1 d, og selskabsskattelovens § 2, stk. 1 a.
Statsskattedirektoratet bestred endvidere, at det ville være en konsekvens
af Ligningsrådets ansættelse, at filialens »egenkapital« blev
fastlåst, således som det hævdedes af advokaten. Filialens
»egenkapital« ville være forskellen mellem den del af selskabets
aktiver og gældsposter, som til enhver tid kunne henføres til filialen. I det
omfang, der blev optaget lån til finansiering af bruttoudgifterne, og
bruttoindtægterne samtidig blev overført til hovedvirksomheden, ville
filialens »egenkapital« blive nedbragt. Dette var rent faktisk også
sket i dette tilfælde, idet filialens »egenkapital« fra at udgøre
+675 mio. kr. ultimo 1982 var nedbragt til +438 mio. kr. ultimo 1983. Såfremt
også den del af lånet, som var anvendt til at finansiere det amerikanske
selskabs udlodning, skulle anerkendes som vedrørende filialen, ville
filialens »egenkapital« være negativ med et beløb på -227 mio. kr.
ultimo 1983. Det fremgik heraf, at en sådan henføring ville have den
konsekvens, at det amerikanske selskab helt vilkårligt ville kunne bestemme
filialens skattepligtige indkomst.
Hvad særlig angik fradrag for valutakurstab anførtes det, at bestemmelsen
i ligningslovens § 8 D skulle forstås i overensstemmelse med
selskabsskattelovens § 9.
Med hensyn til indkomståret 1983 anførtes det, at der var enighed om, at
der kunne ske fradrag for kurstab vedrørende den oparbejdede gæld, der ultimo
1983 androg 104 mio. dollar. Statsskattedirektoratet kunne derimod ikke
godkende rentefradrag vedrørende disse lån, der stedse havde været betegnet
som rentefri. Det var således helt nyt for direktoratet, når det nu hævdedes,
at det hele tiden havde været tanken, at disse lån skulle forrentes.
Over for det fra Statsskattedirektoratets side anførte fastholdt
selskabets advokat, at lånet på 172 mio. dollar udelukkende var anvendt til
at finansiere filialens drift, og han bestred, at der var hjemmel til at
fastlåse den en gang valgte finansieringsform. Han bestred endvidere, at der
vedrørende fast ejendom var tale om et særligt lovgrundlag, og henviste til,
at bl.a. bestemmelsen i kildeskattelovens § 2, stk. 2, var fælles for
indtægter ved fast ejendom og indtægter ved fast driftssted.
Landsskatteretten bemærkede, at det klagende selskab tidligere havde
finansieret filialens aktiviteter ved hjælp af midler, overført fra
hovedkontoret i USA, men at der i årene 1982 og 1983 løbende var optaget
driftslån hos affilierede selskaber, således at selskabets driftslån ultimo
1983 havde andraget 104 mio. dollar. Landsskatteretten kunne tiltræde, at der
ved Ligningsrådets afgørelse var godkendt fradrag for renter og kurstab
vedrørende den del af det ultimo 1983 optagne lån på i alt 172 mio. dollar,
der erstattede de nævnte driftslån på 104 mio. dollar.
Med hensyn til de resterende 68 mio. dollar af det optagne lån måtte
Landsskatteretten efter det oplyste lægge til grund, at denne del af lånet
var anvendt til finansiering af den ultimo 1983 foretagne udlodning til
moderselskabet. Denne udlodning måtte i hvert fald som udgangspunkt anses at
vedrøre selskabets kapitalforhold i USA og kunne ikke henføres til etablering
eller drift af de aktiviteter, der var undergivet begrænset skattepligt her i
landet. Der ville efter rettens opfattelse alene kunne indrømmes fradrag for
renteudgifter og kurstab på det omhandlede lån i det omfang, det kunne
godtgøres, at midlerne havde været anvendt til filialens aktivitet, jf.
selskabskattelovens § 9. Retten fandt ikke, at selskabet havde påvist i
forbindelse hermed at have anvendt yderligere midler fra den foretagne
omfinansiering end godkendt af Ligningsrådet. Der blev ved afgørelsen også
henset til, at den godkendte fordeling mellem egenfinansiering og
finansiering ved lånte midler efter det oplyste svarede til, hvad der var
tilfældet i tilsvarende selskaber, og hvad der måtte anses for rimeligt og
økonomisk forsvarligt. Der fandtes herefter ikke at være tilstrækkeligt
grundlag for at foranledige foretaget talmæssige ændringer.
Landsskatteretten kunne således tiltræde, at Ligningsrådet ved de
påklagede ansættelser for indkomstårene 1984 og 1985 alene havde godkendt
fradrag for renter og kurstab vedrørende 104 mio. dollar af det optagne lån,
og fandt herefter ikke grundlag for at tage hverken den principale eller den
subsidiære påstand til følge.
Hvad særlig angik indkomståret 1983 fandt Landsskatteretten at måtte lægge
til grund, at de i årene 1982 og 1983 optagne driftslån på i alt 104 mio.
dollar ikke havde været rentebærende. Der kunne således først indrømmes
rentefradrag fra det tidspunkt, hvor disse lån erstattedes af det i sagen
omhandlede rentebærende lån. Der var ikke udfærdiget egentlige lånedokumenter
vedrørende sidstnævnte lån, der alene fremgik af posteringer, der var
foretaget i de amerikanske selskaber ultimo 1983, og Landsskatteretten fandt
ikke på dette grundlag at kunne godkende rentefradrag for nogen del af dette
år.
LV 1987, SE 3.
Officielle noter
(* 1) Afgørelsen er offentliggjort i Skat 1989, nr. 4, side 339.
Afgørelser om de samme bestemmelser
- Fast driftssted, bygge- og anlægsaktiviteter Retsinformation · 16. april 2026
- Tysk alternativ investeringsfond (AIF) – begrænset skattepligt til Danmark af ejendomsinvestering – stille deltagelse Retsinformation · 14. september 2023
- SKAT har ikke godkendt at tab vedrørende finansielle kontrakter kan fratrækkes kulbrinteindkomsten Landsskatteretten · 12. november 2013
- Fradrag for renteudgifter Landsskatteretten · 19. december 2008
- Renter filial/hovedkontor Retsinformation · 4. oktober 2000
- Landsskatteretskendelse vedr. fradrag for renteudgifter Retsinformation · 27. juli 2009
Lignende dokumenter
- Forslag til Lov om ændring af lov om beskatning af indkomst i forbindelse med kulbrinteindvinding i Danmark (Overdragelse af licensandele mod betaling af fremtidige efterforskningsomkostninger, finansielle indtægter m.v.) Retsinformation · 8. oktober 2009
- 061+062-2025 Kendelse af 20. august 2026 Klagenævn (Nævnenes Hus) · 20. august 2026
- Domstolens dom (Fjerde Afdeling) af 21. december 2016. — Masco Denmark ApS og Damixa ApS mod Skatteministeriet. EU-domme · 21. december 2016
- Forslag til Lov om indgåelse af dobbeltbeskatningsoverenskomst mellem Danmark og Amerikas Forenede Stater Retsinformation · 3. november 1999
- 1990 LSF 5 FORSLAG TIL LOV OM ÆNDRING AF LOV OM SKATTEMÆSSIG BEHANDLING AF GEVINST OG TAB PÅ FORDRINGER OG GÆLD (KURSGEVINSTLOVEN) OG FORSKELLIGE ANDRE SKATTELOVE (FINANSIELLE KONTRAKTER SAMT FORDRINGER OG GÆLD) Retsinformation · 8. oktober 1990
- Landsskatteretskendelse Retsinformation · 16. august 2000